Search for a command to run...
Til nr. 1
Efter de gældende regler § 12 i, stk. 1, i lov om Udbetaling Danmark, skal Udbetaling Danmark samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der har modtaget en afgørelse om tilbagebetaling efter § 46 c, stk. 2, i lov om social pension, § 45 c, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., § 62, stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., § 49 a, stk. 2, i barselsloven, § 71 a, stk. 2, i lov om sygedagpenge, § 22, stk. 7, i lov om fleksydelse, § 91, stk. 1, nr. 5, i lov om aktiv socialpolitik, § 70 f, stk. 11, 2. og 3. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, regler fastsat i medfør af § 70 g, stk. 7, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, § 2 f i SU-loven og § 14 c i lov om statens voksenuddannelsesstøtte, med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, om personerne uberettiget har fået udbetalt en offentlig ydelse i den 3-årige periode, hvor de som følge af afgørelsen om tilbagebetaling er udelukket fra at modtage eller har en begrænset ret til at modtage offentlige ydelser.
Den gældende § 12 i, stk. 1, vedrører alene kontrol af ydelser til personer, der har fået en tilbagebetalingsafgørelse som følge af en dom som fremmedkriger, og bestemmelsen omfatter ikke den persongruppe, som den foreslåede karantæneordning for bandekriminelle skal gælde for.
For at sikre, at de myndigheder og arbejdsløshedskasser, som administrerer lovgivningen på de forskellige ydelsesområder, bliver gjort bekendt med, at en person er omfattet af den foreslåede karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle, foreslås det, at Udbetaling Danmark skal udføre de samme opgaver i forhold til personer, der ved endelig dom bliver idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, jf. lovforslagets §§ 1-8. Det foreslås derfor fastsat i en ny, § 12 i, stk. 2, at Udbetaling Danmark skal samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, om personerne uberettiget har fået udbetalt en offentlig ydel-se i den 3-årige periode, hvor de som følge af dommen er udelukket fra at modtage eller har en begrænset ret til at modtage offentlige ydelser.
Der henvises endvidere til afsnit 2.1.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
For integrationsydelsesmodtagere, der ifølge de foreslåede ændringer, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, vil blive omfattet af en 3-årig karantæneperiode, som ikke kan indgå ved beregning af det nugældende opholdskrav på sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år, der gælder for at overgå fra integrationsydelse til uddannelses- eller kontanthjælp, er der behov for en samkøringsperiode på 11 år.
Den gældende § 12 i, stk. 2, giver alene hjemmel til at samkøre og sammenstille oplysninger i en 11-årig periode, for personer, der har fået en tilbagebetalingsafgørelse på baggrund af en dom som fremmedkriger.
I § 12 i, stk. 2, der bliver stk. 3, foreslås derfor indføjet »eller ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a«
Med § 1, nr. 1, i lov nr. 743 af 8. juni 2018 bliver opholdskravet i § 11, stk. 3, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, forlænget fra et krav om lovligt ophold her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år til et krav om sammenlagt 9 års ophold inden for de seneste 10 år. Som en konsekvens heraf, bliver § 12 i, stk. 2, i lov om Udbetaling Danmark, ændret med § 2, nr. 1, i lov nr. 743 af 8. juni 2018 således, at samkøring og overvågning blev udvidet fra 11 år til 13 år.
Af lovtekniske årsager - henset til at lov nr.743 af 8. juni 2018 først træder i kraft den 1. januar 2019 - er det nødvendigt at ophæve den med § 2, nr. 1, i lov nr. 743 af 8. juni 2018, vedtagne ændring af § 12 i, stk. 2, og genindsætte den i § 12 i, stk. 3 med dette lovforslags § 10, nr. 2.
De foreslåede ændringer af § 12 i, stk. 2, der bliver stk. 3, i lov om Udbetaling Danmark, svarer indholdsmæssigt - både i relation til lovtekst og bemærkninger - til de ændringer af bestemmelsen, som blev indført ved lov nr.743 af 8. juni 2018, dog med den ene forskel, at § 12 i, stk. 2, der bliver stk. 3, ikke blot omfatter dømte fremmedkrigere, men også dømte bandekriminelle.
Med forslaget skal Udbetaling Danmark i en 13-årig periode samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, som modtager integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, både når det gælder dømte fremmedkrigere, der har modtaget en afgørelse om tilbagebetaling efter § 91, stk. 1, nr. 5, i lov om aktiv socialpolitik, og personer, som ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Til nr. 3
Efter den gældende § 12 i, stk. 3, 1. pkt., skal den arbejdsløshedskasse eller myndighed, der har truffet en afgørelse om tilbagebetaling efter de bestemmelser, der er nævnt § 12 i, stk. 1 og 2, videregive oplysningerne til Udbetaling Danmark. De i stk. 1 og 2 nævnte bestemmelser vedrører afgørelser om tilbagebetaling som følge af en dom som fremmedkriger og deraf følgende udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser.
Med lovforslagets § 10, nr. 1, indsættes et nyt stk. 2 i § 12 i, og som følge heraf foreslås det, at henvisningerne i stk. 3, 1. pkt., der bliver til stk. 4, 1. pkt., ændres fra stk. 1 og 2 til stk. 1 og 3.
Der er således tale om en teknisk konsekvensrettelse for at sikre, at arbejdsløshedskasserne og myndighederne fremover vil have den samme underretningspligt til Udbetaling Danmark vedrørende afgørelser om tilbagebetalingspligt for dømte fremmedkrigere som efter gældende regler.
Til nr. 4
Den foreslåede periode med udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser som følge af bandekriminalitet regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. For at kunne afgrænse perioden med kontrol af oplysninger fra indkomstregisteret m.v., har Udbetaling Danmark derfor brug for at blive underrettet, når personen bliver løsladt efter afsoning.
Efter den gældende § 12 i, stk. 4, skal kriminalforsorgen underrette Udbetaling Danmark, når en person, der er idømt fængselstraf som fremmedkriger, og som på den baggrund er udelukket fra eller har begrænset ret til offentlige ydelser, løslades efter udstået straf. Det findes hensigtsmæssigt, at kriminalforsorgens underretningspligt også skal gælde ved løsladelse af personer, der har afsonet ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Det foreslås derfor indføjet i § 12 i, stk. 4, der bliver stk. 5, at kriminalforsorgen endvidere skal underrette Udbetaling Danmark ved løsladelse af en person, der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i kriminalforsorgens institutioner for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Kriminalforsorgen har ikke i alle tilfælde oplysninger om løsladelse og udskrivning af personer, der udstår anden strafferetslig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor en person er idømt behandling på en psykiatrisk afdeling, hvor overlægen træffer beslutning om udskrivelse til fortsat ambulant behandling. Det forslås derfor fastsat, at beskæftigelsesministeren efter forhandlinger med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om underretning af Udbetaling Danmark om oplysninger om løsladelse eller udskrivning af en person, der udstår anden strafferetslig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.3.4.
Til nr. 5
Efter den gældende § 12 i, stk. 5, skal Udbetaling Danmark videregive resultaterne af sin samkøring eller sammenstilling af oplysninger om dømte fremmedkrigere til en myndighed, der udbetaler en ydelse til en person, der er omfattet af en afgørelse som nævnt i stk. 1 og 2, dvs. personer, der er udelukket fra eller har begrænset ret til offentlige ydelser på baggrund af en dom som fremmedkriger.
Det er op til den udbetalende myndighed at tage stilling til, om personen har været berettiget til ydelsen, og eventuelt at træffe afgørelse om tilbagebetaling.
Det foreslås, at § 12 i, stk. 5, der bliver stk. 6, jf. lovforslagets § 10, nr. 1, affattes sådan, at Udbetaling Danmark skal videregive resultaterne af samkøringen eller sammenstillingen efter stk. 1-3 til en myndighed, der udbetaler en ydelse til en person i perioden med udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser. Bestemmelsen vil således fremover både omfatte personkredsen efter den gældende karantæneordning for fremmedkrigere og personkredsen i den foreslåede karantæneordning for dømte bandekriminelle.
Derved sikres, at den relevante myndighed kan få den nødvendige viden om resultatet af Udbetaling Danmarks registersamkøring, uanset om personens udelukkelse fra eller begrænsede ret til offentlige ydelser skyldes en tilbagebetalingsafgørelse på baggrund af en endelig dom som fremmedkriger, eller en endelig dom om ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.3.4.
Til nr. 6
Efter den gældende § 12 i, stk. 6, 1. pkt., skal Udbetaling Danmark videregive resultaterne af sin samkøring eller sammenstilling af oplysninger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvis det er en arbejdsløshedskasse, der udbetaler en ydelse til en person, der er omfattet af en afgørelse som nævnt i stk. 1 og 2, dvs. personer, der er udelukket fra eller har begrænset ret til offentlige ydelser på baggrund af en dom som fremmedkriger.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering videregiver oplysningerne til den pågældende arbejdsløshedskasse, jf. § 12 i, stk. 6, 2. pkt. Det er derefter op til arbejdsløshedskassen at tage stilling til, om personen har været berettiget til ydelsen, og eventuelt at træffe afgørelse om tilbagebetaling.
Det foreslås, at § 12 i, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., jf. lovforslagets § 10, nr. 1, ændres således, at Udbetaling Danmark skal videregive resultaterne af samkøringen eller sammenstillingen efter stk. 1-3 til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvis det er en arbejdsløshedskasse, der udbetaler en ydelse til en person i perioden med udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser. Bestemmelsen vil således fremover både omfatte den nuværende personkreds efter de gældende regler, og personkredsen i den foreslåede karantæneordning for dømte bandekriminelle.
§ 12 i, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 7, 2. pkt., videreføres uændret, hvilket indebærer, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings pligt til at videresende Udbetaling Danmarks oplysninger til arbejdsløshedskassen vil gælde alle situationer, hvor styrelsen modtager resultatet af Udbetaling Danmarks registersamkøring efter § 12 i, stk. 1-3, herunder oplysninger om karantæneramte bandekriminelle.
Derved sikres, at den relevante arbejdsløshedskasse kan få den nødvendige viden om resultatet af Udbetaling Danmarks registersamkøring, uanset om personens udelukkelse fra eller begrænsede ret til offentlige ydelser skyldes en tilbagebetalingsafgørelse på baggrund af en endelig dom som fremmedkriger, eller en endelig dom om ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.3.4.
Til nr. 7
Det følger af § 12 i, stk. 5, i den gældende lov, at Udbetaling Danmark skal videregive resultaterne af sin samkøring vedrørende dømte fremmedkrigere til en myndighed, der udbetaler en ydelse til en person, der er omfattet af en afgørelse om tilbagebetaling, som indebærer udelukkelse fra eller begrænset ret offentlige ydelser. Det er derefter op til myndigheden at tage stilling til, om personen har været berettiget til ydelsen, og eventuelt at træffe afgørelse om tilbagebetaling.
Det fremgår endvidere af den gældende § 12 i, stk.7, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan anmode Udbetaling Danmark om oplysninger om, hvilke myndigheder, der, jf. stk. 5, har modtaget resultatet af en registersamkøring, med henblik på, at styrelsen evt. kan indhente en redegørelse om den foretagne sagsbehandling på baggrund af resultatet af registersamkøringen, jf. § 12 f i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det foreslås, at henvisningen til stk. 5 i § 12 i, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres til stk. 6.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, der efter lovforslagets § 10, nr. 1, indsættes et nyt stk. 2, i § 12 i, hvorved § 12 i, stk. 5, samtidig bliver til § 12 i, stk. 6.
Til nr. 8
Efter den gældende § 12 i, stk. 8, kan samkøring, sammenstilling og videregivelse af oplysninger efter stk. 1-7 ske uden samtykke fra borgeren.
Det foreslås, at henvisningen til stk. 1-7 i § 12 i, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres til stk. 1-8.
Den foreslåede ændring er en følge af, at der efter forslagets § 10, nr. 1, indsættes et nyt stk. 2, i § 12 i. Med den ændrede henvisning sikres, at al samkøring, sammenstilling og videregivelse af oplysninger efter § 12 i fortsat kan ske uden borgerens samtykke.
LOV nr 1526 af 18/12/2018
Beskæftigelsesministeriet
I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 1507 af 6. december 2016, som ændret bl.a. ved § 16 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 og § 2 i lov nr. 743 af 8. juni 2018 og senest ved § 1 i lov nr. 1463 af 11. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 12 i indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Udbetaling Danmark skal samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, om personerne uberettiget har fået udbetalt en offentlig ydelse i den 3-årige periode, hvor de som følge af dommen er udelukket fra at modtage eller har en begrænset ret til at modtage offentlige ydelser.«
Stk. 2-8 bliver herefter stk. 3-9.
2. I § 12 i, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »11-årig« til: »13-årig«, og efter »afgørelse om tilbagebetaling efter § 91, stk. 1, nr. 5, i lov om aktiv socialpolitik« indsættes: »eller ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a«.
3. I § 12 i, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1 og 3«.
4. I § 12 i, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 3« til: »stk. 4«, og som 3. pkt. og 4. pkt. indsættes:
»Kriminalforsorgen skal endvidere underrette Udbetaling Danmark ved løsladelse af en person, der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i kriminalforsorgens institutioner for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandlinger med vedkommende minister fastsætte nærmere regler om underretning af Udbetaling Danmark om oplysninger om løsladelse eller udskrivning af en person, der udstår anden strafferetslig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.«
5. § 12 i, stk. 5, der bliver stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Udbetaling Danmark skal videregive resultaterne af samkøringen eller sammenstillingen efter stk. 1-3 til en myndighed, der udbetaler en ydelse til en person i perioden med udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser.«
6. I § 12 i, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres »efter stk. 1« til: »efter stk. 1-3«, og », der er omfattet af en afgørelse som nævnt i stk. 1 og 2« ændres til: »i perioden med udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser«.
7. I § 12 i, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
8. I § 12 i, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres »stk. 1-7« til: »stk. 1-8«.