LBK nr 151 af 27/01/2021
Digitaliseringsministeriet
Frekvensloven § 33
Når hensynet til statens sikkerhed gør det nødvendigt, kan Energistyrelsen forbyde anvendelse af bestemte radiofrekvenser. Sendeanlæg, der anvender radiofrekvenser, som er omfattet af et sådant forbud, kan forlanges afleveret til offentlig myndighed til deponering.
Forarbejder til Frekvensloven § 33
Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af bestemmelsen i den gældende frekvenslovs § 35, idet det dog foreslås, at bemyndigelsen til at træffe afgørelse om udstedelse af forbud mod en konkret frekvensanvendelse i en ekstraordinær situation og af hensyn til statens sikkerhed overføres fra videnskabsministeren til IT- og Telestyrelsen. Forbud udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse vil være beslutninger, som bør træffes hurtigst muligt.
Beredskabsopgaver i øvrigt på teleområdet varetages af IT- og Telestyrelsen. Med overførelsen af bemyndigelsen fra videnskabsministeren vil det desuden være den samme myndighed, der såvel i det daglige som i en ekstraordinær situation varetager frekvensadministrationen, hvilket sikrer den hurtigst mulige beslutningsproces.