Search for a command to run...
LOV nr 118 af 07/02/2012
Skatteministeriet
Skatteministeren udpeger den eller de myndigheder, der kan fremsætte eller modtage anmodning om bistand i medfør af direktivet (kontaktmyndighed).
Efter bestemmelsen kan skatteministeren udpege den eller de myndigheder, der kan fremsætte eller modtage anmodning om bistand i medfør af direktivet (kontaktmyndighed). Ved § 1 i bekendtgørelse nr. 493 af 20. juni 2002 om inddrivelse af visse EF-fordringer m.v. har justitsministeren som danske kontaktmyndigheder udpeget Direktoratet for FødevareErhverv (nu FødevareErhverv) for fordringer i form af tilbagebetalingskrav bestående af EU-finansierede støttebeløb til landbruget og renter m.v., der vedrører disse, og Told- og Skattestyrelsen (nu SKAT) for så vidt angår de øvrige fordringer, der omfattes af direktivet. Det påtænkes, at SKAT skal udpeges som kontaktmyndighed i overensstemmelse med den nuværende hovedregel.
For så vidt angår FødevareErhverv bemærkes, at Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der trådte i kraft den 1. november 2005, samlede al inddrivelse af gæld til det offentlige hos SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed. FødevareErhverv har derfor i dag alene mulighed for selv at forestå inddrivelsen af egne fordringer på tilbagebetaling af EU-finansierede støttebeløb til landbruget, hvis en modregningsmulighed eksisterer. Øvrige inddrivelsesforanstaltninger og inddrivelse af udenlandske fordringer på tilbagebetaling af EU-finansierede støttebeløb til landbruget forestås af SKAT. Skatteministeren vil derfor i den kommende bekendtgørelse ikke kunne udpege FødevareErhverv som kontaktmyndighed med hensyn til inddrivelsen af de fordringer, der omfattes af direktivet.
Til kapitel 2
Lovforslagets kapitel 2 indeholder de bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre Rådets direktiv 2011/16 af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF i dansk ret.