(1)

I traktaten om den Europæiske Union (TEU) blev det besluttet at lette den frie bevægelighed for personer, samtidig med at Europas befolkningers sikkerhed og tryghed sikres ved oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i overensstemmelse med bestemmelserne i TEU og i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(2)

Unionsborgerskabet giver med visse begrænsninger og på visse betingelser alle unionsborgere ret til fri bevægelighed. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF giver denne ret virkning. Desuden er retten til fri bevægelighed og opholdsretten fastsat i artikel 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«). Af retten til fri bevægelighed følger retten til at rejse ind i og ud af medlemsstater med gyldigt identitetskort eller pas.

(3)

I henhold til direktiv 2004/38/EF skal medlemsstaterne udstede og forny identitetskort eller pas til deres statsborgere i overensstemmelse med deres nationale lovgivning. I henhold til nævnte direktiv kan medlemsstaterne kræve, at unionsborgere og deres familiemedlemmer lader sig registrere hos de relevante myndigheder. Medlemsstaterne skal udstede bevis for registrering til unionsborgere på de deri fastsatte betingelser. I henhold til nævnte direktiv skal medlemsstaterne også udstede opholdskort til unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, og efter ansøgning udstede bevis for ret til tidsubegrænset ophold og udstede tidsubegrænsede opholdskort.

(4)

I direktiv 2004/38/EF fastsættes, at medlemsstaterne kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at nægte, ophæve eller tilbagekalde rettigheder i henhold til nævnte direktiv, når der er tale om misbrug af rettigheder eller om svig. Forfalskning af dokumenter eller falsk fremstilling af vigtige oplysninger vedrørende de betingelser, der er knyttet til opholdsretten, er blevet udpeget som typiske tilfælde af svig i henhold til nævnte direktiv.

(5)

Forud for vedtagelsen af regler på EU-plan var der betydelige forskelle mellem sikkerhedsniveauet for nationale identitetskort og opholdsdokumenter for unionsborgere og deres familiemedlemmer, der bor i en anden medlemsstat. Sådanne forskelle øger risikoen for forfalskning og dokumentfalsk og giver også anledning til praktiske problemer for borgere, når de ønsker at udøve deres ret til fri bevægelighed.

(6)

Sikre rejse- og identitetsdokumenter er vigtige, når det er nødvendigt at fastslå en persons identitet uden tvivl. Et højt niveau af dokumentsikkerhed er vigtigt for at forhindre misbrug og trusler mod den interne sikkerhed, navnlig i relation til terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet. Utilstrækkeligt sikre nationale identitetskort har tidligere været blandt de hyppigst afslørede falske dokumenter anvendt ved rejser inden for Unionen.

(7)

Med henblik på at forhindre identitetssvig bør medlemsstaterne sikre, at forfalskning og efterligning af identifikationsdokumenter og brugen af sådanne forfalskede eller efterlignede dokumenter straffes på passende vis i deres nationale ret.

(8)

Udstedelsen af ægte og sikre identitetskort afhænger af, at der gennemføres en pålidelig identitetsregistreringsproces, og af, at der fremlægges sikre underliggende dokumenter til støtte for ansøgningsprocessen. I betragtning af den øgede anvendelse af falske underliggende dokumenter bør Kommissionen, medlemsstaterne og de relevante EU-agenturer fortsætte med at samarbejde om at gøre underliggende dokumenter mindre sårbare for misbrug.

(9)

Denne forordning forpligter ikke medlemsstaterne til at indføre identitetskort eller opholdsdokumenter, hvor det ikke kræves i henhold til national ret, og den berører heller ikke medlemsstaternes kompetence til i henhold til national ret at udstede andre opholdsdokumenter, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, f.eks. udstedelse af opholdskort til alle, der er bosat i en medlemsstats område uanset statsborgerskab. Denne forordning berører desuden ikke det princip, der følger af Domstolens praksis, hvorefter retten til fri bevægelighed og ophold kan attesteres ved hjælp af ethvert bevismiddel.

(10)

Denne forordning er ikke til hinder for, at medlemsstaterne uden forskelsbehandling kan acceptere andre dokumenter end rejsedokumenter til identifikationsformål, såsom kørekort.

(11)

Identifikationsdokumenter, der udstedes til borgere, hvis ret til fri bevægelighed er blevet begrænset i overensstemmelse med EU-retten eller national ret, og som udtrykkeligt angiver, at de ikke kan anvendes som rejsedokumenter, bør ikke anses for at være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

(12)

Rejsedokumenter, der overholder Organisationen for International Civil Luftfarts (ICAO's) dokument 9303 om maskinlæsbare rejsedokumenter (syvende udgave, 2015) (»ICAO-dokument 9303«), del 5, og som ikke tjener identifikationsformål i de udstedende medlemsstater, såsom pas udstedt af Irland, bør ikke anses for at være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

(13)

Henvisningen i denne forordning til ICAO-dokument 9303 bør ikke forstås således, at den forhindrer medlemsstaterne i at anvende specifikationerne i efterfølgende udgaver.

(14)

Denne forordning berører ikke medlemsstaternes anvendelse af identitetskort og opholdsdokumenter med eID-funktioner til andre formål, ligesom den heller ikke berører bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 , som fastsætter regler om gensidig anerkendelse i hele Unionen af elektroniske identifikationsmidler til at opnå adgang til offentlige tjenester, og som hjælper borgere, der flytter til en anden medlemsstat, ved at stille krav om gensidig anerkendelse af elektroniske identifikationsmidler på visse betingelser. Bedre identitetskort bør sikre lettere identifikation og bidrage til bedre adgang til tjenester.

(15)

Korrekt kontrol af identitetskort og opholdsdokumenter gør det påkrævet, at medlemsstaterne anvender den rigtige titel for hver enkelt type af dokument, der er omfattet af denne forordning. For at lette kontrollen af de dokumenter, der er omfattet af denne forordning, i andre medlemsstater bør dokumentets titel også være anført på mindst ét yderligere af EU's officielle sprog. Medlemsstater, der allerede anvender andre veletablerede betegnelser end titlen »Identitetskort« for identitetskort, bør fortsat kunne gøre dette på deres officielle sprog. Der bør imidlertid ikke indføres nye betegnelser herfor i fremtiden.

(16)

Sikkerhedselementer er nødvendige for at kontrollere, om et dokument er ægte, og for at fastslå en persons identitet. Fastsættelse af minimumssikkerhedsstandarder for og integreringen af biometriske oplysninger i identitetskort og opholdskort til unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, er vigtige skridt i retning af at gøre anvendelsen heraf mere sikker i Unionen. Indførelsen af sådanne biometriske identifikatorer bør gøre det muligt for unionsborgere at høste det fulde udbytte af deres ret til fri bevægelighed.

(17)

Lagringen af biometriske data som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 , nemlig indehaverens ansigtsbillede og to fingeraftryk, på identitets- og opholdskort, således som det allerede er tilfældet med biometriske pas for unionsborgere og opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, udgør en hensigtsmæssig kombination af pålidelig identifikation og autentificering med en reduceret risiko for svig med henblik på at øge sikkerheden af identitets- og opholdskort. Som Domstolen bekræftede, er obligatorisk optagelse af fingeraftryk på lagringsmediet forenelig med de grundlæggende rettigheder til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger, som er sikret ved chartrets artikel 7 og 8.

(18)

Medlemsstaterne bør som almindelig praksis for at kontrollere ægtheden af dokumentet og indehaverens identitet først og fremmest kontrollere ansigtsbilledet, og hvis det er nødvendigt med henblik på uden tvivl at bekræfte dokumentets ægthed og indehaverens identitet, bør medlemsstaterne også kontrollere fingeraftrykkene.

(19)

Medlemsstaterne bør i tilfælde, hvor en kontrol af biometriske oplysninger ikke bekræfter ægtheden af dokumentet eller indehaverens identitet, sikre, at et kvalificeret personale udfører en obligatorisk manuel kontrol heraf.

(20)

Denne forordning giver ikke hjemmel til at oprette eller opretholde nationale databaser til lagring af biometriske oplysninger i medlemsstaterne, som er et spørgsmål, der henhører under national ret, som skal overholde EU-retten om databeskyttelse, herunder nødvendigheds- og proportionalitetskravene. Denne forordning giver heller ikke hjemmel til at oprette eller opretholde en central database på EU-plan.

(21)

Det ansigtsbillede, der lagres i et identitetskorts og et opholdsdokuments lagringsmedium, bør kun tilgås af behørigt bemyndigede medarbejdere hos kompetente nationale myndigheder, EU-agenturer og private enheder med henblik på at gøre det muligt at kontrollere dokumentets ægthed eller kontrollere indehaverens identitet, hvor forevisning af dokumentet er lovpligtig. En sådan adgang bør være i overensstemmelse med EU-retten om databeskyttelse. Desuden bør private enheder pålægges at indhente indehaverens samtykke til at tilgå ansigtsbilledet, medmindre EU-retten eller national ret fastsætter, at et sådant samtykke ikke er påkrævet i det specifikke tilfælde. Den registreredes samtykke bør derfor forstås som en yderligere beskyttelsesforanstaltning og ikke i sig selv udgøre et retsgrundlag for private enheders behandling. Denne forordning fastsætter ikke regler for opbevaring af ansigtsbilleder, når de er tilgået, uden for lagringsmediet for identitetskort og opholdsdokumenter. En sådan opbevaring ville skulle være fastsat i anden EU-ret eller national ret, som skal overholde EU-retten om databeskyttelse, og bør kun have som formål at kontrollere dokumentets ægthed eller indehaverens identitet. Desuden bør ansigtsbillederne ikke opbevares længere end nødvendigt til disse formål, de bør slettes, så snart kontrollen er afsluttet, og bør ikke overføres til tredjelande eller internationale organisationer, medmindre dette er tilladt i henhold til EU-retten om databeskyttelse. Disse beskyttelsesforanstaltninger har til formål at sikre en passende beskyttelse af ansigtsbilledet, samtidig med at anvendelsen heraf til fordel for indehaveren af dokumentet, navnlig i forbindelse med grænseoverskridende rejser, ikke forbydes.

(22)

Verifikationen af fingeraftryk, der er lagret på lagringsmediet, bør kun foretages af behørigt bemyndigede medarbejdere hos kompetente nationale myndigheder og EU-agenturer, og kun når forevisning af dokumentet er påkrævet i henhold til EU-retten eller national ret. De fingeraftryk, der tilgås til dette formål, bør ikke opbevares.

(23)

Biometriske oplysninger, der lagres med henblik på individualisering af identitetskort eller opholdsdokumenter, bør opbevares på en meget sikker måde og ikke længere end 90 dage fra den udstedelsesdato, der blev trykt på dokumentet i forbindelse med individualiseringen. Efter denne periode bør disse biometriske oplysninger omgående slettes eller destrueres. Denne forordning bør ikke forstås således, at den forbyder behandling af disse oplysninger, hvor denne er påkrævet i henhold til EU-retten eller national ret, i overensstemmelse med EU-retten om databeskyttelse.

(24)

Med henblik på denne forordning bør der tages hensyn til specifikationerne i ICAO-dokument 9303, som sikrer global interoperabilitet, herunder for så vidt angår maskinlæsbarhed og anvendelse af visuel kontrol.

(25)

Medlemsstaterne bør kunne beslutte, hvorvidt en persons køn skal opføres på et dokument, der er omfattet af denne forordning. Hvis en medlemsstat vælger at angive en persons køn på et sådant dokument, bør specifikationerne i ICAO-dokument 9303 »F«, »M« eller »X« eller det tilsvarende initial, der anvendes på den pågældende medlemsstats sprog, finde anvendelse, alt efter hvad der er relevant.

(26)

Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at sikre, at der, hvor det er hensigtsmæssigt, tages behørigt hensyn til fremtidige sikkerhedsstandarder og tekniske specifikationer vedtaget i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 for så vidt angår identitetskort og opholdskort. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 . Kommissionen bør med henblik herpå bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 . Om nødvendigt bør det være muligt at hemmeligholde de vedtagne gennemførelsesretsakter for at undgå risikoen for efterligning og forfalskning.

(27)

Medlemsstaterne bør sikre, at passende og effektive procedurer for indsamlingen af biometriske identifikatorer er på plads, og at sådanne procedurer overholder rettighederne og principperne indeholdt i chartret, i Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og i De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder. Medlemsstaterne bør sikre, at barnets tarv kommer i første række under hele indsamlingsproceduren. Med henblik herpå bør kvalificeret personale modtage passende undervisning i børnevenlige praksisser for så vidt angår indsamlingen af biometriske identifikatorer.

(28)

Hvor der opstår vanskeligheder i forbindelse med indsamlingen af biometriske identifikatorer, bør medlemsstaterne sikre, at passende procedurer er på plads med henblik på at respektere den berørte persons værdighed. Der bør derfor tages særlige hensyn til køn og til de særlige behov hos børn og sårbare personer. Kvalificeret personale bør modtage uddannelse i bedste praksis med henblik på indsamling af biometriske identifikatorer fra børn og sårbare personer.

(29)

Indførelsen af minimumsstandarder for sikkerheden ved og udformningen af identitetskort bør gøre det muligt for medlemsstaterne at stole på ægtheden af de pågældende dokumenter, når unionsborgere udøver deres ret til fri bevægelighed. Indførelsen af strengere sikkerhedsstandarder bør give offentlige myndigheder og private enheder tilstrækkelige garantier for, at de kan forlade sig på ægtheden af identitetskort, når sådanne kort anvendes af unionsborgere til identifikationsformål.

(30)

Et mærke i form af landekoden på to bogstaver for den udstedende medlemsstat trykt med negativ skrift i et blåt rektangel og omgivet af 12 gule stjerner letter den visuelle kontrol af dokumentet, navnlig når indehaveren udøver sin ret til fri bevægelighed.

(31)

Selv om muligheden for at tilføje yderligere nationale elementer bevares, bør medlemsstaterne sikre, at disse elementer ikke reducerer effektiviteten af de fælles sikkerhedselementer eller har en negativ indvirkning på identitetskortenes grænseoverskridende kompatibilitet, såsom muligheden for at identitetskort kan aflæses af maskiner, der anvendes af andre medlemsstater end de medlemsstater, der udsteder identitetskortene.

(32)

Indførelsen af sikkerhedsstandarder for identitetskort og opholdskort til familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, bør ikke medføre en uforholdsmæssig gebyrstigning for unionsborgere eller tredjelandsstatsborgere. Medlemsstaterne bør tage hensyn til dette princip, når de iværksætter offentlige udbudsprocedurer.

(33)

Medlemsstaterne bør træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at biometriske oplysninger korrekt identificerer den person, som et identitetskort er udstedt til. Med henblik herpå kan medlemsstaterne overveje at indsamle biometriske identifikatorer, navnlig ansigtsbilledet, direkte hos de nationale myndigheder, der udsteder identitetskort, i tilstedeværelse af den berørte person.

(34)

Medlemsstaterne bør udveksle sådanne oplysninger med hinanden, som er nødvendige for at tilgå, autentificere og kontrollere de oplysninger, som befinder sig på det sikre lagringsmedium. De formater, der anvendes til det sikre lagringsmedium, bør være interoperable, herunder ved automatiserede grænseovergangssteder.

(35)

Direktiv 2004/38/EF omhandler den situation, hvor unionsborgere eller familiemedlemmer til unionsborgere, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, som ikke har de nødvendige rejsedokumenter, skal gives enhver rimelig mulighed for på anden måde at bevise, at de er omfattet af retten til fri bevægelighed. Sådanne midler kan omfatte midlertidige identifikationsdokumenter og opholdskort, der udstedes til sådanne familiemedlemmer.

(36)

Denne forordning overholder de forpligtelser, der er fastsat i chartret og i De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap. Medlemsstaterne tilskyndes derfor til at samarbejde med Kommissionen om at integrere yderligere elementer, som gør identitetskort mere tilgængelige og brugervenlige for personer med handicap såsom synshæmmede personer. Medlemsstaterne skal undersøge brugen af løsninger, såsom mobile registreringsanordninger, med henblik på udstedelse af identitetskort til personer, der ikke er i stand til at møde op hos de myndigheder, der er ansvarlige for udstedelse af identitetskort.

(37)

Opholdsdokumenter, som medlemsstaterne udsteder til unionsborgere, bør indeholde bestemte oplysninger med henblik på at sikre, at de kan genkendes som opholdsdokumenter i alle medlemsstater. Dette bør lette anerkendelsen af unionsborgeres brug af retten til fri bevægelighed og af de rettigheder, der er uløseligt forbundet med denne brug, men harmoniseringen bør ikke gå videre, end hvad der er hensigtsmæssigt til at afhjælpe nuværende dokumenters svagheder. Medlemsstaterne kan frit vælge, i hvilken udformning de ønsker at udstede disse dokumenter, og kan udstede dem i en udformning, der overholder specifikationerne i ICAO-dokument 9303.

(38)

For så vidt angår opholdskort, der udstedes til familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, er det hensigtsmæssigt at anvende den samme udformning og de samme sikkerhedselementer som dem, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 1030/2002 som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1954 . Ud over at bevise deres opholdsret fritager disse dokumenter også deres indehavere, som på anden måde er visumpligtige, for visumpligten, når de ledsager eller slutter sig til unionsborgere inden for Unionens område.

(39)

I henhold til direktiv 2004/38/EF betegnes dokumenter, der udstedes til unionsborgeres familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, »opholdskort for familiemedlem til en unionsborger«. For at lette deres identifikation bør et opholdskort til et familiemedlem til en unionsborger være forsynet med en standardiseret titel og kode.

(40)

Under hensyntagen til både sikkerhedsrisikoen og medlemsstaternes omkostninger bør identitetskort og opholdskort for familiemedlemmer til unionsborgere, der ikke opfylder kravene i denne forordning, udfases. Af sikkerhedsmæssige årsager er det dog nødvendigt med en kortere udfasningsperiode for dokumenter, som mangler væsentlige sikkerhedselementer eller ikke er maskinlæsbare.

(41)

Forordning (EU) 2016/679 finder anvendelse på de personoplysninger, der skal behandles i forbindelse med anvendelsen af nærværende forordning, herunder f.eks. dataansvarliges og databehandleres forpligtelse til at træffe passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre et sikkerhedsniveau, der passer til den risiko, der er forbundet med behandling af disse personoplysninger. Det er nødvendigt at specificere nærmere, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der skal finde anvendelse på de behandlede personoplysninger, navnlig hvad angår følsomme oplysninger som biometriske oplysninger. De registrerede bør gøres opmærksom på, at deres dokumenter indeholder et lagringsmedium med deres biometriske oplysninger, herunder at de er tilgængelige i kontaktløs form, og på ethvert tilfælde, hvor oplysningerne i deres identitetskort og opholdsdokumenter benyttes. Under alle omstændigheder bør de registrerede have adgang til de personoplysninger, der behandles i deres identitetskort og opholdsdokumenter, og have ret til at få dem berigtiget gennem udstedelse af et nyt dokument, såfremt oplysningerne er fejlagtige eller ufuldstændige. Lagringsmediet bør have et højt sikkerhedsniveau og på effektiv vis beskytte de personoplysninger, der er lagret på det, mod uautoriseret adgang.

(42)

Medlemsstaterne bør være ansvarlige for den korrekte behandling af biometriske oplysninger, lige fra indsamlingen til registreringen af oplysningerne i det meget sikre lagringsmedium, i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

(43)

Medlemsstaterne bør udvise særlig omhyggelighed, når de samarbejder med en ekstern tjenesteyder. Sådant samarbejde bør ikke udelukke nogen former for ansvar for medlemsstaterne, som måtte opstå i medfør af EU-retten eller national ret, for manglende overholdelse af forpligtelser vedrørende personoplysninger.

(44)

Det er nødvendigt at præcisere i denne forordning, hvad der er grundlaget for indsamling og lagring af oplysninger i identitetskorts og opholdsdokumenters lagringsmedium. Medlemsstater bør i overensstemmelse med EU-retten eller deres nationale ret og under overholdelse af principperne om nødvendighed og proportionalitet kunne lagre andre oplysninger på et lagringsmedium til elektroniske tjenester eller til andre formål, der vedrører identitetskortet eller opholdsdokumentet. Behandlingen af sådanne andre oplysninger, herunder indsamlingen af dem samt det formål, som de kan anvendes til, bør have hjemmel i EU-retten eller national ret. Alle nationale oplysninger til sådanne formål bør være fysisk eller logisk adskilt fra de i denne forordning omhandlede biometriske oplysninger og bør behandles i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

(45)

I overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning bør Kommissionen senest seks år efter denne forordnings anvendelsesdato foretage en evaluering af denne forordning, herunder på grundlag af de oplysninger, der er indsamlet gennem særlige overvågningsordninger, med henblik på at vurdere den faktiske virkning af denne forordning og behovet for yderligere tiltag. Med henblik på overvågning bør medlemsstaterne indsamle statistiske oplysninger om antallet af identitetskort og opholdsdokumenter, som de har udstedt.

(46)

Målene for denne forordning, nemlig at forbedre sikkerheden og fremme udøvelsen af retten til fri bevægelighed for unionsborgere og deres familiemedlemmer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af tiltagenes omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(47)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(48)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland ved skrivelse af 18. oktober 2024 meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(49)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig anerkendes i chartret, herunder menneskelig værdighed, retten til respekt for menneskets integritet, forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling, retten til lighed for loven og ikkeforskelsbehandling, børns rettigheder, ældres rettigheder, respekt for privatliv og familieliv, retten til beskyttelse af personoplysninger samt retten til fri bevægelighed og adgang til effektive retsmidler. Medlemsstaterne bør overholde chartret ved gennemførelsen af denne forordning.

(50)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse blev hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 og afgav udtalelse den 13. september 2024 —