Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 85 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Støtten omfatter et bredt spektrum af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger. Typisk for socialpædagogisk støtte efter § 85 i serviceloven gælder, at den enkelte borger visiteres til hjælp, omsorg eller støtte målrettet et konkret behov med et på forhånd defineret antal støttetimer om ugen eller måneden.

Efter den gældende bestemmelse kan kommunerne frit vælge, efter hvilken metode støtten til den enkelte ydes, hvormed der er mulighed for, at kommunen efter de gældende regler i servicelovens § 85 kan, men ikke skal visitere borgere til støtte efter de specialiserede bostøttemetoder fra Housing First-tilgangen.

Det foreslås med en ny § 85 a, stk. 1, i serviceloven, at kommunerne kan tilbyde hjælp, omsorg eller støtte til udvikling af færdigheder efter de specialiserede støttemetoder fra Housing First-tilgangen til personer i hjemløshed eller i risiko herfor, der har behov herfor på grund af særlige sociale problemer.

Det foreslås med den nye bestemmelse, at målgruppen herfor er afgrænset til personer i hjemløshed eller i risiko herfor, som har særlige sociale problemer. Hjemløshed dækker over forskellige situationer. Fælles for situationerne er, at borgeren ikke har sit eget frit tilgængelige sted at overnatte og råde over. Borgere i hjemløshed er personer, som ikke råder over egen (ejet eller lejet) bolig eller værelse. Borgere i hjemløshed er derfor enten uden opholdssted den kommende nat, henvist til midlertidige boligalternativer eller bor midlertidigt eller uden kontrakt hos familie, venner og bekendte. Ligeledes gælder, at der kan være hjemløsesituationer, hvor borgere ikke kan benytte deres bolig på grund af sociale eller psykiske problemstillinger, fx svær angst, og hvor borgeren derfor lever i en form for hjemløshed (Hjemløshed i Danmark 2022, Benjaminsen, 2019). Det foreslås, at målgruppen for den nye bestemmelse også omfatter borgere i risiko for hjemløshed, således at kommunerne også kan forebygge hjemløshed for borgere, som er i risiko herfor.

Den foreslåede bestemmelse i § 85 a vil medføre, at der blandt kommunerne sker en øget brug af de specialiserede støttemetoder efter Housing First-tilgangen, som vil kunne sikre, at borgere i hjemløshed modtager den nødvendige støtte til at fastholde og kunne opholde sig i egen bolig og vil dermed understøtte, at borgerne kommer permanent ud af hjemløshed.

Housing First er en helhedsorienteret tilgang til hjemløshed, hvor borgeren tilbydes en selvstændig bolig i almindeligt byggeri og samtidig modtager en individuelt tilrettelagt bostøtte. Tilgangen bygger på recovery- og empowerment-tilgange, der understøtter borgerens selvstændighed og tager udgangspunkt i borgerens egen oplevelse af behovet for støtte, og hvor samarbejdet mellem borger og den fagprofessionelle skal bygge på borgerens ønsker, drømme og håb. Det kræver en omstilling fra tilgange baseret på fx omsorg eller krav om forandringsparathed. Det recovery- og empowerment-orienterede arbejde har fokus på den enkeltes oplevelse af behov og på den enkeltes ressourcer.

Som følge af Housing First-tilgangen tilbydes borgeren en relevant boligløsning i starten af en indsats. Formålet er at stabilisere borgerens boligforhold som udgangspunkt for, at der kan arbejdes med borgerens andre problemstillinger ud fra borgerens egne ønsker. Udover at flytte i egen bolig vil borgeren derfor få tildelt den nødvendige sociale støtte, for at borgeren kan bo i og fastholde boligen. Støtten skal være individuel, helhedsorienteret og fleksibel, og den tager udgangspunkt i borgerens drømme, ønsker og håb for fremtiden. Afsættet for at kunne vurdere konkret, hvilken støtte den enkelte borger har brug for, er et grundigt udrednings- samt handleplansarbejde. I udredningsarbejdet bør borgerens ressourcer, udfordringer og ønsker afdækkes helhedsorienteret og systematisk, således at der er et godt og kvalificeret grundlag for at træffe afgørelse om, hvilken socialfaglig støtte og indsats borgeren har behov for. Ud fra Housing First-tilgangen gives støtten som en udgående funktion, primært i borgerens eget hjem, eller der, hvor borgeren opholder sig. Støtten er uafhængig af boligen, hvilket betyder, at selvom borgeren skulle miste boligen i en periode, gives støtten stadigvæk, hvis borgeren har behov for det.

Ud fra Housing First-tilgangen anvendes tre forskellige metoder til at yde individuel, intensiv bostøtte. Assertive Community Treatment (ACT-metoden), Intensive Case Management (ICM-metoden) og Critical Time Intervention (CTI-metoden). Ligeledes kan anvendes en modificeret ACT-metode. Bostøttemetoderne er målrettet borgere med forskelligt behov for støtte, og tilsammen giver de specialiserede støttemetoder mulighed for at imødekomme de varierende støttebehov, som gør sig gældende for målgruppen af borgere, der lever i eller er i risiko for hjemløshed. Fælles for metoderne er, at der er en række kerneelementer, som alle skal indgå, hvis man implementerer metoderne.

CTI-metoden er tidsbegrænset til ni måneder, og henvender sig til de borgere, der i betydelig grad kan benytte det eksisterende støttesystem, og som primært har brug for støtte i en kortere overgangsperiode, herunder til at få opbygget et støttenetværk i det eksisterende system. CTI-metoden kan også bruges som en forebyggende indsats i overgangen fra en ustabil til en mere stabil boligsituation. CTI-indsatsen indledes med en kontaktskabelsesperiode. Efter kontaktskabelsesperioden forløber CTI-indsatsen over tre lige lange faser med hvert sit definerede indhold, hvor intensiteten i kontakten mellem borger og CTI-medarbejder falder støt gennem forløbet. Borgeren tilknyttes en CTI-medarbejder, som har en koordinerende rolle i sammensætningen og udførelsen af borgerens CTI-indsats, og som også vil være en gennemgående støtteperson, som yder social og praktisk støtte. Det anbefales, at den enkelte CTI-medarbejder har et passende antal borgere tilknyttet, da det vurderes at være forudsætningen for at kunne opnå de forventede resultater med metoden.

ICM-metoden er tidsubegrænset og henvender sig til den gruppe af borgere i hjemløshed, som har behov for støtte i en længerevarende periode, og som i nogen grad kan benytte eksisterende tilbud. I indsatsen tilknyttes borgeren ICM-medarbejderen, som ud over at have en koordinerende rolle i sammensætningen og udførelsen af borgerens ICM-indsats også er en gennemgående støtteperson, som yder intensiv social og praktisk støtte. Det anbefales, at den enkelte ICM-medarbejder har passende antal tilknyttet, da det vurderes at være forudsætningen for at kunne opnå de forventede resultater med metoden.

ACT-metoden er ligeledes tidsubegrænset og henvender sig til de borgere, der har de mest intensive og langvarige støttebehov, og som kun i meget begrænset omfang eller slet ikke kan benytte eksisterende støtteindsatser fra det sociale system. ACT-indsatsen ydes af et tværfagligt indsatsteam, som ud over en socialpædagogisk støtte, også indeholder en specialiseret helbredsmæssig indsats (alkohol- og stofmisbrugsbehandling og socialpsykiatri) og en administrativ myndighedsfunktion. Støtten er teambaseret, og alle medarbejdere indgår direkte i teamet som udgående medarbejdere. Der bør ligeledes ske en vurdering af, hvor mange borgere der tilknyttes teamet, så forudsætningerne for at opnå de forventede resultater med metoden er tilstede.

Ligeledes kan en modificeret ACT-metode (M-ACT-metode) anvendes. M-ACT-metoden er en videreudvikling af ACT-metoden gennemført i regi af Udviklings- og Investeringsprogrammet. Metoden bygger på ACT-metodens værdigrundlag, kerneelementer og -funktioner. De organisatoriske rammer omkring metoden er justeret fra ACT med henblik på at gøre metoden mere omkostningseffektiv, implementerbar og nemmere at integrere i eksisterende kommunale indsatser, jf. Socialstyrelsens indsatsbeskrivelse for M-ACT. Socialstyrelsens rådgivningsfunktion på hjemløshedsområdet tilbyder kommuner rådgivning og støtte til implementering og anvendelse af såvel M-ACT-metoden som de øvrige specialiserede metoder under Housing First.

Det er allerede muligt efter den nuværende bestemmelse i § 85 at visitere til et bostøtteforløb efter de specialiserede støttemetoder. Med den foreslåede bestemmelse § 85 a, stk. 1, i serviceloven kommer et tydeligere signal om fuld implementering og anvendelse af de Housing First-baserede indsatser over for målgruppen af borgere i hjemløsehed eller i risiko herfor. Målgruppen af borgere i hjemløshed og risiko herfor kan fortsat visiteres til støtte efter § 85 i serviceloven, hvor der er metodefrihed for kommunerne, men med ændringen opfordres kommunerne til i højere grad at anvende de specialiserede metoder. Den foreslåede § 85 a, stk. 1, vil kunne understøtte kommunerne i at levere en tilstrækkelig omfattende og intensiv støtte efter de specialiserede støttemetoder.

Formålet med en selvstændig bestemmelse om Housing First-tilgangen er derved at sende et klart signal om, at indsatsen til denne målgruppe kan adskille sig fra den almindelige socialpædagogiske støtte efter servicelovens § 85.

Det foreslås med § 85 a, stk. 2, at kommunalbestyrelsen i afgørelsen efter det foreslåede stk. 1 skal begrunde, såfremt borgerens ønsker til leverandør af bostøtten, jf. § 142, stk. 4, ikke følges.

Ministeriet finder, at det som led i udarbejdelse af handleplanen skal afdækkes, om borgeren har et ønske om, at boformen efter § 110 i serviceloven kan optræde som leverandør på hele eller dele af bostøtten efter den foreslåede § 85 a til borgeren, såfremt det vurderes, at borgeren er i målgruppen for bostøtte. Det kan ligeledes indgå, om boformen efter § 110 i serviceloven på anden vis kan støtte borgeren i overgangen til egen bolig. Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i § 142, stk. 4, i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Formålet med den foreslåede bestemmelse § 85 a, stk. 2, er, at såfremt borgeren i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen har givet udtryk for et ønske om, at boformen efter § 110 skal levere bostøtten efter den foreslåede § 85 a i overgangen fra boformen til egen bolig, og såfremt kommunalbestyrelsen ikke efterkommer borgerens ønske, skal kommunalbestyrelsen begrunde i en skriftlig afgørelse, hvorfor borgerens ønske ikke efterkommes, jf. den foreslåede bestemmelse i § 85 a, stk. 2, i serviceloven. Dermed vil kommunalbestyrelsen enten skulle følge borgerens ønske eller skriftligt forklare, hvorfor borgerens ønske ikke følges. Det bemærkes, at der med bestemmelsen ikke indføres retskrav om, at det er boformen, der skal levere bostøtten efter den foreslåede bestemmelse § 85 a, men at behovet skal afdækkes, samt at det skal begrundes, såfremt kommunalbestyrelsen ikke følger ønsket.

Den foreslåede bestemmelse § 85 a, stk. 1, vil blive omfattet af de nuværende regler efter § 166 i serviceloven om, at kommunalbestyrelsens afgørelser om bostøtte kan indbringes for Ankestyrelsen. Det betyder, at kommunalbestyrelsens afgørelse om bostøtte efter den foreslåede bestemmelse § 85 a, stk. 1, vil kunne påklages til Ankestyrelsen. Borgeren vil som udgangspunkt ikke kunne klage over, at kommunen ikke imødekommer borgerens ønske til leverandør af bostøtte, idet der ikke indføres en ret til frit valg. Ankestyrelsen vil dog kunne påse, om kommunalbestyrelsen overholder kravet om skriftlig begrundelse efter den foreslåede § 85 a, stk. 2, som led i Ankestyrelsens sædvanlige prøvelse af de formelle krav til afgørelse i forbindelse med behandlingen af en klage over en afgørelse efter den foreslåede § 85 a, stk. 1. Efter Ankestyrelsens principafgørelse 76-17 fra 2017 kan der dog være tilfælde, hvor Ankestyrelsen alligevel kan prøve, om den valgte leverandør kan yde den tilstrækkelige hjælp. Det fremgår således, at hvis beslutningen om hvem, der skal udføre støtten eller hjælpen, er væsentlig indgribende for borgeren, er der tale om en afgørelse, som borgeren kan klage over til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan alene tage stilling til, om borgeren får den tilstrækkelig hjælp ved den valgte leverandør. Ankestyrelsen kan ikke i sin prøvelse pege på en anden leverandør.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet forventer med en ændring af § 15 i bekendtgørelse nr. 1152 af 7. juni 2021 om retssikkerhed og administration på det sociale område, at Ankestyrelsen i en fast track-ordning forpligtes til så vidt muligt at træffe afgørelse i sager om klager over afgørelser efter den foreslåede § 110, stk. 5, om udskrivning af en borger fra en boform efter § 110 inden 8 uger.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 110, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Det vurderes, at der i de gældende regler ikke er tilstrækkelig tydelighed om, at der skal være et akut behov for ophold på en boform efter § 110 for personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte og omsorg. Det kan medføre, at borgere uden akutte behov, og som derfor ikke er i målgruppen, tager ophold på en boform efter § 110.

Med den foreslåede ændring af servicelovens § 110, stk. 1 , vil det blive tilføjet, at der skal være et akut behov for ophold i en boform og tilbud om aktiverende støtte og omsorg.

Lederen af en boform efter § 110 træffer afgørelse om ind- og udskrivning fra boformen ud fra en vurdering af, om borgeren er i målgruppen for at opholde sig på boformen. Sådanne afgørelser kan efter serviceloven påklages til Ankestyrelsen.

Formålet med ændringen er at understøtte, at de borgere, der har et akut behov for ophold i en boform og aktiverende støtte og omsorg, kan få ophold, og samtidig sikre, at der er tydelighed både i forhold til borgere, boformer og kommuner som ansvarlige myndigheder om både tilbuddets karakter og den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af § 81 i serviceloven, at formålet med at yde støtte til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. Støtten skal ydes med det formål at styrke den enkeltes egne muligheder og eget ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for den enkelte.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til afsnit 3.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår af § 110, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for ophold i en boform og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Det vurderes, at der efter de gældende regler ikke er tilstrækkelig tydelighed om, at formålet med ophold på et herberg er midlertidigt, og at støtten, som borgeren modtager under opholdet, ikke må erstatte den hjælp og støtte, som borgeren har ret til efter serviceloven. Det medfører uklarhed om den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune, herunder om indsatsen på en boform efter servicelovens § 110.

Det foreslås, at der i servicelovens § 110 indsættes et nyt stk. 2 om, at formålet med et midlertidigt ophold efter stk. 1 er at hjælpe personer med særlige sociale problemer over akutte vanskeligheder i overgangen til egen bolig og øvrig hjælp efter serviceloven. Den aktiverende støtte og omsorg under opholdet må ikke erstatte øvrig hjælp og støtte efter serviceloven.

Det følger af det foreslåede nye § 110, stk. 2, i serviceloven, at formålet med et midlertidigt ophold efter lovens § 110, stk. 1, er at hjælpe personer med særlig sociale problemer over akutte vanskeligheder og i overgangen til egen bolig og øvrig hjælp efter serviceloven.

Det fremgår videre af det foreslåede nye stk. 2, at den aktiverende støtte og omsorg under opholdet ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som borgeren har behov for og ret til efter serviceloven.

Akutte vanskeligheder vil skulle forstås som vanskeligheder, som medfører et behov for, at borgere med særlige sociale problemer får midlertidigt ophold, omsorg og hjælp til problemstillinger, der udgør en barriere for at komme i eller fastholde egen bolig.

Deri ligger, at der er tale om en målgruppe, der ud over manglen på en bolig eller manglende evne til at opholde sig i egen bolig, har andre og samtidige særlige sociale problemer som alkohol-, stof- og blandingsmisbrug, psykiske lidelser, vold, kriminalitet, ringe arbejdsmarkedstilknytning, manglende sociale netværk, et omflakkende liv og rodløshed samt et akut behov for støtte, som ikke er håndteret på anden vis.

Overgangen til egen bolig vil skulle forstås som enten overgangen til en ny bolig for borgere, der ikke har en bolig, overgangen til borgerens eksisterende bolig eller overgangen til et midlertidigt eller længerevarende ophold efter f.eks. servicelovens §§ 107 eller 108.

Formålet med den foreslåede nye bestemmelse vil sammen med en præcisering af målgruppen i servicelovens § 110, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, være med til at sikre, at det er de borgere, der har akut behov for et botilbud og særlige sociale problemer, der får ophold på herberger. Det vil endvidere være formålet at understøtte, at et ophold i højere grad er midlertidigt med henblik på, at der findes en mere varig løsning for borgeren.

Den foreslåede nye bestemmelse i servicelovens § 110, stk. 2, vil sikre tydelighed i forhold til borgere, boformer og kommuner som ansvarlige myndigheder om både tilbuddets karakter og den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune, herunder om indsatsen på en boform efter lovens § 110.

Der vil herunder blive sikret en tydeliggørelse af, at den enkelte borger kan have behov for særlig støtte, behandling eller andet, som ligger ud over den hjælp, som boformen kan tilbyde, og at den aktiverende støtte og omsorg under opholdet ikke må erstatte den øvrige hjælp og støtte, som borgeren har behov for og ret til efter serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse vil således tydeliggøre, at borgere, der har behov for længerevarende ophold og mere specialiserede indsatser på baggrund af en konkret og individuel vurdering, bør tilbydes ophold i boformer efter servicelovens §§ 107 eller 108. Dette vil navnligt gøre sig gældende for personer med fysiske eller psykiske handicap, personer med psykiske lidelser og ældre hjemløse, der har behov for mere intensiv støtte, pleje og omsorg.

Efter den gældende § 110, stk. 1, indgår det som en del af borgerens ophold, at borgeren kan modtage efterfølgende hjælp (efterforsorg) i forbindelse med, at borgerne flytter fra herberget. Derved vil boformen på anden vis kunne støtte borgeren i overgangen til egen bolig. Der kan for eksempel være tale om at støtte borgeren med mindre opgaver, såsom at hjælpe borgeren med at melde flytning til folkeregisteret. Efterforsorg har som en del af det samlede tilbud efter servicelovens § 110 en midlertidig karakter og har til formål at understøtte en god overgang efter et ophold på en boform efter § 110 til en selvstændig tilværelse i egen bolig og til eventuel hjælp i form af f.eks. bostøtte efter lovens § 85, som visiteres af kommunen. Der kan være et sammenfald i karakteren af den hjælp, der kan gives som efterforsorg, og den hjælp, der visiteres til af den kommunale myndighed efter servicelovens voksenbestemmelser, herunder særligt lovens §§ 83 og 85.

Efterforsorg er således et supplement til den hjælp, kommunen visiterer borgeren til for at sikre, at vedkommende kan bo i og fastholde eget hjem, og kan bestå af f.eks. fortsat tilknytning til boformen, drøftelse af praktiske gøremål i og uden for boligen, opbygning af sociale netværk, hjælp til økonomi eller lignende. Boformens efterforsorg skal således ophøre, når den ikke længere tilbydes i tilknytning til borgerens overgang til egen bolig, eller den får en sådan karakter, at den erstatter indsatser efter serviceloven, som borgeren har ret til, f.eks. bostøtte efter servicelovens § 85.

Det bemærkes derudover, at efterforsorg i form af egentlig bostøtte såsom CTI-forløb (Critical Time Intervention) ligger uden for rammerne af, hvad efterforsorg omfatter, og at denne type indsats skal visiteres af den kommune, der har ansvaret for at yde hjælp og støtte til borgeren efter §§ 9-9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det kan i den forbindelse være relevant, at boformerne tilkøbes som leverandør af bostøtten grundet deres konkrete kendskab til borgeren og målgruppen. I et sådan tilfælde vil der være tale om, at et herberg kan levere kommunalt visiteret bostøtte efter § 85 eller efter den i lovforslagets § 1, nr. 1 foreslåede § 85 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af servicelovens § 110, stk. 3, at lederen træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

Som konsekvens af det foreslåede nye § 110, stk. 5, i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det, at der i § 110, stk. 3, tilføjes der ”jf. dog stk. 5”, idet boformslederen fremover ikke vil have udskrivningskompetencen alene efter de foreslåede regler.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af § 110, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Det følger af servicelovens § 110, stk. 3, at lederen træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

Det vurderes, at der er behov for at styrke indsatsen for, at der bliver arbejdet systematisk efter Housing First-tilgangen, og at borgere dermed kommer ud i egen bolig. Det er ligeledes vurderingen, at de nuværende regler, hvor kommunerne trods betalingsansvaret ikke har indflydelse på, hvornår en borger udskrives fra boformen, betyder, at der kan være uklarhed over den gældende ansvarsfordeling mellem tilbud og kommune, herunder om indsatsen på en boform efter servicelovens § 110.

Det foreslås, at der i servicelovens § 110 indsættes et nyt stk. 5 om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at udskrive en borger fra en boform efter § 110, stk. 1, såfremt der foreligger en handleplan eller en helhedsorienteret plan for borgeren efter §§ 141 eller 142, og at der foreligger en anvisning til egen bolig eller er truffet afgørelse om et botilbud efter §§ 107 eller 108. Samt ved anvisning til egen bolig, at der er truffet afgørelse om hjælp og støtte i egen bolig, som modsvarer borgerens behov for at fastholde boligen, hvis borgeren er anvist egen bolig. Såfremt borgeren anvises til en bolig har borgeren på udskrivningstidspunktet indgået en lejeaftale og kan flytte ind i boligen og modtage den visiterede sociale støtte, der modsvarer borgerens behov. Såfremt kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om et botilbud efter §§ 107 eller 108, vil udskrivningen fra boformen efter § 110 først kunne træffes med virkning for borgeren, når borgeren kan flytte ind på botilbuddet.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at give kommunalbestyrelsen mulighed for under overholdelse af visse krav at udskrive en borger fra et ophold på en boform efter § 110.

Med den foreslåede bestemmelse stilles der krav om, at der er udarbejdet en handleplan efter den foreslåede § 142, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan for personer, der har ophold på en boform efter § 110. Den foreslåede bestemmelse fastslår endvidere, at den helhedsorienterede plan vil kunne være en erstatning for handleplanen, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 7, foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 1, i serviceloven, såfremt den helhedsorienterede plan som minimum indeholder de krav, der er til en handleplan. Det betyder, at kommunen, såfremt den beslutter at udarbejde en helhedsorienteret plan, ikke vil blive påkrævet også at udarbejde en handleplan til borgeren. Såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at handleplanen skal erstattes af en helhedsorienteret plan, vil det derfor ligeledes gælde, at kommunen ikke kan udskrive borgeren, før der foreligger en helhedsorienteret plan.

Den foreslåede bestemmelse stiller derudover krav om, at der skal foreligge en anvisning til egen bolig eller er truffet afgørelse til botilbud efter §§ 107 eller 108 til borgeren. Anvisningen til bolig eller afgørelsen om et botilbud skal ses i sammenhæng med udarbejdelsen af en handleplan, hvor kommunen, borgeren og botilbuddet sammen kan fastlægge målet for borgerens ophold på boformen. I forbindelse med, at borgeren bliver anvist en bolig, vil det være borgeren eller dennes eventuelle værge, som underskriver en lejekontrakt.

Den foreslåede bestemmelse fastslår dertil, at hvis borgeren skal i egen bolig, er kommunen forpligtet til at sørge for den nødvendige bostøtte, der passer til borgerens behov for at fastholde og opholde sig i egen bolig. Der kan både være tale om bostøtte efter § 85 eller efter den foreslåede nye evidensbaserede bostøtteparagraf § 85 a. Denne betingelse gælder altså kun i det tilfælde, at borgeren bliver anvist egen bolig – og ikke når borgeren visiteres til botilbud.

Den foreslåede bestemmelse fastslår endeligt, at borgeren på udskrivningstidspunktet skal have indgået en lejeaftale og kan flytte ind i boligen og modtage den visiterede sociale støtte der modsvarer borgerens behov, hvis borgeren anvises til en bolig, for at kommunen kan gøre brug af sin udskrivningsret.

En afgørelse om udskrivning vil være en forvaltningsretlig afgørelse, og kommunen vil derfor være forpligtet til at overholde kravene i forvaltningsloven og de almindelige forvaltningsretlige principper. Det gælder bl.a. opfyldelse af officialmaksimen, dvs. at kommunen vil have ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse, at borgeren er partshørt, og at afgørelsen indeholder en begrundelse og klagevejledning.

En underskrevet lejekontrakt vil være udtryk for, at borgeren er indforstået med udskrivningen fra en boform efter § 110 i det tilfælde, at borgeren skal i egen bolig.

Udskrivningen bør generelt finde sted efter dialog mellem borgeren, boformslederen og kommunen, og dialogen bør starte i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen efter den i lovforslagets § 1, nr. 7, foreslåede § 142. Der bør tidsligt være et sammenfald mellem udskrivning og indflytning i egen bolig eller botilbud efter §§ 107 eller 108. Såfremt borgeren anvises til en bolig, har borgeren på udskrivningstidspunktet indgået en lejeaftale og kan flytte ind i boligen og modtage den visiterede sociale støtte som modsvarer borgerens behov.

Såfremt borgeren ikke ønsker at skrive under på den tilbudte lejekontrakt, vil det ikke have konsekvenser for borgerens ophold på boformen efter § 110 i serviceloven. Kommunalbestyrelsen vil først kunne gøre brug af udskrivningskompetencen, når borgeren har indvilget i at underskrive en lejekontrakt. Dertil gælder, at udskrivningen af borgeren fra en boform først vil kunne træde i kraft, når borgeren har en indflytningsklar bolig og den visiterede sociale støtte kan træde i kraft.

Med kommunernes betingede udskrivningskompetence gøres der ikke op med selvmøderprincippet på boformer efter § 110. Borgere, der måtte falde tilbage i hjemløshed, vil kunne indskrives på en boform efter § 110 i serviceloven igen, også selvom de måtte have fået tilbudt en bolig og bostøtte. Det gælder uanset, om borgeren fortsat har bopæl i den tildelte lejlighed eller har valgt at opsige lejemålet. For så vidt angår klagemuligheder i forhold til § 85 a, henvises til de særlige bemærkninger til § 1, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af servicelovens § 110, stk. 6, at orienteringerne efter stk. 4 og 5 som minimum skal indeholde personens navn og cpr-nummer samt dato og begrundelse for henholdsvis optagelsen og udskrivningen. Der kan imidlertid opstå tilfælde, hvor en borger med lovligt ophold i landet ikke er i besiddelse af et dansk cpr-nr., og i disse tilfælde vil tilsvarende dokumentation såsom pas eller identifikationskort være tilstrækkelig.

De foreslåede nye § 110, stk. 2 og 5 , i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 5, vil medføre, at gældende § 110, stk. 4 og 5, vil blive stk. 6 og 7, og at § 110, stk. 6, vil blive stk. 8.

Da der i servicelovens gældende § 110, stk. 6, er en henvisning til gældende § 110, stk. 4 og 5, foreslås det, at denne henvisning ændres til § 110, stk. 6 og 7.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af § 141, stk. 2, i serviceloven, at når der ydes hjælp til personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, efter afsnit V, skal kommunalbestyrelsen som led i indsatsen tilbyde at udarbejde en handleplan, når hjælpen ydes til 1) personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller 2) personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Det fremgår af § 141, stk. 3, i serviceloven, at handleplanen skal angive 1) formålet med indsatsen, 2) hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, 3) den forventede varighed af indsatsen og 4) andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v.

Det fremgår af § 141, stk. 4, i serviceloven, at handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Det fremgår af § 141, stk. 7, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at handleplanen kan erstattes af en helhedsorienteret plan, når der er tale om borgere med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Borgeren skal give samtykke til, at handleplanen erstattes af en helhedsorienteret plan.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 142 i serviceloven om, at borgere med midlertidigt ophold på en boform efter § 110 i serviceloven får ret til en handleplan.

Det foreslås med § 142, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan for personer, der har ophold på en boform efter § 110.

Formålet med den nye bestemmelse er at gøre det obligatorisk for kommunalbestyrelsen at udarbejde en handleplan for borgere med ophold på en boform efter § 110, og dermed sikre, at kommunalbestyrelsen tager stilling til borgerens behov. Den foreslåede bestemmelse vil også gælde for personer, der er over folkepensionsalderen, jf. § 1 a i pensionsloven.

Kommunalbestyrelsens kompetence til at udskrive borgere fra en boform efter § 110 efter den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede § 110, stk. 5, i serviceloven, skal ses i sammenhæng med, at der samtidig indføres en ret til en handleplan for borgere på en boform efter § 110. Flere forudsætninger skal være til stede, før kommunalbestyrelsens udskrivningskompetence finder anvendelse. Handleplanen vil være den ene forudsætning herfor. Kommunalbestyrelsens udskrivningskompetence vil dermed ikke kunne finde anvendelse, før der foreligger en handleplan for borgeren.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden øge skriftligheden om borgerens behov. Det vil gøre det lettere for borgeren at sikre sig, at kommunalbestyrelsen iværksætter den rette hjælp og klage, hvis det ikke sker.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle understøtte, at handleplanen danner grundlag for dialog mellem kommunen og borgeren. Dermed vil udarbejdelsen af en handleplan også skulle bidrage til, at borgeren er grundigt informeret om bolig- og støtteløsningen, når borgeren vælger at underskrive en lejekontrakt til en anvist bolig.

Handleplansarbejdet bør igangsættes hurtigst muligt efter, borgeren får ophold på boformen efter § 110 med henblik på at sikre, at borgeren hurtigst muligt hjælpes videre - dog under hensyn til, at borgeren ved indskrivning på herberget kan have brug for kortvarig ro og hvile, før myndighedsarbejdet igangsættes. En hurtig igangsættelse af handleplansarbejdet fra kommunalbestyrelsens side vil i øvrigt skulle medvirke til en hurtig afklaring af, hvilken kommune der har handleforpligtigelsen for borgeren.

Det foreslås med § 142, stk. 2, at handleplanen vil skulle angive 1) formålet med indsatsen, 2) hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, 3) den forventede varighed af indsatsen og 4) andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v.

Udarbejdelsen af en handleplan vil være en myndighedsopgave og vil skulle klargøre målet med indsatsen, sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats og tydeliggøre forpligtelsen for alle involverede personer, instanser og forvaltningsgrene. En handleplan vil danne rammen for en samarbejdsproces med borgeren, hvor mål for indsatsen kan afstemmes med borgerens ønsker og forudsætninger for nærmere at kunne fastlægge de konkrete tilbud. Derfor vil det være mest hensigtsmæssigt, at borgeren inddrages i udarbejdelsen af handleplanen. Med henblik på at forbedre den faglige kvalitet i udarbejdelsen af borgerens handleplaner, vil kommunen med fordel kunne vælge at benytte sig af voksenudredningsmetoden (VUM) i sagsbehandlingen. VUM er en metode til sagsbehandling på myndighedsområdet for voksne med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer. Metoden understøtter alle faser i sagsbehandlingen, herunder også samarbejdet med udfører i leveringen af den sociale indsats.

Kommunalbestyrelsen vil i øvrigt kunne vælge at inddrage frivillige, sociale indsatser i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanerne. Handleplanen vil med fordel kunne udarbejdes i dialog mellem borger, social myndighed og boform om den kommende boligløsning. Herunder vil ønsker til egen bolig kunne indgå, således at det i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen adresseres, hvad der er en egnet og relevant boligløsning for borgeren, ligesom der vil kunne være en dialog om, hvilken støtte og hjælp borgeren har brug for i forbindelse med udflytning i og fastholdelse af egen bolig.

Som det fremgår af vejledning af 14. januar 2021 om botilbud m.v. til voksne (botilbudsvejledningen) vil der ved optagelse på en boform efter § 110 sædvanligvis blive udarbejdet en opholdsplan, hvori der i dialog med beboeren opstilles mål for, hvad der skal ske i løbet af opholdet i boformen, og hvilken støtte boformen kan tilbyde for at nå målet.

En opholdsplan retter sig mod tiden under selve opholdet på boform efter § 110 og er det redskab, som afstemmer forventninger til opholdet mellem borger og boform, herunder hvilke delmål der skal arbejdes med. En udredning på en boform efter § 110 danner udgangspunkt for den opholdsplan, som boformen bør udarbejde, og de pædagogiske indsatser under opholdet på boformen. Opholdsplanen kan udgøre et input til myndighedsudredningen og borgerens handleplan efter den foreslåede § 142 i serviceloven, idet boformerne via borgernes konkrete ophold ofte opnår en solid viden om borgernes ønsker, ressourcer og behov, også i relation til deres videre liv i egen bolig.

Det vil således være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen i det omfang, der foreligger en opholdsplan for borgere på en boform efter § 110, inddrager denne i udarbejdelsen af handleplanen for borgere på en boform efter § 110 med henblik på at sikre sammenhæng til indsatsen på boformen efter § 110 og en smidig overgang til egen bolig. På samme måde vil det være hensigtsmæssigt at inddrage handleplanen i udarbejdelsen af opholdsplanen i det tilfælde, at handleplanen er udarbejdet før, der foreligger en opholdsplan.

Foruden angivelse af formålet med indsatsen, samt hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v., kan handleplanen desuden forholde sig og opstille mål for konkrete indholdsmæssige elementer, såsom:

– Uddannelse, beskæftigelse og fritid.

– Bolig, herunder hjælp til at fastholde en bolig, samt hjælpemidler og boligindretning.

– Økonomi.

– Opbygning af sociale relationer.

– Indsatser af pædagogisk, pleje- og omsorgsmæssig karakter, som kan medvirke til at højne livskvaliteten.

– Opfølgning af indsatserne med henblik på justering af handleplanen.

Det foreslås med § 142, stk. 3, at handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

I udgangspunktet skal handleplanen udarbejdes i samarbejde med borgeren. I det tilfælde, at borgeren ikke ønsker at medvirke til udarbejdelsen af en handleplan, er kommunalbestyrelsens forpligtelse til at udarbejde en handleplan fortsat gældende, og handleplanen vil stadig være en af de to forudsætninger for, at kommunalbestyrelsen kan udskrive borgeren fra en boform efter § 110.

Hvis borgeren ikke selv vil eller kun vanskeligt kan indgå i en dialog om udarbejdelse af en handleplan, skal tilbuddet fremsættes over for den, der varetager pågældendes interesser, som f.eks. nære pårørende eller en støtte- og kontaktperson, værge, bisidder eller en anden person, der har fuldmagt til at repræsentere borgeren.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at borgeren bør have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin egen sag. Det tilskyndes med ændringen i refusionsordningen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 176 a i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 11 og 13, til, at kommunerne hurtigere igangsætter dialog med borgeren og udarbejdelse af en handleplan, således at borgeren kan tilbydes en mere helhedsorienteret og målrettet indsats.

Det centrale vil være, at handleplanen afspejler borgerens aktuelle situation. I det tilfælde, at en borger, der er indskrevet på en boform efter § 110 i serviceloven, allerede har en handleplan eller en helhedsorienteret plan efter § 141 eller den foreslåede § 142, vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om handleplanen skal revideres, før kommunalbestyrelsen kan gøre brug af udskrivningskompetencen. Denne revidering vil i videst muligt omfang skulle ske i samarbejde med borgeren, der er indskrevet på boformen efter § 110 i serviceloven. Revideringen af en eksisterende handleplan efter § 141 vil skulle afdække borgerens eventuelle ønske om, at boform efter § 110 bliver leverandør på bostøtten efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a.

Det foreslås med § 142, stk. 4, at det, såfremt det vurderes, at borgeren har behov for støtte efter § 85 a, vil skulle afdækkes som led i udarbejdelsen af handleplanen, om borgeren har et ønske om, at boformen efter § 110 i serviceloven leverer hele eller dele af bostøtten efter den foreslåede § 85 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, til borgeren.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at borgerens eventuelle ønske om, at boformen efter § 110 leverer hele eller dele af bostøtten efter den foreslåede § 85 a vil skulle afdækkes.

Det foreslås med § 142, stk. 5, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at handleplanen kan erstattes af en helhedsorienteret plan, når der er tale om borgere med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Borgeren skal give samtykke til, at handleplanen erstattes af en helhedsorienteret plan. Erstattes handleplanen med en helhedsorienteret plan, skal kravene i de foreslåede § 142, stk. 2-4, fortsat opfyldes.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre ensrettede regler, så borgere, der får en handleplan efter den foreslåede § 142, i stedet kan tilbydes en helhedsorienteret plan på samme vis som borgere, der har en handleplan efter § 141 i serviceloven. Såfremt kommunalbestyrelsen tilbyder at erstatte borgerens handleplan efter § 142 med en helhedsorienteret plan, vil der skulle gælde de samme krav til den helhedsorienterede plan, som der vil skulle gælde for borgerens handleplan efter § 142. Der vil ikke være forskel på, om en borger har en helhedsorienteret plan eller en handleplan efter den foreslåede § 142. Kommunalbestyrelsen vil dermed ikke skulle udarbejde en handleplan efter § 142 i det tilfælde, at en borger får udarbejdet en helhedsorienteret plan i stedet. Kommunalbestyrelsen vil dermed på samme vis som ved en handleplan kunne gøre brug af sin udskrivningskompetence, når der foreligger en helhedsorienteret plan for borgeren såfremt de øvrige betingelser for at kunne gøre brug af udskrivningskompetencen samtidig er gældende. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3.1 om de gældende regler vedrørende den helhedsorienterede plan.

Det kan tilbydes at udarbejde en helhedsorienteret plan, når der er tale om borgere med komplekse og sammensatte problemer, hvor kommunalbestyrelsen kan eller skal udarbejde flere planer, og der er et koordinationsbehov forbundet med indsatserne. Lovforslaget medfører ingen ændringer i handleplanens formål og indhold, jf. den, foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 2, i serviceloven, og handleplanen skal fortsat udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med borgeren, jf. den foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 3, i serviceloven.

Den helhedsorienterede plan vil skulle udarbejdes i samarbejde med borgeren og skal samle indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og sektorområder. Den helhedsorienterede plan for borgeren vil, ud over støtte efter serviceloven som f.eks. handicapkompenserende støtte eller en støttekontaktperson, kunne indeholde andre relevante indsatser afhængigt af borgerens konkrete forhold, som f.eks. beskæftigelsesrettede indsatser efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsat eller lov om en aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar 2021 (aktivloven). Planen vil skulle medvirke til at sikre borgerens og myndighedernes overblik over og sammenhæng mellem borgerens indsatser f.eks. på tværs af det sociale område, undervisnings- og uddannelsesområdet eller beskæftigelsesområdet.

Kommunalbestyrelsens vurdering af, om en helhedsorienteret plan kan være relevant i den konkrete sag, beror som udgangspunkt på en konkret vurdering og skal bl.a. baseres på, om borgeren vurderes at have komplekse og sammensatte problemer, som med fordel kan sammentænkes via en helhedsorienteret plan. Der kan for eksempel være tale om en jobparat kontanthjælpsmodtager, som får en beskæftigelsesrettet indsats i ”Min Plan” og også modtager støtte efter serviceloven, og hvor det vil være hensigtsmæssigt at samle indsatserne i en helhedsorienteret plan. Derudover kan andre personlige forhold for borgeren, f.eks. motivation, samarbejdsvilje, egne og familiemæssige ressourcer mv. indgå i vurderingen af, hvordan indsatserne mest hensigtsmæssigt tilrettelægges, herunder også hvorvidt borgeren bør tilbydes en helhedsorienteret plan. Samtidig kan administrative hensyn, herunder hensyn til bl.a. organisatoriske, ledelsesmæssige og prioriteringsmæssige forhold, indgå i kommunalbestyrelsens vurdering af, om borgeren kan tilbydes en helhedsorienteret plan.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det følger af § 163, stk. 2, i serviceloven, at beboerne betaler for ophold i boformer efter lovens §§ 107-110.

Det følger af § 163 a, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at en kommune, der har anvist en lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 i almenboligloven, skal refundere lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det beløb, jf. servicelovens § 163, stk. 2, som lejeren skulle have betalt i et botilbud omfattet af servicelovens §§ 107 eller 110.

Det foreslås, at der i § 163 a, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven tilføjes en henvisning til boformer omfattet af servicelovens § 109 i sammenhæng med henvisningen til botilbud omfattet af servicelovens §§ 107 og 110.

Det følger således af den foreslåede ændring af § 163 a, stk. 1, 1. pkt., at den kommune, der har anvist en lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 i almenboligloven, vil skulle refundere lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det beløb, jf. § 163, stk. 2, som lejeren skulle have betalt i et botilbud omfattet af §§ 107 eller 110 og med den foreslåede ændring også efter boformer omfattet af § 109.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der også kan gives huslejerefusion beregnet i forhold til, hvad lejeren skulle have betalt i en boform omfattet af § 109 i serviceloven. Dette vil medføre, at borgere med ophold på et kvindekrisecenter vil skulle betale et tilsvarende beløb som for deres ophold på kvindekrisecentret ved overflytning til en udslusningsbolig efter almenboliglovens § 63.

Det foreslås endeligt at skrive kommunalbestyrelsen ind i bestemmelsen for at præcisere kommunalbestyrelsens ansvar.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det følger af servicelovens § 163, stk. 2, at beboerne betaler for ophold i boformer efter lovens §§ 107-110.

Det følger af servicelovens § 163 a, stk. 1, 1. pkt., at en kommune, der har anvist en lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 i almenboligloven, skal refundere lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det beløb, jf. servicelovens § 163, stk. 2, som lejeren skulle have betalt i et botilbud omfattet af servicelovens §§ 107 eller 110.

Det foreslås, at det i § 163 a, stk. 1, efter 2. pkt. indsættes et nyt punktum om, at den kommunalbestyrelse, der har anvist en lejer fra en anden boligsituation end et botilbud efter §§ 107, 109 eller 110 til en udslusningsbolig, jf. § 63 i lov om almene boliger m.v., skal refundere lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og lejerens betaling for ophold, jf. § 163, stk. 2, som lejeren skulle have betalt for ophold på en boform efter § 110.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at refusionen fra kommunen til lejeren, når lejeren ikke har haft ophold i et §§ 107-, 109- eller 110-tilbud også vil være reguleret. Baggrunden er, at den i lovforslagets § 3, nr. 4, foreslåede ændring af almenboliglovens § 63, stk. 2, der som følge af lovforslagets § 3, nr. 3, vil blive til stk. 3, vil medføre, at målgruppen for udslusningsboliger vil blive udvidet til også at omfatte borgere på kvindekrisecentre efter servicelovens § 109 samt borgere med særlige sociale problemer, som er i risiko for at havne i hjemløshed.

Formålet med den foreslåede ændring er at sikre beregning af, hvor meget en borger, der ikke har haft ophold i midlertidige botilbud efter servicelovens §§ 107, 109 eller 110, vil skulle refunderes af lejen, jf. § 163 a, stk. 1. Baggrunden for, at det vil være egenbetalingen for ophold på en boform efter § 110, der anvendes som beregningsgrundlag er, at den overvejende del af målgruppen, der ikke har haft ophold i midlertidige botilbud efter servicelovens §§ 107, 109 eller 110, ville have haft ophold på en boform efter § 110, hvis de havde haft ophold på et botilbud.

Beløbet for egenbetalingen for ophold på en boform efter § 110 er fastsat i bekendtgørelse nr. 1244 af 13. november 2017 om egenbetaling for midlertidigt ophold i boformer efter servicelovens §§ 109 og 110. Niveauet for egenbetaling for ophold i en boform efter § 110 i serviceloven reguleres en gang om året pr. 1. januar og udgør 94 kr. pr. døgn i 2022.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 4 og 5, samt til afsnit 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af servicelovens § 166, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det fremgår videre af § 166, stk. 2, at afgørelser efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, der træffes af lederen af boformen, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Som konsekvens af, at § 110 ændres således, at § 110, stk. 3 ændres til § 110, stk. 4, ændres også i § 166, stk. 2, således, at § 110, stk. 3 i stedet bliver til § 110, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter de gældende regler vedr. statsrefusion er det ikke muligt for kommunalbestyrelsen at modtage refusion for udgifterne til bostøtte efter § 85 i serviceloven eller til borgerens midlertidigt ophold i boformer efter § 107 i serviceloven. Efter gældende ret påhviler det således kommunalbestyrelsen selv at afholde udgiften til ovenstående, medmindre refusionsreglerne i servicelovens § 176 vedrørende den centrale refusionsordning for særligt dyre enkeltsager eller refusionsreglerne i § 181 vedrørende refusion af udgifter til særlige grupper af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge kan finde anvendelse.

Det foreslås, at det som en ny bestemmelse som § 176 a, stk. 1, indsættes i serviceloven, at staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til bostøtte efter § 85 a i op til to år efter udskrivning fra boformen i følgende to situationer: For det første når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om bostøtten inden borgerens udskrivning fra boformen efter § 110. For det andet når borgeren i umiddelbar forlængelse af udskrivningen fra boformen efter § 110 har fået midlertidigt ophold på et botilbud efter § 107, hvorefter kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at borgeren skal modtage bostøtte efter § 85 a i egen bolig, efter borgerens ophold på botilbuddet er afsluttet.

Den foreslåede bestemmelse i servicelovens § 176 a vil medføre, at der indføres en særlig refusionsordning for borgere, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a, inden de udskrives fra boformer efter § 110 i serviceloven.

Det gælder, at udgifter til støtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a kun er omfattet af refusionsordningen i to tilfælde. For det første, hvis kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a inden borgerens udskrivning fra boformen efter § 110. For det andet hvis borgeren i umiddelbar forlængelse af opholdet på boformen efter § 110 får ophold på et botilbud efter § 107, og kommunalbestyrelsen i forbindelse med at borgerens ophold på botilbuddet afsluttes, og borgeren får egen bolig træffer afgørelse om bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a. I begge tilfælde vil gælde, at der alene ydes refusion for udgifter, der er afholdt i indtil to år efter borgerens udskrivning fra boformen efter § 110.

Med den foreslåede bestemmelse i § 176 a, stk. 1, vil kommunens udgifter til bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a i serviceloven blive refunderet med 50 pct. af staten i op til to år efter datoen for udskrivningen fra boformen efter § 110 i serviceloven. Perioden for de to år vil gælde fra den første dag efter, at borgeren udskrives fra boformen efter § 110 i serviceloven, enten af boformslederen efter servicelovens § 110, stk. 3, eller ved kommunal udskrivning efter den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede § 110, stk. 5. Refusionen efter den foreslåede § 176 a vil omfatte udgifter til borgere, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om bostøtte efter den foreslåede § 85 a efter lovens ikrafttræden. For refusion efter den foreslåede bestemmelse i § 176 a, stk. 1, nr. 2, vil det være et krav, at borgeren i umiddelbar forlængelse af opholdet på boformen efter § 110 får ophold på et botilbud efter § 107.

Formålet med at indføre den nye refusionsbestemmelse er at øge kommunalbestyrelsens incitament til at levere social støtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 85 a og for at understøtte, at kommunerne leverer en tilstrækkelig omfattende og intensiv støtte efter de specialiserede støttemetoder for borgere, der har haft ophold på et herberg. De specialiserede metoder er rammemetoder, som hver især består af en række kerneelementer, som skal indgå i implementeringen af metoden. Såfremt kommunerne ønsker at benytte sig af muligheden for at hjemtage refusion på metoden for de borgere, som har haft ophold på en boform efter § 110, skal alle kerneelementerne i metoderne følges. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

Derudover foreslås det som et nyt § 176 a, stk. 2, at når kommunalbestyrelsen anviser et botilbud efter § 107 inden borgerens udskrivning fra boformen efter § 110, refunderer staten 50 pct. af kommunens udgifter i op til seks måneder inden for en periode på ét år efter udskrivning fra boformen.

Den seks måneders refusionsperiode for borgerens ophold på en boform efter § 107 vil ikke nødvendigvis skulle være ét samlet forløb, men opholdet vil skulle finde sted inden for en etårig periode efter første udskrivning fra boformen efter § 110. Perioden for de seks måneder vil gælde fra første dag efter, at borgeren udskrives fra boformen enten af boformslederen, jf. servicelovens § 110, stk. 3, eller ved kommunal udskrivning efter den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede § 110, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunerne kan få refusion for halvdelen af deres udgifter i op til seks måneder for borgere, hvor kommunalbestyrelsen i umiddelbar forlængelse af udskrivningen fra ophold på en boform efter § 110 i serviceloven træffer afgørelse om ophold på et midlertidigt botilbud efter § 107 i serviceloven.

Med refusion på op til seks måneder for de borgere, der har haft ophold på en boform efter § 110 i serviceloven, tilskyndes kommunerne til at anvende tilbud efter § 107 i serviceloven for de borgere, der har behov herfor fx forud for, at de er parate til at flytte i egen bolig, eller til det er afklaret, hvorvidt borgeren har brug for et længerevarende botilbud.

Den foreslåede bestemmelse i § 176 a, stk. 1, nr. 2, vil i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 176 a, stk. 2, betyde, at der gælder særlige forhold for borgere, som efter opholdet på en boform efter § 110 visiteres til botilbud efter § 107 i serviceloven og først herefter kommer i egen bolig med støtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a. For disse borgere vil kommunalbestyrelsen kunne hjemtage refusion i op til seks måneder for udgifterne til botilbuddet efter § 107 samt refusion for udgifterne til den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a i op til to år efter datoen for borgerens udskrivning fra boformen efter § 110. Det vil være uden betydning for sidstnævnte refusionsmulighed, hvor længe opholdet på botilbuddet efter § 107 har varet.

Derudover foreslås det som et nyt § 176 a, stk. 3, at perioderne i de foreslåede bestemmelser i § 176 a, stk. 1 og 2, regnes fra datoen for første udskrivning fra boformen efter § 110 og ikke beregnes på ny, såfremt borgeren inden for den angivne periode igen optages på en boform efter § 110.

Refusionsperioden for bostøtte efter servicelovens § 85 a tæller fra første udskrivningsdag inden for det løbende år. Såfremt borgeren tager ophold på en boform efter § 110 igen i løbet af den toårige periode, hvor kommunalbestyrelsen har mulighed for at opnå refusion for udgifter til bostøtte efter den foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a, vil kommunalbestyrelsen ikke kunne opnå en forlænget refusionsperiode for udgifterne til bostøtte. Kommunen vil dog kunne opnå refusion for udgifter til borgerens ophold på boformer efter § 110 i serviceloven, såfremt 90-dages refusionsgrænsen inden for et løbende år ikke er opbrugt, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 13, foreslåede § 177, nr. 6.

Såfremt den toårige periode, hvor kommunalbestyrelsen vil kunne opnå refusion for udgifterne til bostøtte efter den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 85 a er afsluttet, og borgeren igen indskrives på en boform efter § 110 i serviceloven, vil kommunalbestyrelsen dels kunne opnå 50 pct. refusion for udgifterne til borgerens ophold på boformen efter § 110 i op til 90 dage, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 13, foreslåede § 177, nr. 6, dels på ny opnå 50 pct. af kommunens udgifter til bostøtte efter § 85 a i op til to år efter borgerens udskrivning fra en boform efter § 110 i de to angivne situationer i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1 og 2, i højst to år. Dvs. at de i den foreslåede bestemmelse anførte perioder vil blive nulstillet.

De foreslåede regler for angivelse af perioden for refusion af udgifterne til midlertidige ophold på § 107-tilbud vil betyde, at der alene vil kunne opnås refusion for seks måneders ophold på et § 107-tilbud inden for de første 12 måneder efter udskrivning fra boformen efter §110. Såfremt borgeren i løbet af de første 12 måneder efter udskrivning fra boformen efter § 110 i serviceloven på ny tager ophold på en boform efter servicelovens § 110, påbegyndes der ikke en ny seks-måneders refusionsperiode for ophold på boformer efter § 107.

Såfremt borgeren 12 måneder efter udskrivning fra boformen efter § 110 igen indskrives på en boform efter § 110 i serviceloven, vil kommunalbestyrelsen kunne opnå 50 pct. refusion på borgerens ophold for udgifterne til boformen i op til 90 dage, på ny opnå 50 pct. refusion for udgifterne til botilbud efter § 107 i højst seks måneder og endeligt opnå 50 pct. af kommunens udgifter til bostøtte efter § 85 a i borgerens egen bolig i op til 2 år efter borgerens udskrivning fra en boform efter § 110.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det fremgår af servicelovens § 177, nr. 5, at kommunen modtager 50 pct. statsrefusion for udgifterne til borgeres ophold på tilbud efter §§ 109 og 110.

Det foreslås, at henvisningen til §§ 109 og 110 i servicelovens § 177, nr. 5, ændres til § 109 i serviceloven.

Den foreslåede ændring af servicelovens § 177, nr. 5, er en konsekvensændring af, at refusion for kommunernes udgifter til borgeres ophold på boformer efter § 110 vil blive reguleret særskilt i den foreslåede ny bestemmelse i servicelovens § 177, nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 13. De gældende regler for, at kommunerne kan modtage 50 pct. refusion for udgifterne til borgernes ophold på boformer efter § 109 i serviceloven, foreslås ikke ændret.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunerne efter § 177, nr. 5, i serviceloven, alene vil kunne få statsrefusion for udgifterne til borgeres ophold på boformer efter § 109 i serviceloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af servicelovens § 177, nr. 5, at kommunen modtager 50 pct. statsrefusion for udgifterne til borgeres ophold på både boformer efter §§ 109 og 110 i serviceloven.

Det foreslås, at det som en ny bestemmelse i § 177, nr. 6, indsættes i serviceloven, at kommunen kan få refusion for udgifterne til borgeres ophold på boformer efter § 110 i serviceloven, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen, for borgerens ophold i 90 dage pr. løbende år.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres et loft over, hvor meget refusion borgerens handle- og betalingskommune kan opnå for udgifterne til en borgers ophold inden for et løbende år.

Den foreslåede bestemmelse vil således betyde, at refusionen på 50 pct. af udgifter til borgerens ophold på boformer efter § 110 i serviceloven efter gældende ret afgrænses til op til 90 dages ophold for en borger pr. løbende år. Efter en borgers 90 dages ophold nedsættes refusionen til 0 pct.

Grænsen på 90 dage vil både omfatte ét ophold på 90 dage samt akkumuleringen af flere ophold på boformer efter § 110 i serviceloven inden for et løbende år med en samlet opholdslængde på 90 dage. Såfremt borgeren har ophold på boformen i enten mere end 90 dage, eller har flere ophold eventuelt på forskellige boformer efter § 110, inden for et løbende år, hvor den samlede længde på opholdene overstiger 90 dage, vil kommunen selv skulle afholde udgiften til en borgers ophold på boformer efter § 110 for de dage, der ligger ud over de første 90 dage inden for et løbende år.

De 90 dage tæller fra den dato, hvor borgeren bliver indskrevet på boformen efter § 110 i serviceloven. Det er boformslederen, der træffer afgørelse om optagelse på en boform, jf. servicelovens § 110, stk. 3. Af servicelovens § 110, stk. 4, fremgår det, at boformslederen senest 3 hverdage efter afgørelse om optag på boformen skal orientere borgerens kommune herom. Refusionsperioden på boformen tæller fra datoen for indskrivning, og dermed ikke fra den dato, hvor kommunen bliver bekendt med, at en borger har ophold på en boform. Boformslederen skal fortsat efter ændringerne i refusionsbestemmelser hurtigst muligt og senest tre dage efter afgørelse om optag orientere kommunen herom. Såfremt en borger både ind- og udskrives på samme dag, tæller det som ét døgn.

Et løbende år vil gælde fra den første dag, en borger indskrives på en boform efter § 110 i serviceloven. Såfremt en borger har et, to eller flere ophold inden en periode af 365 dage (366 dage i skudår), vil kommunen få refusion for udgifterne til ophold i op til 90 dage inden for det løbende år. Såfremt der er over et år mellem en borgers ophold på en boform efter § 110 i serviceloven, starter ”det løbende år” forfra. Dette gælder både for flere ophold på samme boform efter § 110 samt for flere ophold på forskellige boformer efter § 110.

Såfremt borgeren imellem flere ophold på § 110 skifter handlekommune, vil den nye handlekommune under iagttagelse af gældende databeskyttelsesregler og forvaltningsloven skulle indhente oplysninger fra borgerens tidligere handle- og betalingskommune om, hvorvidt vedkommende tidligere har haft ophold på en boform efter § 110 i serviceloven inden for et løbende år for at kunne afgøre, hvorvidt refusionsperioden på de 90 dage er opbrugt eller ej.

Den foreslåede ændring af refusionsreglerne vil ikke få betydning for borgerens ophold på en boform efter § 110, som kan strække sig ud over de 90 dage. Ændringen har alene betydning for, om kommunen vil kunne få statsrefusion for sine udgifter til borgerens ophold.

Ændringerne i refusionsreglerne foreslås indfaset, således at der i 2023, 2024, 2025 og frem til den 31. marts 2026 gives statsrefusion for udgifterne til ophold på boformer efter § 110 i serviceloven i 120 dage pr. løbende år, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, mens der fra 1. april 2026 og derefter gives i 90 dage pr. løbende år.

Der vil skulle følges op på, om forudsætningerne for ændringen i refusionsordningen er til stede og på baggrund heraf vil der i anden halvdel af 2025 være en politisk drøftelse af, om der er behov for at forlænge indfasningen af refusionsomlægningen.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

§ 9 i retssikkerhedsloven fastlægger de såkaldte ”opholdskommuneregler”, dvs. hvilken kommune der har ansvar for at træffe afgørelse over for en borger efter de love, der er omfattede af retssikkerhedsloven, samt i de fleste tilfælde også afholde udgifterne hertil, idet fastlæggelsen for så vidt angår børn dog fremgår af § 9 a. Af § 9, stk. 1, fremgår, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp. Dette betegnes også handlekommuneforpligtelsen. Undtagelser hertil findes dog i § 9, stk. 7, 9 og 12, og § 9 a, stk. 4 og 7. Det fremgår videre af § 9, stk. 2, at en person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2.

Det fremgår af § 61, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at hvis der opstår uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for Ankestyrelsen, der træffer afgørelse i sagen. Denne bestemmelse finder bl.a. anvendelse, såfremt kommuner er uenige om, hvilken af kommunerne der er handlekommune for en borger. Retssikkerhedsloven indeholder ikke regler om håndtering af den situation, hvor ingen kommune vil påtage sig handlekommuneansvaret og dermed ansvaret for at yde hjælp og støtte til en borger. Det er således alene i tilfælde, hvor to eller flere kommuner er uenige, at der er mulighed for efter § 61, stk. 1, at indbringe sagen for Ankestyrelsen.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse som § 9, stk. 15, i retssikkerhedsloven, hvorefter Ankestyrelsen i tilfælde, hvor handlekommunen for en borger ikke følger af § 9, stk. 1-10, på baggrund af borgerens tilknytning kan træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune eller midlertidig handlekommune for borgeren. Det foreslås videre, at Ankestyrelsen kan afvise åbenbart ubegrundede anmodninger herom.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 15, er ny. Der er tale om en opsamlingsbestemmelse, hvorefter Ankestyrelsen uden for de i § 9, stk. 1-10, omfattede situationer vil kunne fastlægge, hvilken kommune der er handlekommune eller midlertidig handlekommune for borgeren. Samtidigt foreslås det, at Ankestyrelsen kan afvise åbenbart ubegrundede anmodninger om fastlæggelse af handlekommune eller midlertidig handlekommune.

Det findes hensigtsmæssigt, at Ankestyrelsen tildeles kompetence til at udpege en handlekommune i tilfælde, hvor handlekommunen for en borger ikke kan identificeres på baggrund af bestemmelserne i § 9, stk. 1-10. Den foreslåede bestemmelse vil således finde anvendelse, når borgeren ikke har en bopæl i Danmark, og der ikke kan identificeres en kommune, hvor borgeren sædvanligvis har bopæl, og der dermed ikke kan identificeres en handlekommune efter § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Såfremt borgerens handlekommune kan identificeres, vil anmodningen om fastlæggelse være åbenbart ubegrundet, og Ankestyrelsen vil således med den foreslåede § 9, stk. 15, 2. pkt., umiddelbart kunne afvise anmodningen.

Ankestyrelsen vil i afgørelsen skulle lægge vægt på borgerens samlede tilknytning til de mulige handlekommuner. Der vil i denne vurdering kunne indgå forskellige momenter, herunder borgerens ophold i en kommune, der dog ikke udgør sædvanligt ophold, og borgerens familie- og erhvervsmæssige tilknytning til en kommune. Det vil ikke være et krav, at der foreligger en mellemkommunal uenighed for, at Ankestyrelsen vil kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse. Ankestyrelsen vil kunne afvise anmodningen, såfremt den er ubegrundet. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis anmodningen er indgivet i forbindelse med en sag om hjælp og støtte efter serviceloven, og borgeren ikke opfylder kravet i servicelovens § 2 om lovligt ophold i Danmark.

Ankestyrelsens afgørelse vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Til nr. 2

Det fremgår af § 60 i retssikkerhedsloven, at når det fremgår af lovgivningen, kan kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets, afgørelser og afgørelser efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, i serviceloven, der træffes af lederen af boformen, indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Som konsekvens af, at § 110 i serviceloven ændres, således at »§ 110, stk. 3« ændres til »§ 110, stk. 4«, ændres også i § 60 i retssikkerhedsloven, således, at »§ 110, stk. 3« i stedet bliver til »§ 110, stk. 4«.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter almenboliglovens § 51 a, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen uanset bestemmelserne i stk. 1-3 beslutte, at almene familieboliger, der indrettes som kollektive bofællesskaber, efter den 1. juli 2016 skal udlejes til flygtninge, jf. § 65 i lov om individuel boligstøtte jf. bekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021 (boligstøtteloven). Efter almenboliglovens § 51 a, stk. 5,

1. pkt. anviser kommunalbestyrelsen til alle ledige værelser.

Det følger af den foreslåede tilføjelse til § 51 a, stk. 5,

1. pkt. , at efter ”værelser” indsættes: ” efter stk. 4”.

Der er tale om en præcisering, der har til hensigt at sikre forståelsen af almenboliglovens § 51 a, stk. 5. Det har hele tiden været hensigten, at § 51 a, stk. 5, alene skulle omfatte værelser efter stk. 4. Det følger af ændringen, at kommunalbestyrelsen efter § 51 a, stk. 5, kun vil have anvisningsret til værelser, der bliver ledige, når det er besluttet, at værelserne skal udlejes til flygtninge, jf. stk. 4.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 27, stk. 1, i frikommuneloven at kommunerne i frikommunenetværket om billige boliger og fleksible boligløsninger kan afholde de udgifter, som er nødvendige for at få indrettet en almindelig familiebolig til et bofællesskab, herunder nødvendigt inventar, således at én lejer ikke er ansvarlig, hvis en anden lejer flytter.

Det fremgår endvidere af lovens § 27, stk. 2, at kommunen, når den har anvisningsret til værelserne i et bofællesskab, kan dække den udgift til varme, som lejeren af det pågældende værelse ellers skulle have betalt.

Efter lovens § 1 kan kommunerne i frikommunenetværket gennemføre forsøget indtil den 31. december 2022. En kommune vil ikke kunne afholde udgifter til indretning af bofællesskaber efter denne dato. Det samme gælder for udgifter til fornyelse og vedligeholdelse af de installationer og ting, som kommunen oprindelig sørgede for samt dækning af udgifter til varme.

Det foreslås at gøre forsøget for frikommuner i frikommunenetværket om billige boliger og fleksible boligløsninger permanent og samtidig at udvide ordningen til alle kommuner, for så vidt angår § 27, stk. 1 og 2, i lov om frikommunenetværk, hvorefter kommunalbestyrelsen kan dække udgifter til indretning af kollektive bofællesskaber og udgifter til varme ved lejeledighed, når kommunalbestyrelsen har anvisningsret til ledige værelser.

Det følger af det foreslåede § 51 a, stk. 6, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at afholde de udgifter, som er nødvendige for at indrette en almen familiebolig til et kollektivt familieboligbofællesskab, jf. § 3, stk. 2, 5 og 6, i almenboligloven, herunder udgifter, som er nødvendige for overholdelse af byggelovens bestemmelser eller bestemmelser, som er udfærdigede i medfør af byggeloven.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunerne får mulighed for at dække udgifter til opsætning af postkasser, navneskilte og skillevægge m.v., og kommunen vurderer i hvert tilfælde, om det er nødvendigt også at dække udgifter til indkøb af inventar f.eks. i form af møbler, hårde hvidevarer og køkkengrej. Den foreslåede bestemmelse vil også medføre, at kommunerne får mulighed for at dække udgifter til bl.a. administrationshonorar, certificerede rådgivere, brandsikring, flugtveje m.v., som kan opstå ved at omdanne en familiebolig til kollektivt bofællesskab. Dette skyldes, at hvis man lejer værelserne i boligen ud på individuelle lejekontrakter, betragtes det efter byggelovgivningen som en væsentlig anvendelsesændring, idet anvendelsen ikke umiddelbart kan sidestilles almindelige boliger, men mere svarer til f.eks. et kollegieværelse. Dermed er der ændrede krav til bl.a. brandsikring. I den forbindelse vil behovet for brandsikring m.v. efter en konkret vurdering desuden afhænge af, i hvilket omfang de personer, som skal bebo boligerne, kan forventes at kunne redde sig ud af bygningen ved egen hjælp i tilfælde af brand. Anvendes et kollektivt bofællesskab til personer med en væsentlig nedsat funktionsevne, skal brandsikringen af boligen/bygningen tage højde for dette.

Kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at dække udgifter til at vedligeholde og forny det inventar og installationer, som kommunen har indkøbt til et bofællesskab. Hvis et kollektivt bofællesskab bliver nedlagt med henblik på at reetablere almene familieboliger, vil kommunalbestyrelsen kunne afholde udgifter forbundet med reetableringen.

Kommunalbestyrelsen vil kunne inddrage boligorganisationen og de kommende lejere i beslutningen om indkøb til indretning af et kollektiv bofællesskab.

Det følger også af det foreslåede § 51 a, stk. 6, at kommunalbestyrelsen som led i indretningen af en almen familiebolig til et kollektivt familieboligbofællesskab vil kunne træffe beslutning om at afholde de udgifter, som er nødvendige for overholdelse af byggelovens bestemmelser eller bestemmelser, som er udfærdigede i medfør af byggeloven.

Overgangen fra en familiebolig til kollektivt bofællesskab, der lejes ud på individuelle lejekontrakter, betragtes efter byggeloven som et anvendelsesskift til enkeltværelsesudlejning. Dermed er der også ændrede krav til brandsikring m.v. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunerne får mulighed for at dække udgifter til bl.a. certificerede rådgivere, brandsikring, flugtveje m.v.

Det følger af det foreslåede § 51 a, stk. 7 , at når kommunalbestyrelsen har anvisningsret til ledige værelser i kollektive familieboligbofællesskaber omfattet af § 3, stk. 2, 5 og 6, kan den træffe beslutning om at dække udgifter til varme fra det tidspunkt, hvor det ledige værelse er til rådighed for kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning sker. Der er tale både om den varme, som vedrører selve værelset, og den varme, som vedrører værelsets andel af varmen i fælleslokalerne.

Hvis det efter varmeregnskabsårets afslutning viser sig, at kommunen har betalt for lidt, påhviler efterbetalingen kommunen, ligesom kommunen, hvis den har betalt for meget, har ret til at få tilbagebetalt det for meget betalte.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det bliver lettere for en kommunalbestyrelse at indgå aftale med en boligorganisation om at etablere bofællesskaber. Endvidere vil den foreslåede bestemmelse medføre, at ledige værelser i et bofællesskab ikke vil stå uopvarmede, hvilket kan være til gene for bofællesskabets beboere.

Der henvises til afsnit 3.6 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter almenboliglovens § 63, stk. 1, kan en almen boligorganisation indgå aftale med kommunalbestyrelsen om at stille ledige almene familieboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning som udslusningsboliger.

Det fremgår af almenboliglovens § 63, stk. 2, at en udslusningsbolig er en bolig, som udlejes til personer, der opholder sig i midlertidige boformer efter servicelovens §§ 107 eller 110, og som udlejes på de vilkår, der fremgår af almenlejelovens § 4, stk. 3. Det bemærkes, at det med lovforslagets § 3, nr. 4, foreslås at udvide den personkreds, som udslusningsboliger kan udlejes til.

Det følger af den foreslåede ændring af almenboliglovens § 63, stk. 1, at indgåelse af aftaler om udslusningsboliger udvides fra at omfatte almene familieboliger til også at omfatte almene ungdoms- og ældreboliger, jf. dog det foreslåede nye stk. 5 i almenboliglovens § 63, jf. lovforslagets § 3, nr. 5. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 5, om undtagelser i det foreslåede stk. 5.

Det følger af den foreslåede ændring af almenboliglovens § 63, stk. 1, at uanset om en udslusningsbolig er indrettet i en familie-, ungdoms- eller ældrebolig, vil boligens status som udslusningsbolig ophøre ved lejerens fraflytning, medmindre den almene boligorganisation har indgået aftale med kommunalbestyrelsen om igen at stille boligen til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning som udslusningsbolig.

Med forslaget vil antallet af udslusningsboliger kunne øges, og det vil forbedre kommunernes mulighed for at tilbyde udslusningsboliger til personer, der opholder sig i midlertidige botilbud efter serviceloven §§ 107 og 110, og efter det foreslåede § 3, nr. 4, til voldsramte kvinder efter servicelovens § 109, personer i hjemløshed eller personer, som kommunen vurderer at være i risiko for at ende i hjemløshed.

Forslaget forventes at medvirke til at nedbringe antallet af personer i hjemløshed og forkorte deres ophold på forsorgshjem og herberger m.v.

Almene ældreboliger ejet af en kommune eller en region vil efter forslaget også kunne anvendes som udslusningsboliger jf. lovforslagets § 4, nr. 6, om ændring af § 64, stk. 2, 3. pkt., i almenboligloven.

Henvisningen i almenboliglovens § 63, stk. 1, til lovens § 63, stk. 2, foreslås ændret til stk. 3, som en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 4, om indsættelse af et nyt stk. 2 i almenboliglovens § 63. Det gældende § 63, stk. 2, vil således blive § 63, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Almene familieboliger kan efter almenboliglovens § 63, stk. 1, anvendes som udslusningsboliger. Det har hidtil ikke været muligt at anvende almene ungdoms- og ældreboliger som udslusningsboliger.

Efter § 63, stk. 2, i almenboligloven er en udslusningsbolig en bolig, som udlejes til personer, der opholder sig i midlertidige boformer efter §§ 107 eller 110 i lov om social service, og som udlejes på de vilkår, der fremgår af § 4, stk. 3, i almenlejeloven. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkningers afsnit 3.5.1 for gennemgang af de gældende regler om målgruppen for udslusningsboliger og udlejning af udslusningsboliger.

Der foreslås at ophæve § 63, stk. 2 og indsætte et nyt § 63, stk. 2, i almenboligloven, der fastsætter betingelser for at anvende henholdsvis almene ungdoms- og ældreboliger som udslusningsboliger efter stk. 1.

Det følger af det foreslåede § 63, stk. 2, 1. pkt . at det vil være en betingelse for at anvende almene ældreboliger som udslusningsboliger, at der generelt ikke er efterspørgsel efter almene ældreboliger i kommunen. Det følger deraf, at ældreboliger kun vil kunne anvendes som udslusningsbolig, hvis der ikke er efterspørgsel på ældreboliger fra den berettigede personkreds. Hvis lejeren i en almen ældrebolig, der anvendes som udslusningsbolig, fraflytter boligen, vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om der er behov for at leje boligen ud som ældrebolig. Dette gælder dog ikke, hvis der er behov for udslusningsboligen til en borger, der ellers vil være berettiget at få anvist en almen ældrebolig.

De særlige regler om vurdering af behovet for ældreboliger i kommunen, vil ikke gælde ved udlejning af almene familie- og ungdomsboliger som udslusningsboliger, idet kommunalbestyrelsen her kun vil skulle vurdere, om der fortsat er behov for at anvende familie- eller ungdomsboligen som udslusningsbolig i tilfælde af lejerens fraflytning af boligen.

Det følger af det foreslåede § 63, stk. 2, 2. pkt ., at anvisning af ungdoms- og ældreboliger som udslusningsboliger efter stk. 1 vil skulle ske på baggrund af en vurdering af beboersammensætningen i den afdeling, den boligsøgende anvises til. Ved anvisning af udslusningsboliger vil kommunerne således være forpligtede til at følge udviklingen i beboersammensætningen for at sikre velfungerende og attraktive boligområder.

Der foreslås et nyt § 63, stk. 3 , der beskriver målgruppen for udslusningsboliger.

Det følger af det foreslåede nyei § 63, stk. 3, 1. pkt., at en udslusningsbolig, jf. stk. 1, vil kunne anvises til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, som har brug for hjælp til at opnå og fastholde en bolig, herunder personer der opholder sig i midlertidige boformer efter §§ 107, 109 eller 110 i lov om social service, og som udlejes på de vilkår, der fremgår af § 4, stk. 3, i lov om leje af almene boliger.

Med forslaget vil den berettigede personkreds for udslusningsboliger udvides Og målgruppen vil hermed eksempelvis også omfatte personer med ophold på et krisecenter, sofasurfere eller gadesovere.

Den foreslåede nye § 63, stk. 3, 1. pkt., vil indebære, at kvinder på krisecenter, jf. servicelovens § 109, også bliver målgruppe for udslusningsboliger. Beregningen af disse personers huslejerefundering efter servicelovens § 163 a, vil som ved ophold på midlertidig botilbud efter servicelovens §§ 107 og 110, skulle ske efter forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det beløb, som lejeren skulle have betalt i et botilbud.

Endvidere vil det foreslåede nye § 63, stk. 3, 1. pkt., indebære, at personer, der ikke opholder sig i midlertidige boformer efter serviceloven, også vil kunne blive anvist til en udslusningsbolig. Beløbet for disse personers huslejerefundering efter servicelovens § 163 a, vil udgøres af egenbetalingen for ophold på § 110, som hvis de allerede havde ophold der, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Det følger af det foreslåede nye § 63, stk. 3, 2. pkt. , at almene ungdomsboliger, der udlejes som udslusningsboliger efter stk. 1, dertil vil skulle udlejes til personer, der samtidig er unge under uddannelse eller andre unge med et særligt behov derfor.

Den foreslåede nye § 63, stk. 3, 2. pkt., vil medføre, at kommunerne vil kunne oprette udslusningsboliger i almene ungdomsboliger og tilbyde boligerne til unge, der opholder sig i midlertidige botilbud efter servicelovens §§ 107, 109 eller 110, til unge i hjemløshed, eller unge som kommunen vurderer at være i risiko for at ende i hjemløshed. Med en udslusningsbolig i en ungdomsbolig vil kommunerne få mulighed for at tilbyde unge en bolig i et boligmiljø, hvor de får hjælp til at komme videre med en selvstændig bolig samtidig med, at de kan indgå i sociale fællesskaber sammen med andre unge.

Almenboliglovens gældende § 63, stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Der henvises til afsnit 3.5 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Efter almenboliglovens § 4, stk. 1, nr. 7 og 10, kan aftaler om almene ungdomsboliger tilvejebragt ved ommærkning af almene familie- og ældreboliger indgås for en periode af højst 10 år. Efter aftalens udløb mærkes ledige boliger på ny som almene ældreboliger.

Det følger af det foreslåede nye § 63, stk. 5 , at udlejning som udslusningsboliger efter § 63, stk. 1 ikke finder anvendelse for de almene ungdomsboliger, som er tilvejebragt ved ommærkning af almene familie- og ældreboliger, eller etableret som startboliger og studieboliger.

Ungdomsboliger på mellem 50 og 65 m2 tilvejebragt ved ommærkning af almene familie- og ældreboligger efter § 4, stk. 1 nr. 7 og 10 har midlertidig status som ungdomsboliger, hvilket medfører, at boliger ikke vil kunne anvendes som udslusningsboliger.

Ligeledes vil ungdomsboliger, der anvendes som startboliger, til unge mellem 18- 24 år efter almenboliglovens § 101 a ikke kunne anvendes til udslusningsboliger, da de i forvejen har en særlig social funktion med tilknyttet social vicevært m.v.

Endelig vil studieboliger, der er oprettet på midlertidige ledige byggegrunde jf. § 19 i lov om planlægning, ikke kunne anvendes som udslusningsboliger, da de ikke med sikkerhed kan videreføres.

Der henvises til afsnit 3.5 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Ifølge almenboliglovens § 64, stk. 2, 3. pkt. er der en række forhold, som er gældende for almene ældreboliger, og som tilsvarende finder anvendelse for almene ældreboliger, som ejes af kommuner og regioner.

Det drejer sig om bestemmelserne i almenboliglovens § 63 d, stk. 1-3, om politiets mulighed for videregivelse af strafferetlige afgørelse og om § 63 e, efter hvilken boligorganisationer til andre boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner eller regioner, der udlejer almene boliger i samme boligområde, kan videregive oplysninger om, at boligorganisationens lejemål er opsagt eller ophævet efter § 85, stk. 1, nr. 3 eller 4, eller § 90, stk. 1, nr. 7-10 eller 13, i almenlejeloven.

Almenboligloven giver efter de gældende regler ikke mulighed for at anvende almene ældreboliger som udslusningsboliger, herunder ældreboliger ejet af en kommune eller region. Med lovforslagets § 3, nr. 3, foreslås det, at almene ældreboliger fremover kan anvendes til udslusningsboliger.

Det foreslås, at der i almenboliglovens § 64, stk. 2, 3. pkt., indsættes en henvisning til almenboliglovens § 63, stk. 1-4, således at de finder tilsvarende anvendelse for almene ældreboliger, som ejes af kommuner og regioner.

Forslaget vil indebære, at almene ældreboliger ejet af en kommune eller region vil kunne lejes ud som udslusningsboliger svarende til de regler, der foreslås i lovforslagets § 3, nr. 3, for almene ældreboliger ejet af en almen boligorganisation.

Der henvises til afsnit 3.5 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Efter almenboliglovens § 149 a, stk. 1, kan social- og boligministeren yde tilskud til etablering af almene boliger til særligt udsatte. Disse boliger omtales også som ”skæve boliger”.

Almene boliger til særligt udsatte grupper er varige boliger, der er særligt indrettet med henblik på lejernes beboelse, og som etableres efter kapitel 10 a, jf. § 5 a i lov om almene boliger m.v.

Det foreslås med tilføjelsen til § 149 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til etablering af almene boliger til særligt udsatte.

Den foreslåede ændring har hidtil været forudsat i forarbejderne i L155 af 2007/2 som førte til lovændringen nr. 437 af 1. juni 2008 og de af forhenværende indenrigs- og boligminister udstedte bekendtgørelser i medfør af § 149 a, stk. 2, i almenboligloven. Lovændringen vil sikre, at det eksplicit fremgår af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til etablering af almene boliger til særligt udsatte.

Social- og boligministeren vil i forbindelse med fastsættelse af nærmere regler efter § 149 a, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. som hidtil fastsætte regler om kommunal tilskud, herunder tilskud til byggeriets etablering, garanti for lån og mulighed for at stille en kommunalt ejet ubebygget fast ejendom vederlagsfrit til rådighed for tilsagnsmodtager til etablering af skæve boliger. Der er derfor med det foreslåede ikke tiltænkt en ændring af gældende ret.

Der henvises til afsnit 3.7 i de almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter almenlejelovens § 4, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen ved udlejning af en udslusningsbolig godkende visse fravigelser fra almindelige lejevilkår i forbindelse med udlejning af en bolig som udslusningsbolig.

Det foreslås, at der i almenlejelovens § 4, stk. 3, 2. pkt., ændres fra ”serviceloven” til ”lov om social service”.

Det er en lovteknisk fejl, at der i almenlejelovens § 4, stk. 3, 2. pkt., på nuværende tidspunkt henvises til populærudtrykket ”serviceloven” og ikke det korrekte ”lov om social service”. Med ændringen vil den lovtekniske fejl være berigtiget.

Til nr. 2

Efter almenlejelovens § 4, stk. 3, 1.-3. pkt., kan kommunalbestyrelsen ved udlejning af en udslusningsbolig godkende visse fravigelser fra almindelige lejevilkår, herunder om lejerens ret til at udføre forbedringer af boligen efter almenlejelovens §§ 39 og 40, om at overlade brugen af det lejede til andre end medlemmer af sin hustand efter samme lovs § 79, stk. 2, om udlejerens ret til at opsige lejeaftalen i nærmere specificerede tilfælde efter lovens § 85, og om frist for opsigelsesvarslet efter lovens § 88. Efter 4. pkt. i § 4, stk. 3, skal det fremgå af lejeaftalen, hvor længe de aftalte fravigelser er gældende inden for en periode på højst 2 år fra lejeforholdets begyndelse.

Efter servicelovens § 163 a skal den kommune, der har anvist en lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 i almenboligloven, refundere lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det beløb, jf. § 163, stk. 2, i serviceloven, som lejeren skulle have betalt i et botilbud omfattet af §§ 107, 109 eller 110 i serviceloven. Lejerens udgifter til beboerindskud eller depositum indgår ikke i beregningen af refusionen. Social- og boligministeren fastsætter nærmere regler i en bekendtgørelse om de i servicelovens § 163 a nævnte forhold.

Det foreslås i almenlejelovens § 4, stk. 3, 5. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med lejeaftalens indgåelse eller i løbet af lejeperioden dog kan beslutte at forlænge den i 4. pkt. nævnte periode med op til 3 år.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give kommunerne mulighed for at forlænge den periode, hvor de aftalte fravigelser gælder, fra en periode på højst 2 år fra lejeforholdets begyndelse til en periode på højst 5 år.

Den foreslåede ændring vil medføre, at boligens status som udslusningsbolig vil kunne forlænges fra højst 2 år til højst 5 år, da en udslusningsbolig ifølge almenboliglovens § 63, stk. 1, er en bolig, som udlejes til målgruppen, jf. § 63, stk. 2, som foreslås udvidet i lovforslagets § 3, nr. 3, og som udlejes på de vilkår, der fremgår af almenlejelovens almindelige regler med de eventuelle fravigelser, som kan aftales efter § 4, stk. 3, i almenlejeloven. Afgørende for, hvor længe en bolig er en udslusningsbolig, er den periode, som fastsættes i lejeaftalen, jf. den gældende almenlejelovs § 4, stk. 3, 4. pkt.

Den foreslåede ændring af almenlejelovens § 4, stk. 3, vil desuden medføre, at perioden, hvor lejeren kan modtage refusion efter servicelovens § 163 a, kan forlænges fra 2 til 5 år. Det er desuden fastsat i bekendtgørelse nr. 718 af 19. juni 2013 om refusionsbeløb til lejer i udslusningsbolig, at udbetalingen af refusionsbeløbet ophører, når lejeren ikke længere betaler leje for udslusningsboligen.

Den foreslåede ændring af almenlejelovens § 4, stk. 3, vil desuden medføre, at det er en betingelse for at forlænge perioden, at kommunalbestyrelsen foretager en konkret og individuel vurdering af beboerens betalingsevne og støttebehov, og om der er udsigt til, at beboeren gennem udslusningsforløbet kan opnå en selvstændig tilværelse og opretholde boligen på normale lejevilkår efter forlængelsen af udslusningsperioden.

Det skal fremgå af lejeaftalen, hvor længe de aftalte fravigelser, jf. almenlejelovens § 4, stk. 3, 1-3. pkt., skal være gældende. Kommunen vil kunne beslutte, at udslusningsperioden skal være op til 5 år at regne fra lejeforholdets begyndelse eller beslutte en kortere periode, som senere kan forlænges op til en samlet udslusningsperiode på højst 5 år. Udslusningsperioden vil dog skulle forlænges med en periode på minimum et år af gangen.

Der henvises til afsnit 3.5 i de almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om forpligtende kommunale samarbejder, at samarbejdet omfatter det sociale område for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter § 141 i serviceloven.

Som konsekvens af, at der indføres en ny § 142 i serviceloven, tilføjes det til § 1 i lov om forpligtende kommunale samarbejder, at samarbejdet også omfatter det sociale område for så vidt angår kommunalbestyrelsens opgaver efter § 142 i serviceloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås med stk. 1, at § 1, nr. 8-9, § 3 og § 4 træder i kraft den 1. juli 2023.

Det foreslås med stk. 2, at § 1, nr. 1-7, § 1, nr. 10-13, § 2 og § 5 træder i kraft den 1. oktober 2023.

Det foreslås med stk. 3 , at § 176 a, stk. 1, nr. 2, i serviceloven som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 11, ikke vil skulle finde anvendelse for afgørelser om bostøtte efter § 85 a i serviceloven eller botilbud efter § 107 i serviceloven forud for lovens ikrafttræden. For sådanne afgørelser foreslås det, at de hidtil gældende regler fortsat vil skulle finde anvendelse.

Det foreslås med stk. 4 , at i perioden fra den 1. oktober 2023 til 31. marts 2026 ydes den i den foreslåede § 177, nr. 6, i serviceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, fastsatte refusion for borgerens ophold i 120 dage pr. løbende år.

For borgere der er indskrevet på en boform efter § 110 ved lovens ikrafttrædelse, starter perioden med de 120 dage den dato, loven træder i kraft.

Overgangsperioden vil betyde, at udgifterne til opholdet for en borger, der indskrives den 31. marts 2026, vil være omfattet af 120 dages refusion, mens udgifterne til opholdet for en person, der indskrives dagen efter den 1. april 2026 vil være omfattet af 90 dages refusion. Dette vil medføre, at man i de første 4 måneder af det efterfølgende år vil have to forskellige refusionssatser.

Loven vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, da hovedlovene, der ændres i, ikke gælder for Færøerne og Grønland eller ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.