Forarbejder til Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 20
Det foreslås i stk. 1, at udgifterne til Ydelsesrefusions etablering og drift afholdes af kommunerne i form af bidrag, der beregnes af og indbetales til selskabet nævnt i § 10, stk. 1.
Udgifterne til vedligeholdelse og drift omfatter også udgifter til løn, konsulentydelser, finansiering (markedsrente) vedligeholdelse og videreudvikling af Ydelsesrefusion.
Fordelingen af udgifterne mellem de enkelte kommuner fastlægges af selskabet, som beregner kommunernes årlige bidrag og opkræver disse.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med KL kan fastsætte nærmere regler om finansieringen af Ydelsesrefusion.
Der vil herunder kunne fastsættes regler om fordelingen af udgifterne mellem de enkelte kommuner.
Det vil, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 2 og 3, være de enkelte kommuner, Udbetaling Danmark, andre myndigheder og arbejdsløshedskasser, der hver især afholder udgifterne til etablering, vedligeholdelse og drift af leveringen af oplysninger til Ydelsesrefusion til brug for opgørelsen af refusion og medfinansiering i Ydelsesrefusion.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.3.