Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love

§ 1

Til nr. 1

I straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, er der hjemmel til, at politiet kan videregive visse personoplysninger til nærmere bestemte personer uden for politiet, i det omfang det er nødvendigt for at håndhæve hhv. et kontaktforbud efter § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller et opholdsforbud efter § 236, stk. 1, nr. 1.

I bemærkningerne til hver af bestemmelserne er det præciseret, at de oplysninger, som politiet kan videregive, bl.a. omfatter vedkommendes billede.

Det foreslås, at der i straffeloven indsættes en ny § 79 d.

Det fremgår af foreslåede § 79 d, stk. 1 , at de oplysninger, som politiet kan videregive i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, bl.a. omfatter fotografier af de pågældende personer, herunder 1) personfotografier optaget i medfør af det foreslåede stk. 2, 2) personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens kapitel 72, 3) personfotografier optaget eller registreret i medfør af udlændingelovens § 40 b, og 4) personfotografier optaget af kriminalforsorgsområdet i medfør af retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens § 61.

Der er med bestemmelsen ikke tiltænkt nogen materiel ændring i forhold til gældende ret. Personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens kapitel 72 eller § 776 a, personfotografier optaget eller registreret i medfør af udlændingelovens § 40 b samt personfotografier optaget efter straffuldbyrdelseslovens § 61 kan således allerede efter gældende ret videregives i medfør af straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13. Denne retstilstand videreføres.

Det bemærkes, at oplistningen i det foreslåede § 79 d, stk. 1, ikke er udtømmende. Hvis det vurderes at være nødvendigt, vil politiet som hidtil også kunne videregive personfotografier optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre bestemmelser, når behandlingen foretages med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed, jf. retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1. Tilsvarende vil politiet som hidtil også kunne videregive personfotografier optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre bestemmelser, når behandlingen sker på baggrund af lov og er nødvendig og forholdsmæssig i forhold til dette efterfølgende formål, jf. retshåndhævelseslovens § 5, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 79 d, stk. 2 , indebærer, at politiet med henblik på videregivelse vil kunne optage personfotografier af personer, der ved endelig dom 1) er dømt for en eller flere af de overtrædelser, som er nævnt i § 79 b, stk. 1, 2) er idømt et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller 3) er idømt et opholdsforbud efter § 236, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes i de tilfælde, hvor politiet ikke er i besiddelse af personfotografi af den pågældende person, eller hvor de fotografier, som politiet er i besiddelse af, ikke er anvendelige til videregivelse i medfør af straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13. Det sidste kunne f.eks. være tilfældet, hvor de personfotografier, som politiet er i besiddelse af, kan afsløre oplysninger om det strafbare forhold, som vedkommende er dømt for, eller hvis de pågældende personfotografier ikke længere er vellignende.

Bestemmelsen kan først anvendes, når der foreligger endelig dom om det forhold, der medfører, at oplysninger om vedkommende kan videregives efter straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13.

Det er derimod ikke en betingelse for fotooptagelsen, at der er en aktuel anledning til at videregive oplysninger efter de nævnte bestemmelser. Politiet vil således efter bestemmelsen være berettiget til at optage fotos af en person, der ved endelig dom er idømt et opholdsforbud efter straffelovens § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller § 236, stk. 1, 1. pkt., eller som ved endelig dom er dømt for en af de overtrædelser, som er nævnt i § 79 b, stk. 1, og som således vil være omfattet af eventuelle kontaktforbud, som andre personer måtte være eller blive idømt i medfør af § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, med henblik på et eventuelt fremtidigt behov for videregivelse.

Politiet vil i medfør af bestemmelsen være berettiget til at opsøge den dømte på vedkommendes bopæl eller andre steder, hvor politiet måtte få kendskab til, at den dømte opholder sig, med henblik på at optage et personfotografi af den pågældende.

Den foreslåede bestemmelse i § 79 d, stk. 3, indebærer, at optagelse af personfotografier efter stk. 2 skal foretages i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 792 e, stk. 1 og 2, og dermed i overensstemmelse med proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætningerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 2

Til nr. 1

Det følger af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 1, pkt., at anklagemyndigheden efter anmodning udleverer kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring til de personer, der er nævnt i § 41 f, stk. 1, dvs. redaktører og redaktionelle medarbejdere ved skrifter omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, ved radio- eller fjernsynsforetagender omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven og ved massemedier omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.

Det følger af retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt., at anmodninger om aktindsigt i et større antal sager kan afslås, medmindre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller redaktionelt arbejde. Det bemærkes, at den særlige adgang til at anmode om aktindsigt i et større antal sager ikke kun gælder for danske massemedier, men derimod – ligesom for den videnskabelige forsknings vedkommende – er udformet generelt, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 638.

Bestemmelsen i § 41 e, stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse på anmodninger om aktindsigt omfattet af retsplejelovens § 41 f, stk. 2.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 2. pkt. , indsættes en henvisning til § 41 e, stk. 1, 2. pkt., således at denne bestemmelse fremover vil finde tilsvarende anvendelse på anmodninger om aktindsigt omfattet af retsplejelovens § 41 f, stk. 2.

Ændringen vil indebære, at det fremover bliver muligt at stille krav om, at anmodninger om aktindsigt i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer skal være rimeligt begrundet. Anmodninger i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer, der ikke er rimeligt begrundede, vil således kunne afslås. Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om én anmodning i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer eller mange samtidige anmodninger i et mindre antal anklageskrifter og retsmødebegæringer, som samlet udgør et større antal.

Det vil som udgangspunkt bero på en konkret vurdering, hvad der udgør et ”større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer”. Det forudsættes dog, at der i almindelighed vil skulle være tale om anmodninger i et ikke uvæsentligt antal anklageskrifter eller retsmødebegæringer. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, om anmodningen eksempelvis tager udgangspunkt i offentliggjorte retslister, eller om ansøgningen i øvrigt er så bredt formuleret og omfatter så mange sager, at den allerede af den grund ikke kan anses for rimeligt begrundet. Det forudsættes i øvrigt, at den foreslåede bestemmelse vil blive administreret i overensstemmelse med retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt.

Er en anmodning om aktindsigt i anklageskrifter eller retsmødebegæringer i øvrigt rimeligt begrundet, vil der ikke kunne meddeles afslag, uanset hvor mange anklageskrifter eller retsmødebegæringer der konkret er anmodet om aktindsigt i. Anmodningen vil som udgangspunkt være rimeligt begrundet, hvis der søges om aktindsigt til brug for almindeligt journalistisk eller redaktionelt arbejde. Dette skal ses i sammenhæng med, at adgangen til aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer bl.a. har til formål at sikre, at pressen har mulighed for at vurdere, om en konkret sag kan have offentlighedens interesse, og for i givet fald at omtale sagen forud for hovedforhandling og dom. Anklagemyndigheden forudsættes således at udvise betydelig tilbageholdenhed med at afvise anmodninger om aktindsigt fra redaktionelle medier.

Dog vil ikke alle anmodninger, som indgives af et massemedie, eller hvor formålet i øvrigt angives at være journalistisk eller redaktionelt arbejde, uden videre kunne anses for rimeligt begrundede. Sådanne anmodninger vil således også kunne afvises efter en samlet vurdering. Anmoder samme ansøger f.eks. på ugentlig basis og til flere politikredse samtidig om aktindsigt i et større antal anklageskrifter eller retsmødebegæringer, vil det således i almindelighed ikke skulle anses for rimeligt begrundet, medmindre der er indikationer på, at ansøgningerne reelt er til journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Som det fremgår af gennemgangen under pkt. 2.18.1 i de almindelige bemærkninger, findes der en række regler, der danner baggrund for, at danske myndigheder og domstole kan anmode om retshjælp fra andre landes myndigheder og tilsvarende yde retshjælp til andre landes myndigheder.

I medfør af EPPO-forordningen har EPPO mulighed for at overtage efterforsknings- og retsforfølgningskompetencen fra de EU-medlemsstater, der deltager i samarbejdet om EPPO, vedrørende lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser. Danmark har ikke mulighed for at deltage i det forstærkede samarbejde om EPPO, da EPPO-forordningen er omfattet af retsforbeholdet.

EPPO-forordningen bygger på en forudsætning om, at ikke-deltagende medlemsstater som Danmark vil skulle samarbejde med EPPO på grundlag af de allerede eksisterende EU-retsakter, som hidtil har dannet grundlag for danske myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstaters myndigheder på området for gensidig retshjælp i straffesager, og det er forventningen, at samarbejdsaftalen med EPPO ligeledes vil være baseret på en forudsætning om, at samarbejdet med EPPO sker på baggrund af de allerede eksisterende retsakter, som danner grundlag for danske myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstater på området for gensidig retshjælp i straffesager, navnlig den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, EU-retshjælpskonventionen, Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om udøvelse af jurisdiktion i straffesager. Der henvises herom til pkt. 2.18.1 i de almindelige bemærkninger.

Som det fremgår under pkt. 2.18.1, finder EPPO-forordningen ikke anvendelse i Danmark, hvorfor grundlaget for danske myndigheders og domstoles samarbejde med EPPO skal findes i de pågældende eksisterende retsakter, implementeringen heraf i dansk ret og dansk ret i øvrigt.

Det er i den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at retsgrundlaget bør præciseres, således at der skabes en klar lovhjemmel til, at danske myndigheder og domstole kan samarbejde med EPPO som en kompetent myndighed inden for rammerne af den regulering, der danner grundlag for danske myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstater.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 107 a , at danske myndigheder og domstole kan behandle anmodninger om retshjælp fra og fremsende anmodninger om retshjælp til Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) efter almindelige regler om staters gensidige retshjælp i straffesager, og at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. indebærer, at det præciseres, at danske myndigheder og domstole kan behandle anmodninger om retshjælp fra Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) og ligeledes fremsende anmodninger om retshjælp til EPPO efter almindelige regler om staters gensidige retshjælp i straffesager.

Når der i bestemmelsen henvises til de almindelige regler om staters gensidige retshjælp i straffesager, menes der hermed de eksisterende regler, som er gennemgået overordnet ovenfor under punkt 2.18.1 i de almindelige bemærkninger, herunder de nævnte eksisterende Europaråds- og EU-retsakter samt den nationale lovgivning, der i relevant omfang implementerer disse. Eventuelle fremtidige regler om staters gensidige retshjælp i straffesager vil dog også være omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i 2. pkt. vil alene kunne anvendes til at fastsætte regler om, hvornår der kan samarbejdes med EPPO i henhold til de pågældende regler, dvs. til at klargøre, hvornår der efter de almindelige regler om gensidig retshjælp i straffesager (sammenholdt med den foreslåede bestemmelse i 1. pkt.) kan samarbejdes med EPPO. I den forbindelse kan der bl.a. afklares praktiske spørgsmål med tilknytning til samarbejdet med EPPO, navnlig proceduremæssige spørgsmål om, i hvilke tilfælde der efter de gældende regler skal samarbejdes med EPPO, og i så fald hvordan, og i hvilke tilfælde der efter de gældende regler fortsat skal samarbejdes med de enkelte medlemsstaters myndigheder.

Ordningen er således baseret på, at samarbejdet med EPPO skal ske på grundlag af de allerede eksisterende regler, som hidtil har dannet grundlag for danske myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstaters myndigheder på området for gensidig retshjælp i straffesager, jf. herved også gennemgangen under pkt. 2.18.1 i de almindelige bemærkninger, samt eventuelle nye regler herom.

Hvad angår det fremtidige samarbejde mellem Danmark og EPPO i henhold til retshjælpskonventionerne, forventes det på den baggrund, at justitsministeren ved bekendtgørelse vil fastsætte nærmere regler om, at EPPO kan anses for kompetent myndighed i henhold til disse konventioner og den nationale lovgivning, der i relevant omfang implementerer disse.

Hvad angår det fremtidige samarbejde mellem Danmark og EPPO i henhold til de øvrige retsakter, der er nævnt ovenfor under punkt 2.18.1 (det vil sige Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om udøvelse af jurisdiktion i straffesager), forventes det, at justitsministeren ved bekendtgørelse vil fastsætte nærmere regler om, at EPPO kan anses for kompetent myndighed i henhold til disse retsakter og den nationale lovgivning, der i relevant omfang implementerer disse.

Til nr. 3-5

Det fremgår af retsplejelovens § 788, stk. 1, at der efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal gives underretning om indgrebet, jf. dog stk. 4 og 5. Har den person, til hvem underretning efter stk. 2 skal gives, været mistænkt i sagen, skal der tillige gives underretning herom og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået.

Som følge af henvisningen i § 791 a, stk. 8, 2. pkt., til § 788, stk. 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3 og 4, omfatter underretningsforpligtelsen desuden indgreb ved gps-overvågning efter § 791 a, stk. 5, nr. 2.

Det fremgår af § 788, stk. 2, nr. 1, at underretningen ved telefonaflytning og teleoplysning gives til indehaveren af den pågældende telefon. Efter § 788, stk. 3, gives underretningen af den byret, som har truffet afgørelse om indgrebet. Underretningen gives snarest muligt, såfremt politiet ikke senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket indgrebet har været tilladt, har fremsat begæring om undladelse af eller udsættelse med underretning.

Det følger af § 788, stk. 4, at hvis underretningen vil være til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller taler hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder eller omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning.

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 788, stk. 2, nr. 2 , således at ”og” udgår. Det foreslås endvidere at foretage en ændring af retsplejelovens § 788, stk. 2, nr. 3, således at ”forsendelsen” ændres til ”forsendelsen, og”. Ændringerne skal ses i sammenhæng med det foreslåede nr. 4 i § 788, stk. 2, i retsplejeloven.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 788, stk. 2, indsættes et nr. 4 , hvor det præciseres, at ved registrering af en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat gives underretning til personen, hvis færden registreres, samt til kendte brugere af det køretøj eller den ejendom, registreringen angår.

Det foreslåede nr. 4 vil indebære, at ved registrering af en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat vil underretning skulle gives til personen, hvis færden registreres, samt til kendte brugere af det køretøj eller den ejendom, registreringen angår.

Ved ”kendte brugere” af køretøjer og ejendom forstås personer, som politiet har grund til at antage har brugt køretøjet eller ejendommen i den pågældende periode. Det vil som udgangspunkt i forhold til køretøjer omfatte et køretøjs registrerede ejer og brugere, medmindre politiet har konkrete holdepunkter for at antage, at den eller de pågældende personer ikke har anvendt køretøjet i den pågældende periode.

Til nr. 6-7

Det følger af retsplejelovens § 791 a, stk. 8, 2. pkt., at retsplejelovens §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 1, § 788, stk. 3 og 4, samt § 791 finder anvendelse på politiets teleobservation efter § 791 a, stk. 5, og dermed også stk. 5, nr. 2.

Der gælder således i dag bl.a. krav om retskendelse, om at der skal beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører, og om efterfølgende underretning, når politiet som straffeprocessuelt tvangsindgreb foretager teleobservation ved at indhente oplysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon, der antages benyttet af en mistænkt, eller på anden måde ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat at registrere en mistænkts færden eller en anden persons færden, hvis den pågældende har tilknytning til en mistænkt eller til samme køretøj eller ejendom som en mistænkt eller lignende.

Det følger af retsplejelovens § 788, stk. 1, 1. pkt., at der efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal gives underretning om indgrebet, jf. dog stk. 4 og 5. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at såfremt den person, til hvem underretning skal gives, har været mistænkt i sagen, skal der tillige gives underretning herom og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået.

I medfør af retsplejelovens § 788, stk. 3, 1. pkt., skal underretningen gives af den byret, som har truffet afgørelse efter § 783.

Det følger af retsplejelovens § 788, stk. 4, 1. pkt., at vil underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller taler hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder eller omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning.

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 791 a, stk. 8, 2. pkt. , så reglerne i retsplejelovens §§ 783-785, § 788, stk. 3, samt § 791 ikke finder anvendelse på politiets registrering af en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr. 2. Samtidig foreslås der indsat et nyt 3. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, hvorefter § 788, stk. 1, det foreslåede § 788, stk. 2, nr. 4, i retsplejeloven, og § 788, stk. 4, 1. pkt., finder anvendelse på politiets registrering af en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr. 2. Dog sådan at underretning efter retsplejelovens § 788, stk. 1, i disse tilfælde gives af politiet, ligesom kompetencen til at træffe beslutning om at undlade eller udsætte underretning i et nærmere fastsat tidsrum efter § 788, stk. 4, i disse tilfælde tilkommer politiet, jf. dog 4. pkt. Det foreslås endelig at indsætte et nyt 4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, hvorefter reglerne i lovens §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 4, og § 788, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse, hvis politiet med henblik på placering eller montering af en gps eller et andet lignende apparat skal tilgå boliger og andre husrum og lignende eller indholdet af aflåste genstande eller tilgå andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over.

Det foreslåede 3. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, vil indebære, at politiet kan registrere en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat, jf. § 791 a, stk. 5, nr. 2, uden retskendelse efter retsplejelovens § 783, ligesom der ikke skal beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører, efter § 784, forudsat at placeringen eller monteringen af en gps eller et andet lignende apparat ikke sker i boliger og andre husrum og lignende eller indholdet af aflåste genstande eller på eller i andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over.

Indgrebet vil fortsat være betinget af, at det må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen (indikationskravet), og at efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover (kriminalitetskravet).

Samtidig vil der – i lighed med politiets observation, jf. § 791 a, stk. 1, og øvrig teleobservation, jf. § 791 a, stk. 5, nr. 1 – fortsat gælde en almindelig proportionalitetsregel i relation til indgrebet. Indgrebet må derfor ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, vil være et uforholdsmæssigt indgreb.

Ligeledes skal der fortsat ske efterfølgende underretning, hvis politiet har iværksat registrering af en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr. 2. Underretningen, der i dag gives af retten, jf. retsplejelovens § 788, stk. 3, 1. pkt., vil dog skulle gives af politiet, da der som følge af ophævelse af kravet om retskendelse ikke vil ske involvering af domstolene. Tilsvarende vil kompetencen til at undlade eller udsætte underretning i et nærmere fastsat tidsrum, som i dag tilkommer retten, jf. retsplejelovens § 788, stk. 4, 1. pkt., i disse tilfælde tilkomme politiet.

Det foreslåede 4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, vil indebære, at den gældende retstilstand, herunder kravet om, at der som udgangspunkt skal ske indhentelse af forudgående retskendelse, opretholdes for så vidt angår de tilfælde, hvor politiet med henblik på placering eller montering af en gps eller et andet lignende apparat skal tilgå boliger og andre husrum og lignende eller indholdet af aflåste genstande eller tilgå andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over.

Afgrænsningen af, i hvilke tilfælde politiet selv kan træffe afgørelse om placering eller montering af gps eller et andet lignende apparat, er baseret på princippet i retsplejelovens § 796, stk. 1 og 2, jf. § 793, stk. 1, hvorefter politiet kan træffe afgørelse om ransagning af ikke-aflåste genstande samt lokaliteter uden for husrum, som en mistænkt har rådighed over, mens afgørelse om ransagning i andre tilfælde træffes ved rettens kendelse. Begreberne ”boliger og andre husrum og lignende eller indholdet af aflåste genstande” og ”andre genstande eller lokaliteter uden for husrum”, skal således forstås i overensstemmelse med de tilsvarende begreber i retsplejelovens § 793, stk. 1. Politiet vil dermed skulle gå frem efter det foreslåede 4. pkt., hvis det f.eks. er nødvendigt at bryde ind i en bil for at anbringe udstyr, eller hvis det er nødvendigt at bryde ind i en garage for at anbringe udstyr på en bil.

Der vil kunne opstå situationer, hvor politiet med henblik på placering eller montering af en gps eller et andet lignende apparat har behov for at tilgå boliger og andre husrum og lignende eller indholdet af aflåste genstande eller tilgå andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, uden at skulle afvente retskendelse. Det foreslås på den baggrund, at politiet i tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, fortsat skal kunne træffe beslutning om at foretage indgrebet med efterfølgende forelæggelse af indgrebet for retten til godkendelse, jf. retsplejelovens § 783, stk. 4.

Det foreslåede 4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, indebærer endvidere, at retten fortsat i de tilfælde, hvor der skal indhentes retskendelse, vil skulle beskikke en indgrebsadvokat for den person, indgrebet vedrører, jf. retsplejelovens §§ 784 og 785.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i anvendelsesområdet for retsplejelovens § 791 a, stk. 5 eller stk. 8, eller af den gældende retstilstand i forhold til politiets indgreb i øvrigt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod personer i offentlig tjeneste).

Ved »blokering« forstås en ordning, der er rettet mod danske internetudbydere med henblik på direkte DNS-blokering fra udbyderens side af hjemmesider med ulovligt materiale. DNS-blokering medfører, at forsøg på at opnå adgang til siden automatisk afvises af internetudbyderen. Det er dog muligt at omgå en blokering af en hjemmeside for en person med en vis teknisk indsigt.

Kravet om, at der skal være »grund til at antage«, skal forstås i overensstemmelse med det tilsvarende udtryk i retsplejelovens §§ 803 og 804 om beslaglæggelse over for ikke-mistænkte og edition, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 192 som fremsat, side 32.

Kravet om, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i, 119 eller 119 a indebærer, at siden skal indeholde tekst, video eller lyd mv., der udgør en sådan overtrædelse, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 192 som fremsat, side 32.

Efter § 791 d, stk. 2, træffes afgørelse om blokering af en hjemmeside af retten ved kendelse efter politiets begæring. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Blokering må ikke foretages, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet må antages at medføre, jf. bestemmelsens stk. 3.

Det påhviler udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og administratorer af internetdomæner at bistå politiet ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Afviser udbyderen eller administratoren uden lovlig grund at bistå politiet, finder bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse, jf. bestemmelsens stk. 4.

Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes, jf. bestemmelsens stk. 5.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 791 d, stk. 1, indsættes en henvisning til straffelovens § 263, stk. 1 (uberettiget adgang til et datasystem), § 263 a (udbredelse af adgang til et datasystem), § 264 d, stk. 2 (uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende private forhold under særligt skærpende omstændigheder), §§ 279 og 300 a (hhv. forsætlig og groft uagtsomt bedrageri), 279 a (databedrageri), 281 (afpresning), 290 (hæleri), 290 a (hvidvask) eller 301 (uberettiget anvendelse af betalingsoplysninger).

Forslaget indebærer, at der på samme måde som for hjemmesider, hvorfra der begås overtrædelser af straffelovens §§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod personer i offentlig tjeneste) fremover efter en konkret vurdering vil kunne ske blokering af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, § 263 a, § 264 d, stk. 2, §§ 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301.

Vurderingen af, om der er »grund til at antage«, at der fra hjemmesiden begås en af de pågældende straffelovsovertrædelser, skal foretages ud fra sagens samlede omstændigheder, herunder fremtoningen af domænenavnet og hjemmesiden. Det kan i den forbindelse bl.a. indgå, om domænenavnet eller hjemmesidens titel har stor lighed med en hjemmeside for en myndighed, organisation, koncessioneret virksomhed eller lignende, og om besøgende på hjemmesiden opfordres til at indtaste NemID-oplysninger, cpr-nummer og/eller kreditkortoplysninger. Andre oplysninger på hjemmesiden kan ligeledes indgå i vurderingen, herunder forkert/falsk cvr-nummer og kontaktoplysninger, der henviser til forkerte/falske adresser mv. Det kan ligeledes indgå, om besøgende opfordres til at rette henvendelse via f.eks. e-mail eller telefon til kontaktoplysninger, der er falske eller har stor lighed med en dansk myndigheds kontaktoplysninger.

Registreringen af et domænenavn vil ikke i sig selv give grund til at antage, at der begås en af de pågældende lovovertrædelser, idet registreringen ikke nødvendigvis vil være strafbar. Det forudsættes, at hjemmesiden har et indhold i form af lyd, tekst, video, links, tekniske indretninger eller lignende, der udgør en overtrædelse af de pågældende bestemmelser. Domænenavnet vil dog som nævnt ovenfor indgå som et moment i den samlede vurdering.

Kravet om, at der fra hjemmesiden begås en af de pågældende lovovertrædelser, indebærer, at hjemmesiden på blokeringstidspunktet skal have et indhold, der udgør en overtrædelse. Blokering vil dermed ikke kunne ske med henvisning til, at tidligere indhold på hjemmesiden, som nu er fjernet, udgjorde en overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, § 263 a, § 264 d, stk. 2, §§ 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301.

Der vil i medfør af retsplejelovens § 791 d, stk. 3, skulle foretages en proportionalitetsafvejning inden, der træffes afgørelse om blokering, og blokering må således ikke foretages, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet må antages at medføre.

Det skal bl.a. indgå i vurderingen, at det på nuværende tidspunkt alene er teknisk muligt ved hjælp af DNS-blokering at blokere en hel hjemmeside, også selvom det kun er en del af indholdet på hjemmesiden, der udgør en lovovertrædelse. Det skal derfor indgå i vurderingen, om det efter en konkret vurdering vil være for indgribende at blokere en hel hjemmeside, hvis det kun er en lille del af indholdet på siden, der er ulovligt. Det vil f.eks. ikke i dag være teknisk muligt alene at DNS-blokere en profil på et socialt medie. Med en DNS-blokering er det således kun på nuværende tidspunkt muligt at blokere hele det sociale medie, hvilket generelt må antages at være et disproportionalt indgreb. Tilsvarende må det i almindelighed antages at være et disproportionalt indgreb at blokere en hel hjemmeside, hvis der i et kommentarspor eller lignende er linket til en hjemmeside, hvorfra der udsendes phishing-kampagner eller videregives indhold i strid med straffelovens § 264 d, stk. 2. Det skal indgå i vurderingen, om den hjemmeside, det overvejes at blokere, må antages at være oprettet med det formål at begå en af de omfattede straffelovsovertrædelser, eller om der må antages at være tale om en hjemmeside med et legitimt formål, som af tredjemand forsøges anvendt til at begå en af de omfattede straffelovsovertrædelser. I den forbindelse kan det indgå i vurderingen, om ejeren af hjemmesiden trods henvendelse fra politiet ikke fjerner indhold på undersider eller i kommentarspor eller lignende, hvor der f.eks. er linket til en hjemmeside, hvorfra der udsendes phishing-kampagner, eller hvorpå der findes indhold, som udgør en overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2.

Det skal endvidere indgå i vurderingen, om der er grundlag for at antage, at en phishing-kampagne alene kan nå ud til et meget begrænset antal potentielle ofre, eller at der alene er risiko for, at de pågældende bliver franarret et meget lille beløb.

Yderligere skal grovheden af den straffelovsovertrædelse, der antages at blive begået fra hjemmesiden, inddrages i proportionalitetsafvejningen.

Reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 vil – som det er tilfældet med de nuværende regler – blive opretholdt ved siden af den foreslåede udvidelse af blokeringsbestemmelsen. Det vil således fortsat være muligt for politiet at beslaglægge hjemmesider efter reglerne i retsplejelovens kapitel 74. Eftersom det på nuværende tidspunkt alene er teknisk muligt ved hjælp af en DNS-blokering at blokere en hel hjemmeside, vil der kunne være tilfælde, hvor de foreslåede regler om blokering ikke vil kunne finde anvendelse som følge af kravet om proportionalitet i retsplejelovens § 791 d, stk. 3, men hvor det efter en konkret vurdering kan være proportionalt at gå frem efter reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74, eftersom det er muligt alene at beslaglægge bestemte dokumenter på hjemmesiden og ikke hele hjemmesiden. Reglerne om beslaglæggelse forudsættes således anvendt, når denne fremgangsmåde vurderes praktisk anvendelig.

Der foreslås ingen ændringer i betingelserne og fremgangsmåden for at kunne blokere en hjemmeside, jf. dog den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 791 d, stk. 6. Politiet skal dermed i overensstemmelse med gældende ret bl.a. hurtigst muligt foranledige, at en blokering fjernes, hvis politiet bliver bekendt med, at grundlaget for en kendelse om blokering ikke længere er til stede, ligesom politiet ved blokering forudsættes at foretage underretning af den, som indgrebet retter sig mod, jf. pkt. 2.1.1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Efter retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i, 119 eller 119 a.

Efter § 791 d, stk. 2, træffes afgørelse om blokering af en hjemmeside af retten ved kendelse efter politiets begæring. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Det påhviler udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og administratorer af internetdomæner at bistå politiet ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Afviser udbyderen eller administratoren uden lovlig grund at bistå politiet, finder bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse, jf. bestemmelsens stk. 4.

Med lovforslagets § 2, nr. 10, foreslås der indsat et nyt stk. 6 i retsplejelovens § 791 d, hvorefter politiet kan træffe beslutning om blokering, såfremt øjemedet med blokeringen efter det foreslåede stk. 1 vedrørende straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a, 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301, ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.

Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 791 d, stk. 4, ændres, sådan at det også i de tilfælde, hvor politiet træffer beslutning om blokering på øjemedet, påhviler udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og administratorer af internetdomæner at bistå politiet ved gennemførelsen af blokeringen. Henset til at politiets beslutning om blokering vil blive truffet efter den foreslåede § 791 d, stk. 6, udgår henvisningen til bestemmelsens stk. 2.

Til nr. 10

Efter retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i, 119 eller 119 a.

Efter § 791 d, stk. 2, træffes afgørelse om blokering af en hjemmeside af retten ved kendelse efter politiets begæring. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 6 i retsplejelovens § 791 d, hvorefter politiet kan træffe beslutning om blokering, såfremt øjemedet med blokeringen efter den foreslåede stk. 1 vedrørende straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a, 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301 ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.

Forslaget indebærer, at politiet vil kunne iværksætte indgrebet ud fra en øjemedsbetragtning, hvis der er en grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a, 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301, og øjemedet ville forspildes, såfremt retskendelse skulle afventes.

Det vil bero på en konkret vurdering, om indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.

Bestemmelsen vil dog særlig være relevant i tilfælde, hvor politiet kan konstatere, at en phishing-kampagne er nået ud til en stor personkreds, eller hvor der er tale om falske myndighedssider, hvor de besøgende anmodes om at indtaste MitID eller kreditkortoplysninger.

Det foreslås, at politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse vil skulle forelægge sagen for retten. Retten skal ved kendelse afgøre, om indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke have været foretaget, skal retten give meddelelse herom til Rigsadvokaten. Indgreb, der efter rettens opfattelse ikke burde være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsministeriet.

Det bemærkes, at det ved beslutninger om blokering på øjemed i første række vil være overladt til politiet at foretage den fornødne proportionalitetsafvejning, jf. retsplejelovens § 791 d, stk. 3, og bemærkningerne til § 2, nr. 7. Det vil i afvejningen skulle indgå, at indgrebet i disse tilfælde foretages uden forudgående forelæggelse for domstolene.

Også i tilfælde hvor politiet træffer beslutning om blokering på øjemedet, skal politiet hurtigst muligt foranledige, at en blokering fjernes, hvis politiet bliver bekendt med, at grundlaget for en kendelse om blokering ikke længere er til stede, ligesom politiet ved blokering forudsættes at foretage underretning af den, som indgrebet retter sig mod, jf. pkt. 2.1.1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Retsplejelovens kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt indeholder regler for politiets mulighed for at offentliggøre fotos af en formodet gerningsperson.

Efter retsplejelovens § 818, stk. 1, må politiet kun offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2) offentliggørelsen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af den pågældendes identitet, eller for at forebygge yderligere lovovertrædelse.

Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gerningsmand må kun finde sted, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, jf. bestemmelsens stk. 2.

Efter bestemmelsens stk. 3 må offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 dog ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Afgørelse om offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet, jf. bestemmelsens stk. 4.

Det følger af retsplejelovens § 819, stk. 1, at hvis der er særligt bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio, fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning, såfremt dette må antages at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl. Ved efterlysningen kan der tillige ske offentliggørelse af et fotografi af den pågældende, jf. bestemmelsens stk. 2.

Efterlysning må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. bestemmelsens stk. 3. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet, jf. bestemmelsens stk. 4.

Retsplejeloven indeholder ikke i dag regler om offentliggørelse af fotos mv. af en formodet gerningsperson med henblik på at identificere vidner til en forbrydelse.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i retsplejelovens § 820 , stk. 1, om, at politiet, hvis der er en særligt bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter denne lov kan medføre fængsel i 6 år eller derover, kan offentliggøre et fotografi, et signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at identificere den pågældende, i presse, radio, fjernsyn eller anden form for medie, med henblik på at identificere vidner, såfremt vidnernes forklaringer må antages at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Forslaget indebærer, at politiets mulighed for at offentliggøre et fotografi, et signalement eller andre oplysninger, som er egnede til at fastlægge identiteten på en formodet gerningsperson, udvides til at omfatte sager, hvor offentliggørelsen har til formål at finde frem til den angiveligt forurettede eller andre vidner til den påsigtede kriminalitet. Offentliggørelse vil således kunne ske, selvom politiet er bekendt med vedkommendes identitet og opholdssted.

Oplysninger, der er »egnede til at fastlægge identiteten«, omfatter bl.a. oplysninger om alder, højde, særlige kendetegn mv. De såkaldte fantombilleder – dvs. billeder, der er konstrueret af politiet på baggrund af oplysninger fra vidner – vil også være omfattet af reguleringen. Oplysningerne kan også angå en bil af et bestemt mærke, som den formodede gerningsperson sættes i forbindelse med, oplysninger om gerningspersonens »modus operandi« (fremgangsmåde) eller lignende.

Kravet om, at der skal foreligge en »særligt bestyrket mistanke«, indebærer, at der skal være en meget høj grad af sandsynlighed for, at vedkommende er skyldig i en lovovertrædelse, der kan medføre straf i 6 år eller derover.

Kravet om, at vidnets forklaring skal være af »afgørende betydning for straffeforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge nye lovovertrædelser«, indebærer bl.a., at indgrebet kun må anvendes, hvis de øvrige oplysninger i sagen ikke er tilstrækkeligt til at kunne fastslå, om der er begået en forbrydelse, og det vurderes, at vidnet vil kunne bidrage med yderligere oplysninger til brug herfor.

Det kan f.eks. været tilfældet, hvis politiet har fundet videomateriale på den formodede gerningspersons telefon af en potentiel overtrædelse af straffelovens § 216, hvor det er afgørende at høre forklaringen fra den person, som optræder på videoen.

Det foreslås i § 820, stk. 2, at politiet ved offentliggørelsen af fotografier som nævnt i stk. 1, vil kunne give oplysninger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl.

Bestemmelsen indebærer, at politiet samtidig med offentliggørelsen af et fotografi vil kunne give oplysninger om kriminalitet, som den pågældende er mistænkt for at have begået samt oplysninger om vedkommendes navn, stilling og bopæl.

Politiet vil skulle foretage en konkret vurdering af, hvor mange oplysninger det er nødvendigt at offentliggøre for at kunne identificere potentielle vidner.

Det forudsættes i den forbindelse, at det i størstedelen af tilfældene vil være tilstrækkeligt at offentliggøre et fotografi i kombination med oplysninger om den påsigtede kriminalitet, således at det alene vil være relevant at offentliggøre oplysninger om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Det foreslås i § 820, stk. 3 , at offentliggørelse som nævnt i stk. 1, ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Forslaget indebærer, at der vil skulle foretages en proportionalitetsvurdering, inden politiet beslutter at offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at identificere vedkommende, eller et fotografi af den formodende gerningsperson.

Offentliggørelse må således ikke foretages, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige til at kunne identificere angivelige vidner. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis politiet gennem offentliggørelse af oplysninger om forbrydelsens karakter eller gerningsstedet vil kunne finde frem til de angivelige vidner. På tilsvarende vis skal det indgå i vurderingen, om det vil være tilstrækkeligt at offentliggøre navn, stilling eller bopæl på den formodede gerningsperson. Endvidere skal det indgå, om det vil være tilstrækkeligt at foretage offentliggørelse i en snævrere kreds, f.eks. hvis der er grund til at antage, at de relevante vidner har tilknytning til en bestemt forening eller lignende. Yderligere forudsættes det, at politiet ikke vil foretage offentliggørelse, såfremt der ikke er en vis sandsynlighed for, at det vil kunne medvirke til at identificere vidner. Dette vil eksempelvis ikke være tilfældet, såfremt politiet har en stærk formodning for, at de relevante vidner ikke længere befinder sig i Danmark.

Det foreslås i § 820, stk. 4 , at politiet træffer afgørelse om offentliggørelse.

Forslaget indebærer, at politiet vil kunne beslutte at offentliggøre et fotografi af den formodede gerningsperson uden forudgående retskendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 3

Til nr. 1

Det følger af færdselslovens § 118 c, stk. 1, at for overtrædelser af §§ 42 og 43 eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning konstateret ved hastighedskontrol, hvor køretøjet ikke bringes til standsning (automatisk trafikkontrol), som ikke kan medføre frakendelse af førerretten eller kørselsforbud efter kapitel 18, og som ikke er omfattet af § 125, stk. 2, nr. 5, pålægges ejeren (brugeren) af køretøjet bødeansvar efter § 118, stk. 1-3, selv om den pågældende ikke var fører, og selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Bestemmelsen, der indebærer et såkaldt betinget objektivt ejeransvar, omfatter alene hastighedsovertrædelser, der er konstateret ved automatisk trafikkontrol (ATK), og hvor hastighedsovertrædelsen er på højest 30 pct.

I medfør af § 118 c, stk. 6, kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

For så vidt angår enkeltmandsvirksomheder indebærer henvisningen til straffelovens kapitel 5, at et bødesvar efter færdselslovens § 118 c, stk. 1, kan pålægges større enkeltmandsvirksomheder, hvorimod bødeansvaret skal pålægges virksomhedsejeren personligt, hvis der er tale om en mindre enkeltmandsvirksomhed.

Det foreslås, at der i færdselslovens § 118 c, stk. 6, indsættes et nyt 2. pkt. , hvoraf det fremgår, at der uanset straffelovens § 26, stk. 2, kan pålægges enkeltmandsvirksomheder strafansvar efter reglerne i straffelovens §§ 25 og 27 uanset virksomhedens størrelse og organisation.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en fravigelse af straffelovens § 26, stk. 2, idet størrelsen på enkeltmandsvirksomheden i de omhandlede tilfælde ikke vil være afgørende for, om virksomheden vil kunne pålægges strafansvar i medfør af færdselslovens § 118 c.

Den foreslåede bestemmelse vil således have den betydning for mindre enkeltmandsvirksomheder, at et bødeansvar efter § 118 c, stk. 1, vil kunne pålægges virksomheden, i modsætning til de gældende regler, hvor strafansvaret skal pålægges virksomhedsejeren personligt.

Den foreslåede bestemmelse medfører ikke ændringer af de materielle betingelser for pålæggelse af bødeansvar i færdselslovens § 118 c, stk. 1-3, og stk. 5, ligesom den foreslåede bestemmelse ikke medfører ændringer af § 118 c, stk. 4, og stk. 7-9.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 4

Til nr. 1

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslutning om udvisning, og mindst en af følgende betingelser er opfyldt: 1) udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom, eller 2) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre asylansøgerens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.

I medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., finder retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt anvendelse.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i hjemrejselovens § 14, som fastslår, at retten kan bestemme, at en udlænding deltager i et retsmøde efter § 14, stk. 1 eller 2, om varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelovens kapitel 70 alene med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning ved anvendelse af telekommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.

Forslaget indebærer, at en udlænding fremover vil skulle deltage i det retsmøde, hvor der efter dom og endt afsoning første gang tages stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller 2, er opfyldt, ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Det vil dog være en betingelse, at retten henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder finder det ubetænkeligt at anvende telekommunikation med billede.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke efterfølgende retsmøder, hvor der skal tages stilling til fristen for varetægtsfængslingen, da retsplejelovens § 748 b i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., allerede finder anvendelse på disse retsmøder.

Det følger således af retsplejelovens § 748 b, stk. 1, 1. pkt., at retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelovens kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med billede (herefter videokommunikation), når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder dog bl.a. ikke for retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 748 b, stk. 1., 2. pkt.

Det er efter forslaget ikke en betingelse, at udlændingen giver sit samtykke til deltagelse i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede. Retten kan således træffe bestemmelse om en sådan deltagelse, selv om udlændingen ønsker at være personligt til stede, og selv om en sådan personlig tilstedeværelse ved retsmødet ikke vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.

Udlændingens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede kan alene ske, når det er ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Dette vil bero på en konkret helhedsvurdering. I denne vurdering bør bl.a. udlændingens og den beskikkede advokats begrundelse for et ønske om udlændingens personlige deltagelse indgå.

Udlændingens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede vil som udgangspunkt forudsætte, at der inden retsmødet er beskikket en advokat for udlændingen.

Det foreslås herudover, at der indsættes et nyt stk. 5 i hjemrejselovens § 14, hvorefter den beskikkede advokat, såfremt en udlænding deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, jf. det foreslåede stk. 4, skal deltage i retsmødet på samme sted som udlændingen, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at den beskikkede advokat i stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen.

Den beskikkede advokat vil i disse tilfælde således kunne deltage i retsmødet 1) via videokommunikation fra samme sted som udlændingen, 2) ved at møde frem i retten eller 3) via videokommunikation fra et andet sted end udlændingen.

Endvidere foreslås det, at der indsættes et nyt stk. 6 i hjemrejselovens § 14, hvorefter anklageren, såfremt en udlænding deltager i et retsmøde om varetægtsfængsling efter § 14, stk. 1 eller 2, ved anvendelse af telekommunikation med billede, deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet.

De foreslåede bestemmelser i stk. 5 og 6 om henholdsvis den beskikkede advokats og anklagerens deltagelse via videokommunikation i et retsmøde om varetægtsfængsling efter § 14, stk. 1 eller 2, svarer i det væsentlige til reglerne i retsplejelovens § 748 b, stk. 2 og 3.

Den beskikkede advokat vil som udgangspunkt altid skulle møde frem i retten, hvis udlændingen er til stede i retten. Hvis udlændingen deltager via videokommunikation, vil advokaten alene kunne deltage fra et andet sted end udlændingen, hvis retten finder det ubetænkeligt. Det vil bero på en konkret helhedsvurdering, om det vil være ubetænkeligt, at advokaten deltager fra et andet sted end udlændingen.

Det er dog en forudsætning for, at udlændingens advokat kan deltage i retsmødet via videokommunikation fra et andet sted end udlændingen, at udlændingen og den beskikkede advokat har adgang til direkte og fortrolig kommunikation med hinanden. Herudover må udlændingens og advokatens ønsker om advokatens placering indgå med betydelig vægt.

Hvis udlændingen og advokaten ikke deltager i retsmødet fra samme sted, bør retten ved retsmødets begyndelse vejlede udlændingen om muligheden for at få en pause med henblik på drøftelser med sin advokat. Den direkte og fortrolige kommunikation mellem udlændingen og advokaten må i sådanne situationer således sikres ved særlige foranstaltninger, f.eks. ved at de begge får mulighed for at gå til et tilstødende lokale og derfra tale uforstyrret sammen via en særskilt og ikke overvåget telefon- eller videoforbindelse. Udlændingen og advokaten skal endvidere have mulighed for at udveksle dokumenter i fortrolighed, f.eks. via en opsætning af videoudstyr der tillader dokumentfremvisning.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 indebærer, at såfremt udlændingen deltager i retsmødet via videokommunikation, vil den mødende anklager på samme vis kunne deltage i retsmødet via videokommunikation, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet, f.eks. fordi retten i en konkret sag finder, at det er betænkeligt, at anklageren deltager i retsmødet via videokommunikation. Dette vil, som ved vurderingen efter retsplejelovens § 748 b, stk. 2, bero på en konkret helhedsvurdering, om det undtagelsesvist er betænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 5

Til nr. 1

Det følger af politilovens § 3, 1. pkt., at politiet uden for de tilfælde, hvor indgreb er hjemlet i anden lovgivning, alene kan foretage indgreb over for borgerne i det omfang, det følger af bestemmelserne i lovens kapitel 3. Politiloven hjemler således en række indgreb, som politiet kan foretage over for borgerne som led i politiets opgavevaretagelse i forbindelse med orden og sikkerhed (§§ 4-6 b), offentlige forsamlinger og opløb (§§ 7-9) og svage og udsatte persongrupper (§§ 10-13).

Politiet har ikke efter gældende ret mulighed for at foretage stikprøvevis undersøgelse af en person, der ikke er mistænkt for en forbrydelse, og dennes ejendele med henblik på at undersøge for besiddelse af eksplosivstoffer.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 5 a i politiloven.

Det følger af det foreslåede § 5 a, stk. 1, at politiet på steder, hvor der efter lov om knive og blankvåben m.v. § 1 gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande med henblik på at kontrollere, om vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer.

Efter det foreslåede § 5 a, stk. 2, kan besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Det følger af det foreslåede § 5 a, stk. 3, 1. pkt., at beslutningen om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil.

Efter det foreslåede § 5 a, stk. 3, 2. pkt. , skal beslutningen være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.

Det følger af det foreslåede § 5 a, stk. 4, at politiet vil kunne tilbageholde en person, der undersøges i medfør af stk. 1, i det tidsrum, der er nødvendigt til gennemførelse af undersøgelsen.

Beslutningen om stikprøvekontrol efter den foreslåede § 5 a, stk. 3, 1. pkt., er undergivet de samme betingelser som beslutningen om visitation mv. efter politilovens § 6, stk. 3, jf. pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 5 a betyder således, at politiet ved visitationszoner, som etableres efter den foreslåede § 5 a, stk. 3, uden mistankegrundlag og uden samtykke hertil kan foretage stikprøvekontrol af, om en person er i besiddelse af eller har været i kontakt med eksplosivstoffer.

Med bestemmelsen vil politiet kunne anvende særligt prøvetagningsudstyr til brug for undersøgelsen, herunder såkaldte ”swipes” bestående af en serviet, vatpind eller lignende, der kan teste for eksplosivstoffer på personer, disse personers tøj og andre genstande. Dette prøvetagningsudstyr vil give politiet mulighed for at få en hurtig indikation af besiddelse af eksplosivstoffer.

Politiet vil således efter den foreslåede bestemmelse kunne aftørre en persons legeme samt tøj, som den pågældende er iført. Der vil endvidere være adgang til at aftørre andet tøj og genstande, herunder køretøjer, der befinder sig på det sted, der undersøges. Politiet kan således med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eksplosivstoffer, undersøge og aftørre f.eks. tasker, kufferter og biler, som personer, der befinder sig på stedet, er i besiddelse af. Fsva. indgrebets intensitet vurderes den besigtigelse eller undersøgelse, der vil kunne foretages i medfør af den foreslåede § 5 a at kunne sidestilles med den besigtigelse og undersøgelser, der kan foretages i medfør af politilovens § 6.

Betingelserne i § 5 a, stk. 2, skal forstås i overensstemmelse med betingelserne efter politilovens § 6, stk. 2, jf. pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Politiet vil efter den foreslåede § 5 a, stk. 4, således kunne tilbageholde en person, hvis tøj og andre genstande er blevet aftørret, indtil der efter få minutter foreligger et prøvesvar på, hvorvidt der er udslag for eksplosivstoffer. Bestemmelsen giver derimod ikke politiet adgang til at indbringe personer til prøveafgivelse eller undersøgelser på f.eks. en politistation eller til at tilbageholde den pågældende, indtil særligt prøvetagningsudstyr kommer til stede. Det bemærkes, at denne adgang går videre end politiets beføjelser i forbindelse med visitation for våben efter politilovens § 6, hvilket hænger sammen med, at der i forbindelse med stikprøvekontroller for eksplosivstoffer – modsat ved visitation for våben – er behov for at afvente prøvesvaret på, hvorvidt der er udslag for eksplosivstoffer.

Besigtigelse og undersøgelse efter bestemmelsen kan ske med henblik på at kontrollere, om nogen på steder, hvor der efter knivloven gælder forbud mod at besidde eller bære knive mv., besidder eksplosivstoffer. Formålet skal således være at undersøge, om nogen besidder eksplosivstoffer. Der kan ikke efter bestemmelsen foretages visitation mv. med henblik på at undersøge, om nogen f.eks. er i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer eller redskaber, som kan anvendes ved indbrud. Visitationer med dette formål vil skulle ske under iagttagelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsbesigtigelse mv.

Adgangen til at foretage besigtigelse efter den foreslåede bestemmelse vil være afgrænset til offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende, sådan som disse begreber anvendes i knivlovens § 1. Der vil således ikke kunne foretages besigtigelse eller undersøgelse efter den foreslåede bestemmelse i boliger, private garager eller andre steder, hvor det ikke er forbudt at besidde eller bære knive mv.

Da der er tale om et politimæssigt indgreb uden for straffeprocessen, indebærer politiets besigtigelse efter den foreslåede bestemmelse ikke, at den, der besigtiges, herved får status som sigtet. Findes der imidlertid under besigtigelsen ulovlige eksplosivstoffer, der kan danne grundlag for sigtelse for et strafbart forhold, vil de straffeprocessuelle regler herefter skulle anvendes, herunder retsplejelovens regler om sigtede personers rettigheder og om beslaglæggelse mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 6

Til nr. 1

Det følger af § 1, 3. pkt., i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (ungdomskriminalitetsloven), at barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages med passende vægt i overensstemmelse med, alder og modenhed.

Det foreslås, at »,« i ungdomskriminalitetslovens § 1, 3. pkt. , udgår. Der er alene tale om en justering af sproglig karakter, som ikke ændrer på gældende ret.

Til nr. 2

Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, at loven finder anvendelse for unge i alderen 15 til 17 år, som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark, og som er idømt fængselsstraf for personfarlig kriminalitet (nr.

1. eller idømt fængselsstraf for anden alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet (nr. 2).

Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 2, at loven finder anvendelse for børn i alderen 10 til 14 år, som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark, og som er mistænkt for personfarlig kriminalitet (nr. 1) eller mistænkt for anden alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet (nr. 2).

Bestemmelsen indeholder således et alderskriterium, et opholdskriterium og et kriminalitetskriterium. Særligt for så vidt angår anden alvorlig kriminalitet omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, kræves det endvidere, at barnet eller den unge vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet.

Ved personfarlig kriminalitet forstås i denne sammenhæng overtrædelser af bestemmelser i straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, straffelovens kapitel 26 om forbrydelser mod den personlige frihed, straffelovens § 119 om vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste eller hverv, § 123 om vidnetrusler, § 180 om ildspåsættelse under skærpende omstændigheder, seksualforbrydelser omfattet af §§ 216-225, § 266 om trusler, § 281 om afpresning og § 288 om røveri, jf. nærmere Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 84 som fremsat, side 57.

Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det at ændre »personfarlig kriminalitet« til: »overtrædelse af bestemmelser omfattet af straffelovens kapitel 25 og 26 samt §§ 119, 119 b, 123, 180, 216-225, 266, 281 og 288« i ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1 .

Der er tale om sproglige ændringer af lovteksten, der har til formål at udvide begrebet »personfarlig kriminalitet« til også at omfatte overtrædelser af straffelovens § 119 b. Forslaget indebærer, at ungdomskriminalitetsloven efter § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, vil kunne finde anvendelse på børn og unge, der er mistænkt for eller idømt fængselsstraf for at have overtrådt straffelovens § 119 b ved at angribe personer i offentlig tjeneste eller hverv. De pågældende sager vil derfor kunne henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet, uanset om den pågældende samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 5, stk. 2, at nævnets afgørelser træffes på et møde ved stemmeflerhed, medmindre sagen kan afgøres af formanden eller en næstformand, jf. lovens § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, eller § 51, stk. 3. De nævnte bestemmelser giver formanden eller en næstformand kompetence til at træffe afgørelse på skriftligt grundlag.

Det foreslås at ændre »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, eller § 51, stk. 3.« til: »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, eller § 51, stk. 3«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslaget, gives flere muligheder for, at formanden eller en næstformand kan træffe afgørelse på skriftligt grundlag.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Til nr. 4

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 6, stk. 1, at i sager vedrørende børn og unge i alderen 10 til 14 år bistås Ungdomskriminalitetsnævnet af en børnesagkyndig, jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, og § 51, stk. 3.

Det foreslås, at »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, og § 51, stk. 3.« i ungdomskriminalitetslovens § 6, stk. 1 , ændres til »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, og § 51, stk. 3«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslaget gives flere muligheder for, at formanden eller en næstformand kan træffe afgørelse på skriftligt grundlag.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af den gældende retstilstand.

Til nr. 5

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 6, stk. 2, at Ungdomskriminalitetsnævnet bistås af en børnesagkyndig i sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når der skal træffes afgørelse om 1) gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse under ophold på institution, indlæggelse på et sygehus eller benyttelse af et børnehus, jf. § 32, 2) anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 14, stk. 2-4, 3) anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner eller afdelinger, jf. § 15, 4) anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 16, 5) anbringelse på særligt sikrede afdelinger, jf. § 17, 6) tilbageholdelse i forbindelse med anbringelse, jf. § 18, stk. 1, 7) samvær og kontakt, jf. § 18, stk. 2 eller § 32, stk. 2, 8) opretholdelse af en anbringelse uden samtykke, jf. § 23 og 9) ændring af anbringelsessted, jf. § 24.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i ungdomskriminalitetslovens § 6 , hvorefter formanden eller næstformanden kan træffe afgørelse om, at Ungdomskriminalitetsnævnet, ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde, skal bistås af en børnesagkyndig i sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når det skønnes særdeles påkrævet af hensyn til den unge.

Forslaget har til formål at sikre, at børnesagkyndige endvidere vil kunne bistå Ungdomskriminalitetsnævnet i sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når det af formanden eller næstformanden skønnes særdeles påkrævet af hensyn til den unge.

Ved vurderingen af om det skønnes »særdeles påkrævet af hensyn til den unge«, at Ungdomskriminalitetsnævnet bistås af en børnesagkyndig, vil der navnlig skulle lægges vægt på, om den unge har nedsat psykisk funktionsevne eller andre psykiske udfordringer, uden at der dog er tale om en sådan svært nedsat psykisk funktionsevne, at den pågældende efter den foreslåede § 36 a bør undtages fra nævnsbehandling.

Det kan eksempelvis være i sager, hvor det konkret vurderes, at der bør ske nævnsbehandling af en ung med nedsat psykisk funktionsevne eller andre psykiske udfordringer, fordi nævnsbehandlingen vurderes at kunne have en positiv effekt på den unges fremadrettede udvikling. I sådanne sager kan der være behov for yderligere faglig indsigt i forhold til, om den unges nedsatte psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer medfører, at den unge ikke vil profitere af en straksreaktion og/eller et forbedringsforløb.

Det ville være at anse som særdeles påkrævet at benytte en børnesagkyndig, såfremt den børnesagkyndige – udover at kunne bidrage til en bedre dialog med den unge – er nødvendig for yderligere fagligt indsigt i forhold til, om den unges nedsatte psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer medfører, at den unge ikke vil profitere af en straksreaktion/og eller et forbedringsforløb.

Der vil ved vurderingen endvidere kunne lægges vægt på, om den gennemførte ungefaglige undersøgelse efter ungdomskriminalitetslovens § 31 vurderes at udgøre et tilstrækkeligt grundlag, således at der ikke er behov for yderligere faglig indsigt.

Det er alene formanden, der vil kunne træffe afgørelse om at lade Ungdomskriminalitetsnævnet bistå af en børnesagkyndig.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 8, at justitsministeren fastsætter Ungdomskriminalitetsnævnets forretningsorden.

Det foreslås, at ungdomskriminalitetslovens § 8 nyaffattes, så Ungdomskriminalitetsnævnet selv fastsætter sin forretningsorden. Nyaffattelsen af ungdomskriminalitetslovens § 8 træder i kraft den 1. januar 2023, jf. den foreslåede § 7, stk. 2.

Idet ungdomskriminalitetslovens § 8 er en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte Ungdomskriminalitetsnævnets forretningsorden, bortfalder den hidtidige forretningsordenen automatisk 1. januar 2023. Ungdomskriminalitetsnævnets forretningsorden udarbejdes herefter af Ungdomskriminalitetsnævnet selv.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.3.

Til nr. 7

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 9, at politiet stiller sekretariatsbistand til rådighed for Ungdomskriminalitetsnævnet.

Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat har siden oprettelsen været organisatorisk forankret i Rigspolitiet, men virker i øvrigt uafhængigt af politiets arbejde. Regeringen (Socialdemokratiet) og Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige blev med aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 enige om en reform af Rigspolitiet, der bl.a. indebærer, at der skal ske en halvering af Rigspolitiets størrelse, og at Rigspolitiet fremover skal fokusere på de klassiske styrelsesopgaver som øverste politimyndighed i Danmark. På denne baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat skal udskilles fra Rigspolitiet.

Det foreslås, at ungdomskriminalitetslovens § 9 nyaffattes således, at der til Ungdomskriminalitetsnævnet tilknyttes et sekretariat. Desuden foreslås som nyt stk. 2, at Domstolsstyrelsen varetager Ungdomskriminalitetsnævnets bevillingsmæssige og administrative forhold.

Denne forankring vil bl.a. indebære, at Domstolsstyrelsen stiller administrativ bistand og it til rådighed. Sekretariatet kan oplyse sagerne, foretage de nødvendige høringer, udarbejde sagsfremstillinger, redegørelser for hidtidig rets- og nævnspraksis og begrundede indstillinger, alt efter reglerne i forretningsordenen og nævnets nærmere bestemmelse i de enkelte sager.

Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat overflyttes fra Rigspolitiet til Domstolsstyrelsen den 1. januar 2023, jf. den foreslåede § 7, stk. 3.

Efterfølgende ændringer vedrørende sekretariatsbetjeningen af nævnet, herunder myndighedsplacering, fysisk og geografisk placering samt organisering, skal drøftes med Ungdomskriminalitetsnævnets formand.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.3.

Til nr. 8

Efter ungdomskriminalitetslovens § 12, stk. 1, kan Ungdomskriminalitetsnævnet pålægge barnet eller den unge en straksreaktion, som kan bestå i at bidrage til at genoprette forrettet skade eller deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde

Efter § 12, stk. 2, er det en betingelse for pålæg af en straksreaktion, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnet eller den unges udvikling er i fare.

En straksreaktion efter ungdomskriminalitetslovens § 12, stk. 1, har ikke karakter af arbejde for en arbejdsgiver i henhold til lov nr. 2062 af 16. november 2021 om arbejdsmiljø (arbejdsmiljøloven).

Ungdomskriminalitetsloven indeholder ikke bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om erstatningsforhold mv., såfremt et barn eller en ung kommer til skade eller pådrager sig sygdomme i forbindelse med udførelsen af en straksreaktion.

Spørgsmålet om eventuel erstatning for skader i denne forbindelse reguleres derfor af de almindelige regler i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020 med senere ændringer (arbejdsskadesikringsloven), som indeholder regler om erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskader. For at kunne tilkendes erstatning eller godtgørelse skal skaden i medfør af lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5-7, men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende. Ved en arbejdsskade forstås i medfør af lovens § 5 ulykke og erhvervssygdom.

Det foreslås for det første at nyaffatte den nuværende § 12, stk. 2 , i ungdomskriminalitetsloven, således at det ikke længere er en betingelse for at pålægge en straksreaktion efter bestemmelsens stk. 1, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare. I stedet vil en straksreaktion skulle pålægges, hvis barnets eller den unges udviste adfærd giver grundlag herfor. I den forbindelse vil Ungdomskriminalitetsnævnet bl.a. kunne tage udgangspunkt i den ungefaglige undersøgelse.

Det forudsættes i den forbindelse, at Ungdomskriminalitetsnævnet fremadrettet alene vil skulle lægge vægt på de grundlæggende hensyn, der ligger til grund for reglerne om straksreaktioner, herunder navnlig at reaktionen skal have en opdragende karakter over for barnet eller den unge, og at reaktionen har et udviklingsmæssigt sigte, således at barnet eller den unge kommer til at opleve, at barnet eller den unge bidrager til et trygt og ordentligt samfund.

Ungdomskriminalitetsnævnet vil fortsat kunne lægge vægt på, om barnets eller den unges adfærd giver grundlag for at pålægge en straksreaktion. Oplysninger om kriminalitet, herunder af et vist omfang eller grovhed, ulovligt skolefravær eller anden forsømmelse af undervisningspligten, adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller at barnet eller den unge forud for sagens behandling har nægtet eller undladt at samarbejde med de relevante myndigheder om løsning af sine problemer, vil derfor fortsat kunne give grundlag for afgørelse om en straksreaktion.

Endvidere vil der fortsat kunne pålægges en straksreaktion, såfremt barnet eller den unge har udvist en adfærd omfattet af den ophævede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens § 12, stk. 2, idet den pågældende adfærd også fremadrettet vil være omfattet af anvendelsesområdet for straksreaktioner.

Det forudsættes, at kommunerne i langt videre omfang end i dag vil skulle indstille til brug af straksreaktion.

Ungdomskriminalitetsnævnet vil i forbindelse med afgørelsen om, hvorvidt der skal pålægges en straksreaktion efter lovens § 12, stk. 1, skulle foretage en konkret helhedsvurdering af alle sagens oplysninger med henblik på at fastsætte den straksreaktion, som vurderes bedst egnet til at få barnet eller den unge til at indse konsekvenserne af kriminelle handlinger og understøtte barnet eller den unge i at komme væk fra den kriminelle løbebane. En pålagt straksreaktion skal være klart formuleret, så det er tydeligt, hvad barnet eller den unge skal gøre for at efterleve reaktionen.

Det er kommunen, som indstiller til en straksreaktion. Det forudsættes, at kommunerne i langt videre omfang end i dag vil skulle indstille til brug af straksreaktion i de sager, som henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det foreslås for det andet at affatte et nyt § 12, stk. 2, i ungdomskriminalitetsloven, hvorefter justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om erstatning og godtgørelse til børn og unge for følger af skader, der pådrages ved udførelse af straksreaktioner fastsat efter bestemmelsens stk. 1.

»Skade« skal forstås i overensstemmelse med begrebet ”personskade” i arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1 og stk. 2, og omfatter således en personskade forårsaget af en hændelse eller påvirkning, der sker pludseligt eller inden for fem dage, jf. arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1.

Det er en betingelse for erstatning, at det pågældende ulykkestilfælde pådrages ved udførelsen af en straksreaktion. Herved forstås f.eks. situationer, hvor et barn eller en ung i forbindelse med udførelse af en straksreaktion pådrager sig skade i forbindelse med et fald eller lignende.

Det forudsættes, at der ved bekendtgørelse vil blive fastsat nærmere regler om, at den relevante offentlige myndighed yder erstatning og godtgørelse til børn og unge for følger af ulykkestilfælde, der pådrages under udførelse af en sådan straksreaktion. Dette indebærer, at barnet eller den unge efter omstændighederne vil kunne tildeles erstatning og/eller godtgørelse for ulykkestilfælde, uanset om straksreaktionen kan antages at have værdi for den, der bliver udført arbejde hos.

Dette vil indebære, at børn og unge, der er underlagt en straksreaktion fra Ungdomskriminalitetsnævnet, klart vil være omfattet af reglerne i arbejdsskadesikringsloven. Dermed vil børn og unge kunne ydes erstatning og godtgørelse for ulykke, som pådrages under udførelse af en straksreaktion.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Ungdomskriminalitetslovens § 22 indeholder regler om hjemgivelse (dvs. hvis forældremyndighedsindehaver ønsker, at barnet eller den unge kommer hjem og bor igen, eller den unge, der er over 15 år, ikke længere ønsker at være anbragt, eller hvis hjemgivelse sker på initiativ fra kommunen) af et barn eller en ung, som er anbragt efter ungdomskriminalitetslovens § 14. De nærmere betingelser for hjemgivelse af et barn eller en ung efter ungdomskriminalitetslovens § 22 og fastsættelsen af længden for hjemgivelse fremgår af servicelovens § 68, stk.1-4.

Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 22 indsættes et nyt stk. 7 , hvoraf det følger, at forud for, at et forbedringsforløb fastsat i medfør af § 13 ophører, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse efter reglerne i § 68, stk. 1-4, i lov om social service.

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe klarhed over, hvem der træffer afgørelse om hjemgivelse af et anbragt barn eller ung i en situation, hvor hjemgivelsesprocessen ønskes igangsat i forbindelse med, at et forbedringsforløb fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet efter ungdomskriminalitetsloven ophører.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen inden udløbet af et af Ungdomskriminalitetsnævnet fastsat forbedringsforløb efter lovens § 13 vil kunne træffe afgørelse om hjemgivelse efter reglerne i servicelovens § 68, stk. 1-4, som fastsætter nærmere regler om hjemgivelse af et barn eller en ung og længden for en hjemgivelsesperiode.

Det forudsættes i den forbindelse, at hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og at en hjemgivelse ikke sker pludseligt og uden forberedelse, så den kan være til skade for barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. de i servicelovens § 68, stk. 4, oplistede hensyn.

Det forudsættes endvidere, at Ungdomskriminalitetsnævnet i forbindelse med kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse skal orienteres herom.

Det forudsættes endeligt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om hjemgivelse, ligeledes skal træffe afgørelse om anbringelse, således at anbringelsen i den del af hjemgivelsesperioden, der ligger efter udløb af forbedringsforløbet, har hjemmel i serviceloven.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 23, stk. 1, 1. pkt., at opretholdelse af en anbringelse efter § 14, stk. 2-4, ud over 1 år fra Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse forudsætter fornyet afgørelse i nævnet, jf. dog stk. 2. Sagen forelægges af kommunalbestyrelsen, jf. bestemmelsens 2. pkt. Endvidere følger det af § 23, stk. 2, at har barnet eller den unge været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 14, stk. 2-4 (anbringelser uden for hjemmet), ud over 2 år fra Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse fornyet afgørelse i nævnet. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom, jf. bestemmelsens stk. 3, 1. pkt.

Det foreslås, at »i nævnet, jf. dog stk. 2. Sagen forelægges af kommunalbestyrelsen« i ungdomskriminalitetslovens § 23, stk. 1,

1. pkt., udgår.

Til nr. 11

Det foreslås, at »i nævnet« i ungdomskriminalitetslovens § 23, stk. 2, udgår.

Der er tale om sproglige præciseringer som følge af ændringen af ungdomskriminalitetslovens § 23, stk. 5.

Til nr. 12

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 5 i ungdomskriminalitetslovens § 23, hvorefter fornyet afgørelse efter bestemmelsens stk. 1 eller 2, træffes af kommunens børn- og unge-udvalg efter reglerne i servicelovens § 62 inden forbedringsforløbets udløb, når en anbringelse uden samtykke skal opretholdes efter udløb.

Det foreslåede indebærer, at der ikke skal ske genbehandling i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis forbedringsforløbet er udløbet, og at kompetencen til at træffe afgørelse om fortsat anbringelse fremadrettet ligger hos kommunalbestyrelsen eller børn og unge-udvalget efter serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 5, sammenholdt med de foreslåede konsekvensændringer af § 23, stk. 1, 1. pkt., og § 23, stk. 2, indebærer, at en anbringelse efter lovens § 14, stk. 2-4, der af Ungdomskriminalitetsnævnet er fastsat som led i et forbedringsforløb, alene vil kunne opretholdes efter forbedringsforløbets udløb, hvis kommunens børn- og unge-udvalg træffer fornyet afgørelse herom efter reglerne i servicelovens § 62. Børn- og unge-udvalgets fornyede afgørelse skal foreligge inden udløbet af det af Ungdomskriminalitetsnævnet fastsatte forbedringsforløb.

Bestemmelsen har til formål at lovfæste den løbende efterprøvelse af grundlaget for tvangsanbringelser.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

De nærmere regler for den ungefaglige undersøgelse er fastsat i ungdomskriminalitetslovens § 31. Det fremgår nærmere af § 31, stk. 4, at der som led i undersøgelsen skal indhentes oplysninger fra fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Er det nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog. Bestemmelsen giver imidlertid ikke mulighed for, at der i forbindelse med den ungefaglige undersøgelse kan foretages en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren.

Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 31, stk. 4 , indsættes et 3. pkt., hvorefter kommunen kan iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren. Iværksætter kommunen en sådan undersøgelse, skal den foretages af en autoriseret psykolog.

Forslaget indebærer, at kommunen som led i den ungefaglige undersøgelse vil kunne iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren. Forslaget indebærer samtidig, at hvis kommunen iværksætter en sådan undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, vil det skulle være en autoriseret psykolog, som foretager undersøgelsen. Dette kan f.eks. være relevant for at belyse forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om den pågældendes særlige behov.

Den psykologiske undersøgelse vil så vidt muligt skulle gennemføres i samarbejde med den pågældende forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, jf. ungdomskriminalitetslovens § 31, stk. 1. Bestemmelsen vil således ikke give kommunen mulighed for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren ved brug af en autoriseret psykolog, hvis der ikke foreligger samtykke hertil fra forældremyndighedsindehaveren.

Den foreslåede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens § 31, stk. 4, 3. pkt., vil indholdsmæssigt svare til servicelovens § 50, stk. 5, 4. pkt.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 33, 1. pkt., at den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31, skal resultere i en begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være, jf. § 34. Det fremgår af lovens § 34, stk. 1,, at indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet skal omfatte den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31, herunder en beskrivelse af de foranstaltninger, jf. §§ 12-14, som foreslås iværksat.

De nærmere regler for den ungefaglige undersøgelse er fastsat i ungdomskriminalitetslovens § 31. Det fremgår dog af lovens § 32, stk. 1, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan beslutte, at den ungefaglige undersøgelse skal gennemføres under ophold på en institution, ved benyttelse af et børnehus eller indlæggelse på et sygehus, herunder psykiatrisk afdeling, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling.

Det foreslås, at henvisningen til »§ 31,« i ungdomskriminalitetslovens § 33, 1. pkt., og § 34, stk. 1, ændres til: »§§ 31 og 32,«.

Der er alene tale om en sproglig præcisering af lovteksten, der har til formål at understrege, at den ungefaglige undersøgelse – selvom denne som oftest vil være iværksat efter § 31 – tillige vil kunne iværksættes efter § 32, såfremt undersøgelsen skal gennemføres under en indlæggelse mv.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Til nr. 15

Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 34 vedrører indholdet af kommunens indstilling til brug for Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse. Det følger af § 34, stk. 1, at indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet skal omfatte den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31, herunder en beskrivelse af de foranstaltninger, jf. §§ 12-14, som foreslås iværksat.

Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 2, at en indstilling om anbringelse uden for hjemmet, jf. §14 eller § 14, jf. §§15-17, herudover skal indeholde 1) en beskrivelse af, at betingelserne for anbringelse i § 14 eller i § 14, jf. §§ 15-17, anses for opfyldt, og af de ressourcer hos den unge, familien og netværket, som kan bidrage til at bringe barnet eller den unge tilbage i trivsel under anbringelsen, 2) en beskrivelse af den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og 3) den unges holdning til den påtænkte anbringelse.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 4 i ungdomskriminalitetslovens § 34, stk. 2 , hvorefter en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter serviceloven eller anden relevant lovgivning, skal indgå i en indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter lovens § 14 eller § 14, jf. §§ 15-17.

Det forudsættes, at vurderingen af forældremyndighedsindehaverens kompetencer vil kunne foretages på grundlag af den ungefaglige undersøgelse og sagens oplysning i øvrigt, og uden at kommunen vil skulle foretage en række supplerende undersøgelser mv., som kommunen ikke også foretager efter de gældende regler. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen allerede efter de gældende regler i ungdomskriminalitetslovens § 32, stk. 2, er forpligtet til at anlægge en helhedsvurdering, der som udgangspunkt bl.a. skal omfatte barnets eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber og andre relevante forhold. Kommunalbestyrelsen er endvidere allerede efter gældende ret forpligtet til at afdække ressourcer og problemer hos barnet eller den unge, familien og netværket, jf. lovens § 31, stk. 3, 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil således alene betyde, at kommunalbestyrelsen skal sammenfatte de relevante eksisterende oplysninger i den ungefaglig undersøgelse og sagen i øvrigt, så det sikres, at kommunens samlede vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge, herunder med støtte, fremgår tydeligt af indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet. Dette skal sikre, at forældremyndighedsindehaverens retssikkerhed og grundlaget for kommunalbestyrelsens og børn- og unge-udvalgets afgørelse styrkes.

Den foreslåede ændring vil samtidig indebære, at retstilstanden efter ungdomskriminalitetsloven i højere grad svarer til den gældende efter serviceloven.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand. Det bemærkes i den forbindelse særligt, at den foreslåede ordning således ikke vil medføre ændringer af kravene til en ungefaglig undersøgelse efter ungdomskriminalitetslovens § 31, herunder til kommunalbestyrelsens undersøgelse af barnets eller den unges familieforhold og afdækning af ressourcer og problemer hos barnet eller den unge og familien. Det vil således fortsat være op til kommunen ud fra en konkret og individuel vurdering at tage stilling til, hvordan disse forhold i en given sag skal belyses, herunder om der eventuelt er behov for at foretage f.eks. en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaverens forældrekompetencer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Ungdomskriminalitetslovens § 2 fastsætter lovens anvendelsesområde på baggrund af et alderskriterium, et opholdskriterium og et kriminalitetskriterium. Loven giver imidlertid ikke i dag mulighed for at undtage børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne fra behandling ved Ungdomskriminalitetsnævnet i de situationer, hvor de objektivt er omfattet af nævnets målgruppe.

Det bemærkes i den forbindelse, at 15-17-årige, der får en foranstaltningsdom fremfor en fængselsstraf, ikke vil kunne få deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i ungdomskriminalitetsloven som § 36 a, der giver mulighed for at børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne kan undtages fra at få deres sag behandlet ved Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det foreslås i § 36 a, stk. 1, 1. pkt. , at kommunen kan indstille til Ungdomskriminalitetsnævnet, at der ikke iværksættes foranstaltninger, jf. §§ 12-14 (straksreaktion, forbedringsforløb eller tvangsmæssig anbringelse) af hensyn til svært nedsat psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Ungdomskriminalitetsnævnet træffer afgørelse om foranstaltninger efter §§ 12-14 på baggrund af kommunens indstilling herom, jf. den foreslåede bestemmelses 2. pkt.

Kommunen vil under forberedelsen af sagen og indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet skulle afdække barnets eller den unges særlige udfordringer, herunder barnets eller den unges eventuelle svært nedsatte psykiske funktionsevne med henblik på at vurdere, om der er behov for, at barnet eller den unges sag skal undtages fra at blive behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, uanset at kriterierne i lovens § 2 formelt er opfyldt.

Det forudsættes i den forbindelse, at kommunens indstilling til nævnet som udgangspunkt vil bygge på konklusionerne i den ungefaglige undersøgelse efter lovens § 31. Kommunen kan dog også uden at udarbejde en sådan undersøgelse indstille til nævnet, at sagen ikke skal behandles i nævnet, såfremt kommunen under sagens forberedelse, herunder gennem tidligere udarbejdet materiale vedrørende barnet eller den unge, kan konstatere, at barnet eller den unge har en svært nedsat psykisk funktionsevne. Det forudsættes, at kommunens indstilling indgår som et væsentligt og tungtvejende element i nævnets vurdering, selvom at nævnet ikke er bundet af kommunens indstilling.

Ved »svært nedsat psykisk funktionsevne« forstås særligt børn eller unge, hvis psykiske udviklingsniveau er langt fra aldersmæssigt svarende, således at barnet eller den unges udvikling, herunder særligt den pågældendes modenhed (dvs. evnen til at handle klogt, ansvarsbevidst og selvstændigt) og evne til at forstå konsekvensen af sine handlinger, er betydeligt hæmmet. Målgruppen vil således bl.a. kunne omfatte børn og unge, der er diagnosticeret med infantil autisme, udviklingshæmning og lignende. Endvidere vil målgruppen kunne omfatte børn og unge, der er diagnosticeret med en opmærksomhedsforstyrrelse, eksempelvis ADHD eller autismespektrum-forstyrrelse, men vil også kunne omfatte børn og unge som har betydelige psykiske udfordringer, uden at der foreligger en psykiatrisk diagnose.

Ved vurderingen af, om et barn eller en ung har svært nedsat psykisk funktionsevne kan der særligt lægges vægt på, om barnet eller den unges evne til at fungere i hverdagen afviger betydeligt fra en gennemsnitlig person på samme alder, og om barnet eller den unge vurderes at være kognitivt i stand til at forstå sagsprocessen i Ungdomskriminalitetsnævnet. Der vil ligeledes kunne lægges vægt på, om et forløb fastsat i Ungdomskriminalitetsnævnet vurderes at kunne have en positiv effekt på barnet eller den unges fremadrettede udvikling og bidrage til, at barnet eller den unge bringes ud af kriminalitet, eller om deltagelsen i nævnsmødet mv. omvendt vurderes at være en belastning for barnets eller den unges mentale helbred, herunder i lyset af allerede igangsatte indsatser efter f.eks. serviceloven.

Det foreslås endvidere i § 36 a, stk. 2 , at Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., kan træffes af formanden eller en næstformand, og at sådanne afgørelsee skal ske på skriftligt grundlag.

Der er tale om en konkret vurdering i forhold til, om svært nedsat psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge med betydelig vægt taler for, at sagen ikke skal behandles af nævnet. Formanden eller en næstformand vil i den forbindelse bl.a. kunne lægge vægt på en eventuel diagnose hos barnet eller den unge, at barnet eller den unge i forvejen modtager støtte fra kommunen efter f.eks. serviceloven, og at barnet eller den unge er anbragt på en institution og derigennem er tilknyttet en eller flere støttepersoner.

I sager, hvor det konkret vurderes, at der bør ske nævnsbehandling af børn eller unge med svært nedsat psykisk funktionsevne, bør der efter omstændighederne tages højde herfor under behandlingen af sagen i Ungdomskriminalitetsnævnet, f.eks. ved at lade en børnesagkyndig medvirke eller ved at lade barnet eller den unge deltage via videolink i et andet lokale. I sådanne sager vil formanden eller næstformanden endvidere kunne træffe afgørelse om, at Ungdomskriminalitetsnævnet skal bistås af en børnesagkyndig, jf. den foreslåede § 6, stk. 3, samt bemærkningerne hertil nedenfor.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Det følger af ungdomskriminalitetsnævnets § 42, stk. 1, 2. pkt., at Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, hvis den unge fylder 18 år senest 1 måned efter sagens behandling i nævnet. Bestemmelsen skal ses i lyset af lovens § 20, hvorefter foranstaltninger efter §§ 12-14 ophører, når den unge fylder 18 år.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i ungdomskriminalitetslovens § 42 , hvorefter formanden eller en næstformand kan træffe afgørelse på skriftligt grundlag om afvisning af en sag på baggrund af den unges alder, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt.

Som konsekvens heraf bliver de gældende § 42, stk. 2 og 3, herefter stk. 3 og 4.

Den foreslåede ændring har til formål at sikre, at nævnets formand eller en næstformand på skriftligt grundlag kan afvise sager i de tilfælde, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet – henset til det meget korte forløb til det fyldte 18. år – alligevel ikke vil kunne fastsætte foranstaltninger, der vil kunne bidrage meningsfuldt til den unges udvikling.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 43, stk. 1, at Ungdomskriminalitetsnævnet beslutter, om en sag er tilstrækkeligt oplyst, og at Ungdomskriminalitetsnævnet kan udsætte en sag med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger.

Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 43, stk. 1 , indsættes et nyt 2. punktum således, at beslutning efter 1. pkt. kan træffes af formanden eller en næstformand.

Den foreslåede ændring indebærer, at formanden eller en næstformand under sagens forberedelse vil kunne udsætte en sag, hvis det konkret vurderes, at en sag ikke er tilstrækkeligt oplyst, og med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Et eksempel herpå kan være, at barnets eller den unges skoleforhold eller lignende ikke er tilstrækkeligt oplyst i den ungefaglige undersøgelse. Derimod vil sagen ikke skulle udsættes, hvis der alene er tale om mindre vigtige oplysninger, der f.eks. vil kunne afdækkes gennem spørgsmål til barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaverne under nævnsmødet.

Det forudsættes, at sagen vil skulle udsættes, hvis det konkret vurderes, at sagen ikke er tilstrækkeligt belyst til, at sagen på nævnsmødet vil kunne afgøres.

En beslutning om udsættelse vil i praksis f.eks. kunne træffes på grundlag af en indstilling fra et nævnsmedlem, der i forbindelse med sagens forberedelse vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt belyst til, at nævnet kan træffe afgørelse i sagen, ligesom formanden eller en næstformand også af egen drift vil kunne beslutte at udsætte sagen.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 7

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2022.

Det foreslås endvidere, at §§ 8 og 9 i lov om nr. 1705 af 17. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som ændret ved § 3 i lov nr. 2394 af 14. december 2021, træder i kraft den 1. januar 2023.

Endelig foreslås det, at § 107 a i retsplejeloven, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 2, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Men den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse sikres det, at der hurtigt skabes en klar hjemmel til, at danske myndigheder og domstole kan samarbejde med EPPO som kompetent myndighed inden for rammerne af den regulering, der danner grundlag for danske myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstater.

§ 8

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde.

Det fremgår af den foreslåede stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Efter den foreslåede stk. 2, kan §§ 4 og 5 ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Den forslåede ændring af straffelovens § 79 d, jf. lovforslagets § 1, vil ikke gælde for Færøerne og Grønland. Færøerne overtog således pr. 1. marts 2010 lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov.

De forslåede ændringer af retsplejeloven, jf. lovforslagets § 2, vil heller ikke finde anvendelse for hverken Færøerne eller Grønland, da Færøerne og Grønland har egne retsplejelove.

Ifølge § 143 i færdselsloven gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke en anordningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 3 vil derfor ikke finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.

Det følger af hjemrejselovens § 31, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Det foreslås derfor, at lovens § 4 ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslås endvidere, at lovens § 5 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Det følger af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitets § 63, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven indeholder ikke en anordningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Derfor vil lovforslagets § 6 ikke finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for hverken Færøerne eller Grønland.