Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 11
Den foreslåede § 11 fastsætter de krav, der stilles til låntagers adkomst til den pantsatte ejendom, og regulerer realkreditinstitutternes belåning af tilbehør til fast ejendom. Bestemmelsen svarer til § 42 i den gældende realkreditlov.
Stk. 1 fastslår, at alle ejere af den faste ejendom, der udgør sikkerhedsgrundlaget for et realkreditlån, skal være debitorer på lånet. Som konsekvens heraf kræves det, at ejernes adkomst til ejendommen fremgår af tingbogen, medmindre lånet ydes med garanti for tinglysning af adkomst, jf. § 8. Bestemmelsen udelukker ikke, at der på pantebrevet er anført meddebitorer, som ikke er medejere. Den forhindrer heller ikke, at debitorerne på et pantebrev kan være to ejere af hver sin ejendom, såfremt de to ejendomme er sampantsat til sikkerhed for lånet.
Stk. 2 har til formål at muliggøre realkreditinstitutternes udlån i henhold til særlig jordbrugslovgivning, således at alene den, til hvem lånet ydes, skal påføres pantebrevet som debitor.
Stk. 3 muliggør belåning af ideelle anparter af ejendomme, uden at samtlige ejendommens adkomsthavere skal være meddebitorer på lånet. Som betingelse skal der være tinglyst et dokument, som knytter en tinglyst eksklusiv brugsret til anparten. Bestemmelsen stiller ikke krav til udformningen af samejeoverenskomsten, men overlader i stedet til det enkelte realkreditinstitut at fastsætte krav herom.
I stk. 4 fastsættes udgangspunktet om, at tilbehør til en fast ejendom kan medtages ved værdiansættelsen. Den nærmere afgrænsning af, hvilket tilbehør som kan medtages, beror på afgrænsningen af erhvervstilbehør og ejendomstilbehør i tinglysningslovens § 37, stk. 1, og § 38 som udmøntet i retspraksis. Det er en betingelse for belåning af tilbehøret, at det omfattes af pantebrevet i den faste ejendom. Såfremt der er usikkerhed om, hvorvidt løsøre omfattes af pantet i en fast ejendom, kan det ikke medtages i værdiansættelsen. Finanstilsynet kan fastsætte regler, som begrænser realkreditinstitutternes adgang til at medregne tilbehør ved værdiansættelsen af en ejendom, jf. bemærkningerne til § 12.
I stk. 5 bestemmes det, at der ved værdiansættelsen kan medtages løsøre, der har den i tinglysningslovens § 37 forudsatte stedlige og driftsmæssige tilknytning til den faste ejendom, men ikke omfattes af § 37, fordi ejerne af løsøret og den faste ejendom ikke er identiske. Baggrunden for bestemmelsen er, at det væsentlige for den samlede ejendomsværdi er, at løsøret hører til ejendommen, og ikke hvem der ejer løsøret. Et eksempel på dette er en forpagtet landbrugsejendom, hvor forpagteren selv ejer maskiner m.v. Betingelsen for, at løsøret kan indgå i realkreditinstituttets værdiansættelse, er, at instituttet får pant i såvel den faste ejendom som i løsøre, at instituttet tinglyser løsørepanteretten i personbogen, at det af løsørepantebrevet fremgår, at det ligger til sikkerhed for realkreditlånet i den faste ejendom, at denne løsørepanteret kan gøres gældende, hvis lånet i den faste ejendom misligholdes, og at instituttet efter eget valg kan gøre udlæg i løsøret eller den faste ejendom. Pantsætning af løsøret skal ske efter tinglysningslovens § 47 eller § 47 b.
For indekslån bestemmer stk. 6 , at der alene kan ske belåning af værdien af grund, bygninger og bygningstilbehør, medmindre der er tale om kollektive energiforsyningsanlæg.
