Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 994 af 30/08/2015

Beskæftigelsesministeriet

Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 8

Kommunerne er ansvarlige for opgørelse af refusion og medfinansieringsbeløb i Ydelsesrefusion, jf. § 10, efter dette kapitel.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om, at det er den enkelte kommune, der har ansvaret for opgørelsen af refusion og medfinansiering m.v. i hver opgørelsesperiode og for digital overførsel af refusionskrav og medfinansieringsbeløb til Beskæftigelsesministeriet.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om kommunernes og Udbetaling Danmarks opgaver i forbindelse med opgørelse af refusion og medfinansiering i Ydelsesrefusion, jf. § 10.

Detaljer

Forarbejder til Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 8

Det foreslås i stk. 1, at kommunen er ansvarlig for opgørelse af refusion og medfinansieringsbeløb i Ydelsesrefusion efter kapitel 3 i denne lov.

Forslaget skal ses i sammenhæng med §§ 10 og 11, hvorefter et af KL ejet selskab skal etablere og drive Ydelsesrefusion som en fælles, kommunal it-understøttelse til opgørelse af kommunens refusion og medfinansiering, m.v., og hvorefter alle kommuner og Udbetaling Danmark skal anvende Ydelsesrefusion. Der henvises til bemærkningerne til §§ 10 og 11.

Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med KL fastsætter regler om, at det er den enkelte kommune, der har ansvaret for opgørelsen af refusion og medfinansiering i hver opgørelsesperiode og for overførsel af refusionskrav og medfinansieringsbeløb til Social- og Indenrigsministeriet.

Det vurderes således, at det er hensigtsmæssigt, at der – som efter de gældende regler om medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge – kan fastsættes mere detaljerede regler i bekendtgørelsesform om opgørelsesmetoder m.v.

Det forudsættes, at Ydelsesrefusion indrettes således, at der sikres entydige transaktionsspor og kontrolspor til brug for revisionen, således at det dermed vil være muligt at efterprøve beregningerne på individniveau.

Med henblik på at sikre et effektivt og transparent økonomisystem foreslås det endvidere, at der i tilknytning til Ydelsesrefusion indføres krav om, at kommunerne automatisk skal overføre refusionskrav og medfinansieringsbeløb til Social- og Indenrigsministeriet.

Der er tale om overførsel af refusionskrav og medfinansieringsbeløb på sumniveau. Dette svarer til den eksisterende overførsel for kommunal medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge m.v. til Social- og Indenrigsministeriet.

Med en sådan automatisk overførsel aflastes kommunerne for at indberette manuelt til refusionssystemet for ydelser m.v., der er omfattet af forslaget til § 3, stk. 1, og der opnås en større grad af automatik, driftssikkerhed og tilgængelige oplysninger om de faktisk afholdte udgifter.

Det foreslås videre i stk. 3, at beskæftigelsesministeren efter forhandlinger med KL fastsætter nærmere regler om kommunernes og Udbetaling Danmarks opgaver i forbindelse med opgørelsen af refusion og medfinansiering i Ydelsesrefusion, jf. § 10.

Der forventes med hjemmel i bemyndigelsen og bemyndigelserne i de foreslåede § 12, stk. 2 og 3, fastsat regler, der svarer til de regler, der i dag er fastsat i bekendtgørelse om kommunernes medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og befordringsgodtgørelse (nr. 1513 af 23. december 2014) samt i bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder indenfor Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriets for By, Bolig og Landdistrikters og Undervisningsministeriets ressortområder (nr. 552 af 28. april 2015).

Den foreslåede bemyndigelse i forhold til kommunerne og arbejdsløshedskasserne svarer stort set til de gældende regler i § 82 a, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v..

KL og Udbetaling Danmark vil blive inddraget i forbindelse med fastsættelsen af regler i medfør af den foreslåede bemyndigelse.

I forbindelse med udstedelse af bekendtgørelser, cirkulærer eller lignende generelle forskrifter vedrørende den i § 10 nævnte fælles kommunale it-understøttelse Ydelsesrefusion, der har betydning for beskyttelse af privatlivet i forbindelse med behandling af personoplysninger, skal der, jf. persondatalovens § 57, indhentes en udtalelse fra Datatilsynet.