Search for a command to run...
LOV nr 706 af 08/06/2018
Erhvervsministeriet
I lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1336 af 26. november 2015, som ændret ved lov nr. 637 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L 133, side 66, som ændret ved Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, EU-Tidende 2011, nr. L 296, side 35, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning 2010/1093/EU, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU samt forordning 2014/596/EU, EU-Tidende 2016, nr. L 171, side 1.«
2. I § 7 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Hvis kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, oplyser kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren forbrugeren om navnet på benchmarket og administratoren og de potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i lovens bilag 2.«
Stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.
3. I § 7 a, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.
4. I § 7 a, stk. 9, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., ændres »Stk. 1-8« til: »Stk. 1-9«.
5. I § 7 a, stk. 9, 2. pkt., der bliver stk. 10, 2. pkt., ændres »stk. 1-8« til: »stk. 1-9«.
6. I § 7 b, stk. 3, 4. pkt., ændres »§ 7 a, stk. 10, 2. pkt.« til: »§ 7 a, stk. 11, 2. pkt.«
Til nr. 1 (Fodnoten til lov om kreditaftaler)
Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konsekvens af, at der med lovforslagets § 23, nr. 2, foreslås gennemført den nødvendige ændring af kreditaftalelovens § 7 a som følge af, at forbrugerkreditdirektivets § 5 ændres i medfør af benchmarkforordningens artikel 57, stk. 1.
Til nr. 2 (§ 7 a, stk. 3, i lov om kreditaftaler)
Efter kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1, skal en kreditgiver, inden en forbruger bindes af en kreditaftale, give forbrugeren en række oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud og træffe en informeret beslutning om indgåelse af en kreditaftale. Kreditaftalelovens § 7 a gennemfører forbrugerkreditdirektivet.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stykke i kreditaftalelovens § 7 a, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at hvis kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i benchmarkforordningen, oplyser kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren forbrugeren om navnet på benchmarket og administratoren og de potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i kreditaftalelovens bilag 2.
Den foreslåede ændring medfører, at hvis en kreditaftale benytter et benchmark, skal kreditgiveren eller kreditformidleren oplyse navnet på benchmarket og administratoren heraf og om de potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i kreditaftalelovens bilag 2.
Begreberne ”kreditaftale”, ”kreditgiver”, ”kreditformidler” og ”forbruger” skal efter den foreslåede ændring forstås i overensstemmelse med definitionerne heraf i kreditaftalelovens § 4, nr. 1 (”forbruger”), nr. 2 (”kreditgiver”), nr. 3 (”kreditaftale”) og nr. 6 (”kreditformidler).
Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 1, forstås der ved en forbruger en person, der i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af loven, hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 2, forstås ved en kreditgiver en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed.
Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 3, forstås der ved en kreditaftale en aftale, hvorved en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning undtagen aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres.
Efter kreditaftalelovens § 4, nr. 6, forstås der ved en kreditformidler en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere (§ 4, nr. 6, litra a), bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler end det, der er omfattet i litra a (§ 4, nr. 6, litra b), eller indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne (§ 4, nr. 6, litra c).
Et benchmark defineres i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 3, som ethvert indeks, der bruges som en reference ved fastlæggelsen af det beløb, som skal betales i henhold til et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, eller et indeks, der anvendes til at måle en investeringsfonds økonomiske resultater med det formål at spore udbyttet af et sådant indeks, fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller beregne de resultatbetingede gebyrer.
En administrator defineres i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 6, som en fysisk eller juridisk person, der har kontrol med leveringen af et benchmark.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.18.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 7 a, stk. 6 i lov om kreditaftaler)
Det følger af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, at hvis aftalen på forbrugerens anmodning er indgået ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne i overensstemmelse med bestemmelsens stk. 1 og 2, navnlig i det tilfælde, der er omhandlet i bestemmelsens stk. 4, skal kreditgiveren give forbrugeren de pågældende oplysninger i komplet form ved brug af formularen i lovens bilag 2 umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse.
Det foreslås, at henvisningen i bestemmelsen til kreditaftalelovens § 7 a, stk. stk. 4, ændres til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det i lovforslagets § 23, nr. 2, foreslås at indsætte et nyt stykke i kreditaftalelovens § 7 a.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.18.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 7 a, stk. 10 i lov om kreditaftaler)
Det følger af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9, at bestemmelsens stk. 1-8 ikke finder anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. I disse tilfælde skal kreditgiveren sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplysningerne efter stk. 1-8.
Det foreslås, at henvisningen i bestemmelsen til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-8, ændres til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-9.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det i lovforslagets § 23, nr. 2, foreslås at indsætte et nyt stykke i kreditaftalelovens § 7 a.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.18.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 (§ 7 b, stk. 3, 4. pkt. i lov om kreditaftaler)
Efter kreditaftalelovens § 7 b, stk. 3, skal oplysningerne efter bestemmelsens stk. 1 og 2 gives på papir eller på et andet varigt medium, og alle oplysningerne skal være lige fremtrædende. Oplysningerne skal kan gives ved hjælp af formularen i lovens bilag 3. For så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren dog anvende oplysningsskemaet i ESIS i lovens bilag 5. § 7 a, stk. 10, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Det foreslås, at henvisningen i bestemmelsens 4. pkt., til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 10, 2. pkt., ændres til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, 2. pkt.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det i lovforslagets § 23, nr. 2, foreslås at indsætte et nyt stykke i kreditaftalelovens § 7 a.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.18.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.