Direktiv
Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union
EU-direktiv om ligelig kønsfordeling i ledelsen af børsnoterede selskaber Artikel 7
Artikel 7
Rapportering
1. Medlemsstaterne stiller krav til børsnoterede selskaber om, at de en gang om året giver de kompetente myndigheder oplysninger om kønsfordelingen i deres selskabsorgan, idet der skelnes mellem direktører og bestyrelsesmedlemmer, og vedrørende de foranstaltninger, der er truffet med henblik på at nå de mål, som fastsat i artikel 5, stk. 1, og, hvor det er relevant, målene fastsat i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, der finder anvendelse. Medlemsstaterne stiller krav til børsnoterede selskaber om, at de offentliggør disse oplysninger på en hensigtsmæssig og let tilgængelig måde på deres websteder. På grundlag af de forelagte oplysninger offentliggør og ajourfører medlemsstaterne jævnligt på en let tilgængelig og centraliseret måde en liste over de børsnoterede selskaber, som har nået et af målene i artikel 5, stk. 1.
2. Hvis et børsnoteret selskab ikke har nået ét af målene i artikel 5, stk. 1, eller, hvor det er relevant, målene fastsat i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, skal de oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, indeholde en begrundelse for, hvorfor målene ikke er nået, samt en omfattende beskrivelse af hvilke foranstaltninger det børsnoterede selskab allerede har truffet eller agter at træffe for at nå dem.
3. Hvor det er relevant, medtages de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 2, også i selskabets redegørelse for virksomhedsledelse i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i direktiv 2013/34/EU.
4. De forpligtelser, der er fastsat i denne artikels stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse i en medlemsstat, der har suspenderet anvendelsen af artikel 6 i henhold til artikel 12, og hvor national ret fastsætter rapporteringsforpligtelser, som sikrer regelmæssig offentliggørelse af oplysninger om børsnoterede selskabers opnåede fremskridt i retning af en mere ligelig repræsentation af kvinder og mænd i deres selskabsorganer.