KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/3126
af 9. december 2024
om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 385/2013 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen , særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
En vare bestående af 25 vådservietter af fiberdug med en størrelse på ca. 15 cm × 20 cm, imprægneret med bl.a. vand, sojaolie sød mandelolie (Prunus dulcis), cetylalkohol, xanthangummi, parfume, citronellol, geraniol, glycerin, tetranatrium-EDTA og dinatriumcocoamphodiacetat, der anvendes som makeupfjerner og til opfriskning og rensning af normale og blandede hudtyper, og som foreligger i en plastpose til detailsalg, blev i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 385/2013 tariferet under pos. 3304 99 00 i den kombinerede nomenklatur (KN), der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 , som »præparater til hudpleje (undtagen lægemidler)«. Eftersom det overfladeaktive stof (dinatriumcocoamphodiacetat) i varen ikke giver varen dens karakter, da det udelukkende fungerer som emulgator, var tarifering under pos. 3401 udelukket. Tarifering under pos. 3307 var også udelukket, fordi bestemmelse 4 til kapitel 33 i KN ikke finder anvendelse, da produktet anvendes til at fjerne makeup og opfriske og rense huden, og varens karakter derfor er hudpleje. Ved anvendelse af almindelig tariferingsbestemmelse 1, 3 b) og 6 vedrørende KN blev varen følgelig tariferet under pos. 3304 som et præparat til hudpleje.
(2)
På sit 73. møde i marts 2024 godkendte Verdenstoldorganisationens (WCO's) Udvalg for det Harmoniserede System (HSC) tariferingsudtalelse 3307.90/4 om tarifering af ansigtsservietter i pakninger til detailsalg indeholdende 60 rektangulære ark af fiberdug (10 cm × 12 cm), der er imprægneret med vand, fugtighedsmidler (dipropylenglycol (DPG), natriumhyaluronat, jojobaolie) og organiske overfladeaktive stoffer som emulgatorer (PEG-6-capryl/caprin-glycerider og polysorbat 20), beregnet til ansigtspleje såsom makeupfjerning, rengøring, rensning, lindring og hydrering/fugtning i ét trin. Varen blev tariferet under HS-position 3307 , da bestemmelse 4 til kapitel 33 i HS, hvori det er fastsat, at udtrykket »parfumevarer, kosmetik og toiletmidler« i pos. 3307 bl.a. omfatter fiberdug, imprægneret eller overtrukket med parfume eller kosmetik, blev anset for at finde anvendelse ved tariferingen af produktet. Varen blev derfor tariferet under HS-underpos. 3307 90 , som svarer til KN-kode 3307 90 00 , ved anvendelse af de almindelige tariferingsbestemmelser 1 (bestemmelse 2 til afsnit VI og bestemmelse 4 til kapitel 33) og 6.
(3)
Eftersom varens karakter er meget lig den vare, der er beskrevet i gennemførelsesforordning (EU) nr. 385/2013, er den tarifering af varen, som fremgår af bilaget til nævnte forordning, ikke i overensstemmelse med tariferingsudtalelse 3307.90/4.
(4)
Unionen er i kraft af Rådets afgørelse 87/369/EØF kontraherende part i den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem. Tariferingsudtalelser godkendt af Udvalget for det Harmoniserede System er vejledningsinstrumenter for Unionens toldforanstaltninger.
(5)
For at sikre ensartethed i fortolkningen og anvendelsen af det harmoniserede system på internationalt plan og i betragtning af, at tariferingsudtalelse 3307.90/4 er i overensstemmelse med ordlyden af bestemmelse 4 til kapitel 33 i KN, HS-pos. 3307 og HS-underpos. 3307 90 , er det nødvendigt at ophæve gennemførelsesforordning (EU) nr. 385/2013.
(6)
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: