Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 11

Beslaglæggelse, der gennemføres på grundlag af en beslaglæggelseskendelse, opretholdes, indtil en anmodning som omhandlet i § 13, stk. 1, nr. 1 eller 2, er endeligt afgjort.

Stk. 2. Der kan dog i overensstemmelse med retsplejelovens § 805, stk. 2, og efter høring af udstedelsesstaten, opstilles betingelser med henblik på i det konkrete tilfælde at begrænse beslaglæggelsens varighed. Hvis det i overensstemmelse med disse betingelser påtænkes at ophæve beslaglæggelsen, skal udstedelsesstaten underrettes herom og have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 11

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at beslaglæggelsen som udgangspunkt skal opretholdes, indtil det er afgjort, hvorvidt det pågældende bevismateriale eller formuegode kan overføres til udstedelsesstaten.

Bestemmelsen er dog ikke absolut, idet der er mulighed for – efter høring af udstedelsesstaten – at opstille betingelser med henblik på at begrænse beslaglæggelsens varighed. Retsplejelovens § 805, stk. 2, finder anvendelse i denne situation. Det følger af denne bestemmelse, at kan indgrebets øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes skriftlig aftale herom.

Hvis det i overensstemmelse med de betingelser, der opstilles for at begrænse beslaglæggelsens varighed, påtænkes at ophæve beslaglæggelsen, f.eks. hvis der i overensstemmelse med aftale herom faktisk stilles sikkerhed, skal udstedelsesstaten underrettes herom og igen have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger.