Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 29r

Inden der træffes afgørelse om afslag på anerkendelse i medfør af § 29 p, nr. 1, 2, 7, 8, 9 og 10, eller § 29 q, stk. 1, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres og om nødvendigt anmodes om straks at tilvejebringe supplerende oplysninger til brug for afgørelsen. Afgørelsen om anerkendelse af dommen eller afgørelsen kan i de i § 29 p, nr. 1, nævnte tilfælde udsættes, indtil attesten foreligger i fuldstændig stand.

Stk. 2. Efter aftale med udstedelsesstaten kan det i forbindelse med en afgørelse om afslag på anerkendelse efter § 29 o, stk. 2, § 29 p eller § 29 q besluttes, at tilsyn overtages efter § 29 m, stk. 3, på trods af afslaget på anerkendelse, dog således at ansvaret for at træffe efterfølgende afgørelser i forbindelse med tilsynet ikke overtages. Udstedelsesstaten skal i disse tilfælde uden unødigt ophold underrettes om den domfældtes tilsidesættelse af pligter og påbud og alle øvrige oplysninger, som er af betydning for udstedelsesstatens mulighed for at træffe efterfølgende afgørelser i sagen.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 29r

Det er udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i Danmark, tilfalder den danske statskasse, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Omvendt er det udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i udlandet, tilfalder den pågældende fuldbyrdelsesstat, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en dansk bødeafgørelse.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at justitsministeren kan aftale en anden fordeling med en anden stat. Aftalen kan efter bestemmelsen være såvel generel som konkret, men forudsættes primært at have relevans i forhold til generelle aftaler.

En sådan aftale vil formentlig have mest relevans i forhold til tilbageførsel af midler til ofre i andre stater forbindelse med afgørelser, der fuldbyrdes i Danmark.

I tilfælde, hvor straffesagen gennemføres her i landet, har ofre efter de gældende regler mulighed for at deltage som civil part i retssagen. Sådanne krav er derfor ikke omfattet af begrebet ”bødestraf” som defineret i lovforslagets § 17, og afgørelser herom kan derfor ikke kræves fuldbyrdet i medfør af reglerne i dette lovforslag.