Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 29æ

Hvis en foranstaltning på udstedelsesstatens anmodning skal opretholdes ud over 4 uger, skal justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, senest 3 uger efter at fuldbyrdelsen af foranstaltningen er påbegyndt her i landet, anmode den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om inden for 1 uge at bekræfte nødvendigheden af at opretholde foranstaltningen. Anmodningen skal herefter genfremsættes, hver gang der er forløbet 3 uger fra modtagelsen af bekræftelsen fra udstedelsesstaten.

Stk. 2. Fremsættelse af anmodninger som nævnt i stk. 1 kan undlades, når den pågældende person, som afgørelsen vedrører, har givet afkald herpå.

Stk. 3. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ikke besvarer en anmodning som nævnt i stk. 1 inden for den fastsatte frist, skal anmodningen straks genfremsættes. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten igen ikke svarer inden for den fastsatte frist, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, beslutte at indstille fuldbyrdelsen af de pålagte foranstaltninger.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 29æ

Det er udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i Danmark, tilfalder den danske statskasse, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Omvendt er det udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i udlandet, tilfalder den pågældende fuldbyrdelsesstat, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en dansk bødeafgørelse.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at justitsministeren kan aftale en anden fordeling med en anden stat. Aftalen kan efter bestemmelsen være såvel generel som konkret, men forudsættes primært at have relevans i forhold til generelle aftaler.

En sådan aftale vil formentlig have mest relevans i forhold til tilbageførsel af midler til ofre i andre stater forbindelse med afgørelser, der fuldbyrdes i Danmark.

I tilfælde, hvor straffesagen gennemføres her i landet, har ofre efter de gældende regler mulighed for at deltage som civil part i retssagen. Sådanne krav er derfor ikke omfattet af begrebet ”bødestraf” som defineret i lovforslagets § 17, og afgørelser herom kan derfor ikke kræves fuldbyrdet i medfør af reglerne i dette lovforslag.