Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 29z

Udstedelsesstatens kompetente myndighed har kompetencen til at træffe alle efterfølgende afgørelser i forbindelse med afgørelsen om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling, herunder efterfølgende afgørelser om forlængelse, ændring eller tilbagekaldelse af udstedelsesstatens oprindelige afgørelse.

Stk. 2. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ved en efterfølgende afgørelse ændrer de oprindelig pålagte foranstaltninger og de nye foranstaltninger ikke er omfattet af § 29 u, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, beslutte at afvise fuldbyrdelse af de nye foranstaltninger.

Stk. 3. Ændrede foranstaltninger, der på grund af deres art ikke er forenelige med dansk lovgivning, kan tilpasses i overensstemmelse med § 29 v, stk. 3.

Stk. 4. Hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten har modtaget flere underretninger som nævnt i § 29 å, stk. 2, uden at træffe efterfølgende afgørelser, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, anmode den kompetente myndighed om at træffe en sådan afgørelse inden for en rimelig frist.

Stk. 5. Træffer den kompetente myndighed i udstedelsesstaten ikke afgørelse inden for den i stk. 4 nævnte frist, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, beslutte at indstille fuldbyrdelsen af de pålagte foranstaltninger.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 29z

Det er udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i Danmark, tilfalder den danske statskasse, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Omvendt er det udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i udlandet, tilfalder den pågældende fuldbyrdelsesstat, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en dansk bødeafgørelse.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at justitsministeren kan aftale en anden fordeling med en anden stat. Aftalen kan efter bestemmelsen være såvel generel som konkret, men forudsættes primært at have relevans i forhold til generelle aftaler.

En sådan aftale vil formentlig have mest relevans i forhold til tilbageførsel af midler til ofre i andre stater forbindelse med afgørelser, der fuldbyrdes i Danmark.

I tilfælde, hvor straffesagen gennemføres her i landet, har ofre efter de gældende regler mulighed for at deltage som civil part i retssagen. Sådanne krav er derfor ikke omfattet af begrebet ”bødestraf” som defineret i lovforslagets § 17, og afgørelser herom kan derfor ikke kræves fuldbyrdet i medfør af reglerne i dette lovforslag.