Krav for permanent kemisk binding af drivhusgasser i produkter

(1)

Direktiv 2003/87/EF er blevet revideret og ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/959 for at bringe det i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 , hvori der er fastsat et mål om senest i 2030 at reducere nettoemissionerne med mindst 55 % sammenlignet med 1990.

(2)

Der bør fastsættes kriterier og krav for, hvornår drivhusgasser kan anses for at være permanent kemisk bundet i et produkt.

(3)

De aktuelle opsamlings- og -anvendelsesprocesser for permanent lagring gælder kun CO2 -emissioner, da andre drivhusgasser såsom CH4 og N2O ikke kræver permanent lagring for at begrænse sådanne emissioner. Da de kemiske reaktioner under anvendelsesprocessen kan føre til omdannelse af CO2-molekylet, bør kulstofatomer, der er blevet kemisk bundet, også komme i betragtning.

(4)

Det er nødvendigt at sikre, at CO2-emissioner, der er blevet permanent kemisk bundet i et produkt, giver en klimafordel i lighed med geologisk lagring, samtidig med at der tages højde for disse metoders forskellige karakter. CO2 bør derfor forblive kemisk bundet i et produkt i en periode på mindst flere århundreder eller mere baseret på typen af det kemisk bundne og den normale anvendelse og sandsynlige bortskaffelse af det pågældende produkt.

(5)

Som følge af at der er forskellige former for normal anvendelse og bortskaffelse af produkter, hvori opsamlet CO2 indgår, varierer sandsynligheden for, at det lagrede kulstof, der er bundet i produktet, udledes. Udledninger kan opstå som følge af forbrænding enten som en integreret del af produktanvendelsen, f.eks. syntetiske brændstoffer, eller ved bortskaffelse såsom affaldsforbrænding. For at sikre, at det kulstof, der er lagret i produktet, forbliver permanent kemisk bundet og ikke udledes i atmosfæren i en periode på mindst flere århundreder, skal CO2 være bundet i produkter, der har lang levetid ved normal brug, og som ved enhver behandling af udtjente produkter bortskaffes på anden vis end ved forbrænding, som ville medføre udledning af det oplagrede kulstof i atmosfæren.

(6)

De kemiske egenskaber ved uorganiske karbonater såsom calciumkarbonat og magnesiumkarbonat sikrer stærke kemiske bindinger, der, medmindre de udsættes for høje temperaturer eller stærke syrer, betyder, at kulstoffet kan betragtes som permanent kemisk bundet. Kulstofmineralisering vil derfor betyde, at kulstoffet bindes usædvanligt længe i karbonatbjergarter og derfor under normale forhold ikke udledes i atmosfæren .

(7)

Der er i affaldsforbrændingsanlæg de rette betingelser til stede til, at der starter en dekarboniseringsreaktion. Kulstof, der er opsamlet og anvendt i produkter, som for en stor andels vedkommende bortskaffes ved forbrænding, bør derfor ikke anses for at være permanent kemisk bundet.

(8)

Produkter, der er baseret på uorganiske karbonater, og som anvendes til byggevarer såsom tilslagsmaterialer, cement, beton, mursten eller fliser, har lang levetid og kan anvendes i årtier til århundreder. Når disse produkter er udtjente, hører de under kategorien bygge- og nedrivningsaffald, jf. listen over affald . Ifølge den seneste vurdering fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter består Unionens bortskaffelse af den uorganiske del af bygge- og nedrivningsaffald generelt af genanvendelse (79 %), opfyldning (10 %) og deponering (11 %). Opsamlet CO2, der benyttes i fremstillingen af uorganiske karbonater og anvendes i byggevarer, bør derfor anses for at være permanent kemisk bundet i et produkt.

(9)

Listen over produkter, der anses for at opfylde kriterierne i artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF, bør tages op til revision og om nødvendigt ajourføres på grundlag af relevant teknologisk udvikling og innovation inden for permanent kulstoflagring i produkter, forbedringer i overvågnings-, rapporterings- og verifikationspraksisser, der gør det muligt at bekræfte, at lagringen er varig, samt erfaringerne med gennemførelsen af denne forordning —