Lovguiden Logo
EU-ret

Direktiv

Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union

IORP-direktivet om tilsyn med EU's arbejdsmarkedspensionskasser Artikel 14

Artikel 14

Kapitaldækning af forsikringsmæssige hensættelser

1. Hjemlandet pålægger alle IORP'er til enhver tid at have tilstrækkelige egnede aktiver til at dække de forsikringsmæssige hensættelser for alle de pensionsordninger, som IORP'en administrerer.

2. Hjemlandet kan tillade en IORP for et begrænset tidsrum at have utilstrækkelige aktiver til at dække de forsikringsmæssige hensættelser. I så tilfælde kræver den kompetente myndighed, at IORP'en vedtager en konkret og realisabel genoprettelsesplan med en tidsplan for at sikre, at kravene i stk. 1 overholdes på ny. Planen skal opfylde følgende betingelser:

a)

IORP'en skal opstille en konkret og realisabel plan for genoprettelse af den aktivbeholdning, der er nødvendig for fuldstændig dækning af de forsikringsmæssige hensættelser inden for en rimelig tid. Denne plan skal gøres tilgængelig for medlemmerne eller, hvor det er relevant, disses repræsentanter og/eller godkendes af hjemlandets kompetente myndighed.

b)

Ved opstillingen af denne plan skal der tages hensyn til IORP'ens særlige situation, navnlig aktivernes og forpligtelsernes struktur, risikoprofilen, likviditetsplanen, aldersprofilen for de medlemmer, der er berettiget til at modtage pensionsydelser, nye ordninger og ordninger, der overgår fra ingen eller kun delvis kapitaldækning til fuld kapitaldækning.

c)

I tilfælde af at en pensionsordning afvikles i løbet af den i dette stykkes første punktum omhandlede periode, skal IORP'en underrette den kompetente myndighed i hjemlandet. IORP'en skal etablere en procedure for overdragelse af aktiverne og de tilsvarende forpligtelser for denne ordning til en anden IORP, et forsikringsselskab eller et andet egnet organ. Den kompetente myndighed i hjemlandet skal underrettes om proceduren, og en general oversigt over proceduren skal være tilgængelig for medlemmerne eller, hvor det er relevant, disses repræsentanter i overensstemmelse med fortrolighedsprincippet.

3. Ved grænseoverskridende virksomhed skal der til enhver tid være fuld kapitaldækning for de forsikringsmæssige hensættelser for alle de pensionsordninger, der administreres. Er denne betingelse ikke opfyldt, skal hjemlandets kompetente myndighed straks gribe ind og kræve, at IORP'en omgående udarbejder passende foranstaltninger og gennemfører disse uden unødig forsinkelse på en sådan måde, at medlemmer og pensionsmodtagere er tilstrækkeligt beskyttede.