Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 205 af 01/03/2023

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Fiskeriloven § 36e

Uanset § 36 a, stk. 2, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte regler om, at en fartøjsejer med sine fangstrettigheder kan indtræde i et puljefiskeri efter påbegyndelsen af den 13-måneders-periode, som tilladelsen til puljefiskeriet er givet for, herunder hvis

  1. den pågældende som førstegangsetableret efter regler udstedt af ministeren har fået tilladelse til at erhverve kvoteandele fra andre fartøjer eller til at få tildelt kvoteandele på lånebasis eller

  2. den pågældende fartøjsejer har overtaget sit fartøj fra en nuværende eller tidligere deltager i det pågældende puljefiskeri.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan kun meddeles, hvis

  1. alle deltagere i det puljefiskeri, der ansøges om tilladelse til at indtræde i, giver samtykke til den ansøgte indtræden og

  2. der er foretaget en opgørelse af fangstrettigheder og forpligtelser pr. indtrædelsesdatoen i det puljefiskeri, der ansøges om tilladelse til at indtræde i, som kan godkendes af ministeren.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om indsendelse af ansøgning om indtrædelse i puljefiskeri, herunder om dokumentation for opfyldelse af betingelserne i stk. 1 og 2.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Fiskeriloven § 36e

Bestemmelsen viderefører i stk. 1 muligheden i reguleringslovens § 5 for at kræve tilladelse til visse fiskerier. Der er tale om et meget anvendt reguleringsinstrument, der både har betydning, for så vidt angår reglerne for adgangen til visse fiskerier, hvor der lægges vægt på, hvilke muligheder fartøjerne skal have på samme tid, af hensyn til andre fartøjers muligheder, samt på overholdelse af vilkår for fiskeriet.

Det fastlægges i det regelsæt, der hidtil har været udstedt efter reguleringsloven, og som vil skulle udstedes efter forslagets § 35, hvilke fiskerier, der kræver tilladelse.

I stk. 2 og 3 videreføres reguleringslovens § 5, stk. 3-4. I stk. 2 er indføjet, at der kan fastsættes vilkår for tilladelserne. Dette fremgår også af reguleringslovens § 6, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse på grund af overtrædelse af vilkår.

Stk. 3 er formuleret som en generel bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om udstedelse af tilladelse. Frister for indgivelse af ansøgninger vil være en del af disse regler. Som hidtil vil disse frister være indarbejdet i de regler, der udstedes om regulering. En bestemmelse i reguleringslovens § 5, stk. 2, om, at kun personer og selskaber, der er registreret med ret til at drive erhvevsfiskeri og bierhvervsfiskeri, kan opnå tilladelse, er ikke gentaget i forslaget, da den ville være overflødig. Kun erhvervsfiskere og erhvervsfiskerselskaber må ifølge reglerne i forslagets kapitel 4 drive erhvervsmæssigt fiskeri og ifølge reglerne i kapitel 8 eje fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri. Andre end erhvervsfiskere og erhvervsfiskerselskaber kan derfor ikke opnå tilladelse efter forslagets § 36.