BEK nr 2225 af 27/11/2021
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 71
Verserende sager i 1. instans, der ikke er færdigbehandlet den 31. december 2021, færdigbehandles efter reglerne i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ansøgninger om godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a og 16 b i husdyrbrugloven til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug med kvægstalde, hvor ansøgningen er indgivet til kommunalbestyrelsen inden den 1. august 2018, færdigbehandles i 1. instansen ved anvendelse af de emissionsfaktorer og BAT-krav, der er fastsat for kvægstalde i bilag 3, tabel 1, 4 og 5, i bekendtgørelse nr. 1380 af 30. november 2017. Ved Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af klager over afgørelser om godkendelse og tilladelse efter §§ 16 a og 16 b til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug med kvægstalde, hvor ansøgningen er indgivet til kommunalbestyrelsen inden den 1. august 2018, anvendes de emissionsfaktorer og BAT-krav, der er fastsat for kvægstalde i bilag 3, tabel 1, 4 og 5, i bekendtgørelse nr. 1380 af 30. november 2017.
Stk. 3. Klager over afgørelser om revurdering, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse senest den 31. juli 2017, færdigbehandles af Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i bekendtgørelse nr. 211 af 28. februar 2017 eller tidligere bekendtgørelser om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug.
Stk. 4. Klager over afgørelser om anmeldelse efter §§ 25-37 i bekendtgørelse nr. 211 af 28. februar 2017 om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug færdigbehandles efter reglerne i bekendtgørelse nr. 211 af 28. februar 2017.
Stk. 5. IE-husdyrbrug skal overholde de bindende krav i §§ 42-44, § 46, § 48 og § 50, fra det tidspunkt, hvor IE-husdyrbruget overskrider stipladsgrænserne i § 16 a, stk. 2, i husdyrbrugloven.
Stk. 6. Det bindende krav for IE-husdyrbrug, der er fastsat i § 47, skal opfyldes i takt med, at en godkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, udnyttes. For allerede eksisterende belysningssystemer eller belysningsanlæg indtræder kravet ved ændring eller udskiftning af disse.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsens pligt i medfør af § 45, indtræder, såfremt der indtræffer en hændelse eller et uheld omfattet af § 45, på et IE-husdyrbrug, som overskrider stipladsgrænsen i § 16 a, stk. 2 i husdyrbrugloven.
Stk. 8. De bindende krav til IE-husdyrbrug, jf. §§ 37-38, 42-48 og 50, træder i stedet for vilkår, der måtte være fastsat i IE-husdyrbrugets godkendelse for de samme forhold.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf