Lovguiden Logo
EU-ret

Delegeret forordning

Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Finansiel Stabilitet, Finansielle Tjenesteydelser og Kapitalmarkedsunionen

Regler for produkttilsyn og styring af forsikringsprodukter og distribution Artikel 10

Artikel 10

Produktdistributionsordninger

1. Forsikringsdistributørerne skal have etableret produktdistributionsordninger, der omfatter passende foranstaltninger og procedurer, med henblik på at indhente alle relevante oplysninger fra producenten om de forsikringsprodukter, de agter at udbyde til deres kunder, og med henblik på fuldt ud at forstå de pågældende forsikringsprodukter, idet der tages hensyn til graden af kompleksitet og de risici, der er forbundet med produkterne, samt arten, omfanget og kompleksiteten af distributørens relevante virksomhed.

Forsikringsdistributørerne skal nedfælde produktdistributionsordningerne i et skriftligt dokument og stille det til rådighed for deres relevante personale.

2. Produktdistributionsordningerne skal:

a)have til formål at forhindre eller afbøde skadelige virkninger for kunderne
b)understøtte en korrekt håndtering af interessekonflikter
c)sikre, at kundernes mål, interesser og karakteristika tages behørigt i betragtning.

3. Produktdistributionsordningerne skal sikre, at forsikringsdistributørerne fra producenten indhenter de oplysninger, der skal formidles i henhold til artikel 8, stk. 2.

4. Eventuelle særlige distributionsstrategier, der etableres eller anvendes af forsikringsdistributører, skal være i overensstemmelse med den distributionsstrategi, som producenten har etableret, og den målgruppe, som producenten har afgrænset.

5. Forsikringsdistributørernes organ eller struktur, der er ansvarlig for forsikringsdistribution, skal godkende og have det endelige ansvar for fastlæggelse, gennemførelse og revision af produktdistributionsordningerne og løbende kontrollere den interne overholdelse af disse ordninger.

6. Forsikringsdistributørerne skal med jævne mellemrum revidere deres produktdistributionsordninger for at sikre, at ordningerne stadig er gyldige og ajourførte. De skal ændre distributionsordningerne, hvor det er relevant. Forsikringsdistributører, der har etableret eller anvender en særlig distributionsstrategi, skal, hvor det er relevant, ændre denne strategi i lyset af resultatet af revisionen af produktdistributionsordningerne. Ved revisionen af deres produktdistributionsordninger skal forsikringsdistributørerne kontrollere, at forsikringsprodukterne distribueres til den afgrænsede målgruppe.

Forsikringsdistributørerne skal fastsætte passende intervaller for regelmæssig revision af deres produktdistributionsordninger, idet der tages hensyn til størrelsen, omfanget og kompleksiteten af de forskellige involverede forsikringsprodukter.

Til støtte for produktrevisioner, der foretages af producenter, skal forsikringsdistributørerne efter anmodning give producenterne relevante salgsoplysninger, herunder, hvor det er relevant, oplysninger om de regelmæssige revisioner af produktdistributionsordningerne.