EU-forordning om overførsel af straffesager mellem medlemsstater

(1)

Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2)

Ifølge Haagprogrammet: styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union skal medlemsstaterne overveje mulighederne for at koncentrere retsforfølgningen i grænseoverskridende multilaterale sager i én medlemsstat med henblik på at øge retsforfølgningens effektivitet, samtidig med at der sikres en forsvarlig retspleje.

(3)

I programmet for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager opfordres der til at udvikle et instrument, der åbner mulighed for at overføre retsforfølgning i straffesager til andre medlemsstater.

(4)

Der er behov for yderligere udvikling af det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne for at skabe en mere effektiv og korrekt forvaltning af strafferetsplejen inden for det fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og for at sikre, at den bedst egnede medlemsstat efterforsker eller retsforfølger en strafbar handling. Fælles regler for medlemsstaterne vedrørende overførsel af retsforfølgning i straffesager kan navnlig bidrage til at forhindre unødvendige parallelle straffesager i forskellige medlemsstater vedrørende de samme faktiske omstændigheder og den samme person, hvilket kan føre til en tilsidesættelse af ne bis in idem-princippet. Sådanne fælles regler kan også reducere antallet af situationer, hvor der føres flere straffesager vedrørende de samme faktiske omstændigheder eller vedrørende den samme person i forskellige medlemsstater. Sådanne fælles regler har også til formål at sikre, at det er muligt at overføre retsforfølgning, hvis overgivelsen af en person til strafforfølgning i henhold til en europæisk arrestordre, jf. Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA , forsinkes eller afslås af grunde såsom eksistensen af en verserende parallel straffesag i en anden medlemsstat for den samme strafbare handling, med henblik på at undgå straffrihed for den person, der retsforfølges.

(5)

Fælles regler for overførsel af retsforfølgning i straffesager er også afgørende for effektivt at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, hvilket er særligt vigtigt i forbindelse med forbrydelser begået af organiserede kriminelle grupper såsom narkotikahandel, smugling af migranter, menneskehandel, ulovlig handel med skydevåben, miljøkriminalitet, cyberkriminalitet eller hvidvask af penge. Retsforfølgning af organiserede kriminelle grupper, der er aktive i flere medlemsstater, kan skabe store vanskeligheder for de involverede myndigheder. Overførsel af retsforfølgning i straffesager er et vigtigt redskab, der kan at styrke bekæmpelsen af organiserede kriminelle grupper, der er aktive i hele Unionen.

(6)

For at sikre et effektivt samarbejde mellem anmodende myndigheder og anmodede myndigheder i forbindelse med overførsel af retsforfølgning i straffesager bør der fastsættes regler om sådan overførsel ved en retligt bindende og umiddelbart gældende EU--retsakt.

(7)

Denne forordning bør finde anvendelse på alle anmodninger om overførsel, der fremsættes i forbindelse med straffesager.

(8)

Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA har til formål at forebygge situationer, hvor den samme person er genstand for parallelle straffesager i forskellige medlemsstater, som vedrører de samme faktiske omstændigheder, hvilket kunne føre til, at der træffes en endelig afgørelse i disse sager i to eller flere medlemsstater. Ved nævnte rammeafgørelse indføres derfor en procedure for direkte høringer mellem de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder med henblik på at opnå enighed om en effektiv løsning, der kan medvirke til at undgå de negative følger af sådanne parallelle retssager og spild af tid og ressourcer for disse kompetente myndigheder. Hvis disse kompetente myndigheder efter høringer i overensstemmelse med nævnte rammeafgørelse beslutter at koncentrere retsforfølgningen i én medlemsstat gennem overførsel af retsforfølgning i straffesager, bør en sådan overførsel foretages i overensstemmelse med denne forordning.

(9)

Andre retsakter på det strafferetlige område, navnlig dem, der vedrører særlige former for kriminalitet, såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 og Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og 2008/841/RIA , omfatter bestemmelser, der henviser til de faktorer, som skal tages i betragtning med henblik på at centralisere retsforfølgningen af en straffesag i en enkelt medlemsstat, såfremt mere end én medlemsstat gyldigt kan foretage retsforfølgning på grundlag af de samme faktiske omstændigheder. Hvis de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder efter samarbejde i overensstemmelse med sådanne retsakter beslutter at centralisere retsforfølgningen af en straffesag i en enkelt medlemsstat gennem overførsel af retsforfølgning i straffesager, bør sådan overførsel foretages i overensstemmelse med denne forordning.

(10)

Der er vedtaget flere EU-retsakter om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme og retsafgørelser i straffesager, navnlig Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA , 2008/909/RIA og 2008/947/RIA . Denne forordning supplerer disse rammeafgørelser og berører ikke anvendelsen deraf.

(11)

Denne forordning berører ikke spontan udveksling af oplysninger, der reguleres af andre EU-retsakter.

(12)

Denne forordning finder ikke anvendelse på afgørelser om omfordeling, samling eller opdeling af sager, i forbindelse med hvilke Den Europæiske Anklagemyndighed har udøvet sin kompetence i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) 2017/1939 .

(13)

Med henblik på denne forordning bør medlemsstaterne udpege deres kompetente myndigheder på en måde, der fremmer princippet om direkte kontakt mellem disse myndigheder.

(14)

Med henblik på denne forordning og med det formål at lette den effektive anvendelse heraf i hele Unionen bør en anden myndighed med kompetence til at træffe foranstaltninger i straffesager, såfremt strukturen af de interne retssystemer i medlemsstater med common law-traditioner ikke giver deres domstole og anklagere mulighed for at træffe foranstaltninger i tilknytning til afgørelsen om at acceptere eller afslå en overførsel af retsforfølgning i straffesager, kunne træffe sådanne tilknyttede foranstaltninger. Inddragelsen af en sådan kompetent myndighed bør på ingen måde berøre den afgørelse, der udelukkende træffes af en dommer, en domstol, en undersøgelsesdommer eller en offentlig anklager om, hvorvidt overførsel af retsforfølgning i straffesager accepteres eller afslås, og som nødvendigvis bør omfatte den pågældendes vurdering af grundene til afslag i henhold til denne forordning. Inddragelsen af enhver anden kompetent myndighed har udelukkende til formål at lette en sådan retslig beslutningstagning og den effektive anvendelse af at denne forordning.

(15)

Hvis det er nødvendigt på grund af deres interne retssystemers struktur, bør det være muligt for medlemsstaterne at udpege én eller flere centrale myndigheder med henblik på den administrative fremsendelse og modtagelse af anmodninger om overførsel af retsforfølgning i straffesager samt med henblik på anden officiel korrespondance vedrørende sådanne anmodninger. Sådanne centrale myndigheder kan også yde administrativ støtte og have koordinerende og assisterende roller og dermed lette og fremme accepten af anmodninger om overførsel af retsforfølgning i straffesager.

(16)

Nogle EU-retsakter kræver allerede, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at fastlægge kompetencen med hensyn til specifikke strafbare handlinger, såsom i forbindelse med terroraktiviteter i henhold til direktiv (EU) 2017/541 eller falskmøntneri vedrørende euroen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/62/EU i tilfælde, hvor overgivelse af en person afslås.

(17)

For at sikre, at det er muligt at overføre retsforfølgning i straffesager i overensstemmelse med denne forordning, hvor det af hensyn til en effektiv og korrekt retspleje og effektiv beskyttelse af de mistænktes, tiltaltes og ofrenes grundlæggende rettigheder som fastsat i EU-retten er påkrævet, bør denne forordning fastsætte kompetencen i særlige tilfælde, således at den anmodede stat er i stand til at udøve kompetence i forbindelse med de strafbare handlinger, som den anmodende stats nationale ret finder anvendelse på. Den anmodede stat bør have kompetence med hensyn til de strafbare handlinger, for hvilke der anmodes om overførsel af retsforfølgning i straffesager, når den pågældende medlemsstat anses for at være bedst egnet til at retsforfølge den pågældende strafbare handling. Kompetencereglerne i denne forordning bør ikke forhindre medlemsstaterne i at vedtage nationale foranstaltninger for at sikre, at de er i stand til at udøve deres kompetence i de særlige tilfælde, der er fastsat i denne forordning.

(18)

Foruden den kompetence, der allerede er fastsat i den anmodede stats nationale ret, bør kompetence fastlægges på grundlag af de specifikke grunde, der er fastsat i denne forordning, hvor den pågældende medlemsstat anses for at være bedst egnet til at retsforfølge. Den anmodede stat bør have kompetence i situationer, hvor den anmodede stat afslår at overgive en mistænkt eller tiltalt, som der er udstedt en europæisk arrestordre for, og som befinder sig i den anmodede stat og er statsborger i eller bosiddende i den pågældende stat, hvis et sådant afslag er baseret på specifikke grunde, der er fastsat i denne forordning. For eksempel bør kompetence fastlægges i tilfælde, hvor overgivelse afslås på grundlag af artikel 4, nr. 7), litra b), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, som finder anvendelse i situationer, hvor lovovertrædelser er begået uden for den udstedende medlemsstats territorium, og den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået uden for den fuldbyrdende medlemsstats område. Denne regel kan anvendes i situationer, hvor en lovovertrædelse begås på en anden medlemsstats eller et tredjelands område af statsborgere fra andre medlemsstater eller tredjelandsstatsborgere, og den mistænkte eller tiltalte er bosiddende i den anmodede stat. Dette er særlig vigtigt for så vidt angår alvorlige forbrydelser, der krænker det internationale samfunds grundlæggende værdier, såsom krigsforbrydelser eller folkedrab, hvor der kan opstå risiko for straffrihed som følge af et afslag på en europæisk arrestordre på grundlag af artikel 4, nr. 7), litra b), i rammeafgørelse 2002/584/RIA. Den anmodede stat bør også have kompetence i tilfælde, hvor den strafbare handling har virkninger eller forårsager skade hovedsagelig i den anmodede stat. Skade bør tages i betragtning, forudsat at den er en del af den strafbare handlings gerningsindhold, i overensstemmelse med den anmodede stats nationale ret. Den anmodede stat bør også have kompetence, når der i den pågældende stat allerede er en igangværende straffesag mod den samme mistænkte eller tiltalte vedrørende andre faktiske omstændigheder, således at hele den pågældende persons påståede strafbare adfærd kan afgøres i en enkelt jurisdiktion, eller når der i den pågældende stat er en igangværende straffesag mod andre personer vedrørende de samme, delvist de samme eller relaterede faktiske omstændigheder, hvilket kan være særlig relevant med henblik på at koncentrere efterforskningen og retsforfølgningen af en kriminel organisation i én medlemsstat. I begge tilfælde bør den mistænkte eller tiltalte i straffesagen, hvori retsforfølgningen overføres, være statsborger i eller bosiddende i den anmodede stat.

(19)

For at opfylde formålet med denne forordning og for at undgå kompetencekonflikter, under særlig hensyntagen til de medlemsstater, hvis retssystemer er baseret på obligatorisk retsforfølgning, og dem, hvor retsforfølgning kun er obligatorisk for visse strafbare handlinger, bør den anmodende stat, når den anmoder om overførsel af retsforfølgning i straffesager, kunne give afkald på retsforfølgningen af den pågældende person for den strafbare handling, for hvilken der anmodes om overførsel. Denne forordning bør derfor give den anmodende stats kompetente myndigheder mulighed for at give afkald på, suspendere eller indstille den straffesag, der er indbragt for dem, til fordel for den medlemsstat, der anses for at være bedre egnet til at retsforfølge, selv om de pågældende myndigheder i henhold til national ret ville være forpligtet til at retsforfølge. Dette bør ikke berøre bestemmelserne i denne forordning om virkningerne af overførslen af retsforfølgning i straffesager i den anmodende stat.

(20)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og respekterer de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) og i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

(21)

Denne forordning berører ikke proceduremæssige rettigheder som fastsat i chartret eller i andre EU-retsakter såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU , 2012/13/EU , 2013/48/EU , (EU) 2016/343 , (EU) 2016/800 og (EU) 2016/1919 for de medlemsstater, der er bundet af dem. Den anmodende myndighed bør navnlig sikre, at sådanne rettigheder, som fastsat i EU-retten og national ret, respekteres, når den anmoder om overførsel af retsforfølgning i straffesager i henhold til denne forordning.

(22)

Medlemsstaterne bør sikre, at der ved anvendelsen af denne forordning tages hensyn til sårbare personers behov. I overensstemmelse med Kommissionens henstilling af 27. november 2013 om retssikkerhedsgarantier for sårbare personer, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager , bør sårbare mistænkte eller tiltalte forstås som alle mistænkte eller tiltalte, der ikke er i stand til at forstå eller effektivt deltage i straffesager på grund af deres alder, deres mentale eller fysiske tilstand eller eventuelle handicap, de måtte have.

(23)

Medlemsstaterne bør ligeledes sikre, at der ved anvendelsen af denne forordning tages hensyn til de proceduremæssige rettigheder for mistænkte og tiltalte, der er varetægtsfængslet, under hensyntagen til, hvor det er relevant, Kommissionens henstilling (EU) 2023/681 .

(24)

En anmodende myndighed bør kunne anmode om overførsel af retsforfølgning i straffesager enten på eget initiativ, uanset om det sker efter høring af en anmodet myndighed eller ej, eller efter forslag fra en mistænkt eller tiltalt eller efter forslag fra et offer. Der bør ikke ved denne forordning pålægges nogen forpligtelse til at anmode om overførsel af eller til at overføre retsforfølgning i straffesager. Når den anmodende myndighed overvejer, om der bør fremsættes en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager, bør den vurdere, om en sådan overførsel vil tjene målet om en effektiv og korrekt retspleje, herunder om den er forholdsmæssig og hensigtsmæssig med henblik på den pågældende retsforfølgning. Denne vurdering bør foretages fra sag til sag for at identificere den medlemsstat, der er bedst egnet til at retsforfølge den pågældende strafbare handling.

(25)

Ved vurderingen af, om en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager er berettiget, bør den anmodende myndighed tage hensyn til flere kriterier, hvis prioritet og vægt bør baseres på de faktiske omstændigheder og realiteterne i hver enkelt sag. Alle relevante faktorer bør tages i betragtning i retfærdighedens interesse. Hvis f.eks. den strafbare handling helt eller delvist er begået på den anmodede stats område, eller de fleste af de virkninger eller en væsentlig del af de skader, som den strafbare handling har forvoldt, hvis nævnte virkninger eller skader udgør en del af den strafbare handlings gerningsindhold, er indtruffet på den anmodede stats område, bør det være muligt at anse denne stat for at være bedre egnet til at retsforfølge, eftersom det bevismateriale, der skal indsamles, såsom vidneudsagn fra vidner og ofre eller udtalelser fra sagkyndige, befinder sig i den anmodede stat og dermed lettere vil kunne indsamles, hvis retsforfølgningen i straffesagen blev overført. Desuden vil det blive lettere at indlede en efterfølgende erstatningssag i den anmodede stat, hvis den underliggende straffesag, der fastslår det strafferetlige ansvar, også føres i den samme medlemsstat. Hvis størstedelen af bevismaterialet befinder sig i den anmodede stat, kan en overførsel af retsforfølgning i straffesager ligeledes lette indsamlingen og den efterfølgende antagelighed af det bevismateriale, der er indsamlet i overensstemmelse med den anmodede stats nationale ret.

(26)

Hvis én eller flere mistænkte eller tiltalte er statsborgere eller bosiddende i den anmodede stat, kan en overførsel af retsforfølgning i straffesager være berettiget med henblik på at sikre den mistænktes eller tiltaltes ret til at være til stede under retssagen i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/343. Hvis én eller flere af ofrene er statsborgere eller bosiddende i den anmodede stat, kan en overførsel af retsforfølgning i straffesager ligeledes begrundes med, at ofrene lettere kan deltage i straffesagen og effektivt kan afhøres som vidner under retssagen. I tilfælde, hvor overgivelse af en mistænkt eller tiltalt, for hvem der er udstedt en europæisk arrestordre, afslås i den anmodede stat af de grunde, der er anført i denne forordning, kan en overførsel også være berettiget, når den pågældende person opholder sig i den anmodede stat uden at være statsborger eller bosiddende i den pågældende stat.

(27)

Det er op til den anmodende myndighed på grundlag af det materiale, den har fået forelagt, at vurdere, om der er rimelig grund til at antage, at den mistænkte, den tiltalte eller offeret har bopæl i den anmodede stat. Hvis der kun foreligger begrænsede oplysninger, bør en sådan vurdering også gøres til genstand for høringer mellem den anmodende myndighed og den anmodede myndighed med henblik på at bekræfte den mistænktes, den tiltaltes eller offerets bopæl i den anmodede stat. Med henblik på denne vurdering kan forskellige objektive omstændigheder, der kunne tyde på, at den pågældende person har etableret det sædvanlige midtpunkt for sine interesser i en bestemt medlemsstat eller har til hensigt at gøre det, være relevante. Der kan være rimelig grund til at antage, at en person har bopæl i den anmodede stat, navnlig hvis en person er registreret som bosiddende i den anmodede stat ved at være i besiddelse af et identitetskort eller en opholdstilladelse eller ved at være registreret i et officielt bopælsregister. Hvis den pågældende person ikke er registreret i den anmodede stat, kan en persons bopæl fremgå af den omstændighed, at personen har givet udtryk for sin hensigt om at slå sig ned i denne medlemsstat, eller at vedkommende efter en stabil periode med ophold i denne medlemsstat har opnået visse forbindelser til den, der er af samme omfang som dem, der følger af etableringen af en formel bopæl i denne medlemsstat. Med henblik på at afgøre, om der i en konkret situation foreligger tilstrækkelige forbindelser mellem den pågældende person og den anmodede stat, som giver rimelig grund til at antage, at den pågældende person har bopæl i denne medlemsstat, er det nødvendigt at tage hensyn til forskellige objektive forhold, der kendetegner denne persons situation, herunder navnlig varigheden, arten og betingelserne for denne persons tilstedeværelse i den anmodede stat eller den familiemæssige eller økonomiske tilknytning, som denne person har til den anmodede stat. Et indregistreret køretøj, en bankkonto, det forhold, at personens ophold i den anmodede stat har været uafbrudt, eller andre objektive faktorer kan være relevante for at fastslå, at der er rimelig grund til at antage, at den pågældende person har bopæl i den anmodede stat. Et kort besøg, et ferieophold, herunder i en feriebolig, eller et lignende ophold i den anmodede stat uden yderligere væsentlig tilknytning er ikke tilstrækkeligt til at etablere bopæl i den pågældende medlemsstat.

(28)

En overførsel af retsforfølgning i straffesager kan også være berettiget, når der er igangværende straffesager i den anmodede stat vedrørende samme, delvist de samme eller andre faktiske omstændigheder mod den mistænkte eller tiltalte, eller når der er igangværende straffesager i den anmodede stat vedrørende de samme, delvist de samme eller relaterede faktiske omstændigheder mod andre personer, f.eks. i sager om retsforfølgning af grænseoverskridende kriminelle organisationer, hvor forskellige medtiltalte kan retsforfølges i forskellige medlemsstater. Hvis den mistænkte eller tiltalte desuden afsoner eller skal afsone en frihedsstraf i den anmodede stat for en anden strafbar handling, kan en overførsel af retsforfølgning i straffesager være berettiget for at sikre den dømte persons ret til at være til stede under den straffesag, for hvilken der ønskes overførsel af retsforfølgning i straffesager, samtidig med at straffen afsones i den anmodede stat. De anmodende myndigheder bør tage behørigt hensyn til, om overførslen af retsforfølgning i straffesager kan forbedre den pågældende persons muligheder for social rehabilitering, hvis straffen skal fuldbyrdes i den anmodede stat. Med henblik herpå kan der tages hensyn til personens tilknytning til den anmodede stat, uanset om denne person anser denne tilknytning for at være en familiemæssig samt sproglig, kulturel, social, økonomisk eller anden tilknytning. Herudover indgår de kompetente myndigheder ofte aftaler om koncentration af sager på grundlag af, hvilken jurisdiktion der er bedst egnet. Sådanne aftaler kan indgås på koordineringsmøder i Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1727 , på bilaterale eller multilaterale møder uden Eurojusts mellemkomst eller efter høringer i henhold til rammeafgørelse 2009/948/RIA.

(29)

Inden den anmodende myndighed overvejer, om retsforfølgning i straffesager skal overføres alene med den begrundelse, at størstedelen af bevismaterialet befinder sig i den anmodede stat, opfordres den til at tage hensyn til muligheden for at fremskaffe bevismateriale fra andre medlemsstater gennem eksisterende instrumenter om gensidig anerkendelse af retsafgørelser såsom, for de medlemsstater, der er bundet af det, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU og gensidig retshjælp.

(30)

Mistænkte, tiltalte eller ofre bør kunne foreslå, at retsforfølgningen i en straffesag vedrørende dem overføres til en anden medlemsstat. Mistænkte, tiltalte eller ofre bør kunne fremsætte et sådant forslag for enten den anmodende stats eller den anmodede stats kompetente myndigheder, hvis de finder, at der er grunde til, at en overførsel af retsforfølgning i straffesager er berettiget i retfærdighedens interesse. Et sådant forslag kan f.eks. fremsættes i den anmodende stat af en mistænkt, en tiltalt eller et offer, som er klar over, at der i den anmodede stat verserer en straffesag vedrørende de samme, delvist de samme eller andre faktiske omstændigheder mod den samme mistænkte eller tiltalte eller vedrørende de samme, delvist de samme eller relaterede faktiske omstændigheder mod andre personer. Et sådant forslag kan fremsættes i den anmodede stat, hvis en mistænkt, en tiltalt eller et offer f.eks. har bopæl eller er statsborger i den pågældende stat eller er bekendt med, at der er indledt retsforfølgning vedrørende de samme, delvist de samme eller andre faktiske omstændigheder vedrørende de samme mistænkte eller tiltalte. Selv om et sådant forslag bør behandles og registreres, bør det ikke pålægge den anmodende myndighed eller den anmodede myndighed nogen forpligtelse til at anmode om overførsel af eller til at overføre retsforfølgning i straffesager eller til at høre en anden medlemsstats myndighed med henblik herpå. Hvis en af disse myndigheder får kendskab til parallelle straffesager på grundlag af et forslag om overførsel af retsforfølgning i straffesager indgivet af en mistænkt, en tiltalt eller et offer eller en advokat på vedkommendes vegne, er den forpligtet til høre den anden myndighed i overensstemmelse med rammeafgørelse 2009/948/RIA.

(31)

Den anmodende myndighed bør snarest muligt underrette den mistænkte eller tiltalte om, at den har til hensigt at fremsætte en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager og bør give denne person mulighed for at afgive en udtalelse, herunder om aspekter vedrørende genoprettende retfærdighed, i overensstemmelse med gældende national ret for at sætte myndighederne i stand til at tage hensyn til den pågældende persons legitime interesser, inden de fremsætter en anmodning om overførsel. Det er vigtigt at give sådanne oplysninger skriftligt. Det bør også være muligt at give oplysningerne mundtligt, forudsat at den omstændighed, at oplysninger er givet, registreres i overensstemmelse med registreringsproceduren i overensstemmelse med national ret. Det bør være muligt at give oplysningerne ved hjælp af standardformularer. Hvis den anmodende myndighed finder det nødvendigt, f.eks. på grund af den pågældende mistænktes eller tiltaltes alder eller fysiske eller mentale tilstand, bør muligheden for at afgive en udtalelse gives til vedkommendes retlige repræsentant, hvis en sådan forefindes. Ved vurderingen af den mistænktes eller tiltaltes legitime interesse i at blive oplyst om, at det er hensigten at fremsætte en anmodning om overførsel, bør den anmodende myndighed tage hensyn til behovet for at sikre fortrolighed i forbindelse med en efterforskning eller risikoen for at skade efterforskningen vedrørende den pågældende person, f.eks. når det er nødvendigt for at beskytte vigtige samfundsinteresser, såsom i tilfælde, hvor sådanne oplysninger kan skade igangværende diskrete efterforskninger eller i alvorlig grad skade den nationale sikkerhed i den medlemsstat, hvor straffesagen indledes. Hvis den anmodende myndighed ikke kan lokalisere eller få kontakt med den mistænkte eller tiltalte på trods af en rimelig indsats, bør forpligtelsen til at underrette den pågældende gælde fra det tidspunkt, hvor den mistænkte eller tiltalte kan lokaliseres eller kontaktes.

(32)

Der bør ved anvendelsen af denne forordning tages hensyn til ofres rettigheder fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU , herunder retten til information. Denne forordning bør ikke fortolkes således, at den forhindrer medlemsstaterne i at give ofre mere omfattende rettigheder i henhold til national ret end dem, der er fastsat i EU-retten.

(33)

Når den anmodende myndighed træffer afgørelse om en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager, bør den tage behørigt hensyn til ofres legitime interesser, herunder deres beskyttelse og aspekter vedrørende genoprettende retfærdighed, og vurdere, om overførslen af retsforfølgning i straffesager kan være til skade for ofres evne til effektivt at udøve deres rettigheder i de pågældende straffesager. Denne vurdering kan f.eks. omfatte hensyntagen til ofres mulighed og ordninger for at vidne under retssagen i den anmodede stat, hvis staten ikke er den medlemsstat, hvor de er bosat. Endvidere bør det overvejes, om ofre har mulighed for at indhente og fremlægge bevismateriale, f.eks. fra vidner og sagkyndige, for at kræve erstatning eller for at drage fordel af vidnebeskyttelsesprogrammer eller programmer vedrørende genoprettende retfærdighed i den anmodede stat. Ofres ret til erstatning må ikke skades ved overførsel af retsforfølgning i straffesager. Denne forordning berører ikke regler om erstatning og tilbagelevering af ejendom til ofre i nationale retssager.

(34)

Hvor det er nødvendigt at sikre, at den beskyttelse, der ydes offeret i den anmodende stat, opretholdes i den anmodede stat, bør kompetente myndigheder i den anmodende stat overveje at udstede en europæisk beskyttelsesordre i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 606/2013 eller, for de medlemsstater, der er bundet heraf, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU .

(35)

Når den anmodende myndighed har til hensigt at fremsætte en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager, bør den snarest muligt underrette de ofre, der har bopæl eller, hvis der er tale om juridiske personer, er etableret i den anmodende stat, og som modtager information om straffesagen i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2012/29/EU som gennemført i national ret, eller, hvis der er tale om juridiske personer, som modtager sådan information i overensstemmelse med national ret. Den anmodende myndighed bør give sådanne personer mulighed for at afgive udtalelse i overensstemmelse med gældende national ret, således at myndighederne kan tage hensyn til sådanne personers legitime interesser, inden de fremsætter en anmodning om overførsel. Det er vigtigt, at sådanne oplysninger gives skriftligt. Det bør også være muligt at give oplysningerne mundtligt, forudsat at den omstændighed, at oplysninger er givet, registreres i overensstemmelse med registreringsproceduren i henhold til national ret. Det bør være muligt at give oplysningerne ved hjælp af standardformularer eller, hvis der er et ekstraordinært stort antal ofre, der skal informeres, via andre midler til generel oplysning af offentligheden, såsom specifikke instrumenter til online offentliggørelse, der er tilgængelige for retslige myndigheder i henhold til national ret. Hvis den anmodende myndighed finder det nødvendigt, f.eks. på grund af det pågældende offers alder eller fysiske eller mentale tilstand, bør muligheden for at afgive en udtalelse gives til vedkommendes retlige repræsentant, hvis en sådan forefindes. Ved vurderingen af ofres legitime interesse i at blive underrettet om, at det er hensigten af fremsætte en anmodning om overførsel, bør den anmodende myndighed tage hensyn til behovet for at sikre fortrolighed i forbindelse med en efterforskning eller risikoen for at skade efterforskningen, f.eks. i tilfælde, hvor sådanne oplysninger kan skade igangværende diskrete efterforskninger eller i alvorlig grad kan skade den anmodende stats nationale sikkerhed.

(36)

Det bør også være muligt at anvende standardformularer i visse tilfælde fastsat i denne forordning for at gøre det lettere for den anmodende myndighed og den anmodede myndighed at bistå hinanden med at underrette den mistænkte, den tiltalte eller offeret samt med at indhente en udtalelse fra vedkommende vedrørende hensigten om at fremsætte en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager. Muligheden for at anvende sådanne standardformularer bør ikke udelukke muligheden for direkte underretninger af mistænkte, tiltalte eller ofre fra den anmodende myndighed eller den anmodede myndighed.

(37)

En korrekt anvendelse af denne forordning forudsætter kommunikation mellem den anmodende myndighed og den anmodede myndighed, som bør tilskyndes til at høre hinanden, når det er hensigtsmæssigt for at fremme en gnidningsløs og effektiv anvendelse af denne forordning, enten direkte eller, hvor det er hensigtsmæssigt, via Eurojust.

(38)

Den anmodende myndighed bør kunne høre den anmodede myndighed, inden den fremsætter en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager, når dette er nødvendigt, navnlig for at afgøre, om overførslen af retsforfølgning i straffesager vil være til gavn for en effektiv og korrekt retspleje, herunder om den er forholdsmæssig og hensigtsmæssig med henblik på den pågældende retsforfølgning, samt om der er en overvejende sandsynlighed for, at den anmodede myndighed vil påberåbe sig en af grundene til afslag i henhold til denne forordning.

(39)

Når den anmodende myndighed fremsender en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager, bør den give præcise og klare oplysninger om omstændighederne og betingelserne for anmodningen samt al anden tilhørende dokumentation med henblik på at sætte den anmodede myndighed i stand til at træffe en informeret afgørelse om anmodningen om overførsel af retsforfølgning i straffesager. Den udfyldte anmodningsformular og, med henblik på at reducere oversættelsesomkostninger og -tid, som minimum de væsentlige dele af eventuel skriftlig dokumentation eller oplysninger bør oversættes af den anmodende myndighed til et officielt sprog i den anmodede stat eller et andet af denne stat accepteret sprog i overensstemmelse med denne forordning. De væsentlige dele af de pågældende dokumenter er de uddrag, der forekommer nødvendige for, at den anmodede myndighed kan træffe en informeret afgørelse om anmodningen om overførsel af retsforfølgning i straffesager.

(40)

Så længe den anmodede myndighed ikke har truffet en afgørelse om at acceptere eller afslå en overførsel af retsforfølgning i straffesager, bør den anmodende myndighed kunne trække anmodningen om overførsel tilbage, f.eks. når den bliver bekendt med yderligere elementer, som bevirker, at overførslen ikke længere forekommer berettiget. Oplysninger om tilbagetrækningen af anmodningen om overførsel af retsforfølgning i straffesager bør omgående gives til den anmodede myndighed og bør meddeles til de mistænkte eller tiltalte og ofrene, alt efter hvad der er relevant.

(41)

Den anmodede myndighed bør uden ugrundet ophold og under alle omstændigheder senest 60 dage efter modtagelsen af anmodningen om overførsel af retsforfølgning i straffesager underrette den anmodende myndighed om sin afgørelse om, hvorvidt overførslen af retsforfølgning i straffesager accepteres eller afslås. I særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt for den anmodede myndighed at overholde nævnte frist, f.eks. hvis den finder, at der er behov for yderligere oplysninger, bør det være muligt at forlænge fristen, men kun med højst 30 dage for at undgå uforholdsmæssigt store forsinkelser. Når den anmodede myndighed accepterer overførslen af retsforfølgning i straffesager, bør den træffe en behørigt begrundet afgørelse. I tilfælde, hvor den anmodede myndighed afslår overførslen af retsforfølgning i straffesager, bør den underrette den anmodende myndighed om grundene til afslaget. Med henblik herpå er det tilstrækkeligt for den anmodede myndighed at give kortfattede oplysninger om den eller de relevante grunde til afslaget.

(42)

Hvis den anmodede myndighed har accepteret overførslen af retsforfølgning i straffesager, bør den anmodende myndighed uden ugrundet ophold fremsende originaler eller bekræftede kopier af alle dokumenter i sagsakterne eller i det mindste af de relevante dele heraf ledsaget af en oversættelse af dem til den anmodede myndighed. Når den nationale retsforfølgning indstilles, bør den anmodende myndighed fremsende eventuelle resterende relevante dele af sagsakterne i original eller bekræftet kopi, herunder relevant fysisk bevismateriale, såsom genstande for lovovertrædelser eller blod- eller DNA-prøver, til den anmodede myndighed uden ugrundet ophold. Originaldokumentation bør kun fremsendes, hvis den anmodede myndighed anmoder om det, f.eks. i tilfælde, hvor der er behov for at undersøge et dokument til kriminaltekniske formål. Forudsat at der ikke længere er brug for originaldokumenterne i sagsakterne og det fysiske bevismateriale i den anmodede stat, bør de tilbageleveres til den anmodende stat efter anmodning, f.eks. hvis der er brug for sådanne dokumenter eller sådant fysisk bevismateriale i forbindelse med en anden strafferetlig efterforskning. Hvis den anmodende stat efter anmodning fra den anmodede stat tilkendegiver, at den ikke agter at få originaldokumenterne i sagsakterne eller det fysiske bevismateriale tilbage, når det ikke længere er påkrævet, eller når retsforfølgningen er afsluttet, bør den anmodede stat i overensstemmelse med sin nationale ret kunne træffe beslutning om, hvordan det resterende bevismateriale skal håndteres, herunder om det skal bevares eller tilintetgøres. Når en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager er blevet accepteret og for at lette en effektiv overførsel, bør den anmodende myndighed og den anmodede myndighed kunne høre hinanden for at afgøre, hvilke dokumenter eller dele af sådanne dokumenter der skal fremsendes og om nødvendigt oversættes. Det er dog vigtigt, at en beslutning om kun at fremsende dele af dokumenterne er afbalanceret og baseret på en nøje overvejelse af de pågældende dokumenter, så det ikke hindrer en retfærdig rettergang.

(43)

Overførsel af retsforfølgning i straffesager bør ikke afslås af andre grunde end dem, der er fastsat i denne forordning. For at kunne acceptere en overførsel af retsforfølgning i straffesager bør det være muligt at retsforfølge de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den straffesag, der er genstand for overførslen, i den anmodede stat. Den anmodede myndighed bør afslå overførslen af retsforfølgning i straffesager, hvis den adfærd, for hvilken der anmodes om overførsel, ikke er en strafbar handling i den anmodede stat, eller hvis den anmodede stat ikke har kompetence med hensyn til den pågældende strafbare handling, medmindre den udøver kompetence i henhold til denne forordning. Den anmodede myndighed bør også afslå overførslen af retsforfølgning i straffesager, hvis betingelserne for retsforfølgning af den strafbare handling i den anmodede stat ikke er opfyldt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis offeret ikke rettidigt har indgivet en anmeldelse, som er nødvendig for at retsforfølge den strafbare handling i den anmodede stat, eller hvis retsforfølgning er blevet umulig i henhold til den anmodede stats nationale ret, fordi den mistænkte eller tiltalte er afgået ved døden eller er sindssyg. Desuden bør den anmodede myndighed afslå overførslen af retsforfølgning i straffesager, hvis der er andre hindringer for retsforfølgning i den anmodede stat. Den anmodede myndighed bør kunne afslå en overførsel af retsforfølgning i straffesager, hvis den mistænkte eller tiltalte nyder et privilegium eller immunitet i overensstemmelse med national ret i den anmodede stat, f.eks. i forbindelse med visse kategorier af personer, såsom diplomater, eller specifikt beskyttede forhold, såsom retten til fortrolighed mellem advokat og klient, eller hvis den anmodede myndighed finder, at en sådan overførsel ikke er berettiget af hensyn til en effektiv og korrekt retspleje, eksempelvis fordi ingen af kriterierne for at anmode om overførsel af retsforfølgning i straffesager er opfyldt, eller hvis anmodningsformularen til brug for overførsel af retsforfølgning i straffesager er ufuldstændig eller åbenbart ukorrekt og ikke er blevet udfyldt eller berigtiget af den anmodende myndighed, hvilket betyder, at den anmodede myndighed ikke har de nødvendige oplysninger til at vurdere anmodningen om overførsel af retsforfølgning i straffesager. Den anmodede myndighed bør også kunne afslå anmodningen, hvis adfærden ikke er en strafbar handling på det sted, hvor den blev begået, og hvor den anmodede stat ikke har nogen oprindelig kompetence til at efterforske og retsforfølge en sådan lovovertrædelse. Ved den pågældende grund til afslag tages der højde for territorialprincippet, hvilket betyder, at den anmodede stat bør kunne afslå overførslen af retsforfølgning i straffesager i tilfælde, hvor den påståede strafbare handling, der er begået uden for den anmodende stats område, ikke udgør en strafbar handling på det sted, hvor den blev begået, og den anmodede stats nationale ret ikke tillader retsforfølgning af sådanne lovovertrædelser, når de begås uden for dens område. Med henblik på denne forordning er »oprindelig kompetence« den kompetence, der allerede er fastsat i national ret og ikke følger af denne forordning.

(44)

Ne bis in idem-princippet, som fastsat i artikel 54-58 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 og i chartrets artikel 50, og som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol, er et grundlæggende strafferetligt princip, hvorefter en tiltalt i en straffesag ikke på ny bør stilles for en domstol eller dømmes for den strafbare handling, for hvilken den tiltalte allerede er blevet endeligt frikendt eller dømt. Den anmodede myndighed bør derfor afslå overførslen af retsforfølgning i straffesager, hvis det ville være i strid med dette princip at overtage den.

(45)

Når den anmodede myndighed undersøger, om en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager skal accepteres eller afslås, bør den vurdere, om en sådan overførsel vil tjene målet om en effektiv og korrekt retspleje. Denne vurdering bør foretages fra sag til sag for at identificere den medlemsstat, der er bedst egnet til at retsforfølge den pågældende strafbare handling. Den anmodede myndighed bør have en vid skønsmargin med hensyn til denne vurdering. En sådan vurdering bør begrænses til sagens relevante omstændigheder, herunder om der er en umiddelbar indikation af, at den strafbare handling ikke helt eller delvist er begået på den anmodede stats område, at de fleste af virkningerne eller en væsentlig del af den skade, som udgør en del af den strafbare handlings gerningsindhold, ikke har fundet sted på den pågældende stats område, og at den mistænkte eller tiltalte ikke er statsborger eller bosiddende i den pågældende stat. Et offers, et vidnes eller en anden berørt persons personlige, materielle eller familiemæssige situation bør ikke i sig selv være afgørende for vurderingen af, om overførsel af retsforfølgning i straffesager vil tjene målet om en effektiv og korrekt retspleje.

(46)

Inden den anmodede myndighed beslutter at afslå en anmodning om overførsel af retsforfølgning i straffesager, uanset grunden hertil, bør den, hvor det er hensigtsmæssigt, høre den anmodende myndighed med henblik på at indhente eventuelle nødvendige supplerende oplysninger.

(47)

Den anmodede stat bør sikre adgang til effektive retsmidler for mistænkte, tiltalte og ofre til prøvelse af afgørelsen om at acceptere overførslen af retsforfølgning i straffesager i overensstemmelse med chartrets artikel 47 og de procedurer, der finder anvendelse i henhold til national ret, når deres rettigheder påvirkes negativt af anvendelsen af denne forordning. Prøvelse af afgørelsen om overførsel af retsforfølgning i straffesager bør udelukkende baseres på kriterierne i de grunde til afslag, der er fastsat i denne forordning. Vurderingen af, om retsforfølgningen i straffesager bør overføres, bør omfatte en overvejelse af alle de omstændigheder, der er relevante for undersøgelsen af disse kriterier. Denne vurdering vil ofte kunne indebære ikke kun en afvejning af interesser eller rettigheder hos de personer, hvis rettigheder kan blive berørt, men også en overvejelse af de særlige forhold og praktiske aspekter ved strafferetssystemets funktion. Et sådant retsmiddel bør ikke berøre andre retsmidler i henhold til national ret.

(48)

Den anmodede myndighed bør have vide skønsbeføjelser ved vurderingen af, om overførslen af retsforfølgning i straffesager er til fordel for en effektiv og korrekt retspleje, og om en anmodning om overførsel bør afslås af en af de fakultative grunde til afslag, der er fastsat i denne forordning. Undersøgelsen af udøvelsen af et sådant skøn bør begrænses til en prøvelse af, om den anmodede myndighed, når den træffer afgørelsen om accept af anmodningen om overførsel af retsforfølgning i straffesager, åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn.

(49)

Resultatet af retsmidlet kan være, at afgørelsen om at acceptere overførslen af retsforfølgning i straffesager opretholdes eller omstødes helt eller delvist. I tilfælde af, at et retsmiddel har haft succes, vil straffesagen i princippet gå tilbage til den anmodende stat. I visse situationer kan domstolen imidlertid også i overensstemmelse med national ret beslutte, at afgørelsen om at acceptere overførslen af retsforfølgning i straffesager kan opretholdes, forudsat at visse betingelser eller yderligere formaliteter er opfyldt, f.eks. betingelsen om, at visse manglende elementer i anmodningsformularen udfyldes, eller at der træffes yderligere foranstaltninger til fuldbyrdelse af overførslen såsom fortsat vidnebeskyttelse.

(50)

Retsmidler i henhold til denne forordning bør ikke medføre nogen prøvelse af sagens realiteter, såsom hvorvidt bevismaterialet er tilstrækkeligt til at berettige indledning eller fortsættelse af en efterforskning, hvorvidt sagens faktiske omstændigheder eller de subjektive forhold såsom forsæt eller grov uagtsomhed er godtgjort i henhold til gældende standarder, eller af bevisværdien eller beviskraften af allerede indsamlet bevismateriale eller troværdigheden af udsagn.

(51)

Med henblik på at sikre, at adgangen til retsmidler kan udøves effektivt, bør den anmodede stat sikre, at mistænkte, tiltalte og ofre har ret til aktindsigt i alle dokumenter vedrørende overførsel af retsforfølgning i straffesager, som har dannet grundlag for afgørelsen om at acceptere en overførsel i henhold til denne forordning, og som er nødvendige for effektivt at anfægte denne afgørelse. Retten til aktindsigt i sådanne dokumenter bør udøves i overensstemmelse med procedurerne i henhold til den anmodede stats nationale ret og kan begrænses, hvis det ville bringe fortroligheden af en efterforskning i fare eller på anden måde være til skade for efterforskningen eller for personers sikkerhed. Ethvert afslag på en sådan aktindsigt bør afvejes i forhold til de pågældende personers rettigheder og under hensyntagen til de forskellige stadier i straffesagen. Begrænsninger af en sådan aktindsigt bør fortolkes snævert og i overensstemmelse med adgangen til en retfærdig rettergang i henhold til chartret.

(52)

Fristen for den mistænkte, den tiltalte eller offeret til at søge effektive retsmidler bør ikke være længere end 15 dage fra den dato, hvor den pågældende modtog den begrundede afgørelse om at acceptere overførslen af retsforfølgning i straffesager. Situationer, hvor den mistænkte, den tiltalte eller offeret ikke er identificeret på tidspunktet for overførslen af retsforfølgning i straffesager, og hvor den begrundede afgørelse derfor ikke kan meddeles til denne person på det pågældende tidspunkt, bør være underlagt national ret.

(53)

Den anmodede myndigheds accept af overførsel af retsforfølgning i straffesager bør føre til suspension eller indstilling af straffesagen i den anmodende stat for at undgå overlap mellem foranstaltninger i den anmodende stat og den anmodede stat. Dette bør dog ikke berøre nødvendige efterforskningsmæssige eller andre proceduremæssige foranstaltninger, herunder nødvendige hastende foranstaltninger, som den anmodende stat vil kunne være nødt til at træffe efter modtagelsen af meddelelsen om den anmodede myndigheds accept, hvis en effektiv og korrekt retspleje kræver det. Begrebet »efterforskningsmæssige eller andre proceduremæssige foranstaltninger« bør fortolkes bredt, således at det ikke kun omfatter enhver foranstaltning med henblik på indsamling af bevismateriale, men også enhver proceduremæssig handling, der medfører varetægtsfængsling eller andre foreløbige foranstaltninger. For at sikre, at straffesagen ikke forlænges længe i den anmodende stat, når de iværksatte efterforskningsmæssige eller andre proceduremæssige foranstaltninger er afsluttet eller ikke længere er nødvendige, bør straffesagen i den anmodende stat suspenderes eller indstilles. Hvis den anmodede stat har gjort retsmidler med opsættende virkning gældende, bør retsforfølgningen i straffesagen ikke suspenderes eller indstilles i den anmodende stat, før der er truffet en afgørelse om retsmidlet i den anmodede stat.

(54)

I tilfælde, hvor kompetencen til retsforfølgning i straffesager udelukkende udledes af denne forordning, og hvor en anmodning om overførsel er modtaget, og indtil afgørelsen om at acceptere eller afslå overførslen af retsforfølgning i straffesager foreligger, bør medlemsstaterne i national ret kunne fastsætte et retsgrundlag for den foreløbige anholdelse af den mistænkte eller tiltalte, der opholder sig i den anmodede stat, eller for den kompetente myndigheds vedtagelse af andre foreløbige foranstaltninger. En sådan foreløbig anholdelse eller andre foreløbige foranstaltninger bør kun træffes i overensstemmelse med national ret, og kun hvor det er nødvendigt. Sådan foreløbig anholdelse eller sådanne andre foreløbige foranstaltninger bør være omfattet af de samme retssikkerhedsgarantier, som gælder for de samme foranstaltninger i henhold til national ret, herunder retsligt tilsyn. Endvidere bør sådan foreløbig anholdelse eller sådanne andre midlertidige foranstaltninger træffes efter en grundig vurdering på grundlag af de oplysninger, som den anmodede myndighed har til rådighed. Denne forordning bør imidlertid ikke udgøre et retsgrundlag for anholdelse af personer med henblik på fysisk overførsel til den anmodede stat, således at sidstnævnte kan indlede en straffesag mod den pågældende.

(55)

En kompetent myndighed i den anmodede stat bør skriftligt underrette den anmodende myndighed om enhver afgørelse, der træffes ved afslutningen af straffesagen i den anmodede stat. Rammeafgørelse 2009/948/RIA pålægger en lignende forpligtelse, hvor der er indgået en aftale om koncentration af sager i én medlemsstat. Hvis den anmodede myndighed beslutter at indstille en straffesag vedrørende de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for anmodningen om overførsel, bør den underrette den anmodende myndighed om grundene til en sådan indstilling. Den anmodede myndighed bør som minimum oversætte de væsentlige dele af sådanne oplysninger og af den endelige skriftlige afgørelse, der træffes i den anmodede stat, til et officielt sprog i den anmodende stat eller til et andet af denne stat accepteret sprog i overensstemmelse med denne forordning. De væsentlige dele af oplysningerne og afgørelsen forstås som de uddrag, der forekommer nødvendige for, at den anmodende myndighed kan få kendskab til deres generelle indhold.

(56)

Hvis den anmodede myndighed beslutter at indstille en straffesag vedrørende de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for anmodningen om overførsel, bør den anmodende myndighed kunne fortsætte eller genoptage straffesagen, hvis dette ikke medfører en overtrædelse af ne bis in idem-princippet som fortolket af EU-Domstolen, dvs. hvor afgørelsen om at indstille sagen ikke definitivt forhindrer yderligere retsforfølgning i henhold til den anmodede stats nationale ret og ikke blev truffet efter en prøvelse af sagens realiteter og derfor ikke er til hinder for yderligere straffesager for de samme handlinger i denne stat. Ofre bør have mulighed for at indlede eller anmode om genoptagelse af straffesagen i den anmodende stat i overensstemmelse med denne stats nationale ret, forudsat at dette ikke indebærer en overtrædelse af ne bis in idem-princippet.

(57)

Når en straffesag er overført i overensstemmelse med denne forordning, bør den anmodede myndighed anvende sin relevante nationale ret og sine relevante procedurer. Intet i denne forordning bør fortolkes som et indgreb i de retsforfølgningsmæssige skønsbeføjelser, som er fastsat i national ret.

(58)

Intet i denne forordning bør fortolkes således, at det indvirker på varigheden af forældelsesfristen i den anmodede stat som fastsat i denne stats nationale ret.

(59)

Med henblik på at sikre den fulde virkning af overførslen af retsforfølgning i straffesager bør bevismateriale, der overføres af den anmodende myndighed, ikke afvises i den tilsvarende straffesag i den anmodede stat, udelukkende fordi sådant bevismateriale er indsamlet i en anden medlemsstat. Den kompetente domstol i den anmodede stat bør fortsat have sin retslige skønsbeføjelse med hensyn til at vurdere sådant bevismateriale i overensstemmelse med national ret, mens mistænkte og tiltalte fortsat bør have ret til at anfægte antageligheden af sådant bevismateriale i overensstemmelse med deres ret til et forsvar i henhold til chartret. I overensstemmelse med disse principper og med respekt for medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner, jf. artikel 67, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), må intet i denne forordning fortolkes som et forbud mod, at domstolene anvender de grundlæggende principper i national ret om en retfærdig rettergang, som finder anvendelse i deres nationale systemer, herunder i common law-systemer.

(60)

Den anmodede stat bør anvende sin nationale ret til at fastsætte, hvilken straf der skal anvendes på den pågældende strafbare handling. I tilfælde, hvor den strafbare handling er begået på den anmodende stats område, bør de anmodede myndigheder ved fastsættelsen af straffen kunne tage hensyn til den maksimale straf, der er fastsat i den anmodende stats nationale ret, når dette er til fordel for den tiltalte, og i overensstemmelse med den anmodede stats nationale ret. Dette bør tages i betragtning i situationer, hvor overførslen af retsforfølgning i straffesager ville føre til, at der i den anmodede stat blev anvendt en højere straf end den maksimale straf, der er fastsat i den anmodende stat for den samme strafbare handling, med henblik på at sikre en grad af retssikkerhed og forudsigelighed med hensyn til gældende ret for de pågældende mistænkte eller tiltalte. Den maksimale straf, der er fastsat i den anmodende stats nationale ret, bør altid tages i betragtning, når den anmodede stats kompetence udelukkende er baseret på denne forordning.

(61)

Hver medlemsstat bør bære sine egne omkostninger i forbindelse med overførsel af retsforfølgning i straffesager, herunder omkostninger i forbindelse med udøvelsen af de proceduremæssige rettigheder, som den mistænkte eller tiltalte har ret til i hver af de berørte medlemsstater, i overensstemmelse med gældende EU-ret og national ret. Medlemsstaterne bør ikke kunne afkræve hinanden godtgørelse af omkostninger, der stammer fra anvendelsen af denne forordning. Hvis den anmodende stat har afholdt store eller ekstraordinære omkostninger i forbindelse med oversættelse af de dokumenter i sagsakterne, der skal overføres til den anmodede stat, bør den anmodede myndighed imidlertid overveje et forslag fra den anmodende myndighed om at dele omkostningerne. I sådanne tilfælde bør den anmodende myndighed og den anmodede myndighed høre hinanden for at nå til enighed om deling af omkostningerne. Ideelt set bør en sådan høring finde sted, inden anmodningen om overførsel fremsættes. Hvis der ikke kan opnås enighed, inden afgørelsen om at acceptere overførslen af retsforfølgning i straffesager vedtages, bør den anmodende myndighed kunne beslutte at trække anmodningen tilbage i overensstemmelse med denne forordning eller opretholde anmodningen og bære den del af omkostningerne, der anses for at være ekstraordinært høje.

(62)

Anvendelsen af en standardiseret anmodningsformular oversat til alle officielle EU-sprog vil lette samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem den anmodende myndighed og den anmodede myndighed, så de hurtigere og mere effektivt kan træffe afgørelse om anmodningen om overførsel af retsforfølgning i straffesager. Anvendelsen af en sådan anmodningsformular vil også reducere oversættelsesomkostningerne og bidrage til at forbedre kvaliteten af anmodninger.

(63)

Anmodningsformularen bør kun indeholde de personoplysninger, der er nødvendige for at lette den anmodede myndigheds afgørelse om anmodningen om overførsel af retsforfølgning i straffesager. Anmodningsformularen bør indeholde en angivelse af kategorierne af personoplysninger, såsom hvorvidt den pågældende person er mistænkt, tiltalt eller offer, samt de specifikke felter for hver af disse kategorier.

(64)

For effektivt at imødekomme et eventuelt behov for forbedringer med hensyn til den anmodningsformular, der skal anvendes til at anmode om overførsel af retsforfølgning i straffesager, eller andre formularer bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen for så vidt angår ændring af bilagene til denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning . For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(65)

For at sikre hurtig, direkte, interoperabel, pålidelig og sikker udveksling af sagsrelaterede oplysninger bør kommunikation i henhold til denne forordning mellem den anmodende myndighed og den anmodede myndighed og med inddragelse af centrale myndigheder, hvis en medlemsstat har udpeget en central myndighed, samt med Eurojust som hovedregel foregå via det decentrale IT-system som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2844 . Navnlig bør det decentrale IT-system som hovedregel anvendes til udveksling af anmodningsformularen, alle andre relevante oplysninger og dokumenter samt al anden kommunikation mellem myndighederne i henhold til nærværende forordning. I tilfælde, hvor én eller flere af de undtagelser, der er fastsat i forordning (EU) 2023/2844, finder anvendelse, navnlig hvis det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at anvende det decentraliserede IT-system, bør det være muligt at anvende andre kommunikationsmidler som anført i nævnte forordning.

(66)

Medlemsstaterne bør kunne anvende software udviklet af Kommissionen (»referencegennemførelsessoftware«) i stedet for et nationalt IT-system. Referencegennemførelsessoftwaren bør bygge på en modulstruktur, hvilket betyder, at softwaren pakkes og leveres adskilt fra de komponenter i e-CODEX-systemet etableret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/850 , som er nødvendige for at forbinde den med det decentrale IT-system. Denne struktur bør gøre det muligt for medlemsstaterne at genbruge eller forbedre deres eksisterende nationale retlige kommunikationsinfrastruktur med henblik på grænseoverskridende anvendelse.

(67)

Kommissionen bør være ansvarlig for skabelse, vedligeholdelse og udvikling af referencegennemførelsessoftwaren. Kommissionen bør designe, udvikle og vedligeholde referencegennemførelsessoftwaren på en måde, der gør det muligt for de dataansvarlige at sikre overholdelse af de databeskyttelseskrav og -principper, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 , navnlig forpligtelserne vedrørende databeskyttelse gennem design og gennem standardindstillinger samt et højt cybersikkerhedsniveau. Referencegennemførelsessoftwaren bør også omfatte passende tekniske foranstaltninger og muliggøre de organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre et passende niveau af sikkerhed og interoperabilitet, idet der tages hensyn til, at der også skal kunne udveksles særlige kategorier af data. Kommissionen behandler ikke personoplysninger i forbindelse med skabelse, vedligeholdelse og udvikling af referencegennemførelsessoftwaren.

(68)

Den referencegennemførelsessoftware, som Kommissionen har udviklet som et back-end-system, bør være programmeret til at indsamle de statistiske data, der er nødvendige til overvågningsformål, og sådanne data bør fremsendes til Kommissionen. Hvis medlemsstaterne vælger at anvende et nationalt IT-system i stedet for den referencegennemførelsessoftware, som Kommissionen har udviklet, kan et sådant system udstyres til programmeringsmæssig indsamling af disse data, og i så fald bør disse data fremsendes til Kommissionen. E-CODEX-konnektoren kan også udstyres med en funktion, der gør det muligt at hente relevante statistiske data.

(69)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at etablere et decentralt IT-system. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 .

(70)

Nærværende forordning bør skabe retsgrundlaget for udveksling af personoplysninger mellem medlemsstaterne med henblik på overførsel af retsforfølgning i straffesager i overensstemmelse med artikel 8 og artikel 10, litra a), i direktiv (EU) 2016/680. For så vidt angår alle andre aspekter i forbindelse med personoplysninger såsom perioden for opbevaring af de personoplysninger, som den anmodende myndighed har modtaget, bør den anmodende myndigheds og den anmodede myndigheds behandling af personoplysninger imidlertid være underlagt medlemsstaternes nationale ret, der er vedtaget i henhold til direktiv (EU) 2016/680. Den anmodende myndighed og den anmodede myndighed bør betragtes som dataansvarlige for så vidt angår behandlingen af personoplysninger i henhold til nævnte direktiv. De centrale myndigheder kan yde administrativ støtte til den anmodende myndighed og den anmodede myndighed, og i det omfang de behandler personoplysninger på vegne af disse dataansvarlige, bør de betragtes som databehandlere for de respektive dataansvarlige. For så vidt angår Eurojusts behandling af personoplysninger bør forordning (EU) 2018/1725 finde anvendelse i forbindelse med nærværende forordning, uden at dette berører de specifikke databeskyttelsesregler i forordning (EU) 2018/1727. Intet i nærværende forordning bør fortolkes som en yderligere udvidelse af rettighederne til adgang til andre EU-informationssystemer i henhold til EU-retsakterne om oprettelse af disse systemer.

(71)

Eftersom målet for denne forordning, nemlig overførsel af retsforfølgning i straffesager, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, men på grund af dens omfang og virkninger bedre kan nås på EU-plan, kan Unionen vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(72)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland ved skrivelse modtaget den 13. juli 2023 meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(73)

I overensstemmelse med artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(74)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den 22. maj 2023 —