Lovguiden Logo
EU-ret

Forordning

Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union

CRR-forordningen om tilsynskrav til banker og investeringsselskaber Artikel 185

Artikel 185

Validering af interne estimater

Institutterne skal opfylde følgende krav, når de validerer deres interne estimater:

a)Institutterne skal indføre robuste systemer til validering af nøjagtigheden og konsistensen af ratingsystemer, procedurer og estimering af alle relevante risikoparametre. Den interne validering skal gøre det muligt for instituttet at foretage en konsistent og meningsfuld vurdering af resultaterne af interne ratingsystemer og risikoestimeringssystemer.
b)Institutterne skal regelmæssigt sammenligne de faktiske misligholdelsesrater med sandsynlighed for misligholdelse (PD)-estimater for hver ratingklasse, og såfremt de faktiske misligholdelsesrater ligger uden for de rammer, der er fastlagt for denne ratingklasse, skal institutterne iværksætte en nærmere undersøgelse af årsagerne til afvigelsen. Institutter, der benytter deres egne estimater af tab givet misligholdelse (LGD) og konverteringsfaktorer, skal foretage en tilsvarende undersøgelse vedrørende disse estimater. Disse sammenligninger skal baseres på historiske data, som går så langt tilbage i tiden som muligt. Instituttet skal dokumentere de metoder og data, der benyttes til sådanne sammenligninger. Undersøgelsen og dokumentationen skal ajourføres mindst én gang om året.
c)Institutterne skal også inddrage andre kvantitative valideringsredskaber og foretage andre sammenligninger med relevante eksterne datakilder. Undersøgelsen skal baseres på data, som er relevante for porteføljen, opdateres regelmæssigt og dækker en passende observationsperiode. Institutternes interne vurderinger af deres ratingsystemers funktion skal baseres på den længst mulige periode.
d)De metoder og data, der anvendes i forbindelse med kvantitativ validering, skal være konsistente over tid. Ændringer af estimerings- og valideringsmetoder og data (såvel datakilder som relevante perioder) skal dokumenteres.
e)Institutterne skal fastsætte velfunderede interne retningslinjer for situationer, hvor de faktiske værdier for sandsynligheden for misligholdelse (PD), tab givet misligholdelse (LGD), konverteringsfaktorer og samlede tab, hvor forventede tab anvendes, afviger så meget fra de forventede værdier, at det skaber usikkerhed om gyldigheden af disse estimater. Disse retningslinjer skal tage højde for konjunkturforholdene og lignende systematiske udsving i de faktiske misligholdelsesrater. Hvis de faktiske værdier vedvarende er højere end de forventede værdier, skal institutterne opjustere estimaterne i lyset af deres misligholdelses- og tabserfaring.

Underafdeling 4

Krav i forbindelse med aktieeksponeringer i henhold til metoden med interne modeller