Indholdsfortegnelse
(Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1227 om ændring af forordning (EØF) nr. 2568/91 om kendetegnene for olivenolie og analysemetoder)
I forordning (EØF) nr. 2568/91 foretages følgende ændringer:
1) Bilag II erstattes af teksten i bilag I til nærværende forordning
2) Bilag XII ændres i overensstemmelse med bilag II til nærværende forordning.
Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. juli 2016.
EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.
Kommissionens forordning (EØF) nr. 2568/91 af 11. juli 1991 om kendetegnene for olivenolie og olie af olivenpresserester og de i den forbindelse anvendte metoder (EFT L 248 af 5.9.1991, s. 1).
Metoden er en procedure til bestemmelse af indholdet af frie fedtsyrer i olivenolier og olier af olivenpresserester. Indholdet af frie fedtsyrer udtrykkes ved syreindhold beregnet som procentdelen af oliesyre.
En analyseprøve opløses i en blanding af opløsningsmidler, hvorefter de tilstedeværende frie fedtsyrer bestemmes ved hjælp af en opløsning af kaliumhydroxid eller natriumhydroxid.
Samtlige reagenser skal være af anerkendt analysekvalitet, og der anvendes destilleret vand eller vand af tilsvarende renhed.
3.1. Dietyhlether/ethanol, 95 % (v/v), blandet i forholdet 1:1 efter rumfang.
Nøjagtigt på anvendelsestidspunktet neutraliseres med en opløsning af kaliumhydroxid (3.2) ved tilstedeværelse af 0,3 ml phenolphtaleinopløsning (3.3) pr. 100 ml blanding.
Note 1: Dietylether er meget let antændelig og kan danne eksplosive peroxider. Under anvendelsen skal der derfor træffes særlige forholdsregler.
Note 2: Hvis det ikke er muligt at anvende diethylether, kan en blanding af opløsningsmidler bestående af ethanol og toluen anvendes. Om nødvendigt kan ethanolen erstattes af 2-propanol.
3.2. Indstillet opløsning af kaliumhydroxid eller natriumhydroxid i ethanol eller vand, c(KOH) ca. 0,1 mol/l eller om nødvendigt c(KOH) [eller c(NaOH)] ca. 0,5 mol/l. Disse opløsninger kan købes i handelen.
Den nøjagtige koncentration af kaliumhydroxidopløsningen (eller natriumhydroxidopløsningen) i ethanol eller vand skal være kendt og kontrolleres før brug. Der anvendes en opløsning, der er fremstillet mindst fem dage før brugen og dekanteret over i en flaske af brunt glas, lukket med en gummiprop. Opløsningen skal være farveløs eller strågul.
Hvis der observeres faseadskillelse ved anvendelse af kaliumhydroxidopløsningen (eller natriumhydroxidopløsningen) i vand, erstattes den vandige opløsning af en ethanolopløsning.
Note 3: En stabil farveløs opløsning af kaliumhydroxid (eller natriumhydroxid) kan fremstilles på følgende måde: 1 000 ml ethanol med 8 g kaliumhydroxid (eller natriumhydroxid) og 0,5 g aluminiumspåner bringes i kog og holdes kogende i 1 time med tilbageløb. Derefter destilleres omgående, og den krævede mængde kaliumhydroxid (eller natriumhydroxid) opløses i destillatet. Man lader opløsningen henstå i flere dage og dekanterer derefter den øverste klare væske fra bundfaldet af kaliumcarbonat (natriumcarbonat).
Opløsningen kan også fremstilles uden destillation på følgende måde: til 1 000 ml ethanol (eller vand) tilsættes 4 ml aluminiumbutylat, hvorefter man lader blandingen henstå i nogle dage. Derefter dekanteres den ovenstående væske fra, og heri opløses den krævede mængde kaliumhydroxid (natriumcarbonat) opløses heri. Denne opløsning er klar til brug.
3.3. Phenolphtaleinopløsning, 10 g/l i 95-96 % (v/v) ethanol, eller alkaliblåt 6B eller thymolphthaleinopløsning, 20 g/l i 95-96 % (v/v) ethanol. Ved stærkt farvede olier skal alkaliblåt eller thymolphthalein anvendes.
Sædvanligt laboratorieudstyr, herunder:
4.1 Analysevægt.
4.2. 250 ml Erlenmeyer-kolbe.
4.3. 10 ml burette, klasse A, med 0,05 ml inddelinger, eller tilsvarende automatburette.
Hvis analyseprøven er uklar, skal den filtreres.
Ud fra det antagne syreindhold udtages en prøve efter angivelserne i følgende tabel:
| Forventet syreindhold (oliesyreindhold g/100g) | Prøvens masse (g) | Prøven afvejes med en nøjagtighed i g på |
|---|---|---|
| 0-2 | 10 | 0,02 |
| > 2-7,5 | 2,5 | 0,01 |
| > 7,5 | 0,5 | 0,001 |
Prøven afvejes i Erlenmeyer-kolben (4.2).
Prøven (5.2) opløses i 50-100 ml af den på forhånd neutraliserede blanding af diethylether/ethanol (3.1).
Under omrøring titreres med kaliumhydroxidopløsning (eller natriumhydroxidopløsning), 0,1 mol/l (3.2) (se note 4), indtil indikatoren slår om (farveindikatorens farve skal holde sig i mindst 10 sek.).
Note 4: Hvis den nødvendige mængde 0,1 mol/l kaliumhydroxidopløsning (eller natriumhydroxidopløsning) overstiger 10 ml, anvendes i stedet en opløsning på 0,5 mol/l, eller prøvens masse tilpasses til det forventede indhold af frie syrer og den foreslåede tabel.
Note 5: Bliver opløsningen uklar under titreringen, tilsættes så meget opløsningsmiddelblanding (3.1), at opløsningen bliver klar.
Der udføres endnu en bestemmelse, hvis det første resultat ligger over den fastlagte grænseværdi for den pågældende oliekategori.
Syreindholdet i % oliesyre, udtrykt som vægtprocent =
hvor:
V = rumfanget i ml af den anvendte titrerede kaliumhydroxidopløsning (eller natriumhydroxidopløsning)
c = den nøjagtige koncentration i mol/l af den anvendte titrerede kaliumhydroxidopløsning (eller natriumhydroxidopløsning)
M = 282 g/mol, molvægten i g/mol af oliesyren
m = massen af analyseprøven i gram.
Oliesyreindhold angives som følger:
a) to decimaler for værdier fra 0 og til og med 1
b) én decimal for værdier fra 1 og til og med 100.«
I bilag XII til forordning (EØF) nr. 2568/91 foretages følgende ændringer:
1) Punkt 3.3 affattes således:
»3.3. Frivillig anvendelse af ord og udtryk på etiketter
Panellederen kan på anmodning attestere, at de bedømte olier overholder de definitioner og intervaller, der udelukkende svarer til følgende udtryk i forhold til intensiteten og opfattelsen af egenskaberne.
Positive egenskaber (frugtagtig, bitter og skarp): I forhold til intensiteten af opfattelsen benyttes udtrykket:
— intens, hvis medianen for den pågældende egenskab er på over 6
— middel, hvis medianen for den pågældende egenskab er på mellem 3 og 6
— let, hvis medianen for den pågældende egenskab er på under 3.
Frugtagtig En række olfaktoriske fornemmelser, der afhænger af olivensorten, og som kendetegner olie, som er udvundet af sunde og friske frugter, i hvilken hverken grøn eller moden frugt er fremherskende. De opfattes direkte og/eller via den bageste del af næsen.
Umoden frugt En række olfaktoriske fornemmelser, der afhænger af olivensorten og minder om umoden frugt, og som kendetegner olie, som er udvundet af umodne, sunde og friske frugter. De opfattes direkte og/eller via den bageste del af næsen.
Moden frugt En række olfaktoriske fornemmelser, der afhænger af olivensorten og minder om moden frugt, og som kendetegner olie, som er udvundet af sunde, friske frugter. De opfattes direkte og/eller via den bageste del af næsen.
Afbalanceret Olie, der ikke er uafbalanceret. Ved uafbalanceret forstås den lugt-, smags- og berøringsfornemmelse, hvor medianen for egenskaben bitter og medianen for egenskaben skarp ikke er mere end to point større end medianen for egenskaben frugtagtig.
Mild olie Olie, hvor medianen for egenskaben bitter og medianen for egenskaben skarp er lig med eller mindre end 2.
Liste over udtryk, der benyttes i forhold til intensiteten af opfattelsen:
Udtryk til brug ved udformning af et organoleptisk testbevis Median for egenskaben: Frugtagtig — Moden frugt — Umoden frugt — Let frugtagtig Under 3 Middel frugtagtig Mellem 3 og 6 Intensivt frugtagtig Over 6 Let moden frugt Under 3 Middel moden frugt Mellem 3 og 6 Intensiv moden frugt Over 6 Let umoden frugt Under 3 Middel umoden frugt Mellem 3 og 6 Intensiv umoden frugt Over 6 Let bitterhed Under 3 Middel bitterhed Mellem 3 og 6 Intensiv bitterhed Over 6 Let skarphed Under 3 Middel skarphed Mellem 3 og 6 Intensiv skarphed Over 6 Afbalanceret olie Medianen for egenskaben bitter og medianen for egenskaben skarp er ikke over 2 point over medianen for frugtagtighed Mild olie Medianen for egenskaben bitter og medianen for egenskaben skarp er ikke over 2«
2) Punkt 9.1.1 affattes således:
»9.1.1. Smageren skal tage glasset op, og idet han holder det dækket med urglasset, skal han holde det lidt skråt. Han skal så dreje glasset helt rundt i denne stilling, så en så stor del af indersiden som muligt bliver fugtet. Når dette stadium er overstået, skal han fjerne urglasset og lugte til prøven, idet han tager jævne, langsomme, dybe indåndinger for at bedømme olien. Lugtefasen må ikke overstige 30 sekunder. Hvis han ikke er kommet til en konklusion inden for dette tidsrum, skal han tage en kort pause, inden han prøver igen.
Når den olfaktoriske test er udført, skal smageren bedømme de fornemmelser, der fremkaldes i munden (generelle retronasale lugte-, smags- og føleindtryk). For at gøre dette skal han tage en lille tår af olien (ca. 3 ml). Det er meget vigtigt, at olien fordeles ud over hele mundhulen, fra den forreste del af munden og tungen langs siderne til den bageste del af tungen og halsen, da det er velkendt, at opfattelsen af smags- og føleindtryk varierer i intensitet over de forskellige områder af tungen, ganen og halsen.
Det bør understreges, at det er afgørende, at en tilstrækkelig mængde olie spredes meget langsomt over den bageste del af tungen og ned mod halsen, mens smageren koncentrerer sig om den rækkefølge, i hvilken de bitre og skarpe stimuli fremkommer. Hvis dette ikke sker, kan begge disse stimuli undgå smagerens opmærksomhed ved visse olier, eller den bitre stimulus kan blive tilsløret af den skarpe stimulus.
Ved at tage korte åndedrag lige efter hinanden, idet luften trækkes ind gennem munden, kan smageren ikke blot sprede prøven ud over hele mundhulen, men også opfatte de flygtige aromatiske komponenter via den bageste del af næsen, fordi brugen af denne kanal fremtvinges.
Bemærkning: Hvis smagerne ikke opfatter frugtagtighed i en prøve, og intensiteten af den bestemmende negative egenskab er 3,5 eller derunder, kan panellederen beslutte, at smagerne skal gennemføre analysen af prøven på ny ved omgivende temperatur (COI/T.20/Doc. No 6/Rev. 1, september 2007, afsnit 3 — General specifications for installation of a test room). Panellederen skal i så fald fastlægge sammenhængen og begrebet omgivende temperatur. Når prøven når stuetemperatur, foretager smagerne en ny vurdering, som udelukkende gennemføres med henblik på at fastslå, om de opfatter frugtagtighed. Er dette tilfældet, noterer de intensiteten på skalaen.
Følesansen bør også tages i betragtning, og derfor bør smageren indtage olien.«
3) Punkt 9.4 affattes således:
»9.4. Klassifikation af olien
Olien klassificeres på følgende måde i forhold til medianen for mangler og medianen for egenskaben frugtagtig. Ved medianen for manglerne forstås medianen for den mangel, der opfattes med den største intensitet. Medianen for mangler og medianen for egenskaben frugtagtig udtrykkes med én decimal.
Olien klassificeres ved at sammenligne værdien af medianen for mangler og medianen for egenskaben frugtagtig med de referenceintervaller, der er anført nedenfor. Da grænseværdien for disse intervaller er fastlagt under hensyntagen til metodens fejlmargen, anses de for at være absolutte. Med computerprogrammer er det muligt at vise klassifikationen i en tabel med statistiske data eller som grafik.
a) Ekstra jomfruolie: Medianen for mangler er lig med 0, og medianen for egenskaben frugtagtig er større end 0.
b) Jomfruolie: Medianen for mangler er større end 0 og lig med eller mindre end 3,5, og medianen for egenskaben frugtagtig er større end 0.
c) Bomolie: Medianen for mangler er større end 3,5, eller medianen for mangler er mindre end eller lig med 3,5, og medianen for egenskaben frugtagtig er lig med 0.
Note 1: Når medianen for egenskaben bitter og/eller skarp er større end 5,0, skal panellederen angive det på testbeviset.
Hvis der foretages analyser i forbindelse med kontrol af overensstemmelse, gennemføres der et forsøg. Hvis der foretages kontrolanalyser, skal der gennemføres en dobbelt analyse ved forskellige smagninger. Resultaterne af den dobbelte analyse skal være statistisk homogene (jf. punkt 9.5). Er de ikke det, skal prøven analyseres på ny to gange. Den endelige værdi af medianen for klassifikationsegenskaberne beregnes af fra gennemsnittet af begge medianer.«
4) Følgende tilføjes som punkt 9.5:
»9.5. Kriterier for godkendelse og afvisning af dobbelte analyser
Den normaliserede fejl, der er defineret nedenfor, anvendes til at bestemme, hvorvidt de to resultater af en dobbelt analyser er homogene og statistiske acceptable:
hvor Me1 og Me2 er medianerne for den dobbelte analyse (dvs. første og anden analyse), og U1 og U2 er de ekspanderede usikkerheder for de to værdier, som beregnes i henhold til tillæg I som følger:
U 1 = c × s* hvor
For den ekspanderede usikkerhed gælder, at c = 1,96; således at:
U1 = 0,0196 × CVr × Me1
hvor CVr er den robuste variationskoefficient.
En skal være 1,0 eller derunder, hvis de to opnåede værdier skal anses for ikke at være statistisk forskellige.«