Forarbejder til Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 23
Det foreslås i stk. 1, at selskabet nævnt i § 10, stk. 1, skal give KL og beskæftigelsesministeren adgang til alle nødvendige oplysninger og dokumenter vedrørende Ydelsesrefusion.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 22, hvorefter beskæftigelsesministeren fører tilsyn med, at selskabet overholder denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf.
Efter persondatalovens § 5, stk. 3, skal oplysninger, som behandles, være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.
Eventuel behandling af personoplysninger i medfør af det foreslåede stk. 1 vil skulle ske i overensstemmelse med persondatalovens § 5, stk. 3, og persondatalovens øvrige regler.
Det foreslås i stk. 2, at selskabet nævnt i § 10, stk. 1, skal føre regnskab for aktiviteter vedrørende Ydelsesrefusion og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte aktieselskaber.
Idet selskabet har ret til at udføre anden virksomhed ved siden af Ydelsesrefusion, er det en forudsætning, at alle aktiviteter med at etablere, drive, vedligeholde og videreudvikle Ydelsesrefusion holdes tydeligt adskilt fra selskabets øvrige virksomhed. Samtlige direkte og indirekte omkostninger og indtægter forbundet med Ydelsesrefusion skal opføres særskilt i selskabets regnskab.
Selskabets økonomi, opgaveløsning og grænseflader mellem de løsningsrelaterede opgaver og selskabets øvrige aktiviteter skal være umiddelbart gennemsigtige.
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med KL bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for selskabets regnskabsføring og revision, jf. stk. 2.
Det er således hensigten, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med KL kan fastsætte supplerende krav til regnskab og revision i en regnskabs- og revisionsinstruks.