af 8. oktober 2025
om at gøre importen af terephthalsyre med oprindelse i Republikken Korea og Mexico til genstand for registrering
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016... af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 5,
efter at have underrettet medlemsstaterne, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) offentliggjorde den 13. august 2025 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af terephthalsyre med oprindelse i Republikken Korea og Mexico.
(2)
Denne procedure blev indledt på grundlag af en klage, som blev indgivet den 30. juni 2025 af INEOS Aromatics på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af terephthalsyre.
1. VARE, DER ER GENSTAND FOR REGISTRERING
(3)
Den vare, der er genstand for registrering (»den pågældende vare«), er terephthalsyre af renhedsgrad på 99,5 vægtprocent eller derover, der normalt henhører under Chemical Abstracts Service (»CAS«) nr. 100-21-0, og som normalt svarer til Customs and Statistics (»CUS«) nummer 0023865-3. Den pågældende vare tariferes i øjeblikket under KN-kode ex 2917 36 00 (Taric-kode 2917 36 00 11).
2. REGISTRERING
(4)
I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, kan importen af den pågældende vare gøres til genstand for registrering for at sikre, at hvis undersøgelsen fører til indførelse af antidumpingtold, kan denne told opkræves med tilbagevirkende kraft på den registrerede import i overensstemmelse med de gældende retlige bestemmelser, såfremt de nødvendige betingelser er opfyldt.
(5)
Kommissionen har i medfør af grundforordningens artikel 14, stk. 5, besluttet på eget initiativ at gøre importen af den pågældende vare til genstand for registrering. Betingelserne for opkrævning af told med tilbagevirkende kraft vil blive vurderet i den forordning, hvorved der indføres en eventuel endelig told.
(6)
Enhver fremtidig betalingsforpligtelse udspringer af undersøgelsens resultater.
(7)
I beregningerne i klagen, hvori der anmodes om indledning af en antidumpingundersøgelse, anslås dumpingmargenerne til 49 % for importen fra Republikken Korea og 54 % for importen fra Mexico. I beregninger i klagen anslås også en skadestærskel på mellem 8 % og 18 % for importen fra Republikken Korea og på mellem 5 % og 15 % for importen fra Mexico af den pågældende vare i perioden fra den 1. januar 2024 til den 31. december 2024. Størrelsen af den mulige fremtidige betalingsforpligtelse vil normalt blive fastsat til det laveste af disse to niveauer, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2.
(8)
På nuværende tidspunkt er Kommissionen imidlertid ikke i stand til at anslå beløbet for en mulig fremtidig betalingsforpligtelse. De beløb, der er nævnt i klagen, er således kun til orientering og kan ikke skabe forventninger om den faktiske betalingsforpligtelse, der vil blive fastslået som følge af undersøgelsen.
3. BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER
(9)
Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne registrering, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018... om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: