BEK nr 93 af 29/01/2024
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Betalingsbekendtgørelsen § 10
For kontrol m.v. i forbindelse med udførsel af levende dyr direkte fra en besætning og anden kommerciel udførsel af levende dyr betales et grundgebyr på 795 kr., hvortil kommer 708 kr. pr. påbegyndt kvarter.
Stk. 2. Taksterne i stk. 1 omfatter kontrol, der udføres på hverdage i tidsrummet mellem kl. 07.00 og kl. 17.00.
Stk. 3. Når en påbegyndt kontrol ikke kan afsluttes inden for det i stk. 2 anførte tidsrum, betales der efter taksterne i stk. 4 for påbegyndte kvarter efter kl. 17.00.
Stk. 4. Når kontrollen efter rekvirentens ønske påbegyndes på hverdage i tidsrummet mellem kl. 17.00 og kl. 07.00, i weekender, på søgnehelligdage eller på grundlovsdag, betales grundgebyr, jf. stk. 1, samt til dækning af kontrol i de første to timer et gebyr svarende til 8 kvarter à 1.085 kr. (8.680 kr.). For kontrol uden for det i stk. 2 anførte tidsrum betales 1.085 kr. pr. efterfølgende påbegyndt kvarter.
Stk. 5. For udstedelse af et sundhedscertifikat i EU-Kommissionens elektroniske database TRAde Control and Expert System (TRACES) betales der udover det i stk. 1 fastsatte beløb et gebyr på 940 kr., når udstedelsen ikke kan gennemføres online under kontrolbesøget, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. Beløbet i stk. 5 forhøjes dog til 1.883 kr., hvis eksportøren i forbindelse med udførsel ikke inden fristen for forhåndsanmeldelse har fremsendt de nødvendige oplysninger om udførslen, jf. bekendtgørelse om offentlig kontrol ved eksport af levende dyr og avlsmateriale til tredjelande, bekendtgørelse om offentlig kontrol ved flytning af levende dyr og avlsmateriale mellem Danmark og andre lande i samhandelsområdet og ved indførsel af levende dyr og avlsmateriale til Danmark fra tredjelande samt bekendtgørelse om offentlig kontrol af fødevarer, foder, hø og halm, fødevarekontaktmaterialer, animalske biprodukter og afledte produkter ved ind- og udførsel mellem lande i samhandelsområdet og ved indførsel fra tredjelande samt straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter.
Krydsreferencer
4 love refererer til denne paragraf