Autorisationsloven

Efter § 1, stk. 3, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) er den, der har autorisation som læge, tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, osteopat, jordemoder, klinisk tandtekniker, kontaktlinseoptiker, optometrist, tandplejer eller behandlerfarmaceuter forbeholdt retten til at udøve en bestemt sundhedsfaglig virksomhed. Dette kaldes i praksis forbeholdt virksomhed eller et forbeholdt virksomhedsområde. Den forbeholdte virksomhed er ikke udtryk for en fuldstændig beskrivelse af men derimod en delmængde af de opgaver og det virkefelt, som autoriserede sundhedspersoner varetager.

De nærmere regler om, hvilken sundhedsfaglig virksomhed, herunder forbeholdt virksomhed, der knyttes til de bestemte grupper, fremgår af autorisationslovens afsnit II.

Det forbeholdte virksomhedsområde må ikke udføres af andre faggrupper, med mindre andre faggrupper har et forbeholdt område, der også indeholder den pågældende form for faglig virksomhed.

Sygeplejersker er ikke i dag tillagt et forbeholdt virksomhedsområde. Der er således ikke nogen form for forbeholdt faglig virksomhed, som sygeplejersker i medfør af deres autorisation kan udøve på eget initiativ og ansvar. Tilsvarende gælder for specialsygeplejersker. Sygeplejersker kan derimod efter delegation udøve forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed, herunder forbeholdt lægefaglig virksomhed, efter reglerne om medhjælp fastsat i medfør af autorisationslovens § 18. De nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed). Styrelsen for Patientsikkerhed har præciseret reglerne i vejledning nr. 115 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).

Det foreslås, at der i autorisationslovens § 1, stk. 3, efter »kiropraktorer« indsættes »sygeplejersker, specialsygeplejersker,«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at sygeplejersker og specialsygeplejersker vil fremgå af oplistning af autoriserede sundhedspersoner, der forbeholdes ret til at udøve en bestemt sundhedsfaglig virksomhed.

Et forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker og specialsygeplejersker vil ikke medføre, at andre faggruppers virksomhedsområder ændres eller indskrænkes.

Uanset et forbeholdt virksomhedsområde vil det altid være driftsherren og arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet på et behandlingssted, herunder beslutter, hvordan arbejdet mest hensigtsmæssigt tilrettelægges på behandlingsstedet. Det vil derfor også være driftsherren og arbejdsgiveren, der kan beslutte, at visse typer af opgaver inden for et forbeholdt område skal løses af andre personalegrupper efter delegation fra autoriserede sundhedspersoner med et forbeholdt virksomhedsområde.

Den nærmere forbeholdte virksomhed foreslås for sygeplejerskers vedkommende fastsat i det foreslåede § 54, stk. 4, og i regler fastsat i medfør af det foreslåede § 54, stk. 6, 1. pkt. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, mens det for specialsygeplejerskers vedkommende foreslås fastsat i regler udstedt i medfør af det foreslåede § 54 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Det fremgår af § 21, stk. 1, i autorisationsloven, at læger, tandlæger, kiropraktorer, jordemødre, kliniske diætister, kliniske tandteknikere, tandplejere, kontaktlinseoptikere, optometrister og behandlerfarmaceuter skal føre patientjournaler over deres virksomhed. De faggrupper, der er nævnt i bestemmelsen, er faggrupper med et forbeholdt virksomhedsområde, og sygeplejersker er derfor ikke nævnt.

Det fremgår af § 22, stk. 1, at en journal skal føres, når der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages undersøgelse og behandling m.v. af patienter. Efter § 22, stk. 2, skal patientjournalen indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Oplysningerne skal journaliseres så snart som muligt efter patientkontakten. Det skal endvidere fremgå af journalen, hvem der har indført oplysningerne i journalen og tidspunktet herfor.

Efter autorisationsloven § 21, stk. 2, kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte grupper af autoriserede sundhedspersoner skal føre patientjournaler. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler.

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, omfatter bekendtgørelsen enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i udførelsen af sundhedsmæssig virksomhed foretager behandling af en patient og personer, der handler på disses ansvar. Bestemmelsen medfører, at sygeplejersker også omfattes af pligten til at føre journal.

Det foreslås, at der i autorisationslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., efter »læger,« indsættes »sygeplejersker,«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at sygeplejersker vil få journalføringspligt direkte i medfør af autorisationsloven.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer af journalføringspligten for sygeplejersker.

Det fremgår af § 21, stk. 1, i autorisationsloven, at læger, tandlæger, kiropraktorer, jordemødre, kliniske diætister, kliniske tandteknikere, tandplejere, kontaktlinseoptikere, optometrister og behandlerfarmaceuter skal føre patientjournaler over deres virksomhed. De faggrupper, der er nævnt i bestemmelsen, er faggrupper med et forbeholdt virksomhedsområde, og sygeplejersker er derfor ikke nævnt.

Det fremgår af § 22, stk. 1, at en journal skal føres, når der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages undersøgelse og behandling m.v. af patienter. Efter § 22, stk. 2, skal patientjournalen indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Oplysningerne skal journaliseres så snart som muligt efter patientkontakten. Det skal endvidere fremgå af journalen, hvem der har indført oplysningerne i journalen og tidspunktet herfor.

Efter autorisationsloven § 21, stk. 2, kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte grupper af autoriserede sundhedspersoner skal føre patientjournaler. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler.

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, omfatter bekendtgørelsen enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i udførelsen af sundhedsmæssig virksomhed foretager behandling af en patient og personer, der handler på disses ansvar. Bestemmelsen medfører, at sygeplejersker også omfattes af pligten til at føre journal.

Det foreslås, at der i autorisationslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., efter »læger,« indsættes »sygeplejersker,«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at sygeplejersker vil få journalføringspligt direkte i medfør af autorisationsloven.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer af journalføringspligten for sygeplejersker.

Efter § 25, stk. 4, 1. pkt., i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte regler om overdragelse og opbevaring af patientjournaler i forbindelse med, at en anden autoriseret sundhedsperson overtager behandlingen af en patient eller en autoriseret sundhedsperson ophører med eller overdrager sin virksomhed.

Det følger af § 25, stk. 4, 2. pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed på dette område bemyndiges til at fastsætte regler, der fraviger de almindelige bestemmelser om patienters samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger.

Det følger endvidere af § 25, stk. 4, 3. pkt., at sådanne fravigelser ikke kan omfatte klinikoverdragelser mellem tandlæger.

Det foreslås, at § 25, stk. 4, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte regler om, at der ikke skal indhentes samtykke fra hver enkelt patient, før patientjournalerne kan overdrages i forbindelse med overdragelse af en tandlægeklinik. Forslaget vil omfatte de tilfælde, hvor en tandlægeklinik overdrages til fortsat drift til en ny autoriseret tandlæge.

Forslaget vil indebære, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne ophæve § 41, stk. 4 i journalføringsbekendtgørelsen, hvorefter samtykkekravet vil bortfalde. Det vil ved klinikoverdragelse mellem tandlæger medføre, at den afgivende tandlæge, hvis det er praktisk muligt, generelt eller konkret skal oplyse patienterne om, at patientjournalerne er overdraget til den tandlæge, der har overtaget tandlægeklinikken, og at den enkelte patient kan tilkendegive, at denne ikke ønsker, at den nye tandlæge overtager vedkommendes patientjournal.

Patienterne vil dermed blive informeret om overdragelsen, hvis dette er praktisk muligt. Det kan eksempelvis ske ved en orientering på e-mail eller ved opslag i behandlingsstedets venteværelse. Dette er desuden i overensstemmelse med reglerne for overdragelse af klinikker hos andre faggrupper.

I de situationer, hvor patienten ikke ønsker, at patientjournalen overdrages til den nye tandlæge, der overtager behandlingsstedet, får patienten oplysninger om, at dennes patientjournal videregives til Styrelsen for Patientsikkerhed til fortsat opbevaring, indtil patienten eventuelt anmoder om, at få patientjournalen sendt til en ny tandlæge, eller indtil den pligtmæssige opbevaringsperiode for patientjournalen udløber, jf. journalføringsbekendtgørelsens §§ 35-38.

Den foreslåede ændring kræver ændring af bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.) (journalføringsbekendtgørelsen) og vejledning nr. 9525 af 1. juli 2021 om journalføring på det tandfaglige område.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven), at Styrelsen for Patientklager, jf. §§ 11 og 12, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Styrelsen for Patientklager kan ikke behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller delvis er omfattet af en klage efter § 2.

Efter de nugældende regler har Styrelsen for Patientklager ikke kompetence til at behandle klager over apotekssektoren, da den ikke er finansieret af kommuner eller regioner, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 130 som fremsat, s. 30.

Det foreslås i § 1, stk. 1, 1. pkt., at »sundhedsvæsenets« ændres til »behandlingssteders«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Styrelsen for Patientklager fremover vil kunne behandle klager fra patienter over ethvert behandlingssteds sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang.

Den foreslåede ændring vil således medføre, at Styrelsen for Patientklager fremover vil kunne behandle forløbsklager over behandling foretaget i privat regi, hvor der ikke er ydet offentligt tilskud. Det vil dermed ikke længere kun være Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der kan behandle klager over sundhedsfaglig behandling foretaget i privat regi, hvor patienten selv har afholdt hele udgiften til behandlingen.

Den foreslåede ændring vil desuden medføre, at Styrelsen for Patientklager vil kunne behandle klager over sundhedsfaglig behandling på apoteker. Styrelsen vil dog i lighed med Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ikke kunne tage stilling til apoteker efter reglerne i sundhedslovens kapitel 4-9, da apotekere, behandlingsfarmaceuter m.fl. ikke er sundhedspersoner i sundhedslovens forstand, jf. Folketingstidende 1997-98, 2. samling, s. 522 og Folketingstidende 2004-05, 2. samling, s. 3204.

Styrelsen for Patientklager vil fortsat ikke kunne tage stilling til institutioner, hvor den faglige virksomhed udøves af myndighedspersoner i henhold til serviceloven, herunder f.eks. vurderingen af, om borgeren skal tildeles en konkret ydelse.

Behandlingssteder skal forstås i overensstemmelse med sundhedslovens § 213 c, stk. 1. Det vil således omfatte sygehusenheder, klinikker, praksisser, plejecentre, plejehjem, bosteder, sundheds- eller genoptræningssteder og andre behandlingssteder, hvor sundhedspersoner udøver behandling.

Det foreslås videre, at der i § 1, stk. 1, 1. pkt ., efter »kapitel 4-9« indsættes: »og afsnit IV«.

Denne foreslåede ændring vil medføre, at Styrelsen for Patientklager vil kunne behandle klager over forhold omfattet af sundhedslovens afsnit IV vedrørende transplantation med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Forslaget vil indebære, at klager over forhold omfattet af sundhedslovens afsnit om transplantation fremover også vil kunne behandles som en klage over et behandlingssted (forløbsklage) og ikke alene som en klage over en eller flere sundhedspersoner (disciplinærnævnssag). Dette vil bringe retsstillingen tilbage til tiden før nedlæggelsen af Patientombuddet, Styrelsen for Patientsikkerheds overtagelse af klagesagsområdet og myndighedssammenfaldet, der nødvendiggjorde, at det alene var nævnet – og ikke Styrelsen for Patientsikkerhed – der kunne behandle disse klager.

Det fremgår af § 41, stk. 1, 1. pkt., i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), at ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i behandling af personer for stofmisbrug alene kan foretages af læger ansat i lægestillinger ved de kommunale, regionale eller private institutioner, der er nævnt i sundhedslovens § 142, stk. 4, og af læger ansat i sygehusvæsenet under en persons sygehusindlæggelse. Til private behandlingssteder henregnes i denne sammenhæng bl.a. selvejende behandlingssteder. Efter autorisationslovens § 41, stk. 1, 2. pkt., kan enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed dog foretages af andre læger.

Der henvises til pkt. 2.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at ændre § 41, stk. 1, 1. pkt., i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) således, at det af bestemmelsen fremgår, at også læger ansat ved regionale institutioner, hvor integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik finder sted, eller ved private og kommunale institutioner, som en region benytter som led i sådan behandling, kan foretage ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i behandling af personer for stofmisbrug. Til private behandlingssteder henregnes i denne sammenhæng bl.a. selvejende behandlingssteder.

Den foreslåede ændring vil medføre, at læger ansat ved regionale institutioner, hvor integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rus-middelproblematik finder sted, eller ved private, herunder selvejende, og kommunale institutioner, som en region benytter som led i sådan behandling, vil kunne foretage lægelig stofmisbrugsbehandling, og at de vil kunne dette, uanset om den integrerede dobbeltdiagnosebehandling foregår under indlæggelse eller ambulant, herunder som udgående funktioner til f.eks. patientens hjem samt bo- og opholdssteder.

Den foreslåede ændring vil sikre, at læger, som er ansat ved institutioner, hvor integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik finder sted, vil kunne foretage lægelig stofmisbrugsbehandling, som vil være relevant for nogle af patienterne. Hvis dette ikke sikres, vil lægelig stofmisbrugsbehandling som udgangspunkt ikke kunne foretages på disse institutioner, hvilket ville have som konsekvens, at patienter med behov for lægelig stofmisbrugsbehandling ikke ville kunne tilbydes integreret dobbeltdiagnosebehandling.

Den foreslåede ændring vil desuden sikre, at læger ansat ved de omhandlede institutioner vil kunne foretage lægelig stofmisbrugsbehandling, uanset om den integrerede dobbeltdiagnosebehandling foregår under indlæggelse eller ambulant, herunder som udgående funktioner til f.eks. patientens hjem samt bo- og opholdssteder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er i dag ingen former for faglig virksomhed, som er forbeholdt sygeplejersker at udføre, og der er således ikke nogen form for forbeholdt faglig virksomhed, som sygeplejersker i medfør af deres autorisation kan udøve på eget initiativ og eget ansvar. Når sygeplejersker i deres daglige arbejde udfører opgaver, der er forbeholdt lægefaglig virksomhed, herunder f.eks. håndterer receptpligtige lægemidler, syr mindre sår og foretager vaccinationer, sker dette således som medhjælp for en læge, uanset sygeplejerskens erfaring og efteruddannelse inden for området.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 3, at autorisationslovens § 54, stk. 3, ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt stk. 3-6.

Med det foreslåede § 54, stk. 3, foreslås det, at det kun er den, der har autorisation som sygeplejerske, som har ret til at udøve virksomhed som sygeplejerske.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af autorisationslovens § 1, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og vil indebære, at der indføres et forbeholdt virksomhedsområde til alle sygeplejersker, som har opnået dansk autorisation. Det betyder, at sygeplejersker forbeholdes retten til at udøve en nærmere afgrænset sundhedsfaglig virksomhed.

Bestemmelsen vil også betyde, at det vil være sygeplejersker, der kan udføre den pågældende forbeholdte virksomhed. Andre autoriserede grupper, som har et sammenfaldende forbeholdt virksomhedsområde, vil dog også kunne udføre indholdet af det pågældende virksomhedsområde. Sygeplejersker vil ligeledes kunne benytte medhjælp i forbindelse med udførelsen af deres forbeholdte virksomhed i overensstemmelse med de regler, der er fastsat med hjemmel i autorisationslovens § 18.

Det forbeholdte virksomhedsområde er nærmere afgrænset i det foreslåede § 54, stk. 4.

Med § 54, stk. 4, nr. 1-7, foreslås det, at virksomhed som sygeplejerske omfatter:

1. Udtagelse af kapillærblodprøver og veneblodprøver.

2. Anvendelse af visse nærmere bestemte vacciner og lægemidler.

3. Anlæggelse af kort perifert venekateter.

4. Anlæggelse af ventrikelsonder og duodenalsonder gennem næsen.

5. Anlæggelse af katetre igennem urinrør med henblik på tømning af urinblæren.

6. Genanlæggelse af trakealkanyle og suprapubisk kateter umiddelbart efter, at det er faldet ud.

7. Suturering af overfladiske hudsår uden for ansigtet.

Bestemmelsen indeholder en opregning af de former for virksomhed, som autoriserede sygeplejersker fremover selvstændigt vil kunne udføre på eget initiativ og ansvar.

Det foreslåede forbeholdte virksomhedsområde vil alene være en delmængde af de mangeartede opgaver, som sygeplejerskegerningen omfatter, og som sygeplejersker normalt varetager i sundhedsvæsenet på baggrund af deres kompetencer, herunder bl.a. opgaver i forhold til vurderingen af borgers behov for sygepleje, sundhedsfremme og forebyggelse samt palliation og rehabilitering.

Med udtagelse af kapillærblodprøver og veneblodprøver, jf. det forslåede stk. 4, nr. 1 , forstås, at sygeplejersker selvstændigt kan beslutte og senere udføre blodprøvetagning. Kapillærblodrøver er blodprøver, der tages i f.eks. en finger eller øreflip og typisk anvendes til måling af blodsukkeret hos personer med diabetes med henblik på at justere doseringen af deres diabetesmedicin. Veneblodprøver er blodprøver, der tages fra en blodåre, typisk i albuebøjningen, og typisk anvendes til afklaring af mistanke om en mulig infektion, f.eks. blærebetændelse eller lungebetændelse eller til brug for monitorering af behandling for forhøjet blodtryk eller blodpropper.

Hvilke blodprøver, der skal udtages på det enkelt behandlingssted, fastlægges af stedets ledelse, der fastsætter nærmere instrukser herfor. Instrukserne vil bl.a. kunne beskrive på hvilke indikationer bestemte blodprøver må tages, håndteringen af prøver og prøvesvar, samt hvor evt. blodprøveanalyser foretages. Der vil typisk alene være tale om blodprøver, der sigter mod at belyse sygdomme/tilstande hos patienter, som man på det pågældende behandlingssted er fortrolige med at håndtere. Driftsherren vil tillige være ansvarlig for, at instrukserne tilpasses personalets kompetencer og forudsætninger for at løse opgaven.

Med det forslåede stk. 4, nr. 2, forslås det, at virksomhed som sygeplejersker omfatter anvendelse af visse nærmere bestemte vacciner og lægemidler.

Med bestemmelsen vil sygeplejersker kunne tage stilling til patientens behov for vaccinationen og behandling med aktuelt godkendte vacciner og lægemidler i Danmark og EU. Ved anvendelse forstås både beslutningen om at ordinere vacciner og lægemidler samt selve anvendelsen.

Med bestemmelsen foreslås en overordnet ramme for sygeplejerskers anvendelse og ordination af både vacciner og lægemidler, men bestemmelsen fastsætter ikke i sig selv, hvilke lægemidler eller vacciner, der kan være tale om. Dette vil blive fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 54, stk. 6, 1. pkt.

Det skal således understreges, at den foreslåede bestemmelse ikke i sig selv medfører, at sygeplejersker vil kunne anvende vacciner og lægemidler. Bestemmelsen vil med andre ord ikke have reel betydning for det forbeholdte virksomhedsområde, før der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er fastsat nærmere regler om, hvilke lægemidler og vacciner, der skal omfattes af det forbeholdte virksomhedsområde.

Der henvises til det foreslåede § 54, stk. 6, 1. pkt., nedenfor.

Med anlæggelse af kort perifert venekateter, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 3, forstås anlæg af ”et drop” (PVK), dvs. en kort, tynd plasticslange lagt ind i en blodåre, typisk på håndryggen. Venekateteret vil normalt kunne anvendes til at give isotonisk væske, hvilket er en væske med samme sammensætning af salt, sukker og vand, som normalt indeholdes i blodet, eller til indgivelse af medicin.

Forslaget vil alene gøre det muligt at anlægge selve kateteret. Hvilke nærmere lægemidler, herunder væsker, der vil kunne indføres gennem kateteret, vil blive fastlagt i regler udstedt i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i det foreslåede § 54, stk. 6, 1. pkt.

Med anlæggelse af ventrikelsonder og duodenalsonder gennem næsen, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 4, forstås behandling med en ventrikelsonde, dvs. en plasticslange, der typisk lægges ind gennem næsen og ned til mavesækken. Den bruges til at aflaste en patient, der har kvalme, eller til at tømme mavesækken for indhold. Gennem slangen kan der gives både ernæring og medicin, ligesom maveindhold kan suges op ved behov.

Duodenalsonden er en længere og tyndere plasticslange, der når ned til starten af tarmen. Den bruges til samme formål, men typisk ved behov for længere tids behandling.

Hvorvidt en sygeplejerske kan gennemføre en behandling, vil altid være en konkret vurdering, der vil skulle tages i det konkrete tilfælde og med udgangspunkt i omhyggelig og samvittighedsfuld faglig virksomhed, jf. autorisationslovens § 17, f.eks. skal sygeplejersken altid være særlig varsom i tilfælde af blødning af duodenum eller ved mistanke om gastrointestinal blødning.

Med anlæggelse af katetre igennem urinrør med henblik på tømning af urinblæren, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 5, forstås tømning eller skylning af urinblæren ved en tynd plasticslange (KAD), der lægges op via urinrøret.

Med genanlæggelse af trakealkanyle og suprapubisk kateter umiddelbart efter, at det er faldet ud, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 6, forstås genanlæg af en trakealkanyle, som er et plastic- eller metalrør, der lægges gennem huden på halsen og ind i luftrøret for at afhjælpe problemer med vejrtrækningen og kan også bruges til at fjerne sekret (spyt, slim) fra luftvejene. Et suprapubisk kateter er en tynd plasticslange, der lægges gennem huden på den nederste del af maven og ind i urinblæren for at afhjælpe problemer med at udskille urin. Et suprapubisk kateter er typisk et længerevarende alternativ til anlæggelse af kateter gennem urinrøret (KAD).

Både trakealkanyler og suprapubiske katetre kan falde ud af den kanal, det operativt er etableret ind til luftrøret eller blæren. I sådanne situationer vil sygeplejersken umiddelbart efter, at kanylen eller kateteret er faldet ud, kunne forsøge at genanlægge dem i de etablerede kanaler.

Med suturering af overfladiske hudsår uden for ansigtet, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 7, forstås, at sygeplejersken vil kunne sy en rift eller et sår i huden sammen, så det giver bedre sårheling, medvirke til færre betændelsestilstande og pænere ar. I forbindelse med suturering vil der kunne være behov for at lokalbedøve patienten.

Det foreslås fastsat i § 54, stk. 5, at lægers, tandlægers og behandlerfarmaceuters virksomhed ikke berøres af de foreslåede stk. 3 og 4.

Det betyder, at læger, tandlæger og behandlerfarmaceuter fortsat vil kunne udøve den virksomhed, som de er tillagt i medfør af autorisationsloven, og at de foreslåede ændringer hverken udvider eller indskrænker de områder, som læger, tandlæger og behandlerfarmaceuter efter gældende ret er tillagt.

Det foreslås i § 54, stk. 6,

1. pkt ., at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om den virksomhed, der er omfattet af de foreslåede stk. 4, nr. 1-7.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om det foreslåede forbeholdte virksomhedsområde for sygeplejersker i en bekendtgørelse.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at præcisere og afgrænse det virksomhedsområde, der foreslås i medfør af det foreslåede stk. 4, herunder bl.a. afgrænse det forbeholdte virksomhedsområde over for de øvrige ikke-forbeholdte områder og opgaver, som sygeplejersker udfører i sundhedsvæsenet. Bemyndigelsen vil således ikke kunne anvendes til at udvide virksomhedsområdet, herunder indføre nye former for forbeholdt virksomhed for sygeplejersker, som ikke fremgår af de forslåede nr. 1-7. Udmøntning af bemyndigelsen er dog en forudsætning for, at vacciner og lægemidler omfattes af sygeplejerskernes virksomhedsområde. Udmøntningen er tilsvarende en forudsætning for, at sygeplejersker via et anlagt kort perifert venekateter, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 3, kan indføres lægemidler, herunder væsker.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte den nærmere afgrænsning af, hvilke vacciner, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 2, som sygeplejersker vil kunne anvende.

Der vil principielt kunne være tale om enhver vaccine, der er godkendt i Danmark og EU. Bemyndigelsen planlægges dog aktuelt anvendt til at fastsætte regler om, at vaccination mod influenza, stivkrampe (infektion forårsaget af jordbakterier) og pneumokok (bakterier, der kan give alvorlig sygdom som f.eks. mellemøre-, bihule- og lungebetændelse, og hvis bakterierne spreder sig til blodbanen, kan sygdommen blive livstruende og forårsage blodforgiftning (sepsis) og/eller hjernehindebetændelse (meningitis), herunder anafylaksiberedskab, vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet og vacciner mod covid-19, skal omfattes af det forbeholdte virksomhedsområde.

Bemyndigelsen vil også blive anvendt til at fastsætte den nærmere afgrænsning af, hvilke lægemidler som sygeplejersker vil kunne anvende. Der vil kunne være tale om lægemidler, der er godkendt i Danmark og EU. Bemyndigelsen vil aktuelt blive udmøntet til at fastsætte regler om, at svagere smertestillende lægemidler, lægemidler til lokalbehandling af infektioner, laksantia, antidoten naloxon samt adrenalin som anafylaksiberedskab, omfattes af det forbeholdte virksomhedsområde.

Bemyndigelsen vil ligeledes blive anvendt til at fastsætte regler om anvendelse af håndkøbsmedicin. Det bemærkes, at svagere smertestillende lægemidler så som NSAID-præparater kan fås i håndkøb men kun i mindre pakninger. En sundhedsperson må allerede efter gældende ret – inden for rammerne af og ansvar efter autorisationslovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed – give en patient patientens egen håndkøbsmedicin, medmindre driftsherren på det pågældende behandlingssted som led i ledelsesretten har udstedt instrukser, der fastlægger, at sundhedspersoner på det pågældende behandlingssted ikke må administrere håndkøbsmedicin.

Af praktiske og økonomiske hensyn er det imidlertid ofte hensigtsmæssigt, hvis patienterne har større (receptpligtige) pakninger af svagere smertestillende lægemidler til rådighed. Større pakninger har hidtil skulle ordineres af en læge. Med bemyndigelsen vil det kunne fastsættes, at sygeplejersker skal kunne ordinere f.eks. præparater indeholdende paracetamol i store pakninger. Det vil kunne være en økonomisk fordel for patienten, ligesom større pakninger vil sikre, at der umiddelbart vil være lægemidler til rådighed for patienten, når denne får behov herfor, f.eks. i forbindelse med regulering af smertestillende midler, der tages efter behov. Dertil kommer, at sygeplejersker med de samtidige foreslåede ændringer af lægemiddellovens § 39, jf. lovforslagets § 3, vil kunne rekvirere håndkøbslægemidlerne til et fælles medicinskab og ordinere til en patient ved behov.

Antidot er et stof, der ophæver virkningen af et andet stof. Naloxon anvendes for at ophæve virkningen af morfinpræparater og bruges f.eks. i behandlingen af overdosis med morfinpræparater. Med bemyndigelsen vil det kunne fastsættes, at sygeplejerskerne - udover at kunne anvende naloxon som næsespray, som allerede er muligt – men også f.eks. foretage injektioner med naloxon. Behandlingen vil altid skulle bero på en konkret vurdering, der vil skulle tages i det enkelte tilfælde og med udgangspunkt i omhyggelig og samvittighedsfuld faglig virksomhed, jf. autorisationslovens § 17. Der skal f.eks. udvises særlig opmærksomhed ved bevidstløse patienter, hvor der ikke en mistanke om, at bevidstløsheden skyldes opioid overdosering.

Bemyndigelsen vil aktuelt ikke blive anvendt til at fastsætte regler om, at det forbeholdte område også omfatter anvendelse og ordination af lægemidler mod svamp eller antibiotika. Det skyldes bl.a. overvejelser om hensynene til patientsikkerheden og den mangeårige målrettede indsats for nedbringelse af antibiotikaforbruget.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er opmærksom på, at dette vil kunne betyde, at der ikke fuldt ud opnås den fleksibilitet i det forbeholdte område, der efterspørges.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er dog heroverfor samtidig opmærksom på, at sundhedsmyndighederne igennem en længere årrække har arbejdet målrettet med at nedbringe antibiotikaforbruget, og at en fortsat reduktion af antibiotikaforbruget og rationel anvendelse er afgørende for at mindske forekomsten af antibiotikaresistens. Det vil efter ministeriets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis en udvidelse af retten til at ordinere antibiotika til sygeplejersker medfører et øget og mindre rationelt antibiotikaforbrug, og alt andet lige vil en sådan adgang øge kompleksiteten i bestræbelserne på at mindske antibiotikaforbruget. Dette skyldes især, at der aktuelt mangler erfaringer, procedurer og systemer for at arbejde med reduktion af antibiotikaforbruget i kommunalt regi.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan imidlertid ikke udelukke, at sygeplejersker på længere sigt bør have mulighed for at anvende flere lægemidler, herunder eksempelvis svampemidler og antibiotika under nærmere beskrevne forudsætninger og i nærmere bestemte tilfælde. En udvidelse hertil vil imidlertid skulle afklares i en faglig proces med inddragelse af relevante eksperter og øvrige interessenter.

Det skal understreges, at sygeplejersker, uanset det foreslåede forbeholdte virksomhedsråde, vil skulle udøve sin sundhedsfaglige virksomhed overensstemmelse med reglerne om omhu og samvittighedsfuldhed efter autorisationslovens § 17. Det indebærer bl.a., at sygeplejersker derfor fortsat er selvstændig ansvarlig for den behandling, som vedkommende udfører, herunder også inden for det foreslåede forbeholdte område. En sygeplejerske, der selvstændigt udfører en opgave inden for det forbeholdte virksomhedsområde – som vedkommende også løste forinden på delegation af en læge – vil således fremover selvstændigt bære ansvaret for den pågældende behandlingsopgave, uden at lægen vil kunne ifalde et ansvar, som det er tilfældet i dag på grund af lægens delegation.

Det indebærer også, at en sygeplejerske vil skulle undlade at påtage sig opgaver og have pligt til at sige fra over for opgaver, som den pågældende ikke føler sig kompetent til at udføre, f.eks. hvis den pågældende (endnu) ikke har modtaget tilstrækkelig træning i udførelsen af bestemte opgaver. Den enkelte sygeplejerske bør således alene påtage sig at udføre de behandlinger, som vedkommende fagligt er kvalificeret og uddannet til, og som vedkommende ser sig i stand til at udføre fagligt forsvarligt, selvom vedkommende efter autorisationsloven har et forbeholdt virksomhedsområde, der dækker bredere end vedkommendes konkrete og aktuelle kompetence.

Det vil kunne give anledning til kritik i en klagesag, hvis en sygeplejerske påtager sig at udføre en behandling, som vedkommende ikke er faglig kompetent til at udføre og følgelig ikke har udført efter den almindeligt anerkendte faglige standard.

Det foreslåede virksomhedsområde vil desuden i praksis kunne begrænses af og skulle udøves i henhold til og i overensstemmelse med relevante lokale faglige instrukser. Det betyder, at ansatte sygeplejersker ikke med de foreslåede regler opnår krav på at udføre opgaver, som ligger inden for det forbeholdte område. Det forhold, at sygeplejersker tillægges et forbeholdt virksomhedsområde, ændrer således ikke på, at det er driftsherren, f.eks. den kommunale ledelse for en sygeplejerske ansat i den kommunale hjemmesygepleje, eller sygehusledelsen for en sygehusansat sygeplejerske, der leder og fordeler arbejdet. Ledelsen vil således fortsat kunne beslutte, hvilke faggrupper og enkeltpersoner der skal udføre hvilke opgaver. Det betyder, at det fortsat vil være ledelsen, der kan beslutte, hvordan arbejdet mest hensigtsmæssigt tilrettelægges på behandlingsstedet og således beslutte, at visse typer af opgaver inden for det forbeholdte område skal løses af andre personalegrupper efter delegation fra sygeplejersker eller læger. Ledelsen vil således fortsat kunne beslutte, at det er alene er læger eller andre efter delegation fra lægen, der kan udtage blodprøver, f.eks. bioanalytikere.

Ledelsen vil i den forbindelse samtidig efter sundhedslovens § 3 a have pligt til at sikre sig, at behandlingsstedet er organiseret på en sådan måde, at medarbejderne er i stand til at udføre de arbejdsopgaver, de er tillagt, på en fagligt forsvarlig måde. Ledelsen vil tilsvarende kunne beslutte, at visse dele af det forbeholdte opgaveområde ikke skal udføres i kommunen eller på visse af kommunens behandlingssteder.

Sygeplejersker vil som øvrige autoriserede sundhedspersoner med et forbeholdt virksomhedsområde kunne delegere udøvelsen af opgaver inden for det forbeholdte virksomhedsområde til en medhjælp efter reglerne i autorisationslovens § 18. En sygeplejerske vil eksempelvis på et sygehus kunne delegere selve udtagelsen af en blodprøve, som vedkommende har besluttet, til en bioanalytiker. Det bemærkes, at anvendelsen af medhjælp alene indebærer muligheden for sundhedsfaglig opgaveoverdragelse, og at der ikke med denne mulighed samtidigt følger ansættelsesmæssige rettigheder og pligter eller et over-/underordnelsesforhold. Retten til delegation vil kunne være begrænset af lokale instrukser og den stedlige ledelses arbejdstilrettelæggelse.

Med § 54, stk. 6, 2. pkt., foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om orientering af patientens egen eller behandlende læge.

Med den foreslåede bemyndigelse vil indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om sygeplejerskers orientering af patientens egen eller behandlende læge.

Der vil i forbindelse med udmøntningen bl.a. kunne lægges vægt på, om der er behov for opfølgning fra lægen, eller om behandlingen udvikler sig uhensigtsmæssigt eller uforudset.

Som eksempel på situationer, hvor underretning af lægen vil kunne være relevant, kan nævnes behandlinger, som tiltager i hyppighed, f.eks. hvis det anlagte kateter falder ud med stadig stigende hyppighed, eller hvis det stadig oftere er nødvendigt at justere behandlingsplanen. Det vil derimod sædvanligvis ikke være relevant at underrette lægen om eksempelvis planmæssigt fortløbende behandlinger.

Formålet med orienteringen er at sikre, at patientens behandlende læge fortsat kan have det fornødne overblik over patientens behandling til at varetage opgaven som overordnet tovholder for behandlingen. Orienteringen har derimod ikke til hensigt at medføre, at den læge, der modtager en orientering fra en sygeplejerske, skal holdes ansvarlig for den behandling, som sygeplejersken har udført.

En læge, der modtager en orientering, forventes derfor som udgangspunkt ikke at revurdere behandlingstiltaget eller patientens samlede behandling. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der vil være tilfælde, hvor orienteringen vil give den modtagende læge anledning til overvejelser i lyset af vedkommendes kendskab til patienten og dennes samlede behandling, men det vil – som ved andre orienteringer af lægen – være en helt konkret vurdering, i hvilket omfang lægen skal reagere på orienteringen. Ved orienteringen af lægen bør sygeplejersken gøre opmærksom på, hvis vedkommende forventer, at lægen foretager sig nærmere angivne handlinger i forlængelse af orienteringen.

Der er i dag ingen former for faglig virksomhed, som er forbeholdt sygeplejersker at udføre, og der er således ikke nogen form for forbeholdt faglig virksomhed, som sygeplejersker i medfør af deres autorisation kan udøve på eget initiativ og eget ansvar. Når sygeplejersker i deres daglige arbejde udfører opgaver, der er forbeholdt lægefaglig virksomhed, herunder f.eks. håndterer receptpligtige lægemidler, syr mindre sår og foretager vaccinationer, sker dette således som medhjælp for en læge, uanset sygeplejerskens erfaring og efteruddannelse inden for området.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 3, at autorisationslovens § 54, stk. 3, ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt stk. 3-6.

Med det foreslåede § 54, stk. 3, foreslås det, at det kun er den, der har autorisation som sygeplejerske, som har ret til at udøve virksomhed som sygeplejerske.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af autorisationslovens § 1, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og vil indebære, at der indføres et forbeholdt virksomhedsområde til alle sygeplejersker, som har opnået dansk autorisation. Det betyder, at sygeplejersker forbeholdes retten til at udøve en nærmere afgrænset sundhedsfaglig virksomhed.

Bestemmelsen vil også betyde, at det vil være sygeplejersker, der kan udføre den pågældende forbeholdte virksomhed. Andre autoriserede grupper, som har et sammenfaldende forbeholdt virksomhedsområde, vil dog også kunne udføre indholdet af det pågældende virksomhedsområde. Sygeplejersker vil ligeledes kunne benytte medhjælp i forbindelse med udførelsen af deres forbeholdte virksomhed i overensstemmelse med de regler, der er fastsat med hjemmel i autorisationslovens § 18.

Det forbeholdte virksomhedsområde er nærmere afgrænset i det foreslåede § 54, stk. 4.

Med § 54, stk. 4, nr. 1-7, foreslås det, at virksomhed som sygeplejerske omfatter:

1. Udtagelse af kapillærblodprøver og veneblodprøver.

2. Anvendelse af visse nærmere bestemte vacciner og lægemidler.

3. Anlæggelse af kort perifert venekateter.

4. Anlæggelse af ventrikelsonder og duodenalsonder gennem næsen.

5. Anlæggelse af katetre igennem urinrør med henblik på tømning af urinblæren.

6. Genanlæggelse af trakealkanyle og suprapubisk kateter umiddelbart efter, at det er faldet ud.

7. Suturering af overfladiske hudsår uden for ansigtet.

Bestemmelsen indeholder en opregning af de former for virksomhed, som autoriserede sygeplejersker fremover selvstændigt vil kunne udføre på eget initiativ og ansvar.

Det foreslåede forbeholdte virksomhedsområde vil alene være en delmængde af de mangeartede opgaver, som sygeplejerskegerningen omfatter, og som sygeplejersker normalt varetager i sundhedsvæsenet på baggrund af deres kompetencer, herunder bl.a. opgaver i forhold til vurderingen af borgers behov for sygepleje, sundhedsfremme og forebyggelse samt palliation og rehabilitering.

Med udtagelse af kapillærblodprøver og veneblodprøver, jf. det forslåede stk. 4, nr. 1 , forstås, at sygeplejersker selvstændigt kan beslutte og senere udføre blodprøvetagning. Kapillærblodrøver er blodprøver, der tages i f.eks. en finger eller øreflip og typisk anvendes til måling af blodsukkeret hos personer med diabetes med henblik på at justere doseringen af deres diabetesmedicin. Veneblodprøver er blodprøver, der tages fra en blodåre, typisk i albuebøjningen, og typisk anvendes til afklaring af mistanke om en mulig infektion, f.eks. blærebetændelse eller lungebetændelse eller til brug for monitorering af behandling for forhøjet blodtryk eller blodpropper.

Hvilke blodprøver, der skal udtages på det enkelt behandlingssted, fastlægges af stedets ledelse, der fastsætter nærmere instrukser herfor. Instrukserne vil bl.a. kunne beskrive på hvilke indikationer bestemte blodprøver må tages, håndteringen af prøver og prøvesvar, samt hvor evt. blodprøveanalyser foretages. Der vil typisk alene være tale om blodprøver, der sigter mod at belyse sygdomme/tilstande hos patienter, som man på det pågældende behandlingssted er fortrolige med at håndtere. Driftsherren vil tillige være ansvarlig for, at instrukserne tilpasses personalets kompetencer og forudsætninger for at løse opgaven.

Med det forslåede stk. 4, nr. 2, forslås det, at virksomhed som sygeplejersker omfatter anvendelse af visse nærmere bestemte vacciner og lægemidler.

Med bestemmelsen vil sygeplejersker kunne tage stilling til patientens behov for vaccinationen og behandling med aktuelt godkendte vacciner og lægemidler i Danmark og EU. Ved anvendelse forstås både beslutningen om at ordinere vacciner og lægemidler samt selve anvendelsen.

Med bestemmelsen foreslås en overordnet ramme for sygeplejerskers anvendelse og ordination af både vacciner og lægemidler, men bestemmelsen fastsætter ikke i sig selv, hvilke lægemidler eller vacciner, der kan være tale om. Dette vil blive fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 54, stk. 6, 1. pkt.

Det skal således understreges, at den foreslåede bestemmelse ikke i sig selv medfører, at sygeplejersker vil kunne anvende vacciner og lægemidler. Bestemmelsen vil med andre ord ikke have reel betydning for det forbeholdte virksomhedsområde, før der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er fastsat nærmere regler om, hvilke lægemidler og vacciner, der skal omfattes af det forbeholdte virksomhedsområde.

Der henvises til det foreslåede § 54, stk. 6, 1. pkt., nedenfor.

Med anlæggelse af kort perifert venekateter, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 3, forstås anlæg af ”et drop” (PVK), dvs. en kort, tynd plasticslange lagt ind i en blodåre, typisk på håndryggen. Venekateteret vil normalt kunne anvendes til at give isotonisk væske, hvilket er en væske med samme sammensætning af salt, sukker og vand, som normalt indeholdes i blodet, eller til indgivelse af medicin.

Forslaget vil alene gøre det muligt at anlægge selve kateteret. Hvilke nærmere lægemidler, herunder væsker, der vil kunne indføres gennem kateteret, vil blive fastlagt i regler udstedt i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i det foreslåede § 54, stk. 6, 1. pkt.

Med anlæggelse af ventrikelsonder og duodenalsonder gennem næsen, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 4, forstås behandling med en ventrikelsonde, dvs. en plasticslange, der typisk lægges ind gennem næsen og ned til mavesækken. Den bruges til at aflaste en patient, der har kvalme, eller til at tømme mavesækken for indhold. Gennem slangen kan der gives både ernæring og medicin, ligesom maveindhold kan suges op ved behov.

Duodenalsonden er en længere og tyndere plasticslange, der når ned til starten af tarmen. Den bruges til samme formål, men typisk ved behov for længere tids behandling.

Hvorvidt en sygeplejerske kan gennemføre en behandling, vil altid være en konkret vurdering, der vil skulle tages i det konkrete tilfælde og med udgangspunkt i omhyggelig og samvittighedsfuld faglig virksomhed, jf. autorisationslovens § 17, f.eks. skal sygeplejersken altid være særlig varsom i tilfælde af blødning af duodenum eller ved mistanke om gastrointestinal blødning.

Med anlæggelse af katetre igennem urinrør med henblik på tømning af urinblæren, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 5, forstås tømning eller skylning af urinblæren ved en tynd plasticslange (KAD), der lægges op via urinrøret.

Med genanlæggelse af trakealkanyle og suprapubisk kateter umiddelbart efter, at det er faldet ud, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 6, forstås genanlæg af en trakealkanyle, som er et plastic- eller metalrør, der lægges gennem huden på halsen og ind i luftrøret for at afhjælpe problemer med vejrtrækningen og kan også bruges til at fjerne sekret (spyt, slim) fra luftvejene. Et suprapubisk kateter er en tynd plasticslange, der lægges gennem huden på den nederste del af maven og ind i urinblæren for at afhjælpe problemer med at udskille urin. Et suprapubisk kateter er typisk et længerevarende alternativ til anlæggelse af kateter gennem urinrøret (KAD).

Både trakealkanyler og suprapubiske katetre kan falde ud af den kanal, det operativt er etableret ind til luftrøret eller blæren. I sådanne situationer vil sygeplejersken umiddelbart efter, at kanylen eller kateteret er faldet ud, kunne forsøge at genanlægge dem i de etablerede kanaler.

Med suturering af overfladiske hudsår uden for ansigtet, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 7, forstås, at sygeplejersken vil kunne sy en rift eller et sår i huden sammen, så det giver bedre sårheling, medvirke til færre betændelsestilstande og pænere ar. I forbindelse med suturering vil der kunne være behov for at lokalbedøve patienten.

Det foreslås fastsat i § 54, stk. 5, at lægers, tandlægers og behandlerfarmaceuters virksomhed ikke berøres af de foreslåede stk. 3 og 4.

Det betyder, at læger, tandlæger og behandlerfarmaceuter fortsat vil kunne udøve den virksomhed, som de er tillagt i medfør af autorisationsloven, og at de foreslåede ændringer hverken udvider eller indskrænker de områder, som læger, tandlæger og behandlerfarmaceuter efter gældende ret er tillagt.

Det foreslås i § 54, stk. 6,

1. pkt ., at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om den virksomhed, der er omfattet af de foreslåede stk. 4, nr. 1-7.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om det foreslåede forbeholdte virksomhedsområde for sygeplejersker i en bekendtgørelse.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at præcisere og afgrænse det virksomhedsområde, der foreslås i medfør af det foreslåede stk. 4, herunder bl.a. afgrænse det forbeholdte virksomhedsområde over for de øvrige ikke-forbeholdte områder og opgaver, som sygeplejersker udfører i sundhedsvæsenet. Bemyndigelsen vil således ikke kunne anvendes til at udvide virksomhedsområdet, herunder indføre nye former for forbeholdt virksomhed for sygeplejersker, som ikke fremgår af de forslåede nr. 1-7. Udmøntning af bemyndigelsen er dog en forudsætning for, at vacciner og lægemidler omfattes af sygeplejerskernes virksomhedsområde. Udmøntningen er tilsvarende en forudsætning for, at sygeplejersker via et anlagt kort perifert venekateter, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 3, kan indføres lægemidler, herunder væsker.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte den nærmere afgrænsning af, hvilke vacciner, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 2, som sygeplejersker vil kunne anvende.

Der vil principielt kunne være tale om enhver vaccine, der er godkendt i Danmark og EU. Bemyndigelsen planlægges dog aktuelt anvendt til at fastsætte regler om, at vaccination mod influenza, stivkrampe (infektion forårsaget af jordbakterier) og pneumokok (bakterier, der kan give alvorlig sygdom som f.eks. mellemøre-, bihule- og lungebetændelse, og hvis bakterierne spreder sig til blodbanen, kan sygdommen blive livstruende og forårsage blodforgiftning (sepsis) og/eller hjernehindebetændelse (meningitis), herunder anafylaksiberedskab, vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet og vacciner mod covid-19, skal omfattes af det forbeholdte virksomhedsområde.

Bemyndigelsen vil også blive anvendt til at fastsætte den nærmere afgrænsning af, hvilke lægemidler som sygeplejersker vil kunne anvende. Der vil kunne være tale om lægemidler, der er godkendt i Danmark og EU. Bemyndigelsen vil aktuelt blive udmøntet til at fastsætte regler om, at svagere smertestillende lægemidler, lægemidler til lokalbehandling af infektioner, laksantia, antidoten naloxon samt adrenalin som anafylaksiberedskab, omfattes af det forbeholdte virksomhedsområde.

Bemyndigelsen vil ligeledes blive anvendt til at fastsætte regler om anvendelse af håndkøbsmedicin. Det bemærkes, at svagere smertestillende lægemidler så som NSAID-præparater kan fås i håndkøb men kun i mindre pakninger. En sundhedsperson må allerede efter gældende ret – inden for rammerne af og ansvar efter autorisationslovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed – give en patient patientens egen håndkøbsmedicin, medmindre driftsherren på det pågældende behandlingssted som led i ledelsesretten har udstedt instrukser, der fastlægger, at sundhedspersoner på det pågældende behandlingssted ikke må administrere håndkøbsmedicin.

Af praktiske og økonomiske hensyn er det imidlertid ofte hensigtsmæssigt, hvis patienterne har større (receptpligtige) pakninger af svagere smertestillende lægemidler til rådighed. Større pakninger har hidtil skulle ordineres af en læge. Med bemyndigelsen vil det kunne fastsættes, at sygeplejersker skal kunne ordinere f.eks. præparater indeholdende paracetamol i store pakninger. Det vil kunne være en økonomisk fordel for patienten, ligesom større pakninger vil sikre, at der umiddelbart vil være lægemidler til rådighed for patienten, når denne får behov herfor, f.eks. i forbindelse med regulering af smertestillende midler, der tages efter behov. Dertil kommer, at sygeplejersker med de samtidige foreslåede ændringer af lægemiddellovens § 39, jf. lovforslagets § 3, vil kunne rekvirere håndkøbslægemidlerne til et fælles medicinskab og ordinere til en patient ved behov.

Antidot er et stof, der ophæver virkningen af et andet stof. Naloxon anvendes for at ophæve virkningen af morfinpræparater og bruges f.eks. i behandlingen af overdosis med morfinpræparater. Med bemyndigelsen vil det kunne fastsættes, at sygeplejerskerne - udover at kunne anvende naloxon som næsespray, som allerede er muligt – men også f.eks. foretage injektioner med naloxon. Behandlingen vil altid skulle bero på en konkret vurdering, der vil skulle tages i det enkelte tilfælde og med udgangspunkt i omhyggelig og samvittighedsfuld faglig virksomhed, jf. autorisationslovens § 17. Der skal f.eks. udvises særlig opmærksomhed ved bevidstløse patienter, hvor der ikke en mistanke om, at bevidstløsheden skyldes opioid overdosering.

Bemyndigelsen vil aktuelt ikke blive anvendt til at fastsætte regler om, at det forbeholdte område også omfatter anvendelse og ordination af lægemidler mod svamp eller antibiotika. Det skyldes bl.a. overvejelser om hensynene til patientsikkerheden og den mangeårige målrettede indsats for nedbringelse af antibiotikaforbruget.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er opmærksom på, at dette vil kunne betyde, at der ikke fuldt ud opnås den fleksibilitet i det forbeholdte område, der efterspørges.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er dog heroverfor samtidig opmærksom på, at sundhedsmyndighederne igennem en længere årrække har arbejdet målrettet med at nedbringe antibiotikaforbruget, og at en fortsat reduktion af antibiotikaforbruget og rationel anvendelse er afgørende for at mindske forekomsten af antibiotikaresistens. Det vil efter ministeriets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis en udvidelse af retten til at ordinere antibiotika til sygeplejersker medfører et øget og mindre rationelt antibiotikaforbrug, og alt andet lige vil en sådan adgang øge kompleksiteten i bestræbelserne på at mindske antibiotikaforbruget. Dette skyldes især, at der aktuelt mangler erfaringer, procedurer og systemer for at arbejde med reduktion af antibiotikaforbruget i kommunalt regi.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan imidlertid ikke udelukke, at sygeplejersker på længere sigt bør have mulighed for at anvende flere lægemidler, herunder eksempelvis svampemidler og antibiotika under nærmere beskrevne forudsætninger og i nærmere bestemte tilfælde. En udvidelse hertil vil imidlertid skulle afklares i en faglig proces med inddragelse af relevante eksperter og øvrige interessenter.

Det skal understreges, at sygeplejersker, uanset det foreslåede forbeholdte virksomhedsråde, vil skulle udøve sin sundhedsfaglige virksomhed overensstemmelse med reglerne om omhu og samvittighedsfuldhed efter autorisationslovens § 17. Det indebærer bl.a., at sygeplejersker derfor fortsat er selvstændig ansvarlig for den behandling, som vedkommende udfører, herunder også inden for det foreslåede forbeholdte område. En sygeplejerske, der selvstændigt udfører en opgave inden for det forbeholdte virksomhedsområde – som vedkommende også løste forinden på delegation af en læge – vil således fremover selvstændigt bære ansvaret for den pågældende behandlingsopgave, uden at lægen vil kunne ifalde et ansvar, som det er tilfældet i dag på grund af lægens delegation.

Det indebærer også, at en sygeplejerske vil skulle undlade at påtage sig opgaver og have pligt til at sige fra over for opgaver, som den pågældende ikke føler sig kompetent til at udføre, f.eks. hvis den pågældende (endnu) ikke har modtaget tilstrækkelig træning i udførelsen af bestemte opgaver. Den enkelte sygeplejerske bør således alene påtage sig at udføre de behandlinger, som vedkommende fagligt er kvalificeret og uddannet til, og som vedkommende ser sig i stand til at udføre fagligt forsvarligt, selvom vedkommende efter autorisationsloven har et forbeholdt virksomhedsområde, der dækker bredere end vedkommendes konkrete og aktuelle kompetence.

Det vil kunne give anledning til kritik i en klagesag, hvis en sygeplejerske påtager sig at udføre en behandling, som vedkommende ikke er faglig kompetent til at udføre og følgelig ikke har udført efter den almindeligt anerkendte faglige standard.

Det foreslåede virksomhedsområde vil desuden i praksis kunne begrænses af og skulle udøves i henhold til og i overensstemmelse med relevante lokale faglige instrukser. Det betyder, at ansatte sygeplejersker ikke med de foreslåede regler opnår krav på at udføre opgaver, som ligger inden for det forbeholdte område. Det forhold, at sygeplejersker tillægges et forbeholdt virksomhedsområde, ændrer således ikke på, at det er driftsherren, f.eks. den kommunale ledelse for en sygeplejerske ansat i den kommunale hjemmesygepleje, eller sygehusledelsen for en sygehusansat sygeplejerske, der leder og fordeler arbejdet. Ledelsen vil således fortsat kunne beslutte, hvilke faggrupper og enkeltpersoner der skal udføre hvilke opgaver. Det betyder, at det fortsat vil være ledelsen, der kan beslutte, hvordan arbejdet mest hensigtsmæssigt tilrettelægges på behandlingsstedet og således beslutte, at visse typer af opgaver inden for det forbeholdte område skal løses af andre personalegrupper efter delegation fra sygeplejersker eller læger. Ledelsen vil således fortsat kunne beslutte, at det er alene er læger eller andre efter delegation fra lægen, der kan udtage blodprøver, f.eks. bioanalytikere.

Ledelsen vil i den forbindelse samtidig efter sundhedslovens § 3 a have pligt til at sikre sig, at behandlingsstedet er organiseret på en sådan måde, at medarbejderne er i stand til at udføre de arbejdsopgaver, de er tillagt, på en fagligt forsvarlig måde. Ledelsen vil tilsvarende kunne beslutte, at visse dele af det forbeholdte opgaveområde ikke skal udføres i kommunen eller på visse af kommunens behandlingssteder.

Sygeplejersker vil som øvrige autoriserede sundhedspersoner med et forbeholdt virksomhedsområde kunne delegere udøvelsen af opgaver inden for det forbeholdte virksomhedsområde til en medhjælp efter reglerne i autorisationslovens § 18. En sygeplejerske vil eksempelvis på et sygehus kunne delegere selve udtagelsen af en blodprøve, som vedkommende har besluttet, til en bioanalytiker. Det bemærkes, at anvendelsen af medhjælp alene indebærer muligheden for sundhedsfaglig opgaveoverdragelse, og at der ikke med denne mulighed samtidigt følger ansættelsesmæssige rettigheder og pligter eller et over-/underordnelsesforhold. Retten til delegation vil kunne være begrænset af lokale instrukser og den stedlige ledelses arbejdstilrettelæggelse.

Med § 54, stk. 6, 2. pkt., foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om orientering af patientens egen eller behandlende læge.

Med den foreslåede bemyndigelse vil indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om sygeplejerskers orientering af patientens egen eller behandlende læge.

Der vil i forbindelse med udmøntningen bl.a. kunne lægges vægt på, om der er behov for opfølgning fra lægen, eller om behandlingen udvikler sig uhensigtsmæssigt eller uforudset.

Som eksempel på situationer, hvor underretning af lægen vil kunne være relevant, kan nævnes behandlinger, som tiltager i hyppighed, f.eks. hvis det anlagte kateter falder ud med stadig stigende hyppighed, eller hvis det stadig oftere er nødvendigt at justere behandlingsplanen. Det vil derimod sædvanligvis ikke være relevant at underrette lægen om eksempelvis planmæssigt fortløbende behandlinger.

Formålet med orienteringen er at sikre, at patientens behandlende læge fortsat kan have det fornødne overblik over patientens behandling til at varetage opgaven som overordnet tovholder for behandlingen. Orienteringen har derimod ikke til hensigt at medføre, at den læge, der modtager en orientering fra en sygeplejerske, skal holdes ansvarlig for den behandling, som sygeplejersken har udført.

En læge, der modtager en orientering, forventes derfor som udgangspunkt ikke at revurdere behandlingstiltaget eller patientens samlede behandling. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der vil være tilfælde, hvor orienteringen vil give den modtagende læge anledning til overvejelser i lyset af vedkommendes kendskab til patienten og dennes samlede behandling, men det vil – som ved andre orienteringer af lægen – være en helt konkret vurdering, i hvilket omfang lægen skal reagere på orienteringen. Ved orienteringen af lægen bør sygeplejersken gøre opmærksom på, hvis vedkommende forventer, at lægen foretager sig nærmere angivne handlinger i forlængelse af orienteringen.

Efter autorisationslovens § 55, stk. 1, meddeles der autorisation som jordemoder til personer, der har bestået dansk jordemodereksamen eller en udenlandsk eksamen, der kan sidestilles hermed. Den danske uddannelse, der kvalificerer til autorisation som jordemoder, er reguleret i bekendtgørelse nr. 774 af 12. juni 2023 om uddannelsen til professionsbachelor i jordemoderkundskab.

Med autorisation som jordemoder følger efter autorisationslovens § 55, stk. 1, en ret til at betegne sig som jordemoder. Det er efter autorisationslovens § 1, stk. 2, alene indehaveren af en titel, der har ret til at anvende en bestemt titel. En person, der uden autorisation anvender en betegnelse, der er forbeholdt autoriserede personer, eller betegner sig eller handler på anden måde, der er egnet til at vække forestilling om at pågældende har en sådan autorisation, kan efter autorisationslovens § 78 straffes med bøde.

Det følger af autorisationslovens § 1, stk. 3, at autoriserede læger, tandlæger, kiropraktorer, fysioterapeuter, osteopater, jordemødre, kliniske tandteknikere, kontaktlinseoptikere, optometrister og tandplejere samt behandlerfarmaceuter forbeholdes retten til at udøve en bestemt sundhedsfaglig virksomhed. De nærmere regler herom, herunder hvilken sundhedsfaglig virksomhed, de enkelte sundhedsfaglige grupper forbeholdes retten til at udføre, fremgår af autorisationslovens afsnit II.

Bestemmelsen medfører et såkaldt forbeholdt virksomhedsområde. Det forbeholdte virksomhedsområde må ikke udføres af andre faggrupper, med mindre andre faggrupper har et forbeholdt område, der også indeholder den pågældende form for faglig virksomhed.

Jordemødres virksomhed og dermed forbeholdte virksomhedsområde følger af autorisationslovens § 55, stk. 4. Det følger heraf, at jordemodervirksomhed omfatter konstatering af svangerskab, varetagelse af forebyggende helbredsmæssige undersøgelser under svangerskab, herunder behovsundersøgelser og undersøgelser med henblik på at diagnosticere risikosvangerskaber, samt fødselshjælp til den fødende og barnet under spontant forløbende fødsler.

Opgaverne er præciseret nærmere i cirkulære nr. 149 af 8. august 2001 om jordemodervirksomhed. Efter § 2 i cirkulæret må jordemoderen anlægge episiotomi og foretage suturering efter episiotomi eller bristninger.

Efter § 3 må jordemoderen i forbindelse med fødsler anvende inhalationsanalgesi med dinitrogenoxid-oxygen (N2O-O2) i en blanding med mindst 50 % ilt til den fødende, anlægge steriltvandspapler, infiltrations- og overfladeanalgesi af perineum og i vagina, give barnet K-vitamin, give kvinden uteruskontraherende midler efter fødslen og anlægge intravenøs adgang på den fødende og give isotonisk saltvand.

Efter § 5 må jordemoderen udtage blodprøver fra kvinden og barnet.

På sygehuse må jordemoderen desuden i henhold til § 4 efter generel bemyndigelse fra den ansvarlige overlæge anlægge pudendusblokade, foretage hindesprængning og anvende vefremmende medicin og anti-D immunglobulin.

Udover det forbeholdte virksomhedsområde, der følger af autorisationslovens § 55, stk. 4, og det tilknyttede cirkulære, foretager jordemødre en række øvrige arbejdsopgaver i sundhedsvæsenet. Det er bl.a. beskrevet nærmere i den gældende vejledning nr. 151 af 8. august 2001 om jordemødres virksomhedsområde, journalføringspligt, indberetningspligt mv.

Det foreslås, at jordemødrenes forbeholdte virksomhedsområde fastsættes i loven i de forslåede § 55, stk. 4, nr. 1-12.

Med § 55, stk. 4, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter:

1. Manuel palpation af livmoder og indførelse af apparatur i skeden med henblik på konstatering af svangerskab, samt varetagelse af forebyggende helbredsmæssige graviditetsundersøgelser under svangerskabet.

2. Behovsundersøgelser og undersøgelser med henblik på at diagnosticere risikosvangerskaber.

3. Udtagelse af blodprøver fra kvinden under graviditeten og i tilknytning til fødslen samt på det nyfødte barn.

4. Udførelse af hindeløsning med henblik på fødselsmodning.

5. Fødselshjælp til den fødende kvinde og barnet under spontane fødsler, der forløber uden komplikationer.

6. Anlæggelse af steriltvandspapler.

7. Anlæggelse af kort perifert venekateter.

8. Punktur af fosterhinderne i fødslens aktive fase.

9. Anlæggelse af kateter med henblik på tømning af urinblæren hos kvinden.

10. Anlæggelse af episiotomi og udførelse af sutureringer.

11. Sugning af nyfødte i forbindelse med fødslen for fostervand og sekret.

12. Anvendelse af visse nærmere bestemte vacciner og lægemidler.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en opregning af de former for virksomhed, som fremover vil blive omfattet af jordemødrenes forbeholdte virksomhedsområde.

Det foreslåede forbeholdte virksomhedsområde vil alene være en delmængde af de mangeartede opgaver, som jordemødre på baggrund af deres kompetencegivende uddannelse allerede foretager i sundhedsvæsenet, men som ikke vil blive omfattet af det forbeholdte område. Det gælder bl.a. ammerådgivning, rådgivning om prævention efter fødslen og rådgivning om pasning og pleje af den nyfødte.

Med § 55, stk. 4, nr. 1, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter manuel palpation af livmoder og indførelse af apparatur i skeden med henblik på konstatering af svangerskab, samt varetagelse af forebyggende helbredsmæssige undersøgelser under svangerskabet.

Forslaget vil betyde, at manuel palpation vil være omfattet af det forbeholdte område. Herved forstås, at jordemoderen mærker på maven efter en forstørret livmoder med hænderne. Manuel palpation vil kun være forbeholdt jordemødre, når det sker i forbindelse med graviditeten, herunder konstatering af svangerskab og vurdering af fostertilvækst og lejring (vender hovedet op eller ned) i livmoderen. Forslaget vil også betyde, at der vil kunne konstateres graviditet ved indførsel af ultralydsscanningsapparatur i skeden. Udvendig konstatering ved skanningsapparat vil ikke være forbeholdt virksomhed.

Derudover vil forebyggende helbredsmæssige graviditetsundersøgelser under svangerskabet være omfattet. Det omfatter bl.a. måling af blodtryk m.v., samtale om livsstilsfaktorer og fysiske og psykiske påvirkninger samt konstatering af, om fosteret (livmoderen) vokser, som det skal.

Med § 55, stk. 4, nr. 2, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter behovsundersøgelser og undersøgelser med henblik på at diagnosticere risikosvangerskaber.

Forslaget vil betyde, at behovsundersøgelser og undersøgelser med henblik på at diagnosticere risikosvangerskaber vil være omfattet af det forbeholdte område. En risikograviditet kan f.eks. være, hvis jordemoderen finder et forhøjet blodtryk, eller at fosteret ikke vokser, som det forventes. Risikosvangerskaber skal identificeres, da de vil kræve supplerende undersøgelser og kontroller under graviditeten. Jordemoderen vil derfor skulle tilrettelægge individuelt antal kontroller, hvis der er behov. Ved diagnosticering af risikograviditet vil der skulle henvises til yderligere kontrol ved obstetriker.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 3, at virksomhed som jordemoder omfatter udtagelse af blodprøver fra kvinden under graviditeten og i tilknytning til fødslen samt på det nyfødte barn.

Der vil typisk kunne være tale om en veneblodprøve fra albuebøjningen på kvinden, f.eks. med henblik på måling af blodtype og antistoffer i blodet, og hælblodprøve (PKU-test) fra det nyfødte barn.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 4 , at virksomhed som jordemoder omfatter udførelse af hindeløsning med henblik på fødselsmodning.

Hindeløsning er en metode til fødselsmodning. Ved hindeløsning føler jordemoderen med to fingre i vagina og kører fingrene rundt inden for livmoderhalsens indre mund, hvorved fosterhinderne løsnes fra livmoderhalsen. Det vil undertiden ved termin kunne modne livmodermunden og dermed medvirke til at fødslen går i gang. Det bemærkes, at hindeløsning ikke er igangsættelse og udelukkende bør foretages ved termin og med et foster i hovedstilling

Hindeløsning hos gravide med komplicerede graviditeter eller høj risiko for obstetriske komplikationer vil skulle foregå på delegation fra en læge.

Med § 55, stk. 4, nr. 5, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter fødselshjælp til den fødende kvinde og barnet under spontane fødsler, der forløber uden komplikationer.

Herved forstås fødsel af ét barn til termin i baghovedpræsentation, hvor fødslen indsætter, forløber og afsluttes spontant.

Fødselshjælp omhandler alt, hvad jordemoderen kan gøre for den fødende under fødslen – både psykisk støtte og fysik hjælp. Jordemoderen holder øje med barnets tilstand ved at lytte hjertelyd, lave løbende vaginaleksplorationer, hvor jordemoderen med sin fingre mærker hvorledes barnet trænger ned igennem moderens bækken. Jordemoderen observerer farven på fostervandet og eventuel blødning og observerer, om der er fremgang i fødslen. Desuden observeres den fødendes tilstand, og denne tilbydes smertelindring ved behov og i samråd med kvinden selv. Endelig er jordemoderens opgave fremhjælpning af barnet og moderkagen efter barnets fødsel og suturering (syning) af eventuelle bristninger i mellemkød og skede.

En jordemoder vil fortsat skulle henvise til eller tilkalde læge ved sygdom, komplikationer eller ved mistanke herom hos kvinden i forbindelse med graviditet, fødsel eller barsel, hos det nyfødte barn eller hos fosteret, ligesom det ved en fødsel, hvor der er tilkaldt læge, påhviler jordemoderen at bistå lægen ved den behandling, som lægen skønner det nødvendigt at foretage.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 6, at virksomhed som jordemoder omfatter anlæggelse af steriltvandspapler.

Herved forstås anlæggelse af små injektioner af sterilt vand lige under huden, typisk i lænden. Anlæggelsen virker smertestillende og er uden alvorlige bivirkninger.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 7, at virksomhed som jordemoder omfatter anlæggelse af kort perifert venekateter.

Med anlæggelse af kort perifert venekateter (PVK), forstås anlæg af et drop dvs. en kort, tynd plasticslange lagt ind i en blodåre, typisk på håndryggen. Venekateteret vil normalt kunne anvendes til at give isotoniske væsker eller til indgivelse af medicin.

Forslaget vil alene gøre det muligt at anlægge selve kateteret. Hvilke nærmere lægemidler, herunder væsker, der vil kunne indføres gennem kateteret, forventes fastlagt i regler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i det foreslåede § 55, stk. 5.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 8, at virksomhed som jordemoder omfatter punktur af fosterhinderne i fødslens aktive fase.

Punktur af fosterhinderne er en naturlig måde at stimulere fødslen på, idet der med en hindesprænger laves hul på fosterhinden, hvorved fostervandet lukkes ud.

Ved hindepunktur forstås et indgreb, hvor jordemoderen som led i den normale fødsel af et barn, hvor barnets hoved står fast i fødselsvejen, punkterer fosterhinderne og på den måde lader fostervandet sive ud. Derved forebygges det, at fødslen trækker unødigt ud eller går i stå.

Med § 55, stk. 4, nr. 9, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter anlæggelse af kateter med henblik på tømning af urinblæren hos kvinden.

Anlæggelse af kateteret vil kunne foretages under og efter fødslen.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 10, at virksomhed som jordemoder omfatter anlæggelse af episiotomi og udførelse af sutureringer.

Episotomi er et klip, der foretages i mellemkødet og lidt op i skeden, når barnets hoved skal fødes. Sutureringer betyder syning af de bristninger, som er opstået i forbindelse med barnets fødsel. Typisk er det bristninger i mellemkødet, kønslæber og i skeden. Jordemoderen vil med forslaget udelukkende kunne sy mindre bristninger, som er mindre komplicerede.

Med § 55, stk. 4, nr. 11, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter sugning af nyfødte i forbindelse med fødslen for fostervand og sekret.

Forslaget vil betyde, at jordemoderen efter behov vil kunne suge barnet i mund og svælg, hvis der er sejt sekret, der hindrer en fri vejrtrækning.

Med § 55, stk. 4, nr. 12, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter anvendelse af visse nærmere bestemte vacciner og lægemidler.

Med den foreslåede bestemmelse vil jordemødre kunne tage stilling til patientens behov for vaccinationen og behandling med aktuelt godkendte vacciner og lægemidler i Danmark og EU. Ved anvendelse forstås både beslutningen om at ordinere vacciner og lægemidler samt selve anvendelsen.

Med forslaget fastsættes en overordnet ramme for jordemødres anvendelse og ordination af både vacciner og lægemidler, men bestemmelsen fastsætter ikke i sig selv, hvilke lægemidler eller vacciner, der kan være tale om. Dette forventes fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i det foreslåede § 55, stk. 5.

Det skal således understreges, at den foreslåede bestemmelse ikke i sig selv medfører, at jordemødre vil kunne anvende vacciner og lægemidler. Bestemmelsen vil med andre ord ikke have reel betydning for det forbeholdte virksomhedsområde, før der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er fastsat nærmere regler om, hvilke lægemidler og vacciner der skal omfattes af det forbeholdte virksomhedsområde. Udmøntningen er tilsvarende en forudsætning for, at der via et anlagt kort perifert venekateter, jf. det foreslåede § 55, stk. 4, nr. 7, kan indføres lægemidler, herunder væsker.

Det foreslås, med § 55, stk. 5, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om den virksomhed, der er omfattet af stk. 4.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om jordemødres virksomhedsområde i en bekendtgørelse.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at præcisere og afgrænse det område, der foreslås i medfør af det foreslåede stk. 4, herunder bl.a. afgrænse det forbeholdte virksomhedsområde over for de øvrige ikke-forbeholdte områder og opgaver, som jordemødre udfører i sundhedsvæsenet.

Bemyndigelsen vil ikke kunne anvendes til at udvide områder, herunder indføre nye former for forbeholdt virksomhed for jordemødre, som ikke fremgår af de forslåede nr. 1-12. Udmøntning af bemyndigelsen er dog en forudsætning for, at vacciner og lægemidler omfattes af jordemødrenes virksomhedsområde.

Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om anvendelse af ilt og inhalationsanalgesi, infiltrations- og overfladeanalgesi, pudendusblokade, uteruskontraherende midler efter fødslen, K-vitamin, anti-D og adrenalin.

Dertil kommer regler om anvendelse af de vacciner, der anbefales af Sundhedsstyrelsen til gravide.

Udmøntningen er tilsvarende en forudsætning for, at der via et anlagt kort perifert venekateter, jf. det foreslåede 54, stk. 4, nr. 7, kan indføres lægemidler, herunder væsker. Der vil f.eks. kunne være tale om infusion af isotonisk saltvand heri, dvs. en væske med samme sammensætning af salt og vand, som normalt indeholdes i blodet.

Bemyndigelsen vil desuden kunne anvendes til at præcisere og afgrænse det område, der foreslås i medfør af det foreslåede stk. 5, herunder fastsætte regler om eksempelvis faglige procedurer.

Efter autorisationslovens § 55, stk. 1, meddeles der autorisation som jordemoder til personer, der har bestået dansk jordemodereksamen eller en udenlandsk eksamen, der kan sidestilles hermed. Den danske uddannelse, der kvalificerer til autorisation som jordemoder, er reguleret i bekendtgørelse nr. 774 af 12. juni 2023 om uddannelsen til professionsbachelor i jordemoderkundskab.

Med autorisation som jordemoder følger efter autorisationslovens § 55, stk. 1, en ret til at betegne sig som jordemoder. Det er efter autorisationslovens § 1, stk. 2, alene indehaveren af en titel, der har ret til at anvende en bestemt titel. En person, der uden autorisation anvender en betegnelse, der er forbeholdt autoriserede personer, eller betegner sig eller handler på anden måde, der er egnet til at vække forestilling om at pågældende har en sådan autorisation, kan efter autorisationslovens § 78 straffes med bøde.

Det følger af autorisationslovens § 1, stk. 3, at autoriserede læger, tandlæger, kiropraktorer, fysioterapeuter, osteopater, jordemødre, kliniske tandteknikere, kontaktlinseoptikere, optometrister og tandplejere samt behandlerfarmaceuter forbeholdes retten til at udøve en bestemt sundhedsfaglig virksomhed. De nærmere regler herom, herunder hvilken sundhedsfaglig virksomhed, de enkelte sundhedsfaglige grupper forbeholdes retten til at udføre, fremgår af autorisationslovens afsnit II.

Bestemmelsen medfører et såkaldt forbeholdt virksomhedsområde. Det forbeholdte virksomhedsområde må ikke udføres af andre faggrupper, med mindre andre faggrupper har et forbeholdt område, der også indeholder den pågældende form for faglig virksomhed.

Jordemødres virksomhed og dermed forbeholdte virksomhedsområde følger af autorisationslovens § 55, stk. 4. Det følger heraf, at jordemodervirksomhed omfatter konstatering af svangerskab, varetagelse af forebyggende helbredsmæssige undersøgelser under svangerskab, herunder behovsundersøgelser og undersøgelser med henblik på at diagnosticere risikosvangerskaber, samt fødselshjælp til den fødende og barnet under spontant forløbende fødsler.

Opgaverne er præciseret nærmere i cirkulære nr. 149 af 8. august 2001 om jordemodervirksomhed. Efter § 2 i cirkulæret må jordemoderen anlægge episiotomi og foretage suturering efter episiotomi eller bristninger.

Efter § 3 må jordemoderen i forbindelse med fødsler anvende inhalationsanalgesi med dinitrogenoxid-oxygen (N2O-O2) i en blanding med mindst 50 % ilt til den fødende, anlægge steriltvandspapler, infiltrations- og overfladeanalgesi af perineum og i vagina, give barnet K-vitamin, give kvinden uteruskontraherende midler efter fødslen og anlægge intravenøs adgang på den fødende og give isotonisk saltvand.

Efter § 5 må jordemoderen udtage blodprøver fra kvinden og barnet.

På sygehuse må jordemoderen desuden i henhold til § 4 efter generel bemyndigelse fra den ansvarlige overlæge anlægge pudendusblokade, foretage hindesprængning og anvende vefremmende medicin og anti-D immunglobulin.

Udover det forbeholdte virksomhedsområde, der følger af autorisationslovens § 55, stk. 4, og det tilknyttede cirkulære, foretager jordemødre en række øvrige arbejdsopgaver i sundhedsvæsenet. Det er bl.a. beskrevet nærmere i den gældende vejledning nr. 151 af 8. august 2001 om jordemødres virksomhedsområde, journalføringspligt, indberetningspligt mv.

Det foreslås, at jordemødrenes forbeholdte virksomhedsområde fastsættes i loven i de forslåede § 55, stk. 4, nr. 1-12.

Med § 55, stk. 4, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter:

1. Manuel palpation af livmoder og indførelse af apparatur i skeden med henblik på konstatering af svangerskab, samt varetagelse af forebyggende helbredsmæssige graviditetsundersøgelser under svangerskabet.

2. Behovsundersøgelser og undersøgelser med henblik på at diagnosticere risikosvangerskaber.

3. Udtagelse af blodprøver fra kvinden under graviditeten og i tilknytning til fødslen samt på det nyfødte barn.

4. Udførelse af hindeløsning med henblik på fødselsmodning.

5. Fødselshjælp til den fødende kvinde og barnet under spontane fødsler, der forløber uden komplikationer.

6. Anlæggelse af steriltvandspapler.

7. Anlæggelse af kort perifert venekateter.

8. Punktur af fosterhinderne i fødslens aktive fase.

9. Anlæggelse af kateter med henblik på tømning af urinblæren hos kvinden.

10. Anlæggelse af episiotomi og udførelse af sutureringer.

11. Sugning af nyfødte i forbindelse med fødslen for fostervand og sekret.

12. Anvendelse af visse nærmere bestemte vacciner og lægemidler.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en opregning af de former for virksomhed, som fremover vil blive omfattet af jordemødrenes forbeholdte virksomhedsområde.

Det foreslåede forbeholdte virksomhedsområde vil alene være en delmængde af de mangeartede opgaver, som jordemødre på baggrund af deres kompetencegivende uddannelse allerede foretager i sundhedsvæsenet, men som ikke vil blive omfattet af det forbeholdte område. Det gælder bl.a. ammerådgivning, rådgivning om prævention efter fødslen og rådgivning om pasning og pleje af den nyfødte.

Med § 55, stk. 4, nr. 1, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter manuel palpation af livmoder og indførelse af apparatur i skeden med henblik på konstatering af svangerskab, samt varetagelse af forebyggende helbredsmæssige undersøgelser under svangerskabet.

Forslaget vil betyde, at manuel palpation vil være omfattet af det forbeholdte område. Herved forstås, at jordemoderen mærker på maven efter en forstørret livmoder med hænderne. Manuel palpation vil kun være forbeholdt jordemødre, når det sker i forbindelse med graviditeten, herunder konstatering af svangerskab og vurdering af fostertilvækst og lejring (vender hovedet op eller ned) i livmoderen. Forslaget vil også betyde, at der vil kunne konstateres graviditet ved indførsel af ultralydsscanningsapparatur i skeden. Udvendig konstatering ved skanningsapparat vil ikke være forbeholdt virksomhed.

Derudover vil forebyggende helbredsmæssige graviditetsundersøgelser under svangerskabet være omfattet. Det omfatter bl.a. måling af blodtryk m.v., samtale om livsstilsfaktorer og fysiske og psykiske påvirkninger samt konstatering af, om fosteret (livmoderen) vokser, som det skal.

Med § 55, stk. 4, nr. 2, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter behovsundersøgelser og undersøgelser med henblik på at diagnosticere risikosvangerskaber.

Forslaget vil betyde, at behovsundersøgelser og undersøgelser med henblik på at diagnosticere risikosvangerskaber vil være omfattet af det forbeholdte område. En risikograviditet kan f.eks. være, hvis jordemoderen finder et forhøjet blodtryk, eller at fosteret ikke vokser, som det forventes. Risikosvangerskaber skal identificeres, da de vil kræve supplerende undersøgelser og kontroller under graviditeten. Jordemoderen vil derfor skulle tilrettelægge individuelt antal kontroller, hvis der er behov. Ved diagnosticering af risikograviditet vil der skulle henvises til yderligere kontrol ved obstetriker.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 3, at virksomhed som jordemoder omfatter udtagelse af blodprøver fra kvinden under graviditeten og i tilknytning til fødslen samt på det nyfødte barn.

Der vil typisk kunne være tale om en veneblodprøve fra albuebøjningen på kvinden, f.eks. med henblik på måling af blodtype og antistoffer i blodet, og hælblodprøve (PKU-test) fra det nyfødte barn.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 4 , at virksomhed som jordemoder omfatter udførelse af hindeløsning med henblik på fødselsmodning.

Hindeløsning er en metode til fødselsmodning. Ved hindeløsning føler jordemoderen med to fingre i vagina og kører fingrene rundt inden for livmoderhalsens indre mund, hvorved fosterhinderne løsnes fra livmoderhalsen. Det vil undertiden ved termin kunne modne livmodermunden og dermed medvirke til at fødslen går i gang. Det bemærkes, at hindeløsning ikke er igangsættelse og udelukkende bør foretages ved termin og med et foster i hovedstilling

Hindeløsning hos gravide med komplicerede graviditeter eller høj risiko for obstetriske komplikationer vil skulle foregå på delegation fra en læge.

Med § 55, stk. 4, nr. 5, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter fødselshjælp til den fødende kvinde og barnet under spontane fødsler, der forløber uden komplikationer.

Herved forstås fødsel af ét barn til termin i baghovedpræsentation, hvor fødslen indsætter, forløber og afsluttes spontant.

Fødselshjælp omhandler alt, hvad jordemoderen kan gøre for den fødende under fødslen – både psykisk støtte og fysik hjælp. Jordemoderen holder øje med barnets tilstand ved at lytte hjertelyd, lave løbende vaginaleksplorationer, hvor jordemoderen med sin fingre mærker hvorledes barnet trænger ned igennem moderens bækken. Jordemoderen observerer farven på fostervandet og eventuel blødning og observerer, om der er fremgang i fødslen. Desuden observeres den fødendes tilstand, og denne tilbydes smertelindring ved behov og i samråd med kvinden selv. Endelig er jordemoderens opgave fremhjælpning af barnet og moderkagen efter barnets fødsel og suturering (syning) af eventuelle bristninger i mellemkød og skede.

En jordemoder vil fortsat skulle henvise til eller tilkalde læge ved sygdom, komplikationer eller ved mistanke herom hos kvinden i forbindelse med graviditet, fødsel eller barsel, hos det nyfødte barn eller hos fosteret, ligesom det ved en fødsel, hvor der er tilkaldt læge, påhviler jordemoderen at bistå lægen ved den behandling, som lægen skønner det nødvendigt at foretage.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 6, at virksomhed som jordemoder omfatter anlæggelse af steriltvandspapler.

Herved forstås anlæggelse af små injektioner af sterilt vand lige under huden, typisk i lænden. Anlæggelsen virker smertestillende og er uden alvorlige bivirkninger.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 7, at virksomhed som jordemoder omfatter anlæggelse af kort perifert venekateter.

Med anlæggelse af kort perifert venekateter (PVK), forstås anlæg af et drop dvs. en kort, tynd plasticslange lagt ind i en blodåre, typisk på håndryggen. Venekateteret vil normalt kunne anvendes til at give isotoniske væsker eller til indgivelse af medicin.

Forslaget vil alene gøre det muligt at anlægge selve kateteret. Hvilke nærmere lægemidler, herunder væsker, der vil kunne indføres gennem kateteret, forventes fastlagt i regler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i det foreslåede § 55, stk. 5.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 8, at virksomhed som jordemoder omfatter punktur af fosterhinderne i fødslens aktive fase.

Punktur af fosterhinderne er en naturlig måde at stimulere fødslen på, idet der med en hindesprænger laves hul på fosterhinden, hvorved fostervandet lukkes ud.

Ved hindepunktur forstås et indgreb, hvor jordemoderen som led i den normale fødsel af et barn, hvor barnets hoved står fast i fødselsvejen, punkterer fosterhinderne og på den måde lader fostervandet sive ud. Derved forebygges det, at fødslen trækker unødigt ud eller går i stå.

Med § 55, stk. 4, nr. 9, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter anlæggelse af kateter med henblik på tømning af urinblæren hos kvinden.

Anlæggelse af kateteret vil kunne foretages under og efter fødslen.

Det foreslås med § 55, stk. 4, nr. 10, at virksomhed som jordemoder omfatter anlæggelse af episiotomi og udførelse af sutureringer.

Episotomi er et klip, der foretages i mellemkødet og lidt op i skeden, når barnets hoved skal fødes. Sutureringer betyder syning af de bristninger, som er opstået i forbindelse med barnets fødsel. Typisk er det bristninger i mellemkødet, kønslæber og i skeden. Jordemoderen vil med forslaget udelukkende kunne sy mindre bristninger, som er mindre komplicerede.

Med § 55, stk. 4, nr. 11, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter sugning af nyfødte i forbindelse med fødslen for fostervand og sekret.

Forslaget vil betyde, at jordemoderen efter behov vil kunne suge barnet i mund og svælg, hvis der er sejt sekret, der hindrer en fri vejrtrækning.

Med § 55, stk. 4, nr. 12, foreslås det, at virksomhed som jordemoder omfatter anvendelse af visse nærmere bestemte vacciner og lægemidler.

Med den foreslåede bestemmelse vil jordemødre kunne tage stilling til patientens behov for vaccinationen og behandling med aktuelt godkendte vacciner og lægemidler i Danmark og EU. Ved anvendelse forstås både beslutningen om at ordinere vacciner og lægemidler samt selve anvendelsen.

Med forslaget fastsættes en overordnet ramme for jordemødres anvendelse og ordination af både vacciner og lægemidler, men bestemmelsen fastsætter ikke i sig selv, hvilke lægemidler eller vacciner, der kan være tale om. Dette forventes fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i det foreslåede § 55, stk. 5.

Det skal således understreges, at den foreslåede bestemmelse ikke i sig selv medfører, at jordemødre vil kunne anvende vacciner og lægemidler. Bestemmelsen vil med andre ord ikke have reel betydning for det forbeholdte virksomhedsområde, før der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er fastsat nærmere regler om, hvilke lægemidler og vacciner der skal omfattes af det forbeholdte virksomhedsområde. Udmøntningen er tilsvarende en forudsætning for, at der via et anlagt kort perifert venekateter, jf. det foreslåede § 55, stk. 4, nr. 7, kan indføres lægemidler, herunder væsker.

Det foreslås, med § 55, stk. 5, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om den virksomhed, der er omfattet af stk. 4.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om jordemødres virksomhedsområde i en bekendtgørelse.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at præcisere og afgrænse det område, der foreslås i medfør af det foreslåede stk. 4, herunder bl.a. afgrænse det forbeholdte virksomhedsområde over for de øvrige ikke-forbeholdte områder og opgaver, som jordemødre udfører i sundhedsvæsenet.

Bemyndigelsen vil ikke kunne anvendes til at udvide områder, herunder indføre nye former for forbeholdt virksomhed for jordemødre, som ikke fremgår af de forslåede nr. 1-12. Udmøntning af bemyndigelsen er dog en forudsætning for, at vacciner og lægemidler omfattes af jordemødrenes virksomhedsområde.

Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om anvendelse af ilt og inhalationsanalgesi, infiltrations- og overfladeanalgesi, pudendusblokade, uteruskontraherende midler efter fødslen, K-vitamin, anti-D og adrenalin.

Dertil kommer regler om anvendelse af de vacciner, der anbefales af Sundhedsstyrelsen til gravide.

Udmøntningen er tilsvarende en forudsætning for, at der via et anlagt kort perifert venekateter, jf. det foreslåede 54, stk. 4, nr. 7, kan indføres lægemidler, herunder væsker. Der vil f.eks. kunne være tale om infusion af isotonisk saltvand heri, dvs. en væske med samme sammensætning af salt og vand, som normalt indeholdes i blodet.

Bemyndigelsen vil desuden kunne anvendes til at præcisere og afgrænse det område, der foreslås i medfør af det foreslåede stk. 5, herunder fastsætte regler om eksempelvis faglige procedurer.

Efter autorisationslovens § 79 straffes en person, der uden autorisation udøver virksomhed på et sundhedsfagligt område, der er forbeholdt autoriserede personer, jf. § 27, stk. 3, § 47, stk. 3, § 52, stk. 3 og 5, § 55, stk. 3, § 64, stk. 3, § 65, stk. 3, § 67, stk. 3, § 68, stk. 4, og § 70 e, stk. 3, med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Det foreslås, at der i § 79 efter »uden autorisation« indsættes »eller tilladelse«, og at der »§ 52, stk. 3 og 5,« indsættes: »§ 54, stk. 3, 4 og 7, § 54 a, stk. 2«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at det vil blive strafbart for personer, der uden at være autoriseret som sygeplejerske udøver virksomhed, der efter det foreslåede § 54, stk. 4, eller regler udstedet i medfør af § 54, stk. 6, er forbeholdt sygeplejersker. Forslaget vil tilsvarende betyde, at det vil blive strafbart for personer, der ikke har tilladelse til at betegne sig som specialsygeplejerske at udøve det forbeholdte område, der i medfør af det foreslåede § 54 a, stk. 2, vil blive fastsat for specialsygeplejersker.

Overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Efter autorisationslovens § 79 straffes en person, der uden autorisation udøver virksomhed på et sundhedsfagligt område, der er forbeholdt autoriserede personer, jf. § 27, stk. 3, § 47, stk. 3, § 52, stk. 3 og 5, § 55, stk. 3, § 64, stk. 3, § 65, stk. 3, § 67, stk. 3, § 68, stk. 4, og § 70 e, stk. 3, med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Det foreslås, at der i § 79 efter »uden autorisation« indsættes »eller tilladelse«, og at der »§ 52, stk. 3 og 5,« indsættes: »§ 54, stk. 3, 4 og 7, § 54 a, stk. 2«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at det vil blive strafbart for personer, der uden at være autoriseret som sygeplejerske udøver virksomhed, der efter det foreslåede § 54, stk. 4, eller regler udstedet i medfør af § 54, stk. 6, er forbeholdt sygeplejersker. Forslaget vil tilsvarende betyde, at det vil blive strafbart for personer, der ikke har tilladelse til at betegne sig som specialsygeplejerske at udøve det forbeholdte område, der i medfør af det foreslåede § 54 a, stk. 2, vil blive fastsat for specialsygeplejersker.

Overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Efter autorisationslovens § 81 straffes en person, der uden tilladelse til at betegne sig som speciallæge, jf. § 30, giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, med bøde.

Der er ikke efter gældende ret en tilsvarende straf tilknyttet uretmæssig anvendelse af betegnelsen specialsygeplejerske. Tilsvarende gælder for betegnelsen specialtandlæge.

Det foreslås, at der i autorisationslovens § 81 efter »speciallæge, jf. § 30,« indsættes », specialtandlæge, jf. § 47, stk. 4, eller specialsygeplejerske, jf. § 54 a, stk. 1,«.

Den foreslåede ændring af § 81 vil medføre, at personer, der uden tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge eller specialsygeplejersker giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, straffes med bøde.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at specialsygeplejerskers titel foreslås beskyttet efter det foreslåede § 54 a, stk. 1.

Uberettiget brug af titlen specialtandlæge, er formentlig fejlagtigt ikke tidligere er blevet strafsanktioneret på trods af den gældende titelbeskyttelse af specialtandlæger.

Efter autorisationslovens § 81 straffes en person, der uden tilladelse til at betegne sig som speciallæge, jf. § 30, giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, med bøde.

Der er ikke efter gældende ret en tilsvarende straf tilknyttet uretmæssig anvendelse af betegnelsen specialsygeplejerske. Tilsvarende gælder for betegnelsen specialtandlæge.

Det foreslås, at der i autorisationslovens § 81 efter »speciallæge, jf. § 30,« indsættes », specialtandlæge, jf. § 47, stk. 4, eller specialsygeplejerske, jf. § 54 a, stk. 1,«.

Den foreslåede ændring af § 81 vil medføre, at personer, der uden tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge eller specialsygeplejersker giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, straffes med bøde.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at specialsygeplejerskers titel foreslås beskyttet efter det foreslåede § 54 a, stk. 1.

Uberettiget brug af titlen specialtandlæge, er formentlig fejlagtigt ikke tidligere er blevet strafsanktioneret på trods af den gældende titelbeskyttelse af specialtandlæger.

Efter autorisationslovens § 83 straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder en læge eller tandlæge, der efter at have mistet retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler fortsætter med at foretage sådanne ordinationer eller giver andre læger eller tandlæger vildledende oplysninger for at få dem til at ordinere lægemidler for sig, jf. § 38 og § 51, stk. 2.

Det foreslås, at der i § 83 indsættes et stk. 2 .

Med stk. 2 foreslås, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at en specialsygeplejerske, der efter at have mistet retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler efter reglerne i kapitel 9, og som fortsætter med at foretage sådanne ordinationer, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Den foreslåede bemyndigelse vil betyde, at indenrigs- og sundhedsministeren, såfremt der i medfør af det foreslåede § 54 a, stk. 2, fastsættes regler om specialsygeplejerskers ret til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler, kan fastsætte regler om, at en specialsygeplejerske, der efter at have mistet retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler fortsætter med at foretage sådanne ordinationer, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Efter autorisationslovens § 83 straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder en læge eller tandlæge, der efter at have mistet retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler fortsætter med at foretage sådanne ordinationer eller giver andre læger eller tandlæger vildledende oplysninger for at få dem til at ordinere lægemidler for sig, jf. § 38 og § 51, stk. 2.

Det foreslås, at der i § 83 indsættes et stk. 2 .

Med stk. 2 foreslås, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at en specialsygeplejerske, der efter at have mistet retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler efter reglerne i kapitel 9, og som fortsætter med at foretage sådanne ordinationer, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Den foreslåede bemyndigelse vil betyde, at indenrigs- og sundhedsministeren, såfremt der i medfør af det foreslåede § 54 a, stk. 2, fastsættes regler om specialsygeplejerskers ret til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler, kan fastsætte regler om, at en specialsygeplejerske, der efter at have mistet retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler fortsætter med at foretage sådanne ordinationer, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.