Search for a command to run...
LOV nr 706 af 08/06/2018
Erhvervsministeriet
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 2, nr. 2-5, træder i kraft den 21. juli 2018.
Stk. 3. § 7 træder i kraft den 1. oktober 2018.
Stk. 4. Det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct., jf. § 125 i, stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed som affattet ved § 1, nr. 21, skal senest være opfyldt den 1. januar 2022.
Stk. 5. § 20, nr. 1, finder anvendelse for gældsforpligtelser, der er udstedt den 1. januar 2018 eller senere.
Stk. 6. Regler fastsat i medfør af § 3, stk. 6, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 5. juli 2016, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 3, stk. 7, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 5. juli 2016, som ændret ved denne lovs § 4, nr. 2.
Lovgivning (1)
Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. juli 2018.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets § 2, nr. 2-5, som ændrer lov om kapitalmarkeder, træder i kraft den 21. juli 2018. Det følger af artikel 49, stk. 2, at forordningens artikel 1, stk. 3, og artikel 3, stk. 2, finder anvendelse fra den 21. juli 2018. Ikrafttrædelsestidspunktet vil herefter svare til ikrafttrædelsestidspunktet for de artikler i prospektforordningen, som lovforslaget vedrører.
Det foreslås i stk. 3 , at lovforslagets § 7, som ændre lov om forsikringsformidling træder i kraft når erhvervsministeren fastsætter tidspunkt herfor. Det følger af § 44 i lov om forsikringsformidling, at erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 3. Erhvervsministeren kan herunder fastsætte, at forskellige dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter og fastsætte overgangsregler.
Det foreslås i stk. 4 at indføre en overgangsordning, hvorved det samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct., jf. § 125 i, stk. 2-4, som affattet ved § 1, nr. 21, senest skal være opfyldt den 1. januar 2022. Bestemmelsen sikrer at systemisk vigtige realkreditinstitutter, jf. §§ 308 og 310, systemisk vigtige koncerner der indeholder et realkreditinstitut, jf. §§ 308 og 310, og systemisk vigtige realkreditinstitutter, som indgår i en international koncern, har tid nok til at udstede gældsinstrumenter og opbygge kapital, så de den 1. januar 2022 skal opfylde det fulde samlede krav for gældsbuffer, kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver på mindst 8 pct., jf. § 125 i, stk. 2-4, som affattet ved § 1, nr. 21.
Det foreslås i stk. 5 indført en overgangsordning, hvorved den foreslåede ændring i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, der indfører en ny kategori af gældsforpligtelser, der betales efter simple forpligtelser i henhold til konkurslovens § 97, finder anvendelse på gældsforpligtelser, der er udstedt den 1. januar 2018 eller senere. Bestemmelsen skal sikre, at udstedelser, som de omfattede virksomheder udsteder efter dette tidspunkt kan blive omfattet af den foreslåede placering i prioritetsordenen ved konkurs, hvis de i øvrigt opfylde kravene i den foreslåede bestemmelse. Ved den foreslåede ændring sikres det således, at de omfattede virksomheder kan opfylde kravet til nedskrivningsegnede passiver ved at udstede sådanne gældsforpligtelser allerede den 1. januar 2018 eller senere, hvilket efterkommer et ønske herom fra sektoren. Sektorens ønske skyldes, at sikkerhed om udstedelsernes placering i den nationale konkursorden potentielt kan nedbringe virksomhedernes omkostninger ved udstedelserne. Gældsforpligtelser der er udstedt før den 1. januar 2018, og kontraktuelt er placeret samme sted i konkursordenen som den foreslåede nye kategori af gældsforpligtelser, er ligestillet i prioritetsordenen med den nye kategori af gældsforpligtelser.
Der foreslås i stk. 6 indsat en ordensbestemmelse, så regler fastsat i medfør af § 3, stk. 6, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 3, stk. 7, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, som ændret ved denne lovs § 4, nr. 2.
Der er med hjemmel i den gældende § 3, stk. 6, lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, udstedt bekendtgørelse nr. 1255 af 1. november 2013 om finansielle rådgiveres ansvarsforsikring, garantistillelse og behandling af betroede midler.