Lovguiden Logo
Historisk

BEK nr 1176 af 23/07/2020

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Husdyrgødningsbekendtgørelsen § 33

Tilsynsmyndigheden skal meddele påbud om kalkning af marker, der modtager husdyrgødning fra smågrise, der er tildelt receptpligtig medicinsk zink, hvis

  1. husdyrgødningen udbringes på marker, der tilhører den bedrift, hvor husdyrgødningen er produceret,

  2. markerne er klassificeret som sandjord (JB-nr. under 5), og

  3. markerne ifølge nyeste jordbundsanalyser for de pågældende marker har et gennemsnitligt reaktionstal på under 6,0, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kan den ansvarlige for driften dokumentere, at de pågældende marker er blevet kalket, efter jordbundsanalyserne er taget, må kommunalbestyrelsen ud fra de foreliggende jordbundsanalyser og den gennemførte kalkning beregne, hvorvidt reaktionstallet kan forventes at komme op på 6,0. Hvis kommunalbestyrelsen skønner, at reaktionstallet kan være faldet til under 6,0, kan kommunalbestyrelsen i nødvendigt omfang påbyde den ansvarlige for driften at få taget nye jordbundsanalyser med henblik på at få opdaterede data vedrørende reaktionstallet.

Stk. 3. Der må maksimalt udbringes 14 kg P pr. ha harmoniareal pr. planperiode fra husdyrgødning, som stammer fra smågrise op til 25 kg, der har fået tildelt receptpligtig medicinsk zinkoxid, på marker, der tilhører den bedrift, hvor husdyrgødningen er produceret. Opgørelsen af den udbragte mængde fosfor sker efter reglerne i stk. 4.

Stk. 4. Den udbragte mængde fosfor fra husdyrgødning fra smågrise op til 25 kg, der er tildelt receptpligtig medicinsk zinkoxid, opgøres som den producerede mængde fosfor fra sådanne smågrise fratrukket den mængde fosfor i husdyrgødning fra sådanne smågrise, som indgår i eventuelt afgivet husdyrgødning. Afgivet husdyrgødnings sammensætning antages i den forbindelse at svare til den gennemsnitlige sammensætning af bedriftens producerede og modtagne organiske gødning for så vidt angår andelen af fosfor fra smågrise op til 25 kg, der er tildelt receptpligtig medicinsk zinkoxid. Den producerede mængde fosfor for smågrise op til 25 kg findes ved at dividere den faktiske fosforproduktion fra smågrisene ved den aktuelle afgangsvægt med følgende korrektionsformel: 0,0003262*afgangsvægt²+0,04511*afgangsvægt-0,3317.

Stk. 5. Husdyrgødning fra bedrifter med smågrise op til 25 kg, der er tildelt receptpligtig medicinsk zinkoxid, og som opbevares særskilt på en sådan måde, at opbevaringsanlæggets indhold af husdyrgødning fra sådanne smågrise overstiger 20 pct. af det samlede indhold i opbevaringsanlægget på udbringningstidspunktet, må ikke udbringes nærmere end 3 m fra vandløb, søer større end 100 m² og kystvande, jf. dog stk. 6, nr. 3.

Stk. 6. Ved udbringning af husdyrgødning fra bedrifter med smågrise op til 25 kg, der er tildelt receptpligtig medicinsk zinkoxid, og hvor husdyrgødningen opbevares på en sådan måde, at opbevaringsanlæggets indhold af husdyrgødning fra sådanne smågrise overstiger 40 pct. af det samlede indhold i opbevaringsanlægget på udbringningstidspunktet, skal betingelserne i nr. 1-3 overholdes, jf. dog stk. 8:

  1. Husdyrgødningen må ikke udbringes hyppigere end hvert 3. år på samme areal.

  2. Det samme areal må intet år modtage over 35 kg P pr. ha harmoniareal pr. planperiode fra husdyrgødning fra det pågældende eller tilsvarende opbevaringsanlæg.

  3. Husdyrgødningen må ikke udbringes nærmere end 6 m fra vandløb, søer større end 100 m² og kystvande.

Stk. 7. Den ansvarlige for driften skal i form af optegnelser på kort udarbejde dokumentation for, at betingelserne i stk. 6, nr. 1 og 2, overholdes. Optegnelserne skal vise, hvor husdyrgødningen er udbragt, og dokumentationen skal indeholde beregninger af fosforindholdet. Den ansvarlige for driften skal opbevare dokumentationen i 5 år og kunne forevise den på forlangende i forbindelse med kontrol.

Stk. 8. Bestemmelsen i stk. 7 finder ikke anvendelse, såfremt der i et opbevaringsanlæg med husdyrgødning fra smågrise op til 25 kg, der er tildelt receptpligtig medicinsk zinkoxid, også opbevares hele gødningsproduktionen fra den tilknyttede soproduktion.

Stk. 9. Den, der afgiver husdyrgødning fra opbevaringsanlæg, der indeholder mere end 40 pct. husdyrgødning fra smågrise op til 25 kg, der er tildelt receptpligtig medicinsk zinkoxid, til andre bedrifter, skal oplyse modtageren om, at husdyrgødningen indeholder mere end 40 pct. husdyrgødning fra sådanne smågrise. Afgiveren skal udarbejde dokumentation for, at oplysningerne er blevet meddelt. Afgiveren skal opbevare dokumentationen i 5 år og kunne forevise den på forlangende i forbindelse med kontrol.

Detaljer