Til nr. 1 (Fodnoten til lov om finansiel virksomhed)

Den gældende fodnote til lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021 (herefter lov om finansiel virksomhed), indeholder i 1. pkt. en oplistning af de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven.

Det foreslås at nyaffatte fodnoten 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil videreføre den gældende fodnote og tilføje, at loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29, og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141.

Nyaffattelsen foreslås på baggrund af, at dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253 blev fjernet fra fodnoten ved lov nr. 1663 af 8. juni 2021 ved en fejl.

Nyaffattelsen foreslås derudover på baggrund af, at henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29, ved en fejl ikke blev indsat ved lov nr. 1166 af 8. juni 2021.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, fastsætter, at for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43, 44, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, §§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a, 360, 363 a, 368-370 og 373-374 anvendelse.

Den gældende § 4, stk. 1, i databeskyttelsesloven bestemmer, at loven og regler udstedt i medfør af loven gælder for behandling af personoplysninger, som foretages som led i aktiviteter, der udføres for en dataansvarlig eller en databehandler, som er etableret i Danmark, uanset om behandlingen finder sted i EU.

Det fremgår af lovbemærkningerne til § 4, stk. 1, i databeskyttelsesloven, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 68 som fremsat, side 173-174, at bestemmelsen lægger sig helt op ad det geografiske anvendelsesområde for databeskyttelsesforordningen således, at det geografiske område for forordningen og databeskyttelsesloven er sammenfaldende. Det fremgår videre af lovbemærkningerne, at etablering i bestemmelsens forstand foreligger, når der er tale om faktisk udøvelse af aktiviteter gennem en mere permanent struktur. Den pågældende strukturs retlige form er uden betydning. Omfattet vil således kunne være aktiviteter, der udøves af såvel filialer som datterselskaber med status som juridisk person.

Når finansielle virksomheder driver filialvirksomhed i Danmark, sker det typisk i form af etablering af en dansk virksomhed. Databeskyttelseslovens regler, herunder § 11, stk. 2, om behandling af oplysninger om personnummer, finder dermed også anvendelse for filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed (finansiel virksomhed) i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, udfører de samme typer af opgaver over for sine kunder, som de dansk etablerede finansielle virksomheder gør. Behovet for entydigt at kunne identificere sine kunder er derfor det samme for filialerne.

Det foreslås derfor i § 1, stk. 4, 1. pkt., at indsætte en henvisning til § 43 b i § 1, stk. 4, 1. pkt.

Det foreslåede medfører, at § 43 b også vil finde anvendelse for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Med lovændringen vil også filialer af finansielle virksomheder her i landet kunne benytte den nye personnummerbestemmelse som behandlingshjemmel, når det er nødvendigt for at kunne opnå en entydig identifikation, såfremt der er tale om en filial af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Dette er også med til at sikre level playing field mellem de dansk etablerede finansielle virksomheder og filialerne af udenlandske virksomheder, herunder virksomheder der er meddelt tilladelse til at udøve pengeinstitutvirksomhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 1 i lov om finansiel virksomhed fastsætter lovens anvendelsesområde.

Det følger af § 1, stk. 4, 1. pkt., at for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43, 44, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, §§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a, 360, 363 a, 368-370 og 373-374 anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 2. pkt., at for filialer her i landet af kreditinstitutter finder § 152 a, stk. 2, 2. pkt., anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 3. pkt., at for filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 347 a endvidere anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 4. pkt., at for filialer og tilknyttede agenter her i landet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udfører sådan aktivitet her i landet, finder §§ 30, 32, 46 a og 46 b, § 72, stk. 2, nr. 5, §§ 77 e, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, samt §§ 348 og 354 a anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 5, 1. pkt., at for tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter, administrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 31, 36, 43, 44 og 46-60, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1, anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 5, 2. pkt., at for tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre investeringsaktiviteter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder § 31, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1, anvendelse.

Det fremgår af bemærkningerne til § 1, stk. 3, at formuleringen »lande som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område« skal fortolkes således, at den i princippet omfatter en hvilken som helst aftale, som EU indgår med et tredjeland, og som omfatter finansielle tjenesteydelser. De finansielle direktiver indeholder de betingelser, som skal være opfyldt for, at et samarbejde kan indledes, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 176, side 118.

Internationale aftaler, der kan udgøre en undtagelse til reglerne, skal være indgået mellem Den Europæiske Union og et tredjeland efter reglerne i artikel 216-219 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, der fastsætter betingelser og procedurer for indgåelse af internationale aftaler mellem Unionen og tredjelande.

Det foreslås i § 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., at indsætte »med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold til internationale aftaler« efter »anvendelse«.

Det foreslåede vil medføre, at anvendelsesområdet af reglerne i lov om finansiel virksomhed for filialer af udenlandske virksomheder, og tjenesteydelser her i landet ydet af udenlandske virksomheder viger for, hvad der er fastsat i eller i henhold til internationale aftaler.

Ændringen foretages i lyset af en bilateral aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om tilsynsregler vedrørende forsikring og genforsikring, jf. EU-Tidende 2017, nr. L 258, side 1-22, og for at sikre tydelighed om, at sådanne aftaler går forud for reglerne i lov om finansiel virksomhed for filialer af udenlandske virksomheder, og tjenesteydelser her i landet ydet af udenlandske virksomheder. Formålet med den konkrete aftale, der har foranlediget et genbesøg af ordlyden i § 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., er, at øge den reguleringsmæssige sikkerhed og sikre lige vilkår for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der driver virksomhed i EU og De Forenede Stater, at forbedre beskyttelsen af forsikringstagere og andre forbrugere samt at fremme samarbejdet og udvekslingen af fortrolige oplysninger mellem tilsynsmyndigheder på begge sider af Atlanten. Aftalen skal overordnet sikre, at visse angivne barrierer, som krav om lokal tilstedeværelse via filialer, ikke pålægges for at få adgang til hinandens markeder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.18.

Til nr. 4 (§ 1, stk. 19, i lov om finansiel virksomhed)

De gældende regler i §§ 71 a-71 c, 177 a-177 b, 182 b-182 f, 224 a, kapitel 15 a, 17 og 17 a i lov om finansiel virksomhed, indeholder regler om genopretning og afvikling af finansielle virksomheder. Reglerne implementerer direktiv 2014/59/EU (BRRD), om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber.

I § 1 i lov om finansiel virksomhed foreslås der indsat et nyt stk. 19, hvorefter pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 undtages for de ovennævnte bestemmelser, der er implementeret som følge af BRRD. Det foreslåede implementerer CCPRR-forordningens artikel 93, der ændrer i BRRD.

Det foreslåede vil medføre, at lovens bestemmelser om genopretning og afvikling, implementeret som følge af direktiv 2014/59/EU (BRRD), ikke finder anvendelse for pengeinstitutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

I henhold til EMIR forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 1, er en CCP en juridisk person, der intervenerer mellem modparterne i aftaler, som handles på et eller flere finansielle markeder, og bliver køber over for enhver sælger og sælger over for enhver køber. Centrale modparter (CCP’er) fungerer således som bindeled mellem parter i en værdipapirhandel ved at agere modpart mod både køber og sælger. CCP’en påtager sig risikoen for køber og sælger i tidsrummet fra handlen er indgået og til den er afsluttet. Hvis én modpart går konkurs, inden handlen er afsluttet, forpligtiges CCP’en således over for den anden part. Pengeinstitut kan have tilladelse som CCP.

CCPRR-forordningens regler om afvikling og genopretning omfatter bestemmelser om genopretnings- og afviklingsplanlægning, afviklingsmuligheder, værdiansættelse, afviklingsværktøjer, afviklingsbeføjelser og sikkerhedsforanstaltninger. CCPRR-forordningen ligner således BRRD på mange punkter, dog findes der ingen krav til nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav) i CCPRR-forordningen.

Baggrunden for forslaget er, at det i enkelte medlemslande er set, at CCP’er også har fået en pengeinstituttilladelse, f.eks. med henblik på at kunne få en konto i medlemsstatens centralbank. Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for, at almindelige pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der følger af BRRD.

Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for, at almindelige pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der følger af BRRD.

Henset til at der ikke findes CCP’er i Danmark på nuværende tidspunkt, forventes lovforslaget ikke at have nogen umiddelbare konsekvenser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 5, stk. 1, nr. 75, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastlægger lovens definitioner.

Det foreslås at indsætte et nr. 75 i § 5, stk. 1, som siger, at bæredygtighedsrisiko defineres som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Bestemmelsen implementerer artikel 1, nr. 1, andet led, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 5, stk. 1, nr. 80, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 5, stk. 1, nr. 80, definerer udgående nettopengestrømme.

Det foreslås at § 5, stk. 1, nr. 80 , ophæves og i stedet indsættes en definition af udgående nettopengestrømme, der svarer til artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer i § 5, stk. 1, nr. 76.

Udgående nettopengestrømme defineres i artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer som alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter omfattet af programmet for dækkede obligationer, eksklusive alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.

Begrebet finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav til en likviditetsbuffer, som med forslaget implementeres i dansk ret.

Det foreslåede viderefører den gældende § 5, stk. 1, nr. 80. Videreførelsen foreslås, da § 5, stk. 1, ikke indeholder numre 75-79. Der er dermed et hul i oplistningen mellem § 5, stk. 1, nr. 74 og 80.

Det foreslåede medfører ikke en materiel ændring.

Til nr. 7 (§ 10, stk. 7, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Bilag 5 indeholder en liste over finansielle instrumenter. I § 10, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, henvises der til bilag 5.

Bilag 5 i lov om finansiel virksomhed blev ophævet ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021. Bilaget blev samtidig indsat som bilag 2 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i § 10, stk. 7, 2. pkt., at ændre »bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, nr. 3« til: » bilag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter«.

Ændringen er en lovteknisk justering og har ingen materiel betydning.

Til nr. 8 (§ 11, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om tilladelse til udøvelse af forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 14 indeholder bl.a. de krav, som en virksomhed skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 18, stk. 1, indeholder krav om, at en ansøgning om tilladelse skal indeholde en, af forsikringsselskabet udarbejdet, driftsplan for den virksomhed, som forsikringsselskabet agter at drive.

Den gældende § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed fastslår, at livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må forenes med anden forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog ud over livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7.

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Bemyndigelsen er blevet benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås i § 11 at indsætte stk. 12, hvorefter en virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8, kan ansøge om tilladelse til samtidig at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.

Det foreslåede er en præcisering af kravet om, at livsforsikringsselskaber skal have tilladelse til at drive skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.

Det har hidtil været muligt for livsforsikringsselskaber at ansøge om tilladelse til at udøve syge- og ulykkesforsikringer efter den gældende § 11, stk. 1. Den foreslåede ændring vil medføre, at livsforsikringsselskaber, der ønsker at udøve SUL-aktiviteter, fremadrettet skal ansøge i medfør af den foreslåede § 11, stk. 12.

Til nr. 9 (§ 14, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om, at udøvelse af forsikringsvirksomhed kræver tilladelse.

Den gældende § 14 indeholder bl.a. de krav, som en virksomhed skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed.

Den gældende § 14, stk. 2, stiller krav om, at en ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, disse oplysninger er bl.a. oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens organisation.

Den gældende § 18, stk. 1, indeholder krav om, at en ansøgning om tilladelse skal indeholde en af forsikringsselskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som forsikringsselskabet agter at drive.

Den gældende § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2, stiller krav til den kapital, som et forsikringsselskab som absolut minimum skal være i besiddelse af.

Det foreslås at indsætte stk. 8, 1. pkt., i § 14, hvorefter en livsforsikringsvirksomhed, der søger om tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab efter § 11, stk. 12, udover at opfylde kravene til tilladelse, skal godtgøre, at den råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

Kravene til tilladelse skal forstås i overensstemmelse med reglerne om tilladelse i § 11, stk. 1, og § 14, stk. 1 og 2.

Det foreslås at indsætte stk. 8, 2. pkt., i § 14, hvorefter virksomheden ligeledes skal godtgøre, at den fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der gælder.

Disse krav, som stammer fra Solvens II-direktivets artikel 74, stk. 3, er implementeret i bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed og fremgår af artikel 252 i kommissionens delegerede forordning 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede har til formål at præcisere dele af de krav fra Solvens II-direktivet, der gælder, hvis en livsforsikringsvirksomhed ansøger om at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af forsikringsklasse 1 og 2, jf. bilag 7. Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 3. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de krav, der gælder for virksomheder, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed i medfør af bilag 8, og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 7, samtidig, jf. § 19, stk. 1, og de regler, der i medfør af § 19, stk. 2, er udstedt i bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Til nr. 10 (§ 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed stiller krav om, at udøvelse af forsikringsvirksomhed kræver tilladelse.

Den gældende § 19, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastslår, at livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må forenes med anden forsikringsvirksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog ud over livsforsikringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7. Endvidere kan genforsikring af livsforsikring og anden forsikring udøves af samme selskab.

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed. Bemyndigelsen er blevet benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 2003 af november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed. Det bemærkes at § 19, stk. 2, der bliver stk. 3, foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 10.

Det foreslås at der i § 19 indsættes et nyt stykke efter stk. 1, der bliver til stk. 2.

Det foreslås i stk. 2 , 1. pkt., at virksomheder, der efter § 11, stk. 12, har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal sikre særskilt forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Den foreslåede præcisering har til formål at præcisere de krav i lov om finansiel virksomhed, der gælder når en virksomhed har tilladelse til at udøve livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at virksomheder, der har opnået tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig i samme selskab, jf. § 11, stk. 12, skal etablere en organisering af virksomheden, der kan sikre opfyldelse af de krav, der gælder i relation til særskilt forvaltning af de to typer virksomhed.

Bestemmelsen medfører, at der i lov om finansiel virksomhed skabes klarhed over det overordnede krav, der stammer fra artikel 73, stk. 2 i Solvens II-direktivet om, at disse virksomheder skal sikre en særkilt forvaltning i overensstemmelse med kravene i artikel 74, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden. Med præciseringerne sikres en tydelig implementering af dele af artikel 73 og 74.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning fra Solvens II-direktivets artikel 74 er endvidere allerede implementeret i bekendtgørelse nr. nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Reglerne om særskilt forvaltning i bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed, forudsætter, at der i virksomheder, der driver de to typer forsikringsvirksomhed samtidig, er samme beskyttelse af livsforsikringskunderne, som hvis livsforsikringsaktiviteterne og SUL-aktiviteterne blev drevet i to separate selskaber. Der gælder således en række krav til den organisering og forvaltning, som sådanne virksomheder skal iagttage, herunder krav til hvordan forvaltningen skal foregå og hvordan kapitalkrav skal opgøres og dækkes.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning følger fortsat af bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det fremgår af bekendtgørelsen, at virksomheden bl.a. skal opgøre teoretiske minimumskapitalkrav i forhold til både livsforsikrings- og skadesforsikringsdelen, ligesom det fremgår at virksomheden skal føre interne særskilte opgørelser, hvor det fremgår, hvordan resultatet for henholdsvis livsforsikring og syge- og ulykkesforsikring er opnået.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke må tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring skal komme forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen vil sikre en mere tydelig implementering af det overordnede krav fra Solvens II-direktivets artikel 74, stk. 1, om, at de livs- og skadesforsikredes respektive interesser ikke må tilsidesættes, og at overskuddet hidrørende fra livsforsikring må kun komme forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 1, nr. 23, hvor det i § 344, stk. 2, 2. pkt., præciseres, at virksomheden både samlet set og i forhold til livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig skal have en holdbar forretningsmodel.

For at sikre forsikringstagernes interesser præciseres kravet om, at f.eks. de gældende finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, ikke må bæres af den anden form for virksomhed. Det foreslåede præciserer dermed, at virksomheden skal sikre sig, at der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben, herunder at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer virksomhed.

Til nr. 11 (§ 19, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livsforsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Finanstilsynet har i overensstemmelse hermed udstedt bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed. Bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler for virksomheder, der både har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig, herunder at virksomhederne skal sikre særskilt forvaltning.

Bekendtgørelsen fastsætter bl.a., hvordan virksomhederne skal understøtte kravet om særskilt forvaltning samt fastsætter krav til, hvordan virksomhedernes styring af den særskilte forvaltning skal foregå i praksis. Bekendtgørelsen rummer bl.a. implementering af dele af Solvens II-direktivets artikel 74 og vil også fremover rumme de nærmere krav, der skal opfyldes, for at leve op til kravene relateret til særskilt forvaltning mellem livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Det foreslås at § 19, stk. 2, der bliver stk. 3, nyaffattes, således, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive både livs- og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2 samtidig, herunder regler for den særskilte forvaltning, jf. det foreslåede stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.

Det foreslåede vil medføre, at bemyndigelsen er mere tidssvarende og kan indeholde de regler, der løbende justeres på EU-plan, som skal implementeres i bekendtgørelsen. Derudover bliver det præciseret, at Finanstilsynet kan fastsætte krav til hvilke oplysninger tilsynet løbende skal modtage for at kunne udføre den tilsynsmæssige opgave.

Det er hensigten, at bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 skal videreføres, idet den senest ændrede bekendtgørelse vurderes at have sikret klarhed om de nærmere krav i bl.a. Solvens II-direktivets artikel 74 til virksomheder, der driver både livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed i samme selskab.

Bekendtgørelsens gældende krav indebærer bl.a., at en virksomhed skal opgøre de teoretiske minimumskrav, der gælder for de to forretningsområder, og at virksomheden dækker disse krav med et tilsvarende beløb i anerkendte elementer af basiskapitalgrundlaget. Det er i den forbindelse et krav, at de gældende finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, ikke bæres af den anden form for virksomhed.

Bekendtgørelsen indeholder hertil de krav, der gælder for det interne set up, der skal etableres for at understøtte, at alle indtægter og udgifter opdeles på de to typer virksomhed i en intern opgørelse, således at resultatdannelsen og holdbarheden af forretningsmodellen kan vurderes. Bekendtgørelsen fastsætter endvidere de nærmere krav til indberetning af oplysninger til Finanstilsynet, som er nødvendige for Finanstilsynets tilsyn med livsforsikringsselskabernes syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed (SUL-aktiviteterne).

Til nr. 12 (§ 24, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 24, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til. Det er en forudsætning, at den accessoriske virksomhed er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til. Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsninger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Det følger af den gældende § 24, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber gennem dattervirksomheder må drive anden finansiel virksomhed.

Det følger af den gældende § 25 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter rammerne for, hvornår pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Det foreslås at ændre § 24, stk. 1, 1. pkt., § 24, stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, således at »pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber« ændres til »pengeinstitutter og realkreditinstitutter«.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 24, stk. 1, 1. pkt., § 24, stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, så bestemmelsen fremadrettet alene omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, så bestemmelsen fremadrettet alene omfatter pengeinstitutter og realkreditinstitutter. De gældende regler foreslås for forsikringsselskaber videreført i den foreslåede § 29 b, stk. 1. Der er i den foreslåede § 29 b, stk. 1, nr. 3, tilføjet, at det andet selskab, som virksomheden skal udøves i, skal være et selskab med begrænset hæftelse. Kravet har tidligere alene fremgået af bemærkningerne til den gældende § 26, hvorfor det foreslås indsat i bestemmelsen.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 14, hvorefter § 29 nyaffattes. Ved nyaffattelsen vil de gældende regler i § 24, stk. 2, blive videreført til § 29, stk. 4, nr. 1.

Lovforslaget skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 15, hvor de gældende regler i § 25 foreslås videreført i den foreslåede § 29 a.

Til nr. 13 (§ 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslås at ændre § 26, stk. 2, således at »en finansiel virksomhed« ændres til »et pengeinstitut, realkreditinstitut, investeringsforvaltningsselskab«, og at henvisningen til § 11, stk. 1, udgår.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Finansielle virksomheder er i § 5, stk. 1, nr. 1, defineret som pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber. Bestemmelsen omfatter derfor fremadrettet alene pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber. Reglerne foreslås for forsikringsselskaber videreført i den foreslåede § 29 b, stk. 2.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

Til nr. 14 (§ 29 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 29, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at forsikringsselskaber, ud over virksomhed omfattet af §§ 24-26 i lov om finansiel virksomhed, må drive agenturvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn, samt opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg.

Det følger af den gældende § 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan oprette og administrere særskilte SP-konti.

Den gældende § 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed foreslås ikke videreført, da SP-ordningen er ophævet ved lov nr. 1263 af 16. december 2009 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om beskatning af pensionsordninger m.v. og lov om pensionsafkastbeskatning.

Det foreslås at affatte § 29 på ny.

Det foreslås med nyaffatningen af § 29, stk. 1, at videreføre de gældende regler i § 24, stk. 1, om accessorisk virksomhed for forsikringsselskaber i en særskilte bestemmelse, med en præcisering af, at accessorisk virksomhed skal være direkte forbundet med den tilladte virksomhed. Der er med præciseringen ikke tiltænkt en ændring af Finanstilsynets praksis.

Bestemmelsen implementerer Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, der medfører, at hjemlandet skal kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed. Den foreslåede bestemmelse udvider således det virksomhedsområde, som forsikringsselskaber lovligt kan udøve efter § 11.

Det foreslåede stk. 1.

1. pkt., fastslår, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.

Bestemmelsen er for forsikringsselskaber justeret i forhold til den gældende § 24 for at præcisere, at de pågældende aktiviteter skal være direkte forbundet med og ligge i naturlig forlængelse af forsikringsvirksomheden. Med præciseringen sikres en direktivnær implementering af kravet i Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, om at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Hvilke typer virksomhed, der er accessorisk til forsikringsvirksomhed, fastlægges af Finanstilsynet gennem administrativ praksis under hensyntagen til den samfundsmæssige udvikling. Vurderingen foretages ud fra forsikringsselskabers generelle kerneområder, der fremgår af bilag 7, om skadesforsikringsvirksomhed, og bilag 8, om livsforsikringsvirksomhed. Finanstilsynet har i sin afgørelse af 31. oktober 2007 om et livsforsikringsselskab som accessorisk virksomhed kan yde investeringsservice til andet livsforsikringsselskab bemærket, at forsikringsvirksomhed har tre hovedelementer, der skal ses i nær sammenhæng: at indgå forsikringsaftaler, at forvalte de forudbetalte midler bedst muligt og udbetaling af ydelser, når forsikringsbegivenheder indtræder.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forsikringsselskaber som udgangspunkt alene kan drive den type virksomhed, de har tilladelse til. Selskaberne har imidlertid gennem forsikringsvirksomheden erhvervet en ekspertise på direkte forbundne tilgrænsende områder, som det ud fra en samfundsmæssig betragtning er hensigtsmæssigt at stille til rådighed for selskabernes kunder og for andre. Som eksempler på sådan ekspertise kan nævnes statistikudarbejdelse, bygningssyn, risikovurderinger og viden om skadesforebyggelse og risikovurderinger.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at forsikringsselskaber f.eks. kan tilbyde produkter med tilknytning til forsikringsvirksomheden. Som eksempler på produkter, som forsikringsselskaber efter forslaget kan tilbyde, kan nævnes salg af tyveri- og brandalarmeringsanlæg, skadesbegrænsende virksomhed i tilknytning til forsikringsskader, vagtvirksomhed, undervisning i skadesforebyggelse og skadebegrænsning samt finansiering af sådanne ydelser. Hvad angår udøvelse af skadeforebyggende virksomhed bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning, at resultaterne af skadeforebyggelsen stilles til vederlagsfri rådighed for alle interesserede.

Forslaget indebærer endvidere, at forsikringsselskaber kan præstere totalløsninger. Totalløsninger, ud over forsikring, skadeforebyggelse og skadebegrænsning, kan indeholde elementer af finansiering, i det omfang det er i overensstemmelse med reglerne om prudent person-princippet, jf. gældende § 158. Et eksempel på en sådan totalløsning kan være tegning af bygningsforsikring, regelmæssigt bygningssyn med henblik på skadeforebyggelse, samt salg og drift af vagt-, sikrings, og alarmsystemer. Andre eksempler kan være, at forsikringsselskabet kan yde lån mod pant i fast ejendom og dermed præstere en samlet boligløsning, udbydelse af bilpakke bestående af forsikring samt servicekontrakt med det formål at opnå størst mulig trafiksikkerhed og mindst mulig værdiforringelse af bilen, eller formidling af fast ejendom i erhvervsmæssig øjemed.

Anden finansiel virksomhed, der kræver tilladelse efter den finansielle regulering anses ikke for at kunne være accessorisk virksomhed for et forsikringsselskab. Dette følger også af den gældende praksis, f.eks. Finanstilsynets afgørelse af 31. oktober 2007, der vedrørte et livsforsikringsselskabs mulighed for at yde investeringsservice til et andet, uafhængigt livsforsikringsselskab. Finanstilsynet fastslog her, at det ikke kunne ske under reglerne om accessorisk virksomhed, og lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var tale om koncernforbundne selskaber, modsat Finanstilsynets afgørelse af 25. juni 2007, at omfanget af den påtænkte virksomhed samt risici forbundet hermed ansås for at være af betydning for livsforsikringsselskabets økonomiske stilling, samt at der i lov om finansiel virksomhed stilles forskellige krav til udøvelsen af investeringsvirksomhed i forhold til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, der tilgodeser forskellige aspekter ved de to typer af finansielle virksomheder, hvorfor livsforsikringsselskaber ikke uden tilladelse og uden at opfylde de i lov om finansiel virksomheds opstillede krav til sådan investeringsvirksomhed kan foretage investeringsservice for alle og enhver. Finanstilsynet lagde endvidere vægt på, at der i MIFID direktivet ikke er hjemmel til, at livsforsikringsselskaber generelt kan drive investeringsvirksomhed uden tilladelse og tilbyde investeringsservice for tredjemand, og at undtagelsesbestemmelsen i den dagældende bekendtgørelse nr. 938 af 16. juni 2004 alene tillod investeringsservices knyttet til livsforsikringsvirksomhedens egen investeringsportefølje som led i udøvelsen af livsforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., fastslår, at digitale løsninger og services kan anses som accessorisk virksomhed under forudsætning af, at de er direkte forbundet med og ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Det kan for forsikringsselskaber være løsninger, der giver kunderne et overskueligt overblik over forsikringsforhold. Et forsikringsselskabs løsninger, der giver forsikringsselskabets kunder et overblik over deres aftaler i det pågældende forsikringsselskab, anses som en del af kerneforretningen for forsikringsselskabet.

Som også anført under det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fastlægges den nærmere afgrænsning af begrebet ”accessorisk virksomhed”, herunder også de forskellige former for digitale løsninger og services, via Finanstilsynets praksis under hensyntagen til bl.a. den samfundsmæssige udvikling.

Det foreslåede stk. 2, fastslår, at Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed, skal udøves i et andet selskab.

Formålet hermed er at sikre, at accessorisk virksomhed udøvet efter stk. 1, der efter omstændighederne kan være af væsentlig betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling, udøves i et fra forsikringsselskabet adskilt selskab.

Finanstilsynets afgørelse vil være baseret på en konkret vurdering og vil afhænge af bl.a. den accessoriske virksomheds betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling, samt den risiko, der er forbundet med den accessoriske virksomhed. I vurderingen af om den accessoriske virksomhed bør udskilles kan ligeledes indgå, om hensynet til gennemsigtighed tilsiger, at der bør aflægges to regnskaber, og hvorvidt der kan gennemføres et mere effektivt tilsyn, hvis den accessoriske virksomhed udskilles.

Det foreslåede stk. 2 omfatter kun accessorisk virksomhed, og kan ikke bruges til at pålægge forsikringsselskaber at udskille aktiviteter, der lovligt kan udøves i henhold til kravene til tilladelse som forsikringsselskab i henhold til § 11.

Manglende efterlevelse af påbud givet i medfør af det foreslåede stk. 2, foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 1, nr. 34. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 34.

Det foreslåede stk. 3, fastslår, at forsikringsselskaber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 3, er en videreførelse af reglerne i den gældende § 29, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. Begrebet forsikringsagentvirksomhed blev med gennemførslen af lov om forsikringsformidling i 2018 ændret til forsikringsformidling. Bestemmelsens ordlyd er alene ændret for at afspejle denne ændring.

Forsikringsselskaber kan drive forsikringsagenturvirksomhed for både selskaber i og uden for samme koncern og både for indenlandske og udenlandske selskaber, der er under tilsyn af Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, som er hjemmehørende i et EU-land eller i et land, som har implementeret Solvens II-direktivet, og som har anmeldt sig som tjenesteydere i Danmark efter § 31 sidestilles med selskaber under tilsyn af Finanstilsynet. Dette forudsætter dog, at forsikringsselskabet kan drive grænseoverskridende virksomhed efter § 31.

De andre virksomheder under Finanstilsynets tilsyn, der kan drives agentvirksomhed for, omfatter de virksomheder, som Finanstilsynet efter lov fører tilsyn med. Finanstilsynet fører eksempelvis tilsyn med forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere efter § 22 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 378 af 2. april 2020.

Det foreslåede stk. 4, indebærer, at forsikringsselskaber kan drive følgende virksomhed, der er oplistet i nr. 1 og nr. 2.

Det foreslåede stk. 4, nr. 1, oplister »Anden finansiel virksomhed gennem en dattervirksomhed«.

Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskaber kan drive anden finansiel virksomhed gennem dattervirksomheder. Finansiel virksomhed skal forstås som virksomhed, som finansielle virksomheder lovligt kan udøve i henhold til øvrige finansielle love, herunder lov om finansiel virksomhed. Dattervirksomhed skal forstås i overensstemmelse med definitionen i § 5, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed. Kravet til selskabsformen for dattervirksomheden bestemmes af lovkravene til den påtænkte anden finansielle virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre konkurrencemæssig ligestilling med hensyn til at drive finansiel virksomhed.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at dattervirksomhederne skal være finansielle virksomheder efter lov om finansiel virksomhed, idet den anden finansielle virksomhed kan drives gennem udenlandske dattervirksomheder. Dog skal et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en dattervirksomhed i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, have Finanstilsynets tilladelse hertil, jf. § 40, stk. 1.

Ordet »anden« præciserer, at bestemmelsen omhandler tilfælde, hvor den virksomhed, som forsikringsselskabet vil udøve i en dattervirksomhed, adskiller sig fra den virksomhed, som udøves i modervirksomheden. Den virksomhed, som udøves i modervirksomheden, kan selvsagt også udøves i en dattervirksomhed.

Det foreslåede stk. 4, nr. 2, oplister »Accessorisk servicevirksomhed gennem en dattervirksomhed med begrænset hæftelse.«

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til den gældende § 29, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede indebærer således, at forsikringsselskaber i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse til forsikringsselskabet kan drive accessorisk servicevirksomhed. Virksomheden kan således ikke drives som f.eks. et interessentskab eller på en anden måde, der medfører, at forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens gæld.

Kravet om at dattervirksomheden skal drives i et selskab med begrænset hæftelse skal ses i sammenhæng med, at forsikringsselskaber i henhold til Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a, skal begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Hvis virksomhed udover kerneforretningen, direkte forbundne forretninger til kerneforretningen, eller accessorisk virksomhed, kunne drives i en dattervirksomhed uden begrænset hæftelse, så ville forsikringsselskabet kunne hæfte for gæld og andre forpligtelser fra dattervirksomheden, hvilket begrænser beskyttelsen af forsikringsselskabets kerneforretning.

Kravet afspejler hensynet til direktivets formål om at beskytte forsikringsselskabets kerneforretning, således at der ikke drives virksomhed, der ikke er omfattet af kerneforretningen, direkte forbundne forretninger til kerneforretningen, eller accessorisk virksomhed, i selve forsikringsselskabet.

Definitionen af en accessorisk servicevirksomhed fremgår af artikel 1, nr. 53, i Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvorefter accessorisk servicevirksomhed er et ikkereguleret selskab, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, administrering af databehandlingstjenester, sundheds- og plejeydelser eller enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter i forhold til et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskabers hovedaktivitet.

Med det foreslåede stk. 4, nr. 2, får forsikringsselskaber mulighed for, i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse, at drive accessorisk servicevirksomhed. Accessorisk servicevirksomhed skal forstås i overensstemmelse med definitionen på accessorisk servicevirksomhed i Solvens II forordningen. Accessorisk servicevirksomhed kan eksempelvis bestå i at besidde og forvalte fast ejendom, at administrere databehandlingstjenester og drive sundheds- og plejeydelser.

Fast ejendom omfatter blandt andet grunde og bygninger, sædvanligt tilbehør (særlige installationer), men ikke besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.

Infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg foreslås omfattet af definitionen af accessorisk servicevirksomhed, som en anden lignende aktivitet af accessorisk karakter, da disse infrastrukturaktiver har samme karakteristika som fast ejendom.

Ved infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg, forstås besiddelse og forvaltning af de fysiske anlæg, der er nødvendige for, at samfundet kan fungere. Som fysiske anlæg kan eksempelvis nævnes veje, jernbaner, havne, broer, tunneller, dæmninger, kanaler, kabelnet, fibernet, telefonforbindelser, vandrør, elkabler, fjernvarme m.v. Infrastrukturinvesteringer i tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg er kendetegnet ved en lang tidshorisont, og såvel konstruktion som drift kan outsources.

Den foreslåede bestemmelses stk. 4, nr. 2, betyder derfor, at forsikringsselskaber også kan drive infrastruktur i form af tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg som accessorisk servicevirksomhed i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse i tillæg til de øvrige aktiviteter nævnt i definitionen på accessorisk servicevirksomhed.

Forskellen på accessorisk virksomhed efter det foreslåede stk. 1. 1. pkt., og accessorisk servicevirksomhed efter det foreslåede stk. 4, nr. 2, er, at accessorisk virksomhed efter stk. 1 skal være direkte forbundet til forsikringsselskabers kerneområde, mens accessorisk servicevirksomhed efter stk. 4, nr. 2, skal være i tilknytning til forsikringsselskabers kerneområde. Det vil sige, at accessorisk virksomhed skal ligge tættere på forsikringsselskabets kerneforretningen end accessorisk servicevirksomhed. Kravet om, at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed medfører, at det lovlige område for både accessorisk virksomhed og accessorisk servicevirksomhed i tilknytning til forsikringsselskabet vil blive fortolket restriktivt.

En række livsforsikringsvirksomheder driver allerede i dag ovenstående typer af virksomhed. Kravet om, at dette skal ske via en dattervirksomhed med begrænset hæftelse gælder kun fremadrettet, hvorfor virksomhederne fortsat kan drive allerede eksisterende ejendomme m.v.

Til nr. 15 (§ 29 a og b i lov om finansiel virksomhed)

Til nr. 1 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Fodnoten til lov om kapitalmarkeder oplister de direktiver, som loven gennemfører dele af.

Det foreslås, at der i fodnoten til lov om kapitalmarkeder tilføjes henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede virksomheder (SRD).

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremgår af fodnoten til lov om kapitalmarkeder, at loven gennemfører dele af aktionærrettighedsdirektivet (SRD).

Til nr. 2 (§ 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder)

Det fremgår af den gældende § 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder at reglerne i §§ 203-208 ikke gælder for begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af virkningen af en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse og slutafregnings- eller modregningsbestemmelse, der pålægges i henhold til kapitel 5, 6 og 10 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder, vil medføre at reglerne i §§ 203-208 heller ikke gælder for begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af virkningen af en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse og slutafregnings- eller modregningsbestemmelse, der pålægges i henhold til afsnit V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter (herefter CCPRR-forordningen).

Afsnit V, kapitel III, afdeling 3, i CCPRR-forordningen indeholder regler om nedskrivning og konvertering af ejerskabsinstrumenter og gældsinstrumenter eller andre usikrede forpligtelser. Afsnit V, kapitel IV, i CCPRR-forordningen indeholder regler om afviklingsbeføjelser, herunder bl.a. beføjelsen til at tage kontrol over en CCP under afvikling samt beføjelsen til at afslutte og opsige finansielle kontrakter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at reglerne i §§ 203-208 i lov om kapitalmarkeder ikke gælder, når en afviklingsmyndighed iværksætter tiltag som f.eks. nedskrivning eller konvertering af ejerskab- og gældsinstrumenter eller gør brug af afviklingsbeføjelser over for en CCP i henhold til CCPRR-forordningen. Det betyder, at i de tilfælde, hvor en afviklingsmyndighed bl.a. foretager nedskrivning eller konvertering af ejerskabs- og gældsinstrumenter eller anvender andre afviklingsbeføjelser i henhold til CCPRR-forordningen, kan dette ikke begrunde en realisation af sikkerhed i henhold til en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse, da § 203 i lov om kapitalmarkeder ikke finder anvendelse. Endvidere finder reglerne om brugsret i § 204 i lov om kapitalmarkeder ikke anvendelse, og det er heller ikke muligt at gøre en forpligtelse til genstand for netting ved slutafregning, jf. §§ 205-208 i lov om kapitalmarkeder.

Den foreslåede ændring vil implementere artikel 1, stk. 6, i collateral-direktivet som ændret ved artikel 89 i CCPRR-forordningen.

Desuden forslås det i § 1, stk. 12, at ændre kapital til kapitel.

Forslaget har til formål at rette en tastefejl.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 210 g i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen er alene relevant for CCP’er, der er kapitalselskaber omfattet af selskabsloven.

Det følger af §§ 154 og 155 i selskabsloven, at generalforsamlingen har kompetence til at træffe beslutning om kapitalforhøjelse eller give ledelsen bemyndigelse hertil. Indkaldelsesfristen for en generalforsamling er reguleret i § 94 i selskabsloven. Det fremgår heraf, at en indkaldelse til generalforsamling skal foretages tidligst 4 uger og senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse. For selskaber med aktier optaget til handel på et reguleret marked er indkaldelsesfristen tidligst 5 uger og senest 3 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Det foreslås i § 210 g, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at en central modpart (CCP) kan indkalde til generalforsamling med henblik på at foretage en kapitalforhøjelse senest 10 dage før generalforsamlingen, hvis Finanstilsynet har vurderet, at betingelserne i artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter er opfyldt, og den centrale modpart (CCP) vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre, at den centrale modpart (CCP) bliver nødlidende.

Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at en CCP kan indkalde til generalforsamling med minimum 10 dages varsel, hvis Finanstilsynet har vurderet at betingelserne for tidlig indgriben er opfyldt, og hvis formålet med generalforsamlingen er at vedtage en kapitalforhøjelse, som CCP’en finder nødvendig for at forhindre, at CCP’en bliver nødlidende.

Det følger af artikel 18 i CCPRR-forordningen, at den kompetente myndighed, som i dette tilfælde er Finanstilsynet, kan kræve iværksættelse af foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben, hvis en CCP overtræder eller kan forventes i nær fremtid at overtræde kapital- og tilsynskravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR), eller udgør en risiko for den finansielle stabilitet i EU eller i en eller flere af EU’s medlemsstater, eller hvis Finanstilsynet har afgjort, at der er andre indikationer på en kommende krisesituation, der kan påvirke CCP'ens drift, navnlig dens evne til at levere clearingydelser. Det er også en betingelse for anvendelsen af den forkortede indkaldelsesfrist, at CCP’ens ledelse vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver nødlidende. Definitionen af hvornår en CCP er nødlidende fremgår af artikel 22, stk. 3, i CCPRR-forordningen. I praksis forventes det, at der vil være en dialog mellem CCP’en og Finanstilsynet, om kapitalforhøjelsen er nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver nødlidende, men det vil være CCP’en selv, der træffer den endelige beslutning herom.

Det foreslås i § 210 g, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at indkaldelse til generalforsamling i henhold til det foreslåede 1. pkt. kan foretages, hvis generalforsamlingen med to tredjedele af de afgivne stemmer ændrer selskabets vedtægter til at indeholde denne mulighed.

Den foreslåede bestemmelse i § 210 g, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder vil medføre, at en CCP’s generalforsamling kan beslutte at ændre sine vedtægter, så den kan indkalde til generalforsamling med 10 dages varsel, hvis formålet med generalforsamlingen er at foretage en kapitalforhøjelse, der er nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver nødlidende.

Det foreslås i stk. 2, at tidsfristerne i §§ 94, 98 og 99 i selskabsloven ikke finder anvendelse på generalforsamlinger, der er indkaldt i overensstemmelse med stk. 1.

Det foreslåede § 210 g, stk. 2, vil medføre, at tidsfristerne i § 94, som omhandler indkaldelsesfristerne for generalforsamlinger, samt tidsfristerne i §§ 98 og 99 i selskabsloven, som omhandler aktionærers adgang til oplysninger før generalforsamlingen i virksomheder, der har kapitalandele optaget til handel på et reguleret marked, ikke finder anvendelse ved en generalforsamling, der en indkaldt i medfør af det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede § 210 g, stk. 1, vil implementere artikel 5, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber (SRD) som ændret ved artikel 91, stk. 2, i CCPRR-forordningen. Det foreslåede stk. 2 vil implementere artikel 5, stk. 6, i SRD.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 211, stk. 2, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder)

§ 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder oplister de regler og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelse af.

Der foreslås et nr. 11 i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det følger, at Finanstilsynet påser overholdelsen Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og regler fastsat i medfør heraf.

Det fremgår af artikel 2, nr. 7, i CCPRR-forordningen, at den kompetente myndighed i henhold til CCPRR-forordningen er den myndighed, der er udpeget som kompetent myndighed i henhold til EMIR. Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed i henhold til EMIR, jf. § 211, stk. 2, nr. 4 i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af EMIR.

I henhold til CCPRR-forordningen skal den kompetente myndighed varetage en række opgaver, der følger af forordningen. Som følge af, at Finanstilsynet vil være kompetent myndighed i henhold til CCPRR-forordningen, bliver det Finanstilsynet, der bl.a. skal vurdere en CCP’s genopretningsplan i medfør af artikel 10 i CCPRR-forordningen. Desuden får Finanstilsynet beføjelse til at kræve, at en CCP iværksætter foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben i medfør af artikel 18 i CCPRR-forordningen, og får kompetence til at træffe afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 22 i CCPRR-forordningen.

Finanstilsynet får med bestemmelsen bl.a. også mulighed for at give påbud for overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, og efterfølgende at offentliggøre et påbud til en virksomhed eller en fysisk person, jf. § 234, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder. Se nærmere om Finanstilsynets mulighed for offentliggørelse af reaktioner i medfør af lov om kapitalmarkeder i bemærkningerne til §§ 234-240, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som fremsat, side 339 ff.

Finanstilsynet bliver i medfør af § 2, nr. 5, udpeget som afviklingsmyndighed for CCP’er i henhold til CCPRR-forordningen. Finanstilsynet har i sin rolle som afviklingsmyndighed, ud over de beføjelser der følger af CCPRR-forordningen, også de beføjelser Finanstilsynet har i medfør af lov om kapitalmarkeder, herunder f.eks. mulighed for at give påbud for overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§§ 212 a og 212 b i lov om kapitalmarkeder)

Til nr. 1 (fodnoten til lov om investeringsforeninger. m.v.)

Den gældende fodnote til lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020, indeholder en note, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres.

Det foreslås at indsætte henvisning til Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141, og Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1 i fodnoten til loven.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v., at loven gennemfører dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 samt supplerer Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014.

Til nr. 2 (§ 2, nr. 21, litra b, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Lov om investeringsforeninger m.v. § 2 indeholder en oplistning af definitioner.

Det fremgår af § 2, nr. 21, litra a og b, at et feederinstitut er, a) En UCITS, jf. nr. 4, eller en afdeling heraf, der har tilladelse i sit hjemland til at investere mindst 85 pct. af sin formue i en anden UCITS, eller b) en dansk UCITS eller en afdeling heraf, der har tilladelse efter § 12, stk. 2, henholdsvis § 15, stk. 3, § 16, stk. 3, eller § 17, stk. 3.

Det foreslås i § 2, nr. 21, litra b, at ændre »stk. 3« til: »stk. 4« tre steder.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 5-7, der indsætter et nyt stk. 3, i §§ 15-17.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med det foreslåede.

Til nr. 3 (§ 2, nr. 27, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 2 i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder en række definitioner.

Det forslås at indsætte nr. 27 i § 2 således at bæredygtighedsrisiko defineres som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Den foreslåede bestemmelse vil implementere artikel 1, nr. 1, første led, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Til nr. 4 (§ 12, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Begrebet central investorinformation fremgår af § 12, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.

Begrebet dækker over et dokument med central investorinformation der har til formål at give et overblik over den relevante afdeling eller andelsklasse, herunder oplysninger om afdelingens investeringsprofil og omkostningerne i forbindelse med en investering i afdelingen eller andelsklassen.

Det foreslås at ændre »centrale investorinformation« til »centrale information« i § 12, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette terminologien i lov om investeringsforeninger m.v. og PRIIP-forordningen og UCITS-direktivet. Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring af retstilstanden.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 15, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 15, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse til nye afdelinger i en investeringsforening, når afdelingerne er gyldigt stiftet, og Finanstilsynet har godkendt vedtægtsbestemmelserne vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern. Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås, i den nye § 15, stk. 3, at en investeringsforening, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57, stk. 1, 2. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulighed for at tillade, at en nyoprettet afdeling i en investeringsforening, under overholdelse af princippet om risikospredning, kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15, i lov om investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder fra datoen for Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis investeringsforeningen ønsker at påbegynde investering af formuen i værdipapirer og således forkorte perioden, hvor afdelingens formue primært er placeret i indskud og likvide midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en investeringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom. Ansøgningen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princippet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurdere, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for, hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mulige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelingen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minimeres.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at spredningsreglerne overskrides i kortest mulig tid fra Finanstilsynet giver tilladelse til afdelingen. Instruksens retningslinjer for afvejningen af, hvordan afdelingen investerer hensigtsmæssigt i opstartsfasen, skal som minimum inddrage afdelingens størrelse og likviditeten i de finansielle instrumenter, som afdelingen investerer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 16, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 16, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse til nye afdelinger i en SIKAV, når afdelingerne er gyldigt stiftet, og Finanstilsynet har godkendt vedtægtsbestemmelserne vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern. Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås i § 16, stk. 3, at en SIKAV, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57, stk. 1, 2. afsnit, i UCITS-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulighed for at give tilladelse til, at en nyoprettet afdeling i en SIKAV, under overholdelse af princippet om risikospredning, kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15, i lov om investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder fra datoen for Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis SIKAV’en ønsker at påbegynde investering af formuen i værdipapirer og således forkorte perioden, hvor afdelingens formue primært er placeret i indskud og likvide midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en investeringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom. Ansøgningen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princippet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurdere, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for, hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mulige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelingen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minimeres.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at spredningsreglerne overskrides i kortest mulig tid fra Finanstilsynet giver tilladelse til afdelingen. Instruksens retningslinjer for afvejningen af, hvordan afdelingen investerer hensigtsmæssigt i opstartsfasen, skal som minimum inddrage afdelingens størrelse og likviditeten i de finansielle instrumenter, som afdelingen investerer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 17, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 17, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse til nye afdelinger i en værdipapirfond, når afdelingerne er gyldigt stiftet, og Finanstilsynet har godkendt fondsbestemmelserne vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern. Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås, i § 17, stk. 3, at en værdipapirfond, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57, stk. 1, 2. afsnit, i UCITS-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulighed for at give tilladelse til, at en nyoprettet afdeling i en værdipapirfond, under overholdelse af princippet om risikospredning, kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15, i lov om investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder fra datoen for Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis værdipapirfonden ønsker at påbegynde investering af formuen i værdipapirer og således forkorte perioden, hvor afdelingens formue primært er placeret i indskud og likvide midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en investeringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom. Ansøgningen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princippet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurdere, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for, hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mulige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første 6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelingen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minimeres.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at spredningsreglerne kun overskrides i kortest mulig tid fra Finanstilsynets afgiver tilladelse til afdelingen under hensyntagen til, at afdelingen kan investere dens midler hensigtsmæssigt i opstartsfasen. Ved afvejningen heraf, skal instruksen mindst inddrage afdelingens aktuelle størrelse og likviditeten i de finansielle instrumenter, som afdelingen investerer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 63, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 63, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder krav om, at investeringsforeninger skal have effektive former for virksomhedsstyring. Dette omfatter bl.a. krav til den organisatoriske struktur, god administrativ og regnskabsmæssig praksis samt skriftlige forretningsgange, procedurer til at identificere og styre risici, ressourcer, håndtering af interessekonflikter, interne kontrolprocedurer, it-kontrol- og sikringsprocedurer.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 63 i lov om investeringsforeninger m.v. hvorefter en investeringsforening skal tage hensyn til bæredygtighedsrisici, når investeringsforeningen opfylder kravene i stk. 1.

Bestemmelsen vil indebære, at investeringsforeninger løbende skal vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici m.m., men også alle bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring med henblik på at sikre, at investeringsforeningens processer, systemer og interne kontrol afspejler bæredygtighedsrisici, og at investeringsforeningen har teknisk kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

Bæredygtighedsrisiko defineres i lovforslagets § 3, nr. 3, som bæredygtighedsrisiko defineret som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088. Definitionen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 2, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 63, stk. 4, nr.1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af § 63, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler på en række områder angående investeringsforeninger, herunder virksomhedsstyring. Bemyndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS gennemfører bestemmelser fra Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab.

Det følger af § 30, stk. 1, i bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS, at direktionen skal fastsætte en skriftlig risikostyringsstrategi for styring af de administrerede UCITS risici, som identificerer hver afdelings risikotyper.

Artikel 1, nr. 5, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) fastsætter, at investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber skal integrere bæredygtighedsrisici i bl.a. de aktiviteter, som er omfattet af § 30, stk. 1, i bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at ændre stk. 1 og 2 til stk. 1-3.

Bestemmelsen indebærer, at bemyndigelsen udvides, og Finanstilsynet dermed vil kunne fastsætte nærmere regler om bæredygtighedsrisici angående ledelse, styring og administration af danske UCITS.

Til nr. 10 (overskriften før § 102, overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Begrebet central investorinformation fremgår af § 12, stk. 4, nr. 2, overskriften før § 102, overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, i lov om investeringsforeninger m.v.

Begrebet dækker over et dokument med central investorinformation der har til formål at give et overblik over den relevante afdeling eller andelsklasse, herunder oplysninger om afdelingens investeringsprofil og omkostningerne i forbindelse med en investering i afdelingen eller andelsklassen.

Det foreslås at ændre »central investorinformation« til »central information« i overskriften før § 102, overskriften før § 103, § 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, i lov om investeringsforeninger m.v.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette terminologien i lov om investeringsforeninger m.v. og PRIIP-forordningen og UCITS-direktivet. Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring af retstilstanden.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 103 i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 103, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted. Den centrale investorinformation skal udleveres til interesserede detailinvestorer og skal indeholde information om de væsentlige karakteristika ved den danske UCITS, afdelingen eller andelsklassen, så en detailinvestor kan forstå karakteren af og risiciene ved investering i de andele, som vedkommende bliver tilbudt.

Det fremgår af § 103, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at den danske UCITS løbende skal opdatere de væsentlige dele af den centrale investorinformation.

Det fremgår af § 103, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., at den centrale investorinformation skal offentliggøres på den danske UCITS' hjemmeside.

Det fremgår af § 103, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v., at dokumentet med central investorinformation og senere ændringer heri skal sendes til Finanstilsynet og være modtaget i Finanstilsynet senest 3 hverdage efter offentliggørelsen.

Det fremgår af § 103, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om indsendelse af den centrale investorinformation til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 103, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v., at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet og formen af den centrale investorinformation og om udlevering heraf.

Dokumentet med central investorinformation skal give detailinvestorer et overblik over den relevante afdeling eller andelsklasse, herunder oplysninger om afdelingens investeringsprofil og omkostningerne i forbindelse med en investering i afdelingen eller andelsklassen.

Formålet er at give detailinvestor forståelse for karakteren af en investering i den pågældende afdeling eller andelsklasse og at give detailinvestor mulighed for at bedømme investeringens risici, så detailinvestoren kan foretage en beslutning om investering på et oplyst grundlag. Reglerne skal samtidig sikre, at alle detailinvestorer, der ønsker at investere i UCITS-afdelinger eller andelsklasser i den Europæiske Union, enten nationalt eller på tværs af landegrænser får den samme information om den relevante afdeling eller andelsklasse, så det bliver nemt at sammenligne de forskellige UCITS-afdelinger og andelsklasser på tværs.

Bestemmelsen fastlægger de overordnede krav til informationen til detailinvestor.

Ifølge § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 2092 af 14. december 2020 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel kan en værdipapirhandler på eget initiativ vælge at behandle en professionel kunde eller en godkendt modpart som en detailkunde. Det kan ske på ad hoc basis eller generelt.

Det foreslås at nyaffatte § 103 i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås i § 103, stk. 1, at ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde og på sin hjemmeside offentliggøre et dokument med central information for hver afdeling eller andelsklasse i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at danske UCITS fremover vil skulle udarbejde et såkaldt PRIIP-dokument i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er) og offentliggøre dette på sin hjemmeside.

Ved sammensatte investeringsprodukter forstås en investering, hvor det beløb, der skal tilbagebetales til detailinvestoren (afkastet), afhænger af en eksponering mod referenceværdier eller mod udviklingen af et eller flere aktiver, som detailinvestorer ikke direkte har købt. En afdeling i en dansk UCITS er et PRIIP-produkt og omfattet af forordningen.

Formålet med forordningen og dermed de afledte forslag til ændringer er at øge investorbeskyttelsen for detailinvestorer. Detailinvestorer bliver i stigende grad tilbudt et bredt udvalg af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er), når de overvejer at foretage en investering. Nogle af disse produkter kan være komplekse og vanskelige at forstå.

Dokumenter med central information indgår i detailinvestorers beslutningsgrundlag i forbindelse med investering. Derfor har danske UCITS et betydeligt ansvar over for detailinvestorer for at sikre, at dokumenterne ikke er vildledende, unøjagtige eller i uoverensstemmelse med de relevante dele af den danske UCITS’ kontraktlige dokumenter.

Den danske UCITS skal stille dokumentet med central information til rådighed for detailinvestorer i god tid, inden de pågældende detailinvestorer bliver bundet af en kontrakt eller et tilbud vedrørende den danske UCITS.

En detailkunde skal forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU. En detailkunde er således en kunde, som ikke er professionel kunde.

Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er).

Det foreslås, at det skal fremgå af § 103, stk. 2, at ved udbud af andele i en dansk UCITS til professionelle investorer kan den danske UCITS, i stedet for at udarbejde et dokument som anført i stk. 1, udarbejde et dokument med central investorinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted.

Det foreslåede er en videreførelse af den gældende § 103, stk. 1, med den modifikation, at UCITS, der alene bliver udbudt til professionelle investorer, fremover kan vælge mellem at udarbejde et UCITS KIID eller et PRIIP KID.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at UCITS, der udbydes til professionelle investorer, fortsat kan udarbejde ”central investorinformation” i overensstemmelse med direktiv 2009/EF, medmindre de beslutter at udarbejde et ”dokument med central information” som fastsat i forordning (EU) nr. 2386/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er).

En professionel kunde skal forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU.

Det foreslås i § 103, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., at den danske UCITS regelmæssigt gennemgår oplysningerne i dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og ændrer dokumentet, hvis gennemgangen viser, at det er nødvendigt. Den ændrede udgave gøres straks tilgængelig på UCITS’ hjemmeside.

Gennemgangen af dokumentet, jf. stk. 1, skal som udgangspunkt ske mindst én gang hver tolvte måned efter datoen for den første offentliggørelse i overensstemmelse med Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 653/2017 af 8. marts 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er) vedrørende reguleringsmæssige tekniske standarder for præsentation, indhold, gennemgang og revision af dokumenter med central information og betingelser for opfyldelse af kravet om at stille sådanne dokumenter til rådighed.

Gennemgangen af dokumentet, jf. stk. 2, skal som udgangspunkt ske mindst én gang hver tolvte måned efter datoen for den første offentliggørelse i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospekt udleveres på andet varigt medium end papir eller via websted.

Det foreslåede vil medføre, at den danske UCITS har en forpligtelse til løbende at sørge for, at de oplysninger, der fremgår af den centrale information, er korrekte og opdaterede. Herudover har den danske UCITS en forpligtelse til straks at offentliggøre det opdaterede dokument på sin hjemmeside.

Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er).

Det foreslås i § 103, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v., at dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og senere ændringer heri skal sendes til Finanstilsynet senest 3 hverdage efter offentliggørelsen.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette lovens terminologi med forordningens.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 103 a, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 103 a, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at oplysningerne nævnt i stk. 1 bl.a. skal indeholde en beskrivelse af, på hvilken baggrund løn og goder tildeles, og angive navnet på den person, der er ansvarlig for tildeling af løn og goder. Har investeringsforeningen nedsat et aflønningsudvalg, jf. § 48 b, stk. 1, skal oplysningerne nævnt i stk. 1 angive dettes sammensætning.

Det foreslås, at § 103 a, i lov om investeringsforeninger m.v. ophæves.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af PRIIP-forordningens ikrafttrædelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13 (§ 161, stk. 1, nr. 10, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., oplister de regler, direktiver og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det foreslås i § 161, stk. 1, nr. 10, i lov om investeringsforeninger m.v., at indsætte henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er).

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil blive udpeget som den kompetente myndighed til at påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 i lov om investeringsforeninger m.v.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 indeholder bl.a. krav om, at producenter af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer udarbejder et dokument med central information for disse produkter, inden de stilles til rådighed for detailinvestorer, og at disse stilles til rådighed for detailinvestorer i god tid, inden de køber disse produkter.

Det følger desuden af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014, at en medlemsstats kompetente myndighed, i dette tilfælde Finanstilsynet, under en række nærmere angivne betingelser kan forbyde markedsføring og distribution af danske UCITS eller træffe andre foranstaltninger over for sådanne produkter, hvis de udgør en væsentlig trussel mod investorbeskyttelsen, de finansielle markeders orden og integritet eller den finansielle stabilitet i medlemsstaten.

Til nr. 14 (§ 175, stk. 3, nr. 11 i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 175, stk. 1, fastsætter en tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte omhandlende de fortrolige oplysninger, som de har kendskab til gennem Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

§ 175, stk. 3, fastsætter en række undtagelser til tavshedspligten i stk. 1. Det fremgår af § 175, stk. 3, nr. 11, at central investorinformation i henhold til § 103 og regler udstedt i medfør af § 103, stk. 6, er undtaget fra tavshedspligten i medfør af stk. 1.

Det foreslås i § 175, stk. 3, nr. 11, at »og regler udstedt i medfør af § 103, stk. 6« udgår.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 10, der affatter § 103 på ny og dermed ophæver § 103, stk. 6.

Til nr. 15 (§ 190, stk. 1, 1. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, 1. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. at overtrædelse en række bestemmelser i loven straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 190, stk. 1, 1. pkt., at § 103 a, udgår.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 12.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger

Til nr. 16 (§ 190, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. at overtrædelsen af en række bestemmelser i loven straffes med bødes.

Det foreslås i § 190, stk. 1, 2. pkt., at ændre »§ 63, stk. 1 og 2« til: »§ 63, stk. 1 og 3«.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 8, der indsætter et nyt stk. 2 i § 63.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med det foreslåede.

Til nr. 17 (§ 190, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., hvilke manglende efterlevelse af påbud eller forbud, der straffes med bøde.

Med lovforslaget foreslås Finanstilsynet udpeget som den kompetente myndighed for PRIIP-forordningen for så vidt angår danske UCITS. Herved tillægges Finanstilsynet bl.a. kompetence til at udøve de beføjelser vedrørende produktintervention, som følger af PRIIP-forordningen. Disse beføjelser består i, at Finanstilsynet under ganske særlige omstændigheder kan forbyde eller indføre andre restriktioner i markedsføringen af PRIIP’er, jf. artikel 17 i PRIIP-forordningen.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke som § 190, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v., der anfører, at med bøde straffes den, som overtræder et forbud, en begrænsning eller en restriktion meddelt i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).

Ansvarssubjektet er den fysiske eller juridiske person, der enten producerer, rådgiver om eller sælger et sammensat eller forsikringsbaseret investeringsprodukt. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en producent markedsfører et sammensat produkt på trods af, at Finanstilsynet har nedlagt et forbud mod produktet. Den strafbare handling kan desuden være en distributør, der sælger et forsikringsbaseret produkt i strid med de restriktioner, som Finanstilsynet måtte have fastsat i medfør af forordningen.

Det vil ved strafudmålingen være relevant at tage udgangspunkt i bl.a. virksomhedens omsætning i forhold til det pågældende produkt og karakteren af den restriktion, som virksomheden ikke efterlever.

Til nr. 1 (§ 38 stk. 8, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvaskloven § 38, stk. 1, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, ledelse og ansatte i disse virksomheder og hos disse personer samt revisorer eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden eller personen, har pligt til at hemmeligholde, at der er givet underretning til hvidvasksekretariatet efter hvidvaskloven § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter hvidvasklovens § 25, stk. 1.

Det følger af hvidvasklovens § 38, stk. 8, at tavshedspligten i § 38, stk. 1, ikke er til hinder for, at advokater, revisorer, eksterne bogholdere og skatterådgivere fraråder deres klient at udøve ulovlig virksomhed.

Det foreslås i § 38, stk. 8, at indsætte »dog« i bestemmelsen efter »er«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at præcisere, at revisorer, advokater, eksterne bogholdere og skatterådgiveres ret til at fraråde klienter at udøve ulovlig virksomhed alene vedrører den konkrete rådgivningssituation, samt at klienten ikke må oplyses om tidligere eller eventuelle fremtidige undersøgelser og underretninger.

Hvidvasklovens § 38, stk. 8, er en undtagelse til tavshedspligten i hvidvasklovens § 38, stk. 1. Det betyder, at tavshedspligten i stk. 1 ikke er til hinder for, at advokater, revisorer, eksterne bogholdere og skatterådgivere fraråder deres klient at udøve ulovlig virksomhed.

Undtagelsen i stk. 8 gælder alene i den konkrete rådgivningssituation, hvor en revisor, advokat, ekstern bogholder eller skatterådgiver bliver opmærksom på, at klienten overvejer eller planlægger at udføre en handling, som er ulovlig.

Et eksempel herpå kan være en advokat eller en skatterådgiver, som bliver opmærksom på, at en klient vil forsøge at hvidvaske penge ved at købe og videresælge dyre møbler for penge, som klienten har opnået gennem sort arbejde. Advokaten vil i dette eksempel kunne oplyse klienten om, at pågældende handlinger er hvidvask, og fraråde klienten at udføre handlingerne.

Et andet eksempel kan være en situation, hvor en revisor bliver opmærksom på, at en klient vil overføre penge til en organisation, som er mistænkt for terrorisme. Revisoren vil i dette eksempel kunne oplyse klienten om, at der kan være tale om terrorfinansiering, og fraråde klienten at gennemføre transaktionen.

Et tredje eksempel kan være en situation, hvor en ekstern bogholder bliver opmærksom på, at en klient planlægger at modtage en kontantbetaling for salg af varer på 22.000 kr. Den eksterne bogholder kan her oplyse klienten om, at handlingen vil være en overtrædelse af kontantforbuddet i hvidvasklovens § 5, hvorefter erhvervsdrivende ikke må modtage kontante betalinger på 20.000 kr. eller derover, og fraråde klienten at tage imod kontantbetalingen.

Undtagelsen i stk. 8 giver ikke revisorer, advokater, eksterne bogholdere og skatterådgivere adgang til at oplyse klienter om, at der tidligere har været foretaget en underretning om klienten til Hvidvasksekretariatet, jf. hvidvasklovens § 26, eller at underretning overvejes.

Ligeledes giver undtagelsen i stk. 8 ikke revisorer, advokater, eksterne bogholdere og skatterådgivere adgang til at oplyse klienter om, at der tidligere har pågået undersøgelser af klientens usædvanlige transaktioner og aktiviteter, jf. hvidvasklovens § 25, eller at en igangsættelse af en undersøgelse overvejes.

Bestemmelsen omfatter alene de virksomheder og personer, der er opregnet i bestemmelsen og omfatter derfor f.eks. ikke pengeinstitutter.

For så vidt angår øvrige virksomheder og personer kan disse fraråde deres kunder at begå strafbare forhold, hvis det vurderes at kunne ske, uden at kunden får oplyst, at underretning om hvidvask eller finansiering af terrorisme indgives eller vil blive indgivet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 39, stk. 6, i 4. hvidvaskdirektiv.

Til nr. 1 (§ 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, i lov om betalinger)

Den gældende § 1, stk. 5, fastsætter, hvilke regler, som finder anvendelse på ikkevederlagsfrie elektroniske tjenester, der kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, og betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre transaktionen meddeles ved hjælp telekommunikationsudstyr og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationsnettet, og som kun agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser, uden at disse tjenester udgør en betalingstjeneste omfattet af bilag 1, uanset § 5, nr. 17.

Den gældende § 1, stk. 9, 1. pkt., bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte regler for tjenester og betalingstransaktioner, der er omfattet af § 1, stk. 5, til at dispensere helt eller delvist fra de i bestemmelsen oplistede bestemmelser.

Den gældende § 6, stk. 3, fastsætter, hvilke bestemmelser en udbyder af betalingstjenester kan aftale med en bruger, der ikke er en forbruger, ikke skal finde anvendelse.

Det foreslås i § 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, at ændre 104 til 104 og 104 a.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 7, i lov om betalinger)

Det følger af § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at erhvervsministeren kan dispensere helt eller delvist fra lovens §§ 26-29, 42 og 50-59, § 81, stk. 1-4, §§ 112, 120-123, § 124, stk. 4, og § 125, der dermed ikke finder anvendelse på en bestemt tjeneste eller bestemte typer af tjenester. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester.

Det foreslås at ændre § 1, stk. 7, således at § 81, stk. 1-4, ændres til § 81, stk. 1-3.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 6, der tilføjer nye undtagelser til § 81, stk. 1. Ændringen af henvisningen i § 1, stk. 7, skal alene sikre, at der fortsat henvises korrekt til alle relevante undtagelser.

Til nr. 3 (§ 4, stk. 3, i lov om betalinger)

Den gældende § 4, stk. 3, oplister de bestemmelser, der finder anvendelse på de dele af betalingstransaktioner, der gennemføres i lande inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor enten kun betaleren eller betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester er etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, uanset hvilken valuta betalingstransaktionen ydes i.

Det foreslås i § 4, stk. 3, at ændre 104 og 106 til 104, 104 a og 106.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 4 (§ 81, stk. 1, i lov om betalinger)

Det følger af § 81, stk. 1, i lov om betalinger, at en betalingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis denne modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf. dog § 5 i hvidvaskloven og stk. 2, 3 og 5.

Det foreslås at ændre § 81, stk. 1, således at stk. 2, 3 og 5 ændres til stk. 2-6.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 3. Med forslaget i § 5, nr. 6, indføres nye undtagelser til § 81, stk. 1. Denne ændring af henvisningen i § 81, stk. 1, skal alene sikre, at der fortsat henvises korrekt til alle relevante undtagelser.

Til nr. 5 (§ 81, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 81, stk. 3, i lov om betalinger, at betalingsmodtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter, uanset stk. 1 alene er forpligtet til at modtage kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00. Erhvervsministeren fastsætter, i hvilke områder i Danmark der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter. Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse herom på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Det foreslås at indsætte § 81, stk. 3, 2. pkt., hvorefter betalingsmodtagere, der ikke modtager kontanter i tidsrummet kl. 20.00 til kl. 22.00, skal opsætte skilte herom.

Det foreslåede medfører, at de betalingsmodtagere, der er beliggende i områder, hvor der kan være forhøjet risiko for røveri, og som ikke vælger at modtage kontakter i tidsrummet fra kl. 20.00 til kl. 22.00, skal skilte herom.

Formålet med ændringen er, at give forbrugerne mulighed for at orientere sig om, hvorvidt der kan betales med kontanter i dette tidsrum. Skiltningen skal være tydelig, og skal som minimum opsættes uden for butikken, så forbrugerne har mulighed for at orientere sig inden de går ind i en butik. Det kan f.eks. være et mærkat på døren til butikken eller en skiltestander opsat uden for butikken.

Til nr. 6 (§ 81, stk. 4 og 5 , i lov om betalinger)

Det følger af § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at erhvervsministeren kan dispensere helt eller delvist fra § 81, stk. 1. Det er uddybet i bemærkningerne til § 1, stk. 7, at erhvervsministeren både har muligheden for at give konkrete og generelle dispensationer, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157, som fremsat, side 87. På den baggrund har erhvervsministeren fastsat en praksis, hvorefter betalingsmodtagere, der afvikler begivenheder af kort varighed, der højst forekommer én gang årligt, og afvikles inden for et afgrænset område, tildeles dispensation fra § 81, stk. 1. Efter erhvervsministerens praksis omfatter dette festivaler, byfester og andre lignende arrangementer af midlertidig karakter. Erhvervsministeren har efterfølgende delegeret dispensationsbeføjelsen til Finanstilsynet, der skal forvalte beføjelsen i overensstemmelse med den af ministeren fastlagte praksis.

Det følger af § 81, stk. 1, i lov om betalinger, at en betalingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis denne modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf. dog § 5 i hvidvaskloven og § 81, stk. 2, 3 og 5.

Det følger af § 81, stk. 3, 1. pkt., i lov om betalinger, at betalingsmodtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter, uanset stk. 1 alene er forpligtet til at modtage kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00.

Det følger af § 81, stk. 4, i lov om betalinger, at betalingsmodtagere, der ønsker kun at modtage kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 20.00, jf. stk. 3, forinden skal underrette Finanstilsynet herom.

Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med reglerne i § 81.

Det foreslås at ophæve § 81, stk. 4, i lov om betalinger, og i stedet indsætte et nyt stk. 4 og 5.

Forslaget til ophævelse af den gældende bestemmelse i stk. 4 indebærer alene, at den administrative byrde forbundet med at foretage underretningen til Finanstilsynet bortfalder for betalingsmodtagere i de særligt røveriudsatte områder, der ønsker kun at modtage kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 20.00. Selve forpligtelsen til at modtage kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 20.00 gælder fortsat, jf. § 81, stk. 3.

Det foreslås i § 81, stk. 4, at betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 for så vidt angår betalinger fra betalere, der ikke er forbrugere.

Forslaget om at betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 skal sikre, at forpligtelsen til at modtage betaling med kontanter kun finder anvendelse for betalinger, hvor betaler er en forbruger. Det skyldes, at formålet med § 81, stk. 1, er at sikre, at forbrugere kan betale med kontanter, når de køber ind m.m. Til trods for at danskerne bruger færre kontanter end tidligere, er der stadig en række forbrugere, som har behov for at kunne betale kontant. Det er derfor hensigtsmæssigt med den generelle forpligtelse til at modtage betaling med kontanter. Det samme hensyn gør sig ikke gældende for erhvervsdrivende.

Med den foreslåede ændring kan kontantreglen fraviges, når betalingsmodtagere modtager betaling fra erhvervsdrivende. For disse betalinger vil der være aftalefrihed, hvorved betalingsmodtageren og betaleren kan aftale, hvordan betalingen skal falde, herunder ved at der f.eks. ved indgangen til salgsstedet er tydelig skiltning med, at der ikke modtages betaling med kontanter fra erhvervsdrivende.

B2B-forretninger, eksempelvis grossistvirksomheder, der udelukkende leverer varer og tjenesteydelser til andre erhvervsdrivende, vil helt kunne undlade at tage imod kontanter. Disse betalingsmodtagere vil således ikke blive pålagt den administrative byrde, der er forbundet med at modtage kontanter.

Undtagelsen gælder for den enkelte transaktion. Sælger en grossistvirksomhed f.eks. også til forbrugere, kan virksomheden ikke afvise betaling med kontanter fra disse.

Det foreslås i § 81, stk. 5, at § 81, stk. 1, ikke finder anvendelse på betalingsmodtagere, når disse indgår som en del af festivaler, byfester og lignende arrangementer af midlertidig karakter, der opfylder følgende betingelser: Arrangementet varer maksimalt 14 dage, arrangementet forekommer højst én gang årligt, arrangementet afholdes inden for et geografisk afgrænset område med adgangskontrol, og arrangøren af arrangementet har forud for forbrugerens tilmelding til arrangementet tydeligt oplyst forbrugeren om, at der ikke kan betales med kontanter. Hvis arrangementet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt oplyst i markedsføringen af arrangementet.

Forslaget medfører, at den etablerede praksis for dispensationer fra kontantreglen kodificeres, således at der som et nyt stykke indsættes en generel undtagelse til § 81, stk. 1. Ændringen indebærer ikke en materiel ændring af gældende regler, men medfører at virksomheder, der ønsker at undlade at modtage kontanter i forbindelse med nævnte arrangementer, fremover ikke vil være forpligtet til at søge om dispensation. Med den foreslåede ordning kan betalingsmodtagere, der indgår i arrangementer, der opfylder de nævnte betingelser, undlade at modtage kontanter, uanset tidspunktet på dagen. Betalingsmodtagere, der indgår i arrangementer, kan eksempelvis være boder, der sælger mad og drikke inden for arrangementets areal. Det er ikke et krav for undtagelsens anvendelse, at betalingsmodtageren og arrangøren er den samme juridiske enhed, så længe betalingsmodtager befinder sig inden for arrangementets afgrænsede område. Det er kun betalingsmodtagere, der er fysisk placeret inden for det afgrænsede område, der er undtaget.

Undtagelsesmuligheden finder kun anvendelse på festivaler, byfester og andre lignende arrangementer af midlertidig karakter. Arrangementet skal have midlertidig karakter, eksempelvis i form af en festival- eller cirkusplads eller et aflukket område i en by, som etableres og fjernes igen efter afholdelse af arrangementet. Det betyder, at undtagelsen ikke finder anvendelse på tilbagevendende arrangementer af mere etableret karakter, såsom afholdelse af fodboldkampe på et stadion eller drift af koncertsteder eller restauranter. Undtagelsen finder endvidere ikke anvendelse på eksempelvis teaterforestillinger i et teater, selvom den enkelte forestilling kun er af midlertidig karakter.

Arrangementet må maksimalt vare 14 dage.

Det konkrete arrangement må højst forekomme én gang årligt. Der er dog intet til hinder for, at den samme arrangør kan afholde flere uafhængige arrangementer. Der vil være tale om uafhængige arrangementer, hvis der sælges separate billetter til det enkelte arrangement. Det kunne eksempelvis være, at den samme arrangør afholder en række festivaler, men hvor deltagelse i den ene festival er uafhængig af den anden, eksempelvis ved at der købes billet særskilt til hver festival, forudsat at festivalerne overholder de øvrige betingelser.

Arrangementet skal derudover afholdes på et afgrænset geografisk område, med adgangskontrol. Det kunne eksempelvis være en festivalplads, et afgrænset byområde eller afgrænset lokale, hvor det kræver billet at komme ind. Det afgørende er imidlertid, at der ikke er fri offentlig adgang, og ikke om der skal købes billet til arrangementet på forhånd. Formålet med at det skal være et afgrænset område er, at det skal være tydeligt i hvilke områder, der ikke kan betales med kontanter.

Endeligt er det en betingelse, at arrangøren klart og tydeligt har gjort forbrugere, der deltager i arrangementet, opmærksomme på, at der ikke kan betales med kontanter. Oplysningen skal gives forud for tilmelding til arrangementet med henblik på at sikre, at forbrugeren kan gøre sig bekendt med den manglende mulighed for at betale med kontanter, før vedkommende træffer beslutning om at deltage. Hvis arrangementet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt oplyst i markedsføringen af arrangementet.

Til nr. 7 (§ 97, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 97, stk. 1, 1. pkt., at indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde, snarest muligt efter at betaleren har konstateret en sådan betalingstransaktion og senest 13 måneder efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion

Det følger af § 97, stk. 2, at indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner, der er iværksat via en udbyder af betalingsinitieringstjenester, skal rettes til den kontoførende udbyder i henhold til stk. 1, jf. dog § 99, stk. 2 og 3, og § 104.

Det foreslås i § 97, stk. 2, at ændre § 104 til §§ 104 og 104 a.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 8 (§ 103, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 103, stk. 1, at en betalingsordre, der gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som er angivet i betalingsordren, betragtes som korrekt gennemført.

Det følger af § 103, stk. 2, at er den entydige identifikationskode, som brugeren har angivet, ukorrekt, er udbyderen ikke ansvarlig i henhold til § 104 for manglende gennemførelse eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Det foreslås i § 103, stk. 2 , at ændre § 104 til §§ 104 og 104 a.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 9 (§§ 104-104 a, i lov om betalinger)

Til nr. 1 (§ 10, nr. 63, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 10 fastsætter definitioner til brug for forståelsen af lovens bestemmelser, hvoraf en stor del gennemfører definitioner i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Det foreslås i § 10, nr. 63, at råvare- og emissionskvotehandler defineres som en virksomhed, hvis hovedaktivitet udelukkende består i at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i relation til råvarederivater, råvarederivataftaler, derivater af emissionskvoter eller emissionskvoter som omhandlet i nr. 4-7 og 9-11, i bilag 2 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Definitionen svarer til definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 150, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter (CRR).

Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, nr. 6, i IFD.

Til nr. 2 (§ 46 a i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og -aktiviteter)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) sætter de overordnede rammer for behandling af personoplysninger. Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede); ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og -aktiviteter til med henblik på nødvendig entydig identifikation at indhente og behandle personnummer, hvorfor værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnumre. Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller krav om, virksomhederne skal indhente deres kunders personnummer og derved sikre identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnumre følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved behandling forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver aktivitet eller række af aktiviteter

• med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås i § 46 a, at værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente og behandle personnummer med henblik på en entydig identifikation. I dag er værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber som udgangspunkt afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber, som allerede har indhentet personnummer for at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de administrative opgaver, værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber varetager i relation til deres kunder, ligesom det vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kunderne, jf. nærmere herom nedenfor.

Fondsmæglerselskaber og værdipapirhandlere udfører i det løbende kundeforhold en række administrative opgaver for kunderne. Det er f.eks. den løbende håndtering af kundens engagement med fondsmæglerselskabet, herunder modtagelse og formidling for investorers regning af ordrer vedrørende et eller flere af de i bilag 2 nævnte instrumenter, skønsmæssig porteføljepleje. Det omfatter desuden den løbende kommunikation med kunden, koncernintern udveksling og administration, herunder risikostyring.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskabers administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning. I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber vil få adgang til at behandle personnumre på sine kunder og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning:

– Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifikation for brug af løsningen.

– Løbende kommunikation med kunden.

– Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR med henblik på sikring af, at virksomheden har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

– Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation via e-Boks som sikker digital post mellem virksomheden og dets kunder.

– Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

Til nr. 3 (§ 224, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 224 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter, at Finanstilsynets under visse betingelser har beføjelse til at fravige bestemmelser for fondsmæglerselskabskoncerner fastsat i lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Udgangspunktet er, at der gælder regler for fondsmæglerselskabskoncerner i kapitel 15 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og at disse finder anvendelse under iagttagelse af reglerne i artikel 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD) om medlemsstaternes forpligtelse til at fastlægge, hvilken kompetent myndighed der er den koncerntilsynsførende og dermed ansvarlig for at føre tilsyn med fondsmæglerselskabskoncerner på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Bestemmelsen berører derfor ikke reglerne i artikel 46 i IFD om medlemsstaternes forpligtelse til at fastlægge, hvilken kompetent myndighed der er den koncerntilsynsførende og dermed ansvarlig for at føre tilsyn med fondsmæglerselskabskoncerner på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Det foreslås i stk. 2, at såfremt der er tale om en fondsmæglerselskabskoncern med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater, kan Finanstilsynet og de andre relevante kompetente myndigheder efter fælles aftale afvige fra principper om fastlæggelse af koncerntilsynsførende og træffe afgørelse om at udpege en anden koncerntilsynsførende, hvis formålet er at sikre effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en eksplicit hjemmel til Finanstilsynet til at indgå aftale med relevante kompetente myndigheder om at udpege en anden koncerntilsynsførende end, hvad der følger af artikel 46, stk. 3-5, i IFD, med henblik på at sikre et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Bestemmelsen gennemfører artikel 46, stk. 6, i IFD, hvorefter de kompetente myndigheder efter fælles aftale kan undlade at anvende kriterierne i stk. 3, 4 og 5, hvis det under hensyntagen til de pågældende fondsmæglerselskaber og omfanget af deres aktiviteter i de relevante medlemsstater ikke ville være hensigtsmæssigt at anvende dem med henblik på et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Den koncerntilsynsførende er i § 10, nr. 36, defineret som en kompetent myndighed med ansvar for tilsynet med, om moderfondsmæglerselskaber i Den Europæiske Union, og fondsmæglerselskaber som kontrolleres af moderfondsmæglerholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæiske Union overholder koncernkapitaltesten.

Overholdelse af koncernkapitaltesten er i § 10, nr. 35, defineret som en modervirksomhed i en fondsmæglerselskabskoncerns opfyldelse af kravene i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber.

Det foreslås i stk. 3, at inden de relevante kompetente myndigheder træffer en fælles afgørelse, får moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede fælles afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at der sker høring af den relevante koncern i tilfælde, hvor det af relevante kompetente tilsynsmyndigheder vurderes hensigtsmæssigt at afvige fra artikel 46, stk. 3-5, i IFD. Det bemærkes, at høring af den relevante koncern skal ske forinden, at en fælles afgørelse træffes.

Med bestemmelsen er der således mulighed for at fravige artikel 46, stk. 3-5, i IFD, hvis det under hensyntagen til de pågældende investeringsselskaber og omfanget af aktiviteter i de relevante medlemsstater ikke ville være hensigtsmæssigt at anvende principperne om fastlæggelse af koncerntilsynsførende med henblik på et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Inden de kompetente myndigheder træffer afgørelse om udpegelse af en anden kompetent myndighed til at føre tilsyn på konsolideret niveau eller til at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten, skal moderinvesteringsholdingselskabet i Unionen, det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, have lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede afgørelse.

De kompetente myndigheder underretter Kommissionen og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, hvis der over for en koncern bliver truffet en fælles afgørelse.

Bestemmelsen gennemfører artikel 46, stk. 6, 2. pkt., i IFD.

Til nr. 4 (§ 253, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 253 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter, at Finanstilsynet tillader, at andre kompetente myndigheder i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, foretager verifikation af oplysninger afgivet af de her i landet beliggende fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksomheder, finansieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder, blandede holdingvirksomheder eller dattervirksomheder, herunder dattervirksomheder, som er forsikringsselskaber, underlagt supplerende tilsyn af den pågældende tilsynsmyndighed. Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat anmodning om verifikation, kan således selv foretage verifikationen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet inden for rammerne af Finanstilsynets beføjelser selv kan foretage verifikationen.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at Finanstilsynet kan foretage verifikationen, ligesom at Finanstilsynet kan lade de kompetente myndigheder, der har fremsat anmodningen, foretage verifikationen, jf. det gældende stk. 1.

Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat anmodning om verifikation, kan deltage i Finanstilsynets verifikation.

Bestemmelsen gennemfører artikel 50, stk. 2, litra a, i IFD.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan anmode en revisor eller anden sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks rapportere resultaterne.

Med henblik på at styrke tilsynet med fondsmæglerselskaber og beskyttelsen af deres kunder bør revisorer foretage deres verifikation upartisk og straks underrette de kompetente myndigheder om forhold, som kan få alvorlige konsekvenser for et investeringsselskabs finansielle situation eller for dets administrative og regnskabsmæssige organisation.

Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat anmodning om verifikation, kan deltage i revisors eller anden sagkyndigs verifikation. Myndighederne kan fremsætte anmodningen, hvis de har behov herfor.

Bestemmelsen gennemfører artikel 50, stk. 2, litra c, i IFD.

Til nr. 5 (§ 257, stk. 1, nr. 14, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter)

Det fremgår af § 255, stk. 1, 1. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden.

Det fremgår af § 257, stk. 1, at § 255, stk. 1, ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til enheder oplistet i bestemmelsens efterfølgende numre.

Det foreslås at indsætte § 257, stk. 1, nr. 14, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, hvorefter Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for, at Kommissionen kan udøve sine beføjelser.

Ved »oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige« forstås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige forhold for personer og virksomheder, som ikke er kunder i egentlig forstand, men eksempelvis kautionerer for kunder, har kapitalandele i fondsmæglerselskabets kunder eller på anden vis har en personlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til kunder uden selv at være det, jf. Folketingstidende 2020-2021 1. samling, A, L 207, som fremsat, side 556-558.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 15, stk. 5, i IFD.

Til nr. 1 (Fodnoten til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder en fodnote, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven.

Det foreslås at affatte fodnoten til lovens titel på ny, således at det fremgår af fodnoten, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, EU-Tidende 2004, nr. L 142, side 12, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber, EU-Tidende 2007, nr. L 184, side 17, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 190, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132/EU af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten, EU-Tidende 2017, nr. L 169, side 46, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens, EU-tidende 2017, nr. L 345, side 96, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296.

Det foreslåede medfører, at der i fodnoten tilføjes en henvisning til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens. Dele af dette direktiv er tidligere gennemført i loven.

Endvidere tilføjes en henvisning til den ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber, som følger af artikel 93 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, og som gennemføres med dette lovforslag.

Artikel 90, 91 og 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter medfører ændringer til en række selskabsretlige direktiver, jf. dette lovforslags § 7, nr. 12. Da ændringerne gennemføres i loven med dette lovforslag, indebærer nyaffattelsen af fodnoten også en tilføjelse af de pågældende selskabsdirektiver. Der er tale om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132/EU af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservicer og -aktiviteter.

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås der indsat en ny bestemmelse som nyt § 1, stk. 4, som indebærer, at alene lovens kapitel 11 a finder anvendelse for de virksomheder og enheder, der har en tilladelse som central modpart (CCP). Disse virksomheder og enheder vil som følge heraf ikke være omfattet af de øvrige dele af loven.

Begrebet virksomhed er i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder defineret som de virksomheder, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1.

Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, vil som følge af det foreslåede alene være omfattet af lovens kapitel 11 a i tilfælde af, at virksomheden også har en tilladelse som central modpart (CCP).

Det foreslås på den baggrund, at der i lovens § 1, stk. 1, indsættes ”jf. dog stk. 4”, således at der i bestemmelsen tilføjes en henvisning til det foreslåede stk. 4.

Den foreslåede tilføjelse har ikke selvstændig indholdsmæssig betydning, men er en konsekvensændring som følge af det forhold, at det foreslåede § 1, stk. 4, indebærer ændringer til anvendelsesområdet af § 1, stk. 1. Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 og 4 (§ 1, stk. 2 og 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 1, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder her i landet.

Det følger af § 1, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anvendelse på finansieringsinstitutter her i landet.

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås der indsat en ny bestemmelse som nyt § 1, stk. 4, som indebærer, at alene lovens kapitel 11 a finder anvendelse for de virksomheder og enheder, der har en tilladelse som central modpart (CCP). Disse virksomheder og enheder vil som følge heraf ikke være omfattet af de øvrige dele af loven.

Begrebet enhed er i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder defineret som et selskab eller en virksomhed omfattet af § 1, stk. 2 eller 3.

Enheder omfattet af § 1, stk. 2 eller 3, vil som følge af det foreslåede alene være omfattet af lovens kapitel 11 a i det tilfælde, hvor enheden også har en tilladelse som central modpart (CCP).

Det foreslås på den baggrund, at der i lovens § 1, stk. 2 og 3, indsættes ”jf. dog stk. 4”, således at der i bestemmelserne tilføjes en henvisning til det foreslåede stk. 4.

Den foreslåede tilføjelse har ikke selvstændig indholdsmæssig betydning, men er en konsekvensændring som følge af det forhold, at det foreslåede § 1, stk. 4, indebærer ændringer til anvendelsesområdet af § 1, stk. 2 og 3. Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5 (§ 1, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD-direktivet) fastsætter på EU-plan harmoniserede procedurer for forebyggelse og håndtering af nødlidende eller forventeligt nødlidende pengeinstitutter, realkreditinstitutter og visse fondsmæglerselskaber.

Med CCPRR-forordningens artikel 93 ændres BRRD-direktivet, således at BRRD-direktivet ikke finder anvendelse på virksomheder og enheder, der samtidig også er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR). For disse virksomheder og enheder vil reglerne for afvikling og genopretning i CCPRR-forordningen i stedet finde anvendelse.

Som konsekvens heraf, foreslås det at indsætte et nyt stk. 4 i § 1 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvoraf det følger, at alene lovens kapitel 11 a finder anvendelse på virksomheder og enheder, jf. § 1, stk. 1-3, der er meddelt tilladelse som central modpart (CCP) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012.

Det foreslås, at bestemmelsen henviser til det foreslåede § 1, stk. 6, hvoraf det fremgår, at lovens kapitel 11 a finder anvendelse for centrale modparter (CCP’er). Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Forslaget indebærer, at de virksomheder og enheder, jf. § 1, stk. 1-3, som også har tilladelse som central modpart (CCP), alene vil være omfattet af lovens kapitel 11 a. De øvrige dele af loven vil således ikke finde anvendelse for disse virksomheder og enheder. Her vil i stedet CCPRR-forordningens regler finde anvendelse.

Baggrunden for forslaget er bl.a., at der i enkelte medlemsstater er eksempler på CCP’er med en pengeinstituttilladelse, hvilket kan være begrundet i et ønske om en konto i medlemsstatens centralbank. Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for, at almindelige pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der følger af BRRD-direktivet.

Med den foreslåede bestemmelse implementeres CCPRR-forordningens ændring af artikel 1 i BRRD-direktivet, som følger af artikel 93 i CCPRR-forordningen.

Til nr. 6 (§ 1, stk. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Lovens § 1 fastsætter, hvilke virksomheder og enheder der er omfattet af lovens anvendelsesområde. Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder finder i dag ikke anvendelse på centrale modparter (CCP’er).

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås det at indsætte et nyt kapitel 11 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvorefter Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndighed for centrale modparter (CCP’er) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter (CCPRR-forordningen).

Som konsekvens heraf foreslås det at indsætte stk. 6 i § 1, hvorefter lovens kapitel 11 a finder anvendelse på centrale modparter (CCP’er). Herved tilpasses bestemmelsen om lovens anvendelsesområde.

De nærmere betingelser for afvikling af CCP’er og afviklingsbeføjelser, som Finansiel Stabilitet kan anvende, følger af CCPRR-forordningen, som finder direkte anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

Ændringen er en konsekvens af det foreslåede kapitel 11 a. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 7, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 7 (§ 2, nr. 8, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Der findes ikke en definition af centrale modparter (CCP) i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med lovforslagets § 7, nr. 12, indsættes et nyt kapitel 11 a i loven, som foreslås at skulle finde anvendelse i relation til centrale modparter (CCP). Som følge heraf foreslås det at indsætte en definition af centrale modparter i § 2, nr. 8, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at en central modpart skal forstås som defineret i § 3, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder.

Til nr. 8 (§ 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

§ 5 i lov om finansiel virksomhed indeholder tilsvarende definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at der henvises til § 5, stk. 1, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed i stedet for § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed.

Formålet med lovændringen er at tilrette henvisningen i § 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at definitionen af finansiel holdingvirksomhed henviser til definitionen af samme begreb i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring i § 2, nr. 13, vil medføre, at henvisningen til definitionen af finansiel holdingvirksomhed i lov om finansiel virksomhed igen er korrekt.

Til nr. 9 (§ 2, nr. 23, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Efter lovens § 2, nr. 23, defineres virksomheder som pengeinstitutter, realkreditinstitutter, jf. § 1, stk. 1, og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås at nyaffatte § 2, nr. 23, således at virksomheder defineres som pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, jf. § 1, stk. 1.

Henvisningen i definitionen til lovens § 1, stk. 1, vedrører samtlige af de tre virksomhedsformer, som er omfattet af det definerede begreb ’virksomheder’. Henvisningen bør derfor rettelig fremgå til sidst i definitionen.

Nyaffattelsen har alene til formål at flytte placeringen af henvisningen til lovens § 1, stk. 1, således at den følger til sidst i definitionsbestemmelsen. Nyaffattelsen indebærer ikke ændringer af indholdsmæssig karakter, men foreslås alene af lovtekniske hensyn.

Til nr. 10 og 11 (§ 4, stk. 2, nr. 2 og 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 4, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at uanset betingelserne for afvikling i stk. 1 ikke er opfyldt, kan Finansiel Stabilitet iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis tre nærmere angivne betingelser er opfyldt.

§ 4, stk. 2, nr. 2 og 3, henviser til fondsmæglerselskaber I.

Med lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter blev der foretaget en række konsekvensændringer i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Konsekvensændringerne omhandler bl.a. en ændring af afgrænsningen af de fondsmæglerselskaber, som er omfattet af loven, idet henvisninger til fondsmæglerselskaber I blev ændret til fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås at ændre § 4 , stk. 2, nr. 2 og 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, således at også disse bestemmelser henviser til fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den nye lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, hvortil der henvises. De øvrige ændringer, som foreslås, er alene sproglige ændringer som følge af den ændrede henvisning til fondsmæglerselskaber.

Til nr. 12 (Kapitel 11 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

CCPRR-forordningen finder anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

Det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at medlemsstaterne skal udpege en eller flere afviklingsmyndigheder, der tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til forordningen.

I Danmark er der inden for håndteringen af nødlidende penge- og realkreditinstitutter en delt afviklingsmyndighedskompetence mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet. Med lovforslaget foreslås det at videreføre denne deling af kompetencer og opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Det vil sige, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed, indtil en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Herefter er det Finansiel Stabilitet, som tager over. Det indebærer, at de kompetencer og opgaver, der vedrører levedygtige CCP'er varetages af Finanstilsynet, mens Finansiel Stabilitet tager over, når en CCP er vurderet nødlidende eller forventelig nødlidende. Fordelingen af afviklingskompetencer og opgaver mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet medfører endvidere, at reelle myndighedsopgaver (som f.eks. afgivelse af påbud, indhentelse af oplysninger) placeres i Finanstilsynet, mens de forretningsorienterede opgaver (som f.eks. udarbejdelsen af indstilling til afviklingsplaner og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, der bl.a. kræver et skøn over, hvilke afviklingsværktøjer der bedst muligt opfylder afviklingsformålene) placeres hos Finansiel Stabilitet.

Opgavefordelingen medfører samtidig, at der er behov for en grundig koordinering mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet både i forbindelse med planlægningen og forberedelsen af en afvikling og i forbindelse med gennemførelsen af en afvikling. Det tætte samarbejde nødvendiggør også, der sker en omfattende informationsudveksling af de oplysninger, som Finanstilsynet indhenter fra CCP’en og får igennem sin tilsynsvirksomhed, samt de oplysninger og den viden, som Finansiel Stabilitet opbygger vedrørende afvikling af CCP’er.

Der vil med dette lovforslag blive indført bestemmelser i henholdsvis lov om kapitalmarkeder og lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som angiver, hvornår forordningens bestemmelser om afviklingsmyndigheden omfatter henholdsvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet. Dette er en følge af, at afviklingsmyndigheden i Danmark foreslås delt imellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

I nogle konkrete tilfælde vil en bestemmelse i forordningen om afviklingsmyndigheden omfatte både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet. Dette skyldes et opgaveoverlap som følge af, at bestemmelsen både vedrører tiden, hvor CCP’en er en going concern, men også senere, når CCP’en er vurderet nødlidende eller forventeligt nødlidende og er en såkaldt gone concern. Som eksempel kan nævnes artikel 4 i CCPRR-forordningen om afviklingskollegier, hvor Finanstilsynet foreslås udpeget som afviklingsmyndighed i going concern, mens Finansiel Stabilitet udpeges til afviklingsmyndighed, når virksomheden er en såkaldt gone concern.

I den foreslåede § 59 a oplistes de bestemmelser i forordningen, hvor Finansiel Stabilitet forestår rollen som afviklingsmyndighed. Derudover vil Finansiel Stabilitet have opgaver relateret til samarbejdet og koordinationen af rollerne som afviklingsmyndighed med Finanstilsynet. For eksempel skal Finansiel Stabilitet udarbejde og opdatere afviklingsplaner for CCP’er og indstille dem til Finanstilsynet, som vedtager dem, jf. den foreslåede § 212 a, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder.

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 3, i lov om ejendomskreditselskaber )

Det følger af § 3, stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet som betingelse for at give tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab har fået dokumentation for, at den person i selskabet, som er ansvarlig for handel med pantebreve, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og den, som er ansvarlig for kreditgivning, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, opfylder betingelserne i § 5.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 3, at ændre »§ 5, og« til: »§ 5,«.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 5, om en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 4, i lov om ejendomskreditselskaber )

Det følger af § 3, stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet som betingelse for at give tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab skal have dokumentation for, at de kvalificerede ejere opfylder principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 4, at ændre »lov om finansiel virksomhed.« til: »lov om finansiel virksomhed, og«.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 8, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 5, om en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber )

Virksomheder, der ønsker at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab. Bestemmelsen stiller bl.a. krav om, at virksomheden skal udøves i selskabsform, med dertil hørende begrænset hæftelse, og at ledelsen opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.

Det følger af § 7 c, i lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af d. 6. august 2019, at kreditgiveren, inden kreditaftalens indgåelse, skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Det foreslås i § 3, stk. 1, at indsætte nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, skal dokumentere, at virksomheden har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf. lov om kreditaftaler.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 18, stk. 2, i boligkreditdirektivet.

I henhold til boligkreditdirektivet er det afgørende, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Vurderingen af kreditværdigheden bør tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten i dens løbetid. Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør som følge heraf være i overensstemmelse med resultatet af kreditværdighedsvurderingen.

Det følger af artikel 18, stk. 2, i boligkreditdirektivet, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt og dokumenteres og opretholdes. I overensstemmelse hermed skal ejendomskreditselskaber udarbejde en forretningsgang, der dokumenterer, at selskabet har tilrettelagt en klar proces for udførelse af kreditværdighedsvurderingen.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at selskaber, der ansøger Finanstilsynet om tilladelse som ejendomskreditselskab, udover at opfylde de andre krav efter § 3, stk. 1, skal vedlægge en forretningsgang, der fastlægger selskabet proces for udarbejdelse af kreditværdighedsvurderinger, til sin ansøgning.

Til nr. 4 (§ 24, stk. 1, 2. pkt., i lov om ejendomskreditselskaber )

Det følger af § 24, stk. 1, 1. pkt., i lov om ejendomskreditselskaber, at en person eller et selskab, der kan dokumentere, at personen eller selskabet før den 1. juli 2010 har udøvet erhvervsmæssig handel med pantebreve og har indsendt ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet senest den 1. januar 2011, kan fortsætte hermed, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse om tilladelse. Af § 24, stk. 1, 2. pkt., følger, at for personen eller selskabet får § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, nr. 1 og 5, og § 8 først virkning fra den 1. januar 2011.

Det foreslås i § 24, stk. 1, 2. pkt., at ændre »§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 2«.

Den foreslåede ændring en konsekvensændring som følge af, at der ved lov nr. 1163 af 8. juni 2021 blev indsat et nyt stk. 2 i § 3, til erstatning for den hidtidige § 3, stk. 1, nr. 5.

Til nr. 1 (§ 3, stk. 3, nr. 1, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 3 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at virksomheder skal have Finanstilsynets tilladelse, inden virksomheden påbegynder den pågældende virksomhed. I henhold til stk. 3, nr. 1, kan Finanstilsynet give tilladelse – forudsat at de øvrige betingelser er opfyldet – når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark.

Det foreslås i § 3, stk. 3, nr. 1, at indsætte et 2. pkt., hvoraf følger, at boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted anses for at have hovedkontor i den medlemsstat, hvor virksomheden faktisk udøver sin virksomhed.

Bestemmelsen gennemfører artikel 29, stk. 5, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktivet 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkreditdirektivet).

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i forbindelse med ansøgning om tilladelse ikke kan stille krav om, at virksomheden dokumenterer at have hovedkontor og hjemsted i Danmark, hvis boligkreditformidleren i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, og som følge heraf har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor den faktisk udøver sin hovedvirksomhed.

Til nr. 2 (§ 4 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 4 a, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at Finanstilsynet opretter og fører et offentligt register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Det forslås i § 4 a, stk. 1, at indsætte et 2. pkt., hvorefter registeret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 29, stk. 6, i boligkreditdirektivet.

Bestemmelsen har til formål at præcisere direktivets forpligtelse til at have et nationalt register over godkendte boligkreditformidlere. Den foreslåede bestemmelse har således til formål at tydeliggøre, at Finanstilsynets register over godkendte boligkreditformidlere skal være offentligt tilgængeligt online, og at det løbende skal ajourføres. Ændringen har ikke praktisk betydning, da Finanstilsynets register allerede i dag er offentligt tilgængeligt, online og løbende ajourføres. Der er således alene tale om en sproglig præcisering af bestemmelsen.

Til nr. 3 (§ 10 c, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 10 c, stk. 1, at virksomheder, der har tilladelse til at drive boligkreditformidlingsvirksomhed, i forbindelse med udøvelse af grænseoverskridende virksomhed, skal give Finanstilsynet oplysning om, i hvilket land en filial eller en grænseoverskridende virksomhed ønskes etableret.

Det følger af § 10 c, stk. 22, at Finanstilsynet videresender den meddelelse, der er nævnt i stk. 1, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af meddelelsen og giver samtidigt underretning til boligkreditformidleren om videresendelsen.

Det foreslås i § 10 c, stk. 2, at indsætte et 2. pkt., hvorefter Finanstilsynet også underretter tilsynsmyndighederne om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet, og om kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkreditformidlerens aktiviteter.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 32, stk. 2, i boligkreditdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse foretager en præcisering af de oplysningsforpligtelser, der er pålagt Finanstilsynet over for tilsynsmyndighederne i et andet land, når en boligkreditformidler efter reglerne om grænseoverskridende virksomhed ønsker at udøve virksomhed i et andet land.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet skal underrette tilsynsmyndighederne i det land, hvor boligkreditformidleren ønsker at udøve virksomhed, om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet. Finanstilsynet skal desuden oplyse, om kreditgiveren tager det fulde ansvar for formidlerens aktiviteter, hvorved eventuelle krav relateret til formidlerens virksomhedsudøvelse kan rettes mod kreditgiveren.

Til nr. 4 (§ 10 c, stk. 3, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 10 c, stk. 1, at virksomheder, som har Finanstilsynets tilladelse til at drive boligkreditformidlingsvirksomhed, hvis de ønsker at drive grænseoverskridende virksomhed, skal give Finanstilsynet oplysning om, i hvilket land en filial eller en grænseoverskridende virksomhed ønskes etableret.

Det følger af § 10 c, stk. 2, at Finanstilsynet videresender meddelelsen i stk. 1, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelse af meddelelsen og samtidigt underretter til boligkreditformidleren om videresendelsen.

Det følger af § 10 c, stk. 3, at en boligkreditformidler, der ønsker at udøve virksomhed i et andet land, kan påbegynde sin virksomhed 1 måned efter den dato, hvor underretningen af boligkreditformidleren efter stk. 2 er sket.

Det foreslås i § 10 c, stk. 3, at indsætte et 2. pkt., hvorefter boligkreditformidler ikke må yde sine tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.

Bestemmelsen gennemfører artikel 32, stk. 1, 2. pkt., i boligkreditdirektivet.

Reglerne om grænseoverskridende virksomhed giver mulighed for, at en boligkreditformidler, som allerede har Finanstilsynets tilladelse, kan udøve virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Som følge heraf giver direktivet således mulighed for at udøve sin virksomhed, uden at formidleren skal opnå en tilladelse i værtslandet.

Reglerne forudsætter, at tilladelsen i hjemlandet dækker de aktiviteter, som formidleren ønsker at udføre i værtslandet. Den foreslåede bestemmelse medfører, at formidleren ikke må udføre sine aktiviteter for kreditgivere, der ikke har den fornødne tilladelse i værtslandet.

Til nr. 5 (§ 10 d, stk. 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det følger af § 10 d i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at boligkreditformidlere, der er registreret i et andet land kan påbegynde sin virksomhed her i landet gennem en filial eller som udbyder af grænseoverskridende tjenesteydelse, 1 måned efter at hjemlandets kompetente myndighed har videresendt meddelelse om virksomhedens hensigt til Finanstilsynet.

Det foreslås i § 10 d, stk. 3, at Finanstilsynet anvender oplysninger fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplysninger i sit register og underretter om nødvendigt boligkreditformidleren om betingelser for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret i værtslandet.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 32, stk. 2, i boligkreditdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse er en præcisering af reglerne om grænseoverskridende virksomhed. Disse regler gør det muligt for en boligkreditformidler, som allerede har en tilladelse i sit hjemland, at udøve virksomhed i Danmark, forudsat at tilsynsmyndigheden har underrettet Finanstilsynet herom.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at Finanstilsynet kan indhente de nødvendige oplysninger fra hjemlandet med henblik på at optage disse oplysninger i sit virksomhedsregister. Endvidere medfører det, at Finanstilsynet skal oplyse boligkreditformidleren om evt. aktiviteter, der ikke er EU-harmoniseret her i landet, og dermed aktiviteter, der falder uden for boligkreditdirektivet.

Til nr. 1 (§ 12 b i lov om forsikringsformidling)

Databeskyttelsesforordningen sætter de overordnede rammer for behandling af personoplysninger. Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede) ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet. Et personnummer er en personoplysning, og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes på nuværende tidspunkt ikke en hjemmel i lov om forsikringsformidling til med henblik på nødvendig, entydig identifikation at indhente og behandle personnummer, hvorfor forsikringsformidlere som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Forsikringsformidlere kan dog i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnummer. Hvidvaskloven stiller således krav om, virksomhederne indhenter deres kunders/medlemmers personnummer og derved sikrer identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnummer følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved »behandling« forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås at indsætte § 12 b, hvorefter forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig, entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at forsikringsformidlere på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente personnummer med henblik på en entydig identifikation. I dag er forsikringsformidlere som udgangspunkt afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at forsikringsformidlerne, som allerede har indhentet personnummer at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og den løbende rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de administrative opgaver, forsikringsformidlerne varetager i relation til deres kunder, ligesom den vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kunderne.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Forsikringsformidleres administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning, når der er tale om etablering af et nyt kundeforhold. I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre, f.eks. ved forsikringsselskabers udarbejdelse af tilbud på en eller flere forsikringer.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden. Det vil derfor være muligt f.eks. for forsikringsselskaber uden samtykke at anvende den kommende kundes personnummer til at gennemføre den elektroniske godkendelse af forsikringsselskabets bindende tilbud på tegning af en forsikring. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at virksomheder kan anvende bestemmelsen som behandlingshjemmel i forbindelse med et tilbud om nye produkter i et eksisterende kundeforhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsformidlere vil få adgang til at behandle personnumre for forsikringstagere, sikrede og skadelidte. Forsikringstager er den person, som har tegnet den pågældende forsikring via forsikringsformidleren, dvs. har indgået forsikringsaftalen med forsikringsformidleren. Der kan være flere forsikringstagere for den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Sikrede er personer, som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på en livsforsikring. Andre eksempler er familiemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv. Skadelidte omfatter personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at forsikringsformidlere vil få adgang til at behandle personnummeret på sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning:

– Ved forsikringstagerens henvendelser om fornyelser eller ændringer af forsikringen.

– Ved forsikringstagerens henvendelser om ændringer i forsikringstagerens forhold, som kan have betydning for forsikringspræmien, selvrisikoen på forsikringen, vilkårene for forsikringen og de sikkerhedsforskrifter, som forsikringstageren skal iagttage.

– Ved forsikringstagerens henvendelser til forsikringsselskabet som reaktion på ændring af forsikringspræmie, selvrisiko, forsikringsvilkår eller sikkerhedsforskrifter eller andre ændringer, f.eks. ændringer i betaling af forsikringspræmien eller andre lignende ændringer af de generelle forhold i kundeforholdet.

– Ved kommunikationen mellem skadelidte og forsikringsselskabet i anledning af skader, hvor der ofte fremkommer oplysninger, som fører til ændring eller præcisering af forsikringsaftalen.

– Ved forsikringstagerens henvendelser med konkrete spørgsmål om forsikringens dækning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsformidlere får adgang til at behandle personnumre for forsikringstagere, sikrede og skadelidte, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation. Forsikringstager er den person, som har tegnet den pågældende forsikring i forsikringsselskabet. Der kan være flere forsikringstagere for den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Sikrede er personer, som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på en livsforsikring. Andre eksempler er familiemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv. Skadelidte omfatter personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) sætter de overordnede rammer for behandling af personoplysninger. Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede); ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel i lov om forbrugslånsvirksomheder til, med henblik på nødvendig, entydig identifikation, at indhente og behandle personnummer, hvorfor forbrugslånsvirksomheder som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Forbrugslånsvirksomheder kan i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnumre. Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller krav om, virksomhederne skal indhente deres kunders personnummer og derved sikre identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnumre følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved »behandling« forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås i § 8 a, at forbrugslånsvirksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at forbrugslånsvirksomheder på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente og behandle personnummer med henblik på en entydig identifikation. I dag er forbrugslånsvirksomheder afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de forbrugslånsvirksomheder, som allerede har indhentet personnummer for at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og rådgivning.

For forbrugslånsvirksomhederne vil den foreslåede bestemmelse medføre, at virksomhederne bl.a. får adgang til at behandle personnumre på sine kunder samt øvrige personer, hvor en entydig identifikation er nødvendig. Det vil bl.a. være nødvendigt, når man behandler kunder, kautionister, garantistillere, begunstigede, modparter, deponenter, fuldmagtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af selvbetjeningsløsninger, værger m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Forbrugslånsvirksomheders administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning. I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugslånsvirksomheder vil få adgang til at behandle personnumre på sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning:

– Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifikation for brug af løsningen.

– Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR med henblik på sikring af, at virksomheden har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

– Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation via e-Boks som sikker digital post mellem virksomheden og dets kunder.

– Løbende kommunikation med kunden.

– Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten i forbindelse med den løbende kommunikation mellem forbrugslånsvirksomheden og den registrerede – herunder som led i, at den registrerede ønsker at gøre brug af den registreredes rettigheder under databeskyttelsesforordningen.

– Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

I forbindelse med Folketingets behandling af lov nr. 1374 af 13. december 2019 blev lovforslagets § 19, stk. 7, nyaffattet, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 46, side 2.

Nyaffattelsen medførte en utilsigtet stramning af den tidsmæssige lovimplementering af elementet om en evaluering af udvidelsen af § 122 i lov betalinger, der fremgår af den politiske aftaletekst bag den politiske aftale af den 19. september 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet om styrkede indgrebsmuligheder over for gebyrer m.v. på betalingsserviceløsninger.

Det foreslås i § 19, stk. 7, at ændre ordlyden fra »folketingsåret 2021-22« til: »folketingsåret 2022-23«.

Erhvervsministeren fremsætter dermed senest i folketingsåret 2022-23 forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger i stedet for senest i folketingsåret 2021-22.

Formålet med ændringen er at bringe revisionsbestemmelsen tilbage i overensstemmelse med ordlyden af og intentionen bag aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19. september 2019. Det fremgår således af aftaleteksten, at aftaleparterne er enige om, at udvidelsen af § 122 vil blive evalueret to år efter lovændringens ikrafttræden. Udvidelsen af § 122 trådte i kraft pr. 1. januar 2020. Evalueringen kan derfor først foretages primo 2022.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det bliver muligt at foretage evalueringen af udvidelsen af § 122 i lov om betalinger to år efter lovændringens ikrafttræden. Evalueringen foretages med henblik på, at erhvervsministeren derefter skal fremsætte forslag om revision af § 122, stk. 2. Revisionsbestemmelsen skal som en konsekvens heraf ændres til at gælde folketingsåret 2022-23 i stedet for den nuværende ordlyd i revisionsbestemmelsen om folketingsåret 2021-22.

For nærmere om formålet med evalueringen henvises til bemærkninger til § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december 2019, jf. Folketingstidende 2019-2020, A, L 46, som fremsat, side 88.

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2-4.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 17-19, og § 3, nr. 8, 9 og 16, træder i kraft den 1. august 2022.

Det foreslås i stk. 3, at § 2, nr. 1-5 og 9-11, og § 7, nr. 1-7 og 12, træder i kraft den 12. august 2022.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at bestemmelserne oplistet i stk. 3, der supplerer CCPRR-forordningen, træder i kraft i overensstemmelse med forordningens artikel 97 om ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 4, at § 3, nr. 11-15 og 17, træder i kraft den 31. december 2022.

Det foreslås i stk. 5, at for virksomheder, der ved lovens ikrafttræden, har tilladelse som ejendomskreditselskab efter § 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber har denne lovs § 8, nr. 3, først virkning fra den 1. oktober 2022.

Med lovforslagets § 8, nr. 3, foreslås det, at ejendomskreditselskaber skal have en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering som betingelse for at få tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at virksomheder, der allerede har tilladelse som ejendomskreditselskab ved lovens ikrafttræden har indtil den 1. oktober 2022 til at udarbejde en forretningsgang.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at der efter § 3, stk. 3, i lov om ejendomskreditselskaber stilles krav om, at selskaberne til enhver tid opfylder kravene i § 3, stk. 1. Den foreslåede overgangsbestemmelse skal give de ejendomsselskaber, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden har tilladelse til at være ejendomskreditselskab, mulighed for at indrette sig på kravet om en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering senest tre måneder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 6, at for forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden, driver anden tilladt virksomhed i overensstemmelse § 29, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, finder lovens § 1, nr. 14, ikke anvendelse. For sådan anden tilladt virksomhed finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Med lovforslagets ikrafttrædelse vil forsikringsselskaber fremadrettet skulle drive virksomhed bestående i at opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg i et datterselskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Med forslaget til stk. 6, sikres, at de forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttrædelse allerede driver anden tilladt virksomhed bestående i opførelse, eje og drift af fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg efter de hidtil gældende regler i § 29, stk. 1, nr. 2, kan fortsætte med at drive den pågældende virksomhed i selskabet.

Det foreslås i stk. 7, at regler fastsat i medfør af § 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 19, stk. 3.

Med forslaget til stk. 7 sikres det, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 19, stk. 2, forbliver i kraft, selvom bemyndigelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed rykker sig, som følge af denne lovs § 1, nr. 10. Det betyder, at bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed fortsat vil være gældende.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2, at lovens §§ 1-9 og 11-12 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i stk. 3, at loven ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det følger af lovene på det finansielle område, at lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovene ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Lov om forsikringsformidling indeholder imidlertid ikke anordningshjemmel for Færøerne, da forsikringsområdet på Færøerne er overtaget og dermed reguleres af færøske love. Ændringerne i lovforslagets § 10 skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne.

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter rammerne for, hvornår pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber kan drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslås at indsætte en ny § 29 b .

Det foreslåede stk. 1, fastslår, at forsikringsselskaber uanset §§ 11, 29 og 29 a i fællesskab med andre kan drive anden virksomhed, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Forsikringsselskaber vil således kunne drive anden virksomhed, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1-3 er opfyldt. Særlovgivning inden for særlige områder vil dog kunne begrænse mulighederne for drift af anden virksomhed.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk. 1, for forsikringsselskaber videreføres i en særskilt bestemmelse i den foreslåede § 29 b, stk. 1. Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter det foreslås, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Formålet med den foreslåede § 29 b er blandt andet at sikre, at forsikringsselskaber uanset ejerskabsforhold kan tilpasse sig strukturudviklingen. Dette er en betingelse for, at sektoren kan være konkurrencedygtig også i fremtiden og en begrundelse for, at lovgivningen ikke bør indeholde unødvendige ejerbarrierer.

Det er samtidig vigtigt, at forsikringsselskaberne har mulighed for at sikre sig størst muligt afkast af deres investeringer, herunder at selskaberne får mulighed for at sikre deres pensionskunder den bedst mulige forrentning af pensionsmidlerne. Et modgående hensyn mod en fuldstændig ophævelse af reglerne er, at forsikringsselskaber forvalter betroede midler.

Den foreslåede bestemmelse giver forsikringsselskaber mulighed for i fællesskab med andre at drive anden virksomhed, der går udover det lovlige virksomhedsområde for forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber i forhold til udgangspunktet i Solvens II-direktivets artikel 18, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt. Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger henholdsvis aktiviteter med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Betingelserne i nr. 1-3 bidrager til at sikre, at der fortsat i den danske regulering tages højde for hensynene i Solvens II-direktivets artikel 18, således at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål, og dermed udøvede virksomhed, til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne aktiviteter. Bestemmelsen skal derfor ses i sammenhæng med lovens øvrige bestemmelser om hvilken virksomhed, en forsikringsvirksomhed må udøve og drive. Forsikringsselskaber må derfor også drive aktiviteter omfattet af enten accessorisk virksomhed i henhold til den foreslåede § 29, stk. 1, eller aktiviteter omfattet af definitionen på accessorisk servicevirksomhed, jf. den foreslåede § 29, stk. 4, nr. 2, i fællesskab med andre i henhold til kravene i den bestemmelse.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, indebærer betingelse om, at forsikringsselskabet ikke har direkte eller indirekte bestemmende indflydelse på virksomheden.

Kravet om, at virksomheden skal drives i fællesskab med andre, medfører, at det enkelte forsikringsselskab ikke direkte eller indirekte må have en bestemmende indflydelse på virksomheden. Hvorvidt dette krav er opfyldt, vil bero på en konkret vurdering, og der lægges ikke udelukkende vægt på ejerandelen. Der henvises i øvrigt til § 5 b i lov om finansiel virksomhed for en definition af bestemmende indflydelse.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer betingelse om, at forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der indgår i administrationsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet.

Den fælles drift kan ikke ske sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern eller administrationsfællesskab med forsikringsselskabet. Dette indebærer, at finansielle virksomheder i samme koncern eller administrationsfællesskab betragtes som én virksomhed eller ét selskab ved vurderingen af, om der foreligger bestemmende indflydelse. To forsikringsselskaber, der indgår i samme administrationsfællesskab, kan således ikke eje hver en tredjedel af en virksomhed sammen med en virksomhed, der ikke indgår i koncernen eller administrationsfællesskabet. Der er derimod ikke noget til hinder for, at et forsikringsselskab sammen med en ikke-finansiel virksomhed, der er søsterselskab til forsikringsselskabet, og en finansiel virksomhed, der ikke indgår i koncernen, ejer virksomheden. Tilsvarende hindrer lovforslaget ikke, at anden virksomhed kan drives i fællesskab med forsikringsselskabets holdingvirksomhed.

Et administrationsfællesskab er et organiseret samarbejde mellem to eller flere forsikringsselskaber om såvel administrative funktioner som investeringsmæssige dispositioner. Disse administrationsfællesskaber kan være organiseret i en af følgende strukturer:

– De fællesadministrerede forsikringsselskaber administreres i et af selskaberne etableret interessentskab eller i et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab, som ikke er et forsikringsselskab eller en finansiel virksomhed efter lov om finansiel virksomhed.

– Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer de øvrige forsikringsselskaber, uden at det administrerende forsikringsselskab er koncernforbundet med en overvejende del af de øvrige forsikringsselskaber.

I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det enkelte forsikringsselskabs administration, herunder kundeadministration, til det administrerende selskab.

Det foreslåede stk. 1, nr. 3, indebærer betingelse om, at virksomheden udøves i et andet selskab med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet.

Kravet om, at virksomheden skal drives i et andet selskab med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet, skal forstås således, at virksomheden således ikke kan drives som et interessentskab eller på anden måde, der medfører, at forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens gæld m.v.

Det foreslås i stk. 2, at hvis et forsikringsselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller den foreslåede § 29 b, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk. 2, for forsikringsselskaber videreføres i en særskilt bestemmelse i den foreslåede § 29 b, stk. 2. Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre, at et forsikringsselskab, der sammen med andre virksomheder driver anden virksomhed, ikke lider økonomiske tab som følge af ændringer i koncern- eller ejerforhold.

Det vil i sådanne situationer være rimeligt, at der gives en frist til afvikling. Fristen vil bero på en konkret vurdering, som bl.a. vil tage højde for forsikringsselskabernes mulighed for at afhænde den anden virksomhed. Bestemmelsen omfatter alle situationer, hvor ændringer i koncern- eller ejerforhold medfører, at § 11, stk. 1, 1. pkt., overtrædes.

Til nr. 16 (§ 43 b i lov om finansiel virksomhed)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) fastsætter den overordnede regulering af behandling af personoplysninger. Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter forordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede); ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning, og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel i den finansielle regulering til, med henblik på nødvendig entydig identifikation, at indhente og behandle personnummer, hvorfor finansielle virksomheder som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Virksomhederne kan dog i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnummer. Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller således krav om, virksomhederne indhenter deres kunders/medlemmers personnummer og derved sikrer identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnummer følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved behandling forstås efter databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2, enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås at indsætte § 43 b, hvorefter finansielle virksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at finansielle virksomheder på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente og behandle personnummer med henblik på en entydig identifikation. I dag er de finansielle virksomheder som udgangspunkt afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de finansielle virksomheder, som allerede har indhentet personnummer for at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de administrative opgaver bankerne, realkreditinstitutterne og forsikringsselskaberne varetager i relation til deres kunder, ligesom den vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kunderne.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Finansielle virksomheders administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning, når der er tale om etablering af et nyt kundeforhold. I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre, f.eks. ved forsikringsselskabers udarbejdelse af tilbud på en eller flere forsikringer.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden. Det vil derfor være muligt f.eks. for forsikringsselskaber uden samtykke at anvende den kommende kundes personnummer til at gennemføre den elektroniske godkendelse af forsikringsselskabets bindende tilbud på tegning af en forsikring. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at virksomheder kan anvende bestemmelsen som behandlingshjemmel i forbindelse med et tilbud om nye produkter i et eksisterende kundeforhold.

For banker og realkreditinstitutter vil den foreslåede bestemmelse medføre, at institutterne bl.a. får adgang til at behandle personnumre på sine kunder samt øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvor en entydig identifikation er nødvendig. Det vil bl.a. være nødvendigt, når man behandler kunder, kautionister, garantistillere, begunstigede, modparter, deponenter, tredjemandspantsættere, fuldmagtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af selvbetjeningsløsninger, oprettere af børneopsparinger, værger, indskydere, reelle ejere, ledelsesmedlemmer m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.

Det vil dog ikke være muligt for en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge at benytte bestemmelsen til behandling af personnummer, idet den foreslåede nyaffattelse af § 124, stk. 2, i lov om betalinger, jf. lovforslagets § 5, nr. 12, bestemmer, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke. Det betyder bl.a., at pengeinstitutter, der tilbyder netbank, dankort m.v., stadig skal have kundens samtykke for at kunne tilgå, behandle og opbevare oplysning om personnummeret i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesteprodukter. I det omfang, der i anden særregulering, ud over databeskyttelsesreglerne, findes specifikke regler om behandling af personoplysninger, vil disse regler have forrang frem for denne bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsselskaberne vil få adgang til at behandle personnumre for forsikringstagere, sikrede og skadelidte. Forsikringstager er den person, som har tegnet den pågældende forsikring i forsikringsselskabet, dvs. har indgået forsikringsaftalen med forsikringsselskabet. Der kan være flere forsikringstagere for den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Sikrede er personer, som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på en livsforsikring. Andre eksempler er familiemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv. Skadelidte omfatter personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at finansielle virksomheder vil få adgang til at behandle personnummeret på sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation, ved udførelsen af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning:

– Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifikation for brug af løsningen.

– Koncernintern udveksling og administration, herunder koncernintern risikostyring samt tilsvarende udveksling mellem fællesejede realkreditinstitutter og instituttets ejerkreds.

– Udveksling af personnummer med andre tredjeparter, når det er nødvendigt for at opfylde forsikringsaftalen/pensionsaftalen/bankaftalen/realkreditaftalen m.v.

– Løbende kommunikation med kunden.

– Tinglysning og registrering af pant.

– Henvendelser og opgaver relateret til gældsinddrivelse, misligholdelse og inkasso.

– Henvendelser om fornyelser eller ændringer af forsikringsaftale.

– Henvendelser om ændringer i forsikringstagerens forhold, som kan have betydning for forsikringspræmien, selvrisikoen på forsikringen, vilkårene for forsikringen og de sikkerhedsforskrifter, som forsikringstageren skal iagttage.

– Henvendelser til forsikringsselskabet som reaktion på ændring af forsikringspræmie, selvrisiko, forsikringsvilkår eller sikkerhedsforskrifter eller andre ændringer, f.eks. ændringer i betaling af forsikringspræmien eller andre lignende ændringer af de generelle forhold i kundeforholdet.

– Kommunikationen mellem skadelidte og forsikringsselskabet i anledning af skader, hvor der ofte fremkommer oplysninger, som fører til ændring eller præcisering af forsikringsaftalen.

– Henvendelser med konkrete spørgsmål om forsikringens dækning.

– Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR med henblik på sikring af, at den finansielle virksomhed har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

– Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation via e-Boks som sikker digital post mellem en finansiel virksomhed og dets kunder.

– Udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af betalte præmier, udbetaling af bonus osv., idet anvendelse af udbetaling til NemKonto kræver, at virksomheden har kundens personnummer.

– Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten i forbindelse med den løbende kommunikation mellem den finansielle virksomhed og den registrerede – herunder som led i, at den registrerede ønsker at gøre brug af den registreredes rettigheder under databeskyttelsesforordningen.

– Indhentelse af kundens skadeshistorik hos andre forsikringsselskaber i forbindelse med fastsættelse af vilkårene for kundens forsikring, og hvor personnummeret er med til at sikre entydig identifikation af kunden hos forsikringsselskaberne.

– Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

Til nr. 17 (§ 100, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås i § 100, nr. 3, at ændre »og« til: »,«.

Ved lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås et nr. 5 i § 100. Opregningen i § 100 nr. 1-4, er en sætningskæde, hvorfor det er nødvendigt at konsekvensrette § 100, nr. 3 og 4.

Til nr. 18 (§ 100, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås i § 100 nr. 4, at ændre »formue« til: »formue og«.

Ved lovforslagets § 1, nr. 18, foreslås et nr. 5 i § 100. Opregningen i § 100 nr. 1-4, er en sætningskæde, hvorfor det er nødvendigt at konsekvensrette § 100, nr. 3 og 4.

Til nr. 19 (§ 100, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås at indsætte nr. 5 i § 100 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et investeringsforvaltningsselskab skal tage hensyn til bæredygtighedsricisi ved opfyldelse af kravene i § 71, stk. 1, når det varetager administrationen af UCITS.

Bæredygtighedsrisiko defineres i lovforslagets § 1, nr. 5, som bæredygtighedsrisiko defineret som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Definitionen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Den foreslåede bestemmelse vil implementere artikel 1, nr. 2, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen vil indebære, at investeringsforvaltningsselskaber løbende skal vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici m.m. i forhold til de administrerede UCITS, men også alle bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring med henblik på at sikre, at investeringsforvaltningsselskabets processer, systemer og interne kontrol afspejler bæredygtighedsrisici, og at investeringsforvaltningsselskabet har teknisk kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 120 (§ 177 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 177 a indeholder regler om koncerner.

Reguleringen af fondsmæglerselskaber blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og reguleringen af fondsmæglerselskaber blev samtidig flyttet til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i § 177 a, stk. 1, at ændre », et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »eller et realkreditinstitut«.

Ændringen er en konsekvens af forslaget af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 21 (§ 224, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 224 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds tilladelse, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af en række nærmere angivne regler, hvis virksomheden ikke længere opfylder kravene til at få en tilladelse, hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter, at tilladelse er meddelt, eller hvis der ikke udøves finansiel virksomhed i en periode på over 6 måneder.

Den gældende § 224 er en videreførelse af § 254 i lov nr. 453 af 10. juni 2003, og der var ved videreførelsen, ved lov nr. 1383 af 20. december 2004, ikke tilsigtet materielle ændringer, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, L 64, side 42.

Det fremgik af § 254, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet helt eller delvist kan inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, hvis et selskab, gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i loven, ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse ikke inden for de af Finanstilsynet fastsatte frister har gennemført de foranstaltninger, som er angivet i de i § 272, stk. 1 og 2, nævnte genoprettelsesplaner, eller hvis virksomheden anmodede om det.

Ifølge bemærkningerne til § 254 i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 176, side 259, vil en delvis inddragelse af tilladelsen oftest bestå i en tilbagekaldelse af tilladelsen for så vidt angår en forsikringsklasse eller gruppe.

Det foreslås i § 224 at indsætte et stk. 9, hvorefter virksomheder, der har tilladelse til i samme selskab at drive både livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 11, stk. 12, kan få inddraget deres tilladelse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

Der er alene tale om en præcisering af, at der i forhold til forsikringsselskaber der har tilladelse til både at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 7, i særlige tilfælde kan ske en delvis inddragelse af tilladelsen.

Bestemmelsen præciserer bl.a., at Finanstilsynet i forhold til virksomheder, der har tilladelse til både at drive livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig, ud over at kunne inddrage den samlede tilladelse tillige kan inddrage tilladelsen for skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

Dette vil bl.a. være relevant, hvis virksomheden ikke formår at leve op til de krav, der gælder herfor, herunder ikke har sikret tilstrækkelig adskillelse og særskilt forvaltning og de livs- og skadesforsikrede respektive interesser er tilsidesat. De relevante krav fremgår bl.a. af bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Ved inddragelse af en tilladelse skal almindelige principper om proportionalitet iagttages. Derudover skal en mindre indgribende foranstaltning vurderes at være utilstrækkelig. Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over for forsikringsselskabet, før tilladelsen inddrages, eller at forholdene i forsikringsselskabet indebærer, at forsikringsselskabet ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan forholdene i forsikringsselskabet rettes op ved en mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens tilladelse som forsikringsselskab, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at forsikringsselskabet retter op på de kritisable forhold i forsikringsselskabet.

Til nr. 22 (§ 272, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

§ 272 indeholder regler om nedskrivning eller konvertering af kapitalinstrumenter.

Reguleringen af fondsmæglerselskaber blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, og blev samtidig hermed flyttet til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i § 272, stk. 1.

1. pkt., at ændre »pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I« til: »pengeinstituttet eller realkreditinstituttet«.

Ændringen er en konsekvens af forslaget af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 23 (§ 344, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser. Efter § 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel.

Efter den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed bl.a. varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede, fremgår varetagelsen heraf udtrykkeligt i bestemmelsen for at understrege det tilsynsmæssige fokus herpå.

Efter den gældende ordlyd af § 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel. For forsikringsselskaber indebærer en holdbar forretningsmodel, at forretningsmodellen medvirker til forsikringsselskabets levedygtighed både på kort og på lang sigt.

Det følger af §§ 14 og 18, at en ansøgning om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed skal ledsages af en driftsplan. Formålet med at indhente en driftsplan er at sikre et udgangspunkt for Finanstilsynets vurdering af, om den påtænkte virksomhed er forsvarlig, herunder holdbarheden af virksomhedens forretningsmodel, samt hvorvidt de aktiviteter, som virksomheden ønsker at udøve, svarer til det, virksomheden søger om tilladelse til. Der kan f.eks. ikke gives tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, såfremt Finanstilsynet på baggrund af de indsendte oplysninger, finder det usandsynligt, at selskabet, i den af driftsplanen omfattede periode og ved dennes udløb, vil være i stand til at opfylde minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet i medfør af §§ 126 c og 126 d i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i § 344, stk. 2, efter 2. pkt., hvorefter, Finanstilsynet for forsikringsselskaber, der både har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal lægge vægt på både holdbarheden af den samlede virksomhed, samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

Der er alene tale om en præcisering vedrørende vurderingen af holdbarhed af forretningsmodellen i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Finanstilsynet foretager en vurdering af en virksomheds forretningsmodels holdbarhed i forbindelse med, at virksomheden ansøger. Finanstilsynet fører ligeledes tilsyn med dette løbende.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede sker der en præcisering af hvordan holdbarhed skal fortolkes i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab er underlagt en række krav, der skal understøtte, at der i praksis sker en særskilt forvaltning af de to områder, hvilket skal ses i lyset af, at der består et særligt behov for at sikre de livsforsikredes interesser, når der udøves skadesforsikringsvirksomhed sammen med livsforsikringsvirksomhed. De krav, der stilles til sådanne virksomheder indebærer, at der ud over fokus på holdbarheden af virksomhedens samlede forretningsmodel, nødvendigvis også skal være fokus på holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

F.eks. er det et krav, at en virksomhed, der driver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

I vurderingen af holdbarheden for sådanne typer virksomheders forretningsmodel vil det derfor bl.a. indgå, hvorvidt selskabet har og kan forventes på sigt at have et tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til livsforsikringsvirksomheden, herunder til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for livsforsikringsvirksomheden og tilsvarende tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til SUL-virksomheden til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for skadesforsikringsvirksomheden. Det er en forudsætning for, at en forretningsmodel kan anses for holdbar, at det kan sikres, at de respektive minimumskapitalkrav udelukkende dækkes af midler tilhørende den respektive type virksomhed, og at der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben. Dette indebærer videre, at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer virksomhed

Ved en holdbar forretningsmodel lægger Finanstilsynet vægt på, at selskabet i en given driftsplansperiode har en så stor indtjening, at den kan dække de relevante kapitalkrav og eventuelle stigninger heri.

Der vil være tale om en konkret vurdering af forretningsmodellen i lyset af de mere generelle markedsforhold samt den pågældende virksomheds type, størrelse, forretningsplaner og strategier, samt de budgetter, kapitalplaner og lignende, herunder de konkrete fremskrivninger og de forudsætninger, som strategi, fremskrivninger m.m. er baseret på. Da fokus skal være på både virksomhedens holdbarhed samlet set og på livs- og skadesforsikringsvirksomheden for sig, vil Finanstilsynet skulle inddrage begge områders forretningsplaner og strategier, samt budgetter, kapitalplaner og lignende. Det forhold at der har været systematiske underskud i en periode og eller forventes systematiske underskud i en periode fremover vil kunne inddrages i vurderingen af holdbarheden både samlet set og for hver af de to forretningsområder og uafhængigt af kapitaloverdækningens størrelse.

Fokus er, om der er består en risiko for holdbarheden givet forsikringsselskabers forretningsplan og -strategier eller på om øvrige forhold kan få betydning for forsikringsselskabers overholdelse af lovgivningen. I vurderingen indgår endvidere forsikringsselskabets aktuelle overholdelse af lovgivningen men også eventuelle fremtidige overtrædelser.

Den foreslåede præcisering skal ses i lyset af lovens overordnede rammer for ledelse samt styring og indretning.

Til nr. 24 (§ 348, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis efter § 43, stk. 1, 2 og 9, § 48 a og §§ 53 b-53 d, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Forbrugerombudsmanden kan endvidere behandle sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i medfør af denne lovs § 43, stk. 3.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at udstede regler om finansielle virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån. Hjemlen er benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 752 af 23. april 2021 om god skik for boligkredit.

Det foreslås i § 348, stk. 1, 2. pkt., at indsætte »og 8« efter »stk. 3«.

Den foreslåede bestemmelse medfører en udvidelse af Forbrugerombudsmandens kompetence til at indbringe god skik sager for domstolene. Den foreslåede bestemmelse vil således gøre det muligt for Forbrugerombudsmanden også at indbringe sager for overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Til nr. 25 (§ 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, at Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9. Det kan for eksempelvis være i tilfælde af sager om uretmæssigt opkrævede gebyrer eller renter eller sager, hvor forbrugere er blevet udsat for en aggressiv markedsføring f.eks. i form af uanmodet henvendelse, hvorved en eller flere forbrugere har lidt tab.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at udstede regler om finansielle virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån.

Finanstilsynet underretter efter de gældende regler Forbrugerombudsmanden om god skik sager, hvor der er tale om, at den pågældende virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af virksomhedens manglende efterlevelse af § 43, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9.

Det foreslås i § 348 a, stk. 1, at ændre »stk. 2 og 9« til: »stk. 2, 8 og 9«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet også skal underrette Forbrugerombudsmanden om sager om finansielle virksomheders manglende efterlevelse af regler udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Til nr. 26 (§ 348 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2.

Det følger af § 348 a, stk. 2, at Forbrugerombudsmanden uanset § 354 har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af § 348 a, stk. 1.

Det følger af § 354, at Finanstilsynets ansatte er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden.

Det følger af § 354 g, at Finanstilsynets ansatte ikke må videregive oplysninger om en person, der til Finanstilsynet har indberettet en virksomhed eller person for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering.

Det foreslås i § 348 a, stk. 2, at ændre »§ 354« til »§§ 354 og 354 g«.

Forbrugerombudsmandens rolle i god skik sager er afgørende i relation til at varetage forbrugernes retsstilling i sager, hvor en finansiel virksomhed måtte have forbrudt sig mod god skik reglerne, og hvor forbrugere har lidt et tab som følge heraf. Det er derfor vigtigt, at Forbrugerombudsmanden har fuld adgang til de relevante oplysninger i sagerne. I dag er § 354 g til hinder for at give Forbrugerombudsmanden fuld adgang til oplysninger i sager, der er opstået på baggrund af en whistleblower henvendelse.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Forbrugerombudsmanden uanset tavshedspligtsbestemmelserne i §§ 354 og 354 g har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfatter af § 348 a, stk. 1. Bestemmelsen udvides således til også at omfatte adgang til oplysninger om en person, der har indberettet sager til Finanstilsynet. Disse personoplysninger er ellers omfattet af tavshedsbestemmelsen i § 354 g.

Det er afgørende, at den tavshedspligt, som Finanstilsynets ansatte er underlagt i relation til whistleblowere efter § 354 g ikke forhindrer muligheden for at videregive relevante sagsoplysninger, herunder oplysninger om en person, der har indberettet sager til Finanstilsynet, til Forbrugerombudsmanden.

Til nr. 27 (§ 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at alle der i henhold til stk. 5 og 6 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den tavshedspligt, der følger af § 354, stk. 1.

Det foreslås i § 354, stk. 8, at indsætte en henvisning til § 348 a, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at når Forbrugerombudsmanden efter § 348 a, stk. 2, får adgang til fortrolige oplysninger, vil Forbrugerombudsmanden være underlagt den samme tavshedspligt som de, der modtager fortrolige oplysninger efter § 354, stk. 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerombudsmanden vil være underlagt en skærpet tavshedspligt for de fortrolige oplysninger, som Forbrugerombudsmanden til brug for sin sagsbehandling modtager fra Finanstilsynet.

Til nr. 28 (§ 354 g, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 2, at stk. 1 ikke er til hinder for, at personoplysninger videregives i medfør af § 354, stk. 6.

Den gældende § 354 g, stk. 1, indeholder en tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte i relation til personer, der indberettet en virksomhed eller en person til Finanstilsynet for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering. Finanstilsynet kan som følge heraf ikke uden et samtykke fra den pågældende videregive oplysninger til f.eks. Forbrugerombudsmanden.

Det følger af den gældende § 354, stk. 2, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger om whistleblowere efter § 354, stk. 6, som er Finanstilsynets hjemmel til at videregive til bl.a. Det Systemiske Risikoråd, andre offentlige myndigheder, Folketingets Ombudsmand, m.v.

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 4, at alle, der i henhold til stk. 2 modtager personoplysninger, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Det foreslås i § 354 g, stk. 2, at indsætte en henvisning til § 348 a, stk. 2.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet har hjemmel til at kunne oversende oplysninger om en whistleblower til Forbrugerombudsmanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet trods tavshedspligten i § 354 g, stk. 1, også kan videregive oplysninger om whistleblowere til Forbrugerombudsmanden efter § 354 g, stk. 2.

Oplysninger som Forbrugerombudsmanden modtager i medfør af den foreslåede bestemmelse vil være underlagt tavshedspligt efter § 354 g, stk. 4.

Til nr. 29 (§ 360, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det gældende kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed regulerer beregningsgrundlaget og opkrævningen af de afgifter, som Finanstilsynet opkræver.

Det fremgår af den gældende § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksomheder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 361-370.

Det foreslås i § 360, stk. 1, at ændre »Finanstilsynets bevilling« til »Finanstilsynet kan opkræve beløb op til Finanstilsynet bevilling«, og at »opkræves« udgår.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet ikke er forpligtet til at opkræve den fulde bevilling efter finansloven. Det vil være relevant, hvis Finanstilsynet i et finansår ikke forventer at realisere sine budgetterede udgifter fuldt ud. I disse finansår vil Finanstilsynet ved afgiftsopkrævningen kunne opkræve mindre end finanslovsbevillingen muliggør.

Det foreslåede har til formål at sikre, at der ikke bliver pålagt unødvendige afgifter på de virksomheder, der betaler afgift til Finanstilsynet.

Til nr. 30 (§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I samlet skal betale et årligt grundbeløb på 3.350.000 kr.

Det foreslås, at § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, ændres, således at fondsmæglerselskaber I ændres til fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, og at 3.350.000 kr. ændres til 4.200.000 kr.

Grundbeløbet for de omfattede virksomheder foreslås ændret til 4.200.000 kr., således at den årlige afgiftsopkrævning, inklusiv indeksering, jf. § 361, stk. 11, for virksomhederne omfattet af afviklingsreglerne i de europæiske krisehåndteringsdirektiver (BRRD og BRRD2), afstemmes med de ekstra finanslovsbevillinger, som Finanstilsynets har fået til brug for den øgede arbejdsbyrde påført af direktiverne, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg E, aktstykke nr. 313 af 24. september 2020, side 1.

Beløbet dækker Finanstilsynets opgaver i medfør af BRRD og BRRD2, herunder arbejdet med genopretningsplaner, afviklingsplaner og kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 105 som fremsat, s. 95.

Beløbsændringen ændrer ikke de samlede afgifter, der bliver betalt til Finanstilsynet. Ændringen sikrer alene at afgifterne, der skal opkræves fra virksomhederne omfattet af afviklingsreglerne i BRRD og BRRD2, bliver afstemt med de nævnte ekstra bevillinger i Finansloven.

Når den samlede indtægt ved Finanstilsynets afgiftsopkrævning, trods beløbsstigningen, forbliver helt uændret, skyldes det at den samlede afgift, jf. § 360, i lov om finansiel virksomhed, fastsættes via finanslovsbevillingen, som der ikke ændres på.

Den foreslåede ændring af begrebet fondsmæglerselskaber I er en konsekvens af lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.

Med lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter blev begrebet fondsmæglerselskaber I fjernet fra den finansielle lovgivning.

Det foreslåede medfører ikke en ændring af, hvilke virksomheder der er forpligtet til at betale afgift efter § 361, stk. 1, nr. 8.

Til nr. 31 (§ 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 2, nr. 8, at centrale modparter (CCP’er) med tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder, betaler 725.000 kr.

Det foreslås med § 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at den årlige afgift på 725.000 kr. skal dække finansiering af tilsynsaktiviteter.

Afgiften dækker de udgifter som Finanstilsynet vil have til tilladelse og løbende tilsyn med eventuelle centrale modparter, der får tilladelse, jf. Folketingstidende 2012-13, Tillæg A, L 87 som fremsat, side 63.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 4, hvorefter der foreslås indsat en ny bestemmelse, der fastsætter et afgiftsbeløb for CCP’er til dækning af omkostninger til afviklingsopgaver. Herved fastsættes to forskellige afgiftsbeløb for CCP’er, der dækker over finansiering af forskellige opgaver.

Til nr. 32 (§ 361, stk. 2, nr. 9, lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 361, stk. 2, nr. 8, fastsætter, at CCP’er skal betale et årligt grundbeløb på betale 425.000 kr. til Finanstilsynet.

Der foreslås indsat et nyt nr. 9 i § 361, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter centrale modparter (CCP’er) betaler 425.000 kr. til finansiering af afviklingsopgaver.

Afgiften vil dække udgifterne forbundet med de opgaver Finanstilsynet vil få som afviklingsmyndighed for CCP’er i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 (CCPRR-forordningen).

Der henvises til lovforslaget § 2, nr. 5, hvorefter Finanstilsynet foreslås udpeget som afviklingsmyndighed for CCP’er.

Forslaget vil ikke øge Finanstilsynets bevilling, men sikre at CCP’er, der måtte etablere sig i Danmark, er med til at finansiere Finanstilsynets drift inden for rammerne af den eksisterede bevilling.

Til nr. 33 (§ 373 stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 373, stk. 1, at indsætte § 29 a, 2. pkt., og at § 24, stk. 1, 3. pkt., udgår.

Den foreslåede indsættelse af § 29 a, 2. pkt., medfører, at grov overtrædelse af kravene i § 29 a, 2. pkt., om ikke at underrette Finanstilsynet om, at selskabet driver anden virksomhed i medfør af § 29 a, 1. pkt., straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er det pågældende forsikringsselskab.

Den strafbare handling for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er eksempelvis, at forsikringsselskabet ikke at underretter Finanstilsynet om, at selskabet driver anden virksomhed efter § 29 a, 1. pkt.

Forslaget til at § 24, stk. 1, 3. pkt., udgår skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 34, hvor § 24, stk. 1, 3. pkt., foreslås tilføjet til oplistningen af bestemmelser om påbud for hvilke manglende efterlevelse kan straffes med bøde.

For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.

Til nr. 34 (§ 373 stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 24, stk. 1, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til. Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsninger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Det følger af § 373, stk. 3, at en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud om at indstille en overtrædelse af en række nærmere opregnede bestemmelse, kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 373, stk. 3, 1. pkt., at indsætte § 24, stk. 1, 3. pkt., og § 29, stk. 2.

Den foreslåede indsættelse af § 24, stk. 1, 3. pkt., præciserer, at manglende efterlevelse af et påbud fra Finanstilsynet om, at accessorisk virksomhed skal udøves af et andet selskab givet efter § 24, stk. 1, 3. pkt., kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede indsættelse af § 29, stk. 2, medfører, at manglende efterlevelse af et påbud givet efter § 29, stk. 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

For en nærmere gennemgang af § 29, stk. 2, henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 14.

Til nr. 35 (§ 438, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 438, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Anordningshjemlen i § 438, stk. 1, er blevet anvendt til at udstede anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordning nr. 86 af 10. februar 2006.

§§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordning nr. 86 af 2006, indeholder regler om udøvelse af finansiel virksomhed på Færøerne, hvis virksomheden har tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land i Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Det foreslås i § 438, stk. 6, at de dele af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, kan sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslåede indebærer, at anordningshjemmelen i § 438, stk. 1, kan anvendes på ny for Færøerne med henblik på, at der ved anordning ændres ved bestemmelserne i §§ 30 og 31.

Den foreslåede anordningshjemmel vil blive anvendt til at udstede en anordning, hvor der indsættes en undtagelse til gensidighedskravet i § 30, stk. 1, 1. pkt., og § 31, stk. 1, 1. pkt., i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed. Undtagelsen til en gensidighedsaftale vil være, at en finansiel virksomhed, der har tilladelse til at udøve finansiel virksomhed, og har hjemsted i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal etablere en filial i Danmark for at kunne udøve finansiel virksomhed på Færøerne. Derudover vil den finansielle virksomheds aktiviteter på Færøerne skulle godkendes af Finanstilsynet. Aktiviteter udøvet på Færøerne er desuden underlagt færøsk regulering.

Denne ændring af §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed vil medføre, at virksomheder, der har fået tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land i EU eller et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område, kan udøve finansiel virksomhed på Færøerne, uden at der er blevet indgået aftale mellem deres hjemland og Færøerne. Krav om etablering af et filial i Danmark vil videre medføre, at den finansielle virksomhed ved etablering af filial skal iagttage reglerne om notifikation af Finanstilsynet i medfør af reglerne i §§ 30 og 31 i lov om finansiel

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.15. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen foreslås som konsekvens af, at CCPRR-forordningen finder anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

CCPRR-forordningen indeholder ændringer i gældende selskabsretsdirektiver, således at en række selskabsretlige bestemmelser ikke skal finde anvendelse ved afviklingsforanstaltninger gennemført i medfør af CCPRR-forordningen.

Det foreslås i § 59 b, stk. 1, at §§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87, 89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121, 135, 154-157, 160-164, 167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344 i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder ikke finder anvendelse ved Finansiel Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over for en central modpart (CCP).

Med den foreslåede bestemmelse fraviges en række bestemmelser i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder ved iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over for en central modpart (CCP).

Fravigelsen af de pågældende regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder skal sikre, at afviklingsforanstaltningerne kan gennemføres hurtigt og effektivt. Ved fravigelsen undtages Finansiel Stabilitet således fra de nævnte loves regler om fusion og spaltning og grænseoverskridende fusioner samt regler om overtagelsestilbud efter lov om kapitalmarkeder. Desuden undtages en række regler i selskabsloven, der skal ses i lyset af, at Finansiel Stabilitet foranlediger en uafhængig værdiansættelse gennemført, der kan træde i stedet for en række krav i selskabsloven om vurderingsberetning i forskellige situationer. Derudover er en række rettigheder for aktionærer i forhold til f.eks. indkaldelsesfrister og konkrete beslutninger fraveget. Dette skal ses i sammenhæng med, at Finansiel Stabilitet ved iværksættelse af afviklingsforanstaltninger kan overtage kontrollen enten direkte eller indirekte med CCP’en og derigennem tillægges de rettigheder, som ellers lå hos aktionærer og bestyrelse. Da Finansiel Stabilitet har overtaget aktionærernes rettigheder, er der ikke behov for de samme beskyttelsesforskrifter ved afviklingsforanstaltningerne.

Undtagelserne skal primært ses i forhold til den umiddelbare iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltningerne, hvor det eksempelvis ikke vil være muligt at iagttage afviklingsmålene, hvis gældende indkaldelsesvarsler til generalforsamlinger skal iagttages, eller hvor der foreligger en værdiansættelse, der kan træde i stedet for en vurderingsberetning. Fusionsreglerne forventes som udgangspunkt ikke fraveget i tilfælde, hvor der er etableret et broinstitut, som på et senere tidspunkt skal fusioneres.

Med den foreslåede bestemmelse implementeres de direktivændringer, som følger af artikel 90, 91 og 92 i CCPRR-forordningen, og som medfører ændringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten.

Da der i de konkrete situationer vil være behov for, at Finansiel Stabilitet skal opfylde nogle processuelle krav, dokumentationskrav og registreringskrav m.v., og da der skal ske en yderligere præcisering af den tidsmæssige udstrækning af fravigelserne i de konkrete situationer, foreslås det i § 59 b, stk. 2, at bemyndige erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler og procedurer, der træder i stedet for de i medfør af stk. 1 fravegne regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder.

Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler, der træder i stedet for de i stk. 1 nævnte bestemmelser, omfatter blandt andet behovet for at kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltningerne inden for kortere frister end forudsat i selskabsloven, og, på tidspunktet, hvor Finansiel Stabilitet direkte eller indirekte har overtaget kontrollen med virksomheden eller enheden fra kapitalejerne og bestyrelsen, at kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger uden at skulle iagttage alle kapitalejernes beskyttelsesregler i selskabsloven. Desuden vil reglerne også afspejle, at den vurderingsmandsberetning, der i visse situationer er krævet i selskabsloven, kan erstattes af den uafhængige vurderingspersons værdiansættelse i medfør af forordningens bestemmelser herom.

Det følger af § 104, stk. 1, i lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1719 af 27. november 2020, at hvis en betalingsordre iværksættes af betaleren, er betalerens udbyder over for betaler ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre udbyderen kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet.

Det følger af § 104, stk. 1, 2. pkt., at efter betalingsmodtagers udbyder har modtaget beløbet, er denne over for betalingsmodtager ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen. Der er tale om objektivt ansvar, hvorefter udbyderen som udgangspunkt er ansvarlig for direkte tab, selvom betalingstransaktionens manglende gennemførelse må skyldes tredjemands forhold.

Det følger af § 104, stk. 1, 3. pkt., at betalerens udbyder altid skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalerne om resultatet.

Det foreslås at nyaffatte § 104.

Bestemmelsen gennemfører artikel 89, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF, EU-Tidende 2015 (PSD2).

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at iværksættes en betalingsordre af betaleren, er betalerens udbyder over for betaleren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet.

I bestemmelsen fastsættes der med henvisning til § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, samt § 108 undtagelser til udbyderens objektive ansvar.

Af § 97 følger indsigelsesfrister for betalingstjenestebrugeren over for den pågældende udbyder, hvorfor en betalingstjenesteudbyder alene er ansvarlig, såfremt indsigelsesfristen i § 97 overholdes.

Af § 103, stk. 2, 4 og 5, følger, at udbyderens ansvar for det fulde direkte tab er betinget af, at brugeren kan oplyse den entydige identifikationskode som defineret i lov om betalinger § 7, nr. 38. Kan brugeren således ikke oplyse korrekt identifikationskode, er udbyderen alene ansvarlig for at træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som har været involveret i betalingstransaktionen samt i tilfælde, hvor midlerne ikke kan tilbageføres, at udlevere alle oplysninger som er relevante for brugerens eventuelle fremsættelse af et retskrav.

Afslutningsvist følger det af § 108, at udbyderen er ansvarsfri i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen er manglende eller mangelfuld på grund af usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som udbyderen ikke har haft nogen indflydelse på og ikke har haft mulighed for afværge.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at efter at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet, er betalingsmodtagerens udbyder over for betalingsmodtageren og med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Som udgangspunkt viderefører det foreslåede stk. 1 regler om objektivt erstatningsansvar for udbydere overfor henholdsvis betaler og betalingsmodtager for betalinger, der er iværksat af betaleren, herunder konto til kontooverførsler. Nyaffattelsen præciserer det i § 104, stk. 1, indeholdte, objektive ansvar for direkte tab for betalerens udbyder i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen iværksættes af betaler til også at omfatte pligt for betalingsmodtagerens udbyder til at godtgøre betalingsmodtager i tilfælde af manglende eller mangelfuld betaling.

Ved betalinger iværksat af betaleren, typisk ved konto til kontooverførsler, er betalerens udbyder ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen over for betaler, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet i overensstemmelse med § 113 i lov om betalinger. Efter at betalingsmodtagers udbyder har modtaget beløbet, er denne udbyder ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen over for betalingsmodtageren.

Ved betalingstransaktioner iværksat af betaler er dennes udbyder af betalingstransaktioner således ansvarlig for enhver manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen frem til det tidspunkt, hvor betalingsmodtagerens udbyder, i overensstemmelse med reglerne om gennemførelsestidspunkt i § 113, har modtaget betalingstransaktionen. Herefter overgår ansvaret til betalingsmodtagerens udbyder, som fra dette tidspunkt er ansvarlig for de direkte tab, som betalingsmodtager måtte lide.

Manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen omfatter enhver form for fejl, der medfører, at betalingstransaktionen ikke gennemføres. Det kan f.eks. være fejlregistreringer eller fejlkonteringer, som ikke skyldes brugerens forhold.

Da der som udgangspunkt er tale om et objektivt ansvar, bortfalder erstatningsansvaret ikke, selvom betalingstransaktionen ikke kan gennemføres på grund af tredjemands forhold, for eksempel strømafbrydelser hos betalerens udbyder. Betalerens udbyder er endvidere ansvarlig for de tab, som betaler måtte lide, hvis en betaling ikke kommer rettidigt frem, jf. § 113.

§ 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, samt § 108 fastsætter undtagelser til udgangspunktet om udbyderens ansvar, herunder f.eks. § 108 om force majeure-lignende tilfælde hvor udbyder alligevel vil være ansvarsfri. Der er således tale om et betinget objektivt ansvar.

Beregning af erstatningens størrelse skal ske i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, idet kun direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Som eksempel på tab omfattet af bestemmelsen kan nævnes tabte renteindtægter.

Det foreslås i stk. 2, at betalerens udbyder efter anmodning øjeblikkeligt skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet uden omkostninger for betaleren.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at uanset om betalers udbyder kan holdes ansvarlig, skal betalers udbyder efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet. Dette kan eksempelvis omfatte, at udbyder, i det omfang det er muligt, undersøger, hvem der har modtaget betalingen, eller hvem betalingsmodtagerens udbyder er, og oplyser dette til brugeren. Udbydere kan ikke forlange betaling for dette eller i øvrigt påføre modtager nogen form for direkte eller indirekte omkostninger herfor.

Det foreslås i stk. 3 , 1. pkt., at hvor betalerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 1. pkt., skal udbyderen uden unødig forsinkelse godtgøre betalerens direkte tab og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført

Bestemmelsen fastsætter en forpligtelse for betalerens udbyder til i videst muligt omfang at tilbageføre de pågældende betalingskonti til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Bestemmelsen pålægger betalerens udbyder en forpligtelse til at godtgøre ethvert direkte tab for betaleren ved at stille betaleren på samme måde, som hvis den pågældende transaktion aldrig havde fundet sted. Det vil typisk omfatte kreditering af betalerens betalingskonto for transaktionsbeløbet, tilbageførelse af den debiterede betalingskontos status samt fastsættelse af dato for kreditvalør for det på betalingskontoen for transaktionsbeløbet godtgjorte beløb. Fastsættelse af kreditvalør indebærer, at det til betaleren tilbageførte beløb skal have samme valørdato som den oprindelige fejlbehæftede transaktion. Hertil kan krediteringen også omfatte yderligere beløb end selve transaktionsbeløbet, som betaler har lidt som direkte tab, herunder f.eks. som følge af gebyrer eller restance i henhold til en aftale mellem betaler og betalingsmodtager. Ovenstående eksempler er ikke udtryk for udtømmende oplistning af, hvad der omfattes af direkte tab.

Betalerens udbyder skal godtgøre betaleren uden unødig forsinkelse. Dette indebærer, at betalerens udbyder skal bestræbe sig på at godtgøre betalerens tab hurtigst muligt. Ethvert ophold, der ikke er nødvendiggjort af udbyderens ekspeditionsgang, anses for unødigt.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke må ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at hvor betalingsmodtagerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 2. pkt., skal udbyderen godtgøre betalingsmodtagers direkte tab, herunder øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren, med forbehold for § 115, stk. 2, og, hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at valørdatoen for krediteringen af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den valørdato, som beløbet skulle have haft, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. § 115.

At stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed indebærer, at betalingsmodtager kan disponere over beløbet i overensstemmelse med § 115 i lov om betalinger.

Bestemmelsen indeholder en forpligtelse for betalingsmodtagers udbyder over for betalingsmodtager tilsvarende den, der foreslås for betalerens udbyder i stk. 3 til, i tilfælde af ansvar for manglende eller mangelfuld gennemførelse af en betalingstransaktion, at stille betalingsmodtager på samme måde, som hvis den pågældende transaktion var blevet gennemført korrekt.

Det vil typisk omfatte kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto for transaktionsbeløbet, korrigering af den debiterede betalingskontos status, samt fastsættelse af valørdato for det på betalingsmodtagers konto godtgjorte beløb. Fastsættelse af valør indebærer, at det til betalingsmodtager godtgjorde beløb skal have samme valørdato som den oprindelige fejlbehæftede transaktion. Hertil kan krediteringen også omfatte yderligere beløb end selve transaktionsbeløbet, som betalingsmodtager har lidt som direkte tab, herunder som eksempel og som følge af gebyrer eller restance i henhold til en aftale mellem betalingsmodtager og betaler. Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende oplistning af, hvad der omfattes af direkte tab.

Det foreslås i stk. 5, at gennemføres en betalingstransaktion for sent, sikrer betalingsmodtagerens udbyder efter anmodning fra betalerens udbyder, at valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Derudover fastslås regler for valørdatering specifikt i tilfælde af manglende eller mangelfuld gennemførelse af en betalingstransaktion. Reglerne angiver, hvornår der skal beregnes renter af betalingstransaktioners beløb i tilfælde af manglende eller mangelfuld gennemførelse af en transaktion.

Med forslaget fastlægges en forpligtelse for betalingsmodtagerens udbyder til at korrigere betalingsmodtagers kreditvalør for godtgjort transaktionsbeløb i tilfælde af gennemført men forsinket betalingstransaktion, således at valørdatoen for betalingsmodtagers kreditering ikke må ligge senere, end hvis transaktionen var blevet gennemført rettidigt. Da det alene er betalers udbyder, der er bekendt med den korrekte gennemførselsdato, skal denne på vegne af betalerne oplyse betalingsmodtagers udbyder herom, med henblik på at denne kan sikre, at betalingsmodtagers konto krediteres med den korrekte valørdato.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Der er ikke regler om afviklingsmyndigheder for CCP’er. Finanstilsynet fører tilsyn med CCP’er, jf. § 212, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder og påser overholdelse af EMIR, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder.

Det følger af artikel 3, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at medlemsstaterne skal udpege en eller flere afviklingsmyndigheder, der tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til forordningen.

Det foreslås med § 212 a at fordele opgaverne som afviklingsmyndighed mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i § 212 a, stk. 1, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii, artikel 33, stk. 8, artikel 53, stk. 2, og artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en CCP i henhold til de nævnte artikler.

Finanstilsynet vil skulle udøve sit virke som afviklingsmyndighed i overensstemmelse med CCPRR-forordningen. Dette indebærer blandt andet, at Finanstilsynet samarbejder med andre myndigheder i overensstemmelse med artikel 6 i CCPRR-forordningen, efterlever principperne for beslutningstagning i artikel 7 i CCPRR-forordningen og udveksler informationer med andre myndigheder i overensstemmelse med artikel 8 i CCPRR-forordningen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra en central modpart (CCP) for Finansiel Stabilitet. Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger til Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed forelægger en genopretningsplan for en CCP for Finansiel Stabilitet, og at Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger vedrørende genopretningsplanen til Finanstilsynets afviklingsenhed.

Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med, at det af det foreslåede stk. 1 fremgår, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 10 i CCPRR-forordningen, der vedrører vurdering af genopretningsplaner. Det følger af artikel 10, stk. 5, i CCPRR-forordningen, at afviklingsmyndigheden gennemgår genopretningsplanen med henblik på at identificere eventuelle foranstaltninger, der kan få en negativ indvirkning på CCP'ens afviklingsmuligheder. Hvis der identificeres sådanne foranstaltninger, gør afviklingsmyndigheden den kompetente myndighed opmærksom herpå og fremsætter henstillinger til den kompetente myndighed.

Finanstilsynet forelægger genopretningsplanen for Finansiel Stabilitet, fordi Finansiel Stabilitet har indsigt i, hvilke genopretningsforanstaltninger, der kan være hindringer i en afviklingssituation. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at følge Finansiel Stabilitets anbefalinger.

På baggrund af egen vurdering og Finansiel Stabilitets anbefalinger fremsætter Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 5, i CCPRR-forordningen, henstillinger til Finanstilsynet som kompetent myndighed, om måder, hvorpå den negative virkning af disse foranstaltninger på CCP'ens afviklingsmuligheder kan afhjælpes.

Det foreslås i stk. 3, at Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder afviklingsplaner i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, som Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder en afviklingsplan for en CCP, hvorefter Finanstilsynet vedtager afviklingsplanen. Det vil være Finanstilsynet, der sender en CCP en sammenfatning af afviklingsplanens væsentligste elementer, jf. artikel 12, stk. 8. En CCP skal i overensstemmelse med artikel 12, stk. 6, underrette Finanstilsynet som afviklingsmyndighed om ændringer, der berører CCP'ens retlige eller organisatoriske struktur, dens forretningsaktiviteter eller finansielle stilling, eller enhver anden ændring, som har væsentlige konsekvenser for planens effektivitet. Finanstilsynet videregiver underretningen til Finansiel Stabilitet. I overensstemmelse med, at det i det foreslåede stk. 1, fremgår, at det er Finanstilsynet, der er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 14 i CCPRR-forordningen, er det Finanstilsynet, der kan træffe en afgørelse om afviklingsplanen, jf. artikel 14, stk. 5, i CCPRR-forordningen.

Finanstilsynet skal, både som kompetent myndighed og afviklingsmyndighed, give Finansiel Stabilitet alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af afviklingsplaner, jf. artikel 73, stk. 5, litra b, i CCPRR-forordningen, hvoraf det fremgår, at kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne kan udveksle oplysninger indbyrdes.

Det forslås i stk. 4, at Finansiel Stabilitet forelægger vurdering af afviklingsmulighederne for en central modpart (CCP) for Finanstilsynet i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabilitet skal foretage en vurdering af afviklingsmulighederne i henhold til artikel 15 i CCPRR-forordningen og forelægge den for Finanstilsynet. Det er, som det fremgår af det foreslåede stk. 1, Finanstilsynet, der er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 15. Det vil derfor være Finanstilsynet, der på baggrund af Finansiel Stabilitets vurdering, vurderer om en CCP kan afvikles, jf. artikel 15, stk. 2, i CCPRR-forordningen.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet indsender, efter indstilling fra Finansiel Stabilitet, en rapport om afviklingshindringer til den centrale modpart (CCP) i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Finansiel Stabilitet udarbejder en indstilling til en rapport til CCP’en om væsentlige hindringer for afviklingen af CCP’en i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i CCPRR-forordningen. At rapporten om afviklingshindringer indstilles af Finansiel Stabilitet indebærer, at Finansiel Stabilitet udarbejder et udkast til rapporten og indstiller udkastet til vedtagelse hos Finanstilsynet. Finanstilsynet som afviklingsmyndighed sender i samarbejde med Finanstilsynet som kompetent myndighed rapporten til CCP’en i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed alene kan træffe afgørelse om, at en central modpart (CCP) er nødlidende eller forventeligt nødlidende efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, nr. ii, i CCPRR-forordningen.

Det forslås i stk. 7, at Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklingsmyndighed med en passende operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at de beføjelser og opgaver, som Finanstilsynet er pålagt som afviklingsmyndighed for en CCP, skal Finanstilsynet udføre med passende uafhængighed fra Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, der sikrer, at der ikke opstår interessekonflikter. Der kan eksempelvis være en interessekonflikt mellem opgaverne, hvis tilsynsopgaverne, der typisk adresserer risici, der er mere aktuelle, prioriteres frem for afviklingsopgaver. Navnlig skal tilsynet med overholdelse af EMIR og tilsynet med clearingmedlemmer omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR, og Finanstilsynets rolle som kompetent myndighed i henhold til CCPRR-forordningen være uafhængigt af hinanden. Clearingmedlemmer kan bl.a. være pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber. Rent operationelt vil de opgaver, som Finanstilsynet vil skulle varetage som afviklingsmyndighed for en CCP derfor blive udført med passende uafhængighed fra Finanstilsynets tilsynsopgaver, herunder særligt tilsynet med virksomheder, der er clearingmedlemmer, som er omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR. Finanstilsynets opgaver som afviklingsmyndighed bliver varetaget af en særlig enhed, der skal være tilstrækkeligt adskilt fra de øvrige funktioner og medarbejdere i Finanstilsynet.

På nuværende tidspunkt er der ikke etableret en CCP i Danmark, og Finanstilsynet har derfor ikke opgaver som afviklingsmyndighed for en CCP. Etableres en CCP i Danmark, skal Finanstilsynet tage stilling til afviklingsenhedens kommandoveje og organisatoriske placering i Finanstilsynet for at undgå interessekonflikter.

Den foreslåede bestemmelse skal læses i overensstemmelse med § 344 d i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse er en følge af artikel 3, stk. 3, 6 og 7, der stiller krav om, at der er indført passende strukturelle ordninger for at undgå interessekonflikter mellem afviklingsmyndighedens opgaver efter CCPRR-forordningen og myndighedens opgaver som tilsynsmyndighed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til 212 b

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 212 b, at Erhvervsministeriet varetager det kompetente ministeriums opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsministeriet bliver udpeget til at varetage det kompetente ministeriums opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Opgaverne omfatter bl.a. deltagelse i en CCP’s afviklingskollegium, jf. artikel 4, stk. 2, litra m, i CCPRR-forordningen. Heraf fremgår det, at det kompetente ministerium skal deltage i en CCP’s afviklingskollegium, sammen med bl.a. afviklingsmyndighederne og den kompetente myndighed, når det den udpegede afviklingsmyndighed ikke er det kompetente ministerium. Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 5 og § 7, nr. 12, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndigheder for en CCP, og Erhvervsministeriet skal derfor tillige deltage i afviklingskollegiet.

Det kompetente ministerium har desuden visse beføjelser i forbindelse med anvendelse af offentlige stabiliseringsværktøjer i medfør af artikel 45 i CCPRR-forordningen. Artikel 45 i CCPRR-forordningen giver mulighed for, at staten undtagelsesvist i helt ekstraordinære tilfælde kan deltage i afviklingen af en CCP, ved at anvende såkaldte offentlige stabiliseringsinstrumenter i form af kapitaltilførsel eller midlertidigt ejerskab, jf. artikel 46 i CCPRR-forordningen.

I overensstemmelse med artikel 45 i CCPRR-forordningen, er det staten, der undtagelsesvist kan anvende offentlige stabiliseringsværktøjer i form af kapitaltilførsel eller midlertidigt ejerskab, hvilket i praksis vil betyde, at en anvendelse af offentlige midler, kun kan ske ved beslutning og bevilling foretaget af Folketinget Finansudvalg.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 3, stk. 8, i CCPRR-forordningen, der stiller krav om, at medlemsstaten udpeger et ministerium, det varetager det kompetente ministeriums opgaver i henhold til forordningen.

Til nr. 6 (§ 220, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 220, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Det følger af den gældende § 220, stk. 2, 1. pkt., at Danmarks Nationalbank, når der er tale om et registreret betalingssystem omfattet af kapitel 32, kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf. § 254, i lov om kapitalmarkeder, indeholder bestemmelser om bødestraf, hvis man ikke efterlever et påbud givet i medfør af § 220.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overholdelsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov. Derfor kan Finanstilsynet også fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 3, jf. § 214, stk. 1. Finanstilsynet kan desuden til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, jf. § 215, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., at indsætte forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for Finanstilsynet og Danmarks Nationalbank at påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at manglende efterlevelse af et påbud udstedt til en fysisk eller juridisk person om at ændre en bestemt adfærd eller handling, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov, vil kunne straffes med bøde i medfør af § 254, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Til nr. 7 (§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 221 fastlægger reglerne om Finanstilsynets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør af et reguleret marked.

Det følger af det gældende stk. 1, at Finanstilsynet kan påbyde en operatør af et reguleret marked at afsætte en direktør inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis direktøren ikke længere opfylder kravene til at varetage sin stilling i medfør af henholdsvis § 68, stk. 1, nr. 2-5, eller § 69. Disse bestemmelser vedrører egnethed og hæderlighed for ledelsesmedlemmer og kravet om at afsætte tilstrækkelig tid til varetagelse af stillingen eller hvervet som enten direktør eller bestyrelsesmedlem.

Det følger af det gældende stk. 4, 1. pkt., at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde en operatør af et reguleret marked at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3.

Det følger af det gældende stk. 9, at stk. 1-8 i bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige, når en operatør af et reguleret marked drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Det foreslås i § 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, at ændre bestemmelserne således, at en it-operatør af et detailbetalingssystem også vil være omfattet.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde en it-operatør af et detailbetalingssystem at afsætte en direktør i en it-operatør af et detailbetalingssystem i de situationer, der er nævnt i § 221, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt. Det foreslåede medfører også, at i det tilfælde en it-operatør af et detailbetalingssystem drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion vil § 221, stk. 1-8, finde tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige i virksomheden.

Til nr. 8 (§ 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 221 fastlægger reglerne om Finanstilsynets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør af et reguleret marked.

Det følger af det gældende stk. 2, at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne ikke kan varetage hvervet i medfør af bestemmelserne i § 68, stk. 1, nr. 2-5, eller § 69.

Det følger af det gældende stk. 4, 3. pkt., at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås i § 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt., at ændre bestemmelserne således, at en it-operatør af et detailbetalingssystem også vil være omfattet.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv i de situationer, der er nævnt i § 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt.

Til nr. 9 (§ 221 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 221 a, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet kan påbyde en direktør, et bestyrelsesmedlem, en person, der faktisk leder en CCP’s forretningsaktiviteter, eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for CCP’ens overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen at afholde sig fra at udøve funktioner i en midlertidig periode. Definitionen af øverste ledelse fremgår af artikel 2, nr. 37, i CCPRR-forordningen.

Påbuddets varighed vil afhænge af en konkret vurdering, men kan eksempelvis hænge sammen med hvornår CCP’en får bragt overtrædelsen til ophør ved at opfylde de relevante pligter. Påbuddets varighed skal derfor ikke fremgå af påbuddet.

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan. Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCPRR-forordningen. En CCP’s genopretningsplan anses ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 eller bilagets afsnit A i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at samarbejde med afviklingsmyndigheden om udarbejdelsen af afviklingsplaner og give afviklingsmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen og gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplysninger og analyser, der er omhandlet i afsnit B i bilaget til CCPRR-forordningen. Oplysningerne kan gives til Finansiel Stabilitet gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at give afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 3, nr. 5, og § 7, nr. 12, detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel 29 i EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndighederne kræver det. De nævnte aftaler, som er omhandlet i artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjenesteydelser, CCP’en leverer, og de aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt at udveksle oplysninger med Finanstilsynet for at lette vurderingen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det finansielle system generelt som omhandlet i artikel 9 og 10 i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til CCPRR-forordningen.

Et påbud meddelt efter det foreslåede stk. 1 eller 2 vil gælde indtil Finanstilsynet tilbagekalder påbuddet.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 82, stk. 2, litra c, i CCPRR-forordningen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 231, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af § 231, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at enhver, som Finanstilsynets afgørelse retter sig mod, er part i afgørelsen. § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder fastlægger, hvem der, ud over den, som afgørelsen retter sig mod, er part i sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af Finanstilsynet i medfør af de regler, som Finanstilsynet påser overholdelse af. De fysiske og juridiske personer, der er oplistet i § 231, stk. 2, har alene partsstatus for så vidt angår oplysninger, der vedrører den pågældende.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 3, i § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at den centrale modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, når Finanstilsynet har truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at CCP’en, ud over den, som afgørelsen retter sig mod, er part i en sag, når Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af § 221 a, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører CCP’en.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 9, om indsættelse af § 221 a i lov om kapitalmarkeder, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 4, i § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central modpart (CCP), eller en fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til den centrale modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en CCP, eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til CCP’en, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at CCP’en er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, i CCPRR-forordningen, har partsstatus for så vidt angår de dele af afgørelsen, der vedrører den pågældende, uanset at afgørelsen er rettet mod CCP’en.

Definitionen af snævre forbindelser følger af artikel 2, nr. 24, i EMIR. Snævre forbindelser er blandt andet en situation hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til hinanden gennem kapitalinteresser på mindst 20 procent af stemmerettighederne i en virksomhed.

En afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, kan bl.a. være begrundet med, at CCP’en ikke længere opfylder, eller forventeligt ikke længere vil opfylde, de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt.

Som eksempel vil en direktør være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende, når Finanstilsynets afgørelse om, at CCP’en er nødlidende er delvist begrundet i, at direktøren ikke har et tilstrækkelig godt omdømme til at sikre en sund og forsigtig ledelse af CCP’en.

En kapitalejer vil eksempelvis være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende, hvis Finanstilsynets afgørelse om, at CCP’en er nødlidende indeholder en vurdering af, at kapitalejeren er til hinder for, at der kan sikres en sund og forsigtig ledelse af CCP’en.

De fysiske og juridiske personer, der er omfattet af bestemmelsen, bevarer deres partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgørelse også efter Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndighed har overtaget kontrollen med CCP’en.

Til nr. 11 (§ 251 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 251 a, i lov om kapitalmarkeder, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse strafbelægger de overtrædelser, som i medfør af artikel 82, stk. 1, i CCPRR-forordningen skal kunne sanktioneres af de nationale kompetente myndigheder.

Det følger af artikel 82, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at overtrædelse af artikel 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, skal kunne sanktioneres.

Overtrædelser af CCPRR-forordningen kan foretages af fysiske og juridiske personer.

Det følger af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I dette tilfælde, hvor den strafbelagte bestemmelse omhandler en pligt for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter ved overtrædelse af bestemmelsen virksomheden, samt en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest ledelsen. Der vil kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden. Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være anledning til, ud over tiltalen mod den juridiske person, tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Der bør som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøde lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens økonomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved strafudmålingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører på markedet, og således at det finansielle incitament til at overtræde bestemmelserne reduceres. Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhængig af gerningsmandens økonomiske forhold.

Nedenfor beskrives de artikler i CCPRR-forordningen, der strafbelægges med den foreslåede bestemmelse i § 251 a i lov om kapitalmarkeder:

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan. Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCPRR-forordningen. En CCP’s genopretningsplan anses ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 eller bilagets afsnit A i CCPRR-forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning til CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at udarbejde eller vedligeholde CCP’ens genopretningsplan i overensstemmelse med kravene i artikel 9 i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 9, stk. 9, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at ajourføre genopretningsplanen mindst en gang årligt. Finanstilsynet kan kræve, at en CCP ajourfører genopretningsplanen hyppigere.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at ajourføre CCP’ens genopretningsplan årligt eller hyppigere, hvis Finanstilsynet har stillet krav om dette overfor CCP’en i overensstemmelse med artikel 9, stk. 9, i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at samarbejde med afviklingsmyndigheden om udarbejdelsen af afviklingsplaner og give afviklingsmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen og gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplysninger og analyser, der er omhandlet i afsnit B i bilaget til CCPRR-forordningen. Oplysningerne kan gives til afviklingsmyndigheden gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at give afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 2, nr. 9, og § 7, nr. 12, detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel 29 i EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndighederne kræver det. De nævnte aftaler, som er omhandlet i artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjenesteydelser, CCP’en leverer, og aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt at udveksle oplysninger med Finanstilsynet for at lette vurderingen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det finansielle system generelt som omhandlet i artikel 9 og 9 i CCPRR-forordningen. Det følger af artikel 2, nr. 16, i CCPRR-forordningen, at en FMI er en finansiel markedsinfrastrukur, der kan være en CCP, en værdipapircentral, et transaktionsregister, et betalingssystem eller et andet system, der er defineret og udpeget af en medlemsstat i medfør af artikel 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer. Artikel 9 og 10 i CCPRR-forordningen omhandler henholdsvis kravene til en CCP’s genopretningsplan og tilsynsmyndighedernes vurdering af genopretningsplanen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at fremlægge alle de oplysninger, som Finanstilsynet eller afviklingsmyndighederne kræver i medfør af artikel 13, i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til CCPRR-forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at underrette Finanstilsynet, når CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 254, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

§ 254, stk. 1, indeholder regler om straf for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger.

Det følger af den gældende § 254, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær, der undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220 eller afgiver urigtige og vildledende oplysninger til Finanstilsynet, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysningerne på en objektiv måde, eller manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interesser eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen eller udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke-professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at ændre bestemmelsen således at en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi også fremgår heraf.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, og som undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af lovens § 220 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 1, består i ikke at efterkomme et påbud eller afgive urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af § 254, stk. 1, er den fysiske eller juridiske person, der står som modtager af et påbud, jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 378 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet.

Til nr. 13 (§ 254, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder)

§ 254, stk. 3, indeholder regler om straf for personer tilknyttet en af de aktører, der er nævnt i § 254, stk. 1, hvis personerne giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig myndighed.

Det følger af den gældende § 254, stk. 3, at såfremt en person, der er knyttet til en af de i stk. 1, 1. pkt., nævnte aktører giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig myndighed, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke-professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 3, at indsætte en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en person, der er knyttet til en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet eller anden offentlig myndighed, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 3, består i at afgive urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af § 254, stk. 3, er den fysiske eller juridiske person, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank, jf. i Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 379.

Til nr. 14 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses. En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysningerne på en objektiv måde, men kan endvidere også bestå i manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interesser eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen eller udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 1, at ændre »eller en aktionær« til »en aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet vil kunne pålægge direktionen eller bestyrelsen hos en juridisk person eller en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi tvangsbøder, hvis vedkommende ikke efterkommer de pligter der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf eller forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet.

Den strafbare handling i medfør af den foreslåede ændring af § 256, stk. 1, består i ikke at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf eller forordninger fastsat i medfør af de direktiver der gennemføres ved denne lov påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank. Ansvarssubjektet er direktionen eller bestyrelsen hos en juridisk person eller en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Den foreslåede ændring giver Finanstilsynet en generel hjemmel til at pålægge bl.a. en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi tvangsbøder, hvis man undlader i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven påhviler dem.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 383.

Til nr. 15 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overholdelsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov. Derfor kan Finanstilsynet også fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 3, jf. § 214, stk. 1. Finanstilsynet kan desuden til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, jf. § 215, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at indsætte forordninger fastsat i medfør af de direktiver der gennemføres ved denne lov.

Den foreslåede ændring vil gøre det muligt for Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Danmarks Nationalbank at pålægge en fysisk eller juridisk person tvangsbøder, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at undladelse af at efterkomme de pligter, der følger af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov vil kunne medføre tvangsbøder.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.

Der findes ikke særlige regler for håndtering af nødlidende CCP’er på EU-plan.

CCPRR-forordningen fastsætter en række forskellige beføjelser til tilsyns- og afviklingsmyndighederne i medlemsstaterne til at gribe ind i en usund eller nødlidende CCP tilstrækkeligt tidligt og hurtigt med henblik på bl.a. at sikre kontinuiteten i CCP’ens kritiske finansielle og økonomiske funktioner og samtidig minimere virkningen på samfundsøkonomien og det finansielle system. CCPRR-forordningen finder anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

Det foreslås i § 59 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 9, stk. 8, artikel 18, stk. 6, artikel 19, stk. 1, artikel 21, artikel 22, stk. 1, artikel 22, stk. 1, litra a, nr. i, artikel 22, stk. 5, artikel 23-32, artikel 33, stk. 1-7, artikel 34-36, artikel 38-52, artikel 53, stk. 1, artikel 54-69, artikel 70, stk. 2, artikel 71-75 og artikel 77-80 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Udpegningen i henhold til forordningens artikler, jf. ovenfor, vil medføre, at Finansiel Stabilitet tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til CCPRR-forordningen. Udpegningen af Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndighed i henhold til de nævnte artikler i forordningen skal samtidig sikre, at Finansiel Stabilitet har mulighed for at udøve beføjelser efter forordningen, således at afviklingsmålene for den nødlidende CCP kan opnås.

De omhandlende beføjelser i henhold til CCPRR-forordningen gælder bl.a. afsnit V om afvikling. Afsnit V fastsætter bl.a. betingelser for iværksættelse af afviklingshandlinger, værdiansættelse og nedskrivning og konvertering af ejerskabsinstrumenter. Herudover omfattes en række artikler, der fastsætter de nærmere afviklingsværktøjer, som Finansiel Stabilitet vil kunne anvende i forbindelse med afvikling af en CCP. Det gælder bl.a. virksomhedssalg (artikel 40), adgangen til suspension af kontrakter (artikel 55) og oprettelse af en såkaldt bro-CCP (artikel 42).

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 212 a i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 2, nr. 5, der indeholder en tilsvarende oplistning af, hvornår Finanstilsynet er udpeget som afviklingsmyndighed.

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter rammerne for, hvornår pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber kan drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis en finansiel virksomhed eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslås at indsætte en ny § 29 b .

Det foreslåede stk. 1, fastslår, at forsikringsselskaber uanset §§ 11, 29 og 29 a i fællesskab med andre kan drive anden virksomhed, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Forsikringsselskaber vil således kunne drive anden virksomhed, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1-3 er opfyldt. Særlovgivning inden for særlige områder vil dog kunne begrænse mulighederne for drift af anden virksomhed.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk. 1, for forsikringsselskaber videreføres i en særskilt bestemmelse i den foreslåede § 29 b, stk. 1. Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter det foreslås, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Formålet med den foreslåede § 29 b er blandt andet at sikre, at forsikringsselskaber uanset ejerskabsforhold kan tilpasse sig strukturudviklingen. Dette er en betingelse for, at sektoren kan være konkurrencedygtig også i fremtiden og en begrundelse for, at lovgivningen ikke bør indeholde unødvendige ejerbarrierer.

Det er samtidig vigtigt, at forsikringsselskaberne har mulighed for at sikre sig størst muligt afkast af deres investeringer, herunder at selskaberne får mulighed for at sikre deres pensionskunder den bedst mulige forrentning af pensionsmidlerne. Et modgående hensyn mod en fuldstændig ophævelse af reglerne er, at forsikringsselskaber forvalter betroede midler.

Den foreslåede bestemmelse giver forsikringsselskaber mulighed for i fællesskab med andre at drive anden virksomhed, der går udover det lovlige virksomhedsområde for forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber i forhold til udgangspunktet i Solvens II-direktivets artikel 18, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt. Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger henholdsvis aktiviteter med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Betingelserne i nr. 1-3 bidrager til at sikre, at der fortsat i den danske regulering tages højde for hensynene i Solvens II-direktivets artikel 18, således at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål, og dermed udøvede virksomhed, til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne aktiviteter. Bestemmelsen skal derfor ses i sammenhæng med lovens øvrige bestemmelser om hvilken virksomhed, en forsikringsvirksomhed må udøve og drive. Forsikringsselskaber må derfor også drive aktiviteter omfattet af enten accessorisk virksomhed i henhold til den foreslåede § 29, stk. 1, eller aktiviteter omfattet af definitionen på accessorisk servicevirksomhed, jf. den foreslåede § 29, stk. 4, nr. 2, i fællesskab med andre i henhold til kravene i den bestemmelse.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, indebærer betingelse om, at forsikringsselskabet ikke har direkte eller indirekte bestemmende indflydelse på virksomheden.

Kravet om, at virksomheden skal drives i fællesskab med andre, medfører, at det enkelte forsikringsselskab ikke direkte eller indirekte må have en bestemmende indflydelse på virksomheden. Hvorvidt dette krav er opfyldt, vil bero på en konkret vurdering, og der lægges ikke udelukkende vægt på ejerandelen. Der henvises i øvrigt til § 5 b i lov om finansiel virksomhed for en definition af bestemmende indflydelse.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer betingelse om, at forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvaltningsselskaber, der indgår i administrationsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet.

Den fælles drift kan ikke ske sammen med finansielle virksomheder, der indgår i koncern eller administrationsfællesskab med forsikringsselskabet. Dette indebærer, at finansielle virksomheder i samme koncern eller administrationsfællesskab betragtes som én virksomhed eller ét selskab ved vurderingen af, om der foreligger bestemmende indflydelse. To forsikringsselskaber, der indgår i samme administrationsfællesskab, kan således ikke eje hver en tredjedel af en virksomhed sammen med en virksomhed, der ikke indgår i koncernen eller administrationsfællesskabet. Der er derimod ikke noget til hinder for, at et forsikringsselskab sammen med en ikke-finansiel virksomhed, der er søsterselskab til forsikringsselskabet, og en finansiel virksomhed, der ikke indgår i koncernen, ejer virksomheden. Tilsvarende hindrer lovforslaget ikke, at anden virksomhed kan drives i fællesskab med forsikringsselskabets holdingvirksomhed.

Et administrationsfællesskab er et organiseret samarbejde mellem to eller flere forsikringsselskaber om såvel administrative funktioner som investeringsmæssige dispositioner. Disse administrationsfællesskaber kan være organiseret i en af følgende strukturer:

– De fællesadministrerede forsikringsselskaber administreres i et af selskaberne etableret interessentskab eller i et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab, som ikke er et forsikringsselskab eller en finansiel virksomhed efter lov om finansiel virksomhed.

– Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer de øvrige forsikringsselskaber, uden at det administrerende forsikringsselskab er koncernforbundet med en overvejende del af de øvrige forsikringsselskaber.

I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det enkelte forsikringsselskabs administration, herunder kundeadministration, til det administrerende selskab.

Det foreslåede stk. 1, nr. 3, indebærer betingelse om, at virksomheden udøves i et andet selskab med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet.

Kravet om, at virksomheden skal drives i et andet selskab med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet, skal forstås således, at virksomheden således ikke kan drives som et interessentskab eller på anden måde, der medfører, at forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens gæld m.v.

Det foreslås i stk. 2, at hvis et forsikringsselskab eller en koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller den foreslåede § 29 b, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk. 2, for forsikringsselskaber videreføres i en særskilt bestemmelse i den foreslåede § 29 b, stk. 2. Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre, at et forsikringsselskab, der sammen med andre virksomheder driver anden virksomhed, ikke lider økonomiske tab som følge af ændringer i koncern- eller ejerforhold.

Det vil i sådanne situationer være rimeligt, at der gives en frist til afvikling. Fristen vil bero på en konkret vurdering, som bl.a. vil tage højde for forsikringsselskabernes mulighed for at afhænde den anden virksomhed. Bestemmelsen omfatter alle situationer, hvor ændringer i koncern- eller ejerforhold medfører, at § 11, stk. 1, 1. pkt., overtrædes.

Til nr. 16 (§ 43 b i lov om finansiel virksomhed)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) fastsætter den overordnede regulering af behandling af personoplysninger. Behandling af personoplysninger er således underlagt en række principper, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter forordningen enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede); ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning, og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel i den finansielle regulering til, med henblik på nødvendig entydig identifikation, at indhente og behandle personnummer, hvorfor finansielle virksomheder som udgangspunkt er afhængig af et samtykke.

Virksomhederne kan dog i henhold til anden lovgivning indhente og behandle personnummer. Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller således krav om, virksomhederne indhenter deres kunders/medlemmers personnummer og derved sikrer identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnummer følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved behandling forstås efter databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2, enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk behandling - som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås at indsætte § 43 b, hvorefter finansielle virksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at finansielle virksomheder på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente og behandle personnummer med henblik på en entydig identifikation. I dag er de finansielle virksomheder som udgangspunkt afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de finansielle virksomheder, som allerede har indhentet personnummer for at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til den videre administration af kundeforholdet og rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de administrative opgaver bankerne, realkreditinstitutterne og forsikringsselskaberne varetager i relation til deres kunder, ligesom den vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kunderne.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Finansielle virksomheders administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning, når der er tale om etablering af et nyt kundeforhold. I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre, f.eks. ved forsikringsselskabers udarbejdelse af tilbud på en eller flere forsikringer.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden. Det vil derfor være muligt f.eks. for forsikringsselskaber uden samtykke at anvende den kommende kundes personnummer til at gennemføre den elektroniske godkendelse af forsikringsselskabets bindende tilbud på tegning af en forsikring. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at virksomheder kan anvende bestemmelsen som behandlingshjemmel i forbindelse med et tilbud om nye produkter i et eksisterende kundeforhold.

For banker og realkreditinstitutter vil den foreslåede bestemmelse medføre, at institutterne bl.a. får adgang til at behandle personnumre på sine kunder samt øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvor en entydig identifikation er nødvendig. Det vil bl.a. være nødvendigt, når man behandler kunder, kautionister, garantistillere, begunstigede, modparter, deponenter, tredjemandspantsættere, fuldmagtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af selvbetjeningsløsninger, oprettere af børneopsparinger, værger, indskydere, reelle ejere, ledelsesmedlemmer m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.

Det vil dog ikke være muligt for en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge at benytte bestemmelsen til behandling af personnummer, idet den foreslåede nyaffattelse af § 124, stk. 2, i lov om betalinger, jf. lovforslagets § 5, nr. 12, bestemmer, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke. Det betyder bl.a., at pengeinstitutter, der tilbyder netbank, dankort m.v., stadig skal have kundens samtykke for at kunne tilgå, behandle og opbevare oplysning om personnummeret i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesteprodukter. I det omfang, der i anden særregulering, ud over databeskyttelsesreglerne, findes specifikke regler om behandling af personoplysninger, vil disse regler have forrang frem for denne bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsselskaberne vil få adgang til at behandle personnumre for forsikringstagere, sikrede og skadelidte. Forsikringstager er den person, som har tegnet den pågældende forsikring i forsikringsselskabet, dvs. har indgået forsikringsaftalen med forsikringsselskabet. Der kan være flere forsikringstagere for den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Sikrede er personer, som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på en livsforsikring. Andre eksempler er familiemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv. Skadelidte omfatter personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at finansielle virksomheder vil få adgang til at behandle personnummeret på sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation, ved udførelsen af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning:

– Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifikation for brug af løsningen.

– Koncernintern udveksling og administration, herunder koncernintern risikostyring samt tilsvarende udveksling mellem fællesejede realkreditinstitutter og instituttets ejerkreds.

– Udveksling af personnummer med andre tredjeparter, når det er nødvendigt for at opfylde forsikringsaftalen/pensionsaftalen/bankaftalen/realkreditaftalen m.v.

– Løbende kommunikation med kunden.

– Tinglysning og registrering af pant.

– Henvendelser og opgaver relateret til gældsinddrivelse, misligholdelse og inkasso.

– Henvendelser om fornyelser eller ændringer af forsikringsaftale.

– Henvendelser om ændringer i forsikringstagerens forhold, som kan have betydning for forsikringspræmien, selvrisikoen på forsikringen, vilkårene for forsikringen og de sikkerhedsforskrifter, som forsikringstageren skal iagttage.

– Henvendelser til forsikringsselskabet som reaktion på ændring af forsikringspræmie, selvrisiko, forsikringsvilkår eller sikkerhedsforskrifter eller andre ændringer, f.eks. ændringer i betaling af forsikringspræmien eller andre lignende ændringer af de generelle forhold i kundeforholdet.

– Kommunikationen mellem skadelidte og forsikringsselskabet i anledning af skader, hvor der ofte fremkommer oplysninger, som fører til ændring eller præcisering af forsikringsaftalen.

– Henvendelser med konkrete spørgsmål om forsikringens dækning.

– Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR med henblik på sikring af, at den finansielle virksomhed har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

– Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation via e-Boks som sikker digital post mellem en finansiel virksomhed og dets kunder.

– Udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af betalte præmier, udbetaling af bonus osv., idet anvendelse af udbetaling til NemKonto kræver, at virksomheden har kundens personnummer.

– Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten i forbindelse med den løbende kommunikation mellem den finansielle virksomhed og den registrerede – herunder som led i, at den registrerede ønsker at gøre brug af den registreredes rettigheder under databeskyttelsesforordningen.

– Indhentelse af kundens skadeshistorik hos andre forsikringsselskaber i forbindelse med fastsættelse af vilkårene for kundens forsikring, og hvor personnummeret er med til at sikre entydig identifikation af kunden hos forsikringsselskaberne.

– Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

Til nr. 17 (§ 100, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås i § 100, nr. 3, at ændre »og« til: »,«.

Ved lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås et nr. 5 i § 100. Opregningen i § 100 nr. 1-4, er en sætningskæde, hvorfor det er nødvendigt at konsekvensrette § 100, nr. 3 og 4.

Til nr. 18 (§ 100, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås i § 100 nr. 4, at ændre »formue« til: »formue og«.

Ved lovforslagets § 1, nr. 18, foreslås et nr. 5 i § 100. Opregningen i § 100 nr. 1-4, er en sætningskæde, hvorfor det er nødvendigt at konsekvensrette § 100, nr. 3 og 4.

Til nr. 19 (§ 100, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås at indsætte nr. 5 i § 100 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et investeringsforvaltningsselskab skal tage hensyn til bæredygtighedsricisi ved opfyldelse af kravene i § 71, stk. 1, når det varetager administrationen af UCITS.

Bæredygtighedsrisiko defineres i lovforslagets § 1, nr. 5, som bæredygtighedsrisiko defineret som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Definitionen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Bæredygtighedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Den foreslåede bestemmelse vil implementere artikel 1, nr. 2, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen vil indebære, at investeringsforvaltningsselskaber løbende skal vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici m.m. i forhold til de administrerede UCITS, men også alle bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring med henblik på at sikre, at investeringsforvaltningsselskabets processer, systemer og interne kontrol afspejler bæredygtighedsrisici, og at investeringsforvaltningsselskabet har teknisk kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 120 (§ 177 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 177 a indeholder regler om koncerner.

Reguleringen af fondsmæglerselskaber blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og reguleringen af fondsmæglerselskaber blev samtidig flyttet til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i § 177 a, stk. 1, at ændre », et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I« til: »eller et realkreditinstitut«.

Ændringen er en konsekvens af forslaget af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 21 (§ 224, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 224 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds tilladelse, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af en række nærmere angivne regler, hvis virksomheden ikke længere opfylder kravene til at få en tilladelse, hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter, at tilladelse er meddelt, eller hvis der ikke udøves finansiel virksomhed i en periode på over 6 måneder.

Den gældende § 224 er en videreførelse af § 254 i lov nr. 453 af 10. juni 2003, og der var ved videreførelsen, ved lov nr. 1383 af 20. december 2004, ikke tilsigtet materielle ændringer, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, L 64, side 42.

Det fremgik af § 254, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet helt eller delvist kan inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, hvis et selskab, gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i loven, ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse ikke inden for de af Finanstilsynet fastsatte frister har gennemført de foranstaltninger, som er angivet i de i § 272, stk. 1 og 2, nævnte genoprettelsesplaner, eller hvis virksomheden anmodede om det.

Ifølge bemærkningerne til § 254 i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 176, side 259, vil en delvis inddragelse af tilladelsen oftest bestå i en tilbagekaldelse af tilladelsen for så vidt angår en forsikringsklasse eller gruppe.

Det foreslås i § 224 at indsætte et stk. 9, hvorefter virksomheder, der har tilladelse til i samme selskab at drive både livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 11, stk. 12, kan få inddraget deres tilladelse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

Der er alene tale om en præcisering af, at der i forhold til forsikringsselskaber der har tilladelse til både at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 7, i særlige tilfælde kan ske en delvis inddragelse af tilladelsen.

Bestemmelsen præciserer bl.a., at Finanstilsynet i forhold til virksomheder, der har tilladelse til både at drive livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig, ud over at kunne inddrage den samlede tilladelse tillige kan inddrage tilladelsen for skadesforsikringsvirksomheden særskilt.

Dette vil bl.a. være relevant, hvis virksomheden ikke formår at leve op til de krav, der gælder herfor, herunder ikke har sikret tilstrækkelig adskillelse og særskilt forvaltning og de livs- og skadesforsikrede respektive interesser er tilsidesat. De relevante krav fremgår bl.a. af bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Ved inddragelse af en tilladelse skal almindelige principper om proportionalitet iagttages. Derudover skal en mindre indgribende foranstaltning vurderes at være utilstrækkelig. Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over for forsikringsselskabet, før tilladelsen inddrages, eller at forholdene i forsikringsselskabet indebærer, at forsikringsselskabet ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan forholdene i forsikringsselskabet rettes op ved en mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens tilladelse som forsikringsselskab, skal den mindre reaktion vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at forsikringsselskabet retter op på de kritisable forhold i forsikringsselskabet.

Til nr. 22 (§ 272, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

§ 272 indeholder regler om nedskrivning eller konvertering af kapitalinstrumenter.

Reguleringen af fondsmæglerselskaber blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, og blev samtidig hermed flyttet til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i § 272, stk. 1.

1. pkt., at ændre »pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I« til: »pengeinstituttet eller realkreditinstituttet«.

Ændringen er en konsekvens af forslaget af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Ændringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 23 (§ 344, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser. Efter § 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel.

Efter den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed bl.a. varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede, fremgår varetagelsen heraf udtrykkeligt i bestemmelsen for at understrege det tilsynsmæssige fokus herpå.

Efter den gældende ordlyd af § 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmodel. For forsikringsselskaber indebærer en holdbar forretningsmodel, at forretningsmodellen medvirker til forsikringsselskabets levedygtighed både på kort og på lang sigt.

Det følger af §§ 14 og 18, at en ansøgning om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed skal ledsages af en driftsplan. Formålet med at indhente en driftsplan er at sikre et udgangspunkt for Finanstilsynets vurdering af, om den påtænkte virksomhed er forsvarlig, herunder holdbarheden af virksomhedens forretningsmodel, samt hvorvidt de aktiviteter, som virksomheden ønsker at udøve, svarer til det, virksomheden søger om tilladelse til. Der kan f.eks. ikke gives tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, såfremt Finanstilsynet på baggrund af de indsendte oplysninger, finder det usandsynligt, at selskabet, i den af driftsplanen omfattede periode og ved dennes udløb, vil være i stand til at opfylde minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet i medfør af §§ 126 c og 126 d i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i § 344, stk. 2, efter 2. pkt., hvorefter, Finanstilsynet for forsikringsselskaber, der både har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal lægge vægt på både holdbarheden af den samlede virksomhed, samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

Der er alene tale om en præcisering vedrørende vurderingen af holdbarhed af forretningsmodellen i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Finanstilsynet foretager en vurdering af en virksomheds forretningsmodels holdbarhed i forbindelse med, at virksomheden ansøger. Finanstilsynet fører ligeledes tilsyn med dette løbende.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede sker der en præcisering af hvordan holdbarhed skal fortolkes i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab er underlagt en række krav, der skal understøtte, at der i praksis sker en særskilt forvaltning af de to områder, hvilket skal ses i lyset af, at der består et særligt behov for at sikre de livsforsikredes interesser, når der udøves skadesforsikringsvirksomhed sammen med livsforsikringsvirksomhed. De krav, der stilles til sådanne virksomheder indebærer, at der ud over fokus på holdbarheden af virksomhedens samlede forretningsmodel, nødvendigvis også skal være fokus på holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

F.eks. er det et krav, at en virksomhed, der driver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

I vurderingen af holdbarheden for sådanne typer virksomheders forretningsmodel vil det derfor bl.a. indgå, hvorvidt selskabet har og kan forventes på sigt at have et tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til livsforsikringsvirksomheden, herunder til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for livsforsikringsvirksomheden og tilsvarende tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til SUL-virksomheden til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for skadesforsikringsvirksomheden. Det er en forudsætning for, at en forretningsmodel kan anses for holdbar, at det kan sikres, at de respektive minimumskapitalkrav udelukkende dækkes af midler tilhørende den respektive type virksomhed, og at der ikke er afhængigheder mellem de to forretningsben. Dette indebærer videre, at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer virksomhed

Ved en holdbar forretningsmodel lægger Finanstilsynet vægt på, at selskabet i en given driftsplansperiode har en så stor indtjening, at den kan dække de relevante kapitalkrav og eventuelle stigninger heri.

Der vil være tale om en konkret vurdering af forretningsmodellen i lyset af de mere generelle markedsforhold samt den pågældende virksomheds type, størrelse, forretningsplaner og strategier, samt de budgetter, kapitalplaner og lignende, herunder de konkrete fremskrivninger og de forudsætninger, som strategi, fremskrivninger m.m. er baseret på. Da fokus skal være på både virksomhedens holdbarhed samlet set og på livs- og skadesforsikringsvirksomheden for sig, vil Finanstilsynet skulle inddrage begge områders forretningsplaner og strategier, samt budgetter, kapitalplaner og lignende. Det forhold at der har været systematiske underskud i en periode og eller forventes systematiske underskud i en periode fremover vil kunne inddrages i vurderingen af holdbarheden både samlet set og for hver af de to forretningsområder og uafhængigt af kapitaloverdækningens størrelse.

Fokus er, om der er består en risiko for holdbarheden givet forsikringsselskabers forretningsplan og -strategier eller på om øvrige forhold kan få betydning for forsikringsselskabers overholdelse af lovgivningen. I vurderingen indgår endvidere forsikringsselskabets aktuelle overholdelse af lovgivningen men også eventuelle fremtidige overtrædelser.

Den foreslåede præcisering skal ses i lyset af lovens overordnede rammer for ledelse samt styring og indretning.

Til nr. 24 (§ 348, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis efter § 43, stk. 1, 2 og 9, § 48 a og §§ 53 b-53 d, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Forbrugerombudsmanden kan endvidere behandle sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i medfør af denne lovs § 43, stk. 3.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at udstede regler om finansielle virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån. Hjemlen er benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 752 af 23. april 2021 om god skik for boligkredit.

Det foreslås i § 348, stk. 1, 2. pkt., at indsætte »og 8« efter »stk. 3«.

Den foreslåede bestemmelse medfører en udvidelse af Forbrugerombudsmandens kompetence til at indbringe god skik sager for domstolene. Den foreslåede bestemmelse vil således gøre det muligt for Forbrugerombudsmanden også at indbringe sager for overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Til nr. 25 (§ 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, at Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9. Det kan for eksempelvis være i tilfælde af sager om uretmæssigt opkrævede gebyrer eller renter eller sager, hvor forbrugere er blevet udsat for en aggressiv markedsføring f.eks. i form af uanmodet henvendelse, hvorved en eller flere forbrugere har lidt tab.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at udstede regler om finansielle virksomheders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlignende lån.

Finanstilsynet underretter efter de gældende regler Forbrugerombudsmanden om god skik sager, hvor der er tale om, at den pågældende virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af virksomhedens manglende efterlevelse af § 43, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9.

Det foreslås i § 348 a, stk. 1, at ændre »stk. 2 og 9« til: »stk. 2, 8 og 9«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet også skal underrette Forbrugerombudsmanden om sager om finansielle virksomheders manglende efterlevelse af regler udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Til nr. 26 (§ 348 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2.

Det følger af § 348 a, stk. 2, at Forbrugerombudsmanden uanset § 354 har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af § 348 a, stk. 1.

Det følger af § 354, at Finanstilsynets ansatte er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden.

Det følger af § 354 g, at Finanstilsynets ansatte ikke må videregive oplysninger om en person, der til Finanstilsynet har indberettet en virksomhed eller person for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering.

Det foreslås i § 348 a, stk. 2, at ændre »§ 354« til »§§ 354 og 354 g«.

Forbrugerombudsmandens rolle i god skik sager er afgørende i relation til at varetage forbrugernes retsstilling i sager, hvor en finansiel virksomhed måtte have forbrudt sig mod god skik reglerne, og hvor forbrugere har lidt et tab som følge heraf. Det er derfor vigtigt, at Forbrugerombudsmanden har fuld adgang til de relevante oplysninger i sagerne. I dag er § 354 g til hinder for at give Forbrugerombudsmanden fuld adgang til oplysninger i sager, der er opstået på baggrund af en whistleblower henvendelse.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Forbrugerombudsmanden uanset tavshedspligtsbestemmelserne i §§ 354 og 354 g har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfatter af § 348 a, stk. 1. Bestemmelsen udvides således til også at omfatte adgang til oplysninger om en person, der har indberettet sager til Finanstilsynet. Disse personoplysninger er ellers omfattet af tavshedsbestemmelsen i § 354 g.

Det er afgørende, at den tavshedspligt, som Finanstilsynets ansatte er underlagt i relation til whistleblowere efter § 354 g ikke forhindrer muligheden for at videregive relevante sagsoplysninger, herunder oplysninger om en person, der har indberettet sager til Finanstilsynet, til Forbrugerombudsmanden.

Til nr. 27 (§ 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at alle der i henhold til stk. 5 og 6 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den tavshedspligt, der følger af § 354, stk. 1.

Det foreslås i § 354, stk. 8, at indsætte en henvisning til § 348 a, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at når Forbrugerombudsmanden efter § 348 a, stk. 2, får adgang til fortrolige oplysninger, vil Forbrugerombudsmanden være underlagt den samme tavshedspligt som de, der modtager fortrolige oplysninger efter § 354, stk. 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerombudsmanden vil være underlagt en skærpet tavshedspligt for de fortrolige oplysninger, som Forbrugerombudsmanden til brug for sin sagsbehandling modtager fra Finanstilsynet.

Til nr. 28 (§ 354 g, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 2, at stk. 1 ikke er til hinder for, at personoplysninger videregives i medfør af § 354, stk. 6.

Den gældende § 354 g, stk. 1, indeholder en tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte i relation til personer, der indberettet en virksomhed eller en person til Finanstilsynet for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering. Finanstilsynet kan som følge heraf ikke uden et samtykke fra den pågældende videregive oplysninger til f.eks. Forbrugerombudsmanden.

Det følger af den gældende § 354, stk. 2, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger om whistleblowere efter § 354, stk. 6, som er Finanstilsynets hjemmel til at videregive til bl.a. Det Systemiske Risikoråd, andre offentlige myndigheder, Folketingets Ombudsmand, m.v.

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 4, at alle, der i henhold til stk. 2 modtager personoplysninger, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Det foreslås i § 354 g, stk. 2, at indsætte en henvisning til § 348 a, stk. 2.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet har hjemmel til at kunne oversende oplysninger om en whistleblower til Forbrugerombudsmanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet trods tavshedspligten i § 354 g, stk. 1, også kan videregive oplysninger om whistleblowere til Forbrugerombudsmanden efter § 354 g, stk. 2.

Oplysninger som Forbrugerombudsmanden modtager i medfør af den foreslåede bestemmelse vil være underlagt tavshedspligt efter § 354 g, stk. 4.

Til nr. 29 (§ 360, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det gældende kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed regulerer beregningsgrundlaget og opkrævningen af de afgifter, som Finanstilsynet opkræver.

Det fremgår af den gældende § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksomheder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 361-370.

Det foreslås i § 360, stk. 1, at ændre »Finanstilsynets bevilling« til »Finanstilsynet kan opkræve beløb op til Finanstilsynet bevilling«, og at »opkræves« udgår.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet ikke er forpligtet til at opkræve den fulde bevilling efter finansloven. Det vil være relevant, hvis Finanstilsynet i et finansår ikke forventer at realisere sine budgetterede udgifter fuldt ud. I disse finansår vil Finanstilsynet ved afgiftsopkrævningen kunne opkræve mindre end finanslovsbevillingen muliggør.

Det foreslåede har til formål at sikre, at der ikke bliver pålagt unødvendige afgifter på de virksomheder, der betaler afgift til Finanstilsynet.

Til nr. 30 (§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I samlet skal betale et årligt grundbeløb på 3.350.000 kr.

Det foreslås, at § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, ændres, således at fondsmæglerselskaber I ændres til fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, og at 3.350.000 kr. ændres til 4.200.000 kr.

Grundbeløbet for de omfattede virksomheder foreslås ændret til 4.200.000 kr., således at den årlige afgiftsopkrævning, inklusiv indeksering, jf. § 361, stk. 11, for virksomhederne omfattet af afviklingsreglerne i de europæiske krisehåndteringsdirektiver (BRRD og BRRD2), afstemmes med de ekstra finanslovsbevillinger, som Finanstilsynets har fået til brug for den øgede arbejdsbyrde påført af direktiverne, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg E, aktstykke nr. 313 af 24. september 2020, side 1.

Beløbet dækker Finanstilsynets opgaver i medfør af BRRD og BRRD2, herunder arbejdet med genopretningsplaner, afviklingsplaner og kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 105 som fremsat, s. 95.

Beløbsændringen ændrer ikke de samlede afgifter, der bliver betalt til Finanstilsynet. Ændringen sikrer alene at afgifterne, der skal opkræves fra virksomhederne omfattet af afviklingsreglerne i BRRD og BRRD2, bliver afstemt med de nævnte ekstra bevillinger i Finansloven.

Når den samlede indtægt ved Finanstilsynets afgiftsopkrævning, trods beløbsstigningen, forbliver helt uændret, skyldes det at den samlede afgift, jf. § 360, i lov om finansiel virksomhed, fastsættes via finanslovsbevillingen, som der ikke ændres på.

Den foreslåede ændring af begrebet fondsmæglerselskaber I er en konsekvens af lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.

Med lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter blev begrebet fondsmæglerselskaber I fjernet fra den finansielle lovgivning.

Det foreslåede medfører ikke en ændring af, hvilke virksomheder der er forpligtet til at betale afgift efter § 361, stk. 1, nr. 8.

Til nr. 31 (§ 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 2, nr. 8, at centrale modparter (CCP’er) med tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder, betaler 725.000 kr.

Det foreslås med § 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at den årlige afgift på 725.000 kr. skal dække finansiering af tilsynsaktiviteter.

Afgiften dækker de udgifter som Finanstilsynet vil have til tilladelse og løbende tilsyn med eventuelle centrale modparter, der får tilladelse, jf. Folketingstidende 2012-13, Tillæg A, L 87 som fremsat, side 63.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 4, hvorefter der foreslås indsat en ny bestemmelse, der fastsætter et afgiftsbeløb for CCP’er til dækning af omkostninger til afviklingsopgaver. Herved fastsættes to forskellige afgiftsbeløb for CCP’er, der dækker over finansiering af forskellige opgaver.

Til nr. 32 (§ 361, stk. 2, nr. 9, lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 361, stk. 2, nr. 8, fastsætter, at CCP’er skal betale et årligt grundbeløb på betale 425.000 kr. til Finanstilsynet.

Der foreslås indsat et nyt nr. 9 i § 361, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter centrale modparter (CCP’er) betaler 425.000 kr. til finansiering af afviklingsopgaver.

Afgiften vil dække udgifterne forbundet med de opgaver Finanstilsynet vil få som afviklingsmyndighed for CCP’er i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 (CCPRR-forordningen).

Der henvises til lovforslaget § 2, nr. 5, hvorefter Finanstilsynet foreslås udpeget som afviklingsmyndighed for CCP’er.

Forslaget vil ikke øge Finanstilsynets bevilling, men sikre at CCP’er, der måtte etablere sig i Danmark, er med til at finansiere Finanstilsynets drift inden for rammerne af den eksisterede bevilling.

Til nr. 33 (§ 373 stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 373, stk. 1, at indsætte § 29 a, 2. pkt., og at § 24, stk. 1, 3. pkt., udgår.

Den foreslåede indsættelse af § 29 a, 2. pkt., medfører, at grov overtrædelse af kravene i § 29 a, 2. pkt., om ikke at underrette Finanstilsynet om, at selskabet driver anden virksomhed i medfør af § 29 a, 1. pkt., straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er det pågældende forsikringsselskab.

Den strafbare handling for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er eksempelvis, at forsikringsselskabet ikke at underretter Finanstilsynet om, at selskabet driver anden virksomhed efter § 29 a, 1. pkt.

Forslaget til at § 24, stk. 1, 3. pkt., udgår skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 34, hvor § 24, stk. 1, 3. pkt., foreslås tilføjet til oplistningen af bestemmelser om påbud for hvilke manglende efterlevelse kan straffes med bøde.

For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.

Til nr. 34 (§ 373 stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 24, stk. 1, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til. Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsninger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab.

Det følger af § 373, stk. 3, at en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et påbud om at indstille en overtrædelse af en række nærmere opregnede bestemmelse, kan straffes med bøde.

Det foreslås i § 373, stk. 3, 1. pkt., at indsætte § 24, stk. 1, 3. pkt., og § 29, stk. 2.

Den foreslåede indsættelse af § 24, stk. 1, 3. pkt., præciserer, at manglende efterlevelse af et påbud fra Finanstilsynet om, at accessorisk virksomhed skal udøves af et andet selskab givet efter § 24, stk. 1, 3. pkt., kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede indsættelse af § 29, stk. 2, medfører, at manglende efterlevelse af et påbud givet efter § 29, stk. 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

For en nærmere gennemgang af § 29, stk. 2, henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 14.

Til nr. 35 (§ 438, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 438, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Anordningshjemlen i § 438, stk. 1, er blevet anvendt til at udstede anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordning nr. 86 af 10. februar 2006.

§§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordning nr. 86 af 2006, indeholder regler om udøvelse af finansiel virksomhed på Færøerne, hvis virksomheden har tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land i Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Det foreslås i § 438, stk. 6, at de dele af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, kan sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslåede indebærer, at anordningshjemmelen i § 438, stk. 1, kan anvendes på ny for Færøerne med henblik på, at der ved anordning ændres ved bestemmelserne i §§ 30 og 31.

Den foreslåede anordningshjemmel vil blive anvendt til at udstede en anordning, hvor der indsættes en undtagelse til gensidighedskravet i § 30, stk. 1, 1. pkt., og § 31, stk. 1, 1. pkt., i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed. Undtagelsen til en gensidighedsaftale vil være, at en finansiel virksomhed, der har tilladelse til at udøve finansiel virksomhed, og har hjemsted i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal etablere en filial i Danmark for at kunne udøve finansiel virksomhed på Færøerne. Derudover vil den finansielle virksomheds aktiviteter på Færøerne skulle godkendes af Finanstilsynet. Aktiviteter udøvet på Færøerne er desuden underlagt færøsk regulering.

Denne ændring af §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed vil medføre, at virksomheder, der har fået tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land i EU eller et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område, kan udøve finansiel virksomhed på Færøerne, uden at der er blevet indgået aftale mellem deres hjemland og Færøerne. Krav om etablering af et filial i Danmark vil videre medføre, at den finansielle virksomhed ved etablering af filial skal iagttage reglerne om notifikation af Finanstilsynet i medfør af reglerne i §§ 30 og 31 i lov om finansiel

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.15. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af § 104, stk. 2, i lov om betalinger, at hvis en betalingsordre iværksættes af betalingsmodtager eller via dennes udbyder, er udbyderen over for betalingsmodtageren ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren.

Det følger derudover, at ansvarsreglerne i stk. 1 angående betalers udbyders ansvar i visse tilfælde finder anvendelse på de tilfælde, hvor betalingsordren iværksættes af eller via betalingsmodtager. Der er tale om objektivt ansvar, hvorefter udbyderen som udgangspunkt er ansvarlig for direkte tab, selvom betalingstransaktionens manglende gennemførelse må skyldes tredjemands forhold.

Det følger af bemærkningerne til § 104, at udbyderen efter anmodning altid skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet.

Det foreslås at indsætte en ny § 104 a.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 89, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, at iværksættes en betalingsordre af eller via betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for betalingsmodtageren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, for betalingsmodtagerens direkte tab i overensstemmelse med omfanget i § 104, stk. 4.

Med forslaget til stk. 1 fastsættes objektive erstatningsregler for betalingstransaktioner, der iværksættes af eller via betalingsmodtageren.

Bestemmelsen omfatter bl.a. direkte debitering og betalinger med betalingskort, som er iværksat af eller via betalingsmodtager. Som et eksempel på direkte debitering kan nævnes betalinger via Betalingsservice. Som eksempel på en betaling med betalingskort iværksat af betalingsmodtager kan nævnes de såkaldte Merchant Initiated Transactions (MIT).

Det følger af forslaget, at betalingsmodtagers udbyder overfor betalingsmodtageren er ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, jf. § 113 i lov om betalinger.

Beregning af erstatningens størrelse skal ske i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, idet kun direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Som eksempel på tab omfattet af bestemmelsen kan nævnes tabte renteindtægter.

Forslaget fastsætter med henvisning til § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108 undtagelser til udbyderens ansvar.

Af § 97 følger indsigelsesfrister for betalingstjenestebrugeren over for den pågældende udbyder, hvorfor en betalingstjenesteudbyder alene er ansvarlig, såfremt betalingstjenestebrugeren overholder indsigelsesfristen i § 97.

Af § 103, stk. 2, 4 og 5, følger, at udbyderens ansvar for det fulde direkte tab er betinget af, at brugeren kan oplyse den entydige identifikationskode som defineret i § 7, nr. 38 i lov om betalinger. Kan brugeren således ikke oplyse korrekt identifikationskode, er udbyderen alene ansvarlig for at træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som har været involveret i betalingstransaktionen, og i tilfælde hvor midlerne ikke kan tilbageføres, at udlevere alle oplysninger, som er relevante for brugerens eventuelle fremsættelse af et retskrav.

Afslutningsvist følger det af § 108, at udbyderen er ansvarsfri i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen er manglende eller mangelfuld på grund af usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som udbyderen ikke har haft nogen indflydelse på og ikke har haft mulighed for afværge.

For nærmere omkring direkte tab henvises til bemærkningerne til § 104, stk. 4, ovenfor.

Det foreslås i stk. 2, at hvis betalingsmodtagerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1, skal udbyderen øjeblikkeligt videresende den pågældende betalingsordre til betalerens udbyder.

Den foreslåede bestemmelse i § 104 a nyaffatter § 104, stk. 2, og præciserer det i § 104, stk. 2, indeholdte, objektive ansvar for direkte tab for betalingsmodtagerens udbyder i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen iværksættes af eller via betalingsmodtagers udbyder til også at præcisere pligten for betalingsmodtagerens udbyder til øjeblikkeligt at videresende den pågældende betalingsordre og til øjeblikkeligt efter anmodning at bestræbe sig på at spore den mangelfulde transaktion.

Med den foreslåede bestemmelse vil betalingsmodtagerens udbyder, i tilfælde af mangelfuld fremsendelse af betalingsordre, blive forpligtet til, så snart denne bliver bekendt med den mangelfulde transaktion, at sikre, at betalingsordren afsendes korrekt til betalers udbyder. Det kunne eksempelvis være så snart, at det tekniske problem, der forårsagede problemet, er løst. Dette skal sikre, at betalingsmodtagerens direkte tab minimeres samt sikre gennemførelse af transaktionen.

Forpligtelse til øjeblikkelig fremsendelse af betalingsordre i tilfælde af ansvar efter stk. 1 gælder alene det øjeblik der konstateres manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordre og hindrer derfor ikke generel anvendelse af systematisk eller datobaseret fremsendelse af betalingsordrer, eksempelvis ved anvendelsen af Betalingsservice, når der ikke er tale om manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordre.

Det foreslås i stk. 3, at ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Med forslaget til stk. 3 fastsættes regler for valørdatering specifikt i tilfælde af manglende eller forsinket afsendelse af betalingsordren. Reglerne angiver, hvornår der skal beregnes renter af betalingstransaktioners beløb i tilfælde af mangelfulde eller manglende transaktioner.

Det foreslåede vil pålægge en forpligtelse for betalingsmodtagerens udbyder til rentemæssigt at stille betalingsmodtageren på samme måde, som hvis betalingsordren af betalingsmodtageren var blevet fremsendt rettidigt. Det indebærer, at der beregnes renter fra det tidspunkt, som ville være forekommet, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Rettidig fremsendelse skal forstås i overensstemmelse med § 113 i lov om betalinger.

Det foreslås i stk. 4, at betalingsmodtagerens udbyder efter anmodning øjeblikkeligt skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtager om resultatet uden omkostninger for betalingsmodtageren.

Det foreslåede i stk. 4 fastslår, at uanset om betalingsmodtagers udbyder kan holdes ansvarlig, skal denne efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtager om resultatet. Dette kan eksempelvis omfatte, at udbyder, i det omfang det er muligt, undersøger, hvem betaler eller dennes udbyder er og oplyser dette til brugeren. Der kan ikke forlanges betaling for dette eller i øvrigt påføres modtager nogen form for direkte eller indirekte omkostninger herfor.

Det foreslås i stk. 5 , 1. pkt., at er betalingsmodtagerens udbyder ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 i denne bestemmelse, er betalerens udbyder over for betaleren ansvarlig for direkte tab i henhold til § 104, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget transaktionsbeløbet.

Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at er betalerens udbyder ansvarlig, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Betalerens udbyder skal godtgøre betaleren uden unødig forsinkelse. Dette indebærer, at betalerens udbyder skal bestræbe sig på at godtgøre betalerens tab hurtigst muligt. Ethvert ophold, der ikke er nødvendiggjort af udbyderens ekspeditionsgang, anses for unødigt.

Det foreslås i stk. 5, 3. pkt., at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke må ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

Det i stk. 5., foreslåede præciserer, at hvis ansvaret for en manglende eller mangelfuld transaktion ikke kan tillægges betalingsmodtagers udbyder, vil ansvaret falde tilbage på betalerens udbyder og vil efter indholdet i stk. 5 have samme omfang som efter § 104.

Til nr. 10 (§ 106 i lov om betalinger)

Den gældende § 106, stk. 1, fastsætter, at en udbyder af betalingstjenester, der har erstattet et tab, jf. §§ 99 eller 104, som følge af forhold hos en anden udbyder eller tredjemand, kan kræve erstatningen godtgjort af den pågældende.

Det foreslås i § 106 at ændre eller 104 til 104 eller 104 a.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 11 (§ 107, 1. pkt., i lov om betalinger)

Det følger af § 107, stk. 1, 1. pkt., at er en betaling udeblevet eller forsinket under omstændigheder som nævnt i § 104, stk. 1 og 2, eller § 105, stk. 1 og 2, kan misligholdelsesbeføjelser ikke af den grund gøres gældende over for betaleren, bortset fra krav på rente.

Det foreslås i § 107, stk. 1, 1. pkt., at ændre § 104, stk. 1 og 2, til § 104, stk. 1, § 104 a, stk. 1.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 12 (§ 124, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 124, stk. 2, i lov om betalinger, at en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge på forhånd skal indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger af betalingstjenester, hvis udbyderen eller udstederen behandler personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten.

De specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, anfører, at udtrykkeligt samtykke skal forstås i overensstemmelse med persondatalovens anvendelse af begrebet, jf. Folketingstidende 2016-17, B, Ændringsforslag til forslag til lov om betalinger, som afgivet i betænkning af den 30. maj 2017, side 8. Persondataloven er senere erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23 maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Bestemmelsen implementerer artikel 94, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (herefter kaldet 2. betalingstjenestedirektiv).

Det følger af direktivets artikel 94, stk. 2, at betalingstjenesteudbydere kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.

Med forslaget til nyaffattelsen af § 124, stk. 2, vil det blive præciseret, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.

Formålet med nyaffattelsen af bestemmelsen er at sikre en direktivnær implementering af artikel 94, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv, som er i overensstemmelse med Det Europæiske Databeskyttelsesråds retningslinjer nr. 06/2020 af den 15. december 2020.

Begrebet personoplysninger i forslaget til stk. 2 skal forstås i overensstemmelse med definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1. Begrebet omfatter således enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede).

Ved identificerbar fysisk person forstås ifølge den nævnte artikel 4, stk. 1, nr. 1, en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet. I relation til betalingstjenester vil eksempelvis oplysninger om kort- og kontonummer og navnet på kort- eller kontoindehaveren udgøre personoplysninger.

Begrebet behandling skal forstås i overensstemmelse med definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 2. Begrebet forstås som enhver aktivitet eller række af aktiviteter — med eller uden brug af automatisk behandling — som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det fremgår af Det Europæiske Databeskyttelsesråds (Databeskyttelsesrådet) retningslinjer nr. 06/2020 af 15. december 2020, at udtrykkeligt samtykke i medfør af artikel 94, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv ikke er det samme som databeskyttelsesforordningens anvendelse af begrebet udtrykkeligt samtykke.

Som det fremgår af § 124, stk. 1, i lov om betalinger, finder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven anvendelse på udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge. En udbyder af betalingstjenester skal have rette behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, for at kunne behandle almindelige personoplysninger i forbindelse med leveringen af en betalingstjeneste til brugeren. I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, udgør samtykke ét ud af seks lovlige grundlag for behandling af personoplysninger.

Betalingstjenester udbydes på baggrund af en kontrakt mellem en udbyder og en bruger. Retsgrundlaget for behandling af personoplysninger med henblik på levering af betalingstjenester er derfor i princippet artikel 6, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen. Det betyder, at behandlingen er nødvendig for at opfylde en kontrakt, som brugeren er part i, eller for at træffe foranstaltninger på brugerens anmodning forud for indgåelsen af en kontrakt.

Artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv kan ikke anses for et selvstændig hjemmel til behandling af personoplysninger. Udtrykkeligt samtykke i henhold til artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv skal derimod betragtes som et yderligere krav af kontraktmæssig karakter i forbindelse med adgang til og efterfølgende behandling og lagring af personoplysninger med henblik på at udbyde betalingstjenester og er derfor ikke det samme som (udtrykkeligt) samtykke i henhold til databeskyttelsesforordningen.

Det kontraktmæssige samtykke i medfør af artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv skal fortolkes således, at brugeren, når denne indgår en aftale med en betalingstjenesteudbyder i henhold til det 2. betalingstjenestedirektiv, skal gøres fuldt bekendt med de specifikke kategorier af personoplysninger, der vil blive behandlet. Desuden skal brugeren gøres opmærksom på det specifikke betalingstjenesterelaterede formål, hvortil personoplysningerne vil blive behandlet, og brugeren skal udtrykkeligt acceptere dette. Sådanne elementer skal klart kunne skelnes fra de øvrige elementer, der behandles i kontrakten, og de skal udtrykkeligt accepteres af brugeren.

At samtykket efter 2. betalingstjenestedirektiv skal være udtrykkeligt indebærer derfor, at en udbyder ikke kan opnå stiltiende eller indirekte tilslutning til behandling af personoplysninger. Det indebærer f.eks., at en udbyder af betalingstjenester skal indhente et samtykke på et oplyst grundlag, således at det klart og tydeligt fremgår for den enkelte bruger, at der eksempelvis ved indgåelse af en rammeaftale om betalingstjenester samtidig gives samtykke til, at betalingstjenesteudbyderen må behandle den pågældende brugers personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten. Dette kunne eksempelvis være i forbindelse med indgåelse af aftale om brug af et betalingskort. Her kan indehaveren af betalingskortet i rammeaftalen give samtykke til behandling af oplysninger om kortnummer eller andre personoplysninger i forbindelse med gennemførelsen af en betalingstransaktion, hvis grundlaget for samtykket fremgår klart og tydeligt af aftalen om brug af betalingskortet.

Selvom samtykket i artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv ikke er en selvstændig hjemmel til behandling af personoplysninger, vedrører dette samtykke specifikt behandling af personoplysninger og databeskyttelse i forbindelse med leveringen af betalingstjenester på baggrund af en kontrakt med brugeren og sikrer derfor gennemsigtighed og en vis grad af kontrol for betalingstjenestebrugeren. Artikel 94, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv stiller ikke specifikke betingelser for et gyldigt udtrykkeligt samtykke efter bestemmelsen, men betingelserne for det udtrykkelige samtykke skal forstås i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning og på en måde, der bevarer direktivets effektive virkning.

Artikel 7 i databeskyttelsesforordningen stiller generelle krav til et gyldigt samtykke. Det indebærer bl.a., at udbyderen skal være i stand til at påvise, at der var gyldigt samtykke på behandlingstidspunktet. Desuden skal anmodningen om samtykke indgives på en måde, der klart kan skelnes fra de øvrige elementer, i en letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og forståeligt sprog. Herudover skal samtykket være frivilligt. Ved vurderingen af, om samtykke er givet frivilligt, tages der størst muligt hensyn til, om eksempelvis leveringen af en tjenesteydelse er gjort betinget af samtykke til behandling af personoplysninger, som ikke er nødvendig for at levere denne tjenesteydelse. Dette indebærer, at brugeren skal have ret til at vælge, om denne vil benytte sig af betalingstjenesten eller ej.

Som eksempel skal en udbyder ved indgåelse af aftale om leveringen af en kontooplysningstjeneste gøre det tydeligt over for brugeren, hvilke specifikke kategorier af personoplysninger, der vil blive behandlet. Formålene med behandlingen skal være klart angivet og meddelt brugeren i overensstemmelse med udbyderens formålsbegrænsnings- og gennemsigtighedsforpligtelser. Personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål i overensstemmelse med princippet om formålsbegrænsning, jf. artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen. Hvis personoplysninger indsamles med mere end ét formål for øje, skal den dataansvarlige undgå kun at identificere ét bredt formål for at begrunde forskellige yderligere behandlingsaktiviteter, som faktisk kun er fjernt forbundet med det faktiske oprindelige formål.

Det fremhæves i denne forbindelse, at en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge ikke må indsamle oplysninger, der ikke er nødvendige for at levere den konkrete tjeneste til brugeren.

Det bemærkes, at en kontrakt om levering af betalingstjenester også kan omfatte vilkår, der pålægger betingelser for yderligere tjenester, som ikke er reguleret af det 2. betalingstjenestedirektiv. Udbyderen skal altid vurdere, hvilken behandling af personoplysninger, der er nødvendig for at opfylde kontrakten. Nødvendigheden afhænger af tjenesteydelsens art, kontraktparternes gensidige perspektiver og forventninger, baggrunden for kontrakten og de væsentlige elementer i kontrakten.

Med forslaget til stk. 2 gælder der et krav om, at samtykket skal være indhentet forud for behandling af personoplysningerne. Der gælder således ikke et krav om, at der skal indhentes et udtrykkeligt samtykke hver gang, der foretages en behandling af oplysningerne. Der kan således gives et generelt udtrykkeligt samtykke i en rammeaftale om udbuddet af betalingstjenester. Behandlingen af oplysningerne må dog ikke være uforenelig med det oprindelige indsamlingsformål, jf. princippet om formålsbegrænsning i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b.

Det bemærkes, at de grundlæggende principper om behandling af personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven generelt skal være opfyldt. Behandlingen af oplysninger skal således bl.a. andet være i overensstemmelse med god databehandlingsskik, ligesom behandlingen også skal være sagligt begrundet og relevant.

Det bemærkes ligeledes, at et samtykke på et hvilket som helst tidspunkt kan tilbagekaldes af brugeren. Virkningen heraf er, at den behandling af oplysninger, som brugeren har meddelt sit samtykke til, ikke længere må finde sted. Tilbagekalder brugeren sit samtykke, vil leveringen af betalingstjenesten derfor ikke længere være mulig. Det bemærkes, at et samtykke ikke kan tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at behandlingen skal ophøre fra det tidspunkt, hvor tilbagekaldelsen af samtykket sker.

I henhold til § 152, stk. 2, i lov om betalinger, straffes overtrædelse af § 124, stk. 2, med bøde. Overtrædelse af det nyaffattede § 124, stk. 2, vil eksempelvis omfatte den situation, hvor en udbyder undlader at indhente et udtrykkeligt samtykke fra brugeren forud for, at udbyderen behandler brugerens personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenester. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at indhente udtrykkeligt samtykke fra brugeren i strid med § 124, stk. 2.

Til nr. 13 (§ 124, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 124, stk. 3, at uanset stk. 2, må en udbyder af betalingstjenester og betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge behandle personoplysninger til brug for forebyggelse, efterforskning, retshåndhævelse og opdagelse af misbrug eller svig, eller hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

Bestemmelsen implementerer artikel 94, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv. Det følger af artikel 94, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv, at medlemsstaterne skal tillade, at betalingssystemer og udbydere af betalingstjenester behandler personoplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til forebyggelse, efterforskning og opdagelse af betalingssvig.

Det følger af § 125, stk. 3, i lov om betalinger, at en erhvervsdrivende kun må behandle betalingsoplysninger i forbindelse med 1) gennemførelse eller korrektion af en betalingstransaktion, 2) udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, eller 3) anonymisering af betalingsoplysninger.

§ 125, stk. 3, er en dansk særregel, der indebærer en begrænsning af de formål, til hvilke erhvervsdrivende kan behandle betalingsoplysninger.

En udbyder af betalingstjenester, en udbyder af betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge udgør også erhvervsdrivende. Bestemmelsen sætter således en generel begrænsning for, hvad alle erhvervsdrivende kan behandle betalingsoplysninger til.

Betalingsoplysninger udgør personoplysninger, jf. definitionen i § 7, stk. 41, i lov om betalinger.

Det foreslås, at der i § 124, stk. 3, indsættes en henvisning til § 125, stk. 3.

Dermed vil formålsbegrænsningen i § 125, stk. 3, ikke være til hinder for, at en udbyder af betalingstjenester, en udbyder af betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge må behandle personoplysninger til brug for forebyggelse, efterforskning, retshåndhævelse og opdagelse af misbrug eller svig, eller hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

For at sikre tilliden til elektroniske betalinger er det vigtigt i videst muligt omfang at forebygge svindel med betalingstjenester, og i det omfang betalingssvindel alligevel sker at give de bedst mulige forudsætninger for at opdage og efterforske dette. Det bør således være muligt for udbydere af betalingstjenester såvel som for deltagere i betalingssystemer og udstedere af elektroniske penge at behandle personoplysninger til disse formål, også uden at forbrugerens udtrykkelige samtykke indhentes først.

Når denne behandling af personoplysninger sker, skal de generelle regler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven være opfyldt. Behandlingen af personoplysninger vil således blandt andet skulle være i overensstemmelse med god databehandlingsskik ligesom behandlingen skal være sagligt begrundet og relevant.

Endelig kan der ske behandling af personoplysninger, hvis dette er hjemlet ved anden lov. Eksempelvis kan der i medfør af hvidvaskloven i visse tilfælde ske behandling af personoplysninger.

Til nr. 14 (§ 125, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 125, stk. 2, i lov om betalinger, at en erhvervsdrivende på forhånd skal indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger, hvis den erhvervsdrivende behandler betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, jf. stk. 3, nr. 2.

De specielle bemærkninger til § 125, stk. 2, anfører, at udtrykkeligt samtykke forstås i overensstemmelse med persondatalovens anvendelse af begrebet, jf. Folketingstidende 2016-17, B, Ændringsforslag til forslag til lov om betalinger, som afgivet i betænkning af den 30. maj 2017, side 11. Persondataloven er senere erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23 maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Bestemmelsen er en dansk særregel.

Med forslaget til nyaffattelsen af § 125, stk. 2, foreslås det, at en erhvervsdrivende kun må behandle betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, med brugerens udtrykkelige samtykke, jf. stk. 3, nr. 2.

Formålet med nyaffattelsen af bestemmelsen er at sikre, at fortolkningen af begrebet udtrykkeligt samtykke i de specielle bemærkninger er i overensstemmelse med de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2. Dette skyldes, at udtrykket erhvervsdrivende, jf. § 125, stk. 2, både omfatter en udbyder af betalingstjenester, en udsteder af elektroniske penge og alle andre erhvervsdrivende, der behandler betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, jf. § 125, stk. 3, nr. 2. En udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge skal således både iagttage § 124, stk. 2, samt § 125, stk. 2, i forbindelse med udbuddet af tjenester direkte henvendt til brugeren.

Betalingsoplysninger udgør personoplysninger, jf. definitionen i § 7, stk. 41, og skal derfor forstås i overensstemmelse med definitionen af personoplysninger i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1. Begrebet omfatter således enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede).

Ved identificerbar fysisk person forstås ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1, en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet. I relation til betalingstjenester vil eksempelvis oplysninger om kort- og kontonummer og navnet på kort- eller kontoindehaveren udgøre personoplysninger.

Begrebet behandling skal forstås i overensstemmelse med definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 2. Begrebet dækker således enhver aktivitet eller række af aktiviteter — med eller uden brug af automatisk behandling — som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 13, skal begrebet udtrykkeligt samtykke i medfør af bestemmelsen forstås i overensstemmelse med de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, i lovforslagets § 5, nr. 14. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, at udtrykkeligt samtykke efter bestemmelsen ikke er det samme som databeskyttelsesforordningens anvendelse af begrebet udtrykkeligt samtykke.

Som det fremgår af § 125, stk. 1, i lov om betalinger, finder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven anvendelse på erhvervsdrivende, der behandler betalingsoplysninger. En erhvervsdrivende skal have rette behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, for at kunne behandle betalingsoplysninger, som er almindelige personoplysninger, i forbindelse med leveringen af en tjeneste direkte henvendt til brugeren. I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, udgør samtykke ét ud af seks lovlige grundlag for behandling af personoplysninger. En erhvervsdrivende skal altid foretage en konkret vurdering af, hvilket hjemmelsgrundlag i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, der er det rette grundlag for behandling af betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren.

Når en erhvervsdrivende skal levere en tjeneste direkte henvendt til brugeren, sker dette på baggrund af en kontrakt indgået med brugeren. For at levere tjenesten behandler den erhvervsdrivende brugerens betalingsoplysninger, og dermed personoplysninger, som er nødvendige for at levere tjenesten. Derfor er retsgrundlaget for behandling af betalingsoplysninger, med henblik på levering af en tjeneste direkte henvendt til brugeren, i princippet artikel 6, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen. Denne bestemmelse giver hjemmel til behandling af personoplysninger, når det er nødvendigt for at opfylde en kontrakt, som brugeren er part i, eller for at træffe foranstaltninger på brugerens anmodning forud for indgåelsen af en kontrakt.

§ 125, stk. 2, i lov om betalinger kan ikke anses for en selvstændig hjemmel til behandling af betalingsoplysninger. I overensstemmelse med de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, i lovforslagets § 5, nr. 12, skal udtrykkeligt samtykke efter § 125, stk. 2, derimod betragtes som et yderligere krav af kontraktmæssig karakter i forbindelse med adgang til og efterfølgende behandling og lagring af betalingsoplysninger med henblik på at udbyde tjenesten til brugeren og er derfor ikke det samme som (udtrykkeligt) samtykke i henhold til databeskyttelsesforordningen.

Det kontraktmæssige samtykke i medfør af bestemmelsen skal fortolkes således, at en bruger, når denne indgår en aftale med en erhvervsdrivende om leveringen af en tjeneste direkte henvendt til brugeren, skal gøres fuldt bekendt med de specifikke kategorier af betalingsoplysninger, der vil blive behandlet. Desuden skal brugeren gøres opmærksom på det specifikke formål, hvortil betalingsoplysningerne vil blive behandlet, og brugeren skal udtrykkeligt acceptere dette. Sådanne elementer skal klart kunne skelnes fra de øvrige elementer, der behandles i kontrakten, og de skal udtrykkeligt accepteres af brugeren.

At samtykket skal være udtrykkeligt indebærer derfor, at en erhvervsdrivende ikke kan opnå stiltiende eller indirekte tilslutning til behandling af betalingsoplysninger. Det indebærer f.eks., at en erhvervsdrivende skal indhente et samtykke på et oplyst grundlag, således det klart og tydeligt fremgår for den enkelte bruger, at der eksempelvis ved indgåelse af aftalen om leveringen af tjenesten samtidig gives samtykke til, at den erhvervsdrivende må behandle den pågældende brugers betalingsoplysninger.

Selvom det udtrykkelige samtykke i § 125, stk. 2, ikke er et selvstændigt retligt grundlag for behandling af betalingsoplysninger, vedrører dette samtykke specifikt behandling af betalingsoplysninger og databeskyttelse i forbindelse med leveringen af tjenester direkte henvendt til brugeren og sikrer derfor gennemsigtighed og en vis grad af kontrol for brugeren. § 125, stk. 2, stiller ikke specifikke betingelser for et gyldigt udtrykkeligt samtykke, men betingelserne for det udtrykkelige samtykke skal forstås i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning.

Artikel 7 i databeskyttelsesforordningen stiller generelle krav til et gyldigt samtykke. Det indebærer bl.a., at den erhvervsdrivende skal være i stand til at påvise, at der var gyldigt samtykke på behandlingstidspunktet. Desuden skal anmodningen om samtykke indgives på en måde, der klart kan skelnes fra de øvrige elementer, i en letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og forståeligt sprog. Herudover skal samtykket være frivilligt. Ved vurderingen af, om samtykke er givet frivilligt, tages der størst muligt hensyn til, om eksempelvis leveringen af en tjenesteydelse er gjort betinget af samtykke til behandling af betalingsoplysninger, som ikke er nødvendig for at levere denne tjenesteydelse. Dette indebærer, at brugeren skal have ret til at vælge, om denne vil benytte sig af tjenesten eller ej.

Formålene med behandlingen skal være klart angivet og meddelt brugeren i overensstemmelse med den erhvervsdrivendes formålsbegrænsnings- og gennemsigtighedsforpligtelser. Betalingsoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål i overensstemmelse med princippet om formålsbegrænsning, jf. artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen. Hvis betalingsoplysninger indsamles med mere end ét formål for øje, skal den erhvervsdrivende undgå kun at identificere ét bredt formål for at begrunde forskellige yderligere behandlingsaktiviteter, som faktisk kun er fjernt forbundet med det faktiske oprindelige formål.

Det bemærkes, at en kontrakt om levering af en tjeneste direkte henvendt til brugeren også kan omfatte vilkår, der pålægger betingelser for yderligere tjenester, som ikke er reguleret af lov om betalinger. Den erhvervsdrivende skal altid vurdere, hvilken behandling af betalingsoplysninger, der er nødvendig for at opfylde kontrakten. Nødvendigheden afhænger af tjenesteydelsens art, kontraktparternes gensidige perspektiver og forventninger, baggrunden for kontrakten og de væsentlige elementer i kontrakten.

Med forslaget til stk. 2 ligger der et krav om, at samtykket skal være indhentet forud for behandling af betalingsoplysningerne. Der gælder således ikke et krav om, at der skal indhentes et udtrykkeligt samtykke hver gang, der foretages en behandling af oplysningerne. Der kan således gives et generelt udtrykkeligt samtykke i en rammeaftale. Behandlingen af oplysningerne må dog ikke være uforenelig med det oprindelige indsamlingsformål, jf. princippet om formålsbegrænsning i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b.

Samtykkekravet gælder alene i forbindelse med udbuddet af tjenester, der er direkte henvendt til brugeren, jf. stk. 3, nr. 2, i lov om betalinger. Det indebærer, at der ikke er et samtykkekrav i forbindelse med behandling af betalingsoplysninger, når behandlingen sker i forbindelse med gennemførelse eller korrektion af en betalingstransaktion, jf. stk. 3, nr. 1, eller i forbindelse med anonymisering af betalingsoplysninger, jf. stk. 3, nr. 3. Det er således eksempelvis ikke nødvendigt for en forretning at indhente kundens udtrykkelige samtykke, før der gennemføres en betaling med et betalingskort eller for at udstede en almindelig kvittering. Ligeledes er det ikke nødvendigt for en erhvervsdrivende at indhente samtykke til at anonymisere betalingsoplysninger, der eksempelvis er indhentet i forbindelse med gennemførelsen af betalingstransaktion. I begge tilfælde finder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens almindelige behandlingsregler anvendelse.

Det bemærkes, at det er en betingelse ved behandling af betalingsoplysninger, at også de grundlæggende principper om behandling af personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven er opfyldt. Behandlingen af oplysninger skal således bl.a. være i overensstemmelse med god databehandlingsskik, ligesom behandlingen også skal være sagligt begrundet og relevant.

Det bemærkes ligeledes, at et samtykke på et hvilket som helst tidspunkt kan tilbagekaldes af brugeren. Virkningen heraf er, at den behandling af oplysninger, som brugeren har meddelt sit samtykke til, ikke længere må finde sted. Hvis brugeren tilbagekalder sit samtykke, vil leveringen af tjenesten direkte henvendt til brugeren derfor ikke længere være mulig. Det bemærkes, at et samtykke ikke kan tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at behandlingen skal ophøre fra det tidspunkt, hvor tilbagekaldelsen af samtykket sker.

I henhold til § 152, stk. 2, i lov om betalinger, straffes overtrædelse af § 125, stk. 2, med bøde. Overtrædelse af det nyaffattede § 125, stk. 2, vil eksempelvis omfatte den situation, hvor en erhvervsdrivende undlader at indhente et udtrykkeligt samtykke fra brugeren, forud for at den erhvervsdrivende behandler brugerens betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste direkte henvendt til brugeren. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at indhente udtrykkeligt samtykke fra brugeren i strid med § 125, stk. 2.

Til nr. 15 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 136, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet. Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

De gældende § 136, stk. 1 og 3, blev henholdsvis ændret og indsat med lov nr. 1940 af 15. december 2020 om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love. Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2021. Ændringen af den tidligere gældende § 136, stk. 1, medførte, at »såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90« udgik. Samtidig medførte ændringen af stk. 3, at alene oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7 blev omfattet af stk. 3, og dermed undtaget fra udgangspunktet om tavshedspligt i stk. 1. Dette betød blandt andet, at oplysninger i sager vedrørende §§ 83-90 i kapitel 6 ikke længere var omfattet af reglerne om tavshedspligt i lov om betalinger.

Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets tilsynssager efter § 35 i offentlighedsloven. Derimod begrænser § 136, stk. 1, 1. pkt., ikke adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5. Afgørelse om, hvem der er part i forhold til sager hos Finanstilsynet i henhold til denne lov, træffes efter lov om betalinger § 142.

Efter § 136, stk. 3, i lov om betalinger, finder tavshedspligten dog ikke anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7. Lovens kapitel 5-7 indeholder primært forbrugerbeskyttende bestemmelser og omhandler oplysningskrav, rettigheder og forpligtelser ved brug af betalingstjenester og elektroniske penge samt regler om gebyrer.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kapitel 5 og tilsyn med, at virksomhederne over for forbrugere overholder reglerne i kapitel 6. Finanstilsynet fører tilsyn med, at virksomheder overholder kapitel 6 over for andre virksomheder. Forbrugerombudsmanden fører ligeledes tilsyn med §§ 117-119 i kapitel 7, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med §§ 120-123 i kapitel 7.

Det foreslås at ændre § 136, stk. 3 , i lov om betalinger, så stk. 1 ikke finder anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7, bortset fra §§ 84-91.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den særlige tavshedspligt for ansatte i Finanstilsynet også skal gælde for oplysninger i sager, der er omfattet af §§ 84-91. Disse bestemmelser fremgår af lovens kapitel 6 og omhandler udbydere af betalingstjenesters adgang til betalerens konto samt forespørgsler om indestående på konti.

§§ 84-86 fastsætter regler for gennemførelsen af betalingsinitieringstjenester, herunder sikring af brugerens personaliserede sikkerhedsforanstaltninger, sikker kommunikation mellem udbyderen af betalingsinitieringstjenesten og brugerens kontoførende udbyder samt begrænsning af, hvilke oplysninger udbyderen må tilgå, anvende og lagre.

§§ 87–89 fastsætter regler for gennemførelsen af kontooplysningstjenester, herunder sikring af brugerens personaliserede sikkerhedsforanstaltninger, sikker kommunikation mellem udbyderen af kontooplysningstjenesten og brugerens kontoførende udbyder samt begrænsning af, hvilke oplysninger udbyderen må tilgå, anvende og lagre.

§ 90 fastsætter regler for den kontoførende udbyders mulighed for at nægte en udbyder af betalingsinitieringstjenester eller kontooplysningstjenester adgang til en betalingskonto, såfremt adgangen sker på svigagtigt eller uautoriseret grundlag.

§ 91 fastsætter regler om, at en kontoførende udbyder efter anmodning fra en udbyder af betalingstjenester, der udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, straks skal meddele, om et beløb, der er nødvendigt til at gennemføre en kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt på betalerens betalingskonto, såfremt en række betingelser er opfyldt.

Sager omfattet af disse bestemmelser vil således bl.a. indeholde oplysninger om, hvordan en udbyder specifikt har indrettet sine tekniske løsninger og foranstaltninger for at iagttage reglerne i nævnte bestemmelser. Oplysninger i sager omfattet af §§ 84-91 kan derfor være fortrolige oplysninger, da de vedrører en udbyder af betalingstjenesters specifikke indretning af virksomheden. Ved fortrolige oplysninger forstås oplysninger om en virksomheds forretningsmæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger, som efter deres karakter er fortrolige.

§§ 84-91 har således ikke karakter af forbrugerbeskyttende bestemmelser på samme vis som de øvrige bestemmelser i kapitel 5-7.

Den særlige tavshedspligt er i høj grad baseret på et ønske om at beskytte bl.a. virksomheders kunder, det være sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold. Derudover er Finanstilsynets tavshedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at Finanstilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger.

Med den foreslåede ændring vil reglerne om tavshedspligt delvist blive bragt tilbage til den retstilstand, der var gældende, indtil §§ 83-90 i kapitel 6 blev skrevet ud af stk. 1 som en utilsigtet konsekvens af lov nr. 1940 af 15. december 2020.

Med det foreslåede stk. 3 vil alene oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7 bortset fra §§ 84-91 i kapitel 6 således være undtaget fra reglerne om tavshedspligt i § 136, stk. 1, i lov om betalinger.

Ændringen vil medføre en begrænsning i adgangen til aktindsigt efter offentlighedsloven i Finanstilsynets sager. Den foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Der er ikke regler om afviklingsmyndigheder for CCP’er. Finanstilsynet fører tilsyn med CCP’er, jf. § 212, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder og påser overholdelse af EMIR, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder.

Det følger af artikel 3, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at medlemsstaterne skal udpege en eller flere afviklingsmyndigheder, der tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til forordningen.

Det foreslås med § 212 a at fordele opgaverne som afviklingsmyndighed mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i § 212 a, stk. 1, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii, artikel 33, stk. 8, artikel 53, stk. 2, og artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en CCP i henhold til de nævnte artikler.

Finanstilsynet vil skulle udøve sit virke som afviklingsmyndighed i overensstemmelse med CCPRR-forordningen. Dette indebærer blandt andet, at Finanstilsynet samarbejder med andre myndigheder i overensstemmelse med artikel 6 i CCPRR-forordningen, efterlever principperne for beslutningstagning i artikel 7 i CCPRR-forordningen og udveksler informationer med andre myndigheder i overensstemmelse med artikel 8 i CCPRR-forordningen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra en central modpart (CCP) for Finansiel Stabilitet. Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger til Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed forelægger en genopretningsplan for en CCP for Finansiel Stabilitet, og at Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger vedrørende genopretningsplanen til Finanstilsynets afviklingsenhed.

Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med, at det af det foreslåede stk. 1 fremgår, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 10 i CCPRR-forordningen, der vedrører vurdering af genopretningsplaner. Det følger af artikel 10, stk. 5, i CCPRR-forordningen, at afviklingsmyndigheden gennemgår genopretningsplanen med henblik på at identificere eventuelle foranstaltninger, der kan få en negativ indvirkning på CCP'ens afviklingsmuligheder. Hvis der identificeres sådanne foranstaltninger, gør afviklingsmyndigheden den kompetente myndighed opmærksom herpå og fremsætter henstillinger til den kompetente myndighed.

Finanstilsynet forelægger genopretningsplanen for Finansiel Stabilitet, fordi Finansiel Stabilitet har indsigt i, hvilke genopretningsforanstaltninger, der kan være hindringer i en afviklingssituation. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at følge Finansiel Stabilitets anbefalinger.

På baggrund af egen vurdering og Finansiel Stabilitets anbefalinger fremsætter Finanstilsynet som afviklingsmyndighed, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 5, i CCPRR-forordningen, henstillinger til Finanstilsynet som kompetent myndighed, om måder, hvorpå den negative virkning af disse foranstaltninger på CCP'ens afviklingsmuligheder kan afhjælpes.

Det foreslås i stk. 3, at Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder afviklingsplaner i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, som Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder en afviklingsplan for en CCP, hvorefter Finanstilsynet vedtager afviklingsplanen. Det vil være Finanstilsynet, der sender en CCP en sammenfatning af afviklingsplanens væsentligste elementer, jf. artikel 12, stk. 8. En CCP skal i overensstemmelse med artikel 12, stk. 6, underrette Finanstilsynet som afviklingsmyndighed om ændringer, der berører CCP'ens retlige eller organisatoriske struktur, dens forretningsaktiviteter eller finansielle stilling, eller enhver anden ændring, som har væsentlige konsekvenser for planens effektivitet. Finanstilsynet videregiver underretningen til Finansiel Stabilitet. I overensstemmelse med, at det i det foreslåede stk. 1, fremgår, at det er Finanstilsynet, der er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 14 i CCPRR-forordningen, er det Finanstilsynet, der kan træffe en afgørelse om afviklingsplanen, jf. artikel 14, stk. 5, i CCPRR-forordningen.

Finanstilsynet skal, både som kompetent myndighed og afviklingsmyndighed, give Finansiel Stabilitet alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af afviklingsplaner, jf. artikel 73, stk. 5, litra b, i CCPRR-forordningen, hvoraf det fremgår, at kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne kan udveksle oplysninger indbyrdes.

Det forslås i stk. 4, at Finansiel Stabilitet forelægger vurdering af afviklingsmulighederne for en central modpart (CCP) for Finanstilsynet i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabilitet skal foretage en vurdering af afviklingsmulighederne i henhold til artikel 15 i CCPRR-forordningen og forelægge den for Finanstilsynet. Det er, som det fremgår af det foreslåede stk. 1, Finanstilsynet, der er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 15. Det vil derfor være Finanstilsynet, der på baggrund af Finansiel Stabilitets vurdering, vurderer om en CCP kan afvikles, jf. artikel 15, stk. 2, i CCPRR-forordningen.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet indsender, efter indstilling fra Finansiel Stabilitet, en rapport om afviklingshindringer til den centrale modpart (CCP) i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Finansiel Stabilitet udarbejder en indstilling til en rapport til CCP’en om væsentlige hindringer for afviklingen af CCP’en i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i CCPRR-forordningen. At rapporten om afviklingshindringer indstilles af Finansiel Stabilitet indebærer, at Finansiel Stabilitet udarbejder et udkast til rapporten og indstiller udkastet til vedtagelse hos Finanstilsynet. Finanstilsynet som afviklingsmyndighed sender i samarbejde med Finanstilsynet som kompetent myndighed rapporten til CCP’en i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet som afviklingsmyndighed alene kan træffe afgørelse om, at en central modpart (CCP) er nødlidende eller forventeligt nødlidende efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, nr. ii, i CCPRR-forordningen.

Det forslås i stk. 7, at Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklingsmyndighed med en passende operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at de beføjelser og opgaver, som Finanstilsynet er pålagt som afviklingsmyndighed for en CCP, skal Finanstilsynet udføre med passende uafhængighed fra Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, der sikrer, at der ikke opstår interessekonflikter. Der kan eksempelvis være en interessekonflikt mellem opgaverne, hvis tilsynsopgaverne, der typisk adresserer risici, der er mere aktuelle, prioriteres frem for afviklingsopgaver. Navnlig skal tilsynet med overholdelse af EMIR og tilsynet med clearingmedlemmer omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR, og Finanstilsynets rolle som kompetent myndighed i henhold til CCPRR-forordningen være uafhængigt af hinanden. Clearingmedlemmer kan bl.a. være pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber. Rent operationelt vil de opgaver, som Finanstilsynet vil skulle varetage som afviklingsmyndighed for en CCP derfor blive udført med passende uafhængighed fra Finanstilsynets tilsynsopgaver, herunder særligt tilsynet med virksomheder, der er clearingmedlemmer, som er omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR. Finanstilsynets opgaver som afviklingsmyndighed bliver varetaget af en særlig enhed, der skal være tilstrækkeligt adskilt fra de øvrige funktioner og medarbejdere i Finanstilsynet.

På nuværende tidspunkt er der ikke etableret en CCP i Danmark, og Finanstilsynet har derfor ikke opgaver som afviklingsmyndighed for en CCP. Etableres en CCP i Danmark, skal Finanstilsynet tage stilling til afviklingsenhedens kommandoveje og organisatoriske placering i Finanstilsynet for at undgå interessekonflikter.

Den foreslåede bestemmelse skal læses i overensstemmelse med § 344 d i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse er en følge af artikel 3, stk. 3, 6 og 7, der stiller krav om, at der er indført passende strukturelle ordninger for at undgå interessekonflikter mellem afviklingsmyndighedens opgaver efter CCPRR-forordningen og myndighedens opgaver som tilsynsmyndighed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til 212 b

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 212 b, at Erhvervsministeriet varetager det kompetente ministeriums opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsministeriet bliver udpeget til at varetage det kompetente ministeriums opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Opgaverne omfatter bl.a. deltagelse i en CCP’s afviklingskollegium, jf. artikel 4, stk. 2, litra m, i CCPRR-forordningen. Heraf fremgår det, at det kompetente ministerium skal deltage i en CCP’s afviklingskollegium, sammen med bl.a. afviklingsmyndighederne og den kompetente myndighed, når det den udpegede afviklingsmyndighed ikke er det kompetente ministerium. Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 5 og § 7, nr. 12, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyndigheder for en CCP, og Erhvervsministeriet skal derfor tillige deltage i afviklingskollegiet.

Det kompetente ministerium har desuden visse beføjelser i forbindelse med anvendelse af offentlige stabiliseringsværktøjer i medfør af artikel 45 i CCPRR-forordningen. Artikel 45 i CCPRR-forordningen giver mulighed for, at staten undtagelsesvist i helt ekstraordinære tilfælde kan deltage i afviklingen af en CCP, ved at anvende såkaldte offentlige stabiliseringsinstrumenter i form af kapitaltilførsel eller midlertidigt ejerskab, jf. artikel 46 i CCPRR-forordningen.

I overensstemmelse med artikel 45 i CCPRR-forordningen, er det staten, der undtagelsesvist kan anvende offentlige stabiliseringsværktøjer i form af kapitaltilførsel eller midlertidigt ejerskab, hvilket i praksis vil betyde, at en anvendelse af offentlige midler, kun kan ske ved beslutning og bevilling foretaget af Folketinget Finansudvalg.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 3, stk. 8, i CCPRR-forordningen, der stiller krav om, at medlemsstaten udpeger et ministerium, det varetager det kompetente ministeriums opgaver i henhold til forordningen.

Til nr. 6 (§ 220, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 220, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Det følger af den gældende § 220, stk. 2, 1. pkt., at Danmarks Nationalbank, når der er tale om et registreret betalingssystem omfattet af kapitel 32, kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf. § 254, i lov om kapitalmarkeder, indeholder bestemmelser om bødestraf, hvis man ikke efterlever et påbud givet i medfør af § 220.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overholdelsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov. Derfor kan Finanstilsynet også fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 3, jf. § 214, stk. 1. Finanstilsynet kan desuden til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, jf. § 215, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., at indsætte forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for Finanstilsynet og Danmarks Nationalbank at påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at manglende efterlevelse af et påbud udstedt til en fysisk eller juridisk person om at ændre en bestemt adfærd eller handling, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov, vil kunne straffes med bøde i medfør af § 254, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Til nr. 7 (§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 221 fastlægger reglerne om Finanstilsynets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør af et reguleret marked.

Det følger af det gældende stk. 1, at Finanstilsynet kan påbyde en operatør af et reguleret marked at afsætte en direktør inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis direktøren ikke længere opfylder kravene til at varetage sin stilling i medfør af henholdsvis § 68, stk. 1, nr. 2-5, eller § 69. Disse bestemmelser vedrører egnethed og hæderlighed for ledelsesmedlemmer og kravet om at afsætte tilstrækkelig tid til varetagelse af stillingen eller hvervet som enten direktør eller bestyrelsesmedlem.

Det følger af det gældende stk. 4, 1. pkt., at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde en operatør af et reguleret marked at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3.

Det følger af det gældende stk. 9, at stk. 1-8 i bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige, når en operatør af et reguleret marked drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Det foreslås i § 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, at ændre bestemmelserne således, at en it-operatør af et detailbetalingssystem også vil være omfattet.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde en it-operatør af et detailbetalingssystem at afsætte en direktør i en it-operatør af et detailbetalingssystem i de situationer, der er nævnt i § 221, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt. Det foreslåede medfører også, at i det tilfælde en it-operatør af et detailbetalingssystem drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion vil § 221, stk. 1-8, finde tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige i virksomheden.

Til nr. 8 (§ 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 221 fastlægger reglerne om Finanstilsynets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør af et reguleret marked.

Det følger af det gældende stk. 2, at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne ikke kan varetage hvervet i medfør af bestemmelserne i § 68, stk. 1, nr. 2-5, eller § 69.

Det følger af det gældende stk. 4, 3. pkt., at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv, når der er rejst tiltale mod denne i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås i § 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt., at ændre bestemmelserne således, at en it-operatør af et detailbetalingssystem også vil være omfattet.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv i de situationer, der er nævnt i § 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt.

Til nr. 9 (§ 221 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 221 a, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet kan påbyde en direktør, et bestyrelsesmedlem, en person, der faktisk leder en CCP’s forretningsaktiviteter, eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for CCP’ens overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen at afholde sig fra at udøve funktioner i en midlertidig periode. Definitionen af øverste ledelse fremgår af artikel 2, nr. 37, i CCPRR-forordningen.

Påbuddets varighed vil afhænge af en konkret vurdering, men kan eksempelvis hænge sammen med hvornår CCP’en får bragt overtrædelsen til ophør ved at opfylde de relevante pligter. Påbuddets varighed skal derfor ikke fremgå af påbuddet.

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan. Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCPRR-forordningen. En CCP’s genopretningsplan anses ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 eller bilagets afsnit A i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at samarbejde med afviklingsmyndigheden om udarbejdelsen af afviklingsplaner og give afviklingsmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen og gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplysninger og analyser, der er omhandlet i afsnit B i bilaget til CCPRR-forordningen. Oplysningerne kan gives til Finansiel Stabilitet gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at give afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 3, nr. 5, og § 7, nr. 12, detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel 29 i EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndighederne kræver det. De nævnte aftaler, som er omhandlet i artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjenesteydelser, CCP’en leverer, og de aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt at udveksle oplysninger med Finanstilsynet for at lette vurderingen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det finansielle system generelt som omhandlet i artikel 9 og 10 i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til CCPRR-forordningen.

Et påbud meddelt efter det foreslåede stk. 1 eller 2 vil gælde indtil Finanstilsynet tilbagekalder påbuddet.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 82, stk. 2, litra c, i CCPRR-forordningen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 231, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af § 231, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at enhver, som Finanstilsynets afgørelse retter sig mod, er part i afgørelsen. § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder fastlægger, hvem der, ud over den, som afgørelsen retter sig mod, er part i sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af Finanstilsynet i medfør af de regler, som Finanstilsynet påser overholdelse af. De fysiske og juridiske personer, der er oplistet i § 231, stk. 2, har alene partsstatus for så vidt angår oplysninger, der vedrører den pågældende.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 3, i § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at den centrale modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, når Finanstilsynet har truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at CCP’en, ud over den, som afgørelsen retter sig mod, er part i en sag, når Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af § 221 a, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører CCP’en.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 9, om indsættelse af § 221 a i lov om kapitalmarkeder, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 4, i § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central modpart (CCP), eller en fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til den centrale modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en CCP, eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til CCP’en, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at CCP’en er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, i CCPRR-forordningen, har partsstatus for så vidt angår de dele af afgørelsen, der vedrører den pågældende, uanset at afgørelsen er rettet mod CCP’en.

Definitionen af snævre forbindelser følger af artikel 2, nr. 24, i EMIR. Snævre forbindelser er blandt andet en situation hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til hinanden gennem kapitalinteresser på mindst 20 procent af stemmerettighederne i en virksomhed.

En afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, kan bl.a. være begrundet med, at CCP’en ikke længere opfylder, eller forventeligt ikke længere vil opfylde, de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt.

Som eksempel vil en direktør være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende, når Finanstilsynets afgørelse om, at CCP’en er nødlidende er delvist begrundet i, at direktøren ikke har et tilstrækkelig godt omdømme til at sikre en sund og forsigtig ledelse af CCP’en.

En kapitalejer vil eksempelvis være part i den del af sagen, der vedrører den pågældende, hvis Finanstilsynets afgørelse om, at CCP’en er nødlidende indeholder en vurdering af, at kapitalejeren er til hinder for, at der kan sikres en sund og forsigtig ledelse af CCP’en.

De fysiske og juridiske personer, der er omfattet af bestemmelsen, bevarer deres partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgørelse også efter Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndighed har overtaget kontrollen med CCP’en.

Til nr. 11 (§ 251 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i § 251 a, i lov om kapitalmarkeder, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i CCPRR-forordningen straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse strafbelægger de overtrædelser, som i medfør af artikel 82, stk. 1, i CCPRR-forordningen skal kunne sanktioneres af de nationale kompetente myndigheder.

Det følger af artikel 82, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at overtrædelse af artikel 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, skal kunne sanktioneres.

Overtrædelser af CCPRR-forordningen kan foretages af fysiske og juridiske personer.

Det følger af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I dette tilfælde, hvor den strafbelagte bestemmelse omhandler en pligt for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter ved overtrædelse af bestemmelsen virksomheden, samt en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest ledelsen. Der vil kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden. Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være anledning til, ud over tiltalen mod den juridiske person, tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Der bør som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøde lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens økonomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved strafudmålingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører på markedet, og således at det finansielle incitament til at overtræde bestemmelserne reduceres. Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhængig af gerningsmandens økonomiske forhold.

Nedenfor beskrives de artikler i CCPRR-forordningen, der strafbelægges med den foreslåede bestemmelse i § 251 a i lov om kapitalmarkeder:

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan. Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCPRR-forordningen. En CCP’s genopretningsplan anses ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 eller bilagets afsnit A i CCPRR-forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning til CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at udarbejde eller vedligeholde CCP’ens genopretningsplan i overensstemmelse med kravene i artikel 9 i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 9, stk. 9, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at ajourføre genopretningsplanen mindst en gang årligt. Finanstilsynet kan kræve, at en CCP ajourfører genopretningsplanen hyppigere.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at ajourføre CCP’ens genopretningsplan årligt eller hyppigere, hvis Finanstilsynet har stillet krav om dette overfor CCP’en i overensstemmelse med artikel 9, stk. 9, i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCPRR-forordningen, har en CCP pligt til at samarbejde med afviklingsmyndigheden om udarbejdelsen af afviklingsplaner og give afviklingsmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen og gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplysninger og analyser, der er omhandlet i afsnit B i bilaget til CCPRR-forordningen. Oplysningerne kan gives til afviklingsmyndigheden gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at give afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 2, nr. 9, og § 7, nr. 12, detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel 29 i EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndighederne kræver det. De nævnte aftaler, som er omhandlet i artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjenesteydelser, CCP’en leverer, og aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt at udveksle oplysninger med Finanstilsynet for at lette vurderingen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det finansielle system generelt som omhandlet i artikel 9 og 9 i CCPRR-forordningen. Det følger af artikel 2, nr. 16, i CCPRR-forordningen, at en FMI er en finansiel markedsinfrastrukur, der kan være en CCP, en værdipapircentral, et transaktionsregister, et betalingssystem eller et andet system, der er defineret og udpeget af en medlemsstat i medfør af artikel 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer. Artikel 9 og 10 i CCPRR-forordningen omhandler henholdsvis kravene til en CCP’s genopretningsplan og tilsynsmyndighedernes vurdering af genopretningsplanen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med tilknytning CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at fremlægge alle de oplysninger, som Finanstilsynet eller afviklingsmyndighederne kræver i medfør af artikel 13, i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCPRR-forordningen har en CCP pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til CCPRR-forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse af at underrette Finanstilsynet, når CCP’en vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 254, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

§ 254, stk. 1, indeholder regler om straf for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger.

Det følger af den gældende § 254, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær, der undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220 eller afgiver urigtige og vildledende oplysninger til Finanstilsynet, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysningerne på en objektiv måde, eller manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interesser eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen eller udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke-professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at ændre bestemmelsen således at en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi også fremgår heraf.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, og som undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af lovens § 220 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 1, består i ikke at efterkomme et påbud eller afgive urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af § 254, stk. 1, er den fysiske eller juridiske person, der står som modtager af et påbud, jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 378 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet.

Til nr. 13 (§ 254, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder)

§ 254, stk. 3, indeholder regler om straf for personer tilknyttet en af de aktører, der er nævnt i § 254, stk. 1, hvis personerne giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig myndighed.

Det følger af den gældende § 254, stk. 3, at såfremt en person, der er knyttet til en af de i stk. 1, 1. pkt., nævnte aktører giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig myndighed, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke-professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 3, at indsætte en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en person, der er knyttet til en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet eller anden offentlig myndighed, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 3, består i at afgive urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af § 254, stk. 3, er den fysiske eller juridiske person, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank, jf. i Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 379.

Til nr. 14 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser eller interessekonflikter oplyses. En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysningerne på en objektiv måde, men kan endvidere også bestå i manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interesser eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen eller udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investeringsanbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke professionelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger, men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle omfatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om markedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til § 211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt, da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

Det foreslås i stk. 1, at ændre »eller en aktionær« til »en aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet vil kunne pålægge direktionen eller bestyrelsen hos en juridisk person eller en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi tvangsbøder, hvis vedkommende ikke efterkommer de pligter der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf eller forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet.

Den strafbare handling i medfør af den foreslåede ændring af § 256, stk. 1, består i ikke at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf eller forordninger fastsat i medfør af de direktiver der gennemføres ved denne lov påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank. Ansvarssubjektet er direktionen eller bestyrelsen hos en juridisk person eller en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi.

Den foreslåede ændring giver Finanstilsynet en generel hjemmel til at pålægge bl.a. en revisor hos en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi tvangsbøder, hvis man undlader i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven påhviler dem.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 383.

Til nr. 15 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overholdelsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov. Derfor kan Finanstilsynet også fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 3, jf. § 214, stk. 1. Finanstilsynet kan desuden til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, jf. § 215, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at indsætte forordninger fastsat i medfør af de direktiver der gennemføres ved denne lov.

Den foreslåede ændring vil gøre det muligt for Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Danmarks Nationalbank at pålægge en fysisk eller juridisk person tvangsbøder, såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at undladelse af at efterkomme de pligter, der følger af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov vil kunne medføre tvangsbøder.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.

Det følger af den gældende § 25 i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed. Den foreståede bestemmelse udvider således det lovlige virksomhedsområde for forsikringsselskaber for forsikringsselskaber i forhold til udgangspunktet i Solvens II-direktivet.

Det foreslås at indsætte en ny § 29 a.

Det foreslåede 1. pkt. fastslår, at forsikringsselskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 12, hvorefter forsikringsselskaber bliver fjernet fra oplistningen i § 25.

Adgangen til at medvirke ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder indebærer, at forsikringsselskaber kan medvirke mere aktivt i den nødvendige omstrukturering af erhvervslivet ved at indskyde risikovillig ejerkapital i erhvervsvirksomheder. Et forsikringsselskab kan således helt eller delvist overtage erhvervsvirksomheder med henblik på at gennemføre omstruktureringer, herunder eventuelt sammenlægning af virksomhederne.

Da formålet er gennemførelse af omstrukturering, skal den bestemmende indflydelse være midlertidig. Finanstilsynet påser, at den bestemmende indflydelse ikke fortsætter længere end rimeligt i overensstemmelse med kravet om midlertidighed.

Det foreslåede 2. pkt. fastslår, at forsikringsselskabet skal underrette Finanstilsynet om, at der drives anden virksomhed.

Finanstilsynet påser, at kravet om midlertidighed overholdes. Hvis dette krav ikke overholdes, vil Finanstilsynet give påbud om, at virksomheden skal bringes til ophør.

Det foreslås i § 1, nr. 33, at grov overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., strafbelægges. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 33.

Bestemmelsen foreslås som konsekvens af, at CCPRR-forordningen finder anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

CCPRR-forordningen indeholder ændringer i gældende selskabsretsdirektiver, således at en række selskabsretlige bestemmelser ikke skal finde anvendelse ved afviklingsforanstaltninger gennemført i medfør af CCPRR-forordningen.

Det foreslås i § 59 b, stk. 1, at §§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87, 89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121, 135, 154-157, 160-164, 167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344 i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder ikke finder anvendelse ved Finansiel Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over for en central modpart (CCP).

Med den foreslåede bestemmelse fraviges en række bestemmelser i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder ved iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over for en central modpart (CCP).

Fravigelsen af de pågældende regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder skal sikre, at afviklingsforanstaltningerne kan gennemføres hurtigt og effektivt. Ved fravigelsen undtages Finansiel Stabilitet således fra de nævnte loves regler om fusion og spaltning og grænseoverskridende fusioner samt regler om overtagelsestilbud efter lov om kapitalmarkeder. Desuden undtages en række regler i selskabsloven, der skal ses i lyset af, at Finansiel Stabilitet foranlediger en uafhængig værdiansættelse gennemført, der kan træde i stedet for en række krav i selskabsloven om vurderingsberetning i forskellige situationer. Derudover er en række rettigheder for aktionærer i forhold til f.eks. indkaldelsesfrister og konkrete beslutninger fraveget. Dette skal ses i sammenhæng med, at Finansiel Stabilitet ved iværksættelse af afviklingsforanstaltninger kan overtage kontrollen enten direkte eller indirekte med CCP’en og derigennem tillægges de rettigheder, som ellers lå hos aktionærer og bestyrelse. Da Finansiel Stabilitet har overtaget aktionærernes rettigheder, er der ikke behov for de samme beskyttelsesforskrifter ved afviklingsforanstaltningerne.

Undtagelserne skal primært ses i forhold til den umiddelbare iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltningerne, hvor det eksempelvis ikke vil være muligt at iagttage afviklingsmålene, hvis gældende indkaldelsesvarsler til generalforsamlinger skal iagttages, eller hvor der foreligger en værdiansættelse, der kan træde i stedet for en vurderingsberetning. Fusionsreglerne forventes som udgangspunkt ikke fraveget i tilfælde, hvor der er etableret et broinstitut, som på et senere tidspunkt skal fusioneres.

Med den foreslåede bestemmelse implementeres de direktivændringer, som følger af artikel 90, 91 og 92 i CCPRR-forordningen, og som medfører ændringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnoterede selskaber og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten.

Da der i de konkrete situationer vil være behov for, at Finansiel Stabilitet skal opfylde nogle processuelle krav, dokumentationskrav og registreringskrav m.v., og da der skal ske en yderligere præcisering af den tidsmæssige udstrækning af fravigelserne i de konkrete situationer, foreslås det i § 59 b, stk. 2, at bemyndige erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler og procedurer, der træder i stedet for de i medfør af stk. 1 fravegne regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder.

Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler, der træder i stedet for de i stk. 1 nævnte bestemmelser, omfatter blandt andet behovet for at kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltningerne inden for kortere frister end forudsat i selskabsloven, og, på tidspunktet, hvor Finansiel Stabilitet direkte eller indirekte har overtaget kontrollen med virksomheden eller enheden fra kapitalejerne og bestyrelsen, at kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger uden at skulle iagttage alle kapitalejernes beskyttelsesregler i selskabsloven. Desuden vil reglerne også afspejle, at den vurderingsmandsberetning, der i visse situationer er krævet i selskabsloven, kan erstattes af den uafhængige vurderingspersons værdiansættelse i medfør af forordningens bestemmelser herom.