BEK nr 1094 af 30/08/2018
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse om visse midlertidige regler for institutioner for forberedende grunduddannelse § 1
Den vedtægt for en institution for forberedende grunduddannelse, som den første bestyrelse fastsætter efter lovens § 2, stk. 3 og § 17, jf. § 60, stk. 2, skal være i overensstemmelse med standardvedtægten, jf. bilaget.
Stk. 2. Den første bestyrelse fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af vedtægten. Tidspunktet fastsættes således, at vedtægten træder i kraft, jf. lovens § 2, stk. 4, 2. pkt., når den første bestyrelse har eller må forventes at have gennemført varetagelsen af de opgaver, som efter loven og den midlertidige vedtægt for institutionen, skal iværksættes og gennemføres for, at institutionen kan påbegynde udbuddet af forberedende grunduddannelse med uddannelsesstart den 1. august 2019 eller snarest derefter, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Vedtægten kan med godkendelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet træde i kraft på et tidligere tidspunkt, hvis den første bestyrelse og styrelsen vurderer, at varetagelsen af de udestående opgaver efter stk. 2, 2. pkt. passende kan overdrages til den nye ordinære bestyrelse.
Stk. 4. I de tilfælde, hvor styrelsen godkender, at vedtægten træder i kraft på et tidligere tidspunkt, jf. stk. 3, gør styrelsen, såfremt medarbejderrepræsentanten anmoder om det, godkendelsen betinget af, at medarbejderrepræsentationen i den første bestyrelse, midlertidigt vil kunne indtræde i den nye ordinære bestyrelse, indtil medarbejderne har valgt medarbejderrepræsentant efter lovens § 12, stk. 3.