EU's direktiv om Ret til Reparation af forbrugsvarer

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 forfølger målet om at forbedre det indre markeds funktion og samtidig opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og øget cirkularitet i økonomien. I forbindelse med den grønne omstilling forfølger nærværende direktiv målet om at forbedre det indre markeds funktion og samtidig fremme et mere bæredygtigt forbrug og supplerer dermed det mål, der forfølges med direktiv (EU) 2019/771.

(2)

For at nå disse mål og navnlig for at lette den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser og konkurrencen mellem reparatører af varer, som forbrugere køber på det indre marked, er det nødvendigt at fastsætte ensartede regler, der fremmer reparation af varer, som forbrugere har købt, inden for og ud over sælgerens ansvar i henhold til direktiv (EU) 2019/771. Medlemsstaterne har allerede indført eller overvejer at indføre regler, der fremmer reparation og genbrug af varer, som forbrugere har købt, uden for sælgerens eksisterende ansvar i henhold til direktiv (EU) 2019/771. Forskellige bindende nationale regler på dette område udgør faktiske eller potentielle hindringer for det indre markeds funktion og påvirker grænseoverskridende transaktioner mellem erhvervsdrivende, der opererer på dette marked, negativt. Disse erhvervsdrivende kan være nødt til at tilpasse deres tjenester for at overholde de forskellige obligatoriske nationale regler og kan stå over for yderligere transaktionsomkostninger for at opnå den nødvendige juridiske rådgivning om kravene i lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, som er gældende i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 , og de kan være nødt til at tilpasse deres aftaler om levering af reparationstjenester i overensstemmelse hermed. Dette vil især berøre små og mellemstore virksomheder, som udgør hovedparten af reparationssektoren. Fragmentering af lovgivningen kan også have en negativ indvirkning på forbrugernes tillid til grænseoverskridende reparation på grund af usikkerhed om faktorer, der er vigtige for beslutningen om at reparere varer.

(3)

For at mindske for tidlig afhændelse af stadig brugbare varer, som forbrugere har købt, og for at tilskynde forbrugerne til at bruge deres varer længere, er det nødvendigt at styrke bestemmelserne om reparation af varer, så forbrugerne kan opnå en prisoverkommelig reparation fra deres valgte leverandør af reparationstjenester. Reparation bør resultere i et bæredygtigt forbrug, da det sandsynligvis vil generere mindre affald som følge af kasserede varer, mindre efterspørgsel efter ressourcer, herunder energi, som skyldes fremstillings- og salgsprocessen for nye varer, der erstatter mangelfulde varer, samt færre drivhusgasemissioner. Dette direktiv fremmer bæredygtigt forbrug med henblik på at opnå fordele for miljøet ved at fremme en livscyklus for varer, der omfatter genbrug, reparation og istandsættelse, og skaber samtidig fordele for forbrugerne ved at undgå omkostninger i forbindelse med nye indkøb på kort sigt.

(4)

Forbrugernes adfærd består af en lang række aspekter. I valget mellem reparation og erhvervelse af en ny vare spiller beslutningskriterier såsom prisbillighed, holdbarhed, reparationstjenestens tilgængelighed og nærhed og den tid, som en reparation tager, en vigtig rolle. Forskellige hindringer kan også afholde forbrugerne fra at vælge reparation. Dette direktiv har til formål at tackle nogle af disse hindringer.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781 fastsætter navnlig krav på udbudssiden, der forfølger målet om et mere bæredygtigt produktdesign i produktionsfasen. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 fastsætter krav på efterspørgselssiden, der sikrer bedre information om varers holdbarhed og reparationsmuligheder på salgsstedet, hvilket bør sætte forbrugerne i stand til at træffe informerede bæredygtige købsbeslutninger. Nærværende direktiv har til formål at supplere disse krav på udbuds- og efterspørgselssiden ved at fremme reparation og genbrug i eftersalgsfasen uden for sælgerens ansvar. Desuden bør direktiv (EU) 2019/771 ændres for at fremme reparation inden for sælgerens ansvar. Nærværende direktiv forfølger således inden for rammerne af den europæiske grønne pagt målene om at fremme et mere bæredygtigt forbrug, en cirkulær økonomi og den grønne omstilling.

(6)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til at regulere andre aspekter af kontrakter om levering af reparationstjenester end dem, der er harmoniseret ved EU-retten. Dette direktiv bør ikke berøre hverken medlemsstaternes frihed til at regulere aspekter af generel aftaleret såsom regler om indgåelse, gyldighed, ugyldighed og virkninger af aftaler, herunder konsekvenserne af at ophæve en aftale, for så vidt de ikke er reguleret i dette direktiv, eller retten til erstatning. Dette direktiv bør ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 , navnlig i tilfælde af en sikkerhedsbegrundet tilbagekaldelse af produkter.

(7)

Medlemsstaterne bør, hvor det er foreneligt med forpligtelserne i dette direktiv og anden gældende EU-ret, fortsat frit kunne opretholde eller indføre bestemmelser om andre aspekter vedrørende fremme af reparation af varer, som kan supplere reglerne i dette direktiv, f.eks. i forbindelse med handelsmæssige garantier, eksistensen af reparationsservicecentre eller finansielle incitamenter til reparation.

(8)

For at udnytte fordelene ved dette direktiv fuldt ud bør det finde anvendelse på alle varer. Bestemmelserne vedrørende forpligtelserne til at reparere og oplyse som anført i dette direktiv bør dog kun finde anvendelse på varer, for hvilke der er fastsat krav om reparationsmuligheder i EU-retsakter.

(9)

Kravene om reparationsmuligheder bør omfatte alle krav i henhold til EU-retsakter, som sikrer, at varer kan repareres, herunder, men ikke begrænset til, krav i henhold til den ramme for miljøvenligt design, der er omhandlet i forordning (EU) 2024/1781, for at dække en bred vifte af varer samt den fremtidige udvikling på andre områder af EU-retten.

(10)

Reparatører skal give forbrugerne nøgleoplysninger om deres reparationstjenester. For at fremme forbrugerens frie valg af, hvem der skal reparere dennes varer, og hjælpe med at identificere og vælge egnede reparationstjenester bør reparatører på frivillig basis kunne anvende det standardiserede europæiske reparationsoplysningsskema i bilag I til dette direktiv. Det europæiske reparationsoplysningsskema bør indeholde de nøgleparametre, der påvirker forbrugernes beslutninger vedrørende reparation, såsom defektens art, prisen og den tid, som det vil tage reparatøren at gennemføre reparationen. Hvis reparatøren tilbyder yderligere tjenester såsom transport, bør de enkelte omkostninger ved disse ydelser angives. Oplysninger i det europæiske reparationsoplysningsskema bør gives til forbrugerne på en klar og forståelig måde og i overensstemmelse med tilgængelighedskravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 . Det europæiske reparationsoplysningsskema kan gøre det muligt for forbrugerne at vurdere og let sammenligne reparationstjenester, herunder alternative reparationstilbud, og lette leveringen af oplysninger om reparationstjenester, navnlig for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder. Reparatører vil opnå større retssikkerhed, idet de ved at anvende og udfylde det europæiske reparationsoplysningsskema korrekt vil blive anset for at opfylde deres retlige forpligtelser, navnlig hvad angår levering af visse oplysninger forud for aftaleindgåelsen i henhold til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2011/83/EU . En standardiseret præsentation af nøgleoplysninger ved hjælp af det europæiske reparationsoplysningsskema vil forbedre klarheden og gennemsigtigheden og bidrage til at øge forbrugernes tillid til reparationstjenester.

(11)

Hvis reparatøren udleverer det europæiske reparationsoplysningsskema, bør dette ske inden for en rimelig tid, som bør svare til den kortest mulige periode efter anmodningen, og inden forbrugeren bindes af en aftale om levering af reparationstjenester. Hvis det europæiske reparationsoplysningsskema ikke udleveres, bør forbrugeren også kunne at indgå en aftale om levering af reparationstjenester med en reparatør i henhold til oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er givet på anden vis i overensstemmelse med direktiv 2011/83/EU.

(12)

Det europæiske reparationsoplysningsskema bør udleveres gratis. Der er imidlertid situationer, hvor en reparatør er nødt til at udføre en fejlfindingstjeneste, dvs. undersøge varerne for at fastslå defektens art eller reparationstypen. I sådanne tilfælde bør reparatøren kunne anmode forbrugeren om at betale de nødvendige omkostninger, som reparatøren afholder, herunder løn- eller transportomkostninger. I overensstemmelse med oplysningerne forud for aftaleindgåelsen og andre krav, der er fastsat i direktiv 2011/83/EU, bør reparatøren informere forbrugeren om sådanne omkostninger, inden forbrugeren anmoder om en fejlfindingstjeneste og inden udlevering af det europæiske reparationsoplysningsskema. Forbrugerne bør kunne afholde sig fra at anmode om en fejlfindingstjeneste, hvis de mener, at omkostningerne ved fejlfindingstjenesten er for høje. Hvis forbrugeren vælger at få varen repareret, bør reparatøren kunne trække sådanne omkostninger fra reparationsprisen. Dette berører ikke medlemsstaternes regler om obligatorisk fradrag af sådanne omkostninger. Fradraget kan meddeles via det europæiske reparationsoplysningsskema.

(13)

Reparatører bør ikke ændre de reparationsbetingelser, som de giver i det europæiske reparationsoplysningsskema, herunder prisen for reparation, i en periode på mindst 30 kalenderdage. Reparatøren og forbrugeren bør dog kunne aftale en længere periode. Dette vil sikre, at forbrugerne får tilstrækkelig tid til at sammenligne forskellige reparationstilbud. Hvis en aftale om levering af reparationstjenester indgås på grundlag af det europæiske reparationsoplysningsskema, bør de oplysninger om reparationsbetingelser og pris, der er indeholdt i dette skema, udgøre en integreret del af aftalen om levering af reparationstjenester og dermed definere reparatørens forpligtelser i henhold til denne aftale. Manglende overholdelse af disse kontraktlige forpligtelser reguleres af gældende national ret.

(14)

Hvis en reparatør beslutter at stille det europæiske reparationsoplysningsskema til rådighed, og forbrugeren accepterer de deri fastsatte betingelser, bør reparatøren være forpligtet til at reparere. Medlemsstaterne bør sørge for forholdsmæssige og effektive afhjælpende foranstaltninger for forbrugere, hvis reparatøren ikke udfører reparationstjenesten, efter at forbrugeren har accepteret det europæiske reparationsoplysningsskema. Sådanne afhjælpende foranstaltninger kan omfatte godtgørelse af de omkostninger, der er betalt for fejlfindingstjenesten.

(15)

Direktiv (EU) 2019/771 pålægger sælgere en forpligtelse til at reparere varer i tilfælde af en defekt, der eksisterede på det tidspunkt, hvor varen blev leveret, og som viser sig inden for ansvarsperioden. Når denne forpligtelse ikke finder anvendelse, kasseres et stort antal defekte, men ellers stadig brugbare varer for tidligt. For at tilskynde forbrugerne til at få varer repareret i sådanne situationer bør nærværende direktiv pålægge fabrikanter en forpligtelse til efter anmodning fra forbrugeren at reparere varer, som er omfattet af krav om reparationsmuligheder i henhold til EU-retsakter, da de er adressater for disse krav om reparationsmuligheder. Denne forpligtelse bør gælde for fabrikanter, der er etableret både i og uden for Unionen, for så vidt angår varer, der markedsføres i Unionen. Desuden bør nærværende direktiv ikke sætte spørgsmålstegn ved fabrikanters økonomiske valgfrihed til at ophøre med at fremstille en vare, uden at dette berører forpligtelsen til at levere reservedele og værktøjer i henhold til EU-retten, hvor det er relevant.

(16)

Da den reparationsforpligtelse, der pålægges fabrikanter i henhold til dette direktiv, omfatter defekter, der ikke skyldes, at varen ikke er i overensstemmelse med en købsaftale, bør fabrikanter kunne yde reparation til en pris, som forbrugeren betaler, eller gratis. Opkrævning af en pris bør tilskynde fabrikanter til at udvikle bæredygtige forretningsmodeller, herunder levering af reparationstjenester. En sådan pris kan f.eks. tage hensyn til arbejdskraftomkostninger, omkostninger til reservedele, omkostninger til drift af reparationsfaciliteten og en sædvanlig fortjenstmargen. Prisen bør være rimelig, hvilket betyder, at den bør fastsættes på en sådan måde, at forbrugerne ikke bevidst afskrækkes fra at drage fordel af fabrikanternes reparationsforpligtelse. Prisen og betingelserne for reparation bør fastsættes i en aftale mellem forbrugeren og fabrikanten, og forbrugeren bør fortsat frit kunne beslutte, om denne pris og disse betingelser er acceptable. Nødvendigheden af en sådan aftale og konkurrencepresset fra andre reparatører bør tilskynde fabrikanter, der er forpligtet til at reparere, til at holde prisen acceptabel for forbrugeren. Reparationsforpligtelsen kan også opfyldes gratis, hvis defekten er dækket af en handelsmæssig garanti, f.eks. i forbindelse med varernes garanterede holdbarhed. For at tilskynde forbrugerne til at få deres varer repareret uden for den lovbestemte garanti bør fabrikanter, mens reparationen pågår, kunne tilbyde lån af en sammenlignelig vare, som forventes returneret, når forbrugeren modtager den reparerede vare.

(17)

Det vil være en fordel, hvis reparationen kan udføres så tæt på forbrugeren som muligt for at undgå unødvendige forsendelsesomkostninger og emissioner. Fabrikanter og, hvor det er relevant, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører bør kunne opfylde deres reparationsforpligtelse ved at give reparation i underentreprise, f.eks. hvis de ikke har reparationsinfrastrukturen, eller hvis reparationen kan udføres af en reparatør, der er beliggende tættere på forbrugeren. De bør dog fortsat være ansvarlige for reparationsforpligtelsen.

(18)

I henhold til de krav, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til forordning (EU) 2024/1781 eller gennemførelsesforanstaltninger vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF , skal fabrikanter give adgang til reservedele, reparations- og vedligeholdelsesinformationer eller eventuelle reparationsrelaterede softwareværktøjer, firmware eller lignende hjælpemidler. Disse krav sikrer, at reparationen er teknisk gennemførlig, ikke kun for fabrikanten, men også for andre reparatører. Som følge heraf vil reparatørerne og, hvor det er relevant, forbrugerne have adgang til reservedele og reparationsrelaterede oplysninger og værktøjer i overensstemmelse med EU-retsakter, og forbrugerne vil have et bredere udvalg af reparatører eller, hvor det er relevant, mulighed for selv at reparere. Reservedele bør som minimum være tilgængelige i den periode, der er fastsat i EU-retsakter. Fabrikanter, der gør reservedele og værktøjer tilgængelige for varer, der er omfattet af de retsakter, der er opført i bilag II til nærværende direktiv, uanset om dette sker på baggrund af tilsvarende retlige forpligtelser i henhold til EU-retten eller frivilligt, bør opkræve en rimelig pris, som ikke hindrer adgangen til sådanne reservedele og værktøjer og dermed forhindrer reparation. Som supplement til disse foranstaltninger bør fabrikanterne ikke anvende kontraktbestemmelser eller hardware- eller softwareteknikker, der hindrer reparation af varer, for hvilke der er fastsat krav om reparationsmuligheder i de EU-retsakter, der er opført i bilag II til nærværende direktiv, medmindre de er berettiget ud fra legitime og objektive faktorer, herunder for at forhindre eller begrænse uautoriseret brug af værker og andre frembringelser, der er beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder i henhold til EU-retsakter og nationale retsakter, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF , 2004/48/EF og (EU) 2019/790 . Dette bør derfor fremme konkurrencen og give bedre tjenester og lavere reparationspriser til gavn for forbrugerne.

(19)

Erhvervsdrivendes praksis, der får forbrugerne til at tro, at deres varer ikke kan repareres, fordi de tidligere er blevet repareret eller undersøgt af en uafhængig reparatør, ikkeprofessionel reparatør eller slutbrugere, eller falske påstande om, at en sådan reparation eller undersøgelse medfører sikkerhedsrelaterede risici, hvorved forbrugerne vildledes, kan, hvor det er relevant, udgøre urimelig handelspraksis i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF .

(20)

Reparationsforpligtelsen bør også gælde i tilfælde, hvor fabrikanten er etableret uden for Unionen. For at give forbrugerne mulighed for at henvende sig til en erhvervsdrivende, der er etableret i Unionen, med henblik på opfyldelse af denne forpligtelse, fastsættes der i dette direktiv en række alternative erhvervsdrivende, der skal opfylde fabrikantens reparationsforpligtelse i sådanne tilfælde. Dette bør gøre det muligt for fabrikanter, der er beliggende uden for Unionen, at organisere og opfylde deres reparationsforpligtelse inden for Unionen.

(21)

For at undgå at overbebyrde fabrikanterne og sikre, at de er i stand til at opfylde deres reparationsforpligtelse, bør denne forpligtelse begrænses til de varer, for hvilke og i det omfang eventuelle krav om reparationsmuligheder er fastsat i EU-retsakter. Kravene om reparationsmuligheder forpligter ikke fabrikanterne til at reparere defekte varer, men sikrer, at varerne kan repareres. Eksempler på EU-retsakter, der fastsætter krav om reparationsmuligheder er delegerede retsakter vedtaget i henhold til forordning (EU) 2024/1781 eller gennemførelsesforanstaltninger vedtaget i henhold til direktiv 2009/125/EF, som skaber en ramme for forbedring af produkters miljømæssige bæredygtighed, eller andre relevante EU-retsakter såsom Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1542 . Denne begrænsning af reparationsforpligtelsen bør sikre, at kun varer, der er konstrueret til at kunne repareres, er underlagt en sådan forpligtelse. De relevante krav om reparationsmuligheder omfatter konstruktionskrav, der øger muligheden for at demontere varerne, og en række reservedele, der skal stilles til rådighed i en minimumsperiode. Reparationsforpligtelsen bør svare til omfanget af kravene om reparationsmuligheder, f.eks. kan krav til miljøvenligt design eventuelt kun gælde for visse komponenter i varerne, eller der kan fastsættes en bestemt periode, hvor der skal stilles reservedele til rådighed. Reparationsforpligtelsen i henhold til nærværende direktiv, som giver forbrugeren mulighed for at kræve reparation direkte over for fabrikanten i eftersalgsfasen, bør supplere de udbudsrelaterede krav om reparationsmuligheder, der er fastsat i f.eks. forordning (EU) 2024/1781, og dermed fremme forbrugernes efterspørgsel efter reparation.

(22)

Af hensyn til retssikkerheden bør dette direktiv i bilag II opregne EU-retsakter, der indeholder krav om reparationsmuligheder for relevante varekategorier. For at sikre sammenhæng med den fremtidige lovgivningsmæssige udvikling bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår tilføjelse af EU-retsakter til bilag II til dette direktiv, når der vedtages nye krav om reparationsmuligheder. Kommissionen bør tilføje disse retsakter så hurtigt som muligt og senest 12 måneder efter deres offentliggørelse. Det er især vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning . For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(23)

Selv om dette direktiv pålægger fabrikanten en reparationsforpligtelse, letter det også forbrugernes valg af reparationstjenester fra andre reparatører. Dette valg lettes ved det europæiske reparationsoplysningsskema, som udleveres frivilligt, ikke blot af fabrikanten, men også af andre reparatører såsom sælgeren eller uafhængige reparatører, eller ved at søge via en onlinereparationsplatform. Da forbrugerne vil skulle betale for reparationen, vil de sandsynligvis sammenligne reparationsmulighederne for at vælge de bedst egnede reparationstjenester til deres behov. Det er således sandsynligt, at de henvender sig til uafhængige reparatører i deres nærhed eller til sælgeren, inden de kontakter fabrikanter, som f.eks. kan ligge længere væk, og for hvilke prisen kan være højere på grund af transportomkostningerne.

(24)

I overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/771 bør en fabrikant fritages for reparationsforpligtelsen, hvis reparation er faktuelt eller juridisk umulig. Fabrikanten bør derfor ikke kunne afvise reparation af rent økonomiske årsager, såsom omkostningerne til reservedele, eller alene med den begrundelse, at en tidligere reparation er blevet udført af andre reparatører eller, hvor det er relevant, af forbrugeren. Den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv (EU) 2019/771 eller det foregående Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF anvender allerede kriteriet om, hvorvidt reparation er umulig, og de nationale domstole anvender det.

(25)

For at øge forbrugernes bevidsthed om tilgængeligheden af reparation og dermed sandsynligheden herfor bør fabrikanterne eller, hvor det er relevant, bemyndigede repræsentanter, importører eller distributører oplyse forbrugerne ved at stille oplysninger til rådighed om deres reparationsforpligtelse og deres reparationstjenester. Oplysningerne bør som minimum være tilgængelige, så længe reparationsforpligtelsen består, hvilket kan forstås som begyndende fra det tidspunkt, hvor produktet bringes i omsætning, og indtil kravene om reparationsmuligheder udløber. Oplysningerne bør angive de varer, der er omfattet af denne forpligtelse, sammen med en forklaring på, at og i hvilket omfang der ydes reparation af disse varer, f.eks. gennem underleverandører. Disse oplysninger bør være lettilgængelige for forbrugeren og gives på en klar og forståelig måde, uden at forbrugeren behøver at anmode herom, og i overensstemmelse med tilgængelighedskravene i direktiv (EU) 2019/882. Fabrikanten bør frit kunne bestemme, hvordan denne informerer forbrugeren, eksempelvis via et websted på en synlig og fremtrædende måde, via det digitale produktpas eller på salgsstedet, hvis fabrikanten f.eks. er sælger.

(26)

For at tilskynde til reparation bør Kommissionen oprette en europæisk onlineplatform for reparation (»den europæiske onlineplatform«). Den europæiske onlineplatform bør bestå af nationale afsnit, som er baseret på en fælles onlinegrænseflade, og indeholde links til nationale onlineplatforme for reparation (»de nationale onlineplatforme«), der opfylder kriterierne i dette direktiv. Med henblik herpå bør Kommissionen udvikle en fælles onlinegrænseflade til den europæiske onlineplatform. Kommissionen bør også være ansvarlig for at sikre IT-vedligeholdelsen af den fælles onlinegrænseflade og besvare tekniske eller andre forespørgsler fra brugerne vedrørende tilfælde, hvor den europæiske onlineplatform ikke fungerer korrekt. Den europæiske onlineplatform bør være gratis tilgængelig for forbrugerne. Den bør, hvis det er relevant, også kunne have plads til sælgere af istandsatte varer, købere af defekte varer til istandsættelse eller supplerende markedsbaserede instrumenter såsom lokalsamfundsstyrede reparationsinitiativer. Medlemsstaterne bør enten anvende den fælles onlinegrænseflade til oprettelse af deres nationale afsnit på den europæiske onlineplatform eller oprette eller opretholde, hvor det er relevant, nationale onlineplatforme, der opfylder kriterierne i dette direktiv. Når medlemsstaterne anvender den europæiske onlineplatform, bør det overlades til medlemsstaternes skøn, hvordan de udfylder de nationale afsnit, f.eks. ved selvregistrering, import af bulkdata fra eksisterende databaser med reparatørernes samtykke eller ved at gøre registrering betinget af forudgående godkendelse. Hvis medlemsstaterne finder det nødvendigt, bør de kunne fastsætte betingelser for adgang til de nationale afsnit, f.eks. opfyldelse af kriterier for erhvervsmæssige kvalifikationer eller dokumentation for overholdelse af gældende frivillige europæiske eller nationale kvalitetsstandarder for reparation. Sådanne betingelser bør være ikkeforskelsbehandlende og i overensstemmelse med EU-retten. Medlemsstater, der vælger at fastsætte adgangsbetingelser i deres nationale afsnit, bør have fordel af yderligere seks måneder til at gøre deres nationale afsnit operativt.

(27)

Nogle medlemsstater eller virksomheder har investeret ressourcer i udvikling af nationale onlineplatforme for at fremme reparation. For at undgå at skabe uforholdsmæssig store administrative byrder og give mulighed for passende fleksibilitet bør medlemsstaterne også kunne vælge at opretholde en eksisterende national onlineplatform, der opfylder kravene i dette direktiv. Hvis en medlemsstat opretholder eller opretter en national onlineplatform, bør den ikke være forpligtet til at oprette et nationalt afsnit på den europæiske onlineplatform eller til at udpege nationale kontaktpunkter. Medlemsstaterne bør vælge mellem at oprette et nationalt afsnit på den europæiske onlineplatform eller oprette en national onlineplatform, der opfylder betingelserne i dette direktiv, og underrette Kommissionen herom senest den 31. juli 2026. Sådanne nationale onlineplatforme vil være tilgængelige via et link fra den europæiske onlineplatform, hvis de er operationelle senest den 31. juli 2027. Der kan være tale om onlineplatforme, der er private, offentlige eller offentlig-private partnerskaber.

(28)

Den europæiske onlineplatform bør omfatte brugervenlige værktøjer til søgning efter reparatører i hver medlemsstat. Dette vil hjælpe forbrugerne med at vurdere og sammenligne fordelene ved forskellige leverandører af reparationstjenester og derved tilskynde forbrugerne til at vælge reparation. Den europæiske onlineplatform har til formål at lette søgningen efter reparationstjenester i relationer mellem virksomheder og forbrugere for at fremme bæredygtigt forbrug, men medlemsstaterne bør kunne udvide anvendelsesområdet for deres nationale afsnit på den europæiske onlineplatform til også at omfatte sælgere af istandsatte varer, købere af defekte varer til istandsættelse eller lokalsamfundsstyrede reparationsinitiativer såsom reparationscaféer.

(29)

Medlemsstaterne bør udpege en repræsentant til at være en del af en ekspertgruppe, der nedsættes af Kommissionen, og som skal rådgive om den europæiske onlineplatforms udformning og funktion med henblik på at lette koordineringen mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

(30)

Medlemsstaterne bør også udpege nationale kontaktpunkter, der er ansvarlige for opgaver i forbindelse med forvaltningen af deres nationale afsnit. Nationale kontaktpunkter, der er udpeget af medlemsstaterne, bør, hvor det er relevant, overvåge dataene i det nationale afsnit med henblik på at opdage, identificere og fjerne ugyldige oplysninger i overensstemmelse med EU-retten.

(31)

Kommissionen bør sikre, at den europæiske onlineplatform er lettilgængelig og gratis for forbrugerne. Den europæiske onlineplatform bør give forbrugerne mulighed for at finde passende reparationstjenester til deres defekte varer og, hvor det er relevant, sælgere af istandsatte varer, købere af defekte varer til istandsættelse eller lokalsamfundsstyrede reparationsinitiativer såsom reparationscaféer. Forbrugerne bør kunne bruge søgefunktioner til at filtrere på forskellige elementer såsom varekategorier, tilgængelighed af midlertidige erstatningsvarer, kvalitetsindikatorer og eventuelle betingelser for reparation, herunder reparatørens placering og muligheden for grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. Den europæiske onlineplatform bør også være tilgængelig for sårbare forbrugere, herunder personer med handicap, i overensstemmelse med gældende EU-ret vedrørende tilgængelighed.

(32)

Søgefunktionen baseret på varer kan henvise til varetypen eller -mærket. Eftersom reparatører ikke kan få kendskab til den konkrete defekt, før der er indgivet en anmodning om reparation, er det tilstrækkeligt, at de på den europæiske onlineplatform giver generelle oplysninger om de vigtigste elementer i deres reparationstjenester for at sætte forbrugerne i stand til at beslutte, om de vil have den pågældende vare repareret, navnlig den gennemsnitlige tid til at foretage reparation, tilgængeligheden af midlertidige erstatningsvarer, det sted, hvor forbrugeren overdrager varerne med henblik på reparation, og tilgængeligheden af tilknyttede tjenesteydelser. Reparatører og, hvor det er relevant, sælgere af istandsatte varer, købere af defekte varer til istandsættelse eller lokalsamfundsstyrede reparationsinitiativer såsom reparationscaféer bør tilskyndes til regelmæssigt at ajourføre deres oplysninger på den europæiske onlineplatform. For at opbygge forbrugernes tillid til de reparationstjenester, der er tilgængelige på den europæiske onlineplatform, bør reparatører kunne påvise, at de overholder visse reparationsstandarder.

(33)

For at gøre det lettere at få adgang til det europæiske reparationsoplysningsskema bør den europæiske onlineplatform give forbrugerne mulighed for direkte at anmode reparatøren om dette skema via den europæiske onlineplatform, hvor reparatøren frivilligt gør dette skema tilgængeligt.

(34)

For at øge forbrugernes bevidsthed om den europæiske onlineplatform bør Kommissionen og medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger, f.eks. ved at anføre den europæiske onlineplatform på relaterede nationale websteder eller gennemføre kommunikationskampagner.

(35)

Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale lovgivning, herunder i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv, er i fuld overensstemmelse med den grundlæggende ret til fri udveksling af tjenesteydelser og etablering som nedfældet i traktaterne. Dette direktiv berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/958 .

(36)

Medlemsstaterne bør træffe mindst én foranstaltning til fremme af reparation. Sådanne foranstaltninger kan være af finansiel eller ikkefinansiel karakter. Foranstaltninger af ikkefinansiel karakter kan omfatte oplysningskampagner, støtte til lokalsamfundsstyrede reparationsinitiativer ved hjælp af direkte midler såsom tilvejebringelse af plads til reparationsværksteder eller mødesteder, f.eks. i medborgerhuse eller kulturcentre. Foranstaltninger af finansiel karakter kan f.eks. tage form af reparationsvouchere, reparationsfonde, støtte til eller oprettelse af lokale eller regionale onlineplatforme for reparation, tilrettelæggelse eller finansiering af uddannelsesprogrammer med henblik på at erhverve særlige færdigheder inden for reparation samt skattemæssige foranstaltninger. I forbindelse med skattemæssige foranstaltninger, hvor det er relevant, kan medlemsstaterne i overensstemmelse med bilag III til Rådets direktiv 2006/112/EF , hvor det er hensigtsmæssigt, vælge at indføre en nedsat momssats for levering af tjenester til reparation af husholdningsapparater, sko og lædervarer, beklædningsgenstande og linned, herunder reparation og ændring. I den forbindelse kan Kommissionen overveje at fremsætte et forslag om ændring af bilag III til nævnte direktiv, hvis det er relevant. Disse foranstaltninger kan træffes på nationalt, regionalt eller lokalt plan. For at lette udvekslingen af bedste praksis bør medlemsstaterne underrette Kommissionen om én eller flere foranstaltninger, der er truffet for at fremme reparation. Kommissionen bør gøre oplysninger om sådanne foranstaltninger offentligt tilgængelige.

(37)

Det er nødvendigt, at medlemsstaterne fastsætter sanktioner for overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og sikrer, at de håndhæves. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(38)

Kommissionen bør gøre det muligt at udvikle en frivillig europæisk kvalitetsstandard for reparationstjenester, f.eks. ved at tilskynde til og lette frivilligt samarbejde om en standard mellem virksomheder, offentlige myndigheder og andre interessenter, f.eks. uafhængige reparatører eller lokalsamfundsstyrede reparationsinitiativer, eller ved at udstede en standardiseringsanmodning til de europæiske standardiseringsorganisationer. En europæisk kvalitetsstandard for reparationstjenester kan øge forbrugernes tillid til reparationstjenester i hele Unionen. En sådan standard kan omfatte aspekter, der påvirker forbrugernes beslutninger om reparation, såsom den tid, det tager at foretage reparation, tilgængeligheden af midlertidige erstatningsvarer, kvalitetsgarantier såsom en handelsmæssig garanti for reparation og tilgængeligheden af tilknyttede tjenesteydelser såsom fjernelse, installation og transport, der tilbydes af reparatører.

(39)

Håndhævelsesbestemmelserne i dette direktiv berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 .

(40)

For at tilskynde forbrugerne til at vælge afhjælpning med henblik på at bringe varer i overensstemmelse inden for sælgerens ansvar og således for at fremme reparation, hvor forbrugeren vælger afhjælpning som beføjelse til at bringe varen i overensstemmelse, bør direktiv (EU) 2019/771 ændres med henblik på at forlænge ansvarsperioden med 12 måneder, som bør lægges til den resterende ansvarsperiode for varen. Denne forlængelse bør gælde én gang. Medlemsstaterne kan dog tilskynde yderligere til reparation ved at fastsætte yderligere forlængelser af sælgerens ansvar, hvis reparation finder sted igen. Medlemsstaterne kan også indføre eller opretholde regler for forlængelse af sælgerens ansvar i tilfælde af reparation i perioder på over 12 måneder. I overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/771 bør sælgeren, hvis forlængelsen af ansvarsperioden finder anvendelse, være ansvarlig for enhver manglende overensstemmelse, der forelå på leveringstidspunktet, og som konstateres inden for varens resterende ansvarsperiode, herunder forlængelsen. Forlængelsen af ansvarsperioden bør ikke berøre forbrugernes rettigheder i henhold til direktiv (EU) 2019/771. Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes indførelse eller opretholdelse af bestemmelser, der kun giver mulighed for en længere forlængelse af ansvarsperioden for reparerede dele i overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/771. Under hensyntagen til fleksibiliteten i direktiv (EU) 2019/771 bør medlemsstater, der ikke fastsætter faste frister for sælgerens ansvar eller kun fastsætter en forældelsesfrist for beføjelser, sikre, at sælgerens ansvar eller forældelsesfristen for beføjelser i tilfælde af afhjælpning mindst svarer til 2 år og 12 måneder, svarende til den minimumsperiode for sælgerens ansvar, der er fastsat i direktiv (EU) 2019/771, og den korteste forlængelse af denne periode i tilfælde af afhjælpning. Forlængelsen af ansvarsperioden vil tilskynde til bæredygtigt forbrug og bidrage til en cirkulær økonomi.

(41)

For at fremme reparation inden for sælgerens ansvar til gavn for forbrugerne og beskyttelsen af miljøet bør direktiv (EU) 2019/771 ændres yderligere med henblik på at indføre en ny forpligtelse til at oplyse forbrugeren om retten til at vælge mellem afhjælpning og omlevering samt forlængelse af ansvarsperioden, hvis den pågældende forbruger vælger reparation, og dermed øge bevidstheden om både alternativer og fordelen ved at vælge reparation. Dette oplysningskrav vil tilskynde til bæredygtigt forbrug og bidrage til en cirkulær økonomi.

(42)

For at støtte forbrugerne og tilskynde til reparation kan sælgeren, afhængigt af den relevante varekategoris særlige karakteristika, låne forbrugeren en erstatningsvare, hvis reparationen ikke blev afsluttet inden for en rimelig tid eller uden væsentlig ulempe. Denne erstatningsvare kan også være en istandsat vare. Under alle omstændigheder bør det være gratis for forbrugeren midlertidigt at låne denne erstatningsvare. Desuden bør sælgeren stadig foretage reparationen inden for en rimelig tid. Lån af en vare, mens reparationen står på, kan modvirke væsentlig ulempe for forbrugeren, men ikke berettige en urimeligt lang reparationsperiode. I tilfælde af omlevering som beføjelse og efter anmodning fra forbrugeren kan sælgeren desuden give forbrugeren en istandsat vare.

(43)

For at gøre det muligt at håndhæve reglerne i dette direktiv ved hjælp af gruppesøgsmål er det nødvendigt at ændre bilag I til direktiv (EU) 2020/1828. For at de kompetente myndigheder, der er udpeget af deres medlemsstater, kan samarbejde og koordinere foranstaltninger med hinanden og med Kommissionen for at håndhæve overholdelsen af reglerne i nærværende direktiv, er det nødvendigt at ændre bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 .

(44)

For at give de erhvervsdrivende mulighed for at tilpasse sig bør der indføres overgangsbestemmelser vedrørende anvendelsen af visse artikler i dette direktiv. Ændringen af direktiv (EU) 2019/771 bør kun finde anvendelse på købsaftaler, der indgås efter den 31. juli 2026, for at sikre retssikkerheden og give sælgerne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de ændrede beføjelser vedrørende afhjælpning og omlevering.

(45)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af ét eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(46)

Fremme af reparation af varer, som forbrugere køber, med henblik på at bidrage til et velfungerende indre marked og samtidig sikre et højt miljø- og forbrugerbeskyttelsesniveau, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne. Nye nationale obligatoriske regler, der fremmer bæredygtigt forbrug ved at reparere defekter uden for anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2019/771, vil sandsynligvis variere og føre til fragmentering af det indre marked. Medlemsstaterne kan ikke ændre de fuldt harmoniserede regler om defekter inden for sælgerens ansvar, der er fastsat i direktiv (EU) 2019/771. Målet for nærværende direktiv kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan gennem fuldt harmoniserede fælles regler, der fremmer reparation inden for og uden for sælgerens ansvar som fastsat i direktiv (EU) 2019/771. Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går nærværende direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(47)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og søger at sikre fuld overholdelse af navnlig artikel 16, 26, 37, 38 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«). Det bidrager til en forbedring af miljøkvaliteten i overensstemmelse med artikel 37 i chartret ved at fremme bæredygtigt forbrug af varer og derved mindske de negative miljøvirkninger af for tidlig bortskaffelse af stadig brugbare varer. Dette direktiv sikrer fuld overholdelse af artikel 38 om forbrugerbeskyttelse ved at styrke forbrugernes rettigheder i forbindelse med defekter, der opstår eller viser sig uden for sælgerens ansvar i henhold til direktiv (EU) 2019/771. Det sikrer også respekten for friheden til at oprette og drive egen virksomhed i overensstemmelse med artikel 16 i chartret ved at sikre aftalefriheden og fremme udviklingen af reparationstjenester i det indre marked. Nærværende direktiv bidrager til integration af personer med handicap i overensstemmelse med artikel 26 i chartret ved at lette adgangen til den europæiske onlineplatform for personer med handicap. Nærværende direktiv har til formål at sikre fuld overholdelse af artikel 47 i chartret om adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol ved hjælp af effektive håndhævelsesmidler —