Indholdsfortegnelse
(Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/778 af 2. februar 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår de forhold og betingelser, under hvilke betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag helt eller delvis kan udskydes, og kriterierne for fastsættelse af aktiviteter, ydelser og transaktioner med hensyn til kritiske funktioner og for fastsættelse af forretningsområder og hertil knyttede ydelser med hensyn til centrale forretningsområder (EØS-relevant tekst))
Ved denne forordning fastlægges nærmere bestemmelser vedrørende:
a) under hvilke forhold og på hvilke betingelser betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag helt eller delvis kan udskydes i henhold til artikel 104, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU
b) kriterierne for fastsættelse af de aktiviteter, ydelser og transaktioner, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 35), i direktiv 2014/59/EU
c) kriterierne for fastsættelse af de forretningsområder og hertil knyttede ydelser, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 36), i direktiv 2014/59/EU.
Disse bestemmelser skal anvendes af en afviklingsmyndighed udpeget af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 3 direktiv 2014/59/EU.
I denne forordning forstås ved:
»udskydelsesperiode«: en periode på op til seks måneder
»funktion«: et struktureret sæt af aktiviteter, ydelser eller transaktioner, der leveres af instituttet eller koncernen til tredjeparter, uanset instituttets interne organisation
»forretningsområde«: et struktureret sæt af aktiviteter, processer eller transaktioner, der er udformet af instituttet eller koncernen, så tredjeparter kan nå organisations mål.
1. Efter anmodning fra et institut kan afviklingsmyndigheden indrømme udskydelse af ex post-bidrag, jf. artikel 104, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU. Det pågældende institut skal fremlægge alle de oplysninger, som afviklingsmyndigheden finder nødvendige for at foretage en vurdering af den indvirkning, som betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag har på dets finansielle stilling. Afviklingsmyndigheden skal tage hensyn til alle de oplysninger, som de nationale kompetente myndigheder råder over, for at fastslå, om det pågældende institut opfylder betingelserne for udskydelse som omhandlet i stk. 3.
2. Afviklingsmyndigheden bør ved afgørelsen af, om det pågældende institut opfylder betingelserne for udskydelse, vurdere den indvirkning, som en betaling af ekstraordinære ex post-bidrag vil have på instituttets solvens og likviditetsmæssige status. Hvis et institut indgår i en koncern, skal vurderingen også omfatte indvirkningen på solvensen og likviditeten for koncernen som helhed.
3. Afviklingsmyndigheden kan udsætte betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag, hvis den konkluderer, at betalingen medfører, at:
a) instituttet inden for de følgende seks måneder forventes ikke at opfylde minimumskapitalgrundlagskravene som fastsat i artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013
b) instituttet inden for de følgende seks måneder forventes ikke at opfylde minimumslikviditetsdækningskravene som fastsat i artikel 412, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 og i artikel 4 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61
c) instituttet inden for de følgende seks måneder forventes ikke at opfylde de særlige likviditetskrav som fastsat i artikel 105 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU .
4. Afviklingsmyndigheden skal begrænse udskydelsesperioden i det omfang, det er nødvendigt for at undgå risici for det pågældende instituts eller dets koncerns finansielle stilling. Afviklingsmyndigheden skal regelmæssigt overvåge, om de i stk. 3 omhandlede betingelser for udskydelse stadig finder anvendelse i udskydelsesperioden.
5. Afviklingsmyndigheden kan efter anmodning fra det pågældende institut forlænge udskydelsesperioden, hvis den konstaterer, at de i stk. 3 omhandlede betingelser for udskydelse stadig finder anvendelse. Denne forlængelse må ikke overstige seks måneder.
1. Afviklingsmyndigheden vurderer, hvilken indvirkning betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag vil have på instituttets lovpligtige kapitalposition. Denne vurdering skal omfatte en analyse af, hvilken indvirkning betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag vil have på instituttets opfyldelse af minimumskapitalgrundlagskravene som fastsat i artikel 92 i forordning (EU) nr. 575/2013.
2. Ved vurderingen fratrækkes ex post-bidrag fra instituttets kapitalgrundlagsposition.
3. Den i stk. 1 omhandlede analyse skal mindst omfatte perioden op til næste betalingsdato for kapitalgrundlagskrav som fastsat i artikel 3 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 .
1. Afviklingsmyndigheden vurderer, hvilken indvirkning betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag vil have på instituttets likviditetsmæssige status. Denne vurdering skal omfatte en analyse af, hvilken indvirkning betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag vil have på instituttets evne til at opfylde likviditetsdækningskravene som fastsat i artikel 412, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 og i artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2015/61.
2. Med henblik på den i stk. 1 beskrevne analyse skal afviklingsmyndigheden til beregningen af de udgående nettopengestrømme som fastsat i artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2015/61 tillægge en udgående pengestrøm svarende til 100 % af det beløb, der skal betales på det tidspunkt, hvor betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag forfalder.
3. Afviklingsmyndigheden vurderer også, hvilken indvirkning de udgående strømme, der er fastlagt i henhold til stk. 2, har på de særlige likviditetskrav, som er fastsat i artikel 105 i direktiv 2013/36/EU.
4. Den i stk. 1 omhandlede analyse skal mindst omfatte perioden op til næste betalingsdato for likviditetsdækningskrav som fastsat i artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014.
1. En funktion anses for kritisk, hvis den opfylder begge følgende kriterier:
a) funktionen ydes af instituttet til tredjeparter, som ikke er tilknyttet instituttet eller koncernen, og
b) en pludselig forstyrrelse af funktionen ville sandsynligvis have væsentlige negative virkninger for tredjepart, føre til afsmitning eller underminere markedsaktørernes generelle tillid på grund af funktionens systemiske relevans for tredjepart og den systemiske relevans af, at instituttet eller koncernen udfører funktionen.
2. Ved vurdering af de væsentlige negative virkninger for tredjepart, den systemiske relevans af funktionen for tredjepart og den systemiske relevans af, at instituttet eller koncernen yder funktionen, skal instituttet og afviklingsmyndigheden tage hensyn til instituttets eller koncernens størrelse, markedsandel, eksterne og interne forbundethed, kompleksitet og grænseoverskridende aktiviteter.
Kriterierne til vurdering af virkningerne for tredjeparter skal som minimum omfatte følgende elementer:
a) arten og omfanget af aktiviteten, den globale, nationale eller regionale rækkevidde samt omfanget og antallet af transaktioner; antallet af kunder og modparter; antallet af kunder, for hvilke instituttet er den eneste eller primære bankforretningspartner
b) relevansen af instituttet på lokalt, regionalt, nationalt eller europæisk niveau, alt efter hvad der er relevant for det pågældende marked. Relevansen af instituttet kan vurderes på grundlag af markedsandelen, den indbyrdes forbundethed, kompleksiteten og grænseoverskridende aktiviteter
c) arten af de kunder og interessenter, som berøres af funktionen, f.eks., men ikke begrænset til, detailkunder, erhvervskunder, interbankkunder, centrale clearinginstanser og offentlige enheder
d) den mulige forstyrrelse af funktionen for markeder, infrastrukturer, kunder og offentlige tjenester. Vurderingen kan bl.a. omfatte indvirkningen på likviditeten på de berørte markeder, virkningen og omfanget af forstyrrelsen for kundeaktiviteter og kortfristede likviditetsbehov; mærkbarheden for modparter, kunder og offentligheden; kundereaktionernes kapacitet og hastighed; relevansen for andre markeders funktion: indvirkningen på et andet markeds likviditet, transaktioner og struktur; indvirkningen på andre modparter i forbindelse med de vigtigste kunder og funktionens relationer til andre ydelser.
3. En funktion, som er helt afgørende for realøkonomien og de finansielle markeder anses for substituerbar, hvis den kan erstattes på en acceptabel måde og inden for en rimelig tidsfrist, så man derved undgår systemiske problemer for realøkonomien og de finansielle markeder.
Ved vurderingen af en funktions substituerbarhed skal følgende kriterier tages i betragtning:
a) strukturen på markedet for denne funktion og alternative udbyderes disponibilitet
b) andre udbyderes evne med hensyn til kapacitet, kravene vedrørende udførelse af den pågældende funktion og potentielle hindringer for adgang eller ekspansion
c) andre udbyderes incitament til at påtage sig disse aktiviteter
d) den tid, som brugerne af ydelsen har behov for til at flytte over til den nye tjenesteyder, og omkostningerne ved at flytte, den tid, der er behov for, til at andre konkurrenter overtager funktionerne, og vurdering af, om denne periode er tilstrækkelig til at undgå betydelige forstyrrelser afhængigt af den pågældende ydelse.
4. En ydelse anses for kritisk, hvis ophør heraf kan udgøre en alvorlig hindring for eller helt forhindre udførelsen af en eller flere kritiske funktioner. En ydelse anses ikke for kritisk, hvis den kan leveres af en anden leverandør inden for en rimelig tidsramme i et sammenligneligt omfang for så vidt angår formål, kvalitet og omkostninger.
5. Ved forstyrrelse af funktioner eller ydelser forstås, at funktioner og ydelser ikke længere leveres i et sammenligneligt omfang, på sammenlignelige vilkår og af sammenlignelig kvalitet, medmindre ændringen i leverancen af funktionen eller ydelsen finder sted på en ordnet måde.
1. Forretningsområder og hertil knyttede ydelser, der repræsenterer væsentlige kilder til indtægter, fortjeneste eller franchiseværdi for et institut eller en koncern, som et institut er en del af, anses for at være centrale forretningsområder.
2. Centrale forretningsområder identificeres på grundlag af et instituts interne organisation, dets virksomhedsstrategi, og hvor meget de centrale forretningsområder bidrager til instituttets økonomiske resultater. Indikatorer for centrale forretningsområder omfatter, men er ikke begrænset til, følgende:
a) indtægter genereret af det centrale forretningsområde som en procentdel af de samlede indtægter
b) fortjeneste genereret af det centrale forretningsområde som en procentdel af den samlede fortjeneste
c) afkast af kapital eller aktiver
d) aktiver, indtægter og indtjening i alt
e) kundeunderlaget, geografisk fodaftryk, brand og operationelle synergier af forretningerne med andre af koncernens forretninger
f) virkningerne af det centrale forretningsområdes ophør for omkostninger og indtjening, hvor det er en kilde til finansiering eller likviditet
g) vækstperspektiverne for det centrale forretningsområde
h) forretningens attraktivitet for konkurrenter som en potentiel erhvervelse
i) markedspotentiale og franchiseværdi.
Fremtidige forventede indtægter, vækstperspektiver og franchiseværdi kan tages i betragtning ved identifikationen af et centralt forretningsområde, når de understøttes af troværdige, dokumenterede prognoser med oplysninger om de antagelser, som de bygger på.
3. Centrale forretningsområder kan forlade sig på aktiviteter, der ikke i sig selv skaber direkte fortjeneste for instituttet, men som understøtter centrale forretningsområder i instituttet og dermed bidrager indirekte til instituttets fortjeneste.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 2. februar 2016.
EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter (EUT L 11 af 17.1.2015, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 af 16. april 2014 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for institutters indberetning med henblik på tilsyn i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (EUT L 191 af 28.6.2014, s. 1).