KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/1509
af 20. juli 2023
om fravigelse for 2023 af artikel 75, stk. 1, tredje afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår niveauet for forskudsbetalinger for areal- og dyrerelaterede foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 , særlig artikel 75, stk. 3,
ud fra følgende betragtninger:
(1)
I henhold til artikel 104, stk. 1, andet afsnit, litra a), nr. iv), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 finder artikel 75 i forordning (EU) nr. 1306/2013 fortsat anvendelse på ELFUL for så vidt angår udgifter, der er afholdt af støttemodtagerne, og betalinger, som betalingsorganet foretager i forbindelse med gennemførelsen af programmer for udvikling af landdistrikterne i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 .
(2)
I henhold til artikel 75, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1306/2013 kan medlemsstaterne udbetale forskud på op til 75 % for areal- og dyrebaserede støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne i henhold til forordning (EU) nr. 1305/2013.
(3)
Covid-19-pandemien, dens indvirkning på fødevareforsyningskæderne og den kraftige stigning i priserne på energi og landbrugsinput siden efteråret 2021 har sat landbrugssektoren under pres. Desuden har Ruslands invasion af Ukraine forværret situationen og medført en yderligere negativ indvirkning på landbrugssektoren. Priserne på input som f.eks. energi-, gødnings- og foderomkostningerne er steget betydeligt i alle landbrugssektorer.
(4)
Som følge heraf steg energi- og gødningsomkostningernes andel af det samlede forbrug i produktionen betydeligt i 2022, og den største stigning blev observeret for markafgrøder og bedrifter med permanente afgrøder, i begge tilfælde på grund af deres eksponering for gødningsomkostninger. Priserne på gødning ligger stadig på et historisk meget højt niveau. Data viser, at landbrugerne har reageret ved at reducere deres brug af gødning med endnu usikre negative konsekvenser for udbyttet og kvaliteten af fødevarer og foder.
(5)
Priserne på andre input, som landbrugerne og aktørerne i fødevarekæden i Unionen indkøber, f.eks. plantebeskyttelsesmidler og dyresundhedsbehandlinger, maskiner og emballage er steget i takt med den generelle inflation.
(6)
I den seneste tid er priserne på de fleste landbrugsråvarer såsom korn, oliefrø og mejeriprodukter faldet betydeligt. I nogle medlemsstater er situationen blevet særlig vanskelig, eftersom forholdet mellem inputpriserne og priserne på landbrugsprodukter er blevet forværret.
(7)
Disse omstændigheder vil oveni de seneste ugunstige vejrforhold i visse regioner, såsom ekstrem tørke og oversvømmelser, kunne skabe likviditetsproblemer for landbrugsproducenterne. For at afhjælpe disse likviditetsproblemer bør medlemsstaterne have mulighed for at udbetale højere forskud for ansøgningsåret 2023.
(8)
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Landbrugsfondene og Komitéen for den Fælles Landbrugspolitik —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: