Lovguiden Logo
Historisk

LBK nr 1040 af 30/08/2017

Transportministeriet

Postloven § 8

Ejeren skal opstille brevkasse ved indgangen til den enkelte parcel ved bygninger, villaer og rækkehuse med en eller flere husstande eller erhverv m.v. For ejendomme, hvortil der hører landbrugsjord, skal brevkassen opstilles ved det naturlige skel til ejendommen, dog således at afstanden mellem bolig og brevkasse højst må udgøre 50 m.

Stk. 2. Brevkasseanlæg skal opstilles i eller ved etageejendomme med flere afleveringssteder (husstande, erhverv m.v.). Det påhviler ejeren at opstille brevkasseanlæg og at give postvirksomheder adgang til anlægget.

Stk. 3. Ved fritidshuse skal der opstilles brevkasser ved indgangen til den enkelte parcel. I fritidshusområder med fritidshuse, der er udstykket ifølge udstykningstilladelse udstedt efter den 1. januar 1973, skal der opstilles centralt placerede brevkasseanlæg. Ved udstykning af fritidshusområder skal der afsættes et passende areal til opstilling af centralt placerede brevkasseanlæg. Det påhviler den, der får meddelt udstykningstilladelse, at tilvejebringe det fornødne areal til etablering af centralt placerede brevkasseanlæg. Fritidshusejerne skal opstille og vedligeholde brevkasseanlægget.

Stk. 4. Transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter yderligere krav til opstilling af brevkasser og brevkasseanlæg samt regler om levering af post til institutioner, hospitaler, plejehjem og lign.

Stk. 5. Transport-, bygnings- og boligministeren kan meddele dispensation fra kravet om opstilling af brevkasse eller brevkasseanlæg, såfremt opstilling vil være i strid med frednings-, bygnings- eller brandtekniske forskrifter.

Stk. 6. Transport-, bygnings- og boligministeren kan endvidere meddele dispensation fra kravet om opstilling af brevkasseanlæg i ejendomme, hvor boligerne er indrettet som ældre- eller plejeboliger.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer