Search for a command to run...
LOV nr 118 af 07/02/2012
Skatteministeriet
Der ydes efter reglerne i dette kapitel bistand til stater, der er medlem af Den Europæiske Union, til inddrivelse af alle fordringer i henhold til artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010, der er optaget som bilag 1 til denne lov.
Bestemmelsen gennemfører direktivet ved at fastslå, at der skal ydes bistand til stater, der er medlem af Den Europæiske Union, til inddrivelse af fordringer i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktivet, der samtidig optages som bilag 1 til loven.
Anvendelsesområdet er udvidet i forhold til Rådets direktiv 2008/55/EF af 26. maj 2008 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger (kodificeret udgave), idet alle skatter og afgifter af enhver art nu omfattes. Det indebærer, at bl.a. ikke-harmoniserede punktafgifter er omfattet af direktivet. Det eksisterende direktiv omfatter blandt punktafgifterne alene punktafgifter på forarbejdet tobak, alkohol og alkoholholdige drikkevarer samt mineralolier.