Lovguiden Logo
Historisk

LBK nr 315 af 11/03/2022

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 5

Inden for en lånegrænse på 80 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til følgende ejendomskategorier:

  1. Ejerboliger til helårsbrug.

  2. Private andelsboliger.

  3. Private beboelsesejendomme til udlejning, herunder friplejeboliger.

  4. Alment boligbyggeri.

  5. Ungdomsboliger.

  6. Ældreboliger m.v.

  7. Ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål.

Stk. 2. Inden for en lånegrænse på 75 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til fritidshuse, jf. dog stk. 4, nr. 1.

Stk. 3. Inden for en lånegrænse på 70 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til landbrugs- og skovbrugsejendomme, gartnerier m.v.

Stk. 4. Inden for en lånegrænse på 60 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til følgende ejendomskategorier:

  1. Fritidshuse, der udlejes erhvervsmæssigt.

  2. Kontor- og forretningsejendomme.

  3. Industri- og håndværksejendomme.

  4. Ejendomme til brug for energiforsyningsvirksomhed.

  5. Ejendomme, der er indrettet med henblik på at dirigere datatrafik i elektroniske kommunikationsnet.

Stk. 5. Inden for en lånegrænse på 40 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til andre ejendomme, herunder ubebyggede grunde.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 5

Den foreslåede § 5 fastsætter grænserne for, hvor store lån realkreditinstitutterne har mulighed for at yde i forhold til værdien af en ejendom. Lånegrænserne i § 5 er primært fastsat af hensyn til realkreditinstitutternes pantsikkerhed for udlånet og dermed ud fra hensynet til obligationsindehaverne. Grænserne er bl.a. differentieret på baggrund af en vurdering af forskellene i pantsikkerheden for de enkelte ejendomskategorier.

Bestemmelsen svarer til § 26 i den gældende realkreditlov, idet den særlige regel om forhøjelse af lånegrænsen for alment boligbyggeri dog er indeholdt i lovforslagets §§ 6 og 10. Herefter vil der for alment boligbyggeri gælde de almindelige lånegrænser og krav om offentlig garanti for lån herudover, mens der i lovforslagets bestemmelser om realkreditinstitutternes værdiansættelse af alment boligbyggeri m.v. vil findes krav til en supplerende offentlig garantistillelse med en henvisning til lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. bemærkningerne til § 10.

Den nærmere afgrænsning af, hvilke ejendomskategorier de enkelte ejendomstyper tilhører, fastsættes ved bekendtgørelse, jf. lovforslagets § 14, stk. 1.