Forordning
Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union
EU regler for økologisk produktion, mærkning af fødevarer og forbud mod GMO Artikel 35
Artikel 35
Certifikat
1. De kompetente myndigheder eller efter omstændighederne kontrolmyndighederne eller kontrolorganet udsteder et certifikat til enhver erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende, der har givet meddelelse om sin aktivitet i henhold til artikel 34, stk. 1, og som overholder denne forordning. Certifikatet skal:
a)
så vidt muligt udstedes i elektronisk form
b)
som minimum gøre det muligt at identificere den erhvervsdrivende eller gruppen af erhvervsdrivende, herunder en liste over medlemmerne, kategorien af produkter, der er omfattet af certifikatet, og dets gyldighedsperiode
c)
attestere, at de meddelte aktiviteter er i overensstemmelse med denne forordning, og
d)
udstedes i overensstemmelse med modellen i bilag VI.
2. Med forbehold af denne artikels stk. 8 og artikel 34, stk. 2, må erhvervsdrivende og grupper af erhvervsdrivende ikke markedsføre produkter som omhandlet i artikel 2, stk. 1, som økologiske produkter eller omlægningsprodukter, medmindre de allerede er i besiddelse af et certifikat, jf. nærværende artikels stk. 1.
3. Det certifikat, der er omhandlet i denne artikel, er et officielt certifikat, jf. artikel 86, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/625.
4. En erhvervsdrivende eller en gruppe af erhvervsdrivende har ikke ret til at få et certifikat af mere end ét kontrolorgan i forbindelse med aktiviteter, der udøves i den samme medlemsstat, for så vidt angår samme produktkategori, heller ikke i tilfælde hvor denne erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende udøver virksomhed i forskellige faser af produktionen, tilberedningen og distributionen.
5. De enkelte medlemmer af en gruppe af erhvervsdrivende har ikke ret til at få udstedt et individuelt certifikat for aktiviteter, der er omfattet af certificeringen af den gruppe af erhvervsdrivende, hvoraf de er medlem.
6. Erhvervsdrivende skal kontrollere certifikater tilhørende de erhvervsdrivende, som er deres leverandører.
7. Med henblik på denne artikels stk. 1 og 4 klassificeres produkter i overensstemmelse med følgende kategorier:
a)
uforarbejdede planter og planteprodukter, herunder frø og andet planteformeringsmateriale
b)
husdyr og uforarbejdede animalske produkter
c)
alger og uforarbejdede akvakulturprodukter
d)
forarbejdede landbrugsprodukter, herunder akvakulturprodukter, til konsum
e)
foder
f)
vin
g)
andre produkter, der er opført i bilag I, eller som ikke er omfattet af ovennævnte kategorier.
8. Medlemsstaterne kan fritage erhvervsdrivende fra forpligtelsen til at være i besiddelse af et certifikat, jf. stk. 2, hvis de sælger uindpakkede økologiske produkter, bortset fra foder, direkte til den endelige forbruger, forudsat at de pågældende erhvervsdrivende ikke producerer, tilbereder, opbevarer — undtagen i forbindelse med salgsstedet — eller importerer sådanne produkter fra et tredjeland eller udlægger sådanne aktiviteter til tredjemand, og forudsat at:
a)
dette salg ikke overstiger 5 000 kg pr. år
b)
dette salg ikke udgør en årlig omsætning hvad angår uindpakkede økologiske produkter, der overstiger 20 000 EUR, eller
c)
den erhvervsdrivendes potentielle certificeringsomkostninger ikke overstiger 2 % af den samlede omsætning af uindpakkede økologiske produkter, der er solgt af denne erhvervsdrivende.
Hvis en medlemsstat beslutter at fritage de i første afsnit omhandlede erhvervsdrivende, kan den fastsætte strengere grænser end dem, der er fastsat i første afsnit.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om enhver beslutning om at fritage erhvervsdrivende, jf. første afsnit, og om grænserne, hvortil de pågældende erhvervsdrivende er fritaget.
9. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 54 om ændring af modellen til certifikatet i bilag VI.
10. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter for at fastsætte nærmere bestemmelser og specifikationer vedrørende formen af certifikatet, jf. stk. 1, og de tekniske midler, hvormed det udstedes.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 55, stk. 2.