Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 13f

Fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse afslås, hvis

  1. den formular, som er omhandlet i § 48, stk. 2, er ufuldstændig eller åbenlyst ukorrekt og ikke er blevet suppleret eller rettet inden for en rimelig frist,

  2. fuldbyrdelse forudsætter tvangsindgreb over for personer, som efter reglerne i retsplejelovens § 169, § 170, § 171 og § 172 ville være udelukket eller fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, og det pågældende tvangsindgreb derfor ikke kan foretages,

  3. efterforskningen angår en person, der ikke kan retsforfølges på grund af immunitet,

  4. der er grund til at formode, at kendelsen er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering,

  5. fuldbyrdelse vil indebære efterforskningsskridt, der ikke ville kunne gennemføres i en tilsvarende dansk straffesag, medmindre der er tale om fuldbyrdelse af en kendelse, som er omfattet af § 13 e, stk. 1, og fuldbyrdelsen vil indebære ransagning, beslaglæggelse eller edition, eller

  6. kendelsen ikke er udstedt eller bekræftet af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten og fuldbyrdelse af kendelsen vil indebære ransagning, beslaglæggelse eller edition.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 13f

Efter den foreslåede bestemmelse skal en beslaglæggelseskendelse, der ønskes fuldbyrdet i Danmark, ud over den i § 48 omhandlede attest, være ledsaget af en anmodning om, at det beslaglagte overføres til udstedelsesstaten med henblik på anvendelse som bevis, en anmodning om konfiskation eller en instruks om, at aktivet forbliver i fuldbyrdelsesstaten, indtil der foreligger en anmodning fra udstedelsesstaten om fuldbyrdelse af en kendelse om konfiskation eller overførsel af det beslaglagte med henblik på anvendelse som bevis.

Udstedelsesstaten skal således allerede på dette tidspunkt så vidt muligt angive, hvad de danske myndigheder på længere sigt skal foretage sig med de beslaglagte genstande eller formuegoder.

Situationen i stk. 1, nr. 3 – at der foreligger en instruks om at afvente indtil videre – kan f.eks. være relevant, hvis udstedelsesstaten ønsker at beslaglægge med henblik på konfiskation i en verserende straffesag, men må afvente udfaldet af denne, før der kan fremsendes en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse.

Det følger af bestemmelsen, at anmodningerne vedrørende den efterfølgende behandling skal behandles i overensstemmelse med reglerne for gensidig retshjælp i straffesager samt om international fuldbyrdelse af straf mv. For så vidt angår reglerne for gensidig retshjælp i straffesager findes der ikke et selvstændigt lovgrundlag herfor i dansk lovgivning, mens der for så vidt angår regler om international fuldbyrdelse af straf mv. tænkes på lov om international fuldbyrdelse af straf, lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. samt – jf. 2. pkt. – reglerne i 4. afsnit af nærværende lov med hensyn til fuldbyrdelse af udenlandske konfiskationsafgørelser.

Der gælder dog den modifikation, at de danske myndigheder ikke må afslå en anmodning om overførsel til udstedelsesstaten med henblik på anvendelse som bevis med henvisning til, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt, hvis den lovovertrædelse, som ligger til grund for beslaglæggelseskendelsen, er omfattet af lovforslagets § 6, stk. 1, dvs. hvis der er tale om lovovertrædelser, der er opregnet på listen, og som samtidig kan medføre mindst 3 års fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i udstedelsesstaten.