Kilde

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, 1. og 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 1, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvilke regler i lov om finansiel virksomhed der finder anvendelse for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder.

Det fremgår af § 1, stk. 2, 4. pkt., hvilke regler i lov om finansiel virksomhed der desuden finder anvendelse for blandede holdingvirksomheder.

Det foreslås at ændre henvisningen fra § 64, stk. 4, til § 64, stk. 7, i § 1, stk. 2, 1. og 4. pkt.,

Det foreslåede er en konsekvens af, at § 64, stk. 4, bliver til § 64, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Med de foreslåede ændringer ændres der ikke ved, hvilke af lovens bestemmelser der finder anvendelse for henholdsvis finansielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomheder og blandede holdingvirksomheder. Der er alene tale om en konsekvensændring.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 14, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 1, stk. 14, i lov om finansiel virksomhed fastlægger, hvilke ledelsesbestemmelser i lov om finansiel virksomhed der skal finde anvendelse på hvilke organer, hvis et europæisk selskab ønsker et tostrenget ledelsessystem og samtidig har tilladelse som finansiel virksomhed fra Finanstilsynet. Det omfatter bl.a. den gældende § 76 og § 78, stk. 1.

Det foreslås i § 1, stk. 14, at 76 udgår, og at henvisningen til § 78, stk. 1, ændres til en henvisning til § 78, stk. 1, nr. 1.

Det foreslåede er en konsekvens af, at lovforslagets § 1, nr. 21, ophæver § 76, og at lovforslagets § 1, nr. 26, sammenskriver den gældende § 76 med § 78, stk. 1, og i vidt omfang videreføres som ny § 78, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede ændring indebærer ikke materielle ændringer.

Til nr. 3 (§ 5, stk. 1, nr. 77, i lov om finansiel virksomhed)

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om finansiel virksomhed i dag, men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 5, stk. 1, nr. 48, i lov om finansiel virksomhed, som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd, herunder bonusordninger, resultatkontrakter, engangsvederlag og andre lignende ordninger, der ikke er en del af den faste løndel.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 77, at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør enten løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

I EBA’s retningslinjer af 27. juni 2016 om forsvarlige aflønningspolitikker i henhold til artikel 74, stk. 3, og 75, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU og offentliggørelse af oplysninger i henhold til artikel 450 i forordning (EU) nr. 575/2013 (EBA/GL/2015/22) er fratrædelsesgodtgørelser defineret som betalinger som kompensation for kontraktophør i utide.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af virksomheden.

Det foreslåede begreb vil også omfatte aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af virksomheden.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler vil ikke være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det vil imidlertid være en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til virksomhedens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden vil ikke anses som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette vil også gælde, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde kan løn i denne periode endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, vil heller ikke være omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, vil heller ikke blive anset som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 77 a i lov om finansiel virksomhed.

Aftaletidspunktet vil ikke være afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset om aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende vil være, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i § 77 l i lov om finansiel virksomhed for så vidt angår medlemmer af direktionen og i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder for så vidt angår medlemmer af bestyrelsen og andre væsentlige risikotagere.

Til nr. 4 (§ 64, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 64, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed ikke må have påført eller påføre den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab på grund af sin egen økonomiske situation eller via et selskab, som medlemmet ejer, deltager i driften af eller har væsentlig indflydelse på.

Kravet finder også anvendelse på nøglepersoner i et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), jf. § 64 c, stk. 7, og nøglepersoner i et forsikringsselskab § 64 d, stk. 4.

Bestemmelsen er en dansk regel, der konkretiserer og specificerer en del af det generelle krav i § 64, stk. 1, nr. 2, om, at bestyrelses- og direktionsmedlemmernes skal kunne agere uafhængigt. Dette krav fremgår af art. 91, stk. 8, i CRD IV.

Det følger af CRD IV, art. 91, stk. 8, at ledelsesmedlemmer skal kunne udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed for effektivt at kunne vurdere og anfægte afgørelser truffet af den daglige ledelse, og for effektivt at kunne føre tilsyn med og overvåge ledelsens beslutningstagning. Ifølge den europæiske tilsynsmyndighed EBA’s retningslinjer på dette område omfatter kravet om uafhængighed en række andre forhold end blot en økonomisk eksponering mod den finansielle virksomhed, idet personlige relationer til ejere, ledelsespersoner eller ansatte, tidligere ansættelsesforhold, politiske roller m.m. også indgår.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås at ophæve § 64, stk. 1, nr. 5.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der ikke længere fremgår et krav i loven om, at et bestyrelses- eller direktionsmedlem ikke må have påført eller påføre den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab enten på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som medlemmet ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på.

Kravet vil også bortfalde for nøglepersoner omfattet af § 64 c, stk. 2, og § 64 d, stk. 2.

Formålet med ændringen er bringe den danske lovgivning i mere tekstnær overensstemmelse med det generelle krav fra CRD IV artikel 91, stk. 8, om ledelsesmedlemmers tilstrækkelige uafhængighed. Dermed sikres det, at loven afspejler CRD IV, således at tilstrækkelig uafhængighed, herunder interessekonflikter, vurderes generelt. Interessekonflikter, der udspringer af et ledelsesmedlems økonomiske situation, og som kan gøre ledelsesmedlemmet ude af stand til at handle uafhængigt, vil dermed ikke længere blive behandlet i en separat bestemmelse, der kan blive læst som en absolut hindring for uafhængighed.

Den foreslåede ophævelse af § 64, stk. 1, nr. 5, vil medføre, at det fremover vil være den generelle bestemmelse i § 64, stk. 1, nr. 2, der regulerer, om det enkelte ledelsesmedlem er tilstrækkelig uafhængig.

Vurdering af eventuelle interessekonflikter, der udspringer af en persons økonomiske forhold eller økonomiske forhold i en virksomhed, som ledelsesmedlemmet ejer eller har væsentlig indflydelse på, vil dermed få en større rolle i forbindelse med Finanstilsynets behandling af sager efter den generelle regel om ledelsesmedlemmers uafhængighed i § 64, stk. 1, nr. 2. Til brug for vurderingen vil økonomiske forhold skulle fremlægges, og den finansielle virksomhed skal dokumentere, hvordan eventuelle interessekonflikter vil blive håndteret, så Finanstilsynet har et grundlag for at vurdere, om der er taget tilstrækkelige forholdsregler til at sikre ledelsesmedlemmets uafhængige ageren.

Til nr. 5 (§ 64, stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed)

§ 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastlægger kravene til egnethed og hæderlighed for medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed. Ifølge bestemmelsen skal medlemmer af en finansiel virksomheds bestyrelse og direktion opfylde visse krav til egnethed og hæderlighed. Til opfyldelse af regelsættet skal personer, der indtræder som bestyrelsesmedlem eller direktør i en finansiel virksomhed, afgive oplysninger til Finanstilsynet, som indgår i Finanstilsynets bedømmelse af, om vedkommende er tilstrækkelig egnet og hæderlig i den finansielle lovgivnings forstand.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør i en finansiel virksomhed, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1.

Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., vil udmønte Finanstilsynets praksis, hvorefter Finanstilsynet påser, at personer omfattet af bestemmelsen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, i forbindelse med at den pågældende tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør eller nøgleperson i en finansiel virksomhed. Bestyrelsesmedlemmer, direktører og nøglepersoner kan, i forbindelse med deres tiltrædelse af et hverv eller en stilling, vælge at udfylde et oplysningsskema for bestyrelses-, direktionsmedlemmer eller nøglepersoner, som indsendes til Finanstilsynet. Finanstilsynet modtager i den forbindelse de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder kravene i § 64, stk. 1, i forhold til den konkrete stilling, og Finanstilsynet inddrager alle relevante oplysninger i Finanstilsynets vurdering af den pågældendes egnethed og hæderlighed. Når Finanstilsynet har modtaget relevante oplysninger, træffer Finanstilsynet afgørelse om det pågældende bestyrelsesmedlems, direktørs eller nøglepersons egnethed og hæderlighed. Afgørelsen meddeles herefter vedkommende. Samtidig orienteres den pågældende finansielle virksomhed.

Det foreslåede stk. 2, 2. pkt., fastsætter, at Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i den pågældende virksomhed.

Det foreslåede stk. 2, 2. pkt., vedrører den situation, hvor et bestyrelsesmedlem eller en direktør ikke opfylder kravene til egnethed i § 64, stk. 1, nr. 1, fordi den pågældende vurderes ikke at have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen. Det vedrører også den situation, hvor vedkommende er blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, og der som følge heraf er risiko for, at vedkommende ikke længere kan varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis, jf. § 64, stk. 1, nr. 3. Det foreslåede stk. 2 vedrører desuden de øvrige situationer, hvor et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en nøgleperson ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, nr. 2, 4 og 5. Det drejer sig om f.eks. de tilfælde, hvor vedkommende tages under insolvensbehandling eller gældssanering, eller hvor vedkommendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende har eller deltager i driften af, har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Det samme gælder situationer, hvor personen har udvist en adfærd, hvorefter det må antages, at den pågældende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis.

Såfremt Finanstilsynet vurderer, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1, træffer Finanstilsynet afgørelse om, at den pågældende ikke kan bestride hvervet eller stillingen i den pågældende virksomhed.

Inden Finanstilsynet træffer afgørelse om, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1, skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages en partshøring af den finansielle virksomhed og af den, som afgørelsen retter sig mod. Sagen forelægges for Finanstilsynets bestyrelse til endelig afgørelse, da Finanstilsynets bestyrelse i medfør af § 345, stk. 12, nr. 4, træffer afgørelser i tilsynssager, der har videregående betydelige følger.

Som part i Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed anses både den berørte finansielle virksomhed og det bestyrelsesmedlem, den direktør eller den nøgleperson, som afgørelsen vedrører, jf. § 355, stk. 4.

Finanstilsynets afgørelser kan sædvanligvis påklages til Erhvervsankenævnet af den finansielle virksomhed eller af den pågældende person, som afgørelsen retter sig imod, jf. § 372. Herudover vil Finanstilsynets afgørelser efter stk. 2 kunne forlanges indbragt for domstolene af den finansielle virksomhed og af den person, som afgørelsen vedrører, jf. det foreslåede § 351, stk. 10. Der henvises til de specielle bemærkninger til det foreslåede § 351, stk. 10, jf. lovforslagets § 1, nr. 36.

Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at når Finanstilsynet vurderer, at personen ikke opfylder kravene i stk. 1, nr. 2-5, skal varigheden fremgå af afgørelsen.

Det foreslåede vil medføre, at en afgørelse om, at en person ikke opfylder hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, nr. 2-5, skal indeholde afgørelsens varighed.

Virkningen af en angivelse af afgørelsens varighed vil være, at Finanstilsynet som udgangspunkt ikke efter udløbet af den tid, varigheden er angivet til vil inddrage de forhold, der lå til grund for afgørelsen, i forbindelse med at den person, afgørelsen vedrører, eventuelt på ny måtte ansøge Finanstilsynet om en egnetheds- og hæderlighedsvurdering. Det betyder, at de forhold, der var afgørende for en vurdering af, at personen ikke opfyldte hæderlighedskravet, som udgangspunkt ikke længere forventes at have betydning for en ny vurdering. Det foreslåede vil ikke ændre på, at såfremt den pågældende, efter udløbet af afgørelsens varighed, ønsker at tiltræde et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør eller nøgleperson, vil den pågældende på ny skulle ansøge Finanstilsynet om egnetheds- og hæderlighedsvurdering. I denne nye vurdering vil de passerede forhold, der tidligere førte til den negative afgørelse, blot ikke blive tillagt vægt.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvor længe afgørelsen skal have virkning. Varigheden kan som udgangspunkt fastsættes fra et år til fem år, men kan i særligt alvorlige sager fastsættes til ”indtil videre”. Det er ikke enhver tvivl om en persons omdømme eller adfærd, der kan føre til, at personen vurderes ikke-hæderlig. Forhold, der fører til et afslag, vil altid have en væsentlig tyngde. Baggrunden for reglen er hensynet til tilliden til den finansielle sektor, der kan blive påvirket negativt, hvis en person, kort tid efter at personen er vurderet ikke-hæderlig, atter kan være ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed. Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem år vil således være, at der ikke er forhold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet.

Udmålingen af varigheden inden for rammerne af stk. 3 vil være overladt til Finanstilsynets skøn, og vil bero på en konkret vurdering af de forhold, der gav anledning til afgørelsen.

I forbindelse med afgørelser vedrørende manglende opfyldelse af kravet i § 64, stk. 1, nr. 2, fremgår det af lovforarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 184 som fremsat, side 56, at Finanstilsynet skal lægge vægt på alle strafbare og administrative overtrædelser, inddragelse af tidligere tilladelser, licenser eller lignende, tidligere afskedigelser og baggrunden herfor. I vurderingen af den pågældendes omdømme tager Finanstilsynet hensyn til alvoren af overtrædelsen, den tid der er gået siden overtrædelsen, personens adfærd siden en eventuel strafbar overtrædelse af loven, og om der er tale om gentagelsestilfælde. Når Finanstilsynet således vurderer, at en person ikke har et tilstrækkeligt godt omdømme og kan udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen, skal Finanstilsynet eksplicit forholde sig til tidsaspektet og personens ageren siden en eventuel kritisabel adfærd.

I vurderingen af fastsættelsen af varigheden efter det foreslåede stk. 3 vil Finanstilsynet foretage en samlet vurdering, der bl.a. tager hensyn til, hvor lang tid der er gået siden det pågældende forhold, personens adfærd siden det pågældende forhold, og om der er tale om gentagelsestilfælde. I situationer med gentagelsestilfælde vil der ikke blive sondret mellem, om den kritisable adfærd vedrører en anden type forhold end det første forhold eller de andre forhold. Gentagelsestilfælde vil være skærpende for fastsættelsen af afgørelsens varighed. Hvis et forhold er begået forud for en tidligere afgørelse om manglende opfyldelse af kravene i § 64, stk. 1, nr. 2-5, vil der som udgangspunkt skulle udmåles en samlet varighed svarende til, hvad der ville være blevet resultatet ved en samlet vurdering.

Et formål med at fastsætte varigheden er at øge transparensen og retssikkerheden for de personer, som afgørelsen vedrører. Der vil være forskel på varigheden af afgørelser meddelt på baggrund af mindre alvorlige forhold og grovere forhold. Finanstilsynet vil derfor tage hensyn til karakteren af forholdet, herunder om det er et strafbart eller administrativt forhold, om det vedrører et tillidsbrud, og om der er tale om gentagelsestilfælde. De kumulative effekter af flere mindre overtrædelser i samme sag kan være skærpende i forbindelse med fastsættelsen af varigheden. Ligesom en tilstrækkelig grov overtrædelse i særligt alvorlige sager kan bevirke, at påbuddets varighed fastsættes til ”indtil videre”. En varighed, der fastsættes til ”indtil videre”, vil derfor kun anvendes ved særligt alvorlige forhold og i sjældne tilfælde.

Som udgangspunkt vil Finanstilsynet ikke inddrage forhold i en vurdering af en persons hæderlighed, der er mere end 10 år gamle. Finanstilsynet vil dog kunne inddrage forhold, der ligger længere tilbage i tid, hvis forholdene er særligt alvorlige, eller hvis disse er en del af et sammenhængende sagsforløb, hvor dele er mindre end 10 år gamle, eller hvor der er tale om gentagelsestilfælde. Alvorlige forhold kan f.eks. være svindel, grov tilsidesættelse af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet. En tidligere afgørelse om manglende opfyldelse af § 64, stk. 1, nr. 2-5, har således gentagelsesvirkning for varigheden, uanset om det aktuelle forhold er af samme art eller ej. Det vil omvendt også betyde, at der skal være særlige forhold, der gør sig gældende, hvis Finanstilsynet skal kigge mere end 10 år tilbage ved vurderingen af en persons adfærd.

Ud over hensynet til omfanget, karakteren og grovheden af de forhold, der begrunder afgørelsen, vil Finanstilsynet også lægge vægt på, hvorvidt der er grund til at antage, at den pågældende fortsat ikke vil kunne varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Det vil bero på en vurdering af de konkrete forhold, herunder om forholdet er så kritisabelt, at en længere varighed er påkrævet, eller hvor varigheden i særligt alvorlige sager bør være ”indtil videre”.

Begyndelsestidspunktet for varigheden af afgørelsen vil som udgangspunkt være datoen for Finanstilsynets afgørelse. Varigheden af afgørelser og påbud vil bl.a. afhænge af grovheden af de passerede forhold, om der er tale om gentagelsestilfælde, hvor lang en periode forholdene har stået eller stod på, og hvor lang tid der er gået siden de pågældende forhold er ophørt. I vurdering af fastsættelsen af varigheden vil Finanstilsynet skulle foretage en samlet vurdering. I de tilfælde, hvor Finanstilsynet imidlertid afviser en person med henvisning til, at vedkommende er under konkurs, rekonstruktion eller gældssanering, jf. § 64, stk. 1, nr. 4, vil det skulle fremgå af afgørelsen, at begyndelsestidspunktet regnes fra datoen for afslutningen af konkurs, rekonstruktion eller gældssanering.

Udgangspunktet for en negativ hæderlighedsvurdering vil være, at et afslag har en varighed på fem år, medmindre særlige forhold taler for en kortere eller længere varighed.

Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem år vil således være, at der ikke er forhold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet. Når en person har modtaget et afslag på ansøgning om egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse på grund af manglende hæderlighed, er der tale om en adfærd, der medfører at personens omdømme ikke anses for at være tilstrækkeligt betryggende til at personen kan varetage den pågældende stilling, dvs. at den pågældendes omdømme er påvirket af en given adfærd. Det vil derfor være naturligt, at der er en periode umiddelbart efter, hvor personens omdømme ikke kan bedømmes anderledes.

Ud over en konkret vurdering af grovheden af forholdene vil Finanstilsynet også kunne inddrage kumulative effekter af flere overtrædelser, gentagelsestilfælde og den eventuelle skadevirkning af forholdet. Hvis det pågældende forhold er egnet til i betydeligt omfang at svække den samlede sektors omdømme og derved tilliden til sektoren, bør det skærpe varigheden. Herudover vil tidsaspektet også have betydning for fastsættelsen af varigheden, hvor forhold, der ligger tilbage i tid efter en konkret vurdering vil kunne føre til en lempelse af varigheden. Det vil imidlertid omvendt kunne være en skærpende omstændighed, såfremt personen eller virksomheden har misligholdt sin forpligtelse til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i § 64, stk. 1, i forbindelse med dennes indtræden, jf. det foreslåede § 64, stk. 4, i lovforslagets § 1, nr. 5.

Retningsgivende for afgørelser med en varighed, der sættes til mindre end fem år, vil være, at der kan være tale om en situation, hvor Finanstilsynet efter en samlet vurdering vurderer, at personen ikke er hæderlig, men hvor det samlede sagsforløb afdækker en række formildende omstændigheder om den pågældende eller hændelsesforløbet.

Det vil imidlertid også kunne være tilfældet, hvor forholdet har en sådan beskaffenhed, at varigheden eksempelvis isoleret set vil kunne fastsættes til fem år, men hvor forholdet ligger en årrække tilbage. I sådanne tilfælde vil tidsaspektet, personens adfærd siden det pågældende forhold og fraværet af gentagelsesvirkning kunne føre til en lempelse af varigheden.

Endelig kan der være tale om tilfælde, hvor Finanstilsynet kunne have truffet afgørelsen på et tidligere tidspunkt, men hvor den pågældende f.eks. fratrådte den finansielle virksomhed tidligere, men nu igen vil være omfattet af reglerne om egnethed og hæderlighed. I nogle tilfælde kan Finanstilsynet vurdere, at denne periode uden for sektoren kan betyde, at varigheden skal være mindre end fem år. Derudover kan der være tilfælde, hvor forholdet ligger så langt tilbage i tiden, at det ikke vil have indflydelse på vurderingen af vedkommendes hæderlighed.

Retningsgivende for fastsættelsen af varigheden til ”indtil videre” er, at der skal være tale om grove forhold eller alvorlige gentagelsestilfælde, der som udgangspunkt ikke ligger mere end 10 år tilbage i tiden. Det vil således alene være i særligt alvorlige sager, at Finanstilsynet vil fastsætte varigheden til ”indtil videre”. Der kan eksempelvis være tale om særdeles grove forhold med overtrædelse af straffelovens berigelsesforbrydelser, åbenbare ledelsesmæssige svigt, der har medført betydelige økonomiske tab eller skadevirkning, grove misbrugssituationer, svigagtighed, grov tilsidesættelse af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet eller andre alvorlige tillidsbrud.

Generelt kan siges, at det eller de udviste forhold skal have en sådan alvorlig karakter, at det må anses for åbenbart, at hverken Finanstilsynet eller samfundet kan have tillid til, at den pågældende inden for en overskuelig fremtid vil kunne varetage hvervet som bestyrelsesmedlem eller stillingen som direktør eller nøgleperson i en finansiel virksomhed på en forsvarlig måde.

Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at Finanstilsynet i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som medlem af direktionen som den pågældende vurderes til, kan træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet kan opstille betingelser, således at et medlem af direktionen kan meddeles en betinget afgørelse, uanset at personen ikke umiddelbart lever op til egnethedskravene i stk. 1, nr. 1. Med den foreslåede ændring kan Finanstilsynet således finde, at den pågældende person ville opfylde egnethedskravene i stk. 1, nr. 1, hvis en eller flere betingelser bliver opfyldt.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor Finanstilsynet enten vurderer, at den pågældende ikke helt har de tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som medlem af direktionen, som den pågældende vurderes til, eller, hvor den betingede godkendelse ikke medfører, at man tiltræder stillingen med det samme, men hvor den pågældende er under oplæring. I begge tilfælde vil Finanstilsynet kun træffe betingede afgørelser, hvor det vurderes, at der kan opstilles veldefinerede, konkrete og målbare betingelser for, at den pågældende kan vurderes egnet til stillingen, f.eks. hvor den pågældende inden for et relativt afgrænset område ikke lever op til egnethedskravene i stk. 1, nr. 1.

Betingede afgørelser vil kunne bruges, hvis betingelserne kan defineres klart og entydigt og kan opfyldes på kort tid. Det kan f.eks. dreje sig om, at den pågældende skal gennemgå en konkret uddannelse, eller at den pågældende igennem en periode skal varetage en rolle niveauet under den rolle, som den pågældende har ansøgt om, eller på tilsvarende niveau.

Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor den pågældende eksempelvis har tilstrækkelig ledelseserfaring, men er ny i den konkrete rolle i den pågældende finansielle virksomhed, og derfor mangler kompetencer på et relevant forretnings- eller kontrolområde, f.eks. hvidvaskforebyggelse, kredit eller risikostyring. Direktionsmedlemmet vil kunne opnå tilladelse på betingelse af, at personen gennemfører en specifik uddannelse eller træning inden for det relevante område.

Et andet eksempel kan være en kandidat til en stilling som medlem af direktionen, der ikke selv har den tilstrækkelige viden, faglige kompetence eller erfaring med et ansvarsområde, som personen skal have ansvar for, men hvor den påkrævede kompetence eller erfaring er tilstede hos andre personer i direktionen. I så fald vil ansøgeren kunne godkendes med betingelse om, at en eller flere personer med disse kompetencer forbliver i direktionen, og er til kandidatens rådighed i hele betingelsens løbetid.

Der kan også være tilfælde, hvor den betingede godkendelse medfører, at personen ikke kan tiltræde den endelige stilling (slutstillingen) med det samme. Godkendelse til slutstillingen vil kunne gives på betingelse af, at den pågældende er under oplæring i en periode. Ansøgeren opnår med denne form for betinget godkendelse en vished for, hvornår vedkommende vil blive anset for egnet til den stilling, som er det endelige mål med henvendelsen til Finanstilsynet. Denne type betingede godkendelser vil derfor også være egnede i forbindelse med successionsplanlægning. Betingelsens løbetid kan i disse tilfælde også være længere end ved betingelser, hvor ansøgeren godkendes til at tiltræde stillingen med det samme.

De af Finanstilsynet fastsatte betingelser skal være proportionale og tage hensyn til, at institutterne varierer i størrelse, art og kompleksitet. Finanstilsynet vil således tage hensyn til den pågældendes rolle, opgaver og ansvarsområder i virksomheden, herunder virksomhedens størrelse og kompleksitet. De betingelser, der stilles til den pågældende, vil derfor skulle afvejes op imod de opgaver og det ansvar, den pågældende er forpligtet til at løfte i kraft af sin rolle i virksomheden. Fastsættelsen af betingelser til personer tilhørende eksempelvis direktionen må således afspejle de funktioner, som direktionen udøver i den konkrete virksomhed.

En betinget afgørelse vil derfor forudsætte, at der kan stilles relevante betingelser for opnåelse af den viden, faglige kompetence eller erfaring efter § 64, stk. 1, nr. 1, som personen ikke vurderes fuldt ud at have, og hvis dette findes forsvarligt henset til virksomhedens størrelse, omfang og kompleksitet samt det arbejde og ansvar, der er forbundet med den konkrete stilling.

De af Finanstilsynet opstillede betingelser vil derfor skulle fastsættes med udgangspunkt i stillingen i den konkrete virksomhed og knytter sig specifikt hertil. Når den pågældende opfylder betingelserne, vurderes personen at opfylde egnethedskravene i stk. 1, nr. 1, i forhold til den konkrete stilling i den konkrete virksomhed. Det er derfor ikke givet, at den pågældende vil opfylde egnethedskravet i stk. 1, nr. 1, i forhold til en anden stilling i en anden og måske større og mere kompleks virksomhed.

Betingede afgørelser vil være tidsbegrænsede, således at betingelserne skal opfyldes inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsperiode, som ikke bør være længere end højst 18 måneder. Forudsætningen for at opnå en betinget godkendelse vil være, at personen opfylder de fastsatte betingelser, eksempelvis gennemfører den nødvendige uddannelse, træning eller andre afhjælpende foranstaltninger, inden for den af Finanstilsynet fastsatte tidsperiode. Betingelserne vil derfor skulle fastsættes således, at Finanstilsynet har mulighed for at vurdere, om betingelserne er opfyldt inden for tidsperioden.

Finanstilsynet skal påse, at den pågældende opfylder betingelserne, når perioden udløber. Finanstilsynet vil ikke foretage en fornyet prøvelse af, hvorvidt den pågældende opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, men alene vurdere, hvorvidt de tidligere meddelte betingelser er opfyldt. Finanstilsynet skal modtage de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder betingelserne. Det foreslåede vil ikke ændre på, at personen har pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis forholdene efterfølgende ændres.

Hvis Finanstilsynet vurderer, at den pågældende direktør eller nøgleperson ikke opfylder de fastsatte betingelser, vil konsekvensen være, at den pågældende ikke vurderes fuldt ud at leve op til egnethedskravet i § 64, stk. 1, nr. 1. Finanstilsynet vil i særlige tilfælde kunne forlænge fristen for opfyldelse af betingelserne, hvor der vurderes at være rimelig udsigt til, at den pågældende inden for den nye frist vil kunne opfylde betingelserne. Forlængelse af fristen bør ikke overskride 6 måneder.

Betingede afgørelser vil også kunne anvendes for nøglepersoner, jf. den foreslåede tilføjelse af § 64 c, stk. 5-7, og ændring af § 64 d, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 13 og 15.

Ansvaret for en direktør eller nøgleperson med en betinget godkendelse vil som udgangspunkt være det samme som for en person i samme stilling med en ubetinget godkendelse. En person med en betinget egnethedsgodkendelse, der påtager sig en stilling, hvortil der knytter sig egnethedskrav, har en skærpet opmærksomhedspligt. Efter omstændighederne kan det derfor være ansvarspådragende for en person med en betinget godkendelse ikke at udvise en særlig agtpågivenhed. Den skærpede opmærksomhedspligt knytter sig til de områder, betingelsen i godkendelsen vedrører, og kan efter omstændighederne fordre, at direktøren eller nøglepersonen indhenter intern eller ekstern rådgivning til brug for sit beslutningsgrundlag i sager på disse områder. En betinget godkendt direktør eller nøgleperson vil dermed ikke ubetinget kunne påberåbe sig sin manglende erfaring – dokumenteret i form af en betinget godkendelse – som eksempelvis undskyldningsgrund ved vurderingen af vedkommendes erstatningsansvar.

Til nr. 6 (§ 64, stk. 5, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet, jf. § 64, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed (egnethedskrav). Efter stk. 2 skal medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed meddele Finanstilsynet oplysninger om bl.a. forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med deres indtræden i den finansielle virksomheds ledelse.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at egnethedskravene varierer, alt efter om der er tale om et bestyrelseshverv eller en direktionspost, og at der i øvrigt ikke stilles ubetingede krav om, at et bestyrelsesmedlem skal have særlig indsigt i finansielle virksomheders forhold, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 184 som fremsat, side 56.

Det fremgår desuden, at kravene i § 64 skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at kravene skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen i den finansielle virksomhed, og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager hvervet eller stillingen. Når en person tiltræder et hverv som menigt bestyrelsesmedlem for en finansiel virksomhed, påser Finanstilsynet, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne udøve hvervet og varetage netop denne post i virksomheden.

Det foreslås i § 64, stk. 2, der bliver til stk. 5, at ændre henvisning til stk. 1, nr. 2-6, til en henvisning til stk. 1, nr. 1-5.

Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 4, der ophæver § 64, stk. 1, nr. 5.

Det foreslås i § 64, stk. 2, der bliver stk. 5, 2. pkt., at hvis et medlem af bestyrelsen udpeges eller vælges til posten som formand for bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab, skal bestyrelsesmedlemmet meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold omfattet af stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et bestyrelsesmedlem i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber, der skal varetage hvervet som bestyrelsesformand for den samme virksomhed, er forpligtet til at meddele Finanstilsynet oplysninger om pågældendes viden, kompetencer og erfaring, der er afgørende for, at den pågældende kan varetage hvervet som bestyrelsesformand i virksomheden. Bestemmelsen er således først og fremmest en oplysningspligt, der skal supplere Finanstilsynets pligt til at oplyse sagen som led i sagsbehandling, jf. officialmaksimen.

Ved ”et medlem af bestyrelsen” skal forstås både menige medlemmer og eventuelle næstformænd.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at et menigt bestyrelsesmedlem eller en næstformand, der efter udpegning eller valg m.v. skal varetage hvervet som formand for bestyrelsen skal opfylde det egnethedskrav, der i henhold til § 64, stk. 1, nr. 1, stilles til en person, der skal varetage hvervet som bestyrelsesformand i virksomheden. Med udpegning eller valg skal forstås enhver form for beslutning, der fører til, at det pågældende bestyrelsesmedlem i en periode skal varetage bestyrelsesformandsposten i virksomheden. Dette gælder dog ikke næstformandens varetagelse af formandsposten på baggrund af sædvanligt forfald fra et eller enkeltstående bestyrelsesmøder. Det vil endvidere ikke gælde kortvarig konstitution eller varetagelse af formandsposten, i tilfælde af at bestyrelsesformanden må gå af inden for sin udpegningsperiode som bestyrelsesmedlem.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der fremover vil skulle foretages en særskilt vurdering af, om det bestyrelsesmedlem, der skal varetage bestyrelsesformandsposten, har tilstrækkelige personlige kompetencer i form af den nødvendige robusthed, gennemslagskraft og den fornødne ledelsesmæssige tyngde til at lede arbejdet i bestyrelsen og sikre, at bestyrelsens tilsyns- og kontrolopgaver over for direktionen løses på effektiv måde. Vurderingen skal foretages, uanset om bestyrelsesformanden vælges blandt bestyrelsens eksisterende medlemmer og dermed allerede er vurderet egnet som bestyrelsesmedlem, eller om formanden vælges uden for bestyrelsens rækker og dermed vurderes for første gang. Sker udpegningen eller valget til bestyrelsesformand ikke som led i et skifte fra menigt bestyrelsesmedlem eller næstformand, vil vurderingen derfor skulle foretages i forbindelse med den pågældendes direkte indtræden i bestyrelsesformandsposten efter § 64, stk. 1, nr. 1, jf. den foreslåede stk. 5, 1. pkt., og ud fra samme vurderingsgrundlag, som hvis vedkommende allerede var en del af bestyrelsen.

I vurderingen af kandidatens egnethed vil indgå den pågældendes evne til at lede arbejdet i bestyrelsen og sikre et konstruktivt samarbejde med direktionen, herunder give direktionen det nødvendige med- og modspil med hensyn til strategiske og styringsmæssige anliggender, samtidig med at bestyrelsens tilsyn og kontrol med direktionen fastholdes.

Bestyrelsesformanden skal bl.a. facilitere et åbent og tillidsfuldt samarbejde i bestyrelsen, hvor alle medlemmer får mulighed for og lyst til at deltage med henblik på at bestyrelsen træffer beslutning om de anliggender, som det tilkommer bestyrelsen at afgøre, og at de beslutninger, der tages i bestyrelsen, træffes på et oplyst og kvalificeret grundlag. Bestyrelsesformanden skal sørge for, at arbejdet i bestyrelsen tilrettelægges således, at bestyrelsen fører et effektivt tilsyn og kontrol med direktionen. Formanden skal endvidere tage initiativ til at sikre, at sammensætningen af bestyrelsen repræsenterer de kompetencer, der er relevante for virksomheden. Bestyrelsesformanden skal kunne evaluere bestyrelsens og direktionens arbejde og være indstillet på at være virksomhedens ansigt udadtil i situationer, hvor dette er påkrævet eller i øvrigt relevant.

Ved vurderingen af en kandidat vil der først og fremmest skulle inddrages den pågældendes hidtidige erfaring fra bestyrelseshverv eller toplederstillinger i private virksomheder, offentlige myndigheder eller private eller faglige organisationer. Der skal ved vurderingen bl.a. lægges vægt på, hvilke tidligere og nuværende poster eller hverv den pågældende har varetaget eller varetager, den tidsmæssige udstrækning af posterne eller hvervene, deres art og kompleksitet samt karakteren af de virksomheder mv., der er tale om, herunder om der heriblandt er virksomheder inden for den finansielle sektor. De nævnte forhold tillige med den pågældendes uddannelse, teoretiske og praktiske kendskab til virksomhedens kerneområder, herunder virksomhedens forretningsmodel, vil kunne danne grundlag for en formodning om, at vedkommende har den nødvendige personlige og ledelsesmæssige tyngde til at kunne påtage sig rollen som bestyrelsesformand i virksomheden.

Ved vurderingen af, om kandidaten besidder den nødvendige robusthed og gennemslagskraft, vil eksempelvis kunne indgå, om den pågældende er egnet til og indstillet på at være den ledende kraft i bestyrelsen og at være den, der sætter dagsordenen og faciliterer et åbent og tillidsfuldt samarbejde i bestyrelsen. Kandidaten skal være ansvarsbevidst, overbevisende og i besiddelse af et godt overblik og en god dømmekraft, og kunne træffe og gennemføre også vanskelige beslutninger, herunder over for direktionen. Kandidaten skal have den nødvendige forhandlingserfaring og strategiske indsigt samt de nødvendige kommunikative evner. Egenskaber såsom ansvarsbevidsthed, godt overblik, god dømmekraft og evnen til at træffe og gennemføre beslutninger er vigtige, når bestyrelsesformanden skal være drivkraften og indgå i den nævnte relation til direktionen.

De ovenfor anførte egenskaber og karakteristika er ikke udtømmende.

Der vil kunne foretages en vurdering med udgangspunkt i bl.a. oplysningerne i kandidatens cv, herunder navnlig om pågældende har bestyrelses- eller ledelseserfaring fra en finansiel virksomhed eller anden erhvervsvirksomhed eller organisation (eksempelvis faglig eller erhvervspolitisk) af tilsvarende kompleksitet, størrelse eller samfundsmæssig betydning. Har den pågældende ingen sådan erfaring, eller har den pågældende åbenbart haft ringe succes i sådanne stillinger, vil det kunne have formodningen imod sig, at vedkommende besidder tilstrækkelige faglige kompetencer og den nødvendige robusthed og gennemslagskraft til at lede arbejdet i bestyrelsen og give direktionen det fornødne faglige og ledelsesmæssige modspil.

Virksomhedens bestyrelse vil kunne gennemføre interviews som bidrag til en afklaring af de faktiske oplysninger, der relaterer sig til kandidatens egnethed. Det kunne eksempelvis være med henblik på mundtligt at drøfte forventninger til bestyrelsesformandsrollen, herunder med henblik på en vurdering af, hvorvidt kandidaten har de nødvendige personlige kompetencer og den nødvendige robusthed og gennemslagskraft til at lede arbejdet i en bestyrelse i den konkrete type af finansiel virksomhed.

Oplysninger om kandidatens eksamensbeviser, certificeringer, uddannelsesbeviser m.v. angår først og fremmest viden og kompetencer og i mindre grad, hvorvidt den pågældende besidder den fornødne robusthed og gennemslagskraft som person. Den pågældendes uddannelsesprofil eller uddannelsesniveau vil således aldrig kunne stå alene, dels fordi det i sig selv ikke opfylder kravet om erfaring og kompetencer, og dels fordi vurderingen også vil skulle vedrøre den pågældendes personlige robusthed og gennemslagskraft. De nævnte forhold vil dog kunne indgå med nogen vægt i den samlede vurdering.

Oplysninger om kandidatens praktiske erfaring gennem tidligere stillinger vil også indgå i vurderingen, herunder den pågældendes roller og opgaver og de krævede kvalifikationer, eksempelvis typen af den tidligere stilling og ansvarsområder, ansættelsesforholdets varighed, typen og kompleksiteten af den eller de virksomheder, hvor vedkommende var ansat, herunder vedkommendes beslutningsbeføjelser og ansvar og antal underordnede kan indgå. Anbefalinger fra tidligere ansættelse kan skabe en formodning om den pågældendes professionelle adfærd.

Der stilles i praksis mindre omfattende krav til en bestyrelsesformand i en mindre og ikke-kompleks finansiel virksomhed, end hvis der er tale om en stor og kompleks finansiel virksomhed. Vurderingen af, om en person opfylder såvel de faglige krav som krav af mere personlig karakter, skal foretages med udgangspunkt i hvervet som bestyrelsesformand i den konkrete virksomhed. Det er således muligt, at en person på baggrund af sin uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring opfylder kravet om tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at være bestyrelsesformand i en mindre finansiel virksomhed eller en finansiel virksomhed med en ikke-kompleks forretningsmodel, men at den pågældende ikke vil kunne opfylde kravet til rollen som bestyrelsesformand i en mere kompleks eller stor landsdækkende virksomhed.

Det foreslås i § 64, stk. 2, der bliver til stk. 5, 3. pkt., at virksomhedens vurdering af en bestyrelsesformands personlige kompetencer omfattet af stk. 1, nr. 1, skal foreligge i skriftlig form.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er navnlig at sikre, at virksomheden aktivt tager stilling til, om den pågældende, som virksomheden overvejer at indstille som bestyrelsesformand, har tilstrækkelige personlige egenskaber til at varetage dette hverv.

Ved ”personlige kompetencer” skal forstås navnlig, om den pågældende besidder den robusthed og gennemslagskraft, der er påkrævet til at lede arbejdet i bestyrelsen og give direktionen det fornødne faglige og ledelsesmæssige modspil. Der sigtes herved til de mere personlige kompetencer og egenskaber, som indgår i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 64, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Forslaget vil indebære, at virksomheden har pligt til skriftligt at redegøre for sin vurdering af de ovennævnte egenskaber underbygget med dokumentation i videst muligt omfang.

Forslaget skal ses på baggrund af, at vurderingen af de personlige kompetencer ofte vil være baseret på mere skønsmæssige og friere overvejelser end de øvrige krav efter stk. 1, nr. 1.

Til nr. 7 (§ 64, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastsætter egnetheds- og hæderlighedskravene til medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed.

§ 64, stk. 2, fastsætter medlemmernes pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 1 i forbindelse med deres indtræden i den finansielle virksomheds ledelse og forholdene nævnt i stk. 1, nr. 2-6, hvis forholdene efterfølgende ændres.

§ 64, stk. 3, fastsætter, at den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af stk. 1.

§ 64, stk. 4, fastsætter, at stk. 1, nr. 1-4 og 6, og stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse på medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed.

Det foreslås i § 64, stk. 4, der bliver stk. 7, at ændre »Stk. 1, nr. 1-4 og 6, og stk. 2 og 3« til: »Stk. 1-6«.

Den foreslåede ændring af henvisningen til stk. 1, nr. 1-4 og 6, til stk. 1 er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 4, der ophæver § 64, stk. 1, nr. 5.

Den foreslåede henvisning til stk. 2-6 vil medføre, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed vil kunne få meddelt betingede egnethedsafgørelser og få meddelt varigheden af afgørelserne i henhold til § 64, stk. 3-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 8 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastsætter egnetheds- og hæderlighedskravene til medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed.

§ 64, stk. 2, fastsætter medlemmernes pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 1 i forbindelse med deres indtræden i den finansielle virksomheds ledelse, og forholdene nævnt i stk. 1, nr. 2-6, hvis forholdene efterfølgende ændres.

§ 64, stk. 5, fastsætter, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for generalagenter, jf. § 35.

Det foreslås i § 64, stk. 5, der bliver til stk. 8, at ændre »Stk. 1-2« til: »Stk. 1-6«.

Det foreslåede vil medføre, at generalagenter i medfør af § 35 i lov om finansiel virksomhed vil skulle påse overholdelsen af stk.

1. Det foreslåede vil også medføre, at bestyrelses- og direktionsmedlemmer vil kunne få meddelt betingede egnethedsafgørelser og få meddelt varigheden af afgørelserne i henhold til § 64, stk. 3-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 5.

Til nr. 9 (§ 64, stk. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64 c, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed bemyndiger erhvervsministeren til at kunne fastsætte regler om kompetence- og erfaringskrav for bl.a. direktører i pengeinstitutter, SIFI og G-SIFI.

Den gældende § 64, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed fastlægger kravene til egnethed for et medlem af direktionen i en finansiel virksomhed.

Ifølge bestemmelsen skal medlemmer af direktionen i en finansiel virksomhed have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage stillingen.

Kravene skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at kravene skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor direktøren tiltræder stillingen i den finansielle virksomhed og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager stillingen. Når en person tiltræder en stilling som direktør for en finansiel virksomhed, påser Finanstilsynet, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage stillingen i virksomheden og dermed, at den pågældende opfylder kravene til egnethed. Den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af egnethedskravene i stk. 1. Det er således den finansielle virksomhed, der har hovedansvaret for at sikre, at medlemmer af ledelsesorganet til enhver tid besidder tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at varetage deres opgaver, jf. § 64, stk. 3.

Det foreslås i § 64, stk. 9, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kompetence- og erfaringskrav i henhold til stk. 1, for medlemmer af direktionen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) og globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFI).

Disse regler vil blive fastsat i overensstemmelse med den politiske aftale af 16. juni 2022, hvoraf det fremgår, at der etableres to ligestillede spor til at vurdere, om direktører og nøglepersoner lever op til kompetence- og erfaringskravene. Den helhedsorienterede tilgang og formodningstilgangen.

Det foreslåede stk. 9 vil som noget nyt medføre, at erhvervsministeren får bemyndigelse til også at kunne fastsætte udfyldende regler for realkreditinstitutter, der ikke er SIFI eller G-SIFI. Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 14, om forslag til § 64 c, stk. 9.

Bekendtgørelsen forventes at fastsætte rammerne for den helhedsorienterede vurderingsproces, hvor der tages højde for, at der efter EU-reglerne til flere stillinger vil være krav om tilstrækkelig praktisk og faglig erfaring fra en ledelsesfunktion over en tilstrækkelig lang periode. En ansøgers erfaringer fra en tilsvarende eller beslægtet stilling i en tilsvarende eller relevant beslægtet finansiel virksomhed vil derfor være faktorer, der tillægges betydelig vægt i afgørelserne i den helhedsorienterede ansøgningsproces. Den helhedsorienterede tilgang tager udgangspunkt i en samlet vurdering af en kandidats kompetencer i forhold til kravene til det konkrete job. Det gælder både erfaringer, der er opnået på det konkrete finansielle fagområde, beslægtede finansielle fagområder og relevante kompetencer fra andre erhverv. Tilgangen skal medvirke til at synliggøre muligheder for rekruttering og udveksling af kompetencer på tværs af sektorer i erhvervslivet.

Bemyndigelsen vil desuden give mulighed for at fastsætte krav og konkrete tærskelniveauer om viden, kompetence og erfaring til brug for sagsbehandling efter en såkaldt ”formodningstilgang”.

Formodningstilgangen vil indebære, at hvis en ansøger lever op til en række foruddefinerede tærskelniveauer til kompetence og erfaring, vil vedkommende formodes at være egnet. Modellen opstiller dermed en mulighed for forenklet sagsbehandling for ansøgere med åbenbart tilstrækkelige relevante kompetencer og åbenbart tilstrækkelig erfaring fra sektoren.

Formålet med formodningstilgangen er dermed også at sikre transparens om kriterier, der anses for både relevante og tilstrækkelige for specifikke stillinger i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) og globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFI).

Kravet om tilstrækkelige kompetencer og erfaring skal være proportionalt set i forhold til virksomhedernes varierende størrelse, art og kompleksitet. Proportionalitetsafvejningen vil skulle foretages konkret for den enkelte virksomhed med udgangspunkt i tærskelniveauerne.

Proportionalitet er således centralt i vurderingen af en persons egnethed til en stilling som medlem af direktionen. Der vil således skulle tages hensyn til, at virksomheder varierer i størrelse, art og kompleksitet.

Proportionalitet i forbindelse med kravet om tilstrækkelig erfaring kan ses enten i forhold til, hvor mange års erfaring en person skal have fra et givent område, eller i forhold til hvilke roller erfaringen er opnået i. Regler og vejledning på området vil forventeligt blive udmøntet med udgangspunkt i de roller, erfaringen er opnået i fremfor i forhold til antallet af års erfaring.

Det kan i praksis f.eks. betyde, at hvis formodningstilgangen forudsætter et bestemt antal års relevant erfaring fra kreditområdet for det medlem af direktionen, der har ansvaret for kreditområdet i et SIFI, så vil det forudsætte nogenlunde samme antal års erfaring for et medlem af direktionen i et mindre pengeinstitut med ansvar for kreditområdet. Til gengæld kan den relevante erfaring været opnået i et mindre institut, end hvad tilfældet ville være, hvis personen skulle godkendes til en stilling i et SIFI.

Bemyndigelsesbestemmelsen giver erhvervsministeren hjemmel til at fastsætte regler, der gennemfører den politiske aftale af 16. juni 2022 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer i finansielle virksomheder og bredere rekrutteringsgrundlag til ledelserne i den finansielle sektor. For så vidt angår pengeinstitutter, realkreditinstitutter, betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter fastlægges kriterierne, som det anbefales af Udvalget om kompetence- og erfaringskrav samt ansvarsområder for direktionsmedlemmer og nøglepersoner i visse finansielle virksomheder (Fagudvalget) vedrørende kompetence- og erfaringskrav, dog således at erfaringskravene til administrerende direktører lempes til fire år for institutter i gruppe 3 og 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.5.4.3.

Fagudvalget lod sig bl.a. inspirere af Den Europæiske Centralbanks (ECB’s) formodningstilgang, der er beskrevet i ECB’s retningslinjer, Guide to fit and proper assessments. Den nærmere udmøntning af bemyndigelsen til at fastsætte kompetence- og erfaringskrav på kreditområdet forventes derfor at tage udgangspunkt i denne tilgang.

Det foreslås i § 64, stk. 10, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kompetence- og erfaringskrav i henhold til stk. 1 for medlemmer af direktionen i forsikringsselskaber.

Den foreslåede bemyndigelse til erhvervsministeren i stk. 10 er ny. Den nærmere udmøntning af bemyndigelserne i stk. 10 forventes at indeholde regler om sagsbehandlingsprocesser samt kompetence- og erfaringskrav til direktionen i et forsikringsselskab. Udgangspunktet for processen i vurderingen af en ansøgers egnethed, vil være et helhedsorienteret og samlet billede af ansøgerens erfaringer og kompetencer set i forhold til den konkrete stilling, som personen skal bestride.

Bekendtgørelsen forventes at fastsætte rammer for den helhedsorienterede vurderingsproces, hvor der tages højde for, at der efter EU-reglerne til flere stillinger vil være krav om tilstrækkelig praktisk og faglig erfaring, herunder hvor det er relevant, personens forsikringsmæssige, finansielle, regnskabsmæssige, aktuarmæssige og ledelsesmæssige kompetencer. En ansøgers erfaringer fra en tilsvarende eller en beslægtet stilling i en tilsvarende eller en relevant beslægtet finansiel virksomhed vil derfor være faktorer, der tillægges betydelig vægt i afgørelserne i den helhedsorienterede ansøgningsproces.

Bemyndigelsen vil desuden give mulighed for at fastsætte krav og konkrete tærskelniveauer om viden, kompetence og erfaring til brug for sagsbehandling efter en ”formodningstilgang”.

Formodningstilgangen vil indebære, at hvis en ansøger lever op til en række foruddefinerede tærskelniveauer til kompetence og erfaring, vil vedkommende formodes at være egnet. Modellen opstiller dermed en mulighed for forenklet sagsbehandling for ansøgere med åbenbart tilstrækkelige relevante kompetencer og åbenbart tilstrækkelig erfaring fra sektoren.

Formålet med formodningstilgangen er dermed også at sikre transparens om kriterier, der anses for både relevante og tilstrækkelige for direktører i forsikringsselskaber.

Der etableres således to ligestillede spor til at vurdere, om direktører i forsikringsselskaber lever op til kompetence- og erfaringskravene. Den helhedsorienterede tilgang og formodningstilgangen.

Kravet om tilstrækkelige kompetencer og erfaring skal være proportionalt set i forhold til virksomhedernes varierende størrelse, art og kompleksitet. Proportionalitetsafvejningen vil skulle foretages konkret for den enkelte virksomhed med udgangspunkt i tærskelniveauerne.

Proportionalitet er således centralt i vurderingen af en persons egnethed til en stilling som medlem af direktionen. Der vil således skulle tages hensyn til, at virksomheder varierer i størrelse, art og kompleksitet.

Proportionalitet i forbindelse med kravet om tilstrækkelig erfaring kan ses enten i forhold til, hvor mange års erfaring en person skal have fra et givent område, eller i forhold til, hvilke roller erfaringen er opnået i. Regler og vejledning på området vil forventeligt blive udmøntet med udgangspunkt i de roller, erfaringen er opnået i, fremfor i forhold til antallet af års erfaring.

For forsikringsselskaber vil proportionalitet i praksis f.eks. betyde, at hvis formodningstilgangen forudsætter et bestemt antal års relevant erfaring fra risikostyringsområdet for det medlem af direktionen, der har ansvaret for risikostyringsområdet i et gruppe 1-forsikringsselskab, vil det forudsætte nogenlunde samme antal års erfaring for et medlem af direktionen i et mindre forsikringsselskab med ansvar for risikostyringsområdet. Til gengæld kan den relevante erfaring været opnået i et mindre forsikringsselskab eller beslægtet finansiel virksomhed, end hvad tilfældet ville være, hvis personen skulle godkendes til en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab.

Til nr. 10 (§ 64 c, stk. 1, stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 64 c, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 64 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, som led i deres virksomhedsstyring, skal identificere instituttets nøglepersoner. Tilsvarende gælder for SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er pengeinstitutter, jf. § 64 c, stk. 5.

Det foreslås i § 64 c, stk. 1, stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 64 c, stk. 7, der bliver til stk. 10, at der efter »Et pengeinstitut« indsættes: »og et realkreditinstitut«.

Det foreslåede medfører, at realkreditinstitutter som led i deres virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, vil skulle identificere instituttets nøglepersoner.

Begrebet nøglepersoner er defineret i § 64 c, stk. 2, som vil finde anvendelse for realkreditinstitutter i sin helhed. Den gældende § 64 c, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, henviser alene til stk. 2, nr. 1-4, som gældende for SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er pengeinstitutter, dvs. f.eks. et realkreditinstitut, som er udpeget som SIFI. Realkreditinstitutter er imidlertid omfattet af hvidvasklovens krav om at udpege en hvidvaskansvarlig, jf. § 7, stk. 2, i hvidvaskloven. Bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering er særdeles vigtigt for tilliden til den finansielle sektor, hvorfor det vurderes relevant, at også den hvidvaskansvarlige i realkreditinstitutter anses som en nøgleperson og dermed er omfattet af egnetheds- og hæderlighedskravet i § 64, stk. 1. Det samme gælder complianceområdet, hvorfor også eventuelle medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliancefunktionen eller hvidvaskforebyggelse, men som ikke er den ansvarlige for compliancefunktionen, jf. § 64 c, stk. 2, nr. 2, eller den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. § 64 c, stk. 2, nr. 5, bør udpeges som nøglepersoner.

Nøglepersoner i realkreditinstitutter vil således i lighed med nøglepersoner i pengeinstitutter være ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, og ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion, herunder den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, den ansvarlige for compliancefunktionen, den ansvarlige for kreditområdet, den ansvarlige for intern revision, den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse og medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliancefunktionen eller hvidvaskforebyggelse, men som ikke er den ansvarlige for compliancefunktionen eller den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse jf. § 64 c, stk. 2, nr. 1-6.

Det fremgår af § 64 c, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter skal underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er identificeret som nøglepersoner, herunder hvilke stillinger de pågældende varetager. Et pengeinstitut skal desuden oplyse, hvilke områder eller funktioner de pågældende nøglepersoner er ansvarlige for. Et pengeinstitut, skal uden unødigt ophold underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling, eller hvis der sker væsentlige ændringer af nøglepersonens ansvarsområder eller funktioner, som den pågældende er ansvarlig for, jf. § 64 c, stk. 3, 2. pkt.

Det følger af den foreslåede ændring af § 64 c, stk. 3, 1. og 2. pkt., at realkreditinstitutter i lighed med pengeinstitutter uden unødigt ophold skal underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er identificeret som nøglepersoner i medfør af stk. 1, herunder hvilke stillinger de pågældende varetager, og hvilke områder eller funktioner de pågældende er ansvarlige for. Realkreditinstituttet vil desuden uden unødigt ophold skulle underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer af områder eller funktioner, som den pågældende nøgleperson er ansvarlig for, eller når en ansat ikke længere anses for at være en nøgleperson

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at realkreditinstitutter i lighed med pengeinstitutter skal identificere instituttets nøglepersoner, jf. den foreslåede ændring til § 64 c, stk. 1.

Den foreslåede ændring er således alene en tilpasning af bestemmelsens ordlyd som følge af, at det foreslås at udvide anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 1, til også at omfatte realkreditinstitutter. Anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 3, vil således med den foreslåede ændring også omfatte realkreditinstitutter.

Det følger af § 64 c, stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver til stk. 10, at et pengeinstitut, et SIFI eller et G-SIFI, som ikke er et pengeinstitut, er forpligtet til at påse, at nøglepersoner overholder § 64, stk. 1.

Heri ligger en forpligtelse til at påse, at nøglepersonen opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, ved nøglepersonens tiltrædelse og løbende, så længe den pågældende nøgleperson varetager stillingen. Virksomheden skal løbende overvåge egnetheden og hæderligheden af nøglepersonerne og vurdere, om en egentlig ny vurdering af nøglepersonen er nødvendig. Virksomheden skal tage højde for alle nye relevante oplysninger, herunder oplysninger, der kan give anledning til tvivl om nøglepersonens egnethed og hæderlighed. Virksomhedens forpligtelse til at påse dette, fratager ikke en nøgleperson ansvar for at opfylde kravene om egnethed og hæderlighed, mens personen varetager stillingen.

Det foreslås at lade realkreditinstitutter omfatte af § 64 c, stk. 7 , der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 10.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 10., hvorefter realkreditinstitutter i lighed med pengeinstitutter skal identificere instituttets nøglepersoner

Det foreslåede vil medføre, at et realkreditinstitut, som ikke er et SIFI eller G-SIFI, er forpligtet til at påse, at nøglepersonerne overholder egnetheds- og hæderlighedskravene. Den foreslåede ændring er således en tilpasning af bestemmelsens ordlyd som følge af, at det foreslås at udvide anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 1 og 4, til også at omfatte realkreditinstitutter, der ikke er SIFI’er eller G-SIFI’er. Anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 10, vil således med den foreslåede ændring være pengeinstitutter, realkreditinstitutter, SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er et pengeinstitut eller et realkreditinstitut. Denne del af forslaget vil ikke have praktisk betydning for eksisterende realkreditinstitutter, da alle realkreditinstitutter i dag indgår som en del af en SIFI-koncern og således allerede er omfattede af kravet om at identificere nøglepersoner.

Til nr. 11 (§ 64 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge den gældende § 64 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed finder § 64, stk. 1 og 2, anvendelse for ansatte i et pengeinstitut, der er identificeret som nøglepersoner, og for ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), som ikke er et pengeinstitut.

Det indebærer, at nøglepersoner i pengeinstitutter, SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er pengeinstitutter, til enhver tid skal leve op til kravene om egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finanstilsynet om forhold som nævnt i § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ved indtræden og løbende i forbindelse med ændringer i den pågældendes forhold omfattet af § 64, stk. 1, nr. 2-6, jf. § 64, stk. 2, og § 64 c, stk. 3. 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i § 64 c, stk. 4, at ændre »§ 64, stk. 1 og 2« til: »§ 64, stk. 1 og 5«, og efter »et pengeinstitut« at indsætte: »og et realkreditinstitut«.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 64, stk. 1 og 2, til § 64 stk. 1 og 5, er en konsekvens af, at § 64, stk. 1 og 2, bliver § 64, stk. 1 og 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Den foreslåede indsættelse af ”og et realkreditinstitut” vil medføre, at § 64, stk. 1 og 5, også vil finde anvendelse på nøglepersoner i realkreditinstitutter, der ikke er et SIFI eller et G-SIFI

Det foreslåede vil medføre, at nøglepersoner i realkreditinstitutter, der ikke er et SIFI eller et G-SIFI, omfattes af reglerne om egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1 og 5. Der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse ikke realkreditinstitutter, der ikke er et SIFI.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der bør gælde de samme krav til egnethed og hæderlighed for nøglepersoner i realkreditinstitutter som for nøglepersoner i pengeinstitutter med de tilpasninger, som forretningsmodellen nødvendiggør.

Den foreslåede ændring vil ikke ændre kravene til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og nøglepersoner i pengeinstitutter, SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er pengeinstitutter, der som hidtil er omfattet af § 64, stk. 1 og 2, der med lovforslagets § 1, nr. 5, bliver stk. 1 og 5.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring til § 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet vil få mulighed for at give et realkreditinstitut et påbud om at afsætte en nøgleperson, hvis den pågældende nøgleperson ikke længere lever op til kravene om egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 12 (§ 64 c, stk. 4, 8 og 10, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge den gældende § 64 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, finder § 64, stk. 1 og 2, anvendelse for ansatte i et pengeinstitut, der er identificeret som nøglepersoner, og for ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), som ikke er et pengeinstitut.

Det foreslås i § 64 c, stk. 4, og stk. 5 og 7, der bliver stk. 8 og 10, at der efter »som ikke er et pengeinstitut« indsættes: »eller et realkreditinstitut«.

Den foreslåede ændring 64 c, stk. 4, er en konsekvens af, at realkreditinstitutter i lighed med pengeinstitutter skal identificere instituttets nøglepersoner, jf. den foreslåede ændring af § 64 c, stk. 1.

Den foreslåede ændring er således alene en tilpasning af bestemmelsens ordlyd som følge af, at det foreslås at udvide anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 1-3, til også at omfatte realkreditinstitutter. Anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 4, vil således med den foreslåede ændring være SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er et pengeinstitut eller et realkreditinstitut. Realkreditinstitutter, som er SIFI’er eller G-SIFI’er vil i lighed med pengeinstitutter, som er SIFI’er eller et G-SIFI’er, være omfattet direkte af ordlyden af § 64 c, stk. 1, stk. 2 og stk. 3.

Det fremgår af § 64 c, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, jf. stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er pengeinstitutter, som led i deres virksomhedsstyring skal identificere instituttets nøglepersoner.

Nøglepersoner i SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er pengeinstitutter, er defineret i § 64 c, stk. 2, nr. 1-4, jf. § 64 c, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8.

SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er pengeinstitutter, skal underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er identificeret som nøglepersoner, herunder hvilke stillinger de pågældende varetager, jf. § 64 c, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, jf. stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed. Et SIFI eller et G-SIFI, som ikke er et pengeinstitut, skal desuden oplyse om, hvilke områder eller funktioner de pågældende nøglepersoner er ansvarlige for. Et SIFI eller et G-SIFI, som ikke er et pengeinstitut, skal uden unødigt ophold underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling, eller hvis der sker væsentlige ændringer af nøglepersonens områder eller funktioner, som den pågældende er ansvarlig for, jf. § 64 c, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, jf. stk. 3, 2. pkt.

Den foreslåede ændring af § 64 c, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, er en konsekvens af, at realkreditinstitutter i lighed med pengeinstitutter skal identificere instituttets nøglepersoner, jf. den foreslåede ændring til § 64 c, stk. 1.

Den foreslåede ændring er således alene en tilpasning af bestemmelsens ordlyd som følge af, at det foreslås at udvide anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 1, stk. 2 og stk. 3 til også at omfatte realkreditinstitutter. Anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, vil således med den foreslåede ændring være SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er et pengeinstitut eller et realkreditinstitut. Realkreditinstitutter, som er SIFI’er eller G-SIFI’er vil i lighed med pengeinstitutter, som er SIFI’er eller et G-SIFI’er, være omfattet direkte af ordlyden af § 64 c, stk. 1-3.

Et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), som ikke er et pengeinstitut, er forpligtet til at påse, at nøglepersoner overholder § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Heri ligger en forpligtelse til at påse, at nøglepersonen opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, ved nøglepersonens tiltrædelse og løbende, så længe den pågældende nøgleperson varetager stillingen.

Den foreslåede ændring af § 64 c, stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 10, er en konsekvens af, at realkreditinstitutter i lighed med pengeinstitutter skal identificere instituttets nøglepersoner, jf. den foreslåede ændring til § 64 c, stk. 1, og omfattes af egnetheds- og hæderlighedsreglerne i § 64, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. den foreslåede ændring til § 64 c, stk. 4.

Den foreslåede ændring er således alene en tilpasning af bestemmelsens ordlyd som følge af, at det foreslås at udvide anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 1 og stk. 4, til også at omfatte realkreditinstitutter, der ikke er SIFI’er eller G-SIFI’er. Anvendelsesområdet for § 64 c, stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 10, vil således med den foreslåede ændring være pengeinstitutter, realkreditinstitutter, SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er et pengeinstitut eller et realkreditinstitut.

Til nr. 13 (§ 64 c, stk. 5-7, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 64 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter som led i deres virksomhedsstyring skal identificere instituttets nøglepersoner. Tilsvarende gælder for SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er pengeinstitutter, jf. § 64 c, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 12, bliver stk. 8.

§ 64 c, stk. 4, fastsætter, at § 64, stk. 1 og 2, finder anvendelse for ansatte i et pengeinstitut, der er identificeret som nøglepersoner, og for ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), som ikke er et pengeinstitut. Det indebærer, at kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for de pågældende institutters nøglepersoner.

Finanstilsynet påser i dag, at samtlige ansatte i pengeinstitutter, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 64 c, stk. 1, lever op til kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, i forbindelse med, at den pågældende tiltræder en stilling som nøgleperson, samt løbende mens den pågældende bestrider stillingen. Nøglepersoner kan, i forbindelse med deres tiltrædelse af en stilling, vælge at udfylde et oplysningsskema for nøglepersoner, som indsendes til Finanstilsynet. Finanstilsynet modtager i den forbindelse de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder kravene i § 64, stk. 1, i forhold til den konkrete stilling, og Finanstilsynet inddrager alle relevante oplysninger i Finanstilsynets vurdering af den pågældendes egnethed og hæderlighed. Når Finanstilsynet har modtaget relevante oplysninger, træffer Finanstilsynet afgørelse om den pågældende nøglepersons egnethed og hæderlighed. Afgørelsen meddeles herefter vedkommende. Samtidig orienteres den pågældende finansielle virksomhed.

Det foreslås i § 64 c, stk. 5-7, at indsætte en henvisning til det foreslåede § 64, stk. 2-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Den foreslåede henvisning til § 64, stk. 2, vil udmønte Finanstilsynet praksis, hvorefter Finanstilsynet påser, at den pågældende nøgleperson opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, når den pågældende tiltræder stillingen. Såfremt Finanstilsynet vurderer, at den pågældende nøgleperson ikke opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, træffer Finanstilsynet afgørelse om, at den pågældende ikke kan bestride stillingen i den pågældende finansielle virksomhed.

Henvisningen til § 64, stk. 3, i § 64 c, stk. 5-7, vil medføre, at Finanstilsynets afgørelser rettet mod nøglepersoner efter det foreslåede § 64 stk. 2, 2. pkt., på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2-5, skal indeholde varigheden af afgørelsen. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 64, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Henvisningen til § 64, stk. 4, i § 64 c, stk. 5-7, vil medføre, at Finanstilsynet i særlige tilfælde, hvor en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, ikke lever op til egnethedskravene i § 64, stk. 1, nr. 1, kan tillade, at den pågældende person bestrider stillingen under nogle nærmere fastsatte betingelser. En sådan tilladelse vil forudsætte, at der kan stilles relevante betingelser for opnåelse af den viden, faglige kompetence eller erfaring efter § 64, stk. 1, nr. 1, som personen ikke vurderes fuldt ud at opfylde, og hvis dette findes forsvarligt henset til virksomhedens størrelse, omfang og kompleksitet samt det arbejde og ansvar, der er forbundet med den konkrete stilling.

Der kan eksempelvis være tale om en kandidat til stillingen som kreditansvarlig, der ikke har den nødvendige krediterfaring til at blive vurderet egnet til stillingen. Personen vil da kunne godkendes på betingelse af, at personen i en periode arbejder i kreditafdelingen. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 64, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Det foreslås i stk. 5, at for gruppe 1- og 2-pengeinstitutter, realkreditinstitutter, systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI’er) og globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFI’er), som ikke er penge- eller realkreditinstitutter, finder § 64, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse for ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af stk. 1.

Det foreslåede stk. 5 vil ikke indebære materielle ændringer med hensyn til Finanstilsynets egnetheds- og hæderlighedsvurderinger af nøglepersoner i gruppe 1- og 2-pengeinstiutter, SIFI’er og G-SIFI’er, som ikke er et penge- eller realkreditinstitut.

Det foreslåede stk. 5 vil indebære, at nøglepersoner i realkreditinstitutter, som ikke er SIFI eller G-SIFI, vil blive omfattet af egnetheds- og hæderlighedsreglerne i § 64, stk. 2-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. Der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse ikke realkreditinstitutter, der ikke er et SIFI. Da alle realkreditinstitutter i dag er udpeget som SIFI, får ændringen ikke betydning for de eksisterende selskaber.

Det foreslås i stk. 6 , at for gruppe 3-pengeinstitutter finder § 64, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse for ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1-5.

Det foreslåede vil i tråd med den politiske aftale af 16. juni 2022 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer i finansielle virksomheder og bredere rekrutteringsgrundlag til ledelserne i den finansielle sektor medføre, at færre nøglepersoner i gruppe 3-pengeinstitutter vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet.

Det vil fremover alene være nøglepersoner i henhold til § 64 c, stk. 2, nr. 1-5, der skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet. Nøglepersonerne i henhold til § 64 c, stk. 2, nr. 1-5, er den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, den ansvarlige for compliancefunktionen, den ansvarlige for kreditområdet, den ansvarlige for intern revision og den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ikke på, at gruppe 3-pengeinstituttet er forpligtet til at sikre, at samtlige af dets ansatte, som er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 64 c, stk. 1, er tilstrækkeligt egnede og hæderlige til stillingen, jf. § 64 c, stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver til stk. 10, ligesom den foreslåede ændring ikke fratager en nøgleperson ansvaret for at opfylde kravene om egnethed og hæderlighed, jf. § 64 c, stk. 4. En nøgleperson skal til enhver tid opfylde kravene om egnethed og hæderlighed, mens personen varetager stillingen, jf. § 64 c, stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver til stk. 10.

Det foreslås i stk. 7 , at for gruppe 4-pengeinstitutter finder § 64, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse for den ansatte, der er identificeret som nøgleperson i medfør af stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5.

Det foreslåede vil i overensstemmelse med den politiske aftale af 16. juni 2022 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer i finansielle virksomheder og bredere rekrutteringsgrundlag til ledelserne i den finansielle sektor medføre, at færre nøglepersoner i gruppe 4-pengeinstitutter vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet.

Det vil fremover alene være den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, der skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på, at gruppe 4-pengeinstituttet er forpligtet til at sikre, at samtlige af dets ansatte, som er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 64 c, stk. 1, er tilstrækkeligt egnede og hæderlige til stillingen, jf. § § 64, stk. 7, der bliver til stk. 10, ligesom den foreslåede ændring ikke fratager en nøgleperson ansvar for at opfylde kravene om egnethed og hæderlighed, jf. § 64 c, stk. 4, mens personen varetager stillingen, jf. § 64 c, stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver til stk. 10.

De foreslåede stk. 5-7 baserer sig på Finanstilsynets størrelsesgruppering af pengeinstitutter i Danmark. Finanstilsynet offentliggør hvert år en størrelsesgruppering af pengeinstitutter i Danmark. Danske pengeinstitutter placeres i en gruppe fra 1-4 ud fra deres arbejdende kapital. Skillegrænserne mellem grupperne opdateres, når der vurderes at være grundlag herfor. I 2022 var skillegrænsen arbejdende kapital over 75 mia. kr. for gruppe 1-pengeinstitutter, arbejdende kapital over 15 mia. kr. for gruppe 2-pengeinstiutter, arbejdende kapital over 1 mia. kr. for gruppe 3-pengeinstitutter og arbejdende kapital under 1 mia. kr. for gruppe 4-pengeinstiutter.

Henvisningerne til § 64, stk. 2, i stk. 5 og 6 indebærer, at når en person tiltræder en stilling som nøgleperson i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et SIFI eller G-SIFI, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1. Finanstilsynet træffer i den forbindelse afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride stillingen i den pågældende virksomhed.

Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet i gruppe 3-pengeinstitutter fremover alene påse, at den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, den ansvarlige for compliancefunktionen, den ansvarlige for kreditområdet, den ansvarlige for intern revision og den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. § 64 c, stk. 2, nr. 1-5, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1. Finanstilsynet træffer afgørelse i forbindelse med, at den pågældende person tiltræder sin stilling som nøgleperson.

Henvisningen til § 64, stk. 2, i stk. 7 indebærer, at når en person tiltræder en stilling som nøgleperson, jf. § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, i et gruppe 4-pengeinstitut, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1. Finanstilsynet træffer i den forbindelse afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride stillingen i den pågældende virksomhed.

Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet i gruppe 4-pengeinstitutter fremover alene påse, at den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. § 64 c, stk. 2, nr. 5, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1. Finanstilsynet træffer afgørelse i forbindelse med, at den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse tiltræder sin stilling.

Hvis Finanstilsynet eksempelvis vurderer, at en nøgleperson ikke opfylder kravene til egnethed i § 64, stk. 1, nr. 1, fordi den pågældende vurderes ikke at have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen, træffer Finanstilsynet afgørelse herom. Den foreslåede bestemmelse kan også vedrøre den situation, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse om, at vedkommende ikke kan bestride den pågældende nøglepersonsstilling, fordi vedkommende er blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, og der som følge heraf er risiko for, at vedkommende ikke længere kan varetage sin stilling på forsvarlig vis, jf. § 64, stk. 1, nr. 3. Endvidere angår stk. 7 de øvrige situationer, hvor en nøgleperson ikke opfylder kravene til hæderlighed i § 64, stk. 1, nr. 2, 4 og 5. Det drejer sig om f.eks. de tilfælde, hvor vedkommende tages under insolvensbehandling eller gældssanering, eller hvor vedkommendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende har eller deltager i driften af, har påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Det samme gælder situationer, hvor personen har udvist en adfærd, hvorefter det må antages, at den pågældende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis.

Såfremt Finanstilsynet vurderer, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, træffer Finanstilsynet afgørelse om, at den pågældende ikke kan bestride stillingen i den pågældende virksomhed.

Inden Finanstilsynet træffer afgørelse om, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1, skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages en partshøring af den finansielle virksomhed og af den, som afgørelsen retter sig mod. Sagen forelægges for Finanstilsynets bestyrelse til endelig afgørelse, da Finanstilsynets bestyrelse i medfør af § 345, stk. 7, nr. 4, træffer afgørelser i tilsynssager, der har videregående betydelige følger.

Som part i Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed anses både den berørte finansielle virksomhed og den nøgleperson, som afgørelsen vedrører, jf. § 355, stk. 4.

Henvisningen til § 64, stk. 3, i stk. 5-7, vil indebære, at, hvis Finanstilsynet vurderer, at personen ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 2-5, skal det fremgå af afgørelsen, hvor længe Finanstilsynet vil anse de forhold, som medfører, at en person ikke anses for tilstrækkelig hæderlig, for at have betydning for en eventuel ny egnethedsvurdering, det vil sige varigheden af afgørelsen.

Med den foreslåede henvisning til § 64, stk. 3, vil Finanstilsynet skulle angive varigheden af Finanstilsynets afgørelser, hvis Finanstilsynet træffer afgørelse om, at en nøgleperson ikke opfylder hæderlighedskravet på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2-5, og derfor ikke kan bestride den pågældende stilling som nøgleperson i det pågældende penge- eller realkreditinstitut. For nærmere om kriterierne for Finanstilsynets fastsættelse af varigheden henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 64, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Henvisningen til § 64, stk. 4, i stk. 5-7 vil indebære, at i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at en nøgleperson ikke har tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som nøgleperson, som den pågældende vurderes til, vil Finanstilsynet træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser.

Med den foreslåede henvisning til § 64, stk. 4, vil Finanstilsynet fremover i særlige tilfælde kunne træffe afgørelse om, at en nøgleperson kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser. Det foreslås derved, at Finanstilsynet har mulighed for at opstille betingelser, således at en nøgleperson kan meddeles en betinget afgørelse, uanset at den pågældende nøgleperson ikke umiddelbart lever op til egnethedskravene i § 64, stk. 1, nr. 1. Med den foreslåede ændring kan Finanstilsynet således finde, at den pågældende nøgleperson ville opfylde egnethedskravene i § 64, stk. 1, nr. 1, hvis en eller flere betingelser bliver opfyldt. For nærmere om kriterierne for Finanstilsynets betingede afgørelser henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 64, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 14 (§ 64 c, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64 c, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed bemyndiger erhvervsministeren til at kunne fastsætte regler om kompetence- og erfaringskrav for bl.a. nøglepersoner i pengeinstitutter, SIFI og G-SIFI.

Den gældende § 64, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed fastlægger kravene til egnethed for et medlem af direktionen i en finansiel virksomhed. Kravene finder også anvendelse for nøglepersoner, jf. § 64 c, stk. 4.

Ifølge § 64, stk. 1, nr. 1, jf. § 64 c, stk. 4, skal nøglepersoner have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage stillingen.

Kravene skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at kravene skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor nøglepersonen tiltræder stillingen i virksomheden og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager stillingen. Når en person tiltræder en stilling som nøgleperson i virksomheden, påser Finanstilsynet, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne udøve hvervet eller varetage stillingen i virksomheden og dermed, at den pågældende opfylder kravene til egnethed. Den finansielle virksomhed er forpligtet til at påse overholdelsen af egnethedskravene i stk. 1. Det er således virksomheden, der har hovedansvaret for at sikre, at nøglepersoner til enhver tid besidder tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at varetage deres opgaver, jf. § 64 c, stk. 7.

Det foreslås i § 64 c, stk. 9, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kompetence- og erfaringskrav i henhold til § 64, stk. 1, for nøglepersoner i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) og globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFI).

Det foreslåede stk. 9 er en videreførelse af § 64 c, stk. 6, hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte kompetence- og erfaringskrav for nøglepersoner i pengeinstitutter, SIFI og G-SIFI. Det foreslåede vil som noget nyt medføre, at erhvervsministeren får bemyndigelse til også at kunne fastsætte udfyldende regler for nøglepersoner i realkreditinstitutter, der ikke er SIFI eller G-SIFI. Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 14, om forslag til ændring af § 64 c, stk. 1.

Den nærmere udmøntning af bemyndigelserne i stk. 9 forventes at indeholde regler om sagsbehandlingsprocesser samt kompetence- og erfaringskrav til nøglepersoner i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et SIFI eller et G-SIFI. Udgangspunktet for processen i vurderingen af en ansøgers egnethed vil være et helhedsorienteret og samlet billede af ansøgerens erfaringer og kompetencer set i forhold til den konkrete stilling, som personen skal bestride.

Bekendtgørelsen forventes at fastsætte rammer for den helhedsorienterede vurderingsproces, hvor der tages højde for, at der efter EU-reglerne til flere stillinger vil være krav om tilstrækkelig praktisk og faglig erfaring fra en ledelsesfunktion over en tilstrækkelig lang periode. En ansøgers erfaringer fra tilsvarende eller beslægtet stilling i en tilsvarende eller relevant beslægtet finansiel virksomhed vil derfor være faktorer, der tillægges betydelig vægt i afgørelserne i den helhedsorienterede ansøgningsproces. Den helhedsorienterede tilgang tager således udgangspunkt i en samlet vurdering af kandidatens kompetencer i forhold til kravene til det konkrete job. Det vil i den samlede vurdering være relevant at inddrage erfaringer, der er opnået på det konkrete finansielle fagområde, beslægtede finansielle fagområder og relevante kompetencer fra andre erhverv.

Bemyndigelsen vil give mulighed for at fastsætte krav og konkrete tærskelniveauer om viden, kompetence og erfaring til brug for sagsbehandling efter en såkaldt ”formodningstilgang”.

Formodningstilgangen indebærer, at hvis en ansøger lever op til en række foruddefinerede tærskelniveauer til kompetence og erfaring, vil vedkommende formodes at være egnet. Modellen opstiller dermed en mulighed for forenklet sagsbehandling for ansøgere med åbenbart tilstrækkelige relevante kompetencer og åbenbart tilstrækkelig erfaring fra sektoren.

Formålet med formodningstilgangen er dermed også at sikre transparens om kriterier, der anses for både relevante og tilstrækkelige for specifikke stillinger i den finansielle sektor.

Kravet om tilstrækkelige kompetencer og erfaring skal være proportionalt set i forhold til virksomhedernes varierende størrelse, art og kompleksitet. Proportionalitetsafvejningen vil skulle foretages konkret for den enkelte virksomhed med udgangspunkt i tærskelniveauerne.

Proportionalitet er således centralt i vurderingen af en persons egnethed til en stilling som nøgleperson. Bekendtgørelsen forventes at fastsætte regler, der vil skulle tage hensyn til, at virksomhederne varierer i størrelse, art og kompleksitet.

Proportionalitet i forbindelse med kravet om tilstrækkelig erfaring kan ses enten i forhold til, hvor mange års erfaring en person skal have fra et givent område; eller i forhold til hvilke roller erfaringen er opnået i. Regler og vejledning på området vil forventeligt blive udmøntet med udgangspunkt i de roller, erfaringen er opnået i, fremfor i forhold til antallet af års erfaring.

Det kan i praksis f.eks. betyde, at hvis formodningstilgangen forudsætter fem års relevant erfaring fra kreditområdet for den nøgleperson, der er ansvarlig for kreditområdet i et SIFI, så vil det forudsætte nogenlunde samme antal års erfaring for en nøgleperson med ansvar for kreditområdet i et mindre pengeinstitut. Til gengæld kan den relevante erfaring været opnået i et mindre institut, end hvad tilfældet ville være, hvis personen skulle godkendes til en stilling i et SIFI.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil dermed give erhvervsministeren hjemmel til at gennemføre en række af anbefalingerne i rapporten ”Anbefalinger til fastlæggelse af kompetence- og erfaringskrav samt ansvarsområder”, fra Fagudvalget afgivet i foråret 2020, jf. afsnit 2 i de almindelige bemærkninger om lovforslagets baggrund. Anbefalingerne vedrører pengeinstitutter, realkreditinstitutter, betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter.

Fagudvalget lod sig bl.a. inspirere af ECB’s formodningstilgang, der er beskrevet i ECB’s retningslinjer, Guide to fit and proper assessments. Den nærmere udmøntning af bemyndigelsen til at fastsætte kompetence- og erfaringskrav på kreditområdet forventes derfor at tage udgangspunkt i denne tilgang.

Til nr. 15 (§ 64 d, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge den gældende § 64 d, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, finder § 64, stk. 1 og 2, anvendelse for ansatte i et gruppe 1-forsikringsselskab, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 64 d, stk. 1.

Det foreslås i § 64 d, stk. 3, at ændre »§ 64, stk. 1 og 2« til: »§ 64, stk. 1-5«.

Den foreslåede ændring er alene en tilpasning af henvisningen i § 64 d, stk. 3, fra § 64, stk. 1 og 2, til § 64, stk. 1-5. Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter der foreslås nye stk. 2-4 til § 64.

Henvisningen til § 64, stk. 2, i § 64 d, stk. 3, vil udmønte Finanstilsynet praksis, hvorefter Finanstilsynet påser, at den pågældende nøgleperson opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, når den pågældende tiltræder stillingen. Såfremt Finanstilsynet vurderer, at den pågældende nøgleperson ikke opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 64, stk. 1, træffer Finanstilsynet afgørelse om, at den pågældende ikke kan bestride stillingen i den pågældende finansielle virksomhed, jf. henvisningen til § 64, stk. 2.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynets afgørelser efter det foreslåede § 64, stk. 2, 2. pkt., på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2-5, jf. § 64 d, stk. 3, skal indeholde varigheden af afgørelsen. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 64, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Henvisningen til § 64, stk. 4, i § 64 d, stk. 3, vil medføre, at Finanstilsynet i særlige tilfælde, hvor en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af stk. 1, ikke lever op til egnethedskravene i § 64, stk. 1, nr. 1, kan tillade, at den pågældende person bestrider stillingen under nogle nærmere fastsatte betingelser. En sådan tilladelse vil forudsætte, at der kan stilles relevante betingelser for opnåelse af den viden, faglige kompetence eller erfaring efter § 64, stk. 1, nr. 1, som personen ikke vurderes fuldt ud at opfylde, og hvis dette findes forsvarligt henset til virksomhedens størrelse, omfang og kompleksitet samt det arbejde og ansvar, der er forbundet med den konkrete stilling. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 64, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 16 (§ 64 d, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, nr. 1, jf. § 64 d, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, fastlægger bl.a. kravene til egnethed for nøglepersoner i et gruppe 1-forsikringsselskab.

Ifølge § 64, stk. 1, nr. 1, jf. § 64 d, stk. 3, skal nøglepersoner i et gruppe 1-forsikringsselskab have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage stillingen.

De ansvarlige personer for risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuarfunktionen og intern auditfunktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab anses for at være nøglepersoner. Herudover vil det være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson. Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og organisation, vil skulle anses som nøglefunktioner. Hvilke andre funktioner, der, ud over selskabets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne auditfunktion, vil skulle anses som nøglefunktioner, vil afhænge af gruppe 1-forsikringsselskabets forretningsmodel.

Kravene til egnethed for nøglepersoner skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at kravene skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor nøglepersonen tiltræder stillingen i gruppe 1-forsikringsselskabet og i hele den periode, hvori den pågældende person varetager stillingen. Når en person tiltræder en stilling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab, påser Finanstilsynet, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage stillingen i selskabet og dermed, at den pågældende opfylder kravene til egnethed. Gruppe 1-forsikringsselskabet er forpligtet til at påse overholdelsen af egnethedskravene i stk. 1. Det er således gruppe 1-forsikringsselskabet, der har hovedansvaret for at sikre, at dets nøglepersoner til enhver tid besidder tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at varetage sine opgaver, jf. § 64 d, stk. 5.

Det foreslås i § 64 d, stk. 7, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om kompetence- og erfaringskrav i henhold til § 64, stk. 1, for nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber.

Den nærmere udmøntning af bemyndigelsen i stk. 7 forventes at indeholde regler om sagsbehandlingsprocesser samt kompetence- og erfaringskrav til nøglepersoner i et gruppe 1-forsikringsselskab. Udgangspunktet for processen i vurderingen af en ansøgers egnethed vil være et helhedsorienteret og samlet billede af ansøgerens erfaringer og kompetencer set i forhold til den konkrete stilling, som personen skal bestride.

Bekendtgørelsen forventes at fastsætte rammer for den helhedsorienterede vurderingsproces, hvor der tages højde for, at der efter EU-reglerne til flere stillinger vil være krav om tilstrækkelig praktisk og faglig erfaring, herunder hvor det er relevant, personens forsikringsmæssige, finansielle, regnskabsmæssige, aktuarmæssige og ledelsesmæssige kompetencer. En ansøgers erfaringer fra tilsvarende eller beslægtet stilling i en tilsvarende eller relevant beslægtet finansiel virksomhed vil derfor være faktorer, der tillægges betydelig vægt i afgørelserne i den helhedsorienterede ansøgningsproces. Den helhedsorienterede tilgang tager således udgangspunkt i en samlet vurdering af kandidatens kompetencer i forhold til kravene til det konkrete job. Det vil i den samlede vurdering være relevant at inddrage erfaringer, der er opnået på det konkrete finansielle fagområde, beslægtede finansielle fagområder og relevante kompetencer fra andre erhverv.

Bemyndigelsen vil give mulighed for at fastsætte krav og konkrete tærskelniveauer om viden, kompetence og erfaring til brug for sagsbehandling efter en såkaldt ”formodningstilgang”.

Formodningstilgangen indebærer, at hvis en ansøger lever op til en række foruddefinerede tærskelniveauer til kompetence og erfaring, vil vedkommende formodes at være egnet. Modellen opstiller dermed en mulighed for forenklet sagsbehandling for ansøgere med åbenbart tilstrækkelige relevante kompetencer og åbenbart tilstrækkelig erfaring fra sektoren.

Formålet med formodningstilgangen er dermed også at sikre transparens om kriterier, der anses for både relevante og tilstrækkelige for specifikke stillinger i den finansielle sektor.

Kravet om tilstrækkelige kompetencer og erfaring skal være proportionale set i forhold til virksomhedernes varierende størrelse, art og kompleksitet. Proportionalitetsafvejningen vil skulle foretages konkret for den enkelte virksomhed med udgangspunkt i tærskelniveauerne.

Proportionalitet er således centralt i vurderingen af en persons egnethed til en stilling som nøgleperson. Bekendtgørelsen forventes at fastsætte regler, der vil skulle tage hensyn til, at virksomhederne varierer i størrelse, art og kompleksitet.

Proportionalitet i forbindelse med kravet om tilstrækkelig erfaring kan ses enten i forhold til, hvor mange års erfaring en person skal have fra et givent område, eller i forhold til hvilke roller erfaringen er opnået i. Regler og vejledning på området vil forventeligt blive udmøntet med udgangspunkt i de roller, erfaringen er opnået i fremfor i forhold til antallet af års erfaring.

Det kan i praksis f.eks. betyde, at hvis formodningstilgangen forudsætter 5 års relevant erfaring fra risikostyringsområdet for den risikoansvarlige i et større gruppe 1-forsikringsselskab, så vil det forudsætte nogenlunde samme antal års erfaring for den risikoansvarlige i et mindre gruppe 1-forsikringsselskab. Til gengæld kan den relevante erfaring været opnået i et mindre forsikringsselskab eller beslægtet finansiel virksomhed, end hvad tilfældet ville være, hvis personen skulle godkendes til en stilling i et større gruppe 1-forsikringsselskab.

Den nærmere udmøntning af bemyndigelsen til at fastsætte kompetence- og erfaringskrav forventes derfor at tage udgangspunkt i denne tilgang og vil i relevant omfang inddrage retningslinjer fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) for ledelsessystem, der vedrører selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.

Til nr. 17 (§ 70, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende bestemmelse i § 70 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Dette omfatter løbende stillingtagen til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, risikoprofil og politikker m.v. Samtidig indeholder bestemmelsen krav til bestyrelsens fastlæggelse af retningslinjer til direktionen og til direktionens rapportering til bestyrelsen om virksomhedens risici. Endelig indeholder bestemmelsen krav til bestyrelsens opfølgning på, om risikoprofil og politikker følges i virksomheden og til, at bestyrelsen træffer de fornødne forholdsregler, hvis risikoprofil og politikker ikke længere er forsvarlige for den finansielle virksomhed.

Kravene gælder for alle finansielle virksomheder. Efter § 70, stk. 1, nr. 1, skal bestyrelsen for en finansiel virksomhed fastlægge, hvilke forretningsmæssige aktiviteter virksomheden vil beskæftige sig med inden for virksomhedens formålsparagraf. I et pengeinstitut vil bestyrelsen eksempelvis skulle beslutte, hvilke pengeinstitutaktiviteter (indlån, udlån, investeringsservice m.v.) virksomheden skal beskæftige sig med. Bestyrelsen i et forsikringsselskab vil f.eks. skulle tage stilling til, hvilke forsikringsklasser og -produkter selskabet skal udbyde.

Bestyrelsen skal desuden efter stk. 1, nr. 2, identificere og kvantificere de væsentlige risici, som virksomheden påtager sig, dels ved sine forretningsmæssige aktiviteter, dels ved sin indretning. Bestyrelsen skal herunder træffe beslutning om virksomhedens risikoprofil, der er den overordnede ramme for, hvilke og hvor store risici virksomheden ønsker at påtage sig. Eksempelvis skal bestyrelsen i et pengeinstitut fastlægge, hvilke kreditrisici pengeinstituttet vil kunne påtage sig som følge af de aktiviteter, som pengeinstituttet skal udføre. Bestyrelsen skal desuden fastlægge, hvor store disse risici må være. Det kan f.eks. være grænser for eksponeringer mod bestemte brancher og for eksponeringer mod bestemte geografiske områder. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil påtage sig.

Ud fra den fastlagte risikoprofil skal bestyrelsen efter § 70, stk. 1, nr. 3, fastlægge politikker m.v. for virksomhedens væsentlige aktiviteter og tilknyttede risici under hensyntagen til samspillet mellem disse. Med politikker menes principper for, hvordan virksomheden skal drives, for risikoprofilen kan overholdes. For et pengeinstitut kan der f.eks. være tale om, at bestyrelsen skal fastlægge overordnede principper for, hvorledes kreditrisici holdes inden for de fastlagte rammer, f.eks. gennem opfølgning på hvordan kreditterne udvikler sig. I et forsikringsselskab vil det f.eks. kunne dreje sig om de overordnede principper for selskabets forsikringsmæssige risici og opfølgning på, hvordan bl.a. forsikringsudbetalingerne udvikler sig, og om de indlagte forudsætninger holder.

Efter § 70, stk. 1, nr. 4, skal der fastsættes regler for, hvorledes direktionen skal rapportere til bestyrelsen. Rapporteringen skal sikre, at bestyrelsen til stadighed har kendskab til den finansielle virksomheds aktuelle risici, herunder om virksomheden overholder lovgivningens krav til, hvor store risici virksomheden må påtage sig. Dette skal dels gøre det muligt for bestyrelsen at gribe ind i tide over for uønskede risici, dels udgøre en del af beslutningsgrundlaget, når bestyrelsen skal revurdere risikoprofilen.

Bestyrelsen skal på grundlag af den fastlagte risikoprofil og de fastlagte politikker for virksomheden give direktionen skriftlige retningslinjer, der som minimum skal indeholde 1) kontrollerbare rammer for, hvilke og hvor store risici direktionen må påføre virksomheden 2) principperne for opgørelse af de enkelte risikotyper 3) regler om, hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens stillingtagen, og hvilke dispositioner direktionen kan foretage som led i sin stilling og 4) regler for, hvordan og i hvilket omfang direktionen skal rapportere til bestyrelsen om virksomhedens risici, herunder om udnyttelsen af rammerne i retningslinjerne for direktionen og om overholdelsen af de grænser, der er fastsat i lovgivningen vedrørende de risici, som virksomheden må påtage sig.

Det foreslås, at det i stk. 1 indsættes, at bestyrelsens fastlæggelse af bl.a., hvilke hovedtyper af forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre og politikker for, hvorledes virksomheden skal styre hver af virksomhedens væsentlige aktiviteter og de risici, der er knyttet hertil, skal ske med henblik på at sikre, at virksomheden drives betryggende.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære nye pligter for bestyrelsen i en finansiel virksomhed, men skal tydeliggøre, at virksomhedens fastlagte risikoprofil, politikker og skriftlige retningslinjer til direktionen er centrale for, at virksomheden drives på en betryggende måde. Fastlæggelsen heraf er således bestyrelsens måde at angive, hvordan virksomheden skal drives, så det sker med den nødvendige hensyntagen til virksomhedens risikoprofil og forretningsmodel.

Med den foreslåede ændring tilsigtes det imidlertid, at tilsidesættelse af visse af de politikker og skriftlige retningslinjer, som de finansielle virksomheder skal fastsætte efter § 70 og ledelsesbekendtgørelserne, fremover tillægges større vægt ved ansvarsbedømmelsen i erstatningssager i forbindelse med tab, som den finansielle virksomhed har lidt som følge af tilsidesættelse af virksomhedens politikker eller retningslinjer.

Tilsidesættelse af en forskrift i interne retningslinjer vil kunne være relevant for ansvarsbedømmelsen, når formålet med den skriftlige retningslinje helt eller delvis er at regulere, hvad der udgør forsvarlig optræden i den givne situation, f.eks. i forbindelse med bevillingen af et lån eller ved ydelsen af investeringsservice. Sådanne interne retningslinjer, hvis hovedformål er at sikre, at finansielle virksomheder drives på en forsvarlig måde, bl.a. med henblik på at imødegå overdreven risikotagning, som kan lede til betydelige tab for virksomhederne, samt sikre, at virksomhederne drives ærligt, redeligt og professionelt og i sine kunders bedste interesse, vil eksempelvis kunne være virksomhedens kreditpolitik, markedsrisikopolitik, politik for operationelle risici, politik for forsikringsmæssig afdækning af risici, likviditetspolitik, politik for risiko for overdreven gearing, hvidvaskpolitik, it-sikkerhedspolitik, it-risikostyringspolitik, politikker for produktgodkendelse og for udbud og distribution af tjenesteydelser og produkter til kunderne og interessekonfliktpolitikker.

Tilsidesættelse af en forskrift i skriftlige retningslinjer vil i erstatningsmæssig sammenhæng i praksis kunne være relevant i tilfælde, hvor en finansiel virksomhed i forbindelse med bevillingen af et lån har fraveget de skriftlige retningslinjer, som virksomhedens bestyrelse har fastsat med hensyn til efterlevelsen af kreditpolitikken, og hvor det efterfølgende viser sig, at virksomheden har lidt et tab på eksponeringen. Eksempelvis vil det ved vurderingen af en direktørs erstatningsansvar være relevant at inddrage den omstændighed, at en bevilling i strid med kreditpolitikkens bevillingsbeføjelse ikke har været forelagt bestyrelsen. Stiller kreditpolitikken krav om grundige analyser af kundens årsopgørelse, budget og indkomst- og formueopgørelse, vil det være relevant for den erstatningsretlige vurdering af en direktørs eller et bestyrelsesmedlems ansvar, at en sådan analyse ikke er foretaget i forbindelse med bevillingen, eller at bestyrelsen ikke har efterspurgt en sådan analyse ved bevillingen.

I forbindelse med ydelsen af investeringsservice vil tilsidesættelse af en forskrift i skriftlige retningslinjer i erstatningsmæssig sammenhæng i praksis kunne være relevant i tilfælde, hvor en finansiel virksomhed har fraveget de skriftlige retningslinjer, som virksomhedens bestyrelse har fastsat med hensyn til efterlevelsen af eksempelvis politikkerne for produktgodkendelse og for udbud og distribution af tjenesteydelser og produkter til kunderne, og hvor det efterfølgende viser sig, at kunderne eksempelvis er blevet eksponeret mod risici, som ikke er egnede eller hensigtsmæssige for kunderne. Eksempelvis vil det ved vurderingen af en direktørs erstatningsansvar være relevant at inddrage den omstændighed, at produkter med produktegenskaber i strid med politikken for udbud og distribution ikke har været forelagt bestyrelsen.

Ansvarsbedømmelsen i erstatningssager vedrørende tilsidesættelse af politikker eller skriftlige retningslinjer vil i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen.

Der skal foretages en konkret ansvarsvurdering, hvis der er sket tilsidesættelse af en intern retningslinje. Det forhold, at en intern retningslinje er tilsidesat, er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er handlet ansvarspådragende. Et ansvar må således forudsætte, at det efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde har været uforsvarligt at fravige egne retningslinjer eller acceptere en sådan fravigelse.

Der tilsigtes ikke en ændring af, hvilken betydning tilsidesættelse af interne retningslinjer, der alene har en ordensmæssig karakter, tillægges ved ansvarsbedømmelsen.

Til nr. 18 (§ 70, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 70, stk. 1, nr. 4, fastsætter, at bestyrelsen for en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdinvirksomhed skal fastlægge en politik for mangfoldighed i bestyrelsen, der fremmer tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer, jf. dog stk. 5.

Det foreslås i § 70, stk. 1, nr. 4, at ændre henvisningen til stk. 5 til stk. 6.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 20, der indsætter et nyt stk. 5 i § 70 i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 19 (§ 70, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse i § 70, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed skal bestyrelsen udarbejde skriftlige retningslinjer til direktionen. Dette skal ske på grundlag af bestyrelsens overvejelser og beslutninger om forretningsmæssige aktiviteter, risikoprofil og politikker. Beslutningen om retningslinjerne til direktionen skal bl.a. indeholde de kvantitative og kvalitative rammer, inden for hvilke direktionen kan disponere. Såvel de kvantitative som de kvalitative rammer skal være kontrollerbare således, at det er muligt for direktionen selv at kontrollere og for bestyrelsen at følge op på, om rammerne overholdes. Som en integreret del af fastsættelsen af rammerne skal bestyrelsen tage stilling til, efter hvilke principper risici skal opgøres, således at der ikke er tvivl om, hvad rammerne indebærer. Samtidig skal bestyrelsen beslutte, hvilke typer af dispositioner direktionen kan træffe på egen hånd, og hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens godkendelse. Dette skal sikre, at væsentlige dispositioner, der efter den finansielle virksomheds forhold er af usædvanlig art eller af stor betydning, vurderes eksplicit af bestyrelsen i forhold til den finansielle virksomheds risikoprofil og politikker.

Efter den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, skal bestyrelsen for virksomheden løbende vurdere, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet. De nødvendige forholdsregler afhænger af karakteren af den manglende overholdelse.

Efter § 70, stk. 6, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed efter bestemmelserne i § 70, stk. 1-4.

Finanstilsynet har med hjemmel heri udstedt bekendtgørelse nr. 1103 af 30. juni 2022 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. og bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse af styring af forsikringsselskaber m.v. (ledelsesbekendtgørelserne). Ledelsesbekendtgørelserne indeholder bl.a. nærmere krav til indholdet af de skriftlige retningslinjer, bestyrelsen skal give til direktionen efter § 70, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, herunder om hvilke beføjelser der ikke kan henlægges til direktionen.

Det følger af bekendtgørelsen om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., at bestyrelsen for en finansiel virksomhed i sin forretningsorden skal have procedurer for bestyrelsens tilsyn med direktionens ledelse af den finansielle virksomhed og eventuelle datterselskaber, herunder vurdering af, om direktionen varetager sine opgaver på behørig måde og i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og bestyrelsens retningslinjer til direktionen.

Direktionen skal sikre, at der løbende sker skriftlig og betryggende rapportering på alle relevante ledelsesmæssige niveauer om overholdelsen og udnyttelsen af væsentlige grænser for risikotagning indeholdt i medfør af de retningslinjer som bestyrelsen har fastsat, jf. § 21, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 1103 af 30. juni 2022 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. Direktionen skal desuden sikre, at der sker rapportering om andre væsentlige forhold, der ikke måtte være omfattet af beføjelser fastsat i retningslinjerne eller i videregivne beføjelser, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, 1. pkt.

Bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. indeholder desuden nærmere regler for rapportering for bl.a. efterlevelsen af de enkelte politikker. For kreditpolitikken gælder f.eks., at bestyrelsen mindst hvert kvartal skal modtage rapportering på kreditområdet. Mindst to af rapporteringerne i løbet af et år skal i fuldt omfang opfylde kravene i bilag 1, nr. 32-36, mens de øvrige rapporteringer kan være mindre omfattende. Rapporteringen skal bl.a. belyse, hvordan virksomheden efterlever de enkelte elementer i kreditpolitikken samt bestyrelsens retningslinjer til direktionen på kreditområdet, jf. bilag 1, nr. 32.

Heraf følger, at bestyrelsen som et led i sin forpligtelse til løbende at vurdere såvel virksomhedens risici som direktionens varetagelse af sine opgaver i retningslinjerne til direktionen skal tage stilling til omfanget af direktionens forpligtelse til at rapportere til bestyrelsen. Rapporteringen skal omfatte både alle retningslinjernes rammer og alle de grænser, der er fastsat i lovgivningen. Reglerne i ledelsesbekendtgørelsen indebærer således også, at direktionen skal rapportere til bestyrelsen, hvis der er vilkår i virksomheden eller på de finansielle markeder, der indebærer, at de af bestyrelsen fastlagte risikoprofil og politikker ikke længere kan overholdes, også selvom direktionen følger retningslinjerne.

Det foreslås i § 70, stk. 4, 1. pkt., at indsætte », herunder om direktionen har fraveget disse, og om fravigelsen i givet fald har været forsvarlig« efter »for direktionen«.

Det foreslåede præciserer, at bestyrelsen løbende skal vurdere, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjer for direktionen, herunder om direktionen har fraveget disse, og om det i givet fald har været forsvarligt.

Der er tale om en sproglig præcisering af lovteksten, som har til formål at tydeliggøre bestyrelsens pligter i forhold til bestyrelsens løbende vurdering af direktionen med hensyn til fravigelse af virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne for direktionen.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring i af § 70, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, hvorefter det foreslås, at tilsidesættelse af den finansielle virksomheds fastlagte risikoprofil, fastlagte politikker og retningslinjer for direktionen tillægges større vægt ved ansvarsbedømmelsen i erstatningssager, idet det på den baggrund vurderes at være hensigtsmæssigt at tydeliggøre bestyrelsens pligter med hensyn til den løbende vurdering af direktionens opgavevaretagelse efter § 70, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære materielle ændringer med hensyn til bestyrelsens pligter efter § 70, stk. 4.

Til nr. 20 (§ 70, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse i § 70, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed skal bestyrelsen udarbejde skriftlige retningslinjer til direktionen. Dette skal ske på grundlag af bestyrelsens overvejelser og beslutninger om forretningsmæssige aktiviteter, risikoprofil og politikker. Beslutningen om retningslinjerne til direktionen skal bl.a. indeholde de kvantitative og kvalitative rammer, inden for hvilke direktionen kan disponere. Såvel de kvantitative som de kvalitative rammer skal være kontrollerbare således, at det er muligt for direktionen selv at kontrollere og for bestyrelsen at følge op på, om rammerne overholdes. Som en integreret del af fastsættelsen af rammerne skal bestyrelsen tage stilling til, efter hvilke principper risici skal opgøres, således at der ikke er tvivl om, hvad rammerne indebærer. Samtidig skal bestyrelsen beslutte, hvilke typer af dispositioner direktionen kan træffe på egen hånd, og hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens godkendelse. Dette skal sikre, at væsentlige dispositioner, der efter den finansielle virksomheds forhold er af usædvanlig art eller af stor betydning, vurderes eksplicit af bestyrelsen i forhold til den finansielle virksomheds risikoprofil og politikker.

Efter § 74, stk. 1, skal bestyrelsesformanden sørge for, at bestyrelsen mødes, når det er nødvendigt. Det fremgår desuden af bilag 6, pkt. 5, til bekendtgørelse nr. 788 af 1. juni 2022 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., at bestyrelsen skal mødes, når der skal træffes beslutning om forhold, der ikke er omfattet af de beføjelser, bestyrelsen har givet til direktionen. Det vil således være nødvendigt, at bestyrelsen mødes, hvis der skal behandles sager om fravigelse af virksomhedens fastlagte risikoprofil, fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen, medmindre muligheden for at fravige disse fremgår af virksomhedens interne regler.

Efter § 74, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed skal der føres protokol over forhandlingerne i bestyrelsen, og protokollen skal underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Bestemmelsen indebærer af hensyn til senere mulighed for dokumentation og eventuel placering af ansvar, at protokollen skal være en forhandlingsprotokol og ikke kun en beslutningsprotokol. Desuden skal det efterfølgende være muligt at genfinde forudsætningerne for de drøftelser, der har fundet sted. Det vil således skulle fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol, når bestyrelsen har drøftet sager om fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen, jf. § 70, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, herunder hvilke forudsætninger der ligger til grund for beslutningen om at godkende eller acceptere en fravigelse af virksomhedens fastlagte risikoprofil, fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen.

Efter § 7, stk. 3, i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. kan retningslinjerne kun undtagelsesvis give mulighed for, at direktionen kan disponere risici i en størrelsesorden, der ligger uden for den fastlagte risikoprofil og retningslinjernes grænser, og da kun, hvis forudsætningerne herfor fremgår af retningslinjerne. Hvis disse forudsætninger ikke kan fastlægges, kan direktionen ikke forudgående gives beføjelser til overskridelse af retningslinjernes grænser.

Det foreslås, at der i § 70 indsættes et nyt stk. 5, hvorefter bestyrelsens beslutning om konkret at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen, skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol sammen med en redegørelse for begrundelsen for beslutningen.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre bestyrelsens pligter med hensyn til fravigelse af virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne for direktionen. Kravene til redegørelsen for begrundelsen for beslutningen vil svare til de eksisterende krav efter § 74, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Det indebærer bl.a., at det skal være muligt at genfinde forudsætningerne for de drøftelser, der har fundet sted i bestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte tilfælde, hvor fravigelsen af virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne for direktionen er sket efter beslutning fra bestyrelsen, eller hvor bestyrelsen har accepteret, at direktionen har fraveget disse.

Bestemmelsen vil derimod ikke omfatte tilfælde, hvor direktionen uden bestyrelsens vidende har fraveget risikoprofilen, politikker eller retningslinjerne for direktionen, og hvor bestyrelsen først efterfølgende bliver opmærksom herpå. Sådanne tilfælde vil i stedet være omfattet af den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed om bestyrelsens løbende vurdering af direktionens varetagelse af sine opgaver, hvorefter bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis direktionen ikke varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære nye pligter for bestyrelsen for finansielle virksomheder, der efter de gældende regler skal føre eventuelle fravigelser af virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne for direktionen til protokols, jf. § 74 i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 21 (§ 76 i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 76 i lov om finansiel virksomhed må en direktør ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem den finansielle virksomhed og sig selv eller aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds interesse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at bestyrelsen skal tage stilling til aftalens væsentligste indhold, og at godkendelsen skal være udtrykkelig og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4815. Det fremgår desuden, at bestemmelsen kun vedrører større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold. Almindelige dispositioner såsom veksling af valuta og ind- og udbetaling på indlånskonti er ikke omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Det foreslås, at § 76 ophæves.

Det bemærkes, at den gældende § 76 videreføres i vidt omfang som stk. 1, nr. 2, i § 78, jf. lovforslagets § 1, nr. 26.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26.

Til nr. 22 (§ 77 d, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 77 d, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at virksomhedens øverste organ skal godkende virksomhedens lønpolitik, jf. stk. 1, herunder retningslinjer for tildeling af variabel løn og retningslinjer for fratrædelsesgodtgørelser.

Det følger desuden af § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder, at virksomhedens lønpolitik bl.a. skal fastlægge virksomhedens retningslinjer for tildeling af variable løndele og fratrædelsesgodtgørelser.

Det foreslås i § 77 d, stk. 2, 1. pkt., at indsætte »ved enhver væsentlig ændring og mindst hvert fjerde år« efter »retningslinjer for fratrædelsesgodtgørelser«.

Det foreslåede vil indebære, at det øverste organ i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed skal godkende virksomhedens lønpolitik ved enhver væsentlig ændring og mindst hvert fjerde år.

En væsentlig ændring vil f.eks. være en justering af rammerne for fordelingen mellem fast og variabel løn eller introduktion af nye komponenter i lønpolitikken. Helt formelle ændringer i lønpolitikken, herunder tilpasning af formalia og lign., anses ikke for at udgøre en væsentlig ændring.

Enhver ændring af lønforholdene for medlemmer af direktionen og bestyrelsen anses for at udgøre en væsentlig ændring.

Virksomhedens øverste organ skal som minimum godkende virksomhedens lønpolitik hvert fjerde år, også hvis der ikke foretages ændringer.

Det foreslås i § 77 d, stk. 2, 2. pkt., at virksomhedens lønpolitik hurtigst muligt efter godkendelsen skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside.

Lønpolitikken skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside hurtigst muligt, hvilket vil sige, at lønpolitikken skal offentliggøres umiddelbart efter godkendelsen uden unødigt ophold.

Det foreslås i § 77 d, stk. 2, 3. pkt., at lønpolitikken skal forblive offentligt tilgængelig på hjemmesiden, så længe den er gældende.

I medfør af den gældende § 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed er § 77 d, stk. 1-4, strafbelagt med bøde. Det foreslås, at 77 d, stk. 2, fortsat skal være strafbelagt med bøde.

Ansvarssubjektet i § 77 d, stk. 2, der foreslås ændret, er den finansielle virksomhed. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at den finansielle virksomhed undlader af offentliggøre sin lønpolitik, eller at den finansielle virksomhed undlader at forelægge en ny lønpolitik, der medfører væsentlige ændringer i aflønningen i den pågældende virksomhed, for det øverste organ.

Til nr. 23 (§ 77 d, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 77 d, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at formanden for bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed i sin beretning for virksomhedens øverste organ skal redegøre for aflønningen af virksomhedens bestyrelse og direktion. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning i indeværende og kommende regnskabsår.

Det foreslås i § 77 d, stk. 3, 3. pkt., at fastsætte, at formanden for bestyrelsen skal forklare og begrunde lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse i sin beretning for virksomhedens øverste organ.

Formandens beretning skal navnlig adressere de overordnede komponenter i virksomhedens lønpolitik og uddybe hensigten hermed. Derudover skal bestyrelsesformanden forklare lønpolitikkens efterlevelse, herunder tilfælde hvor lønpolitikken eventuelt ikke efterleves.

Hvis det øverste organ skal godkende forslag til revideret lønpolitik, jf. den foreslåede ændring til § 77 d, stk. 2 ovenfor, kan formanden for bestyrelsen begrænse forklaringen af og begrundelsen for lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse til ændringerne af lønpolitikken og initiativet bag disse ændringer.

I medfør af den gældende § 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, er § 77 d, stk. 1-4, strafbelagt med bøde. Det foreslås, at 77 d, stk. 3, fortsat skal være strafbelagt med bøde.

Ansvarssubjektet i § 77 d, stk. 3, 3. pkt., der foreslås ændret, er den finansielle virksomhed. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at formanden ikke forklarer lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse i sin beretning for virksomhedens øverste organ.

Til nr. 24 (§ 77 d, stk. 4-7, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 77 d, stk. 2, at virksomhedens øverste organ skal godkende virksomhedens lønpolitik, herunder rammerne for bestyrelsens aflønning. Det følger imidlertid ikke af gældende ret, at virksomhedens øverste organ skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende regnskabsår.

Det følger af den gældende § 19, stk. 1, og § 20, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og finansielle holdingvirksomheder årligt skal offentliggøre en række oplysninger om sin lønpolitik og praksis for aflønningen af ledelsen og andre væsentlige risikotagere. Oplysningerne skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside, og er oplysningerne ikke indeholdt i årsrapporten, skal det fremgå af årsrapporten, hvor oplysningerne kan findes.

Derudover følger det af den gældende § 77 d, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og finansielle holdingvirksomheder skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt ledelsesmedlem Virksomheden skal angive i årsrapporten, hvor oplysningerne om ledelsens samlede vederlag kan findes. Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Den gældende finansielle regulering stiller imidlertid ikke krav om udarbejdelse af en vederlagsrapport.

Det foreslås i § 77 d, stk. 4, at virksomhedens øverste organ skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende regnskabsår.

Det foreslåede indebærer, at virksomhedens øverste organ skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende regnskabsår særskilt. Baggrunden for forslaget er en anbefaling fra Komitéen for god Selskabsledelse om, at det øverste organ godkender vederlag til bestyrelsen, for at sikre transparens og det øverste organ i virksomhedens stillingtagen til niveauet for bestyrelsens aflønning. Et af de centrale hensyn bag aflønningsreglerne er gennemsigtighed om aflønning af ledelsen, der motiverer virksomhederne til at overholde kravet om forsvarlige aflønningsordninger. Der gælder allerede krav om, at bestyrelsesformanden i sin beretning redegør for aflønningen af virksomhedens bestyrelse og direktion. I naturlig forlængelse heraf foreslås krav om, at virksomhedens øverste ledelsesorgan godkender bestyrelsens aflønning.

I medfør af den gældende § 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed er § 77 d, stk. 1-4, strafbelagt med bøde. Det foreslås, at 77 d, stk. 4, fortsat skal være strafbelagt med bøde. Ansvarssubjektet i § 77 d, stk. 4, der foreslås ændret, er den finansielle virksomhed. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at virksomhedens øverste organ ikke får forelagt indstilling om aflønning af bestyrelsen for det igangværende regnskabsår, hvorefter den finansielle virksomhed vil kunne straffes herfor.

Det foreslås i § 77 d, stk. 5, at bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab og en finansiel holdingvirksomhed årligt skal udarbejde og offentliggøre en vederlagsrapport.

Det foreslåede vil indebære, at bestyrelsen skal udarbejde en klar og forståelig vederlagsrapport, som giver et overblik over den samlede aflønning af ledelsesmedlemmerne i virksomheden i medfør af lønpolitikken, jf. stk. 1. Den samlede aflønning skal forstås som summen af fast og variabel løn, herunder eventuelle godtgørelser og lignende, som hvert medlem af bestyrelsen eller direktionen har optjent.

Alle goder uanset form betragtes i relation til vederlagsrapporten som aflønning, der således også gælder typer af goder, der ikke er nævnt direkte i virksomhedens lønpolitik.

Ud over de oplysnings- og offentliggørelseskrav, der stilles i det foreslåede stk. 5-7, stilles der ikke formkrav til, hvordan virksomheden udformer vederlagsrapporten.

Virksomheder, der har aktier optaget til handel på et reguleret marked, der er beliggende i eller aktivt i et EU-/EØS-land, anses for at opfylde betingelserne i denne bestemmelse, hvis virksomheden efterlever kravene til virksomhedens vederlagsrapport i selskabslovens § 139 b.

Overtrædelser af det foreslåede stk. 5 vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. forslagets § 1, nr. 42. Ansvarssubjektet i det foreslåede § 77 d, stk. 5, der foreslås ændret, er den finansielle virksomhed. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at en virksomhed omfattet af bestemmelsen helt undlader at udarbejde en vederlagsrapport.

Det foreslås i § 77 d, stk. 6, at vederlagsrapporten skal indeholde oplysninger nævnt i stk. 6, nr. 1 og 2.

Oplysningerne har til formål at bibringe aktionærerne, investorerne og interessenterne et bedre grundlag for at vurdere, om der er forbindelse mellem løn og resultater for hvert enkelt ledelsesmedlem. Herudover skal oplysningerne forbedre aktionærernes, potentielle investorers og øvrige interessenters mulighed for at udøve aktivt ejerskab i forbindelse med virksomhedens lønpolitik.

Overtrædelser af det foreslåede stk. 6 vil kunne straffes med bøde efter § 373 stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. forslagets § 1, nr. 42. Ansvarssubjektet i § 77 d, stk. 6, der foreslås ændret, er den finansielle virksomhed. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at virksomhedens vederlagsrapport helt eller delvist ikke indeholder oplysningerne nævnt i stk. 6, nr. 1 og 2.

Det foreslås i § 77 d, stk. 6, nr. 1, at vederlagsrapporten skal indeholde oplysninger om det samlede vederlag, som hvert medlem af bestyrelsen og direktionen som led i dette hverv har optjent fra virksomheden og andre virksomheder inden for samme koncern i de seneste tre år, herunder oplysninger om fastholdelses- og fratrædelsesordningers væsentligste indhold.

Vederlagsrapporten skal give et samlet overblik over den aflønning, som de enkelte ledelsesmedlemmer, herunder nye og tidligere, har optjent fra virksomheden og andre virksomheder inden for samme koncern i de seneste tre år. Vederlagsrapporten skal angive de pågældende ledelsesmedlemmer med navn og skal således oplyse vederlaget fordelt på individniveau.

Ved optjente beløb forstås både faste og variable løndele, som er udbetalt, såvel som løndele, der endnu ikke er kommet til udbetaling.

Der skal ikke kun rapporteres om ledelsesmedlemmer, der har fungeret i et helt regnskabsår eller samtlige af de tre seneste år, men om alle eksisterende, nye og tidligere ledelsesmedlemmer, der har optjent vederlag, som er udbetalt eller endnu ikke er kommet til udbetaling i den pågældende treårige periode. For tidligere ledelsesmedlemmer oplyses eksempelvis om eventuelle fratrædelsesgodtgørelser, der er blevet udbetalt i perioden efter fratrædelsen.

Vederlagsrapporten må ikke indeholde de særlige kategorier af personoplysninger, som er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen.

Det foreslås i § 77 d, stk. 6, nr. 2, at vederlagsrapporten skal indeholde en redegørelse for sammenhængen mellem ledelsens aflønning og virksomhedens strategi og relevante mål herfor.

Det foreslåede vil indebære, at virksomheden i vederlagsrapporten skal beskrive sammenhængen mellem den faktiske aflønning af ledelsen, virksomheden lønpolitik og de bagvedlæggende mål, som aflønningspolitikken understøtter.

Virksomheder, der har aktier optaget til handel på et reguleret marked, der er beliggende i eller aktivt i et EU-/EØS-land, anses for at opfylde betingelserne i denne bestemmelse, hvis virksomheden efterlever kravene til virksomhedens vederlagsrapport i selskabslovens § 139 b.

Det foreslås i § 77 d, stk. 7, 1. pkt., at vederlagsrapporten hurtigst muligt efter generalforsamlingens afholdelse skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside.

For holdingvirksomheder, der ikke har en hjemmeside, kan offentliggørelse ske på en underside til en hjemmeside tilhørende en anden virksomhed inden for samme koncern.

Hurtigst muligt er ensbetydende med, at vederlagsrapporten skal offentliggøres umiddelbart efter generalforsamlingens afholdelse uden unødigt ophold.

Det foreslås i § 77 d, stk. 7, 2. pkt., at vederlagsrapporten skal forblive offentligt tilgængelig på hjemmesiden i en periode på 10 år.

Offentliggørelse af vederlagsrapporten er nødvendig for, at aktionærer, potentielle investorer og interessenter bedre kan vurdere, hvordan virksomheden gennemfører sin lønpolitik i praksis, herunder aflønningen af de enkelte ledelsesmedlemmer, og i hvilken udstrækning denne aflønning er afpasset virksomhedens strategi og mål.

10-årsfristen regnes fra den offentliggørelse af vederlagsrapporten, der sker efter generalforsamlingens afholdelse.

Det foreslås i § 77 d, stk. 7, 3. pkt., at vederlagsrapporten kan være tilgængelig i en længere periode end 10 år, forudsat at den ikke længere indeholder personoplysninger.

Det foreslåede vil indebære, at virksomhedens øverste organ kan vælge at lade vederlagsrapporten være tilgængelig i en længere periode end 10 år, forudsat at vederlagsrapporten ikke indeholder personoplysninger.

Det vil i praksis betyde, at der skal laves en version af vederlagsrapporten, hvor det ikke længere fremgår, hvilke ledelsesmedlemmer – nuværende eller tidligere - der har modtaget hvilke vederlag. Dette vil som minimum betyde, at navnene på alle de pågældende ledelsesmedlemmer skal fjernes fra rapporten.

Overtrædelser af det foreslåede stk. 7 vil kunne straffes med bøde efter § 373 stk. 2, 1. pkt., jf. forslagets § 1, nr. 42. Ansvarssubjektet i § 77 d, stk. 7, der foreslås ændret, er den finansielle virksomhed. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at en virksomheden undlader at offentliggøre vederlagsrapporten, eller at virksomhedens vederlagsrapport er offentliggjort i længere end 10 år, uden at personoplysningerne fjernes.

Til nr. 25 (§§ 77 j-77 m i lov om finansiel virksomhed)

Kilde

Til nr. 1 (§ 290 b, stk. 1, i straffeloven)

Efter straffelovens § 290 b, stk. 1, straffes den, der som medlem af direktionen eller bestyrelsen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) gør sig skyldig i overtrædelse af § 373, stk. 6 eller 7, i lov om finansiel virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 3 år.

De nævnte overtrædelser i lov om finansiel virksomhed angår bl.a. direktions- og bestyrelsesmedlemmers undladelse af at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, jf. § 373, stk. 6, og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder m.v. samt grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, jf. § 373, stk. 7.

Efter straffelovens § 290 b, stk. 2, straffes med fængsel indtil 3 år den, der som medlem af direktionen eller bestyrelsen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) gør sig skyldig i en overtrædelse omfattet af hvidvasklovens § 78, stk. 2.

Den nævnte bestemmelse i hvidvasklovens § 78, stk. 2, indebærer, at straffen for særligt grove eller omfattende forsætlige overtrædelser af en række af hvidvasklovens bestemmelser kan stige til fængsel indtil 6 måneder. Det drejer sig om overtrædelse af § 5 om forbud mod at modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover, § 9, stk. 2, om efterlevelse af politikker og procedurer i koncernforhold, § 10, § 11, stk. 1 og 2, og stk. 3, 2. og 3. pkt., § 12, § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3 og 5, om krav til kundekendskabsprocedurer, § 17, stk. 1 og 2, §§ 18-20 om skærpede krav til kundekendskabsprocedurer, § 21, stk. 1, 2. pkt., om lempede krav til kundekendskabsprocedurer, § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3, og stk. 4, 1. pkt., og § 30 om undersøgelses-, underretnings- og opbevaringspligt, § 31 om grænseoverskridende virksomhed m.v., § 40 om valutavekslingsvirksomhed og artikel 4-8, 10-12 og 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler.

Det er efter § 290 b muligt at idømme en forhøjet straf på fængsel indtil 3 år for overtrædelse af § 373, stk. 6 eller 7, i lov om finansiel virksomhed eller for overtrædelser omfattet af hvidvasklovens § 78, stk. 2, når overtrædelsen begås af medlemmer af direktionen eller bestyrelsen i systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI). Der er således tale om en skærpet strafferamme i forhold til den strafferamme, der følger af § 373, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed og hvidvasklovens § 78, stk. 2.

Gerningsindholdet i den foreslåede bestemmelse svarer til det, der følger af § 373, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed og overtrædelserne omfattet af hvidvasklovens § 78, stk. 2.

For at § 290 b kan finde anvendelse, er det endvidere et krav, at den strafbare handling (eller undladelse) er begået, mens gerningspersonen er et medlem af direktionen eller bestyrelsen i et finansielt institut. Det er endvidere et krav, at det pågældende institut på gerningstidspunktet er udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI).

Hvis betingelserne i § 290 b ikke er opfyldt, vil § 373, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed eller hvidvasklovens § 78, stk. 2, i stedet kunne finde anvendelse.

Straffelovens § 290 b finder kun anvendelse på forsætlige overtrædelser, jf. straffelovens § 19, 1. pkt. Uagtsomme overtrædelser af 373, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed eller hvidvasklovens § 78, stk. 2, vil derfor skulle henføres under disse bestemmelser, uanset at de er begået af et medlem af direktionen eller bestyrelsen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI).

Det er med hensyn til spørgsmålet om strafbar medvirken forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, at sådan medvirken kun kan foreligge for den, der medvirker til en overtrædelse, når vedkommende selv er medlem af direktionen eller bestyrelsen i det samme eller et andet systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og selve overtrædelsen er begået af et medlem af direktionen eller bestyrelsen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 58 som fremsat, side 141. I modsat fald vil vedkommende efter omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af 373, stk. 6 eller 7, i lov om finansiel virksomhed eller hvidvasklovens § 78, stk. 2, eller medvirken hertil.

Samme sted fremgår, at det i tilfælde hvor en overtrædelse af de nævnte bestemmelser er blevet opretholdt over en periode (tilstandsforbrydelse), er tilstrækkeligt for at anvende § 290 b, at gerningspersonen i en del af perioden har været medlem af direktionen eller bestyrelsen i et finansielt institut, som på det pågældende tidspunkt var udpeget som et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI). Det vil dog efter omstændighederne kunne have betydning for udmålingen af straffen, hvis betingelserne for at anvende den forhøjede strafferamme kun har været opfyldt i en mindre del af den samlede periode, hvor overtrædelsen har været opretholdt.

Det foreslås i § 290 b, stk. 1, at ændre henvisningen til lov om finansiel virksomhed fra »stk. 6 eller 7« til »stk. 6 eller 8«.

Ændringen vil indebære, at den forhøjede strafferamme i straffelovens § 290 b, stk. 1, fremover vil finde anvendelse for overtrædelser af § 373, stk. 6 og 8, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 43, hvor § 373, stk. 6 og 7, foreslås ophævet og erstattet med stk. 6-8. Efter den foreslåede affattelse af stk. 7 vedrører denne bestemmelse alene ledelsesmedlemmer, som ikke er medlemmer af direktion eller bestyrelsen for den pågældende virksomhed. Straffelovens § 290 b, stk. 1, finder alene anvendelse for medlemmer af direktionen eller bestyrelsen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI). Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 373, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 43, er således ikke omfattet af straffelovens § 290 b, stk. 1.

Kilde

Til nr. 1 (§ 10, nr. 64, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter i dag, men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 10, nr. 43, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd, herunder bonusordninger, resultatkontrakter, engangsvederlag og andre lignende ordninger, der ikke er en del af den faste løndel.

Det foreslås i § 10, nr. 64, at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

I EBA’s retningslinjer af 27. juni 2016 om forsvarlige aflønningspolitikker i henhold til artikel 74, stk. 3, og 75, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU og offentliggørelse af oplysninger i henhold til artikel 450 i forordning (EU) nr. 575/2013 (EBA/GL/2015/22) er fratrædelsesgodtgørelser defineret som betalinger som kompensation for kontraktophør i utide.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af virksomheden.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af virksomheden.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til virksomhedens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette gælder også, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde vil løn i opsigelsesperioden endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov, som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, anses heller ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 109 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset om aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i den foreslålede § 109 c for så vidt angår medlemmer af direktionen og i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder for så vidt angår medlemmer af bestyrelsen og andre væsentlige risikotagere.

Til nr. 2 (§ 67, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende bestemmelse i § 67 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter indeholder krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Dette omfatter løbende stillingtagen til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, risikoprofil og politikker m.v. Samtidig indeholder bestemmelsen krav til bestyrelsens fastlæggelse af retningslinjer til direktionen og til direktionens rapportering til bestyrelsen om virksomhedens risici. Endelig indeholder bestemmelsen krav til bestyrelsens opfølgning på, om risikoprofil og politikker følges i virksomheden, og til, at bestyrelsen træffer de fornødne forholdsregler, hvis risikoprofil og politikker ikke længere er forsvarlige for fondsmæglerselskabet.

Efter § 67, stk. 1, nr. 1, skal bestyrelsen for et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed fastlægge, hvilke forretningsmæssige aktiviteter virksomheden vil beskæftige sig med inden for virksomhedens formålsparagraf.

Bestyrelsen skal desuden efter stk. 1, nr. 2, identificere og kvantificere de væsentlige risici, som virksomheden påtager sig, dels ved sine forretningsmæssige aktiviteter, dels ved sin indretning. Bestyrelsen skal herunder træffe beslutning om virksomhedens risikoprofil, der er den overordnede ramme for, hvilke og hvor store risici virksomheden ønsker at påtage sig.

Ud fra den fastlagte risikoprofil skal bestyrelsen efter § 67, stk. 1, nr. 3, fastlægge politikker m.v. for virksomhedens væsentlige aktiviteter og tilknyttede risici under hensyntagen til samspillet mellem disse. Med politikker menes principper for, hvordan virksomheden skal drives, for at risikoprofilen kan overholdes.

Bestyrelsen skal på grundlag af den fastlagte risikoprofil og de fastlagte politikker for virksomheden give direktionen skriftlige retningslinjer, der som minimum skal indeholde 1) kontrollerbare rammer for, hvilke og hvor store risici direktionen må påføre virksomheden 2) principperne for opgørelse af de enkelte risikotyper 3) regler om, hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens stillingtagen, og hvilke dispositioner direktionen kan foretage som led i sin stilling og 4) regler for, hvordan og i hvilket omfang direktionen skal rapportere til bestyrelsen om virksomhedens risici, herunder om udnyttelsen af rammerne i retningslinjerne for direktionen og om overholdelsen af de grænser, der er fastsat i lovgivningen vedrørende de risici, som virksomheden må påtage sig.

Det foreslås, i § 67, stk. 1, at indsætte, »med henblik på at sikre, at virksomheden drives betryggende« efter »en fondsmæglerholdingvirksomhed skal«.

Det foreslåede præciserer, at bestyrelsens fastlæggelse af bl.a., hvilke hovedtyper af forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre, og politikker for, hvorledes virksomheden skal styre hver af virksomhedens væsentlige aktiviteter og de risici, der er knyttet hertil, skal ske med henblik på at sikre, at virksomheden drives betryggende.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære nye pligter for bestyrelsen i et fondsmæglerselskab, men skal tydeliggøre, at virksomhedens fastlagte risikoprofil, politikker og skriftlige retningslinjer til direktionen er centrale for, at virksomheden drives på en betryggende måde. Fastlæggelsen heraf er således bestyrelsens måde at angive, hvordan virksomheden skal drives, så det sker med den nødvendige hensyntagen til virksomhedens risikoprofil og forretningsmodel.

Med den foreslåede ændring tilsigtes det imidlertid, at tilsidesættelse af visse af de politikker og skriftlige retningslinjer, som fondsmæglerselskabet skal fastsætte efter § 67, fremover tillægges større vægt ved ansvarsbedømmelsen i erstatningssager i forbindelse med tab, som fondsmæglerselskabet har lidt som følge af tilsidesættelse af virksomhedens politikker eller retningslinjer.

Tilsidesættelse af en forskrift i interne retningslinjer vil kunne være relevant for ansvarsbedømmelsen, når formålet med den skriftlige retningslinje helt eller delvist er at regulere, hvad der udgør forsvarlig optræden i den givne situation ved pådragelsen af en eksponering eller ved udførelsen af investeringsservice og -aktiviteter samt levering af accessoriske tjenesteydelser som fastsat i bilag 1 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Sådanne interne retningslinjer, hvis hovedformål er at sikre, at fondsmæglerselskaber drives på en forsvarlig måde, bl.a. med henblik på at imødegå overdreven risikotagning, som kan lede til betydelige tab for virksomhederne. Derudover skal interne retningslinjer sikre, at virksomhederne drives ærligt, redeligt og professionelt og i kundernes bedste interesse, og vil udspringe af virksomhedernes politik vedrørende de tjenesteydelser, aktiviteter, produkter og transaktioner, der tilbydes eller leveres, i overensstemmelse med virksomhedens risikovillighed samt de karakteristika og behov, der kendetegner selskabets kunder, som de vil blive tilbudt eller leveret til, herunder eksempelvis politikker for produktgodkendelse og for udbud og distribution af tjenesteydelser og produkter til kunderne, interessekonfliktspolitikker, politikker for markeds-, modparts-, kredit- og likviditetsrisici, politik for operationelle risici, it-sikkerhedspolitik og it-risikostyringspolitik.

Tilsidesættelse af en forskrift i skriftlige retningslinjer vil i erstatningsmæssig sammenhæng i praksis kunne være relevant i tilfælde, hvor et fondsmæglerselskab i forbindelse med ydelsen eller udførelsen af investeringsservice og -aktiviteter samt levering af accessoriske tjenesteydelser, som fastsat i bilag 1 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og - aktiviteter, har fraveget de skriftlige retningslinjer, som virksomhedens bestyrelse har fastsat med hensyn til efterlevelsen af eksempelvis politikkerne for produktgodkendelse og for udbud og distribution af tjenesteydelser og produkter til kunderne, og hvor det efterfølgende viser sig, at kunderne eksempelvis er blevet eksponeret mod risici, som ikke er egnede eller hensigtsmæssige for kunderne. Eksempelvis vil det ved vurderingen af en direktørs erstatningsansvar være relevant at inddrage den omstændighed, at produkter med produktegenskaber i strid med politikken for udbud og distribution ikke har været forelagt bestyrelsen.

Ansvarsbedømmelsen i erstatningssager vedrørende tilsidesættelse af politikker eller skriftlige retningslinjer vil i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen.

Tilsidesættelsen af forskrifter i interne retningslinjer vil ikke i sig selv medføre erstatningsansvar, selvom retningslinjerne har til formål at regulere, hvad der er forsvarlig optræden i den pågældende situation. Tilsidesættelse vil således eksempelvis i det konkrete tilfælde kunne vurderes at være uden betydning for tabet. Der tilsigtes ikke en ændring af, hvilken betydning tilsidesættelse af interne retningslinjer, der alene har en ordensmæssig karakter, tillægges ved ansvarsbedømmelsen.

Til nr. 3 (§ 67, stk. 4, 1. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter den gældende bestemmelse i § 67, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter skal bestyrelsen udarbejde skriftlige retningslinjer til direktionen. Dette skal ske på grundlag af bestyrelsens overvejelser og beslutninger om forretningsmæssige aktiviteter, risikoprofil og politikker. Beslutningen om retningslinjerne til direktionen skal bl.a. indeholde de kvantitative og kvalitative rammer, inden for hvilke direktionen kan disponere. Såvel de kvantitative som de kvalitative rammer skal være kontrollerbare således, at det er muligt for direktionen selv at kontrollere og for bestyrelsen at følge op på, om rammerne overholdes. Som en integreret del af fastsættelsen af rammerne skal bestyrelsen tage stilling til, efter hvilke principper risici skal opgøres, således at der ikke er tvivl om, hvad rammerne indebærer. Samtidig skal bestyrelsen beslutte, hvilke typer af dispositioner direktionen kan træffe på egen hånd, og hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens godkendelse. Dette skal sikre, at væsentlige dispositioner, der efter fondsmæglerselskabets eller fondsmæglerholdingselskabets forhold er af usædvanlig art eller af stor betydning, vurderes eksplicit af bestyrelsen i forhold til virksomhedens risikoprofil og politikker.

Efter den gældende bestemmelse i § 67, stk. 4, skal bestyrelsen for virksomheden løbende vurdere, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet. De nødvendige forholdsregler afhænger af karakteren af den manglende overholdelse.

Det foreslås, at der i § 67, stk. 4, 1. pkt., indsættes », herunder om direktionen har fraveget disse, og om fravigelsen i givet fald har været forsvarlig« efter »for direktionen«.

Det foreslåede præciserer, at bestyrelsen løbende skal vurdere, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjer for direktionen, herunder om direktionen har fraveget disse, og om det i givet fald har været forsvarligt.

Der er tale om en sproglig præcisering af lovteksten, som alene har til formål at tydeliggøre bestyrelsens pligter i forhold til bestyrelsens løbende vurdering af direktionen med hensyn til fravigelse af virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne for direktionen.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 67, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, hvorefter det foreslås, at tilsidesættelse af den fastlagte risikoprofil, fastlagte politikker og retningslinjer for direktionen tillægges større vægt ved ansvarsbedømmelsen i erstatningssager, idet det på den baggrund vurderes at være hensigtsmæssigt at tydeliggøre bestyrelsens pligter med hensyn til den løbende vurdering af direktionens opgavevaretagelse efter § 67, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære materielle ændringer med hensyn til bestyrelsens pligter efter § 67, stk. 4.

Til nr. 4 (§ 67, stk. 5, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter den gældende bestemmelse i § 67, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter skal bestyrelsen udarbejde skriftlige retningslinjer til direktionen. Dette skal ske på grundlag af bestyrelsens overvejelser og beslutninger om forretningsmæssige aktiviteter, risikoprofil og politikker. Beslutningen om retningslinjerne til direktionen skal bl.a. indeholde de kvantitative og kvalitative rammer, inden for hvilke direktionen kan disponere. Såvel de kvantitative som de kvalitative rammer skal være kontrollerbare således, at det er muligt for direktionen selv at kontrollere og for bestyrelsen at følge op på, om rammerne overholdes. Som en integreret del af fastsættelsen af rammerne skal bestyrelsen tage stilling til, efter hvilke principper risici skal opgøres, således at der ikke er tvivl om, hvad rammerne indebærer. Samtidig skal bestyrelsen beslutte, hvilke typer af dispositioner direktionen kan træffe på egen hånd, og hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens godkendelse. Dette skal sikre, at væsentlige dispositioner, der efter den finansielle virksomheds forhold er af usædvanlig art eller af stor betydning, vurderes eksplicit af bestyrelsen i forhold til fondsmæglerselskabets risikoprofil og politikker.

Efter § 69, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter skal der føres protokol over forhandlingerne i bestyrelsen, og protokollen skal underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Bestemmelsen indebærer af hensyn til senere mulighed for dokumentation og eventuel placering af ansvar, at protokollen skal være en forhandlingsprotokol og ikke kun en beslutningsprotokol. Desuden skal det efterfølgende være muligt at genfinde forudsætningerne for de drøftelser, der har fundet sted. Det vil således skulle fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol, når bestyrelsen har drøftet sager om fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen, jf. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, herunder hvilke forudsætninger der ligger til grund for beslutningen om at godkende eller acceptere en fravigelse af virksomhedens fastlagte risikoprofil, fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen.

Det foreslås, at der i § 67 indsættes et nyt stk. 5, hvorefter bestyrelsens beslutning om konkret at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol sammen med en redegørelse for begrundelsen for beslutningen.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre bestyrelsens pligter med hensyn til fravigelse af virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne for direktionen. Kravene til redegørelsen for begrundelsen for beslutningen vil svare til de eksisterende krav efter § 69, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det indebærer bl.a., at det skal være muligt at genfinde forudsætningerne for de drøftelser, der har fundet sted i bestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte tilfælde, hvor fravigelsen af virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne for direktionen er sket efter beslutning fra bestyrelsen, eller hvor bestyrelsen har accepteret, at direktionen har fraveget disse.

Bestemmelsen vil derimod ikke omfatte tilfælde, hvor direktionen uden bestyrelsens vidende har fraveget risikoprofilen, politikker eller retningslinjerne for direktionen, og hvor bestyrelsen først efterfølgende bliver opmærksom herpå. Sådanne tilfælde vil i stedet være omfattet af den gældende bestemmelse i § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter om bestyrelsens løbende vurdering af direktionens varetagelse af sine opgaver, hvorefter bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis direktionen ikke varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære nye pligter for bestyrelsen for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, der efter de gældende regler skal føre eventuelle fravigelser af virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne for direktionen til protokols, jf. § 69, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice- og aktiviteter.

Til nr. 5 (§ 82, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter § 82 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter må en direktør ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem fondsmæglervirksomheden og sig selv eller aftale mellem den fondsmæglervirksomheden og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondsmæglervirksomhedens interesse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at bestyrelsen i fondsmæglerselskabet skal tage stilling til enhver aftale mellem direktøren og fondsmæglerselskabet eller på vegne af fondsmæglerselskabet over for tredjemand, hvor direktøren har en væsentlig personlig interesse. Det vil alene være et krav, at aftalen kan stride imod fondsmæglerselskabets interesse. Derfor skal også aftaler, som ikke umiddelbart eller tydeligt strider imod fondsmæglerselskabets interesse, godkendes af bestyrelsen, hvis der potentielt kan være en interessekonflikt. Bestemmelsen indeholder en implicit bagatelgrænse og vedrører derfor alene større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold. Det fremgår endvidere, at godkendelsen skal være udtrykkelig og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, side 301.

Det foreslås, at § 82 ophæves.

Den gældende § 82 videreføres i vidt omfang som stk. 1, nr. 2, i § 88, jf. lovforslagets § 3, nr. 6.

Til nr. 6 (§ 88, stk. 1-4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter § 88, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter må en fondsmæglervirksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse, som skal indføres i forhandlingsprotokollen, bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i fondsmæglervirksomheden eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer eller direktører i fondsmæglervirksomheden er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Bestemmelsen gælder også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører, jf. § 88, stk. 4.

Det foreslås, at § 88, stk. 1, ophæves, og der indsættes nye bestemmelser i stk. 1-4.

Det foreslås således i § 88, stk. 1, nr. 1 , at en fondsmæglerselskab ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol må bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer og direktører i fondsmæglerselskabet er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Den foreslåede bestemmelse indeholder, i forhold til hvad der gælder efter § 88, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, den materielle ændring, at bevilling af lån eller modtagelse af sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i fondsmæglerselskabet ikke er medtaget, idet disse tilfælde er omfattet af bestemmelsen i § 210, stk. 1, i selskabsloven, som omfatter fondsmæglerselskaber. Herudover foreslås alene sproglige ændringer som led i nyaffattelsen, herunder at den nuværende nr. 1 og 2, i § 88, stk. 1, samles som et nyt § 88, stk. 1, nr. 1.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er som hidtil at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så bestyrelsesmedlemmer eller direktører ikke påfører fondsmæglervirksomheden risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til fondsmæglervirksomheders bevilling af eksponeringer m.v. til virksomheder, hvor medlemmer af bestyrelsen og direktionen i fondsmæglerselskabet er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret ejerandel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

”Eksponering” er defineret i § 10, stk. 1, nr. 47 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter som summen af alle mellemværender med en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en kreditrisiko for fondsmæglerselskabet, og kapitalandele udstedt af kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes forbundne kunder.

Der er i § 10, stk. 1, nr. 47, 2. pkt., litra a-d, fastsat særlige undtagelser fra eksponeringsdefinitionen for eksponeringer omfattet af bl.a. § 88. Bestemmelsen indebærer blandt andet, at eksempelvis valutatransaktioner, som er opstået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion, i et tidsrum på 48 timer efter at betaling har fundet sted, ikke er omfattet af kravet om bestyrelsens godkendelse af eksponeringer efter § 88.

”Kvalificeret andel” er defineret i § 10, stk. 1, nr. 27, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, hvorefter der ved kvalificeret ejerandel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed.

Bestemmelsen vil indebære, at bestyrelsen skal godkende konkrete eksponeringer og sikkerhedsstillelser. Der kan således ikke efter bestemmelsen gives generelle godkendelser, der ikke knytter sig til en eller flere konkrete eksponeringer eller sikkerhedsstillelser.

Efter den gældende § 82 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter må en direktør ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem fondsmæglervirksomheden og sig selv eller aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondsmæglerselskabets interesse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at bestyrelsen skal tage stilling til aftalens væsentligste indhold, og at godkendelsen skal være udtrykkelig og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 207 som fremsat, side 301. Det fremgår desuden, at bestemmelsen kun vedrører større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold. Almindelige dispositioner såsom veksling af valuta og ind- og udbetaling på indlånskonti er ikke omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Bestemmelsen er en skærpelse af § 117, stk. 1, i selskabsloven, hvorefter direktionen varetager den daglige ledelse af selskabet og kan indgå aftaler på vegne af selskabet, så længe aftalen ligger inden for den daglige drift og ikke er af usædvanlig art eller stor betydning. Efter § 82 kræver det godkendelse af bestyrelsen, hvis aftalen er væsentlig for direktøren. Dette vil kunne gøre sig gældende, selvom aftalen er sædvanlig for virksomheden.

Det foreslås, at den gældende § 82 videreføres som § 88, stk. 1, nr. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter med materielle, redaktionelle og sproglige ændringer.

Det foreslås således i § 88, stk. 1, nr. 2, at et fondsmæglerselskab ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol må indgå aftale med en direktør, når aftalen omfatter større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold, eller med en tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondsmæglerselskabets.

Efter den gældende § 82 er det alene direktøren, der er pligtsubjekt. Den materielle ændring fra den gældende § 82 består i, at fondsmæglerselskabet også bliver pligtsubjekt for aftaler omfattet af bestemmelsen, dvs. at både fondsmæglerselskabet og direktøren har pligt til at sikre, at aftaler omfattet af den foreslåede § 88, stk. 1, nr. 2, ikke indgås uden bestyrelsens godkendelse, der indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så direktører ikke påfører fondsmæglerselskabet risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i et fondsmæglerselskab på virksomhedens vegne indgår med sig selv, hvorfor der gælder krav om bestyrelsens godkendelse.

For at der efter bestemmelsen stilles krav om bestyrelsens godkendelse, skal der være tale om indgåelse af aftaler. Det er i den forbindelse en forudsætning, at der er tale om dispositioner, som kræver udøvelse af et skøn, som direktøren potentielt kan påvirke, f.eks. en kreditvurdering, værdiansættelse eller prisfastsættelse. Omvendt vil en aftale, hvor prisen er standardiseret eller baseret på en fast personalepris, der gælder for hele virksomheden, ikke være en disposition, der er omfattet af bestemmelsen og dermed kravet om bestyrelsens godkendelse. Dette sidste vil eksempelvis kunne være tilfældet ved gebyr eller kurtage for transaktioner i værdipapirer.

Med større dispositioner forstås dispositioner, der i forhold til den konkrete direktørs økonomi vil være store dispositioner. Det vil således bero på en konkret vurdering af direktørens økonomiske forhold og den konkrete aftale, om dispositionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse omfatter også aftaler mellem fondsmæglerselskabet og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondsmæglerselskabets.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så direktører ikke påfører fondsmæglerselskabet risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i et fondsmæglerselskab indgår med tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondsmæglerselskabets.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kravet om godkendelse fra bestyrelsen også gælder aftaler mellem fondsmæglerselskabet og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondsmæglerselskabets.

Til forskel fra det foreslåede stk. 1, nr. 1, er også tredjemænd, hvori direktøren har en ejerandel, der ikke nødvendigvis udgør en kvalificeret ejerandel på minimum 10 pct. i henhold til definitionen heraf i §10, stk. 1, nr. 21, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, omfattet. Dette skal dog holdes op mod, at der fortsat skal foreligge en interesse af en sådan størrelse, at den kan være stridende mod fondsmæglerselskabet, og at der dermed kan foreligge en interessekonflikt mellem direktørens og fondsmæglerselskabets interesser.

Det foreslås i § 88, stk. 2, at medlemmer af bestyrelsen skal erstatte tab, som fondsmæglerselskabet lider som følge af bevillinger og sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af § 88, stk. 1, der er godkendt af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen godtgør, at tabet ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af fondsmæglerselskabet tilsiger.

Der lægges med den foreslåede bestemmelse op til at vende bevisbyrden i sager om erstatningsansvar vedrørende tab lidt på eksponeringer, sikkerhedsstillelser og aftaler omfattet af den foreslåede § 88, stk. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som fondsmæglerselskabet har lidt ved at bevilge en eksponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå en aftale med en direktør, et bestyrelsesmedlem m.fl. omfattet af det foreslåede stk. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at det fremover vil være det enkelte bestyrelsesmedlem, der ved eksponeringer og sikkerhedsstillelser omfattet af stk. 1, nr. 1, skal godtgøre, at der ikke er handlet ansvarspådragende i forbindelse med bevillingen eller udvidelsen af eksponeringer mod eller sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i fondsmæglerselskabet eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer eller direktører i fondsmæglerselskabet er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør. Det samme vil være tilfældet med hensyn til aftaler efter stk. 1, nr. 2.

Der lægges med den foreslåede ændring ikke op til at ændre på, at flere medlemmer af bestyrelsen vil kunne hæfte solidarisk, hvis mere end ét medlem har handlet ansvarspådragende.

Den foreslåede omvendte bevisbyrde omfatter både bestyrelsens bevilling af eksponeringen, dvs. den oprindelige godkendelse af aftalen mellem den finansielle virksomhed og direktøren, og en eventuel senere udvidelse af en tidligere godkendt eksponering. Ved udvidelse af en eksponering menes, at fondsmæglerselskabet udvider sin forpligtelse over for eller eksponering mod det pågældende ledelsesmedlem. Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved udvidelsen af en tidligere bevilliget kredit, accept af, at ledelsesmedlemmet udtræder som kautionist eller accept af mindre sikkerhed end oprindelig aftalt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke dispositioner, der ikke er godkendt af bestyrelsen, herunder aftaler, som et direktionsmedlem på virksomhedens vegne har indgået med sig selv, uden at bestyrelsen var bekendt hermed. Reglen om omvendt bevisbyrde omfatter heller ikke den situation, hvor bestyrelsen træffer beslutning om en eksponering, sikkerhedsstillelse eller aftale uden at have kendskab til, og uden at burde have kendskab til, omstændigheder, der medfører, at eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen omfattes af den foreslåede § 88, stk. 1. Et eksempel herpå kan være en aftale mellem fondsmæglerselskabet og tredjemand, som en af direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod fondsmæglerselskabets, jf. forslaget til § 88, stk. 7, men hvorom oplysning ikke er tilgået bestyrelsen.

Bestemmelsen omfatter heller ikke overvågning af og eventuel opfølgning på eksponeringer, sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af § 88, stk. 1.

Med den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af den finansielle virksomhed tilsiger, skal forstås handlinger, der efter en almindelig culpanorm vil indebære, at den pågældende ikke kan gøres erstatningsansvarlig.

Det er med den foreslåede ændring ikke formålet, at selve ansvarsbedømmelsen af handlinger eller undladelse foretaget af bestyrelsesmedlemmer i fondsmæglerselskaber skal ændres.

Ansvaret vil således fortsat skulle vurderes efter culpareglen, men den foreslåede ændring indebærer, at der fremover vil gælde en omvendt bevisbyrde med hensyn til ansvarsgrundlaget.

Den foreslåede ændring indebærer ikke, at bevisbyrden for, at de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt, vendes. Det vil således fortsat være sagsøgeren, der skal godtgøre, at der er lidt et tab, og at der foreligger den nødvendige kausalitet og adækvans.

Den foreslåede ændring skal bidrage til at sikre, at forsvarligheden af aftaler omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 88, stk. 1, i højere grad end i dag vil kunne efterprøves, hvis det efterfølgende viser sig, at bevillingen eller udvidelsen af en eksponering eller anden konkret aftale har været tabsgivende for fondsmæglerselskabet.

Det foreslås i § 88, stk. 3, at en direktør, der uden bestyrelsens godkendelse bevilger eksponeringer, modtager sikkerhedsstillelser eller indgår aftaler omfattet af § 88, stk. 1, indestår for det tab, som fondsmæglerselskabet måtte blive påført som følge af den pågældende aftale.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første at beskytte fondsmæglerselskabet mod de iboende interessekonflikter i aftaler mellem direktionen og fondsmæglerselskabet. Formålet er endvidere at beskytte fondsmæglerselskabet mod at lide tab på aftaler, som en direktør på virksomhedens vegne indgår med tredjemand, hvori en direktør besidder en kvalificeret ejerandel eller i øvrigt har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod virksomhedens. Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor direktøren ikke har kendskab til eller burde have kendskab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af § 88, stk. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som fondsmæglerselskabet har lidt ved at bevilge en eksponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå en aftale med en direktør m.fl. omfattet af det foreslåede § 88, stk. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Har bestyrelsen godkendt eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen efter § 88, stk. 1, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have påset forsvarligheden af aftalen, herunder sikret, at den mulige interessekonflikt mellem direktør og selskab ikke har påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer, sikkerhedsstillelse eller aftalen, som bestyrelsen har godkendt efter § 88, stk. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 88, stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvurderingen foreslås vendt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter en direktørs bevilling uden bestyrelsens godkendelse af eksponeringer og modtagelse af sikkerhedsstillelse efter § 88, stk. 1, nr. 1, samt indgåelse af aftaler efter § 88, stk. 1, nr. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse vil direktøren skulle indestå for sådanne bevillinger, modtagelser eller aftaler. Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder som følge af, at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til værdien af aftalen eller eksponering. Hermed forstås f.eks. hovedstolen, renter og stiftelsesomkostninger på en kredit.

Den foreslåede bestemmelse svarer med hensyn til hæftelsesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 88, stk. 1.

Det foreslås i § 88, stk. 4, at er en bevilling eller modtagelse af sikkerhedsstillelse omfattet af stk. 1, nr. 1, der er indgået uden bestyrelsens godkendelse med en virksomhed, hvori bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller direktør, indestår bestyrelsesmedlemmet for det tab, som fondsmæglerselskabet måtte blive påført.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første at beskytte fondsmæglerselskabet mod de iboende interessekonflikter i aftaler mellem virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer og direktører i fondsmæglerselskabet er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør, og fondsmæglerselskabet, og at beskytte fondsmæglerselskabet mod at lide tab på aftaler, som bestyrelsesmedlemmer – uden om den samlede bestyrelse – på virksomhedens vegne indgår med tredjemand, hvori et bestyrelsesmedlem har en væsentlig interesse. Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor bestyrelsesmedlemmet ikke har kendskab til eller burde have kendskab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af § 88, stk. 1, nr. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som fondsmæglerselskabet har lidt ved at bevilge en eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra en direktør m.fl. omfattet af det forslåede § 88, stk. 1, nr. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Har bestyrelsen godkendt eksponeringen eller sikkerhedsstillelsen efter § 88, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have påset forsvarligheden af eksponeringen eller sikkerhedsstillelsen, herunder sikret, at den mulige interessekonflikt mellem bestyrelsesmedlemmet og selskabet ikke har påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer eller sikkerhedsstillelse, som bestyrelsen har godkendt efter § 88, stk. 1, nr. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 88, stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvurderingen foreslås vendt.

Den foreslåede bestemmelse i § 88, stk. 4, omfatter alene eksponeringer eller sikkerhedsstillelser efter den foreslåede § 88, stk. 1, nr. 1, og ikke aftaler, som direktøren indgår efter den foreslåede § 88, stk. 1, nr. 2. Den foreslåede bestemmelse finder således anvendelse på aftaler om eksponeringer og sikkerhedsstilles, hvor den mulige uvedkommende interesse vedrører et bestyrelsesmedlem, og ikke den direktør, som er med til at indgå aftalen på den finansielle virksomheds vegne. Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i § 88, stk. 3 om direktørers indeståelse for tab på bevilling af eksponeringer eller modtagelse af sikkerhedsstillelser omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 88, stk. 1, nr. 1, som fondsmæglerselskabet måtte blive påført, hvis der ikke foreligger godkendelse fra bestyrelsen. Bestemmelsen er således en modifikation til den foreslåede hæftelsesregel og har til formål at friholde direktøren for hæftelse i denne forbindelse og sikre, at hæftelsen pålægges det bestyrelsesmedlem, der har interessen i den omfattede aftale.

Med den foreslåede bestemmelse vil et bestyrelsesmedlem skulle indestå for aftaler, der indgås mellem fondsmæglerselskabet og en virksomhed, hvor bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller direktør, uden at bestyrelsen har godkendt aftalen. Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder som følge af, at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til værdien af eksponeringen. Hermed forstås f.eks. hovedstolen på en kredit eller værdien af sikkerhedsstillelsen.

Den foreslåede bestemmelse svarer med hensyn til hæftelsesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Til nr. 7 (§ 88, stk. 5, 1. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter den gældende § 88, stk. 2, 1. pkt., skal de eksponeringer, der er omfattet af § 88, stk. 1, bevilges i henhold til fondsmæglerselskabets sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.

Bestemmelsen hindrer ikke, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i fondsmæglerselskaber i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på den finansielle virksomheds almindelige personalevilkår.

Efter den gældende § 88, stk. 2, 2. pkt., har fondsmæglerselskabets eksterne revisor pligt til i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten at afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt.

I almindelighed vil engagementer ydet på fondsmæglerselskabets sædvanlige forretningsbetingelser også være ydet på markedsbaserede vilkår. Der kan imidlertid være situationer, hvor det klart fremgår af omstændighederne, at dette ikke er tilfældet. I så fald skal der gøres anmærkning herom. Vurderingen skal foretages senest i forbindelse med udarbejdelse af revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten. Det er tilstrækkeligt, at revisor afgiver en samlet erklæring om, at engagementerne er ydet i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Derudover er det bestemt, at der i fondsmæglerselskabets årsrapport skal gives samlede oplysninger om fondsmæglerselskabets engagementer med henholdsvis bestyrelsen og direktionen.

Den gældende § 88, stk. 2, 3. pkt., fastsætter, at føres der ikke en revisionsprotokol, skal erklæringen fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at der med anden tilsvarende dokumentation forstås den dokumentation, som den eksterne revisor udarbejder og afgiver til fondsmæglerselskabets ledelse i forbindelse med sin revision af fondsmæglerselskabets årsrapport og i forbindelse med den lovpligtige kommunikation af oplysninger og erklæringer, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 207 som fremsat, side 308. Den anden tilsvarende dokumentation, som den eksterne revisor udarbejder, skal indsendes til Finanstilsynet i stedet for kopi af revisionsprotokollen. Den krævede erklæring fra virksomhedens eksterne revisor skal dog uændret være indeholdt i revisionsprotokollen, hvis der føres en sådan.

Det foreslås i § 88, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., at ændre »Eksponeringer omfattet af stk. 1« til: »Eksponeringer og aftaler efter stk. 1 skal bevilges eller indgås«, og efter »markedsbaserede vilkår« at indsætte », medmindre eksponeringen indgås over for et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem på personalevilkår«.

Forslaget vil indebære, at de betingelser og pligter, der følger af de nugældende bestemmelser i § 88, stk. 2, og som i dag omfatter eksponeringer efter § 88, stk. 1, udvides til også at omfatte aftaler, der er omfattet af den foreslåede § 88, stk. 1, nr. 2.

De foreslåede ændringer vil betyde, at aftaler omfattet af den foreslåede § 88, stk. 1, nr. 2, skal bevilges i henhold til fondsmæglerselskabets sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Derudover skal den eksterne revisor i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt for aftaler omfattet af den foreslåede § 88, stk. 1, nr. 2. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal erklæringen fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Det foreslås endvidere, at den undtagelse for eksponeringer over for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, der følger af forarbejderne, fastsættes direkte i lovteksten. Det er hensigten at tydeliggøre, at den foreslåede bestemmelse ikke skal være til hinder for, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i fondsmæglerselskabet i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på fondsmæglerselskabets almindelige personalevilkår. Undtagelsen for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer vil dog gælde for eksponeringer indgået på personalevilkår. Undtagelsen vil derfor alene give adgang til bevilling heraf i henhold til almindelige personalevilkår og dermed ikke vilkår, der er gunstigere, end hvad der er adgang til for det øvrige personale i virksomheden.

Til nr. 8 (§ 88, stk. 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter den gældende § 88, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter skal direktionen og bestyrelsen især overvåge forsvarligheden og forløbet af de i stk. 1 nævnte eksponeringer.

Det foreslås i § 88, stk. 3, der bliver stk. 6, at ændre »eksponeringerne« til: »eksponeringer og aftaler efter stk. 1«.

Ændringen vil indebære, at direktionens og bestyrelsens løbende overvågningspligt udvides til også at omfatte aftaler efter den foreslåede § 88, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 6.

Dette vil dog kun gælde, hvor der efter aftalens indhold er forhold, der kan følges og overvåges. Eksempelvis vil en enkeltstående ejendomshandel, hvor et fondsmæglerselskabs direktør køber en fast ejendom kontant af fondsmæglerselskabet, som forud herfor har købt ejendommen på tvangsauktion, almindeligvis ikke kræve opfølgning eller overvågning.

Til nr. 9 (§ 88, stk. 7, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter den gældende bestemmelse i § 88, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed gælder reglerne i stk. 1-3 også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører.

Det foreslås i § 88, stk. 4, der bliver stk. 7, at ændre »stk. 1-3« til: »stk. 1-6«, og at indsætte »og aftaler med« efter »eksponeringer mod«, og at indsætte »eller ejer en kvalificeret andel i« efter »er direktører«.

Det foreslåede medfører, at reglerne i stk. 1-6 også vil gælde eksponeringer og aftaler mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller ejer en kvalificeret andel i.

Den foreslåede ændring vil indebære, at de foreslåede bestemmelser i § 88, stk. 1, nr. 2, og stk. 2-4, jf. lovforslagets § 3, nr. 6, fremover også vil gælde for eksponeringer mod og aftaler indgået med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller ejer en kvalificeret andel i.

Den foreslåede tilføjelse om, at reglerne i stk. 1-6 også gælder eksponeringer mod og aftaler med virksomheder, som personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, ejer en kvalificeret andel i, er en præcisering af, hvad der efter praksis allerede gælder efter bestemmelsen.

Ændringen vil således for så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 88, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 6, indebære, at aftaler mellem fondsmæglerselskabet og tredjemand, som eksempelvis direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod fondsmæglerselskabets, er omfattet af det foreslåede § 88, stk. 1, nr. 2. Tilsvarende vil gøre sig gældende for bestyrelsesmedlemmernes omvendte bevisbyrde samt en direktørs og et bestyrelsesmedlems hæftelse efter de foreslåede bestemmelser i § 88, stk. 2-4, sammenholdt med de foreslåede ændringer i stk. 4, der bliver stk. 7.

Til nr. 10 (§ 107, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 107, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, at det øverste organ i fondsmæglerselskabet og fondsmæglerholdingvirksomheden skal godkende virksomhedens lønpolitik.

Det følger desuden af § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder, at virksomhedens lønpolitik bl.a. skal fastlægge virksomhedens retningslinjer for tildeling af variable løndele og fratrædelsesgodtgørelser.

Det foreslås i § 107, stk. 2, at indsætte »ved enhver væsentlig ændring og mindst hvert fjerde år« efter »virksomhedens lønpolitik«

Det foreslåede vil indebære, at det øverste organ i et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal godkende virksomhedens lønpolitik ved enhver væsentlig ændring og mindst hvert fjerde år.

En væsentlig ændring vil f.eks. være en justering af rammerne for fordelingen mellem fast og variabel løn eller introduktion af nye komponenter i lønpolitikken. Helt formelle ændringer i lønpolitikken, herunder tilpasning af formalia og lign., anses ikke for at udgøre en væsentlig ændring.

Enhver ændring af lønforholdene for medlemmer af direktionen og bestyrelsen anses for at udgøre en væsentlig ændring.

Virksomhedens øverste organ skal som minimum godkende virksomhedens lønpolitik hvert fjerde år, også hvis der ikke foretages ændringer.

Det foreslås i § 107, stk. 2, 2. pkt., at virksomhedens lønpolitik hurtigst muligt efter godkendelsen skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside.

Lønpolitikken skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside hurtigst muligt, hvilket vil sige, at lønpolitikken skal offentliggøres umiddelbart efter godkendelsen uden unødigt ophold.

Det foreslås i § 107, stk. 2, 3. pkt., at lønpolitikken skal forblive offentligt tilgængelig på hjemmesiden, så længe den er gældende.

I medfør af den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, er § 107, stk. 2, strafbelagt med bøde. Det foreslås, at § 107 stk. 2, fortsat skal være strafbelagt med bøde. Det indebærer, at de forslåede ændringer til § 107, stk. 2, også er strafbelagt med bøde.

Ansvarssubjektet i § 107, stk. 2, der foreslås ændret, er fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden undlader af offentliggøre sin lønpolitik, eller at virksomheden undlader at forelægge en ny lønpolitik, der medfører væsentlige ændringer i aflønningen i den pågældende virksomhed, for det øverste organ.

Til nr. 11 (§ 107, stk. 3, 3. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 107, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, at formanden for bestyrelsen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed i sin beretning for virksomhedens øverste organ skal redegøre for aflønningen af virksomhedens bestyrelse og direktion. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning i indeværende og kommende regnskabsår.

Det foreslås i § 107, stk. 3, 3. pkt., at fastsætte, at formanden for bestyrelsen skal forklare og begrunde lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse i sin beretning for virksomhedens øverste organ.

Formandens beretning skal navnlig adressere de overordnede komponenter i virksomhedens lønpolitik og uddybe hensigten hermed. Derudover skal bestyrelsesformanden forklare lønpolitikkens efterlevelse, herunder tilfælde hvor lønpolitikken eventuelt ikke efterleves.

Hvis det øverste organ skal godkende forslag til revideret lønpolitik, jf. den foreslåede ændring til § 107, stk. 2, ovenfor, kan formanden for bestyrelsen begrænse forklaringen af og begrundelsen for lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse til ændringerne af lønpolitikken og initiativet bag disse ændringer.

I medfør af den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter er § 107, stk. 3, strafbelagt med bøde. Det foreslås, at § 107, stk. 3, fortsat skal være strafbelagt med bøde. Det indebærer, at de forslåede ændringer til § 107, stk. 3, også er strafbelagt med bøde.

Ansvarssubjektet i § 107, stk. 3, 3. pkt., der foreslås ændret, er fondsmæglerselskabet og fondsmæglerholdingvirksomheden. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at formanden ikke forklarer lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse i sin beretning for virksomhedens øverste organ.

Til nr. 12 (§ 107, stk. 4-7, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det følger af den gældende § 107, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at fondsmæglerselskabets og fondsmæglerholdingvirksomhedens øverste organ skal godkende virksomhedens lønpolitik. Det følger imidlertid ikke af gældende ret, at virksomhedens øverste organ skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende regnskabsår.

Det følger af den gældende § 19, stk. 1, og § 20, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder, at fondsmæglerselskaber og fondsmæglervirksomheden årligt skal offentliggøre en række oplysninger om sin lønpolitik og praksis for aflønningen af ledelsen og andre væsentlige risikotagere. Oplysningerne skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside, og er oplysningerne ikke indeholdt i årsrapporten, skal det fremgå af årsrapporten, hvor oplysningerne kan findes.

Derudover følger det af den gældende § 107, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter at fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt ledelsesmedlem. Virksomheden skal angive i årsrapporten, hvor oplysningerne om ledelsens samlede vederlag kan findes. Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Den gældende regulering stiller imidlertid ikke krav om udarbejdelse af en egentlig vederlagsrapport.

Det foreslås at nyaffatte § 107, stk. 4, således, at virksomhedens øverste organ skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fondsmæglerselskabets og fondsmæglerholdingvirksomhedens øverste organ skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende regnskabsår særskilt. Baggrunden for forslaget er en anbefaling fra Komitéen for god Selskabsledelse om, at det øverste organ godkender vederlag til bestyrelsen for at sikre transparens, og det øverste organ i virksomhedens stillingtagen til niveauet for bestyrelsens aflønning. En af de centrale mekanismer i aflønningsreglerne er gennemsigtighed om aflønning af ledelsen, der motiverer virksomhederne til at overholde kravet om forsvarlige aflønningsordninger. Der gælder allerede krav om, at bestyrelsesformanden i sin beretning redegør for aflønningen af virksomhedens bestyrelse og direktion. I naturlig forlængelse heraf foreslås krav om, at virksomhedens øverste ledelsesorgan godkender bestyrelsens aflønning.

I medfør af den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter er § 107, stk. 4, strafbelagt med bøde. Det foreslås, at § 107, stk. 4, fortsat skal være strafbelagt med bøde. Ansvarssubjektet i § 107, stk. 4, der foreslås ændret, er fondsmæglerselskabet og fondsmæglervirksomheden. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at virksomhedens øverste organ ikke får forelagt indstilling om aflønning af bestyrelsen for det igangværende regnskabsår, hvorefter den finansielle virksomhed vil kunne straffes herfor.

Det foreslås i § 107, stk. 5, at bestyrelsen i et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed årligt skal udarbejde og offentliggøre en vederlagsrapport.

Det foreslåede vil indebære, at bestyrelsen skal udarbejde en klar og forståelig vederlagsrapport, som giver et overblik over den samlede aflønning af ledelsesmedlemmerne i virksomheden i medfør af lønpolitikken, jf. stk. 1. Den samlede aflønning skal forstås som summen af fast og variabel løn, herunder eventuelle godtgørelser og lignende, som hvert medlem af bestyrelsen eller direktionen har optjent.

Alle goder uanset form betragtes i relation til vederlagsrapporten som aflønning, der således også gælder typer af goder, der ikke er nævnt direkte i virksomhedens lønpolitik.

Ud over de oplysnings- og offentliggørelseskrav, der stilles i det foreslåede stk. 5-7, stilles der ikke formkrav til, hvordan virksomheden udformer vederlagsrapporten.

Virksomheder, der har aktier optaget til handel på et reguleret marked, der er beliggende i eller aktivt i et EU-/EØS-land, anses for at opfylde betingelserne i denne bestemmelse, hvis virksomheden efterlever kravene til virksomhedens vederlagsrapport i selskabslovens § 139 b.

Det foreslås, at overtrædelser af stk. 5 skal kunne straffes med bøde efter den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter. Ansvarssubjektet i § 107, stk. 5, der foreslås ændret, er fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at en virksomhed omfattet af bestemmelsen helt undlader at udarbejde en vederlagsrapport.

Det foreslås i § 107, stk. 6, at vederlagsrapporten skal indeholde oplysninger nævnt i stk. 6, nr. 1 og 2.

Oplysningerne har til formål at bibringe aktionærerne, investorerne og interessenterne et bedre grundlag for at vurdere, om der er forbindelse mellem løn og resultater for hvert enkelt ledelsesmedlem. Herudover skal oplysningerne forbedre aktionærernes, potentielle investorers og øvrige interessenters mulighed for at udøve aktivt ejerskab i forbindelse med virksomhedens lønpolitik.

Det foreslås, at overtrædelser af det foreslåede § 107, stk. 6 skal kunne straffes med bøde efter den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter. Ansvarssubjektet i § 107, stk. 6, der foreslås ændret, er fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at virksomhedens vederlagsrapport helt eller delvist ikke indeholder oplysningerne nævnt i det foreslåede § 107, stk. 6, nr. 1 og 2.

Det foreslås i § 107, stk. 6, nr. 1, at vederlagsrapporten skal indeholde oplysninger om det samlede vederlag, som hvert medlem af bestyrelsen og direktionen har optjent fra virksomheden og andre virksomheder inden for samme koncern i de seneste tre år, herunder oplysninger om fastholdelses- og fratrædelsesordningers væsentligste indhold.

Ved det samlede vederlag forstås både fast og variabel løn/honorar inklusive pension. Det er alene vederlag, som ledelsesmedlemmet har optjent som led i hvervet som enten direktør eller bestyrelsesmedlem i fondsmæglerselskabet og i andre virksomheder inden for koncernen. Det betyder eksempelvis, at den løn, som et medarbejdervalgt bestyrelses medlem har optjent som led i sin almindelige ansættelse, ikke er omfattet af offentliggørelsespligten. Ved optjente beløb forstås både faste og variable løndele, som er udbetalt, såvel som løndele, der endnu ikke er kommet til udbetaling.

Vederlagsrapporten skal give et samlet overblik over den aflønning, som de enkelte ledelsesmedlemmer, herunder nye og tidligere, har optjent fra virksomheden og andre virksomheder inden for samme koncern i de seneste tre år. Vederlagsrapporten skal angive de pågældende ledelsesmedlemmer med navn og skal således oplyse vederlaget fordelt på individniveau.

Ved optjente beløb forstås både faste og variable løndele, som er udbetalt, såvel som løndele, der endnu ikke er kommet til udbetaling.

Der skal ikke kun rapporteres om ledelsesmedlemmer, der har fungeret i et helt regnskabsår eller samtlige af de tre seneste år, men om alle eksisterende, nye og tidligere ledelsesmedlemmer, der har optjent vederlag som er udbetalt eller endnu ikke er kommet til udbetaling i den pågældende treårige periode. For tidligere ledelsesmedlemmer oplyses eksempelvis om eventuelle fratrædelsesgodtgørelser, der er blevet udbetalt i perioden efter fratrædelsen.

Oplysninger om enkeltpersoners lønforhold er personoplysninger og reguleres af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen. Databeskyttelseslovens § 1, stk. 3, fastslår, at regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som ligger inden for databeskyttelsesforordningens rammer for særregler om behandling af personoplysninger, går forud for reglerne i databeskyttelsesloven.

Almindelige personoplysninger er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Behandlingen (offentliggørelsen) af oplysningerne skal ske i overensstemmelse med forordningens artikel 5, der indeholder grundlæggende principper for behandling af oplysninger, og behandlingsreglen i artikel 6. Endvidere skal virksomhederne i forbindelse med offentliggørelsen af de individuelle lønninger navnlig iagttage kravene i databeskyttelsesforordningens kapitel III om den registreredes rettigheder, herunder reglerne om gennemsigtighed, oplysning og indsigt i personoplysninger og om berigtigelse og sletning. Databeskyttelsesforordningens artikel 6 opregner en række betingelser for, hvornår det er muligt at offentliggøre personoplysninger, eksempelvis hvis den registrerede har givet sit samtykke hertil, jf. artikel 6, stk. 1, litra a, for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 1, litra c, eller hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, jf. artikel 6, stk. 1, litra e. I henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 5 skal personoplysninger behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede, jf. artikel 5, stk. 1, litra a, og må indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål, jf. artikel 5, stk. 1, litra b.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at virksomheden kan offentliggøre direktionens og bestyrelsesmedlemmernes vederlag, uden at de pågældende har givet deres udtrykkelige samtykke hertil, da det vurderes, at oplysninger om det enkelte ledelsesmedlems samlede vederlag på årsbasis er af væsentlig interesse for offentligheden, herunder navnlig for virksomhedens kunder og investorer. Det sikres herved, at virksomhedens interessenter får et indblik i, hvordan virksomheden aflønner de personer, der står for virksomhedens daglige ledelse (direktionen), og de personer, der har det overordnede ansvar for virksomheden og dennes overlevelse på længere sigt (bestyrelsen). Indsigten i virksomhedens aflønning af ledelsen kan således være grundlæggende for kundernes og investorernes vurdering af, om der er en fornuftig sammenhæng mellem virksomhedens resultater og belønning af ledelsen. På den baggrund foreslås det, at kravet om, at virksomhederne skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen, indføres som en pligt for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens bestemmelser.

De generelle oplysningsforpligtelser om aflønning for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder fremgår af artikel 51 i IFR, hvor det fremgår, at virksomheden skal offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter den øverste ledelse og virksomhedens andre væsentlige risikotagere. Disse generelle oplysningsforpligtelser suppleres af det foreslåede stk. 4, hvorefter virksomhederne skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen i årsrapporten.

Det foreslås i § 107, stk. 6, nr. 2, at vederlagsrapporten skal indeholde en redegørelse for sammenhængen mellem ledelsens aflønning og virksomhedens strategi og relevante mål herfor.

Det foreslåede vil indebære, at virksomheden i vederlagsrapporten skal beskrive sammenhængen mellem den faktiske aflønning af ledelsen, virksomheden lønpolitik og de bagvedliggende mål, som aflønningspolitikken understøtter.

Virksomheder, der har aktier optaget til handel på et reguleret marked, der er beliggende i eller aktivt i et EU-/EØS-land, anses for at opfylde betingelserne i denne bestemmelse, hvis virksomheden efterlever kravene til virksomhedens vederlagsrapport i selskabslovens § 139 b.

Det foreslås i § 107, stk. 7, 1. pkt., at hurtigst muligt efter generalforsamlingens afholdelse offentliggøres vederlagsrapporten på virksomhedens hjemmeside.

For holdingvirksomheder, der ikke har en hjemmeside, kan offentliggørelse ske på en underside til en hjemmeside tilhørende en anden virksomhed inden for samme koncern.

Hurtigst muligt er ensbetydende med, at vederlagsrapporten skal offentliggøres umiddelbart efter generalforsamlingens afholdelse uden unødigt ophold.

Det foreslås i § 107, stk. 7, 2. pkt., at vederlagsrapporten skal forblive offentligt tilgængelig på hjemmesiden i en periode på 10 år.

Offentliggørelse af vederlagsrapporten er nødvendig for, at aktionærer, potentielle investorer og interessenter bedre kan vurdere, hvordan virksomheden gennemfører sin lønpolitik i praksis, herunder aflønningen af de enkelte ledelsesmedlemmer, og i hvilken udstrækning denne aflønning er tilpasset virksomhedens strategi og mål.

Ti-årsfristen regnes fra offentliggørelsen af vederlagsrapporten, der sker efter generalforsamlingens afholdelse.

Det foreslås i § 107, stk. 7, 3. pkt., at vederlagsrapporten kan være tilgængelig i en længere periode end 10 år, forudsat at den ikke længere indeholder personoplysninger.

Det foreslåede vil indebære, at virksomhedens øverste organ kan vælge at lade vederlagsrapporten være tilgængelig i en længere periode end 10 år, forudsat at vederlagsrapporten ikke indeholder personoplysninger.

Det vil i praksis betyde, at der skal laves en version af vederlagsrapporten, hvor det ikke længere fremgår, hvilke ledelsesmedlemmer – nuværende eller tidligere - der har modtaget hvilke vederlag. Dette vil som minimum betyde, at navnene på alle de pågældende ledelsesmedlemmer skal fjernes fra rapporten.

Det foreslås, at overtrædelser af stk. 7 skal kunne straffes med bøde efter den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter. Ansvarssubjektet i § 107, stk. 7, der foreslås ændret, er fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i, at en virksomhed undlader at offentliggøre vederlagsrapporten, eller at virksomhedens vederlagsrapport er offentliggjort længere end 10 år, uden at personoplysningerne fjernes.

Til nr. 13 (§§ 109 a-109 d i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Kilde

Til nr. 1 (§ 3, nr. 27, i lov om firmapensionskasser)

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke nærmere defineret som et selvstændigt begreb i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser (aflønningsbekendtgørelsen), men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 5, stk. 1, i aflønningsbekendtgørelsen, som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd.

Det foreslås i § 3, nr. 27, at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør enten løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af firmapensionskassen.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af firmapensionskassen.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til firmapensionskassens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette gælder også, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde vil løn i opsigelsesperioden endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov, som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, anses heller ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 18 i aflønningsbekendtgørelsen.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset som aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i den foreslåede § 43 c, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, for så vidt angår medlemmer af direktionen, og i aflønningsbekendtgørelsen for så vidt angår medlemmer af bestyrelsen og andre væsentlige risikotagere.

Til nr. 2 (§§ 43 a-43 d i lov om firmapensionskasser)

Kilde

Til nr. 1 (§ 2, nr. 28, i lov investeringsforeninger m.v.)

Fratrædelsesgodtgørelser er i dag ikke nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om investeringsforeninger m.v., men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 2, nr. 26, i lov om investeringsforeninger m.v., som aflønningsordninger, hvor den endelige værdi ikke er kendt på forhånd.

Det foreslås i § 2, nr. 28 , at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller investorklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af investeringsforeningen.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller investorklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Investorklausuler skal i forbindelse med investeringsforeninger forstås som en aftale mellem en direktør og investeringsforeningen om, at direktøren efter fratrædelsen ikke må tage ansættelse hos eller direkte eller indirekte have erhvervsmæssig kontakt med nogle eller samtlige af sin tidligere arbejdsgivers investorer og andre forretningsmæssige forbindelser. Det er imidlertid en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og investorklausul, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til investeringsforeningens investorer. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller investorklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette gælder også, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde vil løn i opsigelsesperioden endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, anses heller ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 48 a i lov om investeringsforeninger m.v.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset som aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i den foreslålede § 48 g, jf. lovforslagets § 5, nr. 2, for så vidt angår medlemmer af direktionen og i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder for så vidt angår medlemmer af bestyrelsen og andre væsentlige risikotagere.

Til nr. 2 (§§ 48 e-48 h i lov investeringsforeninger m.v.)

Kilde

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 56, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. i dag, men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 3, stk. 1, nr. 49, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, som aflønningsordninger og anden form for betaling, hvor den endelige værdi ikke er kendt på forhånd, herunder bonusordninger, resultatkontrakter, præferenceafkast, engangsvederlag og andre lignende ordninger, der ikke er en del af den faste løndel.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 56, at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af forvalteren af alternative investeringsfonde.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af forvalteren.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til forvalterens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette gælder også, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde vil løn i opsigelsesperioden endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, anses heller ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 20, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset som aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i den foreslåede § 20 c for så vidt angår medlemmer af direktionen og i bekendtgørelse nr. 1151 af 24. oktober 2017 om lønpolitik og aflønning i forvaltere af alternative investeringsfonde for så vidt angår medlemmer af bestyrelsen og andre væsentlige risikotagere.

Til nr. 2 (§§ 20 a-20 d i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Kilde

Til nr. 1 (Overalt i loven i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Det foreslås, at overalt i loven ændres »Erhvervs- og vækstministeren«, »Økonomi- og erhvervsministeren« til: »Erhvervsministeren«, og »økonomi- og erhvervsministeren« ændres til: »erhvervsministeren«.

Ændringerne er en konsekvens af ressortomlægningen efter regeringsskiftet i november 2016.

Til nr. 2 (§ 23 a, stk. 3-5, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

§ 23 a, stk. 1 og 2, i lov Arbejdsmarkedets Tillægspension fastlægger kravene til egnethed og hæderlighed for medlemmer af bestyrelsen eller direktøren i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ifølge bestemmelsen skal medlemmer af Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse og direktøren opfylde visse krav til egnethed og hæderlighed. Til opfyldelse af regelsættet skal personer, der indtræder som bestyrelsesmedlem eller direktør i Arbejdsmarkedets Tillægspension, afgive oplysninger til Finanstilsynet, som indgår i Finanstilsynets bedømmelse af, om vedkommende er tilstrækkelig egnet og hæderlig i denne lovs forstand.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller stilling som direktør i Arbejdsmarkedets Tillægspension, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1 og 2.

Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil udmønte Finanstilsynets praksis, hvorefter Finanstilsynet påser, at personer omfattet af bestemmelsen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 23 a, stk. 1 og 2, i forbindelse med at den pågældende tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør eller nøgleperson i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Bestyrelsesmedlemmer, direktører og nøglepersoner kan, i forbindelse med deres tiltrædelse af et hverv eller en stilling, vælge at udfylde et oplysningsskema for bestyrelses-, direktionsmedlemmer eller nøglepersoner, som indsendes til Finanstilsynet. Finanstilsynet modtager i den forbindelse de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder kravene i § 23 a, stk. 1 og 2, i forhold til den konkrete stilling, og Finanstilsynet inddrager alle relevante oplysninger i Finanstilsynets vurdering af den pågældendes egnethed og hæderlighed. Når Finanstilsynet har modtaget relevante oplysninger, træffer Finanstilsynet afgørelse om det pågældende bestyrelsesmedlems, direktørs eller nøglepersons egnethed og hæderlighed. Afgørelsen meddeles herefter vedkommende. Samtidig orienteres den pågældende finansielle virksomhed.

Det foreslåede stk. 3, 2. pkt., fastsætter, at Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Det foreslåede stk. 3, 2. pkt., vedrører den situation, hvor et bestyrelsesmedlem eller direktøren ikke opfylder kravene til egnethed i § 23 a, stk. 1, fordi den pågældende vurderes ikke at have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og fyldestgørende erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen. Den vedrører også den situation, hvor vedkommende er blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, og der som følge heraf er risiko for, at vedkommende ikke længere kan varetage sit hverv eller sin stilling på en betryggende måde, jf. § 23 a, stk. 2, nr. 1. Det foreslåede stk. 3 vedrører desuden de øvrige situationer, hvor et bestyrelsesmedlem, direktøren eller en nøgleperson ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 23 a, stk. 2, nr. 2-4. Det drejer sig om f.eks. de tilfælde, hvor vedkommende tages under insolvensbehandling eller gældssanering, eller hvor vedkommendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende har eller deltager i driften af, har påført Arbejdsmarkedets Tillægspension tab eller risiko for tab. Det samme gælder situationer, hvor personen har udvist en adfærd, hvorefter det må antages, at den pågældende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde eller forsvarlig vis.

Såfremt Finanstilsynet vurderer, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1 og 2, træffer Finanstilsynet afgørelse om, at den pågældende ikke kan bestride hvervet eller stillingen i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Inden Finanstilsynet træffer afgørelse om, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1, skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages en partshøring af Arbejdsmarkedets Tillægspension og af den, som afgørelsen retter sig mod. Sagen forelægges for Finanstilsynets bestyrelse til endelig afgørelse, da Finanstilsynets bestyrelse i medfør af § 27, stk. 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, træffer afgørelser i tilsynssager, der har videregående betydelige følger.

Som part i Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed anses både den berørte finansielle virksomhed og det bestyrelsesmedlem, direktøren eller den nøgleperson, som afgørelsen vedrører, jf. § 27 f, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 355, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets afgørelser kan sædvanligvis påklages til Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig imod, jf. § 27 e. Herudover vil Finanstilsynets afgørelser efter § 23 a, stk. 3, kunne forlanges indbragt for domstolene af Finanstilsynet, af Arbejdsmarkedets Tillægspension og af den, som afgørelsen vedrører, jf. det foreslåede § 27, stk. 10. Der henvises til de specielle bemærkninger til det foreslåede § 27, stk. 10, jf. lovforslagets § 7, nr. 6.

Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at når Finanstilsynet vurderer, at personen ikke opfylder kravene i stk. 2, nr. 1-4, skal varigheden fremgå af afgørelsen.

Det foreslåede vil medføre, at en afgørelse om, at en person ikke opfylder hæderlighedskravene i § 23 a, stk. 2, nr. 1-4, skal indeholde afgørelsens varighed.

Virkningen af en angivelse af afgørelsens varighed vil være, at Finanstilsynet som udgangspunkt ikke efter udløbet af den tid, varigheden er angivet til vil inddrage de forhold, der lå til grund for afgørelsen, i forbindelse med at den person, afgørelsen vedrører, eventuelt på ny måtte ansøge Finanstilsynet om en egnetheds- og hæderlighedsvurdering. Det betyder, at de forhold, der var afgørende for en vurdering af, at personen ikke opfyldte hæderlighedskravet, som udgangspunkt ikke længere forventes at have betydning for en ny vurdering. Det foreslåede vil ikke ændre på, at såfremt den pågældende, efter udløbet af afgørelsens varighed, ønsker at tiltræde et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør eller nøgleperson, vil den pågældende på ny skulle ansøge Finanstilsynet om egnetheds- og hæderlighedsvurdering. I denne nye vurdering vil de passerede forhold, der tidligere førte til den negative afgørelse, blot ikke blive tillagt vægt.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvor længe afgørelsen skal have virkning. Varigheden kan ansættes som udgangspunkt fra et år til fem år, men kan i særligt alvorlige sager fastsættes til ”indtil videre”. Det er ikke enhver tvivl om en persons adfærd, der kan føre til, at personen vurderes ikke-hæderlig. Forhold, der fører til et afslag, vil altid have en væsentlig tyngde. Baggrunden for reglen er hensynet til tilliden til den finansielle sektor, der kan blive påvirket negativt, hvis en person kort tid efter at personen er vurderet ikke-hæderlig, atter kan være ledelsesmedlem i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem år vil således være, at der ikke er forhold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet.

Udmålingen af varigheden inden for rammerne af stk. 4 vil være overladt til Finanstilsynets skøn og vil bero på en konkret vurdering af de forhold, der gav anledning til afgørelsen.

I vurderingen af fastsættelsen af varigheden efter det foreslåede stk. 4 vil Finanstilsynet foretage en samlet vurdering, der bl.a. tager hensyn til, hvor lang tid der er gået siden det pågældende forhold, personens adfærd siden det pågældende forhold, og om der er tale om gentagelsestilfælde. I situationer med gentagelsestilfælde vil der ikke blive sondret mellem, om den kritisable adfærd vedrører en anden type forhold end det første forhold eller de andre forhold. Gentagelsestilfælde vil være skærpende for fastsættelsen af afgørelsens varighed. Hvis et forhold er begået forud for en tidligere afgørelse om manglende opfyldelse af kravene i § 23 a, stk. 2, nr. 1-4, vil der som udgangspunkt skulle udmåles en samlet varighed svarende til, hvad der ville være blevet resultatet ved en samlet vurdering.

Et formål med at fastsætte varigheden er at øge transparensen og retssikkerheden for de personer, som afgørelsen vedrører. Der vil være forskel på varigheden af afgørelser meddelt på baggrund af mindre alvorlige forhold og grovere forhold. Finanstilsynet vil derfor tage hensyn til karakteren af forholdet, herunder om det er et strafbart eller administrativt forhold, om det vedrører et tillidsbrud, og om der er tale om gentagelsestilfælde. De kumulative effekter af flere mindre overtrædelser i samme sag kan være skærpende i forbindelse med fastsættelsen af varigheden. Ligesom en tilstrækkelig grov overtrædelse i særligt alvorlige sager kan bevirke, at påbuddets varighed fastsætte til ”indtil videre”. En varighed, der fastsættes til ”indtil videre”, vil derfor kun anvendes ved særligt alvorlige forhold og i sjældne tilfælde.

Som udgangspunkt vil Finanstilsynet ikke inddrage forhold i en vurdering af en persons hæderlighed, der er mere end 10 år gamle. Finanstilsynet vil dog kunne inddrage forhold, der ligger længere tilbage i tid, hvis forholdene er særligt alvorlige, eller hvis disse er en del af et sammenhængende sagsforløb, hvor dele er mindre end 10 år gamle, eller hvor der er tale om gentagelsestilfælde. Alvorlige forhold kan f.eks. være svindel, grov tilsidesættelse af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet. En tidligere afgørelse om manglende opfyldelse af § 23 a, stk. 2, nr. 1-4, har således gentagelsesvirkning for varigheden, uanset om det aktuelle forhold er af samme art eller ej. Det vil omvendt også betyde, at der skal være særlige forhold, der gør sig gældende, hvis Finanstilsynet skal kigge mere end 10 år tilbage ved vurderingen af en persons adfærd.

Ud over hensynet til omfanget, karakteren og grovheden af de forhold, der begrunder afgørelsen, vil Finanstilsynet også lægge vægt på, hvorvidt der er grund til at antage, at den pågældende fortsat ikke vil kunne varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig og betryggende måde. Det vil bero på en vurdering af de konkrete forhold, herunder om forholdet er så kritisabelt, at en længere varighed er påkrævet, eller hvor varigheden i særligt alvorlige sager bør være ”indtil videre”.

Begyndelsestidspunktet for varigheden af afgørelsen vil som udgangspunkt være datoen for Finanstilsynets afgørelse. Varigheden af afgørelser og påbud vil bl.a. afhænge af grovheden af de passerede forhold, om der er tale om gentagelsestilfælde, hvor lang en periode forholdene har stået eller stod på, og hvor lang tid der er gået siden de pågældende forhold er ophørt. I vurdering af fastsættelsen af varigheden vil Finanstilsynet skulle foretage en samlet vurdering. I de tilfælde hvor Finanstilsynet imidlertid afviser en person med henvisning til, at vedkommende er under konkurs, rekonstruktion eller gældssanering, jf. § 23 a, stk. 2, nr. 2, vil det skulle fremgå af afgørelsen, at begyndelsestidspunktet regnes fra datoen for afslutningen af konkurs, rekonstruktion eller gældssanering.

Udgangspunktet for en negativ hæderlighedsvurdering vil være, at et afslag har en varighed på fem år, medmindre særlige forhold taler for en kortere eller længere varighed.

Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem år vil således være, at der ikke er forhold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet. Når en person har modtaget et afslag på ansøgning om egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse på grund af manglende hæderlighed, er der tale om en adfærd, der anses for ikke at være tilstrækkelig betryggende til at personen vil kunne varetage den pågældende stilling og som vil påvirke tilliden til den finansielle sektor. Finanstilsynet lægger i sin afgørelse om afslag, f.eks. på grund af vedkommendes adfærd, vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. En tillid som fordrer, at det ledelsesmæssige råderum er mere snævert for ledelsesmedlemmer inden for den finansielle sektor end for personer, som leder virksomheder i andre sektorer. Ledelsessvigt i Arbejdsmarkedets Tillægspension kan have betydning for tilliden til den samlede finansielle sektor. Det vil derfor være naturligt, at der er en periode umiddelbart efter, hvor personens adfærd ikke kan bedømmes anderledes.

Ud over en konkret vurdering af grovheden af forholdene, vil Finanstilsynet også kunne inddrage kumulative effekter af flere overtrædelser, gentagelsestilfælde og den eventuelle skadevirkning af forholdet. Hvis det pågældende forhold er egnet til i betydeligt omfang at svække den samlede sektors omdømme og derved tilliden til sektoren, bør det skærpe varigheden. Herudover vil tidsaspektet også have betydning for fastsættelsen af varigheden, hvor forhold, der ligger tilbage i tid efter en konkret vurdering vil kunne føre til en lempelse af varigheden. Det vil imidlertid omvendt kunne være en skærpende omstændighed, såfremt personen eller Arbejdsmarkedets Tillægspension har misligholdt sin forpligtelse til at meddele Finanstilsynets oplysninger om forhold nævnt i § 23 a, stk. 2, nr. 1-4, i forbindelse med dennes indtræden.

Retningsgivende for afgørelser med en varighed, der sættes til mindre end fem år, vil være, at der kan være tale om en situation, hvor Finanstilsynet efter en samlet vurdering fastslår, at personen ikke er hæderlig, men hvor det samlede sagsforløb afdækker en række formildende omstændigheder om den pågældende eller hændelsesforløbet.

Det vil imidlertid også kunne være tilfældet, hvor forholdet har en sådan beskaffenhed, at varigheden eksempelvis isoleret set vil kunne fastsættes til fem år, men hvor forholdet ligger en årrække tilbage. I sådanne tilfælde vil tidsaspektet, personens adfærd siden det pågældende forhold og fraværet af gentagelsesvirkning kunne føre til en lempelse af varigheden.

Endelig kan der være tale om tilfælde, hvor Finanstilsynet kunne have truffet afgørelsen på et tidligere tidspunkt, men hvor den pågældende f.eks. fratrådte stillingen i Arbejdsmarkedets Tillægspension tidligere, men nu igen vil være omfattet af reglerne om egnethed og hæderlighed. I nogle tilfælde kan Finanstilsynet vurdere, at denne periode uden for sektoren kan betyde, at varigheden skal være mindre end fem år. Derudover kan der være tilfælde, hvor forholdet ligger så langt tilbage i tiden, at det ikke vil have indflydelse på vurderingen af vedkommendes hæderlighed.

Retningsgivende for fastsættelsen af varigheden på ”indtil videre” er, at der skal være tale om grove forhold eller alvorlige gentagelsestilfælde, der som udgangspunkt ikke ligger mere end 10 år tilbage i tiden. Det vil således alene være i særligt alvorlige sager, at Finanstilsynet vil fastsætte varigheden til ”indtil videre”. Der kan eksempelvis være tale om særdeles grove forhold med overtrædelse af straffelovens berigelsesforbrydelser, åbenbare ledelsesmæssige svigt, der har medført betydelige økonomiske tab eller skadevirkning, grove misbrugssituationer, svigagtighed, grov tilsidesættelse af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet eller andre alvorlige tillidsbrud.

Generelt kan siges, at det eller de udviste forhold skal have en sådan alvorlig karakter, at det må anses for åbenbart, at hverken Finanstilsynet eller samfundet kan have tillid til, at den pågældende inden for en overskuelig fremtid vil kunne varetage hvervet som bestyrelsesmedlem eller stillingen som direktør eller nøgleperson i Arbejdsmarkedets Tillægspension på en forsvarlig måde.

Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at Finanstilsynet i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til stillingen som direktør, kan træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser.

I tilsynets egnethedsvurdering af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension vil indgå, at bestyrelsen har en særlig karakter. Der er tale om en bestyrelse, hvis medlemmer er udpeget af beskæftigelsesministeren, og Arbejdsmarkedets Tillægspension er en selvejende institution. Der skal således tages hensyn til Arbejdsmarkedets Tillægspensions formål, herunder ønsket om, at bestyrelsen foretager dispositioner af mere politisk karakter.

Vurderingen i § 23 a er knyttet til posten i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det er således muligt, at en person på baggrund af dennes uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring opfylder kravet om fyldestgørende erfaring til at lede en finansiel virksomhed, men at det ikke gør sig gældende i forhold til stillingen som direktør i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet kan opstille betingelser, således at direktøren kan meddeles en betinget afgørelse, uanset at personen ikke umiddelbart lever op til egnethedskravene i stk. 1. Med den foreslåede ændring kan Finanstilsynet således finde, at den pågældende person ville opfylde egnethedskravene i stk. 1, hvis en eller flere betingelser bliver opfyldt.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor Finanstilsynet enten vurderer, at den pågældende ikke helt har de tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som direktør, som den pågældende vurderes til, eller hvor den betingede godkendelse ikke medfører, at man tiltræder stillingen med de samme, men hvor den pågældende er under oplæring. I begge tilfælde vil Finanstilsynet kun træffe betingede afgørelser, hvor det vurderes, at der kan opstilles veldefinerede, konkrete og målbare betingelser for, at den pågældende kan vurderes egnet til stillingen, f.eks. hvor den pågældende inden for et relativ afgrænset område ikke lever op til egnethedskravene i stk. 1.

Betingede afgørelser vil kunne bruges, hvis betingelserne kan defineres klart og entydigt og kan opfyldes på kort tid. Det kan f.eks. dreje sig om, at den pågældende skal gennemgå konkret uddannelse, eller at den pågældende igennem en periode skal varetage en rolle niveauet under den rolle, som den pågældende har ansøgt om, eller på tilsvarende niveau.

Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor den pågældende eksempelvis har tilstrækkelig ledelseserfaring, men er ny i den konkrete rolle i Arbejdsmarkedets Tillægspension og derfor mangler kompetencer på et relevant forretnings- eller kontrolområde, f.eks. hvidvaskforebyggelse, kredit eller risikostyring. Personen vil kunne opnå tilladelse på betingelse af at personen gennemfører en specifik uddannelse eller træning inden for det relevante område.

Et andet eksempel kan være en kandidat til en stilling som direktør, der ikke selv har den tilstrækkelige viden, faglige kompetence eller erfaring med et ansvarsområde, som personen skal have ansvar for, men hvor den påkrævede kompetence eller erfaring er tilstede hos andre personer i direktionen. I så fald vil ansøgeren kunne godkendes med betingelse om, at en eller flere personer med disse kompetencer forbliver i direktionen og er til kandidatens rådighed i hele betingelsens løbetid.

Der kan også være tilfælde, hvor den betingede godkendelse medfører, at personen ikke kan tiltræde den endelige stilling (slutstillingen) med det samme. Godkendelse til slutstillingen vil kunne gives på betingelse af, at den pågældende er under oplæring i en periode. Ansøgeren opnår med denne form for betinget godkendelse en vished for, hvornår vedkommende vil blive anset for egnet til den stilling, som er det endelige mål med henvendelsen til Finanstilsynet. Denne type betingede godkendelser vil derfor også være egnede i forbindelse med successionsplanlægning. Betingelsens løbetid kan i disse tilfælde også være længere end ved betingelser, hvor ansøgeren godkendes til at tiltræde stillingen med det samme.

De af Finanstilsynet fastsatte betingelser skal være proportionale og tage hensyn til den pågældendes rolle, opgaver og ansvarsområder i Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder Arbejdsmarkedets Tillægspension størrelse og kompleksitet. De betingelser, der stilles til den pågældende, vil derfor skulle afvejes op imod de opgaver og det ansvar, den pågældende er forpligtet til at løfte i kraft af sine rolle i virksomheden. Fastsættelsen af betingelser til personer tilhørende eksempelvis direktionen må således afspejle de funktioner, som direktionen udøver i den konkrete virksomhed.

En betinget afgørelse vil derfor forudsætte, at der kan stilles relevante betingelser for opnåelse af den viden, faglige kompetence eller erfaring efter § 23 a, stk. 1, som personen ikke vurderes fuldt ud at have, og hvis dette findes forsvarligt henset til virksomhedens størrelse, omfang og kompleksitet, samt det arbejde og ansvar, der er forbundet med den konkrete stilling.

De af Finanstilsynet opstillede betingelser vil derfor skulle fastsættes med udgangspunkt i stillingen i Arbejdsmarkedets Tillægspension og knytter sig specifikt hertil. Når den pågældende opfylder betingelserne, vurderes personen at opfylde egnethedskravene i stk. 1, i forhold til den konkrete stilling i den konkrete virksomhed. Det er derfor ikke givet, at den pågældende vil opfylde egnethedskravet i stk. 1, i forhold til en anden stilling i en anden og måske større og mere kompleks virksomhed.

Betingede afgørelser vil være tidsbegrænsede, således at betingelserne skal opfyldes inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsperiode, som ikke bør være længere end højst 18 måneder. Forudsætningen for at opnå en betinget godkendelse vil være, at personen opfylder de fastsatte betingelser, eksempelvis gennemfører den nødvendige uddannelse, træning eller andre afhjælpende foranstaltninger, inden for den af Finanstilsynet fastsatte tidsperiode. Betingelserne vil derfor skulle fastsættes således, at Finanstilsynet har mulighed for at vurdere, om betingelserne er opfyldt inden for tidsperioden.

Finanstilsynet skal påse, at den pågældende opfylder betingelserne, når perioden udløber. Finanstilsynet vil ikke foretage en fornyet prøvelse af, hvorvidt den pågældende opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 23 a, stk. 1, men alene vurdere, hvorvidt de tidligere meddelte betingelser er opfyldt. Finanstilsynet skal modtage de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder betingelserne. Det foreslåede vil ikke ændre på, at personen har pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 2, nr. 1-4, hvis forholdene efterfølgende ændres.

Hvis Finanstilsynet vurderer, at direktøren eller den pågældende nøgleperson ikke opfylder de fastsatte betingelser, vil konsekvensen være, at den pågældende ikke vurderes fuldt ud at leve op til egnethedskravet i § 23 a, stk. 1. Finanstilsynet vil i særlige tilfælde kunne forlænge fristen for opfyldelse af betingelserne, hvor der vurderes at være rimelig udsigt til, at den pågældende inden for den nye frist vil kunne opfylde betingelserne. Forlængelse af fristen bør ikke overskride 6 måneder.

Betingede afgørelser vil også kunne anvendes for nøglepersoner, jf. den foreslåede ændring af § 23 a, stk. 5, der bliver stk. 8, i lovforslagets § 7, nr. 3.

Ansvaret for direktøren eller en nøgleperson med en betinget godkendelse vil som udgangspunkt være det samme som for en person i samme stilling med en ubetinget godkendelse. En person med en betinget egnethedsgodkendelse, der påtager sig en stilling, hvortil der knytter sig egnethedskrav, har en skærpet opmærksomhedspligt. Efter omstændighederne kan det derfor være ansvarspådragende for en person med en betinget godkendelse ikke at udvise en særlig agtpågivenhed. Den skærpede opmærksomhedspligt knytter sig til de områder, betingelsen i godkendelsen vedrører, og kan efter omstændighederne fordre, at direktøren eller nøglepersonen indhenter intern eller ekstern rådgivning til brug for sit beslutningsgrundlag i sager på disse områder. En betinget godkendt direktør eller nøgleperson vil dermed ikke ubetinget kunne påberåbe sig sin manglende erfaring – dokumenteret i form af en betinget godkendelse – som eksempelvis undskyldningsgrund ved vurderingen af vedkommendes erstatningsansvar.

Til nr. 3 (§ 23 a, stk. 8, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den gældende § 23 a, stk. 1 og 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter egnetheds- og hæderlighedskravene til medlemmer af bestyrelsen eller direktøren i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 23 a, stk. 3, fastsætter medlemmernes pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 1 og 2 i forbindelse med deres indtræden i Arbejdsmarkedets Tillægspension, og forholdene nævnt i stk. 2, nr. 1-4, hvis forholdene efterfølgende ændres.

Det foreslås i § 23 a, stk. 5, der bliver til stk. 8, at ændre »Stk. 1-3« til: »Stk. 1-6«.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 7, nr. 2.

Til nr. 4 (§ 24 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Det fremgår af § 24 f, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med beskæftigelsesministen kan fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 23 b, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik og om Arbejdsmarkedets Tillægspensions pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn og fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det foreslås at ophæve § 24 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 24 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension videreføres som en ny § 24 k, jf. lovforslagets § 7, nr. 5.

Der henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 24 k i lovforslagets § 7, nr. 5.

Til nr. 5 (§§ 24 j-24 o i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Kilde

Til nr. 1 (Overalt i loven i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Lønmodtagernes Dyrtidsfond ledes efter den gældende § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, af en bestyrelse og en direktør. Som følge heraf anvendes betegnelsen ”direktøren” flere steder i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Det foreslås, at »direktøren« overalt i loven ændres til: »direktionen«, »Direktøren« overalt i loven ændres til: »Direktionen«, og »direktørens« overalt i loven ændres til: »direktionens«.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 2 (§ 4, stk. 1, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 4, stk. 1, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond ledes af en bestyrelse og en direktør.

Det foreslås at ændre § 4, stk. 1, 1. pkt. , således, at »direktør« ændres til: »direktion«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond ledes af en bestyrelse og en direktion.

Med den foreslåede ændring gives der mulighed for, at bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond kan ansætte en eller flere direktører, der vil udgøre direktionen. Lønmodtagernes Dyrtidsfond gives herved mulighed for at vælge, om direktionen alene skal bestå af én direktør – sådan som ordningen er efter den gældende lov – eller om direktionen skal bestå af flere direktører i forening. Lønmodtagernes Dyrtidsfond foretager ikke registrering af direktører hos Erhvervsstyrelsen. Afgørende for, hvilke personer der må anses for medlemmer af direktionen, vil derfor være bestyrelsens beslutninger herom.

Formålet med den foreslåede ændring er at sidestille ledelsesstrukturen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond med andre pensionsvirksomheder samtidig med, at ledelsesstrukturen fremtidssikres. Den foreslåede ændring tilstræber herved at give Lønmodtagernes Dyrtidsfond en større fleksibilitet ved indretningen af sin ledelsesstruktur.

Det er hensigten at anvende bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende § 4, stk. 7, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, til at fastsætte nærmere regler i fondens vedtægter om bestyrelsens adgang til at ansætte medlemmer af direktionen samt dokumentation herfor.

Der er ikke med den foreslåede ændring af § 4, stk. 1, 1. pkt., tilsigtet en indholdsmæssig ændring af lovens øvrige bestemmelser om kompetencefordelingen mellem bestyrelsen og direktøren. Direktionen vil derfor være underlagt de samme beføjelser og forpligtelser som direktøren i den gældende lov.

Til nr. 3 (§ 4 a, stk. 3-5, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

§ 4 a, stk. 1 og 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond fastlægger kravene til egnethed og hæderlighed for medlemmer af bestyrelsen eller direktøren i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Ifølge bestemmelsen skal medlemmer af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds bestyrelse og direktøren opfylde visse krav til egnethed og hæderlighed. Til opfyldelse af regelsættet skal personer, der indtræder som bestyrelsesmedlem eller direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, afgive oplysninger til Finanstilsynet, som indgår i Finanstilsynets bedømmelse af, om vedkommende er tilstrækkelig egnet og hæderlig i denne lovs forstand.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1 og 2.

Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil udmønte Finanstilsynets praksis, hvorefter Finanstilsynet påser, at personer omfattet af bestemmelsen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 4 a, stk. 1 og 2, i forbindelse med, at den pågældende tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør eller nøgleperson i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Bestyrelsesmedlemmer, direktører og nøglepersoner kan, i forbindelse med deres tiltrædelse af et hverv eller en stilling, vælge at udfylde et oplysningsskema for bestyrelses-, direktionsmedlemmer eller nøglepersoner, som indsendes til Finanstilsynet. Finanstilsynet modtager i den forbindelse de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder kravene i § 4 a, stk. 1 og 2, i forhold til den konkrete stilling, og Finanstilsynet inddrager alle relevante oplysninger i Finanstilsynets vurdering af den pågældendes egnethed og hæderlighed. Når Finanstilsynet har modtaget relevante oplysninger, træffer Finanstilsynet afgørelse om det pågældende bestyrelsesmedlems, direktørs eller nøglepersons egnethed og hæderlighed. Afgørelsen meddeles herefter vedkommende. Samtidig orienteres den pågældende finansielle virksomhed.

Det foreslåede stk. 3, 2. pkt., fastsætter, at Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Det foreslåede stk. 3, 2. pkt., vedrører den situation, hvor et bestyrelsesmedlem eller et medlem af direktionen ikke opfylder kravene til egnethed i § 4 a, stk. 1, fordi den pågældende vurderes ikke at have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og fyldestgørende erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen. Den vedrører også den situation, hvor vedkommende er blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, og der som følge heraf er risiko for, at vedkommende ikke længere kan varetage sit hverv eller sin stilling på en betryggende måde, jf. § 4 a, stk. 2, nr. 1. Det foreslåede stk. 3 vedrører desuden de øvrige situationer, hvor et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en nøgleperson ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 4 a, stk. 2, nr. 2-4. Det drejer sig om f.eks. de tilfælde, hvor vedkommende tages under insolvensbehandling eller gældssanering, eller hvor vedkommendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende har eller deltager i driften af, har påført Lønmodtagernes Dyrtidsfond tab eller risiko for tab. Det samme gælder situationer, hvor personen har udvist en adfærd, hvorefter det må antages, at den pågældende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde eller forsvarlig vis.

Såfremt Finanstilsynet vurderer, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1 og 2, træffer Finanstilsynet afgørelse om, at den pågældende ikke kan bestride hvervet eller stillingen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Inden Finanstilsynet træffer afgørelse om, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1, skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages en partshøring af Lønmodtagernes Dyrtidsfond og af den, som afgørelsen retter sig mod. Sagen forelægges for Finanstilsynets bestyrelse til endelig afgørelse, da Finanstilsynets bestyrelse i medfør af § 10 g, stk. 1, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, træffer afgørelser i tilsynssager, der har videregående betydelige følger.

Som part i Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed anses både den berørte finansielle virksomhed og det bestyrelsesmedlem, den direktør eller den nøgleperson, som afgørelsen vedrører, jf. § 10 f, stk. 3, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 355, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets afgørelser kan sædvanligvis påklages til Erhvervsankenævnet af den finansielle virksomhed eller af den pågældende person, som afgørelsen retter sig imod, jf. § 10 e. Herudover vil Finanstilsynets afgørelser efter § 4 a, stk. 3, kunne forlanges indbragt for domstolene af den finansielle virksomhed og af den person, som afgørelsen vedrører, jf. det foreslåede § 10, stk. 10. Der henvises til de specielle bemærkninger til det foreslåede § 10, stk. 10, jf. lovforslagets § 8, nr. 15.

Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at når Finanstilsynet vurderer, at personen ikke opfylder kravene i stk. 2, nr. 1-4, skal afgørelsens varighed fremgå af afgørelsen.

Det foreslåede vil medføre, at en afgørelse om, at en person ikke opfylder hæderlighedskravene i § 4 a, stk. 2, nr. 1-4, skal indeholde afgørelsens varighed.

Virkningen af en angivelse af afgørelsens varighed vil være, at Finanstilsynet som udgangspunkt ikke efter udløbet af den tid, varigheden er angivet til, vil inddrage de forhold, der lå til grund for afgørelsen, i forbindelse med at den person, afgørelsen vedrører, eventuelt på ny måtte ansøge Finanstilsynet om en egnetheds- og hæderlighedsvurdering. Det betyder, at de forhold, der var afgørende for en vurdering af, at personen ikke opfyldte hæderlighedskravet, som udgangspunkt ikke længere forventes at have betydning for en ny vurdering. Det foreslåede vil ikke ændre på, at såfremt den pågældende, efter udløbet af afgørelsens varighed, ønsker at tiltræde et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør eller nøgleperson, vil den pågældende på ny skulle ansøge Finanstilsynet om egnetheds- og hæderlighedsvurdering. I denne nye vurdering vil de passerede forhold, der tidligere førte til den negative afgørelse, blot ikke blive tillagt vægt.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvor længe afgørelsen skal have virkning. Varigheden kan som udgangspunkt ansættes fra et år til fem år, men kan i særligt alvorlige sager fastsættes til ”indtil videre”. Det er ikke enhver tvivl om en persons omdømme eller adfærd, der kan føre til, at personen vurderes ikke-hæderlig. Forhold, der fører til et afslag, vil altid have en væsentlig tyngde. Baggrunden for reglen er hensynet til tilliden til den finansielle sektor, der kan blive påvirket negativt, hvis en person kort tid efter, at personen er vurderet ikke-hæderlig, atter kan være ledelsesmedlem i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem år vil således være, at der ikke er forhold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet.

Udmålingen af varigheden inden for rammerne af stk. 4 vil være overladt til Finanstilsynets skøn og vil bero på en konkret vurdering af de forhold, der gav anledning til afgørelsen.

I vurderingen af fastsættelsen af varigheden efter det foreslåede stk. 4 vil Finanstilsynet foretage en samlet vurdering, der bl.a. tager hensyn til, hvor lang tid der er gået siden det pågældende forhold, personens adfærd siden det pågældende forhold, og om der er tale om gentagelsestilfælde. I situationer med gentagelsestilfælde vil der ikke blive sondret mellem, om den kritisable adfærd vedrører en anden type forhold end det første forhold eller de andre forhold. Gentagelsestilfælde vil være skærpende for fastsættelsen af afgørelsens varighed. Hvis et forhold er begået forud for en tidligere afgørelse om manglende opfyldelse af kravene i § 4 a, stk. 2, nr. 1-4, vil der som udgangspunkt skulle udmåles en samlet varighed svarende til, hvad der ville være blevet resultatet ved en samlet vurdering.

Et formål med at fastsætte varigheden er at øge transparensen og retssikkerheden for de personer, som afgørelsen vedrører. Der vil være forskel på varigheden af afgørelser meddelt på baggrund af mindre alvorlige forhold og grovere forhold. Finanstilsynet vil derfor tage hensyn til karakteren af forholdet, herunder om det er et strafbart eller administrativt forhold, om det vedrører et tillidsbrud, og om der er tale om gentagelsestilfælde. De kumulative effekter af flere mindre overtrædelser i samme sag kan være skærpende i forbindelse med fastsættelsen af varigheden. Ligesom en tilstrækkelig grov overtrædelse i særligt alvorlige sager kan bevirke, at påbuddets varighed fastsætte til ”indtil videre”. En varighed, der fastsættes til ”indtil videre”, vil derfor kun anvendes ved særligt alvorlige forhold og i sjældne tilfælde.

Som udgangspunkt vil Finanstilsynet ikke inddrage forhold i en vurdering af en persons hæderlighed, der er mere end 10 år gamle. Finanstilsynet vil dog kunne inddrage forhold, der ligger længere tilbage i tid, hvis forholdene er særligt alvorlige, eller hvis disse er en del af et sammenhængende sagsforløb, hvor dele er mindre end 10 år gamle, eller hvor der er tale om gentagelsestilfælde. Alvorlige forhold kan f.eks. være svindel, grov tilsidesættelse af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet. En tidligere afgørelse om manglende opfyldelse af § 4 a, stk. 2, nr. 1-4, har således gentagelsesvirkning for varigheden, uanset om det aktuelle forhold er af samme art eller ej. Det vil omvendt også betyde, at der skal være særlige forhold, der gør sig gældende, hvis Finanstilsynet skal kigge mere end 10 år tilbage ved vurderingen af en persons adfærd.

Ud over hensynet til omfanget, karakteren og grovheden af de forhold, der begrunder afgørelsen, vil Finanstilsynet også lægge vægt på, hvorvidt der er grund til at antage, at den pågældende fortsat ikke vil kunne varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig og betryggende måde. Det vil bero på en vurdering af de konkrete forhold, herunder om forholdet er så kritisabelt, at en længere varighed er påkrævet, eller hvor varigheden i særligt alvorlige sager bør være ”indtil videre”.

Begyndelsestidspunktet for varigheden af afgørelsen vil som udgangspunkt være datoen for Finanstilsynets afgørelse. Varigheden af afgørelser og påbud vil bl.a. afhænge af grovheden af de passerede forhold, om der er tale om gentagelsestilfælde, hvor lang en periode forholdene har stået eller stod på, og hvor lang tid der er gået siden de pågældende forhold er ophørt. I vurdering af fastsættelsen af varigheden vil Finanstilsynet skulle foretage en samlet vurdering. I de tilfælde, hvor Finanstilsynet imidlertid afviser en person med henvisning til, at vedkommende er under konkurs, rekonstruktion eller gældssanering, jf. § 4 a, stk. 2, nr. 2, vil det skulle fremgå af afgørelsen, at begyndelsestidspunktet regnes fra datoen for afslutningen af konkurs, rekonstruktion eller gældssanering.

Udgangspunktet for en negativ hæderlighedsvurdering vil være, at et afslag har en varighed på fem år, medmindre særlige forhold taler for en kortere eller længere varighed.

Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem år vil således være, at der ikke er forhold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet. Når en person har modtaget et afslag på ansøgning om egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse på grund af manglende hæderlighed, er der tale om en adfærd, der anses for ikke at være tilstrækkelig betryggende til at personen vil kunne varetage den pågældende stilling og som vil påvirke tilliden til den finansielle sektor. Det vil derfor være naturligt, at der er en periode umiddelbart efter, hvor personens adfærd ikke kan bedømmes anderledes.

Ud over en konkret vurdering af grovheden af forholdene, vil Finanstilsynet også kunne inddrage kumulative effekter af flere overtrædelser, gentagelsestilfælde og den eventuelle skadevirkning af forholdet. Hvis det pågældende forhold er egnet til i betydeligt omfang at svække den samlede sektors omdømme og derved tilliden til sektoren, bør det skærpe varigheden. Herudover vil tidsaspektet også have betydning for fastsættelsen af varigheden, hvor forhold, der ligger tilbage i tid, efter en konkret vurdering vil kunne føre til en lempelse af varigheden. Det vil imidlertid omvendt kunne være en skærpende omstændighed, såfremt personen eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond har misligholdt sin forpligtelse til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i § 4 a, stk. 2, nr. 1-4, i forbindelse med dennes indtræden, jf. det foreslåede § 4 a, stk. 4, i lovforslagets § 8, nr. 3.

Retningsgivende for afgørelser med en varighed, der sættes til mindre end fem år, vil være, at der kan være tale om en situation, hvor Finanstilsynet efter en samlet vurdering fastslår, at personen ikke er hæderlig, men hvor det samlede sagsforløb afdækker en række formildende omstændigheder om den pågældende eller hændelsesforløbet.

Det vil imidlertid også kunne være tilfældet, hvor forholdet har en sådan beskaffenhed, at varigheden eksempelvis isoleret set vil kunne fastsættes til fem år, men hvor forholdet ligger en årrække tilbage. I sådanne tilfælde vil tidsaspektet, personens adfærd siden det pågældende forhold og fraværet af gentagelsesvirkning kunne føre til en lempelse af varigheden.

Endelig kan der være tale om tilfælde, hvor Finanstilsynet kunne have truffet afgørelsen på et tidligere tidspunkt, men hvor den pågældende f.eks. fratrådte den finansielle virksomhed tidligere, men nu igen vil være omfattet af reglerne om egnethed og hæderlighed. I nogle tilfælde kan Finanstilsynet vurdere, at denne periode uden for sektoren kan betyde, at varigheden skal være mindre end fem år. Derudover kan der være tilfælde, hvor forholdet ligger så langt tilbage i tiden, at det ikke vil have indflydelse på vurderingen af vedkommendes hæderlighed.

Retningsgivende for fastsættelsen af varigheden på ”indtil videre” er, at der skal være tale om grove forhold eller alvorlige gentagelsestilfælde, der som udgangspunkt ikke ligger mere end 10 år tilbage i tiden. Det vil således alene være i særligt alvorlige sager, at Finanstilsynet vil fastsætte varigheden til ”indtil videre”. Der kan eksempelvis være tale om særdeles grove forhold med overtrædelse af straffelovens berigelsesforbrydelser, åbenbare ledelsesmæssige svigt, der har medført betydelige økonomiske tab eller skadevirkning, grove misbrugssituationer, svigagtighed, grov tilsidesættelse af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet eller andre alvorlige tillidsbrud.

Generelt kan siges, at det eller de udviste forhold skal have en sådan alvorlig karakter, at det må anses for åbenbart, at hverken Finanstilsynet eller samfundet kan have tillid til, at den pågældende inden for en overskuelig fremtid vil kunne varetage hvervet som bestyrelsesmedlem eller stillingen som medlem af direktionen eller nøgleperson i en finansiel virksomhed eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond på en forsvarlig måde.

Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at Finanstilsynet i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som medlem af direktionen som den pågældende vurderes til, kan træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet kan opstille betingelser, således at et medlem af direktionen kan meddeles en betinget afgørelse, uanset at personen ikke umiddelbart lever op til egnethedskravene i stk. 1. Med den foreslåede ændring kan Finanstilsynet således finde, at den pågældende person ville opfylde egnethedskravene i stk. 1, hvis en eller flere betingelser bliver opfyldt.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor Finanstilsynet enten vurderer, at den pågældende ikke helt har de tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som medlem af direktionen, som den pågældende vurderes til, eller hvor den betingede godkendelse ikke medfører, at man tiltræder stillingen med det samme, men hvor den pågældende er under oplæring. I begge tilfælde vil Finanstilsynet kun træffe betingede afgørelser, hvor det vurderes, at der kan opstilles veldefinerede, konkrete og målbare betingelser for, at den pågældende kan vurderes egnet til stillingen, f.eks. hvor den pågældende inden for et relativt afgrænset område ikke lever op til egnethedskravene i stk. 1.

Betingede afgørelser vil kunne bruges, hvis betingelserne kan defineres klart og entydigt og kan opfyldes på kort tid. Det kan f.eks. dreje sig om, at den pågældende skal gennemgå konkret uddannelse, eller at den pågældende igennem en periode skal varetage en rolle niveauet under den rolle, som den pågældende har ansøgt om, eller på tilsvarende niveau.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor den pågældende eksempelvis har tilstrækkelig ledelseserfaring, men er ny i den konkrete rolle i Lønmodtagernes Dyrtidsfond og derfor mangler kompetencer på et relevant forretnings- eller kontrolområde, f.eks. hvidvaskforebyggelse, kredit eller risikostyring. Direktionsmedlemmet vil kunne opnå tilladelse, på betingelse af at personen gennemfører en specifik uddannelse eller træning inden for det relevante område.

Et andet eksempel kan være en kandidat til en stilling som medlem af direktionen, der ikke selv har den tilstrækkelige viden, faglige kompetence eller erfaring med et ansvarsområde, som personen skal have ansvar for, men hvor den påkrævede kompetence eller erfaring er tilstede hos andre personer i direktionen. I så fald vil ansøgeren kunne godkendes med betingelse om, at en eller flere personer med disse kompetencer forbliver i direktionen og er til kandidatens rådighed i hele betingelsens løbetid.

Der kan også være tilfælde, hvor den betingede godkendelse medfører, at personen ikke kan tiltræde den endelige stilling (slutstillingen) med det samme. Godkendelse til slutstillingen vil kunne gives, på betingelse af at den pågældende er under oplæring i en periode. Ansøgeren opnår med denne form for betinget godkendelse en vished for, hvornår vedkommende vil blive anset for egnet til den stilling, som er det endelige mål med henvendelsen til Finanstilsynet. Denne type betingede godkendelser vil derfor også være egnede i forbindelse med successionsplanlægning. Betingelsens løbetid kan i disse tilfælde også være længere end ved betingelser, hvor ansøgeren godkendes til at tiltræde stillingen med det samme.

De af Finanstilsynet fastsatte betingelser skal være proportionale og tage hensyn den pågældendes rolle, opgaver og ansvarsområder i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. De betingelser, der stilles til den pågældende, vil derfor skulle afvejes op imod de opgaver og det ansvar, den pågældende er forpligtet til at løfte i kraft af sine rolle i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Fastsættelsen af betingelser til personer tilhørende eksempelvis direktionen må således afspejle de funktioner, som direktionen udøver i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

En betinget afgørelse vil derfor forudsætte, at der kan stilles relevante betingelser for opnåelse af den viden, faglige kompetence eller erfaring efter § 4 a, stk. 1, som personen ikke vurderes fuldt ud at have, og hvis dette findes forsvarligt henset til Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt det arbejde og ansvar, der er forbundet med den konkrete stilling.

De af Finanstilsynet opstillede betingelser vil derfor skulle fastsættes med udgangspunkt i stillingen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond og knytter sig specifikt hertil. Når den pågældende opfylder betingelserne, vurderes personen at opfylde egnethedskravene i stk. 1 i forhold til den konkrete stilling i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det er derfor ikke givet, at den pågældende vil opfylde egnethedskravet i stk. 1 i forhold til en anden stilling i en anden og måske større og mere kompleks virksomhed.

Betingede afgørelser vil være tidsbegrænsede, således at betingelserne skal opfyldes inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsperiode, som ikke bør være længere end højst 18 måneder. Forudsætningen for at opnå en betinget godkendelse vil være, at personen opfylder de fastsatte betingelser, eksempelvis gennemfører den nødvendige uddannelse, træning eller andre afhjælpende foranstaltninger, inden for den af Finanstilsynet fastsatte tidsperiode. Betingelserne vil derfor skulle fastsættes således, at Finanstilsynet har mulighed for at vurdere, om betingelserne er opfyldt inden for tidsperioden.

Finanstilsynet skal påse, at den pågældende opfylder betingelserne, når perioden udløber. Finanstilsynet vil ikke foretage en fornyet prøvelse af, hvorvidt den pågældende opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 4 a, stk. 1 og 2, men alene vurdere, hvorvidt de tidligere meddelte betingelser er opfyldt. Finanstilsynet skal modtage de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder betingelserne. Det foreslåede vil ikke ændre på, at personen har pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 2, nr. 1-4, hvis forholdene efterfølgende ændres.

Hvis Finanstilsynet vurderer, at den pågældende ikke opfylder de fastsatte betingelser, vil konsekvensen være, at den pågældende ikke vurderes fuldt ud at leve op til egnethedskravet i § 23 a, stk. 1. Finanstilsynet vil i særlige tilfælde kunne forlænge fristen for opfyldelse af betingelserne, hvor der vurderes at være rimelig udsigt til, at den pågældende inden for den nye frist vil kunne opfylde betingelserne. Forlængelse af fristen bør ikke overskride 6 måneder.

Betingede afgørelser vil også kunne anvendes for nøglepersoner, jf. den foreslåede tilføjelse af § 4 a, stk. 5, i § 4 a, stk. 8, jf. lovforslagets § 8, nr. 4.

Ansvaret for et medlem af direktionen eller en nøgleperson med en betinget godkendelse vil som udgangspunkt være det samme som for en person i samme stilling med en ubetinget godkendelse. En person med en betinget egnethedsgodkendelse, der påtager sig en stilling, hvortil der knytter sig egnethedskrav, har en skærpet opmærksomhedspligt. Efter omstændighederne kan det derfor være ansvarspådragende for en person med en betinget godkendelse ikke at udvise en særlig agtpågivenhed. Den skærpede opmærksomhedspligt knytter sig til de områder, betingelsen i godkendelsen vedrører, og kan efter omstændighederne fordre, at medlemmet af direktionen eller nøglepersonen indhenter intern eller ekstern rådgivning til brug for sit beslutningsgrundlag i sager på disse områder. Et betinget godkendt medlem af direktionen eller nøgleperson vil dermed ikke ubetinget kunne påberåbe sig sin manglende erfaring – dokumenteret i form af en betinget godkendelse – som eksempelvis undskyldningsgrund ved vurderingen af vedkommendes erstatningsansvar.

Til nr. 4 (§ 4 a, stk. 8, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 4 a, stk. 1 og 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond fastsætter egnetheds- og hæderlighedskravene til medlemmer af bestyrelsen eller direktøren i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

§ 4 a, stk. 3, fastsætter medlemmernes pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 1 og 2 i forbindelse med deres indtræden i den finansielle virksomheds ledelse og forholdene nævnt i stk. 2, nr. 1-4, hvis forholdene efterfølgende ændres.

Det foreslås i § 4 a, stk. 5, der bliver til stk. 8, at ændre »stk. 1-3« til: »stk. 1-6«.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 2.

Til nr. 5 (§ 4 b, stk. 2, nr. 3, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 4 b, stk. 2, nr. 3, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at bestyrelsen skal give direktøren skriftlige retningslinjer på grundlag af den fastlagte risikoprofil og de fastlagte politikker, der indeholder regler om, hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens stillingtagen, og hvilke dispositioner direktøren kan foretage som led i sin stilling.

Det foreslås at ændre § 4 b, stk. 2, nr. 3, således, at »som led i sin stilling« udgår.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 4 b, stk. 2, nr. 3.

Til nr. 6 (§ 5 b, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 5 b, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond ikke må indgå engagementer med bestyrelsesmedlemmer, direktøren, ansatte i fonden, fondens eksterne revisorer eller de interne revisions- og vicerevisionschefer.

Det foreslås at ændre § 5 b, stk. 1 , således, at »bestyrelsesmedlemmer, direktøren« ændres til: »medlemmer af bestyrelsen eller direktionen«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 5 b, stk. 1.

Til nr. 7 (§ 5 b, stk. 5, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 5 b, stk. 5, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at reglerne i stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 også gælder engagementer med selskaber, hvori personer, der er knyttet til direktøren ved ægteskab, samliv i mindst 2 år, slægts- eller svogerskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, er direktører.

Det foreslås at ændre § 5 b, stk. 5, således, at efter »til«: indsættes »medlemmer af«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 5 b, stk. 5.

Til nr. 8 (§ 5 e i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 5 e i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 4 c, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik og om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn samt fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det foreslås at ophæve § 5 e i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

§ 5 e i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond videreføres som en ny § 5 j, jf. lovforslagets § 8, nr. 9.

Der henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 5 j i lovforslagets § 8, nr. 9.

Til nr. 9 (§§ 5 i-5 n i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Kilde

Til nr. 1 (§ 30, stk. 4, i lov om betalinger)

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen, den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. hvidvasklovens § 7, stk. 2, og medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliance eller hvidvaskforebyggelse i et e-pengeinstitut og betalingsinstitut skal opfylde egnetheds- og hæderlighedskravene i § 30, stk. 1 og 2, jf. § 30, stk. 3.

Erhvervsministeren er efter den gældende § 30 a i lov om betalinger, bemyndiget til at fastsætte regler om kompetence- og erfaringskrav samt ansvarsområder for den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. § 7, stk. 2, i hvidvaskloven, og medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliance eller hvidvaskforebyggelse, i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter.

Den gældende bemyndigelse til erhvervsministeren har til formål at sikre, at der via udfyldende regler på området skabes klarhed om ansvar, roller og arbejdsdeling blandt ledende medarbejdere og ledelsen i et e-pengeinstitut og i et betalingsinstitut. Der er aktuelt ikke udstedt en bekendtgørelse i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen.

Betalingsinstitutter er defineret i § 7, nr. 2, i lov om betalinger. I lov om betalinger forstås ved et betalingsinstitut en juridisk person, der er meddelt tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 9 i lov om betalinger, og institutter, der er meddelt tilladelse i et andet EU- eller EØS-land.

E-pengeinstitutter er defineret i § 7, nr. 3, i lov om betalinger, og de udgør en juridisk person, der er meddelt tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. § 8 i lov om betalinger, og institutter, der er meddelt tilladelse i et andet EU- eller EØS-land.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 30 i lov om betalinger, hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetence- og erfaringskrav for den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. hvidvasklovens § 7, stk. 2, og medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliance eller hvidvaskforebyggelse, i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 30 a i lov om betalinger, med få sproglige tilpasninger, vil fremgå af § 30, stk. 4, i lov om betalinger.

Med den foreslåede § 30, stk. 4, vil erhvervsministeren således fortsat have bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om kompetence- og erfaringskrav for den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. hvidvasklovens § 7, stk. 2, og medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliance eller hvidvaskforebyggelse, i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter.

Det forventes, at bemyndigelsen vil blive benyttet til at udstede en bekendtgørelse indeholdende regler om sagsbehandlingsprocesser samt kompetence- og erfaringskrav til den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. § 7, stk. 2, i hvidvaskloven, og medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliance eller hvidvaskforebyggelse, i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter. Udgangspunktet for processen i vurderingen af en ansøgers egnethed vil være et helhedsorienteret og samlet billede af ansøgerens erfaringer og kompetencer set i forhold til den konkrete stilling, som personen skal bestride.

Bekendtgørelsen forventes at fastsætte rammer for den helhedsorienterede vurderingsproces. En ansøgers erfaringer fra tilsvarende eller beslægtet stilling i en tilsvarende eller relevant beslægtet finansiel virksomhed vil være faktorer, der tillægges betydelig vægt i afgørelserne i den helhedsorienterede ansøgningsproces.

Bemyndigelsen vil give mulighed for at fastsætte krav og konkrete tærskelniveauer om viden, kompetence og erfaring til brug for sagsbehandling efter en såkaldt ”formodningstilgang”.

Formodningstilgangen indebærer, at hvis en ansøger lever op til en række foruddefinerede tærskelniveauer til kompetence og erfaring, vil vedkommende formodes at være egnet. Modellen opstiller dermed en mulighed for forenklet sagsbehandling for ansøgere med åbenbart tilstrækkelige relevante kompetencer og åbenbart tilstrækkelig erfaring fra sektoren.

Formålet med formodningstilgangen er dermed også at sikre transparens om kriterier, der anses for både relevante og tilstrækkelige for specifikke stillinger i den finansielle sektor.

Kravet om tilstrækkelige kompetencer og erfaring skal være proportionalt set i forhold til virksomhedens varierende størrelse, art og kompleksitet. Proportionalitetsafvejningen vil skulle foretages konkret for den enkelte virksomhed med udgangspunkt i tærskelniveauerne.

Proportionalitet er således centralt i vurderingen af en persons egnethed til en stilling som nøgleperson. Bekendtgørelsen forventes at fastsætte regler, der vil skulle tage hensyn til, at virksomhederne varierer i størrelse, art og kompleksitet.

Proportionalitet i forbindelse med kravet om tilstrækkelige erfaring kan ses enten i forhold til, hvor mange års erfaring en person skal have fra et givent område, eller i forhold til hvilke roller erfaringen er opnået i. Regler og retningslinjer på området vil forventeligt blive udmøntet med udgangspunkt i de roller, erfaringen er opnået i, fremfor i forhold til antallet af års erfaring.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil dermed give erhvervsministeren hjemmel til at gennemføre en række af anbefalingerne i rapporten ”Anbefalinger til fastlæggelse af kompetence- og erfaringskrav samt ansvarsområder”, fra Fagudvalget afgivet i foråret 2020, jf. afsnit 2 i de almindelige bemærkninger om lovforslagets baggrund.

Til nr. 2 (§ 30 a i lov om betalinger)

Erhvervsministeren er efter den gældende § 30 a i lov om betalinger, bemyndiget til at fastsætte regler om kompetence- og erfaringskrav samt ansvarsområder for den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. § 7, stk. 2, i hvidvaskloven, og medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliance eller hvidvaskforebyggelse, i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter.

Den gældende bemyndigelse til erhvervsministeren har til formål at sikre, at der via udfyldende regler på området skabes klarhed om ansvar, roller og arbejdsdeling blandt ledende medarbejdere og ledelsen i et e-pengeinstitut og i et betalingsinstitut. Der er aktuelt ikke udstedt en bekendtgørelse i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen.

Det foreslås, at § 30 a i lov om betalinger ophæves.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 9, nr. 1, da bemyndigelsesbestemmelsen til erhvervsministeren til at kunne fastsætte regler om kompetence- og erfaringskrav for den ansvarlige for hvidvaskforebyggelse, jf. hvidvasklovens § 7, stk. 2, og medlemmer af den faktiske ledelse, der er ansvarlige for compliance eller hvidvaskforebyggelse, i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter som følge af dette lovforslag vil fremgå af § 30, stk. 4.

Den foreslåede ændring er således alene en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 9, nr. 1, hvorefter bemyndigelsesbestemmelsen vil fremgå af § 30, stk. 4.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at en ansat i et realkreditinstitut, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden varetager en stilling i et realkreditinstitut, som indebærer, at instituttet skal identificere den ansatte som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, er undtaget fra at meddele Finanstilsynet oplysninger om dennes egnethed og hæderlighed i medfør af § 64, stk. 2, jf. § 64 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 5, 11 og 12, i forbindelse med at realkreditinstituttet identificerer den pågældende som nøgleperson ved lovens ikrafttræden.

Den foreslåede overgangsbestemmelse vil medføre, at disse ansatte ikke vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2023. Derved sikres det, at disse personer kan fortsætte i deres stillinger, uanset at de på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke måtte opfylde kravene til egnethed og hæderlighed. Konsekvensen ville i modsat fald være, at en nøgleperson kunne miste sin stilling i de tilfælde, hvor nøglepersonen f.eks. er dømt for en strafbar overtrædelse eller gået konkurs, jf. § 64, stk. 1, nr. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed før lovens ikrafttræden den 1. januar 2023.

De pågældende nøglepersoner vil være omfattet af den løbende oplysningsforpligtelse efter § 64, stk. 2, jf. § 64 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed fra lovens ikrafttræden. Det vil indebære, at hvis en nøgleperson i et realkreditinstitut, der ikke er et SIFI eller G-SIFI, efter lovens ikrafttræden f.eks. bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, har nøglepersonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. På baggrund af nøglepersonens underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en vurdering af, om domfældelsen m.v. giver anledning til at antage, at den pågældende nøgleperson ikke længere vil kunne varetage sin stilling på betryggende måde.

Det følger af overgangsbestemmelsen i det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at for disse nøglepersoner indgår forhold indtruffet før lovens ikrafttræden ikke ved en senere vurdering af, om § 64, stk. 1, nr. 2-5, jf. § 64 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 11 og nr. 12, er opfyldt.

Overgangsbestemmelsen vil medføre, at forhold indtruffet før lovens ikrafttræden vedrørende f.eks. straf eller ledelsesmæssig adfærd, jf. § 64, stk. 1, nr. 3 og 6, i lov om finansiel virksomhed, der ændres til § 64, stk. 1, nr. 3 og 6, ved lovforslagets § 1, nr. 4, ikke vil indgå i Finanstilsynets vurdering af, om en nøgleperson i et realkreditinstitut, der ikke er et SIFI eller G-SIFI, på baggrund af forhold indtruffet efter lovens ikrafttræden lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene. Finanstilsynet vil kunne påbyde et realkreditinstitut, der ikke er et SIFI eller et G-SIFI, at afsætte en ansat, der identificeres som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed ved lovens ikrafttræden, hvis vedkommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt strafansvar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 2-5, jf. det foreslåede § 64 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Hvis en ansat i et realkreditinstitut, der ikke er et SIFI eller et G-SIFI, der var identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed ved lovens ikrafttræden, efterfølgende skifter til en anden stilling som nøgleperson, skal den pågældende egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af § 64, stk. 1, jf. § 64 c og § 64 d i lov om finansiel virksomhed, til den nye stilling. Det vil gøre sig gældende, uanset om der er tale om en stilling i samme realkreditinstitut, der ikke er et SIFI eller et G-SIFI. Forhold indtruffet før lovens ikrafttræden kan indgå i egnetheds- og hæderlighedsvurderingen i forbindelse med den nye stilling.

Det foreslås i stk. 3, at aftaler om fratrædelsesordninger, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er indgået mellem et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed og et medlem af direktionen, skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside i henhold til § 77 j i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Virksomheden skal offentliggøre oplysninger om størrelsen af ordningens samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Oplysningerne om direktionsmedlemmets fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Den foreslåede § 77 j er strafbelagt med bøde, jf. § 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed. Det vil sige, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet, investeringsforvaltningsselskabet, forsikringsselskabet, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirskomheden kan straffes med bøde, hvis virksomheden ikke har offentliggjort oplysninger om fratrædelsesordninger i henhold til § 77 j, senest 6 måneder efter at loven er trådt i kraft.

Det foreslås i stk. 4, at § 77 k, § 77 l, stk. 2 og 3, og § 77 m i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 25, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestidspunkt

Det foreslåede vil indebære, at udbetalingskravene til fratrædelsesordninger i § 77 k, § 77 l, stk. 2 og 3, og § 77 m, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der er indgået, men som endnu ikke er aktualiseret.

En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, hvis modtageren heraf er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.

I de tilfælde hvor det indgår som et vilkår i en allerede indgået aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitaliseres og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskravene i § 77 k og § 77 l, stk. 2 og 3, respekteres i aftalen.

For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed, der er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, finder de foreslåede udbetalingskrav i § 77 k, § 77 l, stk. 2 og 3, og § 77 m ikke anvendelse. Fratrædelsesordninger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden kan således udbetales i henhold til de gældende aftaler. Heller ikke virksomhedernes mulighed for at indstille udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.

Aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed er således omfattet af de gældende aflønningsregler, hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn, jf. § 77 a i lov om finansiel virksomhed, hvis ikke betingelserne for undtagelse i § 15, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger, eller i § 21, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser er opfyldt.

Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende aftaler som endnu ikke er aktualiseret, er, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genforhandlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den foreslåede overgangsbestemmelse er således nødvendig for at sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i fremtiden.

Det foreslås i stk. 5, at § 77 l, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 25, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af direktørens stilling.

Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, kan således tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gældende aftale.

Det følger i øvrigt af § 77 l, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger allerede af den gældende § 15, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder og af § 18, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

En aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre en belønning af forseelser eller manglende resultater.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at § 77 l, stk. 4 og 5, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, ikke finder anvendelse på aftaler, hvor direktøren i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed har opnået retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at for sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser ikke bliver påvirket af reglerne i § 77 l, stk. 4 og 5, hvis direktøren har opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

En direktør har opnået retskrav på en fratrædelsesgodtgørelse, når betingelserne for fratrædelsesgodtgørelsen er opfyldt. Dette betyder bl.a., at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke indeholder betingelser for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, og som dermed indebærer, at direktøren vil have opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, ikke vil blive omfattet af lov om finansiel virksomhed § 77 l, stk. 4 og 5, når aftalen er indgået før lovens ikrafttræden.

Lov om finansiel virksomhed § 77 l, stk. 4 og 5, vil omvendt finde anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der er indgået før lovens ikrafttræden, hvis direktøren ikke derved har retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger kontraktbaserede forhold, der berettiger virksomheden til at undlade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren.

Det foreslås i stk. 7, at aftaler om fratrædelsesordninger, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er indgået mellem et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed og et medlem af direktionen, skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside i henhold til § 109 a i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 13, senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed og et medlem af direktionen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, og som overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Virksomheden skal offentliggøre oplysninger om størrelsen af ordningens samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Oplysningerne om direktionsmedlemmets fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Den foreslåede § 109 a er strafbelagt med bøde, jf. § 266, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Det vil sige, at fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden kan straffes med bøde, hvis virksomheden ikke har offentliggjort oplysninger om fratrædelsesordninger i henhold til § 109 a, senest 6 måneder efter at loven er trådt i kraft.

Det foreslås i stk. 8, at § 109 b, § 109 c, stk. 2 og 3, og § 109 d i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 2, ikke finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, som er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslåede vil indebære, at udbetalingskravene til fratrædelsesordninger i §§ 109 b, § 109 c, stk. 2 og 3, og § 109 d, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 13, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der er indgået, men som endnu ikke er aktualiseret.

En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, hvis modtageren heraf er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.

I de tilfælde hvor det indgår som et vilkår i en allerede indgået aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskaber eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitaliseres og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskravene i § 109 b og § 109 c, stk. 2 og 3, respekteres i aftalen.

For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, finder de foreslåede udbetalingskrav i §§ 109 b, § 109 c, stk. 2 og 3, og § 109 d ikke anvendelse. Fratrædelsesordninger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden kan således udbetales i henhold til de gældende aftaler. Heller ikke virksomhedernes mulighed for at indstille udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.

Aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed er således omfattet af de gældende aflønningsregler, hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn, jf. § 109 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, hvis ikke betingelserne for undtagelse i § 15, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger er opfyldt.

Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende aftaler, som endnu ikke er aktualiseret, er, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genforhandlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den foreslåede overgangsbestemmelse er således nødvendig for at sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i fremtiden.

Det foreslås i stk. 9, at § 109 c, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 13, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af direktørens stilling.

Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, kan således tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gældende aftale.

Det følger i øvrigt af § 109 c, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed ikke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger allerede af den gældende § 15, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder.

En aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre en belønning af forseelser eller manglende resultater.

Det foreslås i stk. 10, 1. pkt., at § 109 l, stk. 4 og 5, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 13, ikke finder anvendelse på aftaler, hvor direktøren i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed har opnået retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 10, 2. pkt., at for sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser ikke bliver påvirket af reglerne i § 109 l, stk. 4 og 5, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, hvis direktøren har opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

En direktør har opnået retskrav på en fratrædelsesgodtgørelse, når betingelserne for fratrædelsesgodtgørelsen er opfyldt. Dette betyder bl.a., at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke indeholder betingelser for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, og som dermed indebærer, at direktøren vil have opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, ikke vil blive omfattet af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 109 l, stk. 4 og 5, når aftalen er indgået før lovens ikrafttræden.

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 109 l, stk. 4 og 5, vil omvendt finde anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der er indgået før lovens ikrafttræden, hvis direktøren ikke derved har retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger kontraktbaserede forhold, der berettiger virksomheden til at undlade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren.

Det foreslås i stk. 11, at aftaler om fratrædelsesordninger, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er indgået mellem en firmapensionskasse og et medlem af direktionen, skal offentliggøres på firmapensionskassens hjemmeside i henhold til § 43 a i lov om firmapensionskasser, som affattet ved denne lovs § 4, nr. 2, senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem en firmapensionskasse og et medlem af direktionen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, og som overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal offentliggøres på firmapensionskassens hjemmeside senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Firmapensionskassen skal offentliggøre oplysninger om størrelsen af ordningens samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Offentliggørelsen skal ske på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Oplysningerne om direktionsmedlemmets fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Den foreslåede § 43 a, er strafbelagt med bøde, jf. § 117, stk. 2, i lov om firmapensionskasser. Det vil sige, at firmapensionskassen kan straffes med bøde, hvis firmapensionskassen ikke har offentliggjort oplysninger om fratrædelsesordninger i henhold til § 43 a, senest 6 måneder efter at loven er trådt i kraft.

Det foreslås i stk. 12, at § 43 b, § 43 c, stk. 2 og 3, og § 43 d i lov om firmapensionskasser, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslåede vil indebære, at udbetalingskravene til fratrædelsesordninger i § 43 b, § 43 c, stk. 2 og 3, og § 43 d, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der er indgået, men som endnu ikke er aktualiseret.

En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, hvis modtageren heraf er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.

I de tilfælde hvor det indgår som et vilkår i en allerede indgået aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitaliseres og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskravene i § 43 b og § 43 c, stk. 2 og 3, respekteres i aftalen.

For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, finder de foreslåede udbetalingskrav i § 43 b, § 43 c, stk. 2 og 3, og § 43 d ikke anvendelse. Fratrædelsesordninger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden kan således udbetales i henhold til de gældende aftaler. Heller ikke firmapensionskassens mulighed for at indstille udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.

Aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse er således omfattet af de gældende aflønningsregler, hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn, jf. § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser, hvis ikke betingelserne for undtagelse i § 21, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen er opfyldt.

Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende aftaler, som ikke endnu er aktualiseret, skyldes det faktum, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genforhandlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den foreslåede overgangsbestemmelse er således nødvendig for at sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i fremtiden.

Det foreslås i stk. 13, at § 43 c, stk. 1, i lov om firmapensionskasser, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af direktørens stilling.

Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, kan således tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gældende aftale.

Det følger i øvrigt af § 43 c, stk. 1, i lov om firmapensionskasser, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse ikke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger allerede af den gældende § 21, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

En eksisterende aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre en belønning af forseelser eller manglende resultater.

Det foreslås i stk. 14, 1. pkt., at § 43 c, stk. 4 og 5, i lov om firmapensionskasser, som affattet ved denne lovs § 4, nr. 2, ikke finder anvendelse på aftaler, hvor direktøren i en firmapensionskasse har opnået retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 14, 2. pkt., at for sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser ikke bliver påvirket af reglerne i § 43 c, stk. 4 og 5, i lov om firmapensionskasser, hvis direktøren har opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

En direktør har opnået retskrav på en fratrædelsesgodtgørelse, når betingelserne for fratrædelsesgodtgørelsen er opfyldt. Dette betyder bl.a., at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke indeholder betingelser for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, og som dermed indebærer, at direktøren vil have opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, ikke vil blive omfattet af lov om firmapensionskasser § 43 c, stk. 4 og 5, når aftalen er indgået før lovens ikrafttræden.

Lov om firmapensionskasser § 43 c, stk. 4 og 5, vil omvendt finde anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der er indgået før lovens ikrafttræden, hvis direktøren ikke derved har retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger kontraktbaserede forhold, der berettiger virksomheden til at undlade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren.

Det foreslås i stk. 15, at aftaler om fratrædelsesordninger, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er indgået mellem en investeringsforening og et medlem af direktionen, skal offentliggøres på investeringsforeningens hjemmeside i henhold til § 48 e i lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovforslagets § 5, nr. 2, senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem en investeringsforening og et medlem af direktionen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, og som overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal offentliggøres på investeringsforeningens hjemmeside senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Investeringsforeningen skal offentliggøre oplysninger om størrelsen af ordningens samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Offentliggørelsen skal ske på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort. Oplysningerne om direktionsmedlemmets fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Den foreslåede § 48 e er strafbelagt med bøde, jf. § 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. Det vil sige, at investeringsforeningen kan straffes med bøde, hvis investeringsforeningen ikke har offentliggjort oplysninger om fratrædelsesordninger i henhold til § 48 e, senest 6 måneder efter at loven er trådt i kraft.

Det foreslås i stk. 16, at § 48 f, § 48 g, stk. 2 og 3, og § 48 h i lov om investeringsforeninger m.v., som affattet ved denne lovs § 5, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en investeringsforening, som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslåede vil indebære, at udbetalingskravene til fratrædelsesordninger i § 48 f, § 48 g, stk. 2 og 3, og § 48 h, jf. lovforslagets § 5, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der er indgået, men som endnu ikke er aktualiseret.

En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, hvis modtageren heraf er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.

I de tilfælde hvor det indgår som et vilkår i en allerede indgået aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en investeringsforening, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitaliseres og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskravene i § 48 f og § 48 g, stk. 2 og 3, respekteres i aftalen.

For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, finder de foreslåede udbetalingskrav i § 48 f, § 48 g, stk. 2 og 3, og § 48 h ikke anvendelse. Fratrædelsesordninger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden kan således udbetales i henhold til de gældende aftaler. Heller ikke investeringsforeningernes mulighed for at indstille udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.

Aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en investeringsforening er således omfattet af de gældende aflønningsregler, hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn, jf. § 48 a i lov om investeringsforeninger m.v., hvis ikke betingelserne for undtagelse i § 15, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger er opfyldt.

Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende aftaler, som ikke endnu er aktualiseret, er, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genforhandlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den foreslåede overgangsbestemmelse er således nødvendig for at sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i fremtiden.

Det foreslås i stk. 17, at § 48 g, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovforslagets § 5, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af direktørens stilling.

Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, kan således tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gældende aftale.

Det følger i øvrigt af § 48 g, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en investeringsforening ikke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger allerede af den gældende § 15, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder.

En aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre en belønning af forseelser eller manglende resultater.

Det foreslås i stk. 18, 1. pkt., at § 48 g, stk. 4 og 5, i lov om investeringsforeninger m.v., som affattet ved denne lovs § 5, nr. 2, ikke finder anvendelse på aftaler, hvor direktøren i en investeringsforening har opnået retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 18, 2. pkt., at for sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser ikke bliver påvirket af reglerne i § 48 g, stk. 4 og 5, hvis direktøren har opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

En direktør har opnået retskrav på en fratrædelsesgodtgørelse, når betingelserne for fratrædelsesgodtgørelsen er opfyldt. Dette betyder bl.a., at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke indeholder betingelser for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, og som dermed indebærer, at direktøren vil have opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, ikke vil blive omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. § 48 g, stk. 4 og 5, når aftalen er indgået før lovens ikrafttræden.

Lov om investeringsforeninger m.v. § 48 g, stk. 4 og 5, vil omvendt finde anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der er indgået før lovens ikrafttræden, hvis direktøren ikke derved har retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger kontraktbaserede forhold, der berettiger virksomheden til at undlade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren.

Det foreslås i stk. 19, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem en forvalter af alternative investeringsfonde og et medlem af direktionen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, skal offentliggøres på forvalterens hjemmeside i henhold til § 20 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovforslagets § 6, nr. 2, senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem en forvalter af alternative investeringsfonde og et medlem af direktionen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, og som overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal offentliggøres på forvalterens hjemmeside senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Forvalteren skal offentliggøre oplysninger om størrelsen af ordningens samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Offentliggørelsen skal ske på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort. Oplysningerne om direktionsmedlemmets fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Den foreslåede § 20 a er strafbelagt med bøde, jf. § 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Det vil sige, at forvalteren kan straffes med bøde, hvis forvalteren ikke har offentliggjort oplysninger om fratrædelsesordninger i henhold til § 77 j, senest 6 måneder efter at loven er trådt i kraft.

Det foreslås i stk. 20, at § 20 b, § 20 c, stk. 2 og 3, og § 20 d i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., som affattet ved lovens § 6, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslåede vil indebære, at udbetalingskravene til fratrædelsesordninger i § 20 b, § 20 c, stk. 2 og 3, og § 20 d, jf. lovforslagets § 6, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der er indgået, men som endnu ikke er aktualiseret som følge af direktionsmedlemmets fratrædelse.

En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, hvis modtageren heraf er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.

I de tilfælde hvor det indgår som et vilkår i en allerede indgået aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitaliseres og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskravene i § 20 b og § 20 c, stk. 2 og 3, respekteres i aftalen.

For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, finder de foreslåede udbetalingskrav i § 20 b, § 20 c, stk. 2 og 3, og § 20 d ikke anvendelse. Fratrædelsesordninger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden kan således udbetales i henhold til de gældende aftaler. Heller ikke forvalternes mulighed for at indstille udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.

Aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde er således omfattet af de gældende aflønningsregler, hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn, jf. § 20, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., hvis ikke betingelserne for undtagelse i § 15, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1151 af 24. oktober 2017 om lønpolitik og aflønning i forvaltere af alternative investeringsfonde er opfyldt.

Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende aftaler, som ikke endnu er aktualiseret, er, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genforhandlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den foreslåede overgangsbestemmelse er således nødvendig for at sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i fremtiden.

Det foreslås i stk. 21, at § 20 c, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., som affattet ved lovens § 6, nr. 2, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af direktørens stilling.

Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, kan således tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gældende aftale.

Det følger i øvrigt af § 20 c, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde ikke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger allerede af den gældende § 15, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1151 af 24. oktober 2017 om lønpolitik og aflønning i forvaltere af alternative investeringsfonde.

En eksisterende aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre en belønning af forseelser eller manglende resultater.

Det foreslås i stk. 22, 1. pkt., at § 20 c, stk. 4 og 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., som affattet ved denne lovs § 6, nr. 2, ikke finder anvendelse på aftaler, hvor et medlem af direktionen i en firmapensionskasse har opnået retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 22, 2. pkt., at for sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser ikke bliver påvirket af reglerne i § 20 c, stk. 4 og 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., hvis et medlem af direktionen har opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Et medlem af direktionen har opnået retskrav på en fratrædelsesgodtgørelse, når betingelserne for fratrædelsesgodtgørelsen er opfyldt. Dette betyder bl.a., at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke indeholder betingelser for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, og som dermed indebærer, at direktøren vil have opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, ikke vil blive omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 20 c, stk. 4 og 5, når aftalen er indgået før lovens ikrafttræden.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 20 c, stk. 4 og 5, vil omvendt finde anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der er indgået før lovens ikrafttræden, hvis et medlem af direktionen ikke derved har retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger kontraktbaserede forhold, der berettiger virksomheden til at undlade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren.

Det foreslås i stk. 23, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem Arbejdsmarkedets Tillægspension og direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden, skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside i henhold til § 24 l i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 5, senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem Arbejdsmarkedets Tillægspension og direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden, og som overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal offentliggøres på virksomhedens hjemmeside senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Virksomheden skal offentliggøre oplysninger om størrelsen af ordningens samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Oplysningerne om direktørens eller medlemmet af den finansielle ledelses fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Den foreslåede § 24 l er strafbelagt med bøde, jf. § 32 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det vil sige, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan straffes med bøde, hvis virksomheden ikke har offentliggjort oplysninger om fratrædelsesordninger i henhold til § 24 l, senest 6 måneder efter at loven er trådt i kraft.

Det foreslås i stk. 24, at § 24 m, § 24 n, stk. 2 og 3, og § 24 o i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 5, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslåede vil indebære, at udbetalingskravene til fratrædelsesordninger i § 24 m, § 24 n, stk. 2 og 3, og § 24 o, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 5, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der er indgået, men som endnu ikke er aktualiseret.

En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, hvis modtageren heraf er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.

I de tilfælde hvor det indgår som et vilkår i en allerede indgået aftale om fratrædelsesordning til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitaliseres og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskravene i § 24 m, § 24 n, stk. 2 og 3, respekteres i aftalen.

For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til direktøren og et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, finder de foreslåede udbetalingskrav i § 24 m, § 24 n, stk. 2 og 3, og § 24 o ikke anvendelse. Fratrædelsesordninger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden kan således udbetales i henhold til de gældende aftaler. Heller ikke virksomhedernes mulighed for at indstille udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.

Aftaler om fratrædelsesordninger til direktøren og et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension er således omfattet af de gældende aflønningsregler, hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn, jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 1216 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvis ikke betingelserne for undtagelse i § 13, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen er opfyldt.

Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende aftaler, som ikke endnu er aktualiseret, er, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genforhandlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den foreslåede overgangsbestemmelse er således nødvendig for at sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i fremtiden.

Det foreslås i stk. 25, at § 24 n, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 5, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af direktørens eller medlemmet af den finansielle ledelses stilling.

Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, kan således tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gældende aftale.

Det følger i øvrigt af § 24 n stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, at en fratrædelsesgodtgørelse til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension ikke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger allerede af den gældende § 13, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1216 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

En eksisterende aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre en belønning af forseelser eller manglende resultater.

Det foreslås i stk. 26, 1. pkt., at § 24 n, stk. 4 og 5, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 5, ikke finder anvendelse på aftaler, hvor direktøren eller den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension investeringsforening har opnået retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 26, 2. pkt., at for sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser ikke bliver påvirket af reglerne i § 24 n, stk. 4 og 5, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvis direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

En direktør eller et medlem af den finansielle ledelse har opnået retskrav på en fratrædelsesgodtgørelse, når betingelserne for fratrædelsesgodtgørelsen er opfyldt. Dette betyder bl.a., at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke indeholder betingelser for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, og som dermed indebærer, at direktøren vil have opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, ikke vil blive omfattet af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 24 n, stk. 4 og 5, når aftalen er indgået før lovens ikrafttræden.

Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 24 n, stk. 4 og 5, vil omvendt finde anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der er indgået før lovens ikrafttræden, hvis direktøren eller medlemmet af den finansielle ledelse ikke derved har retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger kontraktbaserede forhold, der berettiger virksomheden til at undlade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren.

Det foreslås i stk. 27, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem Lønmodtagernes Dyrtidsfond og et medlem af direktionen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, skal offentliggøres på fondens hjemmeside i henhold til § 5 k i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som affattet ved denne lovs § 8 nr. 9, senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesordninger, der er indgået mellem Lønmodtagernes Dyrtidsfond og et medlem af direktionen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, og som overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal offentliggøres på fondens hjemmeside senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Fonden skal offentliggøre oplysninger om størrelsen af ordningens samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Offentliggørelsen skal ske på fondens hjemmeside på samme sted, som fondens lønpolitik er offentliggjort. Oplysningerne om direktionsmedlemmets fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Den foreslåede § 5 k er strafbelagt med bøde, jf. § 14 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det vil sige, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond kan straffes med bøde, hvis fonden ikke har offentliggjort oplysninger om fratrædelsesordninger i henhold til § 5 k, senest 6 måneder efter at loven er trådt i kraft.

Det foreslås i stk. 28, at § 5 l, § 5 m, stk. 2 og 3, og § 5 n i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som affattet ved denne lovs § 8, nr. 9, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslåede vil indebære, at udbetalingskravene til fratrædelsesordninger i § 5 l, § 5 m, stk. 2 og 3, og § 5 n, som affattet ved denne lovs § 8, nr. 9, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der er indgået, men som endnu ikke er aktualiseret som følge af direktionsmedlemmets fratrædelse.

En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, hvis modtageren heraf er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.

I de tilfælde hvor det indgår som et vilkår i en allerede indgået aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitaliseres og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskravene i § 5 l, § 5 m, stk. 2 og 3, respekteres i aftalen.

For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, finder de foreslåede udbetalingskrav i § 5 l, § 5 m, stk. 2 og 3, og § 5 n ikke anvendelse. Fratrædelsesordninger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden kan således udbetales i henhold til de gældende aftaler. Heller ikke fondens mulighed for at indstille udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.

Aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond er således omfattet af de gældende aflønningsregler, hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn, jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 1215 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, hvis ikke betingelserne for undtagelse i § 13, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen er opfyldt.

Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende aftaler, som ikke endnu er aktualiseret, er, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genforhandlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den foreslåede overgangsbestemmelse er således nødvendig for at sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i fremtiden.

Det foreslås i stk. 29, at § 5 m, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som affattet ved denne lovs § 8, nr. 9, finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede vil indebære, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af direktørens stilling.

Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, kan således tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gældende aftale.

Det følger i øvrigt af § 5 m, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ikke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger allerede af den gældende § 13, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1215 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

En eksisterende aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre en belønning af forseelser eller manglende resultater.

Det foreslås i stk. 30, 1. pkt., at § 5 m, stk. 4 og 5, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som affattet ved denne lovs § 8, nr. 9, ikke finder anvendelse på aftaler, hvor et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond har opnået retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 30, 2. pkt., at for sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser ikke bliver påvirket af reglerne i § 5 m, stk. 4 og 5, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, hvis medlemmet af direktionen har opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelse på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Et medlem af direktionen har opnået retskrav på en fratrædelsesgodtgørelse, når betingelserne for fratrædelsesgodtgørelsen er opfyldt. Dette betyder bl.a., at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke indeholder betingelser for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, og som dermed indebærer, at medlemmet af direktionen vil have opnået et retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, ikke vil blive omfattet af lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond § 5 m, stk. 4 og 5, når aftalen er indgået før lovens ikrafttræden.

Lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond § 5 m, stk. 4 og 5, vil omvendt finde anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der er indgået før lovens ikrafttræden, hvis medlemmet af direktionen ikke derved har retskrav på fratrædelsesgodtgørelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger kontraktbaserede forhold, der berettiger virksomheden til at undlade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren.

Det foreslås i stk. 31, at regler fastsat i medfør af § 5 e i lovbekendtgørelse nr. 1109 af 9. oktober 2014 om Lønmodtagernes Dyrtidsfond forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 5 j, som affattet ved denne lovs § 8, nr. 9.

Forslaget til stk. 31 sikrer, at regler udstedt i medfør af § 5 e i lov om Lønmodtagerens Dyrtidsfond forbliver i kraft, selvom bemyndigelsesbestemmelsen i § 5 e ophæves som følge af denne lovs § 8, nr. 8.

Det foreslås i stk. 32, at regler fastsat i medfør af § 24 f i lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014 om Arbejdsmarkedets Tillægspension forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 24 k, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 5.

Forslaget til stk. 32, sikrer, at regler udstedt i medfør af § 24 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension forbliver i kraft, selvom bemyndigelsesbestemmelsen i § 24 f ophæves som følge af denne lovs § 7, nr. 4.

Kilde

Bestemmelsen vedrører lovforslagets territoriale afgrænsning.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets §§ 1, 3, 5, 6 og 9 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed er sat i kraft på Færøerne ved kongelig anordning nr. 830 af 30. august 2009.

Lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger er sat i kraft på Færøerne ved kongelig anordning nr. 1223 af 11. juni 2021.

Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets §§ 1, 3-6 og 9 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det følger af lovene på det finansielle område, at lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovene ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed er anordnet på Grønland ved kongelig anordning nr. 1252 af 15. december 2004.

Lovforslagets § 2 skal ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland, da Straffeloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke indeholder anordningshjemmel.

Lovforslagets § 4 skal ikke kunne sættes i kraft for Færøerne, da forsikringsområdet på Færøerne er overtaget og dermed reguleres af færøske love. Lov om firmapensionskasser gælder derfor ikke for Færøerne og indeholder ikke en anordningshjemmel.

Lovforslagets §§ 7 og 8 skal ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland, da lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke indeholder anordningshjemmel.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 20 d, at §§ 20 a-20 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende § 190, stk. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Med lovforslagets § 6, nr. 2, foreslås det i § 20 a at indsætte et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse

Det foreslås på den baggrund i § 190, stk. 1, at indsætte § 20 a i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 20 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, nr. 2, der indsætter § 20 a. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er forvaltere af alternative investeringsfonde, og gerningsindholdet består i, at forvalteren ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 20 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor forvalterens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis forvalteren fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

De gældende aflønningsregler i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 24 o , at §§ 24 l -24 n ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller øvrige bestemmelser i aflønningsbekendtgørelsen. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller aflønningsbekendtgørelsen der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 6 (§ 27, stk. 10, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den gældende § 27, stk. 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder en bestemmelse om, at når Finanstilsynet meddeler påbud i henhold til stk. 4 og 5, kan påbuddet forlanges indbragt for domstolene. Retten til at forlange påbuddet indbragt tilfalder Arbejdsmarkedets Tillægspension og vedkommende, som afgørelsen vedrører.

En anmodning om indbringelse af påbud for domstolene skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller den pågældende nøgleperson under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10 i § 27, hvorefter afgørelser i sager efter § 23 a, stk. 1 og 2, og § 23 a, stk. 8, som træffes efter § 23 a, stk. 3, kan forlanges indbragt for domstolene af Arbejdsmarkedets Tillægspension og af den person, som afgørelsen vedrører. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Arbejdsmarkedets Tillægspension og den person, som afgørelsen vedrører, vil derfor kunne forlange, at Finanstilsynet indbringer en afgørelse om afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning for domstolene, ligesom det er tilfældet for påbud om at afsætte direktøren eller en ansat, der er udpeget som en nøgleperson, jf. § 27, stk. 5.

Til nr. 7 (§ 27 g, stk. 3, 1. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

De gældende § 23 a, stk. 1 og 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktøren i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Kravene til egnethed og hæderlighed gælder tillige for ansatte identificeret som nøglepersoner, jf. § 23 a, stk. 5.

Det fremgår af den gældende § 27 g, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet i henhold til denne lovs § 27, stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til Arbejdsmarkedets Tillægspension skal offentliggøres, og det skal af offentliggørelsen fremgå, at reaktionen vedrører Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 3.

Ved reaktioner forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 315.

Offentliggørelse efter § 27 g, stk. 1, kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for Arbejdsmarkedets Tillægspension, det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4. Offentliggørelsen må heller ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, dvs. oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold eller lignende.

Udgangspunktet efter § 27 g, stk. 1, er, at en afgørelse truffet af Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, medmindre de særlige betingelser for at undlade offentliggørelse efter stk. 3 finder anvendelse, og at en offentliggørelse, der vedrører en fysisk person, sker i anonymiseret form, hvilket omfatter sager om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 27 g, stk. 3, 1. pkt., at der ikke skal ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 23 a, stk. 1 og 2, eller § 23 a, stk. 1 og 2, jf. § 23 a, stk. 8.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 27 g, stk. 1, af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 23 a, stk. 1 og 2. Dette vil gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling, og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv.

Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undtagelse til offentliggørelsespligten i § 27 g, stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 27 g, stk. 4, 1. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den fremgår af den gældende § 27 g, stk. 4, at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 3, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1 eller 2, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for reaktionen.

Det foreslås i § 27 g, stk. 4, 1. pkt., at ændre stk. 3, 1. pkt., til stk. 3, 2. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 7, nr. 7.

Til nr. 9 (§ 32 a, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den gældende § 32 a, stk. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås at ændre § 32 a, stk. 1, således, at henvisningen til § 23, stk. 3, ændres til § 23, stk. 6, og at § 24 l indsættes.

Den foreslåede ændring medfører, at overtrædelse af § 24 l bliver strafbelagt i henhold til § 23 a, stk. 1.

I forbindelse med offentliggørelseskravet i § 24 l er ansvarssubjektet Arbejdsmarkedets Tillægspension, og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.

Der er således flere forhold i § 24 l, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, hvor det eksempelvis forsøges skjult i forhold til anden information af samme karakter. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om direktøren eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af henvisning til § 23 a, stk. 3, til § 23 a, stk. 6, er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslaget § 7, nr. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 43 d, at §§ 43 a-43 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at understrege, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke en ændring af øvrige bestemmelser i lov om firmapensionskasser. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om firmapensionskasser der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 117, stk. 2, 1. pkt., i lov om firmapensionskasser)

Den gældende § 117, stk. 2, 1. pkt., udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 117, stk. 2, 1. pkt., at indsætte § 43 a.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 43 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 4, nr. 2, der indsætter § 43 a. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er firmapensionskasser, og gerningsindholdet består i, at firmapensionskassen ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 43 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis firmapensionskassen fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 48 g fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i en investeringsforening samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en investeringsforening. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i lovforslagets § 5, nr. 1, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en investeringsforening skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både investeringsforeningens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må investeringsforeningen ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke investeringsforeningen i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af investeringsforeningers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at investeringsforeningens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være udbetalt fuldt ud i overensstemmelse med det foreslåede § 48 f. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 48 f.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 48 a, stk. 1, nr. 5, i lov om investeringsforeninger m.v.

Kompleksiteten af investeringsforeningers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at investeringsforeningers bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i en investeringsforening skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i investeringsforeningen, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af investeringsforeningen konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet har truffet beslutning om at inddrage den danske UCITS’s tilladelse i medfør af § 110 i lov om investeringsforeninger m.v.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis investeringsforeningen kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført investeringsforeningen store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til investeringsforeningens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at investeringsforeningens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at investeringsforeningens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom investeringsforeningens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt investeringsforeningen.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale investeringsforeningens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for investeringsforeningen, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til investeringsforeningen forværres markant.

Mistillid kan bestå i, men er ikke begrænset til, en situation, hvor investorerne i en investeringsforening grundet mistillid til direktøren i høj grad søger at lade sig indløse.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som investeringsforeningen er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på investeringsforeningens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle- og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager investeringsforeningen eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er dog væsentligt, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller investeringsforeningen dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller investeringsforeningen dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for anvendelsen af reglerne om begrænsning af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i investeringsforeningen. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis investeringsforeningen bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor investeringsforeningen og/eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor investeringsforeningen bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i investeringsforeningen. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller investeringsforeningen efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme direktøren eller investeringsforeningen efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført investeringsforeningen en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt. indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen i en investeringsforening skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i investeringsforeningen.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af investeringsforeningen eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i investeringsforeningen.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis investeringsforeningen eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse i medfør af § 190, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v. som følge af manglende iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af investeringsforeningen eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med at direktøren eller investeringsforeningen er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i en investeringsforening ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold., og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for investeringsforeningen, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 48 g, stk. 2.

§ 48 h

De gældende aflønningsregler i lov om investeringsforeninger m.v. og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 48 h, at §§ 48 e-48 g ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om investeringsforeninger m.v. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om investeringsforeninger m.v. der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 190, stk. 1, 2. pkt., i lov investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 190, stk. 1, 2. pkt., udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås på den baggrund i § 190, stk. 1, 2. pkt., at ændre henvisning til § 48 b og § 48 c til §§ 48 b, 48 c og 48 e.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastsættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 48 e.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, nr. 2, der indsætter § 48 e. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er investeringsforeninger, og gerningsindholdet består i, at investeringsforeningen ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 48 e, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis investeringsforeningen fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om finansiel virksomhed og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 77 m, at §§ 77 j-77 l ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om finansiel virksomhed der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 26 (§ 78, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 78, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed må en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse, som skal indføres i forhandlingsprotokollen, bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer eller direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Bestemmelsen gælder også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører, jf. § 78, stk. 4.

Bestemmelsen i § 78, stk. 1, er ikke til hinder for, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer kan bevilges eksponeringer på samme vilkår som medarbejderne i den pågældende finansielle virksomhed i øvrigt, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4818, og bilag 6, pkt. 15, i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

Efter bilag 6, pkt. 13, i bekendtgørelse nr. 1103 af 30. juni 2022 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., skal det udtrykkeligt anføres i henholdsvis bevillingsprotokollen og forhandlingsprotokollen, når der behandles eksponeringer omfattet af § 78, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed. De pågældende bestyrelsesmedlemmer og direktører må ikke være til stede under sagens behandling, og det skal protokolleres, at de ikke er til stede. Det er dog ikke til hinder for, at et bestyrelsesmedlem eller en direktør, der tillige deltager i ledelsen af et moderselskab, der ejer hele kapitalen i virksomheden, eller i et 100 pct. ejet søster- eller datterselskab, deltager i behandlingen af spørgsmål om eller eksponeringer mod dette selskab.

Det foreslås, at § 78, stk. 1, ophæves, og der indsættes nye bestemmelser i stk. 1-4.

Det foreslås således i § 78, stk. 1, nr. 1, at en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol må bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Den foreslåede bestemmelse indeholder i forhold til, hvad der gælder efter § 78, stk. 1, ingen materielle ændringer, idet der alene foreslås sproglige ændringer som led i nyaffattelsen, herunder at de nuværende bestemmelser i nr. 1 og 2 i § 78, stk. 1, samles som et nyt § 78, stk. 1, nr. 1.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er som hidtil at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så bestyrelsesmedlemmer eller direktører ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til finansielle virksomheders bevilling af eksponeringer m.v. mod medlemmerne af bestyrelsen og direktionen, så der stilles krav om bestyrelsens godkendelse.

”Eksponering” er defineret i § 5, stk. 1, nr. 18, i lov om finansiel virksomhed som summen af alle mellemværender med en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden, og kapitalandele udstedt af kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes forbundne kunder.

Der er i § 5, stk. 1, nr. 18, 2. pkt., litra a-d, fastsat særlige undtagelser fra eksponeringsdefinitionen for eksponeringer omfattet af §§ 78 eller 182. Bestemmelsen indebærer bl.a., at eksempelvis valutatransaktioner, som er opstået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion, i et tidsrum på 48 timer efter, at betaling har fundet sted, ikke er omfattet af kravet om bestyrelsens godkendelse af eksponeringer efter § 78.

”Kvalificeret ejerandel” er defineret i § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter der ved kvalificeret ejerandel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden.

Bestemmelsen vil indebære, at bestyrelsen skal godkende konkrete eksponeringer og sikkerhedsstillelser. Der kan således ikke efter bestemmelsen gives generelle godkendelser, der ikke knytter sig til en eller flere konkrete eksponeringer eller sikkerhedsstillelser.

Efter den gældende § 76 i lov om finansiel virksomhed må en direktør ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem den finansielle virksomhed og sig selv eller aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds interesse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at bestyrelsen skal tage stilling til aftalens væsentligste indhold, og at godkendelsen skal være udtrykkelig og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4815. Det fremgår desuden, at bestemmelsen kun vedrører større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold. Almindelige dispositioner såsom veksling af valuta og ind- og udbetaling på indlånskonti er ikke omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Bestemmelsen er en skærpelse af § 117, stk. 1, i selskabsloven, hvorefter direktionen varetager den daglige ledelse af selskabet og kan indgå aftaler på vegne af selskabet, så længe aftalen ligger inden for den daglige drift og ikke er af usædvanlig art eller stor betydning. Efter § 76 kræver det godkendelse af bestyrelsen, hvis aftalen er væsentlig for direktøren. Dette vil kunne gøre sig gældende, selvom aftalen er sædvanlig for virksomheden.

Det foreslås således i § 78, stk. 1, nr. 2, at en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol må indgå aftale med en direktør, når aftalen omfatter større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold, eller med en tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Det foreslåede viderefører den gældende § 76 med materielle, redaktionelle og sproglige ændringer.

Efter den gældende § 76 er det alene direktøren, der er pligtsubjekt. Den materielle ændring fra den gældende § 76 består i, at den finansielle virksomhed også bliver pligtsubjekt for aftaler omfattet af bestemmelsen, dvs. at både den finansielle virksomhed og direktøren har pligt til at sikre, at aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, ikke indgås uden bestyrelsens godkendelse, der indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så direktører ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i en finansiel virksomhed på virksomhedens vegne indgår med sig selv, hvorfor der gælder krav om bestyrelsens godkendelse.

For at der efter bestemmelsen stilles krav om bestyrelsens godkendelse, skal der være tale om indgåelse af aftaler. Det er i den forbindelse en forudsætning, at der er tale om dispositioner, som kræver udøvelse af et skøn, som direktøren potentielt kan påvirke, f.eks. en kreditvurdering, værdiansættelse, prisfastsættelse eller fastsættelsen af forsikringsvilkår. Omvendt vil en aftale, hvor prisen er standardiseret eller baseret på en fast personalepris, der gælder for hele virksomheden, ikke være en disposition, der er omfattet af bestemmelsen og dermed kravet om bestyrelsens godkendelse. Dette sidste vil eksempelvis kunne være tilfældet ved gebyrer for valutaveksling, gebyrer for ind- og udbetaling på indlånskonti eller gebyr eller kurtage for transaktioner i værdipapirer. Det samme gælder tilfælde, hvor en direktør i et forsikringsselskab tegner en forsikring i selskabet på samme vilkår, som selskabets øvrige ansatte kan tegne, f.eks. hvis direktøren tegner en ansvarsforsikring på sin bil, hvor der alene knyttes sædvanlige vilkår. Begrebet aftale vil også omfatte aftaler, hvor der sker sikkerhedsstillelse, eller hvor der opstår eller vil kunne opstå en eksponering, f.eks. ved aftale om et kreditkort knyttet til en kassekredit på 50.000 kr.

Med større dispositioner forstås dispositioner, der i forhold til den konkrete direktørs økonomi vil være store dispositioner. Det vil således bero på en konkret vurdering af direktørens økonomiske forhold og den konkrete aftale, om dispositionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Aftaler, der indgås af direktionen og ligger inden for den daglige drift, har ikke karakter af en større disposition.

Den foreslåede bestemmelse omfatter også aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så en direktør ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i en finansiel virksomhed indgår med tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kravet om godkendelse fra bestyrelsen også gælder aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Ordlyden ”tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse” er videreført fra den gældende § 76, som efter praksis fortolkes som personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst to år eller slægtskab i op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilke disse personer kan udøve betydelig indflydelse eller er medlemmer af bestyrelsen. Bestemmelsen kan desuden i særlige tilfælde omfatte aftaler med personer eller juridiske enheder, som direktøren har en tilsvarende nær forbindelse til og dermed en væsentlig interesse i, og som derfor i det konkrete tilfælde kan sidestilles med den oplistede kreds af personer.

Det foreslås i § 78, stk. 2, at medlemmer af bestyrelsen skal erstatte tab, som den finansielle virksomhed lider som følge af bevillinger og sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af stk. 1, der er godkendt af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen godtgør, at tabet ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af den finansielle virksomhed tilsiger.

Der lægges med den foreslåede bestemmelse op til at vende bevisbyrden i sager om erstatningsansvar vedrørende tab lidt på eksponeringer, sikkerhedsstillelser og aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå en aftale med en direktør, et bestyrelsesmedlem m.fl. omfattet af det foreslåede stk. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at det fremover vil være det enkelte bestyrelsesmedlem, der i forbindelse med eksponeringer og sikkerhedsstillelser omfattet af stk. 1, nr. 1, skal godtgøre, at der ikke er handlet ansvarspådragende i forbindelse med bevillingen eller udvidelsen af eksponeringer mod eller sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer eller direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør. Det samme vil være tilfældet med hensyn til aftaler efter stk. 1, nr. 2.

Der lægges med den foreslåede ændring ikke op til at ændre på, at flere medlemmer af bestyrelsen vil kunne hæfte solidarisk, hvis mere end ét medlem har handlet ansvarspådragende.

Den foreslåede omvendte bevisbyrde omfatter både bestyrelsens bevilling af eksponeringen, dvs. den oprindelige godkendelse af aftalen mellem den finansielle virksomhed og direktøren, og en eventuel senere udvidelse af en tidligere godkendt eksponering. Ved udvidelse af en eksponering menes, at den finansielle virksomhed udvider sin forpligtelse over for eller eksponering mod det pågældende ledelsesmedlem. Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved udvidelsen af en tidligere bevilliget kredit, accept af, at ledelsesmedlemmet udtræder som kautionist, eller accept af mindre sikkerhed end oprindelig aftalt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke dispositioner, der ikke er godkendt af bestyrelsen, herunder aftaler, som et direktionsmedlem på virksomhedens vegne har indgået med sig selv, uden at bestyrelsen var bekendt hermed. Reglen om omvendt bevisbyrde omfatter heller ikke den situation, hvor bestyrelsen træffer beslutning om en eksponering, sikkerhedsstillelse eller aftale uden at have kendskab til, og uden at burde have kendskab til, omstændigheder, der medfører, at eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen omfattes af den foreslåede § 78, stk. 1. Et eksempel herpå kan være en aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, som en af direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod den finansielle virksomheds, jf. forslaget til § 78, stk. 7, men hvorom oplysning ikke er tilgået bestyrelsen.

Bestemmelsen omfatter heller ikke overvågning af og eventuel opfølgning på eksponeringer, sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af § 78, stk. 1.

Med den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af den finansielle virksomhed tilsiger, skal forstås handlinger, der efter en almindelig culpanorm vil indebære, at den pågældende ikke kan gøres erstatningsansvarlig.

Det er med den foreslåede ændring ikke formålet, at selve ansvarsbedømmelsen af handlinger eller undladelse foretaget af bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder skal ændres.

Ansvaret vil således fortsat skulle vurderes efter culpareglen, men den foreslåede ændring indebærer, at der fremover vil gælde en omvendt bevisbyrde med hensyn til ansvarsgrundlaget.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære, at bevisbyrden for, at de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt, vendes. Det vil således fortsat være sagsøgeren, der skal godtgøre, at der er lidt et tab, og at der foreligger den nødvendige kausalitet og adækvans.

Den foreslåede ændring skal bidrage til at sikre, at forsvarligheden af aftaler omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 1, i højere grad end i dag vil kunne efterprøves, hvis det efterfølgende viser sig, at bevillingen eller udvidelsen af en eksponering eller anden konkret aftale har været tabsgivende for den finansielle virksomhed.

Det foreslås i § 78, stk. 3, at en direktør, der uden bestyrelsens godkendelse bevilger eksponeringer, modtager sikkerhedsstillelser eller indgår aftaler omfattet af stk. 1, indestår for det tab, som den finansielle virksomhed måtte blive påført som følge af den pågældende aftale, medmindre direktøren hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første at beskytte den finansielle virksomhed mod de iboende interessekonflikter i aftaler mellem direktionen og den finansielle virksomhed. Formålet er endvidere at beskytte de finansielle virksomheder mod at lide tab på aftaler, som en direktør på virksomhedens vegne indgår med tredjemand, hvori en direktør besidder en kvalificeret ejerandel eller i øvrigt har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod virksomhedens. Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor direktøren ikke har kendskab til eller burde have kendskab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af § 78, stk. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå en aftale med en direktør m.fl. omfattet af det foreslåede stk. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Har bestyrelsen godkendt eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen efter § 78, stk. 1, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have påset forsvarligheden af aftalen, herunder sikret, at den mulige interessekonflikt mellem direktør og selskab ikke har påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer, sikkerhedsstillelse eller aftalen, som bestyrelsen har godkendt efter § 78, stk. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvurderingen foreslås vendt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter en direktørs bevilling uden bestyrelsens godkendelse af eksponeringer og modtagelse af sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 1, samt indgåelse af aftaler efter stk. 1, nr. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse vil direktøren skulle indestå for sådanne bevillinger, modtagelser eller aftaler. Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder, som følge af at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til værdien af aftalen eller eksponering. Hermed forstås f.eks. hovedstolen, renter og stiftelsesomkostninger på en kredit.

Den foreslåede bestemmelse svarer med hensyn til hæftelsesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelser i stk. 1. Selskabslovens § 215, stk. 2, finder imidlertid ikke anvendelse for direktører i pengeinstitutter eller realkreditinstitutter (for så vidt angår realkreditlån). Den foreslåede bestemmelse skaber således en retstilstand for direktører i disse institutter, der svarer til hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2, når en direktør overtræder den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det foreslås på den baggrund også, at den foreslåede hæftelsesregel efter omstændighederne finder anvendelse, medmindre der indtræder hæftelse efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210. Det foreslåede indebærer, at direktører i finansielle virksomheder, der er kapitalselskaber, men ikke er pengeinstitutter eller realkreditinstitutter, fortsat vil være omfattet af hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil i praksis ikke have betydning for aftaler, som den finansielle virksomhed indgår med en af direktørerne selv, da direktøren allerede vil hæfte for sådanne aftaler i kraft af at være aftalepart.

Det foreslås i stk. 4, at er en bevilling eller modtagelse af sikkerhedsstillelse omfattet af stk. 1, nr. 1, der er indgået uden bestyrelsens godkendelse med et bestyrelsesmedlem i den finansielle virksomhed eller en virksomhed, hvori bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller direktør, indestår bestyrelsesmedlemmet for det tab, som den finansielle virksomhed måtte blive påført, medmindre bestyrelsesmedlemmer hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første at beskytte den finansielle virksomhed mod de iboende interessekonflikter i aftaler mellem bestyrelsesmedlemmer og den finansielle virksomhed. Formålet er endvidere at beskytte den finansielle virksomhed mod at lide tab på aftaler, som bestyrelsesmedlemmer – uden om den samlede bestyrelse – på virksomhedens vegne indgår med tredjemand, hvori et bestyrelsesmedlem har en væsentlig interesse. Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor bestyrelsesmedlemmet ikke har kendskab til eller burde have kendskab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af § 78, stk. 1, nr. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra en direktør m.fl. omfattet af det forslåede stk. 1, nr. 1, set i forhold til, hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Har bestyrelsen godkendt eksponeringen eller sikkerhedsstillelsen efter § 78, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have påset forsvarligheden af eksponeringen eller sikkerhedsstillelsen, herunder sikret at den mulige interessekonflikt mellem bestyrelsesmedlemmet og selskabet ikke har påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer eller sikkerhedsstillelse, som bestyrelsen har godkendt efter § 78, stk. 1, nr. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvurderingen foreslås vendt.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 omfatter alene eksponeringer eller sikkerhedsstillelser efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 1, og ikke aftaler, som direktøren indgår efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2. Den foreslåede bestemmelse finder således anvendelse på aftaler om eksponeringer og sikkerhedsstillelser, hvor den mulige uvedkommende interesse vedrører et bestyrelsesmedlem, og ikke den direktør, som er med til at indgå aftalen på den finansielle virksomheds vegne. Det foreslåede stk. 4 skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 om direktørers indeståelse for tab på bevilling af eksponeringer eller modtagelse af sikkerhedsstillelser omfattet af stk. 1, nr. 1, som den finansielle virksomhed måtte blive påført, hvis der ikke foreligger godkendelse fra bestyrelsen. Bestemmelsen er således en modifikation til den foreslåede hæftelsesregel, og har til formål at friholde direktøren for hæftelse i denne forbindelse og sikre, at hæftelsen pålægges det bestyrelsesmedlem, der har interessen i den omfattede aftale.

Med det foreslåede stk. 4 vil et bestyrelsesmedlem skulle indestå for aftaler, der indgås mellem den finansielle virksomhed og en virksomhed, hvor bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller direktør, uden at bestyrelsen har godkendt aftalen. Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder som følge af, at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til værdien af eksponeringen. Hermed forstås f.eks. hovedstolen på en kredit eller værdien af sikkerhedsstillelsen.

Det foreslåede stk. 4 svarer med hensyn til hæftelsesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Selskabslovens § 215, stk. 2, finder imidlertid ikke anvendelse for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter eller realkreditinstitutter (for så vidt angår realkreditlån). Den foreslåede bestemmelse skaber således en retstilstand for bestyrelsesmedlemmer i disse institutter, der svarer til hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2, når et eller flere bestyrelsesmedlemmer overtræder den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det foreslås på den baggrund også, at den foreslåede § 78, stk. 4, efter omstændighederne finder anvendelse, medmindre der indtræder hæftelse efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. §§ 206 eller 210. Det foreslåede indebærer, at bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder, der er kapitalselskaber, men ikke er pengeinstitutter eller realkreditinstitutter, fortsat vil være omfattet af hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2.

Til nr. 27 (§ 78, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 78, stk. 2, 1. pkt., skal de eksponeringer, der er omfattet af § 78, stk. 1, bevilges i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.

Bestemmelsen hindrer ikke, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i penge- og realkreditinstitutter i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på den finansielle virksomheds almindelige personalevilkår, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4818, og bilag 6, pkt. 15, i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

Det foreslås i § 78, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., at ændre »De i stk. 1 nævnte eksponeringer skal bevilges« til: »Eksponeringer og aftaler efter stk. 1 skal bevilges eller indgås«, og efter »markedsbaserede vilkår« at indsætte », medmindre eksponeringen indgås over for et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem på personalevilkår«.

Forslaget vil indebære, at de betingelser og pligter, der følger af de nugældende bestemmelser i § 78, stk. 2, og som i dag omfatter eksponeringer efter § 78, stk. 1, udvides til også at omfatte aftaler, der er omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2.

De foreslåede ændringer vil betyde, at aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, skal bevilges i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Derudover skal den eksterne revisor i revisionsprotokollen vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt for aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal erklæringen fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Det foreslås endvidere, at den undtagelse for eksponeringer over for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, der følger af forarbejderne, fastsættes direkte i lovteksten. Det er hensigten at tydeliggøre, at den foreslåede bestemmelse ikke skal være til hinder for, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i penge- og realkreditinstitutter i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på den finansielle virksomheds almindelige personalevilkår. Undtagelsen for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer vil dog gælde for eksponeringer indgået på personalevilkår. Undtagelsen vil derfor alene give adgang til bevilling heraf i henhold til almindelige personalevilkår og dermed ikke vilkår, der er gunstigere, end hvad der er adgang til for det øvrige personale i virksomheden.

Til nr. 28 (§ 78, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 78, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed skal direktionen og bestyrelsen især overvåge forsvarligheden og forløbet af de i stk. 1 nævnte eksponeringer.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at den finansielle virksomheds eksponeringer eller sikkerhedsstillelser over for bestyrelsesmedlemmer og direktører efter § 78, stk. 1, løbende skal overvåges af bestyrelsen og direktionen. Overvågningspligten efter § 78, stk. 3, omfatter eksponeringer omfattet af den gældende § 78, stk. 1, men ikke aftaler efter § 76.

Det foreslås i § 78, stk. 3, der bliver stk. 6, at ændre »de i stk. 1 nævnte eksponeringer« til: »eksponeringer og aftaler efter stk. 1«.

Ændringen vil indebære, at direktionens og bestyrelsens løbende overvågningspligt udvides til også at omfatte aftaler efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 27.

Dette vil dog kun gælde, hvor der efter aftalens indhold er forhold, der kan følges og overvåges. Eksempelvis vil en enkeltstående ejendomshandel, hvor et pengeinstituts direktør køber en fast ejendom kontant af pengeinstituttet, som forud herfor har købt ejendommen på tvangsauktion, almindeligvis ikke kræve opfølgning eller overvågning.

Til nr. 29 (§ 78 stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse i § 78, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed gælder reglerne i stk. 1-3 også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører.

Det foreslås i § 78, stk. 4, der bliver stk. 7, at ændre »stk. 1-3« til: »stk. 1-6«, og at indsætte »og aftaler med« efter »eksponeringer mod«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 1, nr. 2, og stk. 2-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, fremover også vil gælde for eksponeringer mod og aftaler indgået med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilke disse personer kan udøve betydelig indflydelse eller er medlemmer af bestyrelsen.

Den foreslåede tilføjelse om, at reglerne i stk. 1-6 også gælder eksponeringer og aftaler med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, ejer en kvalificeret andel i, er en præcisering af, hvad der efter praksis allerede gælder efter bestemmelsen.

Ændringen vil således for så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, indebære, at aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, som eksempelvis direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod den finansielle virksomheds, er omfattet af stk. 1, nr. 2. Tilsvarende vil gøre sig gældende for bestyrelsesmedlemmernes omvendte bevisbyrde samt en direktørs og et bestyrelsesmedlems hæftelse efter de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 2-4 sammenholdt med de foreslåede ændringer i stk. 4, der bliver stk. 7.

Til nr. 30 (§ 179, nr. 2, og § 180, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 179, nr. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed der ejer kapitalandele i finansielle virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, såfremt et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6.

Den gældende § 180, nr. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan at en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed afhænder kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt et medlem af holdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6.

Det foreslås i § 179, nr. 2, og § 180, nr. 2, at ændre »§ 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6« til: »§ 64, stk. 1, nr. 3-5«.

De foreslåede ændringer er konsekvensrettelser på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 4, der ophæver § 64, stk. 1, nr. 5.

Til nr. 31 (§ 351, stk. 4, og stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 351, stk. 4, at Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, jf. stk. 1, eller påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, eller § 64, stk. 1, jf. § 64 d, stk. 3, ikke kan bestride stillingen.

Det foreslås i § 351, stk. 4, og stk. 5, 1. pkt., at der efter »et pengeinstitut,« indsættes: »et realkreditinstitut,«.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 10-12, der udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde et realkreditinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, i medfør af § 64 c, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for nøglepersoner i et realkreditinstitut, som i dag gælder for nøglepersoner i et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Lovforslaget vil ikke medføre materielle ændringer i Finanstilsynets eksisterende muligheder for at påbyde et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, hvis denne efter egnetheds- og hæderlighedsreglerne ikke kan bestride stillingen. For så vidt angår Finanstilsynets muligheder for at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i et pengeinstitut, der ikke er et SIFI eller G-SIFI, henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 32.

Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller en ansat, der er nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, jf. stk. 1, eller i medfør af § 64 d, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, at nøglepersonen i et pengeinstitut, i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4, eller at nøglepersonen i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i § 351, stk. 5, 1. pkt., påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Den foreslåede ændring af § 351, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet kan påbyde et realkreditinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at nøglepersonen i et realkreditinstitut ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for nøglepersoner i et realkreditinstitut, som i dag gælder for nøglepersoner i et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Den forslåede ændring er en konsekvens af, at dette lovforslags § 1, nr. 10-12, udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Til nr. 32 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 4, fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende ikke kan bestride stillingen i henhold til reglerne om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 351, stk. 4, at ændre »et pengeinstitut,« til: »gruppe 1- og 2-pengeinstitut, et realkreditinstitut,«, og at indsætte som 2. og 3. pkt., at Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 3-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1-5, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, ikke kan bestride stillingen. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 4-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, ikke kan bestride stillingen.

Det foreslåede viderefører den gældende retstilling for så vidt angår gruppe 1- og 2-pengeinsiutter og realkreditinstitutter.

Det foreslåede vil derudover medføre, at Finanstilsynet alene vil kunne påbyde gruppe 3- og 4-pengeinsitutter at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner, og som vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet i henhold til § 64 c, stk. 4-7, som foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 33 (§ 351, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 5, fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en direktør eller ansat, der er er identificeret som nøgleperson, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, at nøglepersonen i et pengeinstitut, i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4, eller at nøglepersonen i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Det foreslås i § 351, stk. 5, at indsætte efter »direktør eller en ansat«: »i et gruppe 1- eller 2-pengeinstitut eller et realkreditinstitut,«, og efter »nøglepersonen i et pengeinstitut,« indsættes: »i et realkreditinstitut,«, og efter 1. pkt. at indsætte, at Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 3-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1-5, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 4-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4.

Det foreslåede viderefører den gældende retstilling for så vidt angår gruppe 1- og 2-pengeinstiutter.

Det foreslåede vil derudover medføre, at Finanstilsynet alene vil kunne påbyde gruppe 3- og 4-pengeinsitutter at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner, og som vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet i henhold til § 64, c, stk. 4-7, som foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 34 (§ 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed bestemmer, at varigheden af påbud meddelt efter § 351, stk. 2, på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6, skal fremgå af påbuddet. Det betyder, at når Finanstilsynet påbyder et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv på baggrund af manglende hæderlighed, jf. § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6, skal varigheden fremgå af påbuddet.

Det foreslås i § 351, stk. 6, at ændre »stk. 2 på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6« til: »stk. 1, 2 eller 4 på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2-5«.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynets påbud i medfør af § 351, stk. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør i den finansielle virksomhed, hvis denne efter § 64, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan bestride stillingen, skal indeholde varigheden af påbuddet. Det medfører også, at Finanstilsynets påbud i medfør af § 351, stk. 4, skal indeholde varigheden af påbuddet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det ikke udelukkende vil være, når Finanstilsynet udsteder et påbud på baggrund af manglende hæderlighed til et bestyrelsesmedlem, at varigheden skal fremgå af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil således også skulle fremgå, når Finanstilsynet udsteder påbud til en finansiel virksomhed om at afsætte en direktør eller en nøgleperson på baggrund af manglende hæderlighed. Formålet med ændringen er at sikre en mere ensartet og forudsigelig retstilstand for finansielle virksomheder, direktører og nøglepersoner.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at Finanstilsynets påbud om, at den pågældende ikke kan bestride sit hverv eller sin stilling i den situation, hvor vedkommende er blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, og der som følge heraf er risiko for, at vedkommende ikke længere kan varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis, jf. § 64, stk. 1, nr. 3, også skal indeholde varigheden af påbuddet. Man vil således f.eks. ikke kunne forvente, at man straks efter at være blevet pålagt et strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning på ny kan anses for at opfylde kravene til egnethed og hæderlighed.

Den foreslåede henviser ikke til § 64, stk. 1, nr. 6, da bestemmelsen rykker sig til nr. 5 som følge af lovforslagets § 1, nr. 4, ophæver den gældende § 64, stk. 1, nr. 5.

For nærmere om kriterierne for Finanstilsynets fastsættelse af varigheden henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 64, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 35 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 351, stk. 9, at Finanstilsynet kan inddrage en finansiel virksomheds tilladelse, hvis virksomheden ikke har afsat en direktør. Finanstilsynet kan endvidere inddrage tilladelsen for et pengeinstitut, et systematisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systematisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) eller et gruppe-1 forsikringsselskab, der ikke har afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson. Finanstilsynet kan endvidere inddrage en virksomheds tilladelse, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 2 og 3 og 5.

Det foreslås at ændre § 351, stk. 9, ved at indsætte »realkreditinstituttet,« efter »pengeinstituttet,«.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet også vil kunne inddrage et realkreditinstituts tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2, hvis realkreditinstituttet ikke har afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, inden for den fastsatte frist.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for et realkreditinstitut, som i dag gælder for et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Den forslåede ændring er en konsekvens af, at dette lovforslags § 1, nr. 10- 12, udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Lovforslaget vil ikke medføre nogle materielle ændringer i Finanstilsynets eksisterende muligheder for at inddrage et pengeinstituts, et SIFIs, et G-SIFIs eller et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse i medfør af § 351, stk. 9.

Til nr. 36 (§ 351, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed indeholder en bestemmelse om, at når Finanstilsynet meddeler påbud i henhold til stk. 1-5, kan påbuddet forlanges indbragt for domstolene. Retten til at forlange påbuddet indbragt tilfalder både den finansielle virksomhed og den person, påbuddet vedrører.

En anmodning om indbringelse af påbud for domstolene skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10, i § 351, hvorefter afgørelser meddelt i sager efter § 64, stk. 1, § 64 c, stk. 5-7, og § 64 d, stk. 3, som træffes efter § 64, stk. 2, kan forlanges indbragt for domstolene af den finansielle virksomhed og af den person, som afgørelsen vedrører. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Forslaget om, at anmodning om indbringelse af sagen for domstolene som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, skal sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed.

Forslaget vil indebære, at retsstillingen for den virksomhed eller det ledelsesmedlem eller den nøgleperson, som en afgørelse om afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning retter sig mod, bliver den samme som for virksomheder og personer, der kan forlange et påbud om at nedlægge et hverv eller afsætte et ledelsesmedlem indbragt for domstolene. Der vil således på samme måde som i påbudssager gælde et dobbelt retssikkerhedsprincip i afgørelsessager, idet personen eller virksomheden også har mulighed for at indbringe en negativ egnetheds- og hæderlighedsafgørelse for Erhvervsankenævnet eller for selv at indbringe afgørelsen for domstolene.

Til nr. 37 (§ 354 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder.

Det fremgår af § 354 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 406 af 29. marts 2022, at reaktioner givet efter § 345, stk. 12, nr. 4, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 4.

Ved reaktioner forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 186.

Offentliggørelse efter § 354 a, stk. 1, kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, der vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4. Offentliggørelsen må heller ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, dvs. oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold eller lignende. Herudover må offentliggørelsen ikke indeholde fortrolige oplysninger, der oprindeligt kommer fra udenlandske finansielle tilsynsmyndigheder, medmindre myndighederne har givet deres udtrykkelige tilladelse hertil.

Udgangspunktet efter § 354 a er, at en afgørelse truffet af Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, medmindre de særlige betingelser for at undlade offentliggørelse efter stk. 4 finder anvendelse, og at offentliggørelse, hvor afgørelsen også vedrører en specifik fysisk person, sker i anonymiseret form, hvilket omfatter sager om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 354 a, stk. 4, 1. pkt., at der ikke skal ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 64, stk. 1, stk. 6, jf. stk. 1, eller stk. 7, jf. stk. 1, § 64 a, § 64 b, stk. 1, § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 1, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 1, eller § 64 d, stk. 6, jf. stk. 3, jf. § 64, stk. 1.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 354 a af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 64, stk. 1, sager om tilstrækkelig tid efter § 64 a eller sager efter § 64 b, stk. 1. Dette vil gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling, og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv, jf. § 351.

Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undtagelse til offentliggørelsespligten i § 354 a, stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 38 (§ 354 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 354 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 406 af 29. marts 2022, der med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 37, bliver 2. pkt., at offentliggørelse efter § 354 a, stk. 1, ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4.

Det følger af § 354 a, stk. 5, 1. pkt., at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 4, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-3, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Bestemmelsen er en undtagelse til de undtagelser for offentliggørelse, der fremgår af § 354 a, stk. 4, 1. pkt.

Det foreslås i § 354 a, stk. 5, 1. pkt., at henvisningen til »1. pkt.« ændres til: »2. pkt.«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 37, hvor der indsættes et punktum før det nuværende 1. pkt. i § 354 a, stk. 4. Med forslaget sikres, at § 354 a, stk. 5, 1. pkt., fortsat korrekt henviser til undtagelserne til offentliggørelse i § 354 a, stk. 4, 1. pkt., der bliver 2. pkt.

Til nr. 39 (§ 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder. § 64 a indeholder krav om, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i finansielle virksomheder skal afsætte tilstrækkelig tid til at varetage sit hverv som bestyrelsesmedlem eller direktør i den pågældende virksomhed.

Det fremgår af § 354 e, stk. 1 og 2, at Finanstilsynet skal foretage offentliggørelse i bl.a. sager om overtrædelse af § 64, stk. 1, og § 64 a, i lov om finansiel virksomhed, hvor der træffes afgørelse om påbud, påtale eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 269, stk. 1, eller § 344, stk. 1. Navnet på virksomheden eller den fysiske person, som bliver meddelt påbuddet, påtalen eller tvangsbøden, skal som udgangspunkt fremgå af offentliggørelsen.

Offentliggørelsesreglen i § 354 e i lov om finansiel virksomhed forpligter derfor Finanstilsynet til at offentliggøre afgørelser om påbud, påtaler eller tvangsbøder, hvor navnet på den fysiske eller juridiske person står angivet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 68 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutterne, som senere ændret (CRD IV), og formålet er at øge de nationale administrative sanktioners effektivitet og præventive virkning. Efter artikel 68, stk. 1, er der krav om, at afgørelser om overtrædelser af reglerne om egnethed og hæderlighed, der ikke kan appelleres, skal offentliggøres af Finanstilsynet. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at ikke alle EU-lande har den samme åbenhed om deres praksis, som der er efter dansk ret, herunder ift. offentliggørelse af afgørelser truffet af Finanstilsynets bestyrelse.

Eftersom Finanstilsynets afgørelser kan appelleres ved at blive indbragt for en klageinstans eller en højere retsinstans, herunder domstolene, går den danske implementering i § 354 e videre end minimumskravet i den EU-retlige bestemmelse ved også at lade afgørelser, som kan appelleres, være omfattet af den nationale offentliggørelsesregel.

I § 354 e, stk. 3, er der indsat en eksplicit hjemmel til anonymisering. Det fremgår heraf, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, hvis offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet, eller hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen. Dette er en implementering af de krav til undtagelser til offentliggørelse, der fremgår af artikel 68, stk. 2, i CRD IV.

Som eksempel nævnes i forarbejderne til bestemmelsen, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form, hvor en offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at ville have en tilstrækkelig præventiv effekt i forhold til det indgreb, som offentliggørelsen vil være i vedkommendes personlige integritet, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 189. Hvis offentliggørelsen ikke kan ske i anonymiseret form, vil offentliggørelsen ikke skulle foretages efter bestemmelsen.

Det foreslås i § 354 e, stk. 2, at »§§ 61 b og 61 c, § 64, stk. 1, § 64 a,« ændres: til: »§§ 61 b og 61 c,«.

Forslaget medfører, at henvisningen i § 354 e, stk. 2, til § 64, stk. 1, og § 64 a udgår.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 354 e af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 64, stk. 1, eller sager om afsættelse af tilstrækkelig tid til varetagelse af hvervet som bestyrelsesmedlem eller medlem af direktionen.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed og afsættelse af tilstrækkelig tid vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 40 (§ 354 e, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

§ 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder. Afgørelser efter § 64, stk. 1, omfatter dels en vurdering af kandidatens egnethed til at bestride stilling (nr. 1), og dels en vurdering af, om kandidaten kan anses for tilstrækkelig hæderlig (nr. 2-6).

Ved vurdering af en kandidats egnethed inddrager Finanstilsynet særligt oplysninger om kandidatens uddannelse og tidligere erhvervserfaring. Oplysningerne udgør i en databeskyttelsesretlig sammenhæng almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Almindelige personoplysninger er ikke klassificeret som følsomme personoplysninger.

Almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6 kan bl.a. behandles, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, jf. artikel 6, stk. 1, litra e. Omfattet af litra e er bl.a. den behandling, som sker i retsinformationssystemer med henblik på at informere offentligheden om lovgivning, retspraksis m.v.

Det foreslås i § 354 e, stk. 6, 1. pkt., at indføre en forpligtelse for Finanstilsynet til at offentliggøre en redegørelse for Finanstilsynets praksis efter § 64, stk. 1, nr. 1, dvs. afgørelser om egnethed.

Redegørelsen, der vil have fokus på positive egnethedsafgørelser, kan afgives i form af f.eks. kommenteret beskrivelse af den retningsskabende praksis på området samt dertil knyttede udtalelser af vejledende karakter, som kan bidrage til at afstemme forventningerne mellem virksomhederne og Finanstilsynet med hensyn til, hvordan konkrete sager vurderes.

Finanstilsynet kan inddrage de afgørelser, som vurderes at bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis. Inddragelse af relevante afgørelser vil ske ud fra en konkret vurdering af den enkelte afgørelses relevans.

Ved udarbejdelse af redegørelsen skal Finanstilsynet i videst mulig udstrækning søge at anonymisere personoplysninger, så de fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører, ikke kan identificeres.

Redegørelsen forventes at indeholde visse almindelige personoplysninger fra egnethedsvurderingerne, idet vurderingen heraf i høj grad er baseret på en konkret, individuel vurdering af, om kandidatens samlede viden, faglige kompetencer og erfaring matcher, hvad der må forventes for at kunne varetage den pågældende stilling. Det vurderes som udgangspunkt vanskeligt at give et retvisende billede af praksis uden at redegøre for alle de forhold, der er lagt vægt på i den konkrete vurdering. Idet afgørelserne er så konkret begrundet i konkrete oplysninger om kandidaten, kan det i praksis være vanskeligt at anonymisere omtalen af sagen tilstrækkeligt.

I sager om positive egnethedsvurderinger vil der som udgangspunkt være tale om almindelige personoplysninger, som indgår i en begunstigende forvaltningsakt, og det vil dermed være tilstrækkeligt, at Finanstilsynet sikrer en anonymisering i form af, at det ikke umiddelbart er muligt for tredjeparter i offentligheden uden særlig tilknytning til sagen at genkende den pågældende.

I redegørelsen kan indgå oplysninger om de kriterier, Finanstilsynet tillægger vægt i negative egnethedsafgørelser, hvis dette vurderes at være relevant for virksomhederne og kandidater. Når der i redegørelsen inddrages kriterier fra afgørelser eller vejledning, hvor kandidaten ikke vurderes egnet, vil Finanstilsynet sikre, at omtalen heraf er anonymiseret, så den fysiske person, som sagen vedrører, ikke kan identificeres. Hvis det ikke vurderes muligt at sikre en effektiv anonymisering, vil sagen og oplysningerne ikke indgå i redegørelsen.

Det foreslås i § 354 e, stk. 6, 2. pkt., at redegørelsen skal offentliggøres minimum én gang årligt.

Finanstilsynet kan offentliggøre mere end én redegørelse årligt ud fra en konkret vurdering af behovet, herunder også antallet af afgørelser, der er truffet i perioden, og om der er truffet afgørelser, der vurderes væsentligt at kunne bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis.

Til nr. 41 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det omfatter bl.a. den gældende § 64 og § 76.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 373, stk. 1, fra § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4 til: § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, og at ændre henvisningen fra § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, til: § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, samt at ændre henvisningen fra §§ 76, 78 og 101 til § 78, stk. 1 og 5-8, § 101.

Det foreslåede er en konsekvens af de foreslåede ændringer til § 64 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, ophævelsen af § 76, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, og ændringen af § 78, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 26.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære materielle ændringer.

Til nr. 42 (§ 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde. Det omfatter bl.a. den gældende § 70, stk. 1-4, og § 77 d, stk. 1-4.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at henvisningen til § 70, stk. 1-4, ændres til en henvisning til § 70, stk. 1-5, at henvisningen til § 64, stk. 3, ændres til § 64, stk. 6, at henvisningen til § 77 d, stk. 1-4, ændres til 77d, og at indsætte en henvisning til § 77 j.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5 skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20, der indsætter en ny bestemmelse i § 70, stk. 5, hvorefter bestyrelsens beslutning om konkret at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen, skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol sammen med en redegørelse for begrundelsen for fravigelsen.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5, vil indebære, at overtrædelse af pligten til at indføre bestyrelsens beslutninger om at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen på samme måde som de øvrige pligter i den gældende § 70, stk. 1-4, kan straffes med bøde.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5, vil ikke indebære, at yderligere pligter for bestyrelsen i finansielle virksomheder bliver strafbelagt, idet den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 5, har til formål at samle og tydeliggøre eksisterende pligter, der er strafbelagte efter de gældende regler. Med den foreslåede ændring vil overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 5, dog være selvstændigt strafbelagt.

Den foreslåede indsættelse af henvisning til § 77 j skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der indsætter et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse i § 77 j.

Den foreslåede § 77 j vedrører offentliggørelseskrav med hensyn til større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse. Den foreslåede ændring indebærer derfor, at der vil kunne fastsættes bødestraf for overtrædelse af offentliggørelseskravet.

Ansvarssubjektet er pengeinstituttet, realkreditinstituttet, investeringsforvaltningsselskabet eller den finansielle holdingvirksomhed og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 77 j, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af henvisningen fra § 77 d, stk. 1-4, til § 77 d, vil medføre, at overtrædelser af de nye foreslåede bestemmelser i § 77 d, stk. 5-7, også kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet i de pågældende bestemmelser er den finansielle virksomhed. Den foreslåede henvisning til § 77d medfører, at kravet om udarbejdelse og offentliggørelse af vederlagsrapporter fremover også bliver strafbelagt. For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 25.

Til nr. 43 (§ 373, stk. 6-8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at der er fastsat bødestrafansvar for overtrædelse af en række af lovens bestemmelser samt overtrædelse af visse bestemmelser i de anførte forordninger.

Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 1, at overtrædelser af andre bestemmelser i loven samt visse forordninger straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder således en højere strafferamme for bestemte overtrædelser af loven samt visse forordninger på det finansielle område.

Efter § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed straffes et medlem af en finansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, hvis vedkommende undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed straffes finansielle virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 373, stk. 6 og 7, er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at ophæve stk. 6 og erstatte bestemmelsen med de foreslåede stk. 6 og 7.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hvis et medlem af et pengeinstituts, et realkreditinstituts, et investeringsforvaltningsselskabs eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, indskyderne, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en selvstændig straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Bestemmelsen omfatter den adfærd, der i dag er omfattet af § 373, stk. 6, direktionsmedlemmers eller bestyrelsesmedlemmers og ansattes, der i det daglige er den del af den faktiske ledelse, adfærd omfattet af § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, samt anden adfærd, som udgør ledelsessvigt af grov eller oftere gentagen karakter.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klar hjemmel til at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen, direktionen eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, skal forstås i overensstemmelse med § 64 c, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det følger af forarbejderne til § 64 c, stk. 2, at en ansat vil skulle identificeres som nøgleperson i kraft af sin stilling, enten som en del af den faktiske ledelse eller som ansvarlig for en nøglefunktion, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 189, s. 67f. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 om personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed.

Det følger derudover af forarbejderne, at det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i en finansiel virksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, eller som lovteknisk ikke er omfattet af begrebet nøgleperson i § 64 c, er omfattet af det foreslåede stk. 6, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 c, er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af de omfattede virksomheder. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 70 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Bestyrelsen i et pengeinstitut skal således fastlægge, hvilke kreditrisici pengeinstituttet vil kunne påtage sig som følge af de aktiviteter, som pengeinstituttet udfører. Bestyrelsen skal desuden fastlægge, hvor store disse risici må være. Det kan eksempelvis være grænser for eksponeringer mod bestemte brancher eller mod bestemte geografiske områder. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil påtage sig. For et pengeinstitut vil der endvidere f.eks. være tale om, at bestyrelsen skal fastlægge overordnede principper for, hvorledes kreditrisici holdes inden for de fastlagte rammer, bl.a. opfølgning på hvordan kreditterne udvikler sig. I et forsikringsselskab vil det eksempelvis være de overordnede principper for selskabets forsikringsmæssige risici og opfølgning på, hvordan bl.a. forsikringsudbetalingerne udvikler sig, og om de indlagte forudsætninger holder.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder tager stilling til, om direktionen har fraveget den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen og har vurderet forsvarligheden af fravigelsen, jf. dette lovforslags § 1, nr. 19. Hvis bestyrelsen ikke modtager tilstrækkelig rapportering til løbende at kunne vurdere virksomhedens risici, jf. § 70 i lov om finansiel virksomhed, vil det kunne udgøre et ledelsessvigt, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne udgøre et ledelsessvigt for et direktionsmedlem, hvis denne ikke giver bestyrelsen tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici.

En anden central ledelsespligt fremgår af § 71 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til effektive former for virksomhedsstyring. Bestemmelsen indebærer, at virksomheden skal sikre sig, at organisationen indrettes på en sådan måde, at der er klart definerede ansvars- og arbejdsområder, således udførelse af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal virksomheden sikre sig, at der sker en rapportering til et højere ledelsesniveau af de risici, som virksomheden påtager sig, samt at der finder en løbende overvågning sted af virksomhedens forretningsområder. De omhandlede foranstaltninger skal omfatte hele virksomheden og være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået, eller som der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter stk. 6, 1. pkt., at ledelsens svigt enten har haft økonomiske konsekvenser for virksomheden selv, dens kunder eller andre, eller der er en risiko for et tab, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser, f.eks. virksomhedens økonomiske stilling m.v., som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 6 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde havde indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med, på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurderingen af tilregnelsen. Opnår et ledelsesmedlem senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse, før ledelsesmedlemmet fik denne viden.

Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete engagementer eller investeringer er en uundgåelig og en helt naturlig konsekvens af driften af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed. Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at virksomhederne kan have forskellige risikoprofiler. Den enkelte virksomhed kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis kreditgivning. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Samtidig er risiko for tab uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i de omfattede virksomheder tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. De anførte typetilfælde skal ikke forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse, også andre situationer kan være omfattede. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkning 1575/2021 om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem, over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder af stor betydning for virksomhedens finansielle situation vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen ikke har sikret, at relevante funktioner i virksomheden, f.eks. compliancefunktionen, risikofunktionen og den interne revision, i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomheden, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Et eksempel på et ledelsessvigt på kreditområdet, der efter omstændighederne kan være groft, kan være den situation, hvor bestyrelsen eller direktionen undlader at reagere på situationer, hvor der bevilges klart uforsvarlige eksponeringer, f.eks. bevilling af en byggekredit ydet med sikkerhed i forventet færdiggjort byggeri til finansiering af et byggeprojekt (opførelse af bolig-/erhvervsejendom til videresalg eller udlejning), hvor kunden i begrænset omfang er kreditværdig, og kunden uden begrænsninger og på egen hånd kan foretage betalinger fra konti i pengeinstituttet. Da en byggekredit er ydet med sikkerhed i det forventede færdiggjorte byggeri, bør instituttet løbende føre tilsyn med fremdriften af byggeriet inden frigivelse af rater under kreditten og i forbindelse med betaling af regninger fra leverandører, håndværkere m.v. på vegne af kunden. Det vil også kunne være et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen systematisk eller gentagne gange forsømmer at foretage gennemgang eller opfølgning på virksomhedens væsentligste eksponeringer, hvilket der er pligt til i medfør af ledelsesbekendtgørelsen.

Klart uforsvarlige eksponeringer kan også være i form af meget store lån med et betydeligt blanco element eller store eksponeringer, der bevilges på et grundlag, der ikke er oplyst tilstrækkeligt. Hvis sådanne eksponeringer ikke er bevilget på ledelsesniveau, vil det også kunne være et groft ledelsessvigt, hvis navnlig direktionen ikke inden for en rimelig tid, efter at manglerne i beslutningsgrundlaget er konstateret i forbindelse med den løbende kontrol, har reageret.

En stor koncentrationsrisiko på specifikke områder, som banken ikke på et strategisk niveau har besluttet at arbejde med og derfor heller ikke har opbygget særlige kompetencer til at håndtere, med deraf følgende tab eller risiko for tab, vil også efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Der vil eksempelvis kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen generelt eller gentagne gange har taget væsentlig større risici end forretningsmodellen berettiger, eller hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Dette kan f.eks. være tilfældet på kreditområdet, hvis der bevilges kreditter med væsentligt større risici end berettiget i forhold til de forretningsmæssige hensyn, der ligger i den valgte forretningsmodel. Det kan også udgøre et groft ledelsessvigt, at der ikke er etableret forsvarlige rammer på kreditområdet, og at bestyrelsen ikke har sikret sig, at f.eks. en banks udlånsvækst finder sted inden for overordnede rammer og klare og præcise procedurer for kreditrisici og kreditstyring.

Ledelsessvigt på kreditområdet, der ikke nødvendigvis i sig selv er omfattet af den foreslåede bestemmelse, kan føre til et strafansvar, hvis ledelsessvigtet gentager sig. Eksempelvis hvor kreditsagsbehandling ikke udføres efter de fastlagte retningslinjer, og direktionen gentagne gange ikke har udført den nødvendige kontrol, hvorved omfattende fravigelser af retningslinjerne for kreditsagsbehandling ikke er konstateret.

Et andet eksempel kan være situationer, hvor ledelsen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelige risici fra f.eks. revisor eller den compliance- eller risikostyringsansvarlige, og ledelsen vidste eller burde have indset, at eventuelt allerede iværksatte foranstaltninger til at mitigere sådanne risici var klart utilstrækkelige.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsesformanden forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen og andre bestyrelsesmedlemmer om f.eks. øget risikotagning i forbindelse med bevilling af kredit, der eksempelvis går ud over de fastlagte rammer eller ikke overholder de for instituttet gældende procedurer.

Det grove ledelsessvigt vil kunne foreligge, hvis ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, der kunne have konstateret det passerede forhold. Der kan f.eks. foreligge groft ledelsessvigt, hvis der ikke er etableret et tilstrækkeligt system til at sikre, at der tages og tinglyses fornødent pant, når dette er en betingelse for bevillingen. Et andet eksempel på, at ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, er, hvis ledelsen bliver bekendt med, men ikke reagerer på, at der foretages bevillinger ”bag om” systemet, hvor der i stedet for forhøjelse af et lån via en låneindstilling alene sker en tilretning af lånebeløbet i selve systemet.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Bestyrelsens accept af, at den kreditinstruks, som bestyrelsen har vedtaget, i betydelig grad tilsidesættes gennem misbrug af instruksens undtagelsesbestemmelser om presserende sager, kan efter omstændighederne udgøre groft ledelsessvigt. Kreditinstruksens undtagelsesbestemmelse kan tillade direktionen at fravige de fastlagte bevillingsprocedurer, hvis en sags hastende karakter nødvendiggør dette. Et misbrug af kreditinstruksens undtagelsesbestemmelser vil navnlig foreligge, hvis undtagelserne systematisk anvendes i sager, hvor forudsætningen om hastende karakter ikke er opfyldt.

Bevilling af et enkelt lån i strid med virksomhedens kreditinstruks, vil som udgangspunkt ikke i sig selv vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Omstændigheder som f.eks. åbenbar inhabilitet eller varetagelse af andre interesser end virksomhedens kan imidlertid indgå i vurderingen af, om svigtet i sig selv er tilstrækkeligt groft til at kunne være omfattet af bestemmelsen.

Bestyrelsens passivitet over for direktionens åbenbart utilstrækkelige opfølgning på eksponeringer, vil kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Utilstrækkelig opfølgning kan bestå i, at direktionen undlader at sikre, at der foreligger tilstrækkelige procedurer og kontroller for realisering af sikkerheder på nødlidende eksponeringer, hvor realisering er påkrævet og væsentlig, ikke følger Finanstilsynets advarsler om manglende bonitets- og nedskrivningsvurderinger, generelt mangler bevågenhed over for overtræk og kunders samlede gæld i forhold til indtjeningsevne eller tilsidesætter løbende ajourføring af vurderingen af noterede sikkerheder. Det vil også være et moment, der kan tale for et strafansvar, hvis der generelt ikke foreligger opdateret økonomisk materiale på eksponeringerne.

Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse eksempelvis kreditafdelingens opgaver, og om kreditafdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere.

Det er ikke hensigten, at en forventeligt forbigående situation, som direktionen har taget skridt til at imødegå gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt efter den foreslåede bestemmelse.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i virksomhedens regnskabsføring, gentagne brud på kapitalkrav eller manglende likviditetsstyring.

Hvis bestyrelsen og direktionen tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomifunktionen i virksomheden (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende, hvilket bl.a. kan have en negativ indvirkning på kursen på virksomhedens aktier. Herudover vil en regnskabsbruger træffe beslutninger på baggrund af årsrapporten, som kan påføre regnskabsbrugeren økonomiske tab.

Der kan opstå grove ledelsessvigt i forbindelse med en direktions utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for bankens drift eller balance. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om direktionens manglende orientering til bestyrelsen om en negativ udvikling i mulighederne for løbende at sikre refinansiering af bankens kapital eller anden væsentlig finansiering. Det vil også kunne dreje sig om situationer, hvor direktionen ikke orienterer bestyrelsen om, at udlån til nye store kunder inden for en bestemt sektor ikke undergives den kreditsagsbehandling og kontrol, der er forudsat i retningslinjerne.

Hvorvidt de beskrevne hændelsesforløb er tilstrækkeligt grove, vil bl.a. afhænge af, hvor negativ udviklingen for at sikre refinansiering må være, om der foreligger flere manglende orienteringer, eller om disse konsekvent mangler over en længere periode.

Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt. Eksempelvis kan et realkreditinstituts ydelse af lån uden sikkerhed i form af pant i fast ejendom udgøre ulovlig virksomhed og dermed et groft ledelsessvigt.

På realkreditområdet kan grove ledelsessvigt eksempelvis opstå i forbindelse med en åbenbar tilsidesættelse af eller manglende opmærksomhed på obligationsinvestorernes interesser. Grovheden af ledelsessvigtet vil være påvirket af, om en sådan åbenbar tilsidesættelse af eller manglende opmærksomhed på obligationsinvestorernes interesser sker til fordel for instituttet. Ledelsesdispositioner, der uretmæssigt forrykker retsforholdet mellem instituttets kreditorer, f.eks. dispositioner, der er til fordel for én gruppe af investorer på bekostning af en anden gruppe, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der i væsentlig grad indlægges færre eller ringere sikkerheder i ét kapitalcenter end i andre kapitalcentre i strid med obligationsbetingelserne for det eller de pågældende kapitalcentre.

Andre åbenbare og væsentlige overtrædelser af obligationsbetingelserne til ugunst for investorerne kan ligeledes være omfattet. Det vil f.eks. kunne anses for groft ledelsessvigt, hvis der i væsentlig grad er tale om manglende indlæggelse af tilstrækkelige aktiver i kapitalcentret, eller hvis kapitalcentret påtager sig forpligtelser, der ligger uden for obligationsbetingelserne. For de omfattede virksomheder vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis ledelsen bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af prospektmateriale undlader at gøre en investor opmærksom på, at Finanstilsynets inspektion ikke er afsluttet, men hvor ledelsen i virksomheden som led i Finanstilsynets partshøring er blevet forelagt udkast til en række alvorlige påbud.

Det vil kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi årsrapporten ikke er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav. Dette vil kunne være tilfældet, hvis det viser sig, at selskabets årsrapport ikke er retvisende, f.eks. fordi bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at bankens udlån er nedskrevet i overensstemmelse med regnskabsreglerne, selvom der foreligger indikationer på behov for at følge op. En årsrapport er bl.a. beslutningsgrundlag for en regnskabsbruger, hvorfor årsrapporten skal være retvisende, og hvis dette ikke er tilfældet, kan årsrapporten påføre regnskabsbrugeren risiko for tab.

Det vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen i et kreditinstitut træffer beslutning om udbud af produkter eller iværksættelse af transaktioner, hvor der ikke foretages nogen risikovurdering af produktets eller transaktionens indvirkning på instituttets LCR (likviditetsmål) eller NSFR (tilstrækkelig funding i forhold til fundingbehovet), og hvor der ikke eksisterer et datamæssigt set-up til at foretage en sådan risikovurdering. LCR-kravet er et lovbestemt krav, der skal sikre, at kreditinstitutter har tilstrækkelig likviditet til at imødekomme udgående pengestrømme den næste måned. NFSR-kravet er ligeledes et lovbestemt krav, der skal sikre, at kreditinstitutter har tilstrækkelig funding i forhold til fundingbehovet, eksempelvis udlån. NFSR-kravet er et mere langsigtet likviditetsmål end LCR-kravet.

Det kan endvidere være et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen i et kreditinstitut gentagne gange ikke sikrer, at bestyrelses- og direktionsbeslutninger af væsentlig betydning for instituttets efterlevelse af LCR- eller NSFR-krav, der viser sig baseret på fejlbehæftede data og øvrig information i et ikke-trivielt omfang, genbesøges hurtigst muligt, efter at fejlen er konstateret på basis af korrigeret data og øvrig information.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå, f.eks. om tilbagekøb af kapitalandele med den virkning, at virksomhedens ejerandele krydser en grænseværdi, der indebærer, at virksomheden skal have Finanstilsynets forudgående tilladelse hertil. Sker dette gentagne gange, vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Som noget nyt tilføjes ”kunder” til den personkreds, der skal lide eller have risiko for at lide et tab som betingelse for, at et groft ledelsessvigt vil være strafbart efter den foreslåede bestemmelse. Et strafferetligt værn om disse personer vil kunne være relevant ved eksempelvis en virksomheds markedsføring af produkter. Et eksempel på en adfærd, der vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt, er en ledelse i et af de omfattede virksomheder, der er bekendt med og stiltiende accepterer eller aktivt opfordrer til, at virksomheden overtræder regler om markedsføring af finansielle produkter og tjenesteydelser ved at sælge produkter til kunder på en vildledende eller illoyal måde. Det vil kunne være konkrete tilfælde, hvor ledelsen i et af de omfattede virksomheder i strid med den produktgodkendelse, som virksomheden skal foretage efter produktgodkendelsesbekendtgørelsen, bevidst beslutter eller stiltiende accepterer og tilbageholder viden om, at produkter aktivt promoveres til kunder, for hvem produktet ikke er egnet – eksempelvis yder lån til kunder, der klart ikke er kreditværdige.

Forsøg på groft ledelsessvigt vil kunne straffes efter den almindelige regel herom i straffelovens § 21. Det følger af straffelovens § 21, stk. 3, at det som udgangspunkt ikke er muligt at straffe forsøg, når straffen ikke kan overstige 4 måneders fængsel. Med den eksisterende strafferamme på 2 år – der foreslås opretholdt – er denne betingelse opfyldt. Der vil dog ikke kunne straffes for forsøg på grove ledelsessvigt, der alene kan tilregnes den pågældende som uagtsomt. Forsøgsstraf forudsætter således, at adfærden kan tilregnes den pågældende som forsætlig, og indebærer derfor, at den pågældende har været bekendt med de relevante faktiske forhold. Da den foreslåede bestemmelse kriminaliserer ledelsessvigt, der indebærer risiko for tab, må området for et forsøgsansvar imidlertid under alle omstændigheder i praksis antages at være begrænset. Har f.eks. en direktør i en af de omfattede virksomheder valgt at forholde sig passiv til en uhensigtsmæssig forretningsdrift m.v., der har indebåret en risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, vil vedkommende kunne straffes for fuldbyrdet overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, såfremt passiviteten efter omstændighederne kan karakteriseres som et groft ledelsessvigt.

Medvirken kan straffes efter den almindelige regel i straffelovens § 23. Bestemmelsen vil således i kraft reglen i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset at vedkommende ikke selv er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller er en ansat, der er en del af den faktiske ledelse. Det er således forudsat i § 23, stk. 2, at personer, der står uden for et særligt pligtforhold, men medvirker til at krænke dette, vil kunne straffes efter den almindelige medvirkensregel i stk. 1. Det følger dog samtidig af § 23, stk. 2, at straffen vil kunne nedsættes for den udenforstående.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre.

Med den foreslåede henvisning til straffelovens § 290 b, stk. 1, sigtes der til de tilfælde, hvor medlemmer af direktionen eller bestyrelsen har begået et eller flere ledelsessvigt, der er så grove, at de bør henføres til straffelovens forhøjede strafferamme. Det bemærkes, at straffelovens § 290 b, stk. 1, alene finder anvendelse for medlemmer af direktionen eller bestyrelsen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI). Henvisningen har således ingen retsvirkning for ledelsesmedlemmer i andre finansielle virksomheder eller for ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

I stk. 6, 2. pkt., foreslås, at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et pengeinstituts, et realkreditinstituts, et investeringsforvaltningsselskabs eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en nøgleperson, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af virksomheden har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse, eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at virksomheden bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at virksomheden eksponeres for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 6, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse og graverende operationelle risici eller ikke håndterer rapporterede operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor ledelsen ikke har sikret sig, at virksomheden har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom virksomhedens drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Det samme gælder ledelsens vedvarende manglende håndtering af kritiske cyberhændelser, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger fra intern revision i revisionsprotokollen om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentlig øget risiko for, at virksomheden kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Ligeledes vil klart utilstrækkelig markedsovervågning af handelsaktiviteter med finansielle instrumenter, der indebærer risiko for markedsmisbrug, f.eks. insiderhandel eller markedsmanipulation, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Forsøg og medvirken kan straffes efter de almindelige regler i straffelovens §§ 21 og 23. Bestemmelsen vil således i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse. Står den pågældende selv uden for et særligt pligtforhold, som vedkommende medvirker til at krænke, vil straffen således også kunne nedsættes, jf. stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 6, 3. pkt., at 1. og 2. pkt. tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen vil indebære, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan straffes, hvis den pågældende gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab. Det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at sparevirksomheden eller administrationsboet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed, hvis de eksempelvis udviser passivitet, og dette medfører tab eller risiko for tab eller væsentlig øget risiko for, at sparevirksomheden eller administrationsboet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Groft ledelsessvigt i en sparevirksomhed vil f.eks. kunne foreligge i situationer, hvor ledelsen ikke har forholdt sig til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomhedens centrale afdelinger.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse den pågældende afdelings opgaver, og om afdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere.

Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til virksomheden, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 6. Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, skal forstås i overensstemmelse med § 64 c, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det følger af forarbejderne til § 64 c, stk. 2, at en ansat vil skulle identificeres som nøgleperson i kraft af sin stilling enten som en del af den faktiske ledelse eller som ansvarlig for en nøglefunktion, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 189, s. 67f. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, men vil kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 om personer, der er knyttet til de omfattede virksomheder.

Det følger derudover af forarbejderne, at det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i en finansiel virksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, eller som ikke er omfattet af begrebet nøgleperson i § 64 c, er omfattet af det foreslåede stk. 6, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i de omfattede virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 c, er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de arbejder under ledelse af direktionen eller andre ledere i virksomheden. De udøver således ikke ledelse og styring af virksomheden som sådan. Det betyder dog ikke, at de ikke vil kunne have en anden form for ledelsesansvar, f.eks. personaleansvar. De opgavetyper, som personkredsen udfører, vil imidlertid være under organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar hos andre i virksomheden, og personerne vil derfor handle efter ordre, mandat eller stillingsfuldmagt. Den adfærd, der efter hensigten i grove eller gentagne tilfælde skal være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil derfor ikke have karakter af ledelsessvigt i den forstand, at svigtet relaterer sig til styringen eller ledelsen af virksomheden. Derimod vil adfærden bestå af manglende eller meget utilstrækkelig udførelse af de opgaver, der er forbundet med varetagelse af den konkrete stilling, og som det i mange tilfælde vil være pålagt virksomheden at udføre i medfør af lovbestemmelser i den finansielle lovgivning. Denne adfærd karakterises terminologisk som forsømmelse eller skødesløshed.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til en af de omfattede virksomheder uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, gentagne gange tilsidesætter virksomhedens interne retningslinjer og instrukser.

Der vil også kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en nøglefunktion, f.eks. intern revision, den complianceansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, forsømmer at give nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 7 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete engagementer eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det gælder, uanset om der er tale om tab på en enkelt forsikringstager, en kreditor eller en investering. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i de omfattede virksomheder tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde som følge af manglende tilknytning til virksomheden, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 6. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 7, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til en af de omfattede virksomheder har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 7, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 7, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til § 64 c, stk. 2, har ansvaret for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til virksomheden uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse pålægger ansatte med ansvar for en nøglefunktion i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for personer, der er knyttet til en sparevirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen indebærer, at sparevirksomheder og personer, der er knyttet til en sparevirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, og administratorer i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan straffes, hvis de gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab, hvis de gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab.

Bestemmelsen er en videreførelse af den nugældende § 373, stk. 7, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og personer, der er knyttet til virksomheden, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, offentligheden, noget selskabsorgan, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen omfatter pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og alle, der er knyttet til virksomhederne. En person anses som knyttet til virksomheden, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det indebærer, at både personkredsen omfattet af det foreslåede stk. 6 og det foreslåede stk. 7 vil være omfattet af bestemmelsen. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, 1. pkt., 1. led.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden.

Det følger således af straffelovens § 162, at den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende er pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige forklaringer, men forudsætter samtidig, at en fysisk person er forpligtet til at afgive forklaring til eller for en offentlig myndighed. Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde er retsplejelovens § 497, stk. 1, om fyldestgørelsesobjekter afgivet af skyldneren under fogedforretninger. Forpligtelsen til at give Finanstilsynet oplysninger påhviler imidlertid efter den finansielle lovgivning virksomhederne, dvs. de juridiske personer, jf. eksempelvis § 347, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bl.a. pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 163, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Omfattet af bestemmelsen er oplysninger til brug i retsforhold, hvilket omfatter urigtige oplysninger fra en borger eller virksomhed til en offentlig institution. Der skal endvidere være tale om oplysninger, som er urigtige eller bevidst vildledende. Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab forsætligt afgiver urigtige oplysninger til Finanstilsynet på et skriftligt grundlag. Som følge af maksimumstraffen på fængsel i 4 måneder er forældelsesfristen for strafansvaret imidlertid 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 8, 1. pkt., vil således supplere straffelovens § 163. Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil dog – udover hvad der er omfattet af straffelovens § 163 – også omfatte urigtige oplysninger afgivet til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, og dermed ikke blot oplysninger givet til Finanstilsynet eller andre offentlige myndigheder. Endvidere vil et strafansvar efter bestemmelsen først forældes 5 år efter tidspunktet for afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 373, stk. 8, hvorefter forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør af denne lov er 5 år.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led.

Det foreslås i stk. 8, 2. pkt., at tilsvarende gælder sparevirksomheder og personer knyttet til en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen vil indebære, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed og personer, der er knyttet til en sparevirksomhed, eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til bl.a. offentlige myndigheder, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led, og 2. pkt.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber, hvis de gør sig skyldig i afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til bl.a. offentligheden.

Til nr. 44 (§ 373, stk. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 373, stk. 8, er forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven 5 år, jf. dog stk. 9.

Udgangspunktet er således, at den strafferetlige forældelsesfrist for overtrædelser af loven eller regler udstedt i medfør af loven, som er forbundet med strafansvar, forældes efter 5 år i overensstemmelse med de øvrige almindelige regler om forældelse i straffelovens 11. kapitel. Der er imidlertid fastsat end 10-årig forældelsesfrist for overtrædelse af nærmere bestemte bestemmelser i lovens bestemmelser i § 373, stk. 10.

Det foreslås i § 373, stk. 8, der bliver til stk. 9, at ændre henvisning til stk. 9 til stk. 10.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 43, hvorefter der indsættes tre nye stykker i § 373, stk. 6-8, i stedet for de nuværende bestemmelser i stk. 6 og 7. Forslaget indebærer således ingen materielle ændringer.

Efter den gældende § 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed er forældelsesfristen 10 år for overtrædelse af en række af lovens bestemmelser. Det omfatter bl.a. § 76 og § 78, stk. 1-4.

Det fremgår af forarbejderne til § 373, stk. 9, at fælles for de bestemmelser i lov om finansiel virksomheder, der er omfattet af den 10-årige strafferetlige forældelsesfrist i § 373, stk. 9, er, at de enten angår grove forhold, og at overtrædelse kan have alvorlige økonomiske konsekvenser for en virksomhed, indskyderne, investorerne m.v., eller at de er karakteristeret ved, at de kan være vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 58 som fremsat, s. 138. Dette kan skyldes, at en konstatering af en overtrædelse ofte vil kræve gennemgang af omfattende materiale og længerevarende undersøgelser.

Det fremgår desuden, at det har været hensigten, at den foreslåede forlængede forældelsesfrist skal medvirke til at sikre en øget og styrket håndhævelses- og sanktioneringsmulighed over for både grove overtrædelser og overtrædelser, som isoleret set ikke nødvendigvis er meget alvorlige, men som kan være vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med.

Det foreslås i lovforslagets nr. 21, at § 76 ophæves. Det foreslås derudover i lovforslagets nr. 26, at bestemmelsen i den gældende § 76 i vidt omfang videreføres som nyt stk. 1, nr. 2, i § 78. Samtidig indsættes der regler om bevisbyrde og hæftelse i § 78, stk. 2-4.

Det foreslås på den baggrund i § 373, stk. 9, der bliver stk. 10, at henvisningen til § 76 udgår, og at § 78, stk. 1-4, ændres til § 78, stk. 1 og 5-7.

Den foreslåede ændring vil indebære, at forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelser i det foreslåede § 78, stk. 1 eller 5-7, vil være 10 år.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1 nr. 21 og 26.

Til nr. 45 (§ 373, stk. 12, 1. pkt., og stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 11, 1. pkt., at der ved udmåling af bøder efter stk. 1-7 og 10 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. Af bestemmelsens stk. 12 følger, at der skal udmåles en skærpet bøde for de typer af overtrædelser efter stk. 1-7 og 10, der er nævnt i bestemmelsens nr. 1-3.

Det foreslås i § 373 stk. 11, 1. pkt. , og stk. 12, der bliver stk. 12, 1. pkt., og stk. 13, at der ved udmåling af bøder efter stk. 1-8 og 11 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold, og at der skal udmåles en skærpet bøde for de typer af overtrædelser efter stk. 1-8 og 11.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 43, der ophæver § 373, stk. 6 og 7, og erstatter dem med tre nye stykker. Der sker således rykning af stykkerne i § 373, stk. 8-13, således at de bliver stk. 9-14.

Forslaget er alene en konsekvensændring af lovforslagets § 1, nr. 43.

Til nr. 46 (§ 373 b i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed straffes et medlem af en finansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, hvis vedkommende undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed straffes finansielle virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 373, stk. 6 og 7, er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 373 b i lov om finansiel virksomhed, der skal være gældende for forsikringsselskaber, indtil ikrafttrædelsen af en ny lov om forsikringsvirksomheder m.v.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis et medlem af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en generel straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Bestemmelsen omfatter den adfærd, der i dag er omfattet af § 373, stk. 6, direktionsmedlemmers eller bestyrelsesmedlemmers og ansattes, der i det daglige er den del af den faktiske ledelse, adfærd omfattet af § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, samt anden adfærd, som udgør ledelsessvigt af grov eller oftere gentagen karakter.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klar hjemmel til at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, omfatter f.eks. direktionsmedlemmer, der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen. Det kan f.eks. være en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår (direktør for underwriting). Eksempelvis et forsikringsselskabs økonomidirektør og HR-direktør vil være omfattet af udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”.

Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selskabet. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte vil skulle udpeges som nøglepersoner efter § 64 d, stk. 1, som værende en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en skadesdirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, 1. pkt., hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i forsikringsselskaber, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 der således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af en finansiel virksomhed. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 70 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Bestyrelsen i et forsikringsselskab skal således fastlægge, hvilke og hvor store risici virksomheden vil kunne påtage sig. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil påtage sig. Derudover skal bestyrelsen fastlægge de overordnede principper for opgørelse af de enkelte risikotyper, herunder selskabets forsikringsmæssige risici og investeringsmæssige risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, at der er overensstemmelse mellem, hvad forsikringsselskabet vil og gør, herunder følge op på virksomhedens overordnede strategiske mål, de fastsatte rammer m.v. for relevante risikoområder. Det indebærer, at bestyrelsen løbende vurderer de mål og anvisninger, der er besluttet, herunder inddrager de forudsætninger, som sådanne er baseret på.

F.eks. skal bestyrelsen på investeringsområdet bl.a. drøfte og beslutte den ønskede risikoprofil for selskabets investeringer og fastsætte en politik med tilhørende retningslinjer, der udmønter det enkelte forsikringsselskabs investeringsstrategi og fastlægger klare rammer og afgrænsninger for de ønskede risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, om de forudsætninger, som risikoprofil m.v. bygger på, ændrer sig, og der opstår behov for at foretage justeringer.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder tager stilling til om direktionen har fraveget den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen og har vurderet forsvarligheden af fravigelsen, jf. dette lovforslags § 1, nr. 19. Hvis bestyrelsen ikke modtager tilstrækkelig rapportering til løbende at kunne vurdere virksomhedens risici, jf. § 70 i lov om finansiel virksomhed, vil det kunne medføre strafansvar, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne medføre strafansvar for direktionen, hvis denne ikke giver bestyrelsen tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici. Hvis direktionen tilbageholder væsentlige oplysninger for bestyrelsen, herunder oplysninger, der kan påvirke virksomhedens drift, vil det ligeledes kunne medføre strafansvar.

En anden central ledelsespligt fremgår af § 71 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til effektive former for virksomhedsstyring. Bestemmelsen indebærer, at virksomheden skal sikre sig, at organisationen indrettes på en sådan måde, at der er klart definerede ansvars- og arbejdsområder, således at udførelse af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal virksomheden sikre sig, at der sker en rapportering til et højere ledelsesniveau af de risici, som virksomheden påtager sig, samt at der finder en løbende overvågning sted af virksomhedens forretningsområder. De omhandlede foranstaltninger skal omfatte hele virksomheden og være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået, eller der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter stk. 1, 1. pkt., at ledelsens svigt har haft økonomiske konsekvenser for selskabet selv, dens forsikringstagere eller andre. Også en risiko for et tab vil kunne opfylde denne betingelse, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser, f.eks. selskabets økonomiske stilling m.v. som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 1 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde have indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som eksempelvis kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurdering af tilregnelsen. Opnår et ledelsesmedlem senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse før ledelsesmedlemmet fik denne viden.

Det bemærkes yderligere, at tab på engagementer, forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Den enkelte virksomhed kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis forsikringsmæssige eller investeringsmæssige områder. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning på forsikringsområdet. Det gælder, uanset om der er tale om tab på forsikringstagere, kreditorer eller investeringer. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. De anførte typetilfælde skal ikke forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse, også andre situationer kan være omfattede. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkningen om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem, over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder af stor betydning for forsikringsselskabets finansielle situation vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen ikke har sikret, at relevante funktioner i forsikringsselskabet, f.eks. aktuarfunktionen, compliancefunktionen, risikofunktionen og intern audit, i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomhedens finansielle situation kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Et andet eksempel kan være situationer, hvor ledelsen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelige risici fra f.eks. revisor (intern revision, intern audit eller ekstern revisor) eller den compliance- eller risikostyringsansvarlige, og ledelsen vidste eller burde have indset, at eventuelt allerede iværksatte foranstaltninger til mitigering af sådanne risici var klart utilstrækkelige.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsesformanden forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen og andre bestyrelsesmedlemmer om f.eks. øget risikotagning, der eksempelvis går ud over de fastlagte rammer eller ikke overholder de for forsikringsselskabet gældende procedurer.

Grove ledelsessvigt vil kunne foreligge i forbindelse med forsikringsselskabers risikostyring. Det vil eksempelvis kunne foreligge, hvis selskabernes risikostyringssystemer og interne kontrolsystemer er klart utilstrækkelige for den virksomhed, som selskaberne driver, og dermed udsætter selskabet for risici for, at væsentlige fejl ikke konstateres, eller undervurdering af de risici, som selskabet er udsat for.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbar uforsvarlig organisering i selskabet. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er desuden et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse eksempelvis de forsikringsmæssige opgaver, og om relevante afdelinger, herunder f.eks. en given nøglefunktion, aktuariatet eller investeringsafdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere. Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt.

Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomhedens centrale afdelinger.

Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i selskabets regnskabsføring, gentagne brud på kapitalkrav eller manglende likviditetsstyring.

Hvis bestyrelsen og direktionen således tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomifunktionen i selskabet (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende, hvilket bl.a. kan have en negativ indvirkning på kursen på forsikringsselskabets aktier.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Det enkelte forsikringsselskab kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis forsikringstegning eller investering. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Der vil imidlertid kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen generelt eller gentagne gange har taget væsentlig større risici, end forretningsmodellen berettiger, eller hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Eksempelvis betydelige investeringer, der foretages på et åbenbart ufuldstændigt grundlag.

Direktionens utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for virksomhedens drift eller balance, f.eks. udvikling i de forsikrings- eller investeringsmæssige risici eller kapitalforhold m.v., kan efter omstændighederne også være omfattet af bestemmelsen.

Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt.

For så vidt angår forsikringsselskabets markedsføring af forsikringer vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis ledelsen er bekendt med og stiltiende accepterer, at virksomheden overtræder regler om markedsføring af forsikringer, og dermed tegner forsikringer for kunder på en vildledende eller illoyal måde. Som et eksempel kan nævnes tilfælde, hvor ledelsen i strid med den produktgodkendelse, som virksomheden skal foretage efter produktgodkendelsesbekendtgørelsen, bevidst beslutter eller stiltiende accepterer og tilbageholder viden om, at forsikringer aktivt promoveres til kunder, for hvem produktet ikke er egnet – eksempelvis sælger forsikringer til kunder, der aldrig vil kunne opfylde betingelserne for at have en dækningsberettiget skade, hvorved kunden lider et tab.

Endvidere vil det kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi årsrapporten ikke er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det viser sig, at selskabets årsrapport ikke er retvisende, selvom der foreligger indikationer på behov for at følge op. En årsrapport er bl.a. beslutningsgrundlag for en regnskabsbruger, hvorfor årsrapporten skal være retvisende, og hvis dette ikke er tilfældet, kan årsrapporten påføre regnskabsbrugeren risiko for tab.

Grove ledelsessvigt vil også kunne foreligge i form af uforsvarlig værdiansættelse af aktiver og passiver, der får selskabets egenkapital og solvensgrad til at fremstå bedre, end den egentlig er. Eksempelvis ved indregning af tilgodehavender hos konkursramte modparter, hvor der ikke er udsigt til dividende, indregning af genforsikringskontrakter uden overførsel af risiko, klar undervurdering af de forsikringsmæssige hensættelser samt ved urealistiske værdiansættelser af aktiver.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå. Det kunne f.eks. være, hvis et skadesforsikringsselskab begynder at udbyde forsikringsklasser, der ikke er opnået tilladelse til, eller hvis et livsforsikringsselskab begynder at udbyde syge- og ulykkesforsikringer uden at indhente den fornødne tilladelse til det. Derudover kan det være i situationer, hvor en virksomhed vælger at oprette en dattervirksomhed, f.eks. med henblik på at overlade visse investeringsmæssige områder til denne, og der ikke indhentes fornøden tilladelse til den pågældende dattervirksomhed.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse, direktion eller en nøgleperson, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af et forsikringsselskab har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse, eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at selskabet bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at selskabet udsættes for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse. Der vil også kunne foreligge et groft ledelsessvigt ved undladelse af at iværksætte relevante kontrolforanstaltninger over for konstateret åbenbar systematisk forsikringssvindel i skadessager, hvor en eller flere forsikringstagere anmelder skader, som ikke er sket.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse og graverende operationelle risici eller ikke håndterer rapporterede operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor selskabet ikke har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom selskabets drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Manglende IT-risikostyring og håndtering af it-risici vil således kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det samme gælder vedvarende manglende håndtering af omfattende cyberhændelser, der eksempelvis forhindrer forsikringstagere i at komme i kontakt med deres forsikringsselskaber i tilfælde af personskadesager i udlandet, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger fra intern audit funktionen i revisionsprotokollen om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentlig øget risiko for, at selskabet kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Forsøg og medvirken kan straffes efter de almindelige regler i straffelovens §§ 21 og 23. Bestemmelsen vil således i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse. Står den pågældende selv uden for et særligt pligtforhold, som vedkommende medvirker til at krænke, vil straffen således også kunne nedsættes, jf. stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for forsikringsselskabet, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til forsikringsselskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer forsikringsselskabet. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 1. De personer, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse af selskabet, selvom de ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, er eksempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, der er vigtig for forsikringsselskabets drift, jf. § 64 d, stk. 1, og § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, men vil kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i et forsikringsselskab vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i finansielle virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Der vil kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en nøglefunktion, f.eks. den ansvarlige for aktuarfunktionen, intern audit, den compliance-ansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen forsømmer at rapportere nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden, som der ikke er taget højde for i virksomhedens risikostyring.

Tilsvarende vil kunne være tilfældet for tilsidesættelse af f.eks. politikker for forsikringsmæssige risici i skades- eller livsforsikringsselskaber, hvor overdreven risikotagning kan indebære en øget tabsrisiko.

Hvis en policechef, salgsdirektør eller underwriting-ansvarlig eksempelvis accepterer en stor bygningsbrandforsikring, der ligger uden for mandatet i politikken for forsikringsmæssige risici, og forsømmer at afdække risikoen med reassurance, kan dette medføre en øget tabsrisiko. Selv hvis vedkommende har husket at afdække risikoen med reassurance, kan der være øget tabsrisiko, hvis selskabet ikke råder over kvalificerede medarbejdere til at håndtere skadesbegivenheder i en størrelse som den i eksemplet forsikrede bygningsbrand.

I politikken for investeringsområdet tager bestyrelsen stilling til, hvilke aktiver der må investeres i, og hvor mangle midler, der må investeres i hver aktivklasse. Dette giver en risikoprofil, som bestyrelsen har fundet acceptabel. Overskrider den investeringsansvarlige grænserne i politikken for investeringsområdet uden bestyrelsens accept, vil der efter omstændighederne kunne foreligge et groft ledelsessvigt. Det samme vil kunne være tilfældet, hvis der alene investeres i illikvide aktiver, hvorved selskabet risikerer ikke at kunne betale sine løbende forpligtelser.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til selskabet uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, gentagne gange tilsidesætter virksomhedens interne retningslinjer og instrukser.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 2 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det gælder, uanset om der er tale om tab på en enkelt forsikringstager, en kreditor eller en investering. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som selskabet drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde, som følge af manglende tilknytning til forsikringsselskabet, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 2, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til forsikringsselskabet har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 2, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 2, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt ., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til § 64 d, stk. 1, jf. § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., har ansvaret for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for selskabet, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at selskabet konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for forsikringsselskabet, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion i forsikringsselskabet har en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte selskabet dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Det foreslås i stk. 3 , at forsikringsselskaber og personer, der er knyttet til forsikringsselskabet, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende forsikringsselskabet til offentlige myndigheder, offentligheden, noget selskabsorgan, forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen omfatter forsikringsselskaber og alle, der er knyttet til virksomheden. En person anses som knyttet til selskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer selskabet. Det indebærer, at både personkredsen omfattet af det foreslåede stk. 1 og det foreslåede stk. 2 vil være omfattet af bestemmelsen. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, 1. pkt., 1. led.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden.

Det følger således af straffelovens § 162, at den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende er pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige forklaringer, men forudsætter samtidig, at en fysisk person er forpligtet til at afgive forklaring til eller for en offentlig myndighed. Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde er retsplejelovens § 497, stk. 1, om fyldestgørelsesobjekter afgivet af skyldneren under fogedforretninger. Forpligtelsen til at give Finanstilsynet oplysninger påhviler imidlertid efter den finansielle lovgivning selskaberne, dvs. de juridiske personer, jf. eksempelvis § 347, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bl.a. forsikringsselskaber skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 163, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Omfattet af bestemmelsen er oplysninger til brug i retsforhold, hvilket omfatter urigtige oplysninger fra en borger eller virksomhed til en offentlig institution. Der skal endvidere være tale om oplysninger, som er urigtige eller bevidst vildledende. Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en finansiel virksomhed forsætligt afgiver urigtige oplysninger til Finanstilsynet på et skriftligt grundlag. Som følge af maksimumstraffen på fængsel i 4 måneder er forældelsesfristen for strafansvaret imidlertid 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil således supplere straffelovens § 163. Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil dog – udover hvad der er omfattet af straffelovens § 163 – også omfatte urigtige oplysninger afgivet til offentligheden, til noget selskabsorgan, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet og dermed ikke blot oplysninger givet til Finanstilsynet eller andre offentlige myndigheder. Endvidere vil et strafansvar efter bestemmelsen først forældes 5 år efter tidspunktet for afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 373, stk. 8, hvorefter forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelser i lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør af denne lov er 5 år.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led.

Den foreslåede bestemmelse i § 373 b er omfattet af opregningen i § 1, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som bl.a. omfatter §§ 373-374, og finder således også anvendelse for filialer af udenlandske virksomheder.

Til nr. 47 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 374, stk. 3, fastsætter Finanstilsynets adgang til at pålægge finansielle virksomheder daglige eller ugentlige bøder, hvis de undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1 og 4, og stk. 5, 1. pkt.

§ 351, stk. 5, 1. pkt., fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en direktør eller ansat, der er identificeret som nøgleperson, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning.

Det foreslås at ændre § 374, stk. 3, således at henvisningen til stk. 5, 1. pkt., ændres til en henvisning til stk. 5. 1.-3. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 33, der indsætter et nyt 2. og et nyt 3. pkt. i § 351, stk. 5.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 109 d, stk. 1, at §§ 109 a-109 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 14 (§ 266, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 266, stk. 1, nr. 1, at indsætte § 109 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 13, der i § 109 a indsætter et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Den foreslåede § 109 a vedrører offentliggørelseskrav med hensyn til større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse. Den foreslåede ændring indebærer derfor, at der vil kunne fastsættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet.

Ansvarssubjektet er fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 109 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Til nr. 15 (§ 266, stk. 2, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det følger af den gældende § 266, stk. 2, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det omfatter bl.a. den gældende § 82.

Det foreslås i § 266, stk. 2, nr. 1, at »§§ 76, 82 og 88« ændres til: »§§ 76, 88, stk. 1 og 5-8«.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3 nr. 5, der ophæver § 82, og lovforslagets § 3, nr. 6, der ophæver § 88, stk. 1, og i stedet indsætter fire nye stykker.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 5 og 6, hvor der i den forbindelse ikke er grundlag for at fastsætte strafansvar for overtrædelse af § 88, stk. 2-4.

Til nr. 16 (§ 268 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter § 268, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter (fondsmæglerloven) straffes et medlem af bestyrelsen eller direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse med bøde eller fængsel indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Efter § 268, stk. 2, straffes personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, og som gør sig skyldige i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, med bøde eller fængsel indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 268 er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at nyaffatte § 268 i fondsmæglerloven med henblik på at gennemføre forslaget fra Udvalget om skærpet ansvarsvurdering af ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder om at kriminalisere grove og gentagne ledelsessvigt.

Det foreslås i § 268, stk. 1, 1. pkt., at et medlem af et fondsmæglerselskabs eller en fondsmæglerholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en generel straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gøre det klarere, hvilken ledelsesadfærd der danner grundlag for at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for groft eller oftere gentaget ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen, direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for fondsmæglerselskabets eller fondsmæglerholdingvirksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af virksomheden. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 67 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der stiller krav om, at bestyrelsen for et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal fastlægge, hvilke hovedtyper af forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre, samt identificere og kvantificere virksomhedens væsentlige risici og fastlægge virksomhedens risikoprofil, herunder fastsætte, hvilke og hvor store risici virksomheden må påtage sig. I virksomhederne skal bestyrelsen fastlægge, hvilke forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre inden for sin tilladelse samt de risici, som virksomheden er eller kan blive udsat for. Bestyrelsen for et fondsmæglerselskab skal bl.a. fastsætte, hvilke markedsrisici selskabet vil påtage sig i forbindelse med placering af kapitalgrundlaget og evt. i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder løbende vurderer, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen, samt træffer passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet, jf. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Hvis bestyrelsen ikke modtager direktionens rapportering om virksomhedernes risici, som det er fastlagt i retningslinjerne, jf. § 67, stk. 2, nr. 4, vil det kunne udgøre et ledelsessvigt, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne udgøre et ledelsessvigt for et direktionsmedlem, hvis denne ikke giver bestyrelsen den information, bestyrelsen har anmodet om, samt den information, direktionsmedlemmet vurderer, kan være af betydning for bestyrelsens arbejde, herunder tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået eller der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter det foreslåede § 268, stk. 1, 1. pkt., at ledelsens svigt har haft økonomiske konsekvenser for virksomheden selv, dets aktionærer, andre investorer eller kunder. Også en risiko for et tab vil kunne opfylde denne betingelse, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser f.eks. virksomhedens økonomiske stilling som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 1 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde have indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurderingen af tilregnelsen. Opnår ledelsesmedlemmet senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse, før ledelsesmedlemmet fik denne viden. Det bemærkes yderligere, at risiko for tab for virksomheden, aktionærer eller andre investorer eller kunder opstået i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter er forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på fondsmæglerområdet. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i virksomheden tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, og de markedsforhold, som virksomhedens aktiviteter drives under, jf. herved bl.a. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkning 1575/2021 om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Generelt vil bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder være af stor betydning for investorbeskyttelsen § 373. stk. 6. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelig risiko for utilstrækkelig investorbeskyttelse, herunder salg af investeringsprodukter, der er uegnede for kunderne, eller betydelige risici for virksomhedens finansielle situation, eller ikke har sikret sig, at relevante funktioner i virksomheden i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle regulering eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomheden kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsen forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen i forbindelse med udøvelsen af virksomhedens forretningsmodel. Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er desuden et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede. Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret de fornødne ressourcer og kompetencer til at varetage et væsentligt forretningsområde på forsvarlig vis.

Desuden vil det kunne indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse det pågældende forretningsområdes opgaver, og om afdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere i forhold til afdelingens opgaver. Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt. Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomheden af væsentlig betydning for den udbudte investeringsservice og -aktiviteter og risikostyringen heraf.

Det er dog ikke hensigten, at en forventeligt forbigående situation, som direktionen har taget skridt til at imødegå gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt efter den foreslåede bestemmelse.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i virksomhedens regnskabsføring eller gentagne brud på virksomhedens krav til kapitalgrundlag eller likviditet.

Hvis bestyrelsen og direktionen tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation, f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomiområdet (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende med risiko for, at regnskabsbruger træffer beslutninger på et forkert grundlag. Det vil også kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen konstaterer, at et udkast til årsrapport ikke giver et retvisende billede af virksomhedens (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi udkastet til årsrapport ikke overholder lovgivningens krav, og undlader at iværksætte foranstaltninger, der vil kunne rette op på dette.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed ikke mulighed for at foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Der vil eksempelvis kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen udøver en forretningsmodel, der påfører virksomheden, dens aktionærer, andre investorer eller kunder større risici, end hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Dette kan f.eks. være en forretningsmodel, hvor virksomheden er udsat for risici, der kan have væsentlig påvirkning på virksomhedens finansielle situation, uden at bestyrelsen eller direktionen har sikret sig den fornødne risikostyring og -rapportering.

Der kan opstå grove ledelsessvigt i forbindelse med en direktions utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for virksomhedens drift eller kapitalgrundlag. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om situationer, hvor direktionen ikke orienterer bestyrelsen om risikoeksponeringer, der ligger ud over de af bestyrelsen givne rammer for risikoeksponeringer, eller henvendelser fra kunder, modparter eller andre om bekymring eller alvorlige klager vedrørende den ydede investeringsservice.

Et eksempel på et ledelsessvigt på området for investorbeskyttelse, der efter omstændighederne kan være groft, kan være den situation, hvor bestyrelsen eller direktionen undlader at reagere på situationer, hvor det står klart, at virksomheden sælger investeringsprodukter til kunder, som produkterne ikke er egnede for, eller at rådgivningen er vildledende eller sker på en illoyal måde. Det kunne eksempelvis være salg af meget komplekse og risikofyldte investeringsprodukter til meget risikoaverse detailinvestorer. Det kunne også være den situation, hvor et investeringsprodukt fortsat sælges til en kunde eller en kundemålgruppe, selvom det er blevet klart, at investeringsproduktet ikke længere er egnet for kunden eller kundemålgruppen. Hvis navnlig direktionen ikke har reageret inden for en rimelig tid, efter at en sådan situation er konstateret i forbindelse med den løbende vurdering af de udbudte investeringsprodukter, vil det kunne være et groft ledelsessvigt.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå. Overtrædelse af virksomhedens tilladelsesområde, herunder det tilladte virksomhedsområde, kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt. Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan eksempelvis udgøre et groft ledelsessvigt. Derudover vil udøvelse af skønsmæssig porteføljepleje uden tilladelse efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Ledelsessvigt på området for investeringsservice og -aktiviteter, der ikke nødvendigvis i enkeltstående tilfælde er groft, kan føre til et strafansvar, hvis ledelsessvigtet gentager sig. Et groft ledelsessvigt vil kunne foreligge, hvis ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, der kunne have konstateret de passerede forhold. Der kan f.eks. foreligge et groft ledelsessvigt, hvis der ikke er etableret interne kontroller til sikring af overholdelsen af aftalerne med kunderne, herunder af at kunderne gives den fornødne investorbeskyttelse, eller af virksomhedens egne risikorammer.

Forsøg på groft ledelsessvigt vil kunne straffes efter den almindelige regel herom i straffelovens § 21. Det følger af straffelovens § 21, stk. 3, at det som udgangspunkt ikke er muligt at straffe forsøg, når straffen ikke kan overstige 4 måneders fængsel. Med den eksisterende strafferamme på 2 år – der foreslås opretholdt – er denne betingelse opfyldt. Der vil dog ikke kunne straffes for forsøg på grove ledelsessvigt, der alene kan tilregnes den pågældende som uagtsomt. Forsøgsstraf forudsætter således, at adfærden kan tilregnes den pågældende som forsætlig, og indebærer derfor, at den pågældende har været bekendt med de relevante faktiske forhold. Da den foreslåede bestemmelse kriminaliserer ledelsessvigt, der indebærer risiko for tab, må området for et forsøgsansvar imidlertid under alle omstændigheder i praksis antages at være yderst begrænset. Har f.eks. en direktør i et fondsmæglerselskab valgt at forholde sig passivt til en uhensigtsmæssig forretningsdrift m.v., der har indebåret en risiko for tab for fondsmæglerselskabet eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, vil vedkommende kunne straffes for fuldbyrdet overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, såfremt passiviteten efter omstændighederne kan karakteriseres som et groft ledelsessvigt.

Medvirken kan straffes efter den almindelige regel i straffelovens § 23. Bestemmelsen vil således i kraft af reglen i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset at vedkommende ikke selv er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller er en ansat, der er en del af den faktiske ledelse. Det er således forudsat i § 23, stk. 2, at personer, der står uden for et særligt pligtforhold, men medvirker til at krænke dette, vil kunne straffes efter den almindelige medvirkensregel i stk. 1. Det følger dog samtidig af § 23, stk. 2, at straffen vil kunne nedsættes for den udenforstående.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre.

I stk. 1, 2. pkt., foreslås, at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et fondsmæglerselskabs eller en fondsmæglerholdingvirksomheds bestyrelse, direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, dets aktionærer, andre investorer eller kunder, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at virksomheden bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at virksomheden udsættes for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse operationelle risici eller ikke håndterer operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor virksomheden ikke har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom selskabets drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Manglende it-risikostyring og håndtering af it-risici vil således kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det samme gælder vedvarende manglende håndtering af cyberhændelser, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger i revisionsprotokollatet fra intern eller ekstern revision om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentligt øget risiko for, at selskabet kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Ligeledes vil klart utilstrækkelig markedsovervågning af handelsaktiviteter med finansielle instrumenter, der indebærer risiko for markedsmisbrug, f.eks. insiderhandel eller markedsmanipulation, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 268, stk. 2, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen indebærer, at personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden, dets aktionærer, andre investorer eller kunder tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomhed, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 268, stk. 2. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 1.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en ansat med ansvar for økonomi eller selskabets produkter, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Det fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de arbejder under ledelse af direktionen eller andre ledere i virksomheden. De udøver således ikke ledelse og styring af virksomheden som sådan. Det betyder dog ikke, at de ikke vil kunne have en anden form for ledelsesansvar, f.eks. personaleansvar. De opgavetyper, som personkredsen udfører, vil imidlertid være under organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar hos andre i virksomheden, og personerne vil derfor handle efter ordre, mandat eller stillingsfuldmagt. Den adfærd, der efter hensigten i grove eller gentagne tilfælde skal være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil derfor ikke have karakter af ledelsessvigt i den forstand, at svigtet relaterer sig til styringen eller ledelsen af virksomheden. Derimod vil adfærden bestå af manglende eller meget utilstrækkelig udførelse af de opgaver, der er forbundet med varetagelse af den konkrete stilling, og som det i mange tilfælde vil være pålagt virksomheden at udføre i medfør af lovbestemmelser i den finansielle lovgivning. Denne adfærd karakterises terminologisk som forsømmelse eller skødesløshed.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til de omfattede virksomheder uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen gentagne gange og uden ledelsesmæssig godkendelse tilsidesætter væsentlige interne retningslinjer og instrukser i virksomheden.

Der vil kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en væsentlig funktion, f.eks. intern revision, den complianceansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen forsømmer at rapportere nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden, der ikke er taget højde for i virksomhedens risikostyring.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 2 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at risiko for tab for bl.a. fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden selv opstået i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter med kunder er forbundet med det at drive forretning. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i virksomheden tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, og de markedsforhold, som virksomhedens aktiviteter drives under, jf. herved bl.a. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde som følge af manglende tilknytning til fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 2, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til virksomheden har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 2, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 2, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til artikel 22-24 i Kommissionens delegerede forordning nr. 565/2017 af 25. april 2016 er udpeget som ansvarlige for compliancefunktionen, risikostyringsfunktionen eller den interne revision og dermed er ansvarlige for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for selskabet, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at selskabet konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for fondsmæglerselskabet, dets aktionærer, andre investorer eller kunder i fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion i et fondsmæglerselskab eller fondsmæglerholdingvirksomhed har en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte selskabet dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra en samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Kilde

De gældende aflønningsregler i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 43 d, at §§ 43 a-43 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at understrege, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke en ændring af øvrige bestemmelser i lov om firmapensionskasser. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om firmapensionskasser der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 117, stk. 2, 1. pkt., i lov om firmapensionskasser)

Den gældende § 117, stk. 2, 1. pkt., udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 117, stk. 2, 1. pkt., at indsætte § 43 a.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 43 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 4, nr. 2, der indsætter § 43 a. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er firmapensionskasser, og gerningsindholdet består i, at firmapensionskassen ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 43 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis firmapensionskassen fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 20 d, at §§ 20 a-20 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende § 190, stk. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Med lovforslagets § 6, nr. 2, foreslås det i § 20 a at indsætte et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse

Det foreslås på den baggrund i § 190, stk. 1, at indsætte § 20 a i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 20 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, nr. 2, der indsætter § 20 a. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er forvaltere af alternative investeringsfonde, og gerningsindholdet består i, at forvalteren ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 20 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor forvalterens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis forvalteren fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om finansiel virksomhed og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 77 m, at §§ 77 j-77 l ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om finansiel virksomhed der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 26 (§ 78, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 78, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed må en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse, som skal indføres i forhandlingsprotokollen, bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer eller direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Bestemmelsen gælder også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører, jf. § 78, stk. 4.

Bestemmelsen i § 78, stk. 1, er ikke til hinder for, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer kan bevilges eksponeringer på samme vilkår som medarbejderne i den pågældende finansielle virksomhed i øvrigt, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4818, og bilag 6, pkt. 15, i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

Efter bilag 6, pkt. 13, i bekendtgørelse nr. 1103 af 30. juni 2022 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., skal det udtrykkeligt anføres i henholdsvis bevillingsprotokollen og forhandlingsprotokollen, når der behandles eksponeringer omfattet af § 78, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed. De pågældende bestyrelsesmedlemmer og direktører må ikke være til stede under sagens behandling, og det skal protokolleres, at de ikke er til stede. Det er dog ikke til hinder for, at et bestyrelsesmedlem eller en direktør, der tillige deltager i ledelsen af et moderselskab, der ejer hele kapitalen i virksomheden, eller i et 100 pct. ejet søster- eller datterselskab, deltager i behandlingen af spørgsmål om eller eksponeringer mod dette selskab.

Det foreslås, at § 78, stk. 1, ophæves, og der indsættes nye bestemmelser i stk. 1-4.

Det foreslås således i § 78, stk. 1, nr. 1, at en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol må bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Den foreslåede bestemmelse indeholder i forhold til, hvad der gælder efter § 78, stk. 1, ingen materielle ændringer, idet der alene foreslås sproglige ændringer som led i nyaffattelsen, herunder at de nuværende bestemmelser i nr. 1 og 2 i § 78, stk. 1, samles som et nyt § 78, stk. 1, nr. 1.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er som hidtil at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så bestyrelsesmedlemmer eller direktører ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til finansielle virksomheders bevilling af eksponeringer m.v. mod medlemmerne af bestyrelsen og direktionen, så der stilles krav om bestyrelsens godkendelse.

”Eksponering” er defineret i § 5, stk. 1, nr. 18, i lov om finansiel virksomhed som summen af alle mellemværender med en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden, og kapitalandele udstedt af kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes forbundne kunder.

Der er i § 5, stk. 1, nr. 18, 2. pkt., litra a-d, fastsat særlige undtagelser fra eksponeringsdefinitionen for eksponeringer omfattet af §§ 78 eller 182. Bestemmelsen indebærer bl.a., at eksempelvis valutatransaktioner, som er opstået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion, i et tidsrum på 48 timer efter, at betaling har fundet sted, ikke er omfattet af kravet om bestyrelsens godkendelse af eksponeringer efter § 78.

”Kvalificeret ejerandel” er defineret i § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter der ved kvalificeret ejerandel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden.

Bestemmelsen vil indebære, at bestyrelsen skal godkende konkrete eksponeringer og sikkerhedsstillelser. Der kan således ikke efter bestemmelsen gives generelle godkendelser, der ikke knytter sig til en eller flere konkrete eksponeringer eller sikkerhedsstillelser.

Efter den gældende § 76 i lov om finansiel virksomhed må en direktør ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem den finansielle virksomhed og sig selv eller aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds interesse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at bestyrelsen skal tage stilling til aftalens væsentligste indhold, og at godkendelsen skal være udtrykkelig og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4815. Det fremgår desuden, at bestemmelsen kun vedrører større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold. Almindelige dispositioner såsom veksling af valuta og ind- og udbetaling på indlånskonti er ikke omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Bestemmelsen er en skærpelse af § 117, stk. 1, i selskabsloven, hvorefter direktionen varetager den daglige ledelse af selskabet og kan indgå aftaler på vegne af selskabet, så længe aftalen ligger inden for den daglige drift og ikke er af usædvanlig art eller stor betydning. Efter § 76 kræver det godkendelse af bestyrelsen, hvis aftalen er væsentlig for direktøren. Dette vil kunne gøre sig gældende, selvom aftalen er sædvanlig for virksomheden.

Det foreslås således i § 78, stk. 1, nr. 2, at en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol må indgå aftale med en direktør, når aftalen omfatter større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold, eller med en tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Det foreslåede viderefører den gældende § 76 med materielle, redaktionelle og sproglige ændringer.

Efter den gældende § 76 er det alene direktøren, der er pligtsubjekt. Den materielle ændring fra den gældende § 76 består i, at den finansielle virksomhed også bliver pligtsubjekt for aftaler omfattet af bestemmelsen, dvs. at både den finansielle virksomhed og direktøren har pligt til at sikre, at aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, ikke indgås uden bestyrelsens godkendelse, der indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så direktører ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i en finansiel virksomhed på virksomhedens vegne indgår med sig selv, hvorfor der gælder krav om bestyrelsens godkendelse.

For at der efter bestemmelsen stilles krav om bestyrelsens godkendelse, skal der være tale om indgåelse af aftaler. Det er i den forbindelse en forudsætning, at der er tale om dispositioner, som kræver udøvelse af et skøn, som direktøren potentielt kan påvirke, f.eks. en kreditvurdering, værdiansættelse, prisfastsættelse eller fastsættelsen af forsikringsvilkår. Omvendt vil en aftale, hvor prisen er standardiseret eller baseret på en fast personalepris, der gælder for hele virksomheden, ikke være en disposition, der er omfattet af bestemmelsen og dermed kravet om bestyrelsens godkendelse. Dette sidste vil eksempelvis kunne være tilfældet ved gebyrer for valutaveksling, gebyrer for ind- og udbetaling på indlånskonti eller gebyr eller kurtage for transaktioner i værdipapirer. Det samme gælder tilfælde, hvor en direktør i et forsikringsselskab tegner en forsikring i selskabet på samme vilkår, som selskabets øvrige ansatte kan tegne, f.eks. hvis direktøren tegner en ansvarsforsikring på sin bil, hvor der alene knyttes sædvanlige vilkår. Begrebet aftale vil også omfatte aftaler, hvor der sker sikkerhedsstillelse, eller hvor der opstår eller vil kunne opstå en eksponering, f.eks. ved aftale om et kreditkort knyttet til en kassekredit på 50.000 kr.

Med større dispositioner forstås dispositioner, der i forhold til den konkrete direktørs økonomi vil være store dispositioner. Det vil således bero på en konkret vurdering af direktørens økonomiske forhold og den konkrete aftale, om dispositionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Aftaler, der indgås af direktionen og ligger inden for den daglige drift, har ikke karakter af en større disposition.

Den foreslåede bestemmelse omfatter også aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så en direktør ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i en finansiel virksomhed indgår med tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kravet om godkendelse fra bestyrelsen også gælder aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Ordlyden ”tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse” er videreført fra den gældende § 76, som efter praksis fortolkes som personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst to år eller slægtskab i op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilke disse personer kan udøve betydelig indflydelse eller er medlemmer af bestyrelsen. Bestemmelsen kan desuden i særlige tilfælde omfatte aftaler med personer eller juridiske enheder, som direktøren har en tilsvarende nær forbindelse til og dermed en væsentlig interesse i, og som derfor i det konkrete tilfælde kan sidestilles med den oplistede kreds af personer.

Det foreslås i § 78, stk. 2, at medlemmer af bestyrelsen skal erstatte tab, som den finansielle virksomhed lider som følge af bevillinger og sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af stk. 1, der er godkendt af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen godtgør, at tabet ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af den finansielle virksomhed tilsiger.

Der lægges med den foreslåede bestemmelse op til at vende bevisbyrden i sager om erstatningsansvar vedrørende tab lidt på eksponeringer, sikkerhedsstillelser og aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå en aftale med en direktør, et bestyrelsesmedlem m.fl. omfattet af det foreslåede stk. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at det fremover vil være det enkelte bestyrelsesmedlem, der i forbindelse med eksponeringer og sikkerhedsstillelser omfattet af stk. 1, nr. 1, skal godtgøre, at der ikke er handlet ansvarspådragende i forbindelse med bevillingen eller udvidelsen af eksponeringer mod eller sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer eller direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør. Det samme vil være tilfældet med hensyn til aftaler efter stk. 1, nr. 2.

Der lægges med den foreslåede ændring ikke op til at ændre på, at flere medlemmer af bestyrelsen vil kunne hæfte solidarisk, hvis mere end ét medlem har handlet ansvarspådragende.

Den foreslåede omvendte bevisbyrde omfatter både bestyrelsens bevilling af eksponeringen, dvs. den oprindelige godkendelse af aftalen mellem den finansielle virksomhed og direktøren, og en eventuel senere udvidelse af en tidligere godkendt eksponering. Ved udvidelse af en eksponering menes, at den finansielle virksomhed udvider sin forpligtelse over for eller eksponering mod det pågældende ledelsesmedlem. Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved udvidelsen af en tidligere bevilliget kredit, accept af, at ledelsesmedlemmet udtræder som kautionist, eller accept af mindre sikkerhed end oprindelig aftalt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke dispositioner, der ikke er godkendt af bestyrelsen, herunder aftaler, som et direktionsmedlem på virksomhedens vegne har indgået med sig selv, uden at bestyrelsen var bekendt hermed. Reglen om omvendt bevisbyrde omfatter heller ikke den situation, hvor bestyrelsen træffer beslutning om en eksponering, sikkerhedsstillelse eller aftale uden at have kendskab til, og uden at burde have kendskab til, omstændigheder, der medfører, at eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen omfattes af den foreslåede § 78, stk. 1. Et eksempel herpå kan være en aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, som en af direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod den finansielle virksomheds, jf. forslaget til § 78, stk. 7, men hvorom oplysning ikke er tilgået bestyrelsen.

Bestemmelsen omfatter heller ikke overvågning af og eventuel opfølgning på eksponeringer, sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af § 78, stk. 1.

Med den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af den finansielle virksomhed tilsiger, skal forstås handlinger, der efter en almindelig culpanorm vil indebære, at den pågældende ikke kan gøres erstatningsansvarlig.

Det er med den foreslåede ændring ikke formålet, at selve ansvarsbedømmelsen af handlinger eller undladelse foretaget af bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder skal ændres.

Ansvaret vil således fortsat skulle vurderes efter culpareglen, men den foreslåede ændring indebærer, at der fremover vil gælde en omvendt bevisbyrde med hensyn til ansvarsgrundlaget.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære, at bevisbyrden for, at de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt, vendes. Det vil således fortsat være sagsøgeren, der skal godtgøre, at der er lidt et tab, og at der foreligger den nødvendige kausalitet og adækvans.

Den foreslåede ændring skal bidrage til at sikre, at forsvarligheden af aftaler omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 1, i højere grad end i dag vil kunne efterprøves, hvis det efterfølgende viser sig, at bevillingen eller udvidelsen af en eksponering eller anden konkret aftale har været tabsgivende for den finansielle virksomhed.

Det foreslås i § 78, stk. 3, at en direktør, der uden bestyrelsens godkendelse bevilger eksponeringer, modtager sikkerhedsstillelser eller indgår aftaler omfattet af stk. 1, indestår for det tab, som den finansielle virksomhed måtte blive påført som følge af den pågældende aftale, medmindre direktøren hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første at beskytte den finansielle virksomhed mod de iboende interessekonflikter i aftaler mellem direktionen og den finansielle virksomhed. Formålet er endvidere at beskytte de finansielle virksomheder mod at lide tab på aftaler, som en direktør på virksomhedens vegne indgår med tredjemand, hvori en direktør besidder en kvalificeret ejerandel eller i øvrigt har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod virksomhedens. Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor direktøren ikke har kendskab til eller burde have kendskab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af § 78, stk. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå en aftale med en direktør m.fl. omfattet af det foreslåede stk. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Har bestyrelsen godkendt eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen efter § 78, stk. 1, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have påset forsvarligheden af aftalen, herunder sikret, at den mulige interessekonflikt mellem direktør og selskab ikke har påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer, sikkerhedsstillelse eller aftalen, som bestyrelsen har godkendt efter § 78, stk. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvurderingen foreslås vendt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter en direktørs bevilling uden bestyrelsens godkendelse af eksponeringer og modtagelse af sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 1, samt indgåelse af aftaler efter stk. 1, nr. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse vil direktøren skulle indestå for sådanne bevillinger, modtagelser eller aftaler. Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder, som følge af at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til værdien af aftalen eller eksponering. Hermed forstås f.eks. hovedstolen, renter og stiftelsesomkostninger på en kredit.

Den foreslåede bestemmelse svarer med hensyn til hæftelsesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelser i stk. 1. Selskabslovens § 215, stk. 2, finder imidlertid ikke anvendelse for direktører i pengeinstitutter eller realkreditinstitutter (for så vidt angår realkreditlån). Den foreslåede bestemmelse skaber således en retstilstand for direktører i disse institutter, der svarer til hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2, når en direktør overtræder den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det foreslås på den baggrund også, at den foreslåede hæftelsesregel efter omstændighederne finder anvendelse, medmindre der indtræder hæftelse efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210. Det foreslåede indebærer, at direktører i finansielle virksomheder, der er kapitalselskaber, men ikke er pengeinstitutter eller realkreditinstitutter, fortsat vil være omfattet af hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil i praksis ikke have betydning for aftaler, som den finansielle virksomhed indgår med en af direktørerne selv, da direktøren allerede vil hæfte for sådanne aftaler i kraft af at være aftalepart.

Det foreslås i stk. 4, at er en bevilling eller modtagelse af sikkerhedsstillelse omfattet af stk. 1, nr. 1, der er indgået uden bestyrelsens godkendelse med et bestyrelsesmedlem i den finansielle virksomhed eller en virksomhed, hvori bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller direktør, indestår bestyrelsesmedlemmet for det tab, som den finansielle virksomhed måtte blive påført, medmindre bestyrelsesmedlemmer hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første at beskytte den finansielle virksomhed mod de iboende interessekonflikter i aftaler mellem bestyrelsesmedlemmer og den finansielle virksomhed. Formålet er endvidere at beskytte den finansielle virksomhed mod at lide tab på aftaler, som bestyrelsesmedlemmer – uden om den samlede bestyrelse – på virksomhedens vegne indgår med tredjemand, hvori et bestyrelsesmedlem har en væsentlig interesse. Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor bestyrelsesmedlemmet ikke har kendskab til eller burde have kendskab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af § 78, stk. 1, nr. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra en direktør m.fl. omfattet af det forslåede stk. 1, nr. 1, set i forhold til, hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Har bestyrelsen godkendt eksponeringen eller sikkerhedsstillelsen efter § 78, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have påset forsvarligheden af eksponeringen eller sikkerhedsstillelsen, herunder sikret at den mulige interessekonflikt mellem bestyrelsesmedlemmet og selskabet ikke har påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer eller sikkerhedsstillelse, som bestyrelsen har godkendt efter § 78, stk. 1, nr. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvurderingen foreslås vendt.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 omfatter alene eksponeringer eller sikkerhedsstillelser efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 1, og ikke aftaler, som direktøren indgår efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2. Den foreslåede bestemmelse finder således anvendelse på aftaler om eksponeringer og sikkerhedsstillelser, hvor den mulige uvedkommende interesse vedrører et bestyrelsesmedlem, og ikke den direktør, som er med til at indgå aftalen på den finansielle virksomheds vegne. Det foreslåede stk. 4 skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 om direktørers indeståelse for tab på bevilling af eksponeringer eller modtagelse af sikkerhedsstillelser omfattet af stk. 1, nr. 1, som den finansielle virksomhed måtte blive påført, hvis der ikke foreligger godkendelse fra bestyrelsen. Bestemmelsen er således en modifikation til den foreslåede hæftelsesregel, og har til formål at friholde direktøren for hæftelse i denne forbindelse og sikre, at hæftelsen pålægges det bestyrelsesmedlem, der har interessen i den omfattede aftale.

Med det foreslåede stk. 4 vil et bestyrelsesmedlem skulle indestå for aftaler, der indgås mellem den finansielle virksomhed og en virksomhed, hvor bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller direktør, uden at bestyrelsen har godkendt aftalen. Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder som følge af, at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til værdien af eksponeringen. Hermed forstås f.eks. hovedstolen på en kredit eller værdien af sikkerhedsstillelsen.

Det foreslåede stk. 4 svarer med hensyn til hæftelsesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Selskabslovens § 215, stk. 2, finder imidlertid ikke anvendelse for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter eller realkreditinstitutter (for så vidt angår realkreditlån). Den foreslåede bestemmelse skaber således en retstilstand for bestyrelsesmedlemmer i disse institutter, der svarer til hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2, når et eller flere bestyrelsesmedlemmer overtræder den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det foreslås på den baggrund også, at den foreslåede § 78, stk. 4, efter omstændighederne finder anvendelse, medmindre der indtræder hæftelse efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. §§ 206 eller 210. Det foreslåede indebærer, at bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder, der er kapitalselskaber, men ikke er pengeinstitutter eller realkreditinstitutter, fortsat vil være omfattet af hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2.

Til nr. 27 (§ 78, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 78, stk. 2, 1. pkt., skal de eksponeringer, der er omfattet af § 78, stk. 1, bevilges i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.

Bestemmelsen hindrer ikke, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i penge- og realkreditinstitutter i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på den finansielle virksomheds almindelige personalevilkår, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4818, og bilag 6, pkt. 15, i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

Det foreslås i § 78, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., at ændre »De i stk. 1 nævnte eksponeringer skal bevilges« til: »Eksponeringer og aftaler efter stk. 1 skal bevilges eller indgås«, og efter »markedsbaserede vilkår« at indsætte », medmindre eksponeringen indgås over for et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem på personalevilkår«.

Forslaget vil indebære, at de betingelser og pligter, der følger af de nugældende bestemmelser i § 78, stk. 2, og som i dag omfatter eksponeringer efter § 78, stk. 1, udvides til også at omfatte aftaler, der er omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2.

De foreslåede ændringer vil betyde, at aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, skal bevilges i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Derudover skal den eksterne revisor i revisionsprotokollen vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt for aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal erklæringen fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Det foreslås endvidere, at den undtagelse for eksponeringer over for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, der følger af forarbejderne, fastsættes direkte i lovteksten. Det er hensigten at tydeliggøre, at den foreslåede bestemmelse ikke skal være til hinder for, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i penge- og realkreditinstitutter i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på den finansielle virksomheds almindelige personalevilkår. Undtagelsen for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer vil dog gælde for eksponeringer indgået på personalevilkår. Undtagelsen vil derfor alene give adgang til bevilling heraf i henhold til almindelige personalevilkår og dermed ikke vilkår, der er gunstigere, end hvad der er adgang til for det øvrige personale i virksomheden.

Til nr. 28 (§ 78, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 78, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed skal direktionen og bestyrelsen især overvåge forsvarligheden og forløbet af de i stk. 1 nævnte eksponeringer.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at den finansielle virksomheds eksponeringer eller sikkerhedsstillelser over for bestyrelsesmedlemmer og direktører efter § 78, stk. 1, løbende skal overvåges af bestyrelsen og direktionen. Overvågningspligten efter § 78, stk. 3, omfatter eksponeringer omfattet af den gældende § 78, stk. 1, men ikke aftaler efter § 76.

Det foreslås i § 78, stk. 3, der bliver stk. 6, at ændre »de i stk. 1 nævnte eksponeringer« til: »eksponeringer og aftaler efter stk. 1«.

Ændringen vil indebære, at direktionens og bestyrelsens løbende overvågningspligt udvides til også at omfatte aftaler efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 27.

Dette vil dog kun gælde, hvor der efter aftalens indhold er forhold, der kan følges og overvåges. Eksempelvis vil en enkeltstående ejendomshandel, hvor et pengeinstituts direktør køber en fast ejendom kontant af pengeinstituttet, som forud herfor har købt ejendommen på tvangsauktion, almindeligvis ikke kræve opfølgning eller overvågning.

Til nr. 29 (§ 78 stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse i § 78, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed gælder reglerne i stk. 1-3 også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører.

Det foreslås i § 78, stk. 4, der bliver stk. 7, at ændre »stk. 1-3« til: »stk. 1-6«, og at indsætte »og aftaler med« efter »eksponeringer mod«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 1, nr. 2, og stk. 2-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, fremover også vil gælde for eksponeringer mod og aftaler indgået med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilke disse personer kan udøve betydelig indflydelse eller er medlemmer af bestyrelsen.

Den foreslåede tilføjelse om, at reglerne i stk. 1-6 også gælder eksponeringer og aftaler med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, ejer en kvalificeret andel i, er en præcisering af, hvad der efter praksis allerede gælder efter bestemmelsen.

Ændringen vil således for så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, indebære, at aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, som eksempelvis direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod den finansielle virksomheds, er omfattet af stk. 1, nr. 2. Tilsvarende vil gøre sig gældende for bestyrelsesmedlemmernes omvendte bevisbyrde samt en direktørs og et bestyrelsesmedlems hæftelse efter de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 2-4 sammenholdt med de foreslåede ændringer i stk. 4, der bliver stk. 7.

Til nr. 30 (§ 179, nr. 2, og § 180, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 179, nr. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed der ejer kapitalandele i finansielle virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, såfremt et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6.

Den gældende § 180, nr. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan at en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed afhænder kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt et medlem af holdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6.

Det foreslås i § 179, nr. 2, og § 180, nr. 2, at ændre »§ 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6« til: »§ 64, stk. 1, nr. 3-5«.

De foreslåede ændringer er konsekvensrettelser på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 4, der ophæver § 64, stk. 1, nr. 5.

Til nr. 31 (§ 351, stk. 4, og stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 351, stk. 4, at Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, jf. stk. 1, eller påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, eller § 64, stk. 1, jf. § 64 d, stk. 3, ikke kan bestride stillingen.

Det foreslås i § 351, stk. 4, og stk. 5, 1. pkt., at der efter »et pengeinstitut,« indsættes: »et realkreditinstitut,«.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 10-12, der udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde et realkreditinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, i medfør af § 64 c, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for nøglepersoner i et realkreditinstitut, som i dag gælder for nøglepersoner i et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Lovforslaget vil ikke medføre materielle ændringer i Finanstilsynets eksisterende muligheder for at påbyde et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, hvis denne efter egnetheds- og hæderlighedsreglerne ikke kan bestride stillingen. For så vidt angår Finanstilsynets muligheder for at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i et pengeinstitut, der ikke er et SIFI eller G-SIFI, henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 32.

Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller en ansat, der er nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, jf. stk. 1, eller i medfør af § 64 d, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, at nøglepersonen i et pengeinstitut, i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4, eller at nøglepersonen i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i § 351, stk. 5, 1. pkt., påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Den foreslåede ændring af § 351, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet kan påbyde et realkreditinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at nøglepersonen i et realkreditinstitut ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for nøglepersoner i et realkreditinstitut, som i dag gælder for nøglepersoner i et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Den forslåede ændring er en konsekvens af, at dette lovforslags § 1, nr. 10-12, udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Til nr. 32 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 4, fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende ikke kan bestride stillingen i henhold til reglerne om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 351, stk. 4, at ændre »et pengeinstitut,« til: »gruppe 1- og 2-pengeinstitut, et realkreditinstitut,«, og at indsætte som 2. og 3. pkt., at Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 3-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1-5, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, ikke kan bestride stillingen. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 4-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, ikke kan bestride stillingen.

Det foreslåede viderefører den gældende retstilling for så vidt angår gruppe 1- og 2-pengeinsiutter og realkreditinstitutter.

Det foreslåede vil derudover medføre, at Finanstilsynet alene vil kunne påbyde gruppe 3- og 4-pengeinsitutter at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner, og som vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet i henhold til § 64 c, stk. 4-7, som foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 33 (§ 351, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 5, fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en direktør eller ansat, der er er identificeret som nøgleperson, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, at nøglepersonen i et pengeinstitut, i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4, eller at nøglepersonen i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Det foreslås i § 351, stk. 5, at indsætte efter »direktør eller en ansat«: »i et gruppe 1- eller 2-pengeinstitut eller et realkreditinstitut,«, og efter »nøglepersonen i et pengeinstitut,« indsættes: »i et realkreditinstitut,«, og efter 1. pkt. at indsætte, at Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 3-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1-5, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 4-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4.

Det foreslåede viderefører den gældende retstilling for så vidt angår gruppe 1- og 2-pengeinstiutter.

Det foreslåede vil derudover medføre, at Finanstilsynet alene vil kunne påbyde gruppe 3- og 4-pengeinsitutter at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner, og som vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet i henhold til § 64, c, stk. 4-7, som foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 34 (§ 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed bestemmer, at varigheden af påbud meddelt efter § 351, stk. 2, på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6, skal fremgå af påbuddet. Det betyder, at når Finanstilsynet påbyder et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv på baggrund af manglende hæderlighed, jf. § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6, skal varigheden fremgå af påbuddet.

Det foreslås i § 351, stk. 6, at ændre »stk. 2 på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6« til: »stk. 1, 2 eller 4 på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2-5«.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynets påbud i medfør af § 351, stk. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør i den finansielle virksomhed, hvis denne efter § 64, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan bestride stillingen, skal indeholde varigheden af påbuddet. Det medfører også, at Finanstilsynets påbud i medfør af § 351, stk. 4, skal indeholde varigheden af påbuddet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det ikke udelukkende vil være, når Finanstilsynet udsteder et påbud på baggrund af manglende hæderlighed til et bestyrelsesmedlem, at varigheden skal fremgå af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil således også skulle fremgå, når Finanstilsynet udsteder påbud til en finansiel virksomhed om at afsætte en direktør eller en nøgleperson på baggrund af manglende hæderlighed. Formålet med ændringen er at sikre en mere ensartet og forudsigelig retstilstand for finansielle virksomheder, direktører og nøglepersoner.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at Finanstilsynets påbud om, at den pågældende ikke kan bestride sit hverv eller sin stilling i den situation, hvor vedkommende er blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, og der som følge heraf er risiko for, at vedkommende ikke længere kan varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis, jf. § 64, stk. 1, nr. 3, også skal indeholde varigheden af påbuddet. Man vil således f.eks. ikke kunne forvente, at man straks efter at være blevet pålagt et strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning på ny kan anses for at opfylde kravene til egnethed og hæderlighed.

Den foreslåede henviser ikke til § 64, stk. 1, nr. 6, da bestemmelsen rykker sig til nr. 5 som følge af lovforslagets § 1, nr. 4, ophæver den gældende § 64, stk. 1, nr. 5.

For nærmere om kriterierne for Finanstilsynets fastsættelse af varigheden henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 64, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 35 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 351, stk. 9, at Finanstilsynet kan inddrage en finansiel virksomheds tilladelse, hvis virksomheden ikke har afsat en direktør. Finanstilsynet kan endvidere inddrage tilladelsen for et pengeinstitut, et systematisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systematisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) eller et gruppe-1 forsikringsselskab, der ikke har afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson. Finanstilsynet kan endvidere inddrage en virksomheds tilladelse, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 2 og 3 og 5.

Det foreslås at ændre § 351, stk. 9, ved at indsætte »realkreditinstituttet,« efter »pengeinstituttet,«.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet også vil kunne inddrage et realkreditinstituts tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2, hvis realkreditinstituttet ikke har afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, inden for den fastsatte frist.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for et realkreditinstitut, som i dag gælder for et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Den forslåede ændring er en konsekvens af, at dette lovforslags § 1, nr. 10- 12, udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Lovforslaget vil ikke medføre nogle materielle ændringer i Finanstilsynets eksisterende muligheder for at inddrage et pengeinstituts, et SIFIs, et G-SIFIs eller et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse i medfør af § 351, stk. 9.

Til nr. 36 (§ 351, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed indeholder en bestemmelse om, at når Finanstilsynet meddeler påbud i henhold til stk. 1-5, kan påbuddet forlanges indbragt for domstolene. Retten til at forlange påbuddet indbragt tilfalder både den finansielle virksomhed og den person, påbuddet vedrører.

En anmodning om indbringelse af påbud for domstolene skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10, i § 351, hvorefter afgørelser meddelt i sager efter § 64, stk. 1, § 64 c, stk. 5-7, og § 64 d, stk. 3, som træffes efter § 64, stk. 2, kan forlanges indbragt for domstolene af den finansielle virksomhed og af den person, som afgørelsen vedrører. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Forslaget om, at anmodning om indbringelse af sagen for domstolene som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, skal sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed.

Forslaget vil indebære, at retsstillingen for den virksomhed eller det ledelsesmedlem eller den nøgleperson, som en afgørelse om afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning retter sig mod, bliver den samme som for virksomheder og personer, der kan forlange et påbud om at nedlægge et hverv eller afsætte et ledelsesmedlem indbragt for domstolene. Der vil således på samme måde som i påbudssager gælde et dobbelt retssikkerhedsprincip i afgørelsessager, idet personen eller virksomheden også har mulighed for at indbringe en negativ egnetheds- og hæderlighedsafgørelse for Erhvervsankenævnet eller for selv at indbringe afgørelsen for domstolene.

Til nr. 37 (§ 354 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder.

Det fremgår af § 354 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 406 af 29. marts 2022, at reaktioner givet efter § 345, stk. 12, nr. 4, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 4.

Ved reaktioner forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 186.

Offentliggørelse efter § 354 a, stk. 1, kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, der vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4. Offentliggørelsen må heller ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, dvs. oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold eller lignende. Herudover må offentliggørelsen ikke indeholde fortrolige oplysninger, der oprindeligt kommer fra udenlandske finansielle tilsynsmyndigheder, medmindre myndighederne har givet deres udtrykkelige tilladelse hertil.

Udgangspunktet efter § 354 a er, at en afgørelse truffet af Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, medmindre de særlige betingelser for at undlade offentliggørelse efter stk. 4 finder anvendelse, og at offentliggørelse, hvor afgørelsen også vedrører en specifik fysisk person, sker i anonymiseret form, hvilket omfatter sager om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 354 a, stk. 4, 1. pkt., at der ikke skal ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 64, stk. 1, stk. 6, jf. stk. 1, eller stk. 7, jf. stk. 1, § 64 a, § 64 b, stk. 1, § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 1, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 1, eller § 64 d, stk. 6, jf. stk. 3, jf. § 64, stk. 1.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 354 a af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 64, stk. 1, sager om tilstrækkelig tid efter § 64 a eller sager efter § 64 b, stk. 1. Dette vil gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling, og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv, jf. § 351.

Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undtagelse til offentliggørelsespligten i § 354 a, stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 38 (§ 354 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 354 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 406 af 29. marts 2022, der med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 37, bliver 2. pkt., at offentliggørelse efter § 354 a, stk. 1, ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4.

Det følger af § 354 a, stk. 5, 1. pkt., at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 4, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-3, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Bestemmelsen er en undtagelse til de undtagelser for offentliggørelse, der fremgår af § 354 a, stk. 4, 1. pkt.

Det foreslås i § 354 a, stk. 5, 1. pkt., at henvisningen til »1. pkt.« ændres til: »2. pkt.«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 37, hvor der indsættes et punktum før det nuværende 1. pkt. i § 354 a, stk. 4. Med forslaget sikres, at § 354 a, stk. 5, 1. pkt., fortsat korrekt henviser til undtagelserne til offentliggørelse i § 354 a, stk. 4, 1. pkt., der bliver 2. pkt.

Til nr. 39 (§ 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder. § 64 a indeholder krav om, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i finansielle virksomheder skal afsætte tilstrækkelig tid til at varetage sit hverv som bestyrelsesmedlem eller direktør i den pågældende virksomhed.

Det fremgår af § 354 e, stk. 1 og 2, at Finanstilsynet skal foretage offentliggørelse i bl.a. sager om overtrædelse af § 64, stk. 1, og § 64 a, i lov om finansiel virksomhed, hvor der træffes afgørelse om påbud, påtale eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 269, stk. 1, eller § 344, stk. 1. Navnet på virksomheden eller den fysiske person, som bliver meddelt påbuddet, påtalen eller tvangsbøden, skal som udgangspunkt fremgå af offentliggørelsen.

Offentliggørelsesreglen i § 354 e i lov om finansiel virksomhed forpligter derfor Finanstilsynet til at offentliggøre afgørelser om påbud, påtaler eller tvangsbøder, hvor navnet på den fysiske eller juridiske person står angivet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 68 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutterne, som senere ændret (CRD IV), og formålet er at øge de nationale administrative sanktioners effektivitet og præventive virkning. Efter artikel 68, stk. 1, er der krav om, at afgørelser om overtrædelser af reglerne om egnethed og hæderlighed, der ikke kan appelleres, skal offentliggøres af Finanstilsynet. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at ikke alle EU-lande har den samme åbenhed om deres praksis, som der er efter dansk ret, herunder ift. offentliggørelse af afgørelser truffet af Finanstilsynets bestyrelse.

Eftersom Finanstilsynets afgørelser kan appelleres ved at blive indbragt for en klageinstans eller en højere retsinstans, herunder domstolene, går den danske implementering i § 354 e videre end minimumskravet i den EU-retlige bestemmelse ved også at lade afgørelser, som kan appelleres, være omfattet af den nationale offentliggørelsesregel.

I § 354 e, stk. 3, er der indsat en eksplicit hjemmel til anonymisering. Det fremgår heraf, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, hvis offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet, eller hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen. Dette er en implementering af de krav til undtagelser til offentliggørelse, der fremgår af artikel 68, stk. 2, i CRD IV.

Som eksempel nævnes i forarbejderne til bestemmelsen, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form, hvor en offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at ville have en tilstrækkelig præventiv effekt i forhold til det indgreb, som offentliggørelsen vil være i vedkommendes personlige integritet, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 189. Hvis offentliggørelsen ikke kan ske i anonymiseret form, vil offentliggørelsen ikke skulle foretages efter bestemmelsen.

Det foreslås i § 354 e, stk. 2, at »§§ 61 b og 61 c, § 64, stk. 1, § 64 a,« ændres: til: »§§ 61 b og 61 c,«.

Forslaget medfører, at henvisningen i § 354 e, stk. 2, til § 64, stk. 1, og § 64 a udgår.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 354 e af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 64, stk. 1, eller sager om afsættelse af tilstrækkelig tid til varetagelse af hvervet som bestyrelsesmedlem eller medlem af direktionen.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed og afsættelse af tilstrækkelig tid vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 40 (§ 354 e, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

§ 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder. Afgørelser efter § 64, stk. 1, omfatter dels en vurdering af kandidatens egnethed til at bestride stilling (nr. 1), og dels en vurdering af, om kandidaten kan anses for tilstrækkelig hæderlig (nr. 2-6).

Ved vurdering af en kandidats egnethed inddrager Finanstilsynet særligt oplysninger om kandidatens uddannelse og tidligere erhvervserfaring. Oplysningerne udgør i en databeskyttelsesretlig sammenhæng almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Almindelige personoplysninger er ikke klassificeret som følsomme personoplysninger.

Almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6 kan bl.a. behandles, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, jf. artikel 6, stk. 1, litra e. Omfattet af litra e er bl.a. den behandling, som sker i retsinformationssystemer med henblik på at informere offentligheden om lovgivning, retspraksis m.v.

Det foreslås i § 354 e, stk. 6, 1. pkt., at indføre en forpligtelse for Finanstilsynet til at offentliggøre en redegørelse for Finanstilsynets praksis efter § 64, stk. 1, nr. 1, dvs. afgørelser om egnethed.

Redegørelsen, der vil have fokus på positive egnethedsafgørelser, kan afgives i form af f.eks. kommenteret beskrivelse af den retningsskabende praksis på området samt dertil knyttede udtalelser af vejledende karakter, som kan bidrage til at afstemme forventningerne mellem virksomhederne og Finanstilsynet med hensyn til, hvordan konkrete sager vurderes.

Finanstilsynet kan inddrage de afgørelser, som vurderes at bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis. Inddragelse af relevante afgørelser vil ske ud fra en konkret vurdering af den enkelte afgørelses relevans.

Ved udarbejdelse af redegørelsen skal Finanstilsynet i videst mulig udstrækning søge at anonymisere personoplysninger, så de fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører, ikke kan identificeres.

Redegørelsen forventes at indeholde visse almindelige personoplysninger fra egnethedsvurderingerne, idet vurderingen heraf i høj grad er baseret på en konkret, individuel vurdering af, om kandidatens samlede viden, faglige kompetencer og erfaring matcher, hvad der må forventes for at kunne varetage den pågældende stilling. Det vurderes som udgangspunkt vanskeligt at give et retvisende billede af praksis uden at redegøre for alle de forhold, der er lagt vægt på i den konkrete vurdering. Idet afgørelserne er så konkret begrundet i konkrete oplysninger om kandidaten, kan det i praksis være vanskeligt at anonymisere omtalen af sagen tilstrækkeligt.

I sager om positive egnethedsvurderinger vil der som udgangspunkt være tale om almindelige personoplysninger, som indgår i en begunstigende forvaltningsakt, og det vil dermed være tilstrækkeligt, at Finanstilsynet sikrer en anonymisering i form af, at det ikke umiddelbart er muligt for tredjeparter i offentligheden uden særlig tilknytning til sagen at genkende den pågældende.

I redegørelsen kan indgå oplysninger om de kriterier, Finanstilsynet tillægger vægt i negative egnethedsafgørelser, hvis dette vurderes at være relevant for virksomhederne og kandidater. Når der i redegørelsen inddrages kriterier fra afgørelser eller vejledning, hvor kandidaten ikke vurderes egnet, vil Finanstilsynet sikre, at omtalen heraf er anonymiseret, så den fysiske person, som sagen vedrører, ikke kan identificeres. Hvis det ikke vurderes muligt at sikre en effektiv anonymisering, vil sagen og oplysningerne ikke indgå i redegørelsen.

Det foreslås i § 354 e, stk. 6, 2. pkt., at redegørelsen skal offentliggøres minimum én gang årligt.

Finanstilsynet kan offentliggøre mere end én redegørelse årligt ud fra en konkret vurdering af behovet, herunder også antallet af afgørelser, der er truffet i perioden, og om der er truffet afgørelser, der vurderes væsentligt at kunne bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis.

Til nr. 41 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det omfatter bl.a. den gældende § 64 og § 76.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 373, stk. 1, fra § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4 til: § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, og at ændre henvisningen fra § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, til: § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, samt at ændre henvisningen fra §§ 76, 78 og 101 til § 78, stk. 1 og 5-8, § 101.

Det foreslåede er en konsekvens af de foreslåede ændringer til § 64 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, ophævelsen af § 76, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, og ændringen af § 78, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 26.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære materielle ændringer.

Til nr. 42 (§ 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde. Det omfatter bl.a. den gældende § 70, stk. 1-4, og § 77 d, stk. 1-4.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at henvisningen til § 70, stk. 1-4, ændres til en henvisning til § 70, stk. 1-5, at henvisningen til § 64, stk. 3, ændres til § 64, stk. 6, at henvisningen til § 77 d, stk. 1-4, ændres til 77d, og at indsætte en henvisning til § 77 j.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5 skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20, der indsætter en ny bestemmelse i § 70, stk. 5, hvorefter bestyrelsens beslutning om konkret at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen, skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol sammen med en redegørelse for begrundelsen for fravigelsen.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5, vil indebære, at overtrædelse af pligten til at indføre bestyrelsens beslutninger om at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen på samme måde som de øvrige pligter i den gældende § 70, stk. 1-4, kan straffes med bøde.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5, vil ikke indebære, at yderligere pligter for bestyrelsen i finansielle virksomheder bliver strafbelagt, idet den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 5, har til formål at samle og tydeliggøre eksisterende pligter, der er strafbelagte efter de gældende regler. Med den foreslåede ændring vil overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 5, dog være selvstændigt strafbelagt.

Den foreslåede indsættelse af henvisning til § 77 j skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der indsætter et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse i § 77 j.

Den foreslåede § 77 j vedrører offentliggørelseskrav med hensyn til større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse. Den foreslåede ændring indebærer derfor, at der vil kunne fastsættes bødestraf for overtrædelse af offentliggørelseskravet.

Ansvarssubjektet er pengeinstituttet, realkreditinstituttet, investeringsforvaltningsselskabet eller den finansielle holdingvirksomhed og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 77 j, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af henvisningen fra § 77 d, stk. 1-4, til § 77 d, vil medføre, at overtrædelser af de nye foreslåede bestemmelser i § 77 d, stk. 5-7, også kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet i de pågældende bestemmelser er den finansielle virksomhed. Den foreslåede henvisning til § 77d medfører, at kravet om udarbejdelse og offentliggørelse af vederlagsrapporter fremover også bliver strafbelagt. For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 25.

Til nr. 43 (§ 373, stk. 6-8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at der er fastsat bødestrafansvar for overtrædelse af en række af lovens bestemmelser samt overtrædelse af visse bestemmelser i de anførte forordninger.

Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 1, at overtrædelser af andre bestemmelser i loven samt visse forordninger straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder således en højere strafferamme for bestemte overtrædelser af loven samt visse forordninger på det finansielle område.

Efter § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed straffes et medlem af en finansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, hvis vedkommende undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed straffes finansielle virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 373, stk. 6 og 7, er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at ophæve stk. 6 og erstatte bestemmelsen med de foreslåede stk. 6 og 7.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hvis et medlem af et pengeinstituts, et realkreditinstituts, et investeringsforvaltningsselskabs eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, indskyderne, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en selvstændig straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Bestemmelsen omfatter den adfærd, der i dag er omfattet af § 373, stk. 6, direktionsmedlemmers eller bestyrelsesmedlemmers og ansattes, der i det daglige er den del af den faktiske ledelse, adfærd omfattet af § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, samt anden adfærd, som udgør ledelsessvigt af grov eller oftere gentagen karakter.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klar hjemmel til at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen, direktionen eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, skal forstås i overensstemmelse med § 64 c, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det følger af forarbejderne til § 64 c, stk. 2, at en ansat vil skulle identificeres som nøgleperson i kraft af sin stilling, enten som en del af den faktiske ledelse eller som ansvarlig for en nøglefunktion, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 189, s. 67f. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 om personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed.

Det følger derudover af forarbejderne, at det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i en finansiel virksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, eller som lovteknisk ikke er omfattet af begrebet nøgleperson i § 64 c, er omfattet af det foreslåede stk. 6, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 c, er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af de omfattede virksomheder. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 70 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Bestyrelsen i et pengeinstitut skal således fastlægge, hvilke kreditrisici pengeinstituttet vil kunne påtage sig som følge af de aktiviteter, som pengeinstituttet udfører. Bestyrelsen skal desuden fastlægge, hvor store disse risici må være. Det kan eksempelvis være grænser for eksponeringer mod bestemte brancher eller mod bestemte geografiske områder. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil påtage sig. For et pengeinstitut vil der endvidere f.eks. være tale om, at bestyrelsen skal fastlægge overordnede principper for, hvorledes kreditrisici holdes inden for de fastlagte rammer, bl.a. opfølgning på hvordan kreditterne udvikler sig. I et forsikringsselskab vil det eksempelvis være de overordnede principper for selskabets forsikringsmæssige risici og opfølgning på, hvordan bl.a. forsikringsudbetalingerne udvikler sig, og om de indlagte forudsætninger holder.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder tager stilling til, om direktionen har fraveget den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen og har vurderet forsvarligheden af fravigelsen, jf. dette lovforslags § 1, nr. 19. Hvis bestyrelsen ikke modtager tilstrækkelig rapportering til løbende at kunne vurdere virksomhedens risici, jf. § 70 i lov om finansiel virksomhed, vil det kunne udgøre et ledelsessvigt, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne udgøre et ledelsessvigt for et direktionsmedlem, hvis denne ikke giver bestyrelsen tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici.

En anden central ledelsespligt fremgår af § 71 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til effektive former for virksomhedsstyring. Bestemmelsen indebærer, at virksomheden skal sikre sig, at organisationen indrettes på en sådan måde, at der er klart definerede ansvars- og arbejdsområder, således udførelse af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal virksomheden sikre sig, at der sker en rapportering til et højere ledelsesniveau af de risici, som virksomheden påtager sig, samt at der finder en løbende overvågning sted af virksomhedens forretningsområder. De omhandlede foranstaltninger skal omfatte hele virksomheden og være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået, eller som der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter stk. 6, 1. pkt., at ledelsens svigt enten har haft økonomiske konsekvenser for virksomheden selv, dens kunder eller andre, eller der er en risiko for et tab, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser, f.eks. virksomhedens økonomiske stilling m.v., som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 6 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde havde indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med, på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurderingen af tilregnelsen. Opnår et ledelsesmedlem senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse, før ledelsesmedlemmet fik denne viden.

Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete engagementer eller investeringer er en uundgåelig og en helt naturlig konsekvens af driften af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed. Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at virksomhederne kan have forskellige risikoprofiler. Den enkelte virksomhed kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis kreditgivning. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Samtidig er risiko for tab uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i de omfattede virksomheder tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. De anførte typetilfælde skal ikke forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse, også andre situationer kan være omfattede. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkning 1575/2021 om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem, over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder af stor betydning for virksomhedens finansielle situation vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen ikke har sikret, at relevante funktioner i virksomheden, f.eks. compliancefunktionen, risikofunktionen og den interne revision, i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomheden, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Et eksempel på et ledelsessvigt på kreditområdet, der efter omstændighederne kan være groft, kan være den situation, hvor bestyrelsen eller direktionen undlader at reagere på situationer, hvor der bevilges klart uforsvarlige eksponeringer, f.eks. bevilling af en byggekredit ydet med sikkerhed i forventet færdiggjort byggeri til finansiering af et byggeprojekt (opførelse af bolig-/erhvervsejendom til videresalg eller udlejning), hvor kunden i begrænset omfang er kreditværdig, og kunden uden begrænsninger og på egen hånd kan foretage betalinger fra konti i pengeinstituttet. Da en byggekredit er ydet med sikkerhed i det forventede færdiggjorte byggeri, bør instituttet løbende føre tilsyn med fremdriften af byggeriet inden frigivelse af rater under kreditten og i forbindelse med betaling af regninger fra leverandører, håndværkere m.v. på vegne af kunden. Det vil også kunne være et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen systematisk eller gentagne gange forsømmer at foretage gennemgang eller opfølgning på virksomhedens væsentligste eksponeringer, hvilket der er pligt til i medfør af ledelsesbekendtgørelsen.

Klart uforsvarlige eksponeringer kan også være i form af meget store lån med et betydeligt blanco element eller store eksponeringer, der bevilges på et grundlag, der ikke er oplyst tilstrækkeligt. Hvis sådanne eksponeringer ikke er bevilget på ledelsesniveau, vil det også kunne være et groft ledelsessvigt, hvis navnlig direktionen ikke inden for en rimelig tid, efter at manglerne i beslutningsgrundlaget er konstateret i forbindelse med den løbende kontrol, har reageret.

En stor koncentrationsrisiko på specifikke områder, som banken ikke på et strategisk niveau har besluttet at arbejde med og derfor heller ikke har opbygget særlige kompetencer til at håndtere, med deraf følgende tab eller risiko for tab, vil også efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Der vil eksempelvis kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen generelt eller gentagne gange har taget væsentlig større risici end forretningsmodellen berettiger, eller hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Dette kan f.eks. være tilfældet på kreditområdet, hvis der bevilges kreditter med væsentligt større risici end berettiget i forhold til de forretningsmæssige hensyn, der ligger i den valgte forretningsmodel. Det kan også udgøre et groft ledelsessvigt, at der ikke er etableret forsvarlige rammer på kreditområdet, og at bestyrelsen ikke har sikret sig, at f.eks. en banks udlånsvækst finder sted inden for overordnede rammer og klare og præcise procedurer for kreditrisici og kreditstyring.

Ledelsessvigt på kreditområdet, der ikke nødvendigvis i sig selv er omfattet af den foreslåede bestemmelse, kan føre til et strafansvar, hvis ledelsessvigtet gentager sig. Eksempelvis hvor kreditsagsbehandling ikke udføres efter de fastlagte retningslinjer, og direktionen gentagne gange ikke har udført den nødvendige kontrol, hvorved omfattende fravigelser af retningslinjerne for kreditsagsbehandling ikke er konstateret.

Et andet eksempel kan være situationer, hvor ledelsen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelige risici fra f.eks. revisor eller den compliance- eller risikostyringsansvarlige, og ledelsen vidste eller burde have indset, at eventuelt allerede iværksatte foranstaltninger til at mitigere sådanne risici var klart utilstrækkelige.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsesformanden forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen og andre bestyrelsesmedlemmer om f.eks. øget risikotagning i forbindelse med bevilling af kredit, der eksempelvis går ud over de fastlagte rammer eller ikke overholder de for instituttet gældende procedurer.

Det grove ledelsessvigt vil kunne foreligge, hvis ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, der kunne have konstateret det passerede forhold. Der kan f.eks. foreligge groft ledelsessvigt, hvis der ikke er etableret et tilstrækkeligt system til at sikre, at der tages og tinglyses fornødent pant, når dette er en betingelse for bevillingen. Et andet eksempel på, at ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, er, hvis ledelsen bliver bekendt med, men ikke reagerer på, at der foretages bevillinger ”bag om” systemet, hvor der i stedet for forhøjelse af et lån via en låneindstilling alene sker en tilretning af lånebeløbet i selve systemet.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Bestyrelsens accept af, at den kreditinstruks, som bestyrelsen har vedtaget, i betydelig grad tilsidesættes gennem misbrug af instruksens undtagelsesbestemmelser om presserende sager, kan efter omstændighederne udgøre groft ledelsessvigt. Kreditinstruksens undtagelsesbestemmelse kan tillade direktionen at fravige de fastlagte bevillingsprocedurer, hvis en sags hastende karakter nødvendiggør dette. Et misbrug af kreditinstruksens undtagelsesbestemmelser vil navnlig foreligge, hvis undtagelserne systematisk anvendes i sager, hvor forudsætningen om hastende karakter ikke er opfyldt.

Bevilling af et enkelt lån i strid med virksomhedens kreditinstruks, vil som udgangspunkt ikke i sig selv vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Omstændigheder som f.eks. åbenbar inhabilitet eller varetagelse af andre interesser end virksomhedens kan imidlertid indgå i vurderingen af, om svigtet i sig selv er tilstrækkeligt groft til at kunne være omfattet af bestemmelsen.

Bestyrelsens passivitet over for direktionens åbenbart utilstrækkelige opfølgning på eksponeringer, vil kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Utilstrækkelig opfølgning kan bestå i, at direktionen undlader at sikre, at der foreligger tilstrækkelige procedurer og kontroller for realisering af sikkerheder på nødlidende eksponeringer, hvor realisering er påkrævet og væsentlig, ikke følger Finanstilsynets advarsler om manglende bonitets- og nedskrivningsvurderinger, generelt mangler bevågenhed over for overtræk og kunders samlede gæld i forhold til indtjeningsevne eller tilsidesætter løbende ajourføring af vurderingen af noterede sikkerheder. Det vil også være et moment, der kan tale for et strafansvar, hvis der generelt ikke foreligger opdateret økonomisk materiale på eksponeringerne.

Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse eksempelvis kreditafdelingens opgaver, og om kreditafdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere.

Det er ikke hensigten, at en forventeligt forbigående situation, som direktionen har taget skridt til at imødegå gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt efter den foreslåede bestemmelse.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i virksomhedens regnskabsføring, gentagne brud på kapitalkrav eller manglende likviditetsstyring.

Hvis bestyrelsen og direktionen tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomifunktionen i virksomheden (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende, hvilket bl.a. kan have en negativ indvirkning på kursen på virksomhedens aktier. Herudover vil en regnskabsbruger træffe beslutninger på baggrund af årsrapporten, som kan påføre regnskabsbrugeren økonomiske tab.

Der kan opstå grove ledelsessvigt i forbindelse med en direktions utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for bankens drift eller balance. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om direktionens manglende orientering til bestyrelsen om en negativ udvikling i mulighederne for løbende at sikre refinansiering af bankens kapital eller anden væsentlig finansiering. Det vil også kunne dreje sig om situationer, hvor direktionen ikke orienterer bestyrelsen om, at udlån til nye store kunder inden for en bestemt sektor ikke undergives den kreditsagsbehandling og kontrol, der er forudsat i retningslinjerne.

Hvorvidt de beskrevne hændelsesforløb er tilstrækkeligt grove, vil bl.a. afhænge af, hvor negativ udviklingen for at sikre refinansiering må være, om der foreligger flere manglende orienteringer, eller om disse konsekvent mangler over en længere periode.

Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt. Eksempelvis kan et realkreditinstituts ydelse af lån uden sikkerhed i form af pant i fast ejendom udgøre ulovlig virksomhed og dermed et groft ledelsessvigt.

På realkreditområdet kan grove ledelsessvigt eksempelvis opstå i forbindelse med en åbenbar tilsidesættelse af eller manglende opmærksomhed på obligationsinvestorernes interesser. Grovheden af ledelsessvigtet vil være påvirket af, om en sådan åbenbar tilsidesættelse af eller manglende opmærksomhed på obligationsinvestorernes interesser sker til fordel for instituttet. Ledelsesdispositioner, der uretmæssigt forrykker retsforholdet mellem instituttets kreditorer, f.eks. dispositioner, der er til fordel for én gruppe af investorer på bekostning af en anden gruppe, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der i væsentlig grad indlægges færre eller ringere sikkerheder i ét kapitalcenter end i andre kapitalcentre i strid med obligationsbetingelserne for det eller de pågældende kapitalcentre.

Andre åbenbare og væsentlige overtrædelser af obligationsbetingelserne til ugunst for investorerne kan ligeledes være omfattet. Det vil f.eks. kunne anses for groft ledelsessvigt, hvis der i væsentlig grad er tale om manglende indlæggelse af tilstrækkelige aktiver i kapitalcentret, eller hvis kapitalcentret påtager sig forpligtelser, der ligger uden for obligationsbetingelserne. For de omfattede virksomheder vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis ledelsen bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af prospektmateriale undlader at gøre en investor opmærksom på, at Finanstilsynets inspektion ikke er afsluttet, men hvor ledelsen i virksomheden som led i Finanstilsynets partshøring er blevet forelagt udkast til en række alvorlige påbud.

Det vil kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi årsrapporten ikke er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav. Dette vil kunne være tilfældet, hvis det viser sig, at selskabets årsrapport ikke er retvisende, f.eks. fordi bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at bankens udlån er nedskrevet i overensstemmelse med regnskabsreglerne, selvom der foreligger indikationer på behov for at følge op. En årsrapport er bl.a. beslutningsgrundlag for en regnskabsbruger, hvorfor årsrapporten skal være retvisende, og hvis dette ikke er tilfældet, kan årsrapporten påføre regnskabsbrugeren risiko for tab.

Det vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen i et kreditinstitut træffer beslutning om udbud af produkter eller iværksættelse af transaktioner, hvor der ikke foretages nogen risikovurdering af produktets eller transaktionens indvirkning på instituttets LCR (likviditetsmål) eller NSFR (tilstrækkelig funding i forhold til fundingbehovet), og hvor der ikke eksisterer et datamæssigt set-up til at foretage en sådan risikovurdering. LCR-kravet er et lovbestemt krav, der skal sikre, at kreditinstitutter har tilstrækkelig likviditet til at imødekomme udgående pengestrømme den næste måned. NFSR-kravet er ligeledes et lovbestemt krav, der skal sikre, at kreditinstitutter har tilstrækkelig funding i forhold til fundingbehovet, eksempelvis udlån. NFSR-kravet er et mere langsigtet likviditetsmål end LCR-kravet.

Det kan endvidere være et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen i et kreditinstitut gentagne gange ikke sikrer, at bestyrelses- og direktionsbeslutninger af væsentlig betydning for instituttets efterlevelse af LCR- eller NSFR-krav, der viser sig baseret på fejlbehæftede data og øvrig information i et ikke-trivielt omfang, genbesøges hurtigst muligt, efter at fejlen er konstateret på basis af korrigeret data og øvrig information.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå, f.eks. om tilbagekøb af kapitalandele med den virkning, at virksomhedens ejerandele krydser en grænseværdi, der indebærer, at virksomheden skal have Finanstilsynets forudgående tilladelse hertil. Sker dette gentagne gange, vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Som noget nyt tilføjes ”kunder” til den personkreds, der skal lide eller have risiko for at lide et tab som betingelse for, at et groft ledelsessvigt vil være strafbart efter den foreslåede bestemmelse. Et strafferetligt værn om disse personer vil kunne være relevant ved eksempelvis en virksomheds markedsføring af produkter. Et eksempel på en adfærd, der vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt, er en ledelse i et af de omfattede virksomheder, der er bekendt med og stiltiende accepterer eller aktivt opfordrer til, at virksomheden overtræder regler om markedsføring af finansielle produkter og tjenesteydelser ved at sælge produkter til kunder på en vildledende eller illoyal måde. Det vil kunne være konkrete tilfælde, hvor ledelsen i et af de omfattede virksomheder i strid med den produktgodkendelse, som virksomheden skal foretage efter produktgodkendelsesbekendtgørelsen, bevidst beslutter eller stiltiende accepterer og tilbageholder viden om, at produkter aktivt promoveres til kunder, for hvem produktet ikke er egnet – eksempelvis yder lån til kunder, der klart ikke er kreditværdige.

Forsøg på groft ledelsessvigt vil kunne straffes efter den almindelige regel herom i straffelovens § 21. Det følger af straffelovens § 21, stk. 3, at det som udgangspunkt ikke er muligt at straffe forsøg, når straffen ikke kan overstige 4 måneders fængsel. Med den eksisterende strafferamme på 2 år – der foreslås opretholdt – er denne betingelse opfyldt. Der vil dog ikke kunne straffes for forsøg på grove ledelsessvigt, der alene kan tilregnes den pågældende som uagtsomt. Forsøgsstraf forudsætter således, at adfærden kan tilregnes den pågældende som forsætlig, og indebærer derfor, at den pågældende har været bekendt med de relevante faktiske forhold. Da den foreslåede bestemmelse kriminaliserer ledelsessvigt, der indebærer risiko for tab, må området for et forsøgsansvar imidlertid under alle omstændigheder i praksis antages at være begrænset. Har f.eks. en direktør i en af de omfattede virksomheder valgt at forholde sig passiv til en uhensigtsmæssig forretningsdrift m.v., der har indebåret en risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, vil vedkommende kunne straffes for fuldbyrdet overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, såfremt passiviteten efter omstændighederne kan karakteriseres som et groft ledelsessvigt.

Medvirken kan straffes efter den almindelige regel i straffelovens § 23. Bestemmelsen vil således i kraft reglen i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset at vedkommende ikke selv er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller er en ansat, der er en del af den faktiske ledelse. Det er således forudsat i § 23, stk. 2, at personer, der står uden for et særligt pligtforhold, men medvirker til at krænke dette, vil kunne straffes efter den almindelige medvirkensregel i stk. 1. Det følger dog samtidig af § 23, stk. 2, at straffen vil kunne nedsættes for den udenforstående.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre.

Med den foreslåede henvisning til straffelovens § 290 b, stk. 1, sigtes der til de tilfælde, hvor medlemmer af direktionen eller bestyrelsen har begået et eller flere ledelsessvigt, der er så grove, at de bør henføres til straffelovens forhøjede strafferamme. Det bemærkes, at straffelovens § 290 b, stk. 1, alene finder anvendelse for medlemmer af direktionen eller bestyrelsen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI). Henvisningen har således ingen retsvirkning for ledelsesmedlemmer i andre finansielle virksomheder eller for ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

I stk. 6, 2. pkt., foreslås, at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et pengeinstituts, et realkreditinstituts, et investeringsforvaltningsselskabs eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en nøgleperson, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af virksomheden har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse, eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at virksomheden bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at virksomheden eksponeres for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 6, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse og graverende operationelle risici eller ikke håndterer rapporterede operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor ledelsen ikke har sikret sig, at virksomheden har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom virksomhedens drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Det samme gælder ledelsens vedvarende manglende håndtering af kritiske cyberhændelser, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger fra intern revision i revisionsprotokollen om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentlig øget risiko for, at virksomheden kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Ligeledes vil klart utilstrækkelig markedsovervågning af handelsaktiviteter med finansielle instrumenter, der indebærer risiko for markedsmisbrug, f.eks. insiderhandel eller markedsmanipulation, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Forsøg og medvirken kan straffes efter de almindelige regler i straffelovens §§ 21 og 23. Bestemmelsen vil således i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse. Står den pågældende selv uden for et særligt pligtforhold, som vedkommende medvirker til at krænke, vil straffen således også kunne nedsættes, jf. stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 6, 3. pkt., at 1. og 2. pkt. tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen vil indebære, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan straffes, hvis den pågældende gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab. Det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at sparevirksomheden eller administrationsboet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed, hvis de eksempelvis udviser passivitet, og dette medfører tab eller risiko for tab eller væsentlig øget risiko for, at sparevirksomheden eller administrationsboet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Groft ledelsessvigt i en sparevirksomhed vil f.eks. kunne foreligge i situationer, hvor ledelsen ikke har forholdt sig til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomhedens centrale afdelinger.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse den pågældende afdelings opgaver, og om afdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere.

Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til virksomheden, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 6. Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, skal forstås i overensstemmelse med § 64 c, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det følger af forarbejderne til § 64 c, stk. 2, at en ansat vil skulle identificeres som nøgleperson i kraft af sin stilling enten som en del af den faktiske ledelse eller som ansvarlig for en nøglefunktion, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 189, s. 67f. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, men vil kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 om personer, der er knyttet til de omfattede virksomheder.

Det følger derudover af forarbejderne, at det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i en finansiel virksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, eller som ikke er omfattet af begrebet nøgleperson i § 64 c, er omfattet af det foreslåede stk. 6, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i de omfattede virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 c, er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de arbejder under ledelse af direktionen eller andre ledere i virksomheden. De udøver således ikke ledelse og styring af virksomheden som sådan. Det betyder dog ikke, at de ikke vil kunne have en anden form for ledelsesansvar, f.eks. personaleansvar. De opgavetyper, som personkredsen udfører, vil imidlertid være under organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar hos andre i virksomheden, og personerne vil derfor handle efter ordre, mandat eller stillingsfuldmagt. Den adfærd, der efter hensigten i grove eller gentagne tilfælde skal være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil derfor ikke have karakter af ledelsessvigt i den forstand, at svigtet relaterer sig til styringen eller ledelsen af virksomheden. Derimod vil adfærden bestå af manglende eller meget utilstrækkelig udførelse af de opgaver, der er forbundet med varetagelse af den konkrete stilling, og som det i mange tilfælde vil være pålagt virksomheden at udføre i medfør af lovbestemmelser i den finansielle lovgivning. Denne adfærd karakterises terminologisk som forsømmelse eller skødesløshed.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til en af de omfattede virksomheder uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, gentagne gange tilsidesætter virksomhedens interne retningslinjer og instrukser.

Der vil også kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en nøglefunktion, f.eks. intern revision, den complianceansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, forsømmer at give nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 7 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete engagementer eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det gælder, uanset om der er tale om tab på en enkelt forsikringstager, en kreditor eller en investering. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i de omfattede virksomheder tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde som følge af manglende tilknytning til virksomheden, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 6. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 7, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til en af de omfattede virksomheder har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 7, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 7, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til § 64 c, stk. 2, har ansvaret for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til virksomheden uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse pålægger ansatte med ansvar for en nøglefunktion i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for personer, der er knyttet til en sparevirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen indebærer, at sparevirksomheder og personer, der er knyttet til en sparevirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, og administratorer i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan straffes, hvis de gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab, hvis de gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab.

Bestemmelsen er en videreførelse af den nugældende § 373, stk. 7, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og personer, der er knyttet til virksomheden, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, offentligheden, noget selskabsorgan, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen omfatter pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og alle, der er knyttet til virksomhederne. En person anses som knyttet til virksomheden, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det indebærer, at både personkredsen omfattet af det foreslåede stk. 6 og det foreslåede stk. 7 vil være omfattet af bestemmelsen. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, 1. pkt., 1. led.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden.

Det følger således af straffelovens § 162, at den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende er pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige forklaringer, men forudsætter samtidig, at en fysisk person er forpligtet til at afgive forklaring til eller for en offentlig myndighed. Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde er retsplejelovens § 497, stk. 1, om fyldestgørelsesobjekter afgivet af skyldneren under fogedforretninger. Forpligtelsen til at give Finanstilsynet oplysninger påhviler imidlertid efter den finansielle lovgivning virksomhederne, dvs. de juridiske personer, jf. eksempelvis § 347, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bl.a. pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 163, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Omfattet af bestemmelsen er oplysninger til brug i retsforhold, hvilket omfatter urigtige oplysninger fra en borger eller virksomhed til en offentlig institution. Der skal endvidere være tale om oplysninger, som er urigtige eller bevidst vildledende. Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab forsætligt afgiver urigtige oplysninger til Finanstilsynet på et skriftligt grundlag. Som følge af maksimumstraffen på fængsel i 4 måneder er forældelsesfristen for strafansvaret imidlertid 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 8, 1. pkt., vil således supplere straffelovens § 163. Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil dog – udover hvad der er omfattet af straffelovens § 163 – også omfatte urigtige oplysninger afgivet til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, og dermed ikke blot oplysninger givet til Finanstilsynet eller andre offentlige myndigheder. Endvidere vil et strafansvar efter bestemmelsen først forældes 5 år efter tidspunktet for afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 373, stk. 8, hvorefter forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør af denne lov er 5 år.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led.

Det foreslås i stk. 8, 2. pkt., at tilsvarende gælder sparevirksomheder og personer knyttet til en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen vil indebære, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed og personer, der er knyttet til en sparevirksomhed, eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til bl.a. offentlige myndigheder, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led, og 2. pkt.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber, hvis de gør sig skyldig i afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til bl.a. offentligheden.

Til nr. 44 (§ 373, stk. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 373, stk. 8, er forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven 5 år, jf. dog stk. 9.

Udgangspunktet er således, at den strafferetlige forældelsesfrist for overtrædelser af loven eller regler udstedt i medfør af loven, som er forbundet med strafansvar, forældes efter 5 år i overensstemmelse med de øvrige almindelige regler om forældelse i straffelovens 11. kapitel. Der er imidlertid fastsat end 10-årig forældelsesfrist for overtrædelse af nærmere bestemte bestemmelser i lovens bestemmelser i § 373, stk. 10.

Det foreslås i § 373, stk. 8, der bliver til stk. 9, at ændre henvisning til stk. 9 til stk. 10.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 43, hvorefter der indsættes tre nye stykker i § 373, stk. 6-8, i stedet for de nuværende bestemmelser i stk. 6 og 7. Forslaget indebærer således ingen materielle ændringer.

Efter den gældende § 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed er forældelsesfristen 10 år for overtrædelse af en række af lovens bestemmelser. Det omfatter bl.a. § 76 og § 78, stk. 1-4.

Det fremgår af forarbejderne til § 373, stk. 9, at fælles for de bestemmelser i lov om finansiel virksomheder, der er omfattet af den 10-årige strafferetlige forældelsesfrist i § 373, stk. 9, er, at de enten angår grove forhold, og at overtrædelse kan have alvorlige økonomiske konsekvenser for en virksomhed, indskyderne, investorerne m.v., eller at de er karakteristeret ved, at de kan være vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 58 som fremsat, s. 138. Dette kan skyldes, at en konstatering af en overtrædelse ofte vil kræve gennemgang af omfattende materiale og længerevarende undersøgelser.

Det fremgår desuden, at det har været hensigten, at den foreslåede forlængede forældelsesfrist skal medvirke til at sikre en øget og styrket håndhævelses- og sanktioneringsmulighed over for både grove overtrædelser og overtrædelser, som isoleret set ikke nødvendigvis er meget alvorlige, men som kan være vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med.

Det foreslås i lovforslagets nr. 21, at § 76 ophæves. Det foreslås derudover i lovforslagets nr. 26, at bestemmelsen i den gældende § 76 i vidt omfang videreføres som nyt stk. 1, nr. 2, i § 78. Samtidig indsættes der regler om bevisbyrde og hæftelse i § 78, stk. 2-4.

Det foreslås på den baggrund i § 373, stk. 9, der bliver stk. 10, at henvisningen til § 76 udgår, og at § 78, stk. 1-4, ændres til § 78, stk. 1 og 5-7.

Den foreslåede ændring vil indebære, at forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelser i det foreslåede § 78, stk. 1 eller 5-7, vil være 10 år.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1 nr. 21 og 26.

Til nr. 45 (§ 373, stk. 12, 1. pkt., og stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 11, 1. pkt., at der ved udmåling af bøder efter stk. 1-7 og 10 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. Af bestemmelsens stk. 12 følger, at der skal udmåles en skærpet bøde for de typer af overtrædelser efter stk. 1-7 og 10, der er nævnt i bestemmelsens nr. 1-3.

Det foreslås i § 373 stk. 11, 1. pkt. , og stk. 12, der bliver stk. 12, 1. pkt., og stk. 13, at der ved udmåling af bøder efter stk. 1-8 og 11 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold, og at der skal udmåles en skærpet bøde for de typer af overtrædelser efter stk. 1-8 og 11.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 43, der ophæver § 373, stk. 6 og 7, og erstatter dem med tre nye stykker. Der sker således rykning af stykkerne i § 373, stk. 8-13, således at de bliver stk. 9-14.

Forslaget er alene en konsekvensændring af lovforslagets § 1, nr. 43.

Til nr. 46 (§ 373 b i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed straffes et medlem af en finansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, hvis vedkommende undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed straffes finansielle virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 373, stk. 6 og 7, er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 373 b i lov om finansiel virksomhed, der skal være gældende for forsikringsselskaber, indtil ikrafttrædelsen af en ny lov om forsikringsvirksomheder m.v.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis et medlem af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en generel straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Bestemmelsen omfatter den adfærd, der i dag er omfattet af § 373, stk. 6, direktionsmedlemmers eller bestyrelsesmedlemmers og ansattes, der i det daglige er den del af den faktiske ledelse, adfærd omfattet af § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, samt anden adfærd, som udgør ledelsessvigt af grov eller oftere gentagen karakter.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klar hjemmel til at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, omfatter f.eks. direktionsmedlemmer, der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen. Det kan f.eks. være en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår (direktør for underwriting). Eksempelvis et forsikringsselskabs økonomidirektør og HR-direktør vil være omfattet af udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”.

Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selskabet. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte vil skulle udpeges som nøglepersoner efter § 64 d, stk. 1, som værende en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en skadesdirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, 1. pkt., hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i forsikringsselskaber, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 der således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af en finansiel virksomhed. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 70 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Bestyrelsen i et forsikringsselskab skal således fastlægge, hvilke og hvor store risici virksomheden vil kunne påtage sig. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil påtage sig. Derudover skal bestyrelsen fastlægge de overordnede principper for opgørelse af de enkelte risikotyper, herunder selskabets forsikringsmæssige risici og investeringsmæssige risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, at der er overensstemmelse mellem, hvad forsikringsselskabet vil og gør, herunder følge op på virksomhedens overordnede strategiske mål, de fastsatte rammer m.v. for relevante risikoområder. Det indebærer, at bestyrelsen løbende vurderer de mål og anvisninger, der er besluttet, herunder inddrager de forudsætninger, som sådanne er baseret på.

F.eks. skal bestyrelsen på investeringsområdet bl.a. drøfte og beslutte den ønskede risikoprofil for selskabets investeringer og fastsætte en politik med tilhørende retningslinjer, der udmønter det enkelte forsikringsselskabs investeringsstrategi og fastlægger klare rammer og afgrænsninger for de ønskede risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, om de forudsætninger, som risikoprofil m.v. bygger på, ændrer sig, og der opstår behov for at foretage justeringer.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder tager stilling til om direktionen har fraveget den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen og har vurderet forsvarligheden af fravigelsen, jf. dette lovforslags § 1, nr. 19. Hvis bestyrelsen ikke modtager tilstrækkelig rapportering til løbende at kunne vurdere virksomhedens risici, jf. § 70 i lov om finansiel virksomhed, vil det kunne medføre strafansvar, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne medføre strafansvar for direktionen, hvis denne ikke giver bestyrelsen tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici. Hvis direktionen tilbageholder væsentlige oplysninger for bestyrelsen, herunder oplysninger, der kan påvirke virksomhedens drift, vil det ligeledes kunne medføre strafansvar.

En anden central ledelsespligt fremgår af § 71 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til effektive former for virksomhedsstyring. Bestemmelsen indebærer, at virksomheden skal sikre sig, at organisationen indrettes på en sådan måde, at der er klart definerede ansvars- og arbejdsområder, således at udførelse af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal virksomheden sikre sig, at der sker en rapportering til et højere ledelsesniveau af de risici, som virksomheden påtager sig, samt at der finder en løbende overvågning sted af virksomhedens forretningsområder. De omhandlede foranstaltninger skal omfatte hele virksomheden og være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået, eller der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter stk. 1, 1. pkt., at ledelsens svigt har haft økonomiske konsekvenser for selskabet selv, dens forsikringstagere eller andre. Også en risiko for et tab vil kunne opfylde denne betingelse, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser, f.eks. selskabets økonomiske stilling m.v. som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 1 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde have indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som eksempelvis kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurdering af tilregnelsen. Opnår et ledelsesmedlem senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse før ledelsesmedlemmet fik denne viden.

Det bemærkes yderligere, at tab på engagementer, forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Den enkelte virksomhed kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis forsikringsmæssige eller investeringsmæssige områder. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning på forsikringsområdet. Det gælder, uanset om der er tale om tab på forsikringstagere, kreditorer eller investeringer. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. De anførte typetilfælde skal ikke forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse, også andre situationer kan være omfattede. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkningen om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem, over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder af stor betydning for forsikringsselskabets finansielle situation vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen ikke har sikret, at relevante funktioner i forsikringsselskabet, f.eks. aktuarfunktionen, compliancefunktionen, risikofunktionen og intern audit, i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomhedens finansielle situation kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Et andet eksempel kan være situationer, hvor ledelsen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelige risici fra f.eks. revisor (intern revision, intern audit eller ekstern revisor) eller den compliance- eller risikostyringsansvarlige, og ledelsen vidste eller burde have indset, at eventuelt allerede iværksatte foranstaltninger til mitigering af sådanne risici var klart utilstrækkelige.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsesformanden forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen og andre bestyrelsesmedlemmer om f.eks. øget risikotagning, der eksempelvis går ud over de fastlagte rammer eller ikke overholder de for forsikringsselskabet gældende procedurer.

Grove ledelsessvigt vil kunne foreligge i forbindelse med forsikringsselskabers risikostyring. Det vil eksempelvis kunne foreligge, hvis selskabernes risikostyringssystemer og interne kontrolsystemer er klart utilstrækkelige for den virksomhed, som selskaberne driver, og dermed udsætter selskabet for risici for, at væsentlige fejl ikke konstateres, eller undervurdering af de risici, som selskabet er udsat for.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbar uforsvarlig organisering i selskabet. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er desuden et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse eksempelvis de forsikringsmæssige opgaver, og om relevante afdelinger, herunder f.eks. en given nøglefunktion, aktuariatet eller investeringsafdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere. Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt.

Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomhedens centrale afdelinger.

Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i selskabets regnskabsføring, gentagne brud på kapitalkrav eller manglende likviditetsstyring.

Hvis bestyrelsen og direktionen således tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomifunktionen i selskabet (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende, hvilket bl.a. kan have en negativ indvirkning på kursen på forsikringsselskabets aktier.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Det enkelte forsikringsselskab kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis forsikringstegning eller investering. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Der vil imidlertid kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen generelt eller gentagne gange har taget væsentlig større risici, end forretningsmodellen berettiger, eller hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Eksempelvis betydelige investeringer, der foretages på et åbenbart ufuldstændigt grundlag.

Direktionens utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for virksomhedens drift eller balance, f.eks. udvikling i de forsikrings- eller investeringsmæssige risici eller kapitalforhold m.v., kan efter omstændighederne også være omfattet af bestemmelsen.

Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt.

For så vidt angår forsikringsselskabets markedsføring af forsikringer vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis ledelsen er bekendt med og stiltiende accepterer, at virksomheden overtræder regler om markedsføring af forsikringer, og dermed tegner forsikringer for kunder på en vildledende eller illoyal måde. Som et eksempel kan nævnes tilfælde, hvor ledelsen i strid med den produktgodkendelse, som virksomheden skal foretage efter produktgodkendelsesbekendtgørelsen, bevidst beslutter eller stiltiende accepterer og tilbageholder viden om, at forsikringer aktivt promoveres til kunder, for hvem produktet ikke er egnet – eksempelvis sælger forsikringer til kunder, der aldrig vil kunne opfylde betingelserne for at have en dækningsberettiget skade, hvorved kunden lider et tab.

Endvidere vil det kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi årsrapporten ikke er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det viser sig, at selskabets årsrapport ikke er retvisende, selvom der foreligger indikationer på behov for at følge op. En årsrapport er bl.a. beslutningsgrundlag for en regnskabsbruger, hvorfor årsrapporten skal være retvisende, og hvis dette ikke er tilfældet, kan årsrapporten påføre regnskabsbrugeren risiko for tab.

Grove ledelsessvigt vil også kunne foreligge i form af uforsvarlig værdiansættelse af aktiver og passiver, der får selskabets egenkapital og solvensgrad til at fremstå bedre, end den egentlig er. Eksempelvis ved indregning af tilgodehavender hos konkursramte modparter, hvor der ikke er udsigt til dividende, indregning af genforsikringskontrakter uden overførsel af risiko, klar undervurdering af de forsikringsmæssige hensættelser samt ved urealistiske værdiansættelser af aktiver.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå. Det kunne f.eks. være, hvis et skadesforsikringsselskab begynder at udbyde forsikringsklasser, der ikke er opnået tilladelse til, eller hvis et livsforsikringsselskab begynder at udbyde syge- og ulykkesforsikringer uden at indhente den fornødne tilladelse til det. Derudover kan det være i situationer, hvor en virksomhed vælger at oprette en dattervirksomhed, f.eks. med henblik på at overlade visse investeringsmæssige områder til denne, og der ikke indhentes fornøden tilladelse til den pågældende dattervirksomhed.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse, direktion eller en nøgleperson, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af et forsikringsselskab har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse, eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at selskabet bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at selskabet udsættes for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse. Der vil også kunne foreligge et groft ledelsessvigt ved undladelse af at iværksætte relevante kontrolforanstaltninger over for konstateret åbenbar systematisk forsikringssvindel i skadessager, hvor en eller flere forsikringstagere anmelder skader, som ikke er sket.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse og graverende operationelle risici eller ikke håndterer rapporterede operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor selskabet ikke har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom selskabets drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Manglende IT-risikostyring og håndtering af it-risici vil således kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det samme gælder vedvarende manglende håndtering af omfattende cyberhændelser, der eksempelvis forhindrer forsikringstagere i at komme i kontakt med deres forsikringsselskaber i tilfælde af personskadesager i udlandet, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger fra intern audit funktionen i revisionsprotokollen om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentlig øget risiko for, at selskabet kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Forsøg og medvirken kan straffes efter de almindelige regler i straffelovens §§ 21 og 23. Bestemmelsen vil således i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse. Står den pågældende selv uden for et særligt pligtforhold, som vedkommende medvirker til at krænke, vil straffen således også kunne nedsættes, jf. stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for forsikringsselskabet, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til forsikringsselskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer forsikringsselskabet. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 1. De personer, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse af selskabet, selvom de ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, er eksempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, der er vigtig for forsikringsselskabets drift, jf. § 64 d, stk. 1, og § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, men vil kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i et forsikringsselskab vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i finansielle virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Der vil kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en nøglefunktion, f.eks. den ansvarlige for aktuarfunktionen, intern audit, den compliance-ansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen forsømmer at rapportere nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden, som der ikke er taget højde for i virksomhedens risikostyring.

Tilsvarende vil kunne være tilfældet for tilsidesættelse af f.eks. politikker for forsikringsmæssige risici i skades- eller livsforsikringsselskaber, hvor overdreven risikotagning kan indebære en øget tabsrisiko.

Hvis en policechef, salgsdirektør eller underwriting-ansvarlig eksempelvis accepterer en stor bygningsbrandforsikring, der ligger uden for mandatet i politikken for forsikringsmæssige risici, og forsømmer at afdække risikoen med reassurance, kan dette medføre en øget tabsrisiko. Selv hvis vedkommende har husket at afdække risikoen med reassurance, kan der være øget tabsrisiko, hvis selskabet ikke råder over kvalificerede medarbejdere til at håndtere skadesbegivenheder i en størrelse som den i eksemplet forsikrede bygningsbrand.

I politikken for investeringsområdet tager bestyrelsen stilling til, hvilke aktiver der må investeres i, og hvor mangle midler, der må investeres i hver aktivklasse. Dette giver en risikoprofil, som bestyrelsen har fundet acceptabel. Overskrider den investeringsansvarlige grænserne i politikken for investeringsområdet uden bestyrelsens accept, vil der efter omstændighederne kunne foreligge et groft ledelsessvigt. Det samme vil kunne være tilfældet, hvis der alene investeres i illikvide aktiver, hvorved selskabet risikerer ikke at kunne betale sine løbende forpligtelser.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til selskabet uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, gentagne gange tilsidesætter virksomhedens interne retningslinjer og instrukser.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 2 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det gælder, uanset om der er tale om tab på en enkelt forsikringstager, en kreditor eller en investering. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som selskabet drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde, som følge af manglende tilknytning til forsikringsselskabet, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 2, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til forsikringsselskabet har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 2, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 2, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt ., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til § 64 d, stk. 1, jf. § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., har ansvaret for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for selskabet, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at selskabet konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for forsikringsselskabet, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion i forsikringsselskabet har en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte selskabet dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Det foreslås i stk. 3 , at forsikringsselskaber og personer, der er knyttet til forsikringsselskabet, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende forsikringsselskabet til offentlige myndigheder, offentligheden, noget selskabsorgan, forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen omfatter forsikringsselskaber og alle, der er knyttet til virksomheden. En person anses som knyttet til selskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer selskabet. Det indebærer, at både personkredsen omfattet af det foreslåede stk. 1 og det foreslåede stk. 2 vil være omfattet af bestemmelsen. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, 1. pkt., 1. led.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden.

Det følger således af straffelovens § 162, at den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende er pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige forklaringer, men forudsætter samtidig, at en fysisk person er forpligtet til at afgive forklaring til eller for en offentlig myndighed. Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde er retsplejelovens § 497, stk. 1, om fyldestgørelsesobjekter afgivet af skyldneren under fogedforretninger. Forpligtelsen til at give Finanstilsynet oplysninger påhviler imidlertid efter den finansielle lovgivning selskaberne, dvs. de juridiske personer, jf. eksempelvis § 347, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bl.a. forsikringsselskaber skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 163, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Omfattet af bestemmelsen er oplysninger til brug i retsforhold, hvilket omfatter urigtige oplysninger fra en borger eller virksomhed til en offentlig institution. Der skal endvidere være tale om oplysninger, som er urigtige eller bevidst vildledende. Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en finansiel virksomhed forsætligt afgiver urigtige oplysninger til Finanstilsynet på et skriftligt grundlag. Som følge af maksimumstraffen på fængsel i 4 måneder er forældelsesfristen for strafansvaret imidlertid 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil således supplere straffelovens § 163. Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil dog – udover hvad der er omfattet af straffelovens § 163 – også omfatte urigtige oplysninger afgivet til offentligheden, til noget selskabsorgan, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet og dermed ikke blot oplysninger givet til Finanstilsynet eller andre offentlige myndigheder. Endvidere vil et strafansvar efter bestemmelsen først forældes 5 år efter tidspunktet for afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 373, stk. 8, hvorefter forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelser i lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør af denne lov er 5 år.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led.

Den foreslåede bestemmelse i § 373 b er omfattet af opregningen i § 1, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som bl.a. omfatter §§ 373-374, og finder således også anvendelse for filialer af udenlandske virksomheder.

Til nr. 47 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 374, stk. 3, fastsætter Finanstilsynets adgang til at pålægge finansielle virksomheder daglige eller ugentlige bøder, hvis de undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1 og 4, og stk. 5, 1. pkt.

§ 351, stk. 5, 1. pkt., fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en direktør eller ansat, der er identificeret som nøgleperson, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning.

Det foreslås at ændre § 374, stk. 3, således at henvisningen til stk. 5, 1. pkt., ændres til en henvisning til stk. 5. 1.-3. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 33, der indsætter et nyt 2. og et nyt 3. pkt. i § 351, stk. 5.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 21 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 21 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 43 c fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 3, nr. 27, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både firmapensionskassens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må firmapensionskassen ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke firmapensionskassen i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af firmapensionskassers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at firmapensionskassens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis firmapensionskassen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 43 b. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 2, om § 43 b i lov om firmapensionskasser.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 18, stk. 1, nr. 5, i aflønningsbekendtgørelsen.

Kompleksiteten af firmapensionskassers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at firmapensionskassens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i firmapensionskassen, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen i en firmapensionskasse skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen, og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af firmapensionskassen konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet i medfør af § 243 a, stk. 2, har behov for at gribe ind for at sikre beskyttelse af medlemmernes interesser, f.eks. hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af firmapensionskassen i betydelig grad har medvirker til, at firmapensionskassen bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis firmapensionskassen kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført firmapensionskassen store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til firmapensionskassens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at firmapensionskassens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at firmapensionskassens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom firmapensionskassens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt firmapensionskassen.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale firmapensionskassens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for firmapensionskassen, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til firmapensionskassen forværres markant.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som firmapensionskassen er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på firmapensionskassens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 70 i lov om finansiel virksomhed, eller hvis direktøren ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 29 i lov om firmapensionskasser.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager firmapensionskassen eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller firmapensionskassen dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller firmapensionskassen dømt for en sådan overtrædelse, skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i firmapensionskassen. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis firmapensionskassen bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis, hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid, fra det tidspunkt hvor firmapensionskassen eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller firmapensionskassen efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller firmapensionskassen efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført firmapensionskassen en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til et medlem af direktionen, hvis firmapensionskassen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i firmapensionskassen.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af firmapensionskassen eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i firmapensionskassen.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis firmapensionskassen eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed som følge af grove eller gentagne ledelsessvigt, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af firmapensionskassen eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at direktøren eller firmapensionskassen er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe, fra det tidspunkt hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt, på det tidspunkt hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., er vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for firmapensionskassen, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 43 c, stk. 2.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesgodtgørelser. I den politiske aftale af 31. august 2010 om forsvarlig aflønningspolitik i den finansielle sektor opfordredes de finansielle virksomheder imidlertid til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 77 a i lov om finansiel virksomhed og § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. De nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger og § 21 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et til to års samlet løn.

I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virksomhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af artikel 450, stk. 1, litra h, nr. 5 og 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 og § 26, stk. 1, nr. 8, litra e og f, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 77 d, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed og § 14, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

Den foreslåede bestemmelse i § 77 j fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører hos Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal virksomheden offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er virksomheden således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået.

Efter forslaget er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at virksomheden umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal virksomheden fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 77 m, at bestemmelserne i den foreslåede § 77 j ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 373, stk. 2, 1. pkt., at en overtrædelse af den foreslåede § 77 j kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 1, nr. 40.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesordninger. I den politiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 opfordrede man imidlertid de finansielle virksomheder til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 20, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1151 af 24. oktober 2017 om lønpolitik og aflønning i forvaltere af alternative investeringsfonde (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et og to års samlet løn.

I dag er forvaltere af alternative investeringsforeninger forpligtet til årligt at offentliggøre oplysninger om aflønning i forvalteren, herunder den samlede lønsum for alle arbejdstagerne i forvalteren med angivelse af antallet af modtagere, den samlede lønsum til de arbejdstagere i forvalteren, der er helt eller delvist inddraget i den alternative investeringsfonds aktiviteter med angivelse af antallet af modtagere og andelen af den samlede lønsum til forvalterens arbejdstagere, som henføres til den alternative investeringsfond, med angivelse af antallet af modtagere. Dette følger af § 19 i aflønningsbekendtgørelsen og artikel 107 i kommissionens delegerede forordning nr. 231/2013/EU af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 22, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås i § 20 a at fastsætte nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis en forvalter af alternative investeringsfonde indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal forvalteren offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er forvalteren således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen af oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning skal ske på forvalteren af alternative investeringsfondes hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået.

Efter forslaget er forvalteren forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at forvalteren umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal forvalteren fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 20 d nedenfor, at bestemmelserne i den foreslåede § 20 a ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 190, stk. 1, at en overtrædelse af det foreslåede § 20 a kan straffes med bøde.

Kilde

De gældende aflønningsregler i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 24 o , at §§ 24 l -24 n ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller øvrige bestemmelser i aflønningsbekendtgørelsen. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller aflønningsbekendtgørelsen der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 6 (§ 27, stk. 10, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den gældende § 27, stk. 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder en bestemmelse om, at når Finanstilsynet meddeler påbud i henhold til stk. 4 og 5, kan påbuddet forlanges indbragt for domstolene. Retten til at forlange påbuddet indbragt tilfalder Arbejdsmarkedets Tillægspension og vedkommende, som afgørelsen vedrører.

En anmodning om indbringelse af påbud for domstolene skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller den pågældende nøgleperson under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10 i § 27, hvorefter afgørelser i sager efter § 23 a, stk. 1 og 2, og § 23 a, stk. 8, som træffes efter § 23 a, stk. 3, kan forlanges indbragt for domstolene af Arbejdsmarkedets Tillægspension og af den person, som afgørelsen vedrører. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Arbejdsmarkedets Tillægspension og den person, som afgørelsen vedrører, vil derfor kunne forlange, at Finanstilsynet indbringer en afgørelse om afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning for domstolene, ligesom det er tilfældet for påbud om at afsætte direktøren eller en ansat, der er udpeget som en nøgleperson, jf. § 27, stk. 5.

Til nr. 7 (§ 27 g, stk. 3, 1. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

De gældende § 23 a, stk. 1 og 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktøren i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Kravene til egnethed og hæderlighed gælder tillige for ansatte identificeret som nøglepersoner, jf. § 23 a, stk. 5.

Det fremgår af den gældende § 27 g, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet i henhold til denne lovs § 27, stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til Arbejdsmarkedets Tillægspension skal offentliggøres, og det skal af offentliggørelsen fremgå, at reaktionen vedrører Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 3.

Ved reaktioner forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 315.

Offentliggørelse efter § 27 g, stk. 1, kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for Arbejdsmarkedets Tillægspension, det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4. Offentliggørelsen må heller ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, dvs. oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold eller lignende.

Udgangspunktet efter § 27 g, stk. 1, er, at en afgørelse truffet af Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, medmindre de særlige betingelser for at undlade offentliggørelse efter stk. 3 finder anvendelse, og at en offentliggørelse, der vedrører en fysisk person, sker i anonymiseret form, hvilket omfatter sager om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 27 g, stk. 3, 1. pkt., at der ikke skal ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 23 a, stk. 1 og 2, eller § 23 a, stk. 1 og 2, jf. § 23 a, stk. 8.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 27 g, stk. 1, af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 23 a, stk. 1 og 2. Dette vil gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling, og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv.

Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undtagelse til offentliggørelsespligten i § 27 g, stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 27 g, stk. 4, 1. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den fremgår af den gældende § 27 g, stk. 4, at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 3, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1 eller 2, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for reaktionen.

Det foreslås i § 27 g, stk. 4, 1. pkt., at ændre stk. 3, 1. pkt., til stk. 3, 2. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 7, nr. 7.

Til nr. 9 (§ 32 a, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den gældende § 32 a, stk. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås at ændre § 32 a, stk. 1, således, at henvisningen til § 23, stk. 3, ændres til § 23, stk. 6, og at § 24 l indsættes.

Den foreslåede ændring medfører, at overtrædelse af § 24 l bliver strafbelagt i henhold til § 23 a, stk. 1.

I forbindelse med offentliggørelseskravet i § 24 l er ansvarssubjektet Arbejdsmarkedets Tillægspension, og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.

Der er således flere forhold i § 24 l, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, hvor det eksempelvis forsøges skjult i forhold til anden information af samme karakter. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om direktøren eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af henvisning til § 23 a, stk. 3, til § 23 a, stk. 6, er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslaget § 7, nr. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 10, nr. 43, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 109, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede § 109 b , at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registrerede som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en virksomhed og en direktør i virksomheden f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af navnlig fondsmæglerselskabers virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver virksomhedens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har virksomheden således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til den foreslåede § 109 c nedenfor.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 2, nr. 26, i lov om investeringsforeninger m.v. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 48 a i lov om investeringsforeninger m.v.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede § 48 f , at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en investeringsforening. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registrerede som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en investeringsforening og en direktør i investeringsforeningen f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i investeringsforeningen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for investeringsforeningen i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af investeringsforeningens virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver investeringsforeningens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har investeringsforeningen således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 48 g, stk. 4.

Det følger af forslaget til § 48 h, at bestemmelsen i den forslåede § 48 f ikke kan fraviges ved aftale.

Kilde

Arbejdsmarkedets Tillægspension er forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, jf. § 19, stk. 1, nr. 8, i aflønningsbekendtgørelsen. Dette omfatter blandt andet oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret, samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal Arbejdsmarkedets Tillægspension offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af § 18 i aflønningsbekendtgørelsen. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme, jf. § 19, stk. 4, i aflønningsbekendtgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 24 l fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for direktøren og medlemmer af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til direktøren og medlemmer af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det vil omfatte direktører med ansvar for f.eks. investerings-, finans- eller andre driftsområder af væsentlig betydning for pensions- og investeringsforretningen i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Der kan ikke fastsættes en yderligere afgrænsning af begrebet, da reglerne skal kunne favne eventuelle ændringer i Arbejdsmarkedets Tillægspensions forretningsområder og organisatoriske set up. Der må derfor i afgrænsningen af personkredsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension tages afsæt i den til enhver tid værende organisering og ledelse, herunder de ansvarsområder, som de enkelte medlemmer af ledelsen har. Som udgangspunkt vil følgende typer af ledelsesmedlemmer være omfattet: Administrerende direktør, viceadministrerende direktør, finansdirektør, investeringsdirektør, koncerndirektør og Chief Risk Officer.

Under hensyn til den enhver tid værende organisering og ledelse vil den omfattede persongruppe i ATP-loven defineres som direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse.

Reglerne gælder dog ikke for de personer af ATP’s ledelse med et ansvarsområde, der ikke er relateret til pensions- og investeringsforretningen.

Den foreslåede § 24 l vedrører offentliggørelseskrav med hensyn til større fratrædelsesordninger, som direktøren eller medlemmer af den finansielle ledelse opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ved begrebet fratrædelsesordninger forstås alle vederlagsdele, som direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder blandt andet bonusser, som direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis Arbejdsmarkedet Tillægspension indgår en aftale om en fratrædelsesordning med direktøren eller medlemmer af den finansielle ledelse, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både modtagerens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med direktøren eller medlemmer af den finansielle ledelse, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse er Arbejdsmarkedets Tillægspension således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået.

Efter forslaget er Arbejdsmarkedets Tillægspension forpligtet til at offentliggøre oplysninger om direktøren eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at Arbejdsmarkedets Tillægspension umiddelbart efter aftaleindgåelse med direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som Arbejdsmarkedets Tillægspensionslønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension fjerne oplysningerne om modtagerens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 32 a, stk. 1, at en overtrædelse af den foreslåede § 24 l kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 7, nr. 9.

Kilde

De gældende aflønningsregler i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 5 n , at §§ 5 k – 5 m ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller øvrige bestemmelser i aflønningsbekendtgørelsen. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller aflønningsbekendtgørelsen der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 10 (§ 8 n, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 8 n, stk. 2, at Finanstilsynet kan forlange de regnskabsindberetninger, der er nævnt under stk. 1, suppleret med redegørelser om enkeltforhold underskrevet af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds direktør eller bestyrelse.

Det foreslås at ændre § 8 n, stk. 2 , således, at »direktør« ændres til: »direktion«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 8 n, stk. 2.

Til nr. 11 (§ 10, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at Finanstilsynet påser overholdelsen af §§ 4 b-4 d og § 5, § 5 a, stk. 3-10, §§ 5 b og 5 c, regler udstedt i medfør af § 5 e, §§ 5 f og 5 h samt kapitlerne 4 og 5.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 1 , således at »§§ 5 f og h« ændres til: »§§ 5 f, h og j«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der tilføjes en henvisning til den foreslåede § 5 j i bestemmelsen. Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet kan påse overholdelsen af regler, der udstedes i medfør af den foreslåede § 5 j. Den foreslåede ændring er en følge af, at der i stedet for den gældende § 5 e, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, indsættes en ny bemyndigelsesbestemmelse i den foreslåede § 5 j.

Til nr. 12 (§ 10, stk. 4, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 10, stk. 4, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at Finanstilsynet kan påbyde Lønmodtagernes Dyrtidsfond at afsætte direktøren eller afskedige en ansat, der er udpeget som nøgleperson efter § 4 a, stk. 4, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis den pågældende efter § 4 a, stk. 2, ikke kan bestride stillingen.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 4 , således, at efter »afsætte« indsættes: »et medlem af«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 10, stk. 4.

Til nr. 13 (§ 10, stk. 5, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 10, stk. 5, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at Finanstilsynet kan påbyde Lønmodtagernes Dyrtidsfond at afsætte direktøren eller en ansat, der er udpeget som nøgleperson efter § 4 a, stk. 4, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller den finansielle lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domsfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 4 a, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 5.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 5, 1. pkt. , således, at efter »afsætte« indsættes: »et medlem af«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 10, stk. 5.

Til nr. 14 (§ 10, stk. 6, 1. og 3. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 10, stk. 6, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at påbud meddelt i henhold til stk. 4 og 5 kan forlanges indbragt for domstolene af Lønmodtagernes Dyrtidsfond og af direktøren.

Det fremgår af § 10, stk. 6, 3. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at anmodningen ikke har opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at direktøren under sagens behandling kan opretholde sin stilling.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 6, 1. pkt., således, at efter »og af« indsættes: »et medlem af«, og i 3. pkt. , således, at efter »at« indsættes: »et medlem af«.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 10, stk. 6.

Til nr. 15 (§ 10, stk. 10, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 10, stk. 6, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond indeholder en bestemmelse om, at når Finanstilsynet meddeler påbud i henhold til stk. 4 og 5, kan påbuddet forlanges indbragt for domstolene. Retten til at forlange påbuddet indbragt tilfalder Lønmodtagernes Dyrtidsfond og direktøren.

En anmodning om indbringelse af påbud for domstolene skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at direktøren under sagens behandling kan opretholde sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10, i § 10, hvorefter afgørelser i sager efter § 4 a, stk. 1 og 2, og § 4 a, stk. 8, som træffes efter § 4 a, stk. 3, kan forlanges indbragt for domstolene af Lønmodtagernes Dyrtidsfond og den person, som afgørelsen vedrører. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Lønmodtagernes Dyrtidsfond og den person, som afgørelsen vedrører, vil derfor kunne forlange, at Finanstilsynet indbringer en afgørelse om afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning for domstolene, ligesom det er tilfældet for påbud om at afsætte direktøren eller en ansat, der er udpeget som en nøgleperson, jf. § 10, stk. 4 og 5.

Til nr. 16 (§ 10 g, stk. 3, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 4 a, stk. 1 og 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Kravene til egnethed og hæderlighed gælder tillige for ansatte identificeret som nøglepersoner, jf. § 4 a, stk. 5.

Det fremgår af den gældende § 10 g, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet i henhold til denne lovs § 10, stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal offentliggøres, og det skal af offentliggørelsen fremgå, at reaktionen vedrører Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. dog stk. 3.

Ved reaktioner forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 311.

Offentliggørelse efter § 10 g, stk. 1, kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller efterforskningsmæssige henholdsvis samfundsmæssige hensyn i øvrigt taler imod offentliggørelse, jf. stk. 3. Offentliggørelsen må heller ikke indeholde oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, dvs. oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold eller lignende.

Udgangspunktet efter § 10 g, stk. 1, er, at en afgørelse truffet af Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, medmindre de særlige betingelser for at undlade offentliggørelse efter stk. 3 finder anvendelse, og at en offentliggørelse, der vedrører en fysisk person, sker i anonymiseret form, hvilket omfatter sager om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 10 g, stk. 3, 1. pkt., at der ikke skal ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 4 a, stk. 1 og 2, eller § 4 a, stk. 1 og 2, jf. § 4 a, stk. 8.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 10 g, stk. 1, af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 4 a, stk. 1 og 2. Dette vil gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling, og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv.

Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undtagelse til offentliggørelsespligten i § 10 g, stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17 (§ 10 g, stk. 4, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den fremgår af den gældende § 10 g, stk. 4, at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 3, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1 eller 2, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for reaktionen.

Det foreslås i § 10 g, stk. 4, 1. pkt., at ændre stk. 3, 1. pkt., til stk. 3. 2. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 8, nr. 16.

Til nr. 18 (§ 14, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 14, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen oplistede forhold kan straffes.

Det foreslås at ændre § 14, stk. 1, således, at »bestyrelsen, som direktør« ændres til: »bestyrelsen, som medlem af direktionen«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 14, stk. 1.

Til nr. 19 (§ 14 a, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 14 a, stk. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det følger af den gældende § 14 a, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det omfatter bl.a. den gældende § 4 a, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1 og 2.

Det foreslås at tilføje en henvisning til den foreslåede § 5 k og ændre »§ 4 a, stk. 3« til: »§ 4 a, stk. 6« i § 14 a, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en overtrædelse af den foreslåede § 5 k kan straffes med bøde.

Den foreslåede tilføjelse af 5 k vil medføre, at en overtrædelse af den foreslåede § 5 k kan straffes med bøde.

I forbindelse med offentliggørelseskravet i § 5 k er ansvarssubjektet Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Gerningsindholdet består i, at fonden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på Lønmodtagernes Dyrtidsfond hjemmeside, på samme sted som fondens lønpolitik er offentliggjort.

Der er således flere forhold i § 5 k, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, hvor det eksempelvis forsøges skjult i forhold til anden information af samme karakter. Endelig kan det straffes med bøde, hvis fonden fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af henvisning til § 4 a, stk. 3, til § 4 a, stk. 6, er en konsekvensændring på baggrund af de ændringer til § 4 a, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der foreslås ved lovforslagets § 8, nr. 3.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 109 d, stk. 1, at §§ 109 a-109 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 14 (§ 266, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 266, stk. 1, nr. 1, at indsætte § 109 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 13, der i § 109 a indsætter et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Den foreslåede § 109 a vedrører offentliggørelseskrav med hensyn til større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse. Den foreslåede ændring indebærer derfor, at der vil kunne fastsættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet.

Ansvarssubjektet er fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 109 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Til nr. 15 (§ 266, stk. 2, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det følger af den gældende § 266, stk. 2, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det omfatter bl.a. den gældende § 82.

Det foreslås i § 266, stk. 2, nr. 1, at »§§ 76, 82 og 88« ændres til: »§§ 76, 88, stk. 1 og 5-8«.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3 nr. 5, der ophæver § 82, og lovforslagets § 3, nr. 6, der ophæver § 88, stk. 1, og i stedet indsætter fire nye stykker.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 5 og 6, hvor der i den forbindelse ikke er grundlag for at fastsætte strafansvar for overtrædelse af § 88, stk. 2-4.

Til nr. 16 (§ 268 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter § 268, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter (fondsmæglerloven) straffes et medlem af bestyrelsen eller direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse med bøde eller fængsel indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Efter § 268, stk. 2, straffes personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, og som gør sig skyldige i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, med bøde eller fængsel indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 268 er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at nyaffatte § 268 i fondsmæglerloven med henblik på at gennemføre forslaget fra Udvalget om skærpet ansvarsvurdering af ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder om at kriminalisere grove og gentagne ledelsessvigt.

Det foreslås i § 268, stk. 1, 1. pkt., at et medlem af et fondsmæglerselskabs eller en fondsmæglerholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en generel straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gøre det klarere, hvilken ledelsesadfærd der danner grundlag for at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for groft eller oftere gentaget ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen, direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for fondsmæglerselskabets eller fondsmæglerholdingvirksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af virksomheden. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 67 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der stiller krav om, at bestyrelsen for et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal fastlægge, hvilke hovedtyper af forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre, samt identificere og kvantificere virksomhedens væsentlige risici og fastlægge virksomhedens risikoprofil, herunder fastsætte, hvilke og hvor store risici virksomheden må påtage sig. I virksomhederne skal bestyrelsen fastlægge, hvilke forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre inden for sin tilladelse samt de risici, som virksomheden er eller kan blive udsat for. Bestyrelsen for et fondsmæglerselskab skal bl.a. fastsætte, hvilke markedsrisici selskabet vil påtage sig i forbindelse med placering af kapitalgrundlaget og evt. i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder løbende vurderer, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen, samt træffer passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet, jf. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Hvis bestyrelsen ikke modtager direktionens rapportering om virksomhedernes risici, som det er fastlagt i retningslinjerne, jf. § 67, stk. 2, nr. 4, vil det kunne udgøre et ledelsessvigt, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne udgøre et ledelsessvigt for et direktionsmedlem, hvis denne ikke giver bestyrelsen den information, bestyrelsen har anmodet om, samt den information, direktionsmedlemmet vurderer, kan være af betydning for bestyrelsens arbejde, herunder tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået eller der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter det foreslåede § 268, stk. 1, 1. pkt., at ledelsens svigt har haft økonomiske konsekvenser for virksomheden selv, dets aktionærer, andre investorer eller kunder. Også en risiko for et tab vil kunne opfylde denne betingelse, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser f.eks. virksomhedens økonomiske stilling som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 1 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde have indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurderingen af tilregnelsen. Opnår ledelsesmedlemmet senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse, før ledelsesmedlemmet fik denne viden. Det bemærkes yderligere, at risiko for tab for virksomheden, aktionærer eller andre investorer eller kunder opstået i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter er forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på fondsmæglerområdet. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i virksomheden tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, og de markedsforhold, som virksomhedens aktiviteter drives under, jf. herved bl.a. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkning 1575/2021 om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Generelt vil bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder være af stor betydning for investorbeskyttelsen § 373. stk. 6. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelig risiko for utilstrækkelig investorbeskyttelse, herunder salg af investeringsprodukter, der er uegnede for kunderne, eller betydelige risici for virksomhedens finansielle situation, eller ikke har sikret sig, at relevante funktioner i virksomheden i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle regulering eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomheden kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsen forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen i forbindelse med udøvelsen af virksomhedens forretningsmodel. Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er desuden et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede. Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret de fornødne ressourcer og kompetencer til at varetage et væsentligt forretningsområde på forsvarlig vis.

Desuden vil det kunne indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse det pågældende forretningsområdes opgaver, og om afdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere i forhold til afdelingens opgaver. Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt. Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomheden af væsentlig betydning for den udbudte investeringsservice og -aktiviteter og risikostyringen heraf.

Det er dog ikke hensigten, at en forventeligt forbigående situation, som direktionen har taget skridt til at imødegå gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt efter den foreslåede bestemmelse.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i virksomhedens regnskabsføring eller gentagne brud på virksomhedens krav til kapitalgrundlag eller likviditet.

Hvis bestyrelsen og direktionen tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation, f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomiområdet (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende med risiko for, at regnskabsbruger træffer beslutninger på et forkert grundlag. Det vil også kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen konstaterer, at et udkast til årsrapport ikke giver et retvisende billede af virksomhedens (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi udkastet til årsrapport ikke overholder lovgivningens krav, og undlader at iværksætte foranstaltninger, der vil kunne rette op på dette.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed ikke mulighed for at foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Der vil eksempelvis kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen udøver en forretningsmodel, der påfører virksomheden, dens aktionærer, andre investorer eller kunder større risici, end hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Dette kan f.eks. være en forretningsmodel, hvor virksomheden er udsat for risici, der kan have væsentlig påvirkning på virksomhedens finansielle situation, uden at bestyrelsen eller direktionen har sikret sig den fornødne risikostyring og -rapportering.

Der kan opstå grove ledelsessvigt i forbindelse med en direktions utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for virksomhedens drift eller kapitalgrundlag. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om situationer, hvor direktionen ikke orienterer bestyrelsen om risikoeksponeringer, der ligger ud over de af bestyrelsen givne rammer for risikoeksponeringer, eller henvendelser fra kunder, modparter eller andre om bekymring eller alvorlige klager vedrørende den ydede investeringsservice.

Et eksempel på et ledelsessvigt på området for investorbeskyttelse, der efter omstændighederne kan være groft, kan være den situation, hvor bestyrelsen eller direktionen undlader at reagere på situationer, hvor det står klart, at virksomheden sælger investeringsprodukter til kunder, som produkterne ikke er egnede for, eller at rådgivningen er vildledende eller sker på en illoyal måde. Det kunne eksempelvis være salg af meget komplekse og risikofyldte investeringsprodukter til meget risikoaverse detailinvestorer. Det kunne også være den situation, hvor et investeringsprodukt fortsat sælges til en kunde eller en kundemålgruppe, selvom det er blevet klart, at investeringsproduktet ikke længere er egnet for kunden eller kundemålgruppen. Hvis navnlig direktionen ikke har reageret inden for en rimelig tid, efter at en sådan situation er konstateret i forbindelse med den løbende vurdering af de udbudte investeringsprodukter, vil det kunne være et groft ledelsessvigt.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå. Overtrædelse af virksomhedens tilladelsesområde, herunder det tilladte virksomhedsområde, kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt. Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan eksempelvis udgøre et groft ledelsessvigt. Derudover vil udøvelse af skønsmæssig porteføljepleje uden tilladelse efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Ledelsessvigt på området for investeringsservice og -aktiviteter, der ikke nødvendigvis i enkeltstående tilfælde er groft, kan føre til et strafansvar, hvis ledelsessvigtet gentager sig. Et groft ledelsessvigt vil kunne foreligge, hvis ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, der kunne have konstateret de passerede forhold. Der kan f.eks. foreligge et groft ledelsessvigt, hvis der ikke er etableret interne kontroller til sikring af overholdelsen af aftalerne med kunderne, herunder af at kunderne gives den fornødne investorbeskyttelse, eller af virksomhedens egne risikorammer.

Forsøg på groft ledelsessvigt vil kunne straffes efter den almindelige regel herom i straffelovens § 21. Det følger af straffelovens § 21, stk. 3, at det som udgangspunkt ikke er muligt at straffe forsøg, når straffen ikke kan overstige 4 måneders fængsel. Med den eksisterende strafferamme på 2 år – der foreslås opretholdt – er denne betingelse opfyldt. Der vil dog ikke kunne straffes for forsøg på grove ledelsessvigt, der alene kan tilregnes den pågældende som uagtsomt. Forsøgsstraf forudsætter således, at adfærden kan tilregnes den pågældende som forsætlig, og indebærer derfor, at den pågældende har været bekendt med de relevante faktiske forhold. Da den foreslåede bestemmelse kriminaliserer ledelsessvigt, der indebærer risiko for tab, må området for et forsøgsansvar imidlertid under alle omstændigheder i praksis antages at være yderst begrænset. Har f.eks. en direktør i et fondsmæglerselskab valgt at forholde sig passivt til en uhensigtsmæssig forretningsdrift m.v., der har indebåret en risiko for tab for fondsmæglerselskabet eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, vil vedkommende kunne straffes for fuldbyrdet overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, såfremt passiviteten efter omstændighederne kan karakteriseres som et groft ledelsessvigt.

Medvirken kan straffes efter den almindelige regel i straffelovens § 23. Bestemmelsen vil således i kraft af reglen i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset at vedkommende ikke selv er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller er en ansat, der er en del af den faktiske ledelse. Det er således forudsat i § 23, stk. 2, at personer, der står uden for et særligt pligtforhold, men medvirker til at krænke dette, vil kunne straffes efter den almindelige medvirkensregel i stk. 1. Det følger dog samtidig af § 23, stk. 2, at straffen vil kunne nedsættes for den udenforstående.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre.

I stk. 1, 2. pkt., foreslås, at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et fondsmæglerselskabs eller en fondsmæglerholdingvirksomheds bestyrelse, direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, dets aktionærer, andre investorer eller kunder, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at virksomheden bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at virksomheden udsættes for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse operationelle risici eller ikke håndterer operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor virksomheden ikke har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom selskabets drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Manglende it-risikostyring og håndtering af it-risici vil således kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det samme gælder vedvarende manglende håndtering af cyberhændelser, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger i revisionsprotokollatet fra intern eller ekstern revision om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentligt øget risiko for, at selskabet kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Ligeledes vil klart utilstrækkelig markedsovervågning af handelsaktiviteter med finansielle instrumenter, der indebærer risiko for markedsmisbrug, f.eks. insiderhandel eller markedsmanipulation, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 268, stk. 2, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen indebærer, at personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden, dets aktionærer, andre investorer eller kunder tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomhed, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 268, stk. 2. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 1.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en ansat med ansvar for økonomi eller selskabets produkter, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Det fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de arbejder under ledelse af direktionen eller andre ledere i virksomheden. De udøver således ikke ledelse og styring af virksomheden som sådan. Det betyder dog ikke, at de ikke vil kunne have en anden form for ledelsesansvar, f.eks. personaleansvar. De opgavetyper, som personkredsen udfører, vil imidlertid være under organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar hos andre i virksomheden, og personerne vil derfor handle efter ordre, mandat eller stillingsfuldmagt. Den adfærd, der efter hensigten i grove eller gentagne tilfælde skal være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil derfor ikke have karakter af ledelsessvigt i den forstand, at svigtet relaterer sig til styringen eller ledelsen af virksomheden. Derimod vil adfærden bestå af manglende eller meget utilstrækkelig udførelse af de opgaver, der er forbundet med varetagelse af den konkrete stilling, og som det i mange tilfælde vil være pålagt virksomheden at udføre i medfør af lovbestemmelser i den finansielle lovgivning. Denne adfærd karakterises terminologisk som forsømmelse eller skødesløshed.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til de omfattede virksomheder uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen gentagne gange og uden ledelsesmæssig godkendelse tilsidesætter væsentlige interne retningslinjer og instrukser i virksomheden.

Der vil kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en væsentlig funktion, f.eks. intern revision, den complianceansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen forsømmer at rapportere nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden, der ikke er taget højde for i virksomhedens risikostyring.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 2 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at risiko for tab for bl.a. fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden selv opstået i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter med kunder er forbundet med det at drive forretning. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i virksomheden tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, og de markedsforhold, som virksomhedens aktiviteter drives under, jf. herved bl.a. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde som følge af manglende tilknytning til fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 2, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til virksomheden har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 2, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 2, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til artikel 22-24 i Kommissionens delegerede forordning nr. 565/2017 af 25. april 2016 er udpeget som ansvarlige for compliancefunktionen, risikostyringsfunktionen eller den interne revision og dermed er ansvarlige for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for selskabet, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at selskabet konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for fondsmæglerselskabet, dets aktionærer, andre investorer eller kunder i fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion i et fondsmæglerselskab eller fondsmæglerholdingvirksomhed har en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte selskabet dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra en samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For et medlem af repræsentantskabet, bestyrelsen eller direktøren må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal Arbejdsmarkedets Tillægspension sikre, at den pågældende ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for virksomheden, eller ikke har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed, samt betinge udbetalingen af, at virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel kan overholde sine forpligtelser over for sine medlemmer. Er dette ikke tilfældet, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. Arbejdsmarkedets Tillægspension skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 13 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf blandt andet, at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 13 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 24 n fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension samt til udbetalingen heraf.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 24 j, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både virksomhedens og den pågældendes forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse.

Skyldes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses afskedigelse eksempelvis, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til den pågældende. I et sådant tilfælde vil fratrædelsesgodtgørelse bortfalde inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes den pågældende, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af den pågældende, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at en fratrædelsesgodtgørelse skaludbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Evt. variabel løn, der er tildelt i aktier, og evt. variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til den pågældendes gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør eller et medlem af den finansielle ledelse f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør eller et medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at vedkommende er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er fuldt udbetalt.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 24 m. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 24 m.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 10, stk. 1, nr. 4, i aflønningsbekendtgørelsen.

Kompleksiteten af Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen vurderer, at en fratrådt under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, hvis bestyrelsen vurderer, at vedkommende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør eller et medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at vedkommende har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor vedkommende har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at vedkommende åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom virksomhedens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør eller medlem af den finansielle ledelse er fratrådt virksomheden.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virksomhedens økonomiske situation. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis vedkommendes kritisable adfærd har medført, at tilliden til virksomheden forværres markant.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilregnes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis vedkommende har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på virksomhedens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 23, stk. 7-12, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, eller hvis vedkommende ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 23 b i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Også væsentlig tilsidesættelse af den regulering, der gælder for Arbejdsmarkedets Tillægspension i øvrigt, anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse. Modtager virksomheden eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af centrale regler under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller at vedkommende har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at vedkommende generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller et medlem af den finansielle ledelse eller virksomheden dømmes for overtrædelse af straffeloven, lovgivning relateret til Arbejdsmarkedets Tillægspension eller anden relevant lovgivning. Er direktøren, et medlem af den finansielle ledelse eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse, skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses varetagelse af sine pligter i virksomheden. Er vedkommende dømt for strafbare forhold begået i vedkommendes privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, lovgivning relateret til Arbejdsmarkedets Tillægspension eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi vedkommende ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at vedkommende ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden eller direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse eller virksomheden efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under vedkommendes ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs eller et medlem af den finansielle ledelses adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af virksomheden, direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører den pågældendes aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i virksomheden.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse, hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension eller vedkommende sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af vedkommende har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse for forhold begået i vedkommendes privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af virksomheden, direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at direktøren, et medlem af den finansielle ledelse eller virksomheden er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i virksomheden ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt, hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at vedkommende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for virksomheden, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 24 o, stk. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 109 c fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 10, nr. 63, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1 , at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 32, stk. 1, litra f, i IFD, hvorefter godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis en ansættelseskontrakt opsiges før tid, afspejler de resultater, som den pågældende medarbejder har opnået i en periode, og må ikke belønne manglende resultater eller forseelser. Artikel 32, stk. 1, litra f, i IFD, er som hidtil også implementeret ved § 15, stk. 3, i aflønningsbekendtgørelsen.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både virksomhedens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af det foreslåede § 109 c, stk. 4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Gennemførelsen af artikel 32, stk. 1, litra f, i IFD, direkte i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse, der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af navnlig fondsmæglerselskabers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 109 b. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 109 b.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 109, stk. 1, nr. 5, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.

Kompleksiteten af navnlig fondsmæglerselskabers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet i medfør af § 177, stk. 2, påbyder virksomheden at iværksætte sin genoprettelsesplan, eller hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden i betydelig grad har medvirker til, at virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 165, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, eller at virksomheden må overdrages til afvikling i Finansiel Stabilitet.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom virksomhedens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt virksomheden.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virksomhedens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til virksomheden forværres markant. Mistillid kan eksempelvis give sig udslag i betydeligt fald i virksomhedens indtjeningsevne som følge af et fald i aktiver under forvaltning, idet der vil søges øvrige formueforvaltere.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på virksomhedens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 67 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, eller hvis direktøren ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 94 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager virksomheden eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller virksomheden dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse, skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i virksomheden. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis, hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden og/eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor virksomheden bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i virksomheden. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller virksomheden efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at bestyrelsen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i virksomheden.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af virksomheden eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i virksomheden.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis virksomheden eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed som følge af grove eller gentagne ledelsessvigt, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af virksomheden eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at direktøren eller virksomheden er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt, hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde, hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for virksomheden, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successiv månedsvis efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 109 c, stk. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 48 g fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i en investeringsforening samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en investeringsforening. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i lovforslagets § 5, nr. 1, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en investeringsforening skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både investeringsforeningens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må investeringsforeningen ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke investeringsforeningen i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af investeringsforeningers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at investeringsforeningens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være udbetalt fuldt ud i overensstemmelse med det foreslåede § 48 f. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 48 f.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 48 a, stk. 1, nr. 5, i lov om investeringsforeninger m.v.

Kompleksiteten af investeringsforeningers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at investeringsforeningers bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i en investeringsforening skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i investeringsforeningen, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af investeringsforeningen konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet har truffet beslutning om at inddrage den danske UCITS’s tilladelse i medfør af § 110 i lov om investeringsforeninger m.v.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis investeringsforeningen kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført investeringsforeningen store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til investeringsforeningens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at investeringsforeningens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at investeringsforeningens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom investeringsforeningens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt investeringsforeningen.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale investeringsforeningens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for investeringsforeningen, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til investeringsforeningen forværres markant.

Mistillid kan bestå i, men er ikke begrænset til, en situation, hvor investorerne i en investeringsforening grundet mistillid til direktøren i høj grad søger at lade sig indløse.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som investeringsforeningen er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på investeringsforeningens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle- og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager investeringsforeningen eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er dog væsentligt, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller investeringsforeningen dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller investeringsforeningen dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for anvendelsen af reglerne om begrænsning af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i investeringsforeningen. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis investeringsforeningen bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor investeringsforeningen og/eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor investeringsforeningen bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i investeringsforeningen. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller investeringsforeningen efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme direktøren eller investeringsforeningen efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført investeringsforeningen en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt. indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen i en investeringsforening skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i investeringsforeningen.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af investeringsforeningen eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i investeringsforeningen.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis investeringsforeningen eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse i medfør af § 190, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v. som følge af manglende iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af investeringsforeningen eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med at direktøren eller investeringsforeningen er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i en investeringsforening ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold., og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for investeringsforeningen, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 48 g, stk. 2.

§ 48 h

De gældende aflønningsregler i lov om investeringsforeninger m.v. og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 48 h, at §§ 48 e-48 g ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om investeringsforeninger m.v. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om investeringsforeninger m.v. der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 190, stk. 1, 2. pkt., i lov investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 190, stk. 1, 2. pkt., udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås på den baggrund i § 190, stk. 1, 2. pkt., at ændre henvisning til § 48 b og § 48 c til §§ 48 b, 48 c og 48 e.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastsættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 48 e.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, nr. 2, der indsætter § 48 e. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er investeringsforeninger, og gerningsindholdet består i, at investeringsforeningen ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 48 e, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis investeringsforeningen fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

De gældende aflønningsregler for Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 3 i aflønningsbekendtgørelsen. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 10 i aflønningsbekendtgørelsen.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede § 24 m, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs eller et medlem af den finansielle ledelses aftalte opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør eller et medlem af den finansielle ledelse, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør eller et medlem af den finansielle ledelse, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har Arbejdsmarkedet Tillægspension og en direktør eller et medlem af den finansielle ledelse i virksomheden f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse virker som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør eller et medlem af den finansielle ledelse har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse. Kompleksiteten af Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens eller medlemmet af den finansielle ledelses fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling vil give virksomhedens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør eller et medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har virksomheden således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 24 n, stk. 4.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, i lov om finansiel virksomhed og § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 77 a, i lov om finansiel virksomhed eller § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 77 k, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis i opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registrerede som direktører hos Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis i opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en virksomhed og en direktør i virksomheden f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af navnlig pengeinstitutters, realkreditinstitutters, investeringsforvaltningsselskabers og forsikringsselskabers virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver virksomhedens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har virksomheden således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til den foreslåede § 77 l nedenfor.

Det følger af forslaget til § 77 m, at bestemmelsen i den forslåede § 77 k ikke kan fraviges ved aftale.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesordninger. I den politiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 opfordrede man imidlertid de finansielle virksomheder til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser (aflønningsbekendtgørelsen). Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 21 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et til to års samlet løn.

I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virksomhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret, samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af § 26 i aflønningsbekendtgørelsen. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 14, stk. 3, i aflønningsbekendtgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 43 a fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis en firmapensionskasse indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal firmapensionskassen offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vil omfatte enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er firmapensionskassen således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen af oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning skal ske på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse.

Efter forslaget er firmapensionskassen forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at firmapensionskassen umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal firmapensionskassen fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 43 d, at bestemmelserne i den foreslåede § 43 a ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 117, stk. 2, 1. pkt., at en overtrædelse af den foreslåede § 43 a kan straffes med bøde.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 3, nr. 49, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 20, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det foreslås i § 20 b, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en forvalter af alternative investeringsfonde og en direktør i forvalteren f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i forvalteren. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for forvalteren i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af forvaltere af alternative investeringsfondes virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver forvalterens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har forvalteren således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 20 c, stk. 4.

Det følger af forslaget til § 20 d nedenfor, at bestemmelsen i den foreslåede § 20 b ikke kan fraviges ved aftale.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesordninger. I den politiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 opfordrede man imidlertid de finansielle virksomheder til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 109 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger bl.a. heraf, at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et til to års samlet løn.

I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virksomhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af artikel 51, stk. 1, litra c, nr. 6 og 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2033/2019 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 107, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Den foreslåede bestemmelse i § 109 a fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. en bonus, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal virksomheden offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er virksomheden således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse.

Efter forslaget er fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at virksomheden umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal virksomheden fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 109 d, at bestemmelserne i den foreslåede § 109 a ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 266, stk. 1, nr. 1, at en overtrædelse af det foreslåede § 109 a kan straffes med bøde.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesgodtgørelser. I den politiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 opfordrede man imidlertid de finansielle virksomheder til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 48 a i lov om investeringsforeninger m.v. Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et og to års samlet løn.

I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virksomhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af § 16 i aflønningsbekendtgørelsen. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 48 c, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås i § 48 e at fastsætte nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i en investeringsforening.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en investeringsforening. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis en investeringsforening indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal investeringsforeningen offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er investeringsforeningen således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået.

Efter forslaget er investeringsforeningen forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at virksomheden umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal investeringsforeningen fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 48 h, at bestemmelserne i den foreslåede § 48 e ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 190, stk. 1, 2. pkt., at en overtrædelse af den foreslåede § 48 e kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 5, nr. 3.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger eller i medfør af § 21 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger eller § 21 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser er opfyldt.

Det følger af artikel 94, stk. 1, litra h, i CRD IV, at godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis kontrakten opsiges før tid, skal afspejle de resultater, der er opnået over en periode, og ikke belønne manglende resultater eller forseelser. Det følger endvidere af artikel 275, stk. 2, litra f, i Solvens II, at en fratrædelsesgodtgørelse skal baseres på medarbejderens resultater i hele ansættelsesperioden og være udformet på en måde, hvor det sikres, at fejl ikke belønnes.

Den foreslåede bestemmelse i § 77 l fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller et forsikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører hos Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 75, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 94, stk. 1, litra h, i CRD IV, hvorefter godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis kontrakten opsiges før tid, skal afspejle de resultater, der er opnået over en periode, og ikke belønne manglende resultater eller forseelser. Artikel 94, stk. 1, litra h, i CRD IV, er som hidtil også implementeret ved § 15, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger. Fratrædelsesgodtgørelser er for så vidt angår forsikringsselskaber reguleret i artikel 275, stk. 2, litra f, i Solvens II, hvorefter en fratrædelsesgodtgørelse skal baseres på medarbejderens resultater i hele ansættelsesperioden og være udformet på en måde, hvor det sikres, at fejl ikke belønnes. Den foreslåede bestemmelse har ikke til hensigt at gå videre end den delegerede forordning.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både virksomhedens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

De foreslåede bestemmelser tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales året efter, at vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af navnlig pengeinstitutters, realkreditinstitutters, investeringsforvaltningsselskabers og forsikringsselskabers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er fuldt udbetalt.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 77 k. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 77 k.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed eller § 18, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

Kompleksiteten af navnlig pengeinstitutters, realkreditinstitutters, investeringsforvaltningsselskabers og forsikringsselskabers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet i medfør af § 243 a, stk. 2, påbyder virksomheden at iværksætte sin genoprettelsesplan, eller hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden i betydelig grad har medvirket til, at virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller at virksomheden må overdrages til afvikling i Finansiel Stabilitet.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom virksomhedens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt virksomheden.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virksomhedens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til virksomheden forværres markant. Hvis virksomheden har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, kan mistillid til virksomheden eksempelvis give sig udslag i betydeligt fald i virksomhedens aktiekurs, men vil ikke være begrænset hertil.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på virksomhedens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 70 i lov om finansiel virksomhed, eller hvis direktøren ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 71 i lov om finansiel virksomhed.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager virksomheden eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er dog væsentligt, at de pågældende tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller virksomheden dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for reglerne om begrænsning af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsens anvendelse, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i virksomheden. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden og/eller direktøren sigtes, til at der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor virksomheden bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i virksomheden. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller virksomheden efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen, skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i virksomheden.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af virksomheden eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i virksomheden.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis virksomheden eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed som følge af grove eller gentagne ledelsessvigt, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af virksomheden eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med at direktøren eller virksomheden er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt, hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5 , at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde, hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af om udbetalingen skal indstilles være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for virksomheden, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successiv månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 77 l, stk. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 5, stk. 2, i aflønningsbekendtgørelsen. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 18 i aflønningsbekendtgørelsen.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede § 43 b , at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en firmapensionskasse og en direktør i firmapensionskassen f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i firmapensionskassen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for firmapensionskassen i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af firmapensionskassens virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver firmapensionskassens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har firmapensionskassen således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 43 c, stk. 4.

Det følger af forslaget til § 43 d, at bestemmelsen i den forslåede § 43 b ikke kan fraviges ved aftale.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1151 af 24. oktober 2017 om lønpolitik og aflønning i forvaltere af alternative investeringsfonde (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Det foreslås i § 20 c, at der fastsættes nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 56, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både forvalterens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må forvalteren ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse, der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke investeringsforeningen i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af forvaltere af alternative investeringsfondes virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at forvalterens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis forvalteren sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt ud udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 20 b. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 20 b.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 20, stk. 2, nr. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Kompleksiteten af forvaltere af alternative investeringsfondes virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at forvalteres bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i en forvalter af alternative investeringsfonde skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis forvalteren sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i investeringsforeningen, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af forvalteren konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet påbyder en forvalter af alternative investeringsfonde at foretage de i § 166 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde nævnte foranstaltninger i medfør af § 167 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, eller hvis Finanstilsynet inddrager forvalterens tilladelse i medfør af § 167, stk. 2, i lov om alternative investeringsfonde.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis forvalteren kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført forvalteren store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til forvalterens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at forvalterens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at forvalterens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom forvalterens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt forvalteren.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssige svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale forvalterens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for forvalteren, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til forvalteren forværres markant. Hvis forvalteren har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, kan mistillid til forvalteren eksempelvis give sig udslag i betydeligt fald i forvalterens aktiekurs, men vil ikke være begrænset hertil.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som forvalteren er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på forvalterens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis direktøren ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 18 og § 27 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager forvalteren eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller forvalteren dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller forvalteren dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i forvalteren. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis forvalteren bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt hvor forvalteren og/eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor forvalteren bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i forvalteren. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller forvalteren efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller forvalteren efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført forvalteren en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen, skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis forvalteren sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i forvalteren.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af forvalteren eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i forvalteren.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis forvalteren eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør i medfør af § 190, stk. 8, for manglende iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af forvalteren eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at direktøren eller forvalteren er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i en forvalter ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for forvalteren, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 20 c, stk. 2.

Kilde

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller i bekendtgørelse nr. 1215 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (aflønningsbekendtgørelsen), men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 3, i aflønningsbekendtgørelsen, som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd.

Det foreslås i § 5 i at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af virksomheden.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til virksomhedens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette gælder også, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde vil løn i opsigelsesperioden endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, anses heller ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 10 i aflønningsbekendtgørelsen.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset som aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i de foreslåede §§ 5 i – 5 n for så vidt angår et medlem af direktionen. Aflønningsbekendtgørelsen regulerer bl.a. balancen mellem variabel og fast løn, herunder i visse tilfælde også fratrædelsesordninger, samt bestyrelsens ansvar for lønpolitikkens gennemførelse for så vidt angår bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoprofil, jf. aflønningsbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Kilde

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke er nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller i bekendtgørelse nr. 1216 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Arbejdsmarkedets Tillægspension (aflønningsbekendtgørelsen), men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 3 i aflønningsbekendtgørelsen som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd.

Det foreslås i § 24 j at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det bemærkes, at fratrædelsesgodtgørelser i dag ikke er nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller i bekendtgørelse nr. 1216 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Arbejdsmarkedets Tillægspension (aflønningsbekendtgørelsen), men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 3 i aflønningsbekendtgørelsen, som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af virksomheden.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til virksomhedens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette gælder også, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde vil løn i opsigelsesperioden endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, anses heller ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 10 i aflønningsbekendtgørelsen.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset som aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i de foreslåede §§ 24 j – 24 o for så vidt angår direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse. Aflønningsbekendtgørelsen regulerer bl.a. balancen mellem variabel og fast løn, herunder i visse tilfælde også fratrædelsesordninger, samt repræsentantskabets godkendelse af retningslinjer for fratrædelsesordninger for så vidt angår medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre væsentlige risikotagere.

Kilde

De gældende aflønningsregler for Lønmodtagernes Dyrtidsfond indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 3 i aflønningsbekendtgørelsen. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 10 i aflønningsbekendtgørelsen.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden

Det følger af den foreslåede § 5 l, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lønmodtagernes Dyrtidsfond foretager ikke registrering af direktører hos Erhvervsstyrelsen. Afgørende for, hvilke personer der må anses for medlemmer af direktionen, vil derfor være bestyrelsens beslutninger herom.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at løn til et medlem af direktionen i en aftalt opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor et medlem af direktionen er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at et medlem af direktionen, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For et medlem af direktionen, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har Lønmodtagernes Dyrtidsfond og et medlem af direktionen f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at et medlem af direktionen skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at det fratrådte medlem af direktionen fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at det fratrådte medlem af direktionen virker som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som det fratrådte medlem af direktionen har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af et medlem af direktionen. Kompleksiteten af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter et medlem af direktionens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af et medlem af direktionen, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling vil give Lønmodtagernes Dyrtidsfonds bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis det pågældende medlem af direktionen har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter et medlem af direktionens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har Lønmodtagernes Dyrtidsfond således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra det fratrådte medlem af direktionens side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 5 m, stk. 4.

Kilde

De gældende aflønningsregler i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 43 d, at §§ 43 a-43 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at understrege, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke en ændring af øvrige bestemmelser i lov om firmapensionskasser. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om firmapensionskasser der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 117, stk. 2, 1. pkt., i lov om firmapensionskasser)

Den gældende § 117, stk. 2, 1. pkt., udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 117, stk. 2, 1. pkt., at indsætte § 43 a.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 43 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 4, nr. 2, der indsætter § 43 a. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er firmapensionskasser, og gerningsindholdet består i, at firmapensionskassen ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 43 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis firmapensionskassen fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

Det følger af § 19 i aflønningsbekendtgørelsen, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond i dag er forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter forretningsområder for bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil.

Dette omfatter blandt andet oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme.

Den foreslåede bestemmelse i § 5 k fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om større fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lønmodtagernes Dyrtidsfond foretager ikke registrering af direktører hos Erhvervsstyrelsen. Afgørende for, hvilke personer der må anses for medlemmer af direktionen, vil derfor være bestyrelsens beslutninger herom.

Ved begrebet fratrædelsesordninger forstås alle vederlagsdele, som et medlem af direktionen opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som et medlem af direktionen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis Lønmodtagernes Dyrtidsfond indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både modtagerens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vil omfatte enhver aftale om fratrædelsesordninger med et medlem af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er Lønmodtagernes Dyrtidsfond således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hjemmeside på samme sted, som fondens lønpolitik er offentliggjort og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter, at aftalen er indgået.

Efter forslaget er Lønmodtagernes Dyrtidsfond forpligtet til at offentliggøre oplysninger om et medlem af direktionens fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond umiddelbart efter aftaleindgåelse med et medlem af direktionen om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hjemmeside på samme sted, som Lønmodtagernes Dyrtidsfonds lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hjemmeside på samme sted, som Lønmodtagernes Dyrtidsfonds lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond fjerne oplysningerne om modtagerens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om et medlem af direktionens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 14 a, stk. 1, at en overtrædelse af det foreslåede § 5 k kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 8, nr. 19.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond sikre, at den pågældende ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for organisationen, eller ikke har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed, samt betinge udbetalingen af, at organisationen på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel kan overholde sine forpligtelser over for sine medlemmer. Er dette ikke tilfældet, skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 13 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf blandt andet, at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder uanset om undtagelsesbetingelserne i § 13 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 5 m fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Lønmodtagernes Dyrtidsfond foretager ikke registrering af direktører hos Erhvervsstyrelsen. Afgørende for, hvilke personer der må anses for medlemmer af direktionen, vil derfor være bestyrelsens beslutninger herom.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 5 i, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, et medlem af direktionen har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både virksomhedens og den pågældendes forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af et medlem af direktionen.

Skyldes et medlem af direktionens afskedigelse eksempelvis, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til den pågældende. I et sådant tilfælde vil fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end et medlem af direktionens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes den pågældende, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af den pågældende, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis et medlem af direktionen har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at en fratrædelsesgodtgørelse skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både et medlem af direktionens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Evt. variabel løn, der er tildelt i aktier, og evt. variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som et medlem af direktionen har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til den pågældendes gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse, der er aftalt. Hvis et medlem af direktionen f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at et fratrådt medlem af direktionen under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at det fratrådte medlem af direktionen under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes et medlem af direktionen, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at vedkommende er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt udbetalt.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 5 m. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 5 m.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 10, stk. 1, nr. 4, i aflønningsbekendtgørelsen.

Kompleksiteten af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter et medlem af direktionens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at vedkommendeunder sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes et medlem af direktionen eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at et medlem af direktionen er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at det fratrådte medlem af direktionen har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, under sin ansættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at et medlem af direktionen under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om et fratrådt medlem af direktionen har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes et medlem af direktionens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at vedkommende har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor vedkommende har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at vedkommende åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes et medlem af direktionens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes et medlem af direktionens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom virksomhedens økonomiske problemer først konstateres, efter det pågældende medlem af direktionen er fratrådt virksomheden.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virksomhedens økonomiske situation. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis det fratrådte medlem af direktionen under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes et medlem af direktionens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis vedkommendes kritisable adfærd har medført, at tilliden til virksomheden forværres markant.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilregnes et medlem af direktionens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis vedkommende har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på virksomhedens omdømme.

Manglende opfyldelse af et medlem af direktionens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 4 b, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, eller hvis vedkommende ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 4 c i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Også væsentlig tilsidesættelse af den regulering, der gælder for Lønmodtagernes Dyrtidsfond i øvrigt, anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes et medlem af direktionen. Modtager virksomheden eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af centrale regler under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes et medlem af direktionen, eller at vedkommende har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at vedkommende generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis et medlem af direktionens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at det fratrådte medlem af direktionen eller virksomheden dømmes for overtrædelse af straffeloven, lovgivning relateret til Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med et medlem af direktionens varetagelse af sine pligter i virksomheden. Er vedkommende dømt for strafbare forhold begået i vedkommendes privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, lovgivning relateret til Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af et medlem af direktionen, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi vedkommende ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at vedkommende ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden eller et medlem af direktionen sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at det fratrådte medlem af direktionen eller virksomheden efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til det fratrådte medlem af direktionen. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under vedkommendes ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor et medlem af direktionens adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at det fratrådte medlem af direktionen under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af et medlem af direktionens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil et medlem af direktionen kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis fonden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes et medlem af direktionen, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at et medlem af direktionen er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i fonden.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af virksomheden, et medlem af direktionen for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører den pågældendes aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i fonden.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse, hvis fonden eller vedkommende sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af vedkommende har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af et medlem af direktionen for forhold begået i vedkommendes privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af fonden eller et medlem af direktionen for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at et medlem af direktionen eller fonden er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes et medlem af direktionen, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at et medlem af direktionen i fonden ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes det fratrådte medlem af direktionen skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at det fratrådte medlem af direktionen har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med det fratrådte medlem af direktionens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at vedkommende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for fonden, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 5, stk. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 20 d, at §§ 20 a-20 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende § 190, stk. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Med lovforslagets § 6, nr. 2, foreslås det i § 20 a at indsætte et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse

Det foreslås på den baggrund i § 190, stk. 1, at indsætte § 20 a i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 20 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, nr. 2, der indsætter § 20 a. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er forvaltere af alternative investeringsfonde, og gerningsindholdet består i, at forvalteren ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 20 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor forvalterens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis forvalteren fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

Det fremgår af § 24 f, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med beskæftigelsesministen kan fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 23 b, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik og om Arbejdsmarkedets Tillægspensions pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn og fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det foreslås at ophæve § 24 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension i lovforslagets § 7, nr. 4.

§ 24 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension videreføres til en ny § 24 k ved nærværende ændringsnummer.

§ 2 i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter minimumskriterier for udpegning af væsentlige risikotagere i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Bestyrelsen har ansvaret for at identificere virksomhedens væsentlige risikotagere under hensyntagen til virksomhedens størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter. Bestyrelsen fastsætter selv supplerende kriterier for udpegningen af væsentlige risikotagere, hvis bestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt.

Det foreslås i § 24 k, stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 24 f for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil (væsentlige risikotagere).

§ 2 i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter minimumskriterier for udpegning af væsentlige risikotagere i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Bestyrelsen har ansvaret for at identificere virksomhedens væsentlige risikotagere under hensyntagen til virksomhedens størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter. Bestyrelsen fastsætter selv supplerende kriterier for udpegningen af væsentlige risikotagere, hvis bestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt.

§ 19 i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter oplysnings- og indberetningskrav for Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det følger bl.a. heraf, at virksomheden mindst én gang årligt skal offentliggøre oplysninger vedrørende sin lønpolitik og praksis for repræsentantskabet, bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere, herunder de samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og ansatte, der har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Oplysningerne skal indsendes til Finanstilsynet hvert år og samtidig hermed offentliggøres på virksomhedens hjemmeside.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om pligten til at offentliggøre oplysninger om aflønning af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 24 f for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Tillægspensions pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn.

Finanstilsynet fører bl.a. tilsyn med Arbejdsmarkedets Tillægspensions anvendelse af variabel løn til medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil (væsentlige risikotagere), jf. § 10 i aflønningsbekendtgørelsen, og tilsyn med at virksomhedens lønpolitik afspejler virksomhedens lønpraksis.

Den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter nærmere regler om Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik og aflønning af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det følger bl.a. af aflønningsbekendtgørelsens § 5, at bestyrelsen under hensyntagen til Arbejdsmarkedets Tillægspensions størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter skal fastlægge en lønpolitik, herunder en pensionspolitik, retningslinjer for tildeling af variable løndele, fratrædelsesgodtgørelser og identifikation af væsentlige risikotagere. Bestyrelsen har endvidere ansvaret for lønpolitikkens gennemførelse. Repræsentantskabet skal godkende lønpolitikken. Aflønningsbekendtgørelsen indeholder endvidere krav til lønpolitikkens indhold.

Aflønningsbekendtgørelsen indeholder krav til aflønningen af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre væsentlige risikotagere. Anvendelsen af variabel løn for denne persongruppe er eksempelvis reguleret i bekendtgørelsens § 10.

Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik, vederlagsrapport og aflønning af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 24 f for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 23 b, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik, hvorefter Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Det følger af det foreslåede, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren i øvrigt kan fastsætte nærmere regler om virksomhedens vederlagsrapport. Den gældende bekendtgørelse indeholder ikke krav om udarbejdelsen af en vederlagsrapporten. Det foreslås, at der indføres nærmere krav om vederlagsrapporten udarbejdelse, indhold og offentliggørelse i bekendtgørelsen.

Kilde

Det fremgår af § 5 e, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med beskæftigelsesministen kan fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 4 c, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik og om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn og fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det foreslås at ophæve § 5 e i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond i lovforslagets § 8, nr. 8.

§ 5 e i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond videreføres til en ny § 5 j ved nærværende ændringsnummer.

§ 2, stk. 2-4, i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter minimumskriterier for udpegning af væsentlige risikotagere i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Bestyrelsen har ansvaret for at identificere virksomhedens væsentlige risikotagere under hensyntagen til virksomhedens størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af organisationens aktiviteter, jf. aflønningsbekendtgørelsens § 2, stk. 2. Bestyrelsen fastsætter selv supplerende kriterier for udpegningen af væsentlige risikotagere, hvis bestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt.

Det foreslås i § 5 j, stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 5 e for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil (væsentlige risikotagere).

§ 19 i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter oplysnings- og indberetningskrav for Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det følger bl.a. heraf, at virksomheden mindst én gang årligt skal offentliggøre oplysninger vedrørende sin lønpolitik og praksis for bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil, herunder de samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt på bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil.

Oplysningerne skal indsendes til Finanstilsynet hvert år og samtidig hermed offentliggøres på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hjemmeside.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om pligten til at offentliggøre oplysninger om aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på fondens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 5 e for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn.

Finanstilsynet fører bl.a. tilsyn med, at Lønmodtagernes Dyrtidsfonds anvendelse af variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoprofil (væsentlige risikotagere), jf. § 10 i aflønningsbekendtgørelsen, og tilsyn med at virksomhedens lønpolitik afspejler virksomhedens lønpraksis.

Den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter nærmere regler om virksomhedens lønpolitik og aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil.

Det følger bl.a. af aflønningsbekendtgørelsens § 5, at bestyrelsen under hensyntagen til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af organisationens aktiviteter skal fastlægge en lønpolitik, herunder en pensionspolitik, retningslinjer for tildeling af variable løndele, fratrædelsesgodtgørelser og identifikation af væsentlige risikotagere. Bestyrelsen har endvidere ansvaret for lønpolitikkens gennemførelse. Bestyrelsen skal godkende lønpolitikken. Aflønningsbekendtgørelsen indeholder endvidere krav til lønpolitikkens indhold.

Aflønningsbekendtgørelsen indeholder krav til aflønningen af bestyrelsen, direktionen og andre væsentlige risikotagere. Anvendelsen af variabel løn for denne persongruppe er eksempelvis reguleret i bekendtgørelsens § 10.

Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fondens lønpolitik, vederlagsrapport og aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 5 e for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 4 c, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik, hvorefter Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Det følger af det foreslåede, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren i øvrigt kan fastsætte nærmere regler om virksomhedens vederlagsrapport. Den gældende bekendtgørelse indeholder ikke krav om udarbejdelse af en vederlagsrapport. Det foreslås, at der indføres nærmere krav om vederlagsrapportens udarbejdelse, indhold og offentliggørelse i bekendtgørelsen.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesgodtgørelser. I den politiske aftale af 31. august 2010 om forsvarlig aflønningspolitik i den finansielle sektor opfordredes de finansielle virksomheder imidlertid til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 77 a i lov om finansiel virksomhed og § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. De nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger og § 21 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et til to års samlet løn.

I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virksomhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af artikel 450, stk. 1, litra h, nr. 5 og 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 og § 26, stk. 1, nr. 8, litra e og f, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 77 d, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed og § 14, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

Den foreslåede bestemmelse i § 77 j fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører hos Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal virksomheden offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er virksomheden således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået.

Efter forslaget er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at virksomheden umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal virksomheden fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 77 m, at bestemmelserne i den foreslåede § 77 j ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 373, stk. 2, 1. pkt., at en overtrædelse af den foreslåede § 77 j kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 1, nr. 40.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 5, stk. 2, i aflønningsbekendtgørelsen. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 18 i aflønningsbekendtgørelsen.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede § 43 b , at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en firmapensionskasse og en direktør i firmapensionskassen f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i firmapensionskassen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for firmapensionskassen i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af firmapensionskassens virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver firmapensionskassens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har firmapensionskassen således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 43 c, stk. 4.

Det følger af forslaget til § 43 d, at bestemmelsen i den forslåede § 43 b ikke kan fraviges ved aftale.

Kilde

De gældende aflønningsregler for Lønmodtagernes Dyrtidsfond indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 3 i aflønningsbekendtgørelsen. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 10 i aflønningsbekendtgørelsen.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden

Det følger af den foreslåede § 5 l, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lønmodtagernes Dyrtidsfond foretager ikke registrering af direktører hos Erhvervsstyrelsen. Afgørende for, hvilke personer der må anses for medlemmer af direktionen, vil derfor være bestyrelsens beslutninger herom.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at løn til et medlem af direktionen i en aftalt opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor et medlem af direktionen er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at et medlem af direktionen, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For et medlem af direktionen, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har Lønmodtagernes Dyrtidsfond og et medlem af direktionen f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at et medlem af direktionen skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at det fratrådte medlem af direktionen fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at det fratrådte medlem af direktionen virker som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som det fratrådte medlem af direktionen har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af et medlem af direktionen. Kompleksiteten af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter et medlem af direktionens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af et medlem af direktionen, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling vil give Lønmodtagernes Dyrtidsfonds bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis det pågældende medlem af direktionen har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter et medlem af direktionens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har Lønmodtagernes Dyrtidsfond således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra det fratrådte medlem af direktionens side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 5 m, stk. 4.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, i lov om finansiel virksomhed og § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 77 a, i lov om finansiel virksomhed eller § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 77 k, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis i opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registrerede som direktører hos Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis i opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en virksomhed og en direktør i virksomheden f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af navnlig pengeinstitutters, realkreditinstitutters, investeringsforvaltningsselskabers og forsikringsselskabers virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver virksomhedens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har virksomheden således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til den foreslåede § 77 l nedenfor.

Det følger af forslaget til § 77 m, at bestemmelsen i den forslåede § 77 k ikke kan fraviges ved aftale.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 21 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 21 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 43 c fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 3, nr. 27, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en firmapensionskasse skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både firmapensionskassens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må firmapensionskassen ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke firmapensionskassen i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af firmapensionskassers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at firmapensionskassens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis firmapensionskassen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 43 b. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 2, om § 43 b i lov om firmapensionskasser.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 18, stk. 1, nr. 5, i aflønningsbekendtgørelsen.

Kompleksiteten af firmapensionskassers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at firmapensionskassens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i firmapensionskassen, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen i en firmapensionskasse skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen, og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af firmapensionskassen konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet i medfør af § 243 a, stk. 2, har behov for at gribe ind for at sikre beskyttelse af medlemmernes interesser, f.eks. hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af firmapensionskassen i betydelig grad har medvirker til, at firmapensionskassen bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis firmapensionskassen kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført firmapensionskassen store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til firmapensionskassens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at firmapensionskassens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at firmapensionskassens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom firmapensionskassens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt firmapensionskassen.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale firmapensionskassens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for firmapensionskassen, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til firmapensionskassen forværres markant.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som firmapensionskassen er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på firmapensionskassens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 70 i lov om finansiel virksomhed, eller hvis direktøren ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 29 i lov om firmapensionskasser.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager firmapensionskassen eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller firmapensionskassen dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller firmapensionskassen dømt for en sådan overtrædelse, skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i firmapensionskassen. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis firmapensionskassen bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis, hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid, fra det tidspunkt hvor firmapensionskassen eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller firmapensionskassen efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller firmapensionskassen efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført firmapensionskassen en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til et medlem af direktionen, hvis firmapensionskassen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i firmapensionskassen.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af firmapensionskassen eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i firmapensionskassen.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis firmapensionskassen eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed som følge af grove eller gentagne ledelsessvigt, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af firmapensionskassen eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at direktøren eller firmapensionskassen er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe, fra det tidspunkt hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt, på det tidspunkt hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., er vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for firmapensionskassen, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 43 c, stk. 2.

Kilde

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke er nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller i bekendtgørelse nr. 1216 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Arbejdsmarkedets Tillægspension (aflønningsbekendtgørelsen), men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 3 i aflønningsbekendtgørelsen som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd.

Det foreslås i § 24 j at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det bemærkes, at fratrædelsesgodtgørelser i dag ikke er nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller i bekendtgørelse nr. 1216 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Arbejdsmarkedets Tillægspension (aflønningsbekendtgørelsen), men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 3 i aflønningsbekendtgørelsen, som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af virksomheden.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til virksomhedens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette gælder også, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde vil løn i opsigelsesperioden endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, anses heller ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 10 i aflønningsbekendtgørelsen.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset som aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i de foreslåede §§ 24 j – 24 o for så vidt angår direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse. Aflønningsbekendtgørelsen regulerer bl.a. balancen mellem variabel og fast løn, herunder i visse tilfælde også fratrædelsesordninger, samt repræsentantskabets godkendelse af retningslinjer for fratrædelsesordninger for så vidt angår medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre væsentlige risikotagere.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond sikre, at den pågældende ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for organisationen, eller ikke har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed, samt betinge udbetalingen af, at organisationen på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel kan overholde sine forpligtelser over for sine medlemmer. Er dette ikke tilfældet, skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 13 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf blandt andet, at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder uanset om undtagelsesbetingelserne i § 13 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 5 m fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Lønmodtagernes Dyrtidsfond foretager ikke registrering af direktører hos Erhvervsstyrelsen. Afgørende for, hvilke personer der må anses for medlemmer af direktionen, vil derfor være bestyrelsens beslutninger herom.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 5 i, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, et medlem af direktionen har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både virksomhedens og den pågældendes forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af et medlem af direktionen.

Skyldes et medlem af direktionens afskedigelse eksempelvis, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til den pågældende. I et sådant tilfælde vil fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end et medlem af direktionens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes den pågældende, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af den pågældende, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis et medlem af direktionen har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at en fratrædelsesgodtgørelse skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både et medlem af direktionens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Evt. variabel løn, der er tildelt i aktier, og evt. variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som et medlem af direktionen har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til den pågældendes gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse, der er aftalt. Hvis et medlem af direktionen f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at et fratrådt medlem af direktionen under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at det fratrådte medlem af direktionen under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes et medlem af direktionen, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at vedkommende er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt udbetalt.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 5 m. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 5 m.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 10, stk. 1, nr. 4, i aflønningsbekendtgørelsen.

Kompleksiteten af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter et medlem af direktionens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at vedkommendeunder sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes et medlem af direktionen eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at et medlem af direktionen er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at det fratrådte medlem af direktionen har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, under sin ansættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at et medlem af direktionen under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om et fratrådt medlem af direktionen har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes et medlem af direktionens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at vedkommende har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor vedkommende har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at vedkommende åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes et medlem af direktionens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes et medlem af direktionens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom virksomhedens økonomiske problemer først konstateres, efter det pågældende medlem af direktionen er fratrådt virksomheden.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virksomhedens økonomiske situation. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis det fratrådte medlem af direktionen under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes et medlem af direktionens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis vedkommendes kritisable adfærd har medført, at tilliden til virksomheden forværres markant.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilregnes et medlem af direktionens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis vedkommende har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på virksomhedens omdømme.

Manglende opfyldelse af et medlem af direktionens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 4 b, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, eller hvis vedkommende ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 4 c i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Også væsentlig tilsidesættelse af den regulering, der gælder for Lønmodtagernes Dyrtidsfond i øvrigt, anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes et medlem af direktionen. Modtager virksomheden eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af centrale regler under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes et medlem af direktionen, eller at vedkommende har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at vedkommende generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis et medlem af direktionens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at det fratrådte medlem af direktionen eller virksomheden dømmes for overtrædelse af straffeloven, lovgivning relateret til Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med et medlem af direktionens varetagelse af sine pligter i virksomheden. Er vedkommende dømt for strafbare forhold begået i vedkommendes privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, lovgivning relateret til Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af et medlem af direktionen, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi vedkommende ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at vedkommende ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden eller et medlem af direktionen sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at det fratrådte medlem af direktionen eller virksomheden efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til det fratrådte medlem af direktionen. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under vedkommendes ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor et medlem af direktionens adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at det fratrådte medlem af direktionen under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af et medlem af direktionens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil et medlem af direktionen kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis fonden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes et medlem af direktionen, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at et medlem af direktionen er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i fonden.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af virksomheden, et medlem af direktionen for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører den pågældendes aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i fonden.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse, hvis fonden eller vedkommende sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af vedkommende har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af et medlem af direktionen for forhold begået i vedkommendes privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af fonden eller et medlem af direktionen for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at et medlem af direktionen eller fonden er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes et medlem af direktionen, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at et medlem af direktionen i fonden ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes det fratrådte medlem af direktionen skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at det fratrådte medlem af direktionen har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med det fratrådte medlem af direktionens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af et medlem af direktionens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at vedkommende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for fonden, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 5, stk. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger eller i medfør af § 21 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger eller § 21 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser er opfyldt.

Det følger af artikel 94, stk. 1, litra h, i CRD IV, at godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis kontrakten opsiges før tid, skal afspejle de resultater, der er opnået over en periode, og ikke belønne manglende resultater eller forseelser. Det følger endvidere af artikel 275, stk. 2, litra f, i Solvens II, at en fratrædelsesgodtgørelse skal baseres på medarbejderens resultater i hele ansættelsesperioden og være udformet på en måde, hvor det sikres, at fejl ikke belønnes.

Den foreslåede bestemmelse i § 77 l fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller et forsikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører hos Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 75, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 94, stk. 1, litra h, i CRD IV, hvorefter godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis kontrakten opsiges før tid, skal afspejle de resultater, der er opnået over en periode, og ikke belønne manglende resultater eller forseelser. Artikel 94, stk. 1, litra h, i CRD IV, er som hidtil også implementeret ved § 15, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og investeringsforeninger. Fratrædelsesgodtgørelser er for så vidt angår forsikringsselskaber reguleret i artikel 275, stk. 2, litra f, i Solvens II, hvorefter en fratrædelsesgodtgørelse skal baseres på medarbejderens resultater i hele ansættelsesperioden og være udformet på en måde, hvor det sikres, at fejl ikke belønnes. Den foreslåede bestemmelse har ikke til hensigt at gå videre end den delegerede forordning.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både virksomhedens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

De foreslåede bestemmelser tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales året efter, at vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af navnlig pengeinstitutters, realkreditinstitutters, investeringsforvaltningsselskabers og forsikringsselskabers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er fuldt udbetalt.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 77 k. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 77 k.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed eller § 18, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

Kompleksiteten af navnlig pengeinstitutters, realkreditinstitutters, investeringsforvaltningsselskabers og forsikringsselskabers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet i medfør af § 243 a, stk. 2, påbyder virksomheden at iværksætte sin genoprettelsesplan, eller hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden i betydelig grad har medvirket til, at virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller at virksomheden må overdrages til afvikling i Finansiel Stabilitet.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom virksomhedens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt virksomheden.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virksomhedens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til virksomheden forværres markant. Hvis virksomheden har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, kan mistillid til virksomheden eksempelvis give sig udslag i betydeligt fald i virksomhedens aktiekurs, men vil ikke være begrænset hertil.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på virksomhedens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 70 i lov om finansiel virksomhed, eller hvis direktøren ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 71 i lov om finansiel virksomhed.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager virksomheden eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er dog væsentligt, at de pågældende tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller virksomheden dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for reglerne om begrænsning af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsens anvendelse, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i virksomheden. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden og/eller direktøren sigtes, til at der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor virksomheden bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i virksomheden. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller virksomheden efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen, skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i virksomheden.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af virksomheden eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i virksomheden.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis virksomheden eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed som følge af grove eller gentagne ledelsessvigt, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af virksomheden eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med at direktøren eller virksomheden er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt, hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5 , at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde, hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af om udbetalingen skal indstilles være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for virksomheden, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successiv månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 77 l, stk. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om finansiel virksomhed og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 77 m, at §§ 77 j-77 l ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab, et forsikringsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om finansiel virksomhed der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 26 (§ 78, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 78, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed må en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse, som skal indføres i forhandlingsprotokollen, bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer eller direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Bestemmelsen gælder også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører, jf. § 78, stk. 4.

Bestemmelsen i § 78, stk. 1, er ikke til hinder for, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer kan bevilges eksponeringer på samme vilkår som medarbejderne i den pågældende finansielle virksomhed i øvrigt, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4818, og bilag 6, pkt. 15, i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

Efter bilag 6, pkt. 13, i bekendtgørelse nr. 1103 af 30. juni 2022 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., skal det udtrykkeligt anføres i henholdsvis bevillingsprotokollen og forhandlingsprotokollen, når der behandles eksponeringer omfattet af § 78, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed. De pågældende bestyrelsesmedlemmer og direktører må ikke være til stede under sagens behandling, og det skal protokolleres, at de ikke er til stede. Det er dog ikke til hinder for, at et bestyrelsesmedlem eller en direktør, der tillige deltager i ledelsen af et moderselskab, der ejer hele kapitalen i virksomheden, eller i et 100 pct. ejet søster- eller datterselskab, deltager i behandlingen af spørgsmål om eller eksponeringer mod dette selskab.

Det foreslås, at § 78, stk. 1, ophæves, og der indsættes nye bestemmelser i stk. 1-4.

Det foreslås således i § 78, stk. 1, nr. 1, at en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol må bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør.

Den foreslåede bestemmelse indeholder i forhold til, hvad der gælder efter § 78, stk. 1, ingen materielle ændringer, idet der alene foreslås sproglige ændringer som led i nyaffattelsen, herunder at de nuværende bestemmelser i nr. 1 og 2 i § 78, stk. 1, samles som et nyt § 78, stk. 1, nr. 1.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er som hidtil at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så bestyrelsesmedlemmer eller direktører ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til finansielle virksomheders bevilling af eksponeringer m.v. mod medlemmerne af bestyrelsen og direktionen, så der stilles krav om bestyrelsens godkendelse.

”Eksponering” er defineret i § 5, stk. 1, nr. 18, i lov om finansiel virksomhed som summen af alle mellemværender med en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden, og kapitalandele udstedt af kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes forbundne kunder.

Der er i § 5, stk. 1, nr. 18, 2. pkt., litra a-d, fastsat særlige undtagelser fra eksponeringsdefinitionen for eksponeringer omfattet af §§ 78 eller 182. Bestemmelsen indebærer bl.a., at eksempelvis valutatransaktioner, som er opstået i forbindelse med den almindelige afvikling af en transaktion, i et tidsrum på 48 timer efter, at betaling har fundet sted, ikke er omfattet af kravet om bestyrelsens godkendelse af eksponeringer efter § 78.

”Kvalificeret ejerandel” er defineret i § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter der ved kvalificeret ejerandel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden.

Bestemmelsen vil indebære, at bestyrelsen skal godkende konkrete eksponeringer og sikkerhedsstillelser. Der kan således ikke efter bestemmelsen gives generelle godkendelser, der ikke knytter sig til en eller flere konkrete eksponeringer eller sikkerhedsstillelser.

Efter den gældende § 76 i lov om finansiel virksomhed må en direktør ikke uden bestyrelsens godkendelse indgå aftale mellem den finansielle virksomhed og sig selv eller aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds interesse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at bestyrelsen skal tage stilling til aftalens væsentligste indhold, og at godkendelsen skal være udtrykkelig og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4815. Det fremgår desuden, at bestemmelsen kun vedrører større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold. Almindelige dispositioner såsom veksling af valuta og ind- og udbetaling på indlånskonti er ikke omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Bestemmelsen er en skærpelse af § 117, stk. 1, i selskabsloven, hvorefter direktionen varetager den daglige ledelse af selskabet og kan indgå aftaler på vegne af selskabet, så længe aftalen ligger inden for den daglige drift og ikke er af usædvanlig art eller stor betydning. Efter § 76 kræver det godkendelse af bestyrelsen, hvis aftalen er væsentlig for direktøren. Dette vil kunne gøre sig gældende, selvom aftalen er sædvanlig for virksomheden.

Det foreslås således i § 78, stk. 1, nr. 2, at en finansiel virksomhed ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol må indgå aftale med en direktør, når aftalen omfatter større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold, eller med en tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Det foreslåede viderefører den gældende § 76 med materielle, redaktionelle og sproglige ændringer.

Efter den gældende § 76 er det alene direktøren, der er pligtsubjekt. Den materielle ændring fra den gældende § 76 består i, at den finansielle virksomhed også bliver pligtsubjekt for aftaler omfattet af bestemmelsen, dvs. at både den finansielle virksomhed og direktøren har pligt til at sikre, at aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, ikke indgås uden bestyrelsens godkendelse, der indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så direktører ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i en finansiel virksomhed på virksomhedens vegne indgår med sig selv, hvorfor der gælder krav om bestyrelsens godkendelse.

For at der efter bestemmelsen stilles krav om bestyrelsens godkendelse, skal der være tale om indgåelse af aftaler. Det er i den forbindelse en forudsætning, at der er tale om dispositioner, som kræver udøvelse af et skøn, som direktøren potentielt kan påvirke, f.eks. en kreditvurdering, værdiansættelse, prisfastsættelse eller fastsættelsen af forsikringsvilkår. Omvendt vil en aftale, hvor prisen er standardiseret eller baseret på en fast personalepris, der gælder for hele virksomheden, ikke være en disposition, der er omfattet af bestemmelsen og dermed kravet om bestyrelsens godkendelse. Dette sidste vil eksempelvis kunne være tilfældet ved gebyrer for valutaveksling, gebyrer for ind- og udbetaling på indlånskonti eller gebyr eller kurtage for transaktioner i værdipapirer. Det samme gælder tilfælde, hvor en direktør i et forsikringsselskab tegner en forsikring i selskabet på samme vilkår, som selskabets øvrige ansatte kan tegne, f.eks. hvis direktøren tegner en ansvarsforsikring på sin bil, hvor der alene knyttes sædvanlige vilkår. Begrebet aftale vil også omfatte aftaler, hvor der sker sikkerhedsstillelse, eller hvor der opstår eller vil kunne opstå en eksponering, f.eks. ved aftale om et kreditkort knyttet til en kassekredit på 50.000 kr.

Med større dispositioner forstås dispositioner, der i forhold til den konkrete direktørs økonomi vil være store dispositioner. Det vil således bero på en konkret vurdering af direktørens økonomiske forhold og den konkrete aftale, om dispositionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Aftaler, der indgås af direktionen og ligger inden for den daglige drift, har ikke karakter af en større disposition.

Den foreslåede bestemmelse omfatter også aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til at begrænse interessekonflikter, så en direktør ikke påfører den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i en finansiel virksomhed indgår med tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kravet om godkendelse fra bestyrelsen også gælder aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod den finansielle virksomheds.

Ordlyden ”tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse” er videreført fra den gældende § 76, som efter praksis fortolkes som personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst to år eller slægtskab i op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilke disse personer kan udøve betydelig indflydelse eller er medlemmer af bestyrelsen. Bestemmelsen kan desuden i særlige tilfælde omfatte aftaler med personer eller juridiske enheder, som direktøren har en tilsvarende nær forbindelse til og dermed en væsentlig interesse i, og som derfor i det konkrete tilfælde kan sidestilles med den oplistede kreds af personer.

Det foreslås i § 78, stk. 2, at medlemmer af bestyrelsen skal erstatte tab, som den finansielle virksomhed lider som følge af bevillinger og sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af stk. 1, der er godkendt af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen godtgør, at tabet ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af den finansielle virksomhed tilsiger.

Der lægges med den foreslåede bestemmelse op til at vende bevisbyrden i sager om erstatningsansvar vedrørende tab lidt på eksponeringer, sikkerhedsstillelser og aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå en aftale med en direktør, et bestyrelsesmedlem m.fl. omfattet af det foreslåede stk. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at det fremover vil være det enkelte bestyrelsesmedlem, der i forbindelse med eksponeringer og sikkerhedsstillelser omfattet af stk. 1, nr. 1, skal godtgøre, at der ikke er handlet ansvarspådragende i forbindelse med bevillingen eller udvidelsen af eksponeringer mod eller sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i den finansielle virksomhed eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer eller direktører i den finansielle virksomhed er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør. Det samme vil være tilfældet med hensyn til aftaler efter stk. 1, nr. 2.

Der lægges med den foreslåede ændring ikke op til at ændre på, at flere medlemmer af bestyrelsen vil kunne hæfte solidarisk, hvis mere end ét medlem har handlet ansvarspådragende.

Den foreslåede omvendte bevisbyrde omfatter både bestyrelsens bevilling af eksponeringen, dvs. den oprindelige godkendelse af aftalen mellem den finansielle virksomhed og direktøren, og en eventuel senere udvidelse af en tidligere godkendt eksponering. Ved udvidelse af en eksponering menes, at den finansielle virksomhed udvider sin forpligtelse over for eller eksponering mod det pågældende ledelsesmedlem. Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved udvidelsen af en tidligere bevilliget kredit, accept af, at ledelsesmedlemmet udtræder som kautionist, eller accept af mindre sikkerhed end oprindelig aftalt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke dispositioner, der ikke er godkendt af bestyrelsen, herunder aftaler, som et direktionsmedlem på virksomhedens vegne har indgået med sig selv, uden at bestyrelsen var bekendt hermed. Reglen om omvendt bevisbyrde omfatter heller ikke den situation, hvor bestyrelsen træffer beslutning om en eksponering, sikkerhedsstillelse eller aftale uden at have kendskab til, og uden at burde have kendskab til, omstændigheder, der medfører, at eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen omfattes af den foreslåede § 78, stk. 1. Et eksempel herpå kan være en aftale mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, som en af direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod den finansielle virksomheds, jf. forslaget til § 78, stk. 7, men hvorom oplysning ikke er tilgået bestyrelsen.

Bestemmelsen omfatter heller ikke overvågning af og eventuel opfølgning på eksponeringer, sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af § 78, stk. 1.

Med den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af den finansielle virksomhed tilsiger, skal forstås handlinger, der efter en almindelig culpanorm vil indebære, at den pågældende ikke kan gøres erstatningsansvarlig.

Det er med den foreslåede ændring ikke formålet, at selve ansvarsbedømmelsen af handlinger eller undladelse foretaget af bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder skal ændres.

Ansvaret vil således fortsat skulle vurderes efter culpareglen, men den foreslåede ændring indebærer, at der fremover vil gælde en omvendt bevisbyrde med hensyn til ansvarsgrundlaget.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære, at bevisbyrden for, at de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt, vendes. Det vil således fortsat være sagsøgeren, der skal godtgøre, at der er lidt et tab, og at der foreligger den nødvendige kausalitet og adækvans.

Den foreslåede ændring skal bidrage til at sikre, at forsvarligheden af aftaler omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 1, i højere grad end i dag vil kunne efterprøves, hvis det efterfølgende viser sig, at bevillingen eller udvidelsen af en eksponering eller anden konkret aftale har været tabsgivende for den finansielle virksomhed.

Det foreslås i § 78, stk. 3, at en direktør, der uden bestyrelsens godkendelse bevilger eksponeringer, modtager sikkerhedsstillelser eller indgår aftaler omfattet af stk. 1, indestår for det tab, som den finansielle virksomhed måtte blive påført som følge af den pågældende aftale, medmindre direktøren hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første at beskytte den finansielle virksomhed mod de iboende interessekonflikter i aftaler mellem direktionen og den finansielle virksomhed. Formålet er endvidere at beskytte de finansielle virksomheder mod at lide tab på aftaler, som en direktør på virksomhedens vegne indgår med tredjemand, hvori en direktør besidder en kvalificeret ejerandel eller i øvrigt har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod virksomhedens. Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor direktøren ikke har kendskab til eller burde have kendskab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af § 78, stk. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå en aftale med en direktør m.fl. omfattet af det foreslåede stk. 1, set i forhold til hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Har bestyrelsen godkendt eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen efter § 78, stk. 1, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have påset forsvarligheden af aftalen, herunder sikret, at den mulige interessekonflikt mellem direktør og selskab ikke har påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer, sikkerhedsstillelse eller aftalen, som bestyrelsen har godkendt efter § 78, stk. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvurderingen foreslås vendt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter en direktørs bevilling uden bestyrelsens godkendelse af eksponeringer og modtagelse af sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 1, samt indgåelse af aftaler efter stk. 1, nr. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse vil direktøren skulle indestå for sådanne bevillinger, modtagelser eller aftaler. Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder, som følge af at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til værdien af aftalen eller eksponering. Hermed forstås f.eks. hovedstolen, renter og stiftelsesomkostninger på en kredit.

Den foreslåede bestemmelse svarer med hensyn til hæftelsesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelser i stk. 1. Selskabslovens § 215, stk. 2, finder imidlertid ikke anvendelse for direktører i pengeinstitutter eller realkreditinstitutter (for så vidt angår realkreditlån). Den foreslåede bestemmelse skaber således en retstilstand for direktører i disse institutter, der svarer til hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2, når en direktør overtræder den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det foreslås på den baggrund også, at den foreslåede hæftelsesregel efter omstændighederne finder anvendelse, medmindre der indtræder hæftelse efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210. Det foreslåede indebærer, at direktører i finansielle virksomheder, der er kapitalselskaber, men ikke er pengeinstitutter eller realkreditinstitutter, fortsat vil være omfattet af hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil i praksis ikke have betydning for aftaler, som den finansielle virksomhed indgår med en af direktørerne selv, da direktøren allerede vil hæfte for sådanne aftaler i kraft af at være aftalepart.

Det foreslås i stk. 4, at er en bevilling eller modtagelse af sikkerhedsstillelse omfattet af stk. 1, nr. 1, der er indgået uden bestyrelsens godkendelse med et bestyrelsesmedlem i den finansielle virksomhed eller en virksomhed, hvori bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller direktør, indestår bestyrelsesmedlemmet for det tab, som den finansielle virksomhed måtte blive påført, medmindre bestyrelsesmedlemmer hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. § 210.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første at beskytte den finansielle virksomhed mod de iboende interessekonflikter i aftaler mellem bestyrelsesmedlemmer og den finansielle virksomhed. Formålet er endvidere at beskytte den finansielle virksomhed mod at lide tab på aftaler, som bestyrelsesmedlemmer – uden om den samlede bestyrelse – på virksomhedens vegne indgår med tredjemand, hvori et bestyrelsesmedlem har en væsentlig interesse. Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor bestyrelsesmedlemmet ikke har kendskab til eller burde have kendskab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af § 78, stk. 1, nr. 1.

Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske tab, som den finansielle virksomhed har lidt ved at bevilge en eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra en direktør m.fl. omfattet af det forslåede stk. 1, nr. 1, set i forhold til, hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.

Har bestyrelsen godkendt eksponeringen eller sikkerhedsstillelsen efter § 78, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have påset forsvarligheden af eksponeringen eller sikkerhedsstillelsen, herunder sikret at den mulige interessekonflikt mellem bestyrelsesmedlemmet og selskabet ikke har påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer eller sikkerhedsstillelse, som bestyrelsen har godkendt efter § 78, stk. 1, nr. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvurderingen foreslås vendt.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 omfatter alene eksponeringer eller sikkerhedsstillelser efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 1, og ikke aftaler, som direktøren indgår efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2. Den foreslåede bestemmelse finder således anvendelse på aftaler om eksponeringer og sikkerhedsstillelser, hvor den mulige uvedkommende interesse vedrører et bestyrelsesmedlem, og ikke den direktør, som er med til at indgå aftalen på den finansielle virksomheds vegne. Det foreslåede stk. 4 skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 om direktørers indeståelse for tab på bevilling af eksponeringer eller modtagelse af sikkerhedsstillelser omfattet af stk. 1, nr. 1, som den finansielle virksomhed måtte blive påført, hvis der ikke foreligger godkendelse fra bestyrelsen. Bestemmelsen er således en modifikation til den foreslåede hæftelsesregel, og har til formål at friholde direktøren for hæftelse i denne forbindelse og sikre, at hæftelsen pålægges det bestyrelsesmedlem, der har interessen i den omfattede aftale.

Med det foreslåede stk. 4 vil et bestyrelsesmedlem skulle indestå for aftaler, der indgås mellem den finansielle virksomhed og en virksomhed, hvor bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller direktør, uden at bestyrelsen har godkendt aftalen. Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder som følge af, at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til værdien af eksponeringen. Hermed forstås f.eks. hovedstolen på en kredit eller værdien af sikkerhedsstillelsen.

Det foreslåede stk. 4 svarer med hensyn til hæftelsesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Selskabslovens § 215, stk. 2, finder imidlertid ikke anvendelse for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter eller realkreditinstitutter (for så vidt angår realkreditlån). Den foreslåede bestemmelse skaber således en retstilstand for bestyrelsesmedlemmer i disse institutter, der svarer til hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2, når et eller flere bestyrelsesmedlemmer overtræder den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det foreslås på den baggrund også, at den foreslåede § 78, stk. 4, efter omstændighederne finder anvendelse, medmindre der indtræder hæftelse efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. §§ 206 eller 210. Det foreslåede indebærer, at bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder, der er kapitalselskaber, men ikke er pengeinstitutter eller realkreditinstitutter, fortsat vil være omfattet af hæftelsesreglen i selskabslovens § 215, stk. 2.

Til nr. 27 (§ 78, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 78, stk. 2, 1. pkt., skal de eksponeringer, der er omfattet af § 78, stk. 1, bevilges i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.

Bestemmelsen hindrer ikke, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i penge- og realkreditinstitutter i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på den finansielle virksomheds almindelige personalevilkår, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4818, og bilag 6, pkt. 15, i bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

Det foreslås i § 78, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., at ændre »De i stk. 1 nævnte eksponeringer skal bevilges« til: »Eksponeringer og aftaler efter stk. 1 skal bevilges eller indgås«, og efter »markedsbaserede vilkår« at indsætte », medmindre eksponeringen indgås over for et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem på personalevilkår«.

Forslaget vil indebære, at de betingelser og pligter, der følger af de nugældende bestemmelser i § 78, stk. 2, og som i dag omfatter eksponeringer efter § 78, stk. 1, udvides til også at omfatte aftaler, der er omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2.

De foreslåede ændringer vil betyde, at aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, skal bevilges i henhold til den finansielle virksomheds sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Derudover skal den eksterne revisor i revisionsprotokollen vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt for aftaler omfattet af den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal erklæringen fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Det foreslås endvidere, at den undtagelse for eksponeringer over for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, der følger af forarbejderne, fastsættes direkte i lovteksten. Det er hensigten at tydeliggøre, at den foreslåede bestemmelse ikke skal være til hinder for, at medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i penge- og realkreditinstitutter i forbindelse med deres almindelige ansættelsesvilkår kan få lån m.v. på den finansielle virksomheds almindelige personalevilkår. Undtagelsen for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer vil dog gælde for eksponeringer indgået på personalevilkår. Undtagelsen vil derfor alene give adgang til bevilling heraf i henhold til almindelige personalevilkår og dermed ikke vilkår, der er gunstigere, end hvad der er adgang til for det øvrige personale i virksomheden.

Til nr. 28 (§ 78, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 78, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed skal direktionen og bestyrelsen især overvåge forsvarligheden og forløbet af de i stk. 1 nævnte eksponeringer.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at den finansielle virksomheds eksponeringer eller sikkerhedsstillelser over for bestyrelsesmedlemmer og direktører efter § 78, stk. 1, løbende skal overvåges af bestyrelsen og direktionen. Overvågningspligten efter § 78, stk. 3, omfatter eksponeringer omfattet af den gældende § 78, stk. 1, men ikke aftaler efter § 76.

Det foreslås i § 78, stk. 3, der bliver stk. 6, at ændre »de i stk. 1 nævnte eksponeringer« til: »eksponeringer og aftaler efter stk. 1«.

Ændringen vil indebære, at direktionens og bestyrelsens løbende overvågningspligt udvides til også at omfatte aftaler efter den foreslåede § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 27.

Dette vil dog kun gælde, hvor der efter aftalens indhold er forhold, der kan følges og overvåges. Eksempelvis vil en enkeltstående ejendomshandel, hvor et pengeinstituts direktør køber en fast ejendom kontant af pengeinstituttet, som forud herfor har købt ejendommen på tvangsauktion, almindeligvis ikke kræve opfølgning eller overvågning.

Til nr. 29 (§ 78 stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse i § 78, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed gælder reglerne i stk. 1-3 også eksponeringer mod personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører.

Det foreslås i § 78, stk. 4, der bliver stk. 7, at ændre »stk. 1-3« til: »stk. 1-6«, og at indsætte »og aftaler med« efter »eksponeringer mod«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 1, nr. 2, og stk. 2-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, fremover også vil gælde for eksponeringer mod og aftaler indgået med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller har en kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne, eller i hvilke disse personer kan udøve betydelig indflydelse eller er medlemmer af bestyrelsen.

Den foreslåede tilføjelse om, at reglerne i stk. 1-6 også gælder eksponeringer og aftaler med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, ejer en kvalificeret andel i, er en præcisering af, hvad der efter praksis allerede gælder efter bestemmelsen.

Ændringen vil således for så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 78, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, indebære, at aftaler mellem den finansielle virksomhed og tredjemand, som eksempelvis direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod den finansielle virksomheds, er omfattet af stk. 1, nr. 2. Tilsvarende vil gøre sig gældende for bestyrelsesmedlemmernes omvendte bevisbyrde samt en direktørs og et bestyrelsesmedlems hæftelse efter de foreslåede bestemmelser i § 78, stk. 2-4 sammenholdt med de foreslåede ændringer i stk. 4, der bliver stk. 7.

Til nr. 30 (§ 179, nr. 2, og § 180, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 179, nr. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed der ejer kapitalandele i finansielle virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, såfremt et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6.

Den gældende § 180, nr. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan at en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed afhænder kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt et medlem af holdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6.

Det foreslås i § 179, nr. 2, og § 180, nr. 2, at ændre »§ 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6« til: »§ 64, stk. 1, nr. 3-5«.

De foreslåede ændringer er konsekvensrettelser på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 4, der ophæver § 64, stk. 1, nr. 5.

Til nr. 31 (§ 351, stk. 4, og stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 351, stk. 4, at Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, jf. stk. 1, eller påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, eller § 64, stk. 1, jf. § 64 d, stk. 3, ikke kan bestride stillingen.

Det foreslås i § 351, stk. 4, og stk. 5, 1. pkt., at der efter »et pengeinstitut,« indsættes: »et realkreditinstitut,«.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 10-12, der udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde et realkreditinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, i medfør af § 64 c, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for nøglepersoner i et realkreditinstitut, som i dag gælder for nøglepersoner i et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Lovforslaget vil ikke medføre materielle ændringer i Finanstilsynets eksisterende muligheder for at påbyde et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, hvis denne efter egnetheds- og hæderlighedsreglerne ikke kan bestride stillingen. For så vidt angår Finanstilsynets muligheder for at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i et pengeinstitut, der ikke er et SIFI eller G-SIFI, henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 32.

Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller en ansat, der er nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 13, bliver stk. 8, jf. stk. 1, eller i medfør af § 64 d, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, at nøglepersonen i et pengeinstitut, i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4, eller at nøglepersonen i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i § 351, stk. 5, 1. pkt., påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Den foreslåede ændring af § 351, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet kan påbyde et realkreditinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at nøglepersonen i et realkreditinstitut ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for nøglepersoner i et realkreditinstitut, som i dag gælder for nøglepersoner i et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Den forslåede ændring er en konsekvens af, at dette lovforslags § 1, nr. 10-12, udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Til nr. 32 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 4, fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende ikke kan bestride stillingen i henhold til reglerne om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 351, stk. 4, at ændre »et pengeinstitut,« til: »gruppe 1- og 2-pengeinstitut, et realkreditinstitut,«, og at indsætte som 2. og 3. pkt., at Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 3-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1-5, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, ikke kan bestride stillingen. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 4-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. § 64 c, stk. 4, ikke kan bestride stillingen.

Det foreslåede viderefører den gældende retstilling for så vidt angår gruppe 1- og 2-pengeinsiutter og realkreditinstitutter.

Det foreslåede vil derudover medføre, at Finanstilsynet alene vil kunne påbyde gruppe 3- og 4-pengeinsitutter at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner, og som vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet i henhold til § 64 c, stk. 4-7, som foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 33 (§ 351, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 5, fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en direktør eller ansat, der er er identificeret som nøgleperson, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, at nøglepersonen i et pengeinstitut, i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) eller i et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4, eller at nøglepersonen i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Det foreslås i § 351, stk. 5, at indsætte efter »direktør eller en ansat«: »i et gruppe 1- eller 2-pengeinstitut eller et realkreditinstitut,«, og efter »nøglepersonen i et pengeinstitut,« indsættes: »i et realkreditinstitut,«, og efter 1. pkt. at indsætte, at Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 3-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1-5, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 4-pengeinstitut at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 c, stk. 4.

Det foreslåede viderefører den gældende retstilling for så vidt angår gruppe 1- og 2-pengeinstiutter.

Det foreslåede vil derudover medføre, at Finanstilsynet alene vil kunne påbyde gruppe 3- og 4-pengeinsitutter at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner, og som vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet i henhold til § 64, c, stk. 4-7, som foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 34 (§ 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed bestemmer, at varigheden af påbud meddelt efter § 351, stk. 2, på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6, skal fremgå af påbuddet. Det betyder, at når Finanstilsynet påbyder et medlem af bestyrelsen i en finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv på baggrund af manglende hæderlighed, jf. § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6, skal varigheden fremgå af påbuddet.

Det foreslås i § 351, stk. 6, at ændre »stk. 2 på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2 og 4-6« til: »stk. 1, 2 eller 4 på baggrund af § 64, stk. 1, nr. 2-5«.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynets påbud i medfør af § 351, stk. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør i den finansielle virksomhed, hvis denne efter § 64, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan bestride stillingen, skal indeholde varigheden af påbuddet. Det medfører også, at Finanstilsynets påbud i medfør af § 351, stk. 4, skal indeholde varigheden af påbuddet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det ikke udelukkende vil være, når Finanstilsynet udsteder et påbud på baggrund af manglende hæderlighed til et bestyrelsesmedlem, at varigheden skal fremgå af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil således også skulle fremgå, når Finanstilsynet udsteder påbud til en finansiel virksomhed om at afsætte en direktør eller en nøgleperson på baggrund af manglende hæderlighed. Formålet med ændringen er at sikre en mere ensartet og forudsigelig retstilstand for finansielle virksomheder, direktører og nøglepersoner.

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at Finanstilsynets påbud om, at den pågældende ikke kan bestride sit hverv eller sin stilling i den situation, hvor vedkommende er blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, og der som følge heraf er risiko for, at vedkommende ikke længere kan varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis, jf. § 64, stk. 1, nr. 3, også skal indeholde varigheden af påbuddet. Man vil således f.eks. ikke kunne forvente, at man straks efter at være blevet pålagt et strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning på ny kan anses for at opfylde kravene til egnethed og hæderlighed.

Den foreslåede henviser ikke til § 64, stk. 1, nr. 6, da bestemmelsen rykker sig til nr. 5 som følge af lovforslagets § 1, nr. 4, ophæver den gældende § 64, stk. 1, nr. 5.

For nærmere om kriterierne for Finanstilsynets fastsættelse af varigheden henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 64, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 35 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 351, stk. 9, at Finanstilsynet kan inddrage en finansiel virksomheds tilladelse, hvis virksomheden ikke har afsat en direktør. Finanstilsynet kan endvidere inddrage tilladelsen for et pengeinstitut, et systematisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systematisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) eller et gruppe-1 forsikringsselskab, der ikke har afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson. Finanstilsynet kan endvidere inddrage en virksomheds tilladelse, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 2 og 3 og 5.

Det foreslås at ændre § 351, stk. 9, ved at indsætte »realkreditinstituttet,« efter »pengeinstituttet,«.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet også vil kunne inddrage et realkreditinstituts tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2, hvis realkreditinstituttet ikke har afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk. 5, inden for den fastsatte frist.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil få samme reaktionsmulighed over for et realkreditinstitut, som i dag gælder for et pengeinstitut, et SIFI, et G-SIFI eller et gruppe 1-forsikringsselskab.

Den forslåede ændring er en konsekvens af, at dette lovforslags § 1, nr. 10- 12, udvider anvendelsesområdet for § 64 c til også at omfatte realkreditinstitutter.

Lovforslaget vil ikke medføre nogle materielle ændringer i Finanstilsynets eksisterende muligheder for at inddrage et pengeinstituts, et SIFIs, et G-SIFIs eller et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse i medfør af § 351, stk. 9.

Til nr. 36 (§ 351, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 351, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed indeholder en bestemmelse om, at når Finanstilsynet meddeler påbud i henhold til stk. 1-5, kan påbuddet forlanges indbragt for domstolene. Retten til at forlange påbuddet indbragt tilfalder både den finansielle virksomhed og den person, påbuddet vedrører.

En anmodning om indbringelse af påbud for domstolene skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10, i § 351, hvorefter afgørelser meddelt i sager efter § 64, stk. 1, § 64 c, stk. 5-7, og § 64 d, stk. 3, som træffes efter § 64, stk. 2, kan forlanges indbragt for domstolene af den finansielle virksomhed og af den person, som afgørelsen vedrører. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Forslaget om, at anmodning om indbringelse af sagen for domstolene som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, skal sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed.

Forslaget vil indebære, at retsstillingen for den virksomhed eller det ledelsesmedlem eller den nøgleperson, som en afgørelse om afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning retter sig mod, bliver den samme som for virksomheder og personer, der kan forlange et påbud om at nedlægge et hverv eller afsætte et ledelsesmedlem indbragt for domstolene. Der vil således på samme måde som i påbudssager gælde et dobbelt retssikkerhedsprincip i afgørelsessager, idet personen eller virksomheden også har mulighed for at indbringe en negativ egnetheds- og hæderlighedsafgørelse for Erhvervsankenævnet eller for selv at indbringe afgørelsen for domstolene.

Til nr. 37 (§ 354 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder.

Det fremgår af § 354 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 406 af 29. marts 2022, at reaktioner givet efter § 345, stk. 12, nr. 4, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 4.

Ved reaktioner forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 186.

Offentliggørelse efter § 354 a, stk. 1, kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, der vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4. Offentliggørelsen må heller ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, dvs. oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold eller lignende. Herudover må offentliggørelsen ikke indeholde fortrolige oplysninger, der oprindeligt kommer fra udenlandske finansielle tilsynsmyndigheder, medmindre myndighederne har givet deres udtrykkelige tilladelse hertil.

Udgangspunktet efter § 354 a er, at en afgørelse truffet af Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, medmindre de særlige betingelser for at undlade offentliggørelse efter stk. 4 finder anvendelse, og at offentliggørelse, hvor afgørelsen også vedrører en specifik fysisk person, sker i anonymiseret form, hvilket omfatter sager om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 354 a, stk. 4, 1. pkt., at der ikke skal ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 64, stk. 1, stk. 6, jf. stk. 1, eller stk. 7, jf. stk. 1, § 64 a, § 64 b, stk. 1, § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 1, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 1, eller § 64 d, stk. 6, jf. stk. 3, jf. § 64, stk. 1.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 354 a af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 64, stk. 1, sager om tilstrækkelig tid efter § 64 a eller sager efter § 64 b, stk. 1. Dette vil gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling, og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv, jf. § 351.

Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undtagelse til offentliggørelsespligten i § 354 a, stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 38 (§ 354 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af § 354 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 406 af 29. marts 2022, der med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 37, bliver 2. pkt., at offentliggørelse efter § 354 a, stk. 1, ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4.

Det følger af § 354 a, stk. 5, 1. pkt., at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 4, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-3, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Bestemmelsen er en undtagelse til de undtagelser for offentliggørelse, der fremgår af § 354 a, stk. 4, 1. pkt.

Det foreslås i § 354 a, stk. 5, 1. pkt., at henvisningen til »1. pkt.« ændres til: »2. pkt.«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 37, hvor der indsættes et punktum før det nuværende 1. pkt. i § 354 a, stk. 4. Med forslaget sikres, at § 354 a, stk. 5, 1. pkt., fortsat korrekt henviser til undtagelserne til offentliggørelse i § 354 a, stk. 4, 1. pkt., der bliver 2. pkt.

Til nr. 39 (§ 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder. § 64 a indeholder krav om, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i finansielle virksomheder skal afsætte tilstrækkelig tid til at varetage sit hverv som bestyrelsesmedlem eller direktør i den pågældende virksomhed.

Det fremgår af § 354 e, stk. 1 og 2, at Finanstilsynet skal foretage offentliggørelse i bl.a. sager om overtrædelse af § 64, stk. 1, og § 64 a, i lov om finansiel virksomhed, hvor der træffes afgørelse om påbud, påtale eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 269, stk. 1, eller § 344, stk. 1. Navnet på virksomheden eller den fysiske person, som bliver meddelt påbuddet, påtalen eller tvangsbøden, skal som udgangspunkt fremgå af offentliggørelsen.

Offentliggørelsesreglen i § 354 e i lov om finansiel virksomhed forpligter derfor Finanstilsynet til at offentliggøre afgørelser om påbud, påtaler eller tvangsbøder, hvor navnet på den fysiske eller juridiske person står angivet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 68 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutterne, som senere ændret (CRD IV), og formålet er at øge de nationale administrative sanktioners effektivitet og præventive virkning. Efter artikel 68, stk. 1, er der krav om, at afgørelser om overtrædelser af reglerne om egnethed og hæderlighed, der ikke kan appelleres, skal offentliggøres af Finanstilsynet. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at ikke alle EU-lande har den samme åbenhed om deres praksis, som der er efter dansk ret, herunder ift. offentliggørelse af afgørelser truffet af Finanstilsynets bestyrelse.

Eftersom Finanstilsynets afgørelser kan appelleres ved at blive indbragt for en klageinstans eller en højere retsinstans, herunder domstolene, går den danske implementering i § 354 e videre end minimumskravet i den EU-retlige bestemmelse ved også at lade afgørelser, som kan appelleres, være omfattet af den nationale offentliggørelsesregel.

I § 354 e, stk. 3, er der indsat en eksplicit hjemmel til anonymisering. Det fremgår heraf, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, hvis offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet, eller hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen. Dette er en implementering af de krav til undtagelser til offentliggørelse, der fremgår af artikel 68, stk. 2, i CRD IV.

Som eksempel nævnes i forarbejderne til bestemmelsen, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form, hvor en offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at ville have en tilstrækkelig præventiv effekt i forhold til det indgreb, som offentliggørelsen vil være i vedkommendes personlige integritet, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 189. Hvis offentliggørelsen ikke kan ske i anonymiseret form, vil offentliggørelsen ikke skulle foretages efter bestemmelsen.

Det foreslås i § 354 e, stk. 2, at »§§ 61 b og 61 c, § 64, stk. 1, § 64 a,« ændres: til: »§§ 61 b og 61 c,«.

Forslaget medfører, at henvisningen i § 354 e, stk. 2, til § 64, stk. 1, og § 64 a udgår.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 354 e af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 64, stk. 1, eller sager om afsættelse af tilstrækkelig tid til varetagelse af hvervet som bestyrelsesmedlem eller medlem af direktionen.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed og afsættelse af tilstrækkelig tid vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 40 (§ 354 e, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

§ 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder. Afgørelser efter § 64, stk. 1, omfatter dels en vurdering af kandidatens egnethed til at bestride stilling (nr. 1), og dels en vurdering af, om kandidaten kan anses for tilstrækkelig hæderlig (nr. 2-6).

Ved vurdering af en kandidats egnethed inddrager Finanstilsynet særligt oplysninger om kandidatens uddannelse og tidligere erhvervserfaring. Oplysningerne udgør i en databeskyttelsesretlig sammenhæng almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Almindelige personoplysninger er ikke klassificeret som følsomme personoplysninger.

Almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6 kan bl.a. behandles, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, jf. artikel 6, stk. 1, litra e. Omfattet af litra e er bl.a. den behandling, som sker i retsinformationssystemer med henblik på at informere offentligheden om lovgivning, retspraksis m.v.

Det foreslås i § 354 e, stk. 6, 1. pkt., at indføre en forpligtelse for Finanstilsynet til at offentliggøre en redegørelse for Finanstilsynets praksis efter § 64, stk. 1, nr. 1, dvs. afgørelser om egnethed.

Redegørelsen, der vil have fokus på positive egnethedsafgørelser, kan afgives i form af f.eks. kommenteret beskrivelse af den retningsskabende praksis på området samt dertil knyttede udtalelser af vejledende karakter, som kan bidrage til at afstemme forventningerne mellem virksomhederne og Finanstilsynet med hensyn til, hvordan konkrete sager vurderes.

Finanstilsynet kan inddrage de afgørelser, som vurderes at bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis. Inddragelse af relevante afgørelser vil ske ud fra en konkret vurdering af den enkelte afgørelses relevans.

Ved udarbejdelse af redegørelsen skal Finanstilsynet i videst mulig udstrækning søge at anonymisere personoplysninger, så de fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører, ikke kan identificeres.

Redegørelsen forventes at indeholde visse almindelige personoplysninger fra egnethedsvurderingerne, idet vurderingen heraf i høj grad er baseret på en konkret, individuel vurdering af, om kandidatens samlede viden, faglige kompetencer og erfaring matcher, hvad der må forventes for at kunne varetage den pågældende stilling. Det vurderes som udgangspunkt vanskeligt at give et retvisende billede af praksis uden at redegøre for alle de forhold, der er lagt vægt på i den konkrete vurdering. Idet afgørelserne er så konkret begrundet i konkrete oplysninger om kandidaten, kan det i praksis være vanskeligt at anonymisere omtalen af sagen tilstrækkeligt.

I sager om positive egnethedsvurderinger vil der som udgangspunkt være tale om almindelige personoplysninger, som indgår i en begunstigende forvaltningsakt, og det vil dermed være tilstrækkeligt, at Finanstilsynet sikrer en anonymisering i form af, at det ikke umiddelbart er muligt for tredjeparter i offentligheden uden særlig tilknytning til sagen at genkende den pågældende.

I redegørelsen kan indgå oplysninger om de kriterier, Finanstilsynet tillægger vægt i negative egnethedsafgørelser, hvis dette vurderes at være relevant for virksomhederne og kandidater. Når der i redegørelsen inddrages kriterier fra afgørelser eller vejledning, hvor kandidaten ikke vurderes egnet, vil Finanstilsynet sikre, at omtalen heraf er anonymiseret, så den fysiske person, som sagen vedrører, ikke kan identificeres. Hvis det ikke vurderes muligt at sikre en effektiv anonymisering, vil sagen og oplysningerne ikke indgå i redegørelsen.

Det foreslås i § 354 e, stk. 6, 2. pkt., at redegørelsen skal offentliggøres minimum én gang årligt.

Finanstilsynet kan offentliggøre mere end én redegørelse årligt ud fra en konkret vurdering af behovet, herunder også antallet af afgørelser, der er truffet i perioden, og om der er truffet afgørelser, der vurderes væsentligt at kunne bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis.

Til nr. 41 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det omfatter bl.a. den gældende § 64 og § 76.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 373, stk. 1, fra § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4 til: § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, og at ændre henvisningen fra § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, til: § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, samt at ændre henvisningen fra §§ 76, 78 og 101 til § 78, stk. 1 og 5-8, § 101.

Det foreslåede er en konsekvens af de foreslåede ændringer til § 64 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, ophævelsen af § 76, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, og ændringen af § 78, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 26.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære materielle ændringer.

Til nr. 42 (§ 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde. Det omfatter bl.a. den gældende § 70, stk. 1-4, og § 77 d, stk. 1-4.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at henvisningen til § 70, stk. 1-4, ændres til en henvisning til § 70, stk. 1-5, at henvisningen til § 64, stk. 3, ændres til § 64, stk. 6, at henvisningen til § 77 d, stk. 1-4, ændres til 77d, og at indsætte en henvisning til § 77 j.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5 skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20, der indsætter en ny bestemmelse i § 70, stk. 5, hvorefter bestyrelsens beslutning om konkret at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen, skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol sammen med en redegørelse for begrundelsen for fravigelsen.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5, vil indebære, at overtrædelse af pligten til at indføre bestyrelsens beslutninger om at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen på samme måde som de øvrige pligter i den gældende § 70, stk. 1-4, kan straffes med bøde.

Den foreslåede henvisning til § 70, stk. 1-5, vil ikke indebære, at yderligere pligter for bestyrelsen i finansielle virksomheder bliver strafbelagt, idet den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 5, har til formål at samle og tydeliggøre eksisterende pligter, der er strafbelagte efter de gældende regler. Med den foreslåede ændring vil overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 5, dog være selvstændigt strafbelagt.

Den foreslåede indsættelse af henvisning til § 77 j skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der indsætter et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse i § 77 j.

Den foreslåede § 77 j vedrører offentliggørelseskrav med hensyn til større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse. Den foreslåede ændring indebærer derfor, at der vil kunne fastsættes bødestraf for overtrædelse af offentliggørelseskravet.

Ansvarssubjektet er pengeinstituttet, realkreditinstituttet, investeringsforvaltningsselskabet eller den finansielle holdingvirksomhed og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 77 j, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af henvisningen fra § 77 d, stk. 1-4, til § 77 d, vil medføre, at overtrædelser af de nye foreslåede bestemmelser i § 77 d, stk. 5-7, også kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet i de pågældende bestemmelser er den finansielle virksomhed. Den foreslåede henvisning til § 77d medfører, at kravet om udarbejdelse og offentliggørelse af vederlagsrapporter fremover også bliver strafbelagt. For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 25.

Til nr. 43 (§ 373, stk. 6-8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at der er fastsat bødestrafansvar for overtrædelse af en række af lovens bestemmelser samt overtrædelse af visse bestemmelser i de anførte forordninger.

Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 1, at overtrædelser af andre bestemmelser i loven samt visse forordninger straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder således en højere strafferamme for bestemte overtrædelser af loven samt visse forordninger på det finansielle område.

Efter § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed straffes et medlem af en finansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, hvis vedkommende undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed straffes finansielle virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 373, stk. 6 og 7, er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at ophæve stk. 6 og erstatte bestemmelsen med de foreslåede stk. 6 og 7.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hvis et medlem af et pengeinstituts, et realkreditinstituts, et investeringsforvaltningsselskabs eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, indskyderne, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en selvstændig straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Bestemmelsen omfatter den adfærd, der i dag er omfattet af § 373, stk. 6, direktionsmedlemmers eller bestyrelsesmedlemmers og ansattes, der i det daglige er den del af den faktiske ledelse, adfærd omfattet af § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, samt anden adfærd, som udgør ledelsessvigt af grov eller oftere gentagen karakter.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klar hjemmel til at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen, direktionen eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, skal forstås i overensstemmelse med § 64 c, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det følger af forarbejderne til § 64 c, stk. 2, at en ansat vil skulle identificeres som nøgleperson i kraft af sin stilling, enten som en del af den faktiske ledelse eller som ansvarlig for en nøglefunktion, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 189, s. 67f. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 om personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed.

Det følger derudover af forarbejderne, at det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i en finansiel virksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, eller som lovteknisk ikke er omfattet af begrebet nøgleperson i § 64 c, er omfattet af det foreslåede stk. 6, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 c, er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af de omfattede virksomheder. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 70 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Bestyrelsen i et pengeinstitut skal således fastlægge, hvilke kreditrisici pengeinstituttet vil kunne påtage sig som følge af de aktiviteter, som pengeinstituttet udfører. Bestyrelsen skal desuden fastlægge, hvor store disse risici må være. Det kan eksempelvis være grænser for eksponeringer mod bestemte brancher eller mod bestemte geografiske områder. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil påtage sig. For et pengeinstitut vil der endvidere f.eks. være tale om, at bestyrelsen skal fastlægge overordnede principper for, hvorledes kreditrisici holdes inden for de fastlagte rammer, bl.a. opfølgning på hvordan kreditterne udvikler sig. I et forsikringsselskab vil det eksempelvis være de overordnede principper for selskabets forsikringsmæssige risici og opfølgning på, hvordan bl.a. forsikringsudbetalingerne udvikler sig, og om de indlagte forudsætninger holder.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder tager stilling til, om direktionen har fraveget den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen og har vurderet forsvarligheden af fravigelsen, jf. dette lovforslags § 1, nr. 19. Hvis bestyrelsen ikke modtager tilstrækkelig rapportering til løbende at kunne vurdere virksomhedens risici, jf. § 70 i lov om finansiel virksomhed, vil det kunne udgøre et ledelsessvigt, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne udgøre et ledelsessvigt for et direktionsmedlem, hvis denne ikke giver bestyrelsen tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici.

En anden central ledelsespligt fremgår af § 71 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til effektive former for virksomhedsstyring. Bestemmelsen indebærer, at virksomheden skal sikre sig, at organisationen indrettes på en sådan måde, at der er klart definerede ansvars- og arbejdsområder, således udførelse af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal virksomheden sikre sig, at der sker en rapportering til et højere ledelsesniveau af de risici, som virksomheden påtager sig, samt at der finder en løbende overvågning sted af virksomhedens forretningsområder. De omhandlede foranstaltninger skal omfatte hele virksomheden og være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået, eller som der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter stk. 6, 1. pkt., at ledelsens svigt enten har haft økonomiske konsekvenser for virksomheden selv, dens kunder eller andre, eller der er en risiko for et tab, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser, f.eks. virksomhedens økonomiske stilling m.v., som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 6 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde havde indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med, på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurderingen af tilregnelsen. Opnår et ledelsesmedlem senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse, før ledelsesmedlemmet fik denne viden.

Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete engagementer eller investeringer er en uundgåelig og en helt naturlig konsekvens af driften af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed. Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at virksomhederne kan have forskellige risikoprofiler. Den enkelte virksomhed kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis kreditgivning. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Samtidig er risiko for tab uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i de omfattede virksomheder tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. De anførte typetilfælde skal ikke forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse, også andre situationer kan være omfattede. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkning 1575/2021 om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem, over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder af stor betydning for virksomhedens finansielle situation vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen ikke har sikret, at relevante funktioner i virksomheden, f.eks. compliancefunktionen, risikofunktionen og den interne revision, i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomheden, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Et eksempel på et ledelsessvigt på kreditområdet, der efter omstændighederne kan være groft, kan være den situation, hvor bestyrelsen eller direktionen undlader at reagere på situationer, hvor der bevilges klart uforsvarlige eksponeringer, f.eks. bevilling af en byggekredit ydet med sikkerhed i forventet færdiggjort byggeri til finansiering af et byggeprojekt (opførelse af bolig-/erhvervsejendom til videresalg eller udlejning), hvor kunden i begrænset omfang er kreditværdig, og kunden uden begrænsninger og på egen hånd kan foretage betalinger fra konti i pengeinstituttet. Da en byggekredit er ydet med sikkerhed i det forventede færdiggjorte byggeri, bør instituttet løbende føre tilsyn med fremdriften af byggeriet inden frigivelse af rater under kreditten og i forbindelse med betaling af regninger fra leverandører, håndværkere m.v. på vegne af kunden. Det vil også kunne være et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen systematisk eller gentagne gange forsømmer at foretage gennemgang eller opfølgning på virksomhedens væsentligste eksponeringer, hvilket der er pligt til i medfør af ledelsesbekendtgørelsen.

Klart uforsvarlige eksponeringer kan også være i form af meget store lån med et betydeligt blanco element eller store eksponeringer, der bevilges på et grundlag, der ikke er oplyst tilstrækkeligt. Hvis sådanne eksponeringer ikke er bevilget på ledelsesniveau, vil det også kunne være et groft ledelsessvigt, hvis navnlig direktionen ikke inden for en rimelig tid, efter at manglerne i beslutningsgrundlaget er konstateret i forbindelse med den løbende kontrol, har reageret.

En stor koncentrationsrisiko på specifikke områder, som banken ikke på et strategisk niveau har besluttet at arbejde med og derfor heller ikke har opbygget særlige kompetencer til at håndtere, med deraf følgende tab eller risiko for tab, vil også efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Der vil eksempelvis kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen generelt eller gentagne gange har taget væsentlig større risici end forretningsmodellen berettiger, eller hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Dette kan f.eks. være tilfældet på kreditområdet, hvis der bevilges kreditter med væsentligt større risici end berettiget i forhold til de forretningsmæssige hensyn, der ligger i den valgte forretningsmodel. Det kan også udgøre et groft ledelsessvigt, at der ikke er etableret forsvarlige rammer på kreditområdet, og at bestyrelsen ikke har sikret sig, at f.eks. en banks udlånsvækst finder sted inden for overordnede rammer og klare og præcise procedurer for kreditrisici og kreditstyring.

Ledelsessvigt på kreditområdet, der ikke nødvendigvis i sig selv er omfattet af den foreslåede bestemmelse, kan føre til et strafansvar, hvis ledelsessvigtet gentager sig. Eksempelvis hvor kreditsagsbehandling ikke udføres efter de fastlagte retningslinjer, og direktionen gentagne gange ikke har udført den nødvendige kontrol, hvorved omfattende fravigelser af retningslinjerne for kreditsagsbehandling ikke er konstateret.

Et andet eksempel kan være situationer, hvor ledelsen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelige risici fra f.eks. revisor eller den compliance- eller risikostyringsansvarlige, og ledelsen vidste eller burde have indset, at eventuelt allerede iværksatte foranstaltninger til at mitigere sådanne risici var klart utilstrækkelige.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsesformanden forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen og andre bestyrelsesmedlemmer om f.eks. øget risikotagning i forbindelse med bevilling af kredit, der eksempelvis går ud over de fastlagte rammer eller ikke overholder de for instituttet gældende procedurer.

Det grove ledelsessvigt vil kunne foreligge, hvis ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, der kunne have konstateret det passerede forhold. Der kan f.eks. foreligge groft ledelsessvigt, hvis der ikke er etableret et tilstrækkeligt system til at sikre, at der tages og tinglyses fornødent pant, når dette er en betingelse for bevillingen. Et andet eksempel på, at ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, er, hvis ledelsen bliver bekendt med, men ikke reagerer på, at der foretages bevillinger ”bag om” systemet, hvor der i stedet for forhøjelse af et lån via en låneindstilling alene sker en tilretning af lånebeløbet i selve systemet.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Bestyrelsens accept af, at den kreditinstruks, som bestyrelsen har vedtaget, i betydelig grad tilsidesættes gennem misbrug af instruksens undtagelsesbestemmelser om presserende sager, kan efter omstændighederne udgøre groft ledelsessvigt. Kreditinstruksens undtagelsesbestemmelse kan tillade direktionen at fravige de fastlagte bevillingsprocedurer, hvis en sags hastende karakter nødvendiggør dette. Et misbrug af kreditinstruksens undtagelsesbestemmelser vil navnlig foreligge, hvis undtagelserne systematisk anvendes i sager, hvor forudsætningen om hastende karakter ikke er opfyldt.

Bevilling af et enkelt lån i strid med virksomhedens kreditinstruks, vil som udgangspunkt ikke i sig selv vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Omstændigheder som f.eks. åbenbar inhabilitet eller varetagelse af andre interesser end virksomhedens kan imidlertid indgå i vurderingen af, om svigtet i sig selv er tilstrækkeligt groft til at kunne være omfattet af bestemmelsen.

Bestyrelsens passivitet over for direktionens åbenbart utilstrækkelige opfølgning på eksponeringer, vil kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Utilstrækkelig opfølgning kan bestå i, at direktionen undlader at sikre, at der foreligger tilstrækkelige procedurer og kontroller for realisering af sikkerheder på nødlidende eksponeringer, hvor realisering er påkrævet og væsentlig, ikke følger Finanstilsynets advarsler om manglende bonitets- og nedskrivningsvurderinger, generelt mangler bevågenhed over for overtræk og kunders samlede gæld i forhold til indtjeningsevne eller tilsidesætter løbende ajourføring af vurderingen af noterede sikkerheder. Det vil også være et moment, der kan tale for et strafansvar, hvis der generelt ikke foreligger opdateret økonomisk materiale på eksponeringerne.

Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse eksempelvis kreditafdelingens opgaver, og om kreditafdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere.

Det er ikke hensigten, at en forventeligt forbigående situation, som direktionen har taget skridt til at imødegå gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt efter den foreslåede bestemmelse.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i virksomhedens regnskabsføring, gentagne brud på kapitalkrav eller manglende likviditetsstyring.

Hvis bestyrelsen og direktionen tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomifunktionen i virksomheden (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende, hvilket bl.a. kan have en negativ indvirkning på kursen på virksomhedens aktier. Herudover vil en regnskabsbruger træffe beslutninger på baggrund af årsrapporten, som kan påføre regnskabsbrugeren økonomiske tab.

Der kan opstå grove ledelsessvigt i forbindelse med en direktions utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for bankens drift eller balance. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om direktionens manglende orientering til bestyrelsen om en negativ udvikling i mulighederne for løbende at sikre refinansiering af bankens kapital eller anden væsentlig finansiering. Det vil også kunne dreje sig om situationer, hvor direktionen ikke orienterer bestyrelsen om, at udlån til nye store kunder inden for en bestemt sektor ikke undergives den kreditsagsbehandling og kontrol, der er forudsat i retningslinjerne.

Hvorvidt de beskrevne hændelsesforløb er tilstrækkeligt grove, vil bl.a. afhænge af, hvor negativ udviklingen for at sikre refinansiering må være, om der foreligger flere manglende orienteringer, eller om disse konsekvent mangler over en længere periode.

Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt. Eksempelvis kan et realkreditinstituts ydelse af lån uden sikkerhed i form af pant i fast ejendom udgøre ulovlig virksomhed og dermed et groft ledelsessvigt.

På realkreditområdet kan grove ledelsessvigt eksempelvis opstå i forbindelse med en åbenbar tilsidesættelse af eller manglende opmærksomhed på obligationsinvestorernes interesser. Grovheden af ledelsessvigtet vil være påvirket af, om en sådan åbenbar tilsidesættelse af eller manglende opmærksomhed på obligationsinvestorernes interesser sker til fordel for instituttet. Ledelsesdispositioner, der uretmæssigt forrykker retsforholdet mellem instituttets kreditorer, f.eks. dispositioner, der er til fordel for én gruppe af investorer på bekostning af en anden gruppe, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der i væsentlig grad indlægges færre eller ringere sikkerheder i ét kapitalcenter end i andre kapitalcentre i strid med obligationsbetingelserne for det eller de pågældende kapitalcentre.

Andre åbenbare og væsentlige overtrædelser af obligationsbetingelserne til ugunst for investorerne kan ligeledes være omfattet. Det vil f.eks. kunne anses for groft ledelsessvigt, hvis der i væsentlig grad er tale om manglende indlæggelse af tilstrækkelige aktiver i kapitalcentret, eller hvis kapitalcentret påtager sig forpligtelser, der ligger uden for obligationsbetingelserne. For de omfattede virksomheder vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis ledelsen bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af prospektmateriale undlader at gøre en investor opmærksom på, at Finanstilsynets inspektion ikke er afsluttet, men hvor ledelsen i virksomheden som led i Finanstilsynets partshøring er blevet forelagt udkast til en række alvorlige påbud.

Det vil kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi årsrapporten ikke er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav. Dette vil kunne være tilfældet, hvis det viser sig, at selskabets årsrapport ikke er retvisende, f.eks. fordi bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at bankens udlån er nedskrevet i overensstemmelse med regnskabsreglerne, selvom der foreligger indikationer på behov for at følge op. En årsrapport er bl.a. beslutningsgrundlag for en regnskabsbruger, hvorfor årsrapporten skal være retvisende, og hvis dette ikke er tilfældet, kan årsrapporten påføre regnskabsbrugeren risiko for tab.

Det vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen i et kreditinstitut træffer beslutning om udbud af produkter eller iværksættelse af transaktioner, hvor der ikke foretages nogen risikovurdering af produktets eller transaktionens indvirkning på instituttets LCR (likviditetsmål) eller NSFR (tilstrækkelig funding i forhold til fundingbehovet), og hvor der ikke eksisterer et datamæssigt set-up til at foretage en sådan risikovurdering. LCR-kravet er et lovbestemt krav, der skal sikre, at kreditinstitutter har tilstrækkelig likviditet til at imødekomme udgående pengestrømme den næste måned. NFSR-kravet er ligeledes et lovbestemt krav, der skal sikre, at kreditinstitutter har tilstrækkelig funding i forhold til fundingbehovet, eksempelvis udlån. NFSR-kravet er et mere langsigtet likviditetsmål end LCR-kravet.

Det kan endvidere være et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen i et kreditinstitut gentagne gange ikke sikrer, at bestyrelses- og direktionsbeslutninger af væsentlig betydning for instituttets efterlevelse af LCR- eller NSFR-krav, der viser sig baseret på fejlbehæftede data og øvrig information i et ikke-trivielt omfang, genbesøges hurtigst muligt, efter at fejlen er konstateret på basis af korrigeret data og øvrig information.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå, f.eks. om tilbagekøb af kapitalandele med den virkning, at virksomhedens ejerandele krydser en grænseværdi, der indebærer, at virksomheden skal have Finanstilsynets forudgående tilladelse hertil. Sker dette gentagne gange, vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Som noget nyt tilføjes ”kunder” til den personkreds, der skal lide eller have risiko for at lide et tab som betingelse for, at et groft ledelsessvigt vil være strafbart efter den foreslåede bestemmelse. Et strafferetligt værn om disse personer vil kunne være relevant ved eksempelvis en virksomheds markedsføring af produkter. Et eksempel på en adfærd, der vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt, er en ledelse i et af de omfattede virksomheder, der er bekendt med og stiltiende accepterer eller aktivt opfordrer til, at virksomheden overtræder regler om markedsføring af finansielle produkter og tjenesteydelser ved at sælge produkter til kunder på en vildledende eller illoyal måde. Det vil kunne være konkrete tilfælde, hvor ledelsen i et af de omfattede virksomheder i strid med den produktgodkendelse, som virksomheden skal foretage efter produktgodkendelsesbekendtgørelsen, bevidst beslutter eller stiltiende accepterer og tilbageholder viden om, at produkter aktivt promoveres til kunder, for hvem produktet ikke er egnet – eksempelvis yder lån til kunder, der klart ikke er kreditværdige.

Forsøg på groft ledelsessvigt vil kunne straffes efter den almindelige regel herom i straffelovens § 21. Det følger af straffelovens § 21, stk. 3, at det som udgangspunkt ikke er muligt at straffe forsøg, når straffen ikke kan overstige 4 måneders fængsel. Med den eksisterende strafferamme på 2 år – der foreslås opretholdt – er denne betingelse opfyldt. Der vil dog ikke kunne straffes for forsøg på grove ledelsessvigt, der alene kan tilregnes den pågældende som uagtsomt. Forsøgsstraf forudsætter således, at adfærden kan tilregnes den pågældende som forsætlig, og indebærer derfor, at den pågældende har været bekendt med de relevante faktiske forhold. Da den foreslåede bestemmelse kriminaliserer ledelsessvigt, der indebærer risiko for tab, må området for et forsøgsansvar imidlertid under alle omstændigheder i praksis antages at være begrænset. Har f.eks. en direktør i en af de omfattede virksomheder valgt at forholde sig passiv til en uhensigtsmæssig forretningsdrift m.v., der har indebåret en risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, vil vedkommende kunne straffes for fuldbyrdet overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, såfremt passiviteten efter omstændighederne kan karakteriseres som et groft ledelsessvigt.

Medvirken kan straffes efter den almindelige regel i straffelovens § 23. Bestemmelsen vil således i kraft reglen i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset at vedkommende ikke selv er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller er en ansat, der er en del af den faktiske ledelse. Det er således forudsat i § 23, stk. 2, at personer, der står uden for et særligt pligtforhold, men medvirker til at krænke dette, vil kunne straffes efter den almindelige medvirkensregel i stk. 1. Det følger dog samtidig af § 23, stk. 2, at straffen vil kunne nedsættes for den udenforstående.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre.

Med den foreslåede henvisning til straffelovens § 290 b, stk. 1, sigtes der til de tilfælde, hvor medlemmer af direktionen eller bestyrelsen har begået et eller flere ledelsessvigt, der er så grove, at de bør henføres til straffelovens forhøjede strafferamme. Det bemærkes, at straffelovens § 290 b, stk. 1, alene finder anvendelse for medlemmer af direktionen eller bestyrelsen i et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI). Henvisningen har således ingen retsvirkning for ledelsesmedlemmer i andre finansielle virksomheder eller for ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

I stk. 6, 2. pkt., foreslås, at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et pengeinstituts, et realkreditinstituts, et investeringsforvaltningsselskabs eller en finansiel holdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en nøgleperson, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af virksomheden har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse, eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at virksomheden bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at virksomheden eksponeres for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 6, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse og graverende operationelle risici eller ikke håndterer rapporterede operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor ledelsen ikke har sikret sig, at virksomheden har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom virksomhedens drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Det samme gælder ledelsens vedvarende manglende håndtering af kritiske cyberhændelser, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger fra intern revision i revisionsprotokollen om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentlig øget risiko for, at virksomheden kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Ligeledes vil klart utilstrækkelig markedsovervågning af handelsaktiviteter med finansielle instrumenter, der indebærer risiko for markedsmisbrug, f.eks. insiderhandel eller markedsmanipulation, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Forsøg og medvirken kan straffes efter de almindelige regler i straffelovens §§ 21 og 23. Bestemmelsen vil således i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse. Står den pågældende selv uden for et særligt pligtforhold, som vedkommende medvirker til at krænke, vil straffen således også kunne nedsættes, jf. stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 6, 3. pkt., at 1. og 2. pkt. tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen vil indebære, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan straffes, hvis den pågældende gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab. Det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at sparevirksomheden eller administrationsboet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et investeringsforvaltningsselskab eller en finansiel holdingvirksomhed, hvis de eksempelvis udviser passivitet, og dette medfører tab eller risiko for tab eller væsentlig øget risiko for, at sparevirksomheden eller administrationsboet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Groft ledelsessvigt i en sparevirksomhed vil f.eks. kunne foreligge i situationer, hvor ledelsen ikke har forholdt sig til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomhedens centrale afdelinger.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse den pågældende afdelings opgaver, og om afdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere.

Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at personer, der er knyttet til et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til virksomheden, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 6. Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, skal forstås i overensstemmelse med § 64 c, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det følger af forarbejderne til § 64 c, stk. 2, at en ansat vil skulle identificeres som nøgleperson i kraft af sin stilling enten som en del af den faktiske ledelse eller som ansvarlig for en nøglefunktion, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 189, s. 67f. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, men vil kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 om personer, der er knyttet til de omfattede virksomheder.

Det følger derudover af forarbejderne, at det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i en finansiel virksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, eller som ikke er omfattet af begrebet nøgleperson i § 64 c, er omfattet af det foreslåede stk. 6, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i de omfattede virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 c, er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de arbejder under ledelse af direktionen eller andre ledere i virksomheden. De udøver således ikke ledelse og styring af virksomheden som sådan. Det betyder dog ikke, at de ikke vil kunne have en anden form for ledelsesansvar, f.eks. personaleansvar. De opgavetyper, som personkredsen udfører, vil imidlertid være under organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar hos andre i virksomheden, og personerne vil derfor handle efter ordre, mandat eller stillingsfuldmagt. Den adfærd, der efter hensigten i grove eller gentagne tilfælde skal være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil derfor ikke have karakter af ledelsessvigt i den forstand, at svigtet relaterer sig til styringen eller ledelsen af virksomheden. Derimod vil adfærden bestå af manglende eller meget utilstrækkelig udførelse af de opgaver, der er forbundet med varetagelse af den konkrete stilling, og som det i mange tilfælde vil være pålagt virksomheden at udføre i medfør af lovbestemmelser i den finansielle lovgivning. Denne adfærd karakterises terminologisk som forsømmelse eller skødesløshed.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til en af de omfattede virksomheder uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, gentagne gange tilsidesætter virksomhedens interne retningslinjer og instrukser.

Der vil også kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en nøglefunktion, f.eks. intern revision, den complianceansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, forsømmer at give nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 7 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete engagementer eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det gælder, uanset om der er tale om tab på en enkelt forsikringstager, en kreditor eller en investering. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i de omfattede virksomheder tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde som følge af manglende tilknytning til virksomheden, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 6. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 7, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til en af de omfattede virksomheder har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 7, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 7, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til § 64 c, stk. 2, har ansvaret for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til virksomheden uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse pålægger ansatte med ansvar for en nøglefunktion i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for personer, der er knyttet til en sparevirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen indebærer, at sparevirksomheder og personer, der er knyttet til en sparevirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, og administratorer i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan straffes, hvis de gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab, hvis de gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab.

Bestemmelsen er en videreførelse af den nugældende § 373, stk. 7, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og personer, der er knyttet til virksomheden, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til offentlige myndigheder, offentligheden, noget selskabsorgan, obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen omfatter pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og alle, der er knyttet til virksomhederne. En person anses som knyttet til virksomheden, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det indebærer, at både personkredsen omfattet af det foreslåede stk. 6 og det foreslåede stk. 7 vil være omfattet af bestemmelsen. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, 1. pkt., 1. led.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden.

Det følger således af straffelovens § 162, at den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende er pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige forklaringer, men forudsætter samtidig, at en fysisk person er forpligtet til at afgive forklaring til eller for en offentlig myndighed. Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde er retsplejelovens § 497, stk. 1, om fyldestgørelsesobjekter afgivet af skyldneren under fogedforretninger. Forpligtelsen til at give Finanstilsynet oplysninger påhviler imidlertid efter den finansielle lovgivning virksomhederne, dvs. de juridiske personer, jf. eksempelvis § 347, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bl.a. pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 163, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Omfattet af bestemmelsen er oplysninger til brug i retsforhold, hvilket omfatter urigtige oplysninger fra en borger eller virksomhed til en offentlig institution. Der skal endvidere være tale om oplysninger, som er urigtige eller bevidst vildledende. Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et investeringsforvaltningsselskab forsætligt afgiver urigtige oplysninger til Finanstilsynet på et skriftligt grundlag. Som følge af maksimumstraffen på fængsel i 4 måneder er forældelsesfristen for strafansvaret imidlertid 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 8, 1. pkt., vil således supplere straffelovens § 163. Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil dog – udover hvad der er omfattet af straffelovens § 163 – også omfatte urigtige oplysninger afgivet til offentligheden, til noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, og dermed ikke blot oplysninger givet til Finanstilsynet eller andre offentlige myndigheder. Endvidere vil et strafansvar efter bestemmelsen først forældes 5 år efter tidspunktet for afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 373, stk. 8, hvorefter forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør af denne lov er 5 år.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led.

Det foreslås i stk. 8, 2. pkt., at tilsvarende gælder sparevirksomheder og personer knyttet til en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a.

Bestemmelsen vil indebære, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed og personer, der er knyttet til en sparevirksomhed, eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til bl.a. offentlige myndigheder, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led, og 2. pkt.

En administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed har til opgave at arbejde for et salg af boets forpligtelser i henhold til § 247 a og registrerede aktiver omfattet af § 247 b til et andet kreditinstitut, der har tilladelse til at udstede særligt dækkede obligationer.

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed kan således straffes på samme måde som bestyrelses- eller direktionsmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber, hvis de gør sig skyldig i afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomheden til bl.a. offentligheden.

Til nr. 44 (§ 373, stk. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende § 373, stk. 8, er forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven 5 år, jf. dog stk. 9.

Udgangspunktet er således, at den strafferetlige forældelsesfrist for overtrædelser af loven eller regler udstedt i medfør af loven, som er forbundet med strafansvar, forældes efter 5 år i overensstemmelse med de øvrige almindelige regler om forældelse i straffelovens 11. kapitel. Der er imidlertid fastsat end 10-årig forældelsesfrist for overtrædelse af nærmere bestemte bestemmelser i lovens bestemmelser i § 373, stk. 10.

Det foreslås i § 373, stk. 8, der bliver til stk. 9, at ændre henvisning til stk. 9 til stk. 10.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 43, hvorefter der indsættes tre nye stykker i § 373, stk. 6-8, i stedet for de nuværende bestemmelser i stk. 6 og 7. Forslaget indebærer således ingen materielle ændringer.

Efter den gældende § 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed er forældelsesfristen 10 år for overtrædelse af en række af lovens bestemmelser. Det omfatter bl.a. § 76 og § 78, stk. 1-4.

Det fremgår af forarbejderne til § 373, stk. 9, at fælles for de bestemmelser i lov om finansiel virksomheder, der er omfattet af den 10-årige strafferetlige forældelsesfrist i § 373, stk. 9, er, at de enten angår grove forhold, og at overtrædelse kan have alvorlige økonomiske konsekvenser for en virksomhed, indskyderne, investorerne m.v., eller at de er karakteristeret ved, at de kan være vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 58 som fremsat, s. 138. Dette kan skyldes, at en konstatering af en overtrædelse ofte vil kræve gennemgang af omfattende materiale og længerevarende undersøgelser.

Det fremgår desuden, at det har været hensigten, at den foreslåede forlængede forældelsesfrist skal medvirke til at sikre en øget og styrket håndhævelses- og sanktioneringsmulighed over for både grove overtrædelser og overtrædelser, som isoleret set ikke nødvendigvis er meget alvorlige, men som kan være vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med.

Det foreslås i lovforslagets nr. 21, at § 76 ophæves. Det foreslås derudover i lovforslagets nr. 26, at bestemmelsen i den gældende § 76 i vidt omfang videreføres som nyt stk. 1, nr. 2, i § 78. Samtidig indsættes der regler om bevisbyrde og hæftelse i § 78, stk. 2-4.

Det foreslås på den baggrund i § 373, stk. 9, der bliver stk. 10, at henvisningen til § 76 udgår, og at § 78, stk. 1-4, ændres til § 78, stk. 1 og 5-7.

Den foreslåede ændring vil indebære, at forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelser i det foreslåede § 78, stk. 1 eller 5-7, vil være 10 år.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1 nr. 21 og 26.

Til nr. 45 (§ 373, stk. 12, 1. pkt., og stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 11, 1. pkt., at der ved udmåling af bøder efter stk. 1-7 og 10 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. Af bestemmelsens stk. 12 følger, at der skal udmåles en skærpet bøde for de typer af overtrædelser efter stk. 1-7 og 10, der er nævnt i bestemmelsens nr. 1-3.

Det foreslås i § 373 stk. 11, 1. pkt. , og stk. 12, der bliver stk. 12, 1. pkt., og stk. 13, at der ved udmåling af bøder efter stk. 1-8 og 11 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold, og at der skal udmåles en skærpet bøde for de typer af overtrædelser efter stk. 1-8 og 11.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 43, der ophæver § 373, stk. 6 og 7, og erstatter dem med tre nye stykker. Der sker således rykning af stykkerne i § 373, stk. 8-13, således at de bliver stk. 9-14.

Forslaget er alene en konsekvensændring af lovforslagets § 1, nr. 43.

Til nr. 46 (§ 373 b i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed straffes et medlem af en finansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, hvis vedkommende undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende gælder et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af § 247 a i lov om finansiel virksomhed.

Efter § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed straffes finansielle virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 373, stk. 6 og 7, er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 373 b i lov om finansiel virksomhed, der skal være gældende for forsikringsselskaber, indtil ikrafttrædelsen af en ny lov om forsikringsvirksomheder m.v.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis et medlem af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en generel straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Bestemmelsen omfatter den adfærd, der i dag er omfattet af § 373, stk. 6, direktionsmedlemmers eller bestyrelsesmedlemmers og ansattes, der i det daglige er den del af den faktiske ledelse, adfærd omfattet af § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, samt anden adfærd, som udgør ledelsessvigt af grov eller oftere gentagen karakter.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klar hjemmel til at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for grove eller oftere gentagne ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”, omfatter f.eks. direktionsmedlemmer, der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen. Det kan f.eks. være en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår (direktør for underwriting). Eksempelvis et forsikringsselskabs økonomidirektør og HR-direktør vil være omfattet af udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse”.

Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selskabet. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte vil skulle udpeges som nøglepersoner efter § 64 d, stk. 1, som værende en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en skadesdirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, 1. pkt., hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i forsikringsselskaber, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner efter § 64 der således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af en finansiel virksomhed. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 70 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Bestyrelsen i et forsikringsselskab skal således fastlægge, hvilke og hvor store risici virksomheden vil kunne påtage sig. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil påtage sig. Derudover skal bestyrelsen fastlægge de overordnede principper for opgørelse af de enkelte risikotyper, herunder selskabets forsikringsmæssige risici og investeringsmæssige risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, at der er overensstemmelse mellem, hvad forsikringsselskabet vil og gør, herunder følge op på virksomhedens overordnede strategiske mål, de fastsatte rammer m.v. for relevante risikoområder. Det indebærer, at bestyrelsen løbende vurderer de mål og anvisninger, der er besluttet, herunder inddrager de forudsætninger, som sådanne er baseret på.

F.eks. skal bestyrelsen på investeringsområdet bl.a. drøfte og beslutte den ønskede risikoprofil for selskabets investeringer og fastsætte en politik med tilhørende retningslinjer, der udmønter det enkelte forsikringsselskabs investeringsstrategi og fastlægger klare rammer og afgrænsninger for de ønskede risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, om de forudsætninger, som risikoprofil m.v. bygger på, ændrer sig, og der opstår behov for at foretage justeringer.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder tager stilling til om direktionen har fraveget den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen og har vurderet forsvarligheden af fravigelsen, jf. dette lovforslags § 1, nr. 19. Hvis bestyrelsen ikke modtager tilstrækkelig rapportering til løbende at kunne vurdere virksomhedens risici, jf. § 70 i lov om finansiel virksomhed, vil det kunne medføre strafansvar, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne medføre strafansvar for direktionen, hvis denne ikke giver bestyrelsen tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici. Hvis direktionen tilbageholder væsentlige oplysninger for bestyrelsen, herunder oplysninger, der kan påvirke virksomhedens drift, vil det ligeledes kunne medføre strafansvar.

En anden central ledelsespligt fremgår af § 71 i lov om finansiel virksomhed, der stiller krav til effektive former for virksomhedsstyring. Bestemmelsen indebærer, at virksomheden skal sikre sig, at organisationen indrettes på en sådan måde, at der er klart definerede ansvars- og arbejdsområder, således at udførelse af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal virksomheden sikre sig, at der sker en rapportering til et højere ledelsesniveau af de risici, som virksomheden påtager sig, samt at der finder en løbende overvågning sted af virksomhedens forretningsområder. De omhandlede foranstaltninger skal omfatte hele virksomheden og være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået, eller der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter stk. 1, 1. pkt., at ledelsens svigt har haft økonomiske konsekvenser for selskabet selv, dens forsikringstagere eller andre. Også en risiko for et tab vil kunne opfylde denne betingelse, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser, f.eks. selskabets økonomiske stilling m.v. som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 1 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde have indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som eksempelvis kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurdering af tilregnelsen. Opnår et ledelsesmedlem senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse før ledelsesmedlemmet fik denne viden.

Det bemærkes yderligere, at tab på engagementer, forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Den enkelte virksomhed kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis forsikringsmæssige eller investeringsmæssige områder. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning på forsikringsområdet. Det gælder, uanset om der er tale om tab på forsikringstagere, kreditorer eller investeringer. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. De anførte typetilfælde skal ikke forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse, også andre situationer kan være omfattede. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkningen om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem, over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder af stor betydning for forsikringsselskabets finansielle situation vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen ikke har sikret, at relevante funktioner i forsikringsselskabet, f.eks. aktuarfunktionen, compliancefunktionen, risikofunktionen og intern audit, i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomhedens finansielle situation kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Et andet eksempel kan være situationer, hvor ledelsen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelige risici fra f.eks. revisor (intern revision, intern audit eller ekstern revisor) eller den compliance- eller risikostyringsansvarlige, og ledelsen vidste eller burde have indset, at eventuelt allerede iværksatte foranstaltninger til mitigering af sådanne risici var klart utilstrækkelige.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsesformanden forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen og andre bestyrelsesmedlemmer om f.eks. øget risikotagning, der eksempelvis går ud over de fastlagte rammer eller ikke overholder de for forsikringsselskabet gældende procedurer.

Grove ledelsessvigt vil kunne foreligge i forbindelse med forsikringsselskabers risikostyring. Det vil eksempelvis kunne foreligge, hvis selskabernes risikostyringssystemer og interne kontrolsystemer er klart utilstrækkelige for den virksomhed, som selskaberne driver, og dermed udsætter selskabet for risici for, at væsentlige fejl ikke konstateres, eller undervurdering af de risici, som selskabet er udsat for.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbar uforsvarlig organisering i selskabet. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er desuden et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse eksempelvis de forsikringsmæssige opgaver, og om relevante afdelinger, herunder f.eks. en given nøglefunktion, aktuariatet eller investeringsafdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere. Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt.

Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomhedens centrale afdelinger.

Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i selskabets regnskabsføring, gentagne brud på kapitalkrav eller manglende likviditetsstyring.

Hvis bestyrelsen og direktionen således tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomifunktionen i selskabet (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende, hvilket bl.a. kan have en negativ indvirkning på kursen på forsikringsselskabets aktier.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Det enkelte forsikringsselskab kan således vælge en forretningsmodel, der indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse med eksempelvis forsikringstegning eller investering. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor i sin forretningsmodel. Der vil imidlertid kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen generelt eller gentagne gange har taget væsentlig større risici, end forretningsmodellen berettiger, eller hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Eksempelvis betydelige investeringer, der foretages på et åbenbart ufuldstændigt grundlag.

Direktionens utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for virksomhedens drift eller balance, f.eks. udvikling i de forsikrings- eller investeringsmæssige risici eller kapitalforhold m.v., kan efter omstændighederne også være omfattet af bestemmelsen.

Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt.

For så vidt angår forsikringsselskabets markedsføring af forsikringer vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis ledelsen er bekendt med og stiltiende accepterer, at virksomheden overtræder regler om markedsføring af forsikringer, og dermed tegner forsikringer for kunder på en vildledende eller illoyal måde. Som et eksempel kan nævnes tilfælde, hvor ledelsen i strid med den produktgodkendelse, som virksomheden skal foretage efter produktgodkendelsesbekendtgørelsen, bevidst beslutter eller stiltiende accepterer og tilbageholder viden om, at forsikringer aktivt promoveres til kunder, for hvem produktet ikke er egnet – eksempelvis sælger forsikringer til kunder, der aldrig vil kunne opfylde betingelserne for at have en dækningsberettiget skade, hvorved kunden lider et tab.

Endvidere vil det kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi årsrapporten ikke er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det viser sig, at selskabets årsrapport ikke er retvisende, selvom der foreligger indikationer på behov for at følge op. En årsrapport er bl.a. beslutningsgrundlag for en regnskabsbruger, hvorfor årsrapporten skal være retvisende, og hvis dette ikke er tilfældet, kan årsrapporten påføre regnskabsbrugeren risiko for tab.

Grove ledelsessvigt vil også kunne foreligge i form af uforsvarlig værdiansættelse af aktiver og passiver, der får selskabets egenkapital og solvensgrad til at fremstå bedre, end den egentlig er. Eksempelvis ved indregning af tilgodehavender hos konkursramte modparter, hvor der ikke er udsigt til dividende, indregning af genforsikringskontrakter uden overførsel af risiko, klar undervurdering af de forsikringsmæssige hensættelser samt ved urealistiske værdiansættelser af aktiver.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå. Det kunne f.eks. være, hvis et skadesforsikringsselskab begynder at udbyde forsikringsklasser, der ikke er opnået tilladelse til, eller hvis et livsforsikringsselskab begynder at udbyde syge- og ulykkesforsikringer uden at indhente den fornødne tilladelse til det. Derudover kan det være i situationer, hvor en virksomhed vælger at oprette en dattervirksomhed, f.eks. med henblik på at overlade visse investeringsmæssige områder til denne, og der ikke indhentes fornøden tilladelse til den pågældende dattervirksomhed.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse, direktion eller en nøgleperson, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af et forsikringsselskab har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse, eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at selskabet bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at selskabet udsættes for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse. Der vil også kunne foreligge et groft ledelsessvigt ved undladelse af at iværksætte relevante kontrolforanstaltninger over for konstateret åbenbar systematisk forsikringssvindel i skadessager, hvor en eller flere forsikringstagere anmelder skader, som ikke er sket.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse og graverende operationelle risici eller ikke håndterer rapporterede operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor selskabet ikke har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom selskabets drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Manglende IT-risikostyring og håndtering af it-risici vil således kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det samme gælder vedvarende manglende håndtering af omfattende cyberhændelser, der eksempelvis forhindrer forsikringstagere i at komme i kontakt med deres forsikringsselskaber i tilfælde af personskadesager i udlandet, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger fra intern audit funktionen i revisionsprotokollen om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentlig øget risiko for, at selskabet kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Forsøg og medvirken kan straffes efter de almindelige regler i straffelovens §§ 21 og 23. Bestemmelsen vil således i kraft af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse. Står den pågældende selv uden for et særligt pligtforhold, som vedkommende medvirker til at krænke, vil straffen således også kunne nedsættes, jf. stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for forsikringsselskabet, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at personer, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til forsikringsselskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer forsikringsselskabet. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 1. De personer, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse af selskabet, selvom de ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, er eksempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en nøglefunktion, der er vigtig for forsikringsselskabets drift, jf. § 64 d, stk. 1, og § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., men ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, men vil kunne ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i et forsikringsselskab vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøglepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, hvis vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i finansielle virksomheder, som ikke har pligt til at identificere nøglepersoner er således omfattet, hvis de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.

Der vil kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en nøglefunktion, f.eks. den ansvarlige for aktuarfunktionen, intern audit, den compliance-ansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen forsømmer at rapportere nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden, som der ikke er taget højde for i virksomhedens risikostyring.

Tilsvarende vil kunne være tilfældet for tilsidesættelse af f.eks. politikker for forsikringsmæssige risici i skades- eller livsforsikringsselskaber, hvor overdreven risikotagning kan indebære en øget tabsrisiko.

Hvis en policechef, salgsdirektør eller underwriting-ansvarlig eksempelvis accepterer en stor bygningsbrandforsikring, der ligger uden for mandatet i politikken for forsikringsmæssige risici, og forsømmer at afdække risikoen med reassurance, kan dette medføre en øget tabsrisiko. Selv hvis vedkommende har husket at afdække risikoen med reassurance, kan der være øget tabsrisiko, hvis selskabet ikke råder over kvalificerede medarbejdere til at håndtere skadesbegivenheder i en størrelse som den i eksemplet forsikrede bygningsbrand.

I politikken for investeringsområdet tager bestyrelsen stilling til, hvilke aktiver der må investeres i, og hvor mangle midler, der må investeres i hver aktivklasse. Dette giver en risikoprofil, som bestyrelsen har fundet acceptabel. Overskrider den investeringsansvarlige grænserne i politikken for investeringsområdet uden bestyrelsens accept, vil der efter omstændighederne kunne foreligge et groft ledelsessvigt. Det samme vil kunne være tilfældet, hvis der alene investeres i illikvide aktiver, hvorved selskabet risikerer ikke at kunne betale sine løbende forpligtelser.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til selskabet uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen, gentagne gange tilsidesætter virksomhedens interne retningslinjer og instrukser.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 2 er grov uagtsomhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle område. Det gælder, uanset om der er tale om tab på en enkelt forsikringstager, en kreditor eller en investering. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den forretningsmodel, som selskabet drives efter, jf. herved bl.a. § 70, stk. 1, nr. 1.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde, som følge af manglende tilknytning til forsikringsselskabet, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 2, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til forsikringsselskabet har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 2, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 2, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt ., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til § 64 d, stk. 1, jf. § 17, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., har ansvaret for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for selskabet, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at selskabet konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for forsikringsselskabet, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion i forsikringsselskabet har en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte selskabet dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Det foreslås i stk. 3 , at forsikringsselskaber og personer, der er knyttet til forsikringsselskabet, og som giver urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende forsikringsselskabet til offentlige myndigheder, offentligheden, noget selskabsorgan, forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen omfatter forsikringsselskaber og alle, der er knyttet til virksomheden. En person anses som knyttet til selskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer selskabet. Det indebærer, at både personkredsen omfattet af det foreslåede stk. 1 og det foreslåede stk. 2 vil være omfattet af bestemmelsen. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 373, 1. pkt., 1. led.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straffeloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige myndigheder og til offentligheden.

Det følger således af straffelovens § 162, at den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende er pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige forklaringer, men forudsætter samtidig, at en fysisk person er forpligtet til at afgive forklaring til eller for en offentlig myndighed. Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde er retsplejelovens § 497, stk. 1, om fyldestgørelsesobjekter afgivet af skyldneren under fogedforretninger. Forpligtelsen til at give Finanstilsynet oplysninger påhviler imidlertid efter den finansielle lovgivning selskaberne, dvs. de juridiske personer, jf. eksempelvis § 347, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bl.a. forsikringsselskaber skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Endvidere følger det af straffelovens § 163, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Omfattet af bestemmelsen er oplysninger til brug i retsforhold, hvilket omfatter urigtige oplysninger fra en borger eller virksomhed til en offentlig institution. Der skal endvidere være tale om oplysninger, som er urigtige eller bevidst vildledende. Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en finansiel virksomhed forsætligt afgiver urigtige oplysninger til Finanstilsynet på et skriftligt grundlag. Som følge af maksimumstraffen på fængsel i 4 måneder er forældelsesfristen for strafansvaret imidlertid 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil således supplere straffelovens § 163. Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil dog – udover hvad der er omfattet af straffelovens § 163 – også omfatte urigtige oplysninger afgivet til offentligheden, til noget selskabsorgan, de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet og dermed ikke blot oplysninger givet til Finanstilsynet eller andre offentlige myndigheder. Endvidere vil et strafansvar efter bestemmelsen først forældes 5 år efter tidspunktet for afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 373, stk. 8, hvorefter forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelser i lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør af denne lov er 5 år.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373, stk. 7, 1. pkt., 1. led.

Den foreslåede bestemmelse i § 373 b er omfattet af opregningen i § 1, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som bl.a. omfatter §§ 373-374, og finder således også anvendelse for filialer af udenlandske virksomheder.

Til nr. 47 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 374, stk. 3, fastsætter Finanstilsynets adgang til at pålægge finansielle virksomheder daglige eller ugentlige bøder, hvis de undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1 og 4, og stk. 5, 1. pkt.

§ 351, stk. 5, 1. pkt., fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde et pengeinstitut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en direktør eller ansat, der er identificeret som nøgleperson, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning.

Det foreslås at ændre § 374, stk. 3, således at henvisningen til stk. 5, 1. pkt., ændres til en henvisning til stk. 5. 1.-3. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 33, der indsætter et nyt 2. og et nyt 3. pkt. i § 351, stk. 5.

Kilde

Arbejdsmarkedets Tillægspension er forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, jf. § 19, stk. 1, nr. 8, i aflønningsbekendtgørelsen. Dette omfatter blandt andet oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret, samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal Arbejdsmarkedets Tillægspension offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af § 18 i aflønningsbekendtgørelsen. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme, jf. § 19, stk. 4, i aflønningsbekendtgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 24 l fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for direktøren og medlemmer af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til direktøren og medlemmer af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det vil omfatte direktører med ansvar for f.eks. investerings-, finans- eller andre driftsområder af væsentlig betydning for pensions- og investeringsforretningen i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Der kan ikke fastsættes en yderligere afgrænsning af begrebet, da reglerne skal kunne favne eventuelle ændringer i Arbejdsmarkedets Tillægspensions forretningsområder og organisatoriske set up. Der må derfor i afgrænsningen af personkredsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension tages afsæt i den til enhver tid værende organisering og ledelse, herunder de ansvarsområder, som de enkelte medlemmer af ledelsen har. Som udgangspunkt vil følgende typer af ledelsesmedlemmer være omfattet: Administrerende direktør, viceadministrerende direktør, finansdirektør, investeringsdirektør, koncerndirektør og Chief Risk Officer.

Under hensyn til den enhver tid værende organisering og ledelse vil den omfattede persongruppe i ATP-loven defineres som direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse.

Reglerne gælder dog ikke for de personer af ATP’s ledelse med et ansvarsområde, der ikke er relateret til pensions- og investeringsforretningen.

Den foreslåede § 24 l vedrører offentliggørelseskrav med hensyn til større fratrædelsesordninger, som direktøren eller medlemmer af den finansielle ledelse opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ved begrebet fratrædelsesordninger forstås alle vederlagsdele, som direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder blandt andet bonusser, som direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis Arbejdsmarkedet Tillægspension indgår en aftale om en fratrædelsesordning med direktøren eller medlemmer af den finansielle ledelse, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både modtagerens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med direktøren eller medlemmer af den finansielle ledelse, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse er Arbejdsmarkedets Tillægspension således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået.

Efter forslaget er Arbejdsmarkedets Tillægspension forpligtet til at offentliggøre oplysninger om direktøren eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at Arbejdsmarkedets Tillægspension umiddelbart efter aftaleindgåelse med direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som Arbejdsmarkedets Tillægspensionslønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension fjerne oplysningerne om modtagerens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 32 a, stk. 1, at en overtrædelse af den foreslåede § 24 l kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 7, nr. 9.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesordninger. I den politiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 opfordrede man imidlertid de finansielle virksomheder til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 109 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger bl.a. heraf, at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et til to års samlet løn.

I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virksomhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af artikel 51, stk. 1, litra c, nr. 6 og 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2033/2019 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 107, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Den foreslåede bestemmelse i § 109 a fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. en bonus, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal virksomheden offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er virksomheden således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse.

Efter forslaget er fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at virksomheden umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal virksomheden fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 109 d, at bestemmelserne i den foreslåede § 109 a ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 266, stk. 1, nr. 1, at en overtrædelse af det foreslåede § 109 a kan straffes med bøde.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 10, nr. 43, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 109, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede § 109 b , at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registrerede som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en virksomhed og en direktør i virksomheden f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af navnlig fondsmæglerselskabers virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver virksomhedens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har virksomheden således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til den foreslåede § 109 c nedenfor.

Kilde

De gældende aflønningsregler i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 24 o , at §§ 24 l -24 n ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller øvrige bestemmelser i aflønningsbekendtgørelsen. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller aflønningsbekendtgørelsen der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 6 (§ 27, stk. 10, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den gældende § 27, stk. 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder en bestemmelse om, at når Finanstilsynet meddeler påbud i henhold til stk. 4 og 5, kan påbuddet forlanges indbragt for domstolene. Retten til at forlange påbuddet indbragt tilfalder Arbejdsmarkedets Tillægspension og vedkommende, som afgørelsen vedrører.

En anmodning om indbringelse af påbud for domstolene skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller den pågældende nøgleperson under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10 i § 27, hvorefter afgørelser i sager efter § 23 a, stk. 1 og 2, og § 23 a, stk. 8, som træffes efter § 23 a, stk. 3, kan forlanges indbragt for domstolene af Arbejdsmarkedets Tillægspension og af den person, som afgørelsen vedrører. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Arbejdsmarkedets Tillægspension og den person, som afgørelsen vedrører, vil derfor kunne forlange, at Finanstilsynet indbringer en afgørelse om afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning for domstolene, ligesom det er tilfældet for påbud om at afsætte direktøren eller en ansat, der er udpeget som en nøgleperson, jf. § 27, stk. 5.

Til nr. 7 (§ 27 g, stk. 3, 1. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

De gældende § 23 a, stk. 1 og 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktøren i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Kravene til egnethed og hæderlighed gælder tillige for ansatte identificeret som nøglepersoner, jf. § 23 a, stk. 5.

Det fremgår af den gældende § 27 g, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet i henhold til denne lovs § 27, stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til Arbejdsmarkedets Tillægspension skal offentliggøres, og det skal af offentliggørelsen fremgå, at reaktionen vedrører Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 3.

Ved reaktioner forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 315.

Offentliggørelse efter § 27 g, stk. 1, kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for Arbejdsmarkedets Tillægspension, det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. stk. 4. Offentliggørelsen må heller ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, dvs. oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold eller lignende.

Udgangspunktet efter § 27 g, stk. 1, er, at en afgørelse truffet af Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, medmindre de særlige betingelser for at undlade offentliggørelse efter stk. 3 finder anvendelse, og at en offentliggørelse, der vedrører en fysisk person, sker i anonymiseret form, hvilket omfatter sager om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 27 g, stk. 3, 1. pkt., at der ikke skal ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 23 a, stk. 1 og 2, eller § 23 a, stk. 1 og 2, jf. § 23 a, stk. 8.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 27 g, stk. 1, af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 23 a, stk. 1 og 2. Dette vil gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling, og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv.

Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undtagelse til offentliggørelsespligten i § 27 g, stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 27 g, stk. 4, 1. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den fremgår af den gældende § 27 g, stk. 4, at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 3, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1 eller 2, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for reaktionen.

Det foreslås i § 27 g, stk. 4, 1. pkt., at ændre stk. 3, 1. pkt., til stk. 3, 2. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 7, nr. 7.

Til nr. 9 (§ 32 a, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)

Den gældende § 32 a, stk. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås at ændre § 32 a, stk. 1, således, at henvisningen til § 23, stk. 3, ændres til § 23, stk. 6, og at § 24 l indsættes.

Den foreslåede ændring medfører, at overtrædelse af § 24 l bliver strafbelagt i henhold til § 23 a, stk. 1.

I forbindelse med offentliggørelseskravet i § 24 l er ansvarssubjektet Arbejdsmarkedets Tillægspension, og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.

Der er således flere forhold i § 24 l, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, hvor det eksempelvis forsøges skjult i forhold til anden information af samme karakter. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om direktøren eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af henvisning til § 23 a, stk. 3, til § 23 a, stk. 6, er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslaget § 7, nr. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 109 c fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 10, nr. 63, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1 , at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 32, stk. 1, litra f, i IFD, hvorefter godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis en ansættelseskontrakt opsiges før tid, afspejler de resultater, som den pågældende medarbejder har opnået i en periode, og må ikke belønne manglende resultater eller forseelser. Artikel 32, stk. 1, litra f, i IFD, er som hidtil også implementeret ved § 15, stk. 3, i aflønningsbekendtgørelsen.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både virksomhedens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af det foreslåede § 109 c, stk. 4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Gennemførelsen af artikel 32, stk. 1, litra f, i IFD, direkte i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse, der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af navnlig fondsmæglerselskabers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 109 b. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 109 b.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 109, stk. 1, nr. 5, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.

Kompleksiteten af navnlig fondsmæglerselskabers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet i medfør af § 177, stk. 2, påbyder virksomheden at iværksætte sin genoprettelsesplan, eller hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden i betydelig grad har medvirker til, at virksomheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 165, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, eller at virksomheden må overdrages til afvikling i Finansiel Stabilitet.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom virksomhedens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt virksomheden.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virksomhedens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til virksomheden forværres markant. Mistillid kan eksempelvis give sig udslag i betydeligt fald i virksomhedens indtjeningsevne som følge af et fald i aktiver under forvaltning, idet der vil søges øvrige formueforvaltere.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på virksomhedens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 67 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, eller hvis direktøren ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 94 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager virksomheden eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller virksomheden dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse, skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i virksomheden. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis, hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden og/eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor virksomheden bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i virksomheden. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller virksomheden efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at bestyrelsen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i virksomheden.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af virksomheden eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i virksomheden.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis virksomheden eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed som følge af grove eller gentagne ledelsessvigt, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af virksomheden eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at direktøren eller virksomheden er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt, hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde, hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for virksomheden, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successiv månedsvis efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 109 c, stk. 2.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesordninger. I den politiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 opfordrede man imidlertid de finansielle virksomheder til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 20, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1151 af 24. oktober 2017 om lønpolitik og aflønning i forvaltere af alternative investeringsfonde (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et og to års samlet løn.

I dag er forvaltere af alternative investeringsforeninger forpligtet til årligt at offentliggøre oplysninger om aflønning i forvalteren, herunder den samlede lønsum for alle arbejdstagerne i forvalteren med angivelse af antallet af modtagere, den samlede lønsum til de arbejdstagere i forvalteren, der er helt eller delvist inddraget i den alternative investeringsfonds aktiviteter med angivelse af antallet af modtagere og andelen af den samlede lønsum til forvalterens arbejdstagere, som henføres til den alternative investeringsfond, med angivelse af antallet af modtagere. Dette følger af § 19 i aflønningsbekendtgørelsen og artikel 107 i kommissionens delegerede forordning nr. 231/2013/EU af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 22, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås i § 20 a at fastsætte nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis en forvalter af alternative investeringsfonde indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal forvalteren offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er forvalteren således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen af oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning skal ske på forvalteren af alternative investeringsfondes hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået.

Efter forslaget er forvalteren forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at forvalteren umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal forvalteren fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 20 d nedenfor, at bestemmelserne i den foreslåede § 20 a ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 190, stk. 1, at en overtrædelse af det foreslåede § 20 a kan straffes med bøde.

Kilde

De gældende aflønningsregler i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 109 d, stk. 1, at §§ 109 a-109 c ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 14 (§ 266, stk. 1, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 266, stk. 1, nr. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 266, stk. 1, nr. 1, at indsætte § 109 a.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 13, der i § 109 a indsætter et krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Den foreslåede § 109 a vedrører offentliggørelseskrav med hensyn til større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse. Den foreslåede ændring indebærer derfor, at der vil kunne fastsættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet.

Ansvarssubjektet er fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder og gerningsindholdet består i, at virksomheden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 109 a, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis virksomheden fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Til nr. 15 (§ 266, stk. 2, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det følger af den gældende § 266, stk. 2, nr. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det omfatter bl.a. den gældende § 82.

Det foreslås i § 266, stk. 2, nr. 1, at »§§ 76, 82 og 88« ændres til: »§§ 76, 88, stk. 1 og 5-8«.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3 nr. 5, der ophæver § 82, og lovforslagets § 3, nr. 6, der ophæver § 88, stk. 1, og i stedet indsætter fire nye stykker.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 5 og 6, hvor der i den forbindelse ikke er grundlag for at fastsætte strafansvar for overtrædelse af § 88, stk. 2-4.

Til nr. 16 (§ 268 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Efter § 268, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter (fondsmæglerloven) straffes et medlem af bestyrelsen eller direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse med bøde eller fængsel indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Efter § 268, stk. 2, straffes personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, og som gør sig skyldige i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne eller obligationsejerne eller andre investorer i virksomheden, med bøde eller fængsel indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 268 er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.

Det foreslås at nyaffatte § 268 i fondsmæglerloven med henblik på at gennemføre forslaget fra Udvalget om skærpet ansvarsvurdering af ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder om at kriminalisere grove og gentagne ledelsessvigt.

Det foreslås i § 268, stk. 1, 1. pkt., at et medlem af et fondsmæglerselskabs eller en fondsmæglerholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, straffes vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er en generel straffebestemmelse, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelsessvigt.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gøre det klarere, hvilken ledelsesadfærd der danner grundlag for at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, hvis adfærd anses for at være udtryk for groft eller oftere gentaget ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmelsmæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at føre sager på, jf. straffelovens § 1.

Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil være medlemmer af bestyrelsen, direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmelsen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den almindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23 kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens § 2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for fondsmæglerselskabets eller fondsmæglerholdingvirksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver ledelse og styring af forskellige dele af virksomheden. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne foreligge et ledelsessvigt.

Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebærer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.

Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der indeholder centrale pligter for ledelsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter omstændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.

En central ledelsespligt fremgår af § 67 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der stiller krav om, at bestyrelsen for et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal fastlægge, hvilke hovedtyper af forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre, samt identificere og kvantificere virksomhedens væsentlige risici og fastlægge virksomhedens risikoprofil, herunder fastsætte, hvilke og hvor store risici virksomheden må påtage sig. I virksomhederne skal bestyrelsen fastlægge, hvilke forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre inden for sin tilladelse samt de risici, som virksomheden er eller kan blive udsat for. Bestyrelsen for et fondsmæglerselskab skal bl.a. fastsætte, hvilke markedsrisici selskabet vil påtage sig i forbindelse med placering af kapitalgrundlaget og evt. i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter.

Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen, herunder løbende vurderer, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen, samt træffer passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet, jf. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Hvis bestyrelsen ikke modtager direktionens rapportering om virksomhedernes risici, som det er fastlagt i retningslinjerne, jf. § 67, stk. 2, nr. 4, vil det kunne udgøre et ledelsessvigt, hvis forholdet ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret, når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil det kunne udgøre et ledelsessvigt for et direktionsmedlem, hvis denne ikke giver bestyrelsen den information, bestyrelsen har anmodet om, samt den information, direktionsmedlemmet vurderer, kan være af betydning for bestyrelsens arbejde, herunder tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået eller der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning, hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet sted.

Det er en betingelse for strafansvar efter det foreslåede § 268, stk. 1, 1. pkt., at ledelsens svigt har haft økonomiske konsekvenser for virksomheden selv, dets aktionærer, andre investorer eller kunder. Også en risiko for et tab vil kunne opfylde denne betingelse, uden at tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at udløse væsentlige konsekvenser f.eks. virksomhedens økonomiske stilling som nævnt ovenfor, vil være omfattet af bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er indtrådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 1 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelsesmedlem burde have indset på det tidspunkt, hvor det grove ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en individuel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsidesat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmedlemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af, om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsomhed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelsesmedlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og som ledelsesmedlemmet var bekendt med på tidspunktet for adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets størrelse, indgår ikke i vurderingen af tilregnelsen. Opnår ledelsesmedlemmet senere en viden om forhold, kan dette i sig selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af tilregnelsen for handling eller undladelse, før ledelsesmedlemmet fik denne viden. Det bemærkes yderligere, at risiko for tab for virksomheden, aktionærer eller andre investorer eller kunder opstået i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter er forbundet med det at drive forretning, herunder ikke mindst på fondsmæglerområdet. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i virksomheden tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, og de markedsforhold, som virksomhedens aktiviteter drives under, jf. herved bl.a. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåede bestemmelse. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse. Omvendt vil ikke alle de tilfælde, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis, som Ansvarsudvalget bl.a. også anfører under pkt. 5.4.2 i betænkning 1575/2021 om forhold, hvor der fra et ledelsesmedlems side foreligger passivitet.

I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undladelse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem over for hvem der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Eksemplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning, at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.

Generelt vil bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af den finansielle lovgivning på væsentlige områder være af stor betydning for investorbeskyttelsen § 373. stk. 6. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen gentagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om betydelig risiko for utilstrækkelig investorbeskyttelse, herunder salg af investeringsprodukter, der er uegnede for kunderne, eller betydelige risici for virksomhedens finansielle situation, eller ikke har sikret sig, at relevante funktioner i virksomheden i praksis rapporterer i behørigt omfang til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle regulering eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvarende manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områder for virksomheden kunne udgøre et groft ledelsessvigt. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse.

Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis f.eks. bestyrelsen forholder sig passivt til oplysninger og redegørelser fra direktionen i forbindelse med udøvelsen af virksomhedens forretningsmodel. Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer, hvor direktionen ikke har forholdt sig aktivt til manglende ressourcer eller åbenbart uforsvarlig organisering i virksomheden. Det forhold, at der på et væsentligt forretningsområde er et længerevarende ressourceproblem, er desuden et væsentligt element i bestyrelsens risikovurdering. Direktionens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsentligt forretningsområde eller funktion har behov for tilførsel af yderligere ressourcer, vil derfor i sig selv kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis den manglende orientering medfører, at bestyrelsen ikke opnår et retvisende risikobillede. Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar, kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret de fornødne ressourcer og kompetencer til at varetage et væsentligt forretningsområde på forsvarlig vis.

Desuden vil det kunne indgå, om direktionen har sikret den fornødne ressourcemæssige kapacitet til at løse det pågældende forretningsområdes opgaver, og om afdelingen er bemandet med tilstrækkeligt kompetente medarbejdere i forhold til afdelingens opgaver. Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove ledelsessvigt. Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store problemer i virksomheden af væsentlig betydning for den udbudte investeringsservice og -aktiviteter og risikostyringen heraf.

Det er dog ikke hensigten, at en forventeligt forbigående situation, som direktionen har taget skridt til at imødegå gennem rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt efter den foreslåede bestemmelse.

Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kunne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gentagne fejl i virksomhedens regnskabsføring eller gentagne brud på virksomhedens krav til kapitalgrundlag eller likviditet.

Hvis bestyrelsen og direktionen tilsidesætter pligten til at sikre en forsvarlig organisation, f.eks. ved manglende eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis økonomiområdet (f.eks. kompetencer, antal årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelsessvigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens, at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er retvisende med risiko for, at regnskabsbruger træffer beslutninger på et forkert grundlag. Det vil også kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen og direktionen konstaterer, at et udkast til årsrapport ikke giver et retvisende billede af virksomhedens (koncernens) aktiver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi udkastet til årsrapport ikke overholder lovgivningens krav, og undlader at iværksætte foranstaltninger, der vil kunne rette op på dette.

Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens beslutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelsessvigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed ikke mulighed for at foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.

Der vil eksempelvis kunne foreligge grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen udøver en forretningsmodel, der påfører virksomheden, dens aktionærer, andre investorer eller kunder større risici, end hvad der må anses for forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Dette kan f.eks. være en forretningsmodel, hvor virksomheden er udsat for risici, der kan have væsentlig påvirkning på virksomhedens finansielle situation, uden at bestyrelsen eller direktionen har sikret sig den fornødne risikostyring og -rapportering.

Der kan opstå grove ledelsessvigt i forbindelse med en direktions utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om væsentlige forhold for virksomhedens drift eller kapitalgrundlag. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om situationer, hvor direktionen ikke orienterer bestyrelsen om risikoeksponeringer, der ligger ud over de af bestyrelsen givne rammer for risikoeksponeringer, eller henvendelser fra kunder, modparter eller andre om bekymring eller alvorlige klager vedrørende den ydede investeringsservice.

Et eksempel på et ledelsessvigt på området for investorbeskyttelse, der efter omstændighederne kan være groft, kan være den situation, hvor bestyrelsen eller direktionen undlader at reagere på situationer, hvor det står klart, at virksomheden sælger investeringsprodukter til kunder, som produkterne ikke er egnede for, eller at rådgivningen er vildledende eller sker på en illoyal måde. Det kunne eksempelvis være salg af meget komplekse og risikofyldte investeringsprodukter til meget risikoaverse detailinvestorer. Det kunne også være den situation, hvor et investeringsprodukt fortsat sælges til en kunde eller en kundemålgruppe, selvom det er blevet klart, at investeringsproduktet ikke længere er egnet for kunden eller kundemålgruppen. Hvis navnlig direktionen ikke har reageret inden for en rimelig tid, efter at en sådan situation er konstateret i forbindelse med den løbende vurdering af de udbudte investeringsprodukter, vil det kunne være et groft ledelsessvigt.

Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilladelser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virksomheden ikke har eller vil kunne opnå. Overtrædelse af virksomhedens tilladelsesområde, herunder det tilladte virksomhedsområde, kan efter omstændighederne udgøre et groft ledelsessvigt. Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksomhed uden fornøden tilladelse kan eksempelvis udgøre et groft ledelsessvigt. Derudover vil udøvelse af skønsmæssig porteføljepleje uden tilladelse efter omstændighederne kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Ledelsessvigt på området for investeringsservice og -aktiviteter, der ikke nødvendigvis i enkeltstående tilfælde er groft, kan føre til et strafansvar, hvis ledelsessvigtet gentager sig. Et groft ledelsessvigt vil kunne foreligge, hvis ledelsen ikke har sikret et tilstrækkeligt effektivt kontrolmiljø, der kunne have konstateret de passerede forhold. Der kan f.eks. foreligge et groft ledelsessvigt, hvis der ikke er etableret interne kontroller til sikring af overholdelsen af aftalerne med kunderne, herunder af at kunderne gives den fornødne investorbeskyttelse, eller af virksomhedens egne risikorammer.

Forsøg på groft ledelsessvigt vil kunne straffes efter den almindelige regel herom i straffelovens § 21. Det følger af straffelovens § 21, stk. 3, at det som udgangspunkt ikke er muligt at straffe forsøg, når straffen ikke kan overstige 4 måneders fængsel. Med den eksisterende strafferamme på 2 år – der foreslås opretholdt – er denne betingelse opfyldt. Der vil dog ikke kunne straffes for forsøg på grove ledelsessvigt, der alene kan tilregnes den pågældende som uagtsomt. Forsøgsstraf forudsætter således, at adfærden kan tilregnes den pågældende som forsætlig, og indebærer derfor, at den pågældende har været bekendt med de relevante faktiske forhold. Da den foreslåede bestemmelse kriminaliserer ledelsessvigt, der indebærer risiko for tab, må området for et forsøgsansvar imidlertid under alle omstændigheder i praksis antages at være yderst begrænset. Har f.eks. en direktør i et fondsmæglerselskab valgt at forholde sig passivt til en uhensigtsmæssig forretningsdrift m.v., der har indebåret en risiko for tab for fondsmæglerselskabet eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, vil vedkommende kunne straffes for fuldbyrdet overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, såfremt passiviteten efter omstændighederne kan karakteriseres som et groft ledelsessvigt.

Medvirken kan straffes efter den almindelige regel i straffelovens § 23. Bestemmelsen vil således i kraft af reglen i straffelovens § 23, stk. 1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset at vedkommende ikke selv er medlem af bestyrelsen eller direktionen eller er en ansat, der er en del af den faktiske ledelse. Det er således forudsat i § 23, stk. 2, at personer, der står uden for et særligt pligtforhold, men medvirker til at krænke dette, vil kunne straffes efter den almindelige medvirkensregel i stk. 1. Det følger dog samtidig af § 23, stk. 2, at straffen vil kunne nedsættes for den udenforstående.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre.

I stk. 1, 2. pkt., foreslås, at det samme gælder, hvis ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et fondsmæglerselskabs eller en fondsmæglerholdingvirksomheds bestyrelse, direktion eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, der gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, dets aktionærer, andre investorer eller kunder, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed har en strafferetlig sanktioneret pligt til at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminalitet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag herfor, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferetligt ledelsesansvar i dansk ret.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hensyn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelsessvigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen, og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må vurderes at være groft, vil også være omfattet.

Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og undladelser, der medfører, at virksomheden bliver udnyttet til at gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet, eller at virksomheden udsættes for en nærliggende risiko for dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidligere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.

Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herunder tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens ansvar.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er grov uagtsomhed.

Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændighederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder ind under den foreslåede bestemmelse.

Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå åbenlyse operationelle risici eller ikke håndterer operationelle hændelser forsvarligt med den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor virksomheden ikke har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom selskabets drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust it-infrastruktur. Manglende it-risikostyring og håndtering af it-risici vil således kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det samme gælder vedvarende manglende håndtering af cyberhændelser, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.

Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke følger op på bemærkninger i revisionsprotokollatet fra intern eller ekstern revision om væsentlige svagheder eller mangler i kontroller, der medfører en væsentligt øget risiko for, at selskabet kan blive udsat for besvigelser eller anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkningerne, herunder på om bemærkningerne er blevet håndteret tilfredsstillende af den daglige ledelse.

Ligeledes vil klart utilstrækkelig markedsovervågning af handelsaktiviteter med finansielle instrumenter, der indebærer risiko for markedsmisbrug, f.eks. insiderhandel eller markedsmanipulation, kunne udgøre et groft ledelsessvigt.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens § 50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighederne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil være at foretrække fremfor konfiskation.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden eller dets aktionærer eller andre investorer eller kunder, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 268, stk. 2, for så vidt angår virksomheder og personer uden for ledelsen.

Bestemmelsen indebærer, at personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres virksomheden, dets aktionærer, andre investorer eller kunder tab eller risiko for tab.

En person anses som knyttet til fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomhed, når modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning om, at den pågældende person repræsenterer virksomheden. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 268, stk. 2. Der kan ved vurderingen af begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker i offentlig tjeneste.

Personer, der er medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfattet af det foreslåede stk. 1.

Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansatte i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed vil skulle anses for at være en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis en ansat med ansvar for økonomi eller selskabets produkter, vil skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.

Det fælles kendetegn ved den omfattede personkreds er, at de arbejder under ledelse af direktionen eller andre ledere i virksomheden. De udøver således ikke ledelse og styring af virksomheden som sådan. Det betyder dog ikke, at de ikke vil kunne have en anden form for ledelsesansvar, f.eks. personaleansvar. De opgavetyper, som personkredsen udfører, vil imidlertid være under organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar hos andre i virksomheden, og personerne vil derfor handle efter ordre, mandat eller stillingsfuldmagt. Den adfærd, der efter hensigten i grove eller gentagne tilfælde skal være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil derfor ikke have karakter af ledelsessvigt i den forstand, at svigtet relaterer sig til styringen eller ledelsen af virksomheden. Derimod vil adfærden bestå af manglende eller meget utilstrækkelig udførelse af de opgaver, der er forbundet med varetagelse af den konkrete stilling, og som det i mange tilfælde vil være pålagt virksomheden at udføre i medfør af lovbestemmelser i den finansielle lovgivning. Denne adfærd karakterises terminologisk som forsømmelse eller skødesløshed.

Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyttet til de omfattede virksomheder uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen gentagne gange og uden ledelsesmæssig godkendelse tilsidesætter væsentlige interne retningslinjer og instrukser i virksomheden.

Der vil kunne være tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en væsentlig funktion, f.eks. intern revision, den complianceansvarlige eller den ansvarlige for risikostyringsfunktionen forsømmer at rapportere nødvendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydelige risici for virksomheden, der ikke er taget højde for i virksomhedens risikostyring.

Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 2 er forsæt eller grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at risiko for tab for bl.a. fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden selv opstået i forbindelse med de forretningsmæssige aktiviteter med kunder er forbundet med det at drive forretning. Det er ikke hensigten med den foreslåede straffebestemmelse, at der fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i virksomheden tages risici, der klart går ud over, hvad der er forsvarligt set i forhold til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, og de markedsforhold, som virksomhedens aktiviteter drives under, jf. herved bl.a. § 67, stk. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23, om og i hvilket omfang personer, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde som følge af manglende tilknytning til fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden, kan ifalde et strafansvar for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubriceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det kan dog endvidere ikke udelukkes, at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er omfattet af stk. 2, medvirker til overtrædelse af også denne bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med den fornødne tilknytning til virksomheden har rådført sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigtsmæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget, herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge personer efter omstændighederne ifalde et strafansvar for overtrædelse af det foreslåede stk. 2, såfremt undladelsen efter omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af det foreslåede stk. 2, mens B’s overtrædelse må kategoriseres som medvirken hertil.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til artikel 22-24 i Kommissionens delegerede forordning nr. 565/2017 af 25. april 2016 er udpeget som ansvarlige for compliancefunktionen, risikostyringsfunktionen eller den interne revision og dermed er ansvarlige for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.

Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete modforanstaltninger den pågældende efter omstændighederne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med kriminalitet, der begås over for selskabet, vil det være naturligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den ansatte med ansvar for en nøglefunktion foretager foranstaltninger, der sikrer, at selskabet konkret ikke fortsat faciliterer og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bliver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til et fondsmæglerselskab eller fondsmæglerholdingvirksomhed uden at være medlem af bestyrelsen, direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko for tab for fondsmæglerselskabet, dets aktionærer, andre investorer eller kunder i fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion i et fondsmæglerselskab eller fondsmæglerholdingvirksomhed har en strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte selskabet dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående aktørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at understøtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og forholdet ud fra en samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 3, nr. 49, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 20, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det foreslås i § 20 b, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en forvalter af alternative investeringsfonde og en direktør i forvalteren f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i forvalteren. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for forvalteren i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af forvaltere af alternative investeringsfondes virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver forvalterens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har forvalteren således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 20 c, stk. 4.

Det følger af forslaget til § 20 d nedenfor, at bestemmelsen i den foreslåede § 20 b ikke kan fraviges ved aftale.

Kilde

Fratrædelsesgodtgørelser er ikke nærmere defineret som et selvstændigt begreb i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller i bekendtgørelse nr. 1215 af 10. oktober 2018 om lønpolitik og aflønning i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (aflønningsbekendtgørelsen), men anses som variabel løn. Variable løndele er defineret i § 3, i aflønningsbekendtgørelsen, som aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd.

Det foreslås i § 5 i at definere en fratrædelsesgodtgørelse som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til situationer, hvor modtageren afskediges af Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratrædelsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis aftaler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte kan vælge at betragte sig selv som opsagt af virksomheden.

Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kundeklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelsen af aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kundeklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som i passende grad kompenserer for, at modtageren i en periode efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til virksomhedens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad der må anses for passende, vil den overskydende del være omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles som sådan.

Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden anses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bundet af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigelsesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende måde som under ansættelsen. Dette gælder også, selvom vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde vil løn i opsigelsesperioden endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er indtrådt i en ny stilling.

Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgivning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov som eksempelvis i henhold til funktionærloven.

En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med modtagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået under ansættelsen, anses heller ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ikke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbindelse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæssig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fratrædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte, vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. § 10 i aflønningsbekendtgørelsen.

Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en fratrædelsesgodtgørelse, uanset som aftalen herom er indgået i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af vedkommendes fratrædelse.

Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i de foreslåede §§ 5 i – 5 n for så vidt angår et medlem af direktionen. Aflønningsbekendtgørelsen regulerer bl.a. balancen mellem variabel og fast løn, herunder i visse tilfælde også fratrædelsesordninger, samt bestyrelsens ansvar for lønpolitikkens gennemførelse for så vidt angår bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoprofil, jf. aflønningsbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesordninger. I den politiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 opfordrede man imidlertid de finansielle virksomheder til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser (aflønningsbekendtgørelsen). Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 21 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et til to års samlet løn.

I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virksomhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret, samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af § 26 i aflønningsbekendtgørelsen. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 14, stk. 3, i aflønningsbekendtgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 43 a fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en firmapensionskasse. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis en firmapensionskasse indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal firmapensionskassen offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vil omfatte enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er firmapensionskassen således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen af oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning skal ske på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse.

Efter forslaget er firmapensionskassen forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at firmapensionskassen umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på firmapensionskassens hjemmeside på samme sted, som firmapensionskassens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal firmapensionskassen fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 43 d, at bestemmelserne i den foreslåede § 43 a ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 117, stk. 2, 1. pkt., at en overtrædelse af den foreslåede § 43 a kan straffes med bøde.

Kilde

Det følger af § 19 i aflønningsbekendtgørelsen, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond i dag er forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter forretningsområder for bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil.

Dette omfatter blandt andet oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme.

Den foreslåede bestemmelse i § 5 k fastsætter nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om større fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lønmodtagernes Dyrtidsfond foretager ikke registrering af direktører hos Erhvervsstyrelsen. Afgørende for, hvilke personer der må anses for medlemmer af direktionen, vil derfor være bestyrelsens beslutninger herom.

Ved begrebet fratrædelsesordninger forstås alle vederlagsdele, som et medlem af direktionen opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som et medlem af direktionen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis Lønmodtagernes Dyrtidsfond indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både modtagerens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vil omfatte enhver aftale om fratrædelsesordninger med et medlem af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er Lønmodtagernes Dyrtidsfond således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hjemmeside på samme sted, som fondens lønpolitik er offentliggjort og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter, at aftalen er indgået.

Efter forslaget er Lønmodtagernes Dyrtidsfond forpligtet til at offentliggøre oplysninger om et medlem af direktionens fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond umiddelbart efter aftaleindgåelse med et medlem af direktionen om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hjemmeside på samme sted, som Lønmodtagernes Dyrtidsfonds lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hjemmeside på samme sted, som Lønmodtagernes Dyrtidsfonds lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond fjerne oplysningerne om modtagerens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om et medlem af direktionens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 14 a, stk. 1, at en overtrædelse af det foreslåede § 5 k kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 8, nr. 19.

Kilde

Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et absolut loft for størrelsen af fratrædelsesgodtgørelser. I den politiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 opfordrede man imidlertid de finansielle virksomheder til at følge de gældende anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksomheder opfordres dermed til at overholde grænserne for størrelsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger til grund for, at grænsen ikke er overholdt.

En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangspunkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i § 48 a i lov om investeringsforeninger m.v. Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholdsmæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til medlemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste løndel.

I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette medfører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til en størrelsesorden mellem et og to års samlet løn.

I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virksomhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudover skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb, der er tildelt en enkelt person. Dette følger af § 16 i aflønningsbekendtgørelsen. Ud over den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkelte persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Endelig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten, jf. § 48 c, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås i § 48 e at fastsætte nærmere offentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for medlemmer af direktionen i en investeringsforening.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en investeringsforening. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensionsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestidspunktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens opsigelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at hvis en investeringsforening indgår en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen overstiger et beløb svarende til pågældendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal investeringsforeningen offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede bestemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidligere tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesordningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de gældende krav til offentliggørelse på området.

Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen, der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fratrædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af direktionen er investeringsforeningen således forpligtet til at offentliggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået.

Efter forslaget er investeringsforeningen forpligtet til at offentliggøre oplysninger om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget overstiger en værdi svarende til vedkommendes samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter aftalens indgåelse. Det betyder, at virksomheden umiddelbart efter aftaleindgåelse med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.

Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelsestidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet tidspunkt.

Offentliggørelsen skal ske på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige så længe aftalen er gældende.

Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelsesordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebetaling er endeligt afklaret.

Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelsesordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratrædelsen, skal investeringsforeningen fjerne oplysningerne om direktørens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.

Det følger af forslaget til § 48 h, at bestemmelserne i den foreslåede § 48 e ikke kan fraviges ved aftale.

Det følger endvidere af forslaget til § 190, stk. 1, 2. pkt., at en overtrædelse af den foreslåede § 48 e kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 5, nr. 3.

Kilde

De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 2, nr. 26, i lov om investeringsforeninger m.v. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 48 a i lov om investeringsforeninger m.v.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede § 48 f , at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en investeringsforening. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registrerede som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har en investeringsforening og en direktør i investeringsforeningen f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør fortsætter i sit sædvanlige virke i investeringsforeningen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker som konsulent på deltid eller lignende for investeringsforeningen i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af investeringsforeningens virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling giver investeringsforeningens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har investeringsforeningen således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 48 g, stk. 4.

Det følger af forslaget til § 48 h, at bestemmelsen i den forslåede § 48 f ikke kan fraviges ved aftale.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 48 g fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i en investeringsforening samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en investeringsforening. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i lovforslagets § 5, nr. 1, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en investeringsforening skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både investeringsforeningens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må investeringsforeningen ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke investeringsforeningen i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af investeringsforeningers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at investeringsforeningens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være udbetalt fuldt ud i overensstemmelse med det foreslåede § 48 f. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 48 f.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 48 a, stk. 1, nr. 5, i lov om investeringsforeninger m.v.

Kompleksiteten af investeringsforeningers virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at investeringsforeningers bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i en investeringsforening skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i investeringsforeningen, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af investeringsforeningen konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet har truffet beslutning om at inddrage den danske UCITS’s tilladelse i medfør af § 110 i lov om investeringsforeninger m.v.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis investeringsforeningen kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført investeringsforeningen store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til investeringsforeningens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at investeringsforeningens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at investeringsforeningens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom investeringsforeningens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt investeringsforeningen.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale investeringsforeningens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for investeringsforeningen, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til investeringsforeningen forværres markant.

Mistillid kan bestå i, men er ikke begrænset til, en situation, hvor investorerne i en investeringsforening grundet mistillid til direktøren i høj grad søger at lade sig indløse.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som investeringsforeningen er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på investeringsforeningens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle- og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager investeringsforeningen eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er dog væsentligt, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller investeringsforeningen dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller investeringsforeningen dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for anvendelsen af reglerne om begrænsning af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i investeringsforeningen. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis investeringsforeningen bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor investeringsforeningen og/eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor investeringsforeningen bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i investeringsforeningen. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller investeringsforeningen efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme direktøren eller investeringsforeningen efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført investeringsforeningen en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt. indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen i en investeringsforening skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis investeringsforeningen sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i investeringsforeningen.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af investeringsforeningen eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i investeringsforeningen.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis investeringsforeningen eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse i medfør af § 190, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v. som følge af manglende iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af investeringsforeningen eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med at direktøren eller investeringsforeningen er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i en investeringsforening ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold., og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for investeringsforeningen, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 48 g, stk. 2.

§ 48 h

De gældende aflønningsregler i lov om investeringsforeninger m.v. og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 48 h, at §§ 48 e-48 g ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en investeringsforening, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om investeringsforeninger m.v. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i, hvilke bestemmelser i lov om investeringsforeninger m.v. der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 3 (§ 190, stk. 1, 2. pkt., i lov investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 190, stk. 1, 2. pkt., udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det foreslås på den baggrund i § 190, stk. 1, 2. pkt., at ændre henvisning til § 48 b og § 48 c til §§ 48 b, 48 c og 48 e.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil kunne fastsættes bødestraf for en overtrædelse af offentliggørelseskravet i § 48 e.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, nr. 2, der indsætter § 48 e. Bestemmelsen indeholder krav om offentliggørelse af større fratrædelsesordninger, som et direktionsmedlem opnår ret til i kraft af sin fratrædelse.

Ansvarssubjektet er investeringsforeninger, og gerningsindholdet består i, at investeringsforeningen ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på investeringsforeningens hjemmeside på samme sted, som investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort. Der er således flere momenter i § 48 e, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden, end hvor investeringsforeningens lønpolitik er offentliggjort. Endelig kan det straffes med bøde, hvis investeringsforeningen fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For et medlem af repræsentantskabet, bestyrelsen eller direktøren må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal Arbejdsmarkedets Tillægspension sikre, at den pågældende ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for virksomheden, eller ikke har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed, samt betinge udbetalingen af, at virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel kan overholde sine forpligtelser over for sine medlemmer. Er dette ikke tilfældet, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. Arbejdsmarkedets Tillægspension skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 13 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger heraf blandt andet, at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 13 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 24 n fastsætter nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension samt til udbetalingen heraf.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 24 j, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både virksomhedens og den pågældendes forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse.

Skyldes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses afskedigelse eksempelvis, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til den pågældende. I et sådant tilfælde vil fratrædelsesgodtgørelse bortfalde inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes den pågældende, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af den pågældende, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at en fratrædelsesgodtgørelse skaludbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Evt. variabel løn, der er tildelt i aktier, og evt. variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til den pågældendes gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse der er aftalt. Hvis en direktør eller et medlem af den finansielle ledelse f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør eller et medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at vedkommende er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er fuldt udbetalt.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 24 m. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 24 m.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 10, stk. 1, nr. 4, i aflønningsbekendtgørelsen.

Kompleksiteten af Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen vurderer, at en fratrådt under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, hvis bestyrelsen vurderer, at vedkommende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør eller et medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at vedkommende har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor vedkommende har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at vedkommende åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom virksomhedens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør eller medlem af den finansielle ledelse er fratrådt virksomheden.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virksomhedens økonomiske situation. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis vedkommendes kritisable adfærd har medført, at tilliden til virksomheden forværres markant.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilregnes direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis vedkommende har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på virksomhedens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den fratrådte ikke har fulgt eller gennemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen efter § 23, stk. 7-12, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, eller hvis vedkommende ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 23 b i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Også væsentlig tilsidesættelse af den regulering, der gælder for Arbejdsmarkedets Tillægspension i øvrigt, anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse. Modtager virksomheden eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af centrale regler under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller at vedkommende har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at vedkommende generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller et medlem af den finansielle ledelse eller virksomheden dømmes for overtrædelse af straffeloven, lovgivning relateret til Arbejdsmarkedets Tillægspension eller anden relevant lovgivning. Er direktøren, et medlem af den finansielle ledelse eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse, skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses varetagelse af sine pligter i virksomheden. Er vedkommende dømt for strafbare forhold begået i vedkommendes privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, lovgivning relateret til Arbejdsmarkedets Tillægspension eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi vedkommende ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at vedkommende ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden eller direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt, inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse eller virksomheden efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under vedkommendes ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs eller et medlem af den finansielle ledelses adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af virksomheden, direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører den pågældendes aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i virksomheden.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse, hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension eller vedkommende sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af vedkommende har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse for forhold begået i vedkommendes privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af virksomheden, direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at direktøren, et medlem af den finansielle ledelse eller virksomheden er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i virksomheden ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt, hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at vedkommende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for virksomheden, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 24 o, stk. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modtagerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fastsætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes eller afdækkes i en passende periode herefter.

Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelingen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den udskudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfalde. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidlertid være undtaget regelsættet om variabel løn i medfør af § 15 i bekendtgørelse nr. 1151 af 24. oktober 2017 om lønpolitik og aflønning i forvaltere af alternative investeringsfonde (aflønningsbekendtgørelsen). Det følger heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undtages fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne.

Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagelsesbetingelserne i § 15 i aflønningsbekendtgørelsen er opfyldt.

Det foreslås i § 20 c, at der fastsættes nærmere krav om fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde samt til udbetalingen heraf.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til medlemmer af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde. Medlemmer af direktionen omfatter de personer, der er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen.

Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der er nærmere defineret i den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 56, som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne forseelser eller manglende resultater.

Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkommendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen af manglende resultater bør der tages hensyn til både forvalterens og direktørens forhold.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resultater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.

Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk. 4, må forvalteren ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelsesgodtgørelse bortfalde inden udbetalingen heraf påbegyndes.

Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater, der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderingen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bortfalde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse ikke må tildeles.

Det foreslåede tilsigter ikke at ændre ved den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodtgørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønninger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal indstilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage, hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgøre en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som værdien på beregningstidspunktet.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.

Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ændret sig.

Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratrædelsesgodtgørelse, der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales, året efter vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det foreslåede stk. 3.

De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et beløb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede bestemmelse begrænser således ikke investeringsforeningen i at udbetale mindre månedlige beløb og således forlænge udskydelsesperioden.

Kompleksiteten af forvaltere af alternative investeringsfondes virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt at sikre, at forvalterens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis forvalteren sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , at udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde tidligst kan begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Løn i opsigelsesperioden skal være fuldt ud udbetalt i overensstemmelse med den foreslåede § 20 b. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 20 b.

Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens udbetaling er afhængig af udbetalingen eventuel løn i opsigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold til § 20, stk. 2, nr. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Kompleksiteten af forvaltere af alternative investeringsfondes virksomhed vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at sikre, at forvalteres bestyrelse har tilstrækkelig tid til at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af godtgørelsen.

Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med kravet i forslaget til stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen i en forvalter af alternative investeringsfonde skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen, hvis forvalteren sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med udbetalingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. bemærkningerne ovenfor.

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er således begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin ansættelse i investeringsforeningen, skal bestyrelsen bestræbe sig på at kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet nedenfor.

Det foreslås i 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, og indstille udbetalingen og dermed lade en eventuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde ledelse af forvalteren konkret vurderes i betydelig grad at have medvirket til, at Finanstilsynet påbyder en forvalter af alternative investeringsfonde at foretage de i § 166 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde nævnte foranstaltninger i medfør af § 167 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, eller hvis Finanstilsynet inddrager forvalterens tilladelse i medfør af § 167, stk. 2, i lov om alternative investeringsfonde.

Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis forvalteren kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilregnes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledelse. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direktøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af bestyrelsen fastsatte rammer og har påført forvalteren store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet, hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der i betragteligt omfang har bidraget til forvalterens problemer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.

Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse, at forvalterens økonomiske problemer kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at forvalterens økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold, som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet, er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes, selvom forvalterens økonomiske problemer først konstateres, efter den pågældende direktør er fratrådt forvalteren.

Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssige svigt, uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale forvalterens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige tab eller skade for forvalteren, som med rimelighed burde have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdømmemæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at tilliden til forvalteren forværres markant. Hvis forvalteren har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, kan mistillid til forvalteren eksempelvis give sig udslag i betydeligt fald i forvalterens aktiekurs, men vil ikke være begrænset hertil.

Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab eller skade, som forvalteren er blevet påført, kan tilregnes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illoyal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og skade på forvalterens omdømme.

Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige forpligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis direktøren ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedsstyring efter § 18 og § 27 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og erhvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsidesættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager forvalteren eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsynet for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskreglerne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at Finanstilsynets tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold, som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets reaktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættelsen medfører, at den fratrådte direktør eller forvalteren dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren eller forvalteren dømt for en sådan overtrædelse skal fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.

Det er afgørende for udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i forvalteren. Er direktøren dømt for strafbare forhold begået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke efter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.

Hvis forvalteren bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, den finansielle regulering eller anden relevant lovgivning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere, fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at direktøren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.

Ofte går der lang tid fra det tidspunkt hvor forvalteren og/eller direktøren sigtes, og til der placeres et strafansvar. Fratrædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt inden et strafansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant. Derfor foreslås det i 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på det tidspunkt, hvor forvalteren bliver sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under vedkommendes ansættelse i forvalteren. Se nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.

Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den fratrådte direktør eller forvalteren efterfølgende findes skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at domstolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme vedkommende eller forvalteren efter tiltalen, men hvor forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført forvalteren en så betydelig omdømmemæssig skade, at bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet, hvis de passerede forhold henhører under direktørens ansvarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver bekendt hermed på anden måde, eksempelvis via reaktioner fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommunikation fra myndighederne.

Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede 1. pkt., indebærer et bortfald af direktørens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen, skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller delvist, jf. det foreslåede stk. 5.

Skulle bestyrelsen inden for de almindelige forældelsesfrister få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre beslutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt.

Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmuligheder og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af misligholdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis forvalteren sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i forvalteren.

Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse med sigtelser af forvalteren eller direktøren for overtrædelse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i forvalteren.

Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis forvalteren eller direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering, § 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.

Sigtes en fratrådt direktør i medfør af § 190, stk. 8, for manglende iværksættelse af nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen af godtgørelsen.

Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratrædelsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansættelsen.

Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodtgørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for forhold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelser.

En domfældelse af forvalteren eller direktøren for forhold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbageholde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i forbindelse med, at direktøren eller forvalteren er sigtet for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid, inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre, at medlemmer af direktionen i en forvalter ikke belønnes for strafbare handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestemmelsen forspildes.

Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på det tidspunkt hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direktør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.

Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelsesgodtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endelige afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet endelig beslutning.

Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesområdet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrelsen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansættelse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling, når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.

I de tilfælde hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilbageholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen kræve tilbagebetaling af eventuel udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den resterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, være afhængig af straffesagens endelige afgørelse.

Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Dette indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for forvalteren, vil bestyrelsen ikke være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.

Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, vil løbe successivt månedsvis efterhånden som fratrædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 20 c, stk. 2.

Kilde

De gældende aflønningsregler i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det foreslås i § 5 n , at §§ 5 k – 5 m ikke kan fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på entydigt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af øvrige bestemmelser i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller øvrige bestemmelser i aflønningsbekendtgørelsen. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til, hvilke bestemmelser i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller aflønningsbekendtgørelsen der i øvrigt kan eller ikke kan fraviges ved aftale.

Til nr. 10 (§ 8 n, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 8 n, stk. 2, at Finanstilsynet kan forlange de regnskabsindberetninger, der er nævnt under stk. 1, suppleret med redegørelser om enkeltforhold underskrevet af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds direktør eller bestyrelse.

Det foreslås at ændre § 8 n, stk. 2 , således, at »direktør« ændres til: »direktion«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 8 n, stk. 2.

Til nr. 11 (§ 10, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at Finanstilsynet påser overholdelsen af §§ 4 b-4 d og § 5, § 5 a, stk. 3-10, §§ 5 b og 5 c, regler udstedt i medfør af § 5 e, §§ 5 f og 5 h samt kapitlerne 4 og 5.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 1 , således at »§§ 5 f og h« ændres til: »§§ 5 f, h og j«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der tilføjes en henvisning til den foreslåede § 5 j i bestemmelsen. Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet kan påse overholdelsen af regler, der udstedes i medfør af den foreslåede § 5 j. Den foreslåede ændring er en følge af, at der i stedet for den gældende § 5 e, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, indsættes en ny bemyndigelsesbestemmelse i den foreslåede § 5 j.

Til nr. 12 (§ 10, stk. 4, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 10, stk. 4, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at Finanstilsynet kan påbyde Lønmodtagernes Dyrtidsfond at afsætte direktøren eller afskedige en ansat, der er udpeget som nøgleperson efter § 4 a, stk. 4, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis den pågældende efter § 4 a, stk. 2, ikke kan bestride stillingen.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 4 , således, at efter »afsætte« indsættes: »et medlem af«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 10, stk. 4.

Til nr. 13 (§ 10, stk. 5, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 10, stk. 5, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at Finanstilsynet kan påbyde Lønmodtagernes Dyrtidsfond at afsætte direktøren eller en ansat, der er udpeget som nøgleperson efter § 4 a, stk. 4, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller den finansielle lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domsfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 4 a, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 5.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 5, 1. pkt. , således, at efter »afsætte« indsættes: »et medlem af«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 10, stk. 5.

Til nr. 14 (§ 10, stk. 6, 1. og 3. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Det fremgår af § 10, stk. 6, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at påbud meddelt i henhold til stk. 4 og 5 kan forlanges indbragt for domstolene af Lønmodtagernes Dyrtidsfond og af direktøren.

Det fremgår af § 10, stk. 6, 3. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at anmodningen ikke har opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at direktøren under sagens behandling kan opretholde sin stilling.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 6, 1. pkt., således, at efter »og af« indsættes: »et medlem af«, og i 3. pkt. , således, at efter »at« indsættes: »et medlem af«.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 10, stk. 6.

Til nr. 15 (§ 10, stk. 10, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 10, stk. 6, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond indeholder en bestemmelse om, at når Finanstilsynet meddeler påbud i henhold til stk. 4 og 5, kan påbuddet forlanges indbragt for domstolene. Retten til at forlange påbuddet indbragt tilfalder Lønmodtagernes Dyrtidsfond og direktøren.

En anmodning om indbringelse af påbud for domstolene skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at direktøren under sagens behandling kan opretholde sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10, i § 10, hvorefter afgørelser i sager efter § 4 a, stk. 1 og 2, og § 4 a, stk. 8, som træffes efter § 4 a, stk. 3, kan forlanges indbragt for domstolene af Lønmodtagernes Dyrtidsfond og den person, som afgørelsen vedrører. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Lønmodtagernes Dyrtidsfond og den person, som afgørelsen vedrører, vil derfor kunne forlange, at Finanstilsynet indbringer en afgørelse om afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning for domstolene, ligesom det er tilfældet for påbud om at afsætte direktøren eller en ansat, der er udpeget som en nøgleperson, jf. § 10, stk. 4 og 5.

Til nr. 16 (§ 10 g, stk. 3, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 4 a, stk. 1 og 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond indeholder kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Kravene til egnethed og hæderlighed gælder tillige for ansatte identificeret som nøglepersoner, jf. § 4 a, stk. 5.

Det fremgår af den gældende § 10 g, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet i henhold til denne lovs § 10, stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal offentliggøres, og det skal af offentliggørelsen fremgå, at reaktionen vedrører Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. dog stk. 3.

Ved reaktioner forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 133 som fremsat, side 311.

Offentliggørelse efter § 10 g, stk. 1, kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller efterforskningsmæssige henholdsvis samfundsmæssige hensyn i øvrigt taler imod offentliggørelse, jf. stk. 3. Offentliggørelsen må heller ikke indeholde oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, dvs. oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold eller lignende.

Udgangspunktet efter § 10 g, stk. 1, er, at en afgørelse truffet af Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, medmindre de særlige betingelser for at undlade offentliggørelse efter stk. 3 finder anvendelse, og at en offentliggørelse, der vedrører en fysisk person, sker i anonymiseret form, hvilket omfatter sager om egnethed og hæderlighed.

Det foreslås i § 10 g, stk. 3, 1. pkt., at der ikke skal ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 4 a, stk. 1 og 2, eller § 4 a, stk. 1 og 2, jf. § 4 a, stk. 8.

Forslaget vil indebære, at der fremover ikke kan ske offentliggørelse efter § 10 g, stk. 1, af Finanstilsynets afgørelser i sager om egnethed og hæderlighed efter § 4 a, stk. 1 og 2. Dette vil gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling, og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv.

Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undtagelse til offentliggørelsespligten i § 10 g, stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og hæderlighed vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17 (§ 10 g, stk. 4, 1. pkt., i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den fremgår af den gældende § 10 g, stk. 4, at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 3, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1 eller 2, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for reaktionen.

Det foreslås i § 10 g, stk. 4, 1. pkt., at ændre stk. 3, 1. pkt., til stk. 3. 2. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensrettelse på baggrund af lovforslagets § 8, nr. 16.

Til nr. 18 (§ 14, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 14, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen oplistede forhold kan straffes.

Det foreslås at ændre § 14, stk. 1, således, at »bestyrelsen, som direktør« ændres til: »bestyrelsen, som medlem af direktionen«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, hvor det foreslås, at ”direktør” ændres til ”direktion” i § 4, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 14, stk. 1.

Til nr. 19 (§ 14 a, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond)

Den gældende § 14 a, stk. 1, udgør en straffebestemmelse, hvorefter overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser kan straffes med bøde.

Det følger af den gældende § 14 a, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det omfatter bl.a. den gældende § 4 a, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1 og 2.

Det foreslås at tilføje en henvisning til den foreslåede § 5 k og ændre »§ 4 a, stk. 3« til: »§ 4 a, stk. 6« i § 14 a, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en overtrædelse af den foreslåede § 5 k kan straffes med bøde.

Den foreslåede tilføjelse af 5 k vil medføre, at en overtrædelse af den foreslåede § 5 k kan straffes med bøde.

I forbindelse med offentliggørelseskravet i § 5 k er ansvarssubjektet Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Gerningsindholdet består i, at fonden ikke offentliggør alle de nævnte oplysninger hurtigst muligt eller senest 3 hverdage efter aftaleindgåelsen af en større fratrædelsesordning på Lønmodtagernes Dyrtidsfond hjemmeside, på samme sted som fondens lønpolitik er offentliggjort.

Der er således flere forhold i § 5 k, der særskilt vil kunne føre til et eventuelt strafansvar, herunder manglende offentliggørelse, for sen offentliggørelse og offentliggørelse et andet sted på hjemmesiden end hvor virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, hvor det eksempelvis forsøges skjult i forhold til anden information af samme karakter. Endelig kan det straffes med bøde, hvis fonden fjerner oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning i den periode, hvor aftalen fortsat finder anvendelse.

Den foreslåede ændring af henvisning til § 4 a, stk. 3, til § 4 a, stk. 6, er en konsekvensændring på baggrund af de ændringer til § 4 a, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der foreslås ved lovforslagets § 8, nr. 3.

Kilde

De gældende aflønningsregler for Arbejdsmarkedets Tillægspension indeholder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf. § 3 i aflønningsbekendtgørelsen. Da løn i en aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel løn, der følger af § 10 i aflønningsbekendtgørelsen.

Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for udbetalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde, hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af opsigelsesperioden.

Det følger af den foreslåede § 24 m, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden.

Det foreslåede vil indebære, at løn i en direktørs eller et medlem af den finansielle ledelses aftalte opsigelsesperiode skal udbetales månedsvis over opsigelsesperioden, for så vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de tilfælde, hvor direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse er fritstillet i opsigelsesperioden. Det betyder, at en direktør eller et medlem af den finansielle ledelse, der befinder sig i opsagt stilling, men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse. For en direktør eller et medlem af den finansielle ledelse, der er fratrådt sin stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstillingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.

Har Arbejdsmarkedet Tillægspension og en direktør eller et medlem af den finansielle ledelse i virksomheden f.eks. aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måneder efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.

Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør eller medlem af den finansielle ledelse virker som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i opsigelsesperioden.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direktør eller et medlem af den finansielle ledelse har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt opsigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse med opsigelsen af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse. Kompleksiteten af Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed vil ofte medføre, at omfanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter direktørens eller medlemmet af den finansielle ledelses fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med opsigelsen af direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, reduceres muligheden for senere at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive relevant.

Den foreslåede løbende udbetaling vil give virksomhedens bestyrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågældende direktør eller et medlem af den finansielle ledelse har udvist en adfærd, der kan udgøre en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden hele beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har virksomheden således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er udskudt.

Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på eventuelle andre vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 24 n, stk. 4.

Kilde

Det fremgår af § 24 f, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med beskæftigelsesministen kan fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 23 b, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik og om Arbejdsmarkedets Tillægspensions pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn og fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det foreslås at ophæve § 24 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension i lovforslagets § 7, nr. 4.

§ 24 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension videreføres til en ny § 24 k ved nærværende ændringsnummer.

§ 2 i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter minimumskriterier for udpegning af væsentlige risikotagere i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Bestyrelsen har ansvaret for at identificere virksomhedens væsentlige risikotagere under hensyntagen til virksomhedens størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter. Bestyrelsen fastsætter selv supplerende kriterier for udpegningen af væsentlige risikotagere, hvis bestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt.

Det foreslås i § 24 k, stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 24 f for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil (væsentlige risikotagere).

§ 2 i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter minimumskriterier for udpegning af væsentlige risikotagere i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Bestyrelsen har ansvaret for at identificere virksomhedens væsentlige risikotagere under hensyntagen til virksomhedens størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter. Bestyrelsen fastsætter selv supplerende kriterier for udpegningen af væsentlige risikotagere, hvis bestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt.

§ 19 i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter oplysnings- og indberetningskrav for Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det følger bl.a. heraf, at virksomheden mindst én gang årligt skal offentliggøre oplysninger vedrørende sin lønpolitik og praksis for repræsentantskabet, bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere, herunder de samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt efter repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og ansatte, der har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Oplysningerne skal indsendes til Finanstilsynet hvert år og samtidig hermed offentliggøres på virksomhedens hjemmeside.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om pligten til at offentliggøre oplysninger om aflønning af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 24 f for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Tillægspensions pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn.

Finanstilsynet fører bl.a. tilsyn med Arbejdsmarkedets Tillægspensions anvendelse af variabel løn til medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil (væsentlige risikotagere), jf. § 10 i aflønningsbekendtgørelsen, og tilsyn med at virksomhedens lønpolitik afspejler virksomhedens lønpraksis.

Den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter nærmere regler om Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik og aflønning af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det følger bl.a. af aflønningsbekendtgørelsens § 5, at bestyrelsen under hensyntagen til Arbejdsmarkedets Tillægspensions størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter skal fastlægge en lønpolitik, herunder en pensionspolitik, retningslinjer for tildeling af variable løndele, fratrædelsesgodtgørelser og identifikation af væsentlige risikotagere. Bestyrelsen har endvidere ansvaret for lønpolitikkens gennemførelse. Repræsentantskabet skal godkende lønpolitikken. Aflønningsbekendtgørelsen indeholder endvidere krav til lønpolitikkens indhold.

Aflønningsbekendtgørelsen indeholder krav til aflønningen af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre væsentlige risikotagere. Anvendelsen af variabel løn for denne persongruppe er eksempelvis reguleret i bekendtgørelsens § 10.

Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik, vederlagsrapport og aflønning af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 24 f for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 23 b, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik, hvorefter Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Det følger af det foreslåede, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren i øvrigt kan fastsætte nærmere regler om virksomhedens vederlagsrapport. Den gældende bekendtgørelse indeholder ikke krav om udarbejdelsen af en vederlagsrapporten. Det foreslås, at der indføres nærmere krav om vederlagsrapporten udarbejdelse, indhold og offentliggørelse i bekendtgørelsen.

Kilde

Det fremgår af § 5 e, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med beskæftigelsesministen kan fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 4 c, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik og om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn og fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Det foreslås at ophæve § 5 e i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond i lovforslagets § 8, nr. 8.

§ 5 e i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond videreføres til en ny § 5 j ved nærværende ændringsnummer.

§ 2, stk. 2-4, i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter minimumskriterier for udpegning af væsentlige risikotagere i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Bestyrelsen har ansvaret for at identificere virksomhedens væsentlige risikotagere under hensyntagen til virksomhedens størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af organisationens aktiviteter, jf. aflønningsbekendtgørelsens § 2, stk. 2. Bestyrelsen fastsætter selv supplerende kriterier for udpegningen af væsentlige risikotagere, hvis bestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt.

Det foreslås i § 5 j, stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 5 e for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil (væsentlige risikotagere).

§ 19 i den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter oplysnings- og indberetningskrav for Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det følger bl.a. heraf, at virksomheden mindst én gang årligt skal offentliggøre oplysninger vedrørende sin lønpolitik og praksis for bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil, herunder de samlede kvantitative oplysninger om aflønning opdelt på bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil.

Oplysningerne skal indsendes til Finanstilsynet hvert år og samtidig hermed offentliggøres på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hjemmeside.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om pligten til at offentliggøre oplysninger om aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på fondens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 5 e for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds pligt til at offentliggøre oplysninger vedrørende Finanstilsynets tilsyn.

Finanstilsynet fører bl.a. tilsyn med, at Lønmodtagernes Dyrtidsfonds anvendelse af variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risikoprofil (væsentlige risikotagere), jf. § 10 i aflønningsbekendtgørelsen, og tilsyn med at virksomhedens lønpolitik afspejler virksomhedens lønpraksis.

Den gældende aflønningsbekendtgørelse fastsætter nærmere regler om virksomhedens lønpolitik og aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil.

Det følger bl.a. af aflønningsbekendtgørelsens § 5, at bestyrelsen under hensyntagen til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds størrelse og organisation samt omfanget og kompleksiteten af organisationens aktiviteter skal fastlægge en lønpolitik, herunder en pensionspolitik, retningslinjer for tildeling af variable løndele, fratrædelsesgodtgørelser og identifikation af væsentlige risikotagere. Bestyrelsen har endvidere ansvaret for lønpolitikkens gennemførelse. Bestyrelsen skal godkende lønpolitikken. Aflønningsbekendtgørelsen indeholder endvidere krav til lønpolitikkens indhold.

Aflønningsbekendtgørelsen indeholder krav til aflønningen af bestyrelsen, direktionen og andre væsentlige risikotagere. Anvendelsen af variabel løn for denne persongruppe er eksempelvis reguleret i bekendtgørelsens § 10.

Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fondens lønpolitik, vederlagsrapport og aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på organisationens risikoprofil.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 5 e for så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler for indholdet af den i § 4 c, stk. 1, nr. 9, nævnte aflønningspolitik, hvorefter Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Det følger af det foreslåede, at erhvervsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren i øvrigt kan fastsætte nærmere regler om virksomhedens vederlagsrapport. Den gældende bekendtgørelse indeholder ikke krav om udarbejdelse af en vederlagsrapport. Det foreslås, at der indføres nærmere krav om vederlagsrapportens udarbejdelse, indhold og offentliggørelse i bekendtgørelsen.