Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 29b

En afgørelse om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning fuldbyrdes her i landet efter anmodning fra en myndighed i en anden medlemsstat (udstedelsesstaten), hvis den domfældte befinder sig enten i udstedelsesstaten eller her i landet og der ikke er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter § 29 c, § 29 d, § 29 e og § 29 f.

Stk. 2. Hvis varigheden af en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning overstiger den maksimale straf i henhold til dansk lovgivning for en tilsvarende strafbar handling, nedsættes straffen til den maksimale straf i henhold til dansk lovgivning.

Stk. 3. Hvis den omhandlede fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning på grund af sin art ikke er forenelig med sanktionerne i henhold til dansk lovgivning for en tilsvarende strafbar handling, kan straffen tilpasses til en lignende sanktion, der ville kunne anvendes her i landet. Den tilpassede sanktion må ikke udgøre en skærpelse i forhold til den idømte sanktion.

Stk. 4. Behandling af anmodninger om fuldbyrdelse sker efter reglerne i kapitel 12.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 29b

Det er udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i Danmark, tilfalder den danske statskasse, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Omvendt er det udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i udlandet, tilfalder den pågældende fuldbyrdelsesstat, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en dansk bødeafgørelse.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at justitsministeren kan aftale en anden fordeling med en anden stat. Aftalen kan efter bestemmelsen være såvel generel som konkret, men forudsættes primært at have relevans i forhold til generelle aftaler.

En sådan aftale vil formentlig have mest relevans i forhold til tilbageførsel af midler til ofre i andre stater forbindelse med afgørelser, der fuldbyrdes i Danmark.

I tilfælde, hvor straffesagen gennemføres her i landet, har ofre efter de gældende regler mulighed for at deltage som civil part i retssagen. Sådanne krav er derfor ikke omfattet af begrebet ”bødestraf” som defineret i lovforslagets § 17, og afgørelser herom kan derfor ikke kræves fuldbyrdet i medfør af reglerne i dette lovforslag.