(Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/2620 af 30. juli 2024 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF for så vidt angår kravene til, hvornår drivhusgasser er blevet permanent kemisk bundet i et produkt)
I denne forordning fastsættes kravene til, hvornår CO2 kan anses for at være permanent kemisk bundet i et produkt.
I denne forordning forstås ved:
1)
»opsamling«: enhver teknologisk proces eller procedure, der er nødvendig for at opsamle og om nødvendigt forud for anvendelsen at behandle eller rense CO2, som følge af aktiviteter, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF
2)
»anvendelse«: enhver teknologisk proces eller praksis, hvor opsamlet CO2 benyttes som råmateriale til fremstilling af produkter
3)
»kemisk bundet«: at CO2 omdannes kemisk, så kulstofatomet bindes kemisk af stærke bindinger på en måde, der forhindrer dets globale opvarmningseffekt i at opstå
4)
»produkt«: varer eller materialer, herunder mellemprodukter og derivater heraf, der kemisk binder CO2 eller kulstofatomer, der stammer fra CO2
5)
»byggevare«: enhver formgivet eller formløs fysisk genstand, der markedsføres med henblik på at blive permanent indarbejdet i anlægsarbejder eller dele deraf
6)
»normal brug«: enhver måde, hvorpå et produkt typisk forventes af blive anvendt af slutbrugeren på grundlag af produktets karakteristika
7)
»normal aktivitet, der finder sted, efter at produktet er udtjent«: enhver fremherskende behandling af et produkt, efter at det er kasseret af slutbrugeren, baseret på den relevante affaldshåndteringspraksis og gældende lovgivning.
1. CO2 anses for at være permanent kemisk bundet i et produkt, når samtlige af følgende kriterier er opfyldt:
a)
det er blevet kemisk bundet i et produkt ved hjælp af en aktiv og kontrolleret anvendelsesproces, som gør det muligt at måle og fastlægge mængden af CO2-ækvivalenter, der bindes i produktet i løbet af anvendelsesprocessen, eksklusive kulstof, der måtte være til stede i materialet før anvendelsesprocessen, eller som naturligt absorberes fra atmosfæren eller andre kilder efter anvendelsesprocessen, og
b)
det forbliver kemisk bundet i et produkt, således at det ikke udledes i atmosfæren under normal brug af produktet, herunder normal aktivitet, der finder sted, efter at produktet er udtjent, i en periode på mindst flere århundreder. Hvis der er tale om produkter med flere former for normal brug og flere former for bortskaffelse, skal der med henblik på dette stykke tages højde for alle disse former. Produkter, som under normal brug, herunder enhver normal aktivitet, der finder sted, efter at produktet er udtjent, kan blive udsat for forbrænding ved høj temperatur, som f.eks. affaldsforbrænding, må ikke anses for permanent at binde CO2 kemisk.
2. Produkter, der anses for at opfylde kravene i stk. 1, er opført på listen i bilaget.
1. Kommissionen tager listen over produkter i bilaget op til revision på grundlag af relevant teknologisk udvikling og innovation inden for permanent kulstoflagring i produkter, forbedringer af overvågnings-, rapporterings- og verifikationspraksisser samt erfaringerne med gennemførelsen af denne forordning og ajourfører om nødvendigt bilaget.
2. Med henblik på stk. 1 tager Kommissionen hensyn til anmodninger fra de kompetente myndigheder om at ajourføre listen over produkter i bilaget, når disse er behørigt underbygget af dokumentation for overholdelse af kravene i artikel 3, stk. 1.
3. Resultaterne af og relevant dokumentation vedrørende en revision af listen over produkter i bilaget gøres offentligt tilgængelige.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juli 2024.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/959 af 10. maj 2023 om ændring af direktiv 2003/87/EF om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og afgørelse (EU) 2015/1814 om oprettelse og drift af en markedsstabilitetsreserve i forbindelse med Unionens system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner (EUT L 130 af 16.5.2023, s. 134).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EF) nr. 401/2009 og (EU) 2018/1999 (»den europæiske klimalov«) (EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1).
IPCC 2005. »Special Report on Carbon Dioxide Capture and Storage«. [Metz, B, Davidson, O., de Coninck, H. C., Loos, M., and Meyer, L. A. (eds.)]. Udarbejdet af arbejdsgruppe III under Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer, Cambridge og New York: Cambridge University Press.
Kommissionens afgørelse 2014/955/EU af 18. december 2014 om ændring af beslutning 2000/532/EF vedrørende listen over affald i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (EUT L 370 af 30.12.2014, s. 44).
Cristobal Garcia, J., Caro, D., Foster, G., Pristera, G., Gallo, F. and Tonini, D., Techno-economic and environmental assessment of construction and demolition waste management in the European Union, Publications Office of the European Union, Luxembourg, 2024, doi:10.2760/721895, JRC135470.
Uorganiske karbonater anvendt i følgende byggevarer:
a)
karbonatiserede tilslagsmaterialer, der anvendes ubundet eller bundet i uorganiske byggevarer
b)
karbonatiserede cementbestanddele, kalk eller hydrauliske bindemidler, der anvendes i byggevarer
c)
karbonatiseret beton, herunder støbte blokke, sten og porebeton
d)
karbonatiserede mursten, fliser eller andre murværksenheder.
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg\_del/2024/2620/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)