LBK nr 151 af 27/01/2021
Digitaliseringsministeriet
Frekvensloven § 46
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke give Energistyrelsen tjenestebefaling om Energistyrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Energistyrelsens udstedelse af regler på områder, hvor Energistyrelsen er bemyndiget hertil, eller om Energistyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelsen af denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke dispensere fra regler udstedt af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af denne lov.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke give offentlige myndigheder eller private, som er bemyndiget til helt eller delvis at udføre opgaver, jf. § 45, stk. 1, tjenestebefaling vedrørende de konkrete sager og opgaver, som den offentlige myndighed eller private er bemyndiget til at udføre.
Forarbejder til Frekvensloven § 46
Til stk. 1-2
De foreslåede stk. 1 og 2 er en indholdsmæssig videreførelse af bestemmelsen i den gældende frekvenslovs § 43, idet der udelukkende er foretaget sproglige ændringer.
Til stk. 3
Det foreslås præciseret, at i de tilfælde, hvor opgaver, jf. den foreslåede § 45, stk. 1, er delegeret til andre offentlige myndigheder eller private, vil videnskabsministeren ikke kunne give de pågældende offentlige myndigheder eller private tjenestebefalinger om konkrete sager eller opgaver. Den foreslåede bestemmelse sikrer dermed de pågældende offentlige myndigheder og private samme uafhængighed, som IT- og Telestyrelsen har efter det foreslåede stk. 1.