Lovguiden Logo
Historisk

LBK nr 1575 af 19/12/2022

Miljø- og Ligestillingsministeriet

Ligestillingsloven § 1

Lovens formål er at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder lige integration, lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd.

Stk. 2. Lovens formål er desuden at modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika og at modvirke chikane og sexchikane.

Detaljer

Forarbejder til Ligestillingsloven § 1

Bestemmelsen svarer delvist til formålsbestemmelsen i den gældende lov om ligestilling mellem mænd og kvinder (lov nr. 238 af 20. april 1988). Ved ligestilling forstås blandt andet lige integration i alle samfundets funktioner, herunder lige adgang til samfundets styrende organer, lige adgang til arbejdsmarkedet, lige muligheder for at få uddannelse og undervisning mv. Ligestilling skal således forstås bredt med udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd, lige muligheder og lige rettigheder og omfatter alle forhold, herunder også private og rent personlige forhold. Ligestilling forudsætter ikke alene sikring af lige rettigheder og fravær af forskelsbehandling, men også en aktiv indsats for at fjerne faktiske kønsskævheder i alle samfundets forhold. Formålet er derfor understreget som på den ene side at sikre aktivt ligestillingsfremmende arbejde og på den anden at modvirke kønsdiskrimination og seksuel chikane.

    Det er ikke hensigten at give en endegyldig definition af ligestillingsbegrebet, der udvikler sig i takt med det omgivende samfund. Det centrale er, at der tages udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd og lige muligheder i respekt for, at ikke alle kvinder er ens og ikke alle mænd er ens. Ligestilling skal derfor forstås som et mangfoldigt begreb med udgangspunkt i den enkeltes livssituation uanset køn. Ligestillingsbegrebet blev diskuteret af Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde (bet. 1370, kap. 5.1.1), men udvalget fandt det ikke muligt at lægge sig fast på en bestemt opfattelse. Den brede forståelse af ligestillingsbegrebet og arbejdet med ligestilling, der foreslås i formålsbestemmelsen, skal sikre, at nye problematikker kan inddrages.

Til kapitel 2

Forbud mod forskelsbehandling på grund af køn (kønsdiskrimination)