EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2024/2842
af 23. oktober 2024
om udvidelse af direktiv (EU) 2024/2841 til at omfatte tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold i en medlemsstat
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 79, stk. 2, litra b),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget ,
efter den almindelige lovgivningsprocedure , og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
For at styrke udøvelsen af retten til fri bevægelighed for personer med handicap og forbedre mulighederne for, at personer med handicap kan rejse til eller besøge en anden medlemsstat med henblik på et kortvarigt ophold, fastsætter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/2841 en ramme af fælles regler og betingelser, herunder et fælles standardiseret og tilgængeligt format, for et europæisk handicapkort som bevis for en anerkendt handicapstatus eller en ret til specifikke tjenester på grund af et handicap for på lige vilkår og betingelser at få adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling, som tilbydes af offentlige myndigheder eller private aktører inden for en lang række tjenester, aktiviteter og faciliteter, herunder når de ikke ydes mod betaling, samt for et europæisk parkeringskort for personer med handicap som bevis for deres anerkendte ret til parkeringsbetingelser og -faciliteter, der er forbeholdt personer med handicap, i en anden medlemsstat end den, hvor de har bopæl.
(2)
I henhold til artikel 79 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har Unionens indsats bl.a. til formål at sikre en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne. På dette grundlag bør der fastsættes et regelsæt, der præciserer de rettigheder, for hvilke der gælder ligebehandling mellem de personer, der er omfattet af direktiv (EU) 2024/2841, og sådanne tredjelandsstatsborgere.
(3)
I overensstemmelse med artikel 67, stk. 2, i TEUF sidestilles statsløse med tredjelandsstatsborgere i forbindelse med dette direktiv.
(4)
For at styrke respekt for ligebehandling, inklusion og ikkeforskelsbehandling, herunder i forbindelse med de relevante forpligtelser i henhold til folkeretten, for så vidt angår personer med handicap, der er tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i en medlemsstat, og som ikke er omfattet af direktiv (EU) 2024/2841, og for at sikre anerkendelse af deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap i hele Unionen og dermed også sikre, at sådanne personer effektivt og fuldt ud deltager og inkluderes i samfundet på lige fod med unionsborgere, er det nødvendigt at anvende de regler, rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i direktiv (EU) 2024/2841, på personer med handicap, der er tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i en medlemsstat, og hvis handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap er anerkendt af denne medlemsstat, samt, hvor det er relevant, på personer, der ledsager eller assisterer dem, herunder personlige assistenter, eller på servicedyr. For eksempel bør tredjelandsstatsborgere, som er personer med midlertidig beskyttelse i henhold til Rådets direktiv 2001/55/EF eller personer med international beskyttelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1347 , være omfattet af nærværende direktiv, forudsat at de har lovligt ophold i en medlemsstat, og at deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap er anerkendt af denne medlemsstat.
(5)
Alle bestemmelserne i direktiv (EU) 2024/2841 bør i medfør af nærværende direktiv finde tilsvarende anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der falder ind under nærværende direktivs anvendelsesområde.
(6)
Selv om dette direktiv ikke bør berøre de gældende EU-regler for mobilitet i hele Unionen for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold i en medlemsstat, kan dette direktiv ved at sikre gensidig anerkendelse af deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af handicap i medlemsstaterne navnlig lette udøvelsen af disse personers ret til at færdes eller rejse i hele Unionen, forudsat at de allerede har en sådan ret til mobilitet. Når sådanne tredjelandsstatsborgere, der er i besiddelse af et europæisk handicapkort eller et europæisk parkeringskort for personer med handicap, færdes eller rejser lovligt i hele Unionen, vil de nyde godt af retten til gensidig anerkendelse i henhold til dette direktiv.
(7)
Medlemsstaterne bør derfor træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at reglerne i direktiv (EU) 2024/2841 for det europæiske handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap som bevis for henholdsvis en anerkendt handicapstatus eller en ret til specifikke tjenester på grund af et handicap og for deres anerkendte ret til parkeringsbetingelser og -faciliteter, der er forbeholdt personer med handicap, og som giver adgang på lige vilkår og betingelser til særlige betingelser eller positiv særbehandling med hensyn til tjenester, aktiviteter eller faciliteter, herunder når de ikke ydes mod betaling, og til parkeringsbetingelser og -faciliteter, der tilbydes eller forbeholdes personer med handicap samt, hvor det er relevant, personer, der ledsager eller assisterer dem, herunder personlige assistenter uanset disses nationalitet eller servicedyr, ligeledes finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold i en medlemsstat. At give sådanne tredjelandsstatsborgere ret til adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling eller parkeringsbetingelser og -faciliteter, der er forbeholdt personer med handicap, på samme måde som den ret, der fastsættes for de personer, der er omfattet af direktiv (EU) 2024/2841, berører ikke reglerne om tredjelandsstatsborgeres indrejse på medlemsstaternes område.
(8)
Medlemsstaterne opfordres til at stille oplysninger til rådighed i overensstemmelse med direktiv (EU) 2024/2841 til tredjelandsstatsborgere med handicap, der er omfattet af nærværende direktiv, på et sprog, som de kan forstå, eller som de med rimelighed kan forventes at forstå.
(9)
Tredjelandsstatsborgere med handicap har en øget risiko for at blive udsat for multidiskrimination. Derudover fastsætter De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap desuden, at kvinder og piger med handicap udsættes for multidiskrimination, og bestemmer at deltagerstaterne skal træffe foranstaltninger til at sikre, at de fuldt ud kan udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre. Den anerkender også den vanskelige situation for personer med handicap, som er udsat for multidiskrimination eller grov diskrimination på grund af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national, etnisk, oprindelig eller social oprindelse, formueforhold, fødsel, alder eller anden stilling.
(10)
Kommissionens forpligtelser i henhold til artikel 20 i direktiv (EU) 2024/2841 bør omfatte tredjelandsstatsborgere, der falder ind under nærværende direktivs anvendelsesområde. Kommissionens i nævnte artikel omhandlede rapport indeholder en analyse af specifikke ugunstige situationer som følge af intersektionel forskelsbehandling, der forstås som forskelsbehandling baseret på en kombination af handicap og andre grunde, der er beskyttet i henhold til Rådets direktiv 79/7/EØF , 2000/43/EF , 2000/78/EF eller 2004/113/EF , med særligt fokus på kvinder og piger med handicap.
(11)
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol deltager Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(12)
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
(13)
Målet for dette direktiv, nemlig at udvide reglerne, rettighederne og forpligtelserne i direktiv (EU) 2024/2841 til at omfatte personer med handicap, der er tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i en medlemsstat, og som ikke er omfattet af direktiv (EU) 2024/2841, samt personer, der ledsager eller assisterer dem, herunder personlige assistenter, eller servicedyr og dermed også fremme deres muligheder for at færdes i eller rejse til andre medlemsstater, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af omfanget og virkningerne af den foranstaltning, der fastlægger en ramme af fælles regler og betingelser, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går nærværende direktiv ikke videre end nødvendigt for at nå dette mål —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV: