KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/2733
af 24. oktober 2024
om at gøre importen af flerlagstrægulve med oprindelse i Folkerepublikken Kina til genstand for registrering
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 5,
efter at have underrettet medlemsstaterne, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) offentliggjorde den 16. maj 2024 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af flerlagstrægulve med oprindelse i Folkerepublikken Kina.
(2)
Denne procedure blev indledt på grundlag af en klage, som blev indgivet den 4. april 2024 af European Parquet Federation på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af flerlagstrægulve.
1. VARE, DER SKAL GØRES TIL GENSTAND FOR REGISTRERING
(3)
Den vare, der skal gøres til genstand for registrering (»den pågældende vare«), er sammensatte gulvbrædder, bestående af flere lag, af træ. Brædder af bambus eller med i hvert fald det øverste lag (slidlaget) af bambus samt paneler til mosaikgulve er undtaget.
(4)
Den pågældende vare tariferes i øjeblikket under KN-kode 4418 75 00 . KN-koden angives kun til orientering, og uden at det berører en senere ændring i toldklassificeringen.
2. REGISTRERING
(5)
I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, kan importen af den pågældende vare gøres til genstand for registrering for at sikre, at hvis undersøgelsen fører til indførelse af antidumpingtold, kan denne told opkræves med tilbagevirkende kraft på den registrerede import i overensstemmelse med de gældende retlige bestemmelser, såfremt de nødvendige betingelser er opfyldt.
(6)
Kommissionen har i medfør af grundforordningens artikel 14, stk. 5, besluttet på eget initiativ at gøre importen af den pågældende vare til genstand for registrering. Betingelserne for opkrævning af told med tilbagevirkende kraft vil blive vurderet i den forordning, hvorved der indføres en eventuel endelig told.
(7)
Enhver fremtidig betalingsforpligtelse udspringer af resultaterne af undersøgelsen.
(8)
I klagen, hvori der anmodes om indledning af en antidumpingundersøgelse, antages der at være tale om dumpingmargener for den pågældende vare på mellem 60 % og 160 % og en gennemsnitlig skadestærskel på mellem 40 % og 50 % i perioden fra oktober 2022 til september 2023.
(9)
Størrelsen af den mulige fremtidige betalingsforpligtelse vil normalt blive fastsat til det laveste af disse to niveauer, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2. Hvis Kommissionen i løbet af undersøgelsen finder beviser for fordrejninger af råvarepriserne i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2a, vil beløbet for en eventuel fremtidig betalingsforpligtelse blive fastsat til niveauet for dumpingmargenen, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2b, hvis det konkluderes, at en told, der er lavere end dumpingmargenen, ikke vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.
3. BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER
(10)
Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne registrering, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: