Lovguiden Logo
Historisk

BEK nr 760 af 30/07/2019

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Husdyrgødningsbekendtgørelsen § 47

Der skal renses og rengøres på en pelsdyrfarm efter de nærmere regler i stk. 2-5.

Stk. 2. Der skal renses i burene samt området under og omkring burene mindst én gang om ugen. Rensning inde i bure med avlstæver og små unger kan undlades i perioden fra 25. april til 1. juli. I pelsdyrhaller til ræve kan rensning inde i bure med avlstæver og små unger dog undlades i perioden fra 25. april til 15. juli. Der må ikke i burene eller på hvalpenet, der er indlagt i burene, være gødning, der er mere end 4 uger gammelt. Pelsdyrhaller, bure og redekasser skal i øvrigt rengøres én gang årligt.

Stk. 3. Brugte hvalpenet skal renses for gødningsrester m.v. på et areal, der er uigennemtrængeligt for fugt. Arealet skal være indrettet med afløb til en beholder for flydende husdyrgødning eller mulighed for opsamling af den flydende husdyrgødning, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Hvis brugte hvalpenet ikke kan renses straks efter brug, skal de placeres på areal som nævnt i stk. 3, indtil de kan renses. For at forebygge, at fluer kan udvikles i eller få adgang til hvalpenettene, skal disse straks overdækkes med tætsluttende og vandtæt materiale eller opbevares i vand i beholdere på arealet.

Stk. 5. Der skal renses i, under og omkring gødningsrenderne, herunder kanterne af gødningsrenderne, og gødningsrenderne skal tømmes mindst én gang om ugen i perioden fra 16. april til 31. oktober og mindst én gang hver anden uge i perioden fra 1. november til 15. april. Frekvenser for rensning og tømning af gødningsrender kan alene afviges, hvis tømning og rensning er umuliggjort af hård frost. Dog skal det i alle tilfælde sikres, at der ikke fra gødningsrenderne sker overløb af gylle og gødning.

Stk. 6. I husdyranlæg til kødædende pelsdyr uden gødningsrender skal al halmen under burene muges ud mindst én gang om ugen i perioden fra 16. april til 31. oktober og mindst én gang hver anden uge i perioden fra 1. november til 15. april. I husdyranlæg til kødædende pelsdyr med gødningsrender skal al halmen under burene muges ud mindst hver 4. uge i perioden fra 16. april til 31. oktober og mindst hver anden måned i perioden fra 1. november til 15. april.

Stk. 7. Hvis kommunalbestyrelsen konstaterer, at den rensning eller rengøring m.v., der skal ske på en pelsdyrfarm efter stk. 1-5, mangler eller er mangelfuld, eller hvis kommunalbestyrelsen konstaterer, at manglende eller mangelfuld rensning eller rengøring m.v. på en pelsdyrfarm medfører, at nabobeboelse i væsentligt omfang generes af lugt fra pelsdyrfarmen, kan kommunalbestyrelsen

  1. påbyde, at der skal føres logbog med angivelse af dato og metoder til rensning og rengøring m.v. efter stk. 1-5,

  2. påbyde, at der inden for nærmere fastsatte frister og på nærmere bestemte steder på pelsdyrfarmen skal renses og rengøres m.v. efter stk. 1-5, herunder at gødningsrender skal renses og tømmes, eller at al halmen under burene skal muges ud, med hyppigere frekvenser end fastsat i stk. 1-5, eller

  3. lade påbudte foranstaltninger efter nr. 2 udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet.

Detaljer