Det grundlæggende formål, som blev gennemført i forbindelse med af miljøreformen fra 1989-1992 er videreført i nærværende forslag og formålsbestemmelsen er i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i lov om miljøbeskyttelse, lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse.
Til stk. 2
Bestemmelsen fremhæver, hvilke formål det særligt er hensigten at varetage med loven, bl.a. i lyset af at lovforslaget samler reglerne om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, visse lokaliseringsregler efter husdyrgødningsbekendtgørelsen samt landzonereglerne og VVM-reglerne efter planloven. Det betyder, at området er udvidet i forhold til miljøbeskyttelseslovens natur og miljøbestemmelser til også at omfatte hensynet til landskabelige værdier.
I forhold til miljøbeskyttelsesloven er formuleringerne søgt tilpasset de forhold i landbrugets husdyrproduktion, som en ny miljølov herfor skal kunne regulere.
Til stk. 2, nr. 1
Nr. 1 svarer til § 1, stk. 2, nr. 1 i miljøbeskyttelsesloven, som er miljøbeskyttelseslovens overordnede hensyn om at forebygge og begrænse forurening af luft, vand, jord og undergrund med udtrykkelig opregning af de forureningsgener, der ofte følger et husdyrbrug i form af lugt-, støv-, støj- og fluegener, herunder fra produktion, opbevaring og anvendelse af husdyrgødning m.v., og som ligeledes er omfattet af miljøbeskyttelseslovens forureningsbegreb.
Lys er i dag omfattet af VVM-reglerne, men ikke af miljøbeskyttelseslovens muligheder for at fastsætte vilkår til begrænsning af gener herfra. Det foreslås, at tilladelses- og godkendelsesordningerne også skal regulere lysgener, idet disse i nogle tilfælde kan medføre gener for omgivelserne i et omfang, som nødvendiggør vilkår.
Til stk. 2, nr. 2
Bestemmelsen er historisk betinget og skal ses i sammenhæng med, at de lokalt gældende sundhedsvedtægter blev ophævet ved miljøbeskyttelsesloven i 1973. Reglen har mere karakter af et sundhedsmæssigt (hygiejnisk) hensyn end et egentligt forureningsmæssigt hensyn, men specielt i forhold til husdyrbrug, hvor opbevaring af affaldsprodukter som f.eks. døde dyr m.v. kan give anledning til uhygiejniske forhold, er der et behov for opretholdelse af reglen.
Sådan som det er kravet efter de gældende regler, skal det ved administrationen af denne lov sikres, at naturen med dens bestande af vilde dyr og planter og dyr og deres levesteder beskyttes i overensstemmelse med nationale naturbeskyttelsesregler og EU-retlige forpligtelser.
Til stk. 2, nr. 7
Bestemmelsen svarer til planlovens § 1, stk. 2, nr. 2, og omhandler bevaringshensyn for såvel bygninger, kulturmiljøer og bymiljøer som for landskaber. Formålsbestemmelsen er især relevant i forbindelse med overflytningen af planlovens VVM- og landzoneregler, og skal lægges til grund ved afgørelser og fastsættelse af vilkår.
Hensynet til bevarelsen af de landskabelige værdier har skullet varetages i landzoneadministrationen siden by- og landzoneloven i 1969. I 1990 fastslog planloven tillige betydningen af at varetage de æstetiske og kulturhistoriske hensyn, fx i forbindelse med tilladelse til ny bebyggelse og anlæg, der kan påvirke byer, landsbyer og landskabet.
De landskabelige værdier omfatter en lang række af landskabselementer som terrænformer, vådområder, skove, enge, heder, levende hegn samt dyrkede arealer, bebyggelser og anlæg. De landskabelige værdier omfatter både naturværdier, kulturhistoriske, rekreative og geologiske værdier, samt landskabets æstetik og fortælleværdi.
Samfundets udvikling medfører til stadighed forandringer i landskabets karakter og variation. Landbrugets strukturudvikling, herunder husdyrproduktionen, går i disse år imod langt færre og større produktioner. Denne udvikling medfører forandringer i landskabet i kraft af ændrede ejendomsstrukturer, arealanvendelser samt produktions- og driftsformer. Behovet for tidssvarende produktionsanlæg medfører, at de gamle driftsbygninger opgives til fordel for nye, større bygninger. Ifølge landbruget opføres der omkring 2 mio. m2 nye driftsbygninger om året. Samlet set stiller dette store krav til overvejelserne omkring landbrugsbyggeriets lokalisering og indpasning i landskabsbilledet.
Der er behov for at varetage hensynet til de landskabelige værdier i administrationen efter denne lov, for at sammentænke dem med udviklingen i jordbruget, og for at de kan sikres og bevares for eftertiden.
Til stk. 2, nr. 8
Det er en national planlægningsopgave at bevare de danske kyster, som er enestående i Europa på grund af deres variation og omfang, så de fortsat kan udgøre landskabelige helheder, hvor natur- og landskabsværdierne har høj prioritet samtidig med, at områderne kan bruges til velbegrundede, oftest rekreative formål. I de landzonearealer, der er omfattet af planlovens kystnærhedszone, skal landzoneadministrationen styres af hensynet til både at friholde det åbne land og selve kystområderne for ny bebyggelse.
Til stk. 2, nr. 9
Ved etablering, udvidelser eller ændring er der i dag regler om offentlighedens inddragelse i beslutningerne om og på hvilke grundlag, der skal meddeles godkendelse. Det er ikke alene regler i forvaltningsloven, men også regler i Århuskonventionen, som via VVM-direktivet og IPPC-direktivet er gennemført i dansk ret. Reglerne om VVM for husdyrbrug og reglerne om godkendelse af IPPC-husdyrbrug overføres fra henholdsvis planloven og miljøbeskyttelsesloven og i den sammenhæng er procedurereglerne sammenskrevet og tilrettet de forskellige størrelser husdyrbrug, hvilket vil forenkle sagsgangen for den enkelte landmand.
§ 2
Anvendelsesområdet for loven er husdyrbrug for mere end 3 dyreenheder, som i dag betragtes som erhvervsmæssige.
Lovens anvendelsesområder er fastsat til husdyrbrug over 3 dyreenheder, således som det er defineret i lovens § 3, stk. 1, og er udmøntet således, at de generelle forbudsbestemmelser i § 6 - § 9 omfatter alle husdyrbrug.
Til stk. 2
Forslaget til stk. 2 indeholder endvidere regler om, at andre landbrug, hvor der indgås aftale om udspredning af husdyrgødning, vil skulle inddrages ved behandlingen af godkendelser og tilladelser efter loven, jf. forslagets § 16 og § 26.
§ 3
Til nr. 1
Det er etableringen, udvidelsen eller ændringen af et husdyrbrug fore mere end 3 dyreenheder, der er omfattet af lovforslaget. Der er blandt andet foretaget en sammenskrivning af de begreber, der indgår fra henholdsvis IPPC-direktivet om godkendelse og VVM-direktivet om vurdering af den miljømæssige påvirkning, samt reglerne om landzonetilladelser efter planloven. Det betyder, at der skal medtages en vurdering af de øvrige faste konstruktioner på arealerne - ud over stald og lignende og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg, som ønskes etableret på ejendommen. Der tænkes eksempelvis på nye tilkørselsveje, belysning og afskærmende beplantning, der ønskes etableret på husdyrbruget i forbindelse med etableringen, udvidelsen eller ændringen.
Er der tale om et husdyrbrug, som er omfattet af IPPC-reglerne og VVM-proceduren er det et krav efter direktiverne, at der sker en samlet vurdering af hele husdyrbruget og udarbejdes en afgørelse, der tager hensyn til eventuelle andre tilladelser og godkendelser eller påbudsmuligheder efter miljøbeskyttelsesloven.
Ejendomsbegrebet følger optegnelserne efter matrikeludstykningen.
Bortforpagtede arealer medtages ikke i en tilladelse eller godkendelse.
Til nr. 2
Efter IPPC- og VVM- direktivet er det alle faste anlæg og arealer, der indgår ved vurderingen og godkendelsen af husdyrbruget. Dvs. at direktivernes anlægsbegreb er bredere end det anlægsbegreb, der er anført i nr. 3. Baggrunden herfor er, at denne lov viderefører en lang række specielle regler, der retter sig mod staldanlæg, møddingspladser, beholdere til opsamling af gødning og opbevaring af ensilage.
Til nr. 3
I forbindelse med gennemførelsen af VVM-direktivet samt IPPC-direktivet blev der sat mere fokus på arealanvendelsen og i den forbindelse på, om det generelle harmonikrav i visse nærmere beskrevne situationer skulle skærpes i den konkrete sag. I fortsættelse af aftalerne om VMP-II og III er denne fokus yderligere blevet forstærket, ligesom naturbeskyttelsen og drikkevandsbeskyttelsen har understreget behovet herfor.
§ 4
Til stk. 1
Generelle regler, der udstedes i medfør af miljøbeskyttelsesloven, vil som udgangspunkt altid fortrænge mindre strenge vilkår fastsat i en konkret tilladelse eller godkendelse. Dette gælder også for husdyrbrug efter lovforslaget.
Herudover er det efter miljøbeskyttelseslovens § 13, stk. 1, i særlige tilfælde muligt for miljøministeren, at fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet efter loven eller efter regler i medfør af loven, kan ændres, hvis det er nødvendigt for at formindske forureningen af luft, vand og jord. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om, i hvilket omfang virksomhederne skal bidrage med oplysninger til brug for myndighederne behandling af sager efter regler udstedt i medfør af § 13, stk. 1. Det foreslås, at reglen i miljøbeskyttelsesloven finder tilsvarende anvendelse for afgørelser om husdyrbrug.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 14 gælder, at miljøministeren til vejledning for myndighederne kan angive kvalitetskrav til luft, vand og jord samt tilladeligt støjniveau. I medfør af § 14, stk. 2, kan miljøministeren til opfyldelse af internationale forpligtelser fastsætte bindende regler om kvalitetskrav til luft, vand og jord samt om tilladeligt støjniveau. De regler, der er fastsat i medfør af stk. 2, skal lægges til grund ved behandling af sager efter loven eller regler, der er fastsat i medfør heraf. Afgørelser, der er truffet efter loven eller regler udstedt i medfør af denne, kan ændres, såfremt det er nødvendigt for at tilgodese opfyldelsen af regler efter stk. 2.
Reglen i miljøbeskyttelsesloven kan der fastsættes vejledende eller bindende immissionsnormer, dvs. normer for den maksimalt tilladelige koncentration af forurenende stoffer i omgivelserne. For så vidt angår bindende immissionskrav kan miljøministeren ikke fastsætte sådanne, uden der foreligger en international forpligtelse. Det vil sige, at lovens øvrige bemyndigelser til miljøministeren ikke kan udnyttes til at fastsætte kvalitetskrav på nationalt grundlag.
Reglen i miljøbeskyttelsesloven § 14 og regler og vejledninger udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør heraf, foreslås at finde tilsvarende anvendelse for afgørelser om godkendelse af husdyrbrug.
Til stk. 2
Efter husdyrgødningsbekendtgørelsens § 1, stk. 6, finder reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsen ikke anvendelse i det omfang, de strider mod Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders bestemmelser om forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme husdyrsygdomme. Reglen er generel, og der skal ikke foretages indberetning til Miljøministeriet i tilfælde, hvor der konstateres smitsomme sygdomme i en besætning, som nødvendiggør, at eksempelvis husdyrgødning ikke kan spredes over større arealer. Miljøministeriet har kendskab til, at reglen i flere tilfælde har været anvendt i forbindelse med, at der er blevet konstateret udbrud af salmonella DT 104 i en besætning. Den generelle regel vil fremover blive videreført i den nye husdyrgødningsbekendtgørelse.
Da en lang række flere husdyrbrug fremover vil skulle opnå godkendelse eller tilladelse efter reglerne i dette lovforslag, indføjes i lovforslaget en lignende generel regel om, at Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders veterinærregler ikke finder anvendelse i godkendelser og tilladelser i det omfang, de strider mod Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders bestemmelser om forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme.
§ 5
Til stk. 1 og 2
Alle dyrearter er som udgangspunkt omfattet af loven. Miljøministeren bemyndiges i stk. 1 til at bestemme, at visse dyrearter ikke er omfattet af loven. Miljøministeren bemyndiges endvidere efter stk. 2 til at fastsætte regler om, hvilke beregningsfaktorer der skal anvendes ved beregning af dyreenheder for forskellige dyrearter og dyretyper.
Hjemmelen i stk. 1 vil i første omgang blive udnyttet til at fastsætte regler svarende til den liste, der i dag er en del af husdyrgødningsbekendtgørelsen, og som bl.a. udarbejdes i tæt samarbejde med Fødevareministeriet, Plantedirektoratet.
Listen opremser de gængse dyrearter såsom svin, kvæg, fjerkræ m.v. og inddeler samtidig disse arter i forskellige dyretyper såsom malkekvæg, kødkvæg eller søer, smågrise til afvænning, slagtesvin m.v. og fastsætter, hvor mange dyr der skal beregnes pr. dyreenhed. Da produktion af dyr kan være meget varierende, er listen imidlertid ikke udtømmende, hvorfor det har været nødvendigt at fastsætte en række beregningsmetoder i forhold til varierende produktionsmetoder. Da alle former for gødningsanvendelse er underlagt reglerne om harmoni, har det ligeledes været nødvendigt at fastsætte principper og beregningsmetoder for de dyrearter, som ikke specifikt er nævnt på listen.
Bemyndigelsen tænkes udmøntet på de anmelderegler, der i dag gælder efter husdyrgødningsbekendtgørelsen. Herefter skal landmanden indsende en anmeldelse efter bekendtgørelsens § 29 ved etablering, udvidelse eller ændring af et anlæg, og en anmeldelse efter bekendtgørelsens § 30 ved etablering, udvidelse eller ændring af dyreholdet. Det skal bemærkes, at definitionerne af anlæg i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 29 er anderledes end definitionerne efter dette lovforslag, idet den ikke omfatter dyreholdet. I husdyrgødningsbekendtgørelsen er dyreholdet særskilt reguleret i § 30. Efter reglerne i §§ 29 og 30 har landmanden kunnet påbegynde sit projekt, hvis kommunen ikke inden 2 uger har gjort indsigelse herimod, eller hvis etableringen, ændringen eller udvidelsen skulle finde sted i et område, der krævede godkendelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4. Herudover har kommunalbestyrelsen registreret oplysningerne til brug for kommunens tilsynsarbejde. I forbindelse med kravet om VVM procedure for intensive husdyrbrug har materialet tillige med anmeldeskemaet efter samlebekendtgørelsen indgået i amternes behandling af VVM-screeningssagen, hvorfor kommunalbestyrelserne i mange tilfælde har måttet oplyse (gøre indsigelse) ansøger om dette.
Til kapitel 2
Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på hele lovens anvendelsesområde. Det vil sige for alle husdyrbrug, jf. forslagets § 3, nr. 1, selvom disse ikke er omfattet af kravet om tilladelse eller godkendelse i kapitel 3.
Det er absolutte forbud, men der kan efter forslaget gives afslag på ansøgninger eller nedlægges forbud efter de øvrige regler i loven, selv om ingen af forbudsreglerne i kapitel 2 er overtrådt.
§ 6
Stk. 1, nr. 1-4, er en videreførelse af allerede eksisterende forbudsregel i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 3, hvorefter det ikke er tilladt at etablere erhvervsmæssigt dyrehold, samt udvide og ændre eksisterende dyrehold, som medfører forøget forurening, inden for de grænser, der er nævnt. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen godt kan tillade ændringer i dyreholdet eller ændringer på anlægget, når blot dette ikke medfører en øget forurening. En udvidelse af dyreholdet vil altid blive betragtet som en forøget forurening, idet gødningsproduktionen og transporter til og fra husdyrbruget vil blive forøget. En ændring af dyreholdet inden for de eksisterende produktionsgrænser vil i de fleste tilfælde også give anledning til øget forurening på en eller flere parametre (lugt, næringsstoffer m.v.). Reglen præciseres, så forbuddet gælder for husdyrbrug, jf. forslagets § 2, og at der ikke må foretages udvidelse eller ændring bygnings- eller driftsmæssigt på en måde, som medfører øget forurening for husdyrbrug for mere end 3 dyreenheder til 15 dyreenheder. Forbuddet retter sig alene mod anlæg til husdyrbrug. Forbuddet omfatter ikke ændringer i arealdriften og ikke dyrehold, der drives uden tilknytning til et staldanlæg, som jf. de almindelige bemærkninger vil blive reguleret i en kommende bekendtgørelse om øvrige dyrehold.
Til stk. 2
Allerede i dag findes der regler for etablering, udvidelse og ændring af specielle husdyrbrug, hvor forbudsbestemmelserne er anderledes end dem, der er fastsat i medfør af forslagets § 6. Det gælder eksempelvis pelsdyr, som er reguleret efter bekendtgørelsen om pelsdyrfarme m.v.. Det er med bemyndigelsen hensigten at videreføre disse regler i en ny bekendtgørelse om pelsdyrfarme m.v..
Der gælder endvidere større og flere typer af afstandskrav for etablering af pelsdyrfarme m.v., til både nabobeboelser og byzoner, sommerhuszoner og andre bebyggede områder. Inden for de fastsatte grænser, som er op til 400 meter, gælder et absolut forbud mod etablering, ligesom mulighederne for udvidelse for allerede etablerede og lovligt anlagte pelsdyrfarme er stærkt begrænsede. Afstandskravene fremgår af den nugældende bekendtgørelse om pelsdyrfarme m.v. og forudsættes videreført i en kommende bekendtgørelse om pelsdyr. Tilsvarende gælder det, at der ikke inden for de afstande, der i dag er fastsat i bekendtgørelsen om pelsdyrfarme m.v. er mulighed for at udvide eller ændre produktionen. Herudover gælder et lempet krav til placering af beholdere til flydende husdyrgødning, som etableres som en følge af krav om etablering af gødningsrender.
Til stk. 3
Miljøministeren vil pr. januar 2007 fastsætte nærmere regler om afstandskrav fra folde til frilandssvin i forhold til naboer. Miljøministeren vil endvidere i gangsætte et udredningsarbejde, hvor det skal vurderes, hvordan det sikres, at de gældende regler om græsdække for fritgående svin overholdes, idet der ved kommunernes tilsyn for 2002 (Miljøtilsyn 2002 - sammenfatning af kommunernes, amtskommunernes, Miljøstyrelsens og Skov- og Naturstyrelsens miljøtilsyn) blev konstateret betydelige problemer med at overholde reglerne om græsdække.
§ 7
Reglen er en udmøntning af aftalen i VMP III om afstandskrav til særlig sårbar natur. Herefter er det ikke tilladt at etablere sig i og inden for 300 m fra de i nr. 1 – 7 nævnte naturområder. Det er endvidere ikke tilladt at udvide eller ændre eksisterende husdyrbrug, hvis dette i forhold til den eksisterende produktion vil medføre en forøget ammoniakfordampning fra anlægget.
Sigtet hermed er en regulering af den lokale ammoniakemission for at beskytte særlig sårbar natur. Denne regulering skal give et effektivt incitament til at etablere sig uden for disse bufferzoner.
Efter VMP III-aftalen skal der udlægges en beskyttelseszone på 300 m rundt om alle højmoser, alle lobeliasøer, som udgangspunkt alle heder over 10 ha og alle truede og næringsfattige overdrev over 2,5 ha samt alle truede heder, overdrev og andre særligt sårbare naturtyper i Natura 2000 områder. Inden for denne beskyttelseszone og inden for selve området kan der ikke forekomme en udvidelse af husdyrbrug, hvis udvidelsen medfører en forøget udledning af ammoniak til ammoniakfølsomme naturområder. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen godt kan tillade ændringer i dyreholdet eller ændringer på anlægget, når blot dette ikke medfører en forøget ammoniakemission. VMP III-aftalen bygger på Wilhjelm-udvalgets model (jf. Wilhjelm-udvalgets rapport »En rig natur i et rigt samfund, november 2001).
Til stk. 1
Aftalen er udmøntet således, at etablering af anlæg til husdyrbrug for mere end 15 dyreenheder ikke er tilladt, hvis der er mindre end 300 m fra anlægget til en højmose eller lobeliasø, jf. dog bemærkningerne til stk. 5.
Uden for de internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000 områderne) er der endvidere et afstandskrav på 300 m til heder over 10 ha og overdrev over 2,5 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.
Inden for Natura 2000 områderne gælder afstandskravet i forhold til heder og overdrev, som er omfattet af naturbeskyttelsesloven, herunder naturbeskyttelseslovens størrelseskrav på 0,25 ha.
»Andre særligt sårbare naturtyper« som er anført i VMP III-aftalen, er foreløbigt udmøntet som ammoniakfølsomme søer, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.
Andre særlige sårbare naturtyper som kilder og væld, hængesæk og andre kærsamfund inddrages i Natura 2000 planlægningen.
Følgende søtyper, der er omfattet af Habitatdirektivets naturtyper, har ifølge Danmarks Miljøundersøgelser empirisk baserede tålegrænser mellem 5 og 10 kg N/ha: Kalk- og næringsfattige søer og vandhuller (lobeliasøer) (naturtype nr. 3110), ret næringsfattige søer og vandhuller med små amfibiske planter ved bredden (3130), kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger (3140) samt brunvandede søer og vandhuller (3160).
Om næringsrige søer og vandhuller med flydeplanter eller store vandaks (naturtype nr. 3150) ansætter Danmarks Miljøundersøgelser ikke en empirisk baseret tålegrænse, men anfører, at mange søer og vandhuller er eutroficeret som følge af næringstilførsel fra andre kilder. For rene, ikke eutroficerede søer af type 3150, kan tålegrænsen for de øvrige søtyper på 5-10 kg N/ha/år bruges, hvis søen er kvælstofbegrænset.
Søer, som blot har åkander og almindelig grøde eller som har karakter af ren rørsump, er ikke en Natura 2000 søtype og afkaster ingen bufferzone.
Afstanden måles som afstanden mellem nærmeste grænse til naturområdet og nærmeste punkt på stald eller opbevaringsanlæg.
Det skal understeges, at det alene er anlæg bestemmelsen regulerer og det vil sige at afstandskravene måles fra anlæggene, jf. forslagets § 2. Reglen gælder således ikke for dyrehold (fritgående dyr) til naturpleje for at fremme naturkvaliteten i visse områder, herunder naturpleje i områder omfattet af forslagets § 7.
Til stk. 2
Reglen i stk. 2 fastsætter at også udvidelser, hvor grænsen på 15 dyreenheder passeres og udvidelser over 15 dyreenheder er omfattet. Det gælder endvidere alle ændringer fra 15 dyreenheder og op.
Til stk. 3
Det foreslås, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, hvilke søer der er omfattet af stk. 1, nr. 7.
Der vil ske en central udpegning af de ammoniakfølsomme søer i Natura 2000 områderne, efterhånden som søerne bliver kortlagt som led i Natura 2000-planlægningen, og afstandskravet på 300 m vil træde i kraft i takt med udpegningen.
Bortset fra de i stk. l, nr. 7, nævnte søer gælder afstandskravet umiddelbart fra lovens ikrafttræden.
Til stk. 4
Kommunalbestyrelsen giver efter anmodning fra berørte ejere, forpagtere, brugere mv. og offentlige myndigheder oplysning om placeringen og udstrækningen af de naturtyper, som udløser et afstandskrav efter stk. 1, og af de bufferzoner, som er fastsat i stk. 1.
Til stk. 5
Det foreslås, at miljøministeren bemyndiges til for nærmere specificerede dyrearter at fastsætte lavere minimumsgrænser end grænsen på 15 dyreenheder, således at der vil gælde en lavere grænse for henholdsvis etableringsforbud og udvidelser og ændringer, der kan medføre forøget ammoniakfordampning. Pelsdyrfarme under 15 dyreenheder har ofte givet anledning til, at der skal gennemføres en VVM-procedure. Årsagen hertil er det ganske store ammoniaktab fra disse farme. En pelsdyrfarm på ca. 15 dyreenheder taber ammoniak svarende til en slagtesvineproduktion på 75-100 dyreenheder. En bagatelgrænse på 15 dyreenheder for mink vil således kunne være i strid med habitatdirektivet, idet det ikke ville være muligt at hindre etablering af en stærkt forurenende minkfarm i et habitatområde. Det er tanken, at henholdsvis etableringsforbuddet og forbud mod udvidelser og ændringer, der kan medføre en forøget ammoniakfordampning allerede skal gælde for pelsdyrfarme m.v. fra 3 dyreenheder. Dette forventes udmøntet i en ny bekendtgørelse om pelsdyrfarme m.v.
§ 8
Reglerne er en videreførelse af reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 6, hvorefter det ikke er tilladt at placere stalde og lignende indretninger, herunder gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg inden for de angivne grænser. Reglerne herom er både begrundet miljømæssigt og gene- og hygiejnemæssigt, idet der fastsættes krav til afstande til søer og vandløb, samt til vandindvindingsanlæg, levnedsmiddelvirksomheder, naboer og veje. De fastsatte grænser er gennem årene blevet skærpet, men er en videreførelse af reglerne i miljøreglementet fra 1974, Der er ikke tale om absolutte forbudsregler, idet der i visse tilfælde kan meddeles dispensation for afstandene, hvis der kan fastsættes vilkår, der kan tilgodese et tilfredsstillende beskyttelsesniveau, jf. forslagets § 9.
Til stk. 3
Bemyndigelsen tænkes anvendt på pelsdyrfarme, hvor der allerede i dag gælder andre afstandskrav til eksempelvis naboskel. Afstandskravene i den nugældende pelsdyrbekendtgørelse vil blive videreført i den kommende pelsdyrbekendtgørelse.
§ 9
Til stk. 1
Reglen er en videreførelse af dispensationsmuligheden i § 3, stk. 2, i husdyrgødningsbekendtgørelsen, hvorefter kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til rideskoler og hestepensioner. Reglen videreføres i lovforslaget, således at kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til rideskoler og hestepensioner for mere end 3 dyreenheder. Dispensation kan gives på vilkår om særlige krav til driften af ejendommen, indretning af stalde, møddinger m.v.
Til stk. 2
Reglen i er en videreførelse af undtagelsen i § 6, stk. 3, i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Reglen i forslaget indeholder en mulighed for at påbyde, at anlægget placeres mere hensigtsmæssigt, hvis der ikke på anden måde kan opnås den tilstrækkelige sikkerhed mod væsentlige gener eller forurening for omgivelserne uden for de grænser, der er fastsat i forslagets § 8. Hvis husdyrbruget er for mere end 3 dyreenheder, men under de tilladelses- og godkendelsespligtige grænser meddeles der påbud efter bestemmelsen. For tilladelses eller godkendelsespligtige anlæg indgår beslutningen om en anden placering ved afgørelse af sagen.
Til stk. 3
Reglen er en videreførelse af dispensationsmuligheden i § 6, stk. 4, i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Efter forslaget kan kommunalbestyrelsen i tilfælde, hvor det vurderes ikke at kunne medføre forurening dispensere fra afstandskravene nævnt i § 8. Dispensation meddeles efter bestemmelsen til husdyrbrug for mere end 3 dyreenheder. For tilladelses- eller godkendelsespligtige husdyrbrug efter lovforslaget indgår dispensationen i den samlede afgørelse af sagen. Ved dispensation fra afstandskravene skal der fastsættes vilkår som sikrer, at der ikke opstår forurening eller væsentlige gener.
Til kapitel 3
Det foreslås, at der indføres et nyt godkendelsessystem for husdyrbrug for mere end 15 dyreenheder. For de mindre husdyrbrug fra 15 dyreenheder og op til 75 dyreenheder er det tanken at gennemføre et tilladelsessystem, således at husdyrbrugeren ved anvendelse af et forsimplet ansøgningssystem kan gennemføre og få vurderet om det ansøgte projekt vil give anledning til væsentlige miljøgener.
For de større husdyrbrug fra 75 dyreenheder og op til IPPC-grænserne for godkendelse er det forslaget, at der indføres et samlet vurderings og godkendelsessystem, der omfatter hele husdyrbruget. For de store husdyrbrug omfattet af IPPC-grænserne for godkendelsespligt videreføres de regler, der har været gældende efter miljøbeskyttelsesloven, og som følger IPPC-direktivets krav.
Lovforslaget viderefører principperne i miljøbeskyttelseslovens §§ 3 og 4, med de yderligere tiltag, der følger af regeringsudspillet, hvorefter anvendelsen af bedste tilgængelige teknik fremmes yderligere. Der indføres et krav om en generel reduktion af ammoniak fra anlæggene samt en række øvrige tiltag vedrørende ammoniak.
Det fremgår allerede i dag af miljøbeskyttelseslovens § 3 og § 4, at en virksomhed selv skal tage ansvaret for at reducere forureningen mest muligt og at vælge den mest hensigtsmæssige placering, blandt andet i forhold til omgivelsernes sårbarhed. Disse vurderinger skal tillige indgå ved kommunalbestyrelsens vurdering af ansøgningen om etablering, men også i forbindelse med udvidelse eller ændring af et allerede lokaliseret husdyrbrug. Disse overordnede principper skal lægges til grund for både tilladelser og godkendelser efter forslaget.
Reglerne i kapitel 3 er en sammenskrivning af reglerne om godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, lokaliseringsgodkendelser efter den nugældende husdyrgødningsbekendtgørelse § 4 og landzonebestemmelserne i planloven. Hertil kommer som noget nyt, at der fra 75 dyreenheder fastsættes godkendelsespligt ved etablering, udvidelse eller ændring. Procedurebestemmelserne efter VVM-direktivet er som noget nyt skrevet ind i selve tilladelses/godkendelsesproceduren og er nu en mere integreret del af den samlede ordning.
En tilladelse eller godkendelse efter denne lov gives til den for driften ansvarlige (driftsherren), og der er ved dette lovforslag ikke tilstræbt nogen ændring i forhold til den praksis der gælder efter miljøbeskyttelsesloven.
Det er typisk ejeren eller lejeren (forpagteren) af et husdyrbrug, som tilladelsen/godkendelsen gives til. Det er driftsherren som er ansvarlig for at etableringen, udvidelsen eller ændringen og den efterfølgende drift sker inden for de rammer, der er meddelt i tilladelsen eller godkendelsen. Der kan forekomme tilfælde, hvor der må tages særskilt stilling til, hvem der er den ansvarlige driftsherre for et husdyrbrug, idet anlæg og arealer kan være drevet af flere personer/flere selskaber. I disse situationer må kommunalbestyrelsen i afgørelsen præcisere, hvilke personer eller hvilket selskab godkendelsen retter sig mod. Det er også driftsherren, som kan ifalde strafansvar efter lovforslaget regler herom, også selvom der er tale om et selskab. Driftsherrebegrebet vil blive beskrevet nærmere i vejledningen til loven.
§ 10
Til stk. 1 og 2
Bestemmelsen i forslagets § 10 fastsætter, at der inden etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug for mere end 15 og til 75 dyreenheder skal indhentes en tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Miljøministeren vil for at lette ansøgers arbejde samt kommunalbestyrelsens sagsbehandling udarbejde et særligt skema samt fastlægge ansøgningens form, herunder mulighederne for elektronisk ansøgning.
Det er enhver etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug, der kræver indsendelse af et ansøgningsskema til kommunalbestyrelsen. Det er en videreførelse af de regler, der i dag gælder efter husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 29 og 30, som omhandler alle husdyrbrug under IPPC-direktivets grænser. Det er etablering, udvidelse eller ændring af selve husdyrbruget, der udløser krav om indsendelse af en ansøgning.
Udskiftning af ejede eller forpagtede arealer eller indgåelse af andre gylleaftaler, der ikke allerede indgår i en godkendelse af bedriftens arealer efter dette lovforslag, vil ikke i sig selv betyde, at der skal ansøges om tilladelse, jf. § 103.
Til stk. 3
Enhver udvidelse eller ændring af et husdyrbrug vil som udgangspunkt altid medføre en forøget eller ændret forurening, som myndighederne må tage stilling til og eventuelt fastsætte vilkår for. For så vidt angår ændringer af anlægget eller dyreholdet må kommunalbestyrelsen tage stilling til, om dette medfører forøget eller ændret forurening eller andre gener, der kræver en tilladelse på særlige vilkår, eller om kommunalbestyrelsen kan nøjes med at registrere ændringen på sagen i kommunen og meddele ansøger tilladelse til ændringen.
§ 11
Til stk. 1
Bestemmelsen fastslår kommunalbestyrelsens kompetence til at meddele godkendelse til etablering, udvidelse og ændring af husdyrbrug.
Til stk. 2
Forslaget fastsætter godkendelsespligt for husdyrbrug med mere end 75 dyreenheder og op til grænserne fastsat i § 12. Godkendelsespligten indtræder, når grænsen på 75 dyreenheder passeres, eller når der sker etablering, udvidelse eller ændring af brug som allerede på ansøgningstidspunktet er over 75 dyreenheder.
Godkendelsespligt indtræder endvidere i de tilfælde, hvor der foretages ændringer på et husdyrbrug fra 75 dyreenheder. Ændringer af et husdyrbrug kan omfatte mange eksempler, og kan bl.a. bestå i, at der sker en ændring af dyrearten uden at det medføre en udvidelse af antallet af dyreenheder. En sådan ændring kan ligestilles med en nyetablering, idet det er andre forureningsparametre, der skal lægges til grund ved vurderingen, og vil derfor blive opfattet som en godkendelsespligtig ændring.
Det er etablering, udvidelse eller ændring af selve husdyrbruget, der udløser krav om indsendelse af en ansøgning.
Alene udskiftning af ejede eller forpagtede arealer eller indgåelse af andre gylleaftaler, der ikke allerede indgår i en godkendelse af bedriftens arealer efter dette lovforslag, vil ikke i sig selv betyde, at der skal ansøges om godkendelse, jf. § 103.
En ændring, der består i nybygning af staldanlæg eller opbevaringsanlæg samt ved renovering af staldanlæg på husdyrbruget vil også blive betragtet som en godkendelsespligtig ændring. Det vil blive præciseret nærmere i vejledning eller bekendtgørelse, hvornår der er tale om renovering. Generelt vil renoveringer, der er at sidestille med en nyetablering, kræve en ny godkendelse. Dette vil f.eks. være tilfældet ved en ændring af staldsystemet. Ved sådanne renoveringer skal der samtidigt tages stilling til det generelle ammoniakkrav ifølge § 34, stk. 3.
Godkendelsen omfatter hele husdyrbruget og herved både de eksisterende og nye anlæg samt bedriftens samlede arealer. Det generelle krav til ammoniakreduktion vil dog kun blive stillet til nyanlæg eller til staldanlæg, der renoveres, jf. bemærkningerne til § 34, stk. 3. For senere udvidelser eller ændringer er det udvidelsen eller ændringen, der vurderes og godkendes i forhold til det samlede husdyrbrug samt bedriftens arealer i forhold til den allerede meddelte godkendelse.
Til stk. 3
Omhandler de tilfælde, hvor et husdyrbrug allerede har opnået en godkendelse i henhold til lovforslaget, og hvor der ønskes godkendelse til en udvidelse eller ændring, som kan medføre forøget forurening. Bestemmelsen svarer til reglen i miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, hvorefter en virksomhed ikke må udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.
Det er kommunalbestyrelsen, som afgør, om udvidelsen eller ændringen kan indebære forøget forurening eller andre virkninger på miljøet. Ansøgeren kan afklare tvivl herom ved at rette henvendelse til kommunen forinden ansøgningen indgives.
§ 12
Obligatoriske VVM og godkendelsesreglerne efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 er direktivfastsatte og overføres derfor uændret til dette lovforslag. Det er dog tanken, at grænserne harmoniseres, således at obligatorisk VVM kommer til at følge grænserne for miljøgodkendelsespligt. Det betyder, at specielt anlæg for slagtesvin og anlæg for slagtekyllinger og æglæggende høns vil blive obligatorisk VVM-pligtige ved en lavere grænse.
Af L161 fremgår det, at IPPC-direktivet omfatter anlæg til intensiv fjerkræ eller svineavl med mere end:
– 40.000 pladser til fjerkræ
– 2.000 pladser til avls-/fedesvin (over 30 kg) eller
– 750 pladser til søer.
Danmark valgte at videreføre grundlaget for godkendelsespligt på baggrund af forureningsbelastningen. Belastningen fastsættes i dyreenheder (DE), som er det antal dyr, der årligt producerer, hvad der svarer til 100 kg kvælstof i husdyrgødningen. En dyreenhed svarer til ca. en produktion af ca. 35 slagtesvin.
Herefter blev alle typer af husdyrbrug for mere end 250 dyreenheder godkendelsespligtige, idet reglen dog blev uddybet, således at antallet af stipladser for specielt fjerkræ og slagtesvin blev tilpasset direktivets stipladsbegreb. EU-kommissionen pålagde herudover i 2004 den danske regering om at præcisere regelgrundlaget, således at stipladsgrænserne kom til at fremstå klart af regelgrundlaget. Herefter indtræder der godkendelsespligt, når følgende grænser passeres:
– 250 dyreenheder, dog 270 dyreenheder hvis mindst 90 pct. af dyreenhederne stammer fra søer med tilhørende smågrise indtil 30 kg eller 750 stipladser til søer,
– 100 dyreenheder i slagtekyllinger eller 40.000 stipladser,
– 230 dyreenheder i æglæggende høns eller 40.000 stipladser,
– 210 dyreenheder i slagtesvin (over 30 kg) eller 2.000 stipladser.
Efter VVM-direktivet gælder, at når husdyrbrug passerer nogle fastsatte grænser indtræder obligatorisk VVM-vurdering. Grænserne for obligatorisk VVM er ikke helt identiske med grænserne for godkendelsespligt efter miljøbeskyttelseslovens godkendelsesbekendtgørelse, idet obligatorisk VVM omfatter anlæg til husdyrproduktion for mere end 250 dyreenheder, dog
– 270 dyreenheder, hvis mindst 90 pct. af dyreenheder stammer fra søer med tilhørende smågrise indtil 30 kg eller 900 stipladser til søer
– 250 dyreenheder i slagtesvin (over 30 kg) eller 3.000 stipladser
– 250 dyreenheder i æglæggende høns eller 60.000 stipladser
– 210 dyreenheder i slagtekyllinger eller 85.000 stipladser
Efter lovforslaget er disse grænser samordnet, således at grænserne for obligatorisk VVM følger grænserne for godkendelsespligt. Dette betyder, at grænserne for obligatorisk VVM indtræder tidligere for specielt fjerkræproduktioner og slagtesvineproduktioner.
Det er etablering, udvidelse eller ændring af selve husdyrbruget, der udløser krav om indsendelse af en ansøgning.
Alene udskiftning af ejede eller forpagtede arealer eller indgåelse af andre gylleaftaler, der ikke allerede indgår i en godkendelse af bedriftens arealer efter dette lovforslag, vil ikke i sig selv betyde, at der skal ansøges om godkendelse, jf. § 103.
Til stk. 1 og 2
Godkendelsespligten indtræder, når der etableres et husdyrbrug over en af grænserne fastsat i nr. 1-4 eller når disse ifølge stk. 2 passeres ved en udvidelse eller ændring. Beregningen af dyreenheder foretages på baggrund af den omregningsfaktor, der skal anvendes ved beregning af dyreenheder, jf. forslagets § 5, stk. 2. I forslaget er ligeledes fastsat en grænse for antallet af stipladser. Stipladserne fastsættes på baggrund at det maksimale antal dyr, der på et givet tidspunkt af året vil være i staldanlægget. Det er den grænse, der indtræder først, som udløser godkendelsespligt efter bestemmelsen.
Til stk. 3
I modsætning til godkendelser af husdyrbrug fra 75 dyreenheder, hvor der er tale om en godkendelse af hele husdyrbruget første gang der sker en udvidelse, er husdyrbrug omfattet af § 12 allerede godkendt efter miljøbeskyttelsesloven, jf. dog verserende sager, som er omfattet af overgangsreglerne i forslagets kapitel 10. Som udgangspunkt er det alene udvidelsen eller ændringen, der skal godkendes som et tillæg til den allerede eksisterende miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Hvis der er givet godkendelse efter forslagets § 12, stk. 2, skal godkendelsen af udvidelsen eller ændringen gives som et tillæg til denne godkendelse. I tilfælde, hvor den eksisterende produktion ikke kan adskilles fra udvidelsen eller ændringen, eller hvor der er skærpede krav til eksempelvis ammoniaktabet eller lugtgener, kan det dog være nødvendigt at tage vilkår op for hele husdyrbruget og tilpasse godkendelsen i forhold til den eksisterende godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven.
Det generelle krav til ammoniakreduktion vil dog kun blive stillet til nyanlæg eller staldanlæg, der renoveres, jf. bemærkningerne til § 34, stk. 3.
§ 13
Reglen i forslagets § 13, er en videreførelse af gældende praksis i forhold til VVM- direktivets og IPPC-direktivets anlægsbestemmelser. Ved gennemførelsen af IPPC-direktivet i 1999 udarbejdede Fødevareministeriet og Miljøministeriet et fællesnotat herom. Bestemmelsen skal forstås således, at i de tilfælde, hvor flere anlæg er så nært forbundne, at der ikke kan ske en adskilt produktion, skal ansøgningen omfatte de flere anlæg, og der skal ske en fælles vurdering og godkendelse heraf.
§ 14
Bestemmelsen er en videreførelse af miljøbeskyttelseslovens § 36. Det skal dog bemærkes, at der ved behandling af ansøgningen efter dette lovforslag skal medtages spørgsmål om andre forhold, såsom landskabelige forhold. Det vil sige spørgsmål om lokalisering af bebyggelser i henhold til landzoneadministrationen.
Bestemmelsen afløste i miljøbeskyttelsesloven den tidligere hjemmel til at lave rammegodkendelser. Bestemmelsen skal dels præcisere, at man ikke kan få en »princip-godkendelse« el. lign. af en mere vagt defineret fremtidig ændring/udvidelse, dels angive, hvor udnyttelsesfristen kan fastsættes længere end normalt. Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 33.
§ 15
Første gang der meddeles godkendelse efter lovforslaget vil godkendelsen omfatte hele husdyrbruget samt bedriftens arealer, uanset om der er tale om en udvidelse, hvor grænsen for godkendelsespligt passeres eller der er tale om en ændring. Der skal således foretages en vurdering af hele husdyrbruget samt bedriftens arealer første gang kommunalbestyrelsen skal behandle en ansøgning om udvidelse eller ændring efter nærværende bestemmelse. For så vidt angår vurderingen skal den følge de kriterier, der er fastsat i §§ 19, 20, 21, 22, 23, 24, 25 og 26.
Langt hovedparten af husdyrbrug op til ca. 150 dyreenheder drives af landmænd, der alene ejer det pågældende husdyrbrug. Husdyrbrug fra 150 dyreenheder drives af landmænd, der gennemsnitligt ejer ca. 2 husdyrbrug, og gødningsregnskab m.v. opgøres på bedriftsniveau, hvilket også indebærer, at de oplysninger, som myndighederne modtager, opgøres på bedriftsniveau. Det vil derfor være mest hensigtsmæssigt, og administrativt en fordel for den enkelte landmand, at bedriftens samlede areal indgår ved kommunalbestyrelsens vurdering. Det vil sige, at der med lovforslaget foretages en sammensmeltning og forenkling af VVM-direktivets krav om, at det er de samlede udspredningsarealer, der skal indgå ved vurderingen og godkendelsesordningens krav om vilkårsfastsættelse. Det er herefter forslaget, at bedriftens samlede areal ved første ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring på et anlæg underkastes en samlet prøvelse, således at der kan fastsættes vilkår til samtlige bedriftens arealer.
Ved bedriftens arealer forstås ejede og forpagtede markarealer på en eller flere ejendomme, der drives som en økonomisk enhed under samme CVR-nummer.
§ 16
For landbrug, hvor tredjemand, har indgået en gyldig aftale om at modtage husdyrgødning, kan tredjemand ansøge om at få godkendt samtlige bedriftens arealer. Det betyder, at kommunalbestyrelsen udarbejder en samlet miljøvurdering, hvor også sårbare arealer kan indgå, og hvor der kan fastsættes vilkår om udbringning af husdyrgødning og andre vilkår til begrænsning af udvaskningen af næringsstoffer til sårbare arealer. Tredjemands arealer kan være beliggende på såvel andre husdyrbrug, der ikke har opnået tilladelse eller godkendelse efter lovforslaget som andre landbrug herunder plantebrug.
Med forslaget indføres den mulighed, at husdyrbrugeren, der ansøger om tilladelse eller godkendelse kan, opfordre eller lade tredjemand ansøge om godkendelse af sine arealer.
Til stk. 2
Såfremt arealer hos tredjemand ikke er omfattet af en godkendelse efter stk. 1, kan disse kun indgå i en tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter § 11 og § 12, såfremt en vurdering ifølge § 26 stk. 3 og 4 viser, at afsætningen ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt.
§ 17
Til stk. 1
Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til, at miljøministeren fastsætter nærmere regler om tilladelse og godkendelse til husdyrbrug.
Hvis et husdyrbrug ønskes etableret, udvidet eller ændret inden for de afstande, der er nævnt i forslagets § 20-§ 21, dvs. lokalisering i forhold til naboer, sårbar natur eller det i øvrigt ønskes etableret m.v. på en måde, der kan tilsidesætte de landskabelige værdier eller indebære en væsentlig påvirkning af miljøet, jf. forslagets § 28, bemyndiges miljøministeren til at fastsætte nærmere regler til varetagelse af hensynet til landskab, beskyttelse af jord, grundvand, overfladevand og natur, med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særligt sårbart overfor næringsstofpåvirkning, og begrænsning af eventuelle gener for naboer (lugt-, støj-, støv-, flue- eller lysgener fra anlægget).
Lovforslaget indeholder endvidere en bemyndigelse til, at miljøministeren fastsætter nærmere regler om godkendelse af husdyrbrug. Reglen tænkes udmøntet i en bekendtgørelse om godkendelse af husdyrbrug. Bekendtgørelsen skal erstatte gældende regler i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed og bekendtgørelse om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelsen) for så vidt angår husdyrbrug, medmindre de ikke allerede er fastlagt i loven. Det gælder blandt andet regler for afgørelser om godkendelser, hvilke principper, der skal indgå heri, blandt andet udnyttelse af energi og råvareforbrug, substitution og produktionsprocesser, jf. § 12 i den gældende bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed. Ligeledes vil de krav, som fremgår af § 13 i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed om vilkår for godkendelse, blive samlet med de hensyn, der fremgår af bilag 3 i samlebekendtgørelsen, som skal anvendes ved vurderingen af om et anlæg kan få en væsentlig indvirkning på miljøet, samt krav om beskyttelse af overfladevand og natur, med deres bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særligt sårbart over for næringstofpåvirkning, og videreført i en kommende bekendtgørelse om godkendelse af husdyrbrug.
Disse krav er en konsekvens af IPPC-direktivet og VVM-direktivet og overføres uændret for husdyrbrug, der godkendes efter lovforslaget.
Til stk. 2
Miljøministeren bemyndiges i § 17, stk. 2, til at fastsætte regler om, at der for nærmere specificerede dyrearter indtræder pligt til at indsende ansøgning, samt krav om forudgående tilladelse og godkendelse, ved en lavere grænse, end den minimumsgrænse på 15 dyreenheder, der ellers gælder. Miljøministeren bemyndiges endvidere til at fastsætte regler om den miljøvurdering, som kommunalbestyrelsen skal foretage.
En pelsdyrfarm på ca. 15 dyreenheder taber ammoniak svarende til en slagtesvineproduktion på 75-100 dyreenheder. Det er derfor nødvendigt at kunne fastsætte en tilladelsesordning således, at der kan fastsættes krav om at en udvidelse eller ændring ikke må medføre en forøget ammoniakfordampning og at denne grænse allerede skal gælde for pelsdyrfarme m.v. fra 3 dyreenheder.
Til stk. 3
Det foreslås, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at godkendelse eller tilladelse i visse tilfælde er ufornøden. F.eks. kan det være relevant at fastsætte regler om at visse typer udvidelser/ændringer f.eks. generelt antages ikke at kunne påvirke miljøet, og derfor ikke skal godkendes.
Ud over at der i tilstrækkeligt omfang skal foreligge aftaler om afsætning af husdyrgødning, er det muligt i godkendelsen at foretage en miljøvurdering af flere bedrifter eller landområder, som det evt. før eller siden kan blive aktuelt at afsætte husdyrgødning til. Det kan derved præciseres i miljøgodkendelsen, hvilket bruttoareal der kan anvendes til afsætning af husdyrgødning. Husdyrbruget kan derefter ændre sine aftaler, indenfor det godkendte areal, om overførsel af husdyrgødning uden at anmelde dette til kommunen.
Det kan imidlertid være nødvendigt, at foretage ændringer i arealanvendelsen i forhold til de arealer, der er taget stilling til og fastsat vilkår om i den meddelte arealgodkendelse. Det kan både være ejede, forpagtede og indgåede aftaler på tredjemands arealer, Det er tanken, at indføre en anmeldeordning for udskiftning af arealer uden at dette skal medføre en ny arealgodkendelse, når blot der skiftes til arealer, der ikke er sårbare eller til arealer, hvor der allerede foreligger en godkendelse af arealerne. Dette kræver dog en anmeldelse til kommunen. Sådanne anmeldelser skal foreligge før planårets begyndelse dvs. før 1. august 2008 for perioden 1/8 2008 til 31/7 2009. Såfremt kommunen har indsigelser imod de anmeldte arealer skal dette meddeles inden 31/12. Tidsfristerne er fastsat med henblik på at arealerne kan benyttes i den følgende vækstsæson, dvs. fra 1. januar.
Ved at gennemføre en sådan anmeldeordning kan landmanden via adgang til kortmateriale anmelde nye arealer til udspredning af husdyrgødning og kan få dette noteret på sin arealgodkendelse. Ved noteringen sikrer kommunen, at der ikke er tale om særlig sårbare arealer, eller sikrer, at der på de godkendte arealer er fastsat vilkår til sikríng af den sårbare natur. For ansøgninger, der omfatter udspredning af gylle på mere sårbare arealer, vil godkendelsen skulle ændres efter lovens almindelige bestemmelser.
§ 18
Til stk. 1
Bestemmelsen præciserer, at der skal indsendes ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug omfattet af § 10, § 11 og § 12 eller regler fastsat efter § 17, stk. 2, samt ansøgning om godkendelse efter § 16 til kommunalbestyrelsen.
Til stk. 2
For tilladelser, der meddeleles efter § 10 er det hensigten, at myndighedsbehandlingen i vid udstrækning skal kunne ske på baggrund af en elektronisk ansøgning, jf. også stk. 3.
Det er derfor hensigten, at der udarbejdes et fælles enkelt ansøgningsskema, som også vil være tilgængeligt i elektronisk form. Skemaet vil indeholde spørgsmål til belysning af beliggenhed i forhold til naboer m.v. (lokalisering), placering af anlægget i forhold til de øvrige bygninger (landzone), i forhold til sårbar natur (bufferzoner), samt i forhold til en række øvrige naturforhold.
Det er hensigten, at videreføre bl.a. kravene og spørgsmålene fra henholdsvis husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 29 og § 30 samt samlebekendtgørelsens anmeldeskema i et samlet ansøgningsskema.
Ansøgningsskemaet udfyldes og indsendes af ansøger. I det omfang det er relevant gennemgås og rettes anmeldelsen i dialog mellem anmelder og myndigheden, herunder indhentes der yderligere relevante oplysninger (oplysninger om lokalisering i forhold til naboer, natur og landskab).
I medfør af stk. 2 er det hensigten, at miljøministeren vil fastsætte nærmere regler om ansøgningens indsendelse og indhold, samt regler om, hvilke oplysninger der skal medsendes samt for kommunalbestyrelsens behandling heraf.
Det er hensigten, at der udarbejdes et fælles, samlet ansøgningsskema.
Nærmere krav til, hvilke oplysninger der skal indgå ved vurderingen af ansøgninger efter henholdsvis § 11 og § 12, vil blive indføjet i en ny bekendtgørelse for godkendelsesordningen og indeholde de oplysninger, som fremgår af VVM-direktivets bilag III med de nødvendige justeringer. For godkendelser, der skal behandles efter § 11 og udvidelser og ændringer af husdyrbrug over grænserne i § 12, skal der herefter indsendes oplysninger om:
Ansøger og ejerforhold.
Husdyrbruget.
Husdyrbrugets beliggenhed og planmæssige forhold.
Tegninger over husdyrbrugets indretning.
Husdyrbrugets drift, herunder sædskifte.
Gødningsproduktion og -håndtering.
Lugtemission.
Forurenings- og genepåvirkninger fra husdyrbruget samt forureningsbegrænsende foranstaltninger.
Husdyrbrugets affald.
Varetagelse af hensynet til landskabet.
Husdyrbrugets ophør.
Beskrivelse af alternative muligheder.
Forslag til egenkontrol.
Ikke-teknisk resumé.
På baggrund af samtlige angivne oplysninger udfærdiger ansøger en miljøredegørelse.
Det vil bl.a. sige en beskrivelse af væsentlige alternative muligheder og beskrivelse af arkitektoniske og arkæologiske kulturarv og den indbyrdes sammenhæng mellem ovennævnte faktorer. Endelig skal der indsendes oplysninger i forbindelse med virksomhedens ophør, hvilket er et krav efter IPPC-direktivet. Ansøgning samt supplerende oplysninger efter bilag 2 i godkendelsesbekendtgørelsen svarer til den miljøredegørelse, som tidligere lå til grund for myndighedens VVM-vurdering af VVM-pligtige virksomheder.
Ansøgninger om udvidelse eller ændring af husdyrbrug, der på ansøgningstidspunktet allerede var omfattet af § 12, og hvor ansøgningen ikke er i samme størrelsesorden som grænserne i § 12, skal ikke i første omgang medsende alle supplerende oplysninger efter godkendelsesbekendtgørelsens bilag 2. Kommunalbestyrelsen kan bede ansøger om at give yderligere oplysninger til brug for en nærmere vurdering af, om det ansøgte kan medføre en væsentlig påvirkning på miljøet.
Til stk. 3
I medfør af stk. 3 kan miljøministeren fastsætte regler om, i hvilken form en ansøgning skal indsendes, herunder mulighed for elektronisk ansøgning.
§ 19
Som led i forenklingsarbejdet og til støtte ved vurderingen af de overordnede principper, er det fastsat, at både husdyrbrugeren og kommunalbestyrelsen i den samlede vurdering også skal indtænke konsekvenserne af skærpede forureningskrav og krav i forhold til beskyttelse af de landskabelige hensyn. Det gælder lokaliseringer i nærhed af naboer, jf. forslaget § 20 om lokalisering og forslaget om placering i forhold til en række særlige følsomme naturtyper, jf. § 21. Det gælder som noget nyt også placeringer efter lovforslagets § 22 i det åbne land. Herved fastsættes ikke alene krav til de forureningsreduktioner, som både ansøger og kommunalbestyrelsen skal inddrage ved vurdering, der indgår også en vurdering af placeringer, som kan medføre en uhensigtsmæssig placering i landskabet. Både ansøger og kommunalbestyrelsen kan herefter i én og samme arbejdsgang vurdere den samlede placering og de samlede gener og forureningsforhold i projektet i forhold til de vilkår, der skal stilles, Dette vil komme til at gælde både for tilladelser og godkendelser.
Til stk. 1
§ 19, stk. 1, svarer til den nuværende godkendelsesbekendtgørelse § 12, stk. 1, og svarer til de krav, der stilles til hhv. virksomheden og myndighederne, for at der kan træffes afgørelse i sagen. Kravet om tilladelse/godkendelse erstatter tillige planlovens krav om VVM-tilladelse og landzonetilladelse til husdyrbrug.
Til stk. 1, nr. 1
Af § 19, stk. 1, nr. 1, fremgår, at husdyrbruget skal leve op til BAT. Det gælder ikke alene en videreførelse af princippet om BAT for IPPC-husdyrbrug, men også husdyrbrug, der skal tillades efter reglerne i § 10, og husdyrbrug, der skal godkendes efter reglerne i § 11.
Til stk. 1, nr. 2
§ 19, stk. 1, nr. 2, sikrer tillige, at husdyrbrug ikke etableres, udvides eller ændres, uden at det sker under varetagelse af hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet og i overensstemmelse med internationale forpligtelser. Bestemmelsen giver f.eks. kommunalbestyrelsen mulighed for at varetage hensynet til de landskabelige værdier, jf. § 1, stk. 2, nr. 7 og 8, ud fra eksempelvis et æstetisk, kulturhistorisk eller geologisk synspunkt.
Kommunalbestyrelsen har efter planlovens § 12, stk. 1, pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse. Med henvisning til kommuneplanen kan kommunalbestyrelsen afslå ansøgninger om tilladelser eller godkendelser efter denne lov og fastsætte vilkår med henblik på kommuneplanens gennemførelse. Det kunne f.eks. være aktuelt ved ansøgninger om ny bebyggelse i områder, som er udlagt til råstofindvinding.
Kommunalbestyrelsen har ikke en ubetinget pligt efter planloven til at følge planlægningen, da der altid skal foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
§ 20
Til stk. 1
Forslaget svarer til reglen om lokaliseringsgodkendelse i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4 og gælder i dag for husdyrbrug for mere end 15 dyreenheder. Reglen videreføres i lovforslaget, således at det fortsat skal gælde for husdyrbrug, der skal indhente tilladelse efter § 10 og godkendelser efter § 11 eller § 12. Efter den gældende praksis skal der for at imødegå ikke uvæsentlige gener eller forøget forurening kunne stilles vilkår til begrænsning af lugt, støj, støv og fluer i forbindelse med udvidelsen, hvis anlægget er placeret indenfor de nævnte afstande. Uden for afstandene skal der i forbindelse med ansøgninger om godkendelse også foretages en vurdering efter § 23 af f.eks. lugtgener. I denne forbindelse kan der ligeledes stilles vilkår til begrænsning af generne. I vurderingen af lokaliseringens hensigtsmæssighed indgår til- og frakørselsforholdene for husdyrbruget. Såfremt husdyrbruget medfører væsentligt øgede trafikale og miljømæssige gener i nærområder (f.eks. mange transporter igennem landsbyområder m.v.), og hvis disse gener ikke kan afhjælpes ved valg af alternative til- og frakørselsforhold, kan myndigheden nægte at tillade eller godkende etablering af en ny virksomhed eller udvidelse af en eksisterende. De trafikale gener, herunder lugt, støv- og støjgener, kan eksempelvis opstå som følge af til- og frakørsel af dyr og foder, samt kørsel på offentligt tilgængelig vej i forbindelse med udbringning op opbevaring af husdyrgødning og anden form for gødning.
Som noget nyt vil der kunne stilles vilkår til begrænsning af lysgener. Lysgener medtages, da imødegåelse af gener herfra er et krav i henhold til VVM-direktivet.
Begrebet »samlet bebyggelse« er overført uændret fra husdyrgødningsbekendtgørelsen, hvorved forstås: Hvis der inden for en afstand af 200 m fra beboelsesbygningen ligger mere end 6 andre beboelsesbygninger på hver sin samlede faste ejendom, jf. § 2 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen. Beboelsesbygninger på ejendomme med landbrugspligt efter landbrugslovens regler samt beboelsesbygninger, der ejes af driftsherren, medregnes ikke.
§ 21
Reglen skal ses i sammenhæng med forslag til § 7, hvorefter det ikke er tilladt at etablere et anlæg til husdyrbrug inden for 300 m til de angivne naturtyper. For udvidelser og ændringer af anlæg til husdyrbrug har kommunalbestyrelsen mulighed for at meddele tilladelse eller godkendelse hertil på betingelse af, at udvidelsen eller ændringen ikke medfører forøget ammoniakfordampning fra ejendommens anlæg.
§ 22
§ 22 erstatter kravet i planlovens § 35, stk. 1, om landzonetilladelse til opførelse af visse nye bebyggelser til husdyrproduktion med et krav om vurdering i forbindelse med en tilladelse eller godkendelse efter § 10, § 11 eller § 12.
Forslaget muliggør en forenklet sagsbehandling, idet kravet om landzonetilladelse og eventuelle vilkår indarbejdes i tilladelsen eller godkendelsen efter lovforslagets § 10, § 11 eller § 12.
Der er ikke med denne lov tiltænkt nogen ændring af den gældende landzoneadministration. De landbrugsbygninger, der ikke kræver tilladelse eller godkendelse efter denne lov, reguleres fortsat efter planlovens § 35, jf. dog § 36. Det gælder f.eks. bebyggelse på plantebrug eller bebyggelse på husdyrbrug under 15 dyreenheder.
Lovforslagets krav om en vurdering efter § 22 vedrører alene opførelse af ny bebyggelse, som anvendes til husdyrproduktion, herunder også f.eks. maskinlænger og halmlader. Ansøgninger om etablering af boliger, detailsalg, vindmøller og lignende på husdyrbrug skal fortsat reguleres i planlovens § 35, jf. dog § 36.
Efter gældende praksis i landzoneadministrationen skal kommunalbestyrelsen inddrage en række hensyn i den konkrete vurdering af en ansøgning om nyt byggeri i landzone. Der kan være tale om landskabelige, kulturhistoriske, naturmæssige, miljømæssige, erhvervsmæssige og rekreative hensyn.
Særligt skal det fremhæves, at hensynet til bevarelsen af landskabelige værdier har skullet varetages i landzoneadministrationen siden by- og landzoneloven i 1969. I 1990 fastslog planloven tillige betydningen af at varetage de æstetiske og kulturhistoriske hensyn i landzoneadministrationen, fx i forbindelse med tilladelse til ny bebyggelse og anlæg, der kan påvirke byer, landsbyer og landskabet.
I de landzonearealer, der er omfattet af planlovens kystnærhedszone, skal landzoneadministrationen styres af hensynet til både at friholde det åbne land og selve kystområderne for ny bebyggelse. Efter planlovens § 35, stk. 3, må der kun meddeles landzonetilladelse, hvis det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til kystinteresser. Dette hensyn skal fortsat varetages i forbindelse med bebyggelse på husdyrbrug, der kræver tilladelse eller godkendelse.
Kravet om landzonetilladelse til landbrugsbyggeri, som opføres uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, har sin oprindelse i den tidligere naturfredningslov og tager derfor primært sigte på at beskytte de landskabelige værdier.
Lovforslagets § 22, stk. 1, skal derfor sikre, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en tilladelse eller godkendelse skal vurdere om de landskabelige hensyn er varetaget i de tilfælde, som tidligere krævede en landzonetilladelse.
De øvrige hensyn, som kommunalbestyrelsen i dag varetager i forbindelse med opførelse af nyt landbrugsbyggeri, skal fortsat varetages gennem lovforslagets øvrige bestemmelser samt kommunalbestyrelsens ret og pligt til efter planlovens § 12, stk. 1, at virke for kommuneplanens gennemførelse. Der henvises i øvrigt til Miljøministeriets vejledning om landzoneadministration. Planlovens §§ 34-38.» (Vejledning nr. 9563 af 16. oktober 2002).
Til stk. 1
Efter den gældende planlovs § 35, stk. 1, er der krav om tilladelse fra kommunalbestyrelsen til at foretage udstykning, opføre ny bebyggelse eller ændre i anvendelsen af eksisterende bebyggelse og ubebyggede arealer i landzone.
Områder i landzone skal som udgangspunkt friholdes for anden (uplanlagt) bebyggelse m.v. end den der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Derfor er landbrugsmæssig drift som hovedregel undtaget fra planlovens krav om landzonetilladelse. Ibrugtagning af bebyggelse eller arealer til landbrugsformål er undtaget fra kravet om tilladelse, jf. § 36, stk. 1, nr. 4. En omlægning af landbrugsdriften er således ikke en ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse. Det kræver heller ikke tilladelse at opføre erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri på en landbrugsejendom, hvis byggeriet ligger i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, jf. § 36, stk. 1, nr. 3. Planlovens landzoneregler sondrer ikke mellem plantebrug og husdyrbrug.
Kravet om kommunalbestyrelsens vurdering gælder kun det landbrugsbyggeri, som kræver landzonetilladelse efter den gældende planlov. Efter lovforslagets § 22, stk. 1, kræves således en vurdering af virkningerne på de landskabelige værdier i følgende tilfælde:
Erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.
Bebyggelse, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift, herunder meget store landbrugsbygninger med industriel karakter eller fællesanlæg, der knytter sig til driften på flere ejendomme.
Det betyder, at erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri, som opføres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, ikke skal vurderes efter § 22.
I det første tilfælde videreføres planlovens § 36, stk. 2, med lovforslagets krav om vurdering af erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Kommunalbestyrelsen kan efter planlovens § 36, stk. 2, ikke nægte at meddele tilladelse til erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, men alene stille vilkår om beliggenhed og udformningen af bygningerne.
Udgangspunktet er, at landbrugsbygninger skal placeres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, så ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig helhed. Efter den gældende planlovs § 36, stk. 2, er der således et krav om en særlig begrundelse for placering af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.
Afstandskrav til anden bebyggelse kan være en særlig begrundelse. Der kan også være situationer, hvor afstandskravene ikke løser problemer med nabogener, eksempelvis på grund af de stedlige vindforhold. I sådanne tilfælde kan kommunalbestyrelsen tillade eller godkende en placering af driftsbygninger uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer efter en samlet, konkret vurdering.
Vurderingen af ansøgninger om opførelse af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger skal ske med skyldigt hensyn til, hvad der er økonomisk og funktionelt muligt og forsvarligt. Der vil kunne stilles vilkår om beplantning, farve- og materialevalg, udformning af bygningen og dens helt præcise beliggenhed, herunder afstand til anden bebyggelse, alt med respekt for den funktion bygningen skal opfylde.
Hvis der ikke foreligger nogen særlig begrundelse for en beliggenhed uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, kan kommunalbestyrelsen afvise den ansøgte beliggenhed og henvise til en beliggenhed i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer.
I det andet tilfælde videreføres planlovens krav om landzonetilladelse, jf. § 35, stk. 1, i lovforslagets krav om vurdering af bebyggelse, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift. Kommunalbestyrelsen kan på baggrund af en konkret vurdering af det ansøgte meddele tilladelse eller godkendelse, tilladelse eller godkendelse på vilkår eller afslag på en ansøgning.
Grundlaget for den konkrete vurdering er den overordnede planlægning og kommuneplanlægningens retningslinjer for udviklingen i det åbne land og landsbyerne. Disse retningslinjer er netop fastlagt på baggrund af en samlet afvejning mellem beskyttelses- og erhvervsinteresser i bred forstand og med baggrund i den kortlægning og planlægning som er tilvejebragt for hvert af de enkelte interesseområder. Ved en ansøgning om ny bebyggelse i landzone har kommunalbestyrelsen ret og pligt til at virke for både kommuneplanens gennemførelse og den overordnede planlægning, herunder landsplandirektiver. (Regionplanernes retningslinjer er pr. 1. januar 2006 tillagt retsvirkning, som om de var udstedt som landsplandirektiv efter planlovens § 3). Kommunalbestyrelsen skal – uanset planlægningen - foretage en konkret vurdering af hver enkelt ansøgning.
I de tilfælde, hvor det ansøgte byggeri skal gennemgå en fuld procedure efter VVM-reglerne, må det forventes, at virkningen på de landskabelige værdier, bliver belyst i forbindelse med denne miljøvurdering. Lovforslagets § 22 er således i praksis kun relevant for de ansøgninger, som ikke skal gennemgå en vurdering af virkninger på miljøet (VVM).
Lovforslagets § 22, stk. 2, viderefører kommunalbestyrelsens mulighed for at regulere beliggenhed og udformning af erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, der opføres uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Den gældende praksis efter planloven er beskrevet under bemærkningerne til stk. 1 (se det første tilfælde). Kommunalbestyrelsen kan ikke efter denne bestemmelse nægte tilladelse/godkendelse til at opføre erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, men kan alene vurdere beliggenhed og udformning af bygningen, herunder anvise en alternativ beliggenhed.
§ 23
På baggrund af ansøgers oplysninger og den indsendte miljøredegørelse, samt eventuelle justeringer af etableringen, udvidelsen eller ændringen udfærdiger kommunalbestyrelsen en vurdering. Miljøvurderingen skal tage udgangspunkt i den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring i forhold til forureningen fra det samlede husdyrbrug og omgivelsernes forureningsforhold og sårbarhed. En godkendelse af husdyrbrug omfattet af § 11, skal indeholde en vurdering af den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring, en begrundelse for afgørelsen samt almindelige vilkår til forebyggelse af forurening og gener for husdyrbrugets etablering og drift. Hvor det følger af miljøvurderingen, at der bliver en væsentlig påvirkning af omgivelserne, skal der i afgørelsen fastsættes vilkår for hele husdyrbruget.
Der vil i en kommende bekendtgørelse om godkendelse af husdyrbrug blive fastsat en regel om kommunalbestyrelsernes samarbejde i de tilfælde, hvor bedriftens samlede arealer er beliggende i flere kommuner. Udgangspunktet er, at det er den kommunalbestyrelse, hvori det ansøgte anlæg er beliggende, der udfærdiger godkendelsen til anlægget med de i kommunen tilhørende arealer. Denne kommunalbestyrelse får endvidere ansvaret for at tilføje de eventuelle vilkår, som en anden kommunalbestyrelse har vurderet nødvendige at fastsætte på de arealer, som ligger i denne kommune. Er der tale om en samtidig ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring af flere anlæg beliggende i flere kommuner er udgangspunkt fortsat, at det er kommunalbestyrelserne, der er godkendelsesmyndighed for det enkelte anlæg, men med samarbejde om udarbejdelse af arealgodkendelsen.
Ud over et generelt krav om ammoniakreduktion fra anlægget, jf. § 34, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen vurdere om husdyrbruget har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening ved anvendelsen af bedste tilgængelige teknik og om husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne.
Er der tale om en placering i nærheden af sårbar natur eller sårbart grundvand eller overfladevand, skal der stilles relevante skærpede krav til begrænsning af forureningsgener i forhold hertil. Er der tale om nabo- og bynær placering skal der stilles relevante skærpede krav i forhold til begrænsning af forurening og gener fra eksempelvis lugt. Ligeledes skal der stilles relevante skærpede krav til varetagelse af hensynet til de landskabelige værdier, jf. bemærkningerne til § 1, stk. 2, nr. 7 og 8. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 27 og § 29, stk. 2.
I vurderingen af lokaliseringens hensigtsmæssighed indgår til- og frakørselsforholdene for husdyrbruget. Såfremt husdyrbruget medfører væsentligt øgede trafikale og miljømæssige gener i nærområder (f.eks. mange transporter igennem landsbyområder m.v.), og hvis disse gener ikke kan afhjælpes ved valg af alternative til- og frakørselsforhold, kan myndigheden nægte at tillade eller godkende etablering af en ny virksomhed eller udvidelse af en eksisterende. De trafikale gener, herunder lugt, støv- og støjgener, kan eksempelvis opstå som følge af til- og frakørsel af dyr og foder, samt kørsel på offentligt tilgængelig vej i forbindelse med udbringning op opbevaring af husdyrgødning og anden form for gødning.
§ 24
Til stk. 1
Efter forslaget skal kommunalbestyrelsen ud over de forhold, der fremgår af § 23, foretage en vurdering, der inddrager væsentlige mulige alternative løsninger. De væsentlige mulige alternative løsninger kan være en anden placering eller udseende, en anden sammensætning af husdyrholdet, andre adgangsforhold. De alternative løsninger foreslås af ansøger og i visse tilfælde af offentligheden. Vurderingen kan omfatte en vurdering af det ansøgte i forhold til det alternativ, at der ikke foretages en udvidelse eller ændring. Årsagen hertil er, at anlæg af den størrelse, som er omfattet af § 12, stk. 1, skal VVM-vurderes efter VVM-direktivets bilag IV (obligatorisk VVM).
Til stk. 2
Anlæg, der efter deres beliggenhed eller forureningsgrad er så intensive, at de skal behandles efter den skærpede vurdering, der fremgår af stk. 2, jf. bemærkningerne til forslagets § 12, vurderes efter bestemmelserne i stk. 1.
§ 25
Til stk. 1
Med bestemmelserne i § 7 sker der en regulering af den lokale ammoniakemission for at beskytte kvælstoffølsom natur. Der vil imidlertid være behov for også at regulere visse anlæg, der ligger uden for bufferzonen på 300 m, med henblik på at sikre, at de ikke kan indebære væsentlig forringelse af disse naturtyper. I en afstand fra 300 m til 1.000 m fra de naturtyper, som er omfattet af § 7, vil der blive stillet krav om maksimal merdeposition til disse naturområder.
Til stk. 2
Der vil blive fastsat afskæringskriterier, dvs. kriterier, der fastslår om en påvirkning af naturområdet er væsentlig. Afskæringskriterierne differentieres i forhold til antallet af øvrige brug for mere end 75 dyreenheder, der ligger i denne zone, men maksimalt 1.000 m fra det husdyrbrug, som skal have en miljøgodkendelse. Herved tages der højde for den akkumulerede effekt af produktionen i zonen.
§ 26
Til stk. 1
Det foreslås, at der foretages en samlet vurdering og godkendelse til anlægget og arealet, hvor husdyrgødningen spredes.
Det foreslås, at bedriftens samlede areal ved første ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring på et anlæg underkastes en samlet prøvelse, således at der kan fastsættes vilkår til samtlige bedriftens arealer, jf. bemærkningerne til § 15.
Ved bedriftens arealer forstås ejede og forpagtede markarealer på en eller flere ejendomme, der drives som en økonomisk enhed under samme CVR-nummer.
Ved en senere udvidelse eller ændring på et af de øvrige anlæg, som landmanden ansøger om, vil der alene skulle foretages en vurdering af, om ændringerne i den tilførte husdyrgødningsmængde medfører overskridelser af det af miljøministeren fastsatte beskyttelsesniveau. Undtaget er dog de tilfælde, hvor der i mellemtiden er gennemført konkrete planer i medfør af anden lovgivning – herunder miljømålsloven – som kan medføre lettelser eller skærpelser for vilkårsfastsættelserne til beskyttelse af de sårbare områder, eller hvor supplerende oplysninger gør det nødvendigt at ændre vilkårene i tilladelsen eller godkendelsen.
Selvom alle bedriftens arealer indgår ved miljøvurderingen skal det bemærkes, at mange af beregningsmodellerne kun inddrager det såkaldte udspredningsareal eller harmoniareal. Dette er de markarealer, som kan anvendes til udspredning af husdyrgødning på bedriften. Arealer på bedriften, hvor husdyrgødning ikke må eller kan anvendes, indgår ikke udspredningsarealet/harmoniarealet. Disse vil derfor ofte ikke indgå i beregningerne af miljøvurderingerne og vilkårsfastsættelsen i forhold hertil. De er dog alligevel omfattet af miljøgodkendelsen, idet dette bl.a. åbner op for, at der kan fastsættes vilkår om, at husdyrgødning ikke må udbringes på visse arealer.
Det skal bemærkes, at gødningsregnskabet kun omfatter dyrkede og udtagne markarealer. Der kan derfor være udyrkede arealer, som indgår i miljøgodkendelsen, men som ikke fremgår af gødningsregnskabet. Gødningsregnskaber kan indeholde markarealer, som ikke indgår i udspredningsarealet/harmoniarealet. Det samlede harmoniareal vil dog fremgå af gødningsregnskabet.
Arealgodkendelser omfatter alle arealer under bedriften, som drives under samme CVR-nummer. Samtlige ejede og forpagtede arealer i bedriften indgår ved en vurdering af miljøbelastningen. Kommunalbestyrelsen foretager således en samlet vurdering af de omfattede arealer, herunder arealer, der er udpeget som særlig sårbare eller beskyttet efter anden lovgivning. Husdyrbrugeren har herefter en samlet vurdering af bedriftens arealer. Ved senere udvidelser eller ændringer på et andet anlæg, som drives under samme CVR-nummer, vil det således alene være nødvendigt for myndigheden at undersøge, om ændringen kan indeholdes i den allerede givne arealgodkendelse, eller om denne på visse punkter skal justeres.
I forbindelse med miljøministerens bemyndigelse til at udfærdige regler om godkendelse vil der blive fastsat en regel om, at i de tilfælde, hvor en bedrifts arealer est beliggende i en anden kommune end den, hvor anlægget ligger, er den godkendende kommunalbestyrelse forpligtiget til at foretage en høring af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori arealerne ligger. Høringsresultatet skal indarbejdes i tilladelsen eller godkendelsen. Herved tilgodeses de restriktioner, der måtte være fastsat i nabokommunen i form at udpegninger af arealer eller andre restriktioner, som denne kommune er ansvarlig for at administrere.
Til stk. 2
Visse beskyttelsesniveauer er defineret i den politiske aftale og vil blive fastsat endeligt i vejledning eller bekendtgørelse, jf. bemærkningerne til § 34. Ud fra konsekvenserne af den enkelte udvidelse, hvor det præcist er angivet, hvor stor en merbelastning der må foreligge, skal det vurderes om merbelastningen vil kunne give en væsentlig påvirkning af miljøet. Husdyrbrug kan dog i løbet af en årrække foretage flere udvidelser med få års mellemrum, hvor de enkelte udvidelser isoleret set ikke giver en væsentlig påvirkning af miljøet, men hvor merbelastningen af udvidelserne samlet set vil kunne give en væsentlig påvirkning af miljøet.
For at imødegå dette problem foreslås det, at alle etableringer, udvidelser og ændringer, som gennemføres eller som der er ansøgt om, skal miljøvurderes samlet. Miljøvurderingen af flere udvidelser gennemført med få års mellemrum vil derfor skulle vurderes som en samlet udvidelse. Udvidelser, som gennemføres i perioden 2007-2009/2010, skal derfor også medregnes i de miljøvurderinger, der skal foretages efter vand- og naturplanerne ifølge miljømålsloven, som foreligger efter 2010. Der fastsættes dog en grænse på 8 år for, hvor lang en tidshorisont etableringer, udvidelser og ændringer skal miljøvurderes samlet for så vidt angår merbelastningen. Det vil i praksis betyde, at fra den 1. januar 2015 vil det ikke længere være alle etableringer, udvidelser og ændringer siden 1. januar 2007, der skal miljøvurderes samlet for så vidt angår merbelastningen, men etableringer, udvidelser og ændringer de seneste 8 år inklusiv det ansøgte.
Andre konkrete oplysninger, der gør det nødvendigt at ændre vilkårene i tilladelsen eller godkendelsen, skal ligeledes indgå.
Til stk. 3
I forbindelse med miljøvurderingen kan indgå forhold, som ikke kan vilkårsfastsættes i den individuelle afgørelse. Det kan være, at der ikke på husdyrbruget er tilstrækkelige ejede eller forpagtede arealer til rådighed, til at kunne opfylde harmonikravet. Husdyrproducenten er derfor nødt til i forbindelse med ansøgningen at indgå en aftale med tredjemand om at aftage husdyrgødning til udspredning på tredjemands arealer. Der er i forslaget medtaget og defineret, hvad der forstås ved tredjemands arealer. Tredjemands arealer kan være beliggende på et andet husdyrbrug eller et plantebrug.
Tredjemands arealer indgår i dag i amtets sagsbehandling i forbindelse med en VVM-vurdering af et husdyrprojekt. Tredjemandsarealer omfatter arealer ejet af en anden end husdyrbrugeren, og hvorpå der med denne er indgået en aftale om at måtte udsprede husdyrgødning fra det tilladelseskrævende eller godkendelsespligtige husdyrbrug.
Det er hensigten, at tredjemands arealer fortsat skal indgå ved vurderingen af en etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug. Det er imidlertid ikke muligt i en miljøgodkendelse af et husdyrbrug at kunne fastsætte vilkår, der skal kunne håndhæves overfor en anden person (tredjemand) end den driftsansvarlige for det tilladelseskrævende eller godkendelsespligtige anlæg.
Til stk. 4
Det foreslås som hovedregel, at udspredning af husdyrgødning på tredjemandsarealer alene kan medtages i beregningen af det samlede harmonikrav ved godkendelsen af ansøgerens husdyrbrug for så vidt angår de arealer, der er robuste nok til at kunne modtage det fulde generelle harmonikrav (1,4 dyreenheder for svin, 1,7 dyreenheder for blandede brug og undtagelsesbestemmelsen på 2,3 dyreenheder for kvægbrug, der dyrker jorden efter de retningslinjer, der er fastsat for denne type brug). På tredjemandsarealerne vil der derfor alene kunne stilles krav om, hvilke specifikke delarealer husdyrgødningen må udbringes på, og hvilke mængder der må afsættes jf. § 30. Det vil sige, at der ikke i godkendelsen umiddelbart kan stilles skærpede vilkår på tredjemandsarealer. I forbindelse med miljøvurderingen skal disse afsætninger til tredjemand vurderes separat. Hvis afsætningen vurderes at medføre en væsentlig påvirkning af miljøet kan afsætningen ikke indgå i godkendelsen.
Hvis det ønskes, at mere sårbare arealer på tredjemands ejendom skal kunne indgå i harmoniberegningen i forbindelse med en anden husdyrbrugers behandling af en ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring, kan tredjemand ansøge om en særskilt godkendelse af samtlige sine arealer, således at der kan blive gennemført en vurdering af bedriftens arealer og fastsat vilkår om dyrkning og udspredning af husdyrgødning på disse arealer, jf. bemærkningerne til forslagets § 16.
§ 27
På grundlag af ansøgers oplysninger og den indsendte miljøredegørelse og kommunalbestyrelsens miljøvurdering, herunder behovet for fastsættelse af skærpede miljøkrav, vurderer kommunalbestyrelsen nødvendigheden af at fastsætte konkrete vilkår med henblik på at sikre, at husdyrbruget har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik, og at husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne set i lyset af de eller det beskyttelsesniveau, der er fastsat herfor.
Kommunalbestyrelsen skal lægge vægt på, at de forhold, som er nævnt i § 23, stk. 1, nr. 1-4 og § 24, stk. 1, inddrages i vurderingen. Det er ikke hensigten, at der fastsættes skærpede miljøkrav og hertil knyttede vilkår for forhold, hvor kommunalbestyrelsens miljøvurdering af sagen, jævnfør f.eks. det fastlagte miljøbeskyttelsesniveau for lugt, ammoniak, nitrat og fosfor, ikke afdækker behov for skærpede miljøkrav.
Vurderingen skal ligge til grund for kommunalbestyrelsens bedømmelse af, hvilke vilkår det vil være nødvendigt at stille til drift og indretning af husdyrbruget.
I det omfang det i den konkrete sag er nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen fastsætte:
– grænseværdier, tekniske foranstaltninger eller tilsvarende parametre,
– maksimale støjgrænser,
– den egenkontrol, som husdyrbruget skal foretage, herunder angivelse af beregninger, målinger, procedurer mv. Der fastsættes krav til hyppighed, afrapportering og metode til at vurdere om grænseværdierne er overholdt, tidspunkterne for indberetning af resultaterne af egenkontrollen, samt angivelse af om prøveudtagning og analyse kan udføres af husdyrbruget selv eller skal udføres af et akkrediteret laboratorium,
– krav om placering og udformning af ny bebyggelse til varetagelse af de landskabelige værdier. Fx vilkår om beplantning, farve og materialevalg, bygningens dimensioner og dens helt præcise beliggenhed, herunder afstand til anden bebyggelse, alt med respekt for den funktion bygningen skal opfylde,
– krav om valg af til- og frakørselsforhold,
– krav om beskyttelse af jord, grundvand, overfladevand og natur, med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særligt sårbart overfor næringsstofpåvirkning,
– krav til håndtering og opbevaring af husdyrgødning på husdyrbruget, herunder angivelse af opbevaringskapacitet,
– krav til håndtering og opbevaring af affald,
– krav om begrænsning af eventuelle gener for naboer (lugt-, støj-, støv-, flue- eller lysgener fra anlægget),
– hvordan husdyrbruget skal forholde sig i unormale driftssituationer,
– husdyrbrugets indretning og drift, der er nødvendige for at sikre, at husdyrbruget ikke påfører omgivelserne væsentlig forurening, herunder ved uheld, og
– at der ved ophør af driften skal træffes de nødvendige foranstaltninger for at undgå forureningsfare og for at bringe stedet tilbage i tilfredsstillende tilstand.
Ovenfor anførte liste følger blandt andet af IPPC-direktivet, VVM-direktivet og Habitatdirektivet. Som noget nyt vil der i det omfang det er relevant kunne stilles vilkår til begrænsning af lysgener. Lysgener medtages, da imødegåelse af gener herfra er et krav i henhold til VVM-direktivet.
Ved formulering af de konkrete vilkår skal kommunalbestyrelsen lægge vægt på, at vilkårene fastsættes og husdyrbruget dermed drives og indrettes på en sådan måde, at:
– energi- og råvareforbruget udnyttes mest effektivt,
– mulighederne for at substituere særligt skadelige eller betænkelige stoffer med mindre skadelige eller betænkelige stoffer er udnyttet,
– produktionsprocesserne er optimeret i det omfang det er muligt,
– affaldsfrembringelse undgås, og hvor dette ikke kan lade sig gøre, at mulighederne for genanvendelse og recirkulation er udnyttet, og
– der i det omfang forurening ikke kan undgås, er anvendt bedste tilgængelige renseteknik, og at der er truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge uheld og begrænse konsekvenserne heraf.
I den kommende bekendtgørelse om godkendelse af husdyrbrug vil det blive præciseret, at kommunalbestyrelsen skal stille vilkår, der skal sikre, at husdyrbruget har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forurening ved anvendelse af bedst tilgængelige teknik, og at husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet.
Kommunalbestyrelsen vurderer behovet for fastsættelse af vilkår. Kommunalbestyrelsen kan gå i dialog med ejeren om de nødvendige og bedst egnede virkemidler. Det er hovedreglen, at ansøger selv vælger de nødvendige og bedst egnede virkemidler for så vidt angår husdyrbrugets drift og indretning. Kommunalbestyrelsen skal endelig godkende ansøgers forslag til valg af virkemidler ud fra den foreliggende dokumentation for virkemidlets miljøeffekt, således at de valgte foranstaltninger samlet set i tilstrækkelig grad vurderes at opfylde kravet om anvendelse af bedste tilgængelige teknik og kravet om hensynet til omgivelserne.
Formålet med at fastsætte konkrete vilkår for husdyrbrugets drift og indretning er, at sikre
at husdyrbruget drives og indrettes i overensstemmelse med ansøgningsmaterialet og miljøredegørelsen,
at kravet om reduktion af ammoniaktab fra stald og lager overholdes,
at yderligere miljøkrav fastsat på grundlag af kommunalbestyrelsens vurdering af ansøgningsmaterialet overholdes, og
at nedsætte risikoen for, at der forekommer forurening eller gener, ud over de forventede ifølge miljøvurderingen.
Konkrete vilkår i godkendelsen vil ofte være rettet mod husdyrholdet, staldanlæg og øvrige byggeri samt tekniske installationer, f.eks. placering, indretning og løbende drift, samt arealdriften, men vilkår kan også være rettet mod andre forhold, der vurderes relevant for den konkrete ansøgning.
Formulering af vilkår vil ofte omhandle renholdelse, vedligeholdelse, løbende justering og eftersyn af tekniske installationer, samt vilkår om dokumentation i form af egenkontrol (logbøger, beregninger o.lign), rapporter fra service eftersyn, gødningsregnskab mv. Vilkår kan også stilles i form af krav om iværksættelse af forebyggende foranstaltninger og/eller farve- og materialevalg samt afskærmende beplantning. Endvidere kan vilkår omhandle andre forhold, der vurderes relevant i den konkrete sag.
Eksempler på konkrete formuleringer kan være:
Ad. 1 - at husdyrbruget drives og indrettes i overensstemmelse med ansøgningsmaterialet og miljøredegørelsen. Dette kunne f.eks. være:
– Husdyrbruget skal indrettes og drives i overensstemmelse med de oplysninger, der ligger til grund for godkendelsen.
Ad 2 - at kravet om reduktion af ammoniaktab fra stald og lager overholdes (se eksempler i senere afsnit).
Ad. 3 - at yderligere miljøkrav fastsat på grundlag af kommunalbestyrelsens vurdering af ansøgningsmaterialet overholdes kunne f.eks. være vilkår vedrørende maksimal støj, såfremt der er risiko for støjgener for omboende:
– Virksomhedens bidrag til støjbelastningen i omgivelserne må ikke overstige følgende værdier, målt ved nabobeboelser eller deres opholdsarealer:
55 dB(A)
Mandag-fredag
kl. 7-18 (8 timer)
Lørdag
kl. 7-14 (7 timer)
45 dB(A)
Alle dage
kl. 18-22 (1 time)
Lørdag
kl. 14-18 (4 timer)
Søn- og helligdag
kl. 7-18 (8 timer)
40 dB(A)
Alle dage
kl. 22-7 (½ time)
55 dB(A)
Alle dage
kl. 22-7
Maksimal
værdi
– Støjbidraget (bortset fra maksimalværdien) måles som det ækvivalente, konstante, korrigerede støjniveau i dB(A) (re. 20 m Pa). Tallene i parenteserne angiver midlingstiden inden for den pågældende periode.
Ad. 4 - at nedsætte risikoen for, at der forekommer forurening eller gener, udover de forventede ifølge miljøvurderingen kunne f.eks. være vilkår om opbevaring af døde dyr for at mindske risikoen for lugtgener fra disse:
– Animalsk affald, herunder selvdøde dyr, skal bortskaffes til autoriseret destruktionsanstalt og opbevares i lukket kasse, container (større dyr under kadaverkappe) eller lignende og placeres på et egnet sted efter aftale med tilsynsmyndigheden, således at der i tidsrummet indtil afhentningen ikke opstår uhygiejniske forhold herunder adgang for omstrejfende dyr.
Til stk. 2
Stk. 2 viderefører retten efter planlovens § 36, stk. 2, 2. pkt., til at opføre erhvervsmæssigt nødvendige gyllebeholdere uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer på særlige betingelser. I forbindelse med tilladelse eller godkendelse af sådanne beholdere skal kommunalbestyrelsen konkret vurdere, om der er væsentlige hensyn til landskab, natur og miljø samt naboer, der taler afgørende imod placeringen. Der kunne f.eks. være tale om natur- og miljøhensyn reguleret i denne lov herunder forbud efter kapitel 2, eller hensyn efter anden lovgivning. I så tilfælde kan kommunalbestyrelsen meddele afslag på den ønskede placering. Det er dog hensigten at videreføre gældende praksis, hvorefter der kan meddeles afslag på placeringen, hvis det i øvrigt i forbindelse med miljøgodkendelsen vurderes at være nødvendigt.
Desuden skal der stilles vilkår om afskærmende beplantning og fjernelse af beholderen, når den ikke længere er nødvendig for driften af den pågældende ejendom.
Planlovens begreb »gyllebeholdere« er i lovforslaget erstattet med begrebet »beholdere til flydende husdyrgødning«. Dette er begrundet i en harmonisering af lovforslagets begreber, og der er ikke tilsigtet en ændring i administrationen af bestemmelsen i forhold til planloven.
§ 28
Som praksis er i dag, vil et husdyrbrug, der har fået meddelt tilladelse med vilkår, skulle drives i overensstemmelse med gældende generelle regler, jf. husdyrgødningsbekendtgørelsen, men med de skærpelser, der gælder i forhold til de fastsatte vilkår.
For husdyrbrug, hvor det ikke vil være relevant at fastsætte individuelle vilkår i tilladelsen, skal kommunalbestyrelsen meddele husdyrbrugeren en skriftlig tilladelse, som indeholder oplysninger om husdyrbrugets produktionsomfang, arten af produktionen m.v. Denne regel afløser de tidligere anmelderegler, der i dag gælder efter § 29 og § 30 i husdyrgødningsbekendtgørelsen.
For samtlige tilladelser vil dette skabe en større klarhed for kommunalbestyrelsen i forbindelse med eksempelvis tilsynsarbejdet og en større retssikkerhed for husdyrbrugeren, idet disse forhold ikke alene er anmeldt, men indgår i en egentlig forvaltningsafgørelse.
§ 29
Kommunalbestyrelsen vurderer behovet for fastsættelse af vilkår i forbindelse med det generelle ammoniakkrav, mens det er hovedreglen at ansøger selv vælger de nødvendige og bedst egnede virkemidler til opfyldelse af reduktionskravet. På grundlag af miljøredegørelsen vurderer kommunalbestyrelsen nødvendigheden af at fastsætte konkrete vilkår til sikring af miljøeffekten af de valgte virkemidler.
Kravet til reduktion af ammoniaktabet fra stald og lager i nye staldanlæg kan imødekommes ved anvendelse af ny teknologi i de nye staldanlæg, som f.eks. gylleforsuring og luftrensning.
Kravet om reduktion af ammoniaktab fra stald og lager kan også imødekommes med ændringer i den eksisterende husdyrproduktion, f.eks. ved ændret fodring. Ved vurderingen af reduktionskravet ved ændringer i den eksisterende produktion, f.eks. ved ændret fodring. Ved vurdering af forslag om imødekommelse af reduktionskravet ved ændringer i den eksisterende produktion, skal der tages hensyn til om der er foretaget frivillige tiltag til reduktion af ammoniak og/eller om den eksisterende produktion har fået pålagt krav om reduktion af ammoniaktabet som følge af tidligere projektilpasninger i forbindelse med VVM screeninger eller i henhold til eksisterende miljøgodkendelse af produktionen.
Frivillige tiltag til reduktion af ammoniaktabet fra stald og lager vil komme husdyrbruget til gode ved vurdering af reduktionskravet, såfremt den ammoniakreducerende effekt af tiltaget kan dokumenteres af ansøger. Dette sikres ved at ammoniaketabet fra den eksisterende husdyrproduktion (før-situationen) beregnes ud fra normtal for det konkrete staldsystem og produktionsniveau.
Tidligere pålagte krav om reduktion af ammonaktabet vil ikke kunne komme husdyrbruget til gode ved vurdering af reduktionskravet. I sådanne tilfælde vil effekten af de krævede reduktionstiltag indgå i beregningen af ammoniaktabet fra den eksisterende produktion.
Lovforslaget ønsker på denne måde at fjerne uhensigtsmæssige barrierer for frivillig anvendelse af moderne miljøteknologi.
Konkrete vilkår i godkendelsen vil ofte være rettet mod placering, indretning og løbende drift af anvendte tekniske installationer eller foderoptimering af husdyrproduktionen. Formulering af vilkår vil ofte omhandle renholdelse, vedligeholdelse, løbende justering og eftersyn af udstyr samt vilkår om dokumentation i form af egenkontrol, rapporter fra service eftersyn og indkøb af foder. Eksempler på konkrete formuleringer af sådanne vilkår vedrørende kravet om reduktion af ammoniak fra stald og lager kunne være:
Vilkår vedrørende effektiv fodring, såfremt dette vælges af ansøger som virkemiddel:
– Der skal foreligge dokumentation for, at der ved fodring af slagtesvin (eller andre relevante dyretyper) på husdyrbruget anvendes X FEsv pr. produceret svin og Y gram råprotein per FEsv, således at korrektionsfaktoren ifølge bilag W er på max. Z. Kravet til denne dokumentation fremgår også af bilag W.
Vilkår vedørende drift af gylleforsuringsanlæg, såfremt dette vælges af ansøger som virkemiddel:
– Der skal foreligge dokumentation for kontinuerlig drift i form af udskrifter fra datalogning vedrørende pH og tilsætningen af svovlsyre.
– Anlægget skal vedligeholdes ved at følge fabrikantens vejledning herom.
Til stk. 2
Udgangspunktet er, at bufferzonerne efter lovforslagets § 7 og § 21, kravet om nedfældning af husdyrgødning i bufferzonerne og siden hen i hele landet samt det generelle krav om ammoniakreduktion, vil indebære en forbedring af tilstanden for naturen generelt set og dermed også for de områder, der ikke er omfattet af bufferzoner eller andre vilkår.
Hvis der på trods af denne forbedring skulle være konkrete hensyn at varetage, kan beskyttelsen af f.eks. de øvrige § 3 områder, der ikke er omfattet af lovforslagets § 7, håndteres ved at fastsætte særlige vilkår efter lovforslagets § 29, stk. 2, jf. § 23, nr. 2. Det vil udover vilkår til beskyttelse af de beskyttede naturtyper også gælde vilkår vedrørende særligt værdifulde naturområder i region- og kommuneplaner, fredede områder og områder som huser rødlistede og/eller fredede arter.
Det er forventningen, at der på grund af det generelle beskyttelsesniveau i langt hovedparten af tilfældene ikke vil være behov for at stille supplerende vilkår.
§ 30
Tredjemands arealer kan kun indgå i godkendelsen, såfremt de generelle regler, inklusiv harmonireglerne, er tilstrækkelige til at hindre en væsentlig påvirkning af miljøet. Der kan dog fastsættes vilkår om den overførte mængde husdyrgødning og på hvilke arealer, husdyrgødningen må udbringes.
Ud over de bedrifter, som inddrages direkte i ansøgningen og hvor der er en klar aftale, er det muligt i godkendelserne at miljøvurdere flere mulige tredjemandsarealer. Det kan således fremgå af godkendelsen, hvilke arealer der evt. senere kan afsættes husdyrgødning til uden anmeldelse til kommunen. Såfremt der skal afsættes husdyrgødning til arealer, som ikke er godkendt ifølge godkendelsen, skal dette anmeldes til kommunen.
§ 31
Jævnfør bemærkningerne til forslagets § 19 er det afgørende, at der ved vurderingen af en ansøgning efter henholdsvis § 10, § 11 og § 12 lægges stor vægt på kriterierne om, at ansøgeren har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik, og husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne.
Der er derfor fastsat skærpede vurderingskrav, hvis der er mulighed for at et husdyrbrug vil medføre en væsentlig miljøbelastning, jf forslagets § 24. Ansøgeren skal herunder indsende forslag til væsentlige alternative løsninger. Hvorvidt kommunalbestyrelsen skal fortsætte behandlingen efter denne procedure, vil afhænge af en vurdering af hvilke væsentlige miljøpåvirkninger, der kan forventes. Det beskyttelsesniveau, som miljøministeren fastsætter i medfør af forslagets § 34, stk. 2, samt øvrige retningslinjer for administration, der er angivet i den til loven kommende vejledning, kan ikke fraviges. Bestemmelsen er som udgangspunkt møntet på de mere skønsmæssige vurderinger, som f.eks. landskab, adgangsforhold og lignende.
I forhold til beskyttelsesniveauet for de landskabelige værdier vil det bero på en konkret vurdering af, hvorvidt en given placering og udformning medfører en påvirkning af landskabet. Godkendelser på vilkår, der tillader en påvirkning af landskabet, bør kun meddeles helt undtagelsesvis, og såfremt de foranstaltninger, der følger af vilkårene, er ude af proportion med den opnåede effekt på landskabet, jf. det forvaltningsretlige princip om proportionalitet mellem mål og midler.
Godkendelser med vilkår, der tillader større miljøpåvirkninger end det fastsatte beskyttelsesniveau, kan udelukkende gives, hvis der til anlægget eller arealerne er tilknyttet usædvanlige og ekstreme forhold, der betinger, at omkostningerne ved de forureningsbegrænsende foranstaltninger, der følger af vilkårene, er ude af proportion med den opnåede miljøeffekt, jf. det forvaltningsretlige princip om proportionalitet mellem mål og midler.
Tilladelser med vilkår, der tillader større miljøpåvirkninger end dette beskyttelsesniveau, kan ikke gives efter disse regler. Derfor træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at såfremt ansøger ønsker at fortsætte sagsbehandlingen, skal det ansøgte behandles som husdyrbrug for mere end 75 dyreenheder, jf. § 11, med en vurdering af, om det har væsentlige virkninger på miljøet. Afgørelsen erstatter den nuværende screeningsafgørelse om VVM-pligt og kan påklages til Miljøklagenævnet.
§ 33
Til stk. 1
Fristen for udnyttelse af en godkendelse er en videreførelse af reglerne i godkendelsesbekendtgørelsens § 15. I stk. 1 foreslås, at en tilladelse eller godkendelse skal være udnyttet senest 2 år efter at tilladelsen eller godkendelsen er meddelt. Dette betyder i praksis, at etableringen, udvidelsen eller ændringen skal være gennemført inden for det angivne tidsrum. Reglen har som konsekvens, at det ikke er muligt, at »hamstre« godkendelser, som kan udnyttes på et senere tidspunkt, hvor reglerne muligvis er strammet i forhold til ansøgningstidspunktet. En godkendelse efter lovforslagets § 11 og § 12 kan først anses for udnyttet, når den godkendte etablering, udvidelse eller ændring er gennemført og i drift.
Til stk. 2
Fristen for udnyttelse af en godkendelse af planlagte udvidelser og ændringer er ligeledes en videreførelse af reglerne i godkendelsesbekendtgørelsen og fastsætter, at med godkendelsen af den etapemæssige gennemførelse af etableringen, udvidelsen eller ændringen skal det samlede projekt være gennemført inden for 5 år. Der henvises til bemærkningerne til § 14.
Til stk. 3
Reglen er ny og er en konsekvens af en udtalelse, som Ombudsmanden fremkom med den 12. januar 2005 i en sag, der skulle bedømmes efter husdyrgødningsbekendtgørelsen og omhandlede et spørgsmål om kontinuitetsbrud på et ulovbestemt grundlag.
Praksis har været, at en forudsætning for en miljøgodkendelse er, at den godkendte virksomhed udøves med en vis kontinuitet, således at manglende udøvelse i hvert fald i mere end tre år medfører at godkendelsen bortfalder, og at der skal ansøges om ny tilladelse, hvis virksomheden ønskes genoptaget. Dette er ligeledes stadfæstet af Østre Landsret ved dom afsagt den 18. april 2002.
Ombudsmanden henstillede i sin udtalelse til, at der i lovgivningen bør indsættes regler i miljøbeskyttelsesloven om kontinuitetsbrud. Forslaget til reglen er en konsekvens heraf.
Hensigten med reglen er, at det er større fravigelser eller ophør af udnyttelse af en tilladelse eller godkendelse, der medfører, at tilladelsen eller godkendelsen bortfalder for hele eller den del af tilladelsen eller godkendelsen, der ikke har været udnyttet. Det er således ikke hensigten med reglen, at det er fravigelser, der kan henføres til naturlige produktionsudsving.
§ 34
Til stk. 1, 1.pkt.
Bestemmelsen indebærer, at miljøministeren kan fastsætte regler om miljøgodkendelser og tilladelser med henblik på at sikre, at sådanne godkendelser og tilladelser ikke er i strid med EU retlige forpligtelser eller andre internationale forpligtelser.
Ifølge miljømålsloven er myndighederne ved udøvelsen af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af de vandplaner, som udarbejdes for hvert vanddistrikt, ligesom myndighederne er forpligtet af afgrænsningen af internationale naturbeskyttelsesområder og bundet af en vedtagen Natura 2000 plan. Indtil vedtagne Natura 2000 planer foreligger, er bevaringsmålsætningen for områderne generelt at sikre og genoprette en gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper. På vandområdet indgår regionplanens retningslinjer i skønnet ved udarbejdelsen af en miljøgodkendelse, tilladelse eller afslag indtil der foreligger en vandplan.
Efter regler udstedt i medfør af bl.a. naturbeskyttelsesloven skal der altid foretages en konsekvensvurdering af planer og projekters virkninger på et internationalt naturbeskyttelsesområde (Natura 2000 område) under hensyn til områdets bevaringsmålsætninger. Myndighederne må ikke i planlægningen og ved enkeltsagsadministration træffe dispositioner, der kan indebære forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arterne eller kan medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, eller være i strid med habitatdirektivets bestemmelser om generel beskyttelse af visse plante- og dyrearter, jf. habitatdirektivets art. 12 og 13. Hjemlen vil bl.a. blive benyttet til at supplere bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder med henvisning til de relevante bestemmelser i nærværende lov.
Bemyndigelsen supplerer bemyndigelsen i lovforslagets § 75 til at fastsætte regler til gennemførelse af EF-direktiver og regler for anvendelse af Fællesskabets forordninger.
Til stk. 1 og 2
Det fremgår af aftalen af 17. juni 2005, at »der skal udarbejdes en vejledning og bekendtgørelse til kommunerne om administration af husdyrsagerne, således at variationen mellem kommunernes afgørelser begrænses.«
Som led i det lovforberedende arbejde til lovforslaget er der nedsat et antal arbejdsgrupper, der skal udarbejde udkast til vejledning til kommunerne til brug for vurderingen og beslutningsgrundlaget til en godkendelse. Formålet hermed er at skabe et samlet gennemskueligt og fagligt velfunderet administrationsgrundlag for sagsbehandling i de nye kommuner, så kommunerne kan træffe afgørelse på et grundlag, der i videre omfang gør det muligt at behandle ensartede sager ud fra et fælles grundlag.
Dette omfatter vejledning om sagsbehandling, IT-baserede systemer, forsigtighedsprincippet, den kumulative effekt, status for udpegede arealer, vurdering af fosfor, vurdering af nitratudvaskning, vurdering af ammoniak og vurdering af lugt.
Som led i det lovforberedende arbejde er der for at få overblik over amternes administrationspraksis gennemført en »opsamling af erfaringer med behandling af sager vedrørende husdyrprojekter efter VVM-reglerne«. Endvidere gennemfører Skov- og Naturstyrelsen bl.a. på baggrund af erfaringsindsamlingen en beskrivelse af det gældende beskyttelsesniveau og forslag til beskyttelsesniveau i kommunernes behandling af husdyrbrugssager efter kommunalreformens gennemførelse, jf. også de almindelige bemærkningers afsnit om miljømæssige konsekvenser.
Vejledningen skal medvirke til at sikre, at amternes erfaringer overdrages til kommunerne. Det er indtil videre vurderingen, at den nye vejledning vil være tilstrækkeligt til at sikre den ønskede ensretning og forudsigelighed i behandlingen af sager om husdyrbrug. Herudover vil den foreslåede toårige overgangsordning, jf. lovforslagets § 35, også kunne medvirke til at sikre en ensartet administration.
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der kan vise sig et behov for, at miljøministeren kan fastsætte bindende regler for kommunernes administration af godkendelsesordningen – enten i forbindelse med gennemførelsen af husdyrreformen eller senere, f.eks. i forbindelse med revurderingen af overgangsordningen.
F.eks. kan der vise sig behov for at fastsætte regler om, hvilke krav kommunerne skal stille vedrørende niveauet for udledning af ammoniak, fosfor og nitrat fra husdyrbrug. Endvidere kan der vise sig et behov for regler om, hvorledes udledningen fra et husdyrbrug skal beregnes (modeller).
Sådanne regler vil blive forhandlet med de berørte organisationer og forelagt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg inden udstedelse.
Det kan dog oplyses, at ved vurderinger, som indebærer en beregning af merbelastningen, skal miljøbelastningen i før-situationen beregnes ud fra normtal, medmindre andet er fastsat som følge af tidligere projektilpasninger i forbindelse med VVM screeninger eller af tidligere miljøgodkendelser. Har ansøger derfor tidligere frivilligt haft en effektiv fodring eller lignende, skal dette ikke indgå i miljøredegørelsen og miljøvurderingen. Lovforslaget ønsker på denne måde at fjerne uhensigtsmæssige barrierer for frivillig anvendelse af moderne miljøteknologi.
Ligesom der eventuelt vil kunne blive behov for at fastsætte regler om, hvilke virkemidler (vilkår om valg af teknologi og driftsform), der kan bidrage til opfyldelsen af vilkårene og regler for, hvordan effekten af sådanne virkemidler sikres ved fastsættelse af yderligere vilkår og hvordan effekten beregnes.
På denne baggrund indeholder forslaget en hjemmel til, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for kommunernes administration af bestemmelserne om meddelelse af godkendelser og tilladelser efter denne lov.
Til stk. 3
Stk. 3 indeholder endvidere en bemyndigelse til miljøministeren til at fastsætte, hvilke krav der i forbindelse med miljøgodkendelserne skal stilles til generel reduktion af ammoniak fra stald og lager. Udmøntningen forudsættes gradvist at blive indføjet i den kommende bekendtgørelse om godkendelse af husdyrbrug. Årsagen hertil er udmøntningen af den politiske aftale, hvorefter den generelle reduktion af ammoniaktabet fra stald og lager i årene frem skal skærpes gradvist.
Den gradvise skærpelse af generel reduktion af ammoniak fra stald og lager fastsættes således, at der ved udvidelser, nyetableringer og ændringer af husdyrbrug over 75 dyreenheder stilles et generelt reduktionskrav på 15 pct. i 2007 og 20 pct. i 2008 til ammoniaktabet fra stald og lager i det det såkaldte »i forhold til bedste staldsystem«. »Ved bedste staldsystem« forstås det tidssvarende staldsystem, som har den laveste ammoniakemission. 2008 evalueres det, hvordan linjen med stigende reduktionskrav skal fortsættes i 2009. Udgangspunktet er, at kravet skal hæves til mindst 25 pct. Kravet giver et vigtigt skub til udviklingen af miljøteknologi. Reduktionskravene stilles i forhold til »bedste staldsystem« med normtallene fra 2005/2006 som fikspunkt. Eneste afvigelse fra denne hovedregel er ændrede normtal for samme staldsystem på baggrund af ny viden f.eks. på baggrund af nye emissionsmålinger. Der vil blive taget særskilt stilling til opdatering af normtalt for bedste staldsystem i forbindelse med evalueringen i 2008.
Det generelle krav om reduktion af ammoniak fra stald og lager gælder for den ansøgte udvidelse af husdyrproduktionen samt husdyrproduktionen i nye og renoverede staldanlæg. Kravet stilles fra 2007 til de husdyrbrug, hvor det er teknisk og økonomisk muligt. Husdyrproduktioner fra udegående dyr (kvæg, udendørs svinehold, fårehold m.v.) undtages fra kravet. For husdyrproduktion på dybstrøelse i naturligt ventilerede stalde og fjerkræ fastholdes reduktionskravet på 15 pct. frem til 2008.
Ændringer til disse reduktionskrav specielt med henblik på undtagelsesbestemmelserne vil eventuelt blive fastsat i 2008 i forbindelse med midtvejsevalueringen af VMP III. For kvægproduktioner baseret på græsfodring skal der i forbindelse med evalueringen tages stilling til, på hvilket grundlag reduktionskravene stilles. Ved samme lejlighed foretages en opdatering af normen for bedste staldsystem.
Revurderingen af reduktionskravene i forbindelse med midtvejsevalueringen af VMP III er alene at betragte som en teknisk tilpasning. Der kan således tages hensyn til, at der er fremkommet nye staldtyper, nye reduktionsmuligheder og en ændret udskillelse af kvælstof fra husdyrholdet med et heraf følgende ændret ammoniaktab. De kommende normtal for bedste staldsystem, som skal anvendes ved evalueringen i 2008, forventes som udgangspunkt ikke at inddrage effekten af miljøteknologi som f.eks. gylleforsuring og luftrensning. Hvis det i modsat fald bliver tilføjet, skal dette indgå i overvejelserne omkring de mulige reduktionskrav ved evalueringen i 2008.
For ungtyre, hvor det bedste staldsystem er trædeudmugning, er det ikke teknisk muligt at reducere ammoniaktabet. Det er ej heller muligt at reducere N-udskillelsen. Følgelig fritages ungtyre på gyllesystem for reduktionskrav. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at ungtyre på gyllesystem er under udfasning. I 2004 var der således kun 5 pct. af ungtyrene på gyllesystem; i 2015 er de helt udfaset.
Reduktionskravene stilles i forhold til »bedste« staldsystem med normtal 2005/06 som fikspunkt, jf. udredningsarbejdet. Ved bedste staldsystem forstås det tidssvarende staldsystem, som har den laveste ammoniakemission. Der skelnes mellem husdyr på gyllesystemer og dybstrøelse.
Tabel. Bedste staldsystem for dyretyper, der er omfattet af kravet om reduktion af ammoniaktabet fra stald og lager.
Dyretyper i stalde med gylle, hvor kravene er 15 pct. i 2007, 20 pct. i 2008 og som udgangspunkt mindst 25 pct. fra 2009.
Dyretype
Bedste staldsystem
1 årsko uden opdræt (tung race)
Sengestald med spalter (kanal, linespil)
1 årsko uden opdræt (Jersey)
Sengestald med spalter (kanal, linespil)
1 årsopdræt (6-28 mdr, tung race)
Sengestald med spalter (kanal, linespil)
1 årsopdræt (6-28 mdr, jersey)
Sengestald med spalter (kanal, linespil)
1 stk. ungtyr, 6-slagtning, Jersey
Trædeudmugning
1 årsso – løbe og drægtighedsstald
Løsgående søer, delvis spaltegulv 2)
1 årsso – farestald
Kassestier, delvis spaltegulv
10 smågrise 7,2-30 kg
Toklimastald, delvis spaltegulv
10 prod. Slagtesvin 30-102 kg
Delvis spaltegulv
Mink
Gødningsrende, ugentlig tømning
Burhøns, konsumæg, bånd 1)
Gylle
Kravene til denne produktion er 15 pct. i både 2007 og 2008.
Dette staldsystem indgår ikke i normtal 2005/2006. Der vil blive taget udgangspunkt i ammoniakemissionen ifølge normaltal fra første år der foreligger normtal for.
Dyretyper i stalde med dybstrøelse, hvor kravene er 15 pct. i 2007, 20 pct. i 2008 og som udgangspunkt mindst 25 pct. fra 2009. I naturligt ventilerede stalde og for fjerkræ fastholdes kravet på 15 pct. i 2008.
Dyretype
Bedste staldsystem
1 årsko uden opdræt (tung race)
Dybstrøelse (hele arealet)
1 årsko uden opdræt (Jersey)
Dybstrøelse (hele arealet)
1 årsammeko uden opdræt
Dybstrøelse (hele arealet)
1 årsopdræt (6-28 mdr, tung race)
Dybstrøelse (hele arealet)
1 årsopdræt (6-28 mdr, jersey)
Dybstrøelse (hele arealet)
1 stk. ungtyr, (6-slagtning, tung race)
Dybstrøelse (hele arealet)
1 stk. ungtyr, (6-slagtning, Jersey)
Dybstrøelse (hele arealet)
1 årsopdræt (0-6 mdr, tung race).
Dybstrøelse (hele arealet)
1 årsopdræt (0-6 mdr, Jersey).
Dybstrøelse (hele arealet)
1 stk. tyrekalv (0-6 mdr, tung race)
Dybstrøelse (hele arealet)
1 stk. tyrekalv (0-6 mdr, Jersey)
Dybstrøelse (hele arealet)
1 årsso – løbe og drægtighedsstald
Dybstrøelse
1 årsso – farestald,
Løsdrift, delvis spaltegulv 1)
10 smågrise 7,2-30 kg
Dybstrøelse
10 prod. Slagtesvin 30-102 kg
Dybstrøelse
Heste
Dybstrøelse
Slagtekyllinger
Dybstrøelse
Slagtefjerkræ i øvrigt
Dybstrøelse
Høns og hønniker
Dybstrøelse
Da der ikke findes staldsystemer for ren dybstrøelse i farestalden, beregnes kravet til dybstrøelse ud fra det anviste system, hvor gyllebidraget beregnes som delvis spaltegulv med 100 pct. gylle.
Sigtet med at stille nye krav til reduktion af ammoniak fra stald og lager er at sikre, at der både generelt og specielt i forhold til særligt sårbare naturområder og internationale forpligtelser sker en forstærket fortsat reduktion af ammoniakbelastningen af Danmarks natur.
§ 35
Forslaget indeholder hjemmel til at fastsætte regler til gennemførelse af den del af aftalen fra juni 2004 om strukturreformen, der anfører, at kommunernes afgørelser om husdyrbrug efter VVM-reglerne i en overgangsperiode på to år fra kommunalreformens ikrafttrædelse skal godkendes af Miljøministeriet.
Den foreslåede ordning vil blive evalueret efter udløbet af den 2-årige overvågningsperiode, hvorefter der tages stilling til, om afgørelserne skal træffes uden statslig forhåndsgodkendelse.
Evalueringen vil indeholde en gennemgang af, hvordan sagsbehandlingstiderne har udviklet sig, herunder en vurdering af i hvilket omfang kommunerne har fulgt retningslinjerne i vejledningen om administration ved godkendelse af husdyrbrug.
Forslaget indeholder hjemmel til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens afgørelser om, hvorvidt en ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug har væsentlig virkning på miljøet, ikke må træffes uden miljøministerens samtykke.
Dette lovforslag har blandt andet til formål at integrere miljøgodkendelse og VVM i en grundig, samlet vurdering og godkendelse af husdyrbrug for mere end 75 dyreenheder. Loven vil blive fulgt af en detaljeret vejledning, herunder om fremgangsmåder og beskyttelsesniveau, som giver kommunerne et mere ensartet og gennemskueligt administrationsgrundlag. For så vidt angår brug op til 75 dyreenheder sker sagsbehandlingen som hovedregel på baggrund af et anmeldelsesskema.
På den baggrund er det hensigten at fastsætte regler, som indebærer, at kommunalbestyrelsen i sager om meddelelse af tilladelse til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug med op til 75 dyreenheder (de ikke godkendelsespligtige husdyrbrug), i visse sager skal indsende udkast til afgørelse til miljøministeren. Miljøministeren afgiver herefter en bindende udtalelse om, hvorvidt de nødvendige hensyn er varetaget, og meddeler i givet fald samtykke til, at kommunalbestyrelsen kan træffe den pågældende afgørelse. Det er hensigten, at reglerne som udgangspunkt skal omfatte de sager, hvor kommunalbestyrelsen på baggrund af oplysningerne i anmeldelsesskemaet har skullet foretage en konkret vurdering af et eller flere forhold og på baggrund af denne vurdering påtænker at træffe afgørelse om, at det ansøgte ikke har virkninger på miljøet, og at der derfor ikke er behov for at knytte vilkår til afgørelsen.
Forslaget indeholder hjemmel til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens afgørelser om tilladelser og godkendelser efter § 10, § 11 og § 12 skal indsendes til miljøministeren. Hermed sikres grundlaget for, at indføre en løbende kvalitativ analyse af kommunernes afgørelser, hvor Miljøministeriet (ved de nye statslige miljøcentre) forpligtes til at udtage et antal stikprøver af kommunale afgørelser løbende for at vurdere, om afgørelserne er truffet i overensstemmelse med ministeriets vejledning.
§ 36
Forslaget indebærer, at godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse til husdyrbruget, når den ansvarlige personkreds har mistet miljøansvarlighed efter de kriterier, der er foreslået i bestemmelsen.
Den ansvarlige personkreds er ansøgeren selv - som person eller selskab - direktion og en eventuel bestyrelse, samt andre personer, der kan øve en bestemmende indflydelse på husdyrbrugets drift, f.eks. ansøgerens nærtstående familiemedlem. Det anses for nødvendigt, at personkredsen omfatter andre end den formelle ledelse, således at personer, der har mistet miljøansvarlighed, udelukkes fra alligevel at drive husdyrbrug i ly af miljøansvarlige personer. Lov om hotel- og restaurationsvirksomhed, der fastsætter regler om alkoholbevilling, fastsætter et krav om vandel som betingelse for at opnå alkoholbevilling. I denne lov har man - for at begrænse muligheden for at drive stråmandsvirksomhed - på tilsvarende måde bestemt, at en person, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomheden skal opfylde vandelskravet uanset, at vedkommende ikke formelt er medlem af virksomhedens ledelse.
Den foreslåede bestemmelse knytter sig til husdyrbrugets ledelsesmæssige forhold og anvendes på baggrund af myndighedens vurdering af de pågældende ansvarlige personers miljøansvarlighed. Det betyder blandt andet, at der over for to husdyrbrug, der i princippet er ens med hensyn til den miljømæssige påvirkning fra husdyrbruget, kan fastsættes forskellige vilkår i godkendelsen. Når et medlem af den ansvarlige personkreds efter de fastsatte kriterier i bestemmelsen ikke er miljøansvarlig, kan myndigheden således med henvisning hertil hvor forholdene taler derfor, helt nægte at meddele en godkendelse.
Ved myndighedens vurdering af, hvilken betydning det skal tillægges, at et medlem af den ansvarlige personkreds er omfattet af bestemmelsen, bør det for det første tillægges vægt, hvilken indflydelse vedkommende kan have på driften af det husdyrbrug, hvortil der er ansøgt om godkendelse, herunder om vedkommende blot er et af flere bestyrelsesmedlemmer eller om vedkommende er hovedaktionær, hovedanpartshaver eller personlig ejer af virksomheden. Det bør endvidere indgå i vurderingen, om den virksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse, er samme type eller en lignende type virksomhed, som vedkommende tidligere har drevet ved tabet af miljøansvarlighed. Dette element bør dog ikke være det afgørende, idet visse forhold kan være af så grov karakter, at det under alle omstændigheder bør betyde, at vedkommende udelukkes fra at drive husdyrbrug. Endelig kan det tillægges betydning, hvor lang tid, der er forløbet fra tidspunktet for tab af miljøansvarlighed.
Såfremt den pågældende person eller det pågældende selskab har mistet miljøansvarlighed på grundlag af strafbare forhold (nr. 2 og 3), bør det straffede forholds art og grovhed, antallet af straffede overtrædelser og sammenhængen imellem dem, herunder om der er tale om en kæde af overtrædelser, samt den udmålte sanktions form og omfang tillige tillægges vægt.
Såfremt den pågældende person eller det pågældende selskab har mistet miljøansvarlighed på grundlag af gæld til det offentlige (nr. 4), bør det tillægges vægt under hvilke omstændigheder den forurening, myndighederne har fjernet ved en selvhjælpshandling, er opstået, herunder om det er sket ved en grov uagtsom eller forsætlig handling. Baggrunden for at gælden er ubetalt, herunder om der er visse undskyldende omstændigheder, der gør sig gældende, bør endvidere tillægges vægt.
Såfremt den pågældende person er blevet frakendt retten til at drive en eller flere typer forurenende virksomhed (nr. 1), skal godkendelsesmyndigheden vurdere omfanget af rettighedsfrakendelsen, herunder om vedkommende er frakendt retten til at drive husdyrbrug eller være beskæftiget med husdyrbrug i det hele taget. I disse tilfælde har godkendelsesmyndigheden pligt til at nægte godkendelsen.
Som nævnt har godkendelsesmyndigheden, såfremt et medlem af den ansvarlige personkreds har mistet miljøansvarlighed, i princippet tre muligheder: Myndigheden kan meddele afslag på ansøgning om godkendelse, meddele godkendelse på særlige vilkår eller meddele godkendelse på sædvanlige vilkår.
Det er godkendelsesmyndigheden, der skal vurdere, hvornår der skal ske afslag på godkendelse, således at ansøgeren nægtes muligheden for at drive husdyrbrug. Det er imidlertid Miljøministeriets vurdering, at afslag på godkendelse i hvert fald bør overvejes i de tilfælde, hvor der er idømt frihedsstraf for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf. Afslag på godkendelse bør også overvejes i de tilfælde, hvor en person eller et selskab er straffet for grove og/eller gentagne overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf, når de samlede omstændigheder ved sagen giver godkendelsesmyndigheden grund til at formode, at den pågældende person eller det pågældende selskab vil være ude af stand til at drive husdyrbrug på en miljømæssig forsvarlig måde. Det er endvidere Miljøministeriets vurdering, at godkendelsesmyndigheden bør overveje afslag på godkendelse i de tilfælde, hvor personen eller selskabet har gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger, når den fjernede forurening er opstået under omstændigheder, der giver anledning til at formode, at det kunne ske igen, f.eks. hvis forureningen er opstået ved en grov uagtsom eller forsætlig handling.
Det skal understreges, at det er op til godkendelsesmyndigheden to vurdere, hvornår der skal ske afslag på en godkendelse. Der kan således forekomme andre tilfælde end de nævnte, hvor de samlede omstændigheder i sagen må føre til, at godkendelsesmyndigheden nægter at meddele en godkendelse.
Som nævnt skal der ske afslag på godkendelse, når ansøgeren personligt er frakendt retten til at drive den type forurenende virksomhed, hvortil der er ansøgt om godkendelse. Afslag skal endvidere meddeles, når ansøgeren er et selskab, som har medlemmer i direktion eller bestyrelse, der er frakendt retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse i et selskab, der driver denne type virksomhed.
Det forudsættes, at miljøministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om behandlingen af de sager, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse samt regler om oplysning af ejer- og ledelsesforhold ved ansøgning om godkendelse i medfør bemyndigelsesbestemmelserne i henholdsvis § 34 og § 18, stk. 2.
Forslaget indeholder en udtømmende opregning af de personer og selskaber m.v., der har mistet miljøansvarlighed, således at de foreslåede bestemmelser om fastsættelse af særlige vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse finder anvendelse.
Nr. 1 omfatter personer, der ved en domstol er blevet frakendt retten til at drive en eller flere typer forurenende virksomhed. Dette kan ske efter straffelovens regler om rettighedsfrakendelse, der findes i straffeloven § 79. Omfattet er endvidere rettighedsfrakendelser efter miljøbeskyttelsesloven § 110 b og efter denne lovs § 95.
Nr. 2 omfatter personer, der er under skærpende omstændigheder er straffet for overtrædelse af miljølovgivningen efter straffelovens § 196.
Nr. 3 omfatter personer og selskaber m.v., der er straffet efter de skærpede bestemmelser i denne lovs § 91, stk. 2, § 110, stk. 2 i miljøbeskyttelsesloven eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven eller miljøbeskyttelsesloven.
De nævnte bestemmelser forudsætter, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og at der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre. Det er således alene overtrædelser, der kan tilregnes den pågældende som forsætlige eller groft uagtsomme, der medfører, at personen eller selskabet er omfattet af nr. 3. Det bemærkes tillige, at en person kun mister sin miljøansvarlighed, såfremt vedkommende er gjort personligt strafansvarlig for en overtrædelse og ikke i de tilfælde, hvor et selskab er gjort ansvarlig for overtrædelsen, uden at et personligt ansvar har kunnet gøres gældende. Straffen kan være fastsat enten ved bødevedtagelse eller ved dom. For at mindre overtrædelser ikke skal være omfattet, er det valgt at fastsætte en minimumsgrænse på 10.000 kr., således at det alene er overtrædelser, der har medført en bøde på 10.000 kr. eller derover eller en dom om frihedsstraf, der medfører tab af miljøansvarlighed. Tab af miljøansvarlighed består i ti år efter den strafbare handling; såfremt der er tale om flere strafbare handlinger er det tidspunktet for den seneste af de handlinger, der er straffet for ved dom eller bødevedtagelse.
Nr. 4 omfatter personer og selskaber, der har forårsaget en forurening, som det offentlige har fjernet ved en selvhjælpshandling i medfør af dette lovforslags §§ 48-49 og miljøbeskyttelseslovens §§ 69-70 for den ansvarliges regning. Det er en betingelse, at udgifterne i forbindelse med selvhjælpshandlingen kan opgøres til 100.000 kr. eller derover, dels fordi mindre sager ikke bør betyde tab af miljøansvarlighed med de retsvirkninger, det indebærer, dels fordi 100.000 kr. er den beløbsgrænse, der er udgangspunktet ved vurdering af tilbagekaldelse af visse offentlige autorisationer mv. på grund af gæld til det offentlige, jf. lov nr. 936 af 27. december 1991 om ændring af forskellige love om erhvervsudøvelse på grundlag af autorisation m.v.
Gældsforhold kan tillægges vægt, når gælden er vedgået eller fastslået ved en domstol/fogedret, og indtil gælden ophører med at eksistere, f.eks. ved betaling af gælden, ved gældens forældelse eller som følge af, at skyldneren ikke længere eksisterer, f.eks. ved et selskabs opløsning efter endt konkursbehandling. Det gælder i den øvrige lovgivning, hvor der er hjemmel til at nægte eller tilbagekalde en offentlig autorisation på grundlag af gæld til det offentlige, at gældsforhold kan tillægges vægt, så længe de består, og der er således med nærværende lovforslag tilstræbt en ensartet regulering af dette forhold.
Som nævnt forudsættes det, at gælden er vedgået eller fastslået ved en domstol/fogedret, således at det er alene er uomtvistede gældsforhold, der er omfattet af bestemmelsen. Såfremt en person eller et selskab ikke betaler, når myndigheden fremsætter krav herom, vil vedkommende kunne tilsiges direkte for fogedretten, da myndigheden har udpantningsret for udgifterne, jf. dette lovforslags § 49, stk. 3 og miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 2. Fogedretten har efter retsplejelovens regler en forpligtelse til at afvise sagen, hvis der fremsættes indsigelser mod grundlaget, og fogeden finder det betænkeligt at fremme sagen. I sådanne tilfælde må myndigheden indbringe sit krav for de civile domstole for at få kravet fastslået ved dom. Det er endvidere en forudsætning, at gælden ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling.
§ 37
Bestemmelsen åbner mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, såfremt ejeren eller den ansvarlige ledelse er omfattet af § 36, og dette bør dette efter Miljøministeriets opfattelse altid overvejes.
Bestemmelsen åbner også mulighed for, at godkendelsesmyndigheden foruden fastsættelsen af særlige vilkår kan tidsbegrænse godkendelsen under henvisning til den manglende miljøansvarlighed. I denne situation kan tidsbegrænsning opfattes som en »prøvetid«, der skal give en ledelse med medlemmer, der er omfattet af bestemmelsen, lejlighed til at bevise, at den på trods af disse tidligere forhold er i stand til at drive en forurenende virksomhed miljømæssigt forsvarligt. Tidsbegrænsning kan på den baggrund blandt andet anvendes, når forudsætningerne for helt at nægte godkendelsen ikke findes at være til stede. Tidsbegrænsningen bør efter Miljøministeriets opfattelse ikke fastsættes til under to år.
Godkendelsesmyndigheden bør overveje at fastsætte vilkår om etablering af sikkerhedsstillelse, hvor den tidligere drevne virksomhed har givet anledning til oprydningsproblemer i forbindelse med en strafbar handling. Det er ikke en forudsætning for at stille vilkår om etablering af sikkerhedsstillelse, at vedkommende har gæld til det offentlige for en selvhjælpshandling, eller at en eventuel gæld er af en vis størrelse; det er tilstrækkeligt, at den pågældende tidligere har givet anledning til oprydningsproblemer.
Det bemærkes, at godkendelsesmyndighedens adgang til oplysninger om, at virksomhedsledelsen tidligere har tilsidesat miljølovgivningen eller forårsaget alvorlig forurening, generelt giver myndigheden en mulighed for at være særlig omhyggelig med udformningen og formuleringen af vilkårene i godkendelsen, således at vilkårene er så præcist formuleret, at eventuelle vilkårsovertrædelser bedst muligt kan håndhæves ved domstolene.
Godkendelsesmyndigheden kan kræve sikkerhed for udgifter i forbindelse med en eventuel selvhjælpshandling efter § 48 - § 49.
Det er op til godkendelsesmyndigheden at afgøre, hvor stor sikkerhedsstillelsen skal være, og om den stillede sikkerhed opfylder dette krav. Således vil flere forskellige former for sikkerhed kunne accepteres, idet andet end bankgaranti og medlemskab af en eventuel fondsordning vil kunne komme på tale. Eksempelvis kan nævnes deponering af bankbog, værdipapirer el. lign.
Da kravet om sikkerhedsstillelse indgår som vilkår i godkendelsen af nye husdyrbrug, følger det af de almindelige regler i loven, at virksomheden ikke lovligt kan sættes i drift, før end sikkerheden er etableret. Godkendelsesmyndigheden kan som led i godkendelsen stille krav om, at der indsendes dokumentation for den stillede sikkerhed, inden driften igangsættes.
Godkendelsesmyndigheden kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis f.eks. et husdyrbrugs produktion øges. Tilsvarende gælder naturligvis, at en afgørelse kan tages op til revurdering, såfremt produktionen udvikler sig i væsentlig nedadgående retning.
Forudsætningen for at få sikkerheden udbetalt vil være, at der foreligger en situation, hvor tilsynsmyndigheden er berettiget og eventuelt forpligtet til at udføre en selvhjælpshandling efter reglerne i § 48-§ 49. Det er endvidere en forudsætning, at tilsynsmyndigheden har afholdt udgifter til selvhjælpshandlinger.
§ 38
Til stk. 1
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 36 om nægtelse af godkendelse og § 37 om fastsættelse af særlige vilkår i en godkendelse over for husdyrbrug, der drives eller ejes af selskaber eller personer, der har mistet miljøansvarlighed efter § 36. Det er således samme type af særlige vilkår som beskrevet under § 37, der kan komme på tale i de nedenfor omtalte situationer.
Nr. 1 omfatter den situation, hvor et medlem af den personkreds, der allerede er ansvarlig for husdyrbrugets drift, mister sin miljøansvarlighed, mens nr. 2 omfatter den situation, hvor en person eller selskab, der har mistet miljøansvarlighed helt eller delvist overtager en eksisterende godkendt husdyrbrug.
For selskabers vedkommende finder nr. 3 tillige anvendelse. Nr. 3 omfatter således den situation, hvor der indtræder nye personer i ledelsen af et selskab eller lignende, der driver et godkendt husdyrbrug. Ved ledelsen forstås her direktion og bestyrelse i overensstemmelse med de selskabsretlige regler.
Efter selskabslovgivningens er der pligt til at anmelde ændringer i ledelsesforhold til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfra alle kan trække oplysninger. Endvidere indebærer lovbekendtgørelse om Det Centrale Virksomhedsregister af 15. juni 2006, at myndigheder m.fl. vil kunne trække oplysninger om virksomheders ejerforhold, branche og eventuelle bibrancher m.v. direkte fra registeret. Det er Miljøministeriets vurdering, at disse registre vil kunne dække miljømyndighedernes behov for oplysninger om ændringer i ejer- og ledelsesforhold.
I de tre omtalte situationer kan tilsynsmyndigheden som nævnt lade godkendelsen bestå uændret, fastsætte særlige vilkår eller efter omstændighederne tilbagekalde godkendelsen. Det er tilsynsmyndighedens konkrete vurdering af sagens samlede omstændigheder, der er afgørende for, hvilken afgørelse, tilsynsmyndigheden bør træffe.
Tilbagekaldelse bør imidlertid efter Miljøministeriets vurdering i hvert fald overvejes i de tilfælde, hvor miljøansvarligheden er mistet på baggrund af en dom om frihedsstraf efter dette lovforslags § 91, stk. 2, § 110, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven eller miljøbeskyttelsesloven. Det er muligt, at det efter en vurdering af sagens samlede elementer findes nødvendigt at tilbagekalde en godkendelse også i andre tilfælde. Tilbagekaldelse er imidlertid et alvorligt indgreb i en bestående rettighed, og det er derfor Miljøministeriets opfattelse, at tilbagekaldelse kun bør finde anvendelse i særlige tilfælde, når andre retshåndhævelsesmidler har vist sig utilstrækkelige.
Fastsættelse af særlige vilkår i en af de tre situationer bør overvejes i de tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at tilbagekalde godkendelsen, men dog behov for en styrket kontrolmulighed fra tilsynsmyndighedens side.
Tilbagekaldelse af en godkendelse eller fastsættelse af særlige vilkår forudsætter efter miljøbeskyttelsesloven og de almindelige forvaltningsretlige regler, at husdyrbruget får et varsel om, at en sådan afgørelse vil blive truffet, således at husdyrbruget har lejlighed til at fremkomme med indsigelser mod afgørelsen, inden endelig afgørelse træffes. Forvarsling af afgørelsen bør gives med en rimelig frist, således at husdyrbruget - i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden træffer afgørelse på baggrund af ændringer i ledelsesforhold - kan få lejlighed til at ændre i sin ledelsesstruktur, herunder sikre fratræden af personer, der er indtrådt i direktion eller bestyrelse i lyset heraf.
Afgørelser om nægtelse af at meddele godkendelse, tilbagekaldelse heraf eller fastsættelse af særlige vilkår på grund af tabt miljøansvarlighed kan påklages på samme måde som andre afgørelser efter loven kan påklages. Det vil sige til Miljøklagenævnet, jf. lovens § 76.
Til stk. 2
Det foreslås, at den, der har fået en godkendelse tilbagekaldt efter stk. 1, kan forlange afgørelsen herom indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden anlægger herefter sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Adressaten for en afgørelse efter stk. 1 kan også vælge at påklage afgørelsen til Miljøklagenævnet.
Til stk. 3
Anmodning om sagsanlæg har efter forslaget opsættende virkning i alle tilfælde. Retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed godkendelsen gælder.
Det er dog fundet hensigtsmæssigt, at ensrette ordlyden med lovforslagets § 42 og miljøbeskyttelseslovens § 42, således at det udtrykkeligt fremgår, at bestemmelsen også omfatter uhygiejniske forhold.
Bestemmelsen finder kun anvendelse på husdyrbrug, der er omfattet af § 11 og § 12, idet husdyrbrug omfattet af § 10 er omfattet af lovforslagets § 42. En revurdering efter miljøbeskyttelsesloven betyder, at er der behov for at ændre eller tilføje nye vilkår sker dette ved at der meddeles virksomheden et påbud, hvor de påbudte vilkår enten ændrer eller tilføjer vilkår til den eksisterende godkendelse. Nye vilkår har ikke samme 8-årige retsbeskyttelse som vilkår i den oprindelige godkendelse.
Reglerne om revurdering blev revideret i forbindelse med implementeringen af IPPC-direktivet i 1999 (Folketingsåret 1998-99 L 161: Forslag til lov om ændring af miljøbeskyttelsesloven (Integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, medarbejderinddragelse m.v.)
Herefter blev der indført en pligt til revurdering af (i)-mærkede listevirksomheder (virksomheder omfattet af IPPC-direktivet) og en mulighed for tilsynsmyndigheden til at kunne revurdere listevirksomheder, som ikke er (i)-mærkede
Husdyrbrug omfattet af § 12 er omfattet af IPPC-direktivets regler om godkendelse, og derfor (i)-mærkede. Reglerne om godkendelse overføres uændret og er således i overensstemmelse med de forpligtigelser, direktivet medfører. Det samme gælder for direktivets krav, jf. artikel 13, stk. 1, om tvungen revurdering. Den første revurdering af godkendelsen skal dog allerede påbegyndes, når der er forløbet 8 år fra det tidspunkt, hvor husdyrbruget blev godkendt første gang. Herefter skal tilsynsmyndigheden regelmæssigt og mindst hvert 10 år tage godkendelsen op til revurdering og om nødvendigt fastsætte vilkår i lyset af den teknologiske udvikling. Det er alene i den første 8-årige periode, at retsbeskyttelsen kan gøres gældende. For vilkår, der fastsættes i medfør af påbudsbestemmelserne gælder således ingen retsbeskyttelse. Der vil herefter ikke være forskel i administrationen af tidligere godkendelser/påbud meddelt i medfør af miljøbeskyttelsesloven og kommende godkendelser/påbud meddelt efter denne lov.
For husdyrbrug med mere end 75 dyreenheder foreslås det, at der i lighed med andre ikke (i)-mærkede industrivirksomheder fastsættes en generel mulighed for, at tilsynsmyndigheden efter 8 år kan revurdere husdyrbruget godkendelse, jf. nedenfor.
For husdyrbrug over IPPC-direktivets grænser, og som i dag er godkendt efter miljøbeskyttelsesloven, vil forslaget, jf. overgangsbestemmelser i forslaget, få den konsekvens, at disse skal revurderes efter reglerne i lovforslaget. Det betyder, at krav om bedste tilgængelige teknik (BAT) vil skulle indgå i revurderingen, og der vil skulle fastsættes vilkår herom. Alle husdyrbrug over IPPC-direktivets grænser vil i løbet af de næste ca. 8 år være omfattet af lovforslagets regler.
For husdyrbrug for mere end 75 dyreenheder og op til IPPC-direktivets grænser er det alene de brug, der efter lovens ikrafttræden har opnået en godkendelse efter lovforslagets § 11, som vil blive omfattet af revurdering.
For denne kategori af husdyrbrug foreslås det imidlertid, at der som hovedregel ikke skal være mulighed for at stille nye krav til husdyrbruget inden for de første 8 år efter meddelelsen af godkendelsen, medmindre der er begået grundlæggende sagsbehandlingsfejl eller givet grundlæggende fejlagtige oplysninger, som nødvendiggør, at afgørelsen skal ændres. Dette er en videreførelse af almindelige forvaltningsretlige principper, hvorefter myndighederne er forpligtiget til at gribe ind og ændre afgørelser, der er meddelt på forkert grundlag. Der er således ikke - i modsætning til husdyrbrug over IPPC-grænsen – fastsat regler for, i hvilke tilfælde myndighederne kan gribe ind og ændre en afgørelse i retsbeskyttelsesperioden. Det er op til myndighederne at fastslå, om der foreligger en fejl m.v., der begrunder at sagen skal genoptages til fornyet behandling.
Husdyrbrug bliver herved sikret en bedre beskyttelse mod indgreb end de store husdyrbrug (over IPPC-grænsen).
Eventuelle indgreb overfor husdyrbrug for mere end 75 dyreenheder, som ikke udvides eller ændres efter lovforslagets ikrafttræden vil fortsat skulle ske med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.
Efter miljøbeskyttelsesloven gælder en begrænsning i adgangen til at meddele påbud og forbud overfor godkendte listevirksomheder i 8 år – det såkaldte retsbeskyttelsesprincip. IPPC-direktivet stiller imidlertid krav om, at godkendelser i visse tilfælde skal revurderes og om nødvendigt ajourføres. IPPC-begrænsningerne i retsbeskyttelsen efter miljøbeskyttelsesloven gælder i øvrigt for alle godkendelsespligtige virksomheder efter miljøbeskyttelsesloven.
IPPC-direktivet kræver for det første, at der skal foretages revurdering, hvis den forurening, som anlægget forårsager, er så omfattende, at det er nødvendigt at skærpe godkendelsens vilkår eller indføje nye.
IPPC-direktivet fastslår for det andet, at der skal foretages revurdering, hvis væsentlige ændringer i den bedste tilgængelige teknik skaber mulighed for en betydelig nedbringelse af emissionerne, uden at det medfører uforholdsmæssigt store omkostninger.
IPPC-direktivet fastslår for det tredje, at der skal foretages revurdering, hvis det af hensyn til driftssikkerheden i forbindelse med processen eller aktiviteten er påkrævet, at der anvendes andre teknikker.
Forslag til affattelse af reglerne i § 40, stk. 1 og stk. 2, nr. 1-5 svarer til reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 41 a, stk. 1, og stk. 2, nr. 1-5.
Efter IPPC-direktivet gælder, at der er en pligt for tilsynsmyndigheden til at tage godkendelsen op til revurdering inden retsbeskyttelsesperiodens udløb, hvis en af ovennævnte betingelser er til stede. Dette gælder ikke for husdyrbrug omfattet af § 11. Her gælder dog, jf. ovenfor under § 39, at tilsynsmyndigheden skal vurdere, om afgørelsen skal tages op til fornyet behandling, hvis denne er meddelt på et ufuldstændigt grundlag.
§ 41
Tvungen revurdering af (i)-mærkede husdyrbrug, jf. § 12, medfører at tilsynsmyndigheden hver 10. år, af egen drift tager godkendelsen op til revision og om nødvendigt fastsætter nye tidssvarende vilkår, der kan sikre en løbende minimering af forureningen. Det kan ske som følge af ændringer i gældende grænseværdier til det af miljøministeren udmeldte beskyttelsesniveau og/eller som følge af udviklingen i BAT inden for området og/eller på grund af ændret vurdering af omgivelserne. Den første revurdering af godkendelsen skal dog allerede påbegyndes, når der er forløbet 8 år fra det tidspunkt, hvor husdyrbruget blev godkendt første gang. Herefter skal tilsynsmyndigheden regelmæssigt og mindst hvert 10 år tage godkendelsen op til revurdering og om nødvendigt fastsætte vilkår i lyset af den teknologiske udvikling. Det er alene i den første 8-årige periode, at retsbeskyttelsen kan gøres gældende. For vilkår, der fastsættes i medfør af påbudsbestemmelserne gælder således ingen retsbeskyttelse.
Efter miljøbeskyttelseslovgivningen sender tilsynsmyndigheden som indledning til en revurdering et oplæg til virksomheden om myndighedens foreløbige overvejelser om revurdering.
På baggrund af revurderingen træffer tilsynsmyndigheden afgørelse om, enten at vilkårene skal ændres, eller at revurdering ikke medfører ændringer i husdyrbrugets godkendelse. Afgørelsen træffes med hjemmel i § 39 og § 41, og der fastsættes samtidig en tidsfrist for den næste regelmæssige revurdering.
Tvungen revurdering skal gennemføres efter en nærmere fastsat procedure, og afgørelsen skal indeholde oplysninger om den gennemførte procedure, herunder en redegørelse for tilsynsmyndighedens overvejelser på baggrund af de synspunkter, som offentligheden har givet udtryk for.
For husdyrbrug omfattet af § 11, § 12 eller 16 åbner forslaget pligt til, at tilsynsmyndigheden, når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, skal revurdere og om nødvendigt ændre vilkårene heri. Det kan ske som følge af ændringer i gældende grænseværdier til det af miljøministeren udmeldte beskyttelsesniveau og/eller som følge af udviklingen i BAT inden for området og/eller på grund af ændret vurdering af omgivelserne. Det kan ske som følge af ændringer i gældende grænseværdier til det af miljøministeren udmeldte beskyttelsesniveau og/eller som følge af udviklingen i BAT inden for området og/eller på grund af ændret vurdering af omgivelserne.
Der er i bestemmelsen indsat en bemyndigelse til at miljøministeren fastsætter regler om regelmæssig revurdering af husdyrbrug omfattet af § 11, § 12 eller 16. Det er tanken at udarbejde en bekendtgørelse om godkendelse af husdyrbrug, hvor regler, der i dag er fastsat i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (godkendelsesbekendtgørelsen) overføres for så vidt angår (i)-mærkede virksomheder og i det omfang, det er nødvendigt tilrettes de store (i)-mærkede husdyrbrug. Det er ligeledes hensigten, at overføre de regler om godkendelse m.v., der i dag gælder for ikke (i)-mærkede virksomheder, således at husdyrbrug, der godkendes efter denne lov kan revurderes første gang hver 8. år og herefter mindst hvert 10. år.
Bemyndigelsen forventes endvidere udnyttet ved at fastsætte regler i godkendelsesbekendtgørelsen i tilknytning til de eksisterende regler om revurdering. Disse bestemmelser skal præcisere, at hvis der som følge af revurderingen viser sig behov for at ændre eller justere vilkår i andre tilladelser til samme anlæg, så skal myndighederne tage initiativ til, at dette også sker.
§ 42
Reglen svarer til de regler, der er i miljøbeskyttelseslovens § 42. Det er dog fundet hensigtsmæssigt, at ensrette ordlyden med lovforslagets § 39 og miljøbeskyttelseslovens § 41, således at det ikke længere fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, at udtrykket »væsentlig forurening« også omfatter affaldsfrembringelse. Der er ikke hermed tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til miljøbeskyttelseslovens § 42.
Udtrykket »forurening« omfatter ligesom efter miljøbeskyttelsesloven også uhygiejniske forhold og affaldsfrembringelse, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, nr. 2 og 5. Begrebet »væsentlig forurening« er knyttet til miljøbeskyttelseslovens forureningsbegrænsningsprincip, som videreføres i denne lov, jf. lovforslagets § 19. Der skal skabes en fælles administration, således at »gamle« husdyrbrug reguleret efter miljøbeskyttelseslovens regler vil kunne blive mødt med et påbud efter miljøbeskyttelsesloven. En lignende mulighed bør derfor foreligge for husdyrbrug, der har fået tilladelse efter dette lovforslags § 10 eller er anmeldt efter regler udstedt med hjemmel i § 5, stk. 3, eller § 17, stk. 2 eller stk. 3, 1. pkt.
§ 43
Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor forureningen medfører en overhængende alvorlig fare for sundheden.
Bestemmelserne i dette kapitel svarer i vidt omfang til reglerne og principperne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 om tilsyn. Endvidere indeholder kapitlet en enkelt bestemmelse svarende til bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 om administrative bestemmelser, der er flyttet til denne lovs kapitel om tilsyn. I lovforslaget er ordet »virksomhed« og »virksomheden«, medmindre andet følger af bestemmelsens ordlyd, som følge af lovforslagets anvendelsesområde, ændret til henholdsvis »husdyrbrug« og »husdyrbruget«. Lovforslaget tilsigter, at bestemmelserne i kapitel 5 administreres i overensstemmelse med hidtidig praksis efter miljøbeskyttelsesloven.
§ 44
Bestemmelsen fastlægger hvem der fører tilsyn med loven. Udgangspunktet er, at tilsyn og håndhævelse varetages af kommunalbestyrelsen, det vil sige samme myndighed som efter miljøbeskyttelsesloven.
Bestemmelsen i stk. 3 fastslår, at tilsynsopgaven ikke ophører, blot fordi et husdyrbrugs drift er bragt til ophør, og det er således kommunalbestyrelsen, der skal bringe en forurening fra eller på et nedlagt husdyrbrug til ophør. Herved fastholdes konsekvenserne af et eventuelt ineffektivt tilsyn hos den pågældende tilsynsmyndighed.
Det almindelige tilsyn med, at miljøministerens afgørelser overholdes, påhviler kommunalbestyrelsen, jf. § 44, stk. 2. I stk. 4 ligger, at en sags videre behandling overgår til miljøministeren, jf. § 48 og § 49, hvis kommunalbestyrelsen under udøvelsen af tilsyn konstaterer en overtrædelse af en ministeriel afgørelse.
Det bemærkes, at bestemmelsen som hidtil ikke indeholder præcise bestemmelser om, hvorledes og hvor meget tilsyn der skal føres. Det vil således afhænge af en konkret vurdering af miljøproblemernes omfang og karakter. Som for tilsynet efter miljøbeskyttelsesloven forudsættes, at der føres et aktivt og opsøgende tilsyn.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 3. Bestemmelsen blev oprindeligt indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991 og er siden ændret ved lov nr. 373 af 18. maj 1994 samt ved lov nr. 569 af 24. juni 2005.
Der vil blive indgået aftale med Kommunernes Landsforening om, at tilsynsfrekvensen for mellemstore brug kommer til at følge den nuværende tilsynsfrekvens for godkendelsespligtige husdyrbrug. Dette betyder, at tilsynsfrekvensen for disse brug øges, således at de bliver omfattet af et krav om tilsyn mindst hvert 3. år mod nu hvert 6. år.
Fra 2007 til 2009 vil der herudover blive indgået aftale med Kommunernes Landsforening om, at kommunerne udfører 2000 uanmeldte tilsyn årligt rettet mod kontrol af flydelag på svine- og minkbrug. Hermed vil kommunerne få et effektivt værktøj til at håndhæve reglerne om vedligeholdelse af flydelag på beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning, som kan være vanskelige at kontrollere fyldestgørende ved varslede tilsyn.
Herudover skal der som hidtil føres tilsyn i det omfang, der vurderes at være behov for det.
§ 45
Miljøministeren kan i medfør af bestemmelsen overføre tilsynsforpligtelsen til andre myndigheder, hvilket typisk vil kunne ske i tilfælde, hvor tilsynet på det pågældende område har nær tilknytning til de tilsynsopgaver, som allerede løses af vedkommende myndighed, eller hvor det i øvrigt skønnes hensigtsmæssigt.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 67, der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. Bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 569 af 24. juni 2005 i forbindelse med udmøntning af kommunalreformen.
Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. Reglen giver hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan undlade at lovliggøre forhold, som er af bagatelagtig karakter. Det gælder både, hvor tilsynsmyndigheden selv bliver opmærksom på forhold, og hvor der er modtaget en klage over et forhold. Bestemmelsen kan finde anvendelse både i forhold til myndighedens behandling af forhold, hvor spørgsmålet er, om der er sket en overtrædelse af bagatelagtig karakter, og hvor myndigheden skal tage stilling til, om der er tale om forhold som bør reguleres f.eks. ved påbud efter kapitel 5.
Reglen giver hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle forhold, som er af bagatelagtig karakter. Det gælder både, hvor tilsynsmyndigheden selv bliver opmærksom på forhold, og hvor der er modtaget en klage over et forhold.
Bestemmelsen kan finde anvendelse både i forhold til myndighedens behandling af forhold, hvor spørgsmålet er, om der er sket en overtrædelse af bagatelagtig karakter, og hvor myndigheden skal tage stilling til, om der er tale om forhold, som bør reguleres f.eks. ved påbud efter kapitel 4.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 85, blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. I bestemmelsen er dog præciseret, at det er ikke blot er forhold der er af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen, men derimod samtlige de formål, som denne lov tilsigter at varetage.
§ 48
I bestemmelsen foretages en nærmere opregning af de administrative retshåndhævelsesskridt, tilsynsmyndigheden kan tage i anvendelse, når der konstateres et ulovligt forhold. Tilsynsmyndigheden vil kunne vælge en eller flere af de nævnte reaktioner afhængig af det ulovlige forholds karakter og omfang.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1 og stk. 3, der blev indsat i loven med lov nr. 358 af 6. juni 1991. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 1373 af 20. december 2004, i forbindelse med ændring af håndhævelsesbestemmelser m.v. Den senere ændring (miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, nr. 3) er ikke medtaget i nærværende lovforslag, da den ikke er relevant i forhold til håndhævelse af reglerne heri, men lovforslaget tilsigter i øvrigt, at bestemmelsen administreres i overensstemmelsen med hidtidig praksis efter lov om miljøbeskyttelse.
§ 49
Ifølge stk. 1 har tilsynsmyndighederne pligt til at foretage selvhjælpshandlinger i to situationer. Nemlig hvor der er overhængende alvorlig fare for sundheden samt i de situationer, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse.
Stk. 2 giver hjemmel til, at tilsynsmyndigheden om nødvendigt, efter at et husdyrbrug er lukket og eventuelt erklæret konkurs eller opløst, eller har solgt ejendommen eller på anden måde opgivet rådighedsretten, hvorved lovens almindelige håndhævelsesmidler i § 48, stk. 1, typisk ikke finder anvendelse, kan iværksætte de foranstaltninger, som skønnes nødvendige for at undgå, at der med tiden kan opstå en situation, der indebærer fare for sundhed eller forurening eller spredning heraf. Det er ikke en betingelse, at de foranstaltninger, der skal kunne iværksættes efter den foreslåede bestemmelse, skal være begrundet i en aktuel eller konkret fare for sundhed eller miljøet, når blot det kan sandsynliggøres, at en sådan situation vil foreligge indenfor en overskuelig fremtid, det vil sige inden for nogle ganske få år.
Bestemmelsen er tænkt anvendt i tilfælde, der er omfattet af § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, hvor tilsynsmyndigheden ikke kan afkræve et husdyrbrug eller person oplysninger, fordi myndigheden har en konkret mistanke om, at vedkommende har begået en strafbar overtrædelse af de regler, som myndigheden fører tilsyn med. Hvis myndigheden vurderer, at der kan blive tale om at politianmelde forholdet, vil denne være afskåret fra at kræve oplysninger udleveret, som eventuelt vil kunne få betydning for straffesagen. I sådanne tilfælde giver bestemmelsen hjemmel til, at myndigheden kan fremskaffe oplysningerne ved egne undersøgelser og pålægge husdyrbruget at betale herfor.
Bestemmelsen finder også anvendelse i andre tilfælde, hvor det af håndhævelsesmæssige eller miljømæssige årsager skønnes nødvendigt. Hvis man er inden for området for § 10, vil det ikke nødvendigvis være tilstrækkeligt til at sikre den løbende kontrol med husdyrbruget, at dette erklærer fremover at ville udføre egenkontrollen og afgive oplysningerne til myndigheden, da det efter lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter til enhver tid kan trække et sådant samtykke tilbage. Bestemmelsen kan derfor anvendes, selv om husdyrbruget siger, at det vil udføre egenkontrollen fremover, hvis man i øvrigt er i en § 10-situation.
Det samme kan efter omstændighederne gælde, hvis myndigheden vel ikke har en konkret mistanke om, at en overtrædelse af f.eks. udledningsvilkår vil fortsætte efter en indskærpelse, og § 10 derfor ikke i øjeblikket finder anvendelse, men der alligevel ud fra det hidtidige forløb er en vis sandsynlighed for, at overtrædelsen vil fortsætte, og dermed for, at myndigheden vil kunne komme i en situation, hvor det ikke er muligt at få udleveret egenkontrolresultater. Hvis der ikke er andre muligheder for at sikre en tilstrækkelig kontrol, kan myndigheden bruge bestemmelsen til at overtage egenkontrollen.
Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse i visse andre tilfælde, hvor myndigheden har grund til at tvivle på, om husdyrbruget kan eller vil udføre egenkontrollen korrekt eller indsende oplysningerne til myndigheden. Der er tale om et vidtgående indgreb, og bestemmelsen vil kun kunne anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Det vil således normalt i hvert fald være en forudsætning, at egenkontrolkravene er blevet indskærpet uden effekt.
De fleste tilfælde af den omtalte art vil kunne løses efter de gældende bestemmelser, hvorefter myndigheden f.eks. kan skærpe egenkontrolkravene, så husdyrbruget forpligtes til at indsende egenkontroldata med kortere mellemrum eller løbende, eller så egenkontrollen skal udføres af en kvalificeret 3. part, f.eks. et akkrediteret laboratorium. Hvis dette imidlertid ikke er tilstrækkeligt, f.eks. fordi husdyrbruget heller ikke overholder disse krav, eller fordi myndigheden har erfaring for, at det ikke kan stole på husdyrbruget, kan myndigheden med hjemmel i bestemmelsen overtage egenkontrollen.
Myndigheden vil kun kunne overtage egenkontrollen for en afgrænset periode, f.eks. 1 år. Herefter må myndigheden genoverveje situationen, og den kan om nødvendigt – afhængig af, om husdyrbruget har overholdt de regler, der gælder for det i denne periode, og om de forhold, der begrundede overtagelsen af egenkontrollen, i øvrigt stadig gør sig gældende – beslutte at forlænge overtagelsen af egenkontrollen.
Omkostninger til udførelse af egenkontrol kan kræves dækket, hvad enten den udføres af myndigheden selv eller af en ekstern part.
Beslutninger efter bestemmelsen skal træffes under overholdelse af regler om partshøring og vil kunne påklages efter lovens almindelige regler om klage.
Bestemmelsen fastsætter en pligt for den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, der kan medføre forurene, til straks at underrette tilsynsmyndigheden, hvis der er sket eller er fare for en forurening. Bestemmelsen skal styrke tilsynsmyndighedens mulighed for hurtigt at kunne gribe ind i disse tilfælde, således at myndighederne ikke er henvist til at vente, indtil man selv bliver opmærksom på forholdene. Bestemmelsen tager ikke sigte på egentlige katastrofesituationer eller ulykker, hvor der allerede efter almindelige regler er pligt til øjeblikkeligt at alarmere politi, brandvæsen eller andre, hvis bistand umiddelbart kan rekvireres.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 71, og blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991.
§ 53
Bestemmelsen fastslår, at myndighederne har en generel adgang til at pålægge et husdyrbrug at give alle oplysninger, som har betydning for vurderingen af forureningen eller virkningen på miljøet i øvrigt, herunder til at pålægge et husdyrbrug at føre egenkontrol. Da egenkontrollen kan medføre udgiftskrævende undersøgelser, skal tilsynsmyndigheden være yderst opmærksom på, at der er proportionalitet mellem omfanget og udgiften til de påbudte undersøgelser, foranstaltninger m.v., og omfanget og arten af den forurening eller virkning på miljøet i øvrigt, som husdyrbruget antages at give anledning til.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 1 og stk. 3, der blev indsat i loven ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. Bestemmelsen er ændret ved lov 1373 af 20. december 2004 i forbindelse med gennemførelse af ændring af håndhævelsesbestemmelser m.v., herunder som opfølgning på lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, samt ved lov nr. 569 af 24. juni 2005 ved udmøntning af kommunalreformen.
Ordet »virksomhed« er dog ændret til »forhold eller indretninger«, og udover »anledning til forurening« er »anden virkning på miljøet« tilføjet for at dække det udvidede beskyttelsesobjekt og formål i loven. På grund heraf er der i stk. 1, 1. pkt., og i stk. 1, nr. 3, tilføjet, at det ikke blot er forureningen, men også virkningen på miljøet i øvrigt, der skal belyses. Af samme årsag er der i stk. 1 indsat et nyt nr. 5, der skal sikre, at tilsynsmyndigheden også kan påbyde den ansvarlige at klarlægge, hvordan andre virkninger på miljøet kan afhjælpes eller forebygges, men lovforslaget tilsigter i øvrigt, at bestemmelsen administreres i overensstemmelsen med hidtidig praksis efter miljøbeskyttelsesloven.
§ 54
Miljøministeren har i medfør af stk. 1 hjemmel til at fastsætte mere detaljerede regler vedrørende den nærmere tilrettelæggelse af myndighedernes tilsynsvirksomhed. Ifølge stk. 2 kan det komme på tale, at miljøministeren for en bestemt periode kan fastsætte omfanget af tilsynsindsatsen, hvis tilsynsmyndigheden ikke har grebet tilsynet an på en forsvarlig måde. Stk. 3 giver hjemmel til, at miljøministeren kan anmode kommunalbestyrelserne om indberetninger om resultaterne af deres kortlægnings- og tilsynsvirksomhed. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningernes indhold, samt om indberetningernes form.
I dag er der med hjemmel i den tilsvarende bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven bl.a. fastsat regler om tilsynet i bekendtgørelse nr. 788 af 21. november 1986 om tilsynsberetninger, bekendtgørelse nr. 219 fra 2006 om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven samt i bekendtgørelse nr. 814 af 13. juli 2006 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. Disse regler omfatter bl.a. tilsynet med husdyrbrug efter miljøbeskyttelsesloven. Det er hensigten, at der skal gælde de samme regler for tilsyn med husdyrbrug omfattet af denne lov, og der vil med hjemmel i bestemmelsen blive foretaget de nødvendige tilpasninger af de gældende regler.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 73, der blev indsat i loven med lov nr. 358 af 6. juni 1991. Bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 425 af 10. juni 1997 samt lov nr. 569 af 24. juni 2005. Bestemmelsen i lovforslagets § 54 er dog ændret således, at miljøministeren »kan fastsætte« nærmere regler i stedet for »fastsætter«.
Til kapitel 6
Bestemmelserne i dette kapitel svarer i vidt omfang til reglerne og principperne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 om administrative bestemmelser. I kapitlet er tilføjet yderligere bestemmelser om offentlighedens inddragelse, med henblik på at opfylde VVM-direktivets og IPPC-direktivets krav hertil.
I lovforslaget er ordet »virksomhed« og »virksomheden«, medmindre andet følger af bestemmelsens ordlyd, som følge af lovforslagets anvendelsesområde, ændret til henholdsvis »husdyrbrug« og »husdyrbruget«. Lovforslaget tilsigter, at bestemmelserne i kapitel 6 administreres i overensstemmelse med hidtidig praksis efter miljøbeskyttelsesloven.
§ 55
Til stk. 1
Offentligheden skal have adgang til information om, hvorvidt en ansøgning om tilladelse eller godkendelse af en etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug ikke vil medføre en væsentlig påvirkning på miljøet. Det er et krav efter VVM-direktivet. Kommunalbestyrelsen foretager denne vurdering i forbindelse med behandling af ansøgningen. Tilladelsen eller godkendelsen indeholder således i de fleste tilfælde en afgørelse af, at der ikke vil ske en væsentlig påvirkning på miljøet.
Til stk. 2
Visse ansøgninger vil dog være omfattet af reglerne om inddragelse af offentligheden enten obligatorisk eller efter en nærmere vurdering. Når en ansøgning er omfattet af krav om vurdering af virkningerne på miljøet indebærer det samtidig en procedure, hvor offentligheden skal inddrages før kommunalbestyrelsen må træffe afgørelse om godkendelse. Grænserne for, hvornår der indtræder obligatorisk vurdering af virkningerne på miljøet for husdyrbrug, er i denne lov samordnet med grænserne for, hvilke husdyrbrug der er omfattet af krav om miljøgodkendelse efter IPPC-direktivet. Ansøgninger om etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug i mindre størrelsesorden kan desuden være omfattet, hvis de kan medføre en væsentlig påvirkning på miljøet.
Til stk. 3
Offentligheden skal inddrages så tidligt i beslutningsprocessen, at de får reel mulighed for at fremsætte kommentarer og udtalelser, mens alle muligheder stadig står åbne. Derfor skal kommunalbestyrelsen tidligt i processen annoncere, at der er modtaget en ansøgning om godkendelse af et husdyrbrug. Annonceringen skal indeholde oplysninger, som gør det muligt for offentligheden at vurdere, hvad der ansøges om, samt hvornår, hvor og hvordan der vil være adgang til yderligere oplysninger i sagen, herunder ansøgningen med miljøredegørelse. Der kan for eksempel henvises til, hvor oplysningerne stilles til rådighed elektronisk. Det skal fremgå af annonceringen, at det ansøgte er omfattet af reglerne om vurdering af virkninger på miljøet, og at offentligheden har mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til det ansøgte.
Til stk. 4
Kommunalbestyrelsens udkast til afgørelse sendes i høring inklusive ansøgningen med miljøredegørelse, udkast til miljøgodkendelse med vilkår samt kommunalbestyrelsens vurdering af påvirkningen på miljøet. Heri indgår blandt andet de kommentarer og spørgsmål, som indtil dette tidspunkt er modtaget fra offentligheden. Udkastet sendes til naboer, organisationer og foreninger omfattet af §§ 84, 85, 86 og 87, samt andre der har ønsket underretning med oplysning om, at der er 6 ugers frist til at kommentere på udkastet. Samtidig med fremsendelsen informerer kommunalbestyrelsen om supplerende oplysninger til ansøgningen samt andre oplysninger af relevans for afgørelsen, der er modtaget efter den indledende offentlige annoncering.
Til stk. 5
Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om at give eller afslå godkendelse, informerer kommunalbestyrelsen offentligheden, og stiller den relevante information til rådighed. Informationen omfatter indholdet af godkendelsen med eventuelle vilkår, kommunalbestyrelsens vurdering af de indkomne kommentarer og spørgsmål fra offentligheden, hvordan offentligheden har været inddraget samt om fornødent en beskrivelse af de vigtigste foranstaltninger til at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere de værste skadelige virkninger.
Til stk. 6
Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 84, 85, 86 og 87, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling. Det gælder blandt andet kommunalbestyrelsens afgørelser om at meddele godkendelse eller afslag, eller at en ansøgning om tilladelse eller godkendelse ikke vil medføre væsentlig påvirkning på miljøet. Afgørelser skal dog alene meddeles de landsdækkende foreninger og organisationer, der er nævnt i § 87, når de har anmodet miljøministeren om at modtage underretning om afgørelserne, jf. § 62.
Til stk. 7
Underretning til de personer, der er nævnt i § 84, stk. 1, nr. 3, kan dog finde sted ved offentlig annoncering.
Bestemmelserne om offentlighedens inddragelse efter denne lov erstatter ikke dansk rets almindelige regler om partshøring. Offentlig annoncering af en ansøgning medfører således ikke, at partshøring efter forvaltningsloven kan undlades.
Til stk. 8
Miljøministeren fastsætter i den kommende godkendelsesbekendtgørelse nærmere regler om offentlighedens inddragelse ved visse afgørelser i sager om revurdering efter § 40 og 41 samt regler, der sikrer, at offentlighedsprocedurer og annoncering også kommer til at omfatte andre tilknyttede tilladelser, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 99, nr. 5 og 6.
Til stk. 9
Bestemmelsen bemyndiger miljøministeren til at fastsætte nærmere regler om offentlighedens inddragelse, herunder om annonceringens form og tilgængelighed af oplysninger.
Offentlighedsproceduren efter de to direktiver er i vidt omfang den samme, og proceduren er derfor sammenskrevet med henblik på en forenklet administration.
§ 56
Bestemmelsen er en videreførelse af planlovens § 35, stk. 5 og 6 samt miljøbeskyttelseslovens godkendelsesbestemmelser i § 73, stk. 2, jf. § 97, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen er dermed emnemæssigt bredere end planlovens høringsperiode på 2 uger, og det er derfor fundet rigtigst at fastlægge høringsperioden for naboer til 3 uger.
Da der ikke udarbejdes planer og programmer efter lovforslaget, er § 79, stk. 2 i miljøbeskyttelsesloven, om offentlighedens inddragelse ved udarbejdelse af planer og programmer på miljøbeskyttelseslovens område, ikke medtaget i nærværende lovforslag.
Bestemmelserne om offentlighedens inddragelse efter denne lov erstatter ikke dansk rets almindelige regler om partshøring. Offentlig annoncering af en ansøgning medfører således ikke, at partshøring efter forvaltningsloven kan undlades.
§ 57
Bestemmelsen i stk. 1 skal opfylde kravet om bekendtgørelse af forvaltningsakter efter de almindelige forvaltningsretlige principper. Efter stk. 2 kan et påbud eller forbud, når der er fare for sundheden eller øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig miljøskade, meddeles mundtlig. Af hensyn til fastlæggelse af indholdet, skal en mundtligt meddelt afgørelse, snarest muligt tillige meddeles skriftlig.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 74, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. Se også bemærkningerne til lovforslagets § 63.
§ 58
Ifølge § 58, stk. 1, skal myndighederne, inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, foretage forhåndsvarsling overfor adressaten. I medfør af stk. 2 kan forhåndsvarsling i visse tilfælde undlades, hvis øjeblikkelig afgørelse er påkrævet, eller hvis underretning må anses for åbenbar unødvendig. Her er der tænkt på tilfælde, hvor påbuddets eller forbuddets adressat må antages på anden måde, f.eks. gennem førte forhandlinger, at have kendskab til sagen, således at han har haft mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger.
Bestemmelsen i § 59 fastslår, at myndighederne skal fastsætte en frist for en afgørelses efterkommelse, når afgørelsen omfatter et påbud eller forbud. Under visse særlige forhold kan det bestemmes, at et påbud eller forbud skal efterkommes straks.
Ifølge § 59, stk. 2 kan det, når særlige grunde taler for det, bestemmes, at en klage over et påbud eller forbud ikke skal have opsættende virkning. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at klager over påbud eller forbud, som udgangspunkt, har opsættende virkning, jfr. lovforslagets § 80, stk. 1, hvortil der henvises. Når særlige grunde taler for det, kan tilsynsmyndigheden altså bestemme, at påbuddet eller forbuddet ikke skal følge det almindelige udgangspunkt om, at klage har opsættende virkning, jfr. lovforslagets § 80, stk. 1.
Bestemmelserne svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 75 og § 78, stk. 1, der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991.
§ 60
Ifølge stk. 1 skal myndighederne give klagevejledning i overensstemmelse med forvaltningslovens § 25.
Bestemmelserne hænger sammen med de i bestemmelserne nævnte foreninger og organisationers klageret over afgørelser truffet med hjemmel i bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3, jf. lovforslagets § 86 og § 87, hvortil der henvises.
Lovforslagets § 61 hænger sammen med bestemmelsen om lokale foreningers klageret i § 86.
Lokale foreninger og organisationer tillægges efter lovforslagets § 86 klageret, når foreningen eller organisationen overfor førsteinstansen dokumenterer, at en række betingelser er opfyldt og oplyser, hvilke typer afgørelser efter bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3 foreningen ønsker underretning om for at udøve klageret.
Lovforslagets § 62 skal ses i sammenhæng med § 87 om de landsdækkende foreningers klageadgang.
Landsdækkende foreninger og organisationer omfattet af lovforslagets § 62 kan underrette miljøministeren om, hvilke typer afgørelser efter bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3 foreningen eller organisationen ønsker underretning om. Miljøministeren vil herefter inden 14 dage viderebringe anmodningerne til de pågældende kommunalbestyrelser, således at afgørelserne kan blive tilsendt de pågældende foreninger og organisationer. Det bemærkes, at klageretten, for de landsdækkende foreninger og organisationer ikke afhænger af, om de har udnyttet adgangen til at anmode om afgørelserne. Klageretten afhænger alene af, om foreningen eller organisationen opfylder betingelserne i lovforslagets § 87.
Bestemmelserne giver de pågældende foreninger og organisationer mulighed for at sikre sig, at de kan følge med på områder, hvor de har mulighed for at klage.
At opfylde kravet i § 61 og § 62 om, at beskyttelse af miljø og natur skal være foreningens eller organisationens hovedformål, indebærer, at foreninger og organisationer, der har flere formål, der ikke alle vedrører natur og miljø, skal have den væsentligste del af interessevaretagelsen på miljø- og/eller naturområdet.
Foreninger og organisationer er endvidere omfattet af bestemmelserne, når de efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser og en afgørelse berører sådanne interesser. Ved rekreative interesser forstås eksempelvis friluftsliv, sportsaktiviteter, sportsfiskeri m.v.. Der tænkes her f.eks. på foreninger og organisationer som Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund m.v.
I kravet om, at der skal være tale om væsentlige rekreative interesser ligger, at der i den enkelte afgørelse skal være tale om forhold af væsentlig betydning for de interesser, som foreningen varetager.
Der stilles endvidere krav til arten af de interesser, som organisationerne kan varetage i den enkelte klagesag, idet det i § 86 og § 87 bestemmes, at klagen alene kan have til formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.
Heri ligger, at der vil kunne klages over, at der efter foreningens opfattelse ikke tages tilstrækkelige hensyn til natur og miljø på områder, hvor foreningen varetager rekreative interesser, mens der ikke vil kunne klages over, at der tages for vidtgående hensyn til natur og miljø. I sådanne situationer vil det fortsat - i overensstemmelse med lovens generelle princip - være afgørelsens adressat, der vil kunne indbringe en sådan klage. En forening vil dog muligvis, som hidtil, kunne klage som mandatar for afgørelsens adressat.
Kravet i § 62 om at være landsdækkende vil f.eks. være opfyldt, når foreningen eller organisationen efter formålsangivelsen arbejder for fremme af miljø og natur uden nogen geografisk afgrænsning, og at foreningen står åben for medlemmer fra hele landet.
Det er op til klagemyndigheden at sikre, at betingelserne for at klage er opfyldt, og efter reglerne i den nye § 88, kan klagemyndigheden forlange, at foreningen eller organisationen fremsender vedtægterne.
Bestemmelserne i § 61 og § 62 svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 76, henholdsvis stk. 1 og 2, der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. Bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 447 af 31. maj 2000 om implementering af Århuskonventionen, lov nr. 220 af 31. marts 2004, samt ved lov nr. 569 af 24. juni 2005 om udmøntning af kommunalreformen.
Ifølge planlovens § 58 har lokale afdelinger af landsdækkende foreninger eller organisationer hidtil haft hjemmel til at få underretning og påklage afgørelser i VVM sager om husdyrbrug. Da afgørelser efter planloven (VVM og landzone) integreres i en efter lovforslaget samlet miljøgodkendelse af husdyrbrug, er det fundet hensigtsmæssigt, at de nævnte lokale foreninger og organisationer i lovforslaget bevarer deres rettigheder til underretning og påklage. I overensstemmelse med denne hensigt er en bestemmelse svarende til Miljøbeskyttelseslovens § 76, stk. 3, ikke medtaget i lovforslaget. Lovforslaget tilsigter i øvrigt, at bestemmelsen administreres i overensstemmelse med hidtidig praksis efter miljøbeskyttelsesloven.
§ 63
§ 63 foreslås affattet således, at den svarer til den foreslåede affattelse af § 80 i miljøbeskyttelsesloven, som foreslås ændret ved forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om beskyttelse af havmiljøet og forskellige andre love (Ophævelse af adgang til at overføre myndighedskompetence til kommunale fællesskaber og ændring af delegationsbestemmelser m.v. i en række love på natur- og miljøområdet), som er fremsat den 5. oktober 2006 (L. 40).
Efter stk. 1 kan ministeren delegere sine beføjelser efter loven til enhver myndighed inden for ministeriets administrative hierarki. Således vil ministeren f. eks. kunne delegere sine beføjelser til de lokale statslige miljøcentre, der fra den 1. januar 2007 indgår i Miljøministeriets hierarki. Hvis opgaver delegeres til et miljøcenter planlægges det, at styrelsesdirektøren på det område, hvorunder en sag fagligt henhører, bliver tillagt call-in- og instruktionsbeføjelser i forhold til centeret i den faglige sag. Styrelsesdirektørerne vil ligeledes få et tilsyns- og styringsansvar for miljøcentrene.
Stk. 1 foreslås endvidere at give hjemmel til, at miljøministeren efter forhandling med vedkommende minister kan delegere beføjelser til andre statslige myndigheder. Der er alene tale om statslige myndigheder. Der kan således ikke i medfør af denne bestemmelse ske delegation til private virksomheder eller organisationer. Omfanget af delegationen til den pågældende statslige myndighed vil skulle ske efter forhandling med den pågældende minister.
Efter stk. 2 gives miljøministeren hjemmel til at bestemme, at afgørelser, der er truffet efter delegation, ikke kan påklages. Ministeren kan således afskære klageadgang til styrelserne såvel som til ministeren selv. Adgangen til at afskære klage knytter sig kun til afgørelser på områder, som er delegeret fra miljøministeren. Ministeren vil således ikke med hjemmel i denne bestemmelse kunne afskære klageadgang til Miljøklagenævnet.
Med hjemmel i stk. 3 kan miljøministeren fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1. Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor miljøministeren udnytter sin adgang til at delegere beføjelser til andre statslige myndigheder uden for Miljøministeriet. Der består i disse tilfælde ikke et over/underordnelsesforhold mellem miljøministeren og den pågældende myndighed.
Ved andre statslige myndigheders varetagelse af f.eks. myndighedsopgaver for miljøministeren efter delegation, beholder miljøministeren sine beføjelser, herunder instruktionsbeføjelsen, da myndigheden på det delegerede område funktionelt vil høre under miljøministeren.
Ifølge stk. 1 kan miljøministeren indkalde sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning, til central behandling.
Ifølge stk. 2 kan miljøministeren overtage godkendelses- og tilsynskompetencen, hvis et husdyrbrug eller kommune ansøger herom. Endvidere forventes det, at et eller flere af følgende kriterier for anvendelsen af den ny bestemmelse anvendes. For det første skal der være tale om en væsentlig sag, dvs. at husdyrbruget skal indebære en ikke ubetydelig potentiel forurening. For det andet skal der sandsynliggøres en væsentlig optimering af miljøindsatsen på husdyrbrugets side ved kompetenceovergangen. Endelig skal de lokale myndigheder kun meget vanskeligt kunne opbygge eller fastholde en kompetence, der sikrer en god faglig behandling af husdyrbruget.
Det er alene miljøministeren, der afgør, om miljøministeren skal overtage godkendelses- og tilsynskompetencen vedrørende et husdyrbrug. Samtidig bør det så vidt muligt ske i enighed med både husdyrbrug og kommunalbestyrelse, og begge skal høres, inden miljøministeren træffer beslutning om overtagelse af kompetencen.
Det forventes, at en sådan afgørelse vil have gyldighed for flere år og gennemføres med et passende varsel, således at myndighederne har mulighed for at planlægge deres ressourcer og sikre en forsvarlig overdragelse af sagsdokumenter. Varigheden af call-in vil afhænge af en konkret vurdering, men vil som udgangspunkt ske, indtil det modsatte besluttes. Både kommune og husdyrbrug har mulighed for at foreslå, at godkendelses- og tilsynskompetencen skal gå tilbage til kommunen.
Det skønnes, at bestemmelsen vil få et begrænset anvendelsesområde, og det skønnes derfor ikke, at den vil medføre nævneværdige problemer, hverken i forbindelse med opbygning og fastholdelse af kompetence.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 82, stk. 1 og 2. Stk. 1 blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991, og blev ændret ved lov nr. 569 af 24. juni 2005 som en konsekvens af, at amtsrådene nedlægges. Stk. 2 blev indsat i miljøbeskyttelseslovens § 82 ved lov nr. 569 af 24. juni 2005 om udmøntning af kommunalreformen, for så vidt angår organiseringen af myndigheder m.v.
§ 66
Bestemmelsen bemyndiger miljøministeren til at indhente oplysninger om alle forhold, der reguleres efter loven, herunder om afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelserne, og data, der fremkommer som følge af tilsynsaktiviteter.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 83, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. Bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 569 af 24. juni 2005, og tilpasset den ændrede myndighedsorganisation som følge af kommunalreformen.
§ 67
Bestemmelsen må ses i sammenhæng med reglen om miljøministerens indkaldelsesbeføjelse i lovforslagets § 65.
Dog er indsat en bestemmelse om, at myndighederne også skal koordinere, når der om samme husdyrbrug træffes afgørelser efter miljøbeskyttelsesloven og denne lov. Denne tilføjelse er begrundet i IPPC-direktivets krav om integreret godkendelse, da visse tilladelser, som f.eks. om spildevand, stadig meddeles efter miljøbeskyttelsesloven.
§ 69
Formålet med bestemmelsen er at fremme og lette mulighederne for at borgere, virksomheder og myndigheder kan kommunikere digitalt. Ved lov nr. 215 af 22. april 2002 (lov om ændring af forvaltningsloven (Digital kommunikation)), blev der indsat en bestemmelse i forvaltningsloven (§ 32 a).
Bestemmelsen giver miljøministeren følgende bemyndigelse: »Vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation«. Se lovforslag nr. 72, Folketingstidende 2001-02: 2343, 4989, Tillæg A 2069, 2062, Tillæg B 392, Tillæg C 251.
Bemyndigelsen i forvaltningslovens § 32 a – hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor – omfatter ikke kommunikation mellem borgerne indbyrdes eller kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne.
Lovforslagets § 69 giver bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af digital kommunikation m.v., også for så vidt angår kommunikation mellem borgere og virksomheder indbyrdes samt kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne m.v. Det er ikke hensigten, at den foreslåede bestemmelse skal anvendes i situationer, der dækkes af forvaltningslovens § 32 a.
Med bemyndigelsen for miljøministeren til at fastsætte nærmere regler kan der løbende tages højde for den teknologiske udvikling. Bemyndigelsen forventes f.eks. anvendt i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt en bestemmelse i lovforslaget hindrer digital kommunikation. I sådanne tilfælde vil miljøministeren i medfør af den foreslåede bemyndigelse kunne fjerne denne tvivl ved at fastsætte regler, der udtrykkeligt tillader digital kommunikation.
Bemyndigelsen er endvidere relevant i tilfælde, hvor miljøministeren ønsker at fastsætte nærmere vilkår for den digitale kommunikation, herunder f.eks. fastsættelse af krav om anvendelse af bestemte formater m.v. Fastsættelsen af regler herom vil ske i samråd med de berørte parter.
Bemyndigelsen indeholder mulighed for at fastsætte regler om, at digital kommunikation kan anvendes. Derimod indeholder den foreslåede bemyndigelse ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som ville udelukke anvendelsen af digital kommunikation, i det omfang dette efter gældende ret er berettiget. Der er heller ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation, f.eks. ved at fastsætte, at kommunikationen alene kan ske ved brug af digital kommunikation. Det forudsættes, at de almindelige samtykkekrav ved digital kommunikation iagttages. Som udgangspunkt foreligger der en ret til at kommunikere digitalt, men ikke en pligt til at kommunikere på denne måde.
Med forslaget til § 70 skabes der hjemmel til, at miljøministeren eller den, miljøministeren bemyndiger hertil, samt kommunalbestyrelserne i kontroløjemed kan indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder i forbindelse med en generel kontrol med overholdelse af lovens regler. Der kan herunder ske sammenstilling og samkøring af oplysninger, herunder personoplysninger, til kontrolformål.
Efter lovforslaget varetages tilsynet med overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør af loven som udgangspunkt af kommunalbestyrelserne. Hvis kommunalbestyrelsen under udøvelse af tilsyn konstaterer en overtrædelse af en ministeriel afgørelse, overgår sagens videre behandling til miljøministeren. Efter lovforslagets § 45 kan miljøministeren bestemme, at tilsyn i visse tilfælde skal udføres af andre myndigheder. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt, at hjemlen gives både til miljøministeren og den miljøministeren bemyndiger hertil samt til kommunalbestyrelserne.
Tilsynsmyndigheden har efter de gældende regler i forvaltningsloven og lov om behandling af personoplysninger mulighed for at indhente oplysninger i kontroløjemed i enkeltstående tilfælde. Derimod har myndigheden ikke uden udtrykkelig lovhjemmel mulighed for at foretage en systematisk sammenstilling og samkøring af de oplysninger, der er indhentet hos andre offentlige myndigheder, med de oplysninger, der findes i myndighedernes egne IT-systemer.
Der er således med forslaget tale om en udvidelse af den bestående adgang til indhentning og behandling af oplysninger, som findes hos andre offentlige myndigheder. Baggrunden for forslaget er et ønske om at udvide og forbedre mulighederne for kontrol med overholdelse af reglerne. Der er kontrolmæssigt behov for gennem sammenstilling og samkøring af oplysninger at kunne se sammenhænge og mønstre, som ellers ikke ville være synlige.
Der lægges i lovforslaget stor vægt på, at kommunerne skal kunne føre et effektivt tilsyn med de meddelte miljøgodkendelser, da dette er af afgørende værdi for miljøgodkendelsernes miljøeffekt. Godkendelsens omfang og det fastlagte miljøbeskyttelsesniveau er derfor fastlagt således, at oplysninger fra bl.a. Fødevareministeriets register i stort omfang kan anvendes effektivt i forbindelse med tilsynsarbejdet.
Selvom kommunerne ved det konkrete tilsyn har mulighed for at indhente oplysninger fra f.eks. Fødevareministeriet, ifølge reglerne i forvaltningsloven, er det hensigtsmæssigt med en bredere hjemmel til at anvende disse registeroplysninger.
Ved at opnå hjemmel til at sammenkøre oplysninger, indhentet hos andre myndigheder, kan kommunerne langt bedre målrette deres tilsyn. Ved en samkøring af f.eks. oplysninger fra det Centrale Husdyrregister (CHR) og det Generelle Landbrugsregister (GLR) (samt oplysninger, der i øvrigt indsamles i forbindelse med den fælles husdyrindberetning) med kommunernes egne oplysninger om produktionstilladelser, vil der blive mulighed for at udpege husdyrbrug, hvor der er særlig stor risiko for, at en overproduktion finder sted. På samme måde kan tilsynsarbejdet fokuseres ved en samkøring af Plantedirektoratets oplysninger fra gødningsregnskaberne med udvalgte ejendomme i kommunen. Herved kan udpeges husdyrbrug, hvor der er særlig stor risiko for, at husdyrbruget ikke lever op til f.eks. fastsatte vilkår om skærpet harmonikrav eller reduceret gødningsanvendelse.
Det forudsættes, at administrationen tilrettelægges således, at de borgere, der berøres af en kontrolordning, i almindelighed gøres opmærksom på myndighedens adgang til at foretage samkøring i kontroløjemed, inden kontrollen iværksættes. Det forudsættes endvidere at en myndighed, som ønsker at foretage samkøring i kontroløjemed alene lader dette tage sigte på fremtidige forhold, således at samkøringen så vidt muligt kun finder sted, hvis de personer, der omfattes af kontrollen, har fået meddelelse om kontrolordningen, inden de afgiver oplysninger til myndigheden. Myndighederne vil i forbindelse med administration af den foreslåede bestemmelse skulle iagttage de procedurer omkring samkøring og sammenstilling af personoplysninger, der følger af lov om behandling af personoplysninger. I den forbindelse vil myndighederne bl.a. skulle anmelde behandlingen til Datatilsynet, ligesom tilsynets udtalelse skal indhentes, forinden behandlingen iværksættes.
Bestemmelsen fastsætter regler om tilsynsmyndighedernes adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler. Det er en nødvendighed at sikre en sådan adgang, for at kunne gennemføre et tilsyn - eller andre opgaver - efter loven, regler udstedt med hjemmel i loven eller forordninger på lovens område. Samme adgang har personer, der af tilsynsmyndighederne er bemyndiget hertil.
Bestemmelsen giver tilsynsmyndighederne krav på adgang til ejendom for at foretage undersøgelser og tilsynsopgaver af anden art, f.eks. selvhjælpshandlinger. Bestemmelsen giver også adgang til dokumenter (på papir eller i elektronisk form), lokaler osv. og giver hjemmel til at fjerne dokumenter, genstande m.v.
Der vil kunne pålægges husdyrbrugene selv at foretage en løbende og periodisk driftskontrol, men myndighederne må herudover kunne foretage et aktivt og opsøgende tilsyn på stedet, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 44 med de enkelte virksomheders driftsforhold og udledninger. Der kan også være behov for at foretage kontrol på basis af naboklager, eller for at spore eller undersøge en forurening. Der kan også være tale om, at myndigheden har behov for adgang med henblik på at foretage selvhjælpshandlinger efter f.eks. lovforslagets § 48, stk. 1, nr. 3, til gennemførelse af påbudte foranstaltninger og § 49 til gennemførelse af akutte selvhjælpshandlinger.
I tilfælde, der er omfattet af § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, hvor den pågældende derfor ikke er forpligtet til at afgive oplysninger, og hvor vedkommende ikke vil afgive dem frivilligt (eller hvor vedkommende uberettiget nægter at udlevere disse), kan det være nødvendigt for myndighederne selv at finde og fjerne dokumenter m.v. Det kan endvidere være nødvendigt at fjerne genstande såsom computere, hvorpå oplysninger, der er nødvendige for tilsynsmyndighedernes kontrol, findes. Myndighederne skal som altid overholde proportionalitetsprincippet, og inddrage den ulempe, som indgrebet volder husdyrbruget, i overvejelserne af, om indgrebet er nødvendigt. Hvis det er muligt at kopiere dokumenter på stedet eller lave udskrifter eller elektroniske kopier af nødvendige oplysninger, eller hvis det er tilstrækkeligt at tage fotos af forholdene, vil myndighederne ikke kunne foretage fjernelse.
I de tilfælde, hvor der sker fjernelse, skal effekterne – medmindre det er nødvendigt at beholde dem til bevissikring – leveres tilbage hurtigst muligt efter, at myndighederne har haft mulighed for at uddrage og kopiere de nødvendige oplysninger. Hvor hurtigt dette skal ske, må også afhænge af, hvor stor ulempe det er for husdyrbruget at undvære dem.
Myndighederne må kun søge efter relevante og nødvendige oplysninger, og må ikke undersøge eller kopiere dele af materialet, som måtte indeholde oplysninger, der ikke er relevante for tilsynet, herunder særlig personoplysninger, f.eks. oplysninger om ansatte eller privat e-mailkorrespondance. Myndighederne skal som dataansvarlige i det hele taget være opmærksomme på reglerne i persondataloven.
Det kan også være nødvendigt at fjerne andre genstande end medier, der indeholder oplysninger, herunder vareprøver, til nærmere undersøgelse eller som bevis.
Bestemmelsen begrænses i sin helhed af § 9 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, som afgrænser bestemmelsen i forhold til strafferetsplejens regler om ransagning m.v. Det indebærer, at § 71 ikke (uden samtykke) kan bruges, hvis myndigheden har en rimelig grund til mistanke om strafbart forhold, medmindre indgrebet foretages for at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. I langt de fleste tilfælde – også hvor der foreligger rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold – vil tilsynsmyndighedens indgreb blive foretaget med henblik på forureningsbekæmpelse eller administrativ håndhævelse, f.eks. tilvejebringelse af materiale til brug for indskærpelse eller påbud eller for at foretage selvhjælpshandlinger. I den forbindelse bemærkes, at myndigheden i forhold til de administrative håndhævelsesmidler har behov for oplysninger om og dokumentation for de overtrædelser, der konstateres. § 9 kan derfor ikke antages at betyde en begrænsning i anvendelsen af § 71 i forhold til den nuværende praksis.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 87, stk. 1, 1., 2. og 3. pkt. og stk. 3 - 4. Dog er sætningen i § 87, stk. 1, om tilsynsmyndighedens adgang til at medtage produkter og varer udgået, da denne ikke er relevant i nærværende lovforslag, der ikke indeholder hjemmel til regulering af produkter og varer. Tilsvarende gælder bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 87, stk. 3, om politiets adgang til at kontrollere affaldstransporter.
Bestemmelsen giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om hel eller delvis brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til dækning af myndighedernes omkostninger til bl.a. tilsyn, ved behandling af sager om godkendelse og ved behandling af klagesager.
Det er hensigten med hjemmel i bestemmelsen at fastsætte regler for brugerbetaling for godkendelser og tilsyn efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, svarende til de regler, som er fastsat i bekendtgørelse nr. 719 af 16. juni 2006 om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven. Efter disse bestemmelser skal alle, der ansøger om miljøgodkendelse efter § 33 i miljøbeskyttelsesloven betale brugerbetaling for udarbejdelsen af godkendelsen.
Det er således hensigten, at reglerne om brugerbetaling for godkendelse fremover også skal omfatte alle der ansøger om godkendelse, inklusive de husdyrbrug under 75 dyreenheder som ansøger om godkendelse.
Nedsættelsen af miljøgodkendelsesgrænsen fra IPPC-grænsen til 75 dyreenheder medfører således, at de mellemstore brug (75 - 250 dyreenheder) omfattes af kravet om brugerbetaling for godkendelse. Brugerbetalingskravet over for de mellemstore brug sker ud fra ligebehandlingsprincippet, idet alle øvrige godkendelsespligtige virksomheder er omfattet af brugerbetalingsbekendtgørelsen.
Alle husdyrbrug over 3 dyreenheder vil blive omfattet af reglerne for brugerbetaling for tilsyn, uanset om de er omfattet af miljøbeskyttelsesloven eller vil blive omfattet af tilsyn efter denne lov.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 88, stk. 1 og 2, der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. Bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 477 af 30. juni 1993, lov nr. 373 af 18. maj 1994, samt ved lov nr. 395 af 22. maj 1996. Det er hensigten, at bestemmelsen skal fortolkes på samme måde som bestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven.
§ 73
Udover at de i bestemmelsen nævnte krav er tillagt udpantningsret, kan der for disse krav også ske inddrivelse ved lønindeholdelse efter reglerne for personlige skatter i kildeskatteloven, og restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive krav, som inddrives i medfør af bestemmelserne efter reglerne i opkrævningsloven.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 88 a, der blev indsat ved § 24 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 om ændring af forskellige love (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler).
§ 74
Bestemmelsen i stk. 1, fastlægger regeringens kompetence til indgå overenskomster med andre stater om fællesforanstaltninger for at opfylde lovens formål. Miljøministeren bemyndiges i stk. 2, til at fastsætte regler, der kan opfylde de aftaler der er indgået i medfør af stk. 1.
Forslagets § 75, stk. 1, 1. pkt. bemyndiger miljøministeren til at udstede de regler, der er nødvendige for at gennemføre de af Fællesskabet vedtagne direktiver og beslutninger om forhold, som er omfattet af denne lov.
Bestemmelsen indebærer, at miljøministeren kan fastsætte regler om miljøgodkendelser og tilladelser med henblik på at sikre, at sådanne godkendelser og tilladelser ikke er i strid med EU retlige forpligtelser eller andre internationale forpligtelser.
Bemyndigelsen til miljøministeren til at træffe konkrete bestemmelser forudsættes anvendt i tilfælde af, at der f.eks. skal gennemføres EU-beslutninger om hastende foranstaltninger vedrørende forhold, som er omfattet af denne lov, og hvor der ikke er tid til at afvente udstedelse af generelle regler i bekendtgørelsesform. Dermed kan det sikres, at tilsynsmyndigheden kan håndhæve sådanne hastende foranstaltninger, herunder ved forbud og påbud.
Det er hensigen, at bestemmelsen skal give ministeren hjemmel til at fastsætte regler, der ændrer lovens regler om miljøgodkendelser og tilladelser, herunder f.eks. regler, der ændrer de i lovforslagets § 12 fastsatte grænser for antal dyreenheder og antal stipladser, hvis dette skulle blive nødvendigt som følge af nye EU-krav.
Lovforslagets § 75, stk. 2 skal ses i sammenhæng med, at lovforslagets § 72 alene indeholder hjemmel til at fastsætte gebyrer til dækning af myndighedernes administration og tilsyn i forbindelse med loven. Lovforslagets § 75, stk. 2, vedrører gebyrer i forbindelse med anvendelsen af forordninger vedrørende forhold omfattet af loven, og vil ikke i alle tilfælde være dækket af § 72.
Bestemmelserne i dette kapitel svarer i vidt omfang til reglerne og principperne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 11 om klage og søgsmål. Det foreslås dog, at miljøministeren bliver klageberettiget i forhold til kommunernes afgørelser efter lovforslaget, hvilket skal ses i sammenhæng med den forslåede overgangsordning, jf. afsnit 4.12 i de almindelige bemærkninger. Endvidere videreføres planlovens regler om klageret for lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer, hvorefter f.eks. Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdelinger hidtil har haft klageret i VVM-sager om husdyrbrug. Lovforslaget tilsigter i øvrigt, at bestemmelserne i kapitel 7 administreres i overensstemmelse med hidtidig praksis efter miljøbeskyttelsesloven.
Ifølge principaftalen af 17. juni 2005 skal forslaget til ny lov om godkendelse af husdyrbrug indeholde en forenkling af den hidtidige regulering af arealer og anlæg for husdyrbrug samtidig med, at der skabes et én-strenget klagesystem.
Den nuværende regulering sker i medfør af bl.a. planloven og miljøbeskyttelsesloven, hvorefter et husdyrbrug i nogle tilfælde skal have:
– en VVM-tilladelse/et regionplantillæg, der kan påklages til Naturklagenævnet, og/eller
– en miljøgodkendelse, der kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen og Miljøklagenævnet, og/eller
– en landzonetilladelse, der kan påklages til Naturklagenævnet, og/eller
– en lokaliseringsgodkendelse, der kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen.
Klagemyndighed
I det nuværende system behandles klager i forbindelse med udvidelse eller etablering af husdyrbrug således både af Skov- og Naturstyrelsen, Miljøklagenævnet og Naturklagenævnet. I forbindelse med kommunalreformen er de klagesager, der hidtil er blevet afgjort af Skov- og Naturstyrelsen, pr. 1. januar 2007 flyttet til Miljøklagenævnet.
I Miljøklagenævnets behandling deltager formanden (jurist) samt 2 eller 4 sagkyndige eksperter – i alt 3 eller 5 medlemmer. Miljøklagenævnet kan populært betegnes som et sagkyndigt nævn eller et ekspertnævn.
I Naturklagenævnet deltager formanden (jurist), 2 højesteretsdommere samt et antal medlemmer udpeget af hvert af de partier, der er repræsenteret i Folketingets Finansudvalg. Antallet varierer således i forhold til antallet af partier i Finansudvalget, og nævnet har varieret med mellem 8 og 13 medlemmer. Naturklagenævnet kan populært betegnes som et lægmandsnævn.
Naturklagenævnet, der efter den nugældende lovgivning har kompetence til at afgøre sager, hvori der indgår hensyn til landskab og natur, er således ikke sammensat med eksperter inden for disse områder.
Efter lovforslaget bliver alle klagesager i forbindelse med den nye godkendelsesordning for husdyrbrug samlet i Miljøklagenævnet. I den forbindelse vil det være naturligt, at nævnets sammensætning bliver suppleret med eksperter inden for natur og landskab, da Miljøklagenævnet som følge af den nye godkendelseslovs formålsbestemmelse vil være forpligtet til at varetage hensyn til bl.a. natur og landskab i sin klagesagsbehandling. Hvis nævnet derudover suppleres med eksperter på områderne, vil varetagelsen af natur og landskabshensyn være sikret så vidt det er muligt.
§ 76
Bestemmelsen fastslår, at afgørelser og beslutninger efter loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i loven, som udgangspunkt kan påklages til Miljøklagenævnet. Dette gælder dog ikke, hvis andet fremgår af lovens bestemmelser eller hvis klageadgang er afskåret med hjemmel i lovforslagets § 78.
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1, som ændret ved lov nr. 569 af 24. juni 2005 i forbindelse med udmøntning af kommunalreformen, og ved forslag til lov om ændring af diverse love på natur- og miljøområdet – bemyndigelses- og klagebestemmelser i en række love på natur- og miljøområdet m.v., som er fremsat den 5. oktober 2006 (L. 40).
Ved lov nr. 569 er Miljøklagenævnet med virkning fra 1. januar 2007 indsat som eneste klagemyndighed efter miljøbeskyttelsesloven. I henhold til de tidligere regler var miljøministeren som udgangspunkt klagemyndighed for afgørelser truffet af amter og kommuner. I praksis var miljøministerens beføjelser delegeret til Skov- og Naturstyrelsen for landbrug m.v. En del af disse afgørelser (f.eks. visse sager om listevirksomheder) kunne efterfølgende indbringes for Miljøklagenævnet, således at en del sager har kunnet behandles af to klageinstanser.
Ved lovændringen af miljøbeskyttelsesloven udgik miljøministeren (styrelserne) som klageinstans og Miljøklagenævnet er derfor blevet eneste administrative klagemyndighed. Hermed er der skabt et enstrenget klagesystem, som samtidig sikrer, at klagesagsbehandlingen sker i et uafhængigt nævn. Dette vil samtidig bidrage til at nedbringe den samlede tid, en sag kan være under behandling.
Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter, at der på tilsvarende måde kan klages over miljøministerens afgørelser i sager, hvor ministeren i medfør af § 65 har besluttet at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser.
§ 77
Det foreslås i stk. 1, at reglerne i miljøbeskyttelseslovens om Miljøklagenævnets sammensætning, beføjelser og arbejdsgang m.v. finder tilsvarende anvendelse ved Miljøklagenævnets behandling af klagesager efter denne lov.
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har den 21. september 2006 afholdt en høring med det formål at få klagesystemet på miljøområdet belyst.
Efter høringen vil aftalens parter bl.a. drøfte indstillingsretten til Miljøklagenævnets lister over sagkyndige medlemmer. Parterne skal drøfte om de grønne organisationer skal indstille sagkyndige til Miljøklagenævnet i lighed med den indstillingsret, der i dag tilkommer erhvervet og Miljøstyrelsen eller om der er behov for en mere grundlæggende ændring af de eksisterende regler.
Stk. 2 indeholder regler om fremgangsmåden ved klagens indgivelse og fastsætter, at klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 giver ministeren hjemmel til at kunne fastsætte nærmere regler om nævnets sammensætning og virksomhed ved behandlingen af sager efter denne lov.
Bestemmelserne om Miljøklagenævnet (tidligere Miljøankenævnet) blev indsat i miljøbeskyttelsesloven ved lov nr. 358 af 6. juni 1991 med senere ændringer, senest ved lov nr. 571 af 9. juni 2006 om ændring af klagenævn og klagebestemmelser i en række love på miljøområdet. § 77 svarer til opbygningen af bestemmelserne i lov nr. 571 af 9. juni 2006
§ 78
Bestemmelsen tillægger miljøministeren en generel bemyndigelse til at lade de kommunale myndigheder træffe den endelige afgørelse i visse mindre sager. En række sager af mindre betydning for beskyttelsen af natur, miljø og landskab vil med rimelighed kunne afgøres endeligt af kommunalbestyrelsen som den myndighed, der har det lokale kendskab til forholdene.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 92, 1. pkt., der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. Dog er ordet »miljøbeskyttelsen« ændret til »beskyttelsen af natur, miljø og landskab« for at dække de bredere hensyn som loven varetager.
§ 79
Bestemmelsen fastsætter en klagefrist på 4 uger fra den dag, afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen uanset tidspunktet for individuel underretning.
Bestemmelserne svarer til bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 93, der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991.
§ 80
Det foreslås i stk. 1, at klage over påbud eller forbud samt klage over afgørelser efter § 50 og § 51, som udgangspunkt har opsættende virkning. I medfør af bestemmelsen kan Miljøklagenævnet ændre udgangspunktet og beslutte, at klagen ikke skal have opsættende virkning.
Til stk. 2
Hvis førsteinstansen efter lovforslagets § 59 har truffet afgørelse om, at et påbud eller forbud skal efterkommes straks, så er udgangspunktet efter stk. 2, at klage ikke har opsættende virkning. I medfør af bestemmelsen kan Miljøklagenævnet ændre udgangspunktet. Der henvises til bemærkningerne til § 58 og § 59.
Til stk. 3
Efter lovforslagets § 59, stk. 2, kan det, når særlige grunde taler for det, af førsteinstansen bestemmes, at klager over påbud eller forbud ikke skal have opsættende virkning. Der henvises til bemærkningerne til § 59, stk. 2. Miljøklagenævnet kan ændre førsteinstansens beslutning.
Det foreslås i stk. 1, at klage over en tilladelse, godkendelse eller dispensation, som udgangspunkt, ikke har opsættende virkning. Udgangspunktet om ikke opsættende virkning i § 81, stk. 1, og undtagelsen i § 82, kan dog efter de nævnte bestemmelser ændres af Miljøklagenævnet.
Til stk. 2
Uanset udgangspunktet om ikke opsættende virkning ved en klage over en tilladelse, godkendelse eller dispensation efter § 81, stk. 1, så er Miljøklagenævnet i medfør af stk. 2 stillet frit med hensyn til at ændre eller ophæve den påklagede tilladelse, godkendelse eller dispensation.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 96, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991. Bestemmelsen er ved lov nr. 569 af 24. juni 2005 tilpasset det efter 1. januar 2007 gældende klagesystem.
Til stk. 3
Dog er udgangspunktet fraveget ved klage over en tilladelse eller godkendelse med vilkår, jf. lovforslagets § 81, stk. 3.
Lovforslaget løfter, for så vidt angår husdyrbrug, reglerne om landzonetilladelse i planloven over i denne lov. Bestemmelsen i § 81, stk. 3, overfører i overensstemmelse hermed planlovens udgangspunkt, hvorefter en landzonetilladelse ikke må udnyttes før efter klagefristens udløb, samt at en klage har opsættende virkning. I medfør af bestemmelsen kan Miljøklagenævnet dog ændre en klages opsættende virkning.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til bestemmelsen i planlovens § 60, stk. 4, der omhandler tilladelser efter planlovens § 35, stk. 1. Forslaget i stk. 3 er dog tilpasset således, at det omhandler tilladelser eller godkendelser med vilkår.
§ 82
En klage over en tilladelse, godkendelse eller dispensation har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. lovforslagets § 81, stk. 1. § 82 giver miljøministeren bemyndigelse til, at fastsætte regler om, at visse godkendelse og tilladelser ikke må udnyttes inden for klagefristen, og at en klage skal have opsættende virkning.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 96, stk. 1, 2. pkt., der blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991.
§ 83
Bestemmelsen skal sikre, at den, der har modtaget en tilladelse, hurtigst muligt underrettes om en indgivet klage.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i planlovens § 60, stk. 5, 2. pkt., hvor den blev indsat ved lov nr. 383 af 6. juni 2002.
I stk. 1, nr. 2, er dog tilføjet klageadgang for miljøministeren over kommunalbestyrelsernes afgørelser. Denne tilføjelse er begrundet i forslaget til § 35, der indeholder hjemmel til, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens afgørelser om tilladelser og godkendelser skal indsendes til miljøministeren. Hermed sikres, at miljøministeren får mulighed for at vurdere, om afgørelserne skal påklages til Miljøklagenævnet. Den foreslåede ordning vil blive evalueret efter udløbet af den 2-årige overvågningsperiode, hvorefter der tages stilling til, om afgørelserne skal træffes uden statslig forhåndsgodkendelse.
Til den foreslåede § 84, stk. 1, nr. 3, bemærkes, at en kommune, ligesom efter miljøbeskyttelsesloven, kan påklage en anden kommunes afgørelse, i det omfang den anses at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen, jf. f.eks. miljøministerens besvarelse af spørgsmål 22 til L 91, 2005.
Efter lovforslaget vil kommunalbestyrelserne fremover skulle træffe afgørelse i sager, hvor slutrecipienten er et vandområde eller et naturområde i en anden kommune. Miljøministeren vil i en kommende bekendtgørelse om godkendelse af husdyrbrug fastsætte regler om kommunernes samarbejde. Udgangspunktet er, at det er kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlægget ligger, der udfærdiger tilladelsen til eller godkendelsen af husdyrbruget. Hvis nogen af arealerne ligger i andre kommuner, har kommunalbestyrelsen samtidig en pligt til at høre kommunalbestyrelserne i disse kommuner. Kommunalbestyrelsen har herefter en pligt til at indføje de eventuelle vilkår, som en anden kommunalbestyrelse har vurderet nødvendige at fastsætte på de arealer, som ligger i denne kommune. Der vil dog kunne forekomme sager, hvor hverken anlæg eller arealer omfattet af en afgørelse efter denne lov er beliggende i samme kommune som slutrecipienten.
Miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 2, er ikke medtaget, da miljøministeren i medføre af forslaget alene træffer afgørelse i medfør af bestemmelsen i § 65 (call in samt overtagelse af godkendelses- og tilsynskompetence).
I stk. 3 foreslås, at sundhedsstyrelsen kan tillægges klageret i regler, der udstedes i medfør af loven, hvor miljøbeskyttelsesloven henviser til regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 16.
Den oprindelige bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 98, blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991, og bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 355 af 2. juni 1999, lov nr. 545 af 24. juni 2005 samt ved lov nr. 569 af 24. juni 2005.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 99. Den oprindelige bestemmelse i § 99 stammer fra lov nr. 358 af 6. juni 1991, og bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 447 af 31. maj 2000, lov nr. 220 af 31. marts 2004 samt ved lov nr. 569 af 24. juni 2005.
§ 86
Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 61 og § 62.
Det bemærkes dog, at lovforslaget ikke indeholder en bestemmelse svarende til miljøbeskyttelseslovens § 100, stk. 4, hvorefter lokale afdelinger af landsdækkende foreninger eller organisationer ikke har klageret. De lokale foreningers klageret efter planloven følger således med, når afgørelserne efter planloven (VVM og landzone) integreres i miljøgodkendelsen af husdyrbrug.
§ 89
Bestemmelsen fastsætter, at en afgørelse som udgangspunkt skal indeholde en frist for, hvornår afgørelsen skal efterkommes. Der kan dog være særlige situationer, hvor afgørelsen bør efterkommes straks, og myndigheden har således hjemmel til at fravige udgangspunktet.
Bestemmelsen fastsætter, at såfremt en afgørelse efter loven eller regler udstedt i medfør af loven, ønskes prøvet ved domstolene, skal søgsmålet være anlagt inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt.
Bestemmelsen svarer til miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1, hvor den blev indsat ved lov nr. 358 af 6. juni 1991.
Til kapitel 8
Strafbestemmelserne er bygget op på tilsvarende måde som strafbestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 13.
§ 91
Lovforslagets § 91 er lovens strafbestemmelse. Bestemmelsen beskriver i stk. 1, hvilke forhold der er strafbare efter loven. Det følger således eksempelvis, at det er strafbart at anlægge, påbegynde eller drive et husdyrbrug uden tilladelse eller godkendelse, ligesom det er strafbart at undlade at efterkomme forbud eller påbud efter loven. De strafbare forhold, som er omtalt i lovforslagets § 91, stk. 1, straffes med bøde.
Bestemmelsen svarer hovedsagelig til strafbestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1 og 2. I lovforslaget er ordet »virksomhed« og »virksomheden«, medmindre andet følger af bestemmelsens ordlyd, som følge af lovforslagets anvendelsesområde, ændret til henholdsvis »husdyrbrug« og »husdyrbruget«.
Det er Miljøministeriets opfattelse, at det nuværende bødeniveau, som blandt andet er beskrevet i Gorm Toftegaards undersøgelse fra 2005, jf. de almindelige bemærkninger, generelt er for lavt, under hensyn til de alvorlige miljømæssige konsekvenser, der kan være forbundet med at overtræde reglerne. Den præventive værdi af bøder på nogle få tusinde kroner vil være meget begrænset, og bøderne afspejler på ingen måde den økonomiske fordel, enten i form af en fortjeneste eller besparelse, lovovertrædelsen har medført. Det nuværende bødeniveau giver således intet eller højst et meget begrænset økonomisk incitament til at overholde reglerne. Det begrænsede økonomiske incitament understreges af, at de strafbare handlinger sker som led i erhvervsforhold.
Lovforslaget indebærer et forslag om en generel skærpelse af det almindelige bødeniveau, således at overtrædelse af loven medfører bøder, som står mål med den økonomiske fordel og den miljørisiko den enkelte overtrædelse indebærer.
Overtrædelser af lovforslagets strafbestemmelser vil for hovedpartens vedkommende indebære, at der er opnået en økonomisk fordel. Hvis der eksempelvis ikke er indhentet de fornødne godkendelser eller tilladelser inden anlæg af husdyrbruget, vil husdyrbruget have opnået en ulovlig indtjening i perioden, indtil de fornødne godkendelser eller tilladelser foreligger, samt sparet udgifterne til at sagkyndig bistand i forbindelse med godkendelse. Hvis der produceres flere husdyr end det tilladte, vil der være opnået en ulovlig fortjeneste, svarende til fortjenesten på de husdyr, der er produceret mere end det tilladte. Bliver gylle opbevaret i en beholder, der ikke er forskriftmæssigt overdækket, har husdyrbruget sparet udgiften til overdækning.
Er der i forbindelse med en overtrædelse af loven opnået en økonomisk fordel, er det udgangspunktet, at denne økonomiske fordel skal konfiskeres. Reglerne om konfiskation findes i straffelovens 9. kapitel. Konfiskation af et ulovligt udbytte bør kombineres med en passende bøde. En passende bødestørrelse, vil i sådanne sager normalt være 1/4 af den opnåede økonomiske fordel, hvilket svarer til domstolspraksis på dambrugsområdet, jf. Højesterets domme fra 2001, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 1046 og 1056.
I nogle sager er det forbundet med betydelige vanskeligheder at fastsætte størrelsen af den opnåede økonomiske fordel. I så fald kan der normalt ikke foretages konfiskation. Selv om der ikke kan dokumenteres en nøjagtigt økonomisk fordel, vil bøden kunne fastsættes således, at der ved udmålingen tages højde for, at der har været en økonomisk fordel. Bøden bør derefter forhøjes med den skønnede fortjeneste eller besparelse, jf. også lovforslagets § 93, stk. 2, sidste punktum.
Bødestørrelsen vil dog naturligvis kunne justeres i op- og nedadgående retning, hvis der foreligger skærpende henholdsvis formildende omstændigheder. Navnlig skal der peges på forhold begået i erhvervsforhold, som må tillægges skærpende vægt i forbindelse med udmålingen af bødestørrelsen. Den endelige fastsættelse af bødestørrelserne henhører under domstolene.
Eksempler på beregningsgrundlaget for bøder ved forskellige overtrædelser
Overproduktion af husdyr
For så vidt angår sager om overproduktion af husdyr, dvs. produktion af flere dyr end anført i godkendelsen eller tilladelsen, foreslås det, at bøderne hæves markant, således at den opnåede økonomiske fordel kommer til at afspejle sig i bøderne.
Miljøministeriet har i 2006 udarbejdet et notat om den gennemsnitlige indtjening ved at producere et svin eller en årsko. Notatet indeholder en beskrivelse af indtjeningen ved svine- og kvægproduktion fordelt på forskellige bedriftstyper og bedriftsstørrelser, baseret på årlige opgørelser fra Fødevareøkonomisk Institut. Notatet vil således kunne bruges til at opgøre det økonomiske udbytte, der er opnået i en periode, hvor produktionen har været større end det tilladte.
Opgørelserne i notatet er baseret på driftsregnskaber fra en række landbrugsbedrifter, og opgør produktionsværdi, dækningsbidrag og nettooverskud ved forskellige bedriftstyper (søer, slagtesvin, kvæg) og størrelser. Indtjeningen er beskrevet pr. produceret enhed, således at det er muligt at give et præcist estimat af den opnåede indtjening ved en overproduktion af en given størrelse. Indtjeningen er opgjort for hvert enkelt år fra 1999 for derved at tage højde for variationer i indtjeningen.
I en given sag om overproduktion af svin eller kvæg vil det således være muligt at anslå den opnåede fortjeneste ved overtrædelsen. Fortjenesten beregnes med udgangspunkt i dækningsbidrag I, det vil sige produktionsværdien, fratrukket variable omkostninger, som fx omkostninger til foder og dyrlæge. Der bør ikke fratrækkes yderligere omkostninger, såsom arbejdsindsats og vedligehold. Denne beregningsmodel svarer til domstolspraksis på dambrugsområdet, jf. Højesterets domme fra 2001, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 1046 og 1056. Der findes endnu ikke retspraksis, der viser hvordan bødeniveauet skal beregnes i sager om overproduktion af husdyr.
Hvis der i en given sag er dokumenteret en overproduktion på et antal producerede dyr, vil notatet kunne anvendes til at beregne den opnåede fortjeneste ved overproduktionen. Overproduktionen for hvert enkelt år kan beregnes som: antallet af overproducerede dyr gange »Dækningsbidrag I« for den relevante bedriftstype og størrelse. Hvis der er dokumenteret overproduktion i flere produktionsår, skal indtjeningen udregnes for hvert enkelt år.
Den samlede opgjorte indtjening vil kunne konfiskeres efter reglerne i lovforslagets § 93, stk. 2.
Dertil kommer en bøde, der som minimum bør opgøres til 1/4 af den opnåede fortjeneste på overtrædelsen, svarende til retspraksis fra dambrugsområdet.
Manglende overdækning af gyllebeholder
Ved de kommunale tilsyn håndhæves ofte forhold omkring overdækning af gyllebeholdere. Selvom hovedreglen er, at der skal være fast overdækning med flydedug, teltoverdækning, betonlåg og lignende vælger de fleste at følge undtagelsesbestemmelsen, hvor der er krav om anden tæt overdækning, og hvor der skal føres logbog. Tilsynet viser, at der på visse brug er problemer med at etablere en anden tæt overdækning i form af f.eks. naturligt flydelag. Kommunen kan ved manglende overdækning kræve fast overdækning, men da tilsynsfrekvensen ikke sker hvert år, kan landmanden ofte på denne måde tilsidesætte kravet ved at udskyde investeringen i en fast overdækning i flere år. Det er Miljøministeriets opfattelse, at den dermed opnåede økonomiske fordel som udgangspunkt bør konfiskeres, jf. ovenfor. I sager, hvor der sker konfiskation, bør bøden fastsættes til ¼ af den opnåede økonomiske fordel ved overtrædelsen. Det kan imidlertid være forbundet med betydelige vanskelligheder at opgøre den økonomiske fordel, der er opnået ved at udskyde investeringen, hvorved konfiskation ikke er mulig. I så fald bør overtrædelsen medføre en bøde på ikke under 10.000 kr.
Til stk. 2
Stk. 2 beskriver de tilfælde, hvor straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år. For at et strafbart forhold er omfattet af stk. 2 kræves det, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed og, at der ved overtrædelsen er voldt skade eller fremkaldt fare for skade på de interesser, loven forsøger at beskytte, eller er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel.
Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, omhandler de kvalificerede overtrædelser, hvor overtrædelsen kan føre til frihedsstraf. Bestemmelsen tænkes anvendt i helt særlige tilfælde. Der findes ikke retspraksis på miljøbeskyttelseslovens område, hvor personer er idømt frihedsstraf for overtrædelser af den gældende regulering af husdyrbrug. Da strukturudviklingen for husdyrbrugenes vedkommende går i retning af større husdyrbrug, kan det imidlertid ikke udelukkes, at frihedsstraf kan komme på tale i forbindelse med kvalificerede overtrædelser af lovforslagets strafbestemmelser.
Bestemmelsen kan kun anvendes når de særlige betingelser som er nævnt i bestemmelsen er til stede. Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvor den tiltalte har handlet groft uagtsomt eller med forsæt. Simpel uagtsomhed kan således ikke føre til frihedsstraf, selv om de øvrige betingelser er opfyldt.
Betingelsen i stk. 2, nr. 2, om økonomisk fordel ved overtrædelsen skal fortolkes således, at der skal være tale om en økonomisk fortjeneste eller besparelse af et betydeligt omfang.
Bestemmelsen er ændret i forhold til den tilsvarende bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven, så det ikke alene er ved skade - eller fare herfor - på miljøet, men også når der er voldt skade - eller fare herfor - på de interesser, som loven tilsigter at beskytte, jf. § 1.
§ 92
Bestemmelsen giver adgang til at fastsætte strafbestemmelser i regler og forskrifter, der udstedes i medfør af loven. Der kan endvidere fastsættes regler om straf for overtrædelse af de af De Europæiske Fællesskabers forordninger, der falder inden for lovforslagets anvendelsesområde.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 4 og 5, der blev indsat ved lov nr. 425 af 10. juni 1997.
Til stk. 1
Det foreslås i stk. 1, at juridiske personer kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Til stk. 2
Det må ikke kunne betale sig at overtræde reglerne. § 93, stk. 2, bestemmer således, at udgangspunktet er, at den økonomiske fordel ved en overtrædelse af lovforslaget skal konfiskeres, jf. reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ikke ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fare herfor.
Udgangspunktet gælder også, selv om der alene er tale om en formel overtrædelse, det vil sige en overtrædelse, der ikke indebærer en skade eller fare for skade på miljøet. For sådanne overtrædelser er udgangspunktet også, at der skal ske konfiskation af den økonomiske fordel.
Konfiskation har til formål at fjerne den økonomiske fordel, lovovertrædelsen har medført, men der er ikke tale om en bøde. Når den økonomiske fordel er konfiskeret stilles lovovertræderen - i økonomisk henseende - som om lovovertrædelsen ikke havde fundet sted. Ved at anvende konfiskation sammen med en bøde, der står mål med økonomiske fordel og den med lovovertrædelsen forbundne miljørisiko, sikres en effektiv og konsekvent håndhævelse.
I sager, hvor der sker konfiskation, bør bøden udmåles til ¼ af fortjenesten, jf. bemærkningerne til § 91.
Det kan i visse tilfælde være vanskelligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel, således at konfiskation ikke lader sig gennemføre. I disse tilfælde skal domstolene tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen af straffen, jf. stk. 2, sidste punktum, og bemærkningerne til § 91.
Mange overtrædelser opdages først ved myndighedernes tilsyn, der sommetider finder sted et år eller mere efter, at overtrædelsen er sket.\n\nFormålet med den særlige 5 årige forældelsesfrist er at sikre den nødvendige tid til den administrative sagsbehandling af straffesagerne, herunder tilsynsmyndighedens undersøgelser, politiets efterforskning, og anklagemyndighedens forberedelse af sagen.
Der kan være en betydelig miljørisiko forbundet med visse typer overtrædelser af loven. Det foreslås derfor, at det skal være muligt ved dom at frakende en person retten til at udøve virksomhed, som omfattet af dette lovforslags kapitel 3, under en række nærmere betingelser. Samtidig foreslås en ændring af miljøbeskyttelseslovens § 110 b, jf. lovforslagets § 99, nr. 8, som indebærer, at tilsidesættelse af regler i dette lovforslag eller forskrifter udstedt i medfør heraf, skal have betydning for vurderingen af rettighedsfrakendelse efter miljøbeskyttelsesloven.
Det foreslås i § 95, stk. 1, at bedømmelsen skal ske efter en »miljøforsvarlighedsvurdering«. Den eller de ansvarlige personer, der har drevet en forurenende virksomhed uforsvarligt og derved overtrådt miljølovgivningen gentagne gange eller i øvrigt under så skærpende omstændigheder, at den/de pågældende må anses for uden vilje eller evne til at drive forurenende virksomhed på forsvarlig vis, skal kunne frakendes retten til at fortsætte eller genoptage sådan virksomhed.
Frakendelse skal således kunne ske, uanset om der kan påvises en nærliggende fare for, at vedkommende på ny vil handle uforsvarligt, idet det må anses for tilstrækkeligt, at der er udvist grov eller gentagen uansvarlighed.
Forslaget til stk. 1 indebærer, at en person, enten som ejer af et husdyrbrug, eller som ansvarlig i et selskab, der driver et husdyrbrug, kan frakendes retten til at drive forurenende virksomhed, hvis husdyrbruget gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har tilsidesat reglerne i lovforslaget og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, og den pågældende er gjort personlig strafansvarlig for overtrædelsen eller overtrædelserne.
Domstolene vil efter lovforslagets stk. 2 ved vurderingen skulle tage stilling til, om det alene er retten til at drive selvstændig virksomhed omfattet af loven, der skal frakendes, eller om der tillige skal ske frakendelse af retten til at være medlem af direktion eller bestyrelse eller medstifter af et selskab, der driver et husdyrbrug.
Domstolene vil herudover skulle tage stilling til rækkevidden af rettighedsfrakendelsen. En konkret vurdering af overtrædelsernes karakter vil imidlertid kunne føre til, at der tillige bør ske frakendelse af retten til at drive andre lignende typer miljøbelastende virksomhed, jf. den foreslåede ændring af miljøbeskyttelseslovens § 110 b.
Det foreslås, at også overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven skal have betydning for spørgsmålet om frakendelser. Årsagen hertil er, at overtrædelser vedrørende husdyrbrug der endnu ikke vil være omfattet af dette lovforslag, men af miljøbeskyttelsesloven, har en betydning for vurderingen af om landmanden er i stand til at drive husdyrbruget på forsvarlig vis. Også andre overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven, fx mangelfuld drift af en anden erhvervsvirksomhed kan som hidtil have indflydelse herpå.
Det foreslås i stk. 3, at de processuelle regler i straffelovens § 79, stk. 3-4 finder anvendelse i sager om rettighedsfrakendelse. Det indebærer - i overensstemmelse med, hvad der gælder på andre særlovsområder - at rettigheden kan frakendes for et begrænset tidsrum (1-5 år) og kun i meget grove tilfælde.
Forslaget indebærer en egentlig pligt for anklagemyndighed og tilsynsmyndigheder til at foretage indberetning til den registeransvarlige myndighed af de personer og selskaber, der er omfattet af nr. 1-4, hvorefter registeret opdateres med de indkomne oplysninger. Oplysninger, der er ikke længere er relevante for miljøansvarlighedsvurderingen, vil blive slettet. Oplysninger om strafbare forhold slettes således ti år efter den seneste strafbare handling, mens gældsforhold slettes, når de ikke længere består, da det som nævnt under bemærkninger til § 36 findes nødvendigt, at gældsforhold kan tillægges betydning, så længe de består, således som det er udgangspunktet i anden lovgivning om offentlige autorisationer.
Indberetning af personer og selskaber, der har gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger, sker ved den pågældende tilsynsmyndigheds foranstaltning, når gælden er vedgået eller fastslået ved en domstol eller en fogedret. Indberetning af personer og selskaber for strafbare forhold sker ved den anklagemyndighed, der har ført sagen, når endelig dom i sagen er faldet eller ved den politimester, der har afgjort sagen endeligt ved en bødevedtagelse, når bøden er vedtaget.
Det er en forudsætning, at den pågældende person eller det pågældende selskab har fået meddelelse om, at der sker registrering, forinden registreringen sker.
§ 97
Forslaget sikrer, at ransagning efter omstændighederne kan anvendes i efterforskningen af alle sager om overtrædelse af loven - også selv om de må forventes ikke at blive sanktioneret med frihedsstraf.
Bestemmelsen indebærer, at den kommunalbestyrelse, der inden for et forpligtende kommunalt samarbejde er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaverne på natur- og miljøområdet på vegne af alle kommunalbestyrelserne i samarbejdet, tillige skal varetage udøvelsen af opgaverne efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug på alle kommunalbestyrelsernes vegne.
Baggrunden for forslaget er, at dette lovforslag omfatter sager på natur- og miljøområdet, der i dag er omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, i lov om forpligtende kommunale samarbejder, litra a (lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt i medfør af loven) og litra n (bestemmelser om VVM i lov om planlægning m.v.). Loven omfatter således den sagsbehandling, som skal finde sted efter miljøbeskyttelsesloven og planlovens regler om VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet) for anlæg til husdyrproduktion.
Med dette forslag udvides listen til også at omfatte sagsbehandling efter lov om godkendelse af husdyrbrug. Herved sker der indirekte en mindre udvidelse af anvendelsesområdet for loven, idet sager om meddelelse af landzonetilladelse til husdyrbrug fremover meddeles som en integreret del af en godkendelse/tilladelse efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
§ 99
Til nr. 1-2
De forslåede ændringer af miljøbeskyttelseslovens § 40 a skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 36 - § 38 om fastsættelse af særlige vilkår, meddelelse af afslag på godkendelse og tilbagekaldelse af godkendelse som følge af manglende miljøansvarlighed.
Forslagene indebærer, at miljøbeskyttelseslovens tilsvarende bestemmelser i § 34, stk. 3 (om nægtelse af godkendelse og fastsættelse af særlige vilkår) og § 41 d (om tilbagekaldelse og ændringer af eksisterende godkendelser) også skal finde anvendelse personer, der er frakendt retten til at drive forurenende virksomhed efter lovforslagets § 95 og på personer og selskaber, der er straffet efter de skærpede bestemmelser i lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug m.v. eller tilsvarende bestemmelser udstedt i medfør heraf.
Til nr. 3, 5 og 6
Forslagene skal sikre en fuld gennemførelse af IPPC-direktivets regler om revurdering og om inddragelse af offentligheden i de tilfælde, hvor en godkendelse af en listevirksomhed er delt op på flere afgørelser.
I Danmark håndteres langt den største del af aktiviteterne på en listevirksomhed i kapitel 5-godkendelsen, herunder tilladelsen til udledning af spildevand direkte til vandløb, søer og havet. Det er dog i visse tilfælde nødvendigt at meddele andre separate tilladelser, som omfatter aktiviteter på »anlægget«, og som derfor er omfattet af det område, som IPPC-direktivet regulerer. Det drejer sig navnlig om tilladelser til tilslutning af spildevand til offentligt spildevandsanlæg samt tilladelser efter § 19 i loven. Fremover kan det ikke udelukkes, at en i-mærket virksomhed, der skal godkendes efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, også kan omfatte et husdyrbrug, som skal godkendes efter husdyrloven.
Til nr. 3
Der har ikke hidtil været regler i miljøbeskyttelsesloven, der udtrykkeligt sikrer, at tilslutningstilladelser og eventuelle andre relevante tilladelser også tages op til revurdering og om nødvendigt ændres sammen med den kapitel 5-godkendelse, de knytter sig til, sådan som det forudsættes efter IPPC-direktivets artikel 13, jf. artikel 7. Det må dog antages, at dette i praksis er sket.
Det foreslås derfor i nr. 3 at bemyndige ministeren til at fastsætte regler herom. Bemyndigelsen forventes udnyttet ved at fastsætte regler i godkendelsesbekendtgørelsen i tilknytning til de eksisterende regler om revurdering. Disse bestemmelser skal præcisere, at hvis der som følge af revurderingen viser sig behov for at ændre eller justere vilkår i andre tilladelser til samme anlæg, så skal myndighederne tage initiativ til, at dette også sker. Bestemmelsen tænkes anvendt både for de regelmæssige revurderinger, der skal foretages af i-mærkede virksomheder, og for revurderinger af listevirksomheder generelt.
Forslagene skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 3.
Der har heller ikke hidtil været udtrykkelige regler i miljøbeskyttelsesloven, der sikrer, at offentlighedsprocedurerne vedrørende kapitel 5-godkendelse og revurdering af i-mærkede virksomheder også kommer til at omfatte andre tilknyttede tilladelser som f.eks. tilslutningstilladelser, jf. bemærkningerne til nr. 3. Det foreslås derfor i nr. 5 at udvide den eksisterende bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 74, stk. 2, til at fastsætte regler vedrørende annoncering af afgørelser og i nr. 6 foreslås, at udvide bemyndigelsen i § 79, stk. 1, til at fastsætte regler vedrørende inddragelse af offentligheden forud for, at der træffes afgørelser. Miljøministeren vil herefter for i-mærkede virksomheder dels med hjemmel heri, dels med hjemmel i de eksisterende bemyndigelser i § 74, stk. 2 og § 79, stk. 1, fastsætte regler, der sikrer, at offentlighedsprocedurer og annoncering også kommer til at omfatte andre tilknyttede tilladelser.
Der henvises til afsnit 4.13.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt de specielle bemærkninger til § 70. Husdyrbrug der ikke ændres eller udvides vil i en årrække fremover fortsat være helt eller delvis reguleret af miljøbeskyttelsesloven, herunder reglerne om tilsyn. Der er derfor i forhold til disse husdyrbrug det samme behov for, at myndighederne i kontroløjemed kan indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og herunder foretage sammenstilling og samkøring af oplysningerne. Også husdyrbrug omfattet af lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug m.v. vil fortsat være omfattet af en række af miljøbeskyttelseslovens regler og regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, herunder husdyrgødningsbekendtgørelsens regler.
Det foreslås, at myndighederne også skal koordinere deres afgørelser, når der om samme virksomhed skal træffes afgørelser efter miljøbeskyttelsesloven og lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 68, og der henvises til bemærkningerne hertil.
Det forslås, at også overtrædelser af bestemmelser i lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug m.v. eller forskrifter i medfør heraf skal have betydning for vurderingen af spørgsmålet om rettighedsfrakendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 95, og der henvises til bemærkningerne hertil.
§ 100
Lov nr. 506 af 7. juni 2006 om et kvalitetsstyringssystem for den kommunale sagsbehandling på natur- og miljøområdet forpligter kommunalbestyrelserne til at indføre og anvende et kvalitetsstyringssystem for sagsbehandling efter de love, som er oplistet i lovens § 2, stk. 2. Listen består af love, inden for hvilke kommunalbestyrelserne har opgaver inden for natur- og miljøområdet, og omfatter lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning for så vidt angår VVM-sager. Loven omfatter således den sagsbehandling, som skal finde sted efter miljøbeskyttelsesloven og planlovens regler om VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet).
Med dette forslag udvides listen til også at omfatte sagsbehandling efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Herved sker der indirekte en mindre udvidelse af anvendelsesområdet for loven, idet sager om meddelelse af landzonetilladelse til husdyrbrug meddeles som en integreret del af en godkendelse eller tilladelse efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
§ 101
Med den foreslåede bestemmelse ophæves hjemlen i planloven til at fastsætte regler til gennemførelse af den del af kommunalreformen, der anfører, at kommunernes afgørelser om husdyrbrug efter VVM-reglerne i en overgangsperiode på to år fra kommunalreformens ikrafttrædelse skal godkendes af Miljøministeriet. Forslaget er en konsekvens af, at VVM-sager om husdyrbrug fremover behandles efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Bestemmelserne erstattes af en ny hjemmel for miljøministeren i lovforslagets § 35.
Til kapitel 10
Der henvises til de almindelige bemærkninger under punkt 4.13.5 om overgangsbestemmelser. De foreslåede overgangsregler i loven tager udgangspunkt i, at så mange sager som muligt om etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug bliver omfattet af de nye regler.
§ 102
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2007.
§ 103
Forslaget tager udgangspunkt i en godkendelsesordning, der »udløses« i forbindelse med en etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug. Det foreslås i stk. 1, at lovforslagets bestemmelser om tilladelse og godkendelse først får virkning for bestående husdyrbrug fra det tidspunkt, hvor husdyrbruget foretager ændringer eller udvidelser af anlægget.
Dette lovforslag berører derimod ikke den godkendelsesprocedure, der er fastsat i godkendelsesbekendtgørelsens § 18 for eksisterende endnu ikke godkendte listevirksomheder, der er (I)-mærket. Efter denne bestemmelse gælder, at hvis en bestående listevirksomhed, som er (i)-mærket, ikke senest den 29. oktober 2007 er godkendt i overensstemmelse med § 12 og § 13 i bekendtgørelse nr. 943 af 16. september 2004 om godkendelse af listevirksomhed, skal godkendelsesmyndigheden nedlægge forbud mod fortsat drift, jf. miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 2, således at virksomhedens drift er ophørt senest den 29. oktober 2007. Indebærer vilkår i en godkendelse, at der skal foretages forureningsbegrænsende foranstaltninger m.v. på virksomheden, må der ikke fastsættes en frist for opfyldelse af vilkåret, der ligger efter 29. oktober 2007.
Det foreslås i stk. 2, at første gang der meddeles godkendelse efter lovforslaget, skal godkendelsen omfatte hele husdyrbruget samt bedriftens arealer, uanset om der er tale om en udvidelse, hvor grænsen for godkendelsespligt passeres, eller der er tale om udvidelse eller en ændring omfattet af § 11, stk. 3, og § 12, stk. 3. Der skal således foretages en vurdering af hele husdyrbruget samt bedriftens arealer, første gang kommunalbestyrelsen skal behandle en ansøgning om udvidelse eller ændring. For så vidt angår vurderingen skal den følge de kriterier, der er fastsat i § 19 - § 26.
Endvidere foreslås i stk. 3, at lovforslagets bestemmelser skal finde anvendelse ved revurdering af eksisterende husdyrbrug, som har en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, eller som meddeles påbud efter § 41 a eller § 41 b i miljøbeskyttelsesloven.
Det er alle reglerne i lovforslaget samt regler udstedt i medfør heraf, der finder anvendelse i forbindelse med revurdering efter miljøbeskyttelseslovens § 41a og § 41 b.
Ved kommunalbestyrelsens revurdering er det husdyrbrugets samlede miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, der revurderes og videreføres i det nye system. Retsbeskyttelsen finder alene anvendelse for den første godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, men ikke på vilkår fastsat i forbindelse med en revurdering.
Ved revurderingen skal kommunalbestyrelsen om nødvendigt udstede påbud med de relevante vilkår.
Dette gælder for såvel anlæg og arealerne samt for en eventuel udledningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 4.
Som hovedregel foreslås en ret til etablering, udvidelse eller ændring i henhold til tidligere ikke udnyttede afgørelser, så længe disse (alle) er gyldige - dog i maksimalt 2 år.
Det foreslås således i stk. 1, at kun hvis alle de nødvendige myndighedsafgørelser til etablering, udvidelser eller ændring af husdyrbrug er meddelt inden 1. januar 2007, vil husdyrbruget efter 1. januar 2007 kunne etableres uden godkendelse efter de nye regler.
Ved nødvendige afgørelser efter lov om planlægning og lov om miljøgodkendelse og regler udstedt i medfør heraf forstås alle former for myndighedsafgørelser, der skal foreligge før etableringen eller udvidelsen kan gennemføres, herunder kommunalbestyrelsens afgørelser og »ikke-afgørelser«, dvs. manglende reaktion i sager om anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen og samlebekendtgørelsen.
Som eksempler på afgørelser efter planloven kan nævnes: Afgørelse om hvorvidt et anlæg til intensivt husdyravl må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet efter planlovens § 6 c (screeningsafgørelsen), herunder afgørelser i relation til anmeldelse i henhold til samlebekendtgørelsens § 4, stk. 2, samt tilvejebringelse af regionplantillæg for VVM-pligtige husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 2, eller meddelelse af tilladelser til VVM-pligtige husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 3, samt afgørelser vedrørende landzonetilladelser efter planlovens § 35, jf. dog bemærkningerne til stk. 3.
Det bemærkes, at det forhold, at ikke alle afgørelser efter anden lovgivning, herunder f.eks. byggelovgivningen, foreligger 1. januar 2007, ikke i sig selv vil være afgørende for, om etablering, udvidelse eller ændring kan ske uden tilladelse efter denne lov.
Den fastsatte frist 1. januar 2009 gælder, uanset hvad der i øvrigt er bestemt i henhold til gældende lovgivning eller konkrete vilkår i de enkelte godkendelser/tilladelser. Hvis planerne om udvidelse er aktuelle, skønnes det, at igangsættelse af de nødvendige anlægsarbejder må kunne ske inden for denne periode uden væsentlige gener for erhvervet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.13.5 for nærmere oplysning om de gældende reglers bestemmelser om tidsbegrænsning af ikke udnyttede afgørelser.
Til stk. 2
For screeningsafgørelser om, at det ansøgte efter de hidtil gældende regler ikke vurderes at have en væsentlig virkning på miljøet foreslås det, at disse bortfalder, hvis de ikke er udnyttet senest 2 år efter, de er meddelt.
Til stk. 3
Bestemmelsen er en undtagelse fra den almindelige hovedregel om, at alle de nødvendige tilladelser skal være opnået inden den 1. januar 2007, for at et husdyrbrug kan etablere sig efter den 1. januar 2007 uden at skulle have en miljøgodkendelse efter dette lovforslag. Bestemmelsen gælder kun for VVM-pligtige husdyrbrug, der alene mangler en landzonetilladelse for at kunne etablere, ændre eller udvide husdyrbruget. Disse husdyrbrug har på grund af de gældende VVM-regler gennemgået en omfattende miljøvurdering med inddragelse af offentligheden. En landzonetilladelse efter planlovens § 35 vedrører anlæggets placering og udformning. Ved siden heraf vil gælde eksempelvis husdyrgødningsbekendtgørelsens nye generelle regler om, at gyllebeholdere bygget efter 1. januar 2007 skal opføres med fast overdækning i de tilfælde, hvor beholdere er placeret i en afstand af mindre end 300 m fra naboer. Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.6.3. om disse krav.
§ 105
De foreslåede overgangsbestemmelser indebærer, at ansøgningerne og anmeldelserne i sager, der ikke er færdigbehandlet af kommunalbestyrelsen 1. januar 2007 færdigbehandles af kommunalbestyrelsen efter de nye regler. Det påhviler herefter kommunalbestyrelsen at vurdere, om og i givet fald hvilke oplysninger der mangler for, at sagen kan behandles efter de nye regler.
Til stk. 1
Det foreslås, at ansøgninger i verserende sager om godkendelse af etablering, udvidelse eller ændring husdyrbrug efter miljøbeskyttelseslovens § 33 samt sager om landzonetilladelser efter planlovens § 35 skal færdigbehandles efter reglerne i denne lov.
Til stk. 2
§ 105, stk. 2, omfatter alle sager om forhåndsanmeldelse, dispensation eller godkendelse efter § 3, § 4, § 6, § 29 og § 30 i husdyrgødningsbekendtgørelsen, der ikke er færdigbehandlet af kommunalbestyrelsen den 1. januar 2007.
Baggrunden for, at der i lovforslaget er fastsat overgangsbestemmelser for sager efter husdyrgødningsbekendtgørelsen, er, at dele af denne er overført til lovforslaget. Det samme princip vil blive fulgt ved udarbejdelse af overgangsbestemmelser i forbindelse med ændring af andre bekendtgørelser, hvorfra der ikke er overført bestemmelser til lovforslaget, f.eks. godkendelsesbekendtgørelsen.
De forhåndsanmeldelser, der er omtalt i bestemmelsen, omfatter alle former for dyrehold, herunder pelsdyrfarme omfattet af bekendtgørelse nr. 607 af 15. juli 2002.
I modsætning til i dag, hvor der som overvejende hovedregel alene er krav om forhåndsanmeldelse, vil der med lovforslaget blive indført en pligt til at indhente tilladelse eller godkendelse, der indeholder en forudgående VVM-vurdering.
Til stk. 3
Efter det forslåede stk. 3 påhviler det kommunalbestyrelsen at oplyse ansøger om, at sagen vil blive behandlet efter de nye regler. Såfremt ansøger ønsker at fortsætte sagsbehandlingen efter de nye regler, så vil det eksisterende ansøgningsmateriale kunne lægges til grund. Kommunen kan stille krav om, at ansøger bidrager med eventuelle supplerende oplysninger.
§ 106
De foreslåede overgangsbestemmelser vedrører sager, som indtil 1. januar 2007 behandles af regionplanmyndigheden (i de fleste tilfælde amtsrådet) og indebærer, at ansøgningerne og anmeldelserne i sager, der ikke er færdigbehandlet af regionplanmyndigheden den 1. januar 2007, færdigbehandles af kommunalbestyrelsen efter de nye regler. Det påhviler herefter kommunalbestyrelsen at vurdere, om og i givet fald hvilke oplysninger der mangler for, at sagen kan behandles efter de nye regler.
I dag foretages VVM-screeningen i de fleste ansøgninger på baggrund af oplysningerne i et anmeldeskema (bilag 5 i samlebekendtgørelsen i medfør af planloven) for husdyrbrug under 100 DE.
Regionplanmyndigheden har på den baggrund afgjort om projektet var omfattet af VVM-pligt.
Med forslaget vil der blive indført pligt til at indhente tilladelse eller godkendelse. Kriterierne til VVM-vurderingen vil indgå i ansøgningsmaterialet.
Til stk. 1
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler for behandlingen af verserende sager i første instans efter VVM-reglerne i lov om planlægning. Bestemmelsen vedrører dels sager om anmeldelse af etablering, udvidelse eller ændring af anlæg til intensiv husdyravl (screeningssager), dels sager om tilvejebringelse af regionplantillæg eller meddelelse af VVM-tilladelser til VVM-pligtige husdyrbrug (både de obligatorisk VVM-pligtige og de husdyrbrug, der på baggrund af en screening vurderes at være omfattet af VVM-pligt). I disse sager træffes afgørelsen i dag af regionplanmyndigheden.
De foreslåede overgangsbestemmelser indebærer, at ansøgningerne og anmeldelserne i sager, der ikke er færdigbehandlet af regionplanmyndigheden den 1. januar 2007 færdigbehandles af kommunalbestyrelsen.
Til stk. 2
Efter forslaget skal regionplanmyndigheden videresende sagerne til kommunalbestyrelsen, som orienterer ansøger om, at ansøgningerne/anmeldelserne vil blive færdigbehandlet af kommunalbestyrelsen efter de nye regler.
Efter det foreslåede stk. 2 påhviler det kommunalbestyrelsen at oplyse ansøger om, at sagen vil blive behandlet efter de nye regler. Såfremt ansøger ønsker at fortsætte sagsbehandlingen efter de nye regler, så vil det eksisterende ansøgningsmateriale kunne lægges til grund. Kommunen kan stille krav om, at ansøger bidrager med eventuelle supplerende oplysninger.
§ 107
For sager om VVM-tilladelse og/eller regionplantillæg og miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, hvor VVM-redegørelse og udkast til afgørelse har været offentliggjort efter de hidtil gældende regler, forslås det, at kommunalbestyrelsen bemyndiges til at træffe afgørelse om, at offentliggørelse af udkast til afgørelse efter de nye regler kan undlades.
Hvis høringsperioden ikke er afsluttet den 1. januar 2007 forudsættes det, at regionplanmyndigheden i forbindelse med offentliggørelsen har gjort opmærksom på, at kommentarer og spørgsmål efter 1. januar 2007 skal rettes til kommunalbestyrelsen, eller at kommunalbestyrelsen selv gør den berørte offentligehed opmærksom på dette.
Det er endvidere forudsætningen, at der ikke efter offentliggørelsen foretages væsentlige ændringer i det offentliggjorte projekt.
§ 108
Det foreslås, at Miljøklagenævnet bliver klageinstans for afgørelser efter lovforslaget, jf. også de almindelige bemærkningerne til 4.13.3.
For de afgørelser, som efter de gældende regler træffes efter planloven, dvs. VVM-screeningssager og landzonesager foreslås i stk. 1, at verserende klagesager overføres til Miljøklagenævnet. Det bemærkes, at § 6c i forbindelse med kommunalreformen ved lov nr. 571 af 24. juni 2005, ophæves pr. 1. januar 2007. Bestemmelsen om VVM er herefter overført til planlovens § 11g.
Det forslås endvidere i stk. 2, at Miljøklagenævnet som udgangspunkt færdigbehandler sagen efter de hidtil gældende regler. Det forudsættes i den forbindelse, at den allerede foretagne sagsbehandling anvendes, hvor det er muligt i de tilfælde, hvor klageinstansen ændres.
Det foreslås i stk. 3, at hvis Miljøklagenævnet træffer afgørelse om, at et anlæg til intensivt husdyravl må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet efter planlovens § 6 c, skal der indsendes en ny ansøgning og kommunalbestyrelsen skal behandle sagen efter de nye regler.
Hvis Miljøklagenævnet derimod træffer afgørelse om, at der ikke må antages at være en væsentlig virkning på miljøet, foreslås det i stk. 4, at en sådan screeningsafgørelse har retsvirkning indtil den 1. januar 2010, uanset hvornår nævnet har truffet afgørelse.
Miljøklagenævnet kan dog træffe beslutning om, at sagen skal bortfalde og behandles i første instans efter de nye regler, hvis ikke alle nødvendige tilladelser foreligger i 1. instans pr. 1. januar 2007.
Efter lovforslagets § 110 færdigbehandles verserende klagesager om regionplantillæg og VVM-tilladelser i Naturklagenævnet.
§ 109
For afgørelser efter miljøbeskyttelsesloven indebærer overgangsbestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven, der blev vedtaget i forbindelse med kommunalreformændringen (lov nr. 569 af 24. juni 2005 om ændring af lov om miljøbeskyttelse), at ikke afsluttede klagesager overføres fra Skov- og Naturstyrelsen til Miljøklagenævnet. Det fremgår således allerede af overgangsbestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven.
Det foreslås i stk. 1, at Miljøklagenævnet kan færdigbehandle klager om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 samt klager over påbud og påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41 efter de hidtil gældende regler. Dette gælder uanset om nævnet allerede er i gang med at behandle sagen som 3. instans, eller om denne bliver overført fra Skov- og Naturstyrelsen den 1. januar 2007.
I stk. 2 er fastslået, at dette også gælder for de sager, der først bliver indsendt til Miljøklagenævnet eller overført fra Skov- og Naturstyrelsen efter den 1. januar 2007, men inden for klagefristens udløb.
Miljøklagenævnet kan vælge at stadfæste den påklagede afgørelse eller at ændre denne og eventuelt fastsætte skærpede vilkår.
Hvis Miljøklagenævnet når frem til, at afgørelsen skal behandles på ny, hjemvises sagen til behandling i kommunen, som herefter vil skulle behandle sagen som en sag om miljøgodkendelse efter reglerne for godkendelse af husdyrbrug i denne lov.
§ 110
Da de nye regler indebærer, at VVM-proceduren for behandling af sager om husdyrbrug ikke længere skal foretages som en del af planlægningen efter planloven og da Miljøklagenævnet ikke i øvrigt skal behandle sager om planlægning, foreslås det, at Naturklagenævnet færdigbehandler verserende sager om regionplantillæg (VVM-tillæg) og tilladelser til VVM-pligtige husdyrbrug efter de hidtil gældende regler. Naturklagenævnet får dermed kompetence til at stadfæste afgørelsen. Det bemærkes, at § 6c i forbindelse med kommunalreformen ved lov nr. 571 af 24. juni 2005 ophæves pr. 1. januar 2007. Bestemmelsen om VVM er herefter overført til planlovens § 11g.
Hvis Naturklagenævnet når frem til, at afgørelsen skal behandles på ny, henvises sagen til behandling i kommunen, som herefter vil skulle behandle sagen som en sag om miljøgodkendelse efter reglerne for godkendelse af husdyrbrug i denne lov.
I sager, hvor der både skal vedtages regionplantillæg og meddeles miljøgodkendelse efter de hidtidige bestemmelser, afventer kommunalbestyrelsen i praksis at træffe endelig afgørelse om miljøgodkendelse, hvis der er indgivet klage over amtets forslag til regionplantillæg (VVM) for anlæg over IPPC-grænsen til Naturklagenævnet.
Regionplantillægget vil ikke kunne stå alene, da det skal suppleres af miljøgodkendelsen.
For at undgå en situation, hvor Naturklagenævnet efter de øvrige overgangsbestemmelser i § 110 kan træffe afgørelse om regionplantillæg, der ikke i sig selv giver hjemmel til at etablere, udvide eller ændre et husdyrbrug, fordi miljøgodkendelsen på det tidspunkt ikke er endeligt vedtaget, og derfor skal behandles på ny efter de nye bestemmelser, foreslås det i stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om det til regionplantillægget eller VVM-tilladelsen knyttede udkast til miljøgodkendelse, udarbejdet før 1.januar 2007, efter de hidtidige bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.
Hvis kommunalbestyrelsens miljøgodkendelse ikke kan holdes inden for rammerne af regionplantillægget, må sagen behandles efter de nye regler.
§ 111
Da de ændringer, der følger af dette lovforslag, sammen med de ændringer, der er vedtaget i forbindelse med kommunalreformen, indebærer, at den hidtidige 1. instans myndighed for VVM-sagerne (amtsrådene) ophører med at eksistere, at en række af de nuværende anmeldelses/tilladelses- og godkendelsesordninger ophæves og erstattes af et helt nyt tilladelses- og godkendelsessystem samtidig med, at en del af sagerne overgår til en ny klageinstans (fra Naturklagenævnet og Skov- og Naturstyrelsen til Miljøklagenævnet) opstår der en række overgangsproblemer. Disse overgangsproblemer er forsøgt adresseret i lovforslagets §§ 102, 103, 104, 105, 106, 107, 108, 109 og 110, men det kan ikke udelukkes, at der kan opstå overgangsproblemer, der ikke fuldt bliver imødegået med de foreslåede bestemmelser. § 111 skal sikre miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om sådanne hidtil uforudsete overgangsproblemer.
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv nr. 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet) (EF-Tidende 1985 nr. L 175, side 40), som senest ændret ved Rådets og Europa-Parlamentets direktiv nr. 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF, for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse (EU-Tidende 2003 nr. L 156, side 17), dele af Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, (EF-Tidende 1996 nr. L 257, side 26), dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som senest ændret ved Rådets forordning 807/2003/EF af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (Vandrammedirektivet) (EF-Tidende 2000 nr. L 327, side 1), dele af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EF-Tidende 1991 nr. L 375, side 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1).
Reduktionspotentialet er udtryk for forskellen mellem den mængde nitrat, der kommer ud fra rodzonen og den mængde nitrat, der ender i recipienten. Hvis reduktionspotentialet for eksempel er 50 pct. betyder det, at 2 kg. N/ha fra rodzonen resulterer i udvaskning af 1 kg. N til recipienten.
Loven skal medvirke til at værne om natur, miljø og landskab, så udviklingen af husdyrproduktionen og anvendelsen af gødning kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Stk. 2. Med denne lov tilsigtes særlig
at forebygge og begrænse forurening af luft, vand, jord og undergrund samt at begrænse lugt-, lys-, støv-, støj-, rystelses- og fluegener og uhygiejniske forhold som følge af husdyrhold og fra produktion, opbevaring og anvendelse af husdyrgødning m.v.,
at begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer,
at fremme anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, herunder renere teknologi,
at fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med affaldsbortskaffelse,
at beskytte naturen med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder,
at skabe og bevare værdifulde bebyggelser, kultur- og bymiljøer samt landskaber,
at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource og
Loven finder anvendelse på husdyrbrug, husdyranlæg, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre forhold forbundet med husdyrhold. Loven finder desuden anvendelse på arealer, som modtager gødning.
Husdyrbrug: Husdyranlæg, der tilsammen har et produktionsareal på mere end 100 m², gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre driftsbygninger m.v. til brug for husdyrhold, som ligger på samme ejendom.
Husdyranlæg: Stald eller lignende bygning eller indretning, hvor husdyr i almindelighed opholder sig eller har adgang til, med tilhørende dyrehold.
Gødningsopbevaringsanlæg: Bygning eller anden fast placeret indretning, hvor der opbevares husdyrgødning, restvand eller ensilagesaft.
Ensilageopbevaringsanlæg: Bygning eller anden fast placeret indretning, hvor der opbevares ensilage.
Emission: Direkte eller indirekte udledning til luft, vand eller jord af stoffer, rystelser, varme eller støj fra punktkilder eller diffuse kilder på husdyrbrug, husdyranlæg, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg eller arealer, der modtager gødning.
Den bedste tilgængelige teknik: Det mest effektive og avancerede trin i udviklingen af aktiviteter og driftsmetoder, som er udtryk for en given tekniks praktiske egnethed som grundlag for emissionsgrænseværdier og andre vilkår med henblik på at forhindre eller, hvor dette ikke er muligt, begrænse emissionerne og påvirkningen af miljøet som helhed. Ved teknik forstås både den anvendte teknologi og den måde, hvorpå husdyrbrug konstrueres, bygges, vedligeholdes, drives og nedlægges. I forhold til udbringning af husdyrgødning forstås ved teknik både den anvendte udbringningsteknologi og foranstaltninger i forbindelse med udbringning af husdyrgødning med henblik på at forebygge, og hvor dette ikke er muligt, reducere emissioner af nitrat og fosfor til jord og vand samt foranstaltninger med henblik på at reducere ammoniakemissionen fra udbragt husdyrgødning. Teknikken er tilgængelig, når den er udviklet i en målestok, der medfører, at den pågældende teknik kan anvendes i sektoren på økonomisk og teknisk levedygtige vilkår, idet der tages hensyn til omkostninger og fordele, uanset om teknikken anvendes eller produceres i Danmark eller ej, når der kan disponeres over teknikken på rimelige vilkår. Den bedste teknik er den mest effektive teknik til opnåelse af en generel, høj beskyttelse af miljøet som helhed.
Offentligheden:
Dette omfatter følgende to grupper:
a) Den brede offentlighed: en eller flere fysiske eller juridiske personer eller foreninger, organisationer eller grupper.
Miljøbeskyttelseslovens § 14, stk. 3 og 4, og regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 13 og § 14, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse for afgørelser truffet med hjemmel i nærværende lov eller regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Vilkår fastsat i godkendelser eller tilladelser efter §§ 16 a eller 16 b og i tilladelser eller godkendelser efter de tidligere gældende regler i § 10, § 11 og § 12 finder ikke anvendelse, i det omfang de strider mod Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris regler om forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme husdyrsygdomme.
Ministeren for grøn trepart fastsætter regler om tildeling af gødning i jordbruget, herunder lofter for, hvor meget kvælstof og fosfor pr. hektar der højst må tildeles fra gødning med henblik på at beskytte jord, vandløb, søer, havområder, herunder kystvande, og grundvandet mod forurening samt med henblik på at beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at ministeren efter ansøgning kan tillade en jordbrugsvirksomhed at tildele en større mængde organisk gødning pr. hektar, end hvad der følger af regler fastsat i medfør af stk. 1, herunder regler om betingelser for meddelelse af tilladelse. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at ansøgning om tilladelse skal afslås, hvis ansøgeren er straffet med bøde for ikke at have overholdt betingelser i en tidligere meddelt tilladelse.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at den ansvarlige for driften skal iværksætte nærmere angivne forebyggende foranstaltninger, når det er nødvendigt for at sikre, at jord, hvor der udbringes organisk gødning eller bioaske, og som derfor potentielt har et højt indhold af fosfor, ikke eroderer til vandløb, søer større end 100 m² og kystvande. Ministeren kan herunder fastsætte regler om tilsynsmyndighedens adgang til at meddele påbud om iværksættelse og udformning af en konkret erosionsforebyggende foranstaltning.
Etablering, udvidelse og ændring af husdyranlæg eller gødningsopbevaringsanlæg på husdyrbrug er ikke tilladt, hvis anlægget ligger i en afstand på mindre end 10 m til eller helt eller delvis inden for
nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper, jf. stk. 2, beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder eller
nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper, jf. stk. 2, beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart fastsætter regler om, hvilke naturtyper der er omfattet af stk. 1, nr. 1 og 2.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver efter anmodning fra offentlige myndigheder og berørte ejere eller brugere oplysning om placeringen og udstrækningen af de områder, der er omfattet af stk. 1.
Stk. 4. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at kravene i stk. 1 finder anvendelse for oplag af husdyrgødning og lign. og for husdyranlæg og gødningsopbevaringsanlæg, der ikke er omfattet af stk. 1. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte andre og flere typer af afstandskrav end det, der er fastsat i stk. 1.
Etablering af husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg på husdyrbrug og udvidelse eller ændring heraf, der medfører forøget forurening, er ikke tilladt inden for følgende afstande:
25 m til vandforsyningsanlæg, der ikke er til almen vandforsyning.
50 m til vandforsyningsanlæg til almen vandforsyning.
15 m til vandløb (herunder dræn) og søer større end 100 m², jf. dog stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation fra kravene i § 6, stk. 1, til husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg til brug for rideskoler og hestepensioner samt hestehold til vognkørsel som led i museumsaktiviteter m.v. Kommunalbestyrelsen kan ved meddelelse af dispensation stille vilkår om placering, indretning og drift af anlæggene.
Stk. 2. Hvor overholdelse af de i § 8 nævnte afstandskrav ikke vil sikre tilstrækkeligt mod væsentlige gener eller forurening, kan kommunalbestyrelsen påbyde, at anlægget placeres mere hensigtsmæssigt, og fastsætte vilkår for indretning og drift. Kommunalbestyrelsen fastsætter vilkår om placering, indretning og drift i forbindelse med godkendelser og tilladelser efter § 16 a og § 16 b.
Stk. 3. Hvor overholdelse af de i nævnte afstandskrav ikke er mulig for husdyrbrug, kan kommunalbestyrelsen dispensere herfra og fastsætte vilkår til indretning og drift. Kommunalbestyrelsen fastsætter vilkår om indretning og drift i forbindelse med godkendelser og tilladelser efter og . Kommunalbestyrelsen skal fastsætte vilkår, som sikrer, at der ikke opstår forurening eller væsentlige gener.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om indretning og drift af husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg, herunder om den egenkontrol, som den, der er ansvarlig for anlægget, skal foretage for egen regning, samt andre forhold forbundet med husdyrhold.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan endvidere fastsætte regler om anmeldeordninger, herunder om pligt til at anmelde etablering, udvidelse eller ændring af anlæg til kommunalbestyrelsen.
Er et husdyrbrug, der er omfattet af godkendelses- eller tilladelsespligten efter §§ 16 a eller 16 b, forureningsmæssigt og teknisk eller driftsmæssigt forbundet med et andet husdyrbrug, skal husdyrbrugene godkendes eller tillades samlet
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan undtage husdyrbrug fra samlet godkendelse eller tilladelse efter stk. 1.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a og 16 b i nærmere bestemte tilfælde ikke er påkrævet. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om anmeldeordninger, herunder om pligt til at anmelde etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug til kommunalbestyrelsen og om anmeldelsens form og indhold og de oplysninger, der skal afgives til brug for kommunalbestyrelsens behandling af anmeldelsen.
Medmindre andet følger af regler fastsat i medfør af § 34 a, skal en godkendelse eller en tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b indeholde vilkår om husdyrbrugets indretning og drift, herunder om den kontrol, som den, der er ansvarlig for husdyrbruget, skal foretage for egen regning, samt opførelse af bebyggelse m.v.
Stk. 2. Hvis husdyrbruget har en ammoniakemission på mere end 750 kg NH3-N pr. år, skal kommunalbestyrelsen fastsætte vilkår, som sikrer reduktion af ammoniakemissionen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om godkendelser og tilladelser, herunder om kommunalbestyrelsens behandling og vurdering af sagen. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår godkendelser og tilladelser kan meddeles. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at der skal gælde særlige krav for bestemte husdyrbrug.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om ansøgninger om godkendelse og tilladelse efter §§ 16 a og 16 b, herunder om ansøgningens form og indhold og de oplysninger, som i øvrigt skal gives til brug for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgningen.
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om miljøkonsekvensrapporter, herunder om ansøgers pligt til at fremlægge en miljøkonsekvensrapport, om rapportens form, indhold, oplysninger og kvalitet og om, at miljøkonsekvensrapporten skal være udarbejdet af kompetente eksperter. Ministeren kan endvidere bestemme, at kommunalbestyrelsen i et nærmere bestemt omfang skal inddrage ekspertise ved behandling af miljøkonsekvensrapporten.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler for beskyttelsesniveauet, herunder hvad der er væsentlige virkninger på miljøet.
Stk. 5. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om datagrundlag og faktorer for beregning og vurdering af emissioner og øvrige miljøpåvirkninger fra husdyrbrug m.v.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om husdyrbrugs indretning og drift, herunder om den kontrol, som den, der er ansvarlig for husdyrbruget, skal foretage for egen regning, samt opførelse af bebyggelse m.v.
Ministeren for grøn trepart kan efter forhandling med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte regler om indretning og drift af anlæg med henblik på at reducere udledning af drivhusgasser fra erhvervsmæssige dyrehold, herunder om, hvilke typer af anlæg der skal være omfattet, metoder for beregning af effekt og krav til dokumentation og egenkontrol, som den, der er ansvarlig for anlægget, skal foretage for egen regning, og om adgang til dispensation.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan efter forhandling med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte regler om fastsættelse af vilkår i godkendelser og tilladelser efter §§ 16 a og 16 b, herunder om kommunalbestyrelsens behandling og vurdering af sagen med henblik på at reducere udledning af drivhusgasser fra erhvervsmæssige dyrehold. Ministeren for grøn trepart kan endvidere efter forhandling med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte regler om, at der skal gælde særlige krav for bestemte erhvervsmæssige dyrehold.
Kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på en ansøgning om godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b, såfremt ansøgeren, medlemmer af ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på husdyrbrugets drift, omfatter:
Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 91, stk. 2, § 110, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven eller miljøbeskyttelsesloven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end 10 år fra den strafbare handling.
Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i medfør af denne lovs § 48 og § 49, såfremt denne gæld er vedgået eller fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere fastsætte særlige vilkår i en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b, herunder stille krav om etablering af sikkerhedsstillelse, såfremt ejeren eller den ansvarlige ledelse er omfattet af § 36.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, såfremt grundlaget for beregningen af størrelsen ændres væsentligt.
Kommunalbestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a og 16 b og godkendelse efter de tidligere gældende regler i §§ 11 og 12 eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse eller tilladelse, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 37, såfremt
indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan udøve bestemmende indflydelse på husdyrbrugets drift, bliver omfattet af § 36,
personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 36, bliver ejer eller medejer af husdyrbruget, eller
personer, der er omfattet af § 36, indtræder i bestyrelsen eller direktionen i et selskab m.v., der driver et godkendt husdyrbrug.
Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes for den myndighed, der har meddelt godkendelsen. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg, jf. stk. 2, har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, som godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen af godkendelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Tilsynsmyndigheden kan meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, herunder påbud om, at der skal gennemføres bestemte foranstaltninger, hvis et husdyrbrug, som er godkendt eller tilladt efter §§ 16 a eller 16 b, medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening. Tilsynsmyndigheden kan endvidere meddele påbud, hvis husdyrbruget skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange husdyrbruget fjernet, hvis forureningen ikke kan nedbringes.
Tilsynsmyndigheden må ikke meddele påbud eller forbud efter § 39, før der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b.
Stk. 2. Uanset stk. 1 skal tilsynsmyndigheden dog tage en godkendelse efter § 16 a, stk. 2 og 4, op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 39, hvis
der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning,
forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne forudses ved godkendelsens meddelelse,
forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsens meddelelse,
væsentlige ændringer i den bedste tilgængelige teknik skaber mulighed for en betydelig nedbringelse af emissionerne, eller
det af hensyn til driftssikkerheden i forbindelse med processen eller aktiviteten er påkrævet, at der anvendes andre teknikker.
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart fastsætter regler om, at tilsynsmyndigheden ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, skal tage en godkendelse efter § 16 a, stk. 2 og 4, op til revurdering, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde EU-retlige krav eller andre internationale forpligtelser, og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter .
Tilsynsmyndigheden kan ændre vilkårene i en godkendelse eller en tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b ved påbud eller nedlægge forbud imod fortsat drift, jf. § 39, når der er forløbet 8 år efter meddelelsen af godkendelsen eller tilladelsen.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart fastsætter regler om, at tilsynsmyndigheden regelmæssigt skal tage godkendelser efter § 16 a, stk. 2 og 4, op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 39.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden skal tage godkendelsen efter § 16 a, stk. 2 og 4, op til revurdering, og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 39 i de tilfælde, som er nævnt i § 40, stk. 2, og i regler udstedt i medfør af § 40, stk. 3.
Ministeren kan fastsætte regler om, at andre afgørelser om det samme husdyrbrug efter bestemmelser i loven eller efter regler udstedt i medfør af loven eller efter eller regler udstedt i medfør heraf om nødvendigt skal ændres i forbindelse med revurderinger som nævnt i stk. 2 og 3, , stk. 2, og i regler udstedt i medfør af , stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, herunder påbud om, at der skal gennemføres bestemte foranstaltninger, hvis et husdyrbrug, husdyranlæg eller gødnings- eller ensilageopbevaringsanlæg, som ikke er godkendt eller tilladt efter §§ 16 a eller 16 b, godkendt efter de tidligere gældende regler i §§ 11 eller 12 eller godkendt efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse, medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan endvidere meddele påbud om ophør eller begrænsning af aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.
Stk. 3. Bliver tilsynsmyndigheden i forbindelse med etablering, udvidelse eller ændring af et af de husdyrbrug eller anlæg, der er nævnt i stk. 1, opmærksom på forhold, som kan forventes at medføre krav om begrænsning af husdyrbrugets forurening eller forbud mod husdyrbrugets drift, kan tilsynsmyndigheden på forhånd tilkendegive dette over for den ansvarlige for driften.
Tilsynsmyndigheden kan umiddelbart nedlægge forbud imod fortsat drift af et husdyrbrug, et husdyranlæg eller et gødnings- eller ensilageopbevaringsanlæg og eventuelt forlange husdyrbruget, husdyranlægget eller gødnings- eller ensilageopbevaringsanlægget fjernet, hvis forureningen medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.
§§ 39-41 finder også anvendelse på husdyrbrug, som er godkendt efter de tidligere gældende regler i § 11 eller 12 eller godkendt efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2.§ 40, stk. 1, finder kun anvendelse på husdyrbrug, som er godkendt efter de tidligere gældende regler i § 11 eller 12.
Stk. 3.§ 40, stk. 2, finder kun anvendelse på husdyrbrug, som er godkendt efter de tidligere gældende regler i § 12, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3.
Stk. 4.§ 40, stk. 3, finder kun anvendelse på husdyrbrug, som er godkendt efter de tidligere gældende regler i § 12, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, eller godkendt efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse.
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart fører tilsyn med overholdelse af de regler, der er fastsat med hjemmel i § 5 a, for så vidt angår lofter for den højest tilladelige mængde udbragt kvælstof og fosfor pr. hektar fra gødning.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fører endvidere tilsyn med, at påbud og forbud efterkommes, samt at vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser og tilladelser overholdes.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen er endvidere tilsynsmyndighed, jf. §§ 46, 48 og 49, i sager om forureninger eller ved risiko for forureninger, der er en følge af, at husdyrbruget er ophørt.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen videresender sager om overtrædelse af ministeren for grøn treparts afgørelser efter stk. 3 til ministeren. Ministeren træffer i så fald afgørelse i sagen i overensstemmelse med lovens øvrige bestemmelser.
Tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle forhold, som den anser for at være af underordnet betydning for de formål, som loven skal varetage, jf. § 1.
Stk. 2. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
I de i § 46 nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden meddele den for forholdet ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden
forbyde fortsat drift og eventuelt forlange husdyrbruget, husdyranlægget eller gødnings- eller ensilageopbevaringsanlægget fjernet,
påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand og
lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet.
Stk. 2. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
I tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, foretager tilsynsmyndigheden det nødvendige uden påbud og for den ansvarliges regning.
Stk. 2. Til forebyggelse af en situation som beskrevet i stk. 1 kan tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige uden påbud og for den ansvarliges regning. Det gælder dog ikke, hvis husdyrbruget er i drift, eller hvis de nødvendige foranstaltninger kan iværksættes efter anden lovgivning.
Stk. 3. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
I tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse, eller hvor det af håndhævelsesmæssige eller miljømæssige årsager i øvrigt skønnes nødvendigt, kan tilsynsmyndigheden for en afgrænset periode træffe beslutning om at udføre den kontrol, som et husdyrbrug ellers skulle udføre som egenkontrol, for husdyrbrugets regning. I afgørelsen om at overtage egenkontrollen kan myndigheden fastsætte de krav, der er nødvendige for myndighedens gennemførelse af kontrollen.
Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af situationen. Dette gælder også i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.
Stk. 2. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks afværge den overhængende fare for forurening eller forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v.
Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, der kan give anledning til forurening eller anden virkning på miljøet, skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af forureningen eller virkningen på miljøet i øvrigt og for eventuelle afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger. Oplysninger skal også gives efter anmodning fra andre myndigheder, der har fået tillagt opgaver eller beføjelser efter loven eller regler udstedt i medfør af loven. Myndighederne kan herunder påbyde den ansvarlige for egen regning at
foretage prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer, der udsendes til omgivelserne, samt af støj og rystelser,
foretage prøveudtagning og analyser af materialer og produkter, der anvendes eller behandles, samt af eventuelle affaldsstoffer,
klarlægge årsagerne til eller virkningerne af en stedfunden forurening eller virkningen på miljøet i øvrigt,
klarlægge, hvordan følgerne af forurening afhjælpes eller forebygges, og
klarlægge, hvordan andre virkninger på miljøet kan afhjælpes eller forebygges.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan revidere vilkårene for et husdyrbrugs godkendelse eller tilladelse for at forbedre husdyrbrugets kontrol med egen forurening (egenkontrol) eller opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn. Bestemmelser i påbud kan revideres på tilsvarende måde.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte nærmere regler vedrørende tilsynsmyndighedernes udøvelse af tilsynsvirksomhed.
Stk. 2. Ministeren kan over for en tilsynsmyndighed for en bestemt periode nærmere fastlægge omfanget af tilsynsmyndighedens tilsynsforpligtelse.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at tilsynsmyndighederne skal indsende indberetninger om deres kortlægnings- og tilsynsvirksomhed, herunder om resultaterne af målinger og undersøgelser.
Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket, medmindre stk. 3 eller 4 finder anvendelse.
Stk. 3. I sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og husdyrgødning anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne for brug og brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.
Stk. 4. Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade den, der erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de affaldsstoffer eller den husdyrgødning, der er brugt.
Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen eller importen.
Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for miljøskade. Den ansvarlige for en miljøskade skal straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 54 f.
Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lign. med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden forurening.
Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af den forurenede ejendom.
Stk. 3. Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller importøren.
Stk. 4. Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en forurening.
Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at tilsynsmyndigheden skal forelægge et udkast til afgørelse med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra ministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Ministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 54 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
Stk. 4. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
På anmodning fra en klageberettiget efter § 84, stk. 1-3, og §§ 86 og 87 skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter § 54 f eller § 54 g.
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om godkendelse efter § 16 a, stk. 4, eller tilladelse efter § 16 b hurtigst muligt og senest 90 dage fra den dag, hvor ansøgeren har fremlagt tilstrækkelige oplysninger om det ansøgtes indvirkning på miljøet. Hvis kommunalbestyrelsen har vurderet, at det ansøgte er omfattet af § 55, skal alene afgørelsen herom træffes inden for fristen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde, f.eks. med hensyn til projektets art, kompleksitet, placering eller dimensioner, forlænge fristen efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal skriftligt underrette ansøgeren om årsagerne til forlængelsen af fristen og om, hvornår kommunalbestyrelsen forventer at træffe afgørelse.
Kommunalbestyrelsen skal inden for en rimelig frist træffe afgørelse om godkendelse efter § 16 a, stk. 1 og 2, samt om godkendelse efter § 16 a, stk. 4, og tilladelse efter § 16 b, der kan medføre væsentlig indvirkning på miljøet.
Godkendelser og tilladelser efter denne lov, som ikke er omfattet af § 55, kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger efter, at kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering om ansøgningen til naboerne til den omhandlede ejendom.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis det ansøgte efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for naboerne.
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke gælder, hvis kommunalbestyrelsen foretager offentlig annoncering af ansøgningen.
Afgørelser omfattet af § 54 j, stk. 1, og § 55, der kan påklages, meddeles klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. § 84, § 85, § 86 og § 87, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling. Afgørelser skal dog alene meddeles de landsdækkende foreninger og organisationer, der er nævnt i § 87, når de har anmodet ministeren for grøn trepart om at modtage underretning om afgørelserne, jf. § 62.
Stk. 2. Underretning til de personer, der er nævnt i § 84, stk. 1, nr. 3, kan finde sted ved offentlig annoncering.
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart fastsætter regler om offentlighedens og berørte myndigheders inddragelse og om annoncering i sager omfattet af § 54 j, § 55 og § 56 og visse afgørelser i sager om revurdering efter § 40 og § 41 samt andre afgørelser vedrørende husdyrbrug, der træffes efter miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf, og i afgørelser vedrørende bedrifter med arealer, som modtager husdyrgødning.
Stk. 4. Ministeren for grøn trepart fastsætter regler om inddragelse af offentligheden i forbindelse med afgørelser om husdyrbrug, husdyranlæg, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og forhold forbundet med husdyrhold eller anvendelse af gødning m.v. i en anden stat, som kan få indvirkning på miljøet i Danmark, for at opfylde Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser.
Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til adressaten.
Stk. 2. Påbud eller forbud kan meddeles mundtligt, når der er fare for sundheden eller øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig miljøskade. En mundtlig afgørelse skal snarest muligt tillige meddeles skriftligt.
Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal adressaten for disse beslutninger skriftligt underrettes om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter forvaltningsloven. Adressaten bør i samme forbindelse opfordres til at bidrage med oplysninger, der kan belyse omkostninger, fordele og ulemper ved beslutningen.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1 kan undlades, hvis en øjeblikkelig afgørelse er nødvendig, eller hvis underretning må anses for åbenbart unødvendig.
Påbud eller forbud skal indeholde en frist for afgørelsens efterkommelse. Når der foreligger særlige forhold, kan det dog bestemmes, at påbud eller forbud skal efterkommes straks.
Stk. 2. Når særlige grunde taler for det, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at klager over påbud eller forbud ikke skal have opsættende virkning.
En godkendelse eller en tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b bortfalder, hvis den ikke er udnyttet, inden 6 år efter at godkendelsen eller tilladelsen er meddelt. Hvis en del af godkendelsen eller tilladelsen ikke er udnyttet, bortfalder godkendelsen eller tilladelsen for denne del.
Stk. 2. Hvis en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b, der er udnyttet efter stk. 1, efterfølgende ikke har været helt eller delvis udnyttet i 3 på hinanden følgende år, bortfalder den del af godkendelsen eller tilladelsen, der ikke har været udnyttet i de seneste 3 år. Udnyttelse anses her for at foreligge, når mindst 25 pct. af det tilladte eller godkendte produktionsareal udnyttes driftsmæssigt. Med driftsmæssig udnyttelse forstås, at der på det pågældende produktionsareal mindst produceres 50 pct. af det mulige inden for rammerne af dyrevelfærdskrav eller andre relevante krav.
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at stk. 1 og 2 finder anvendelse på andre afgørelser, der er truffet efter loven eller efter regler fastsat i medfør af , og på husdyrbrug, der har en tilladelse eller en godkendelse efter de tidligere gældende regler i , eller eller en godkendelse efter .
Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen om, at de ønsker underretning om bestemte typer af afgørelser truffet med hjemmel i bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5 a. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljø og natur. Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette ministeren for grøn trepart om, at de ønsker underretning om bestemte typer af afgørelser truffet med hjemmel i bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5 a, hvorefter ministeren inden 14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse. Tilsvarende gælder landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
Ministeren for grøn trepart kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.
Stk. 3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.
Ministeren for grøn trepart kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere i væsentlige sager efter ansøgning fra et husdyrbrug eller en kommunalbestyrelse overtage en kommunalbestyrelses godkendelses- og tilsynskompetence efter loven.
Ministeren for grøn trepart kan pålægge kommunalbestyrelser at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter denne lov inden for den enkelte kommunes område. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Ministeren for grøn trepart kan pålægge kommunalbestyrelserne at tage spørgsmål, herunder konkrete sager, vedrørende denne lov op til behandling og beslutning.
Myndigheder, der træffer afgørelse om samme husdyrbrug efter bestemmelser i loven eller efter regler udstedt i medfør af loven og efter miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf, skal koordinere deres afgørelser, i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at lovens formål opfyldes.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om pligt til at anvende digital kommunikation om forhold omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation omfattet af stk. 1, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur og lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte nærmere regler om, hvilken myndighed der er ansvarlig for oplysninger omfattet af stk. 1.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om offentliggørelse, herunder udelukkende digitalt, af oplysninger omfattet af § 69, stk. 1. Oplysningerne kan vedrøre strafbare forhold på lovens område og kan være med navns nævnelse.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Ministeriet for Grøn Trepart om forhold omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov skal foregå digitalt.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og den til enhver tid gældende nationale e-id-løsning el.lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4. Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for grøn trepart, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 5. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om opfyldelse af underskriftskravet i stk. 4.
Ministeren for grøn trepart eller den, ministeren bemyndiger dertil, og de kommunale myndigheder kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af loven og regler, der er udstedt i medfør heraf. Ministeren for grøn trepart eller den, ministeren bemyndiger dertil, og de kommunale myndigheder kan i forbindelse hermed foretage sammenstilling og samkøring af oplysninger, herunder personoplysninger, i kontroløjemed.
Tilsynsmyndigheden eller personer, der af denne myndighed er bemyndiget hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler for at udføre tilsyns- eller andre opgaver efter denne lov, regler udstedt med hjemmel i loven eller forordninger på lovens område. Tilsynsmyndigheden har herunder adgang til at foretage undersøgelser, fotografere, kopiere eller medtage dokumenter og medtage andre genstande uden vederlag. Kvittering for medtagne genstande skal udleveres.
Stk. 2. Politiet yder bistand ved tilsynsmyndighedernes udøvelse af beføjelser efter stk. 1. Justitsministeren kan efter forhandling med ministeren for grøn trepart fastsætte nærmere regler om politiets udøvelse af ovenstående beføjelser.
Stk. 3. Ved undersøgelser og tilsyn på ejendomme og lokaliteter skal indehaveren og ansatte yde myndighederne fornøden vejledning og hjælp.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med loven. Reglerne om gebyrer kan omfatte omkostninger ved administration og tilsyn med tilladelse til at anvende mere end 170 kg kvælstof fra organisk gødning pr. hektar. Reglerne om gebyrer kan endvidere omfatte omkostninger ved administration og godkendelse af teknologier til husdyrproduktion, som har en dokumenteret miljøeffekt.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales rente ved manglende eller for sen betaling af gebyrer opkrævet i henhold til denne lov. Forrentningen sker fra forfaldsdagen for gebyret. Gebyret forrentes med 1,3 pct. månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken gebyret skal betales, dog mindst 50 kr.
Betalingsforpligtelser, som er opstået som konsekvens af administration og tilsyn i medfør af § 72, stk. 1, 2. pkt., og som ikke opfyldes rettidigt, tillægges en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats i renteloven med tillæg fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For rykkerbreve betales et gebyr på 100 kr., som reguleres med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med ti.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, som er omfattet af denne lov. Ministeren kan fastsætte de nødvendige regler for anvendelse her i landet af De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, hvilke myndigheder der skal administrere forordningerne.
Stk. 2. Ministeren fastsætter med henblik på opfyldelse af De Europæiske Fællesskabers direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår
dispensationer kan meddeles efter § 9, stk. 3, jf. § 8, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, samt regler udstedt i medfør af § 9, stk. 4.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyrer, herunder om forrentning i forbindelse med anvendelse af forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 4. Tilsyn med overholdelse af forordninger, for så vidt angår forhold omfattet af denne lov, udøves af kommunalbestyrelsen i henhold til § 44, medmindre ministeren bestemmer, at tilsynet skal udøves af andre myndigheder. Ved udførelse af tilsyn har myndighederne de tilsynsforpligtelser og tilsynsbeføjelser, som fremgår af kapitel 5.
Stk. 5. Ved afgørelser med hjemmel i forordninger eller regler, der er udstedt efter stk. 1, finder de i kapitel 7 fastsatte bestemmelser anvendelse, for så vidt angår klageadgang og søgsmål.
Medmindre andet fremgår af lovens bestemmelser, jf. dog § 78, kan kommunalbestyrelsens afgørelser og beslutninger efter loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i loven, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Stk. 2. Tilsvarende gælder for afgørelser truffet af ministeren for grøn trepart i medfør af § 65 og afgørelser truffet af ministeren i medfør af §§ 50, 51 og 53 i sager, hvor ministeren har besluttet at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser i medfør af § 65.
Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.
Stk. 2. Når myndigheden videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Stk. 3. Myndigheden skal straks underrette Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af forhandlingerne, når de er afsluttet.
Stk. 4. Myndighedens videresendelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.
Stk. 5. Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 1, 4. og 5. pkt., og stk. 2 ikke anvendelse.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at afgørelser, der enkeltvis er af mindre betydning for beskyttelsen af natur, miljø og landskab, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Stk. 2. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
En klage over et påbud eller forbud efter §§ 5 c, 39, 42 eller 54 e eller over en afgørelse efter § 50 eller § 51 har opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.
Stk. 2. En klage over et påbud eller et forbud, jf. §§ 5 c, 39, 42 eller 54 e, som kommunalbestyrelsen har besluttet skal efterkommes straks, jf. § 59, har dog ikke opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.
Stk. 3. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan beslutte, at en klage over et påbud eller forbud, jf. §§ 5 c, 39, 42 eller 54 e, skal have opsættende virkning, uanset at kommunalbestyrelsen har besluttet, at en klage ikke skal have opsættende virkning, jf. § 59, stk. 2.
En klage over en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b eller dispensation efter § 9 har ikke opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 indebærer ingen begrænsninger i Miljø- og Fødevareklagenævnets adgang til at ændre eller ophæve en påklaget tilladelse, godkendelse eller dispensation.
Stk. 3. En godkendelse eller en tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b, der indebærer opførelse af bebyggelse uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, må ikke udnyttes før klagefristens udløb. Rettidig klage over en godkendelse eller en tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b, der indebærer opførelse af bebyggelse uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, har opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at visse tilladelser eller godkendelser ikke må udnyttes inden for klagefristen, og at en klage skal have opsættende virkning.
ministeren for grøn trepart, når væsentlige nationale eller internationale interesser er berørt, og
enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.
Stk. 2. Ministerens afgørelser kan påklages af
afgørelsens adressat og
enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.
Stk. 3. Afgørelser truffet efter kapitel 5 a kan påklages af enhver, som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade.
Stk. 4. Styrelsen for Patientsikkerhed kan påklage afgørelser efter kapitel 3. Styrelsen for Patientsikkerhed kan endvidere tillægges klageret i regler, der udstedes i medfør af loven.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser efter loven kan påklages af bestemte myndigheder i andre lande.
Danmarks Fiskeriforening kan påklage kommunalbestyrelsens og ministeren for grøn treparts afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3 og 4, for så vidt angår spørgsmål om forurening af vandløb, søer eller havet.
Stk. 2. Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark kan påklage kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3 og 4, for så vidt angår spørgsmål om forurening af vandløb og søer.
Stk. 3. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan påklage kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser, når væsentlige beskæftigelsesmæssige interesser er berørt.
Stk. 4. Forbrugerrådet kan påklage kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser i det omfang, de er væsentlige og principielle.
Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser, som foreningen eller organisationen har ønsket underretning om, jf. § 61.
Stk. 2. Lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, kan påklage afgørelser, som foreningen eller organisationen har ønsket underretning om, jf. § 61, når afgørelsen berører sådanne interesser og klagen har til formål at varetage natur og miljøbeskyttelse.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser truffet med hjemmel i bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5 a.
Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, kan påklage afgørelser truffet med hjemmel i bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5 a, når afgørelsen berører sådanne interesser og klagen har til formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.
En afgørelse i en klagesag skal indeholde en frist for afgørelsens efterkommelse. Når der foreligger særlige forhold, kan det dog bestemmes, at afgørelsen skal efterkommes straks.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør af loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt. For afgørelser meddelt efter kapitel 5 a er fristen dog 12 måneder. Er afgørelsen eller beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
anlægger, påbegynder eller driver husdyrbrug uden godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b,
tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en godkendelse efter loven,
undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold,
undlader at give underretning som nævnt i § 52, stk. 1, eller at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 53,
undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i regler udfærdiget i medfør af §§ 9 a eller 17,
modvirker myndighedernes adgang til ejendomme eller lokaliteter i strid med § 71,
forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven,
undlader at efterkomme krav i en afgørelse efter § 51 eller fjerner eller ændrer udstyr, som tilsynsmyndigheden har anbragt i medfør af en afgørelse efter § 50 eller § 51,
I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller for overtrædelse af bestemmelser i forordninger omfattet af § 75, stk. 1. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i § 91, stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 2. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som omhandlet i § 91 og for overtrædelse af bestemmelser i regler udstedt i medfør af loven.
gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har
a) overtrådt bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
b) undladt at efterkomme forbud eller påbud, som er udstedt med hjemmel i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller
c) tilsidesat vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller godkendelse udstedt med hjemmel i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår retten til at være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver offentlig godkendelse, eller en fond, der driver husdyrbrug omfattet af kapitel 3.
Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 91, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end 10 år fra den strafbare handling.
Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i medfør af denne lovs § 48 og § 49, såfremt denne gæld er vedgået eller fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling, og at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
Stk. 2. I sager, der afsluttes ved dom, og i sager, der afgøres endeligt ved anklagemyndigheden med bødevedtagelse, foretager anklagemyndigheden indberetning til registeret. I sager om gæld til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretager den pågældende tilsynsmyndighed indberetning til registeret.
Stk. 3. Der gives meddelelse til den pågældende person eller det pågældende selskab m.v. om registrering, inden registreringen finder sted.
Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.
Ministeren for grøn trepart kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at ministeren i nærmere angivne sager om overtrædelse af regler fastsat i medfør af § 5 a, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Stk. 2.Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på sådanne bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.
For husdyrbrug, som er etableret inden lovens ikrafttræden, får lovens bestemmelser om tilladelse efter § 10 og godkendelse efter § 11 eller § 12 først virkning fra det tidspunkt, hvor husdyrbruget foretager ændringer eller udvidelser af anlægget, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Første gang der meddeles godkendelse efter § 11 eller § 12 i denne lov, skal godkendelsen omfatte hele anlægget og bedriftens arealer.
Stk. 3. Reglerne i denne lov og regler udstedt i medfør af loven finder endvidere anvendelse på bestående husdyrbrug, som er omfattet af en miljøgodkendelse efter § 33 eller påbud efter § 41, jf. § 41 a og § 41 b, i lov om miljøbeskyttelse fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen finder grundlag for at revurdere husdyrbrugets godkendelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 41 a og § 41 b.
Etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug kan dog frem til den 1. januar 2009 ske uden tilladelse eller godkendelse efter denne lov, hvis der den 1. januar 2007 forelå de fornødne myndighedsafgørelser til, at etableringen, udvidelsen eller ændringen efter de hidtil gældende regler kunne iværksættes uden at afvente yderligere afgørelser efter lov om planlægning og lov om miljøbeskyttelse eller regler udstedt i medfør af disse love, og disse afgørelser fortsat alle har bevaret deres gyldighed på tidspunktet for etableringen, udvidelsen eller ændringen, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Afgørelser om, at anlæg til intensiv husdyravl må antages ikke at kunne få væsentlig virkning på miljøet, jf. planlovens § 6 c, kan dog i højst 2 år efter afgørelsens meddelelse erstatte krav om tilladelse eller godkendelse efter denne lov.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan etablering, udvidelse eller ændring af et VVM-pligtigt husdyrbrug ske uden tilladelse eller godkendelse efter denne lov, selv om etableringen, udvidelsen eller ændringen forudsætter, at der meddeles tilladelse efter planlovens § 35, og denne ikke er meddelt inden den 1. januar 2007, såfremt der den 1. januar 2007 foreligger et endeligt vedtaget regionplantillæg, jf. planlovens § 6 c, stk. 2, og er meddelt tilladelse til et VVM-pligtigt husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 3, eller miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33.
Stk. 4. Anmeldelse efter § 29 i bekendtgørelse nr. 814 af 13. juli 2006 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v., kan dog ske frem til den 1. marts 2007.
Ansøgninger i verserende sager om godkendelse af etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse og sager om landzonetilladelser efter planlovens § 35, der ikke er færdigbehandlet af kommunalbestyrelsen den 1. januar 2007, skal færdigbehandles efter reglerne i denne lov.
Stk. 2. Ansøgninger og anmeldelser i verserende sager om forhåndsanmeldelse, dispensation eller godkendelse efter §§ 3, 4, 6 og 30 i bekendtgørelse nr. 814 af 13. juli 2006 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v., der ikke er færdigbehandlet af kommunalbestyrelsen den 1. januar 2007, skal færdigbehandles efter reglerne i denne lov.
Stk. 3. I sager omfattet af stk. 1 og 2 orienterer kommunalbestyrelsen anmelder og eller ansøger om, at sagerne behandles efter reglerne i denne lov.
Anmeldelser og ansøgninger i verserende sager om, hvorvidt et anlæg til intensiv husdyravl må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet efter planlovens § 6 c og tilvejebringelse af regionplantillæg for VVM-pligtige husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 2, eller meddelelse af tilladelser til VVM-pligtige husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 3, der ikke er færdigbehandlet af regionplanmyndigheden den 1. januar 2007, skal færdigbehandles efter reglerne i denne lov.
Stk. 2. Regionplanmyndigheden videresender sagerne, jf. stk. 1, til kommunalbestyrelsen, som orienterer ansøger om, at sagerne behandles efter reglerne i denne lov.
Hvis der inden den 1. januar 2007 har været gennemført en offentlighedsprocedure efter reglerne i planloven eller miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør af disse ved behandling af en ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug, der må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt, eller som skal godkendes efter miljøbeskyttelseslovens § 33, og ansøgningen eller projektet ikke ændres væsentligt efterfølgende, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at kravet om inddragelse af offentligheden i medfør af denne lov undlades.
Klager over afgørelser om, hvorvidt et anlæg til intensiv husdyravl må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet efter planlovens § 6 c, og afgørelser om landzonetilladelser efter planlovens § 35, der ikke er færdigbehandlet af Naturklagenævnet inden den 1. januar 2007, overføres til Miljøklagenævnet den 1. januar 2007.
Stk. 2. Miljøklagenævnet behandler sagen efter de hidtil gældende regler i planlovens § 6 c og § 35.
Stk. 3. Hvis Miljøklagenævnet træffer afgørelse om, at et anlæg til intensiv husdyravl må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet efter planlovens § 6 c, skal sagen sendes til kommunalbestyrelsen, der på baggrund af en ny ansøgning skal behandle sagen efter de nye regler.
Stk. 4. Hvis Miljøklagenævnet træffer afgørelse om, at et anlæg til intensiv husdyravl ikke må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet efter planlovens § 6 c, kan etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbruget ske frem til den 1. januar 2010 uden tilladelse eller godkendelse efter denne lov, hvis der før den 1. januar 2007 forelå de øvrige fornødne myndighedsafgørelser til, at etableringen, udvidelsen eller ændringen efter de hidtil gældende regler kunne iværksættes uden at afvente yderligere afgørelser efter lov om planlægning og lov om miljøbeskyttelse eller regler udstedt i medfør af disse love og disse afgørelser fortsat alle har bevaret deres gyldighed på tidspunktet for etableringen, udvidelsen eller ændringen.
Verserende klagesager over afgørelser om miljøgodkendelser efter miljøbeskyttelseslovens § 33 og klager over påbud og forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41, der den 1. januar 2007 overføres fra Skov- og Naturstyrelsen til Miljøklagenævnet, eller som den 1. januar 2007 ikke er færdigbehandlet i Miljøklagenævnet, færdigbehandles af Miljøklagenævnet efter de hidtil gældende regler i miljøbeskyttelsesloven.
Stk. 2. Klager over afgørelser truffet før den 1. januar 2007, som efter den 1. januar 2007 og inden klagefristens udløb overføres til eller indbringes for Miljøklagenævnet, færdigbehandles ligeledes efter de hidtil gældende regler i miljøbeskyttelsesloven.
Stk. 3. Såfremt Miljøklagenævnet ved behandlingen af en klage omfattet af stk. 1 og 2 beslutter, at sagen skal henvises til kommunalbestyrelsen til fornyet behandling, behandler kommunalbestyrelsen sagen efter reglerne i denne lov.
Klager over afgørelser om regionplantillæg for VVM-pligtige husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 2, eller tilladelser til VVM-pligtige husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 3, der ved lovens ikrafttræden ikke er færdigbehandlet af Naturklagenævnet, færdigbehandles af Naturklagenævnet.
Stk. 2. Klager over afgørelser truffet før den 1. januar 2007, som efter den 1. januar 2007 og inden klagefristens udløb indbringes for Naturklagenævnet, færdigbehandles af Naturklagenævnet efter de hidtil gældende regler i planloven.
Stk. 3. Såfremt Naturklagenævnet ved behandlingen af en klage omfattet af stk. 1 og 2 beslutter, at sagen skal henvises til kommunalbestyrelsen til fornyet behandling, behandler kommunalbestyrelsen sagen efter reglerne i denne lov.
Stk. 4. Hvis Naturklagenævnet stadfæster en afgørelse om regionplantillæg for VVM-pligtige husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 2, eller tilladelser til VVM-pligtige husdyrbrug, jf. planlovens § 6 c, stk. 3, efter reglerne i planloven, jf. stk. 3, skal kommunalbestyrelsen færdigbehandle og træffe afgørelse om de dertil knyttede udkast til miljøgodkendelsen efter miljøbeskyttelseslovens § 33 efter de hidtil gældende regler i miljøbeskyttelsesloven.
Lov nr. 2192 af 29. december 2020 (Implementering af VVM-direktivet)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
Lov nr. 126 af 30. januar 2021 (Ændring af handlepligten for den ansvarlige for en miljøskade, indførelse af godtgørelsesordning samt ændring af definitionen af arter og naturtyper)4) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 15
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2021.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på miljøskader eller overhængende fare for en miljøskade, der er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der finder sted før lovens ikrafttræden. For sådanne miljøskader eller overhængende fare herfor finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Lov nr. 415 af 5. april 2022 (Betingelser for tilladelse til tildeling af over 170 kg kvælstof fra organisk gødning pr. hektar, administrative bødeforelæg m.v.)5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2022.
Lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.6) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 30. Loven træder i kraft den 1. januar 2023, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 31, nr. 2, § 32, nr. 2, 3 og 5, § 33, nr. 2, § 35, nr. 2, § 36, nr. 2, 4 og 6, og § 37, nr. 2-4, træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 3. (Udelades)
Lov nr. 419 af 25. april 2023 (Reduktion af drivhusgasudledninger fra erhvervsmæssige dyrehold)7) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. maj 2023.
Lov nr. 407 af 25. april 2023 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.8) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 30. Loven træder i kraft den 30. juni 2023.
Stk. Lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v. ophæves.
b) Den berørte offentlighed: Den del af offentligheden, som er berørt af, kan blive berørt af eller har en interesse i en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b. Dette omfatter også ikkestatslige organisationer og foreninger, der har beskyttelse af landskab, kulturarv, natur eller miljøinteresser som formål, hvis foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte nærmere regler om, hvordan den bedste tilgængelige teknik fastsættes.
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, hvad der i denne lov forstås ved et produktionsareal, og hvordan dette areal nærmere skal fastlægges.
Etablering af husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg på husdyrbrug og udvidelse og ændring heraf, der medfører forøget forurening, er ikke tilladt
i et eksisterende eller ifølge kommuneplanens rammedel fremtidigt byzone- eller sommerhusområde,
i et område i landzone, der i lokalplan er udlagt til boligformål, blandet bolig- og erhvervsformål eller til offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner, rekreative formål og lign.,
i en afstand mindre end 50 m fra de i nr. 1 og 2 nævnte områder eller
i en afstand mindre end 50 m fra en nabobeboelse.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan for nærmere specificerede dyrearter fastsætte andre afstandskrav end de i stk. 1, nr. 3 og 4, fastsatte og flere typer af afstandskrav, inden for hvilke etablering, udvidelse eller ændring ikke kan finde sted.
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at kravene i stk. 1 ikke finder anvendelse for nærmere bestemte anlæg, der alene har en begrænset betydning i forhold til omgivelserne.
Stk. 4. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at kravene i stk. 1 finder anvendelse for folde, oplag af husdyrgødning, ensilage og lign. og for anlæg, der ikke er omfattet af stk. 1. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om andre og flere typer af afstandskrav for folde til svin end dem, der er fastsat i stk. 1, nr. 3 og 4.
Stk. 2. Ved etablering af gødningsopbevaringsanlæg til flydende husdyrgødning på husdyrbrug skal der desuden være mindst 100 m til åbne vandløb og til søer med et areal, der er større end 100 m².
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart kan for nærmere specificerede dyrearter fastsætte andre afstandskrav, inden for hvilke etablering, udvidelse eller ændring ikke kan finde sted.
Stk. 4. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at afstandskravene i stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse for nærmere bestemte anlæg, der alene har en begrænset betydning i forhold til omgivelserne.
Stk. 5. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at afstandskravene i stk. 1 og 2 finder anvendelse for anlæg, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2, og at afstandskravene i stk. 1 finder anvendelse for oplag af husdyrgødning, ensilage og lign.
Stk. 4. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde kan dispenseres fra kravene i § 7.
Krav til indretning og drift af anlæg, anmeldelse m.v.
Husdyrbrug med en ammoniakemission på mere end 3.500 kg NH3-N pr. år må ikke etableres uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse.
Stk. 2. Husdyrbrug må uanset godkendelsesgrænsen i stk. 1 ikke etableres uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse, hvis husdyrbruget har
flere end 750 stipladser til søer,
flere end 2.000 stipladser til fedesvin (over 30 kg) eller
flere end 40.000 stipladser til fjerkræ (høns, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, duer, fasaner, agerhøns og strudsefugle, der opdrættes eller holdes i fangenskab med henblik på avl, produktion af kød eller konsumæg eller levering af vildt til udsætning).
Stk. 3. Godkendelsespligten efter stk. 1 og 2 gælder også, hvis et husdyrbrug, der er tilladt efter § 16 b, udvides eller ændres på en måde, som medfører, at de i stk. 1 eller 2 fastsatte godkendelsesgrænser overskrides.
Stk. 4. Husdyrbrug, der er godkendt efter stk. 1 eller 2, må ikke uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse udvides eller ændres på en måde, som kan indebære forøget forurening eller andre virkninger på miljøet. Hvis et husdyrbrug, der er godkendt efter stk. 1, udvides eller ændres på en sådan måde, at grænserne i stk. 2 overskrides, skal husdyrbruget dog godkendes efter stk. 2.
Husdyrbrug, der ikke er omfattet af godkendelsespligten efter § 16 a, må ikke etableres uden kommunalbestyrelsens forudgående tilladelse.
Stk. 2. Husdyrbrug, der er tilladt efter stk. 1, må ikke uden kommunalbestyrelsens forudgående tilladelse udvides eller ændres på en måde, som kan indebære forøget forurening eller andre virkninger på miljøet.
Stk. 4. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, hvornår godkendelser eller tilladelser efter stk. 1 eller andre afgørelser efter regler fastsat i medfør af stk. 3 anses for udnyttet efter stk. 1.
Kapitel 7
Klage og søgsmål
undlader at søge en overhængende fare for forurening afværget eller forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. efter § 52, stk. 2,
undlader at iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger over for en overhængende fare for en miljøskade eller ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang samt forhindre yderligere miljøskade, jf. § 54 c,
overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 75, stk. 1,
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med behandlingen af sager efter denne lov eller
undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 37.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
voldt skade eller fremkaldt fare for skade på natur, dyr, planter, landskaber eller mennesker eller de øvrige interesser, som loven tilsigter at beskytte, jf. lovens § 1, herunder luft, vand, jord og undergrund, eller
opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. (Udelades)
Stk. 4. (Udelades)
Stk. 5. Regler, der er fastsat i medfør af følgende lovbestemmelser, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler:
(Udelades)
(Udelades)
(Udelades)
§ 17, stk. 3, og § 48 i lov nr. 338 af 2. april 2019 om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag som ændret ved § 1 i lov nr. 1569 af 27. december 2019 og § 36 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.
§ 69, stk. 1, 2 og 4, og §§ 69 a og 69 b i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 2192 af 29. december 2020, § 6 i lov nr. 126 af 30. januar 2021, lov nr. 415 af 5. april 2022 og § 37 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.
Lov nr. 176 af 27. februar 2024 (Bemyndigelse til at fastsætte regler om teknologier til husdyrproduktion og samlet godkendelse eller tilladelse af husdyrbrug)9) indeholder følgende ikrafftrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2024.
Stk. 2. Klagesager over afgørelser, der er truffet før den 1. april 2024, behandles efter de hidtil gældende regler. Hjemvises afgørelsen i klagesagen til fornyet behandling i første instans, skal den hjemviste sag behandles efter de hidtil gældende regler.
Lov nr. 322 af 2. april 2024 (Præcisering af kredsen af personer, der kan anmode myndighederne om at træffe foranstaltninger m.v. efter miljøskadereglerne og klage over afgørelser herom)10) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 14
Loven træder i kraft den 1. juli 2024.
Lov nr. 560 af 27. maj 2025 (Implementering af aftale inden for rammerne af FN’s havretskonvention om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havets biologiske mangfoldighed i områder uden for national jurisdiktion (BBNJ-aftalen))11) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 21
Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, den 21. august 2025
Lars Gregersen
/ Dorthe Nielsen
Officielle noter
EU Noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011, EU-Tidende 2012, nr. L 26, side 1, som ændret senest ved Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 124, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 334, side 17, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF af 23. oktober 2001, EF-Tidende 2001, nr. L 309, side 22, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004, EU-Tidende 2004, nr. L 143, side 56, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 178, side 66, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000, EF-Tidende 2000, nr. L 327, side 1, som ændret senest ved Kommissionens direktiv 2014/101/EU af 30. oktober 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 311, side 32, og dele af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991, EF-Tidende 1991, nr. L 375, side 1, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003/EF af 29. september 2003, EU-Tidende 2003, nr. L 284, side 1, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 311, side 1.
Slutnoter
Ved kongelig resolution af 29. august 2024 blev Ministeriet for Grøn Trepart oprettet, således at der til dette ministerium blev overført følgende sagsområder:
fra Miljøministeriet: sager vedrørende beskyttede områder, fredede områder, strandbeskyttelseslinje, sager vedrørende skove, sager vedrørende implementering af vandrammedirektivet samt sager vedrørende miljøregulering af husdyrbrug, sager vedrørende arealforvaltning bortset fra sager vedrørende naturnationalparker, nationalparker og friluftsliv, samt sager vedrørende vandmiljø bortset fra akvakultur, miljøfarlige stoffer og spildevandslovgivningen,
fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri: ressortansvaret for sager vedrørende udmøntning og administration af midler fra EU’s fælles landbrugspolitik, jordudtagningsindsatser, kvælstofindsatsen, jordbrugskontrol, økologi, klimaanalyse på landbrugsområdet, udvikling af grønne teknologier og bioøkonomi samt Landbrugsstyrelsen bortset fra følgende områder: sager vedrørende deltagelse i landbrugs- og fiskerisamarbejdet i EU og internationalt, sager vedrørende hegnsloven, sager vedrørende mark- og vejfredsloven, sager vedrørende promille- og produktionsafgiftsfondene, sager vedrørende Plantefonden, sager vedrørende Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) samt sager vedrørende planter og biosikkerhed, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1005 af 29. august 2024 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.
Lovændringen vedrører ophævelse af § 2, stk. 3, 2. pkt., § 54 j, stk. 3, og § 55, stk. 2-5, og indsættelse af § 3, stk. 1, nr. 7, og ændring af § 54 j, stk. 2, 1. pkt., § 56, stk. 1, § 56 a, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3 og 4.
Lovændringen vedrører ændring af § 54 b, stk. 1, og ophævelse af § 54 d og § 54 f, stk. 2 og 3, hvorefter stk. 4 bliver stk. 2.
Lovændringen vedrører ændring af § 2, stk. 2, § 5 a, stk. 1, og § 5 c, 1. pkt., og indsættelse af § 5 a, stk. 2, og § 5 c, 2. pkt., § 72, stk. 1, 2. pkt., § 73, og § 97 a, og ophævelse af § 45 a.
Lovændringen vedrører ændring af § 69, stk. 1, 2 og 4, og § 69 a, og indsættelse af § 69 b.
Lovændringen vedrører indsættelse af § 35.
Lovændringen vedrører ændring af § 69, stk. 1, 2 og 4, § 69 a og § 69 b.
Lovændringen vedrører ændring af § 16 c og indsættelse af § 34 b og § 72, stk. 1, 3. pkt.
Lovændringen vedrører ændring af § 54 i, stk. 1, og indsættelse af § 84, stk. 3, hvorefter stk. 3 og 4 bliver stk. 4 og 5.
