Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 994 af 30/08/2015

Beskæftigelsesministeriet

Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 15

Inden Ydelsesrefusion sættes i drift, skal selskabet nævnt i § 10, stk. 1, som databehandler for kommunerne, jf. § 19, sikre, at der foreligger en uafhængig revisorerklæring om, at Ydelsesrefusion fungerer i et it-miljø med tilfredsstillende system- og datasikkerhed, og at de interne kontroller i systemet sikrer en fuldstændig og nøjagtig behandling af godkendte transaktioner og opgørelse af refusion og medfinansiering i overensstemmelse med denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om udarbejdelse af revisorerklæringen nævnt i stk. 1 og om fremsendelse af erklæringen til kommunen, Udbetaling Danmark, KL og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Detaljer

Forarbejder til Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 15

Efter gældende regler har kommunen i forhold til opgørelsen af medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og befordringsgodtgørelse pligt til at sikre, at oplysninger behandles og udveksles digitalt. Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1513 af 23. december 2014 om kommunernes medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og befordringsgodtgørelse til de forsikrede ledige.

Kommunen er efter gældende regler ansvarlig for at beregne og hjemtage refusion til ydelser m.v. som kommunen udbetaler. Denne hjemtagelse af refusion sker ved manuel indberetning til Social- og Indenrigsministeriet. De gældende regler om kommunernes hjemtagelse af statsrefusion er fastsat i bekendtgørelse nr. 552 af 28. april 2015 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters og Undervisningsministeriets ressortområder. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1.1.

Det foreslås i stk. 1, at selskabet nævnt i § 10, stk. 1, som databehandler for kommunerne, jf. § 19, inden en digital løsning sættes i drift, skal sikre, at der foreligger en uafhængig revisorerklæring om, at det pågældende system fungerer i et edb-miljø med tilfredsstillende system- og datasikkerhed, og at de interne kontroller i systemet sikrer en fuldstændig og nøjagtig behandling af godkendte transaktioner og beregning af refusion og medfinansiering i overensstemmelse med reglerne i denne lov med tilhørende bestemmelser.

Det påtænkes fastsat i bekendtgørelsesform i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i stk. 2, at erklæringen også skal omfatte bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (sikkerhedsbekendtgørelsen). Det vil i praksis være en erklæring efter revisionsstandard ISAE 3000, der skal udarbejdes vedrørende selskabets overholdelse af persondataloven og sikkerhedsbekendtgørelsen i forbindelse med opgavevaretagelsen som databehandler i forbindelse med Ydelsesrefusion.

Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med KL fastsætter regler om udarbejdelse af revisorerklæringen nævnt i stk. 1, og om fremsendelse af erklæringen til kommunen, Udbetaling Danmark, KL og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse blandt andet fastsættes regler om, at der skal udarbejdes en uafhængig revisorerklæring i forbindelse med opbygningen af den digitale løsning. Det esr endvidere hensigten, at der fastsættes regler om, at fremsendelsen af erklæringen og redegørelsen kan ske ved at gøre den tilgængelig digitalt for den anførte modtagerkreds.

Det er ligeledes hensigten, at der med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse fastsættes regler om, at det skal fremgå af revisors beretning om revision af kommunens regnskaber, jf. bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters og Undervisningsministeriets ressortområder, om revisorerklæringen er udarbejdet og om gennemgangen har givet anledning til bemærkninger.