Lovguiden Logo
EU-ret

Direktiv

Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union

IORP-direktivet om tilsyn med EU's arbejdsmarkedspensionskasser Artikel 58

Artikel 58

Betingelser for udveksling af oplysninger

1. Med henblik på udveksling af oplysninger, jf. artikel 55, og videregivelse af oplysninger, jf. artikel 56 og 57, kræver medlemsstaterne mindst følgende betingelser opfyldt:

a)

Oplysningerne skal udveksles eller videregives med henblik på udførelse af overvågning eller tilsyn.

b)

De oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 52 fastsatte tavshedspligt.

c)

Stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra den kompetent myndighed, hvorfra oplysningerne stammer, og de må kun videregives til det formål, hvortil denne myndighed har givet sit samtykke.

2. Artikel 53 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne med henblik på at styrke det finansielle systems stabilitet og integritet kan tillade udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser af selskabsretslige bestemmelser, der gælder for pensionstegnende firmaer.

Medlemsstater, som anvender første afsnit, kræver mindst følgende betingelser opfyldt:

a)

Oplysningerne skal bruges til opsporing samt undersøgelse og granskning som omhandlet i artikel 57, stk. 2, litra a).

b)

De oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 52 fastsatte tavshedspligt.

c)

Stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra den kompetente myndighed, hvorfra oplysningerne stammer, og de må kun videregives til det formål, hvortil denne myndighed har givet sit samtykke.

3. Udfører de i stk. 2, første afsnit, omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- eller efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi disse er i besiddelse af særlig sagkundskab, anvendes den i artikel 57, stk. 2, fastsatte mulighed for udveksling af oplysninger.